Vilje til viden by Peter Lodahl

VILJE TIL VIDEN Silkeborg Handelsskole 125 Ã¥r

Kurt Balle Jensen Keld Dalsgaard Larsen

VILJE TIL VIDEN Silkeborg Handelsskole 125 Ã¥r

Kurt Balle Jensen Keld Dalsgaard Larsen

Vilje til Viden

Silkeborg Handelsskole 125 år © 2017 Silkeborg Business College, Kurt Balle Jensen & Keld Dalsgaard Larsen Tekst: Kurt Balle Jensen & Keld Dalsgaard Larsen Foto: Jørgen Ploug, Silkeborg Arkiv, Midtjyllands Avis, Jens Anker Tvedebrink, private og Silkeborg Business College. Supervisor: Mai Ly Nguyen Layout: Peter Lodahl Tryk: Skabertrang Skrift: Century Schoolbook ISBN:

Tak til: JYSK MUSIKTEATER

HK Østjylland

SALOMONSSON

AOF MIDT Silkeborg

LO Silkeborg-Favrskov

Attityde.dk

Bio Silkeborg

BDO Silkeborg

eniig

Metal Bjerringbro-Silkeborg

BDO Herning

VELLING KOLLER

Scandic Silkeborg

Lynge Papir & Kontor A/S

Mascot International A/S

Nykredit Silkeborg

Radisson Blu Silkeborg

Jyske Bank A/S

BOMAVENT A/S

Silkeborg IF

Teknisk Skole Silkeborg

Mediehuset Midtjyllands Avis

Kongsvang Rengøringsservice A/S

Brandstifter

ErhvervSilkeborg

Silkeborg Kommune

Skabertrang

handelSilkeborg

Ans Bussen

Forord Historien om Silkeborg Handelsskole begynder i 1892 og slutter i 2017. Det er en 125-årig historie, der ikke bliver længere. Sidste kapitel handler om, hvordan skolen gør sig klar til at blive en del af en ny erhvervsskole sammen med Teknisk Skole Silkeborg. Det fortsætter alt sammen, men det bliver i en ny struktur som en del af en slagkraftig skole med det helt brede udbud af ungdomsuddannelser, videreuddannelser og e fteruddannelser. Silkeborg Handelsskole siger farvel, mens skolen er på toppen. Der er flere elever end nogensinde, og navnet er nu Silkeborg Business College som fælles overskift for handelsskolen og handelsgymnasiet. I bestyrelsen og skolens ledelse mener vi, at det er vigtigt at fortælle historien. Derfor denne bog. Historien om Silkeborg Handels skole er nemlig ikke kun historien om en skoles u dvikling, det er også en historie om skolen som en del af byens puls, om fagenes udvikling, om konstante udfordringer og om ildsjæle, der har forstået at tilpasse skolen til nye krav og nye behov. Silkeborg Handelsskole afspejler på sin helt egen måde tiden. En gang skulle skolen undervise lærlinge på kontor og i butik n ogle timer om aftenen efter arbejdstid. Det foregik i folkeskolers klasselokaler, der lugtede af skolebørns madpakker og læreres piberøg. Om dagen var lokalerne fyldt med skoleelever, om aftenen kunne handelsskoleelever få lov at bruge dem.

Det er for længst fortid. I dag er Silkeborg Business College en moderne erhvervsskole og handelsgymnasium midt i byen, fyldt med unge mennesker, der vil noget med deres liv. Utallige elever har fået en god start på deres voksentilværelse i handelsskolens rammer gennem de 125 år, og utallige lærere og andet personale har sørget for, at skolen har levet op til sit formål. Der er god grund til at takke alle, der har været med gennem de mange år, og der er grund til at takke den nuværende lærerstab, det teknisk-administrative personale og ledelsen for den professionelle tilgang, de har til deres arbejde med de unge mennesker. Tak til sponsorerne, der har støttet denne bog, og tak til kommune, erhvervsliv og ø vrige samarbejdspartnere for et godt samarbejde gennem tiderne. Med denne bog fastholder vi historien om Silkeborg Handelsskole som en skole i konstant udvikling og med stort internationalt udsyn. Meget er sket, og meget vil ske. Men historien om handelsskolen midt i Silkeborg vil altid leve. Maj 2017. Viggo Thinggaard Bestyrelsesformand for Silkeborg Business College

SILKEBORG HANDELSSKOLE Gennem 125 år fik hermed et officielt ur. Hvis borgerne kom i tvivl, viste rådhusuret altid den autoritative korrekte tidsangivelse. Jernbanen kom til Silkeborg i 1871, og den nye stationsbygning fik sit synlige ur. Togtrafik krævede fartplaner og overholdelse af tiden. Silkeborg og silkeborgenserne lever fortsat med de tre gamle ure. Sammen med alle mulige andre ure. Vi får sjældent lov til at glemme tiden. Og skulle vi gøre det, kan vi a ltid se efter på armen eller på m obiltelefonen. Også for os gælder mottoet tid er penge. Men sådan har det ikke altid været. Det er historisk bestemt. Tid og penge har fået en ganske særlig betydning i en bestemt historisk epoke. Vor egen epoke. Silkeborg og Silkeborg Handelsskole har grundlæggende samme udspring: Menneske-

Lad os springe ud i det: At sætte Silkeborg Handelsskole ind i den store verdenshistorie. Vi skal ikke tilbage til Adam og Eva, men n oget der ligner. Vi skal mindst et par hundrede år tilbage for at fange den historiske baggrund for jubilaren: Silkeborg Handelsskole. Silkeborg og silkeborgenserne har altid levet med mottoet tid er penge. Lige fra grundlæggelsen af Silkeborg Papirfabrik i 1844 og bekendtgørelsen af Silkeborg Handelsplads i 1846 til i dag. Papirfabrikant Michael Drewsen placerede et ur på sin imposante fabriksbygning ved Gudenåen. Industriproduktion krævede præcision og akkuratesse. Silkeborg blev selv stændig kommune i 1855, og bystyret opførte det gamle rådhus på Torvet i 1857. Med et stort og flot ur i tårnet. Silkeborgenserne

hedens anden store revolution, som satte ind i slutningen af 1700-tallet. Menneskehedens f ørste store revolution fandt sted i en fjern oldtid for flere tusinde år siden, hvor mennesket gik fra at være samlere til at blive agerdyrkere. Med den anden store revolution brød mennesket sin tidligere afhængighed af naturen og skabte en helt ny historisk epoke med e norme rigdomme, muligheder og risici. Med til den a nden store revolution hører den franske r evolution, den engelske industrialisering, nationalstater, markedsøkonomi, demokrati og meget andet. Kært barn har mange navne, og den nye epoke ligeledes. F.eks. det moderne samfund eller industrialiseringen. Mest d ækkende er imidler-

tid betegnelsen kapitalismen for det samfund, som forandrede alt og gav menneskeheden nye vilkår at leve under. Politisk vandt demokratiet frem på det europæiske kontinent under den franske revolutions kampråb frihed, lighed og broderskab. Den engelske industrialisering voksede frem samtidig, men uden de store kampråb. Men mottoet tid er penge er et godt statement til forståelse af, hvad tiden rummede. Kapitalismen med industriproduktion og markedsøkonomi var afhængig af speciali sering og arbejdsdeling. Folk skulle gøre det, de var gode til. Og lade andre om det andet. Bruge tiden fornuftigt. L andmanden skulle drive landbrug. Fabrikanten producere diverse produkter. Pottemageren gøre potter. Træskomageren gøre træsko. Tingene skulle ikke blandes sammen. Landmanden skulle ikke sådan af og til være fabrikant eller træskomager eller pottemager. Skomageren skulle blive ved sin læst. Og når produkterne skulle afsættes, skulle et handelsled træde til. Landmanden, fabrikanten, pottemageren eller træskomageren skulle ikke bruge tid på også at være handelsmand. Det skulle handelsfolk tage sig af. Silkeborg er grundlagt som H andelspladsen Silkeborg. Det er ingen tilfældighed. Enevælden ønskede en handelsplads, hvor blandt andre købmænd kunne nedsætte sig og sørge for, at den lokale produktion blev afsat godt og relevant. Til glæde for alle: producenter og forbrugere, sælgere og købere. Handelssektoren voksede frem som stor stand med kapitalismens markedsøkonomi. Et led mellem producent og forbruger.

Silkeborg blev anlagt som en handelsplads, og handelen blomstrede da også hurtigt op i den unge nybyggerby. Her er der gang i torvehandelen i 1880.

roducenter og forbrugere har alle dage set P med en vis skepsis på dette mellemled. Var det ikke unødvendigt? Fordyrende? Denne iboende skepsis over for handelsstanden har været en evig spore til at bevise, at handlen var et givtigt og fornuftigt led i det samlede økonomiske kredsløb. Som en ligeværdig sektor på linje med f.eks. landbrug og industri. Tid er penge. Og penge var og er latent altings målestok under kapitalismen. Kapitalismen er en pengeøkonomi. Det gamle samfund var i modsætning hertil en naturaløkonomi. Underlagt naturens vilkår og luner. Med den øgede produktion og velstand var pengene en nødvendighed for at holde fremdriften. P engene måtte ikke ligge passivt hen. Ikke gemmes i madrassen. Men ud at yngle. Den nye tid havde derfor brug for en stor og velfungerende finansiel sektor. F.eks. i form af banker og sparekasser. Silkeborg fik naturligvis også sin del heraf: Silkeborg Sparekasse i 1860, Silkeborg Bank i 1882 og Handels- og Landbrugsbanken i 1899. Det nye samfund krævede også nye og veluddannede mennesker. Det duede ikke længere at gøre, som forrige generation havde gjort. At efterligne far og mor. Den opvoksende ungdom skulle uddannes til et nyt samfund med nye udfordringer. Det 19. århundrede byder derfor på talrige skolereformer. Folkeskolen fik sit fundament med skoleloven af 1814. Og så gik det ellers slag i slag. Nybyggerbyen Silke borg fik naturligvis skoler til børn. Og det var dyrt! Skatteborgerne våndede sig gevaldigt. Men der var ingen vej uden om i længden. Når de silkeborgensiske børn havde fået tidens basale kundskab på Borgerskolen eller andre

steder og var nået til skelsår – hvad så? Ja, så ventede nye krav om skolegang som afsæt ind i voksenlivet. Silkeborg Tekniske Skole så dagens lys i 1863, Silkeborg Seminarium var en realitet i 1886, og Silkeborg Handelsskole kom endelig til i 1892. På initiativ fra standen selv.

Handelsstanden ”Vor tid kræver dygtighed på alle områder, ikke mindst af handelsstanden”, skrev Silkeborg Avis den 25. september 1894 i dens opfordring til at støtte den nye Silkeborg Handelsskole. Et nyt skoleår ventede, og skolens succes var på ingen måde givet. Silkeborgs handelsstand var en broget skare, som stod noget famlende over for tidens store krav. Standen talte mange prominente borgere, som hver især var handlekraftige og nød udbredt respekt i lokalsamfundet. Men som stand stod de s elvsamme mænd noget mere usikre over for tidens udfordringer. Interesserne var mangfoldige og gik ofte i mange forskellige retninger. Handelsstanden var lokalt organiseret i Silkeborg Handelsforening og Silkeborg Handels- og Kontoristforening. Silkeborg Handelsforening var en realitet i n ovember 1883 og talte mange af nybyggerbyens handels pionerer, blandt andre C. Knap, Th. Sabroe og Frode Arentzen. Silkeborg Handelsforening indførte sine love i protokollen i 1903, og paragraf 2 giver et indblik i den brogede medlemskreds: ”§2. Som medlemmer af foreningen kan optages enhver i Silkeborg by bosiddende grosserer, apoteker, købmand, detailhandler, fabrikant, mægler eller handelsagent ligesom

direktører og bogholdere i byens banker, sparekasser og aktieselskaber kan optages som medlemmer”. Heriblandt var mænd som træhandler N. Morthensen, træhandler A. Høyer, købmand Carl Høeg, grosserer L.C. Lauritzen, Klint, Louis Klein og direktør på Koopmann Svine slagteri Carl Lund. Og mange andre. Handelsforeningens toneangivende mænd titulerede sig gerne som købmænd, men det var sjældent den lille købmand på hjørnet. Der var gerne tale om større købmandsforretninger med glidende overgang til grossist virksomhed. Og rigtig mange af dem var involveret i byens to banker og den lokale sparekasse.

Silkeborg Handels- og Kontoristforening blev stiftet den 11. november 1888 og virkede i måske 10-15 år. Foreningen havde først og fremmest et socialt sigte for unge ansatte blandt byens handlende. Nogen fagforening var der ikke tale om. Fagforeningen HK etablerede sig først for alvor lokalt efter 1918. Silkeborg Handels- og kontoristforening tog initiativet til at få skub i de lokale handels skoleplaner, og det blev behandlet på et møde i handelsforeningen. 25 kommiser og medlemmer af handelsog kontoristforeningen havde tilkendegivet, at de gerne ville tilmelde sig en sådan skole. Og alle regnede med, at byens købmænd med glæde ville tilskynde deres kommiser og lærlinge til at søge skolen. Silkeborg Handelsforening var straks positiv, og de to foreninger nedsatte et fællesudvalg til at se på sagen. Udvalgets arbejde mundede ud i indkaldelse til stiftende møde på Teknisk Skole den 30. januar 1892. Silkeborg Handelsforenings formand, købmand Frode Arntzen bød velkommen og fortalte, at tidligere initiativer var strandet på manglende tilslutning. Men nu så man lysere på mulighederne. Udvalget havde allieret sig med den lokale realskolebestyrer Kirkeskov, som midlertidig forstander for den nye skole. Og skolen var allerede i gang! Ville det lykkes denne gang? En vis ængstelse var at fornemme i tiden, og Silkeborg Dagblad sluttede sin omtale af med: ”Vi opfordrer indtrængende de unge mennesker, der endnu ikke har indmeldt sig som elever til at gøre dette”. Silkeborg Handelsskole var søsat i vinteren 1891/1892 som et fællesinitiativ mellem

Handels- og Kontoristforeningen i fineste opstilling år 1900. Det var denne forening og Handelsforeningen i samarbejde, der oprettede handelsskolen.

Med sirlig skrift i Handelsforeningens protokol blev der den 21. oktober 1891 taget hul pĂĽ historien om Silkeborg Handelsskole. Som det fremgĂĽr af de Ă¸verste linjer, havde Handelsforeningen fĂĽet et forslag om tilslutning til oprettelse af en handelsskole, og et udvalg blev nedsat.

Den første tid lagde teknisk skole på Skoletorvet lokale til handelsskolens undervisning. Først med en enkelt klasse, siden med to klasser.

i 1890’erne antyder, at man opfatter det første skoleår for at være 1891/1892. Silkeborg Handelsforening drev Silkeborg Handelsskole fra starten og de første mange årtier. Foreningen nedsatte et skoleudvalg som gjorde det ud for skolens bestyrelse. S ilkeborg Handelsskole havde således en tredelt opbygning: Ejeren i Silkeborg Handelsforening, bestyrelsen i skoleudvalget og så den daglige skoledrift ved en forstander – som til tider bliver omtalt som inspektør. Mændene bag skolen var i den første tid: Handelsforeningens formand, købmand Carl Høeg, skole udvalgsformanden tømmerhandler A. Høyer, som blev afløst af bankbogholder Martin Braad i 1900 og skolens forstander, landinspektør H. Kristiansen. Silkeborg Handelsskole begyndte med en klasse på ca. 10 elever. I 1894 var der to klasser og ca. 18 elever. Og samme år kunne bank assistent Hassing Jørgensen dimittere efter at have fulgt undervisningen i tre år. Samme Hassing Jørgensen gjorde senere politisk karriere og var i 1910’erne landets trafikminister og handelsminister. Til skoleåret i oktober 1894 besluttes at ud vide skolen til tre klasser for at følge de retnings linjer for undervisning og eksamen, som de fælles jyske handelsforeninger stod i spidsen for. Skolens første år var ikke for o verbevisende: De handlende var langmodige med at tilskynde deres ansatte til at gå på skolen, og de unge mennesker fandt det vanskeligt at forene en lang arbejdsdag med aftenundervisningen. Forsømmelser var et tilbagevendende problem. Skolen var beregnet for både ansatte og lærlinge. Arbejdsdagen var lang. Det var ingen selvfølge, at man havde fri kl. 20. Det

S ilkeborg Handelsforening og Silkeborg Handels- og Kontoristforening. Med Silkeborg Handelsforening som hovedbasis og inden årtiets udgang også som eneejer og administrator. Silkeborg Handelsforening drev skolen. Lagde sin prestige i skolen. Men var det nok?

Skolens start Der hersker nogen uklarhed med hensyn til datoen for Silkeborg Handelsskoles begynd else. Datoer som den 26. januar, 30. januar og 6. juli 1892 har været nævnt i eftertiden. Men skolen var allerede i gang den 30. januar 1892. Måske var undervisningen en realitet kort tid efter mødet den 21. oktober 1891. Den lokale omtale af skolens virksomhed

I en årrække frem til 1906 havde handelsskolen hjemme på Silkeborg Seminariums Øvelsesskole i Skolegade

kunne nemt kræve arbejdsgiverens – i tidens sprog principalens – tilladelse at få fri for at følge skolen. Undervisningen ser ud til at foregå tre aftener om ugen i tidsrummet kl. 20.00–22.00. Ifølge overleveringerne har skolen benyttet lokaler på Teknisk Skole på Sko-

letorvet. Men i løbet af 1890’erne og frem til 1906 foregik undervisningen sædvanligvis på Silkeborg Seminariums Øvelsesskole i Skolegade. Silkeborg Handelsskole flyttede i efteråret 1906 u ndervisningen om på Borgerskolen. Og her har skolen lige siden holdt til. De første forstandere: Realskolebestyrer Kirkeskov (til venstre) blev handelsskolens første forstander og var med til at få skolen godt i gang. I 1893 tog Hans Kristiansen (i midten) over frem til 1911, hvor P. Esben Petersen blev forstander.

Silkeborg Handelsskole kunne slutte sit femte skoleår i juni 1896 med tre klasser og 27 elever. I 1. klasse var 11, i 2. klasse 6 og i 3. klasse 10 elever. Ni elever havde taget a fsluttende eksamen. Skolen var i jævn fremgang, som det afdæmpet blev konkluderet. Dette skoleår var særligt ved, at kvindelige elever for første gang fik adgang til skolen. Ville det gå an? Ja, unge silkeborgensiske kvinder meldte sig i stort tal og gjorde det mindst lige så godt som deres mandlige kolleger. Når navnene skulle råbes op på eleverne, blev mændene tituleret ”hr.”, mens kvinderne blev tituleret ”frøken”, som var synonymt med en ugift kvinde. Tidens norm tilsagde, at en gift kvinde – en frue – ikke havde lønnet erhvervs arbejde. Men det var en nødvendighed for den ugifte kvinde på linje med mændene. Hun måtte kunne forsørge sig selv. Silkeborg Handelsskole var i jævn f remgang i 1890’erne. I skoleåret 1896/1897 fulgte 34 elever fordelt på tre klasser undervisningen. Klasserne havde følgende ugeskema: 1. klasse: dansk (2 timer), regning (2 timer) og skrivning (1 time). 2. klasse: dansk (1 time), regning (2 timer) og bogholderi (2 timer). 3. klasse: dansk (korrespondance) (1 time), regning (handelsregning, kalkulation og kontokurant) (2 timer), bogholderi (2 timer) og veksellære og handelsret (1 time). Handelsskolens lærerkræfter var time lærere, som ellers havde deres daglige virke på byens øvrige skoler og s eminarium. Man kunne få den mistanke, at lærerne var en medvirkende årsag til skabelsen og stabiliseringen af skolen i og med, at de øn-

skede denne biindtægt. Mange lærere dengang tog ekstra arbejde, hvor det var at få. F.eks. på Teknisk Skole. Eller på Silkeborg Handelsskole. Mange timer kunne det jo ikke blive til på et skoleår – men alligevel nok til at eleverne blev dygtigere, og lærerne fik en ekstra indkomst. Skoleåret gik de første år fra oktober til hen på foråret. Senere blev det fra september til marts/april. Det første skoleår på B orgerskolen var til ende i maj 1907, og forstander Kristiansen kunne se tilbage på et historisk år på godt og ondt. Måske mest ondt. For første gang nævnes direkte, at to elever var dumpet. Det var trist for skolen. Og da også for de to unge mænd, som forstanderen skyndte sig at tilføje. Og så var tre elever under å rsprøverne blevet grebet i snyd. Skolen bebudede strengere kontrol, så noget sådan ikke skete fremover. Og så var forsømmelserne endnu en gang alarmerende mange. Men ellers gik det godt! Skolen var her ca. 15 år efter sin start kommet i mere smult vande. Silkeborg Handelsskole var kommet for at blive. Silkeborg Handelsforening drev skolen, men andre finansierede den. Elevernes skolepenge var nok mærkbare for den enkelte elev (eller forældrene eller arbejdsgiveren) – men i det samlede billede var de ikke nok til at drive skolen. Her trådte først og fremmest Silkeborg Kommune og staten hjælpende til med støtte. Kommunen i form af f.eks. gratis lån af l okaler og rengøring. Også de lokale pengeinstitutter bidrog med tilskud. Silkeborg Handelsforening var ikke selv den store økonomiske bidragyder til driften. Men foreningen gav hvert år

Silkeborg kommunale mellem- og realskole, set fra hjørnet af Søndergade og Markedsgade, og i baggrunden Borgerskolen med forskole og hovedskole – og handelsskole om aftenen. Til højre førstelærerens privatbolig, der siden blev inddraget til sanglokale og senere igen skolekøkken.

en række præmier til dygtige elever ved den årlige afslutningsfest, hvor der også blev tid til at give fremtidens unge en peptalk med på livets vej.

Gør handelsstanden ære Silkeborg Handelsskole begyndte omkring år 1900 med at afholde en afslutningsfest efter hvert skoleår. Efter inspiration fra Teknisk Skole. Silkeborg Handelsforening brugte

nledningen til at takke lærere og elever for a årets indsats, uddele præmier og holde en tale om tidens udfordringer for eleverne og handelsstanden. Bankdirektør, købmand og mangeårig formand for Silkeborg Handelsforening Carl Høeg stod en årrække for disse perspektivrige taler. Publikum var den øvrige handelsstand, lærerne, eleverne og den lokale offentlighed. Silkeborg Avis bragte g erne fyldigt referat fra arrangementet. Her kan også eftertiden få et godt indtryk af handelsstandens selvopfattelse og rolle i tiden:

dervisning og dette fritidsarbejde, som ofte kan synes anstrengende nok efter dagens arbejde, er til deres eget bedste og en nødvendighed for deres uddannelse; at h ensigten er, at de kundskaber, som de her samler, skal være dem til hjælp og støtte, når de skal ud for at stå på egne ben i kampen for tilværelsen, der med hvert år bliver vanskeligere for Handelsstanden. Sørg for at gøre Dem til dygtige og værdige arvtagere for handelsstanden! Hold fanen højt og gå aldrig på akkord med uretten eller uhæderligheden!”

Fra afslutningsfesten 1. juni 1900: ”Høeg holdt derpå en kort men særdeles velmotiveret tale til de unge handelsmænd om formålet med handelsskolen: Navnlig at gøre dem til dygtige og nyttige samfunds borgere. Det varede længe, inden handelsstanden tog sig af de unges teoretiske uddannelse. Og endnu står de langt tilbage både for landbostanden og håndværkerstanden, der har deres højskoler og tekniske skoler, hvis besøg er langt større. Han udtalte håbet om, at handelsskolen måtte gå frem til held for handelsstanden og samfundet”.

Fra afslutningsfesten 12. maj 1907: Carl Høeg: ”Det viser sig her som på så mange andre områder, at kvinderne rykker frem. Det er der vel næppe stort at sige til. I hvert fald ikke noget at gøre ved, selv om mændene nu og da klager over, at kvinderne i for høj grad optager konkurrencen på snart sagt alle områder. For kvinderne gælder det jo det samme som for mændene: Kampen for en livsstilling. Higen efter guldet. De færreste tænker på, at guldet hverken har samme

Fra afslutningsfesten 12. maj 1904: Carl Høeg: ”Tillige en tak til eleverne. De, der nu forlader skolen, må endelig ikke anse sig for at være færdige. Søg fremdeles at u dvide Deres kundskaber så meget som muligt. Det er nok muligt, at en og anden elev til at begynde med synes, at det er noget plageri af skolen og principalerne, at de skal tilbringe deres aftener her ude i skolen. Men efterhånden går det forhåbentlig op for de fleste, at denne un-

værdi eller samme virkning for de enkelte, og at det i det hele ikke beror på mængden af guldet, men på dets benyttelse og på så meget andet tillige. Handelsskolens elever har formentlig lagt mærke til, at der ikke undervises i kneb, underfundighed og snedighed. Disse tre ting bør også holdes borte fra enhver handelsmands beregninger. Det gælder om at opstille en sund og reel kalkulation, at lægge en klar og god disposition og at holde hovedet rent og koldt. Hvad der bygges på underfundighed eller andet lige så løst vil vise sig at være s æbebobler. Heller ikke skal de unge handelsmænd være for hidsige efter at blive selvstændige. Det haster slet ikke. De har godt af at se sig lidt om forinden både hjemme og ude. Dog passer det ikke nær alle at søge udad men også her hjemme kan der læres meget på de forskellige pladser. Hvor priseligt det end kan være for en ung mand at kunne beholde en plads længe, har de alle godt af at se forretningslivets sæder og skikke flere steder. Sligt giver udvikling og lidt mere udsyn. Det haster jo slet ikke

med at blive urtekræmmer på hjørnet eller manufakturhandler på Torvet. Til slutning ville taleren ønske for de unge handelsmænd, der nu snart skal drage ud i livet, at de må få det godt og gøre den stand ære, hvortil de hører”. Med sådanne værdier, gode råd og overvej elser voksede Silkeborgs handelsliv op i det tyvende århundrede.

Gennembrud Silkeborg Handelsskoles jævne fremgang blev til markant fremgang under første verdenskrig. Omkring år 1900 havde skolen fire klasser. I 1916 havde skolen syv klasser og elevtallet rundet de 100. Og fremgangen fortsatte. I 1919 var elevtallet 138 fordelt med 63 mænd og 75 kvinder. Normalt var der dog flere mænd end kvinder. Under verdenskrigen var undervisningen 26 uger med 13 uger før og 13 uger efter jul med eksamen hen i foråret. Undervisningen

Flere og flere butikker skød op i Silkeborg. Her er det Egede Schultz Læderhandel på Kirkebakken ca. 1900, Aage Schmidt Manufakturhandel på Vestergade 1905 og N. Andersens Skohandel på Nygade i 1907.

fortsatte de følgende år. Lov af 23. juni 1920 om handelsskolerne rodfæstede denne fremgang for landets handelsskoler. Man har siden omtalt loven som handelsskolernes grundlov. Tidligere tiders frivillighed blev herefter afløst af undervisningspligt. Silkeborg Handelsskoles formand, bank direktør Martin Braad var på handelsstandens generalforsamling den 27. oktober 1921 begejstret for den nye lov. Skolen skulle nu have et skoleråd. Silkeborg Kommune, medhjælperne og lærerne fik repræsentanter i dette råd. Men handelsstandsforeningen dominerede fortsat skolens bestyrelse. Med den nye lov var der kommet ensartede regler for undervisning, eksamen, tilsyn og l ærerlønninger. Silkeborg Handelsskole havde i skoleåret 1920/21 haft ca. 160 elever fordelt på syv klasser. Skolen havde 12 lærere. Undervisningen foregik om aftenen i tidsrummet 19.00-21.00. Skolepengene var fastsat til 40-50 kr., og det kunne være slemt nok for den enkelte elev, forældrene eller arbejdsgiveren. Men det rakte slet ikke til driften. Stat og kommune var og forblev med at være den økonomiske basis for skolen.

I 1922 blev Lars Knudsen ny forstander efter D. Ditlevsen. Lars Knudsen var herefter i spidsen for handelsskolen frem til 1952.

foregik fortsat om aftenen, men skolen søgte at rykke undervisningen frem. Handelsskolen tilbød mellem år og dag nye fag, f.eks. stenografi og sprog. Hvis der var elever nok til sådanne ”særklasser”, blev undervisningen sat i værk. Silkeborg Handelsforening ændrede i 1919 navn til Silkeborg Handelsstands forening – men foreningen var en og den samme. Og medlemskab gav kontante fordele – også i forhold til Silkeborg Handelsskole. Elevernes skolepenge blev forhøjet i 1919: I 1. og 2. klasse skulle eleverne betale 22 kr., mens man i 3. klasse måtte betale 28 kr. Det kunne være slemt nok, men elever fra arbejdsgivere, som ikke var medlemmer af handelsstands foreningen, måtte betale 6 kr. mere. Silkeborg Handelsskole fik sit store gennem brud under første verdenskrig, og fremgangen

I lære Handelsskoleelever har aldrig været særlig flittige med at få nedfældet deres erindringer. Ej heller om deres skolegang. Edith Frank (f. 1912) fik imidlertid fortalt følgende om sin læretid i Silkeborg omkring 1930: ”Jeg ville gerne arbejde med tal og regning, derfor søgte jeg ind på Silkeborg Handelsskole i efteråret 1928. Jeg kom så rigtig i lære hos

en revisor i april 1929. Alt bogholderiarbejde foregik i hånden, og jeg blev sat til det med det samme. Hos revisoren var vi kun tre – r evisoren selv, en assistent og så mig. Vi lavede også selvangivelser for folk, og jeg var med til renskrivning og gjorde også noget af forarbejdet. Efterhånden blev man så bedre og bedre til arbejdet. Revisoren havde noget, man kaldte ”Silkeborg-Systemet”, hvor man kunne finde ud af, hvem der var dårlige betalere. De handlende i byen havde så abonnement på systemet, og det havde jeg en del med at gøre. Jeg skulle også opkræve kontingent hos de handlende. Det foregik til fods lige fra Ørnsø til Balle Bakke. De to første år af læretiden boede jeg hjemme i Laven, så det kunne blive nogle lange dage. Især om vinteren, hvor jeg skulle på handelsskole tre aftener om ugen. Normalt kunne

jeg nå et tog til Laven om aftenen ved 9-tiden, hvis jeg smuttede et kvarter før den sidste time sluttede. Alt i alt startede jeg hjemmefra klokken 8 om morgenen og kom først hjem ved 10-tiden om aftenen. Det tredje og sidste år på handelsskolen havde vi noget sværere regning, så det turde jeg ikke smutte fra, end ikke dette sidste kvarter, så da kom jeg først med et tog mod Laven klokken 23”. (Keld Dalsgaard Larsen: ”Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940” - 1984).

Imponerende Imponerende var det ord, forstander Lars Knudsen brugte, da han skulle beskrive Silkeborg Handelsskole udvikling i forbindelse

1935. Den ny anlagte Bindslevs Plads med græs, bed og bænke, og med legeplads til børnene. I baggrunden Borgerskolen, der i 1943 skiftede navn til Østre Skole. Om dagen var der fyldt med skolebørn, om aftenen rykkede handelsskolens unge elever ind i klasselokalerne.

Viceskoleinspektør Lars Knudsen kunne i 1949 fejre 40 års jubilæum som underviser på Silkeborg Handelsskole, og til Silkeborg Avis den 31. august 1949 kunne han fortælle, at det imponerende i 1942 havde udviklet sig til noget endnu mere imponerende: Silkeborg Handelsskole havde i 1949 15 normalklasser og ca. 250 elever. Skolen var fortsat aftenundervisning. Eleverne havde deres dagarbejde at passe og så skolegang om aftenen. Nu i tidsrummet kl. 18.20–20.00. Efter forstanderens mening gav det eleverne mulighed for fritid efter endt undervisning. På spørgsmålet om skolen af eleverne blev opfattet som en plage, svarede forstanderen: ”Jeg tror, at de er glade for at komme her, idet den moderne ungdom erkender, at det i vore dage er sådan, at den der kan mest har de største chancer for at skabe sig en god fremtid”. Ifølge forstanderen var ungdommen lige så god eller dårlig, som den altid havde været. Og pigerne lige så dygtige som mændene. At hævde andet var det rene vrøvl. Man kunne måske bemærke, at kvinderne nu i avisen omtales som piger, mens mændene fortsat er mænd og ikke blevet til drenge.

med 50 års jubilæet i 1942. Alle begynder vanskeligheder fortonede sig i en nærmest uvirkelighed fortid. Lars Knudsen påpegede især to forhold, som havde sikret skolens imponerende fremgang: Silkeborgs generelle udvikling og lærlinge loven, hvorefter arbejdsgiverne havde pligt til at sende deres lærlinge på skolebænken. Silkeborg Handelsskole havde i 1942 otte klasser med 1736 timer til den almindelige undervisning. 11 lærere forestod u ndervisningen. 102 mænd og 70 kvinder var dette år elever, og til den afsluttende eksamen havde 19 mænd og 14 kvinder bestået. Lars Knudsen understregede, at skolens formål fortsat var den samme som altid: At dygtiggøre unge handelsog kontormedhjælpere, så de kunne stå bedst muligt rustede til at udføre deres livsgerning. Med til handelsskolens succes var måske også den store stabilitet, som skolen var præget af. Silkeborg Handelsforening – fra 1919 S ilkeborg Handelsstandsforening – havde gennem alle årene i deres midte valgt skolens bestyrelsesformand: Bankdirektør Martin Braad (1900-1925) og herefter direktør Richardt Kjær. Viceskoleinspektør Lars Knudsen havde kun haft tre egentlige forgængere på posten som forstander (eller inspektør) for skolen: L andinspektør H. Kristiansen (1893-1911), kommunelærer Esben Petersen (1911-1917) og kommune lærer Ditlevsen (1917-1922). Lige som mange af lærerne havde lang anciennitet med handelsskoleundervisningen. Stabilitet prægede således de indre linjer på Silkeborg Handelsskole.

