Tuning in and tuning out - om 'Ecovillage Design Education' på Findhorn 2011

Tuning in and tuning out

Af: Camilla Nielsen-Englyst, Økosamfundet Hallingelille

Den dag jeg modtog positivt svar på min Grundtvig ansøgning fra Styrelsen for International Uddannelse, stod det virkeligt for mig: Jeg skulle 4 uger til det unikke Findhorn i Skotland, på EU-støttet EDE kursus. Findhorn står for mig som et økosamfund, der virkelig har taget formidling og uddannelse til sig som en primær aktivitet, og som hovedsæde for GAIA Education og EDE var Findhorn et naturligt valg for mig, som dedikeret uddannelsesmenneske. Desuden var Findhorns værdigrundlag en del af den oprindelige inspiration for mit eget økosamfund, Hallingelille. En stor portion nysgerrighed var derfor med mig i bagagen, da jeg en tidlig lørdag morgen i oktober ankom til Findhorn.

Tuning in

Jeg er ikke så nem at imponere. Har prøvet en masse, tænker og agerer hurtigt, føler mig både ret vidende og kompetent. Men er derudover lige så nysgerrig som Peter Pedal og bevæger mig i livet med en anerkendende, reflekterende og sund kritisk tilgang. At ’tune in’ til Findhorn og EDE var en proces, der fik mig til både at sluge nogle kameler og øve mig i både at give slip og holde fast. Jeg husker, da vi 38 nye EDE kursister den første lørdag sad i cirklen i det magiske ’nature sanctuary’ og hver trak et englekort. ’Surrender’, trak jeg. Måtte modstå en impulsiv trang til at lægge kortet tilbage og trække et nyt, som jeg bedre kunne forholde mig til. Men tror min første attunement til Findhorn handlede om det at overgive mig, ved at lade min danske pædagogiske dannelse, uimponerethed og skepsis træde en smule i baggrunden og meget mere åbent suge til mig – og leve og lære.

EDE er bestemt et kursus om at undervise i og designe bæredygtighedsinitiativer. Men det er så meget mere end det; bare det at være på Findhorn var i sig selv en personlig og spirituel dannelsesrejse, der gør, at verden ikke helt er den samme igen bagefter. Vi gik som deltagergruppe alle igennem transformationer af forskellige slags, det være sig professionelle, personlige eller mere eksistentielle/spirituelle af slagsen.

Det dagligt at ’tune in’ til både Findhorn, EDE og gruppen i 4 uger var for mig tre forskellige og dog sammenhængende processer. EDE har sit curriculum og sine moduler indenfor de fire dimensioner, den sociale, økonomiske, økologiske og verdenssyn, gennemlevet i den rækkefølge – suppleret med den gennemgående Training of Trainers- del om eftermiddagen, Transition-træningen og så tid i designgrupper, hvor vi udtænkte vores økoprojekter. Plus det løse.

Gruppen – EDE Findhorn 2011 - en broget flok af økoentusiaster i alle aldre, nogle fra økosamfund, nogle i gang med at etablere sig, besættere, studerende, voksenundervisere og andet godtfolk. En mosaik af erfaringer, forventninger og bidrag til det fælles læringsrum. Venner for livet, fordi vi har delt en ramme om vores forskellige rejser, gennem EDE på Findhorn.

En ganske særlig jargon

EDE har som formål at designe bæredygtige løsninger på fremtiden, i en transitionsproces, hvor vi kan ty til forskellige mere eller mindre ubevidste strategier – som at lukke øjnene, være bekymrede eller bevidst at designe fremtiden. Uagtet at der måtte være meget store udfordringer for alt levendes fremtid på jord og al mulig grund til at være bekymret, skal vi kunne fyldes af håb, innovation og lyst til at designe noget andet, end hvad øjet og hjernen kan rumme, i dag. Dette et ret fast EDE curriculum til trods. Et curriculum, der nemt kan opfattes som en værktøjskasse af gennemprøvede elementer, der kan implementeres med bæredygtighed som formål. Det er her, at skeptikeren i mig ville indvende, hvordan man gennem EDE finder den rigtige balance mellem gode, afprøvede eksempler og kontinuerlig opfordring til nytænkning og samskabelse.

Ordene der flød mellem os på kurset handlede meget om at kunne opnå 'resilience', at lytte med 'compassion' og at give tid til 'contemplation'. Jeg holder særligt af begreberne 'manifestation' og 'attunement', indbegrebet af Findhorn! Vi skulle som sagt 'tune ind', hele tiden – ved start på dagen, ved hver gruppesession, ved hver køkkentjans, når man som Findhorner skal finde sin bolig, sin plads på arbejdsholdet mm. Og det her med at manifestere sine intentioner – er der noget der mangler, har vi energien til at bringe det frem, som vi ønsker. Det er ikke som sådan noget nyt, men bare meget brugt, på Findhorn. Dejligt at være omgivet af, i praksis og tale.

Findhorn – den fælles ramme

Kurset var mit fokus, men jeg tog bestemt også af sted for at opleve livet på Findhorn som ’intentionel community’, for på samme tid at blive inspireret til vores eget økolandsbyliv i Hallingelille. Kan det overhovedet sammenlignes, til trods for det økologiske islæt?

Er man med i Findhorn Foundation, arbejder man i en af de mange arbejdsgrupper og får sin mad, en bolig samt 200 pund om måneden. Gennemsnitsalderen er ret høj og par med børn vil have svært ved at kunne blive optaget, til dels pga. boligsituationen og fordi det kræver rigtig meget at være her. Tid, fordybelse, engagement. Interessant, om en stor gruppe singler på den måde virkelig er med til at højne det spirituelle niveau, mens børnefamilierne er optagede af yngelpleje og parforhold?

