ViPU Viden 01 2008 by Center for Oligofrenipsykiatri

ViPU Viden

om psykiatri og udviklingshæmning

ANGST

Tema

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning 10. årgang · Nr. 1 · 2008

ViPU Viden

LEDER

Udgives af Center for Oligofrenipsykiatri Skovagervej 2 · 8240 Risskov Telefon 77 89 29 90 Telefax 77 89 29 99 E-mail: videnscenter@oligo.dk www.euromind.com www.oligo.dk Bladet udkommer 4 gange om året. Årsabonnement: 150,- kr Ansvarshavende redaktør Overlæge Kurt Sørensen

Kurt Sørensen, overlæge og leder af Center for Oligofrenipsykiatri

Redaktion Mette Egelund Olsen Hanne Engelstoft Dorte Eifer Fotos: Hanne Engelstoft

Angst Angst er uden tvivl det psykiske enkeltsymptom, der forekommer hyppigst. Det er et almindeligt fænomen ved organiske hjernelidelser, skizofreni, depression og meget andet. Og angst kan også forekomme som et isoleret fænomen. Den største danske kender, Søren Kierkegaard skriver om begrebet at: ”Angst kan man sammenligne med svimmelhed. Den hvis øje kommer til at skue ned i et svælgende dyb, han bliver svimmel. Men hvad er grunden, det er lige så meget hans øje som afgrunden; thi hvis han ikke havde stirret ned.” I dette nummer af VipuViden er Angst temaet. Som hos andre optræder angst hyppigt hos udviklingshæmmede mennesker. I en dansk undersøgelse,

hvor man anvendte det såkaldte DASH skema som måleinstrument fandt man blandt svært til moderat udviklingshæmmede, at det var det hyppigste enkeltsymptom overhovedet. Der er derfor god grund til at kaste sig over artiklerne i dette nummer. Og igen kan man have Kierkegaard i tankerne: ”Den læge ved en Dåreanstalt, der er dum nok til at tro sig i al evighed klog og sin smule forstand assureret for al skade i livet, han er vel i en vis forstand klogere end de afsindige, men han er tillige dummere, og han skal vist heller ej helbrede mange”.

Grafik og layout Dorte Eifer Hanne Engelstoft Pernille Granath Tegninger Atelier Karavana Forside og bagside: Bodil Schou Kopiering kun tilladt på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. ViPU Viden påtager sig intet ansvar for manuskripter m.m. som er indsendt uopfordret. Synspunkter, der udtrykkes af gæsteskribenter, interviewede o.l., dækker ikke nødvendigvis bladets holdninger.

I nd h o lds f o rtegnelse

Angsttyper. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Årsager. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Behandling. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Udsat for angst. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Bogomtale. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 1 Til kamp mod Angsten - om narrativ terapi.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 2 Kognitiv terapi mod angst. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 4 Diagnosen skizofreni til diskussion. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 6 Pris for at bedre udviklingshæmmedes livskvalitet. . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 8 Når stemmerne går igen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 9 Tag stemmerne alvorligt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 0 Psykiater på skotsk. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 2 Forandring bedre end flytning af demente.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 3 Min bror har Down Syndrom. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 4 Behov for viden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 6 VIPU Viden nr. 2, 2008. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 7 ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

ANGST

Landsindsatsen mod angst 8. november 2007 igangsatte PsykiatriFonden Landsindsatsen mod Angst. Landsindsatsen mod Angst er en oplysningsindsats, som PsykiatriFonden gennemfører i hele landet i samarbejde med lokale netværk. Formålet med Landsindsatsen mod Angst er at øge befolkningens viden om angst og nedbryde tabu om sygdommen, så det bliver mere acceptabelt at have en angstsygdom og at søge hjælp. Landsindsatsen mod Angst sætter fokus på forebyggelse, tidlig indgriben og kvalificeret behandling. ViPU Viden har venligst fået tilladelse til at bringe uddrag fra hjemmesiden: www. landsindsatsenmodangst.dk

Angsttyper De mest almindelige former for angst er:

• Enkelfobi er angst for bestemte ting eller situationer, fx højder, lukkede rum, edderkopper eller tandlæger.

Fobier Fobierne er de mest udbredte angstformer. Disse angsttilstande opstår i bestemte situationer, der uden reel grund fremkalder angst. Man deler fobierne op i tre typer:

Panikangst Panikangst er tilbagevendende svære angstanfald, der opstår pludseligt uden synlig årsag. Angsten udvikler sig i løbet af få minutter til en sådan grad, at der går panik i personen, som derfor prøver at få angsten til at stoppe, ofte ved at flygte fra situationen eller søge hjælp, fx på skadestuen. Mennesker med panikangst udvikler ofte angst for de steder, hvor de tidligere har fået et angstanfald, fx på gaden eller i bussen. Ofte udvikles agorafobi efter at have oplevet panikangst. Oplevelsen af panikangst gør personen bange for nye anfald, og det medfører, at de indskrænker deres ture ud af huset og isolerer sig.

• Agorafobi er angst for at være alene blandt mange andre mennesker og så pludselig blive angst og have vanskeligt ved at komme væk eller få hjælp. Angsttypen kendes også som ’angst for store åbne pladser. • Socialfobi er angst for at blive betragtet/iagttaget af andre, mens man er i færd med at gøre noget og for at blive vurderet negativt af andre. Frygten kan fx opstå ved frokostbordet eller ved møder – især hvis der skal ydes en præstation.

Generaliseret angst Generaliseret angst er en mere vedvarende angst, der ikke er knyttet til

nogen speciel situation. Symptomerne er vedvarende klager, ængstelse, uro, bekymring for familiemedlemmer, for fremtiden og for dagligdagens små og store begivenheder. Den konstante bekymring kan give søvnproblemer og være meget forstyrrende i dagligdagen. Tvangshandlinger og tvangstanker Tvangshandlinger og tvangstanker (obsessiv-kompulsiv tilstand, OCD) er en tilstand præget af enten tvangstanker eller tvangshandlinger. Tvangstanker er gentagne uønskede og ubehagelige tanker. Typiske tvangstanker er angst for snavs og bakterier. Tvangshandlinger er gentagne handlinger og ritualer. Det kontrolleres utallige gange, om døre og vinduer er lukkede, om lyset og kaffemaskinen er slukket. Det kan også være vaskeritualer, fx vasken hænder 50-100 gange i løbet af en dag. Ritualerne er ofte tidskrævende, fordi personen oplever et behov for at udføre dem omhyggeligt et helt bestemt antal gange og på en helt særlig måde. Lykkes det ikke, må det gøres helt forfra. Personen oplever tvangshandlingerne som meningsløse og forsøger at kæmpe imod dem, men kan ikke lade være. Forsøg på at lade være fremkalder eller forværrer angsten. Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) PTSD er en ofte langvarig angsttilstand, som kan opstå efter voldsomme, livstruende begivenheder (stor trafikulykke, voldeligt overfald, krigsoplevelse, naturkatastrofe). Symptomerne udvikler sig inden for de første

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Tema

seks måneder og består i ’flash backs’ (tilbagevendende genoplevelse af den traumatiserende begivenhed) og mareridt, hvor man igen og igen gennemlever det, man har været udsat for (nogle tør derfor næsten ikke lægge sig til at sove). Der vil ligeledes være stærkt ubehag forbundet med alt, hvad der minder om den traumatiske begivenhed, som man derfor forsøger at undgå. Irritabilitet, koncentrationsbesvær ses også. Helbredsangst, sygdomsangst (hypokondri) Sygdomsangst er karakteriseret ved, at man i overdreven grad bekymrer sig om at fejle noget fysisk, ofte en alvor-

lig og dødelig sygdom som fx kræft. Almindelige kropslige fornemmelser tolkes som symptomer på alvorlig begyndende sygdom. Frygten for at fejle noget alvorligt bliver så intens, at mennesker med sygdomsangst igen og igen søger læge. Andre former for angst Desuden kan angst være en følge af anden psykisk eller fysisk sygdom. Fx i forbindelse med skizofreni, depression og ved forhøjet stofskifte. Angst ses også ved abstinenstilstande, fx i forbindelse med overdrevent alkoholforbrug.

Hyppighed Angst er den mest udbredte psykiske sygdom. Angst er mere hyppig end depression. Omkring 350.000 danskere har angst her og nu. Det er ca. 7% af befolkningen. Ca. dobbelt så mange vil få angst på et eller andet tidspunkt i livet. Det er ca. 15% af befolkningen. Samlet set får dobbelt så mange kvinder en angstsygdom som mænd, dog med undtagelse af OCD (tvangstanker og tvangshandlinger) og sygdomsangst (hypokondri), hvor hyppigheden er den samme hos de to køn.

Symptomer

Billede af Bodil Schou

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

Angst er en voldsom følelse af skræk og rædsel. En person med angst vil derfor ofte gøre hvad som helst for at undgå de situationer, hvor angsten kan optræde. Angsten består af fire komponenter: Angstfølelsen. Fra let ængstelse og uro til panik og dødsangst. Situationen føles uvirkelig, og man føler, man er ved at besvime og miste selvkontrollen. Tanker relateret til angsten. ’Katastrofetanker’. Tankerne kredser om det, man oplever som truende. Fx at man ikke klarer situationen, at man er ved at blive sindssyg. Man kan ikke tænke klart. Kropslige ledsagesymptomer. Åndenød, klump i halsen, hjertebanken, smerter i brystet, sveden, rysten, svimmelhed, ondt i maven og diarré. Undvigelsesadfærden. Man forsøger at flygte fra den situation, hvor angsten opstod. Tanker og dømmekraft er sat ud af spil.

ANGST

Årsager

Forskellige årsager til at mennesker får angst. Man kender ikke angstens præcise årsager, men der er ofte tale om en kombination af: • En arvelig sårbarhed • Det sociale miljø under opvæksten • Belastninger senere i livet.