Undervisningen Silkeborg Handelsskole har altid tilbud relevant undervisning til tidens ungdom inden for handelsstanden. Og det vil sige, at fagene har varieret gennem årene. De første årtier var det fag som dansk, regning, handelsregning, geografi, veksel- og handelsret, bogholderi, korrespondance, stenografi og lignende, der var i fokus. Sprog blev gang på gang udbudt

som mulighed. Nogle gange var der nok elever til en sådan undervisning i tysk eller engelsk. Først i 1930’erne anskaffede skolen sig fire skrivemaskiner, så eleverne også kunne lære denne moderne teknologi. Rufbogholderi kom frem i samme årti, og handelsskolen købte 50 apparater og tilbød specialkursus heri. Forstander Lars Knudsen omtalte f ølgende fag som de væsentlige i 1949: dansk, regning, bogføring foruden en række specialfag så som handelsog salgslære, varekundskab, engelsk, tysk, stenografi og maskinskrivning. Fagrækken udviklede sig hele tiden. Silkeborg Handelsskole startede med tilbud til såvel yngre ansatte som lærlinge. Med tiden blev skolens opgave først og fremmest at være skole for handelsog kontorlærlinge. Selv om skolen til stadighed tilbød diverse special kurser for alle i handelsbranchen.

Fra far til søn Lars Knudsen var forstander for Silkeborg Handelsskole til sin død i 1952, og det var n oget af en kæmpe, skolen dermed sagde farvel til. Han havde været forstander siden 1922, altså i tre årtier, og inden han blev forstander, havde han undervist på skolen i 13 år. Det blev Lars Knudsens søn, Holger Knudsen, der tog over som forstander, og han h avde på dette tidspunkt været lærer på skolen i 20 år. Op gennem halvtredserne var der tre stærke personligheder, der i høj grad prægede udviklingen. Det var bankdirektør Charles Sørensen, der havde været formand siden 1946, boghandler Anker Mogensen og tømmerhandler Chr. Nedergaard.

Allerede midt i halvtredserne blev der talt om at skabe en dagskole. Meningen var, at man fra 1956 ville gå over til dagskole, som det var sket i flere byer. Men i Silkeborg løb man ind i problemer. Dels var der konflikt med lærerne. Dels var der modvilje fra de unges arbejdsgivere.

Men hvor bliver lærerne af? Konflikten med lærerne på handelsskolen handlede om løn. Da der en aften august 1956 var indskrivning af nye elever, var det derfor Handelsstandsforeningens bestyrelse, der tog imod, for lærerne var der ikke. De fik 90 nye elever skrevet op, og dermed var der i alt 315 elever, der skulle have undervisning fra skoleårets begyndelse. Der var bare ingen til at undervise dem. Konflikten skyldtes, at lærerne i Silkeborg havde en overenskomst, der gav dem et løntillæg ud over de satser, som staten y dede tilskud til. Eller rettere: Lærerne blev lønnet for ni måneders undervisning, men staten gav kun tilskud til otte måneder. Da satserne nu skulle forhøjes, ville lærerne beholde den fordel, de hidtil havde haft, og det gik Silkeborg Handelsstandsforening med til. Der blev skrevet ny overenskomst, men Provinshandelskammeret ville ikke acceptere de bedre Silkeborg-lønninger og krævede overenskomsten opsagt. Det var alt sammen sket tidligere på året, og derfor var der ingen undervisning. Lærerne mente, de var lockoutede, mens skolen mente, at de strejkede.

Det blev lærerne, der trak det længste strå, og dermed kunne undervisning komme i gang med 14 dages forsinkelse den 18. september 1956 klokken 18.20. Også året før havde den været gal, men da var det i en række byer, undervisningen ikke kom i gang til tiden. Baggrunden havde været, at lønningerne for at undervise i ungdoms- og aftenskoler var steget, og så syntes handelsskolelærerne godt nok også, at de skulle have mere i løn. Timelønnen for at undervise i ungdoms- og aftenskoler var nu mellem 9,95 og 14,95 kroner, mens handelsskolelærere kun fik en timeløn på mellem 9,58 og 10,42 kroner. Det ville de ikke finde sig i. Krævede det ikke større kvalifikationer at undervise unge handelsfolk i sprog, regnskabsføring og maskinskrivning?

Overgangen til dagskole kom dog til at trække ud. De handlende i Silkeborg brød sig ikke om at skulle undvære de unge elever, det gik meget godt med, at de fik undervisning om aftenen, så de kunne passe deres arbejde om dagen. Og denne modvilje var medvirkende til, at overgangen til dagskole trak ud.

Den store udfordring Langt de fleste handelsskoler havde fortsat som Silkeborg Handelsskole undervisning om aftenen, selv om nogle var gået over dagundervisning. Sidst i halvtredserne blev der imidlertid arbejdet på en reform, der v ille vende op og ned på disse forhold, og i 1960 blev der meldt ud: Senest den 1. december 1964 skal alle handelsskoler være gået over til dagundervisning. Det var en del af den ny lærlingelov, der var på vej, og som nu skulle gennem hele det politiske system. Og hvad var det så, der var på vej? Ja, Danmarks kontor- og butikslærlinge skulle fremover have mere undervisning og den skulle være mere fagbetonet. Nogle fag s kulle have flere timer, andre fag var helt nye. Den gamle ordning fra 1949 havde for eksempel ikke krav om maskinskrivning, men fremover skulle man have minimum 160 timers maskinskrivning. Til gengæld udgik et fag som skrivning, for nu skulle der jo skrives på maskine. Fag som bogføring, salgslære og varekundskab skulle udvides, og det samme skulle dansk, engelsk og tysk. Det mest omfattende var dog, at undervisningen skulle omlægges til dagundervisning og ikke mere være aftenundervisning. Den

Telefonbetjening I 1958 fejrede handelsstandsforeningen 75 års jubilæum, og i den anledning gav foreningens formand Anker Mogensen interview til Silkeborg Avis. Det var én af handelsskolens grand old men, der hermed kom med sine bud på den nærmeste fremtid. Et stort ønske var at få lyntog til Silkeborg, for det ville kunne give flere kunder til byens butikker. Hvad skolen angik, var det overgangen til dagskole, der fyldte hos jubilaren. Denne omlægning var på vej, og der var ikke i boghandlerens sind tvivl om, at det ville få stor betydning og også medføre helt nye fag. Og hvad kunne det så være for fag? Ja, det kunne for eksempel være undervisning i telefonbetjening, salgsteknik, kundebetjening osv.

gamle ordning fra 1949 krævede mindst 560 timers undervisning, det blev nu forhøjet til mindst 720 timers undervisning. Ingen kunne være i tvivl: Dette kræver flere lærerkræfter, mere plads og i det hele taget store omvæltninger. Silkeborg Handelsskole stod over for en stor udfordring.

Dagskole – men hvor skal vi være? I 1962 trådte den nye lærlingelov i kraft, og den var med til at skubbe til en udvikling, man havde ønsket i Silkeborg. Nu skulle der gøres op med den hidtidige holdning om, at kontorelever og handelslærlinge godt k unne arbejde en hel dag på jobbet og derefter sidde nogle timer på skolebænk om aftenen. Lærlingeloven betød, at den teoretiske uddannelse skulle foregå på dagskoler, hvor staten havde den fulde økonomiske forpligtigelse. Silkeborg Handelsskole skulle gå over til dagundervisning fra 1963, selv om en del kontorer og forretninger fortsat var imod. Det skulle være en egentlig skole, som man gik på om dagen og ikke nogle timer om aftenen. For boghandler Anker Mogensen betød det stor travlhed. Som formand for Handelsstandsforeningen trak han i mange tove for at finde frem til den helt rigtige løsning. Hvad ville det kræve at gå over til dagundervisning? Som det var nu, blev der undervist 550 elever i lokaler på kommunens folkesko ler. Det kunne man jo ikke fortsætte med som dagskole, for her var klasselokalerne jo optaget af skolebørn. Der skulle tænkes nyt, det vil sige bygges en egentlig handelsskole.

Holger Knudsen bag sit skrivebord i tresserne. Han havde været forstander siden, han overtog fra sin far i 1952, og han var det frem til 1973. For ham var der ingen tvivl: Skolens formål var det samme som ved oprettelsen: ”At dygtiggøre unge handelsog kontormedarbejdere, så de står bedst muligt rustet til at udføre den gerning, de har valgt.”

Eller skulle der? Under alle omstændigheder skulle der findes en foreløbig løsning på lokaleproblemet, og der blev forhandlet med Silkeborg Kommune. Det blev en travl tid. I april anmodede Anker Mogensen borgmesteren om et møde, og det blev holdt på borgmesterkontoret den 1. maj. Skoleudvalget mødte op, og borgmesteren og kommunaldirektøren kunne godt se, at noget skulle gøres. Kan I ikke udforme et forslag og sende det til byrådet, spurgte de. Det kunne skoleudvalget selvfølgelig.

Skal Silkeborg sakke agterud?

kommunale skolevæsen, at man kunne få to lokaler i skolebygningen ud mod Søndergade og et lokale på Østre Skole ud mod Bindslevs Plads, alle fra klokken 12. Derudover kunne handelsskolen disponere over yderligere lokaler ud mod Søndergade fra klokken 14.30, når skolebørn havde fået fri. Det gik jo ikke i længden. Denne løsning med dagundervisning på handelsskolen tre forskellige steder i byen var uholdbar. I skrivelsen til politikerne pegede skoleudvalget på tre muligheder for en længerevarende løsning: For det første kunne teknisk skole i forbindelse med udflytning til en ny skole sælge sin eksisterende bygning med t ilhørende ejendomme i Skolegade til handelsskolen. Det var én mulighed. For det andet kunne man forestille sig, at én af kommunens f olkeskoler i den indre by kunne frigøres til handelsskole. Det var jo nok muligt, for der skete jo i forvejen en vis udvikling med skolebyggeri i kommunen. Endelig var der den tredje mulighed: At der findes en passende grund, hvor der kunne bygges en helt ny handelsskole. I skrivelsen til byrådet taler Handelsstands foreningen til sidst alvorligt til politikernes fornuft. De må da kunne se, hvor vigtigt det er at få løst dette problem, hvis ikke Silkeborg skal sakke agterud? ”Det er helt nødvendigt, at skolen snarest udvider sit felt, således at byens unge indenfor handelsog kontorfagene her i byen kan få en videregående undervisning, hvilket også er nødvendigt ikke alene for at kunne bevare men også udefra at kunne tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til byens virksomheder”, skrev de handlendes forening.

Nu fik politikerne klar besked om forholdene: Der skulle fra skoleåret 1963 undervises i et fuldt skoleår på 40 uger, og der var allerede ansat nye tre lærere. Den hidtidige leder af handelsskolen siden 1952, Holger Knudsen, blev nu forstander for en dagskole. Foreløbig var det aftalt med teknisk skole, at man der kunne leje tre klasselokaler fra 8 til 14 dagligt. Derudover havde man aftalt med det

Skal vi være selvejende? Handelsskolens bestyrelse følte sig ikke helt sikker og kontaktede ministeriet. ”Det må I selv om”, lød svaret – godt nok med andre ord sammen med de udkast til vedtægter, bestyrelsen havde bedt om. Og så fortsatte arbejdet med at blive selvejende fremfor ejet af handelsstands foreningen.

Østre Skole eller en handelsskole i Lysbro? Konkret foreslog handelsskolen i 1962, at der blev nedsat et udvalg bestående af seks personer. Tre fra skolen og tre fra kommunen. Det sagde byrådet ja til og valgte viceborg mester arkitekt Ernst Thomsen, bankdirektør cand. jur. Poul Norup og skatteinspektør cand. polit. V. Præstholm til udvalget. Det varede ikke længe, før de tre m uligheder blev til to. Det ville koste omkring 200.000 kroner at købe teknisk skole på Torvet med fire klasseværelser i stueetagen og fem på førstesalen. Så skulle der bygges om for anslået 144.000, så det ville blive en dyr løsning. Dertil kom, at handelsskolen ikke fandt teknisk skole særlig velegnet.

Ernst Thomsen fremlagde et forslag: Østre Skole var løsningen, mente han. Byrådet kunne fra det kommende skoleårs begyndelse stille mellembygningen med 10 lokaler til rådighed, og om fem-seks år kunne handelsskolen helt overtage hovedbygningen ud mod Amaliegade. Det ville give handelsskolen en varig placering midt i byen. Kunne det være bedre? Det mente Poul Norup. Hans holdning var, at skolen skulle have en grund og så b ygge en ny skole, der var skræddersyet til formålet. Den mindretalsindstilling ville han have med i henvendelsen til byrådet, og det fik han. Bankdirektøren frygtede, at Østre Skole alligevel ikke ville kunne undvære lokaler i det omfang, handelsskolen havde brug for, og hans forslag var, at man byggede en ny handelsskole i den østlige ende af Lysbro Skov ved den k ommende Søndre Ringvej.

Ledelse og bestyrelse starter 75-års dagen med at hejse flaget. Meget var sket – og meget ville ske.

”Handelsskolens bekvemmelighed”

Vil I købe hovedbygningen? I foråret 1963 besluttede politikerne sig: Den 29. april 1963 skrev de et brev til handels skolens formand boghandler Anker Mogensen og slog fast, at handelsskolen pr. 1. august kunne overtage seks klasselokaler i hovedbygningen ud mod Bindslevs Plads, og at handelsskolen fem år senere, den 1. august 1968, kunne overtage hele denne bygning. Med andre ord: Handelsskolen kunne i en ikke så fjern fremtid købe den smukke hovedbygning ud mod Bindslevs Plads. Denne løsning var man helt tilfreds med fra handelsskolens side, men ved et møde på rådhuset foreslog man en tidligere overtagelse. Hvorfor vente fem år? I de fem år skulle man leje sig ind ved Silkeborg Kommune. Hvorfor ikke vende den om, så Silkeborg Kommune i stedet lejede klasselokaler ved handelsskolen i det omfang, det var nødvendigt? Forstander og bestyrelsesmedlemmer kunne i øvrigt fortælle, at man i den forbindelse overvejede at blive en selvejende institution, når nu skolen skulle stå som ejer af en bygning. Der var således to muligheder: Kommunen kunne fortsat eje og så leje seks lokaler ud til handelsskolen. Eller handelsskolen kunne købe bygningen og så leje klasselokaler ud til kommunen. Måske var det muligt? Det ville borgmesteren lige undersøge nærmere. Og sådan blev det: Der var ingen grund til at vente til 1968, og der blev indledt forhandlinger med kommunen om alt det praktiske: Hvor skal skellet gå? Mod vest skulle det følge bagkanten af fortovet mod Amaliegade. Mod nord bagkanten af fortovet mod Markedsgade. Mod

Politisk var der dog ingen tvivl om, hvor det bar hen: Den flotte skolebygning med takkede gavle og udsigt til Bindslevs Plads skulle være handelsskole. Ikke her og nu, hvor der var tale om mellembygningen, men om få år. Utallige Silkeborgbørn havde gennem de mange år lært at læse og skrive i skolens gamle ærværdige bygninger. Skulle der nu være handelsskole på Østre Skole? Det var nu ikke alle, der mente, at det var en god ide. Folkeskolen havde 400 elever, og skulle skolen nu først afgive lokaler og med tiden alle bygninger til handelsskolen? Det var helt galt, mente mange både lærere og forældre. At lade handelsskolen overtage Østre Skole ville betyde, at børnene på d enne skole efterhånden skulle spredes på andre Silkeborgskoler, og det gav modstand. Lærerrådet ved Østre Skole vedtog i februar 1963 en udtalelse, hvor de protesterede mod at lade handelsskolen overtage i første omgang mellembygningen. ”23 børneklasser på Østre Skole skal betale for Handelsskolens større bekvemmelighed. Disse Silkeborgbørn vil på den måde blive jaget til undervisning uden for Østre Skole”, udtalte de vrede lærere. De spurgte retorisk, hvem der havde de bredeste skuldre til at bære ulemperne ved lokalemangelen. ”Hvad siger forældrene til, at Østre Skoles undervisningsforhold forringes betydeligt, samtidig med, at kravene til børnene er stigende?”

I hele sin levetid havde handelsskolen måtte bede om lokaler, nu fik skolen omsider skøde på at eje sin egen bygning. Og det var ikke en hvilken som helst bygning, men én af byens smukkeste.

syd og øst var det mere kompliceret, men der blev lavet tegninger og formuleret, hvor linjen skulle gå. Den lille bygning med skolekøkken ud mod Markedsgade ville komme til at ligge på handelsskolens grund, og det var lidt noget rod, for den skulle kommunen jo fortsat bruge

til resten af Østre Skole. Aftalen blev, at kommunen sørgede for vedligeholdelse og f jernede bygningen, når der ikke mere blev brug for den. Sådan kom det nu ikke til at gå. Alt kom på plads: Gården skulle være fælles for handelsskolens elever og Østre Skoles

e lever. Toiletterne skulle benyttes af de to skolers elever som hidtil. Handelsskolens lærere og elever kunne bruge cykelstativerne på kommunens skolegrund, men kun i ”rimeligt omfang”. Biler kunne parkeres på grunden ud mod Amaliegade. Hermed var det ganske vist: Silkeborg Handelsskole købte Østre Skoles hovedbygning for 450.000 kroner med overtagelse 1. august 1965.

og meget mere skulle udføres for relativt store beløb. Langt den største post var dog til tømrer- og snedkerarbejdet: Der skulle laves forhøjninger i alle klasselokaler, så læreren kunne sidde lidt hævet over eleverne bag sit kateder. Der skulle udskiftes gamle døre, laves ophængte lofter, nye toiletter, garderober, installeres skabe, laves nyt lærerværelse og meget mere. Og så skulle der jo være forkontor med skranke. Der lå den så, skolen. Ombygget og renoEn moderne skole ved veret. Arkitekt Rosens flotte gamle bygning Bindslevs Plads med takkede gavle. Den havde genlydt af børnelyde i årtier, nu var det unge studerende, I løbet af sommeren 1966 sørgede kommuder gik i dens gange og sad i k lasseværelserne. nen for indlæggelse af fjernvarme og bedre Her kunne der undervises i 13 lokaler, og eleventilation, og herefter skulle ombygningen til verne kom fra Silkeborg, Kjellerup, Låsby, en moderne handelsskole så i gang. Der blev budgetteret med en ombygning for 300.000, Bording, Engesvang, Bryrup og Ry. Silkeborg og målet var, at alt skulle være klart til efter Handelsskole var nu ejer af skolebygningen sommer ferien 1967, der var skolens 75 års ved Bindslevs Plads, hvor man også gennem jubilæumsår. Det meste af arbejdet skulle årene som aftenskole havde haft undervisudføres i ferien, så undervisningen ikke blev ning. Bygningen havde i mange år huset Borforstyrret. Og det var ikke kun handelsskolens gerskolen, senere kaldet Østre Skole. Nu var egen undervisning, det handlede om, for der det handelsskolens flotte bygning midt i byen. var stadig folkeskoleundervisning i bygningen. I årevis havde handelsskolen skullet have ”I en hertil indkommen sag…” lokaler i kommunens skoler, lige nu var det omvendt, for det kommunale skolevæsen lag- I november 1964 skrev undervisnings de stadig beslag på enkelte lokaler i bygningen ministeriet et brev til borgmesterkontoret ved og ville gøre det skoleåret 1966/67 ud. Faktisk Silkeborg Kommune: ”I en hertil indkommen sag har kommufyldte skolebørnene stadig hele den ene etage. I skoleåret 1964/65 havde handelsskolen be- nen for Silkeborg Handelsskole, der hidtil været ejet og drevet af Silkeborg Hantalt en leje på 20.000 kroner til kommunen for har nu otte lokaler. Skoleåret efter var det så kom- delsstandsforening, ansøgt om godkendelse munen, der skulle betale leje til handelsskolen. af, at skolen overgår til at være en selvejende Ombygningen var en større omgang. Vand, institution samt om godkendelse af vedtægter varme, ventilation, malerarbejde, el-arbejde for denne institution”.

Elever og skrivemaskiner. Undervisning på førstesalen i den nyerhvervede bygning. Handelsskolen havde hidtil lejet sig ind hos kommunen, nu var det omvendt. Foto fra 1967.

Det var sidste led, der skulle lukkes. Både byrådet og handelsstandsforeningen havde sagt ja, og nu sagde så også ministeriet ja til overgangen til selvejende institution og til vedtægterne. Forinden var der gået længere tids forberedelser, skriverier frem og tilbage, arbejde med at få vedtægter på plads osv. Vedtægterne havde man skrevet af efter de selvejende skoler i Nykøbing Falster, Hillerød og Lyngby. I forhandlingsprotokollen skrev man, at ”de var i nøje overensstemmelse med” vedtægterne for disse skoler. Det lød bedre end

”skrevet af”. Nu kunne skolen så gå ind i en ny tid som selvejende efter at have været ejet af handelsstanden siden stiftelsen i det forrige århundrede.

Selvejende med 10 nye skrivemaskiner Som selvejende institution fik Handelsskolen en bestyrelse valgt af tre instanser: Handelsstandsforeningen, HK og byrådet. På besty-

kroner, og hvad skulle skolen med den? Jo, den skulle bruges i skrivemaskineundervisningen…

relsesmødet den 28. april 1965 konstituerede bestyrelsen sig med boghandler Anker Mogensen som formand og Egon Jørgensen fra HK som næstformand. Derudover b estod bestyrelsen af tømmerhandler Chr. Nedergaard og g rosserer Gunnar Moesgaard, begge valgt af Silkeborg Handelsstands forening, afdelings sekretær Knud Eriksen, valgt af HK, samt arkitekt Ernst Thomsen og bankdirektør Poul Norup, begge udpeget af byrådet. Det blev besluttet, at bestyrelsen fremover skulle mødes hver den 1. mandag i måneden klokken 13, og så var det på plads. Og allerede på bestyrelsens andet møde blev det besluttet at udvide aktiviteterne. Foruden undervisningen på lærlingeskolen og til handelseksamen (HX) og foruden de sædvanlige kurser til statskontrolleret prøve i bogføring, skulle skolen for søge at få gang i kurser i fabriksbogføring, regnskabsanalyse og e ngelsk. Regnskabsåret 1964-65 sagde en del om aktiviteterne. Lærlingeskolen var langt den største aktivitet i forhold til handelseksamen HX og de statskontrollerede prøver. Skolen måtte løbende investere i undervisningsmaterialer, men her blev der ikke ruttet med pengene. Den største udgift havde været til 10 nye skrivemaskiner for i alt 11.450 kroner, for de skulle naturligvis fungere og ikke være alt for gamle. Men hvad så med de skrivemaskiner, der blev erstattet? De blev solgt for 5000 kroner, og det var jo med til næsten at halvere udgiften. Eleverne skulle også lære at bestille varer og foretage andre ting pr. telefon, og der blev investeret i telefonbokse til dette formål. Endelig blev der købt en Tandberg båndoptager til godt 2000

Manden fra Peter Jessen Manufaktur For handelsskolen var det på alle måde omvæltningens år. Handelsskolen var nu dagskole, ejer af egen skolebygning og selvejende institution. Overgangen til dagskole var blevet forsinket på grund af modstand fra lærlingenes arbejdsgivere, der ikke brød sig om at skulle undvære deres lærlinge flere timer om dagen. Modstanden var der fortsat, godt nok passede lærlingene fortsat deres arbejde de timer, de ikke var på skolebænk, men det var alligevel i butikkernes åbningstid, de nu skulle undervises. Det var noget rod, mente deres arbejdsgivere. Med overgangen til dagskole blev der brug for flere lærere. Den navnkundige Børge Blans havde i årevis undervist i tekstilkundskab om aftenen, men når undervisningen nu s kulle foregå om dagen, meldte han fra. Hvem skulle så tage over? Skolen rettede henvendelse til én af samarbejdspartnerne, Peter Jessen Manufakturhandel, hvor der var en yngre afdelingschef i hvidevare- og metervareafdelingen. Han hed Henning Kirkfeldt, og ham kunne skolen godt tænke sig at få til at undervise i dette fag to dage fra klokken 8 til 9.30. Direktør Mads Toustrup fra firmaet Peter Jessen var positiv, og sådan blev det. Det betød ikke, at K irkfeldt skulle opgive sit arbejde som afdelingschef. Forretningen på Vestergade åbnede klokken 9,

så han kom blot en time for sent. Og den time blev han aldrig trukket for i løn. Henning Kirkfeldt havde i mange år været medlem af FDF, så nogen erfaring i at have med unge mennesker at gøre havde han. Og han må have gjort det godt, for allerede året efter blev han tilbudt fast ansættelse på fuld tid. Det foregik på en noget speciel måde. Når det var eksamenstid, kunne forstander Knudsen godt lide at slå lidt ud med armene, og så var der censor-frokost på Hotel Dania. Til kaffen lod forstander Knudsen kassen med cigarer gå rundt. Under samtalen kom det frem, at skolen havde et problem. Læreren i maskinskrivning havde dagen før sagt op for at rejse til handelsskolen i Fredericia, så der skulle findes en afløser her og nu. ”Så har jeg et forslag”, sagde Kirkfeldts censor. Og forslaget var, at Henning Kirkfeldt skulle undervise i maskinskrivning. ”Jamen, jeg kan jo ikke skrive på maskine”, sagde den yngre lærer fra Peter Jessens Manufaktur, men det så skolen ikke som et problem. Det kunne han jo lære. Og så gik det stærkt, dagen efter kom Kirkfeldt til møde med skolens formand, boghandler Mogensen, og skrev under på en ansættelseskontrakt om ”fast ansættelse - på prøve”. Henning Kirkfeldt måtte lære maskin skrivning med blindskrift og det hele, og han måtte også lære andre fag, som han fremover skulle undervise i som fastansat lærer på handelsskolen. Samtidig måtte han i løbet af to år år tage faglæreruddannelsen på SEL, Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse i København og i Ollerup.

Henning Kirkfeldt tog springet fra disken til katederet, sagde sin stilling hos Peter J essen op og blev handelsskolelærer de næste 35 år. Det havde han ikke kunnet forudse, da han i 1957 kom til Peter Jessen efter at være blevet udlært i manufaktur hos Dalgaard i Herning i 1957. Men handelsskolen blev hans fremtid, og han blev senere inspektør, leder af skolens studiekontor og kom med i skolens ledelse.

Maskinskrivning i takt til båndoptagerens musik Midt i tresserne var der otte fastansatte lærere, og lærerværelse og kontor var i et klasse værelse i stueetagen. Her havde forstander Knudsen sit skrivebord, og her kunne de otte lærere sidde omkring et bord og spise deres medbragte frokost. Det var også her, der blev opbevaret bøger, papirer med videre, og dermed var lokalet både forstanderkontor, lærerværelse og lager. Skolen havde sine lyde. Gik man forbi klasseværelset, hvor der blev undervist i maskinskrivning, kunne man høre musik fra Tandberg båndoptageren. Eleverne skulle lære at skrive blindskrift, og der blev sat en skærm for, så man ikke kunne se tasterne. Men var det så ikke muligt at kigge ind under skærmen? Jo, og derfor satte lærerne små mærkater på t asterne, så bogstaverne ikke kunne ses. Hver time startede med skrivning i takt. Det skulle båndoptageren sikre. For begynderne blev Bent F abricius Bjerres ”Alley Cat” sat på, og så skulle der skrives 75 anslag i minuttet i takt til musikken. Senere, når eleverne var mere øvede, kom der anden

Kjellerup blev lukket. Det gav flere elever til Silkeborg, men det var ikke alle elever, skolen fik. Kjellerups elever blev delt mellem Silkeborg og Viborg, og Brædstrups elever blev delt mellem Horsens og Silkeborg. Alligevel betød det en voldsom tilgang af elever, og det havde været medvirkende til den voksende pladsmangel. Silkeborg Handelsskole udlærte lærlinge i butiks- og kontorfagene, men der blev også med succes kørt aftenkurser. Antallet af hold lå i 1967 på 20 med i alt 150 elever, der sluttede af med statskontrolleret fagprøve. Derudover tilbød skolen omskolings- og opsamlingskurser.

Omskoling af telefonistinder Det lå i tiden, at teknikken på nogle punkter kunne tage over, og at ansatte måtte omskoles. Fra 1953 og næsten 20 år frem automatiserede Jydsk Telefon alle sine mange telefoncentraler, også centralerne i Silkeborg og oplandsbyer. Det betød, at der overalt blev overflødiggjort Et ældre foto af telefonistinder i Silkeborg. Da telefonistinder, der i årevis havde siddet og teknologien overflødiggjorde denne faggruppes manuelt sørget for de rette forbindelser mellem arbejde, tilbød handelsskolen omskoling. Det blev telefonabonnementer. ikke sidste gang, skolen påtog sig denne type opgaver. Nu overtog teknologien deres arbejde, og hvad så? Lokalt tog de fleste telefonistinder musik med hurtigere takt på. Målet var at imod et tilbud fra Silkeborg Handelsskole, komme op på 120 slag i minuttet, det vil sige der udviklede kurser i elementære kontorfag, to slag i sekundet. så de tidligere telefonistinder kunne klare kontorarbejde i a ndre erhverv. Det blev ikke sidste gang, handelsskolen på Og i oplandet lukkede skolerne den måde måtte udvikle tilbud til medarbejdere, I tresserne skete der en vis centralisering, hvor der blev overflødiggjort af udviklingen. Omskoblandt andre handelsskolerne i Brædstrup og ling var blevet et nyt begreb.

Husmødrene vil i arbejde I mange år havde det været sådan, at når kvinderne fik mand og børn, blev de hjemmegående husmødre. Også kvinder, der havde taget en kontoruddannelse eller butiksuddannelse, forlod ofte arbejdsmarkedet for ikke at v ende tilbage igen. En mand kan vel forsørge sin familie? I tresserne ændrede det sig. Nu blev det mere almindeligt, at kvinderne blev på arbejdsmarkedet eller vendte tilbage, når børnene havde nået en vis alder. Det betød nye behov, som handelsskolen kunne indfri. Der kunne jo være sket en hel del på arbejdsmarkedet, mens kvinderne havde gået hjemme som husmødre, og de havde derfor behov for et genopfriskningskursus. Her kunne de dels få genopfrisket tidligere erhvervet viden, dels lære nyt, så de kunne vende tilbage til kontor eller butiksfagene. I sidste halvdel af tresserne begyndte handelsskolen derfor at tilbyde denne form for genopfriskningskurser for hjemmegående husmødre, der ville tilbage til arbejdsmarkedet. Kurserne blev kørt som aftenkurser, og så kunne mændene derhjemme jo starte med at vænne sig til, at husmoderen tog på kursus, så snart der var spist aftensmad. Men du klarer vel opvasken først?

Silkeborg Handelsskole. Den 4. oktober 1967 blev jubilæet så markeret, og man s tartede om morgenen med at lægge kranse på de tidligere formænds og forstanderes grave som en hilsen til pionererne og til dem, der havde trukket et læs de første mange år. Derefter var der reception på skolen, og her kunne gæsterne så også få en fornemmelse af resultatet af renoveringen og ombygningen. Om aftenen var der stor jubilæumsfest på Hotel Dania. Her deltog skolens lærere og andre ansatte, bestyrelse mv. med ægtefæller, og derudover var der en del indbudte gæster.

Kranse på pionerernes grav Med nogle måneders forsinkelse kunne 75 års jubilæet så fejres i 1967. Skolen var klar og nyrenoveret, og på den gamle bygnings murværk var der kommet nye bogstaver op:

en sang til Silkeborgs pris, og da vinen havde løftet stemningen, kom der naturligvis også en sang til damernes pris på melodien ”Katinka, Katinka”. Her sang de fremmødte mænd om Silkeborgs kvinder, der er noget for sig, og som også godt selv ved det.

Det var en aften med stil. Ægte skildpadde suppe, pighvar med hollandaise, rådyrryg med wal dorfsalat og likør is med chokoladekurv. Dertil diverse vine og til sidst mocca med cognac og likør. Musikken spillede under spisningen, så maden kunne nydes til ”Når fjordene blåner”, vals og Irving Berlins ”Annie get your gun”. Da moccaen med tilbehør kom på bordet, slog orkesteret over i ”Sommer i Tyrol”. Undervejs blev der sunget. Til melodien ”Farvel du hus, hvor min fader bor” blev der således sunget en sang til handelsskolens pris:

Det var en fest, der ville noget, og skolen havde meget at fejre. Der var gået 75 år, man havde fået sin egen skolebygning centralt i Silkeborg, og der var blevet brugt over en million kroner på købet og på ombygningen. Fremtiden tegnede lyst. Festtalen blev holdt af forstander Holger Knudsen, der havde haft denne post siden 1952. Han havde overtaget forstanderhvervet efter sin far Lars Knudsen, der startede som lærer tilbage i 1909, og som var forstander i 30 år. Dermed havde far og søn Knudsen sat deres præg på skolen helt tilbage fra de allerførste år. Og det var den nuværende forstanders far, der havde holdt jubilæums talen 25 år tidligere, da 50 års jubilæet blev fejret. Og hvad rummede skolen så her i 75året? Den var først og fremmest ramme om en rimelig stor lærlingeskole, den havde medhjælperskole og fagskole til almindelig handelseksamen. Lærlingeskolen fyldte mest og havde omkring 600 elever, omkring 150 tog fag, der skulle munde ud i statskontrolleret prøve, og der blev gennemført årskurser for omkring et halvt hundrede.

En handelsskole blev rejst af mænd, der så, at gamle går godt i spænd med unge, der både vil og kan udrette noget for by og land, når hjælp de får i unge år Og skolen voksede sindigt frem De store spring ligger fjernt fra dem Der virker her på den jydske jord; vi søger sindigt at sætte spor hvor vi når ind til unge sind Forløbet er syv-ti-fem af år, Og fast og sikkert vor skole står. Vi ønsker, ungdommen af i dag må møde rustet til tunge tag for folk og land og handelsstand Den seks vers lange sang sluttede af med at forudsige, at skolen også ville stå om 100 år. De festklædte deltagere i spisningen sang også

Der er 30 år mellem de to fotos. Billedet øverst er fra 1955, da kommunen stadig ejede den, og som det ses på fotoet til højre er der i løbet af tre årtier blevet ændret og renoveret, uden at det er gået ud over Arkitekt Rosens arkitektur. Vinduer er udskiftet, og ellers er der ikke sket det store – udover, at der nu står ”Silkeborg Handelsskole” på bygningen. Og så har bænken fået ryglæn.

Uden for lærerværelset siger vi De

for eleverne skulle lære at servicere kunderne på den bedst tænkelige måde. Lærer Kirk feldt stod og lavede kaffe af forskellig sort for eleverne, og så skulle de lære at smage forskel. Hvilken kaffe taler vi om her? Det er vigtigt at kunne vejlede kunderne, så eleverne fik smagsprøver af mange forskellige varer, blandt andet vin, der dog blev holdt i så små mål, at det ikke gik ud over undervisningen resten af dagen.

Tonen mellem lærere og elever var stilfuld. Der blev sagt ”Hr.” og ”De”, og man brugte efternavnet. Når lærerne sad på lærerværelset og spiste deres frokost eller nød en kop kaffe, k unne de fint være på fornavn og dus, men når de så gik ud fra lærerværelset, var tonen mellem k olleger igen De og efternavn. Eleverne skulle jo nødigt få dårlige vaner. Lærerne sagde også De til eleverne, og først en gang i halvfjerdserne blev det på et lærerrådsmøde drøftet, om man måske kunne begynde at være dus med eleverne. Ville det ikke gå ud over respekten? Meningerne var delte, og nogle lærere valgte at fastholde de formelle omgangstoner, mens andre lærere var mere med på noderne og tilpassede sig tidernes mere uformelle stil. Der var også forskel på eleverne. For eksempel var tekstilelever måske lidt finere end kolonialelever. Stod man i en tøjforretning, var man meget velklædt med jakke og slips og lidt fornem i sin omgang med kunderne, mens man i købmandsforretningen var mere nede på gulvet. Det smittede også af på, hvordan eleverne opførte sig i skolen og h vordan, de klædte sig, og elever fra tøjforretningerne gik også på skolen med jakke og slips. På et tidspunkt var der ikke tekstilelever nok i hverken Silkeborg eller Skanderborg, og man blev enige om at oprette et fælleshold for de to skoler. Da der var flest i Skanderborg, blev det der, undervisningen fandt sted, og elever og lærer fra Silkeborg blev kørt i minibus til Skanderborg. Kolonialholdet havde ikke disse problemer. Her var der tale om en alsidig undervisning,

Og nu kan vi også tage fotokopier… Der var god brug for de lokaler, folkeskolen stadig rådede over. I 1966 blev endnu et lokale frigivet, og straks blev ministeriet søgt om lån til møbler: Et kateder til læreren, en katederstol, 12 tomandsborde og 24 stole. Det ville koste 3.500 kroner, som skolen håbede at låne. Og argumenterne var i orden i a nsøgningen: ”Vort elevtal er stærkt stigende på grund af de mange nye oplandselever og det dermed forøgede ugentlige timetal”, skrev formand og forstander til undervisningsministeriet. De mange nye oplandselever skyldtes lukning af andre skoler. Optagelsesområdet voksede. Og behovet for investeringer var der hele tiden. Moderne maskiner som en diktafon, en elektrisk skrivemaskine og et fotokopieringsapparat skulle købes hjem, og det var alt sammen noget, ministeriet blev orienteret om. Forstander Knudsen var ikke den, der slog ud med armene og indkøbte i alt for store mængder. Der skulle købes det, der var brug for, og ikke mere. Man kunne komme langt med tavle og kridt. Da der blev indkøbt over-

headprojektorer - ”nyheden i undervisning” - , var det med en enkelt til hver etage, ikke til hvert klasseværelse. Så måtte man jo deles om dem.

Skal lærernes repræsentant med til bestyrelsens møder? På bestyrelsens møde den 18. december 1969 på Hotel Dania blev en ansøgning om ekstraordinær bevilling af to automater til en midlertidig kantine drøftet. Det kunne der godt arbejdes videre med, det var en udmærket ide, var der enighed om. Men der skulle selvfølgelig ikke være øl i automaterne, en frugt automat ville måske være en god ide. Og sådan var der stort og småt at drøfte. På skolen var der nu et lærerråd, og skulle lærerrådsformanden deltage i bestyrelsens møder? Egentlig ville det vel være naturligt, at lærernes repræsentant var med og dermed grundigt orienteret om, hvad der blev besluttet og hvorfor. På den anden side skulle bestyrelsen vel kunne drøfte skolens forhold uden at ikke-bestyrelsesmedlemmer var til stede? Beslutningen blev et både og formuleret som et tilbud til lærerrådsformanden om periodisk deltagelse i bestyrelsens møder. Silkeborg Handelsskole havde været foran andre skoler, når det handlede om lærerråd. Da det blev lovpligtigt, havde skolen allerede i fem år haft et lærerråd, og Henning Kirkfeldt havde været den første lærerrådsformand. For forstander Knudsen var det naturligt, at lærerne på den måde fik deres eget organ og kunne tale med én stemme. Og på dette område var skolen hermed pionerer.

Vinduerne er utætte Silkeborg Handelsskole havde sidst i tresserne ikke kun lærerråd, der var også blevet oprettet et elevråd. Det var vigtigt, at eleverne lærte demokrati, og skolens ledelse havde selv ønsket, at eleverne organiserede sig. På halvfjerdsernes første bestyrelsesmøde var der da også en besked fra elevrådet: Vinduerne er utætte. Det var jo ikke godt, for det var ikke mange år siden, der var blevet gennemrenoveret. Det blev besluttet, at håndværkerne i sommerferien skulle gennemgå vinduerne og få det i orden. Det endte med udskiftning af vinduer, først i skolens vestside, siden i østsiden. Grosserer Moesgård var ny formand i en tid, hvor store beslutninger blev truffet. I efteråret 1971 besluttedes det således at købe grundene Møllegade 18-20 for 235.000 kroner af Silkeborg Kommune, så byggeplanerne kunne føres ud i livet, når det var nødvendigt. Foreløbig gav man kommunen lov til at bruge grunden til parkering, mod at kommunen sørgede for grusning og snerydning. Og hvis ikke byggeriet blev til noget, fik kommunen tilbagekøbsret til samme pris. Det blev nu ikke aktuelt. Handelsskolen fik brug for grunden.

Og om fredagen var cigarrøgen tæt… I 1970 bestod administrationen af to halvdagsdamer, den ene var der om formiddagen og den anden om eftermiddagen. Kontoret var et aflukke i et klasselokale, hvor skranken optog halvdelen af pladsen. Der var også plads til for-

stander Knudsens kontor, hvor der udover hans skrivebord også stod et spisebord i t eaktræ. Hver fredag kom formanden, grosserer Gunnar Moesgaard, for at føre kasserapport inde ved forstanderen. Og så blev cigarkassen åbnet, og snart lå røgen som en tæt tåge. Det gik i og for sig udmærket alt sammen, men nu meddelte man fra ministeriet, at skolen skulle forberede sig på snart at gå over til løn over edb. Det var de to halvdagsdamer ikke meget for, og der blev opslået en fuldtidsstilling. Den søgte 21-årige Inger Bechmann, der havde bestået handelsmedhjælpereksamen på handelsskolen, og som havde arbejde i Galten. Hun var nygift og træt af køreturen fra Silkeborg til Galten, og nu kom hun så til samtale på handelsskolen. Da hun så, hvordan det foregik der, blev hun noget forundret. Det hele foregik på gammeldags manér, der var ingen maskiner ud over skrivemaskine, og Inger var vant til anderledes moderne forhold. Da hun fik besked om, at hun havde fået jobbet, sagde hun nej. De to halvdags damer var søde, men kunne være hendes mødre. Og det hele foregik altså for gammeldags til hendes smag. Hun blev spurgt, om hun ikke ville overveje nærmere og endte med at sige ja. Det fristede at få job i Silkeborg og slippe for kørslen, og hun kunne jo nøjes med et par år. Det blev til mere end 40 år.

skulle gøres klar, eller når der var indskrivning af elever, var de på kontoret alle tre, både de to halvdags damer og den fultidsansatte. Så var pladsen så trang, at man skulle rejse sig på skift, ellers var der ikke plads til at skubbe stolen ud. Den nyansatte Inger Bechmann skulle stå for regnskaberne, mens de to halvdagsdamer havde elevadministrationen. Det betød, at Inger skulle vente til grossereren om fredagen havde skrevet kassekladde, før hun kunne bogføre posterne, og det var hendes temperament ikke til. Derfor fik hun hurtigt overtalt forstanderen til at droppe ordningen. Bogføringen foregik på den måde, at Inger havde en papkasse med kontokort. Foran sig havde hun en stålplade med en journal. Oven på den havde hun carbonpapir, og så tog hun kontokort fra kassen og bogførte kasse rapportens posteringer. Når der skulle laves løn til lærerne, foregik det inde hos Knudsen på hans teaktræsbord. Inger slog op i statens løntabel og regnede lønnen ud, mens Knudsen holdt øje med, at alt gik rigtigt til. Og så blev der udfærdiget sedler til banken. Da løn som forudsagt af ministeriet skulle over på edb, måtte Inger på kurser i København. Og da selve regnskabsføringen flere år senere kom på edb, måtte hun igen på kurser. Handelsskolen sprang alle mellemled over. Her gik man direkte fra det primitive, hvor det meste foregik i hånden, til edb. Hvor man de fleste andre steder havde haft mellemled med diverse kontormaskiner, gik handels skolen populært sagt direkte fra kontor-stenalderen til it-alderen. Fra papkasse til edb-skærm.

Papkasse med kontokort Da de to halvdagsdamer skiftevis var på arbejde formiddag og eftermiddag, var de som regel kun to ad gangen på kontoret. Men når der var spidsbelastning, fordi eksamenspapirer

Manden fra Esbjerg Knudsen havde i den grad aftjent sin værnepligt som forstander og valgte nu at træde tilbage. Utroligt meget var sket i hans år ved rorpinden, og nu skulle der søges en ny forstander for en skole i rivende udvikling: ”Skolen har såvel lærlingeundervisning som kursus til handelseksamen, specialkurser, fagprøver og højere fagprøver”, lød det i stillingsopslaget, der også fortalte, at den nye

forstander skulle undervise ni timer om ugen. Da fristen udløb midt i februar 1973, var der 23 ansøgninger, som bestyrelsen skulle se nærmere på. Også lærerrådsformanden fik en liste over ansøgerne. Der var ansøgninger fra hele landet fra Frederikshavn i nord, Esbjerg i vest og København i øst. Der var handelslærere, inspektører og en enkelt forstander blandt ansøgerne, og af dem blev fem indkaldt til samtale på Hotel Sønderport mandag den 12. marts. Der blev afsat en halv time til hver, og samme eftermiddag samledes bestyrelsen

Flemming Gehlert hilser på ledige kursister på handelsskolen på foto fra halvfjerdserne.

klokken 14 for at træffe en afgørelse. Her vedtog den enstemmigt at indstille til Undervisningsministeriet, at inspektør Flemming. Gehlert fra Esbjerg fik stillingen. Gehlert er født og opvokset i Esbjerg, hvor han blev kontoruddannet inden for korn- og foderstofferbranchen. I 1960 havde han taget Højere Handelseksamen i København, før han vendte tilbage til Vestjylland, hvor han blev regnskabsassistent. Han havde arbejdet inden for bilbranchen og senere lædervarebranchen, hvor han i Bramminge arbejdede som prokurist. Samtidig læste han HD i regnskabsvæsen, og så kaldte Esbjerg Handelsskole, der gerne ville have ham som lærer fra 1965. I barndomsbyen var Gehlert herefter lærer i en række fag og senere også inspektør på merkonomstudiet fra 1969. Og da stillingen som forstander i Silkeborg blev ledig, søgte og fik Gehlert den. Herefter flyttede familien mod øst. Vestjyden blev midtjyde.

fester, og som nok havde talte Roma midt imod og kritiseret forhold på skolen, men altid på en konstruktiv måde. Der var med andre ord noget ungdomsoprør over dette hold, og det skulle forstås positivt. ”Ungdommen bliver tit kaldt umulig, men det er i hvert fald ikke jer”, sagde formand for handelsskolen, Gunnar Moesgård, i sin tale. Men selv om det var et hold med initiativ og virkelyst, skulle de ikke vide sig sikre. Her i halvfjerdserne kom de ud på et arbejdsmarked præget af arbejdsløshed. Konkurrencen var hård, men nu havde de grunduddannelsen med mulighed for at videreuddanne sig og håbe på bedre tider.

Og nu har vi også HD Silkeborg Handelsskole havde i flere år forsøgt at få første delstudie til Handelsskolens Diplomuddannelse, HD, til Silkeborg, og her i sensommeren 1973 så det ud til at lykkedes. Ved et møde i handelshøjskoleafdelingen, som dækkede det midtjyske område, blev det besluttet at starte studiet i Silkeborg fra efteråret 1974. Formand for Silkeborg Handelsskole, grosserer Moesgaard, udtalte, at det ville dække et behov for områdets erhvervsliv og for unge, der måtte ønske en højere uddannelse. Det ville jo vise sig i praksis, for hvor stor ville interessen for HD være? Den 1. del af studiet, der nu kunne tages i Silkeborg, ville vare to år med undervisning i erhvervsøkonomi, nationaløkonomi, erhvervs- samt samfundsbeskrivelse, statistik samt erhvervsret. Der kunne optages 30-35 elever, så nu så man

”I er noget helt specielt” Først i halvfjerdserne var der af én eller anden grund ikke fest i forbindelse med dimission. Efter eksamen fik de unge deres eksamens bevis og gode ord med på vejen, men der blev ikke festet. Sådan var det i flere år, og derfor var der mange, der åndede lettet op, da afgangsholdet i 1974 tog initiativet til en afslutningsfest. Festen blev holdt i Teatersalen på Torvet, og først var der dimission, så spisning, hvorefter lærere og elever svingede sig i dansen. Dette hold blev betegnet som noget helt specielt, der undervejs ofte havde a rrangeret

frem til at høre fra interesserede. Og man kom ikke til at vente længe. I oktober kunne handelsskolen melde ud, at de første havde meldt sig, og forstander Fl. Gehlert glædede sig og betegnede HD som en landvinding. Hele HD-studiet varede fire år og var et aftenstudium, der skulle indpasses med det daglige arbejde. Det var dermed noget krævende for eleverne, der skulle passe jobbet om dagen og om aftenen deltage i otte timers undervisning ugentlig. Det var som at få en ekstra arbejdsdag. Der skulle undervises i erhvervsøkonomi, nationaløkonomi, erhvervs- og samfundsbeskrivelse, statistik og erhvervsret. Alle disse fag skulle afsluttes med mundtlig og skriftlig eksamen, og bestod eleverne dem, var der adgang til 2. del af HD-studiet, der skulle tages i Herning eller Aarhus. Men ville 1. del af HD overhovedet komme i gang i Silkeborg? I foråret 1974 bredte nervøsiteten sig. Godt nok havde de første meldt sig klar allerede i efteråret 1973, men da det nye skoleår nærmede sig året efter, var der kun 10 tilmeldte. Det var for lidt. Nu havde man i årevis kæmpet for at få 1. del af HD til Silkeborg, og så svigtede tilmeldingen. Noget måtte gøres. Den 10. juni 1974 blev der holdt orienteringsmøde, og her mødte 25 op. Det hjalp. Her var blandt andet nogle ingeniører mødt op, og der kom lærerkræfter og studievejleder fra Herning for at fortælle om HD og hvad, dette studie kunne føre til. Det var ikke tilfældigt, at der mødte en del ingeniører op for at høre mere om HD. De havde fundet ud af, at kombinationen af en teknisk uddannelse og en økonomisk uddannelse gav dem langt bedre

muligheder for at få en spændende k arriere. Der var endda nogle firmaer, der krævede denne kombination, når de søgte ingeniører. Og i m odsætning til en del andre, skulle ingeniørerne ikke først klare en adgangsprøve, men kunne gå direkte ind på HD-studiet. Blandt andet interessen fra ingeniørerne betød, at skolen i august 1974 kunne melde ud, at nu var der sikret tilstrækkeligt med tilmeldinger, og at undervisningen startede den første uge i september. Og hvis der var flere interesserede, var der fortsat åbent for tilmeldinger.

Handelsskolen i offensiven Men der skete mere nyt i 1974. Handelsskolen gik i offensiven, når det handlede om

Handelsskolen har altid annonceret flittigt i den lokale presse for at informere om de tilbud, skolen havde. Efterhånden blev det i højere og højere grad suppleret med oplysende arrangementer på skolen.

infor mation til de elever, der skulle vælge uddannelse efter folkeskolen. Hvad skulle man vælge som elev i afgangsklassen? Handels skolen mente, at der var behov for mere oplysning om mulighederne i erhvervslivet. Derfor inviterede man for første gang til erhvervs vejledning på skolen. Handelsskolen havde tidligere været aktivt med i erhvervsvejledning, men aldrig med et arrangement på skolen, som det nu blev arrangeret. Hermed kunne potentielle nye elever ikke blot få vejledning i, hvorfor det kunne være en god ide at starte på handelsskole efter folkeskolen, de kunne også se og opleve skolen. Og arrangementet skulle i sig selv vise, hvor fremtidssikret en uddannelse på handelsskolen er, og derfor var repræsentanter fra erhvervslivet inviteret til at møde op for at fortælle de fremmødte om deres muligheder efter handelsskolen. Også nogle handelsskoleelever deltog, så det var unge, der kunne fortælle unge om skolen.

været møde med borgmesteren og kommunaldirektøren, og holdningen var klar: Vi vil satse på at blive og bygge en ny fløj ved den nuværende skole. Bestyrelsen tog stilling til stort og småt. Efter snakken om den nye fløj blev det vedtaget at give 500 kroner til juleafslutning på HX, og der blev også nikket ja til at udskifte gardiner i visse lokaler og at købe nogle nye hynder. Derudover skulle der lægges et fast tæppe på kontoret. Lyset var tændt længe på handelsskolen denne vinter 1974-1975. Aftenundervisningen var omfattende, og nu var HD-studiet også kommet til. Merkonomuddannelsens brede vifte at fag trak flere og flere til. Der var specialkurser i databehandling 1 og 2, der var afsætningslære, arbejdsret, eksport, finansiering, markeds føring, indkøb, nationaløkonomi, organisation 1 og 2, personaleadministration, ledelse, regnskabsfag, revisionsteknik, skatteret og virksomhedsøkonomi. Kursusgebyret pr. fag var 250 kroner for 60 timers undervisning. Derudover var der Fagprøver og Højere Fagprøver, begge afsluttende med statskontrolleret eksamen. Fagprøver var en etårig grund uddannelse med fag som bogføring, dansk handelskorrespondance, edb-grundkursus, engelsk, handelslære, maskinskrivning, stenografi og tysk. Oven på denne grunduddannelse kunne man så bygge Højere Fagprøver med engelsk, matematik, regnskabslære og tysk, og det gav adgang til HD-studiet.

Og så skal vi altså have nye gardiner Det var nu snart jul 1974, og bestyrelsen havde møde på Hotel Dania. Som så ofte før skulle der på mødet tages stilling til nye tiltag. Det blev besluttet at oprette et kursus i eksportpraksis og sende indbydelse ud gennem Handels standsforeningen, Arbejdsgiver foreningen og Merkonomforeningen. Derudover skulle der indrykkes en annonce i Silkeborg Avis, så måtte man jo se, hvor stor interessen var. Og hvad så med planerne om at bygge, hvordan går det med dem? Jo, der havde ugen forinden

Skal vi alle til Gødvad? Ungdomsuddannelserne var løbende blevet

suppleret med flere og flere tilbud til voksne i arbejde, og det stillede krav om mere plads og flere nyanskaffelser. Skolen voksede på alle planer. I februar 1974 kunne handelsskolen opliste en række nyanskaffelser, der i alt løb op i næsten 27.000 kroner. Regnemaskine, spritduplikator, telefon, bænke, stole og diverse andet var blevet indkøbt eller skulle indkøbes, men én af de helt store udgifter var en moderne kugleskrivemaskine til mere end 5.000 kroner. Det var mange penge. Imens blev lokalesituationen mere og mere dramatisk, og da ministeriet gerne ville have en samlet planlægning for alle uddannelsesinstitutioner, tog handelsskolen initiativ til et møde, hvor bestyrelserne for teknisk skole, HF, gymnasiet, skoledirektøren, kulturudvalget og skolernes lærerrådsformænd blev inviteret. Handelsskolen ville gerne have etableret et bedre samarbejde med de andre skoler i byen. I indkaldelsen til mødet fortalte handelsskolen, at man håbede at kunne udvide aktiviteterne med handelsgymnasium fra næste år. P roblemet var, at denne udvidelse af aktiviteterne ikke kun klares inden for de nuværende rammer. Men hvad ville handelsskolen konkret opnå med at invitere de andre uddannelses institutioner til et fællesmøde? Ja, hvis der kunne komme et mere formaliseret samarbejde ud af det, var meget nået. Men der var også den mulighed, at man sammen kunne arbejde frem mod en samlet udflytning af uddannelserne for de 16-19 årige. Det var der jo virkelig visioner i, selv om handelsskolen på den anden side gerne ville blive, hvor den var. Tankerne om at skabe et stort fælles uddannelsesmiljø for de 16-19 årige slog efter-

hånden rod. Kunne man skabe et miljø med gymnasium, HF og handelsskole i Gødvad? Det ville dog blive en noget dyrere løsning. Man kunne udvide i den indre by for 5-6 millioner, men en skole i Gødvad ville koste 20 millioner. Pengene til udvidelse i midtbyen kunne man klare nogenlunde hurtigt, men det ville tage en del år at skaffe penge til en helt ny skole. Men det kunne måske komme senere? På et møde med borgmester Ernst Thomsen hørte handelsskolens bestyrelse mere om byrådets planer for Gødvad-området. Det så man gerne udlagt til institutionsbyggeri, og hvis handelsskolen valgte at udvide i m idtbyen nu og så senere fulgte med ud til Gødvad, ville kommunen købe både den nuværende handels skole og udvidelsen til kostpris. Altså kunne man roligt udvide nu og så alligevel senere flytte til Gødvad. Mødet med borgmesteren blev holdt i september 1974, og få år senere blev udflytningsplanerne til Gødvad meget konkrete. Men foreløbig handlede det altså om at få bygget en ny fløj i midtbyen.

1975. I årevis havde eleverne selv skullet købe deres bøger og solgte dem så videre til andre elever, når de ikke havde brug for dem mere. Det blev ændret, så alle fik udleveret bøger, og for at man i overgangsperioden ikke skulle brænde inde med dem, købte skolen bøgerne. Her sælger Britta Riis Pedersen skole bøger til inspektør Jøhnk og forstander Gehlert.

Mangel på lærepladser

Undersøgelser viste, at når eleverne gik i folkeskolens afgangsklasse, havde mange af dem lyst til at arbejde i butik. Men når de først kom i gang med den etårige handelseksamen, ændrede de ønske og ville hellere på kontor. Måske var løsningen at tilbyde en butikslinje? Nogle år tidligere havde det været populært at uddanne sig i butiksfagene, nu var det p opulært at uddanne sig på kontor. Moden skiftede, også når det handlede om uddannelse. Det betød selvfølgelig også noget, at der havde været flere arbejdsløse butiks uddannede, og at nogle havde valgt at omskole sig til andet arbejde. Alligevel var der bekymring i butiksfaget. Kommer vi om nogle år til at mangle faguddannet arbejdskraft? Problemerne fortsatte. Året efter, i 1975, manglede 69 ud af 177 med handelseksamen at få en læreplads. Udviklingen var både positiv og negativ: Flere søgte ind på den etårige handelseksamen, men antallet af lærepladser steg ikke tilsvarende. Det betød, at mange gik direkte fra skole til arbejdsløshed og ikke kunne få deres uddannelse gjort færdig. Og de unge lærepladssøgende fra 1975-holdene føjede sig til dem, der i forvejen ventede. S åledes var der her midt i halvfjerdserne 120 unge, der søgte læreplads i butik, engros eller kontor. I alt var der lavet aftale om 213 lærepladser inden for området, og dette tal skulle helst have været dobbelt så stort, hvis alle skulle hjælpes. Fra handelsskolens side gjorde man meget ud af at informere om, at man altså fik en lærling, der fra dag et kunne yde en indsats. På den etårige handelseksamen havde de lært alt det grundlæggende som maskinskrivning,

Handelsskolen havde et godt tilbud til elever, der forlod folkeskolen efter 9. eller 10. klasse eller med realeksamen: De kunne på et år tage en handelseksamen og derefter gå i lære med nedsat læretid. Handelseksamen gav også adgang til videregående studier, for eksempel højere handelseksamen. Eleverne kunne vælge mellem tre linjer: Almen linje, regnskabslinje og sproglinje. Interessen for handelseksamen voksede, mens lærlingeskolen blev mindre. Da s kolen i april 1974 orienterede om den etårige handels eksamen, mødte der 200 op. Det var jo i sig selv godt og vidnede om stor interesse. Problemet var, at en del af eleverne havde svært ved at få læreplads efter eksamen. I 1973 var 150 elever startet, og da tidspunktet, hvor de sommeren 1974 skulle i lære nærmede sig, havde mange af dem ingen læreplads, og handelsskolen og arbejdsformidlingens erhvervsvejledning gik sammen om at gøre en indsats og skrev ud til 200 virksom heder. Det var i foråret, og handelsskolen indkaldte desuden HK, handels standsforeningen, arbejdsgiverforeningen og arbejdsformidlingen til et møde om, hvad der kunne gøres. Da det blev juni og eksamenstid, havde 30 af de 150 elever fortsat ingen læreplads fundet. Langt de fleste ville på kontor, nogle ville i bank eller i en engrosvirksomhed, mens det kneb mere med lysten til at komme i lære i en butik. Det var et problem, for der var m angel på lærepladser i kontorfaget og mangel på lærlinge i butikkerne. Hvorfor var det sådan?

bogføring, sprog og almindeligt kontorarbejde. Og det var ikke sådan, at man hele tiden skulle undvære dem, fordi de skulle på skole, det havde de været, og der var kun 14 dages skole tilbage til læretiden. Og omkostningerne? De var ikke de store, en lærling med etårig handelseksamen skulle have 1876,75 kroner om måneden og så stige 300 kroner det andet læreår. Det var jo ikke afskrækkende… Kampen for at skaffe tilstrækkeligt med lærepladser var nærmest konstant i rigtig mange år. Der blev sat den ene kampagne i gang efter den anden, og der blev samarbejdet med det lokale erhvervsliv for at sikre pladser. Alligevel blev det ved med at være et fast tilbagevendende problem.

Er I lykkelige? Da der i juni 1975 var dimissionsfest på handels skolen, vidste lærerne og forstander Gehlert, at en stor del af dem, der var færdig med deres handelseksamen, ikke havde nogen læreplads. Det var en festdag og alligevel ikke. Og i sin tale forsøgte Gehlert at indgyde mod: ”I må endelig blive ved med at søge de stillinger, der kommer, også selv om det måske er niende eller tiende gang, I søger. Det er stadigvæk sådan, at seks kopier af eksamensbeviset kan fås for en krone”, sagde forstanderen, der også opfordrede de unge til ikke kun at finde noget at leve af, men også noget at leve for. Det er vigtigt med ideer og idealer i livet: ”Målet for jer må være at opnå den størst mulig lykke. Det er imidlertid ikke noget, vi kan lære jer. Vi kan lære jer, hvordan et bog-

holderi afsluttes, men ikke, hvordan I skal leve jeres liv for at blive harmoniske mennesker”, sagde Gehlert til de mange unge, hvoraf nogle skulle i gang på en læreplads, mens andre fortsat skulle søge og søge. Handelsskolen forholdt sig til realiteterne. Her midt i halvfjerdserne var arbejdsløsheden for alvor stigende, og ungdomsledigheden var stor. De unge, der ikke kunne gøre deres uddannelse færdig, gik ind i køen af arbejdsløse. Og forholdene på a rbejdsmarkedet prægede på flere måder handelsskolen. I september 1975 startede der således kurser for unge arbejdsløse, og det var kurser, der var udviklet i samarbejde med HK og Arbejdsformidlingen. Dagkurserne for unge under 24 år var med fag som bogføring, edb og virksomheds økonomi, og både Fl. Gehlert fra handelsskolen og Jørgen Thyde fra HK var overraskede over, hvor mange unge, der tog imod tilbuddet om at komme på kursus i deres ledighedsperiode.

Handelsgymnasium med universitetsadgang Silkeborg Handelsskole ville gerne have endnu en ungdomsuddannelse til byen: et handels gymnasium også kaldet højere handels eksamen. Håbet var, at der kunne lægges fra land allerede efter ferien 1975 med 50 elever i to spor, en økonomisk og en sproglig. Sådan gik det dog ikke. Indstillingen til undervisningsminister Ritt Bjerregaard var ellers, at der skulle oprettes handelsgymnasium i Haderslev, Roskilde, Viborg, Silkeborg og Holstebro, men det blev kun i sidstnævnte by.

Langs Seminarium om at låne timelærere til fag som matematik, dansk og historie. Det var et stort skridt frem for handelsskolen. Unge, der valgte det almene gymnasium fik ad den vej adgang til universiteter og andre højere læreranstalter. Nu kunne handelsskolen også tilbyde en ungdomsuddannelse, der gav adgang til landets universiteter, og som samtidig gav erhvervskompetence.

Vi ses på Cassiopeia Interessen for den etårige handelseksamen var fortsat støt stigende på trods af problemerne

Handelsskolen annoncerer med den gode nyhed: Nu tilbyder vi også HH

Der var ikke penge til de fire øvrige byer, meddelte ministeren. Det var man skuffet over på Silkeborg Handelsskole, men ventetiden blev dog kun et år. Fra 1. august 1976 var der på handels skolen i Silkeborg dermed endnu et tilbud: Den toårige Højere Handelseksamen med to retninger: En økonomisk retning og en sproglig retning. Det var en rimelig stor mundfuld for skolen, der skulle til at ansætte nye lærere, så der kunne undervises i gymnasiefag. I første omgang blev der indgået aftale med Th.

Er I klar til et merkonomkurus? For det er vi…

med at få lærepladser nok. I 1973 havde der været seks klasser, året efter syv klasser og året efter igen otte klasser. I 1976 blev der oprettet 10 klasser, og i 1977 var der 11 klasser med 25 i hver. Nogle fortsatte på HH, der var det nye tilbud på handelsskolen. Der var flere og flere elever på skolen, og det samme var tilfældet om aftenen. Her var der et helt særligt miljø, hvor man efter d agens arbejde mødte op til aftenundervisning. Når eksamen var overstået, kunne nogle fejre, at de havde taget en hel eller en del af en merkonom uddannelse eller at de havde klaret fagprøve

eller højere fagprøve. Og skulle det ikke f ejres? Da aftenkursisternes eksamener i 1976 var overstået, blev festen holdt på Restaurant Cassiopeia i Virklund. Aftenundervisningens inspektør Otto Pedersen og handelsskolens formand Gunnar Moesgaard holdt tale, og så kunne man ellers svinge sig i dansen.

Nybygning mod Møllegade Den stadige vækst var en stadig udfordring. En gang havde man talt om at bygge en ny s kole,

Januar 1977. For første gang bygger handelsskolen selv. Det skulle ikke blive sidste gang.

Handelsskolens aktiviteter var spredt over midtbyen, og det var en situation, handelsskolens efterhånden var vant til. I disse år med store udfordringer var Moesgaard formand. Det havde han været siden 1967, men efter 10 år som formand, trak han sig. Det skyldtes, at man fra direktoratet i København havde gjort opmærksom på, at der var en interessekonflikt. Moesgaard underviste på skolen og var formand for den, og det var ikke heldigt. I Silkeborg havde man svært ved at se p roblemet, og Moesgaard var en agtet og dygtig formand, der havde gjort det godt i årene med lokalemanglen og byggeri. Men han ville ikke gøre det til en sag og trak sig. I stedet blev HK-formand Børge Madsen ny formand fra indgangen til 1977. I mange år fremover skiftedes bestyrelsens repræsentanter fra arbejdstagerside og arbejdsgiverside herefter til at have formandsposten.

men så havde kommunen stillet b ygningen ud mod Bindslevs Plads til rådighed, og det var her, handelsskolen nu var. Men pladsen var for trang, og altså måtte der b ygges. Det var muligt ud mod Møllegade, hvor skolen jo havde købt grund. Arkitekterne M. Storgaard Madsen og E. Madsen tegnede en bygning i røde mursten, der i stil så nogenlunde kunne passe sammen med bygningen med de t akkede gavle ud mod Bindslevs Plads. I september 1975 holdt skolen licitation over udvidelsen med en treetagers bygning parallelt med Amaliegade og med gavl mod Møllegade. Bygningen skulle være med masser af klasse lokaler, for det var det, der var b ehovet. I kælderen skulle der indrettes kantine. 60 håndværkere gav tilbud, og licitationen viste, at bygningen kunne rejses for 5,5 millioner kroner. Det var en halv million mindre, end man havde regnet med, og det var selvfølgelig en behagelig overraskelse. Sidst på året kom byggeriet i gang, og utålmodigheden var stor: hvornår kan vi flytte ind? Holder tidsplanerne? Bestyrelsen fulgte byggeriet tæt, for lokalemangel var et evigt problem. Planen sagde, at man kunne tage den nye fløj i brug i uge 41 i 1976, men hverdagen skulle jo fungere indtil da. I juni 1976 blev situationen drøftet. Et nyt skoleår nærmede sig, og hvordan klarer vi det indtil vi har den nye fløj klar? Det var muligt at få plads til to klasser på Søndergadesskolen. Og der kunne lejes to lokaler på Hotel Scandinavia på Chr. 8. Vej til en pris af 750 kroner om måneden pr. lokale inklusive lys, varme og rengøring. Måske var det også muligt at få fire lokaler i Medborgerhuset? Det skulle forsøges.

Kom ind og se vores nye skole…! I januar 1977 kunne skolen holde åbent hus for alle, der ville se den nybyggede fløj ud mod Amaliegade og Møllegade. Inden, den nye bygning blev taget i brug, havde skolen haft lokaler syv forskellige steder. Nu skulle lokaleproblemerne gerne være klaret langt ind i fremtiden, mente man. Men sådan kom det nu ikke til at gå. Skolen havde nu 20 almindelige klasselokaler og to lokaler til maskinskrivning. Og pladsen blev godt udnyttet. Om dagen gik der 260 elever på den etårige handelseksamen fordelt på 11 klasser, 45 gik på handelsgymnasiet for at

Silkeborg Sparekasses Fond skænkede tre malerier af kunstneren Helge Ernst til udvidelsen, og de blev hængt op i kantinen. Her ser sparekassedirektør Sigurd Rasmussen på værkerne sammen med forstander Gehlert.

Blå løjer

Kunst indenfor og gårdhave udenfor. Der blev skabt en smuk gårdhave i etaper udenfor kantinen, så eleverne kunne sidde der og nyde solen, før undervisningen igen kaldte.

tage højere handelseksamen, og 30 elever gik på lærlingeskolen. Om aftenen var der 22 hold med i alt 250 merkonomstuderende, 180 gik på fagprøver og højere fagprøver og 40 var i gang med første del af HD, der stod for Handels skolens Diplomprøve. D ermed var der i alt omkring 800 studerende fra morgen til sen aften.

I det daglige havde lærere og administrativt personale ikke meget med hinanden at gøre. Antallet af lærere var ikke stort først i halvfjerdserne, alle kendte alle, men der var et vist hierarki. Når der skulle være julefrokost, gik man dog sammen om på La Strada på Torvet og spiste lidt godt julemad. Når maden var spist, gik lærerne hjem, og den fuldtidsansatte på kontoret gik tilbage til jobbet. Nogle gange blev der også holdt julefrokost på skolen. En dag blev det holdt i den gamle bygning, hvor der stadig i skunken var gamle rester fra tiden som folkeskole. Én af lærerne var kendt for sin store forkærlighed for årgangswhisky, og midt i det hele gik en af halvdagsdamerne fra administrationen over i skunken og hentede en flaske blæk fra tiden med blækhuse i skoletiden.

Hvem vil købe vore skrivemaskiner?

”Må jeg ikke have lov at skænke en god whisky for Dem”, sagde hun til læreren, der i den dunkle hyggebelysning ikke anede uråd, men uden videre taknemmeligt drak af det lille glas med mørk blæk. Han blev helt blå i munden og forlod kort efter festen, mens alle undrede sig noget over, at den pæne dame dog kunne finde på sådanne blå løjer. Det havde de ikke v entet. Når episoden er værd at nævne, skyldes det, at den er et godt billede af et hierarki i opbrud. Tiderne ændrede sig. Her var det én af administrations damer fra tiden med De og efternavn, der lavede løjer med én af lærerne til morskab for alle undtagen ham, det gik ud over. Da den nye bygning ud til Møllegade stod færdig med kantine og det hele, flyttede julefrokosterne derover. Og som årene gik, blev hierarkiet endnu mindre tydeligt, og der var mere lige forhold mellem lærere og det administrative og tekniske personale. Efterhånden som skolen voksede, voksede også personalegruppen. Der kom flere lærere og der kom mere administrativt personale. Det var for længst slut med at sidde under trange forhold, administrationen fik mere plads, og også internt i denne gruppe skulle der gøres en indsats for at for få det bedst mulige samarbejde. Det teknisk-administrative personale var således på et tidspunkt i Rom, hvor det blandt andre opgaver en dag skulle stå med smuk udsigt over vinmarker syd for Rom og lave pasta under supervision fra en italiensk mama. Det var moderne metoder til at sikre bedre samarbejde og udnyttelse af alle ressourcer, der på den måde holdt sit indtog på handelsskolen.

Handelsskolen var med den nye bygning på vej ind i en ny tid. I hele sin historie havde den dels boet til leje alle mulige steder, dels haft hjemme i den tidligere skolebygning. For første gang kunne aktiviteter flytte ind i en nybygning, handelsskolen selv havde fået opført. Det var på alle måder vigtigt, at skolen var moderne og tidssvarende. Det gjaldt også de skrivemaskiner, eleverne skulle lære at skrive på. Der skete hele tiden en teknisk udvikling, og det var med at have gode elektriske skrive maskiner. Det gjorde gamle skrivemaskiner overflødige, og dem kunne lærerne og interesserede elever købe til en rimelig pris. Handelsskolen bestod nu af to bygninger med et etageareal på i alt godt 3000 kvadratmeter, den nyeste lidt større end den gamle, nemlig 1574 kvadratmeter. Det varede dog ikke længe, før pladsmanglen igen bankede på, og der igen blev talt om helt at droppe midtbyen og satse på en ny skole. Den nye bygning var med til at sætte den gamle bygnings mangler i relief. Den historiske bygning ud mod Bindslevs Plads havde sjæl og værdighed, men den havde også de gamle bygningers skavanker. På skolen var man ikke i tvivl om, at det på et tidspunkt blev nødvendigt med en gennemgående renovering. Foreløbig skulle der løbende ordnes forskelligt småt, og vedligeholdelse var gang på gang et emne på bestyrelsens møder. På et møde i 1977 blev det besluttet at sætte køkkenet på lærerværelset i stand, male vinduer og derudover få udført øvrigt nødvendigt malerarbejde,

reparere portaler mv. Derudover skulle der installeres stikkontakter, for det var der brug for, blandt andet på grund af de elektriske skrivemaskiner.

EFG? Hvad er nu det? Et nyt begreb, var på vej ind i ungdomsuddannelserne: Erhvervsfaglig G runduddannelse, forkortet EFG. Det var politikerne på Christiansborg, der havde vedtaget loven om EFG, og det fik betydning for handelsskolen. I februar 1977 redegjorde forstanderen for det-

te nye begreb over for bestyrelsen, og det blev besluttet at invitere skolevejledere, handels standsforeningen, arbejdsgiverforeningen, HK, lærerrådet og elevrådet til et orienteringsmøde om EFG senere på måneden. Det var noget nyt, skolen nu skulle til at vænne sig til. Da sommerferien 1978 nærmede sig, afsluttede det sidste hold elever den etårige handelseksamen, og de elever, der startede på uddannelsen det kommende skoleår, startede på EFG. At navnet nu var Erhvervsfaglig Grunduddannelse forkortet EFG afskrækkede ikke

Liv i kantinen i halvfjerdserne. Bemærk cigaretpakken på bordet til venstre. En smøg til kaffen hører sig vel til?

de unge, tværtimod. I 1977 gik der 264 e lever på den etårige handelsuddannelse, men mere end 300 tilmeldte sig til efterfølgeren EFG. På handelsskolerne tog man nu ikke begrebet EFG så alvorligt. Her omdøbte man basisåret til Handelsskolernes Basisår, selv om d ette navn ikke passede særligt godt med de tre bogstaver. Til gengæld sagde navnet helt præcist, hvad det handlede om.

bure” som kontorer, et nordlokale og et sydlokale. Pladsen var trang, men det gik. Mod nord delte Inger Birkemose og Henning Kirkfeldt et skrivebord, og de sad så hver sin side af bordet. Mod syd delte Hanne Husted og Karen Nyelev på lignende måde et lokale og et bord. Blandt de første studievejledere blev Henning Kirkfeldt veteranen, der i alt fik 27 år som studievejleder, en del år som dens leder. Meget ændrede sig de kommende år. Nordlokalet blev til IT-rum, og Sydlokalet blev sløjfet og pladsen blev sammen med to klasseværelser og gangareal til IT-lokale 13. Studievejledningen flyttede til den ledige pedelbolig, hvor der også blev plads til møderum og brochurerum. Også personalemæssigt skete der udskiftninger i en studiefunktion, der løbende udviklede sig, og som fik flere opgaver. Men det startede i skoleåret 1976-77, og det startede i det små med et par glasbure på gangen.

Foredrag og fest Handelsskolen blev i stigende omfang benyttet til andet end undervisning. Den 19. september 1977 kom således det kendte folketingsmedlem for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen til handelsskolen for at holde foredrag. Han var kendt som tv-journalist og var i februar blevet valgt til Folketinget. Nu var Dansk Merkonomforening vært ved et foredrag med politikeren. Der skulle også være plads til fester, og her i september 1977 snakkede man om skolens 85 års fødselsdag. Hvornår var det egentlig? Den blev fastsat til den 1. november, og denne dag skulle alle elever have kaffe med brød. Bortset fra det, skulle det ikke markeres. Og fødselsdagsdatoen blev senere ændret, for var det nu også stiftelsesdagen? Men lidt fest blev der, og elever underholdt med guitar og sang.

Hver tredje vil på handelsskole Der var arbejdsløshed i Danmark, og det gav opgaver til handelsskolen. Sidst i h alvfjerdserne og ind i firserne blev der således gennemført 10 ugers kurser i kontorfag. Det var det samme kursus, der tidligere var blevet tilbud dem, der gerne ville omskoles til kontorarbejde. Nu blev det så tilbudt ledige, og interessen var stor. Her sidst i halvfjerdserne oplevede handelsskolen en nærmest eksplosiv tilgang i elevtallet på ungdomsuddannelserne. Af samtlige elever, der i Silkeborg Kommune gik ud af 10. klasse eller realskolen, ville omkring hver tredje på handelsskole. Denne andel steg yderligere, og i 1978 var den oppe på 38 procent.

Studievejledning i bure på gangen I skoleåret 1976-77 blev der oprettet studievejledning påSilkeborg Handelsskole. Rent fysisk blev vejledningen placeret på førstesalen, hvor der i hver ende af gangarealet blev lavet ”glas-

Når den første elev fik huen på, skulle forstanderen ønske tillykke, og der skulle tages et foto til Midtjyllands Avis. Sådan var traditionen, og traditioner skal man passe på, selv om denne nu var ret ny. I 1978 fik Silkeborg sin første handels student, og her er det 1980, og Per Thuesen har fået huen på efter syv skriftlige og to mundtlige eksamener.

Samme år søgte ikke færre end 620 ind på merkonomstudierne, og der blev oprettet 28 hold. Det gik mildt sagt forrygende… Med udviklingen kom problemerne. Der var omkring 1000 elever på dag- og aftenholdene på handelsskolen, og skolen var ved at sprænge sine rammer. Det var igen nødvendigt at leje lokaler ”ude i byen”, og der blev holdt møder med kommunen. Noget skulle ske. Men hvad? Sidst på året 1977 blev det besluttet, at formand Børge Madsen og forstander Flemming Gehlert skulle kontakte kommunen og høre,

om man ikke kunne overtage skolekøkkenet ud mod Markedsgade og mellembygningen mellem handelsskolen og Søndergade skolen. Man kunne jo da forsigtigt spørge, hvad kommunens planer var med de to bygninger. Men der skulle findes løsninger på lang sigt, og i starten af 1978 blev det besluttet at sondere terrænet lidt med hensyn til mulighederne for at bygge igen. Hvad med de to hjørnegrunde ud mod Amaliegade og Møllegade?

Kan vi leje os ind ved Jern og Stål?

hun barn, og begge gange skulle hun på barsel tre-fire måneder. Første gang lavede hun en hel del arbejde for handelsskolen derhjemme under barselsorloven, og det var ikke så enkelt at få det hele til at hænge sammen. Men hvad skulle hun gøre? Arbejdet skulle jo udføres, og der var ingen andre, der var sat ind i, hvordan det skulle gøres. Da hun anden gang skulle have barsel, besluttede hun, at denne gang ville hun altså ikke sidde hjemme og arbejde, nu måtte de finde ud af det inde på skolen. Men helt slap hun nu ikke. Hendes mand arbejdede i Jyske Bank, og han blev brugt som kurerer. Så blev pedellen på handelsskolen sendt i banken med regnskaber og papirer, så han kunne tage dem med hjem til Inger. Og den nybagte mor udførte det pligtskyldigt og sendte det med sin mand, så pedellen kunne hente det i banken. Senere blev det delt op, således at der blev ansat en til at varetage lønadministrationen, der blev en større og større opgave. Inger blev fuldmægtig i regnskabsafdelingen og fik også på et tidspunkt tilbudt stillingen som chef for hele administrationen, Det havde hun nu ikke lyst til.

I sensommeren 1978 var handelsskolen ved at blive lidt utålmodig med Silkeborg Kommune. Der var ikke kommet svar på, om det var muligt at inddrage mellembygningen og bygningen, der en gang havde rummet skolekøkken, og nu måtte borgmesteren rykkes for svar. Det ville være en god midlertidig løsning af få mellem bygningen til undervisning og bygningen, der en gang havde rummet skolekøkken, til administration. Som det hele udviklede sig, fyldte administrationen mere og mere, og det var svært at få plads. De første edb-skærme var også rykket ind i administrationen, og de fyldte et halvt skrivebord. Når det handlede om plads til u ndervisning, var handelsskolen efterhånden mestre i at finde midlertidige løsninger. Her i 1978 blev det således i september besluttet at sige ja til en lejekontrakt med Silkeborg Jernog Stål forretning i Nygade om at leje 252 kvadratmeter til en årlig leje på 64.200 kroner plus lys og varme.

Barsel? Jamen vi kan ikke undvære dig

Pengene skal jo helst bruges Når et regnskabsår var ved at være forbi, var det med at få de sidste penge brugt. Ministeriet gav skolerne en pose penge til driften, men det var jo ikke altid, det lige passede med behovet. Hvis der var penge, der ikke var blevet brugt, skulle de sendes tilbage til ministeriet. Det var i de år, hvor forsvaret nogle gange hældte benzin ud i grøften, for der skulle jo

Selv om der var blevet flere ansatte i admini strationen, var der stadig for få. Inger Bechmann stod for løn og regnskab, og det var der ingen andre, der uden videre kunne overtage. Det foregik over edb, og det var Inger, der kendte arbejdsgange og vidste, hvordan, det skulle gøres. To gange i halvfjerdserne fik

helst ikke være mindre benzin til rådighed næste år. Og på samme måde sørgede handelsskolen med at få pengene brugt. Så blev der sendt bud ud i alle kroge af skolen: Mangler I noget? Er der noget undervisningsmateriale eller andet, der kan købes ind her og nu? Så måtte man jo lige lægge hovederne i blød, og det var måske ikke altid de mest fornuftige ting, der blev købt ind på den måde. Men det var selvfølgelig bedre end at returnere pengene og så risikere at få skåret i bevillingerne det følgende år. Senere blev det dog muligt at overføre penge til næste regnskabsår. Der kunne s åledes spares op til større investeringer, og det gav en mere fornuftig omgang med pengene fra staten. Senere igen blev det hele reformeret, så skolen selv fik det økonomiske ansvar med et fast beløb pr. elev. Og da blev det for alvor en udfordring at få økonomien til at hænge fornuftigt sammen, især da politikerne hermed fik et redskab til gennemførelse af de evindelige besparelser.

Så må vi jo bygge en handelsskole i Gødvad… Pladsmanglen blev et større og større problem, og da Silkeborg Kommune samtidig havde planer om at nedlægge Søndergadeskolen, var det jo oplagt at inddrage den. Den lå som nabo til handelsskolen, og der kunne skabes en helhed, hvor handelsskolen fortsatte som midtbyskole. Det sagde Silkeborg Kommune imidlertid nej til. For det første var det endnu ikke besluttet, at Søndergadesskolen skulle

edlægges som distriktsskole, for det andet n kunne kommunen bruge den til andre formål. Der var blandt andet behov for flere lokaler til aftenskoleundervisning. I november 1978 så handelsskolens bestyrelse realiteterne i øjnene: Der var ikke mulighed for udvidelser i midtbyen, altså måtte de gamle planer igen findes frem. Beslutningen blev taget: Vi flytter til Gødvad. Kommunen skulle søges om grunden ved siden af amtsgymnasiet, og på den måde kunne de to ungdomsuddannelser komme til at ligge side om side. Kunne det ikke blive i Gødvad, måtte der ses på andre muligheder. Som det så ud nu, var mulighederne for at blive i midtbyen meget små, og det var ikke rart for lærerne at skulle vandre langt for at undervise. Det var altså ikke godt med den spredning af undervisningen. Hvornår bliver vi en helhed? Foreløbig handlede det om at sikre flere lokaler på Søndergadeskolen, indtil b yggeriet i Gødvad stod færdigt – hvis det da blev til noget. For hvad med finansieringen? Halvdelen kunne skaffes gennem statslån, 16 procent skulle skolen selv skaffe, og resten skulle være kreditforeningslån. Det skulle nok kunne gå, hvis altså staten ville være med. Kommunen blev søgt om en grund, processen kom i gang. Handelsskolen skulle have helt nye og større rammer i Gødvad. Bestyrelsen havde været lidt ked af, at handels skolen ikke mere skulle være en midtbyskole, men med nye busforbindelser ud til området, hvor gymnasiet lå, var det måske ikke så galt. Og der kunne jo være store fordele ved, at de to skoler nærmest lå side

Hvad nu?

om side. Der måtte være nogle muligheder for samarbejde, der kunne udnyttes. Som tiden gik, blev ideen mere og mere spiselig: Jo, de to ungdomsuddannelser skulle selvfølgelig være naboer. Arbejdet gik i gang, dog foreløbig kun papirarbejdet med a nsøgninger mv. I foråret 1979 var T eknologisk Institut ude for at måle støjniveauet på grunden, for larmede trafikken for meget? Lydstyrken blev målt til 41 DB, og det var acceptabelt. Altså kunne arbejdet fortsætte. I foråret 1980 var der fortsat gang i det forberedende arbejde, men i oktober samme år indså man, at en udflytning nok ikke kunne realiseres foreløbig. Problemet var økonomien, og fra ministeriet var der ingen hjælpende hænder. Herfra var budskabet, at det var sparetider og ikke tider for nybyggeri. Altså måtte de eksisterende rammer udvides på én eller anden måde.

Silkeborg Handelsskoles problemer var for alvor blevet en varm kartoffel. På Sønder gadesskolen var der fortsat folkeskole og desuden aftenskoleundervisning, og nogle politikere mente, at hele skolen med tiden skulle overdrages til aftenskolerne. I mellem bygningen havde amtet HF forberedelses kurser. Nu gentog handelsskolen sit forslag: Lad os få mellembygningen, nogle lokaler på Søndergadesskolen plus den mindre bygning, der tidligere havde rummet skolekøkken. Den sidstnævnte bygning skulle egentlig have været revet ned, men nu kunne den rumme handelsskolens administration og dermed ville der blive frigjort plads til to klasselokaler der, hvor administrationen var nu. Økonomiudvalget ville godt leje mellembygningen ud til handelsskolen, og så var det jo amtets problem, hvor man ville finde plads til forberedelseskurserne. Men lad os nu starte med den lille bygning og så forhandle med amtet om en løsning, lød det. Et billede tegnede sig. Politikerne ville ikke gå med til fast udleje af dele af Søndergade skolen ud mod Søndre Torv, så længe den stadig var folkeskole. Men i takt med, at skolebygningen blev afviklet som folkeskole, ville handelsskolen få flere lokaler til rådighed, og allerede i det skoleår, der startede s ensommeren 1981, kunne handelsskolen få fire lokaler i denne bygning. Kunne man i krystal kuglen skimte en fremtid, hvor handelsskolen havde hele den tidligere folkeskole? Efter planerne om udflytning trak man vejret lettet. Handelsskolen kunne blive i midtbyen.

En nærmest religiøs annonce, der viser, at HH er porten til lykke – eller i hvert fald nye muligheder. Annonce fra 1983.

Ministeriet contra kommunen Men problemerne var ikke løst. Fra direkto ratet i København lød det, at man ikke syntes leje af mellembygningen var en særlig god idé. Nej, den skulle købes af kommunen. Der var blot det problem, at Silkeborg Kommune ikke vil sælge. Hvad så? Direktoratet ville godt være med til at snakke leje, når det nu var, som det var, men man mente, at Silkeborg Kommune var alt for ublu i sine krav. Hvis

bygningen skulle lejes, skulle huslejen nedsættes betydeligt. Der skulle et forhandlingsmøde til i Køben havn, så måtte man se, om man kunne rage kastanjerne ud af ilden. Undervisnings ministeriet og Silkeborg Kommune forhandlede og blev til sidst enige om en husleje på 160.000 kroner plus lys og varme. Herefter kunne planerne om en ombygning gå i gang, så den gamle skolebygning kunne gøres klar til handelsskole.

1981. Sneen dækker bygningsarbejdernes trillebør, men indendørs er der varmt og isoleret, for nu er den gamle førstelærerbolig blevet renoveret og gjort klar til administration.

Fra skolekøkken til administration

op, blandt andet på bestyrelsesmødet i februar 1982. Her spurgte formand Th. Søndergaard om muligheden for at undervise lærlinge efter mesterlæren. Hertil svarede Gehlert, at det ville være svært at danne hold, fordi elevtallet var lille. Det var EFG, der trak. I marts 1981 snakkede bestyrelsen elevdeltagelse i bestyrelsens møder. Der kunne være tale om at lade elevernes repræsentant deltage og komme med input. Børge Madsen og Anna Arhøj var for, mens forstander og lærerrådsformand holdt sig neutrale. Sagen kom aldrig til afstemning, da de to tilhængere nok kunne se, at der ikke var flertal.

Og så var der det gamle skolekøkken, der havde sin helt egen historie. Da den gamle Borgerskole i sin tid blev opført, var det med en særskilt lærerbolig ud med Markedsgade. Den gamle bygning fra 1890’erne var i s amme stil som hovedbygningen ud mod Markedsgade, og her havde overlæreren med familie oprindeligt boet. Da man gik væk fra at have tjenesteboliger ved folkeskolerne, blev den i stedet indrettet til andre skoleformål. Her havde der været sanglokaler, og her havde der senest været skolekøkken. Alt dette var fortid, og bygningen havde stået tom i flere år. Egentlig skulle den have været revet ned, men folkelige protester forhindrede det. Silkeborg Kommune havde i forvejen revet for mange gamle bygninger ned, mente man. Nu kunne handelsskolen omsider få mulighed for at bruge den til administration og til kontorer for forstander og inspektør, og et større restaureringsarbejde gik i gang. Taget var så utæt, at man om vinteren kunne løbe på skøjter derinde. Nu skulle den gamle bygning gøres til ramme om moderne administration, og det var vigtigt at fastholde den gamle stil. I skoleåret med start august 1981 blev der oprettet 19 EFG-hold. Det var tre mere end skoleåret før, og til skoleåret 1982 fik handels skolen overført 20 EFG-elever fra Aarhus, hvor der var pladsmangel. EFG var populært, men ikke hos alle. Der var dem, der foretrak den gamle mesterlære. Emnet kom flere gange

Edb er alt for dyrt… Omkring 1980 fik skrivemaskinerne i undervisningen selskab af et par computere. Der blev fortsat først og fremmest undervist i at skrive på skrivemaskine, men nede bag i lokalet stod der computere med skærme, og på dem kunne eleverne så øve sig på skift en time ad gangen. Data-alderen var rykket ind på skolen, og computere og edb havde for længst overtaget mere og mere af arbejdet i administrationen. Det var imidlertid ikke uden omkostninger. Da regnskabet for 1983 forelå, konstaterede skolens bestyrelse, at udgifterne til edb var alt for store. Skolen blev tvunget ind i flere administrationssystemer, og det kunne da ikke være rigtigt, for det betød, at der hele tiden skulle investeres i hardware og soft ware. Måske skal vi protestere mod denne u dvikling? Måske skal vi tage sagen op i Danmarks Handelsskoleforening?

Fra Viborg til Silkeborg Udviklingen med flere elever betød fortsat ansættelse af flere lærerkræfter. Der kom gode folk til, der på hver deres måde var med til at præge udviklingen. Én af dem var Lise Møller-Madsen, der senere blev inspektør for gymnasiedelen. Lise er fra Aarhus og cand. mag. i dansk og kulturhistorie. Da hendes mand fik arbejde på Viborg Handelsskole, flyttede de dertil, og Lise fik også noget undervisning på handelsskolen, HF og det almene gymnasium. Tilgangen af elever i Silkeborg betød behov for lærerkræfter, og den besked fik Lise af én af hendes studiekammerater, der underviste på handelsskolen i Silkeborg. Og så fik Lise arbejde i Silkeborg. Hun oplevede, at handelsskoleeleverne i Silkeborg virkede ligesom lidt mere storbyagtige i forhold til de studerende i Viborg. De var mere frimodige, de havde d eres egne meninger, og de gav læreren modspil. Det kunne Lise godt lide, og for hende blev handelsskolen i Silkeborg hendes arbejdssted for resten af arbejdslivet. Hun fik dansktimer på såvel EFG-delen som på HH, det toårige gymnasium, og fra 1986 blev hun studie vejleder sideløbende med undervisningen.

Appel til arbejdsgiverne. Giv dem en chance. Handelsskolen sendte unge HH’ere og EFG’ere ud, og alt skal gøres for at sikre praktikpladser nok. En evig kamp, som nogle år var mere påkrævet end andre. Annonce fra 1982.

1984. Lindy Nielsen i gang med undervisning af det første hold elever på Handelsakademiet. Et nyt tilbud i det lokale uddannelsesmiljø.

Vil du på handelsakademi?

I 1984 blev et samarbejde mellem handels skolerne i Herning, Holstebro og Silkeborg så også i praksis sat på skinner. De tre skoler etablerede et handelsakademi som en toårig overbygning på højere handelseksamen HH. Uddannelsen rettede sig mod ansatte i eksportvirksomheder i Midt- og Vestjylland og blev betegnet som noget af en eliteuddannelse.

Planerne tog form i 1983: Midt- og Vest jylland skulle have et handelsakademi på lige fod med det kendte Niels Brocks Handels akademi i København. Et sted, hvor man lærte international markedsføring, og hvor der blev udviklet ekspertise i handel med udlandet.

For at blive optaget, skulle man være ansat på en virksomhed, og der skulle så køres med vekselvirkning med skole og virksomhed med omkring 20 ugers årlig undervisning. De første år skulle eleverne på skole i Silkeborg og derefter på de to øvrige skoler. Handels akademiet skulle sikre virksomheder en medarbejder skræddersyet til netop deres behov, og den var ikke mindst målrettet mindre og mellemstore virksomheder, der ville satse mere på eksport. Adjunkt Søren Hilligsø blev leder af afdelingen i Silkeborg, hvor uddannelsen i det små kom i gang med 10 elever. Faktisk kunne der optages 24, men det kneb lidt med at få virksomhederne gjort rigtig interesseret, og det blev ikke meget bedre det følgende år. Det krævede masser af benarbejde og oplysning at få virksomhederne til at gå med på vognen. Ideen med uddannelsen var, at det, der blev lært under skoleopholdet, omgående skulle omsættes i praksis på virksomheden, og der var udover sprog fag som økonomistyring, virksomhedskontakt, mødeteknik, handel med udlandet og sælgerteknik.

Viggo Thinggaard erstatter Børge Madsen I mange år havde Børge Madsen været formand for HK i Silkeborg og siddet i bestyrelsen for handelsskolen. Da han på generalforsamlingen i HK tabte formands valget til Viggo Thinggaard, meddelte man kort og godt i august 1983 fra HK, at man nu havde udpeget den nye formand til at sidde i bestyrelsen. Men den gik ikke. Bestyrelsen

svarede tilbage, at bestyrelsesmedlemmer var valgt for fire år ad gangen og ikke blot kunne erstattes. På bestyrelsesmødet den 19. januar 1984 forelå der imidlertid en anmodning fra Børge Madsen, der gerne ville trække sig fra bestyrelsen. Her havde han siddet i 14 år, og han blev takket for sin indsats, ikke mindst for den tid, han havde siddet som handels skolens formand. Herefter var vejen så banet for Viggo Thinggaard, der den 19. marts 1984 blev hilst velkommen som nyt bestyrelsesmedlem og med det samme valgt som næstformand samt medlem af byggeudvalget og kunstudvalget. Han følte dog, at nogle i bestyrelsen i starten så lidt skævt til ham. Hans forgænger Børge Madsen havde været med i mange år og gjort et godt stykke arbejde, nu havde Viggo Thinggaard væltet ham som HK-formand og kom i handelsskolens bestyrelse. Hvad var det for en yngre styrvolt, de havde fået med? Men det nye bestyrelsesmedlem fandt sig hurtigt til rette i bestyrelsen og oplevede en skole, der var kompetent på ledelsessiden, havde en dygtig lærergruppe, og var en skole, eleverne var glade for at gå på. Og det skulle blive til mange år i bestyrelsen for V iggo Thinggaard, der i jubilæumsåret 2017 har været skolens formand i en årrække.

Flere end nogensinde

serne havde fra år til år fremgang og havde midt i firserne omkring 40 hold. Denne administrative mellemlederuddannelse var for alvor blevet populær. Et andet stort område var aftenundervisning i enkeltfag. Disser kurser gav a nsatte på arbejdspladser i Silkeborgområdet rig lejlighed til at efteruddanne sig i fag som regnskab, sprog, maskinskrivning og elektronisk tekstbehandling. Ikke mindst dataundervisning

Midt i firserne havde Silkeborg Handelsskole flere studerende end nogensinde. I løbet af et undervisningsår var mere end 1.500 studerende enten tilmeldt dag- eller a ften undervisning. 650 fulgte dag undervisningen i 15 EFG-klasser og en halv snes HH-klasser, og 850 var tilmeldt aftenundervisning og diverse kurser. Merkonomkur-

Uddannelseskonsulent Otto Pedersen blandt kursister på efteruddannelse. Datidens skærme krævede nogle solide computerborde

var der efterspørgsel efter. Det var der brug for, ingen kunne knibe uden om, måtte man erkende ude omkring på arbejdspladserne. Og handels skolen var godt med og havde nu to store såkaldte datalokaler med 18 computere i hver. Der gik små 100 på HD-kurser som led i handelshøjskolens uddannelse. Der var også de virksomheder, der sammen med handelsskolen udviklede egne kurser i for e ksempel sælgertræning, strategisk planlægning og m eget mere, og også bankerne kørte egne k urser på handelsskolen. Endelig var der HK’s efteruddannelsesprogram inden for handel og administration, hvor handelsskolen årligt gennemførte omkring et halvt hundrede k urser. I de mange år, handelsskolen havde eksisteret, havde der aldrig været så man ge mennesker inden for murene i løbet af et år som her midt i firserne. Uddannelse og efteruddannelse var for alvor blevet to sider af samme sag.

Jamen, har læreren ikke slips på…? Mens flere end nogensinde kom gennem handelsskolens lokaler, enten på ungdoms uddannelse eller på efteruddannelse, opstod der her midt i firserne en noget pudsig debat: Hvad forventer eleverne på Silkeborg Handelsskole egentlig af lærerne? Var der slut med den afslappede stil i både påklædning og væremåde? Krævede handelsskoleelever disciplin? Det hele startede med en debatdag på Gl. Skovridergaard. Dagen skulle blandt andet

give eleverne større viden om det erhvervsliv, de snart skulle være en del af, og da medlem af skolens bestyrelse og formand for handels standen Niels T. Søndergaard bagefter r efererede fra mødet i en tale i Rotary, hæftede han sig ved én ting: Dagens elever på handelsskolen kræver slips og myndighed fra lærernes side, og de vendte sig imod tidligere tiders afslappede holdning. Eleverne vil have disciplin, og det måtte de lærere, der var præget af tressernes stil, og som mødte op i cowboybukser og rullekravebluser, indstille sig på. Der var dem, der mente, at formanden for handelsstandsforeningen havde strammet den lidt, men noget var der om snakken. Der var et vist firseroprør mod tresseroprøret, en del handelsskoleelever mente, at tressernes stil, som nogle lærere var udrundet af, skulle være fortid, og de klædte sig selv pænt, for nogles vedkommende med jakke og slips. I Midtjyllands Avis bredte debatten sig i spalterne. Og en f olkeskolelærer blandede sig og mente, at nu havde folke skolen åbenbart en ekstra stor opgave med at udvikle antiautoritære unge, så ”handelsskole disciplinen ikke bredte sig til familierne og samfundet. Danmark skulle jo nødig blive én stor kadaver disciplineret handelsskole.” Debatten viste dog også, at en stor del af eleverne på handelsskolen var fuldstændig ligeglade med, om læreren havde slips på, e ller om han var i bukser med pressefolder eller cowboybukser. Den afslappede stil overlevede.

gning, ring, ring. en gang fornyelamle er vises Her er bjælker t, og der bt et igt srum. 1985

Hvor længe skal vi være en byggeplads?

efter kom turen til selve hovedbygningen ud mod Bindslevs Plads. Denne gamle bygning fra 1800-tallet var en perle i midtbyen, og der var dem, der mente, at det var arkitekt Rosens smukkeste bygning. Problemet var, at den gamle bygning trængte til en gennemgribende renovering, og her handlede det ikke kun om tidssvarende rammer for handelsskolen, det handlede også om at bidrage til at bevare en kulturhistorisk perle. Da ombygningen og renoveringen var færdig i efteråret 1985, var den gamle bygning r amme om to edb-lokaler med i alt 39 terminaler, maskinskrivningslokaler, klasselokaler og

Her i firserne var Silkeborg Handelsskole ikke kun et sted, hvor elever gik på gange og i klasselokaler. Det var også et sted, hvor håndværkerne havde deres daglige gang. I årevis var skolen også en byggeplads. Først blev det tidligere skolekøkken ud til Markedsgade omdannet til administration og kontorer. Så blev mellembygningen mellem Søndergadeskolen og Hovedbygningen renoveret og ombygget til 10 moderne klasselokaler. Og der-

Efter ombygningen købte handelsskolen i efteråret 1985 en række malerier af kunstneren Jørgen Jakobsen, der her fortæller om et af værkerne til repræsentanter fra skole og bestyrelse.

lærer værelse, og arbejdet med at gøre den aldrende hovedbygning klar til sin anden ungdom havde kostet 15 millioner kroner. Skolen havde betalt en sjettedel, som var taget af egenkapitalen. Resten havde staten betalt. På handelsskolen kunne man trække vejret lidt lettere. Nu var det slut med både at være byggeplads og skole, og nu var rammerne tæt på at være optimale. Men intet er helt godt. Skolen manglede stadig en fællessal, hvor alle kunne mødes, man manglede muligheder for sports aktiviteter i fritimerne, og der manglede i den grad p arkeringspladser. Men bortset fra det var alle glade…

Karakter-chokket Eksamenstid er vanvidstid. De stakkels elever skal læse og læse og læse, og vejret er som regel ubønhørligt godt. Så meget desto større er glæden og festen, når den hvide hue med det blå bånd kan sættes på hovedet, og der kan køres dyttende studenterkørsel gennem byen og danses omkring Drewsen-statuen. I 1986 lagde et veritabelt karakterchok imidlertid sin klamme hånd over glæden, og det var ikke kun i Silkeborg. Det var i tiden med 13-skalaen, og i tre fag fik halvdelen af landets studerende på handelsskolerne karakteren 05 eller derunder ved højere handels

”De unge blander sig…”

eksamen. De tre fag var samfundsøkonomi, driftsøkonomi og regnskabslære. I en enkelt klasse på Silkeborg Handelsskole fik 15 ud af 21 elever 05 i faget samfundsøkonomi, et par stykker fik 03 og resten fik 6, 7 eller 8. Direktoratet for Erhvervsuddannelser havde som sædvanligt lavet opgaverne, og inspektør på Silkeborg Handelsskole Poul Schaltz var hurtigt ude og sige, at opgaverne havde været særdeles atypiske, og at endog lærerne havde været uenige om, hvordan de skulle løses. Stormvejret rasede. Både elever og lærere i Silkeborg mente, at opgaverne skulle vurderes på ny, eller at der skulle afholdes en ny eksamen. Omkring 40 procent havde fået dumpekarakterer i de tre fag, og ministeriet måtte da kunne se, at det var helt galt? Men undervisningsminister Bertel H aarder sagde nej til ny eksamen. Han meddelte dog, at elevernes redegørelse ville indgå i forbindelse med udarbejdelse af de kommende års eksamensopgaver. Her sluttede sagen dog ikke. Året efter var der igen frygt for massedumping, og eleverne følte sig uretfærdigt behandlet i forhold til det almene gymnasium. Her sørgede en forcensur for, at man så vidt muligt s ikrede et g ennemsnit på 8, som jo måtte være det rigtige. En sådan ordning fandtes ikke på handelsskolerne, og derfor kunne gennemsnittet nogle år og i nogle fag ligge væsentligt under de 8. Når opgaverne var for svære i forhold til pensum, dumpede elever i massevis, uden at der i forvejen blev gjort noget for at forhindre det. Faktisk mente handelsskoleeleverne, at de var blevet snydt i årevis.

Mandag den 12. oktober 1987 var der reception på Silkeborg Handelsskole. Det var forstander Fl. Gehlerts 50 års dag, der blev markeret, og han havde dette år været forstander på skolen i 14 år. I den anledning gav han i Midtjyllands Avis en karakteristik af firsernes unge, som han oplevede dem i det daglige på skolen: ”Halvfjerdsernes unge blev kaldt någenera tionen, og de lukkede sig ofte inde i deres egen verden. De unge i firserne virker mere frigjorte. De ved, hvad de vil, de er selvstændige, og virksomhederne kan glæde sig til de unge, der er på vej netop nu. De værner om deres egen uddannelse, men det er ikke sådan, at de isolerer sig. Tværtimod er de meget sammen. De unge i dag blander sig, de siger deres mening, og de er ærlige. De barrierer, vi andre havde som unge, eksisterer ikke mere. De unge er frigjorte, og jeg kan heldigvis sige, at et ungt menneske aldrig har svigtet min tillid”. Det var flotte ord fra forstanderen, der dog også have en bekymring: de unge var så målrettede, at det kunne få flere til at ryge af vognen. Der var et strøg af egoisme, det var den enkeltes egen karriere, der betød noget og ikke kammeratens.

Venskabsskoler i mange lande Her i firserne begyndte man for alvor at se ud over landegrænserne. Det lå i tiden og skulle komme til at gøre det i endnu højere grad de kommende år. Silkeborg Handelsskole traf en principbeslutning om at etablere forbindelser

Da Afsætning og Udenrigshandel blev et nyt fag på handelsgymnasiet, samarbejdede Silkeborg Handelsskole med lokale kræfter, nemlig Bryggeriet Neptun og Jyske Bank, om at få fremstillet en undervisningsbog. Her ses siddende til venstre prokurist H.C. Hansen fra Jyske Bank og stående til højre salgschef Ib Andersen. Derudover ses forstander Flemming Gehlert og de tre lærebogsforfattere Michael Bregendahl, Erik Lavstsen og Frede Skov.

til handelsskoler i Europa. Formålet skulle være at udveksle såvel elever som lærere, og det skulle give skolen i Silkeborg større kendskab til skoler i andre lande – og omvendt. Måske kunne man lære noget af hinanden? Da beslutningen først var truffet, gik det stærkt. Der blev indledt samarbejde med to skoler i Tyskland, to skoler i England, en skole i Frankrig, en skole i Norge og en skole i Sverige. Senere blev der fulgt op med en skole i Tjekkiet, og også en skole uden for E uropa, nemlig i USA, blev der oprettet kontakt med. Sidstnævnte forbindelse havde en noget anden

arakter end de øvrige. B k aggrunden var et ønske fra erhvervslivets side om en form for eksportskole, hvor medarbejdere kunne uddannes på stedet. Det var et projekt, Silkeborg Handelsskole gerne gik ind i, og der blev i 1987 brugt en hel del tid og også penge på projektet. Målgruppen var danske virksomheder med interesse for det noget svært tilgængelige amerikanske marked. Der blev nedsat en styre gruppe med blandt andet erhvervsfolk fra Silkeborg, og Silkeborg Handelsskole fik også et offentligt tilskud til at få en sådan dansk eksportskole i USA i gang.

Handelsskolen var på vej til at blive mere og mere international og fik venner i andre lande. Her er der besøg fra College of Further Education fra Plymouth i England. Året er 1989.

Skiltet i det tyske vindue

Desværre lykkedes projektet ikke. Da det kom til stykket, kunne projektet ikke sælges til danske virksomheder, de trak følehornene til sig, måske fordi pengene ikke var til de udgifter, der hørte med, måske fordi en del små og mellemstore virksomheder havde en vis bekymring for markedet, blandt andet på grund af barske historier om millionerstatninger til amerikanske forbrugere på et ofte noget løst grundlag. Mens det amerikanske eventyr således aldrig blev fortalt, var det et helt andet e ventyr, der fik stor succes med Silkeborg Handelsskole og Gehlert som den store drivkraft. Et eventyr, der var med til at gøre Praktik i Udlandet til et begreb de kommende år.

En dag midt i firserne skete der noget, der fik stor betydning, ikke kun for handelsskole elever i Silkeborg, men for tusinder af handelsskoleelever over hele landet. Som så ofte før var forstander F lemming Gehlert og hans kone Birthe på ferie i Tyskland. Mens de gik rundt i de tyske gader, standsede G ehlert pludselig op. I et vindue hang et skilt: ” Lehrling wird gesucht” stod der. Det var ikke det første sted, de havde set den slags skilte, faktisk så de dem gang på gang. Tyske virksomheder og butikker søgte lærlinge, og denne dag slog en tanke ned i Gehlert: I Danmark mangler der lærepladser,

i Tyskland mangler der lærlinge. Det måtte da kunne bruges til et eller andet? At lade danske elever få lærlingeplads i Tyskland var ikke så enkelt. Der var m ange overvejelser, for hvad med finansiering, og hvad med de forskellige lovgivninger i henholdsvis Danmark og Tyskland? V ille Undervisningsministeriet give grønt lys, og hvad ville arbejdsmarkedets parter sige? Kunne HK acceptere danske lærlinge i T yskland, hvor deres løn kun ville være på halvdelen af det, de kunne få i Danmark? Og hvad med alt det praktiske som rådgivning og information? De tyske virksomheder skulle jo have kendskab til muligheden for at få danske lærlinge? Gehlert talte med kolleger på et par handelsskoler i Tyskland, og svaret var positivt. Hvorfor ikke? Han talte også med p rofessor Doktor Rolf Pfeiffer fra Exportakademie Baden Württemberg i Reutlingen, der var til de hurtige beslutninger. ”Bare gå i gang”, sagde han. ”Jamen, er der ikke noget med lovgivningen, der kan give problemer,” spurgte Gehlert. ”Bare gå i gang”, gentog Pfeiffer. Det gjorde Gehlert så. Han fik et møde i stand i Undervisningsministeriet, og her deltog Pfeiffer. Og den tyske professor talte så godt for sagen, at ministeriet bevilgede penge til at få projektet løbet i gang. For Gehlert var det vigtigt, at Silkeborg Handelsskole ikke skulle fungere som job formidling til jobs i tyske restauranter mv., nej det skulle være ophold med så meget indhold i, at et års ophold på en tysk virksomhed kunne erstatte det første læreår i Danmark. Eleverne skulle kunne få et normalt lærebrev ef-

ter et år på en tysk virksomhed og et år på en dansk virksomhed inden for samme hoved område. Hvis ikke, det kunne blive sådan, skulle p rojektet slet ikke gennemføres. Et hav af møder fulgte. De faglige udvalg skulle give det blå stempel, og hele spørgsmålet om lovgivningen skulle afklares. Skulle de danske elever ind under den tyske lærlingelov? Gehlert ansatte en person fra det bureau, der havde hjulpet med det kuldsejlede USA-projekt, og hun kendte arbejdsmarkedsforholdene rigtig godt og fandt frem til, at de danske elever skulle betegnes som praktikanter, og at der skulle skrives en standardkontrakt i hvert enkelt tilfælde. Når de var praktikanter og ikke lærlinge, skulle de ikke ind under lærlingeloven, og det var jo i sig selv ligegyldigt og bare ord. Gehlert fik en vigtig aftale i stand med Bundesagentur für Arbeit i Nürnberg, og det var en del af det tyske arbejdsministerium, der dermed sagde god for ordningen. Der blev oprettet kontakter til Industrie und Handelskammer, og der blev lavet aftaler med danske generalkonsulater i Tyskland. Overalt i Tyskland var der interesse, og sidst i firserne blev de første elever fra Silkeborg Handelsskole sendt afsted. Det havde været en kraftpræstation at få det hele på skinner, og hermed var der taget hul på en ny historiebog for Silkeborg Handelsskole. Nye kapitler skulle snart blive skrevet, for der var allerede blevet oprettet kontakter til andre danske handelsskoler, der gerne ville være med. Og kunne det hele blive styret fra S ilkeborg? Nej, mente de i ministeriet, men sådan blev det.

Maj 1989: Sidste skoledag i Indelukket. 1000 elever, rock med Stan Urban, diskotek Fat Sounds, udklædning og fadøl.

Så fjerner vi lige rettebåndet…

en lokallønpulje skulle fordeles med alt, hvad det indebar af forhandlinger. Men det var fremtid. Foreløbig startede Marianne som indkøber af kontorartikler mv. i en halvtidsstilling i administrationslokalerne i det, der en gang var skolekøkken for Sønder gade skolen. Her sad de fem-seks ansatte, nærmest som i en bus med ryggen til hinanden. De administrative medarbejdere sad stadig ved skrivemaskinerne, men på ”bus-kontoret” var der også en terminal med skærm og tastatur. Det var anbragt på et lille bord med hjul og blev så kørte rundt mellem medarbejderne, alt efter hvem der havde brug for det.

Den 2. januar 1988 startede Marianne Lyhne som administrativ medarbejder på handelsskolen. Hun havde i 15 år arbejdet på Kunstakademiets arkitektskole i København, men på grund af hendes mands arbejde, flyttede familien med et par mindre børn til Silkeborg. Marianne blev i første omgang ansat på halv tid som indkøber af kontorartikler mv., og hun fortsatte på skolen helt frem til 2016, i mange år som tillidsrepræsentant for kontorpersonalet. Det gav i sig selv en hel del u dfordringer, ikke mindst da der i 1998 blev indført Ny Løn, hvor

Der var meget at holde styr på, og det andlede ikke kun om de unge mennesker, der h tog deres grunduddannelse på skolen. Der var også de merkonomstuderende, der stykkede en uddannelse sammen, ved at tage en række fag. Når deres eksamenspapirer skulle skrives, blev rettebåndet fjernet fra skrivemaskinen, for der måtte ikke være rettelser i papirerne. Så skulle det jo nok lige passe, at der blev skrevet forkert til allersidst, og så måtte der skrives om. Der måtte ikke være slåfejl, og der måtte ikke rettes.

Lyserøde kartotekskort i en sort kasse Marianne Lyhne fik flere opgaver og kom på fuld tid. Hun tog sig også af administrationen af merkonomkurserne, og det var et specielt arbejde, hvor hun kom i berøring med mange mennesker. De studerende havde hver deres lyserøde kort i en sort kartotekskasse, og det gav overblik, for så kunne man se, hvad der var taget og dermed også, hvad der manglede. Nogle gange kunne det knibe for de s tuderende selv at have overblik over, hvad de manglede for at have en hel uddannelse, men så kunne de jo troppe op på kontoret, og så blev kortet hentet frem fra den sorte kasse. ”Hvad synes du, jeg nu skal melde mig til”, lød spørgsmålet så. ”Jeg synes, du skal tage det eller det”, var svaret, og dermed var der også en form for studievejledning på administrationskontoret i det tidligere skolekøkken. Og den hjælp blev der sat pris på. Mange år senere blev M arianne Lyhne standset af en mand på gaden:

”Det er din skyld, jeg blev ejendoms mægler”, sagde han. Deltagerne betalte først i halvfemserne 600 kroner for at tage et grundfag og 800 kroner for at tage et specialfag. Mange tog et par fag ad gangen, for et fag krævede typisk to timer ugentligt, og så kunne der jo godt tages to fag, mente nogle af deltagerne, selv om de havde et arbejde at passe ved siden af. Handels skolen tilbød også, at man kunne taget fire timer om ugen i et enkelt fag, og dermed gå til eksamen i det pågældende fag efter kun et halvt år. Nogle tog kun de fag, de havde brug for i d eres arbejde og som eventuelt kunne få dem videre. Andre stykkede en hel uddannelse som merkonom sammen ved at tage fag efter fag, og det kunne gøres på tre år. Det hele var særdeles fleksibelt og kunne tilpasses den enkeltes ønsker, muligheder og behov.

Hvert år blev der taget klassebilleder i stribevis, for det hører sig til, og det vil vi have med hjem og i fotoalbummet. Så kan det tages frem, når skoletiden bliver til minder: kan du huske…

Digital skældud

Det var dog en noget aggressiv digital stemme, der meget utålmodigt prøvede at få novicerne til at forstå den højere teknologiske videnskab. ”Nu har du igen lavet fejl, men jeg skal prøve at hjælpe sig”, lød den skrappe stemme, så de administrative medarbejdere dukkede sig. En systemansvarlig kunne give den direkte hjælp, og hun havde en hemmelig bog i pengeskabet, som skulle hjælpe hende med at hjælpe. Kollegerne fandt jo så hurtigt ud af, at når hun ikke var til stede, kunne de selv finde bogen og dermed hjælpe sig selv.

Efterhånden blev computere og skærme mere almindelige i administrationen. Sidst i firserne var der fortsat stencilbrænder og duplikator, men efterhånden kunne man printe ud, og meget blev lettere. Det første studiesystem på skolen var ESAS, og her blev alle elever tastet ind med cpr-nummer, så de var i systemet. Herefter kunne eksamenspapirer mv. printes ud. Det var dog ikke sådan lige at finde ud af det nymodens computer væsen, men heldigvis var systemet leveret med en cd-rom, som skulle oplære brugerne.

En gang stod der et par computere bagerst i det lokale, der blev brugt til undervisning i at skrive på skrivemaskine. Nu havde computerne helt fortrængt skrivemaskinerne, og der blev indrettet indbydende edb-lokaler, som de blev kaldt. Ved hver arbejdsstation er der skærm, pc med diskettedrev og printer med papir i lange baner

Senere gik skolen over til systemet EASY, der som navnet siger, skulle være lettere at håndtere. Det var det også efter diverse begynder vanskeligheder, men selvfølgelig kunne der opstå problemer. Gjorde der det, var der et netværk af konsulenter, der kunne træde til, og for Silkeborg Handelsskoles vedkommende skulle der ringes til Randers.

Hvordan SØ Sal blev til Søsalen Den 18. april 1988 var der møde på skole forvaltningen på rådhuset i Silkeborg. Handelsskolen manglede plads. Med til m ødet var borgmesteren og kommunaldirektøren samt repræsentanter for handelsskolen. Det blev besluttet, at handelsskolen kunne leje fem lokaler samt gymnastiksal på Sønder gadeskolen. Forstander Flemming Gehlert ville straks efter mødet kontakte ministeriet for at skaffe midler til at sætte lokalerne i stand. Det skulle så aftales nærmere med skoledirektøren og pedellen. I første om gang skulle gymnastiksalen kunne bruges til møder. Hermed rykkede handelsskolen ind på flere dele af Søndergadeskolen. Henning Kirkfeldt var ansvarlig for udarbejdelse af lærernes timeplaner. Det var et stort arbejde, hvor han møjsommeligt noterede op, hvem, hvad og hvor. Blandt andet de nyerhvervede lokaler på Søndergadeskolen som blev noteret op ude i margenen med SØ1, SØ2 osv., og da han kom til den tidligere gymnastiksal, skrev han SØ Sal. SØ stod for Søndergadesskolen, og nu blev den tidligere gymnastiksal i daglig tale bare til Søsalen, og

snart kunne ingen huske, hvor den havde fået det navn fra.

Tror du, du vil blive savnet? Først i 1990’erne blev man på handelsskolen mere og mere bevidst om, hvor vigtigt det er med markedsføring. Breve ud af huset skulle være ensartede og skrevet med samme typer. Inspektør på merkonomuddannelsen Flemming Rebild udarbejdede standarder og en markedsføringsmanual, så der blev ensartethed i udsendelserne fra skolen. Også et nyt logo blev udformet. Der var også andre forhold, der blev oprustet på i halvfemserne. I administrationen var der nogle gange en fornemmelse af, at l ærerne så ned på de ansatte, især når lærerne var presset i eksamensperioder mv. Så kunne det godt nogle gange knibe med den gode tone. Hvordan sikrer man i det hele taget, at alle trives? På et tidspunkt var der en chef, der kunne kalde en medarbejder ind på kontoret. Her havde han så et glas vand stående, og når han stak fingeren ned i den og op igen, blev der hurtigt ro på vandets overflade. ”Se, så hurtigt går det. Hvor meget tror du, du ville blive savnet?” Den slags var jo ikke ligefrem befordrende for trivsel og tryghed. I det hele taget var det vigtigt, at alle havde det godt, at man følte sig som en helhed, og at der var fælles korpsånd, uanset hvor i den store mekanisme, man var med til at få alle tandhjul til at gribe ind i hinanden. Og måske har vi behov for flere fælles oplevelser?

Forstander og bartender Det var Flemming Gehlert, der indførte traditionen med at lade hele personalegruppen tage på udflugt sammen. Der blev arrangeret en tur til Ringkøbing med foredrag og fest, der var tur til Vejle ligeledes med en foredragsholder, der dog kom på om morgenen efter den store personalefest. Det gjorde det jo alt andet lige lidt sværere at få det fulde udbytte af de vise ord. Der blev også arrangeret en tur til Holland med besøg på en meget stor skole. Denne type arrangementer og rejser ”ud i verden” var med til at skabe sammenhold. Og på én af turene sagde forstander Gehlert tak for i dag til bartenderen, for nu tog han selv over og sørgede for de våde varer til den feststemte personalegruppe. Det havde de ansatte ikke lige set komme, og på den måde kan man på sådanne ture vise nye sider af sig selv og dermed danne nye billeder af kolleger og chefer.

Kom ind fra gaden og få gode råd Studievejledningen havde efterhånden eksisteret en del år, og nu blev et nyt stort skridt taget: I 1990 blev der indrettet et studiekontor, hvor alle kunne gå ind direkte fra gaden og få råd og vejledning uden at bestille tid først. Kontoret kom til at ligge centralt ud til Markedsgade, man skulle blot ind i porten og til venstre, så lå der en verden af viden om studier og muligheder åben. Herfra skulle også formidlingen af praktikpladser styres, for den havde handelsskolen overtaget fra arbejds formidlingen.

Studiekontoret fra 1990 var et tilbud til alle i Silkeborg, både elever og deres forældre. Her et senere foto fra 1996, hvor HH-elev Karina Glerup og HG-elev Peter Friis Rasmussen studerer opslag.

Det var et stort skridt frem. Henning Kirkfeldt blev leder af kontoret, der var åbent, når skolen var åben, og det ville sige hver dag fra klokken 8 til 15. Erik Lavstsen blev lop-konsulent (lære- og praktikpladskonsulent), og Tove Andersen ansat som administrativ medarbejder. Flere studievejledere var dag ligt parate til at give oplysning og individuel rådgivning, og kontoret var for alle. Det var for folke skoleelever, der skulle beslutte, om handelsskolen var noget for dem, og de var velkomne til at tage deres forældre med. Og så var studiekontoret stedet, hvor skolens egne EFG-elever og HH-elever kunne møde op og få en snak, når de skulle vælge retning for deres videre uddannelse. Studiekontoret var indrettet med selve kontoret, læseafdelingen og et par små mødelokaler. Det var dermed et helt center, hvor man kunne komme og studere materialer om uddannelserne, der var en læseafdeling med computer og opslagstavle med stillingsopslag om lære- og praktikpladser, og man kunne i fred og ro få en snak med en studievejleder i et af de små mødelokaler. Det nye studiekontor var med til at give studievejledningen et løft og var en flot service for alle elever i folkeskolens afgangsklasser. Det var et nyt ansigt udadtil, hvor man uden nogen tilknytning til handelsskolen kunne gå ind direkte fra gaden og få mere at vide om mulighederne i skolens uddannelser. Det lå der en betydelig PR-værdi i, samtidig med, at man internt kunne forstærke indsatsen ved at lade en bestemt studievejleder være kontakten for en bestemt klasse. Studievejlederne skulle også bekæmpe frafald blandt de stude-

rende ved gennem personlige samtaler nærmest at mandsopdække elever, der var på vej til at droppe ud af deres ungdomsuddannelse.

Brobygning Studiekontoret var en oprustning. Det var vigtigt at give den bedst mulige information til såvel elever på handelsskolen som potentielt nye elever. Studievejlederne var på skift ude på folkeskolerne for - ved forældremøder - at fortælle om mulighederne på handelsskolen. Bak-Pedersen fra det kommunale skolevæsen styrede gruppen af skolevejledere, i hvilken Kirkfeldt repræsenterede handelsskolen. Ved folkeskolernes forældremøder såvel som ved

Inspektør Henning Kirkfeldt i gang med undervisning i en HG-klasse først i halvfemserne. Han var studievejledningens veteran og leder af studiekontoret.

folkeskoleklassers besøg på handelsskolen, blev det fortalt, hvorfor det var en god idé at gå på handelsskole. Det var op ad bakke nogle år, for der var jo andre studievejledere, der stod og fortalte, hvorfor det var en god ide at gå på det almene gymnasium eller på teknisk skole, og for nogle elever var det naturligt at vælge det almene gymnasium. Det var svært at komme igennem med, hvor mange m uligheder de unge rent faktisk havde, hvis de valgte handelsskolen - f.eks. også universitetet og andre videregående uddannelser. Op gennem halvfemserne udviklede studie vejledningen sig yderligere. Der var tæt samarbejde med klasselærerne på de enkelte skoler, og der blev holdt møder for afgangs elever og deres forældre, hvor de i løbet af en aften kunne opleve skolen og få svar på spørgsmål fra både lærere og nuværende elever. I kampen for at få de unge til at vælge på så godt et grundlag som muligt, blev brobygning efterhånden et nyt begreb. Brobygningskurserne skulle give elever i folkeskolen en reel fornemmelse af, h vordan det var at gå på handelsskole. Silkeborg Handelsskole fik samarbejde med Balleskolen, og det betød, at elever, der overvejede at komme til at arbejde på butiksområdet, kunne tage 10. klasse på Balleskolen. I nogle uger kom de så til at gå på handelsskolen, og denne ordning fortsatte helt frem til 10. klasserne blev samlet på Ungdomsskolen.

potentielle nye studerende. Der var nyt at fortælle om. EFG skulle forsvinde som begreb og blive til HG, en forkortelse af Handelsskolens Grunduddannelse. En erhvervsskolereform havde gjort op med EFG, og ikke kun navnet var nyt, Silkeborg Handelsskole kunne tilbyde flere valgfrie fag, så den enkelte i højere grad end hidtil kunne tilpasse sin uddannelse efter evner og interesser. Det var ikke mindst på den kreative front, der blev styrket, uden at det dog måtte gå ud over vigtige fag som sprog, regnskab og edb. Det var fag, der blev prioriteret højt. Også selve måden at arbejde på blev ændret. I flere af fagene på grunduddannelsen blev der mere projektarbejde, og der blev afsat en uge til et større projekt. Den ”friske vind gennem uddannelserne” blæste ikke kun gennem HG, det tidligere EFG. Også HH-uddannelserne blev fornyet med ændringer i flere fag, uden at der dog blev ændret på selve opbygningen.

Åben Uddannelse I 1991 skiftede handelsskolens aftenunder visning navn til Åben Uddannelse, og s amtidig var der med studiestart til september flere nyheder på uddannelsens program. Under Åben Uddannelse kunne ansatte i erhvervs livet læse til merkonom, tage enkeltfagsprøver eller læse første del af HD-studiet. Det var dog en betingelse, at der var tilstrækkeligt med kursister til, at et hold kunne etableres. Derudover var der visse kvalifikationskrav ved optagelse.

EFG bliver til HG ”Friske vinde blæser gennem uddannelserne”, skrev handelsskolen i starten af 1991 ud til

Markedsføring, står der på undervisningsbogen. Og der lyttes og bladres og noteres, for der er gang i merkonom undervisning en aften i 1992.

Under merkonomstudiet blev der etableret en ny linje i turisme, og det var tiltrængt og efterspurgt med den store fremgang, der var i den midtjyske turisme. Også den øgede handel over landegrænserne fik betydning for, hvad handelsskolen kunne tilbyde, og i begge tilfælde var det eksempler på, hvordan skolen tilpassede sig nye tendenser. Merkonomstudiet fik således et nyt fag, International Marketing, hvor sprog blev k ombineret med m arkedsanalyse, internationalisering og markedsplanlægning. Desuden blev der satset på at få fag som eksportjura og eksportsalg i gang. Åben Uddannelse dækkede også over enkelt fags prøver i engelsk, tysk, fransk og

spansk på forskellige niveauer. Fag som edb, administration, økonomi og sprog blev moderniseret og gjort mere tidssvarende, og i det hele taget dækkede Åben Uddannelse på én gang over allerede eksisterende tilbud og over både forbedrede, mere tidssvarende og udvidede tilbud. Det hele skyldtes, at handelsskolerne havde fået større frihed til at oprette hold uden adgangsbegrænsning, hvor der til gengæld kun var delvis statsdækning af udgifterne. Disse muligheder fik handelsskolen til at gå i offensiven med det nye begreb Åben U ddannelse og rækken af nye tilbud.

I Tyskland bliver frøkner til fruer

skulle drengene være i jakke og slips og pigerne i kjoler. Ikke noget med kondisko her. Der blev lejet en bus, som transporterede ansøgerne derned sammen med lærere eller Gehlert, og alle elever var sikret tre samtaler. Eleverne blev grundigt instrueret i, hvordan de skulle opføre sig. ”Det er vigtigt, at I får lønnen på plads, men der skal spørges ind til det på den rigtige måde”, sagde Gehlert og forklarede dem, hvordan man på tysk skulle komme med et ”tillad mig at bringe lønnen på bane”. Men en dag var denne høflige frase helt glemt. Da Gehlert gav et lille tegn, kom det bombastisk fra én af de unge: ”Nå ja, was mit dem Geld?” Arbejdsgivernes Elev Refusion støttede i mange tilfælde elevernes ophold i Tyskland og betalte også for deres ture ned til ansættelses samtaler i bus og senere, da eleverne selv rejste derned og man mødtes et aftalt sted. Samtalerne foregik efter tyske normer, men en gang blev Gehlert nu sat til vægs. Han havde endnu en gang inspiceret eleverne før et møde med en tysk chef, rettet lidt på en slipseknude osv., så gruppen var velklædt, som han havde krævet det. Da eleverne iført slips, pressefolder og kjoler kom ind til mødet, troppede chefen imidlertid op i cowboybukser og sweater, og fra én af de unge kom det prompte til Gehlert: ”Ved du overhovedet, hvad du har med at gøre?”