Foundation-husene svinger lige fra de charmerende whiskytøndehuse til gamle 'mobile homes', der ikke er særlig økologiske, men er hvad Foundation har til rådighed. Uddannelsesafdelingen lader til at tjene den store del af pengene ind og der er ustandselig folk på 'experience week', 'spirituel practise', 'living in community', 'guest programme' etc., hvor folk fra hele verden betaler godt og strømmer til, for oplevelsen. For at blive optaget som medlem af Foundation skal man deltage i den slags betalte programmer i næsten to år.

På 'Field of Dreams' bor så de folk, der ikke er med i Foundation, men har bygget fine økohuse som vi kender det, ala Hallingelille. Så ja, en indre kerne af dedikerede, fattige på penge - men rige på så meget andet - Foundation staff og så en del andre, der har stiftet 'New Findhorn Foundation'. Lidt rodet for en udefrakommende og ikke uden komplikationer, kunne jeg forstå.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at være med i det hele på Findhorn. Sugede til mig! Vi måtte være fraværende fra kurset én formiddag og én eftermiddag om ugen, som jeg afpassede lige så nøje, som da jeg sidst deltog i fraværsopgjort uddannelsesaktivitet, nemlig HF. v ar ofte i Universal Hall, hvor der var arrangementer mange aftener, til Findhorn meditationer, afsluttede aftenen i den udendørs bath tub, til Five Rhythms, på besøg hos min mentor, ude at ride på de permakulturelle heste og selv en ekstra køkkentjans tog jeg med glæde, for de gode snakke, man der kunne have med Findhornerne. En køkkentjans var desuden en fest i sig selv, med attunement og god musik – et ’Kitchen Party’, der passede godt ind i ’work is love in action’ logikken.

Hestene var et kapitel for sig – vi skulle 'attunes' med dem i en times tid inden vi måtte ride og skulle ride 'by intention', uden sadel og hovedtøj, ud over bugtens sandstrand, mod solnedgangen. Helt fantastisk oplevelse! Det permakulturelle handlede i øvrigt også om, at hestene gik på omgang i alle haverne, for at afgræsse dem naturligt. De blev også brugt til at flytte ting rundt med. Min tjans i bytte for at ride (en del af LETS systemetLocal Exchange Trading Systems) var bl.a. at skovle hestepærer og flytte hegn og heste.

Tuning out – and tuning in…

Min EDE på Findhorn var slut efter 4 travle uger, men lever videre i mig, mine GEESE EDE venner og forhåbentlig også i de facilitatorer, der havde fornøjelsen af at håndtere vores efter sigende ret krævende gruppe. Som det siges, vil Findhorn EDE 2012 bestå af det bedste af Findhorn EDE 2011, hvis arrangørerne formår at integrere kritikken fra evalueringerne og foretage de justeringer, som en velreflekteret og metodisk stærk deltagergruppe spillede ind med.

“ Ordene der flød mellem os på kurset handlede meget om at kunne opnå ‘resilience’, at lytte med ‘compassion’ og at give tid til ‘contemplation’.

Søndage kl. 21 dansk tid mødes vi i Findhorn EDE 2011 gruppen i fælles meditation - og i den fysiske verden fungerer vi som gruppe på GEESE, Facebook, Dropbox og Springnote. Vi følger, støtter og sparrer på hinandens projekter og når vi i Hallingelille slår dørene op for vores egen EDE til august, er en af mine medkursister med på holdet som facilitator - og flere lægger vejen forbi.

Som underviser, træner, facilitator eller på anden vis engageret i formidling af bæredygtighed er EDE helt sikkert en god måde at få nogle grundbegreber på plads, at skabe et mere sikkert fundament. Desuden er metodikken fornuftigt nok baseret på participatoriske metoder og aktionslæring, igennem gruppearbejde omkring virkelige cases, i design studios. Hertil skal siges, at vores danske voksenuddannelsestraditioner er så dybt præget af den slags elementer, at det ikke vil virke særlig nyskabende for danske voksenundervisere, men at vi måske på den læringsmæssige side faktisk har noget at komme med.

At tage en 4 ugers EDE vil være en oplevelse. Er du interesseret i bæredygtighed, læring og udvikling, kan forventningen udtrykkes i stil med dette: ”this course is like having all my favorite soul food on one plate” (lånt af EDE deltager i Thailand 2012).

Kom i gang – lad os få opbygget en dansk ressourcebase af GEESE (Global Ecovillage Educators for a Sustainable Earth), så vi også kan gøre os indenfor bæredygtighedsuddannelse, i LØS regi. Det handler om vores fælles jord og fremtid.

”May the circle be open, but unbroken”

Gennem GAIA Education og EDE fællesskabet i GEESE skabes et stærkt netværk, der er nødvendigt for sammen at kunne skabe alle de transitionstiltag, der skal til.

Men EDE er for mig at se ikke en afsluttet proces, snarere et skridt på rejsen. Efter at have ’tunet ud’ af EDE Findhorn er der masser af tilstødende tiltag, der kan ’tunes in’ til, i direkte sammenhæng – GAIA Education, Transition Town og Be the Change bevægelserne etc. Jeg kan kun anbefale det: at

www.findhorn.org/ www.gaiaeducation.org/ www.mi-mundo.org