Alle mennesker har et større eller mindre angstberedskab. En vis angst eller frygt er nødvendig – og hensigtsmæssig – i bestemte situationer og er med til at sikre vores overlevelse. Fx er en vis angst hensigtsmæssig, hvis vi står for tæt på en højtliggende afsats eller kommer for tæt på en hurtigkørende bil. Her hjælper angstreaktionen os til at komme hurtigt væk og i sikkerhed. Nogle mennesker er imidlertid født med et ekstra følsomt nervesystem, som gør, at de hurtigere reagerer på mindre belastende begivenheder med angstsymptomer. De er derfor mere udsatte for at få en angstsygdom. Et følsomt nervesystem kan hænge sammen med ubalancer i hjernens signalstoffer. Særligt tre signalstoffer – serotonin, noradrenalin og GABA

(gamma-aminosmørsyre) – spiller en rolle ved angst. Oplevelser og betingelser i opvæksten har betydning i forhold til risikoen for senere udvikling af angst. En utryg barndom præget af belastninger i form af fx voksnes stof- og alkoholmisbrug, vold, seksuelt misbrug eller mobning kan medføre en øget sårbarhed over for senere udvikling af angst. Angst kan også udløses af stress, store livskriser eller misbrug af alkohol eller stoffer. Der er en sammenhæng mellem angst i den nærmeste familie og egen risiko for at få angst. Risikoen for at få angst er 30-40% højere, når der er angst i den nærmeste familie. Indlæring af angst Særligt i forhold til fobier (fx angst for hunde) kan man tale om ’indlæring’ af angst. Vi kan få en fobi, hvis vi har været udsat for en ubehagelig begivenhed. Et menneske, der er angst for hunde, er måske blevet bidt af en hund som barn. En fobi kan også opstå, hvis vi har oplevet, at andre mennesker er kommet til skade eller er blevet

bange i bestemte situationer. Fx kan vi i en periode blive bange for at køre i bil, hvis vi har set en voldsom trafikulykke. Forældre kan også komme til at ’smitte’ deres børn med angst, fx for edderkopper, hvis de ofte viser, at de er meget bange for dette dyr. Nogle former for angst udløses pludseligt uden forståelig grund, fx panikangst. Her kan der være tale om, at kroppens medfødte beredskab fejludløses. En sådan ubegrundet angstreaktion kalder man også ’falsk alarm’. Stress, depression og voldsomme begivenheder (skilsmisse, dødsfald eller fyring) kan også udløse ’alarmen’ og give en angstreaktion. Hvis angstanfaldene kommer i særlige situationer, kan man udvikle angst for de pågældende situationer. Man vil derfor begynde at undgå de situationer og steder, der forbindes med angsten, og der kan på sigt opstå en ’ond cirkel’ med forventningsangst. Psykoterapi, særligt i form af den kognitive terapi, har vist rigtig gode behandlingsresultater i forhold til at ændre de ’onde cirkler’, der kan være med til at opretholde angsten.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Tema

Behandling Behandling af angst kan indeholde følgende tre trin: Oplysning Første trin er oplysning om angst (symptomer, årsager, forebyggelse og behandling). Viden om angst hjælper dig til at øge bevidstheden om sygdommen, symptomer og dine særlige sårbarhedsområder. Når du har viden om sygdommen, kan du bedre tage hensyn til og forebygge angsten. Oplysning om psykiske sygdomme kaldes også psykoedukation. Samtaleterapi Andet trin omfatter samtaleterapi. Til behandling af angst har kognitiv terapi vist sig at være særlig effektiv. Kognitiv terapi tager udgangspunkt i de tanker og forestillinger, som er med til at udløse angsten. I terapien arbejdes der med forskellige redskaber, der kan bryde de tanker, der opretholder angsten. På denne måde åbnes der op for mere hensigtsmæssige måder at forholde sig til de angstprægede tanker. En del af behandlingen kan også bestå i at klienten (evt. sammen med terapeuten) gradvist opsøger de ubehagelige angstprovokerende situationer eller steder og lærer at mestre dem (exposure in vivo). Dermed muliggør terapien indlæring af ny, mindre angstpræget adfærd. For mange mennesker er oplysning og samtaleterapi tilstrækkeligt, men

hvis der ikke er udsigt til bedring, kan tredje trin være medicinsk behandling. Hos mennesker med svær angst kan det være relevant at give medicin før noget andet.

Medicinsk behandling Der findes adskillige medicinske muligheder for at mildne selv meget svær angst. Den mest anvendte medicin er antidepressiva (også fejlagtigt benævnt som ’lykkepiller’), dvs. lægemidler, der også bruges til at behandle depression. Antidepressiv medicin påvirker serotonin-systemet i hjernen, hvorved koncentrationen af signalstoffet serotonin øges. Den øgede mængde serotonin bevirker, at angsten mindskes. Der går typisk tre-fire uger, før medicinen har en effekt. Undertiden kan angsten endog forværres i begyndelsen af behandlingen. Det er derfor en god idé at starte med en lav dosis af medicinen. Bivirkninger er som regel milde og kan være kvalme, hovedpine og lette influenzasymptomer. De aftager typisk efter et par uger. Der er også risiko for seksuelle bivirkninger, især i form af nedsat seksuel lyst. Man kan ikke blive afhængig af antidepressiv medicin, men du skal alligevel trappe langsomt ud af medicinen, når du og din læge skønner, at

der ikke mere er brug for den. Der er intet, der tyder på, at der er nogen risiko forbundet med at tage medicinen i lang tid. Ved akut behandling af angst kan der også anvendes benzodiazepiner (fx Stesolid, Valium). Denne medicin er effektiv og virker hurtigt. Der er imidlertid stor risiko for udvikling af afhængighed. Benzodiazepiner bør derfor helst kun bruges i kortere perioder af gangen. Uanset hvilken medicin det drejer sig om, bør du altid rådføre dig med din læge eller en psykiater inden påbegyndelse af behandlingen, og inden du evt. begynder at trappe ud af din medicin. Behandlingsmulighederne er gode Alt i alt er behandlingsmulighederne gode, især hvis behandlingen sættes ind i tide. Lette angsttilstande kan ofte behandles med information, rådgivning og støtte. Ved svære angsttilstande opnår man ofte det bedste resultat ved at kombinere psykoterapi og medicinsk behandling. For at få den bedste behandling er det første du skal gøre, når mistanken om angst melder sig (hos dig eller en pårørende): • At søge læge • At opsøge mere viden om forebyggelse, behandling og gode råd.

Billede af Rikke Hildebrandt

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

ANGST

Udsat for angst Af psykolog Line Rosenlund, Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Det er ikke let at give en præcis vurdering af omfanget af angstlidelser hos mennesker med udviklingshæmning. Mange forskellige undersøgelser har givet mange forskellige resultater – måske p.g.a. forskellige testinstrumenter, diagnosekriterier, deltagergrupper mv. Overordnet kan man dog sige, at forekomsten af angst hos mennesker med udviklingshæmning må formodes at være højere end hos den resterende del af befolkningen. Endvidere er mennesker med let til moderat grad af udviklingshæmning mere udsatte for at udvikle angst end mennesker med svær grad af udviklingshæmning.

Angst har mange udtryk Vi møder ofte mennesker med angstrelaterede problemer i vore samtaler. Angst kan komme til udtryk på mange måder og gives mange navne. Vi møder mennesker med udviklingshæmning, som fx taler om at have mareridt, høre stemmer, være nervøse eller være urolige. Ikke alle lever nødvendigvis op til kriterierne for at få diagnosticeret en angstlidelse, men mange har angstfyldte – og dermed plagsomme – tanker. Angst er noget, vi alle kender til. Det gør det på én gang let at forstå, samtidig med det kan være svært at sætte sig ind i, hvor invaliderende det kan være, når bekymringerne og angsten kommer ud af fornuftens kontrol.

Kognitive begrænsninger Mennesker med udviklingshæmning har nogle andre kognitive – det vil sige tanke- og forestillingsmæssige – muligheder end andre. Dette får betydning i forhold til forekomsten af angst, fordi man kan forestille sig, at man har lettere ved at blive ængstelig, når man har sværere ved at overskue verden. Man kan så overveje, om det at være ængstelig eller opleve angst er en del af udviklingshæmningen, eller om man snarere skal diagnosticere det som en forøget forekomst af generaliseret angst hos mennesker med udviklingshæmning. De kognitive begrænsninger får også betydning for muligheden for at behandle angst. Eksempelvis vil der være nogle behandlingsmetoder, som kræver en sådan grad af refleksion, at nogle mennesker med udviklingshæmning ikke vil kunne få hjælp af dem. Kognitiv terapi, som er meget anerkendt i angstbehandling, vil således ikke være en mulighed for alle. Vi vender lidt tilbage til betydningen af kognitive begrænsninger senere. Hvordan kan man så arbejde med angst? Man kan arbejde på forskellige måder med angst, såvel medicinsk som psykologisk. I den psykologiske behandling kan man skelne mellem årsags- og symptombehandling. Der vil i de fleste terapeutiske forløb være noget af begge dele, men hvor man lægger sin hovedvægt vil være

afhængig af, hvilken terapeutisk tilgang man har. Dog bør symptombehandling altid være central. Det er da også fælles for de fleste psykologiske måder at arbejde med angsten på, at man søger at hjælpe personen, der lider af angst, til at få kendskab til angsten og dens virkemåder. Gennem samtaler bliver personen klar over blandt andet, hvornår angsten kommer, og hvilke kropslige symptomer og forestillinger angsten bringer med sig. Angst på spil Alene det at blive klar over, at ”når jeg får det sådan, er det angsten, der er på spil”, kan være nok til at dæmpe angsten. Man oplever, at sådan som man har det, er velkendt og kan afhjælpes. Det er forståeligt for andre, og det er ikke fordi, man for eksempel er ved at blive sindssyg. Man finder også ud af, at det er et almindelig kendt angstsymptom at få hjertebanken og vejrtrækningsproblemer, og det er ikke et tegn på, at man er ved at få et slagtilfælde. Imidlertid er det også vigtigt at arbejde med, hvordan personen kan holde fast i den viden, han/hun har, om at de angstfyldte tanker egentlig er irrationelle, når han/hun står ansigt til ansigt med angsten. Problemet er jo netop, at angsten i disse situationer overskygger alt andet og bemægtiger sig personens tanker.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Tema

