SIDE

DEN DANSKE MODEL OG FOLKEKIRKEN – DEL 2

Er den danske model på Herrens mark i folkekirken? Her følger sidste del af notatet fra professor Flemming Ibsen, Center for Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet.

I forskningsnotatets første del gennemgår Flemming Ibsen de historiske forudsætninger og ser på forskellen mellem det private og offentlige arbejdsmarked (notatets fulde version er offentliggjort på Organistforeningen.dk under ”ansat som organist” => ”overenskomstansat”). I den efterfølgende del, som PO-bladet bragte i nr. 10, bevæger Flemming Ibsen bevæger sig ind på folkekirkens område med en beskrivelse af dens aktører, organisationer, overenskomster, ledelse og samarbejde. Her bringer vi den sidste del, som handler om problemer med implementeringen af den danske model i folkekirken – og om nogle mulige løsningsmodeller. Forskningsnotatet bygger på litteraturstudier og interview med nøgleaktører fra både lønmodtager- og arbejdsgiversiden. Af Flemming Ibsen

(foto: Filip Graugaard Esmarch) “Den kirkelige organisation er ikke gearet til et moderne, velfungerende og fl eksibelt arbejdsmarked,” skriver professor Flemming Ibsen i sit forskningsnotat. Hvis det, som vi kalder ’den danske model’, skal fungere optimalt, dvs. skabe gode resultater for både lønmodtagere, arbejdsgivere og samfundet, skal følgende betingelser være opfyldt: Der skal være tale om ligeværdige parter, der er kontraktduelige Parterne kan indgå frivillige aftaler, som de har ejerskab til Den arbejdsgiver, der ansætter og afskediger sit personale og har ledelses- og instruktionsbeføjelser, er også den arbejdsgiver, der selv – eller gennem sin arbejdsgiverorganisation – forhandler og indgår aftaler for sine ansatte og deres organisation og dermed bærer de økonomiske omkostninger Ledelsesretten er knyttet til forhandlings- og aftaleretten Der er lokale arbejdsgiverrepræsentanter til stede på arbejdspladserne, som kan sikre implementeringen af aftalerne, udøve den lokale forhandlingsret og gennemføre samarbejdet i det daglige med de ansatte.

Gennem de interviews, der er gennemført med repræsentanter for de ansattes faglige organisationer, er det blevet tydeligt, at lønmodtagersiden hele vejen rundt ikke mener, at den danske model fungerer optimalt i folkekirken. Årsagen er, at præmisser for en optimal funktionsdygtighed simpelthen ikke er til stede i et tilstrækkeligt omfang. Hovedproblemet er, at den kirkelige organisation ikke er gearet til et moderne, velfungerende og fleksibelt ar-

bejdsmarked med et overenskomstansat personale, der henter rettigheder og pligter via kollektive overenskomster.

MENIGHEDSRÅD MANGLER EJERSKAB

Det kirkelige arbejdsmarkedssystem har fra gammel tid været et arbejdsgiverdomineret, ministerielt system, bygget op omkring tjenestemandsloven, og ensidigt styret og reguleret af love, regler, cirkulærer og bekendtgørelser. Et ensidigt system, der ikke byggede på ligeværdige parter, forhandling og indgåelse af frivillige aftaler. Tjenestemændene havde en formel forhandlingsret, men reelt har det kirkelige arbejdsmarkedssystem været styret af ministeriet med en meget ringe indflydelse fra lønmodtagersiden. Nu forsøger ministeriet sig så med en ’ny dansk model’, hvor man via rene overenskomstansættelser – præsterne og kirkegårdslederne undtaget – vil skabe et regulerings- og samarbejdssystem på linje med det, der findes i den øvrige off entlige sektor. Men præmisserne for, at det vil lykkes, er efter lønmodtagersidens mening ganske enkelt ikke til stede. Hovedproblemet er efter lønmodtagersidens mening, at menighedsrådene har fået tildelt en arbejdsgiverrolle, som de ikke har forudsætninger for og ikke evner at løfte og udfylde på tilstrækkelig professionel vis. Finansministeriet forhandler via Moderniseringsstyrelsen og kirkeministeriet overenskomster hjem, som gælder for det personale, som menighedsrådene ansætter eller indstiller til ansættelse, og derfor har menighedsrådene intet ejerskab til de pågældende overenskomster. Der er således tale om en slags ’dysfunktion’ i folkekirkens danske model. Menighedsrådenes lederrolle udfyldes derfor ikke tilstrækkeligt, og de evner heller ikke at løfte den daglige samarbejdsrolle med de ansatte professionelt. De ansatte forventer en ordentlig personale- og lønpolitik og et godt samarbejde om at løse opgaver og konflikter i fællesskab, men forventningerne skuff es i mange tilfælde på grund af et – efter lønmodtagersidens opfattelse – for ringe lederskab. Kirken er præget af mange små arbejdspladser med mange deltidsansatte, og de forventer derfor, at arbejdsgiversiden udviser en stor grad af fleksibilitet, således at arbejdet kan tilrettelægges på en måde, så de deltidsansattes behov for en fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse finder sted. Men ofte kan det ikke lade sig gøre, da ledelsen i mange tilfælde mener, at de ansatte blot ’skal stå til rådighed’ for ledelsen. Man efterspørger derfor en fleksibel lederudnyttelse af personalet. MODELLEN MÅ REFORMERES

