INTERVIEW
»Det er så hårdt at være sammen med hende, men det er også hyggeligt og godt« Hvordan er familielivet, hvis det ene barn har det rigtig svært? Det giver 10-årige Barbara svar på, for hendes adopterede lillesøster har så mange udfordringer, at hun er nødt til at bo uden for hjemmet. AF JOURNALIST MORTEN ZAHLE
»Nogle gange tænker jeg, at det ville være rart, hvis hun blev byttet til en normal søster, men tre minutter efter bliver jeg ked af, at jeg overhovedet har tænkt den tanke, for jeg vil jo ikke have nogen anden end Safia,« siger den 10-årige Barbara Fenger-Grøndahl, som har en handicappet søster. Her er hendes beretning. Min søster Safia kommer fra Burkino Faso i Afrika. Jeg var med nede og hente hende. Jeg var tre år, så jeg kan kun huske nogle få ting. På børnehjemmet var der kun kvinder, så hun blev bange, da hun så min fars skæg. Og hun var bange for min mor, fordi hun var helt hvid. Men hun gik lige hen til mig, og så legede vi. Dengang vidste vi ikke, at hun var handicappet. Nu har hun fire diagnoser. Hun har adhd, tilknytningsforstyrrelser, sproglige og motoriske vanskeligheder, og så er hun udviklingshæmmet. Det betyder, at man skal være sammen med hende på en anden måde. Hun er mindre inde i hovedet. Man skal ikke tænke på hende som en niårig, men som én på to. Jeg har været ked af, at hun er sådan. Men jeg er ved at kunne forstå det. Hun bor et andet sted nu og er kun
50
hjemme hos os nogle dage hver uge. Nu har vi meget nemmere ved at være sammen med hende. Før var det svært, fordi det var så hårdt at være sammen med hende hver dag. Man bliver nødt til at have opmærksomheden på hende, fordi hun ellers laver mærkelige ting. Hvis man kigger væk, kan hun finde på at åbne et skab og pille ved alle tingene. Og om natten listede hun ud af sengen og gemte mit tøj, indtil vi byggede en seng, som hun ikke kunne komme ud af.
Hun forstår ikke, hvad død er Da jeg fik min hund, sagde jeg strengt til Safia, at hun ikke måtte give den menneskemad, for den kan ikke tåle det, især ikke chokolade, for det kan den dø af. En dag, da vi så en film, gik hun ud i køkkenet og tog noget chokolade og prøvede at få Joy til at spise det. Hun gjorde det ikke for at være ond. Hun forstår bare ikke, hvad død er. Det er det samme, når vi er i svømmehallen. Min far sagde til hende: »Hvis du hopper derud, kan du drukne.« Og så hoppede hun derud, og min far måtte redde hende. Bagefter spurgte hun min far, om han havde prøvet at drukne, for hun troede jo, at hun havde prøvet det. Hun forstår ikke rigtig, hvad død er. Hun forstår heller ikke, hvis hun ødelægger mine ting. Dengang vi gik i børnehave, blev vi altid hentet hver for sig, fordi hun var svær at styre og ville løbe væk. Nogle af de andre forældre troede, at mor og far var skilt, fordi de aldrig hentede os begge to samtidig; den ene hentede Safia, og den anden hentede mig, fordi Safia var så stresset efter en hel dag i børnehaven, at hun næsten var umulig at få med hjem og slog og sparkede. Det var, fordi hun gik i en normal børnehave, men egentlig havde hun brug for at gå i en specialbørnehave. Heldigvis går hun på specialskole nu, og det er rigtig godt for hende.
ADOPTION & SAMFUND / 2 / 2017
Jeg synes, at mine forældre er gode til at gøre sådan, at den ene er på S afia og den anden på mig. Jeg har for eksempel mange gange været ude at rejse med den ene af mine forældre, mens den anden er hjemme med S afia. Jeg elsker at rejse. For Safia er det uoverskueligt. Hun vil gerne kende tingene og kan godt lide vaner. Jeg ville gerne rejse med hele familien, men det er også fint med mor eller far. Det er en god måde at få kvalitetstid. Til jul holder vi juleaften hjemme dagen før sammen med Safia. Juleaften tager jeg med min far ned til hans bror, og så holder vi jul med det meste af min fars familie. Sådan er det også nytårsaften; der holder vi nytår med Safia herhjemme kl. 12 om dagen, og så tager min far og jeg af sted til fest med hans familie om aftenen. Jeg synes ikke, at det er synd for Safia, at hun skal blive hjemme med mor, for hun kan ikke overskue det. Men nogle gange har jeg tænkt, at jeg gerne ville have min mor med. Men så siger hun, at vi jo har holdt juleaften sammen. Det er lidt sådan, det er. Nogle gange har jeg tænkt: Hvorfor fik vi ikke en anden, dengang vi adopterede Safia? Men dengang vidste vi jo ikke, at hun ville få alle de diagnoser. Nogle gange har jeg også tænkt, at det var rigtig træls, at vi fik hende. Men efter få minutter bliver jeg ked af, at jeg har tænkt den tanke. Og jeg har aldrig tænkt den tanke i mere end et kvarter, før jeg er blevet ked af, at jeg har tænkt det.
Jeg er så glad for hende Jeg skammer mig ikke over at tænke det. Jeg er bare så glad for hende, og når jeg er sammen med hende, kan jeg mærke, hvorfor jeg så godt kan lide hende. Så kan jeg godt blive lidt ked af, at der også er så