Tegninger af Pia Beck

Gør angsten håndgribelig Som nævnt møder vi i vores praksis en del mennesker med udviklingshæmning, som oplever angst i den ene eller anden form. Nogle gange kan dette være overskriften for samtaleforløbet, andre gange er det blot en del af det. Fælles for de fleste er, at angsten til at begynde med opleves diffust, som noget der bare sker, og som ikke er til at beskrive. En vigtig del af angstbehandlingen er at gøre angsten håndgribelig. Dette kan gøres meget konkret ved at forsøge at tegne, hvad det er, der sker, når angsten melder sig. Det kan være så simpelt som at lave en tegneserie, som

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

får fat i detaljerne omkring angsten. Ofte vil den umiddelbare beskrivelse af fx natlige angstanfald være ”jeg vågner bare om natten, og så er jeg dødbange”. For at kunne arbejde med (eller mod) angsten er det imidlertid nødvendigt med nogle flere detaljer. For eksempel gennem svarene på spørgsmål som: ”Hvilke tanker har du?”, ”Hvor mærker du angsten?” og ”Hvad tror du, skal ske med dig?”. På grund af den tidsmæssige dimension, der er i en tegneserie (først sker der det, og så sker der det), kan man også bruge den til at få struktureret angstanfaldet. Dette betyder, at terapeuten og klienten kan finde nogle

alternative måder at handle på, som bryder forløbet i angstanfaldet. Eksempelvis oplevede en ung mand angstanfald om natten i forbindelse med at have mistet en af dem, han boede sammen med. I samtalerne skrev vi sedler med det faktuelle forløb omkring dødsfaldet og begravelsen, og hvad manden havde gjort for at tage så god afsked som muligt. Denne fakta-liste kunne den unge mand så tage frem og læse og bruge til at ”svare igen” på de angstfyldte tanker. Tag angsten frem i lyset En udfordring for mange er at vove at tage angsten frem i lyset. Ofte er det

ANGST

nogle tanker og oplevelser, man har gået med længe og forsøgt at holde for sig selv. Det er derfor et stort skridt at tale højt om dem og måske endog give tankerne form ved at tegne dem. Et eksempel på dette er en mand, som gennem mange år havde været rædselsslagen for at gå til tandlægen. Gennem samtalerne fik han mod til at skrive et brev til tandlægen, hvori han fortalte, hvor bange han var for at gå til tandlæge, og hvad han var bange for ville ske. Derefter blev der aftalt en tid hos tandlægen, hvor det eneste formål var, at brevet blev læst højt for tandlægen. Herefter blev det muligt for manden at gå til tandlæge. Tandlægebesøgene blev ikke en behagelig oplevelse, men manden havde nu kontrollen over angsten. Angsten var blevet mindre farlig gennem at have fået sat ord på.

udfordres, så personen lidt efter lidt vover at sige mere og mere. Et eksempel på dette er en kvinde, som var plaget af angstanfald om natten. I de første samtaler kunne hun ikke sige andet, end at hun nogle gange var vågen om natten. Senere kunne hun fortælle, at når, hun var vågen, var det fordi, hun havde en masse tanker i sit hoved. Hvad disse tanker omhandlede, kunne hun imidlertid ikke komme nærmere ind på. Hun sagde selv, at når hun ikke kunne fortælle mere om det, var det fordi, hun var bange for, at tankerne så ikke ville forsvinde igen, men ville blive der og plage hende. Gradvist blev hun tryg nok i samtalerne til, at hun stolede på, at hun kunne fortælle om tankerne, og vi kunne tale om dem, og de ville ikke blive ved at plage hende.

Når man taler om solen... En yderligere grund til modvilje mod at tale om angsten er, at man ofte vil opleve angstsymptomerne, når man taler om angsten. Den umiddelbare tilskyndelse vil så være at lade være med at tale om dem, så man (på kort sigt) får stoppet angsten. Det er derfor vigtigt som terapeut at have tålmodighed til at bruge flere samtaler på at opbygge en tillidsfuld relation, hvor det er trygt at vove at tale om angsten. Man skal også være opmærksom på og sætte ord på, når det ser ud som om, det er angsten, der afholder personen fra at sige mere. Dette skal selvfølgelig respekteres, men også

Kan det blive anderledes? På samme måde som kvinden var der en mand, der ikke turde tale om de tanker, der fyldte ham med angst. Så snart vi begyndte at nærme os indholdet i de angstfyldte tanker, sagde han, at det kunne han ikke komme ind på her. Det var tydeligt at se, at manden kunne mærke angsten, når vi talte om den. Man kan her spekulere over, om de kognitive begrænsninger forbundet med udviklingshæmningen gør det sværere for en person med udviklingshæmning at forestille sig, at man kan komme sig over det ved at udsætte sig for angsten i samtalerummet. Mon begrænsningerne i visse tilfælde kan betyde, at personen ikke

kan forestille sig selv ude i fremtiden, efter have talt højt om angsten og fri af angsten igen? I forlængelse af dette kan en udfordring i terapeutisk behandling af angst (og andre problemstillinger) hos mennesker med udviklingshæmning være, at de (måske igen qua de kognitive begrænsninger) kan have svært ved at forestille sig, at det kan være anderledes i fremtiden, end det er nu. Hvis man ikke kan forestille sig et liv for sig selv uden angst, bliver det svært at kunne se grunden til, at man skal gøre en indsats og bruge kræfter på at lave nogle ændringer. Populært sagt, kan man sige, at hvis man ikke kan forestille sig, hvad målet er, kan man heller ikke se vejen derhen – og så kan man jo ikke begive sig ud på den. Tillid vigtig Som det fremgår er nogle af angstens værste fjender virkeligheden og de rationelle tanker. Når vi arbejder med mennesker med angst, må vi derfor sørge for at skabe tillidsfulde relationer, så de vover at tale højt om angsten og de tanker og handlinger, den fører med sig. På den måde kan vi stå på samme side som de i kampen for at lade realiteten vinde over den irrationelle angst. Dette giver mulighed for at leve livet, som det virkeligt er og ikke, som man frygter, det kunne være.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Tema

Bogomtale Af journalist Mette Egelund Olsen Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Angst, en bog udgivet af Psykiatrifonden og skrevet af overlæge i psykiatri, Jes Gerlach og professor i klinisk psykologi, Esben Hougaard. ISBN: 978-87-90420-61-1 Hvem har ikke prøvet det? Den svage rødmen, de svedige hænder, det bankende hjerte og de tørre læber. Som når en eksamen er i opløb eller

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

velkomsttalen står for døren. Eller angsten der kan melde sig, når vi står overfor en skræmmende oplevelse. Angst er en naturlig del af vort liv og så alligevel ikke. For de fleste går angsten over. Men det gør den ikke uden videre for de 350.000 mennesker, der i dag lider af angst. En angst i mange former, der gnaver i sindet og efterlader sig dybe spor i det

enkelte individ. Psykiatrifonden har netop udgivet en revideret udgave af bogen Angst, skrevet af overlæge i psykiatri, Jes Gerlach, og professor i klinisk psykologi, Esben Hougaard. Bogen er kort og kontant. Men selvom den ligner en lille sag, så giver den et stort overblik over angsten. Den beskriver de forskellige former for angst. Årsager til angst. Den omhandler behandlingen - både den medicinske og den terapeutiske tilgang - og den fortæller om forebyggelse. Og bogen er vel at mærke skrevet i et sprog, vi alle forstår. Og den kan læses af alle, der har angsten inde på livet. Som angstramt, som professionel eller som pårørende. Budskaberne fra bogen er blandt andet, at der findes mange typer angst, og at angsten, hvis den ikke behandles, kan påvirke mennesket igennem hele livet. Hvis angsten behandles tidligt og vel at mærke behandles med de rette metoder, så kan man opnå gode resultater. Desuden kan man ved egen indsats mindske angsten og forebygge den, og man kan på trods af en snert af angstsymptomer leve et godt liv. Det er vigtigt at behandle angsten, da den i svære tilfælde kan gøre, at man er i risiko for at udvikle depression og misbrug.

ANGST

Til kamp mod Angsten – om narrativ terapi Af psykolog Line Rosenlund, Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Vi har flere gange i ViPU Viden omtalt den terapeutiske tilgang, der kaldes narrativ terapi. Betegnelsen henviser til, at fortællingen eller historien anses for at være central for mennesker. Mennesker forstår sig selv, andre og verden gennem de historier, de fortæller om sig selv, andre og verden. Historierne fortælles sammen med andre, og gennem disse fortællinger skabes mening i verden. Dermed bliver sproget og måden, vi bruger sproget på, også meget vigtig, for det er jo med sproget, historierne fortælles.