Et andet spørgsmål er, i hvor høj grad ’myndigheden’ – ministeriet, stifterne og provstierne – evner at omstille sig til de ændrede forhold. Opfatter ministeriet sig som ’ligeværdig aftalepart’ i forhold til lønmodtagernes organisationer, eller er man fortsat hovedansvarlig myndighed med suveræn fortolkningsret, ikke blot i forhold til bekendtgørelser og cirkulærer, men også i forhold til overenskomsterne? Er stifterne den lokale ’neutrale’ myndighed eller en interessevaretager over for de faglige organisationer på MR’s side? Det er organisationernes oplevelse, at man har haft – og fortsat har – meget svært ved at finde sine ben på arbejdsgiversiden – både holdningsmæssigt og i praksis. Kritikken går også på den måde, som de lokale lønforhandlinger forløber på, hvor oplevelsen fra de ansattes side også er et uprofessionelt mod- og medspil fra arbejdsgiversiden. På mange arbejdspladser er de ansattes trivsel desuden dårlig på grund af ’samarbejds-

problemer’ og et dårligt arbejdsmiljø, hvilket giver anledning til mange sager mellem parterne. Problemet omkring det – i nogle tilfælde – dårlige samarbejde hænger også sammen med, at der især på de mindre arbejdspladser mangler den synlig daglig ledelse. Ofte er der kun tale om menighedsrådenes ’kontaktpersoner’, som kan være svære at få fat i, og som måske ikke har det store engagement i den daglige drift og kirkens personalepolitik. Det skal understreges, at lønmodtagersiden gør opmærksom på, at der er stor forskel på, hvordan ledelses- og samarbejdsfunktionerne løses på de kirkelige arbejdspladser. I de store kirkesamfund er der et personale til stede på fuld tid, der kan løse både ledelses- og samarbejdsopgaver og udvikle den lokale løn- og personalepolitik tilfredsstillende. Men også på de mindre arbejdspladser kan samarbejdet fungere optimalt, ligesom der også kan være samarbejdsproblemer på de store arbejdspladser. Men vurderingen og dermed konklusionen fra lønmodtagersiden er klar: den danske model i folkekirken må reformeres for at kunne fungere tilfredsstillende.

DET FOLKELIGE ER VIGTIGST

Gennem interviews med arbejdsgiversiden er det blevet tilkendegivet, at den nye arbejdsmarkedsmodel med kollektive overenskomster for de overenskomstansatte skal have tid til at blive implementeret og afprøvet, inden man kan fælde dom. Den danske kirke er en folkekirke med folkevalgte menighedsråd, altså lægfolk og ’glade amatører’, der via engagement og frivillig arbejdskraft har påtaget sig at drive og udvikle folkekirken. I mange tilfælde løftes denne opgave tilfredsstillende, men ministeriet er udmærket klar over, at menighedsrådene behøver en række støttefunktioner, for at kunne løfte opgaven. De kommer primært fra Landsforeningen af Menighedsråd, men også fra provstierne, provstikonsulenterne og fra stifterne. En supplerende måde at gøre menighedsrådendes arbejde mere professionelt er et tværfaglig samarbejde mellem provstiernes forskellige menighedsråd. Løsning af opgaver på tværs kan give flere ressourcer og et mere professionelt snit over opgaveløsningerne. Arbejdsgiversiden mener derfor ikke, at der er grund til at ændre grundlæggende på den danske model i folkekirken. Frem for alt bør det folkelige element bevares i folkekirken, så der stadig vil være tale om en folkekirke.

