Magasinet "Adoption" - jubilæumsudgave

Page 12

BØGER

Hvad må man sige om hudfarver? Hvilket hvidt menneske har ikke prøvet det der med at trykke den tyrkiske mor fra barnets klasse lidt for hjerteligt i hånden for at vise, at man i hvert fald ikke er racist? Eller måske har du prøvet at slå knuder på tungen, fordi du ikke anede, hvordan du skulle forklare et elsket familiemedlem, at det ikke er okay at sige neger – uanset, om det er venlig ment? Til alle hvide danskere, som bare ikke kan finde ud af at takle det, at der findes forskellige hudfarver, uden at komme ud i akavede situationer, har skuespiller og manuskriptforfatter Anna Neye skrevet en satirisk guidebog, ‘Emma Gad for hvide’. Anna Neye er selv halvt sort og halvt hvid, så hun har på en måde et ben i hver lejr. Hun siger selv, at bogen er skrevet af hendes sorte halvdel til hendes hvide halvdel, og hun er ikke blind for, at der er en stejl læringskurve for de hvide, der gerne vil lægge århundredes gamle postkoloniale mønstre bag sig. For hvad betyder postkolonial overhovedet? Og hvad kommer det en gennemsnitsdansker ved? Anna Neye tager udgangspunkt i Danmarkshistorien og slavehandlen for at forklare, hvordan hele vores samfund er bygget på forestillinger om, at hvide mennesker er de normale, og at ikke-hvide er anderledes og eksotiske. Hun udreder, hvordan danskerne i deres jagt på penge misbrugte, pinte og udnyttede de sorte slaver, og hvordan mange af nutidens indlejrede forestillinger om sorte mennesker stammer fra slavehandlens tid. Hun citerer fra andre forfattere og taler med forskere i sin jagt på tydelige forklaringer, og det lykkes hende at gøre mange af de abstrakte begreber – fx postkolonialisme – forståelige. Det bedste kapitel i bogen er det med de gode råd til hvide, der gerne vil lære at leve i en multikulørt verden uden at træde andre over tæerne. Anna Neye forklarer blandt andet, hvorfor det ikke er okay at se sorte mennesker som eksotiske per definition, at det aldrig er for sent at blive klogere, og hvordan man skal håndtere racisme i de klassiske børnebøger. Det hele er krydret med personlige anekdoter som den om Anna Neyes egen mormor, som først lærte at lade være med at sige »neger«, da hun var på vej mod de 70 år, og Anna Neyes sorte far bad hende om at holde op. Det gør stort indtryk, når Anna Neye skriver, at barndommen som sort i Danmark føltes som at være genstand i en »menneskeudstilling uden slutdato«. Bogens svaghed er – set i et dansk adoptionsperspektiv – at Anna Neye begrænser sit fokus til danskernes forhold

12

ADOPTION & SAMFUND / 2 / 2017

til sorte og efterkommere af sorte. Mange af de samme problemstillinger gør sig gældende for mennesker fra alle mulige andre egne af jorden, når de bor i Danmark. Selvom den historiske baggrund for diskriminerende holdninger varierer lidt, alt efter hvor den pågældende stammer fra, så møder mennesker med for eksempel sydamerikansk eller asiatisk baggrund selvsagt mange lignende forestillinger om, hvem de er. De specifikke fordomme varierer, men mange adopterede vokser op med netop oplevelsen af at være genstand i en menneskeudstilling. Af og til kammer satiren over og slører budskabet. Men for det meste er humoren et glimrende middel til at fordøje den ubehagelige sandhed, at man måske ikke altid optræder 100 % respektfuldt og naturligt over for mennesker med andre hudfarver. Og så henviser Anna Neye flittigt til andre bøger og debattører, som du kan gå videre med. Læs Anna Neyes bog, hvis du har lyst til at blive bedre til at takle forskelle i din egen familie og i verden omkring dig. Det gør jo ikke noget, hvis du kan grine samtidig. AB

Emma Gad for hvide – en terapeutisk guidebog af Anna Neye. Udgivet af Gyldendal i 2017. 144 sider, 200 kr.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.