6 minute read

VANDRETUR PÅ GUDERNES STRÆDE

Vandretur på Gudernes Stræde fra Vellerup Vig til Gadstrup. En smuk vandrerute hvor udsigterne ingen ende vil tage, og hvor du virkelig oplever istidslandskaberne. Gudernes Stræde er en vandrerute der starter i Vellerup Vig og løber gennem Lejre, over Roskilde, Solrød og ender ved Mosede Fort i Greve (eller den anden vej selvfølgeligt). Gudernes Stræde er ca. 64 km. lang, og vandreruten har en masse ringruter, der egner sig til mindre dagsture eller gåture.

Du vandrer altså fra fjord til havet, og undervejs kan du opleve alt fra kultur til natur, historie og sagn. Jeg har gået Gudernes Stræde fra Vellerup Vig til Gadstrup, da denne etape egner sig rigtig godt som weekendtur. Man kan tage det offentlige begge steder fra, eller parkerer gratis. Etapen er ca. 45 km. lang.

En Vandretur P

Gudernes Str De

Gudernes Stræde har stået øverst på min vandreliste længe. Det har de af mange grunde, men bl.a. fordi den er forholdsvis ukendt, hvilket gør, at man nok har ruten for sig selv (jeg mødte ingen på turen, hvilket er ret unikt), og derudover lokker ruten også, med mange mange udsigtspunkter, historiske steder og meget andet. Ydermere er der mange spændende ruteforløb, hvor man kommer helt væk fra altlige midt på Sjælland.

Vellerup Vig

Her ude i ingenting… på en bro der skiller Frederikssund og Lejre kommune. Her markerer et meget diskret piktogram, at Gudernes Stræde begynder. Stedet, broen og skiltet er så idyllisk og fredfyldt, at jeg næsten tror, det ikke kan passe. Jeg forventer ikke en stor velkomstportal og hornmusik, men vi er simpelthen for dårlige til ‘trailheads’ i Danmark (Trailhead er der hvor ruter starter og stopper).

Når du begiver dig ud på ruten, må du altså nøjes med et lille skilt, men glæde dig meget over, at de næste par dage, bliver en stor oplevelse.

Vellerup Vig er et smukt sted, med fjord og skov. Du kan som skrevet vælge at starte her, eller tage en overnatning lige i nærheden, på shelterpladsen og friteltningsskoven ved

Hammer Bakke. En hyggelig plads og skov, hvor trækfærgen til Orø ligger til.

Den lille bro tager mig ind i skoven, og herfra går jeg ad en lille sti, hvor vejen dog også går lidt ved siden af. Det gør nu ikke så meget, for her er ikke meget trafik. Hurtigt drejer ruten af, og jeg vandrer nu ad en skovvej ned mod fjorden. Du kan, hvis du vil, blive nede ved fjorden helt til Ejby, men jeg følger trofast ruten, for måske kan den noget, selvom Gudernes Stræde bevæger sig ind gennem små landsbyer og ikke barsk natur.

For det forventer jeg ikke; barsk natur. Det er tydeligt på kortet at jeg ikke får det med. Det er heller ikke derfor jeg er her. Jeg er her for at nyde de danske landskaber, og dem får jeg masser af i denne weekend.

Den første landsby jeg rammer er Kyndelløse, der i bedste Morten Korch stil, byder mig velkommen med stråtægttage, gadekær og gårde. Man hilser på hinanden herude og jeg hilser igen. Det er den der ‘sommerhusfornemmelse’ hvor tider bare forsvinder og ferien kan mærkes, tempoet kommer ned og man er sådan lidt mere i nuet. Landsbyen er slet ikke den eneste på ruten, og de er alle sammen på samme måde charmerende og idylliske.

EJBY

I Ejby tager jeg den lille krølle på Gudernes Stræde, der tager mig ned gennem Ejby-ådal, der er gude smuk. Sådan nærmest irsk i stilen, med høje grønne bakker, lige ned til vandet. Ådalen er meget frodig og her vokser bl.a. sjældne blomster. Krøllen tager mig også forbi

Ejby havn, hvor der også er en lille strand, der i den grad lokker her i efterårsvarmen, men der er noget der fanger mit øje!

En sæl. Ude på en sten i vandet, ligger der en sæl og soler sig. Sælen har dog snydt mig en gang, for det er “bare” en statue, men den er hyggelig og minder mig om fjordens mangfoldige dyreliv. Masser af ørne, marsvin (altså, dem der svømmer) og meget andet dyreliv. I Ejby er der gode indkøbsmuligheder og gode busforbindelser.

Oppe igen på hovedruten vandrer jeg nu mod Rye Dyrehave. Dyrehave? Bevares, det lyder fornemt meeeeen, kan den konkurrerer med selveste Dyrehaven?

RYE DYREHAVE

Rye Dyrehave overrasker fra start. En fuldstændig fantastisk udsigt over fjorden venter mig, med istidslandskabernes bakkede dale. Næste overraskelse er den trætophytte der venter, lige efter ankomst. Denne kan du booke og nyde et luksusophold, hvis du ikke ønsker den primitive overnatning.

Skoven er hyggelig og bakket med fine stier, der ender ved den smukkeste sø, med den smukkeste bro. Herude lå det gamle gods der dog nu er revet ned, men historien kan man stadig mærke.

Skoven fortsætter her og der selvom jeg er kommet tilbage på asfaltvej. Den er dog meget lille og jeg møder kun to biler, på et langt stræk mod byen Kirke Sonnerup. Her møder jeg den flotte kirke oppe på bakken, og igen meget idyllisk.

