MINITEMA
Skilsmisse i adoptiv Tag det i børnetempo Da Line og hendes mand blev skilt, vidste de, at det blev en lang proces, hvor hensynet til de adopterede børn var det vigtigste. Men selvom de gjorde sig meget umage, er tryghed og skilsmisse svært at få til at gå hånd i hånd. AF PIA OLSEN/CITAT
»Nu havde vi hentet dem hele vejen fra Etiopien for at tilbyde dem en familie. Og så blev det altså sådan en familie, vi kunne tilbyde.« Sådan var Lines første tanke, da det stod klart, at ægteskabet ikke holdt mere, og at hendes familie var på vej til at blive en skilsmissefamilie. Det var en meget svær og lang proces at nå frem til beslutningen om, at en skilsmisse var bedst for alle. Usikkerheden i forhold til hvordan deres tre adopterede børn ville reagere, gjorde det endnu sværere. Lines ældste søn var dengang otte år gammel, og tvillingerne var fire, da Line og hendes mand valgte at gå hver til sit. »Vi var meget bevidste om, at børnenes tilknytning til os, var påvirkelig af, hvor meget tryghed vi formåede at skabe for dem,« fortæller Line, der sammen med sin mand lagde en plan for, hvordan skilsmissen skulle forløbe.
Se situationen, som den er »Hvem af os er børnene mest knyttede til?« var et af de svære spørgsmål, som Line og hendes mand skulle svare på for at tilrettelægge deres nye liv bedst muligt for børnene. »Vi var enige om, at børnenes tilknytning til mig var størst. Det var mig, der havde gået hjemme med dem, og vi havde erfaret, at børnene reagerede mere, når jeg var væk,
42
end når deres far var væk. De var vant til, at han var væk indimellem. Det var ham, der gik på arbejde, og mig, der var derhjemme. Derfor besluttede vi, at børnene skulle være mest hos mig, i hvert fald til at starte med,« fortæller Line. Line tilføjer, at parret også var meget opmærksomt på deres forskellige relationer til børnene. »Jeg har en terapeutuddannelse bag mig og havde derfor flere værktøjer i kassen, når jeg skulle håndtere de svære ting, som opstod med børnene. Derfor var det også tydeligt, at børnene søgte mig, når de var i krise, eller når noget var svært. Deres far kunne nogle andre ting med dem, men lige i sådan en skilsmissesituation, hvor børnenes hverdag bliver så drastisk forandret, vurderede, vi at de havde meget brug for den relation, jeg havde til dem,« fortæller Line.
Forskellige behov Anden gang de adopterede, fik Line og hendes mand tvillinger, og det bragte et ekstra aspekt ind i overvejelserne om børnenes tilknytning. »Dengang vi fik vores tvillinger, var den ene lillebitte og havde brug for kropskontakt hele tiden. Den anden var større og mere robust. Samtidig var der jo to små, som kom på samme tid, og derfor havde vi per automatik delt dem imellem os.
ADOPTION & SAMFUND / 2 / 2017
Jeg havde den lille, som skulle holdes tæt hele tiden, og min eksmand havde den anden tvilling. Men efter et stykke tid gik det faktisk op for mig, at den ene tvilling ikke rigtig oplevede mig som mor. Det blev jeg selvfølgelig meget chokeret over, og det betød, at jeg siden var ekstremt opmærksom på det med tilknytningen. Jeg arbejdede på tilknytningen hele tiden. Min mand gik på arbejde og havde ikke helt samme mulighed, så det var også medvirkende til, at børnenes tilknytning var stærkest til mig.«
En skæv fordeling Da alle aspekter af børnenes relationer var diskuteret igennem, landede Line og hendes mand i enighed om en skæv fordeling af børnene. »Vi landede på en 9/5-ordning. Og det var ud fra den betragtning, at børnene ikke skulle være så lang tid væk fra mig. Min ældste dreng havde ind imellem givet udtryk for, at han var bange, når jeg var væk. Han troede, at jeg var forsvundet. Det var jo også usædvanligt, at jeg var væk, hvorimod det var et velkendt mønster med deres far. De havde vænnet sig til, at han tog afsted og kom tilbage. Det var ikke angstprovokerende for dem,« siger Line.