TRE UDVIKLINGS-SCENARIER

Hvis den danske model skal kunne fungere optimalt i den danske folkekirke, skal modellen reformeres, og lønmodtagersiden har peget på tre forskellige løsningsmodeller eller scenarier: 1) En udbygning af den aktuelle model, hvor Landsforeningen af Menighedsråd gøres til en egentlig arbejdsgiverforening, der får til opgave – som et alternativ til Moderniseringsstyrelsen – at forhandle overenskomsterne på plads med deres modpart. Det vil give menighedsrådene ejerskab til overenskomsterne, og der vil blive en mere klar ledelsesmodel i folkekirken. Samtidigt vil ministeriets og stifternes rolle som myndighed blive mere entydige. 2) Et brud med den eksisterende model, hvor den gejstlige og den verdslige model bliver afgørende adskilt, således at Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen forhandler de overordnede overenskomster på plads, medens provstierne får tilknyttet embedsmænd i form af personaledirektø-

rer og kontorchefer, der skal løfte opgaven med at forhandle den lokale løndannelse og personalepolitikken. Den daglige ledelse af de kirkelige arbejdspladser kan varetages af provstikonsulenter, der er professionelt uddannede til at løse ledelses- og samarbejdsopgaver i kirkerne. 3) En kombination af de to modeller, hvor der dannes et ’kirkeråd’ i provstierne med repræsentanter fra både de gejstlige og lægfolk, men med en overvægt af lægfolk, som skal styre driften, de kirkelige aktiviteter og den lokale løn- og personalepolitik. Lederen af kirkerådet skal være en veluddannet lægmand, og der skal være tilknyttet udviklingskonsulenter til kirkerådet for at sikre den tilstrækkelige professionalisme. Men folkekirken bevares som ’folkelig’, som den er i dag med menighedsråd og præster. PÅ HERRENS MARK

Alternativet fra arbejdsgiverside er som nævnt en bevarelse af det nuværende system med en mere professionel støttefunktion til menighedsrådene fra Landsorganisationen af Menighedsråd, provsti-konsulenterne og stifterne. Der er i disse år stor fokus på, hvordan Den danske Folkekirke skal styres og udvikles, og meningerne brydes på god demokratisk vis. Men det er rimelig sikkert, at det, som vi kalder den danske arbejdsmarkedsmodel i folkekirken, vil undergå forandringer. For øjeblikket befinder den sig på Herrens mark.

Se forskningsnotatets tilhørende referencer i bunden af den fulde version, som kan downloades på Organistforeningen.dk under ”ansat som organist” => ”overenskomstansat”.

VARM LUFT TIL BLÆSEBÆLGEN

Svenske Gehrmans Musikförlag har udsendt en pædagisk bog om kunsten at improvisere på orgel. Men løsrevet fra instrumentale forudsætninger bliver tilgangen til denne kunst for letkøbt, mener PO-bladets anmelder.

Af Bjørn Elkjer

”Orgelpuls improvisation” er den seneste udgivelse i en række af orgelskoler med den overordnede titel ”Orgelpuls”. Serien henvender sig til børn (og voksne) som ønsker at starte med orgelet som deres første instrument. Som improviserende organist bliver ens interesse straks vakt, når man ser en ny bog om improvisation på orgel. Nu kan improvisation imidlertid være mange ting, og denne bogs mission er ikke at tage forsigtigt fat på f.eks. koralforspil, modulation eller improvisation i forskellige rytmiske stilarter. Bogen skal give inspiration til at udforske de mange forskellige lyde, der kan lokkes ud af et orgel. Til at katalysere denne proces bruger forfatteren en række improvisationsmønstre i form af tegninger, som skal danne baggrund for improvisationer. Fra min erfaring med at undervise begyndere på klaver ved jeg, at det kan være en spændende og vigtig del af undervisningen at lade eleven improvisere efter en tegning eller nogen retningslinier, man angiver, f.eks. ”spil som et tordenvejr”. På den måde får eleven mulighed for umiddelbart at udtrykke sig uden bekymring for at spille forkert i forhold til et nodeforlæg. Denne improvisationsform kræver ingen særlige instrumentale forudsætninger, men bliver til gengæld også hurtigt kedelig at høre på, både for den udøvende men i særdeleshed for et eventuelt publikum.

Lindberg Sjödin, Willstedt og Mogren Orgelpuls Improvisation Gehrmans Musikförlag 370 kr. hos Noder.dk

KRUSEDULLER OG BOBLER

Anne-Lise Lindberg Sjödin (i det følgende ALLS), som er svensk orgelpædagog og forfatter til de første fem bøger i serien ”Orgelpuls”, har allieret sig med Tomas Willstedt, der er domorganist i Lund og lærer i improvisation ved konservatorierne i Malmø og Stockholm. Deres improvisationsskole er opdelt i to hovedafsnit, en metodikdel og et konkret eksempel på, hvordan man kan lave et improviseret koncertstykke, hvor forlægget er en fortælling.

Metodikdelen er opdelt i to sektioner: ”Nøgler” og ”Repertoire”. Under ”Nøgler” finder vi forskellige forslag til, hvordan man kan variere sin lydfrembringelse på orglet. Det kan f.eks. være hvilken del af hånden eller foden, man bruger, når man spiller, hvilken registrering, man bruger, hvilken rytme osv. Som inspiration for eleven har ALLS tegnet 16 såkaldte improvisations-mønstre, som består af prikker, streger samt diverse kruseduller. Bogen mangler anvisninger til læreren, og selv om jeg bestemt har en ide om, hvor ALLS vil hen, står jeg uforstående over for flere ting. Forfatteren opererer f.eks. med noget, hun kalder ”hukommelsesbobler”, som tilsyneladende er af stor betydning for elevens udvikling. Men jeg ved dybest set ikke, hvad det er, og hvordan det skal bruges. Måske handler det om de erfaringer, eleven gør sig, som så kan noteres eller tegnes i nogle cirkler, der er overalt i bogen?

