Black Pots

Jydepotter fra Knudsgaard v. Oleflemming Kogepotte (Varde)Kogepotte (Varde)

Kogekande (Vorup nĂŚr Randers)

Kogepotte (Varde)

History of the black pots.

Produced in Denmark 1400 – 1900 Today they are called "jydepotter" ( pots from Jutland ) because it is here the production has been most prolific and over a longer period. Only 100 years ago there were still women earning a living making pots.

The process began in the autumn, when the correct clay was fetched. It remained outside through the Winter, so that the clay could weather. Then in the Spring the wive´s work began. She fetched in some clay and placed it on the floor, were it was kneaded barefooted, so that she could feel any dirt or stone. This had to be removed to make the clay fit for use.

Only the simplest af tools ( see the picture ) were required: a piece of cloth, knives, sticks and some rounded stones. The cloth was used to make a fine neck, the knife smoothed the outside surface, and the stones shaped the round forms from the inside. Finally the traditional decorations were added by using a polished stone.

After drying the pots were fired under a large iron pot in a fire fuelled by wood. The pots were wrapped in straw, an the iron pot placed over them. At 800 C the oxygen in the big pot is used up, and the pots become black as a result of the reduction process. If you require more information please write an email.

Die Geschichte der schwarzen Töpfe.

(Hergestellt 1400 - 1900 ) Jeder hatte seine Aufgabe. Der Man mußte im Herbst heraus um den richtigen Ton zu holen. Den ganzen Winter durch hat man den Ton draussen in den Hof liegen, so dass der Frost ihn schon bearbeiten konnte. Wenn es taute, holte die Frau eine entsprechende Portion herein. Die wurde auf den Fußboden gelegt und zu einem großen Pfannkuchen zurechtgetreten. Wenn sie über den Ton ging, bückte sie sich jedesmal, wenn ihr Fuß einen Stein oder etwas anderes darin berührte und langsam bekam der Ton die richtige Konsistenz - ganz befreit von Unreinheiten.

Zu ihrer Arbeit benutzte sie die einfachsten Werkzeuge: Einen Lappen, ein Messer und einige Steine.

Mit dem Lappen formte sie den Ausgusrand, das Messer brauchte sie um die Füße zurechtzuschneiden und zum schaben, runde Steine um den Topf in seinen Form zu klopfen und schließlich einen glatten Stein für die Muster.

Nach dem Trocknen wurde der Topf in Stroh eingebettet unter einem Waschkessel gebrannt. Ein offenes Feuer rundherum erreicht 800 Grad C, wobei das Stroh verkohlt. Bei diesen Prozess wird aller Sauerstoff aus dem Ton herausgesaugt. Dabei verwandelt die Farbe des Tons in schwarz.

Wünschen Sie mehr hierüber zu wissen, dann brauchen Sie nur zu fragen..

Jydepotter - historie Jydepotter er nu en fællesbetegnelse for de smukke sortbrændte keramik ting, som pottekonerne på landet har produceret fra ca.1400 - 1900.

Vi taler om en overvældende produktion som I en tid nok nærmede sig 2.000.000 stk. pr. år ( jvf. Andreas G. Jensen) og som simpelthen var et livsnødvendigt bierhverv for de fattige landmænds koner især i Jylland, deraf navnet jydepotter. Før blev de kaldt sorte potter; men tilsidst var det kun jyderne der fortsatte medproduktionen.

HANDEL - EKSPORT Gennem århundreder måtte bønderne klare sig, som de bedst kunne, herude vestpå opstod på den måde en del forskellige bierhverv. Konens bidrag til husholdningen via hendes produktion var så nødvendig, at manden ligefrem valgte hende efter, hvor godt hun forstod at bruge hænderne.

Et af de bedst kendte bierhverv er jydepotterne. Hele familien var på hver deres vis blandet ind i produktionen, manden fandt leret, lyngtørvene og solgte potterne, konen lavede og brændte dem, endelig blev pigerne oplært i faget.