Sidst i firserne var de første danske HH-elever blevet sendt i praktik i Tyskland, og hele dette projekt var i stadig udvikling. For Gehlert var der fortsat masser af møder, for både Undervisnings ministeriets embedsmænd og arbejdsmarkedets parter var noget usikre og ville følge det tæt. Gehlert måtte gang på gang til København og orientere, der var ingen dagsorden eller spørgsmål, man skulle bare høre nyt. Der skulle oprettes et sekretariat til at styre projektet for handelsskoleelever fra hele landet, og det var jo helt naturligt at oprette det i Silkeborg, hvor man havde erfaringer, netværk og masser af kontakter til virksomheder, organisationer og myndigheder. Det var ministeriet nu ikke enig i, det kunne Silkeborg ikke klare, var holdningen. Når elever fra andre skoler skulle søge praktikplads på tyske virksomheder, kom de først til Silkeborg for at blive orienteret, og det foregik på tysk. Her blev HH-eleverne orienteret om, at de skulle integrere sig og leve op til den tyske kultur i virksomhederne. De skulle være klar over, at i Tyskland sagde man De, og pigerne skulle være forberedte på, at når de var fyldt 18 år, blev de kaldt Frau. Man skiltede ikke med, om man var gift eller ej. Og sådan var der meget, de unge skulle have besked om.

Aber was mit dem Geld? Til ansættelsessamtalerne var det hele grupper af elever, der mødte arbejdsgiverne, og her

Da embedsmanden fór vild i Jylland Jo, Gehlert vidste, hvad han havde med at gøre. For ham var det afgørende, at p rojektet med danske HH-elever skulle styres c entralt fra Silkeborg Handelsskole med hensyn til kontakt til tyske virksomheder og m yndigheder samt danske handelsskoler. I ministeriet ville man gerne, at det blev d ecentralt, men Gehlert fastholdt og slog på, at man fra de tyske samarbejdspartners side ville have et enkelt sted, man kunne ringe hen og ikke en stor gruppe handelsskoler. ”Jamen, der er jo ikke megen internationalisering i, at man fra Næstved ringer til Silke-

borg og siger, at man har 15 elever, der gerne vil til Tyskland”, lød det fra ministeriet. Her ville man gerne, at handelsskolerne tænkte internationalt, men det måtte de jo så gøre på anden vis ved samarbejde med skoler i andre lande, svarede Gehlert. Det resulterede alt sammen i central styring, og i 1991 blev p raktikant-i-udlandet-sekretariat så oprettet i Silkeborg, i daglig tale PIU-sekretariatet. Herfra blev der koordineret, det var hertil, skolerne ringede og sagde, hvor mange elever, der gerne ville i praktik i Tyskland. Det var nu fortsat ikke med Undervisningsministeriets gode vilje, at sekretariatet kom til at ligge i Silkeborg. ”Det er ikke en opgave for jer”, meddelte man.

Europas unge til venskabsmøde på Silkeborg Handelsskole. Noget var sat i gang, som ikke kunne stoppes, og det handlede om udsyn og venskab. Her er det Pernille Rasmussen fra Danmark, Ulrike Diem fra Tyskland, Ditte Brodersen fra Danmark og Gabbi Huttenlocher fra Tyskland. 1996.

På et tidspunkt skulle der være møde i Silkeborg, og en embedsmand kom for sent. ”Jeg kunne ikke finde Silkeborg. Jeg spurgte mig for i Vejle, men de kunne ikke hjælpe mig”, forklarede han. Det var dermed underforstået, at man jo ikke kunne lægge et landsdækkende sekretariat i en by, der var så svær at finde. Da Gehlert næste gang skulle til møde i København, kom han bevidst for sent. ”Jeg kunne ikke finde København. Jeg spurgte mig for i Roskilde, men de kunne ikke hjælpe mig”, forklarede han. I Undervisningsministeriet blev de ved med at fastholde, at kontoret skulle ligge i Køben havn, og at det skulle være et EU-kontor. Gehlert ville imidlertid ikke af med sekre tariatet, for det fungerede, her kendte man forholdene, og de tyske samarbejdspartnere kendte de ansatte på sekretariatet. Da Gehlert hørte om planerne, troppede han op på hovedkontorerne for HK og DA og inviterede på en tur til det sydlige Tyskland. Der skulle de se, hvordan hele ordningen fungerede, og de tog gladeligt med. Pengene var spildt, for de støttede alligevel oprettelse af et kontor i København. Gehlert indkaldte handelsskolerne til et møde og spurgte direkte, om de ville serviceres fra PIU-sekretariatet på Silkeborg Handelsskole eller fra et EU-kontor i København. Ja, de ville da gerne fortsat serviceres fra Silkeborg, det gik jo fint, hvorfor skulle ministeriet blande sig i det? Og handelsskolerne oprettede en form for venskabsforening, som fik navnet PIU’s Venner. Kontoret i København blev oprettet, men kom mest til at tage sig af unge, der ville i praktik i andre lande. De mange elever, der

ville til Tyskland, blev fortsat sendt af sted gennem sekretariatet i Silkeborg. Og her i handelsskolens jubilæumsår 2017 eksisterer sekretariatet stadig i bedste velgående og sender i jubilæumsåret 200 unge og dermed flere end nogensinde på praktikophold i Tyskland.

Men Bertel Haarder lader sig ikke narre Silkeborg Handelsskole havde for alvor sat sig selv på handelsskolernes Danmarkskort. Hovedparten af de danske handelsskoler var med i ordningen og sendte årligt elever til Tyskland gennem sekretariatet i Silkeborg. Det fungerede godt, og de tyske virksomheder var glade for de danske elever. De var umiddelbare og sagde deres mening i modsætning til tyske elever, og det kunne a rbejdsgiverne godt lide. Gennem årene har tusinder af elever fået et års praktik i Tyskland, og den historie, der startede med at Gehlert bemærkede skilte med tilbud om ansættelse af lærlinge i tyske vinduer, blev en vigtig del af Silkeborg Handelsskoles samlede historie. Det er den fortsat. En dag mødte Gehlert undervisnings minister Bertel Haarder, da han var til et af sine mange møder i Undervisningsministeriet. ”Hvad er det, du har gang i”, spurgte H aarder. ”Jeg sender praktikanter til Tyskland”, svarede Gehlert. ”Kan du ikke give besked, næste gang, du skal have møde med praktikanterne dernede”, sagde undervisningsministeren. Dermed blev der planlagt et ministerbesøg i München. Ministeren ville mødes med praktikanterne, der var ude på virksomheder i om-

rådet, og han ville besøge tre virksomheder med dansk praktikant. ”Nu, skal I høre, Bertel Haarder vil møde jer, og I skal møde op alle sammen”, meddelte Gehlert til praktikanterne. Da mødet skulle holdes, var det dog kun halvdelen, der dukkede op. ”Det må De undskylde, men nogle er blevet syge, og andre kunne ikke få fri”, beklagede Gehlert over for Haarder. ”Hvorfor lyver De om det, Gehlert, de er da taget på skiferie”, svarede ministeren. Han var ikke sådan at narre. Men Bertel Haarder fik over et par dage et godt indtryk af projektet og af, hvordan det fungerede, og han roste Gehlert og Silkeborg Handelsskole for initi ativet og arbejdet med at få danske HH-elever til Tyskland. Også fra Tyskland var der ros, og Gehlert blev æresmedlem af den tyske

forening for skoledirektører, Arbeitskreis der Studiendirektoren und Studiendirektorinnen im Wirtschaftlichen Bereich. Eleverne skal dog have de største roser. De forstod at integrere sig og tilpasse sig de tyske forhold.

Bekymret men fremsynet Da Silkeborg Handelsskole i 1992 fejrede sit 100 års jubilæum, var det med en vis stolthed over at have sat noget stort i gang, der fik betydning for handelsskoleelever over hele landet. Dette år startede 85 unge fra hele landet i praktik i Tyskland, af dem kom de 12 fra Silkeborg. Sekretariatet i Silkeborg var blevet oprettet året før, og herfra blev det hele styret. Laurits Jürgensen var projektleder og kunne glæde sig over så stor en interesse fra hele

Bestyrelsen i arbejde. Flemming Gehlert fik frie tøjler til at opbygge de mange forbindelser og kontakter, der var nødvendige, for at projektet med praktikanter i Tyskland kunne køre.

finde praktikplads og færdiggøre uddannelsen i Danmark? Der var jo ikke nogen sikkerhed for, at danske virksomheder havde lyst til at tage elever, der kun kunne blive tilknyttet virksomheden et enkelt år, uanset at de havde fået gode erfaringer med sig hjem fra Tyskland. Blandt andet for at sikre, at ingen elever løb ind i en blindgyde, oprettede handels skolen et særligt handelsakademi, hvor man over to år kunne tage en international orienteret mellemlederuddannelse, der byggede videre på erfaringerne fra udlandsopholdet. Af de 85 unge fra hele landet, der i 1992 skulle i praktik i Tyskland, tilmeldte 30 sig.

l andet, at ikke alle kunne få en plads. Nu fortsatte arbejdet med at skaffe flere praktikpladser. Hidtil havde det været i de to sydtyske delstater Bayern og Baden Würtenberg, der var indgået aftale om praktikpladser, men efterhånden kom flere til. Da der i jubilæumsåret blev holdt et seminar om Tysklands-praktikken, mødte der repræsentanter fra 25 handelsskoler op. Det var ikke kun godt for eleverne, at de kunne komme i praktik i Tyskland, det var også godt for de virksomheder, der bagefter skulle videreføre de unges uddannelse. For en eksportvirksomhed kunne det være en gave at få en elev, der havde tilbragt et år på en tysk virksomhed. Og i det hele taget var det med til at modne de unge og give dem værdifulde erfaringer og kompetencer. Ingen kunne være i tvivl: Det var et columbusæg, Gehlert havde stået for, da han tog initiativet og brugte enormt mange kræfter og t imer med besøg og opbygning af kontaktnet. Bagefter havde han da også en fornemmelse af, at han havde s vigtet andre opgaver på skolen, fordi han jo kun kunne være et sted ad gangen. I bestyrelsen havde man da også på et tidspunkt været en smule bekymret over det omfang af ressourcer og tid, det krævede at få opgaven løbet i gang, men man var samtidig fremsynet nok til at bakke op og lade forstanderen løbe hele linen ud. Havde man sagt A måtte man sige B, der kunne ikke vendes om i utide. Og praktik i udlandet blev noget varigt og en sejr for Silkeborg Handelsskole, der blev lagt mærke til i Undervisningsministeriet og m ange andre steder. Men der er altid et men. Hvad nu, hvis elever, der har startet med et år i Tyskland, ikke kan

Fynboen fra København I 1991 ansatte skolen en ny leder af kursus afdelingen. Manden hed Hans Justesen, og det var lidt tilfældigt, han kom til Silkeborg. Han var ansat på Niels Brock og dermed i København, hvor han havde uddannet sig, og hvor han havde boet i 14 år. Både Hans Justesen og hans kone var fynboer, og de ville, at deres børn skulle gå i skole i provinsen. Nu ville de godt væk fra hovedstaden, og Hans begyndte at se efter stillingsopslag. Da han så opslaget fra Silkeborg, søgte han stillingen, og grundlovsdag 1991 var han til samtale i det jyske hos Gehlert. Det blev til ansættelse, og efter et par år blev han souschef. En dag sagde formanden, Anders Søndergaard, til ham, at de jo ikke kunne have en souschef, der sad som leder af så lille en del af skolen, som kursus delen udgjorde, nej han skulle være leder af ét af de store områder.

Tyske praktikanter fra Bremen i praktik i Silkeborg. En del af eleverne var fra teknisk skole regi - således var nogle i praktik i planteskoler i Silkeborg - andre var handelsskoleområdet og var i butikker. Her ses de sammen med Hans Justesen og Ellen Ejerskov fra handelsskolen. 1994.

Hans Justesen valgte erhvervsdelen. Hans hjerte blødte specielt for dem, der h avde svært ved at tage en uddannelse, fordi de havde n oget med i rygsækken og måske kom fra hjem, hvor der ikke var tradition for at uddanne sig. Dem mente han, at han kunne

gøre noget for ved at blive leder af erhvervsdelen, og derfor v algte han, som han gjorde. Efter det var Hans Justesen i spidsen for denne del af skolens v irke i mange år frem, og først op til jubilæumsåret 2017 har han startet et nyt kapitel og er nu rektor for handelsgymnasiet.

Det første hold er færdigt på den første tjekkiske kortere videregående uddannelse, hjulpet i gang af Silkeborg Handelsskole. Det fejres på et slot ved Prag. På holdet ses Hans Justesen bagerst med rødt slips og Thomas Dalgaard forrest som nummer fire fra højre.

Da Silkeborg skrev med på Tjekkiets uddannelseshistorie På Niels Brock havde Hans Justesen i to år været med i et projekt i de baltiske lande sammen med Uffe Ellemann-Jensen, og erfaringerne derfra kom ham til gode i det, der blev det store Prag-eventyr.

Da elever og lærere fra Silkeborg Handels skole omkring 1990 var i Prag, blev der oprettet kontakt med en lokal handelsskole. Og da Hans Justesen kort efter sin ansættelse fik mulighed for at komme med en klasse til samme by, blev kontakten udbygget. Der var enighed om, at man kunne lære af hinanden, og lærere fra skolen i Prag kom til Silkeborg 14 dage for at lære mere. Efter murens fald og opløsning i de østeuropæiske landes statsform, skulle man på flere måde omstille sig. Lærerne fra Prag fortalte, at når man havde taget en gymnasial uddannelse, var næste skridt universitetet. Da de fik at vide, at man i Danmark havde noget imellem, der hed kortere videregående uddannelser (KVU), var de fyr og flamme. De hørte om Silkeborg Handelsskoles handelsakademi, og det var noget, der virkelig interesserede kollegerne fra Tjekkiet. Kunne Silkeborg Handelsskole hjælpe dem med at få noget lignende i gang? Der blev holdt møder og forberedt, og det tog tid og der blev oprettet et samarbejde med det tyske Goethe-instituts Prag-afdeling om projektet. Og efter tre år kom der gang i Tjekkiets første KVU-uddannelse, og det var det tysk-tjekkiske handelskammer, der sørgede for praktikpladser. ”Lærerkræfter fra Silkeborg Handelsskole skal være pionerer i opbygning af en helt ny kortere videregående handelsuddannelse i den tjekkiske republik”, skrev dagbladet Børsen i en større artikel, og projektet var i det hele taget god reklame for Silkeborg Handelsskole. Akademiet kom i gang i Prag med danske lærerkræfter, der havde tjekkiske lærere med som føl, så de selv kunne tage over efter et par

år. Folketingets uddannelsesudvalg kom på besøg, og projektet blev udnævnt til det næstmest interessante i EU. ”Vi vil forsøge at overføre nogle af de stærke sider ved den danske h andelsskoleuddannelse til tjekkiske forhold. Det vil blandt andet sige, at eleverne skal lære at tage selvstændige beslutninger og ikke være bange for at sige deres mening. De tjekkiske uddannelser har hidtil gået meget ud på terperi og læren udenad”, blev projektleder Ellen Ejerskov fra Silkeborg Handelsskole citeret for i Børsen. Hun og Hans Justesen spillede hovedroller i det ambitiøse projekt, der ikke kun introducerede begrebet KVU-uddannelser, men altså også nye undervisningsformer, hvor studerende lærer selv at opsøge viden. I Silkeborg var der stolthed. Midtjyllands Avis skrev en leder om projektet, hvori der var stor ros til initiativet: ”Man må håbe, at andre institutioner vil gå de samme veje, som Silkeborg Handelsskole har betrådt,” skrev avisen. Noget var sat i gang. Og forbindelsen til den tjekkiske uddannelsesinstitution blev stærkere og stærkere og blev til venskaber. I dag er uddannelsen i Prag treårig og stadig under udvikling.

Og her på skolen taler vi engelsk… Udviklingen fortsatte med nye tiltag i en stadig mere globaliseret verden. ”Selv om Silkeborg Handelsskole ligger midt i det frodigste Jylland, taler vi alligevel engelsk. I hvert fald i de internationale klasser, der starter efter sommerferien,” skrev skolen

således her først i halvfemserne til potentielle nye studerende: ”Er du på vej ud af Folkeskolen, og ved du allerede nu, at du gerne vil arbejde ud over grænserne? Har du gode sprogkarakterer i Folkeskolen, og kan du tænke dig en anderledes treårig uddannelse på handelsskolen? Så er dette nye tilbud en overvejelse værd”, lød det. Og det nye tilbud var en international klasse, hvor eleverne fik bredt kendskab til a ndre lande, og hvor der var indlagt udvekslings rejser i Norden det første år og i Tyskland eller Frankrig det andet år. Det tredje år kom e leverne på kursus i England,

og undervejs var der temadage i internationale emner. Dem, der valgte den internationale klasse, skulle gå tre år i samme klasse, først på HG et år og derefter to år på HH. Undervisningen var på engelsk i fag som regnskab og virksomheds økonomi, salg og service, markedsføring samt informationssøgning- og behandling. Eleverne fik med andre ord pas til internationale arbejdspladser og til spændende v idereuddannelser. Og der blev lagt ud i august 1993 med en klasse med matematik som tilvalg og en klasse med fransk som tilvalg.

Karen Damgaard i gang med undervisning af HG’ere i engelsk - og der kan jo også siges morsomme ting på engelsk. 1992.

Taxameter og større klasser Mens der i disse år blev satset på flere fronter med studiekontor, sekretariat for praktikanter i Tyskland, flere uddannelser osv., var der også nye udfordringer, der skulle tages højde for. Ved indgangen til 1991 var den nye erhvervsskolereform trådt i kraft, og den betød decentralisering på en række områder. Herefter var der flere opgaver for bestyrelse og ledelse, der skulle tage sig af økonomien med en 40 millioner kroner stor omsætning, lønforhandlinger med personalet, planlægning af investeringer og i det hele taget af fremtiden. Bestyrelsen fik med andre ord langt større ansvar, men der var også en vis erfaring samlet i den 12 mand store bestyrelse. Således havde formanden Anders Søndergaard siddet i bestyrelsen i 25 år. Reformen gav større økonomisk spillerum og dermed friere tøjler, men der var en pris: Den nye økonomiske struktur byggede på taxameterprincippet, hvor skolen fik et beløb pr. elev. Det svingede fra starten på mellem 22.000 og 30.000 kroner, og det var de penge, skolen så havde til undervisning og til investeringer i edb-udstyr mv. Nu kunne regningen ikke sendes videre til ministeriet, når der var behov for investeringer. Ret hurtigt viste den nye struktur sig i højere klassekvotienter, for det var nødvendigt, hvis det hele skulle løbe rundt. Både på HG og HH var der typisk omkring 30 elever i klassen, i nogle tilfælde endog 35. Det var for mange, det var alle enige om. Beløbet pr. elev var ikke stort nok.

100 år – og fyldt med energi I 1992 kunne handelsskolen så fejre sit 100 års jubilæum med Gehlert som forstander og Ellen Tange som inspektør. Og for Ellen Tange var der ikke tvivl: Nutidens handelsskoleelever var målrettede og vidste, hvad de ville. Hun havde ansvaret for HG og HH, og hun oplevede unge, der forstod at vælge. Blandt de 16 valgfag kom der dette skoleår kun seks i gang, for det var vidensfag som matematik på højt niveau og ekstra fremmedsprog som fransk og spansk, der hittede. Det var nu 100 år siden, der i Silkeborg var blevet etableret varig undervisning på et levedygtig skole, og der var meget at være stolt af. Skolen var startet med 10 e lever 100 år tidligere, nu var der 2000. Faktisk var det slet ikke til at forstå, at det, der i sin tid startede i

Jubilæum og fest, for nu har handelsskolen eksisteret 100 år. Her er det forstander Flemming Gehlert, formand Anders Søndergaard og tidligere formand Niels T. Søndergaard med jubilæumsavisen.

det koster 46.000 kroner at uddanne en gymnasieelev, koster det ”kun” 32.000 kroner at uddanne en handelsskoleelev ”, sagde elevrådsformanden.

det meget små, nu var blevet en så stor skole med ungdomsuddannelser, efter uddannelser og videreuddannelser. En skole, der henvendte sig både til både den kommende og den eksisterende arbejdskraft. Der blev udgivet en jubilæumsavis, der stolt kunne berette, at der var 1000 om dagen og 1000 om aftenen på handelsskolen. 15 HG-klasser og 17 HH-klasser udgjorde henholdsvis grund uddannelsen og højere handelseksamen, gymnasiedelen. Og om aftenen kom der 1000-1200 elever på efteruddannelse og videreuddannelse. Her var m erkonomkurserne med Anton Christensen som inspektør det helt store hit. Det samlede lærerkorps på handelsskolen var på 64, og i anledning af jubilæet udtalte formand for lærerrådet Henning Maul, at man godt kunne mærke erhvervsskolereformen og den økonomiske decentralisering på forskellig vis: ”Jeg tror, vi er os endnu mere bevidst end førhen, at kan vi give vore dagelever følelsen af, at her på stedet, her lærer de faktisk noget, de har brug for, så vender de tilbage til Silkeborg Handelsskole igen, når de skal e fteruddannes på et af de mange kurser, der kører i aftentimerne. Og efteruddannelse skal der jo til. Snakken om livslang uddannelse er ikke bare en floskel”, udtalte lærerrådsformanden. Også elevernes formand Michael Hougaard Pedersen udtalte sig i jubilæumsavisen. Han pegede på den forskelsbehandling, der stadig var mellem de gymnasiale grunduddannelser. ”Sidste år var der i gennemsnit 30 elever i en handelsskoleklasse, men kun 24 elever på gymnasiet. Det er en forskel på 25 procent, som skyldes de offentlige tilskud. Mens

Jubilæumsfest med bismag Selve jubilæumsfesten blev holdt på Hotel Impala, og mens festen buldrede derudaf, kom der en elefant buldrende ind i porcelæns butikken og smadrede det hele. Elefanten var næstformand Viggo Thinggaard. Han holdt en tale, hvor han selvfølgelig glædede sig over alt det, der var nået, men hvor han også m ente, at man på sådan en jubilæumsdag kunne tillade sig at være visionær. Og han var slet ikke sikker på, at handelsskolen skulle blive, hvor den var, og han var heller ikke sikker på, at strukturen på erhvervsskoleområdet skulle blive ved med at være, som den var netop nu. Næh, som udviklingen var, kunne han godt forestille sig, at flere af fagene på henholdsvis teknisk skole og handelsskolen ville nærme sig hinanden. Det betød måske, at man om nogle år skulle til at samarbejde på en helt ny måde, og hvis skolen nu flyttede op på det sted, hvor Bakkeskolen havde ligget, ville de to erhvervsskoler komme til at ligge tættere på hinanden. Det var ved at ødelægge festen. Her fejrede man 100 år som en selvstændig midtbyskole, og så talte Viggo Thinggaard om at flytte og om at skabe tættere forbindelser til teknisk skole. Skal vi måske ligefrem lægges sammen? Der blev en murren ved bordene, og stemningen blev præget at en vis utryghed. Det fortsatte den følgende tid, og der var dem i ledergruppen, der mente, at Viggo Thinggaard

100-års dagen blev fejret med reception og tre dages festlige dage med underholdning, EF-konference, debat og meget mere. Og selvfølgelig blev der foræret rigtig jubilæumstrøjer til de unge. Fra venstre Thomas Frølund fra den glade giver EBM, eleverne Kim Jakobsen og Peter Drejer samt forstander Gehlert

havde udtalt sig illoyalt. De ansatte krævede, at der blev holdt ekstraordinært bestyrelsesmøde, og herfra blev der udsendt en pressemeddelelse. Den slog fast, at nok ville man gerne udbygge samarbejdet med teknisk skole og AMU-centret, men at der ikke var planer om fusion. Ingen kunne på daværende tidspunkt se i krystalkuglen, hvad der ville ske 25 år senere.

SIMU-undervisning Her i halvfemserne blev SIMU-undervisning et nyt begreb. Nu skulle man ikke blot have ordinær undervisning i et klasseværelse, nej, nu skule man fornemme, hvad det egentlig var at være på kontor eller i butik. Det var startet i Aabenraa og inspirerede andre handelsskoler, blandt andet Silkeborg. Der blev lavet små

en forløber for det senere Praktikcenter, hvor handelsskolen skabte virkelige arbejdspladser for dem, der ikke kunne få praktikplads. Da det skete, havde man allerede en del erfaringer fra SIMU-undervisningen at bygge på.

kontorer med telefon og fax, og elever blev til firmaer, der henvendte sig til de enkelte kontorer. Elever handlede med h inanden, kommunikerede med hinanden og nogle gange foregik det med virkelighedsnære scenarier, hvor forretningspartnerne var a ndre handelsskoler. Der blev således på dette plan samarbejdet med handelsskolerne i Randers, Herning og Hillerød. SIMU-undervisningen var en ny og mere moderne måde at undervise på. Og så blev det

”Panikansættelse” af 16 nye lærere I 1993 blev der ansat mange nye lærere på handelsskolerne over hele landet. Silkeborg

Koncentration ved skærmene, der fylder langt mindre end for blot få år siden. Her er det Birgitta Skjoldan, der underviser HG’ere. 1992.

Handelsskole ansatte med ét slag 16 nye lærere, så der blev trængsel på lærerværelset. Da de nye ankom, fik de at vide, hvilke borde, de ikke måtte sætte sig ved. Lærerne havde i vidt omfang faste pladser. ”Vi skal fremover undgå denne form for panikansættelser”, sagde Gehlert, da skoleåret skulle starte, og alle sad bænkede i Søsalen til velkomst. Så kunne man jo tænke lidt over, om man var en panikløsning e ller ej, men forstanderen havde ret: Der havde været lidt panik på i Silkeborg såvel som andre s teder. Baggrunden var, at politikerne ikke mere ville acceptere det meget overarbejde, hvor nogle lærere havde en hel del hold og m åske også underviste kursister om aftenen. Det gik ikke, slet ikke i en tid, hvor gode lærerkræfter var uden arbejde. Blandt de nyansatte var den 26-årige cand. merc. i finansiering og organisation, Thomas Dalgaard fra Viborg, der kom til at undervise i international økonomi, matematik, samfundsfag og finansiering. Det var en slags skæbnens ironi, at han kom til at undervise netop der. Hans oldefar havde været hestehandler på Markedsgade og solgt heste på de store markeder på Bindslevs Plads, og hans far havde haft bybusserne i Silkeborg og en benzin station. Handelsgenet lå i generationerne, og Thomas Dalgaard havde egen bilhandel og handel med ejendomme. Han elskede handel og underviste nu på handelsskolen der, hvor hans oldefar en gang solgte heste. Som mange andre med hans uddannelse mente han, at det da kunne være spændende at undervise et år eller to, før den virkelige karriere startede i erhvervslivet. Det var jo

kun et spørgsmål om tid, før man blev headhuntet, var det ikke? Thomas Dalgaard blev imidlertid som mange andre nyansatte lærere hængende. Det politiske påbud om, at der ikke måtte være overarbejde, gled ud, da hjulene kørte godt igen. Og mange tjente pænt ved at påtage sig ekstra undervisning på såvel egen som andre skoler. Thomas Dalgaard underviste således i en periode på handelshøjskolerne i Herning og Aarhus ved siden af sit arbejde i Silkeborg. En dag kom Gehlert glad ind på lærer værelset: ”Nå, nu har jeg klemt mig ind i top 10 med min løn”, sagde han. Det sagde lidt om, hvor godt nogle lærere tjente, at forstanderen på dette tidspunkt var på en tiendeplads i indkomst.

Opdelingen I 1994 var der på landsbasis stor tilbagegang til HG, Handelsskolernes G runduddannelse, men ikke i Silkeborg, hvor niveauet blev holdt. Derimod var der nedgang af elever til HH, så helt undgå konsekvensen af de mindre årgange kunne handelsskolen ikke. Ruth Apel var formand for skolen, hvor store f orandringer ventede: I 1995 gik HH fra at være toårig til at blive et treårigt gymnasium, da der kom nye bekendtgørelser om erhvervsgymnasierne HTX og HHX på henholdsvis teknisk skole og handelsskolen. Hidtil havde der været en inspektør for både erhvervsdelen og for gymnasiedelen, men det blev nu ændret. Lise Møller-Madsen blev inspektør for HH, mens Hans Justesen tog sig af erhvervsdelen. Hidtil havde lærere undervist på begge dele, men det

blev nu ændret. Justesen og Møller-Madsen blev enige om en opdeling, og den kom også til at omfatte administration og senere endog lærerværelse. Foreløbig sad lærerne dog i samme rum og spiste deres frokost og holdt pause, men de satte sig i højere og højere grad ”hos deres egne”. Skolen blev mere og mere opdelt i en erhvervsdel med HG og en gymnasiedel med HH. I administrationen var der nu ikke udelt tilfredshed med denne opsplitning. De havde hidtil kunnet hjælpe hinanden, når der var ekstra travlt det ene sted, for eksempel ved udfærdigelse af eksamensbeviser. Nu sad man ikke mere fysisk sammen og kunne dermed

ikke vide, om kollegerne i den anden del var presset. Og så gik det ud over det kollegiale fællesskab. Handelsskolen var blevet til to arbejdspladser. Det var nu ikke kun af praktiske grunde, opsplitningen fandt sted. Det var nødvendigt, for reformerne havde gjort, at man ikke bare kunne undervise på begge dele, der var forskellige krav til lærerne og forskellige ting, der skulle tages højde for. Et kvalifikations cirkulære sagde, at man skulle have kandidatgrad for at undervise på gymnasiet, men det blev i øvrigt også senere nødvendigt for nogles vedkommende på erhvervsdelen, da EUX blev introduceret med fag på gymnasieniveau.

1992. Der er kaffekopper og termokander, og der er tid til en snak. Et kig ind i lærerværelset fra den tid, hvor alle skolens lærere delte samme lærerværelse. Det ændrede sig.

Hverdag i administrationen. På fotoet ses i forgrunden Grete Frederiksen og derudover ses Pia Scriver.

Trods opdelingen blev der ved med at være en vis samhørighed og en fornemmelse af, at vi på én gang er to skoler og alligevel én skole. Det viste sig ikke mindst til p ersonalefesterne…

Drengene på Fodbold College er altid sultne Hvad skulle man stille op med drengene på Fodbold College? De skulle have pause midt på dagen, og de var altid sultne. Det var i det hele taget nogle værre nogle, og ikke alle lærere var lige interesseret i at undervise denne særlige klasse. Handelsskolen havde i 1994, samme år som Silkeborg IF vandt det danske mesterskab i

fodbold, oprettet sportsklassen med 26 elever fra start, for det var jo med at havde nogle tilbud, der kunne tiltrække elever i årene med små årgange. Viceforstander Hans Justesen og en repræsentant fra teknisk skole, der også oprettede sportsklasse, havde forhandlinger med Ole Hansen og Preben Lundbye fra SIF, og de fandt frem til en form, hvor de unge både kunne passe sport og skolegang. Blandt de første senere fodboldstjerner på Fodbold College var Martin Laursen og Thomas Røll Larsen, og de kommende år kunne man følge en hel del stjerner, der for nogles vedkommende gjorde sig bemærket i første række, mens de stadig gik på handelsskole. Det havde man prøvet før på handelsskolen, også inden for

Drengene på Fodbold College havde to hjemmebaner: Klasselokalet på handelsskolen og idrætsanlægget på Søholt. Og hvad var vigtigst? Det var lærere og elever ikke altid helt enige om

Fodbold College blev et nyt tilbud på handelsskolen, men ikke alle lærere fandt det lige attraktivt at undervise i denne klasse, hvor træning og undervisning skulle kombineres, og hvor nogle af drengene gik mest op i træningsdelen. Da Lise Møller-Madsen i 1995 blev inspektør for handelsgymnasiet, satte hun to forløb i gang: Hun sørgede for, at de lærere, der underviste på Fodbold College, fik en coach, der kunne støtte dem. Og så fik hun ansat en kvindelig koordinator for drengene. Titlen var nok koordinator, men den kunne også have været ”reserve-mor”, for hun skulle tage sig af de drenge, der i vidt omfang havde fodbold på

En ny bygning står klar. Og der er drysset sand ud over den nye belægning mellem de efterhånden mange bygninger på en handelsskole i konstant udvikling.

andre sportsgrene. Blandt de mest funklende stjerner var Thomas Bjørn, der fandt sin plads i verdenseliten i golf, og som allerede i sin tid på Silkeborg Handelsskole havde ambitionerne, viljen og evnerne til at gå hele vejen som golfspiller.

eliteplan i hovedet, men som også havde andre udfordringer i livet. En del af dem var flyttet hjemmefra og boede i de Fodbold College bygninger, der lå tæt på Søholthuset og banerne på Søholt. Det var drenge, der for første gang var væk fra mor og far og de trygge omgivelser for at blive undervist og træne i SIF og dermed i en anden by. Og koordinatoren kunne hjælpe dem med noget af det, deres mor ellers ville have taget sig af: Hvad gør jeg, når jeg får allergi af min deodorant? Hvordan finder jeg ud af, hvad for noget vaskepulver, jeg skal købe til tøjvask? Koordinatoren havde godt styr på drengene og var med til at få klassen til at fungere bedre. Og efterhånden kom det til at være et fast lærerteam, der underviste denne særlige sportsklasse og som kunne lide det. Og det passede fint til udviklingen, hvor reformen

lagde op til lærerteams og særlige linjer. På den måde var Fodbold College foran sin tid. Handelsskolens fodboldklasse var en k lasse med masser af mandehørm, og ikke alle skolens øvrige elever vidste helt, hvordan de skulle forholde sig til den. Men når der så om foråret skulle danses lancier, var fodbolddrengene populære hos pigerne. Måske havde de set en smule skævt til dem i løbet af året og set dem som fodboldnørder, men når foråret kom, ville de nu gerne danse med dem. Det var jo nogle flotte fyre.