INGEN PÆDAGOGISK FORKLARING

Anden sektion, ”Repertoire”, bliver en smule mere konkret. Her inddrager ALLS melodier fra sine foregående udgivelser, som så skal flettes sammen med elevens egne improvisationer. Men igen melder der sig et spørgsmål: Hvorfor er de 11 små melodier opdelt i ”Bevægelsesimprovisationer” og ”Fantasier”. Hvad betyder det, og hvad er den pædagogiske tanke bag dette? Jeg er også kritisk overfor melodivalget, som er af særdeles traditionel karakter. Jeg forstår godt, det skal være enkelt, når det henvender sig til begyndere, men jeg mener, det havde været bedre at komponere nogle enkle melodier (f.eks. kromatiske frem for diatone), som stilmæssigt harmoner med de ret komplicerede ting, der let opstår, når selv helt uindviede personer tilfældigt rammer tangenterne på forskellig måde. ALLS opfordrer da også sidst i afsnittet under den flotte titel ”Hommage á John Cage” til at improvisere ud fra musik a la John Cage. Meget fornuftigt, men også lidt letkøbt og løsrevet fra det øvrige banale melodivalg.

MALERISK IMPROVISATION

Bogens andet hovedafsnit har benævnelsen ”En malers drøm” og er et forslag til improvisationer på baggrund af en tekst af Mikael Mogren. Det er muligt at se og høre Thomas Willstedt selv udføre denne improvisation ved at besøge hans hjemmeside, www.tomaswillstedt.com (klik på linket til højre). Sansynligvis pga. tekstens indhold har TW fået den ide at bruge malerværktøj til at traktere klaviaturet med. Ideen er for så vidt spændende og giver også nogle gode virkninger. Det udstiller dog også tydeligt svagheden ved at lave musik på denne måde: Det bliver så frygteligt kedeligt efter ganske kort tid – og heldigvis, kan man sige, for ellers kunne alle jo give folk en stor musikalsk oplevelse. ALLS skal have ros for at udgive orgelskoler til børn, og der er helt sikkert meget godt at hente i Orgelpuls-bøgerne. Der er også gode ideer i Orgelpuls Improvisation, men bogens budskab kan sammenfattes på nogle få sider, så med en pris på Dkr 370 mener jeg mest, man køber varm luft til sin blæsebælg!

I NÆSTE NUMMER Anmeldelse af FUK-hæftet ”Himlens fugle – 12 satser til kirkeåret” af Frederik Berggren (tekster og melodier), Lea Daescu (melodier) og Erling Lindgren (arr.)

GENINDFØR DEN GAMLE VIKARLØN

Der er brug for et fælles system til aflønning af organistvikarer, mener den erfarne vikar Niels Hansen. Man kunne stadig godt bruge ministeriets gamle system, blot med en udligning mellem de lave takter for enkelttjenester og de høje takter for længerevarende opgaver.

Af Niels Hansen, Odense SV

I ”de gode gamle dage” fungerede aflønningen af organistvikarer således: Kirkeministeriet udsendte hvert år nogle vejledende takster, og dem rettede man sig efter overalt. Der fandtes fem forskellige ”slags” løn: Højmesse/gudstjeneste, kirkelig handling, minimumssats for weekend, ugetakst og dagstakst. Afhængig af vikarens uddannelse var taksterne forskellige for de forskellige tjenesteformer. Taksterne for enkelttjenester var meget lav. Især fik man ikke meget ud af en enkeltstående kirkelig handling. Derimod var det udmærket at være engageret for en weekend. Man fik, hvad der svarede til to højmesser som minimum. Og gav taksterne for de enkelttjenester, der faktisk forekom i weekenden, tilsammen et højere beløb, fik man det. På samme måde fungerede uge- og dagstaksterne. Alt i alt slet ikke så tosset. Hvad man satte til på ”gyngerne” (enkelttjenester), fik man ind på ”karrusellerne” (weekender, uger og dage). Dette system blev afskaff et i efteråret 1998. Nu skulle der i hvert enkelt tilfælde føres individuelle lønforhandlinger. Selvfølgelig endte det i rent kaos. Lige som i dag blev vikarerne aflønnet efter de takster, der var afskaff et, og som så naturligvis ikke blev reguleret. Efter et par års forløb indførte man så det gamle system igen.