Kampen mod Angsten Man kan finde megen inspiration til at gå i gang med at bekæmpe angst i narrativ terapi. Vi har gennem vores samtaler på Center for Oligofrenipsykiatri erfaring for, at narrativ terapi også er en meget anvendelig måde at tale sammen på for mennesker med udviklingshæmning. Eksternalisering En konkret metode, som er meget anvendelig i forhold til angst, er eksternalisering. Når man eksternaliserer et problem, betyder det, at man gør problemet til noget, der ligger uden for en person, frem for indeni. Eksternalisering som terapeutisk

metode udspringer af narrativ terapi. Når man taler eksternaliserende, adskiller man personen fra egenskaber, færdigheder og problemer. Det bliver dermed muligt at se problemet adskilt fra personen, hvilket har en frigørende virkning. Når problemet kommer på afstand, bliver det muligt at handle. Det bliver også muligt at undersøge sammenhænge og bidragende faktorer, når man eksternaliserer problemer og egenskaber. Fremfor at tale globalt og generelt om situationen, kan man tale konkret og specifikt om problemets og dets virkninger. I terapi kan man arbejde ud fra en slags 4-punktsopskrift på problemanalyse: 1) Navngivelse af problemet. 2) Kortlægning af effekterne af problemet. 3) Vurdering af effekterne af problemet og 4) begrundelse af denne vurdering af effekterne. Navngivelse Den helt enkle måde at gå til det at skulle navngive et problem er at stille spørgsmålet: ”Hvis nu, du skulle give problemet et navn – hvad vil du så kalde det?”. Svaret kan måske være, at klienten vil kalde det De dumme tanker, Nervøsiteten eller Angsten. Første skridt på vejen mod eksternalisering af problemet er hermed taget. I og med problemet har fået et navn (som skrives med stort for at understrege, at det er et navn), er der blevet

lagt en distance til det. Det er blevet muligt at undersøge og forholde sig til problemet. Der er betydelig forskel på at være angst og blive påvirket af Angsten. Hvis man er angst, kommer man let til at tale om det, som om man er det lige meget, hele tiden, og at det er det eneste, man er. Er man derimod påvirket af Angsten eller møder Angsten, vil man kunne undersøge fx i hvilke situationer, man møder Angsten? Hvornår Angsten er der meget – hvornår er den der lidt? Hvad er der ud over Angsten? Problemets effekter Når klienten har givet problemet et navn, begynder man at undersøge, hvilke effekter Angsten, De Dumme tanker eller Nervøsiteten har. Man spørger klienten, hvad det betyder for hans/hendes liv at have lært Angsten at kende. Dette er vigtigt, fordi det gør det muligt at gå endnu mere detaljeret til værks. Derudover sikrer det også, at samtalen (og den efterfølgende kamp mod Angsten) kommer til at tage udgangspunkt i, hvad det betyder for lige præcis denne person – og ikke i terapeutens ekspertviden om, hvad angst er. Vurdering af effekterne At det er klienten, der er eksperten på sit eget liv, understreges i dette punkt af problemanalysen. Man er her interesseret i, hvad klienten

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Tema

synes om de effekter, problemet har i hans/hendes liv. Man går således ikke ud fra, at der er nogle effekter, der pr. definition er ønskelige eller uønskelige, men er interesseret i klientens egen bedømmelse. Skal man sammen skabe udvikling, må man som terapeut møde klienten, der hvor han/hun er. For at finde ud af hvor det så er, må man spørge. Man kan af og til blive overrasket over, hvordan andre vurderer noget som værende godt eller skidt. Det kan faktisk vise sig, at Angsten har nogle effekter, som klienten vurderer som ønskelige, hvor terapeuten (med udgangspunkt i sin erfaringsverden og historie) umiddelbart ville tænke, de var uønskelige. Det kan fx være, at Angsten afholder klienten fra at kunne tage på besøg hos sin familie, men at dette vurderes som positivt, fordi familiebesøg alligevel altid ender med skænderier mellem familiemedlemmerne. Begrundelse af vurderingerne Netop fordi terapeuten ikke kan tage for givet, at hun ved, hvilke livserfaringer, normer og tanker om ”hvordan livet bør være”, vurderingen af problemets effekter udspringer af, spørger man eksplicit til disse. Man spørger klienten: ”Når nu du vurderer, at det er skidt, at Angsten betyder dette i dit liv, hvordan kan det så være?”, ”hvad er det Angsten kommer til at stå i vejen for i dit liv?” eller: ”Hvad er det, du drømmer om, som Angsten kommer til at stå i vejen for?”. Hermed når man også gennem problemanalysen til et godt udgangspunkt for at gå videre. Både klienten

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

og terapeuten får nemlig øje på, hvad klienten egentlig ønsker sig af sit liv. På denne måde bliver målet tydeligt, og dette skaber motivation for at gå til kamp mod Angsten. Det enkle sprog Det er klart, der må foretages visse justeringer, når man arbejder terapeutisk med mennesker med udviklingshæmning. Særligt må sproget gøres mere enkelt. Det er nok klart for de fleste, at de eksempler på formuleringer af spørgsmål, som her er givet, ikke vil være til at forstå for alle (og det gælder såmænd for mennesker både med og uden udviklingshæmning). Her er det terapeutens ansvar at formulere sig på en måde, så klienten forstår, hvad man spørger om – og kikser dette, er det også terapeutens ansvar at gøre klart, at så er det fordi, hun har formuleret sig uklart eller for svært. Terapeuten må nok i det hele taget være mere aktiv i samtalerne. Dette gælder måske især i forhold til begrundelse af vurderingerne, hvor man ønsker at få fat i klientens livsværdier. Gennem sit kendskab til klienten kan hun komme med forslag til, hvilke værdier klienten har og fx spørge: ”Jeg tænker på, om det er vigtigt for dig at have en god kontakt med din familie?”. Igen er det klienten, der er eksperten og kan svare be- eller afkræftende på spørgsmålet.

Angsten kan videreføres derhjemme. Har man i samtalerne arbejdet med at eksternalisere Angsten, er det vigtigt, at denne forståelse af og sprogbrug omkring Angsten fortsættes derhjemme. Som nævnt er eksternalisering så virkningsfuld, fordi den gennem sproget skaber en distance til problemet. Denne distance frigør personen fra problemet, hvilket ofte er blevet formuleret som, at ”problemet er problemet - personen er ikke problemet”. Distancen gør det muligt for personen at handle i forhold til problemet, og dermed overvinde dette. Derudover er det selvfølgelig en stor hjælp, hvis personalet omkring personen med udviklingshæmning kan fungere som en ”ekstern hukommelse” for det, der er blevet talt om i samtalerne. Personalet kan så hjælpe ved at minde om og støtte de tiltag, der er blevet aftalt, i kampen mod Angsten. Ofte vil personalet også blive inddraget som allierede i denne kamp, så det ikke er én, personen med udviklingshæmning selv skal tage.

Uden for samtalerummet I forhold til terapeutisk behandling af angst hos mennesker med udviklingshæmning er det pædagogiske personale meget vigtigt. Personalet kan være afgørende for, at kampen mod

ANGST

Kognitiv terapi mod angst Af journalist Mette Egelund Olsen Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Angst-patienter er meget forskellige med hensyn til sværhedsgrad af angsten, omfang af undgåelse, afhængighed af andre og problemer generelt. Men der er selvfølgelig også generelle træk.

Angsten har mange udtryk. Fra de små ar til det svært invaliderende krater. Hvor angsten klemmer livet ud af mennesket, og det ender i en dyb ensomhed og måske depression. Men angsten er en ting, noget andet er mennesket bag angsten. For de mennesker, der lider af angst, er vidt forskellige.

På Universitetshospitalet i Århus, Risskov (Psykiatrisk Hospital) har man en specialklinik for behandling af angstlidelser. Her behandler man mennesker med socialfobi, agorafobi og panikangst. Hovedbehandlingen er kognitiv terapi, der tager sit udgangspunkt i tænkningen og i de vanskeligheder, der er her og nu. Og udviklingshæmmede kan på trods af deres kognitive vanskeligheder også have gavn af behandlingen. Dog er udviklingshæmmede ikke klinikkens målgruppe, men klinikken er kompetancecenter og kan derfor videregive ekspertise, som andre kan have glæde af.

”At patienterne er meget forskellige skyldes alder og levevilkår men også, at de har mange komorbide (samsygelighed) tilstande. Mange slås også med depression, OCD, lettere personlighedsforstyrrelser og udviklingsforstyrrelser. Vi prøver at standardisere behandlingen, men tager også højde for individuelle forskelle,” siger chefpsykolog Nicole Rosenberg. Hovedbehandlingen på klinikken er kognitiv terapi. Man er meget opmærksom på, hvordan angsten spiller ind i hverdagen, og på hvilke måder vedkommende selv forstærker angsten.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Tema

Behandlingen omfatter altid følgende 4 elementer: 1. Undervisning (fx hvad består lidelsen af?) 2. Omstrukturering (få fat i de katastrofetanker vedkommende har) 3. Eksponering (man udsætter sig gradvist eller på en gang for det angstfyldte) 4. Respons-hindring i forhold til at bruge sikkerhedsadfærd Derudover arbejdes der med leveregler og livshistorie samt relationer til andre mennesker. ”Men det vi arbejder med har meget med angsten at gøre. Dem der har størst udbytte af behandlingen, er dem, der forstår ideen om at lave om på deres tankegang og adfærd. Nogle griber det mere forsigtigt an. Men vi skal lære patienterne at udøve et pres på sig selv,” siger Nicole Rosenberg, der understreger, at de selvfølgelig også bruger medicin (SSRI-præparater - tidligere fejlagtigt omtalt som ”lykkepiller”). Omkring 85 procent får medicin. Svær bagage ”Vi har dem, der er hårdest ramte. Mange af dem har haft et ganske besværligt liv med meget mobning, ensomhed, sygdom hos forældre og dødsfald. Det er sjældent, at vi har nogen, der intet har med sig i bagagen,” siger Nicole Rosenberg. Disse mennesker har en indbygget sårbarhed, der gør, at det er svært at bearbejde livskriser. Mange er præget af en mangelfuld opvækst. ”Og det er fristende at anvende terapitimerne til udelukkende at tale om den baggrund. Men vi ved, at det