I lang tid hed de blot sorte potter, men efterhånden var hele produktionen placeret i Jylland og de kom til at hedde jydepotter. Selve betegnelsen potter dækker over mange forskellige produkter, mest almindelig var kogepotter og flakninger ( stegepotter ), men der var også kaffekander, lysestager, bageforme, smørkærner osv. Osv. Overalt kunne man gennem århundreder finde de sorte potter. De var uundværlige og billige, omregnet til vor tids penge kostede en potte i gennemsnit kun 5 – 10 kr, det var en vare, som var nem at sælge.

Produktionen var så stor, at man ligefrem kunne eksportere potter, idag kan vi følge handlen via toldernes optegnelser.

Fra Varde og omegn solgtes en del til Tyskland og Holland. Sjælland og Fyn var også gode aftagere, selv til de nærmeste Østersøhavne kom potterne f. eks. fra Vorup. Potteskippere købte potterne læssevis, og så billige var de, at man ikke gad tælle, men de var gode at fylde lasten med, og gav en ekstra fortjeneste til skipperen.

Alt ialt taler vi om en imponerende produktion. I området omkring Varde fandtes ca. 1800 i alt 210 familier, hvor konen hvert år producerede 3000 potter. Havde hun en medhjælper kunne der laves 4800 potter.

Sådan 3000 potter fyldt 14 læs på pottemandens vogn, og hver kunne indbringe ca. 6 rdl…. 210 familier x 14 læs x 6 rdl giver 17640 rdl., og det var en ganske pæn sum.

Men alt godt får en ende fra 1860 og frem, gik det meget hurtigt tilbage for de sorte jydepotter. 1880 var der kun 80 steder fordelt på 23 sogne, hvor man brændte potter. I 1900 var der kun 10 aktive produktionssteder tilbage.

Flere ting var medvirkende til dette. Overgangen til at bruge jernkomfurer og fast brændsel i stedet for tørvene gjorde sit. De stærke ureglemæssige flammer kunne nok tage livet af potterne. Det var også svært at rengøre de sorte gryder. Jern og emaille tiltalte mange husmødre. Man talte dog om, hvorvidt jerngryderne indeholdt tilsætningsstoffer, der kunne være skadelige. Det var man jo sikker på, at de gamle sorte potter ikke gjorde. Samtidig forsvandt også en anden kvalitet, maden brænder ikke på i jydepotter.

Nu er interessen igen stigende for de sorte potter, hvilket nok falder sammen med den generelle interesse for vor kulturhistorie og gamle håndværk i det hele taget. De åbne ildsteder med de jævnt brændende tørv er godt nok væk, men man sætter bare potterne ind i bageovne

Karhuse potte (Fyn)

Flakning (Midtjylland)

POTTEMAND Pottemanden var en institution. Landet over, fra dør til dør, på alle markeder, kunne man købe de sorte potter. Før han kom så vidt, var der dog meget arbejde til manden. Han skulle hente det helt rigtige ler "glimmerleret", det blev kørt hjem og læsset af på gårdspladsen. Vinteren over lå det her udsat for vind og vejr. Tørvene til de mange brændinger skulle også graves, tørres og køres hjem. Efter brændingerne skulle aske og sand køres ud på marken. Det kunne dreje sig om store mængder. I Sig ved Varde havde en bonde 6 – 8 kvinder til at arbejde for sig, de producerede så meget, at der skulle køres 100 læs sand og aske væk efter brændingerne.

Med skib blev mange potter eksporteret hovedsagelig fra Hjerting. Toldernes optegnelser siger, at alene fra Hjerting blev 900.000 potter udskibet. Når man så gættede, at pottemændene solgte mindst ligeså mange herhjemme, skulle det samlede antal være 1.800.000.Andreas G. Jensen ( se litteraturlisten ) regnede dog med, at man ikke var helt hæderlige med de tal, myndighederne fik.

Produktionen var nemlig efter de officielle tal kun på 1.350.000 stykker i alt ( 1838 ).

Mange af mændene handlede kun lokalt og byttede gerne for ting, man kunne bruge hjemme fødevarer o.l., andre derimod drog vidt omkring og gerne i følgeskab med hinanden. Dengang var vejene jo ikke så gode, tit gik der et hjul itu, og man havde brug for en hjælpende hånd.