Så bygger vi igen! I januar 1997 meldte handelsskolen ud, at der var planer om byggeri for 13 millioner kroner. Der skulle bygges en treetagers bygning ud mod Møllegade, placeret vinkelret på den ek-

I dag er vi ikke handelsskoleelever, vi er et firma, der sælger edb-udstyr. Og konkurrencen er hård. Jacob Kjeldsen (stående) er personalechef, og han opildner Kaare Bechmann, Brian Andersen, Michael Hansen og Sanja Pedersen. For der skal altså hentes nogle ordrer hjem. 1995

sisterende bygning. Derudover skulle der opføres en mellembygning, der bandt eksisterende bygninger sammen og skabte både mere plads og større helhed. Pladsmangelen havde sine grunde. Handelsskolen fik mulighed for at tilbyde toårig HG, hvor der hidtil havde været etårig HG. Det betød jo, at eleverne blev på skolen et år mere i stedet for at gå ud i praktik allerede efter første år, og de mange ekstra klasser krævede ansættelse af 14 nye lærere og plads til flere klasselokaler. Og da det jo tager tid at bygge, måtte skolen her og nu ud og leje lokaler. Det troede man ellers var et overstået kapitel. Og så byggede skolen igen, og byggeplanerne blev endda udvidet, så de 13 millioner ikke slog til. Godt nok var der mindre årgange, men der blev flere midtjyder, og prognosernes tale var klar: Skolen får flere elever og brug for mere plads. Flere klasselokaler og en større kantine blev resultatet af adskillige måneder som byggeplads. Og sommeren 1998 var det så en ny og større handelsskole, der tog imod. Endnu en gang.

Det blev den hidtidige leder af Haderslev Handelsskole, Erik Pedersen, der rykkede teltpælene op og flyttede mod nord. Erik Pedersen kom efter studentereksamen fra Marselisborg Gymnasium på Aarhus Universitet, hvor han læste samfundsfag og dansk. Hans karriere i handelsskolens verden startede i Ikast som lærer, studievejleder og kursuschef. Han var i 10 år fagkonsulent i Undervisnings ministeriets Direktorat for Erhvervsuddannelser, før han i 1991 kom til at stå i spidsen for handelsskolen i Haderslev. Nu skulle han så fra 1998 være direktør for Silkeborg Handelsskole.

Skal vi købe ejendom på Bredhøjvej? Den 4. februar 1999 var der bestyrelsesmøde, og her hed Punkt 3: Køb af ejendommen Bredhøjvej 18 og 20. Formanden tog ordet og fortalte om den noget vanskelige situation, skolen var kommet i. Den havde lejet sig ind hos Jyske Bank på Vestergade og afviklet kurser for erhvervslivet der, men nu var dette lejemål blevet sagt op. Kursusafdelingen skulle altså flytte, men hvorhen? Der var vel ikke den helt store lyst til at bygge, og derfor kunne køb af ejendommen på Bredhøjvej måske være en idé? Direktør Erik Pedersen sagde direkte, at skolen var kommet i en nødsituation, og kursuschef Jan Rau Jacobsen argumenterede for, at skolen skulle have en kursusafdeling, der fungerede som en selvstændig enhed med rammer for voksne kursister. Herefter var debatten lang og grundig. Ejendommen kunne købes og renoveres for i alt 23 millioner kroner, og bestyrelsesmedlem Pre-

Fra Haderslev til Silkeborg I 1998 fik Silkeborg Handelsskole ny direktør. Flemming Gehlert sagde farvel og lod sig pensionere efter 25 år på posten. Han havde taget de første skridt ind i den internationalisering, der nu blev betragtet som en selvfølge, og han havde gennem det kvarte århundrede sat sit præg på en skole i konstant forandring. Nu holdt han fyraften.

ben Mehlsen mente, at det var en noget voldsom investering, når den nu kom oven i den investering, der var foretaget på hovedadressen. Det ville gøre skolen økonomisk sårbar. Han var ikke alene om sin bekymring, faktisk var bestyrelsen noget vaklende, men kunne samtidig godt se, at noget skulle gøres. Formanden konkluderede, at der skulle gennemføres ret så mange kurser, for at økonomien kunne hænge sammen. Timingen var elendig, men det kunne der ikke ændres på. Skolen var nødt til at handle her og nu. Det gjorde bestyrelsen så. Det blev et ja trods betænkeligheder, og hermed i nvesterede handelsskolen i ejendommen på Bredhøjvej og aftalte renoveringen med Årstiderne Arkitekter. Der havde tidligere været kokkeskole, nu skulle der være kursuscenter. Det var en investering i fremtiden, en taktisk investering, for der var enighed om, at handelsskolen ikke kun skulle være en skole for fremtidens a rbejdskraft, den skulle også have tilbud til den arbejdskraft, der allerede var

på arbejdsmarkedet og til den ledige arbejdskraft. Handelsskolen var et helhedsprojekt. Nogle måneder senere kunne uddannelsescentret indvies, og det var en festlig dag. Den næste dag var knap så festlig. Netop denne dag vedtog politikerne på Christiansborg at stramme taxametertilskuddene til videre- og efteruddannelse for ledige og beskæftigede. Det var en våd klud i hovedet på handelsskolen i Silkeborg, der fra dag et gjorde det væsentlig sværere at få gennemført det antal kurser, der skulle til at for at få økonomien til at hænge sammen. Forudsætningerne havde med ét slag ændret sig. I årevis kørte kursuscentret på Bredhøjvej med underskud, og det blev der ikke set på med milde øjne fra lærergruppen på skolen i midtbyen. De følte, at der gik penge fra ungdoms uddannelsen, der jo trods alt måtte være det primære. De følte, at der blev smidt penge i et stort sort hul, og der var i årevis brydninger mellem ledelsen og lærerne om kursuscentret og dets dårlige økonomi.

Med handelsskole-tasken over skulderen parat til at indtage verden. Silkeborg Handelsskole gjorde en del ud af at markedsføre sig som en skole, der var internationalt orienteret. Her er der lavet en flot brochure om skolen – på engelsk.

Og vi sprøjter PC-kørekort ud…

det. Kun Sverige overgik Danmark i antallet af borgere, der erhvervede sig de grundlæggende it-færdigheder. Og på Bredhøjvej nærmest sprøjtede de PC-kørekort ud. Men også her blev der politisk sat en prop i, da tilskuds ordningerne blev ændret.

Blandt tilbuddene på Bredhøjvej var muligheden for at erhverve et såkaldt PC-kørekort. Det var blevet introduceret i 1997 og var et internationalt anerkendt bevis for, at man havde nået et bestemt it-kompetenceniveau. PC-kørekortet blev meget populært, og handelsskolen var gennem kursuscentret med til at sikre, at mange borgere lokalt fik dette bevis. På landsbasis blev kørekort nummer 50.000 skrevet under i 2000, og på dette tidspunkt var 120.000 danskere i gang med at tage

Økonomiens chef Hvert år i marts fik bestyrelsen en økonomisk oversigt over, hvordan det forrige år var gået. Der var ikke nogen egentlig økonomistyring, men det skulle ændre sig. For første

På kursuscentret kunne man tage PC-kørekort, og på selve handelsskolen foregik mere og mere over computeren. Her er der glimt med intensivt arbejde i 1998 (de to øverste fotos) og 2002.

Balleskolens Brass Band spiller og Hans Justesen overrækker eksamensbeviser. Endnu en festlig forsommerdag. Året er 2002.

gang skulle handelsskolen have en egentlig økonomichef, og der blev slået en stilling op. ”Den søger jeg”, tænkte Villy Osvald Steinicke. Året var 1999, han var 53 år, og efter at have uddannet sig som cand. merc. fra handelshøjskolen havde han arbejdet et par år som revisor, før han blev økonomiansvarlig hos Silkeborg Jern & Stål i 10 år og derefter lige så længe som økonomichef hos Debel i Randers. Nu kunne det være noget helt andet at prøve at varetage den samme stilling i en uddannelsesinstitution, mente Villy. Han fik stillingen og skulle ikke mere køre fra Silkeborg til Randers hver dag. Og han gik nu i gang med at opbygge den økonomistyring, bestyrelsen og skolens ledelse ønskede: Et budget system og et rapporteringssystem, så

bestyrelsen kunne få en rapport hvert kvartal. Fra nu af skulle man kunne sætte ind i tide, hvis økonomien løb af sporet i forhold til budgettet. Hvert år blev finansloven imødeset med spænding og bekymring. Hvor meget skal

der nu spares? For politikerne ville have besparelser og effektivisering. Og det blev år efter år den store udfordring: Hvordan får vi økonomien til at hænge sammen uden at skære i det, der er det væsentlige, nemlig undervisning? Medvirkende til udfordringen var også de nye forudsætninger for kursuscentret, der gjorde det svært at få økonomien i dette center til at hænge sammen.

Tillidsmanden blev borgmester På handelsgymnasiet er to tredjedele medlemmer af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), mens den sidste tredjedel er DJØF’ere. Deres tillidsrepræsentant var l ærer og byråds medlem Jens Erik Jørgensen fra de konservative, og da han blev borgmester i 2002, forlod han skolen. I stedet blev Thomas Dalgaard tillidsrepræsentant for DJØF’erne. Han stillede selv op til byrådet for Venstre og var 15 stemmer fra at blive valgt. Han gentog dog ikke forsøget på at blive lokalpolitiker.

Og så gik eleverne i aktion… Flere gange gennem tiderne har elever på Silkeborg Handelsskole gået i aktion, som regel i forbindelse med landsdækkende aktioner. Det er en del af demokratiet, at man også viser sin utilfredshed og medvirker til at påvirke politikerne, og elever på skolen har både droppet undervisning og protesteret i gaderne, når de har følt, at behovet var der. Et eksempel var i oktober 2013, hvor 200 elever gik i strejke i protest mod bebudede nedskæringer.

Juleafslutning 2003. Summende snak og så god jul. Vi ses til januar.

På Christianborg rumlede regeringen med planer om blandt andet at skære i skole praktikken, og det fik eleverne op på mærkerne. Det var svært at få praktikplads, hvis der så også skulle spares på skolepraktikordningen, var det da helt galt, mente de. HG’erne lavede skilte og fik fat i stortrommer, og så blev budskabet ellers meldt ud, så ingen kunne være i tvivl: Hold fingrene fra vores uddannelse. Det handler om vores fremtid.

Hvert år blev der lavet elevhåndbog med hilsen fra direktør og elevrådsformand. Her kunne nye elever finde oplysninger om alt mellem himmel og jord, så de fra starten kunne føle sig hjemme på handelsskolen.

Tre en halv million kopier er måske lidt rigeligt? I de første år af det nye århundrede blev de økonomiske udfordringer større og større, og omkring 2003 kørte der et projekt vend-hversten, hvor der blev set på alle m uligheder for effektivisering og besparelser. Kan vi finde noget på indkøb? Kan vi finde noget på bygningsdrift? Kan vi styre el og varme, så der spares på disse konti? Og hvad med it? Alt blev der set på, og alle ansatte var med i processen. Økonomichefen beregnede, at der hvert år blev taget 3,5 million kopier. Han regnede ud, hvor meget det ville fylde, hvis man stakkede alle disse kopier ude i gården, og alle kunne se, at det godt nok var noget v oldsomt. Beslutningen blev, at antallet af k opier skulle ned med mellem 10 og 20 p rocent, og det lykkedes. Her i jubilæumsåret er antallet af kopier blevet halveret, og det skyldes ikke mindst et elektronisk arkivsystem. Papirerne behøver ikke være fysisk til stedet for at blive bevaret. Og der er et system til blanketflow, så diverse papirer, referater og meget andet ikke fysisk skal deles ud til 125 medarbejdere. Alt kan læses over skærmen. Samtidig gik handelsskolen med i indkøbsfællesskaber med andre erhvervsskoler. Det kunne give nogle helt andre priser, end hvis den enkelte skole skal købe ind for sig selv. Også it-samarbejde med andre skoler kunne give besparelser. Fremfor at have egen hardware stående i kælderen, blev Silkeborg Handelsskole koblet op på Aarhus Købmandsskole lige som andre handelsskoler er det. Og det blev en gevinst på flere parametre. Hidtil

havde skolen været ret sårbar, for hvad nu, hvis it-chefen blev syg? Samtidig var der p enge at spare på teknikere mv., og på den måde fik handelsskolen i Silkeborg stordriftens fordele på både indkøbs- og it-siden uden at skulle fusionere med andre.

Bilernes Hus – og behov for biløkonomer Samtidig kom der nye spændende muligheder for kursuscentret. På et bestyrelsesmøde sidst på året 2004 meddelte direktør Erik Pedersen, at han havde holdt et par møder med b ilhandler Holger Helle. Denne havde fortalt, at der ville åbne en stor bilforretning tæt på handelsskolens uddannelsescenter på Bredhøjvej. Kunne man forestille sig en videreuddannelse på akademiniveau for bilbranchen? Den nye bilforretning ville skabe et behov for uddannelse

af salgsmedarbejdere, og Erik Pedersen orienterede bestyrelsen om, at der nu var p laner om en uddannelse af biløkonomer. Det var det kommende Bilernes Hus, bestyrelsen hermed fik orientering om, og forberedelserne gik nu i gang. Den 7. april 2005 blev handelsøkonomuddannelsen med speciale i bilhandel sendt til godkendelse i ministeriet, og året efter kom uddannelsen i gang i lejede lokaler i Bilernes Hus og dermed godt placeret midt i bilbranchens flagskib. Uddannelsen var en KVU-uddannelse, en kortere videregående uddannelse, og på Bredhøj vej var der gang i endnu en KVU- uddannelse, nemlig uddannelsen som finans økonom. Denne uddannelse var startet t ilbage i 2003 med 20 studerende, og siden var interessen bare steget og steget, så der nu var venteliste. Uddannelsen var toårig og sluttede af med tre måneders praktik i et pengeinstitut.

Udsnit af prospekt, hvor handelsskolen reklamerer for den nye uddannelse som handelsøkonom med speciale i bilhandel. Og til venstre er det underviser Michael Lübbert, der er fotomodel.

100

Ligestilling mellem gymnasier – men ikke økonomisk I 2005 kom den store gymnasiereform. Nu skulle gymnasierne være ligestillet: Teknisk gymnasium, handelsgymnasium og alment gymnasium. Det var nu vigtigt at slå fast, at uanset hvilket gymnasium, de unge valgte, var der ingen blindgyder. Man kunne for alle tres vedkommende gå videre i uddannelses systemet, der var ingen forskel. Og man kunne skifte gymnasium, hvis man ønskede det, uden at tiden havde været spildt. Gymnasiereformen betød således, at de tre gymnasier fik samme regler, når det handlede om indhold og struktur, men der blev ikke samtidig gennemført en økonomisk ligestilling mellem de gymnasiale uddannelser. Forskellen mellem udgiften til en elev på HHX og STX (det almene gymnasium) var nu cirka 60.000 kroner, og direktør Erik Pedersen fra handelsskolen var blandt dem, der kæmpede for også at få økonomisk ligestilling. Nogle kaldte det almene gymnasium på Oslovej for et pigegymnasium, mens de to øvrige blev kaldt drengegymnasier. Der var flest drenge på handelsgymnasiet, for der var fag, der tiltalte drenge. Det betød selvfølgelig ikke, at der ikke var pige, m en kønsfordelingen var ikke 50-50. Gymnasiereformen betød nye elevroller og nye lærerroller. Eleverne skulle ikke kun modtage læring, de skulle også selv kunne tilegne sig læring. Lærerne skulle styre det og sikre, at alle fik den nødvendige læring, og undervisningen kunne godt være differentieret, hvis nogle elever var mere motiveret

Forårssolen nydes i en pause. Maj 2002.

101

end andre. Undervisningen var mere projekt orienteret, og for en hel del lærere på handelsgymnasiet betød det en stor omvæltning. De kunne ikke som hidtil give et pensum fra sig, stående ved tavlen foran elever på række. Nu skulle eleverne selv arbejde på den måde, som de også senere skulle arbejde, hvis de ville videre på universitet eller på anden videregående uddannelse. Det var dog en undervisningsform, en del lærere allerede havde indført. Gymnasiereformen var voldsom, og fra ministeriet var der ingen trøst at hente: Vi asfalterer vejen, mens vi går på den, lød det, og sådan var det, man prøvede sig frem, vejen var ikke asfalteret. Det er meget godt, men vi skal jo nødigt til at brække for meget asfalt op, svarede inspektør Lise Møller-Madsen. Da finansloven for 2008 forelå, kunne handels skolen glæde sig over en betydelig forbedring af taxameter tilskuddet pr. elev. Nu var der omsider noget, der lignede ø konomisk ligestilling med det almene gymnasium. Sådan da.

Så køber vi skolen…

En snak og en smøg, før der igen skal modtages undervisning. Maj 2002.

Kapitlet om de fysiske rammer om handelsskolen har altid fyldt meget i historiebogen, og det ændrede sig ikke. Da bestyrelsen mødtes den 25. juni 2004, var der et stort punkt på dagsordenen: Skal vi købe Søndergadeskolen? Center for Rytmisk Musik og Bevægelse havde opsagt sit lejemål, så nu var mulig heden der. Den Kreative Skole havde fortsat undervisning i bygningerne, men var der ikke idé i at købe og så leje ud til denne skole?

102

Det store skolekompleks mellem MĂ¸llegade, Amaliegade, Markedsgade og SĂ¸ndergade, som handelsskolen havde erobret bid for bid og suppleret med nybygninger. Foto fra 2009.

103

Et år senere var købsaftalen indgået, og der blev lavet aftale, så Den Kreative Skole lejede lokaler på tredje sal ud mod Søndergade i tre år, og så handelsskolen i stedet fik de 100 kvadratmeter i stueetagen ud mod Markedsgade, hvor Den Kreative Skole tidligere havde haft til huse. Den 1. august 2005 overtog handelsskolen hermed Søndergadesskolen til en pris på 43 millioner kroner. Her havde Center for Rytmisk Musik og Bevægelse været indtil året før, hvor denne institution var flyttet til Aarhus. Den Kreative Skole havde også været på banen for at få mere plads, men det endte altså med, at handelsskolen købte bygningskompleksets 14.000 kvadratmeter. Det var som om en lang rejse var slut. Den var begyndt den gang langt tilbage, da skolen havde fået lokaler til aftenundervisning i den oprindelige skolebygning ud mod Bindslevs Plads og mange år senere købte den. Efterhånden havde handelsskolen fået mere plads, når det var absolut nødvendigt. Bid for bid havde handelsskolen overtaget de rammer, der havde været så vigtig en del af Silkeborgs skolemiljø. Et stort renoveringsprojekt gik i gang, og der blev skabt miljøer, hvor der på én gang kunne være gruppearbejde og undervisning i klassen. Ombygningen betød også et helt nyt bibliotek, der blev taget i brug i september 2007. Et stort og lyst rum, hvor der også var computerarbejdspladser og plads til gruppe arbejder. Det var en meget voldsom omgang, skolen gik i krig med. En renovering til i alt 25 millioner kroner, der i årevis gjorde skiftende dele

af handelsskolen til en byggeplads. Skolens direktør udtrykte det på den måde: ”Det skal være bedre at være elev og lærer på Silkeborg Handelsskole”. Så kort kunne det siges. Første etape i renoveringen var fornyelse af Bygning E ud mod Markedsgade. Det var her, biblioteket fik hjemme i et studiecenter tæt på klasselokalerne. Anden og tredje etape var bygning G mod Markedsgade og Søndergade. Her havde den kreative skole fortsat husly ved indgangen til 2008, men på sigt skulle der her laves klasselokaler, administration for HHX samt rammer for lærerforberedelse. Endelig skulle de to sidste etaper omfatte skolens ældste bygninger, Anton Rosen-bygningerne, der havde status som bevaringsværdige, og hvor vedligeholdelse ikke kun skulle ske for at sikre gode rammer for undervisningen, det var også bygninger, som skolen af historiske grunde var forpligtiget til at værne om.

Og Anders Fogh syntes, det var en god idé... Siden overgangen til et nyt århundrede, var antallet af elever med anden etnisk baggrund steget på handelsskolen. Faktisk var handels skolen én af de uddannelsesinstitutioner i Silkeborg, der oplevede størst tilgang af tosprogede elever, og det var først og fremmest på HG-delen, der var tilgang. Omkring hver tiende på handelsskolens grunduddannelse var således af anden etnisk oprindelse end dansk, mens procentdelen var lidt lavere på handelsgymnasiet. Disse elever havde s værere ved at få praktikplads i en tid, hvor der i det hele taget ikke var pladser nok. Et særligt pro-

104

Statsministeren med Roozbech Yazdani på besøg på dennes elevplads Sanistål, hvor afdelingsleder Henrik Dalgaard roste handelsskolens initiativ med Job-TV.

Roozbech Yazdani får en snak om Job-TV med uddannelsesleder Poul Erik Nygaard og statsminister Anders Fogh Rasmussen.

jekt hjalp både dem og alle andre, der havde problemer med at få en plads. Det er en dag i oktober 2006. I halvandet år har handelsskolen kørt et projekt, hvor ansøgninger er levende billeder. Foran kameraet skal elever prøve at sælge sig selv præcist, som hvis de sad til en ansættelsessamtale. Det gav øvelse, og de levende ansøgninger gav resultater. Ikke mindst elever med anden etnisk baggrund fik nemmere ved at få en plads. Pludselig var de ikke kun et fremmedklingende navn, de var unge mennesker, der talte godt for deres sag. I 2005 var der sikret elevpladser til fire med anden etnisk baggrund. I 2006 var tallet allerede oppe på 11. Det virkede.

Opskriften var enkel: Med Job-TV kunne man foran kameraet fortælle om sig selv og om, hvad man var god til. Herefter blev indslaget lagt ud på nettet, og når man sendte en skriftlig ansøgning af sted, var det jo bare at lægge et link med. Denne dag var der igen dækket op til optagelse i Søsalen på handelsskolen. Den 21-årige Roozbech Yazdani skulle imidlertid ikke lave en ansøgning bestående af levende billeder. Det havde han for længst gjort. Han var af iransk afstamning, han havde taget HG, og

105

Foran kameraet. For Roozbech Yazdani og mange andre betød Job-TV, at de kunne vedlægge deres ansøgning et link til levende billeder, hvor de fortalte mere om sig selv.

han havde gjort alt for at få de k ompetencer, der var efterspurgte. Nu var han elev hos Sanistål og i gang med at uddanne sig til salgsassistent. Og når han stod der i Søsalen, var det fordi, han skulle fortælle landets statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvordan ansøgningen med levende billeder i hans tilfælde havde givet bonus. Og statsministeren lyttede, og han lyttede til lederne på handelsskolen, og han syntes, at det her godt nok var en god idé. Og Roozbechs historie faldt fint ind i den aktuelle kampagne: ”Sammen om bedre integration”, mente statsministeren. Handelsskolen havde investeret adskillige hundrede tusinde i projektet med Job-TV. Der blev gjort noget. Det var svært at få en plads, og det var ekstra svært for dem, der ikke havde et danskklingende efternavn. Så må man jo gøre noget, sagde de på handelsskolen. Og det gjorde de så.

danske erhvervsskoler? Undersøgelsen var et stort skulderklap til skolen i Silkeborg: over 90 procent af dem, der startede på en grunduddannelse, gennemførte også. Dermed var Silkeborg Handelsskole den tredjebedste skole til at bekæmpe frafald. Hvad var det, Silkeborg Handelsskole havde gjort så godt? Det var ikke mindst en målrettet indsats, der gav resultater. Man snakkede med de unge, overbeviste dem om, at de skulle holde ved. Og så havde man delt op i kortere forløb. Ved at gennemføre mindre moduler, fik man en mere overskuelig undervisning, og gjorde det nemmere at fastholde eleverne. Og hvis en elev havde stort fravær på et sådant kortere modul, kunne dette m odul tages om senere, så fraværet ikke betød farvel til skolen. Det var der stor succes med, og det var erfaringer, Silkeborg Handelsskole gerne gav videre til andre handelsskoler.

Kampen mod frafald

Ungdomsarbejdsløshed og flere på skolebænk

Kampen mod frafald var konstant og vigtig. Nogle var hurtige til at droppe ud, hvis de ikke lige syntes, det gik, som de havde forventet. Andre bed tænderne sammen, og så gik det jo pludselig godt igen. Mennesker er forskellige, men det var selvfølgelig med at holde frafaldet på et minimum og få de unge til at give deres uddannelse en chance til, når de mest havde lyst til bare at sige stop. Og Silkeborg Handelsskole klarede sig faktisk rigtig godt i denne krig mod frafald. Omkring 2005 lod Dansk Arbejdsgiverforening en større analyse gennemføre: Hvordan gik det med at bekæmpe frafaldet på de

Få år senere blev der taget endnu et initiativ, der skulle fastholde elever: Flexen i tre klasse lokaler, der var slået sammen, blev et nyt forsøg på at give HG-elever en ekstra chance. Der kunne være unge med boglige problemer eller unge, der havde svært ved at klare almindelig skolegang. De fik en mulighed i Flexen, der som ordet siger, var fleksibel. Tre lærere var på, og man kunne følge enkelte fag, der skulle samles op på, eller der kunne følges undervisning på fuld tid. Da Flexen kom i gang, var den baseret på 20 elever, men snart var mere end 100 indskrevet. Så mange var

106

der sjældent på én gang, for det var forskelligt fra elev til elev, hvordan de brugte Flexen. Undervisningsministeriet fulgte Flexen med stor interesse og havde støttet projektet. Det kunne måles på frafaldet, og det kunne også måles i de andre klasser, hvor der var mere ro, fordi dem, der havde problemer med undervisningen, var trukket ud for at i ndhente fag i Flexen. Ungdomsarbejdsløsheden var med til at skabe et behov for den slags særlige initiativer. Elever, der var skoletrætte og som måske helst ville ud og tjene nogle penge, mens de fandt ud af, hvad de ville, kunne ikke få job. Derfor fortsatte de i skole, og det var de måske ikke særligt motiverede til. På handelsskolen kunne man måle det på stort tilgang til HG, og det var i sig selv godt. Problemet var bare, at nogle i virkeligheden hellere ville have haft en pause fra skolebænken.

Kan I så komme ud..! På handelsskolens ungdomsuddannelser var kampen mod frafald i det hele taget noget, der med mellemrum var dukket op, for nogle år var problemet større end andre år. Der havde været tidspunkter, hvor det var et stort problem, og hvor en særlig indsats var nødvendig. Men efterhånden kom der godt styr på det. Frafald var én ting, fravær noget andet. Når der var problemer med elever på handels gymnasiet, fordi de pjækkede fra timer eller hele dage, blev der talt med de pågældende elever, og blev problemet for stort, fik de en advarsel. Lærerne tog sig af det, men sidste trin var et besøg hos inspektøren. Når det kom

dertil, var grænsen overskredet, og eleven skulle tale godt for sig, hvis det skulle blive et ja til at få endnu en chance. Lise Møller-Madsen kunne i sådanne situationer godt tale med store bogstaver, og skulle eleven have lov til at blive, måtte der indgås en aftale. ”I de næste tre måneder, må du ikke have mere end så og så meget fravær”, kunne en aftale lyde. I nogle tilfælde havde lærerne helt givet op, og en elev var på vej ud af gymnasiet, men blev så reddet af inspektøren. Der kunne være sociale baggrunde, forhold på hjemmefronten, der gjorde, at inspektøren ikke ville gå med til, at eleven blev smidt ud. Så tog inspektøren ansvaret og bestemte, at eleven skulle blive. Samtalerne hos inspektøren var ikke n oget, eleverne brød sig om, det var ikke noget rart dørtrin at skulle over, for ”at skulle til inspektøren” var en ubehagelig oplevelse, og der kunne selvfølgelig også være disciplinære grunde, selv om lærerne var gode til selv at tackle det. En dag blev en samtale dog afbrudt i utide. Lise Møller-Madsen havde en alvorlig s amtale med tre elever, der havde haft en konflikt med en lærer. De pjækkede fra hans timer, og det hele var kørt op i en spids. Der blev talt med store bogstaver, men pludselig ringede telefonen. Inspektøren tog den, mens de tre elever lige fik sig en pause fra skideballen. I telefonen var Lise Møller-Madsens datter: ”Mor, du er blevet mormor”, lød det. ”Øh…” Inspektøren sad der på sit kontor og skulle skælde ud, og så kom der en lykkelig opringning fra sygehusets fødegang.

107

OG Ã&#x2026;RENE

108

GÃ&#x2026;R...

109

Lise Møller-Madsen sad lige og sundede sig nogle sekunder, før hun sendte de tre elever et hvast blik: ”Ja, men fremover møder I op til timerne, og kan I så komme ud med jer”, sagde hun, for nu var der andet, der fyldte hovedet.

ndervisning på handelsskolen også indebar. u En undervisning, hvor HG-messer med butiksstande var en del af den praktisk orienterede undervisning.

Blandt landets største HG-afdelinger

Handelsskolen kørte konstant efteruddannelse i samarbejde med erhvervslivet. Der var skræddersyede kurser, og der var tilbud, der bare løbende var der. Men hvorfor ikke udvikle særlige tilbud til ufaglærte, så de kan blive til faglærte og få papir på det? De har jo erfaringerne, men mangler lige det sidste? Det tog fire år at blive butiksassistent. Først to år for at tage en HG og derefter læretiden i virkelighedens verden. Nu fik de erfarne et særligt tilbud: Bliv faglært på 40 uger. Da juni 2007 ebbede ud, fejrede 18 Post Danmark salgsassistenter, at de nu var gået fra at være ufaglærte til faglærte. De 18 kom fra hele landet og havde over tre dage om måneden i Silkeborg fået de 40 ugers merit-uddannelse, der nu gav dem papir på at være faglærte. Undervisningen foregik på handelsskolens kursuscenter på Bredhøjvej, og selv om det var et Post Danmark-kursus, kunne papiret også bruges, hvis nogle af de nu faglærte ønskede at skifte til en anden branche. De var nu butiksassistenter... Det nye tilbud blev givet til alle ufaglærte over 25 år med mindst to års erfaring i detailhandel. Og leder af kursuscentret Charlotte Tipsmark forventede sig meget af kurset. Det handlede jo ikke kun om at få papir på at man var faglært. Der var også bedre løn og andre goder ved at gå fra ufaglært til faglært.

Indsatsen for at få de unge til at søge ind på handelsskolen og ikke automatisk at vælge det almene gymnasium var en konstant udfordring, som handelsskolen delte med teknisk skole. Det handlede meget om at få fortalt de unge, at mulighederne for at læse videre og få en spændende karriere altså var lige så store gennem en erhvervsuddannelse, som hvis man valgte gymnasiet oppe på bakken... I 2006 gik der 400 elever på erhvervsdelen på handelsskolen, og det gjorde afde lingen til én af landets største set i forhold til byens og kommunens størrelse. Der blev da også gjort meget for at få skolens uddannelser til at v irke attraktive. Her var det vigtigt at vise flaget med en anderledes og udfordrende u ndervisning. Et eksempel på en skræddersyet indsats oplevede 40 ud af 66 elever i 10. klasse på Kjellerup Skole, da der i en uge var et særligt undervisningsforløb planlagt mellem lærere fra handelsskolen og lærere fra Kjellerup Skole. 10 forretninger og Kjellerup Handelsstandsforening var med i samarbejdet, og der blev som et helt konkret resultat opbygget 10 messestande, en meget direkte form for erhvervsvejledning, hvor 10. klasseeleverne fik et godt indblik i, hvad

Fra ufaglært til faglært

110

HG-messe 2004. Hvordan opbygger man en spændende stand med indbydende dekoration, der kan trække potentielle kunder til? Det var blandt opgaverne på HG, og de blev løst med stor kreativitet.

111

Kursuschef Charlotte Tipsmark på Kursuscentret kunne glæde sig over endnu et tilbud blandt mange på centret: Kurser, der opgraderede erfarne ufaglærte til faglærte. Og en gruppe salgsassistenter fra Post Danmark var første hold. 2007.

I nogle tilfælde samarbejdede teknisk skole og handelsskolen om efteruddannelse. Tilbage i 1994 havde der første gang været afviklet et kursus med titlen ”Arbejdslederen”. Nu kom det i 2007 igen på programmet, da teknisk skole og handelsskolen i samarbejde udviklede et kursus for mellemledere i erhvervslivet. Kurset blev udviklet i samarbejde med erhvervsfolk og afviklet over 13 uger med i alt 14 undervisningsdage, så man samtidig kunne passe sit arbejde.

Fusioner? Nej tak Men hvad med fremtiden? Her i det nye århundrede var det blevet meget almindeligt at skabe større og større enheder. Det skete gennem fusioner, hvor skoler og uddannelsesinstitutioner slog sig sammen for at blive en mere slagkraftig enhed. Ofte med navne, der kunne gøre det svært umiddelbart at gennemskue, hvad det egentlig handlede om.