ET SKØDESLØST RODERI

I dag udsender Kirkeministeriet ikke mere vejledende vikartakster, og rundt omkring anvender man i stor stil stadig 2010-taksterne. Dansk Kirkemusiker Forening har opfundet et takstsystem. Nogle steder har provstierne lavet deres egne systemer. Organistforeningen har opfundet en ”dagstakst” til brug ved gudstjenester og ”½-dagsstakst” til kirkelige handlinger (taktsterne er urealistisk høje, men til gengæld mangler både weekend-, uge- og dagstakst). Alt i alt noget som med et Palle Lauring-udtryk kan betegnes som ”et stykke typisk dansk velordnet skødesløst roderi”. Når jeg spiller til en enkelttjeneste, gør jeg opmærksom på, at Kirkeministeriets 2010takster er sådan og sådan, men at Organistforeningen anbefaler det og det. Af de 23 kirkekasser, som jeg sidste år fik løn fra, var der kun en enkelt, som anvendte Organistforeningens takster. Naturligvis. Lover man at spille i en organistferie, er det ikke tilfredsstillende, hvis man kun aflønnes pr. tjeneste. Der bør derfor være en form for rådighedsbetaling, men jeg kan godt se, at det bliver dyrt for kirkekasserne, hvis man betaler en ugetakst, og der i ugens løb kun er en enkelt søndagsgudstjeneste. En løsning, som jeg tror, både kirkekasser og organistvikarer kunne leve med, var genindførelse af Kirkeministeriets gamle system, dog med den ændring, at taksterne for enkelttjenester blev lidt højere og taksterne for week-

end, dag og uge lidt lavere. Og så bør der for en søndagsgudstjeneste som udgangspunkt altid betales en weekendtakst.

Niels Hansen er fuldtids-organistvikar på Fyn

Her er et foto fra Colourbox. Er der mon en læser, som kan fortælle redaktionen, hvilket orgel, det er?

STÅ SAMMEN I PROVSTIET

I sin kommentar til Betina Friis’ indlæg “Debat om vikarlønninger efterlyses” (nr. 10, s. 22) fortæller Birgitte Romme om sine gode erfaringer med sammenhold mellem organisterne i et provsti.

Af Birgitte Romme, Nordborg

I Sønderborg Provsti aflønnes vikarer med Dansk kirkemusiker Forenings takster, dvs for en højmesse/gudstjeneste 1138 kr. og for bryllup, bisættelse og plejehjemsgudstjeneste 682 kr plus kørsel. Denne ordning har vi haft i ca. otte år. Vi organister havde dengang store problemer med at finde vikarer og skulle ofte ringe til 10-15 personer, før vi fandt en, der sagde ja. Vi skrev et fælles brev til provsten om problemet, og at vi mente, at en af grundene til det var, at lønnen var alt for lav. Præsterne oplevede også dengang, at vikarerne sagde nej, hvis de ikke kunne få en højere løn end godt 600 kr. for gudstjeneste og godt 300 kr. for andre handlinger. Det var ikke vanskeligt at få menighedsrådene i de enkelte sogne til at aflønne os efter Dansk Kirkemusiker Forenings takster. Jeg er ikke klar over, om provsten dengang skrev til menighedsrådene og anbefalede de nye takster for vikarer. Det har han muligvis gjort, for vi havde ingen problemer med at få en bedre aflønning. Vi gør blot det, at vi skriver til kassererne, når vi skriver vores afregning, at vi gerne vil aflønnes efter Dansk Kirkemusiker Forenings takster – med de aktuelle beløb i parentes. Det er ikke nemt at skulle lave en forhandling med et menighedsråd før hvert vikariat. Det kan jo også nogle gange være ret akut. Og organister har det jo ofte sådan, at de vil gerne spille orgel, og de vil også gerne være hjælpsomme og fleksible. Så altså: Prøv med en kollektiv aftale med andre organister, både de faste og vikarerne i jeres provsti, og anfør, at den og den takst synes I er rimelig af de og de grunde – og se så, om ikke provstiet vil støtte jer!

Birgitte Romme er organistvikar på Als og omegn.

LØNNINGER PÅ HERRENS MARK

Som hyppig organistvikar kan man blive træt af at skulle forhandle lønnen fra gang til gang, har Lisbeth Djernæs Jørgensen erfaret.

