11 minute read
Solheimar – ”Solens hjem”
Af Hildur Jackson
Som sidste indlæg i dette nummer om fællesskaber, som arbejder med ”omvendt” integration af udsatte grupper, kikker vi ud over vore egne grænser for at få inspiration, i dette tilfælde ved beretningen om et besøg på Island, hvor et af verdens ældste økosamfund med ”omvendt” integration ligger - velvidende at der verden over er mange andre inspirerende fællesskaber, som også arbejder ud fra samme eller lignende tanker.
Solheimar på Island er en af de ældste og mest udviklede økosamfund. Den er en model for, hvordan vi kan modernisere omsorgen for de svage samtidig med at man lever bæredygtigt.
Sesselja var 13 år i 1915 og boede på Thingvellir -sletten hvor hendes far var præst. Dette er stedet hvor vikingerne mødtes lige siden 881 og praktiserede direkte demokrati og konfliktløsning. Dette er også stedet hvor de europæiske og amerikanske tektoniske plader mødes og faktisk driver fra hinanden med 2 cm. om året. Der skaber nogle meget specielle stenformationer.
Sesselja var lige blevet konfirmeret og sad og stirrede tankefuldt på de høje sorte klipper. Her så hun en vision, om hvordan hun skulle bruge sit liv: Hun skulle skabe et sted for børn, som var blevet forladt på grund af krigen, en vision som hun forblev tro over for hele sit liv og som nu er manifesteret som Solheimar, et af de mest udviklede økosamfund noget steds.
Hun studerede i Schweiz, da Goetheanum blev bygget og blev inspireret af dette og Rudolf Steiners ideer. En ting var hun sikker på: Det sted hun valgte skulle have en varm kilde.
Så når man i dag ankommer til Solheimar efter en flyvetur fra København på 4 timer og kører en time sydøst for Reykjavik, kan man kaste sig i et udendørs svømmebassin i det tidlige forår med dampende varmt vand.
100 år i 2002
Solheimar, ja hele Island har lige fejret Sesseljas 100 års dag i 2002 med at udgive et frimærke med hendes billede på. Selv om Solheimar er ved at være anerkendt har det haft mange vanskeligheder. Sesselja ønskede at give børnene grøntsager og frugt. Den gang så man på det med største skepsis og mange ønskede derfor ikke hun skulle have ansvaret for andres børn. På Island var daglig mad dengang kartofler, fisk og lammekød. Da hun senere tog sig af retarderede børn, bebrejdede den offentlige mening hende for at blande de to grupper. Sesseljas hus rummer nu administration og her kan man stadig se to rum med 3 senge på rad bygget ind i skunken tæt på hvor hun selv sov. Hele huset er ved at blive et museum.
Reynir Peturs historie
Island har en barsk og storslået natur med meget få træer. Lyset skifter hele tiden og fantastiske landskaber åbner sig foran en. Først i april er sneen endnu ikke smeltet helt. Åer og floder buldrer voldsomt på deres vej mod havet, som aldrig er langt borte. Klippesider og mosdækkede bjerge veksler med sletter med gult græs. Ikke et grønt græsstrå har overlevet vinteren. Vandfald og gejsere bidrager til det stadig skiftende landskab. Tætte Islandske heste og får græsser overalt. Fugle står stille i luften og flyver i flokke og bidrager til en følelse af vild natur.
Ankomst
Man ankommer til Solheimar ved at køre ned i en dal med mange træer og huse tæt sammen. Navnet ”Solens hjem” passer godt til stedet. Vi bliver vist vej til et af de to gæstehuse og får en lille lejlighed for os selv på den modsatte side af dalen. De har plads til 30 gæster her. Skærtorsdag og Langfredag er ikke det mest velvalgte tidspunkt for et besøg, men det var, hvad der var muligt for os på vej tilbage fra USA. Direktøren for Solheimar, Agnar Gudlaugsson er på vej på en lille ferie, men tager sig tid til at hjælpe os med at få noget mad i deres lokale butik med mange af deres egne produkter lige fra madvarer til kunsthåndværk og kunst. Edda Bjorgvinsdottir, en kendt skuespillerinde på Island og deltids beboer har lovet at vise os rundt. Men først skal hun være færdig med at instruere et skuespil med en gruppe såkaldte mentalt retarderede, som her kaldes “hjemme folket”.
I mellemtiden får vi nøglen til det udendørs svømmebassin og slapper af en times tid i det geotermisk opvarmede vand omgivet af træer, der endnu ikke har fået blade. Mærkeligt og herligt. Der er også flere andre besøgende og nogle børn i badet. Flere folk ankommer, bl.a. en atletisk bygget mand på ca. 50, der morer sig herligt med en ven. Jeg genkender Reynir Petur fra en bog, jeg fik ved et tidligere besøg. Bogen handlede om hans march Island rundt på to måneder for at skaffe penge til et nyt teater på Solheimar. Vi kommer i snak og morer os sammen. Han fortæller om sin nye computer og DVD og om sin kærlighed til tal. Han er en af hjemmefolkene og har levet her siden han var 3 år- og det er 50 år siden. Hans kæreste sidder på en bænk og smiler til os.
Rundvisning på Solheimar:
1. Undervisningscenteret
Edda er en varm og livlig skuespiller fra Reykjavik, som sætter stykker op på Solheimar og samtidig hjælper med public relations for Solheimar. Lige bag gæstehuset fører hun os til det nybyggede undervisningscenter, som blev indviet på Sesseljas 100 års dag i 2002. Det ligger på toppen af bjerget med en storslået udsigt. Facaden er dækket af sølvfarvet drivtømmer og har græstørv på taget. Væggene er isoleret med islandsk lammeuld og loftet er isoleret med genbrugspapir. Mange andre økologiske træk gør bygningen i sig selv til en attraktion.
8 mil. kr. måtte man skaffe, herunder hjælp fra staten for at bygge centret. Det har et stort auditorium (til 100 personer), udstillingsareal samt flere mindre mødelokaler. Alle møblerne er designet og fremstillet lokalt af lokalt træ, hvilket er usædvanligt på det nøgne Island. Edda giver os stolt en avis om Sesselja, som blev lavet til indvielsen og distribueret over hele Island som indstik i den største avis. På væggen hænger hjemmelavede musikinstrumenter. Vi tænker: dette vil være et meget egnet sted at holde møder mellem Europæere og folk fra USA.
Bagved har Solheimar købt 400 ha jord. Hvert år planter de 17.500 træer her foruden hvad man planter rundt i selve landsbyen. Ca. 450.000 træer af forskellige sorter regner man med at plante. Ved siden er en ny bygning ved at vokse ud af klippen. Fra formen kan man se det er en kirke. Arkitekten hedder Arni Fridriksson. Han har også tegnet Sesseljas hus. Kirken har plads til 200. Man har lagt særlig vægt på akustikken, fordi den også skal bruges til koncerter.
En ottekantet sal med scene er bygget med en Steiner-inspireret arkitektur. Udenfor denne vidner en skulpturhave om den vægt man lægger på kunst i dette samfund. Men dette fokus på kunst har også skabt modstand. Hvorfor skal retarderede have kunst omkring sig? spørger folk udefra. Edda forklarer, hvor vigtigt kunst er for vort velvære. Når man hører hende, er man ikke i tvivl.
2. ”Hjemmefolkets” huse
Hjemmefolkene har enten eget hjem (hvis de kan tage vare på sig selv) eller deler et hus med uddannet personale. Når de arbejder i beskyttede job (som f. eks. i drivhuset, spisesalen, butikken, rengøringsjob eller produktion af brugskunst) tjener de en løn og betaler husleje og mad som alle andre. De har lige bygget et alderdomshjem for de ældre. Til frokost spiser alle i spisesalen.
3. Værksteder
Solheimar har mange forskellige værksteder, hvor folk med specielle behov arbejder side om side med folk uden disse behov. Disse mange muligheder specielt for kreative job er unikt på Island. Nogle af værkstederne drives af Solheimar Dagservice, derudover er der 4 uafhængige selskaber. 5 internationale frivillige assisterer på værkstederne efter behov. Der er et kunstværksted, keramikværksted, vævestue, sæbefabrikation, lysfremstilling, en økologisk planteskole for træer og et skovrejsningscenter, økologisk have- og landbrug med drivhuse, et hotel, kafe og restaurant, en butik med mad og kunsthåndværk, en vedligeholdelses afdeling, rengøringsfirma og telefon- og posttjeneste.
Edda viser os de to store bygninger med værksteder for ”Hjemmefolkene”. I alt syv værksteder, der drives af Solheimar dagservice, har et kreativt fokus. Solheimar er måske det eneste sted hvor folk med specielle behov kan udvikle sig kunstnerisk og hver dag arbejde under ledelse af professionelle kunstnere. Mange folk med specielle behov har udviklet deres kunstneriske talenter til et højt niveau.
4. Drivhus, grøntsager og planteskole for træer
Jeg insisterer på at besøge de nye drivhuse, som Edda ikke har nøgler til. Heldigvis finder vi Rosa i fuld gang selv en Langfredag. Planterne holder ikke fridag, siger hun. Der er mandshøje agurker og tomater og de er snart parate til høst. Bierne sørger for bestøvningen. Tang blandet med porøse, små stykker lava hjælper med at gøde og lufte jorden. Der er masser af varme fra de varme kilder, så at kun manglen på sollys begrænser vækstsæsonen. De har planer om at købe lamper, når de får råd til det. Så kan de dyrke hele året rundt. Hver dag I sæsonen kører de til Reykjavik med økologiske produkter og de er de eneste økologiske drivhus producenter på Island.
De starter planter og træer i planteskolen og planter dem ud på åbent land senere. 40 forskellig træsorter dyrker de- ikke dårligt for et land med så få træer. Jeg sniger mig også til at kikke ind i deres stalde. De har høns, gæs og køer til at få: æg, gødning og kød. De forsyner hele Solheimar med æg- og sælger dem i butikken.
5. Energi produceret i fællesskabet.
Solheimar har en varm kilde, som leverer næsten kogende vand i enorme mængder - 60-70 l i sekundet. Det er mere end nok til at forsyne alle bygninger med centralvarme, et varmt udendørs svømmebassin med ”hot tub” og varmt vand til drivhusene og planteskolen året rundt.
Man har opfundet et fem trins system med genbrug af geotermisk vand før det løber ned i biogasbeholdere og enge, hvor det holder en nyttig mikroflora i gang året rundt.
6. Cafeteria
Et stort gammeldags drivhus ved indgangen til landsbyen bliver brugt som cafeteria og besøgs center. Et stort fotostat af alle beboere pryder væggen bag kaffedisken. Her kan folk komme på besøg og købe kaffe og te og her holder man større festligheder.
Finansiering af Solheimar
Hvordan har det været muligt at få alt dette op at stå? Hvad er hemmeligheden bag Solheimars succes? Edda forklarer, hvordan hun gør reklame for Solheimar. Folk lytter til hende, fordi hun er en kendt skuespiller. Hun kan få folk i tale som normalt er ligeglade.
Og så er der formanden for bestyrelsen, Petur Sveinbjarnason, som man skylder meget. Hans vision og vedholdenhed er en livsvigtig kilde. Han er forretningsmand (byggebranchen), bor i Reykjavik - og er dansk gift. Han kender mange og kan opdyrke kontakter, som det ville være vanskeligt for folk, der bor på Solheimar. Petur står i spidsen for en ret hierarkisk struktur. Folk der bor i Solheimar har end ikke en repræsentant i bestyrelsen. For mange fællesskabsdeltagere er dette provokerende. Men hvad enten man kan lide det eller ej, er der ofte brug for en ”bulldozer” for at få noget op at stå. Adskillige succesfulde projekter har haft sådanne personer med fokuseret maskulin energi som initiativtagere. Udviklingen af projektet afhænger ofte af deres kapacitet til at virkeliggøre visionen, tiltrække de rigtige folk, skaffe midler og træde til side når det det, der er brug for. Selv Peter Caddy havde denne rolle. Edda taler i høje toner om Petur og føler sig overbevist om at beboerne i løbet af nogle år vil have valgte repræsentanter i bestyrelsen og Solheimar dermed en mere demokratisk struktur.
Kan Solheimars succes gentages? Er det en model andre kan efterligne? Der synes at være en voksende interesse for at modernisere social velfærd.
Man kan ikke bare købe et godt liv for svage grupper. Man må involvere sig selv direkte med at skabe velfungerende samfund for dem. Mange Steiner Camphill-projekter i flere lande, Solborg-fællesskaberne i Norge og Järna i Sverige og ikke mindst Hertha i Danmark har skabt modeller, som fungerer og som også er bæredygtige økologisk. I Hertha har de skabt begrebet ”socialøkologi” om denne ”omvendte” integration af handikappede. Når man besøger Hertha eller Solheimar er det svært at se hvem, der er handikappet og hvem der er ”normal”. Hvis du er i tvivl, når du er på besøg, er det sædvanligvis de mest venlige og kærlige der er ”hjemmefolkene.” Hele denne diskussion må ind i den danske diskussion om velfærdsstatens overlevelse.