Når vi nu kører over Lillebæltsbroen, tænker nok de færreste på, hvor besværligt det var førhen. Hestene kunne knapt holde vognen tilbage på vejen ned til Lillebælt og måtte mase for at få den op på den anden side. Her var det igen en fordel at være flere, så kunne man spænde en ekstra hest for.

Vel ankommet til Fyn kunne de så blive drillet med det lille smædevers: A æ kommen fra Jylland aa, a har pott aa sælle, a har store, aa a har smaa, a har none med huller aa, godt køv det skal I faa, naar I bare vil køve none!

Det var ikke altid de bedste varer pottemanden havde med, de gik let itu undervejs, selvom de var pakket ned i halm. Brosten kunne give for mange bump til potterne, men en revne kunne man jo dække med lidt beg fra vognakslen, og så vejstøv gnedet oveni.

Dog pottemændene bragte nyt og de fleste var at finde på de samme ruter år efter år.

Kunderne kunne nu heller ikke have været så utilfredse, for det var skik, at pottemanden fik tilbudt logi på den gård, han nåede til, når det blev aften.

POTTEPIGE Pottepiger startede som 12årige og blev så for det meste "fæstet på halvt". Husbond fik pengene for det halve af deres produktion som betalig for kost, logi, ler og kørsel. Den halvdel af pengene, pigerne selv fik, var slet ikke så lidt for dem. Omkring 1850 kunne hun indtjene 100 rdl. på en sommer, som hun så skulle dele med husbond.

Var hun lidt sparsommmelig, kunne hun have en pæn skilling, inden hun skulle giftes. Det var ikke ualmindeligt, at en pottepige kunne medbringe op til 300 rdl., når hun blev gift. For disse kunne man købe et husmandssted. En dygtig pottepige stod derfor højt i kurs, det var langt vigtigere, at hun var god i leret, end om hun så godt ud. Det var meget almindeligt, at bonden fæstede et par piger hvert år, som så ikke skulle lave andet end sidde og gøre potter.

Smørkærne

Flødepotte

POTTEKONEN. Pottekonen skulle ikke være sart. Allerede i februar så snart den værste vinter var overstået, gik hun i gang.

Det var tit nødvendigt at tage en spand vand med ud og hælde over leret for at tø lidt op på det frosne ler.

Først bar konen leret ind på gulvet i pottestuen og trådte det ud med de bare fødder. Det har været et koldt arbejde; men med fodsålerne kunne hun føle urenheder, småsten og andet. Hver gang hun mærkede noget, bøjede hun sig ned og fjernede det.

Undervejs blev der tilsat fint sand, det skulle udgøre ca.25 % af leret. Dette sikrede at potten ikke senere revnede, når den senere blev opvarmet/afkølet i forbindelse med madlavningen.

Leret skulle æltes 4 – 6 gange for at få den rette konsistens. Hver gang, det var blevet trådt ud i en 3 cm tyk pandekage, blev det skåret ud og rullet sammen igen.

Endelig lavede pottekonen en række "stokke", som havde form som keglestubbe, der hver rummede ler til en potte. Først stillede hun nu stokken med den brede ende op og pressede tommelfingrene ned i midten.

Hullet udvides nu mere og mere, her bruges kun det mest simple værktøj.

Når potten var udvidet til en passende størrelse foroven, gjaldt det randen, tit rullede pottekonen en pølse af skrawlier og satte den fast på kanten til at danne kraven af.

Med grydefjælen i skødet arbejdede hun nu potter ud i den ønskede form. Til dette havde hun kun simpelt værktøj som vist herover. Hun bankede med sten, formede/skrabede med skeer, glattede/skrabede med knive og pinde.

Fra egn til egn skiftede traditionen for hvordan en rigtig potte skulle se ud, men alligevel er det usikkert at bestemme hvor potterne er produceret. Mændene kom jo vidt omkring på markederne og en gang imellem flyttede en familie.