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

ikke ændrer på angsten i dag,” siger Nicole Rosenberg og fortsætter: ”I denne angstklinik har vi nogle begrænsninger: Angsten skal være det dominerende for, at vi går ind og behandler. Hvis vedkommende også er deprimeret, skal depressionen behandles først. Nogle af patienterne er desuden ramt af flere end én slags angst. Men vi ser tit, at når vi behandler for fx panikangst, så hjælper det også på enkeltfobien,” siger Nicole Rosenberg. Klinikken inddrager også de pårørende. Ofte er de involveret i angsten, og ofte er de usikre på, om det nu også er det rigtige, de gør. De lærer, at de primært skal være fx mor, søster eller kæreste. Angstpatienterne får individuel kognitiv terapi eller gruppeterapi. Her er 6-7 personer med samme diagnose sammen. De træner metoder, laver eksponering og oplever ikke mindst andre med samme problemer som dem selv. Sårbare sind ”Jeg tror, der altid har været mange med angst. Det er en mulighed, der ligger i mennesket. Angstfølelsen og undgåelsen har været del af menneskets overlevelse. Som når man kom for langt væk fra flokken, eller hvis der er fare for at falde ned. Angstreaktioner ligger foldet ind i vort DNA, og i dag aktiveres de ved stress. Og hos nogen mennesker er sårbarheden for at reagere med angst meget tydelig,” siger Nicole Rosenberg, der ikke tror, at der er kommet flere angsttilstande end tidligere: ”Tænk på fiskerkonen, der måtte

vente hver dag på sin mand og to sønner, mens de var på havet. Hun må også have følt angsten. Selv om der ikke er kommet flere angstlidelser, så er en lidelse som socialangst blevet tydeligere, fordi samfundet stiller andre og større krav til individet om at deltage i sociale sammenhænge som fx gruppearbejde.” Klinikkens patienters angst er ikke direkte stressrelateret. Der er ofte ingen ydre faktorer. Patienterne forklarer, at det måske pludselig opstod under en ferie på Mallorca. De krav der er til enkeltindividet er måske okay. Men det er individets måde, at takle det på, der kan gøre at nogen udvikler angst, og at andre ikke gør. ”Vi har også svagt-begavede i behandling. Og hvis man formår at forenkle den kognitive terapi, kan man sagtens få et positivt resultat. Det store problem er, at jo klogere du er, jo bedre kan du udholde ubehaget. Ved mennesker med udviklingshæmning skal der være en gevinst her og nu. Vi skal være sikre på, at de kan klare de krav, vi opstiller. Og vi skal have en god alliance og en sikkerhed på personens vegne,” siger Nicole Rosenberg. I fremtiden håber klinikken på også at blive en klinik, der i Region Midt også kan tilbyde behandling af PTSD (Posttraumatisk belastningsreaktion). Nicole Rosenberg huskes måske af nogen fra fjernsynsudsendelserne ”Tvunget af tanker”, om behandlingen af OCD (tvangstanker og tvangshandlinger). Hvis du ikke fik set udsendelserne, kan de ses på Center for Oligofrenipsykiatri - i vort bibliotek.

SYMPOSIUM

Diagnosen skizofreni til diskussion Af journalist Mette Egelund Olsen Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Skal diagnosen skizofreni bestå? Eller skal den døbes om? Er der så store stigmatiserende konsekvenser forbundet med det at være skizofren, at diagnosen skal ud? Det var nogle af spørgsmålene, der kom frem på et symposium om affektive sindslidelser og skizofreni - afholdt af medicinalfirmaet AstraZeneca.

Men kan man ændre sygdommen ved at ændre navnet? ”Har I nogensinde mødt en patient, der ved at få diagnosen skizofreni har sagt: ”Tusind tak, hvor er jeg dog glad for at få den diagnose?” spurgte professor

Robin Murray fra King’s College London. Han vil hellere kalde skizofreni for DDD: Dopamin Dysregulation Disorder. Altså en sygdom der skyldes en fejl i hjernens dopamin-system, og antipsykotisk medicin virker netop på dopamin ved at nedregulere det. Sygdommens markører skal findes. Det er ikke nok at diagnosticere ud fra de psykotiske symptomer, for som Robin Murray spurgte: ”Tror du nogen gange, at andre taler om dig? Tror du, at du kan tale med dit kæledyr? Tror du, der er nogen, der nogen gange påvirker dine tanker? Skizofreni er en vilkårlig diagnose den er arbitrær. Det er en fejl i hjernen.

Vi har ingen tests, men vi kan se forandringer i hjernen i dopamin-systemet.” I følge Robin Murray er skizofreni ikke nødvendigvis en dommedags-profeti. Men vi hører altid i pressen om de dårligste og de farligste. Der er derfor en opgave, der venter. Pressen skal uddannes. Men det handler også om den tidlige indsats. En indsats der helst skal ske, inden begyndelsen er begyndt. Om dette talte overlæge ph.d Merete Nordentoft fra Bispebjerg Hospital. Om forstadiet til skizofreni. Prodromal skizofreni. De sygdomstegn der viser sig før de egentlige skizofreni-symptomer. Men det er lidt absurd at tale om det. For, som Merete Nordentoft sagde, så ved vi først bagefter, at det var de

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

tidlige tegn. ”Det er desværre ikke sikkert at ”se”, hvem der vil udvikle skizofreni.. Men tilsyneladende kan skizotypisk sindslidelse være et tegn på et senere udbrud af skizofreni. 30 procent af dem i OPUS (Tidlig opsporing og behandling af unge skizofrene) , der havde skizotypisk sindslidelse er endt op med en skizofrenidiagnose. De er blevet psykotiske, deres vrangforestillinger er blevet en smule mere faste, deres indre dialog dør ud. Desuden er mænd i større risiko for at udvikle skizofreni,” sagde Merete Nordentoft. Og endnu et spørgsmål rejste sig: Skal man behandle mennesker med antipsykotisk medicin, når de endnu ikke har

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

skizofreni, der er brudt ud? Men der er jo patienter på hvem, medicinen ikke er nok. Ligesom der også sker tilbagefald. Og der er anden behandlingsform tiltrængt. Et af disse kunne være kognitiv terapi, som Emeritus Professor Eugene Paykel, University of Cambridge talte om. Men det er en dyr behandling, og den er ikke første valg. Den skal helst eller gerne gives i sammenhæng med medicin, og når vedkommende er i bedring. Kognitiv terapi har størst effekt, når den anvendes sammen med mindfulness, fordi den kognitive terapi er meget symptomfikseret. Når patienter er sygdomsfri, må den forebyggende kognitive terapi derfor

gå på at bevare det positive syn, patienten nu har på sin situation og fremtidsmulighed. Dette kaldes mindfulness. Men psykoedukation (læren om sygdommen) er muligvis mere effektiv end ren kognitiv terapi. Særligt bipolare patienter er svære at arbejde med i kognitiv terapi, fordi den kognitive terapi ikke er udviklet som værende stemningsstabiliserende for patienter med både mani og depression (bipolar affektiv lidelse). AstraZeneca afholdte i september et symposium om affektive sindslidelser og skizofreni. En af centrets journalister fik lov til at deltage i det interessante arrangement.

OLIGOS PRISEN

Pris for at bedre udviklingshæmmedes livskvalitet Oligos-Prisen, der uddeles af foreningen Oligofreniklinikkens Forsknings- og Støttemidler, tildeles ”en eller flere personer, der har ydet en betydningsfuld indsats på det videnskabelige, politiske, administrative, sociale, pædagogiske eller det alment menneskelige område til fremme af foranstaltninger, der kan bedre udviklingshæmmede menneskers livskvalitet.” Prisen, der er på 25.000 kr, kan ikke søges.

I tilslutning til foreningens generalforsamling 29. februar 2008 har bestyrelsen besluttet, at: Oligos-Prisen 2006 tildeles sognepræst Jens Christian Hedegaard Kristiansen, Nyborg, Oligos-Prisen 2007 tildeles lærer Jan Lægdsmand, Rømø. Pastor Hedegaard Kristiansen får prisen for sit mangeårige arbejde for at forbedre kirkens tilbud til udviklingshæmmede mennesker og at skabe forståelse for, at udviklingshæmmede også har ret til og behov for at få deres religiøse

behov respekteret og tilgodeset. Han har bl. a. lavet en sansebog til brug ved undervisningen af hans meget handicappede konfirmander, og på hans initiativ blev den første lyscoverter lavet i Danmark til brug ved gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter for udviklingshæmmede, ikke mindst de svageste uden verbalt sprog. I converteren omdannes alle lyde i rummet til lys i forskellige farver, hvorved både høre- og synssansen aktiveres. Gennem sit virke har Hedegaard Kristiansen inspireret mange af sine præstekolleger, og han har medvirket til, at udviklingshæmmede menneskers religiøsitet, der ellers har været en overset dimension, har fået udfoldelsesmuligheder. Komiteen bag prisuddelingen vil gerne belønne denne virksomhed.

personale af alle faggrupper. Også lægestuderende har han taget sig af, og efter kort tid har disse lært meget om, hvordan man kommer i kontakt med mennesker i angstfyldte situationer. I Jan Lægdsmans skole gik man ikke meget op i traditionelle skolefag som læsning og regning. De elever der klarer disse fag, kan vistnok tælles på en hånd. Men man kan få succes på anden måde, f. eks. ved at spille teater, vinde i billedlotteri, lave cirkus og ikke mindst gennem ballet. Jan Lægdmand og medarbejdere udviklede de seneste år danseshowet Holiday on wheel, hvor kørestolsbrugere i farvestrålende kostumer, gennemførte fantastiske forstillinger rundt om i landet. Bagefter skulle man ikke være mange sekunder sammen med disse svært handicappede kunstnere for at vide, at betydningen for deres livsglæde og selvrespekt så rigeligt alene kunne bære en Oligos-Pris.