AASTRUP

Gods Og Skov

Selvom jeg har nævnt idyllisk mange gange nu, så er der selvfølgelig asfalt og efter Sonnerup kommer der en overgang over Holbækmotorvejen. Det går nu nok da det er en hurtig krydsning. På den anden side af motorvejen ligger der en tank, og den bagende sol lokker mig derind for, at købe en kold cola.

Videre ad landevejen og forbi Skomagerkroen, som jeg har besøgt en enkelt gang. Maden er udsøgt så kommer du forbi hvor det passer med et måltid, så kan kroen varmt anbefales. Jeg drejer med ruten ud i landskabet igen. Her er der igen en krølle på ruten, hvor jeg kan vælge, at gå forbi det flotte Aastrup gods. Det skal du gøre hvis du ikke har været her. Jeg er dog nysgerrig på skovstykker, for det har jeg aldrig besøgt på trods af, at jeg er lokal kendt herude. Hvis du har gode ben, skal du også besøge Tadre Mølle. Rigtig flot og velholdt gammel vandmølle, og her er der også vand, toilet og shelters (der skal bookes hos Tadre Mølle). Tadre Mølle ligger ca. 22 km. fra startstedet, så det er måske et godt sted, at tage sin overnatning.

Udsigternes Str De

Jeg kan se på kortet at jeg skal ud på et stræk med asfalt. Jeg ved at det ikke er en stor vej, men alligevel er dette ikke et stræk jeg har glædet mig til. Det burde jeg have gjort. For fra nu af og frem har jeg udsigt til alle sider, og det vil ingen ende tage. Fra skoven gennem Vester Såby og Kirke Såby til Viegård og Helligrenden, kan jeg nærmest se så langt øjet rækker. Jeg går på hvad der minder om (og måske er) en ås.

Sagnlandet Lejre

Efter Abbetved vælger jeg en ny krøller, der tager mig forbi

Sagnlandet Lejre, men først skal jeg lige gennem en skov, og masser af bær og æbler. Jeg går på kanten af Sagnlandet og kan kun skimte det her og der, når der er hul i bevoksningen, men jeg ender lige ved hovedindgangen. Sagnlandet er bestemt et besøg værd, både for børn og voksne. Der er masser af inspiration at hente, og så er der selvfølgelig historierne og sagnene.

Lige efter Sagnlandet ligger

Restaurant Hertadalen, hvor jeg også har spist. Et meget hyggeligt sted der også varmt kan anbefales.

Ledreborg Slot

Nu venter Ledreborg Slot og Danmarks længste Allé. Slottet er meget flot og haven burde du gå i gennem. Alleen er imponerende og uendelig lang, men jeg skimter den kun, for jeg tager en lille krøller på ruten mod Lejre Museum. Det skal lige nævnes at alle krøller er markeret, så du farer ikke vild.

LEJRE MUSEUM

Den lille og hyggelige museum ligger i landsbyen Gammel Lejre, og her kan du opleve vikingefund og sagn. Du kan også handle i deres shop eller købe lidt is, kaffe eller andet godt.

Sammen med Nationalpark

Skjoldungernes Land, planlagde vi, at der skulle lægges en ny shelter og tilbydes vand til vandrer. Jeg har dog aldrig selv overnattet i shelteren, så det er da på tide! Shelterpladsen kan ikke bookes så det er først til mølle. Jeg har (som man skal) mit telt med, så det er intet problem hvis der er andre. Pladsen er dog tom så jeg tager shelteren. Her er mange bålsteder og muldtoilet. Det er ikke muligt at sanke brænde, men her er dog efterladt lidt, så jeg kan lave et hyggebål om aftenen.

Der ligger også nogle shelterpladser ved Lejre by.

RAMSØDALEN

Denne del af ruten har jeg glædet mig til. Ramsødalen har jeg aldrig besøgt, så den glæder jeg mig meget til. Jeg skal dog lige huske at nyde udsigterne på vejen derhen, for de vil stadig ingen ende tage. Ramsødalen er en tunneldal der strækker sig fra Roskilde til Køge. Her vandrer jeg i gennem alle typer moser og kan se dalsider og udsigterne over engene. Her har man længe udvundet drikkevand, men visse boringer er nu lukket, for at give plads til Natura2000 området, med meget rigt fugleliv.

Midt i dalen bliver jeg dog overrasket over forløbet. Jernbanen fra Roskilde stryger over området, men op til er der rigtig flot. En lille træbro og en sjov tunnel tager mig over på den anden side af jernbanen. Her fortsætter Ramsødalen lige indtil jeg rammer min endestation Gadstrup. En stationsby med lokalbanen der går mod Roskilde, og er man middagssulten og (som jeg) synes man fortjener lidt fast food, er det lokale pizzaria behjælpelig. Her er også indkøbsmuligheder.

Jeg sætter mig på toget mod Roskilde og nyder min oplevelse på Gudernes Stræde. Jeg kommer helt sikkert tilbage og jeg skal da også prøve resten af ruten, ud mod Køge og Mosede Fort.

GUDERNES STRÆDE INFO

Hjemmeside: http://gudernes-straede.dk/ Visit Fjordlandet med inspiration: https://www.visitfjordlandet.dk/ outdoor/vandreferie/

Beskrivelse og kort: https://skjoldungerne. geoguideapp.com/ webmap?type=route&id=5948

This article is from: