PRO MUSICA - BACEWICZ & SJOSTAKOVITJ

21. MAR 2023 19.30 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS

Tor Aulin: Fyra Akvareller

(1866 - 1914) Idyll, Humoresk, Vaggsång, Polska

Varighed: ca. 15 min.

Medvirkende: Qvindetta:Ragnhildur Josefsdottir, fløjte; Pina Mohs, obo; Tine Maj Kofoed Antonsen, klarinet; Xanthe Arthurs, fagot; Henriette Holk, horn

Grażyna Bacewicz: Kvartet for fire violiner

(1909 - 1969)

I Allegretto

II Andante tranquillo

III Molto allegro

Varighed: ca. 11 min.

Medvirkende: Jovana Vukušić, violin; Mads Haugsted Hansen, violin; Simona Bonfiglioli, violin; Ulrike Kipp Christensen, violin

P A U S E

Aram Khatjaturjan: Trio for klarinet, violin og klaver

(1903 - 1978)

I Andante con dolore, con molto espressione

II Allegro

III Moderato

Varighed: ca. 16 min.

Medvirkende: Kenneth Larsen, klarinet; Mads Haugsted Hansen, violin; Marie-Luise Bodendorff, klaver

Dmitrij Sjostakovitj: Strygekvartet nr. 4 i D-dur, op. 83 (1906 - 1975)

I Allegretto

II Andantino

III Allegretto

IV Allegretto

Varighed: ca. 25 min.

Medvirkende: Jan Erik Schousboe, violin; Stinus Christensen, violin; Martin Jochimsen, bratsch; Chatarina Altino, cello

Udgået p.g.a. sygdom: Dinu Lipatti: ”Aubade” for blæserkvartet

Skulle der blandt publikum være nogen, der er så heldige at kunne huske året 1949, husker de sikkert med tilfredshed tilbage på grundlæggelsen af NATO, premieren på filmen Den tredje mand, julehittet ”Rudolph the red-nosed reindeer” eller udgivelsen af George Orwells dystopiske (og for nylig i Odense teateraktuelle) roman 1984. Nu kan vi føje tre nye, musikalske associationer til året, da tre af aftenens fire værker er skrevet i netop 1949. Og der er lagt i kakkelovnen til en hel aften i selskab med musikken, som den lød i den østeuropæiske halvdel af Europa, som på én gang var så tæt på og så uendeligt fremmed for os, i det andet kvartal af det 20. århundrede.

DINU LIPATTI: ”AUBADE” FOR BLÆSERKVARTET (UDGÅET)

Havde jeg fulgt samme praksis, var jeg gået igennem livet med kunstnernavnet ”Trinemus”, men i rumænske Dinu Lipattis tilfælde giver det unægtelig bedre mening. Han blev opkaldt efter sin bedstefar Constantin, da han blev født i 1917 som søn af violinfaderen Theodor og pianistmoderen Anna. Men kaldenavnet var fra barnsben det diminutive Dinu, og det blev det navn, som han brugte og blev berømt under i løbet af sit tragisk korte liv – Lipatti døde som kun 33-årig af Hodgkins lymfom i 1950. Det musikalske talent var åbenlyst, allerede fra han var to, og af frygt for, at sønnen skulle skade et instrument fra hans kostbare samling af violiner, opfordrede far Theodor lille Dinu til at spille klaver. Og voila – en klavervirtuos så dagens lys. Han blev uddannet i Paris i både klaver og komposition og tilbragte sit unge voksenliv som feteret, prisvindende – og stærkt selvkritisk, omrejsende pianist, der også jævnligt blev bemærket for sine glimrende kompositioner.