Jan Lægdsmand var indtil 2007 gennem næsten en menneskealder ansat som lærer ved institutionen Sødisbakke i Mariager, hvor mange af de mest udviklingshæmmede mennesker i Danmark bor. Han har haft kommunikation som et af sine arbejdsområder, og det betyder, at det ikke blot er beboerne, der har været hans elever, men i høj grad også

Tidligere prismodtagere: 2001: Social- og kulturudvalgsformand Egon Sørensen, Bornholms amt 2002: Professor, overlæge, dr. med. Mette Warburg, København og overlæge, dr. med. Annalise Dupont, Risskov 2003: Demenskoordinator Kirsten Agerskov Nielsen, Brejning, afdelingsleder Rita Møller Nielsen, Brejning og centerleder Birtha Rasmussen, Give 2004: Skoleleder Jørgen Buttenschøn, Århus 2005: Amtstandlæge Astrid Kjær, Ry

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

S T E MM E R

Når stemmerne går igen Af journalist Mette Egelund Olsen Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Stemmer i rummet. Stemmer i hovedet. Stemmer eller ej. Det er ikke kun skizofrene mennesker, der hører stemmer. Der findes også raske stemmehørere. Vi kender det fra langt tilbage. Fra dengang Jean D’arc som 12-årig begyndte at høre stemmer mange gange om ugen. Men hun var ikke - som skizofrene mennesker - plaget af negative symptomer (fx træghed, sløvhed, affektafflading, initiativløshed, manglende fremdrift, indsynken i sig selv). Og det er netop fraværet af de negative symptomer, der er kendetegnende for de raske mennesker, der hører stemmer. Tidligere prismodtagere: Hallucinationer hos raske mennesker var overskriften på et foredrag af MD Iris Sommer, Department of Psychiatry, University Medical Centre Utrecht. Hvordan kan de raske stemmehørere leve med de symptomer uden at være generet af dem? spurgte Iris Sommer. Det resulterede i en storjagt på disse mennesker. Et website blev kastet ud i cyberspace og endte op med, at 10.000 mennesker udfyldte websitets spørgeskema. Det mundede ud i en undersøgelse med 100 raske mennesker, der hørte stemmer, 50 mennesker med skizofreni og 50 almindelige mennesker. Resultaterne viste blandt andet, at de raske stemmehørere var mere sociale, mens de skizofrene var mere sky og indadvendte. Alligevel ligner de hinanden lidt. For ved en scanning af deres

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

hjerner var der aktivitet i samme område. Et område som de raske uden stemmer (ved scanningen skulle de forestille sig at høre stemmer) ikke havde aktivitet i. Det var mest under stress, at de raske hørte stemmer, og det giver derfor også en forbindelse til skizofrenien, da signalstoffet dopamin spiller en rolle både, når det drejer sig om stress, og når det handler om skizofreni. Traumer udløser stemmer 40 procent af de raske stemmehørere beskrev stemmerne som overnaturlige. Det var blandt andet stemmer fra guider og engle. 30 procent mente, de stammede fra deres egen bevidsthed, og 30 procent mente, det var stemmer fra afdøde mennesker, særligt bedsteforældre. Det var typisk efter traumer og kriser og store hændelser, at de raske hørte stemmer. 60 procent havde hørt stemmerne siden barndommen. 40 procent i forbindelse med livskriser og traumer og endelig 10 procent begyndte som voksne at høre stemmer uden nogen anledning. Desuden fortalte over halvdelen af de raske stemmehørere, at der var familiemedlemmer som også hørte stemmer. Fra hvisken til råben De raske stemmehørere hørte ligesom de skizofrene mellem en til fire forskellige stemmer. De hørte begge dem både indeni og udenfor hovedet. Men mens de raske stemmehøreres stemmer lå i et interval fra hvisken til en normal stemme, så hørte de skizofrene stemmerne som hviskende til råbende. Hos de raske

stemmehørere var indholdet af stemmerne positivt eller neutralt, hvorimod det hos de skizofrene var negativt. De raske stemmehørere havde en vis kontrol over stemmerne, mens stemmerne var uden for kontrol, når det gjaldt de skizofrene. De raske var desuden ikke generet af stemmerne, mens de skizofrene var bange for deres stemmer. Det ser åbenbart sådan ud, at man godt kan høre stemmer uden at være psykotisk. ”Skizofreni er ikke én ting men mange ting. Man må se hvordan sygdommen tager sig ud. Er det et dårligt udkom eller et godt. Omverdenen ser skizofreni som en kronisk sygdom, og det er synd. For det kan ende både godt og skidt. Nogle har få symptomer, mens andre er plaget af mange. Man må se på om, de fungerer dårligt. Har de venner? Har de bolig? Arbejde? Har de et godt liv?” siger Iris Sommer.

Billede af Bodil Schou

S T E MM E R

Tag stemmerne alvorligt Af journalist Mette Egelund Olsen Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Der er dem, der hører stemmer, og der er dem, der lytter til stemmerne. Der er dem, der mener, at der er grunde til, at stemmerne er der. At der er grunde til, at de ikke bare skal forsvinde. Stemmerne skal tages alvorligt. For stemmer er ikke bare et symptom på skizofreni. Stemmerne er et fænomen. Det er ikke stemmerne, der er problemet. Det er livet, siger Anne Klinte og Jørn Eriksen, der i flere år har beskæftiget sig med såkaldte stemmehørere.

Jørn Eriksen, der til daglig er leder af et stort psykiatrisk bosted, startede for et par år siden det danske stemmehører-netværk. Hans makker, Anne Klinte, er også hans kone, og hun har i mange år arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske. Sammen har de dannet familiefirmaet Psyko Vision, der udgiver bøger og arrangerer konferencer og undervisning om recovery, herunder blandt andet stemmehøring. ”Der findes faktisk flere raske mennesker, der hører stemmer end syge.

De raske definerer vi med fraværet af negative stemmer eller i hvert fald har de typisk en overvægt af positive stemmer. Forskellen er også, at de raske ikke er bange for stemmerne og ikke er styret af dem. De har en større accept af deres stemmer,” fortæller parret. Det handler om at lære måder at mestre stemmerne på. Det handler om at bevæge sig fra, at stemmerne styrer til, at man selv har kontrollen. ”Budskabet er også, at når der findes raske stemmehørere, så er stemmerne

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

ikke mere hovedsymptomet. Dermed bryder vi med noget meget grundlæggende i psykiatrien. For hvis du siger højt, at du hører stemmer, er du tæt på en skizofrenidiagnose,” siger Anne Klinte. De fokuserer og interesserer sig for stemmerne i stedet for at fokusere på stemmerne som et symptom. Og hvis ikke det at høre stemmer er lig med skizofreni, hvad er fænomenet så? Stemmer fra livet ”70 procent af stemmehørere kan koble deres stemmer med deres livshistorie. Før vi fjerner dem, skal vi finde ud af, hvorfor de har stemmerne. Vi havde en pige, der var mor for en hel familie inde i sit hovede. Hun havde været tre og et halvt år på en lukket afdeling uden kontakt med sin egentlige familie. Er det så så underligt, at stemmerne kommer og bliver ved med at være der? Så længe vi ikke kan stille noget lige så godt i stedet, der kan matche, så forsvinder stemmerne ikke,” siger Jørn Eriksen og fortsætter: ”I stedet for at flygte fra stemmerne eller søge at dæmpe dem, så udforsk dem i stedet. Fjern ikke budbringeren før, du har hørt budskabet. Og der ligger et budskab, hvis vi lytter ordentligt efter.” I følge parret har man ikke tidligere i

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

behandlingsverdenen interesseret sig for patienternes livshistorie. ”Vi ser stemmerne som udtryk for sten i skoene. Det kan fx være mobning i skolen. Vi interesserer os for, hvad det er for et liv, de har levet. Hvad skete der, da de første stemmer kom? Når langt over halvdelen af stemmerne kan relateres til livet, så er det nonsens at sige, at stemmerne kommer ud af ingenting,” siger Anne Klinte. Det gode liv Jørn Eriksen og Anne Klinte forklarer, at når man gør stemmehørere klar over deres egen indflydelse på stemmerne, så ændrer stemmerne karakter. Det er ikke fordi, de nødvendigvis forsvinder, men de kan ændre karakter, og de kan miste deres styring af stemmehøreren selv. ”Mange kontakter os fordi, de føler, de ikke får den hjælp, de skal have. Men vi ser det ikke som sort og hvidt - medicin eller ej. Målet er at finde det gode liv, og det kan det enkelte menneske kun selv. Det skal finde sin egen kraft for at finde sin vej. Men vi kan hjælpe dem på vej. De skal selv være aktive og tage magten tilbage,” siger Jørn Eriksen og Anne Klinte supplerer: ”Det handler om en erkendelse. Første trin er, hvor du er skræmt

og overvældet af stemmerne og har lyst til at gemme dig bort. Det andet trin er, hvor du lærer stemmerne at kende, og det sidste trin er, hvor du accepterer, at du er et menneske, der hører stemmer, men du er ikke styret af dem.” De mener, at stemmerne er virkelige på den måde, at man må acceptere virkeligheden af stemmehørernes oplevelser. Lyt til dem Sammen kæmper de mod strømmene. Fx den strøm der siger, at hvis man går ind i psykoserne (og stemmerne), så bliver patienterne bare endnu mere psykotiske. Men de er ikke bange. ”Det er ressourcetænkning. Det handler om, at folk selv har nøglen. Vores rolle er anderledes. Vi er ikke eksperter. Vi er mere en slags coach. Vi lytter til deres virkelighed. Og at dele ting med andre kan tage noget af trykket væk. Tænk alle de år disse mennesker, der hører stemmer, har været mutters alene med deres frygt og ingen, der har villet lytte?” siger Jørn Eriksen. Se mere på hjemmeside: www. psykovision.dk - her kan også bestilles bøger. Blandt andet bogen: ”Stemmehøring - Fra offer til sejrherre”

