Lykkes lykkelige halshugning

Kaj Lykke blev født i 1625. Han var adelsmand og ejede adskillige store godser, blandt andre Gisselfeldt. Politik interesserede ham ikke. Han koncentrerede sig mere om at være damernes ven. Han må have været i besiddelse af en helt fantastisk charme, for det var ifølge hans portræt ikke skønhed, der kendetegnede hans fremtoning. Til gen- gæld var han heller ikke særlig kræsen, hvad angik valget af elskerinder.

Kaj Lykke –nåede bort i tide, inden han skulle henrettes.

Da Kaj Lykke var i sidste halvdel af tyverne, havde han – som det dengang så ofte skete i de kredse – kastet sin kærlighed på Sofie, en af tjenestepigerne på et af hans godser.

Selv om Kaj og Sofie forsøgte at gå stille med dørene, gav forholdet med tiden anled- må sandhed

Bindeleddet

ning til masser af sladder. Det blev Sofie naturligvis ked af, og hun klagede sin nød til Kaj. Kaj var overmåde trøstende. Han sendte hende et brev og gav udtryk for, at hun slet ikke skulle lade sig gå på af folkesnakken, og så tilføjede han noget, som han siden skulle komme til at fortryde så inderligt: ”I skulle høre, hvad de taler om vores dronning, at hendes lakajer ligger i med hende …”.

Gift med ridefogeden

Dronningen var Sofie Amalie. Hun var gift med Frederik d. 3. og bestemt ikke særlig afholdt af folket. Dette skete i året 1656, og året efter blev Sofie gift med Kaj Lykkes ridefoged.

Nogle år senere falder ridefogeden i unåde hos Kaj Lykke, der afskediger ham. Hævnen er som bekendt sød. Det gamle brev kommer atter for en dag, og ridefogeden afleverer brevet til anklagemyndigheden. Så ruller lavinen!

Kaj Lykke er klar over, at han er skyld i majestætsfornærmelse, og at det kan koste ham livet.

Sagen ender i Højesteret, og i 1661 falder den strenge dom: Kaj Lykke har forbrudt ”ære, liv og gods”. Det betød, at han først skulle have hugget højre hånd af, derefter halshugges, og hovedet sættes på en stage. Halshugningen skulle foregå på en plads foran Københavns Slot. Desværre manglede hovedpersonen, da dommene skulle eksekveres. Kaj Lykke havde forladt landet, og han agtede i sagens natur bestemt ikke at vende hjem for at modtage sin straf.

Blev til en trædukke

Men henrettelsen skulle gennemføres. Der- for fremstillede man en trædukke, der lignede Kaj Lykke. Dukken fik en sort paryk, og ansigtet blev malet blegt. Den fik skjorte og bukser på, et tørklæde om halsen samt hvide handsker og sko, og så blev den sat i Blåtårn, hvor den var spærret inde indtil henrettelsesdagen den 5. september.

Henrettelsen blev et vældig tilløbsstykke. Kongen, Dronningen og diverse embedsmænd overværede begivenheden fra slottets vinduer, og pladsen foran slottet var sort af københavnere, der ville overvære halshugningen.

Dukken blev kørt ud på henrettelsespladsen på bødlens kærre. Så blev den løftet af kærren og anbragt på en sandbunke. Inden bødlen skred til værket, fik ”den dømte” bundet sit tørklæde for øjnene, og parykken hæftet op i nakken. Så svingede bødlen sin økse og huggede hånden af, så træsplinterne føg ham om ørerne. Det var nu derefter ikke helt så let at hugge hovedet af. Træ er jo noget hårdere end kød og blod, så bødlen måtte hugge to gange, førend han fik skilt hovedet fra kroppen. Den mishandlede dukke blev atter lagt på kærren og derefter kørt til Gammel Torv, hvor hovedet blev sømmet forsvarligt fast på en stage.

Lykke’ligt til sine dages ende

Kaj Lykke forblev i sit selvvalgte eksil, indtil dronning Sofie Amalie døde i 1685. Så vendte han tilbage til Danmark, hvor han levede stille og fredeligt til sine dages ende

14 år senere.

Det må i sandhed siges at være overordentlig usædvanligt – og lykkeligt – at kunne leve 38 år efter sin halshugning.

– Af Anne-Dorte Mulvad

Afgået ved døden

Gudstjeneste

Skiftende årstider minder os om, at vi ikke bestemmer alt selv.