Af Lisbeth Djernæs Jørgensen

Kære Betina Friis. Endelig er der en, der tager fat i vikarlønningerne! Det er en skandale, at der ikke sker noget på det punkt. Jeg og andre, jeg snakker med, føler os totalt svigtede af vores fagforening. Jeg mener ikke engang, de lønninger, de mange steder kører med, er fra 2010 – de er meget ældre. Kirkeministeriet tror åbenbart, at alle er så vilde med at vikariere, at de ikke behøver at få noget for det. Jeg forstår ikke fagforeningens snak om, at man skal aftale lønnen forinden. Tit er det jo en kollega i stor nød, der ringer – skal man så bare svigte vedkommende? Og den takst, fagforeningen har foreslået med 1410 kr. om dagen – hvad kan den bruges til? STÅ FAST

Jeg bor på Djursland og gik på efterløn i 2009. Jeg troede, jeg skulle gå og hygge mig hjemme, men her i området er der en skrigende mangel på vikarer, så der er ikke mange søndage, jeg sidder hjemme. Jeg har indimellem vikarieret i et par store købstadskirker, hvor jeg – uden at spørge – er blevet aflønnet med 5 timer a 188 kr. for en gudstjeneste og 3 timer a 188 kr. for en bisættelse/begravelse/bryllup. Ingen vil vel påstå, at 188 kr. i timen er for meget, når man har en PO-eksamen og 42 års erfaring. Jeg syntes, det var en rimelig betaling, så derfor siger jeg allerførst, at det er prisen plus kørepenge, hvis de vil gøre brug af mig. Nogle vrider sig lidt, men når jeg er den femte eller sjette, de har ringet til , kryber de alligevel til korset. Og det mærkelige er, at de ikke holder op med at ringe. Så de må jo mene, jeg er det værd. Vi skal ikke bare finde os i ”smarte” kasserere og præster, men stå fast på, hvad vi vil have. Det er vores marked, og det bliver tydeligere for hvert år.

UVÆRDIG PENGESNAK

Alligevel synes jeg Organistforeningen burde fastsætte nogle brugelige takster og så få vore arbejdsgivere til at acceptere det. Jeg synes også, det er uværdigt, at man skal snakke penge hver gang, man bliver spurgt, om man vil spille. Jeg har med stor interesse læst professor Flemming Ibsens artikel om arbejdet på Herrens mark. Det er så sandt, alt hvad man siger om underlige arbejdsforhold i folkekirken. Men det er ikke bare arbejdet, der er på Herrens mark – det er også vikarlønningerne. Så skal man ikke lige få noget gjort ved det??

Jeg håber, flere vil melde sig i debatten her.

EN SNEBOLD I HELVEDE

– VIKARSATSER IGEN, IGEN, IGEN, IGEN, IGEN ...

I sit svar på rækken af indlæg om vikarlønninger forklarer Anders Thorup, hvorfor en tilbagevenden til faste satser næppe er realistisk, og han opfordrer til faktisk at bruge Organistforeningens vejledende satser, som langt fra er grebet ud af den blå luft. Under alle omstændigheder bør man ikke føle, at man svigter, hvis man siger nej til at vikariere for en lav hyre – tværtimod.

Af Anders Thorup, formand

Organistforeningen har inden for de sidste måneder modtaget en del henvendelser vedrørende vikaraflønning, og her i PO-bladet i form af indlæg fra bl.a. Betina Friis (BF), Lisbeth Djernæs Jørgensen (LDJ), Niels Hansen (NH) og Birgitte Romme (BR). Da jeg fik forelagt de mange indlæg til kommentering, var min første reaktion, som det fremgår af undertitlen. I hele min tid i foreningen har det nemlig været et fast tilbagevendende emne i bladet og især ved generalforsamlinger. Men da jeg genlæste brevene, bed jeg mærke i BF’s ”jeg kender ikke fortiden, så jeg aner ikke, hvilke kampe, der har været forsøgt kæmpet”. Vi bliver jo heldigvis hele tiden flere PO’ere, så af hensyn til de nye skal jeg prøve kort at forklare, hvorfor situationen er, som den er – og hvorfor det ikke er helt så galt, som mange synes. FASTE SATSER?

Den meget korte forklaring plejer at være: Der er ingen modpart at forhandle en sådan aftale med. Som alle meget korte forklaringer rummer den ikke hele sandheden – så her er en lidt længere: Principielt kunne man i forbindelse med overenskomstforhandlingerne indgå en bindende aftale om vikaraflønning med Ministeriet for Ligestilling og Kirke (MiLiKi). Og hvorfor vil MiLiKi så hellere brække højre arm på langs, end at indgå sådan en aftale? Det er fordi et ministerium er befolket af embedsmænd, og ministerielle embedsmænd har ingen mening – eller rettere, de har den mening, som politikerne har. Og de politiske vinde har i al min tid i organisationsarbejde, og uanset den siddende regerings farve, blæst mod uddelegering, privatisering, decentralisering osv. Derfor vil en vikaraftale, der går tilbage til centralt fastsatte vikarlønninger, ikke have en chance. Selvfølgelig kan alt handles, bare prisen er rigtig, men om ministeriets pris for en vikaraftale kan jeg kun sige, at for det første har jeg ingen anelse om, hvad MiLiKi ville forlange, men for det andet er jeg sikker på, at det ville være mere, end nogen medlemmer ville betale.

