Vinterfjeld din værste fjende

VINTERFJELD DIN VÆRSTE FJENDE, DET STØRSTE EVENTYR!

Vinden hyler, sneen pisker dig i øjnene. Du kan næsten ikke se din kammerat, der går to meter foran dig. Du sveder, men har det alligevel koldt. Energiniveauet daler, men du ved, at du bliver nødt til at fortsætte. Hvorfor lyder det her overhovedet tillokkende?

Jeg vågner dejlig varm i min sovepose. Jeg tænker på dagen igår, hvor solen skinnede, vinden var let og i den rigtige retning. Jeg gik fra Tyin, sammen med mine medstuderende på Paul Petersens idrætsinstitut, ud i ingenting, ud i fjeldene og den uberørte sne. Nu kan jeg høre, at vinden rusker godt i vores telt, ligesom vejrudsigten havde sagt, at det ville. Det var vist en god beslutning, at vi byggede en dobbelt læmur i går aftes.

Morgenmaden indtages i posen. Der er ingen grund til at blive udsat for elementerne før det er nødvendigt. Chokoladen i müslien giver et lille sukkerkick og hjælper mig ud af posen og ned i det halvstive tøj og de meget frosne støvler. Vi er 35 mennesker afsted på tur. Folk begynder at stikke hovederne ud af teltene. Nogle trækker dem hurtigt ind igen. Vinden blæser med 20 m/s, og sneen fyger lystigt afsted.

Teltene og lejeren pakkes ned. Vi skal jo afsted. Dagen er endelig kommet, hvor vi skal grave snehule for første gang. Der bliver hurtigt taget en beslutning om, at det er mest hensigtsmæssigt, at vi går på én lang række, så vi ikke mister hinanden ud af syne i stormens rasen. Tempoet er sneglefart, men alle har vi samme mål - skavlen som er blevet udvalgt til snehulegravning! Efter få kilometer på skiene når vi frem til skavlen. Sonderne trækkes frem og skavlen inspiceres. Den godkendes hurtigt, og vi får sat nødtelte op ved bunden af skavlen, så vi har et sted, hvor man kan koge vand og holde pause fra gravearbejdet.

Trods det knap så flatterende vejr, er humøret højt og gravearbejdet går i gang. Vi er delt op i grupper og i alt skal der graves 7 snehuler. Klokken er kun omkring 13, da vi går i gang, så vi har hele eftermiddagen til at grave i. Der går dog ikke længe før den første træthed melder sig. Skavlen er simpelthen så hård at hakke og grave i, nærmest det rene is! Men vi har jo mange timer til at grave i, så vi fortsætter og prøver at holde humøret højt, selvom vi stadig står i en konstant sidevind på 20 m/s. Lige så snart vi er kommet en halv meter ind i skavlen, er det dog en helt anden oplevelse. Skavlen er stadig det rene is, men pludselig kan man komme i læ for vinden og høre hvad man selv tænker, og hvad de andre siger til en. Det giver lidt fornyet energi, sammen med den varme solbærtoddy, som en af kammeraterne lige har stukket i hånden på mig.

Da klokken nærmer sig 17, er vi ikke nået meget længere end 1-1,5 meter ind i skavlen. Folk er begyndt at falde

fra pga. udmattelse og vinden raser stadig. Vi får kigget hinanden dybt i øjnene i de forskellige grupper, og beslutter i fællesskab, at det her simpelthen ikke kan lade sig gøre. Hvis vi skal have et forsvarligt sted at overnatte i nat, bliver vi nødt til at slå teltene op og bygge en lejr. Denne aften fik vi virkelig set, hvad et fællesskab kan udrette på kort tid. Folk fandt de sidste kræfter frem. Der blev uddelegeret opgaver. Nogle satte telte op, nogle byggede læmure, mens dem der havde skader, så de ikke kunne grave, tog sig af dem, der var blevet underafkølede. For jo, dem var der også nogle af, mig selv inklusiv. At grave en snehule er virkelig fysisk hårdt. Når det så samtidig fyger og blæser, og temperaturen kun ligger på -1 grad, så bliver al ens tøj gennemblødt! Fra

yderst til inderst. I kampens hede er det bare ikke lige altid, at man når at opdage det i tide og få skiftet til tørt tøj, og pludselig bukker man altså bare under. Hvis du først har prøvet det én gang, lærer man heldigvis noget af situationen, og kan en anden gang reagere hurtigere på din krops signaler.

På to til tre timer fik vi alle telte sat op, bygget læmure, spist aftensmad og så var det ellers bare i posen og lade batterierne op igen.

Næste morgen stod vi op til sol og næsten ingen vind. Natten havde været lidt begivenhedsrig med et kollapset telt, snefygning der fyldte udgravede apsisser op igen og begravede rygsække mm. Solens stråler varmede så dejligt og gav den sidste energi til, at vi kunne spænde skiene på og køre den sidste del hjem til Tyin igen.

Selvom det ikke lykkedes os at grave en snehule på denne tur, er det en tur, der bliver talt om igen og igen. Denne tur var så ekstrem på alle parametre. Folk fik afprøvet deres udstyr, skubbet til deres grænser, men i bund og grund viste turen bare, hvad et godt samarbejde og sammenhold kan gøre. Alle kom hele hjem og med masser af ny erfaring i rygsækken. Ingen blev skræmte over, hvad vi havde oplevet, for hvorfor skulle man være det?! Så længe man har sikkerheden i orden, er det okay at udfordre sig selv. Jeg tror på, at man kun bliver et stærkere og større menneske af det.

Selvom det ikke lykkedes os at grave en snehule på denne tur, er det en tur, der bliver talt om igen og igen