SKOTLAND

Psykiater på skotsk Af journalist Mette Egelund Olsen Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Det er udviklingshæmmede på skotsk og med psykiske problemer. Det er en lang liste af specialister, der skal løse opgaven. Det er i Glasgow, og det er en særlig service for de udviklingshæmmede skotske mennesker. Der er sygeplejersker, socialarbejdere, talepædagoger, ergoterapeuter, diætister, børnelæger, psykologer og så er der til sidst og ikke mindst psykiatere. Psykiatere der vel at mærke er specialiserede i netop at udrede og behandle udviklingshæmmede med psykiske lidelser. Netop psykiatrien har sin egen plads. På Gartnavel Royal Hospital i Glasgow. Her er der blandt andet ansat cirka seks psykiatere på fuld tid, to akademiske psykiatere og to læger under uddannelse samt et lige så stort antal psykologer. Afdelingen ledes af professor Sally-Ann Cooper, hvis særlige interesse er helbreds-fremme for voksne udviklingshæmmede herunder særligt psykisk helse. Hvis et udviklingshæmmet menneske har psykiske problemer, går man først til sin praktiserende læge, der så henviser til det særlige team. Hvis problemerne er lette, vil de løses her. Men dem med svære psykoser eller depressioner fx vil blive indlagt på en særlig afdeling med plads til 16 udviklingshæmmede til udredning og behandling. Her er de kun for få uger eller måneder. Der ud over er der en afdeling med 16 rehabiliterings-senge for dem, der har brug for at blive lidt

længere (uden at være der for længe!). Selvom servicen er god, er det dog ikke sikkert, at den bliver brugt optimalt. For problemet er overhovedet at komme til den praktiserende læge, der jo er knudepunktet i behandlingsforløbet. Meget strander her - både fordi den praktiserende læge måske ikke er ordentligt klædt på eller fordi, det udviklingshæmmede menneske (og menneskene omkring) slet ikke kontakter lægen. I Skotland kan en psykiater specialisere sig indenfor blandt andet udviklingshæmning. Det er en tre-årig uddannelse ud over uddannelsen til psykiater. Og ingen ledige stillinger præger billedet.

”Måske er der færre ansøgere, men det er til gengæld gode ansøgere,” siger Sally-Ann Cooper. Hun startede sin karriere som læge i 1985 blev psykiater i 1987 og endte som professor i 1999. ”Feltet med de udviklingshæmmede mennesker er det mest interessante. Til at begynde med var det ikke det, jeg ville. Men det er et spændende område med både udviklingshæmningen og den mentale sundhed. Jeg interesserer mig meget for, hvad der forårsager de psykiske problemer,” siger Sally-Ann Cooper.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Forandring bedre end flytning af demente Af journalist Mette Egelund Olsen Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Hun er formand for den skotske Down Syndrom forening. Og hun er i gang med et ph.d projekt, der handler om, hvordan et menneske med Down Syndrom og demens opfatter sig selv. Karen Watchman kalder det for narrative research. Hun taler med mennesker med Down Syndrom om demens og om, hvordan de ser sig selv. ”Måske ved de ikke, at de har demens. Men de ved, at de er udviklingshæmmede. Jeg ser, hvordan de over tid kan forklare, hvordan de ser sig selv. De kommunikerer ud, hvad der er vigtigt for dem. Hvilket ikke nødvendigvis er det samme som,

hvad andre tror. Jeg spørger også personalet om deres perspektiver. Og indtil videre viser det sig, at de udviklingshæmmede mennesker ikke bliver taget med i beslutninger om bolig og om deres diagnose,” siger Karen Watchman. Det første trin er ikke nødvendigvis at flytte den udviklingshæmmede med demens. Men snarere forandringer i det samme miljø. ”Vi ser på kontinuerlighed og foretrækker, at den demente ikke skal skifte miljø/bolig. Hvis vedkommende flyttes, er det vigtigt at bevare en tilknytning til kendte steder fx det samme dagscenter. De mennesker

Billede af

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

skal have en ordentlig diagnose. Det sker alt for tit, at vi finder ud af det for sent. Det kræver nogle basale kognitive tests, der viser evnerne før, demensen træder ind, og så vi ved, hvor vi starter fra. Det kan vi gøre med de yngre men ikke med de ældre, som vi har nu,” siger Karen Watchman. I Skotland lukkede man de store hospitaler for mennesker med udviklingshæmning ned i 1980’erne og 1990’erne. Det drejede sig om hospitaler med over 1000 sengepladser. Der er så siden bygget nye udrednings- og behandlingsenheder. For hver 100.000 indbyggere er der fx i hovedstaden Edinburgh 4 sengepladser og en specialist (psykiater) . Men problemet er bare, at sengene blokeres. Der udskrives for få. Særligt dem med moderat til svær udviklingshæmning er vanskelige at få ud igen. Ligesom i Danmark er de udviklingshæmmede mennesker i Skotland afhængige af menneskene omkring sig. Det er personalet, der - sammen med den praktiserende læge - skal opspore psykiske vanskeligheder. Der er dog ansat specialiserede sygeplejersker, der netop skal hjælpe mennesker med udviklingshæmning til den rette hjælp - om det så er fysiske eller psykiske problemer, det drejer sig om.

D O W N S Y N D R OM

Min bror har Down Syndrom Af journalist Margrethe Schmidt

Speciallærer Kirsten Theilmann er 52 år. Hendes liv er stærkt præget af opvæksten med den tre år yngre bror, Frede, der har Down Syndrom. Hun er ikke selv tvivl om, at livet sammen med Frede har været medvirkende til, at hun valgte at have med udviklingshæmmede børn at gøre

Kirsten og Frede og storebroderen, Thomas, er vokset op på en gård i det sydøstfynske. Det var en familie, der var præget af sammenhold, og hvor man holdt gamle landbotraditioner om at dele med dem, der ikke har så meget, i hævd. De boede tre generationer sammen på gården. Forældrene, farforældrene og de tre børn. - Derfor tror jeg også, at min ældste bror og jeg oplevede, at vi blev set, selv om Frede fyldte så meget. Men helt uproblematisk var det ikke, at der var kommet en udviklingshæmmet ind i familien. - Det var et gammeldags familiemønster. Fordi jeg var pigen i familien, så blev jeg rimelig tidligt sat til at passe på Frede. Nogle gange blev det mig for meget, så truede jeg med at løbe hjemmefra! Selv om Kirsten ikke føler, at der blev taget specielle hensyn til Frede, så synes hun heller ikke, at der blev stillet de samme krav til ham om at hjælpe med og have forskellige pligter, som der blev til hende og hendes ældre bror.

Jeg har tit været frustreret over, at jeg skulle passe ham. For qua det der gamle opdragelsesmønster, hvor drenge gør dit, og piger gør dat, så hang jeg jo altid på Frede. Ansvaret for Frede gjorde, at jeg ind i mellem måtte sige nej til at lege med mine kammerater. Det var frustrerende. Men vi havde det også rart sammen. Jeg og en yngre legekammerat legede tit skole, og så hersede vi rundt med Frede, der var den eneste elev i klassen! Frede ville ikke flytte hjemmefra Det er først for tre år siden, Frede flyttede hjemmefra. Kirsten Theilmanns forældre gjorde nogle halvhjertede forsøg på, at Frede skulle flytte hjemmefra, men det var først et år inden, de begge døde med få måneders mellemrum, at det blev alvor. Frede flyttede ind på et kollegium, hvor han i dag bor sammen med syv andre udviklingshæmmede beboere. - Jeg syntes, at Frede skulle flytte hjemmefra, fordi jeg kunne se, at det var en stor belastning for mine forældre, især da de blev ældre. Frede begyndte også selv at blive lidt interesseret i idéen. Det var især, da jeg havde købt mit eget hus. Men da det så kom til stykket, og de havde været ude at se de tilbud, der nu var, så siger Frede: - Kan I så ikke lide mig mere? Vil I så aldrig se mig mere? Det ramte mine forældre hårdt. Især min far blev meget følelsesmæssigt berørt, og så blev der aldrig talt mere om det. Hvis jeg sagde et eller andet

med baggrund i min egen professionalisme, så fik jeg at vide, at det havde jeg ikke forstand på! - Jeg syntes, Frede skulle flytte, for selv om man er udviklingshæmmet, har man ret til et liv, der ligger så tæt op ad det normale som muligt. Og jeg syntes bestemt også, at mine forældre havde ret til et liv, hvor de ikke altid skulle tage hensyn til og planlægge ud fra Frede. Men Frede blev boende, og han så det som sin soleklare ret at deltage i alt, hvad forældrene planlagde. Hvis de skulle på ferie, så regnede han med, at han også skulle med. - De senere år sagde jeg: - Nu tager I af sted, og så skal jeg nok passe Frede. Det blev Frede fornærmet over de første gange, hvor de rejste uden ham. Men jeg har brugt meget tid på at forklare ham, at far og mor havde ret til et liv og nogle oplevelser uden ham. Og omvendt. Det gav problemer, at Frede boede hjemme, da Kirstens forældre var ved at blive gamle. Flere og flere gange måtte Kirsten blande sig, fordi forældrene ikke orkede at kæmpe med ham. De ville bare have fred, ikke konflikter. - Frede var luddoven. Han var simpelthen ikke opdraget til at tage sig af forskellige pligter. Samtidig ville han jo gerne have lommepenge. Min mor syntes, det var svært at få ham til at lave noget. Så gik jeg ind og lavede et ”pointsystem”, hvor det gav så og så meget at samle æg, tage en opvask,