VEJLEDENDE SATSER

Markedet er altså frit, og alle de satser, der florerer, er i bedste fald kun vejledende og som regel mest for den part, der har udgivet dem.

Der er MiLiKis efterhånden gamle satser, og der er satser udgivet af sogne, provstier og diverse organisationer, men de er som sagt ikke bindende for nogen parter. Dette gedemarked har foreningen ikke haft lyst til at blande sig i. Og lige meget om vi kaldte vore satser for minimums- eller gennemsnits-satser, så ville de af modparten blive opfattet som maksimumssatser. Hvorfor har Organistforeningen så ikke udgivet satser, der i det mindste kunne være bindende for foreningens medlemmer? Fordi det ville betyde, at vi skulle have kendskab til samtlige vikaraftaler, der indgås med PO’ere og ikke mindst, at vi skulle være klar med sanktioner, hvis taksterne blev underbudt. Hvad skulle det koste – eksklusion? Den nuværende bestyrelse er i hvert fald ikke rede til at gå den vej. Vi har så til gengæld udmeldt en dagssats. NH skriver lidt nedladende, at vi har ”opfundet” den, men prøv at bladre tilbage i PO-bladene, så kan I se, hvordan den er fremkommet som den gennemsnitlige dagløn for en fuldtidsansat PO’er. Og ”hvad kan den bruges til”, spørger LDJ. Ja, ligesom det kan være godt for os at vide, hvad det koster at have en blikkenslager gående i f.eks. tre timer, så kan det jo være sundt for en kirke at vide, hvad det koster at trække på en faguddannet organists evner i f.eks. tre timer. Nu har vi blot angivet en dagsats, for vi regnede med, at I selv kunne finde timesatsen ved at dividere med 7,4. Vurder altså tidsforbruget til den foreliggende vikaropgave, så har du et bud på lønnen. I lyset af, hvor sikre de fleste organister er på, at et givet honorar er for lille, er jeg overbevist om, at alle organister også er lige så sikre på, om et tilbudt honorar er stort nok – og sig så nej, hvis det ikke er det! LDJ skriver også: ”Jeg synes også, det er uværdigt, at man skal snakke penge hver gang, man bliver spurgt, om man vil spille”. Den holdning hører altså ikke hjemme i vort århundrede – knap nok i forrige. Jeg tror ikke,

“Mon bageren kvier sig ved at oplyse prisen på seks rundstykker og en pakke smør?”, spørger Organistforeningens formand, Anders Thorup, med adresse til vikarer, som kvier sig ved at fremsætte lønkrav. FAKTA • I PO-bladet fra januar 2011, side 12, fi ndes bestyrelsens udmelding om anbefalede vikarsatser. Samme sted er også anført, hvordan satserne er regnet ud.

Siden kan hentes på Organistforeningen. dk under ”Ansat som organist” > ”Vikar” (boksen til højre). • Der er tale om en dagssats på 1410 kr. (for gudstjenester) og en ½-dagssats på 705 kr. (for kirkelige handlinger).

Disse satser er stadig gældende. • Organistforeningens anbefalede timesats for vikariater er 1410 kr. delt med 7,4 = 190,50 kr.

blikkenslageren skammer sig over sin regning, og bageren søndag morgen (før kirketid) kvier sig vel heller ikke ved at oplyse prisen på seks rundstykker og en pakke smør. Hvis man ikke vil besmudse sig med penge, kan man jo søge uden for folkekirken. Der er mange frikirker, hvor man kan spille i måneds- og årevis, uden der tales om penge – eller løn.

AT SKAFFE VIKAR

Den beklagelse, der oftest høres vedrørende vikariering, er dog over, hvor svært det er at skaff e en vikar. Grundlæggende er det blevet sagt igen og igen, og nu blot med almindelige typer (bogtrykkeren har dem alligevel ikke store nok!): Det er arbejdsgiverens ansvar at skaff e vikar. Manglende vikar er ikke gyldig grund til inddragelse af frihed.

LDJ skriver ”tit er det jo en kollega i stor nød, der ringer – skal man så bare svigte vedkommende?”, og BR skriver: ”Det kan jo også nogle gange være ret akut”. Dem, man svigter ved ulønnet at påtage sig alt bøvlet med vikardækning og ved at påtage sig vikariater til en honorering, man egentlig ikke er tilfreds med, er sig selv, sine kollegaer og i sidste ende hele foreningen. Den kollega, der ringer, har fået bevilget/forhandlet alle sine feriedage, friweekends og øvrige fridage med mindst en måneds varsel, og hun er ikke i stor nød. Hendes frihed er garanteret, også selv om kontaktpersonen evt. ikke kan finde en vikar. Sygdom kan selvfølgelig være akut, men man skal altså ikke selv skaff e vikar for at få lov til at være syg! Den eneste forpligtelse, den syge har, er at melde sig syg til kontaktpersonen, der herefter tager over.

KONSTRUKTIVE TILTAG

Men prøv nu at læse alle indlæggene igennem igen, så vil I opdage, at der ind imellem beklagelserne faktisk også berettes om rigtig mange konstruktive og gode tiltag ude i sognene. Om sammenhold og solidaritet mellem organister. NH foreslår i sidste afsnit af sit debatindlæg en model, som han mener både kirkekasser og organistvikarer kan leve med. Det tror jeg, han har fuldstændig ret i. Og var det bare så vel. Men desværre tror jeg, at modellens overlevelseschancer i MiLiKi med et malende engelsk udtryk er mindre end ”a snowball in hell”.

GLAS

Bulgarsk a capella En unik koncertoplevelse af høj musikalsk kvalitet - Kirkekoncerter - Workshops Kontakt: Maria Kynne 28 60 76 42 vokalselskabetglas.dk

Et enestående godt orgel til en enestående god pris

JOHANNUS Studio 150:

Nyt øveorgel med 28 stemmer og 4 dispositioner: Barok, symfonisk, romantisk samt historisk. Det har 2 manualer og et 30 toners pedalspil, som kan fås i både konkav og lige udgave. Endvidere, 2 Tremulanter 3 Kobler MIDI tilslutning

SPECIALPRIS: 29.800, - Kr.

JOHANNUS Studio 150

Skandinavisk Orgelcentrum

Ribevej 38, Ødsted 7100 Vejle

www.kirkeorgel.dk

Tlf.: 75 86 41 00 40 33 10 80

NOVELLO CHORAL POPS

NYE RYTMISKE KORSATSER Gode rytmiske arrangementer for SATB, SAB eller SSA af både nye og gamle kunstnere. Der er nu op mod 100 titler i serien som rummer musik af helt up-to-date populære kunstnere som Adele, Coldplay, Take That og Glee.

BESTSELLERS:

Adele: Someone like you Cohen: Hallelujah Berlin: White Christmas Jackson: Man in the mirror Lovland/Graham: You raise me up

KØB TIL HELE KORET OG FÅ

29,00 stk.

20% RABAT

PÅ KORSÆT

THE ORGANIST’S COLLECTION

Ny samling med orgelmusik fra 4 århundreder. Lasse Toft Eriksen50 skjulte perler med vægt på britiske kompoMesse for trompet og orgelnister. En god tilføjelse til enhver samling - her finder du ikke gengangere fra andre samlinger. Spiralindbundet. Denne messe er en hyldest til den danske komponist Vagn Holmboe 269,00 og komponeret i anledning af 100året for hans fødsel. Satserne Sanctus og Agnus Dei er for orgelsolo og velegnede til gudstjenestebrug.

Pris 179,00 NU OVER 2500 ORGELTITLER PÅ LAGER LYNHURTIG LEVERING

BESTIL ONLINE - OPRET KONTO NU

HIMLENS FUGLE

12 SATSER TIL KIRKEÅRET 90,00 stk.

Melodierne er komponeret af Lea Daescu og Frederik Berggren Smidt. Arrangementerne/ satserne er udarbejdet af Erling Lindgren. Der ligger en stor frihed i arrangementerne, og satserne kan udføres, som det passer til det enkelte kor. De kan fint synges énstemmigt og over-/ understemmerne kan benyttes efter behag.

1. Vinterhaven hviler stille (3. søndag i advent I, Adventstiden) 2. Bliv lys! (Juleaften, Juledag, Helligtrekongersdag) 3. Her hos mig der er et sted (2. søndag efter Helligtrekonger, Mariæ Bebudelses-dag) 4. Som en vintergækkens gåde (Søndag seksagesima, 2. søndag i advent) 5. Jorden spærrer op sit gab (1. søndag i fasten II, Påskedag) 6. En ørkenvandring er forbi (Midfaste I, Fastetiden) 7. Ene Jakob står tilbage (5. søndag efter påske I, 19. søndag efter trinitatis I) 8. Kom, du som var den første (5. søndag efter påske II, 3. søndag efter påske II, Trinitatis søndag II, Alle Helgen(v.1-3)) 9. Jorden skælver nu i nat (6. søndag efter påske I, Julesøndag II, Sidste søndag efter Helligtrekonger II) 10. Skal vi søge til din himmel (6. søndag efter trinitatis I, Søndag seksagesima II) 11. Himlens fugle (17. søndag efter trinitatis, 19. søndag efter trinitatis I) 12. Jeg løfter mine øjne blå (18. søndag efter trinitatis II, Høstgudstjeneste)

KØB TIL HELE KORET OG FÅ 20% RABAT

PÅ KORSÆT