Qvindetta

”Aubade” er Lipattis sidste, færdiggjorte komposition og dermed ét af hans ’modne’ værker, hvis man kan bruge det ord om musik skrevet af en 32-årig. Det er kompleks og detaljerig musik, der både vidner om komponistens glæde ved træblæsernes klangfarve og det beklagelige faktum, at hans forværrede helbred (der bl.a. forårsagede hævede og smerteplagede arme) besværliggjorde det at fungere som pianist og derfor efterlod mere tid til at komponere. ”Aubade” er morgenmusik (hvor en serenade er musik til om aftenen) og dedikeret til den stenrige, schweiziske dirigent og forretningsmand Paul Sacher, som var én af Lipattis nære venner. I de knap 19 minutter, værkets fire satser varer, hører vi både en stærk, europæisk indflydelse fra f.eks. Bartók og Stravinskij, fra læremestrene Nadia Boulanger, Paul Dukas og George Enescu (som også var hans gudfar), og fra folkeelementer fra den rumænske tradition.

GRAŻYNA BACEWICZ: KVARTET FOR FIRE VIOLINER

Ud over kompositionsåret 1949 er aftenens andet værk forbundet med det første i og med, at deres skabere begge var kompositionselever af den kendte, franske komponist, musikpædagog og dirigent Nadia Boulanger. I polsk/litauiske Grażyna Bacewicz finder vi noget så pinligt sjældent som en kvindelig, konservatorieuddannet komponist og violinist, der nok nød stor anerkendelse som musiker og lærer i sin samtid, og som i Polen nyder en næsten Chopin’sk folkeheltestatus, men hvis enorme kompositoriske output først nu for alvor gør sit indtog i de internationale koncerthuse og kammermusikalske scener. Hun blev født i byen Łódź i 1909, blev som barn undervist i violin og klaver af sin far og kom som knap 20-årig på konservatoriet i Warszawa. Herpå fulgte et par års uddannelse i Paris, bl.a. altså som en del af Nadia Boulangers berømmelige ”Boulangerie” af kompositionselever. Dette åbnede døren til en ansættelse af den helt nyuddannede Bacewicz som førsteviolinist i Den Polske Radios Symfoniorkester, og i løbet af karrieren rejste hun Europa tyndt som violinvirtuos, uropførte sine egne to klaverkoncerter og sluttede efter en bilulykke i 1954, der satte en stopper for solistkarrieren, sit professionelle virke som højt estimeret violin- og kompositionsprofessor ved konservatorierne i Łódź og Warszawa.

Den tresatsede kvartet for fire violiner blev oprindeligt skrevet som et undervisningsstykke for Bacewiczs elever. Her bliver vi præsenteret for polsk folkemusik igennem et kalejdoskop af dels et neoklassisk tonesprog, dels en række teknikker, der på forskellig vis udfordrer de fire musikere (der i sagens natur jo spiller i samme leje, men helst skal fungere både som et harmonisk hele og som individuelle stemmer), og dels Bacewiczs unikke tilgang til stil og form. Første sats begynder langsomt og elegisk, inden den bryder ud i et muntert, dansende tema, der alternerer med et lyrisk sidetema og passager i ren pizzicato. Andensatsen er stoisk og meditativ, hvilket forstærkes af strategisk placerede triller og listig pizzicato, inden den langsomt svinder ind til næsten ingenting og dør ud. I kontrast til dette er finalen bombastisk og munter, begynder med en næsten triumferende erklæret kadence, inden den danser selvsikkert derudaf i halsbrækkende fart og viser alt, hvad et firstemmigt kor af violiner kan udrette, inden den med en gentagelse af startkadencen runder af med et fyrigt udråbstegn.

ARAM KHACHATURIAN: TRIO FOR KLARINET, VIOLIN OG KLAVER

Et moderat skridt tilbage, og vi finder sovjetist-armenske Aram Khachaturian, født i 1903 i Georgiens nuværende hovedstad Tbilisi, men bosat i Moskva fra 18-års-alderen. Hans trio for klarinet, violin og klaver er fra 1932, hvor Khachaturian studerede på Moskvas konservatorium. Som ungdomsværk er den altså skrevet i god tid før de balletter og koncerter, der gav Khachaturian sin verdensberømthed. Og alligevel er værket fuldt ud karakteristisk for sin komponists særprægede, eksotiske stil – som vi bl.a. kender fra Spartacus og Gajané (med den hæsblæsende ”Sabeldans”).