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

gå ud med skraldespanden, sådan at han kunne se, at der var et formål med at påtage sig nogle opgaver. Men det gled desværre ud igen. Der skal være nogen, der holder fast i den slags, ellers går det ikke. Og mor orkede ikke at argumentere med ham, sagde Kirsten og fortsatte: - Frede var også frygtelig rodet. Ind i mellem ryddede mor op på hans værelse, og så blev han vred. Hun gik jo ind på hans enemærker. Men hun orkede på den anden side heller ikke at se på det. Så der havde de nogle konflikter. Jeg kan egentlig ikke bebrejde Frede det, for han har aldrig lært de der almindelige rutiner med fx at rydde op. Han er simpelthen blevet serviceret hele sit liv, indtil han omsider flyttede hjemmefra som 46årig. Men ikke engang da stoppede serviceringen. - Alle mennesker lærer nye ting hele livet, men er det sådan, at fordi man har et handicap, så skal ALT være lystbetonet? Frede er jo et kæmpe rodehoved, og hvis man ikke som ansvarlig pædagog viser ham vejen til at rydde op, så fortæller man ham samtidig, at han har ret til at leve i rod. Jeg mener, at han er ude af stand til at rydde op, fordi han aldrig har lært det. Jeg synes netop, det hører med til et værdigt menneskeliv, at man kan så meget praktisk selv som muligt – også rydde op – for det giver frihed! Jo flere ting, man kan, des mere uafhængig er man af andre mennesker, og det gælder ikke kun for handicappede. - Frede har haft en drøm om at komme til at bo for sig selv. Men når man som jeg kender Frede til bunds, så ved man, at han ikke er i stand til at

bo alene. Han kan ikke lave mad eller gøre rent, og han kan slet ikke styre sin økonomi. Jeg har en rædselsvision om hans tilværelse alene i en lejlighed: At han æder sig ihjel, bruger alle sine penge og bliver væk i rod og skidt, der vokser op i skulderhøjde. Det ville jeg ikke synes var værdigt. Der må pædagogerne hjælpe ham med at justere den drøm. Er Frede ved at blive dement? Noget andet der kan bekymre Kirsten Theilmann er, at hendes bror er begyndt at tale dårligere: - Når man er sammen med ham til daglig, så bemærker man ikke de små forandringer, der indtræder. Men min mand og jeg kan jo høre det. Og når man nu ved, at antallet af demente med Down Syndrom over 45 år er væsentligt højere end blandt andre, så burde man altså holde øje med det. Fredes fremtid Hvis Kirsten Theilmann har ret i sin mistanke, og Frede er ved at blive dement, så vil han ikke kunne blive på kollegiet. Så skal han i stedet på en institution med døgnbemanding. – Koldt og kynisk, så ville det være mest hensigtsmæssigt, hvis Frede døde før mig. På den anden side, med Fredes evne til at leve i nu’et, så ville han sikker kunne se på fotografier af mig og glædes over, at han har haft sådan en dejlig søster! Kirsten Theilmann og hendes mand har besøg af Frede cirka en gang om måneden. - Han har det bedst, hvis vi laver noget, når vi er sammen. Går en tur eller spiller et spil. Ellers kan han godt blive mut og indadvendt.

Udover de månedlige besøg, ved Kirsten altid, at hun har sin bror en uge i sommerferien og til alle højtider. - Der er ingen, der kræver det af mig. Men jeg kræver det af mig selv. Jeg er følelsesmæssigt involveret i ham, og derfor kan jeg jo ikke bare sige ”who cares?”. For jeg bekymrer mig om ham. Men trods alle mine frustrationer, så har Frede et godt liv. Han går til bowling, spiller trommer i et band og deltager i musikfestivaller og så videre. Udnytte ressourcer Kirsten Theilmann er ikke i tvivl om, at det var opvæksten sammen med Frede, der fik hende til at vælge at blive speciallærer. - Jeg kunne jo se, at Frede havde en masse potentialer i sig, som ikke blev udnyttet. Og jeg ræsonnerede, at så var der nok mange andre børn og unge, der heller ikke fik udnyttet deres ressourcer. Det havde jeg lyst til at være med til, at de fik muligheden for. Men havde det ikke været for Frede, og den familiestruktur Kirsten voksede op i, hvor man tager hånd om sine og deler ud af sit overskud, ville hun så have valgt anderledes? - Jeg ville ikke have undværet Frede. Han har været med til at forme mit liv. Jeg elsker ham, og han giver så meget igen: Spontanitet, varme og kærlighed. Sammen med ham dur det ikke at spille roller. Det gennemskuer han lynhurtigt. Og så har han altså humor! Jeg har ham altid med i bagagen, og sådan vil det altid være. Det tror jeg, man vil have, når man samtidig er opdraget til ansvar. Foto: kompani Karavana

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

SEKSUALITET

Behov for viden Af journalist Mette Egelund Olsen Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

Seksualitet var på dagsordenen, da Center for Oligofrenipsykiatri var på banen med et gratis og åbent hus arrangement, hvor 35 mennesker deltog.

De river og gnider, men kommer ingen vegne. De ved ikke, hvordan de skal tilfredsstille sig selv. Lysten vender hurtigt tilbage. Måske river de sig selv til blods. Måske går de offentligt med deres seksuelle aktiviteter. Som den udviklingshæmmede mand, der blev opstemt af glat kunststof. Hver gang han var i en sports-forretning med glinsende sportstøj, begyndte han at forsøge på at tilfredsstille sig selv.

”Vi forsøgte at kortlægge, hvordan han gjorde det. Han havde en uhensigtsmæssig teknik. Men så så vi en film sammen om onani-teknik Jeg kommenterede filmen undervejs og sagde ting som, at man gør det privat på sit eget værelse, og man holder hårdt, men det må ikke gøre ondt. ”Det tror jeg godt, at jeg kan gøre,” sagde han bagefter filmen. Resultatet blev, at han fik en teknik, der gjorde, at han kunne tilfredsstille sine lyster og blive færdig med dem, så han ikke behøvede at gå ud i det offentlige rum,” sagde overlæge Kurt Sørensen. Ifølge ham har pædagoger pligt til at være opmærksomme på beboernes seksualitet. I 1990’erne

var Kurt Sørensen med til at lave en omfattende sex-undersøgelse, der skulle afdække udviklingshæmmede menneskers viden og holdning til sex samt de pårørendes og pædagogers holdning. Hvor langt var man villig til at gå? Hvad kendte de udviklingshæmmede mennesker til deres egen anatomi? Kendte de forskellen på kvinder og mænd? De lettere udviklingshæmmede mennesker kunne, mens det var sværere for de moderate udviklingshæmmede mennesker og endnu sværere for de sværest udviklingshæmmede mennesker. De udviklingshæmmede mennesker kendte mere til mandens anatomi end til kvindens. Langt de fleste vidste, at man kunne bruge en penis til at tisse med, mens under halvdelen af de moderat udviklingshæmmede mennesker vidste, at den også kunne bruges til noget andet. ”Nogen havde en god viden, men mange har behov for at få frisket tingene op. På et spørgsmål som: ”Gnider du sommetider på kønsdelen” havde 80 procent prøvet. Når det gjaldt udløsning havde 76 procent opnået det. Onanifrekvensen var langt højere hos mænd end hos kvinder. Og sex var og er relateret til intelligensen. Næsten halvdelen havde prøvet samleje, og hver femte havde haft samleje med mellem 2 og 5 partnere. Men samleje var dog en sjælden foreteelse selv blandt de lettere udviklingshæmmede,” sagde Kurt Sørensen.

Han understregede, at man skal være meget konkret og ikke abstrakt, når man taler med udviklingshæmmede mennesker om sex. Men hvad gør man, når et udviklingshæmmet menneske er fanget i sine seksuelle drifter. I gamle dage kunne man lave legal kastration. I dag kan man foretage medicinsk kastration, når man skal behandle en seksualdrift, der er til gene for en selv og andre. Midlet hedder Androcur, som er et antihormon, der reducerer de seksuelle aktiviteter. Også nogle typer af psykofarmaka kan nedsætte seksualiteten. Men de kan så til gengæld give frustration. Prostitution var også oppe til diskussion. Her var holdningen spredt med for og imod. Kurt Sørensen nævnte, at pædagoger godt må formidle kontakt til prostituerede. ”De udviklingshæmmede mennesker har ret til et seksualliv. Men man skal ikke påtvinge dem det, sagde Kurt Sørensen. Referance: ”Hjerne & seksualitet” aspekter af teori & klinik, Munksgaard 1997, kapitel 10 (Udvilingshæmning og seksualitet) af Jørgen Buttenschøn, Per Lindsø Larsen, Bent Markociejski & Kurt Sørensen.

Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning

BIPOLAR LIDELSE

VIPU Viden nr. 2, 2008

Næste nummer af ViPU Viden (nummer 2) bliver en omfattende hæfte om bipolar affektiv lidelse om depression og mani hos mennesker med udviklingshæmning.

Hæftet fortæller om et forløb med en udviklingshæmmet kvinde, der lider af en bipolar affektiv lidelse. Forløbet er set udefra fra de involveredes sider. Fra kontaktperson til psykiater. For arbejdet med et psykisk sygt menneske med udviklingshæmning kræver et tværfagligt samarbejde.

”Det eneste, som Anna har at give Lotte, er nærvær. Og Anna kan ikke undgå at blive påvirket af den tyngde, Lotte lægger på hendes krop og sjæl. Som når et menneske går i seng for at dø. Som når et menneske vil sove sig ihjel.” Citat fra folderen “Bipolar Affektiv Lidelse”

ViPU Viden

10. årgang · nr. 1 · marts 2008

ViPU Viden

Center for Oligofrenipsykiatri Skovagervej 2 路 8240 Risskov 路 Telefon 77 89 29 90 路 www.oligo.dk