Nogle få ting går dog igen f.eks. skulle potter til madlavningen ikke være for tykke, så skulle der jo bruges flere tørv. Det er også en fast detalje at man altid placerer en tå under det ene øre.

De sidste pottekoner fand ud af, at dækkede man potterne med en jerngryde fik man helt sikkert sorte potter, herunder kunne reduktionen ikke ødelægges af ilt, der kunne slippe ind.

Halepande

Kakkelpotte

POTTER FRA: VARDE Vardepotterne med de runde former, glittede mønstre og femkantede tæer er nok de nemmeste at genkende. Med de mængder der blev lavet, er det vel heller ikke så mærkeligt, at det er dem, der ses mest på museerne. Læg mærke til den store variation af mønstre i bunden, på kanten og udenpå. Nogle mønstre er dog mere almindelige end andre, og så kunne de enkelte jo kombineres. Kraven blev der gjort meget ud af.

På store gryder blev der tit yderligere lavet en rille under kraven, denne kan igen være forsynet med en hel bort, alt lavet med fingrespidserne.

Derunder kom så en velformet bug. Et andet godt kendetegn er de femkantede tæer. De er skåret i facon med skarpe hjørner og er typiske for varde.

FYN. På Fyn kunne man også lave potter. I Kjeldstrup Skov ( Vissenbjerg ) lå 23 huse kaldt Karhuse, hvor man lavede de såkaldte rappekar og fade. I 1858 blev der lavet 50.000 karhusepotter.

Man arbejdede på en helt anden måde end jyderne.Det hele foregik i lerhuset, som var placeret i den ene ende af huset Det våde ler blev opbevaret i lerbingen og når man gik i gang æltedes med bare fødder i en fjællebriks 2 m x 2 m x 0,25 m til det var i konsistens som brøddej.

Leret blev kun æltet et par gange, og tit tilsatte man ikke engang sand. Så lavede medhjælperen en masse bunde og trillede valke.

Pottekonen sad med en kartrille mellem benene, og trykkede valken fast på bunden. Lerpølsen lå op ad hendes højre arm, og der var lige ler nok til et mælkefad, til de større gryder skulle der bruges flere. Til at trykke og forme potten havde hun en brejdeklui, den var slet ikke til at undvære. Navnet kom fordi den til sidst blev brugt til udformningen at brejdi, altså pottens kant. Potten fik nu den passende tykkelse med det samme, buttekluden var beregnet på den senere lette udvidelse af karrene Brændingen var også anderledes. Man byggede en ovn af teglsten, den var formet som en almindelig bageovn uden skorsten. Før man startede, lukkede man næsten røgafgangen til med jord. De følgende timer øgedes temperaturen langsomt, i denne fase røges potterne godt. Derefter fyrede man så kraftigt som man turde. For at opnå den rette temperatur var det nødvendigt at følge farven på potterne i ovnen meget nøje, gik der for lang tid, og man kom for højt op i temperatur, blev potterne deforme. Det er mange for øvrigt blevet, hvilket tydeligt ses på flere museumsstykker. Dette vidner om, hvor svært det var at stoppe fyringen på det helt rette tidspunkt.

Reduktionen opnåede man ved efter sidste fyring at lukket helt for både fyrhul og røgafgang.

VORUP Lige udenfor Randers ligger Vorup, her var også et center for jydepotteproduktion; men selvom de blev rost meget, og der var en pæn eksport, stoppede produktionen tidligt. 1787 klarede man 50.000 potter 1870 var erhvervet nærmest væk fra egnen. Kvaliteten af Randers potterne var ellers helt i top, så man kan forstå, når man ser på deres eksport til Sjælland og til Østersø havnene. Leret man brugte var ret groft og blev ikke dekoreret med mønstre.

Nogle potter blev sat anderledes op, nemlig af lerstrimler. Her fandtes også som det eneste sted drejeskiven, selvom ikke alle brugte den. Randen var ikke så velformet som på vardepotterne, ja somme tider var der slet ingen.

Trekantstage (m. 4 forskellige huller for lys)

Butikken

Knudsgaard

Med venlig hilsen Oleflemming, Tim Kirkevej 30, 6980 Tim, Danmark