Den rapsodiske førstesats er på én gang smertefuld og ekspressiv og samtidig med stærkt folkemusikalske, improvisatoriske kvaliteter efter inspiration fra romamusikken. Hovedmelodiens klagesang, som på skift spilles af klarinetten, violinen og hen imod slutningen af klaveret, får modvægt af sirligt ornamenterede passager og kadencer. Det musikalske materiale bearbejdes ikke som i en sonate, men bliver kontinuerligt gentaget, hvilket skaber en farverig, men hypnotisk atmosfære. Andensatsen begynder som om en scherzo med et faldende skalamotiv, men suppleres snart af en ubekymret folkemelodi i klarinetten. De to ideer leger med hinanden, indtil en livlig kadence leder os tilbage til en kraftfuld gentagelse af folkemelodien, og satsen slutter spøgefuldt scherzando, som den begyndte. Finalen er et sæt variationer over endnu en folkemusikinspireret melodi, hvor en underliggende rytmisk figur i klaveret fungerer som en slags modvægt og får større betydning, efterhånden som satsen skrider frem. Disse to elementer deler rampelyset ved satsens klimaks, hvorefter musikken gradvist afvikles og forsvinder ud i intetheden.

DMITRIJ SJOSTAKOVITJ: STRYGEKVARTET NR. 4 I D-DUR, OP. 83

I 1948 blev Sjostakovitj for anden gang, i lighed med flere andre komponister (heriblandt Prokofiev og, aktuelt ifht. aftenens forrige værk, Khachaturian), anklaget for at skrive upassende og formalistisk musik af Sovjetstyret. Han blev fyret fra konservatorierne i både Moskva og Leningrad, de fleste af hans værker blev bandlyst, og uden både indtægten fra hans faste job og fra koncertopførelser af hans musik begyndte det økonomiske fundament under Sjostakovitjs liv at vakle faretruende. Han så sig nødsaget til at bevise sin dedikation til den sovjetiske socialistiske realisme, der var den påkrævede kunst- og kulturnorm, hvis ikke man ville have sine værker censureret, tog imod bestillingsopgaver på filmmusik og skrev det succesfulde oratorium Sangen om skovene, opus 81, som lovsang ”den Store, Stalinistiske Plan for Genskabelse af Naturen”. En anden måde at undgå anklager om formalisme på var at anvende folkemusik, som besad så passende dyder som at være tilgængelig, traditionel og melodiøs. Sjostakovitj var særligt optaget af jødisk musik, hvilket rimede fint med, at det jødiske folk umiddelbart var velintegreret i de kommunistiske samfund efter krigen. Stalin bakkede op om etableringen af en jødisk stat i Mellemøsten, og støttede officielt op om både den hjemlige Jødiske Anti-Fascistiske Kommitte og jødiske organisationer udenfor Sovjetunionen. Så Sjostakovitj var ved nogenlunde godt mod, da han påbegyndte arbejdet på sangcyklussen Af den jødiske folkepoesi, opus 79.

Imidlertid lurede Stalins latente antisemitisme i kulissen. Den nyoprettede israelske stat så alligevel ikke ud til at blive en sovjetisk allieret i Den Kolde Krig, og Stalin vendte sig mod de ”fædrelandsløse kosmopolitter”, nedlagde jødiske aviser og lukkede jødiske skoler, teatre og biblioteker. Det stod snart klart for Sjostakovitj, at hans jødisk-inspirerede sange ikke ville kunne have nogen gang på jorden. Stor var hans overraskelse derfor, da han i februar 1949 fik et opkald fra Stalin selv, som inviterede ham til Den Videnskabelige og Kulturelle Konference for Verdensfred i New York måneden efter som officiel kulturtalsmand for Sovjetunionen. Forbuddet mod Sjostakovitjs værker blev ophævet, og Sjostakovitj optrådte som lydig partisoldat på konferencen, hvilket bl.a. indebar at bakke offentligt op om det nylige forbud mod Stravinskijs musik. Det sikrede ham ikke mange point i vesten, men en koncert i New York med Bartóks musik gav ham tilsyneladende blod på tanden til at skrive et nyt værk baseret på jødiske temaer, nemlig den 4. strygekvartet, som han færdiggjorde i december 1949. Særligt finalesatsen lyder umiskendeligt jødisk, og da Sjostakovitj afprøvede kvartetten med et lille, selekteret publikum, var alle straks enige om, at den umuligt kunne opføres, før Stalin var lagt i graven.

Og således blev det. Kvartetten blev uropført i december 1953, ni måneder efter Stalins død og en måned efter, at Sjostakovitjs femte strygekvartet havde haft premiere. Og her maler Sjostakovitj altså med hele strygekvartettens farvepallette: Østlige klange i kombination med undertrykt, jamrende sorg. Strygere, der lyder som skrigende sækkepiber. En nostalgisk vals. Og en mareridtsagtig, ubønhørlig, jødisk danse macabre i finalen – en musikalsk repræsentation af den gru, som alle havde frisk i erindringen, men ingen kunne tale højt om. Det kulturpolitiske klima var muligvis tøet en anelse efter Stalins død, men Sjostakovitj var stadig i det kyniske hjørne – som han skrev til sin ven og elev Edison Denisov: ”Edik, det er muligvis nye tider, men informanterne er stadig gamle.”

Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte Ragnhildur er uddannet kandidat på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2013 hos Henrik Svitzer og Toke Lund Christiansen med sideløbende studier hos Michael Hasel i Berlin. I 2017 afsluttede hun solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium. I 2015 vandt hun stillingen som piccolofløjtenist i Odense Symfoniorkester, hvor hun i dag er fastansat.

Pina Mohs, obo

Har studeret ved Musikkonservatorium i Hannover og er uddannet ved Musikkonservatorium i Rostock i 2014. Hun tager p.t. en master ved Universität der Künste Berlin. Pina har spillet i flere orkestre bl.a. NDR Radiophilharmonie og Essener Philharmoniker. Pina blev fastansat hos OS i 2018.

Tine Maj Kofoed Antonsen, klarinet

Tine Maj Kofoed Antonsen er opvokset i Odense og er uddannet klarinettist. Hun debuterede fra solistklassen ved Syddansk Musikkonservatorium i 2015. Under studietiden har Tine studeret ved forskellige internationalt anerkendte klarinetlærere i både Odense, Oslo og Malmø. Tine er freelance-klarinettist og spiller ofte ved de forskellige symfoniorkestre. Tine brænder for kammermusikken, hvor hun aktivt boltrer sig i mange sammenhænge; hun spiller med forskellige ensembler heriblandt blæserkvintetten Qvindetta, duoen Via Artis Duo og klarinettrioen Trio Klari.

Xanthe Arthurs, fagot

Født i Storbritannien og uddannet på Royal Northern College of Music og i Schweiz ved konservatorierne i Lausanne og Genève hos Kim Walker og Roger Birsting. Har assisteret i Orchestre de la Suisse Romande, Chambre de Lausanne og Orchestre de Genève. 2. solofagottist i Odense Symfoniorkester siden 2009.

Henriette Holk, horn

Henriette er opvokset i Vestjylland. I 1987 begyndte hun på Det Fynske Musikkonservatorium og modtog der undervisning af solohornist Sigbjørn Steffensen fra Odense Symfoniorkester. I 1994 afsluttede hun konservatoriestudiet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Efter endt uddannelse arbejdede Henriette som hornist ved de Københavnske teatre og symfoniorkestre. I 2004 flyttede hun til Odense og har siden arbejdet freelance i samtlige orkestre i hele landet.