112

Direktør Erik Pedersen havde sammen med andre handelsskoleledere længe slået på, at der manglede ligestilling mellem gymnasierne på erhvervsskolerne og det almene gymnasium. Det havde omsider båret frugt.

Fusionerne betød, at antallet af handelsskoler på relativt få år var gået fra 55 til en snes færre. Dels gik handelsskoler sammen, dels gik handelsskoler sammen med andre skoler. Hvad ville der ske i Silkeborg? I maj 2008 fejrede direktør Erik Pedersen sin 60 års fødselsdag med reception på skolen. I 10 år havde han været i spidsen for skolen, men han havde ikke den store lyst til at gå med på fusionsbølgen. I forbindelse med den runde dag udtalte han, at der ikke var planer om nogen form for fusioner. Der blev samarbejdet bredt med erhvervsskoler i det midt- og østjyske, men det var så også det. Silkeborg Handelsskole skulle fortsat være en selvstændig S ilkeborg-skole.

Fodbold College bliver til Sports College Det var ikke kun fodboldspillere, der gik på handelsskolen. Speedwaykører Morten Risager var speedwaykører og inde under Team Danmark ordningen. Han gik på Silkeborg Handelsskole og glædede sig til at blive færdig, så han fra sommeren 2007 kunne koncentrere sig fuldt ud om at køre speedway. Morten var et stort talent fra Ry, og selv om han kun var 18 år, havde han kørt i 15 sæsoner. Det sagde jo en del. Han var desværre styrtet i Polen ved et løb dér, så sæsonen var allerede slut. Men nu glædede han sig til 2007,

113

for da var han færdig med handelsskolen og havde fået sin HH. Morten Risager var langt fra den eneste, der kombinerede sport og uddannelse. Silkeborg Fodbold College havde længe været en realitet og betød, at man kunne spille fodbold på eliteniveau og samtidig gå på handelsskole eller en anden ungdomsuddannelse. I 2006 blev Silkeborg Fodbold College til Silke borg Sports College, da håndbold og cykling blev indlemmet i denne særlige klasse. Senere kom andre sportsgrene med, og det betød også, at der kom piger i klassen, blandt andet har det store bueskyttetalent Anne-Marie L aursen gået på Sports College på Silkeborg Handelsskole. Med ændringen i 2006 blev den særlige sportsafdeling på handelsgymnasiet udvidet. Dette år gik der 684 elever på HHX, og der blev oprettet 10 nye klasser.

Ledninger overalt

Problemet var, at det økonomisk var svært for skolen at følge med i udviklingen. Og det kunne også for enkelte lærere være en smule svært mentalt at følge med. De kom for nogles vedkommende stadig slæbende med overheadprojektoren på tidspunkter, hvor der var andre muligheder takket vær den moderne it-tidsalder. Sådan havde det været, men efterhånden var skolen og lærerne helt med, og ingen kunne komme og sige, at undervisningen og hjælpemidlerne ikke var tidssvarende. Alligevel var der forhold, hvor det kunne knibe. Eleverne tog deres egen pc’er med, men der var ikke tilstrækkeligt med muligheder for opkobling, og der lå ledninger overalt. På et tidspunkt var der en meget aktiv elevrådsformand, der også var aktiv i HK. Som formand for HK Østjylland opfordrede Viggo Thinggaard ham til at finde en konkret sag på handelsskolen, han kunne arbejde for, og elevrådsformanden valgte så som HK-aktiv

En gang havde der været undervisning med tavle og kridt, men gennem årene var undervisningen blevet moderniseret mere og mere, og det var mange år siden, man havde startet med at skabe virkelighedstro verdener med kontor og butik, så undervisningen kunne blive mere praktisk orienteret. Også teknologisk var der sket store ændringer, og det havde nogle gange været svært for skolen at følge med. Nogle gange kunne elever godt grine af b ogholderimaskiner osv., der nærmest var klar til museum, og langt fra den verden, eleverne oplevede ude på arbejdspladserne.

114

problemet med for få opkoblinger, der gjorde det besværligt med pc’erne. Sagen kom op i bestyrelsen, og så snurrede kasketterne ellers rundt på Viggo Thinggaards hoved. Han havde som HK-formand selv været med til at sætte sagen i gang, nu ramte den ham i nakken som bestyrelsesmedlem. Hvad ville han stille op med det? Hvor

skulle pengene komme fra? Efterhånden kom der mulighed for at sætte stik op under b ordet, men det var et eksempel på, at kasketterne godt kunne give problemer. Det var også tilfældet ved visse personalesager, for eksempel hvis der skulle ske ændringer i det a dministrative personale og dermed i HK-gruppen, som V iggo Thinggaard var formand for. På den anden

Fotoet til venstre fra halvfemserne viser med al tydelighed tidligere tiders ledningskaos. Det var der nogle år senere anderledes styr på.

115

side kunne han gennem sit HK-arbejde se, hvor der for eksempel var behov for mere efteruddannelse og tage det med til møderne i bestyrelsen.

Sol over Bredhøjvej På kursuscentret på Bredhøjvej blev der nu meldt om et regnskab i balance. Der var indledt samarbejde med teknisk skole om efteruddannelse i it og om etablering af et kompetencecenter. Det var med at udnytte ressourcerne bedst muligt, og det var direkte tåbeligt at konkurrere på en måde, så kurser slet ikke blev til noget. Handelsskolens uddannelsescenter f ortsatte i 2006 med nye hold på området Kortere Videregående Uddannelser, de såkaldte KVU-kurser. 31 ville være handelsøkonom og 47 finansøkonom, og Silkeborg Handelsskoles Kursuscenter oplevede i det hele taget stadig stigende interesse for videre- og efteruddannelse. Flere og flere virksomheder meldte sig og ønskede kurser, og fra 2006 til 2008 næsten fordoblede kursuscentret sin omsætning fra seks til 11 millioner kroner.

”Lokalerne er vildt fede” Da skoleåret 2009 startede, var der 451 elever på erhvervsdelen, og det var flere end nogensinde. Her var der fire profiler: Detail, handel, kontor og business. Silkeborg Handelsskole var for alvor blevet en stor skole i tidssvarende lokaler efter de store renoveringer. Det var noget, nye elever satte pris på. I september 2010 blev alle i nviteret

indenfor til endnu en gang åbent hus. Handelsskolen fremstod mere end nogensinde som en topmoderne u ddannelsesinstitution, renoveret og udvidet, og som det lød fra en nystartet elev, da Midtjyllands Avis kom på besøg: ”Lokalerne er helt vildt fede”. Dermed blev et af tidens modeudtryk brugt til at b etegne det, der vakte en vis beundring blandt både elever og alle andre, der denne septemberdag kom på besøg. Og der var stolthed fra skolens side, så man behandlede gæsterne godt. I dagens anledning var der gode muligheder for at få både viden og føde. Grillen var på plads i gården, og i Studiecentret var der åbent værksted, hvor man kunne få en introduktion til Office 2010.

Da Dronning Margrethe fik en god historie I 2010 havde Inger Bechmann været ansat i 40 år og fik som den første på skolen fortjenstmedaljen. Kollegerne mente, at hun selvfølgelig skulle over til Amalienborg og takke d ronningen, og til sidst gav Inger efter for presset og rejste til København. Hun blev skrevet op til audiens og kom ind i et venteværelse, hvor andre hædrede gik og ventede. Der var præster og embedsmænd i flotte uniformer, og efter rang kom de ind til dronningen. Efter nogle timer blev Inger prikket på skulderen: ”Så er det dig, Inger”. En herre forklarede hende, at samtalen nok skulle gå let, og at hun ikke ville være i tvivl, når den var slut. Inger kom ind i et lille forværelse, hvor hun skulle lægge sin taske, og hvor der var hvide handsker, som hun

116

s kulle tage på. Så blev dørene åbnet, og hun gik de sidste skridt frem til dronningen, nejede og præsenterede sig. Dronningen var nu udmærket klar over, hvem hun var, hun var blevet briefet lige før, Inger kom ind. Men hvad kunne dronningen finde på at spørge om? For en sikkerheds skyld gik Inger i offensiven og fortalte dronningen om den gang for 40 år siden, da hun var kommet til Silkeborg Handelsskole, og alt foregik på gammeldags manér og blev ført i hånden. Hun havde den gang i 1970 først sagt nej til stillingen, fordi alt foregik for gammeldags i den lille administration, og da hun blev overtalt, havde hun givet det to år. Nu var der gået 40. Hun fortalte, hvor meget, alt havde udviklet sig på Silkeborg Handelsskole i den tid, hun havde været der, og dronningen kom med opklarende spørgsmål undervejs. Efter nogle minutter sagde dronningen så, at det havde været interessant, og så vidste Inger, at nu var det slut. Hun takkede for audiensen, og nu havde dronningen så fået historien om en forrygende udvikling gennem fire årtier på Silkeborg Handelsskole. Og Inger havde fået en god oplevelse. Den nye direktør Torben Jessen klipper snoren, og eleverne klapper. Hermed er butikscentret på hjørnet af Møllegade og Amaliegade åbnet. Et butikscenter med 11 små butikker, opbygget som eksamensprojekt, hvor eleverne kan prøve kræfter med rigtige kunder, rigtige varer og rigtige penge. Butikscentret holdt åbent et par dage, og eleverne stod for alt fra indretning og markedsføring til regnskab og selvfølgelig kunde kontakten. Det lokale butiksliv bakkede op, men sådan var det langt fra i andre byer, hvor den slags blev betragtet med mistro. For er det ikke konkurrenceforvridning? Det mente man ikke i Silkeborg. Juni 2011.

117

Direktøren fra Aabenraa I 2011 fik handelsskolen ny direktør. Erik Pedersen havde været ved roret siden 1998 og dermed i vigtige år, hvor den sidste store del af det gamle skolekompleks blev opkøbt og gennemrenoveret, og hvor handelsskolen for alvor blev Silkeborgs store erhvervsskole i udelukkende egne bygninger midt i byen. Hvem kunne løfte arven? Valget faldt på Torben Jessen fra Aabenraa. Han havde de seneste fire år været leder af Svendborg International Maritime Academy og før det direktør for Købmandsskolen, Aabenraa Business College. En post, han overtog i 1995, og han var derfor med, da skolen i Aabenraa fusionerede med handelsskolerne i Fredericia og Middelfart med alt, hvad det indebar af udfordringer. De seneste m åneder havde Torben Jessen været med i nogle internationale projekter, så ingen kunne være i tvivl: det var en erfaren mand, der satte sig i stolen og tog over efter Erik Pedersen. Og snart blev overskriften ”Silkeborg Business College” præsenteret som fælles betegnelse for de to skoler, handelsskolen og handelsgymnasiet.

Praktikcenter med kontorlandskab Manglen på praktikpladser havde været der i en stor del af handelsskolens historie, og januar 2012 blev der åbnet et praktikcenter med skolepraktik i specialet Administration, navnet var Lynge Business Study, og det var

Endnu en gang klippes en rød snor, for det skal gå rigtigt til. Vicedirektør Hans Justesen ser til, mens Per Niebuhr fra Lynge Papir & Kontor åbner praktikcentret Lynge Business Study assisteret af Lone Hansen og Louise Bølcho. De var begge var blandt de første skolepraktikanter i det nye study.

samarbejdspartneren Lynge Papir og Kontor, der lagde navn til stedet. Der var blevet indrettet et helt kontorlandskab, og her skulle eleverne udføre opgaver, som var de i en rigtig virksomhed. Der var funktioner som indkøb, personale, økonomi og salg, og her kunne elever så komme i praktik, samtidig med, at de fortsatte med at søge ”rigtige” praktikpladser. Senere blev der udvidet med skolepraktik i specialet Kontor generelt, og senere igen blev

118

der også mulighed for at tage praktik i specialet Salgsassistent. Praktikcentret var en ny afdeling på handels skolen og aktiviteterne foregik i tæt samarbejde med erhvervslivet. Det var nu ikke, fordi skolen lå på den lade side, når det handlede om at skaffe praktikpladser. Da Lynge Business Study åbnede i starten af 2012, manglede 130 elever læreplads, men skolen skaffede væsentlig flere pladser end bare året før og lå på en syvendeplads på landsbasis, når det handlede om at skaffe nye praktikpladser. Med uddannelsesgarantien havde skolen en forpligtigelse til at sørge for, at alle kunne få en uddannelse, og med Praktikcentret blev det sikret uden at der blev gået på kompromis med uddannelsens kvalitet. Alligevel var alle enige om, at det bedste selvfølgelig var at komme ud i en virkelighedens verden på en rigtig praktikplads.

Med Lynge Business Study havde skolen fået et tilbud til kontorelever, der ikke havde fået praktikplads. Snart fulgte et lignende initiativ for elever, der ikke havde fået praktikplads i butik.

119

Hvad er der nu galt med buksevand? Når tredjeårseleverne havde sidste skoledag, var der buksevand til ”de små”, det vil sige alle, der var yngre end afgangseleverne. Det, der en gang blev kaldt buksevand, havde imidlertid fået et mere moderne udtryk med store og farverige vandpistoler, der nærmere mindede om pumpguns end pistoler. Vandkampene var en fast tradition, men en gang imellem gik det for vidt, i hvert fald efter nogles mening. Andre mente, at det var uskyldigt og hørte med, selv om det kunne gå hårdt til. I 2011 blev politiet tilkaldt,

Maj 2012. Farverige vandkastere klar til at gå i aktion. Herefter var det slut med den tradition.

men det var nu ikke hverken lærere eller elever på skolen, der mente, at der var brug for uniformeret assistance. Det var derimod andre tæt på skolen, der var bekymrede for deres biler. Året efter skulle der selvfølgelig igen være vandkamp, og skolens ledelse havde ikke noget at indvende, blot det foregik ordentligt, og ikke på en måde, så naboer igen mente, politiet skulle rykke ud. En betingelse var dog, at vandkampen kun fandt sted på sidste skoledag. Sådan gik det ikke. Afgangseleverne vidste jo udmærket, at denne dag var ”de små” forberedte, så dagen før var omkring 100 afgangselever klar med våd tyvstart. Det skulle overrumple ofrene, men det o verrumplede også skolens ledelse, der reagerede med at bortvise de elever, der havde angrebet med vand, resten af ugen. Problemet var, at det gik ud over forbipasserende, og problemet var også, at en aftale var blevet brudt. Der var dem, der mente ledelsens reaktion var helt i orden, men der var også dem, der mente, at ledelsen havde overreageret. Herefter blev der mellem ledelse og elever enighed om at prøve nye veje. I 2013 arrangerede et festudvalg bestående af l ærere og elever en sidste skoledagsfest uden kastning mod de yngre årgange. Og året efter, i 2014, blev dette tørre fest-koncept y derligere udviklet. Sidste skoledag var for alvor blevet en fest. Skolegården blev forvandlet til en festplads, der var forskellige konkurrencer, og alle hyggede sig. Der var træplanker, hvor man kunne dyste i at slå søm i, der blev opstillet en rodeotyr, der var sumobrydning i monsterdragter, og der blev spillet bord fodbold, hvor spillerne var levende. Det hele

120

Maj 2014. Allerede året før var der blevet taget hul på en ny tradition med hygge og konkurrencer på sidste skoledag. Her er der gang i en seriøs dyst, for hvor mange slag skal der egentlig til få at slå et søm i?

blev lige så festligt, som arrangørerne havde håbet. Efter år med en vis uro og b allade på sidste skoledag, var den nu blevet en ny og fornøjelig tradition, men selv om der ikke blev kastet med vand, var dagen ikke tør. Der blev solgt øl og andre drikke på denne skolens nye fælles festdag.

Må vi nu ikke en gang ryge? I 2012 blev ungdomsuddannelserne omfattet af loven om røgfri miljøer, og det betød, at hverken lærere eller elever fremover måtte ryge på

handelsskolens matrikel. Det betød også, at der nu opstod større grupper af r ygende elever på fortovet uden for handelsskolen, og det var ikke alle, der brød sig om det. Nogle naboer klagede, og pedellen fik ekstra arbejde med at feje skodder sammen og fjerne sorte pletter fra skodning. Faktisk blev det n ødvendigt at feje flere gange om dagen, også i porten på den anden side af Markedsgade. Det ville have løst problemet, fik skolen havde fået lov til at oprette et rygerum i gården, men det fik den ikke. Derfor blev eleverne ved med at ryge ude på fortovet med de gener, det gav. Det ville selvfølgelig være rarest, hvis eleverne holdt

121

helt op med at ryge, og der blev da også tilbudt rygestopkurser, uden at det dog havde den helt store effekt. Lærerne havde også været gennem n oget af en udvikling, når det gælder rygning. I halvfemserne blev der røget på livet løs på lærerværelset, hvor der også kunne nydes øl til frokosten. Den slags blev der gjort op med, da tiderne blev mere puritanske. I starten blev det sådan, at man først måtte ryge i anden halvdel af pausen, for man skulle ikke genere dem, der spiste. Først, når alle havde spist, blev cigaretter og piber fundet frem. Det var første skridt. Næste skridt blev et særligt rygerum til lærerne, og sidste skridt blev det totale forbud mod rygning på matriklen.

To kursuscentre bliver til et De havde arbejdet sammen længe, men i 2012 gik de skridtet videre og gik sammen: Teknisk skoles kursuscenter og handelsskolens kursuscenter blev til ét kursuscenter på to adresser. Årligt omkring 7000 kursister kom igennem de skolers kursuscentre, der altså nu blev et fællesskab med 18 medarbejdere og Berit Schau Muster har siden 2013 v aretaget stillingen som kursuschef for Kompetence Silkeborg - to skoler, der deles om et uddannelsescenter. Indtægter og udgifter blev delt mellem de to skoler, kursuscentret var en helhed, men ikke i juridisk forstand, for det tillod loven ikke. Hovedparten af kurserne blev holdt på Bredhøjvej, men det nye fælles kursuscenter blev dog ved med også at have adresse hos teknisk skole på Kejlstrupvej. Det var jo alt andet lige mest praktisk, når det for eksempel

andlede om truckkørekort. Viften af tilbud h var bred, og omfattede alt fra bogføring til akademi- og lederuddannelser. Desværre ville politikerne ikke mere acceptere, at enkelte skoler kørte k ortere videregående uddannelser. Det skulle være større centrale enheder, der skulle stå for dem, og dermed skulle kursuscentret overgive uddannelserne som finansøkonom og handelsøkonom til Tradium i Randers. Denne uddannelses institution oprettede den selvejende institution Dania til at stå for uddannelserne, og Dania fik afdeling i S ilkeborg. Det foregik dog ikke uden en vis uro. Kursuscentret havde stået for uddannelserne op til en skæringsdato, men da taxameter pengene faldt, var det Dania, der stod for dem. Dermed fik Dania pengene, og handelsskolen havde bekostet lærerlønninger mv. uden at få pengene godtgjort. I et par år havde både Kompetence S ilkeborg og Dania adresse på Bredhøjvej, men så lejede Kompetence Silkeborg sig ind på handels skolen og fik adresse der. Sådan er forholdene i jubilæumsåret, hvor Kompetence Silkeborg er en del af VEU, hvor de tre bogstaver står for voksen efteruddannelse.

Ny ledelse Hvert år blev budgettet for handelsskolen skåret med et par procent. Politikerne på Christiansborg ville spare, og hvordan undgår man, at det går ud over uddannelserne? Der skulle være et konstant og vågent øje på ø konomien, og måske kunne der være flere grunde til at se på sammensætningen i ledelsen?

122

I foråret 2013 indførte Torben Jessen en ny ledelsesstruktur. Skolen skulle have en ressourcechef og en udviklingschef, og der blev skabt en ny direktion. Den kom til at består af direktør Torben Jessen samt Thomas Dalgaard og Hans Justesen, der blev henholdsvis ressourcechef og udviklingschef, og som begge havde titel af vicedirektør. Den hidtidige økonomichef Villy Steinicke ville gerne trappe ned på grund af alder og fik titel af controller med 15 timer ugentlig. Han skulle se på, hvordan der generelt kunne hentes penge gennem optimering og forandring på forskellige områder. Der blev ikke ansat en ny økonomichef, men ressourcechefen fik det overordnede økonomiske ansvar, mens Vibeke Nørgaard Jensen kom til at stå for budgetlægning og afrapportering. Hans Justesen havde allerede en ledende stilling som chef for erhvervsdelen, mens Thomas Dalgaard nu blev leder og dermed ikke mere kunne være tillidsmand for DJØF’erne. Han blev dog ved med at have et hold, som han underviste. Det ville han ikke slippe.

OK13 Samme år kom der en ny overenskomst, OK13, der fik stor betydning for lærerne. Hidtil havde de været forskelligt aflønnet alt efter, hvad de havde af undervisning. De blev aflønnet pr. lektion plus nogle minutter til forberedelse, og jo flere lektioner, jo højere løn. Fremover skulle der ikke tælles timer. Nu fik man sin faste løn, og det var der en vis modstand mod fra lærerside. Det var ikke så underligt, for de fleste fik et hold mere, de

skulle undervise, samtidig med at de oplevede lønnedgang, og samtidig med at bestyrelsen sagde nej til overarbejde. Hvor forholdene havde været aftalebestemte og aflønning efter lektioner, var der nu en arbejdsportefølje, der skulle opfyldes inden for den samlede arbejdstid. Der var ikke så få lærere, der dermed følte, at de skulle arbejde mere for færre penge. Det skulle de også.

Vietnam, USA og Prag Imens fortsatte Silkeborg Business College med at udbygge sit ry som en international skole, og der blev udpeget internationale koordinatorer fra henholdsvis handelsskolen og handelsgymnasiet. I foråret var 25 elever i Tjekkiet på venskabsskolen der, og senere på året var 45 elever og lærere fra Tjekkiet på besøg i Silkeborg. I foråret 2013 var 12 elever i USA med tre uger på venskabsskolen Seminole State College i Oklahoma og en uge på Østkysten. Det var ikke de eneste elever, der rejste mod vest. 25 elever fra Global Business klassen på handelsgymnasiet var på et ophold på skolen i Seminole i Oklahoma i USA, den ene af to venskabsskoler i Oklahoma, og fra oktober og året ud foregik undervisningen på handels gymnasiets nye IBB-klasse i Seminole, der også sendte tre lærere på besøg i Silkeborg. Også det følgende år var der rejseaktivitet mellem Silkeborg og Oklahoma, og mellem Silkeborg og Prag. 110 HG-elever var således i Prag og besøgte venskabsskolen, der havde været forbindelser til siden 1991. Dette år var der desuden studerende fra Silkeborg på ud-

123

Det internationale præger Silkeborg Business College på mange måder. Her er lærer på Internationalt Team, HHX, Kenneth Agger, i gang med lærerforberedelsen. 2017

veksling på venskabsskolen i Haiphong i Vietnam. Og det fortsatte: I 2015 var handels gymnasiets engelsksprogede IBB-klasse i Irland. De to skoler i Oklahoma, Seminole College og Eastern State Community College i Wilburton, fik besøg fra Silkeborg af flere omgange, og Global Business klassen var ikke kun i USA, den var også i Berlin. Der var klasser i Madrid og London, studieture til Kina, Vietnam og Barcelona, og de to klasser på Sports College var et ophold på Santa Sport. Det var ikke kun handelsgymnasiet, der i 2015 rejste ud. Handelsskolen havde elever i Oklahoma og i Prag, og mod årets slutning var 25 HG-elever i Kiel som led i et handelsprojekt. Internationaliseringen var for længst slået igennem og udviklede sig konstant. Det prægede hverdagen på Silkeborg Business

College, der var præget af udsyn, og som havde venner over hele verden.

Ny bestyrelse Sommeren 2014 fik handelsskolen ny bestyrelse, som det skete hvert fjerde år, og endnu en gang var sammensætningen et eksempel på, hvor bredt skolen dækkede. Det a fspejlede sig i bestyrelsen og var i sig selv et billede på udviklingen. Detail, turisme, administration, handel og industri var repræsenteret, og bestyrelsens medlemmer blev udpeget af HK, Dansk Erhverv, Dansk Industri og byrådet. Derudover var to medarbejderrepræsentanter og elevrådsformanden med i bestyrelsen. Den konstituerede sig med Viggo Thinggaard som formand og personalechef ved Silkeborg Kommune, Frank

124

Høy, som næstformand. Bestyrelsen arbejdede sammen med skolens direktion med direktør Torben Jessen og vicedirektørerne Hans Justesen og Thomas Dalgaard, og de deltog alle tre som tilforordnede i bestyrelsens møder. Og aktuelt var der nok at tale om, for hvad med Campus Bindslevs Plads?

Lad os tænke stort Direktør Torben Jessen havde været blandt idémændene, da de første planer om et tættere samarbejde mellem de institutioner, der havde til huse ved og tæt på Bindslevs Plads, tog form. Hvorfor ikke skabe en fælles campus, et lærings- og kulturmiljø, hvor en nybygning har direkte adgang til biblioteket? Hvorfor ikke løfte den gamle markedsplads ind i en ny æra med tilbud om aktiviteter, oplevelser og læring? Omkring 5000 kom dagligt i området som brugere af biblioteket eller som elever og medarbejdere på de mange skoler. Det burde kunne udnyttes. Kom nu, lad os tænke stort. Og der blev tænkt stort. Sommeren 2013 blev et projekt lagt på bordet, og det skulle så føres ud i livet i løbet af de kommende fire år. Projektgruppen bestod af repræsentanter fra b iblioteket, Den kreative Skole, Medborgerhuset, Th. Langs HF og VUC, Kornmod Real skole, Th. Langs Skole og handelsskolen. Der har før i Silkeborg været store planer, der a ldrig blev til noget. Men det blev Campus Bindslevs Plads, der voksede op med spændende bygning og parkeringskælder, og i jubilæumsåret 2017 arbejdes på sidste etape på det, der kan blive første skridt ind i en ny spændende fremtid for den gamle markedsplads.

Butikken på Møllegade Den 6. november 2015 kom så det næste skud på Praktikcentrets stamme, da der åbnede en ny butik i Silkeborg på adressen Møllegade 22. Navnet var kort og godt ”Butikken,” og her kunne eleverne få deres toårige praktik som salgsassistenter, hvis det ikke lykkedes dem at finde en praktikplads ”ude i virkeligheden”. Butikken i Møllegade skulle være en rigtig b utik med varer på hylderne og med ekspedienter, der var parate til at give den størst mulige service. Forretninger og p roducenter i Silkeborg leverede produkter til butikken, der så solgte og afregnede på kommisionsbasis. Afregningen fandt sted hver måned, og fortjenesten blev givet til g odgørende formål. Handels skolen måtte ikke tjene på butikken, men på den anden side skulle der jo helst være et overskud som i enhver anden butik. Lokalet på Møllegade havde også hidtil været brugt til undervisningsformål med praktiske øvelser, blandt andet med dekoration. Nu var det en egentlig butik, og den skulle på alle måder være elevstyret og så tæt på virkeligheden som muligt. Eleverne skulle ikke kun ekspedere kunder, de s kulle også lægge vagtplaner og sørge for, at der altid var noget på hylderne. Varerne måtte ikke slippe op. De skulle stå til regnskab for en butikschef, og de skulle have kontakten til leverandører mv. Butikken blev etableret som en del af Praktik center Silkeborg Retail, og der blev samarbejdet med mere end 20 leverandører. Det var en rigtig butik, der havde et bredt sortiment, og eleverne i butikken skulle så

125

Hov, var det ikke lige Lars Lilholt, der kom forbi der? Handelsskoleelever venter på at komme ind i den nye butik på Møllegade, drevet af elever.

Og så klippes snoren til Møllegades nye butik. Det sørger borgmester Steen Vindum, handelsskoledirektør Torben Jessen, trubadur Lars Lilholt og direktør for handelSilkeborg Claus Broe for. Og herefter kan man komme i skolepraktik i skolens egen butik. Efteråret 2015.

sideløbende med arbejdet som butiksansatte fortsat søge praktikplads, for det bedste var selvfølgelig at komme ud i en rigtig forretning. Men der var ikke pladser nok, og derfor var Praktikcenter Silkeborg Retail en løsning, alle kunne leve med.

met med at sikre nok praktikpladser var ikke sådan at løse. Efter nogle måneder besluttedes det at flytte butikken for at få flere kunder, end placeringen på Møllegade kunne give. Og da der blev mulighed for at opbygge en ny butik på Søndergade, slog skolen til. Her var eleverne med til at indrette, sætte hylder op og i det hele taget skabe en flot butik. Den 1. september 2016 åbnede SBC-shoppen på Søndergade 19 så med nogle slagtilbud, der ville noget. Man kunne for 50 kroner købe en pakke hundemad eller kattemad, og det var billigt, for normalprisen var op til 149 kroner.

Hundemad for en halvtredser Butikken i Møllegade skulle helst have været en parentes, for handelsskolens vigtigste formål var at få den lukket, fordi alle havde fået praktikplads. Sådan gik det dog ikke, proble-

126

September 2016. SBC-shoppen på Søndergade åbner som erstatning for butikken på Møllegade.

Er alt som det skal være herude? SBC-shoppen var en del af gådens butiksmiljø. 2017.

Der var også et vaskeægte køtilbud, nemlig en Bosch føntørrer til en halvtredser. SBC-shoppen, hvor initialerne stod for Silkeborg Business College, var en forretning, hvor elever gennem deres toårige praktik blev udlært som salgsassistenter, og butikken skulle have åbent alle hverdage. Butikken var hermed rykket ind på gågaden på et af byens

vigtige forretningsstrøg, og Silkeborg Handel gav den nye forretning det blå stempel, da handelschef Claus Broe fra handelSilkeborg stod for åbningen. Og selvfølgelig skulle der være konkurrencer. Således kunne gæsterne den første dag vinde en rygsæk til en værdi af 995 kroner. I uddannelsesbutikken skulle alt være så tæt på virkeligheden som muligt. Det var måske ikke en rigtig butik og så alligevel. Der kom kunder som i alle andre butikker, der skulle betjenes med god service, og hverdagen skulle på alle måder fungere som i de øvrige butikker i Silkeborg. Og dermed var det alligevel en rigtig butik. I foråret 2017 gik de første elever fra praktik butikken på Søndergade så til fagprøve. De havde haft deres elevtid i den butik, der var blevet etableret for halvandet år siden, og nu

127

var det så eksamenstid. Siden august 1915 havde 39 elever haft hele deres praktiktid eller blot en del af den på centret. Nogle havde fået praktik i en rigtig forretning og var sprunget fra, men for en hel del havde SBC-shoppen været praktikstedet, og de h avde lært det, de skulle lære i praksis. De havde måttet arbejde med alle de funktioner, der hører sig til, og de havde også oplevet, hvordan man som kolleger bliver et rigtigt team med korpsånd. Blandt andet havde de holdt julefrokoster som man gør det alle andre steder, og de havde som medarbejdergruppe deltaget i Almindsøstafetten.

Controlleren og benchmarking Med den nye struktur fra 2013 havde handelsskolen fået en controller. Allerede få år tidligere havde revisoren og bestyrelsen anbefalet, at skolen ansatte en controller til at se, om

ressourcerne blev brugt rigtigt, eller om der kunne findes penge diverse steder. Nu havde den hidtidige økonomichef Villy Steinicke fået denne titel, og skulle se på de samlede udgifter. Og kunne der så findes penge? Villy Steinicke gik i gang. Han så på finansieringen og fandt ud af, at der kunne hentes penge ved at sende denne i udbud. Hvem k unne tilbyde de bedste betingelser? Lån blev lagt om, finansieringen kom på andre hænder og udgifterne faldt. Et andet eksempel: Skolen havde leaset 20 kopimaskiner og skulle nu havde 20 nye. Villy Steinicke lod sagen gå i udbud for at finde den billigste leverandør, og de 20 maskiner blev denne gang købt og ikke leaset. Penge var sparet, og skolen ejede sine egne kopimaskiner. Og så var der det nye begreb b enchmarking. Sammen med handelsskolen i Skive og et par skoler på Sjælland blev der set på, hvor mange

128

årsværk, der blev brugt på sammenlignelige forhold. Hvor mange årsværk brugte de fire skoler hver især på 100 gymnasieelever, for nu at tage et eksempel. Det viste sig, at skolerne samlet set ligger tæt, men at antallet af årsværk inden for sammenligelige afdelinger er forskelligt. En skole bruger måske flere årsværk på administration og tilsvarende mindre på undervisning end en anden. Men alle skoler fik et redskab til at tilpasse driften. Alt det kunne controlleren tage sig af. Et moderne begreb på en moderne skole, der hele tiden står over for krav om effektivisering. Og effektivisering var på den anden side politikernes redskab til at få skoler til at fusionere og søge mod større enheder. På Silkeborg Handelsskole tog man det nu roligt. Her havde man fundet de værktøjer, der gjorde, at man kunne fortsætte som sig selv.

Men måske er der andre grund til fusion end de økonomiske? Måske handler det om at sikre, at lokale erhvervsuddannelser fortsat kan styres fra Silkeborg og ikke fra Herning eller Aarhus?

Officerer og gentlemen Lærerne var og er kreative og gode til at lade undervisningen være tæt på den virkelighed, eleverne skal ud til. Er der for eksempel officerer og gentlemen på handelsskolen? Der er i hvert fald lærere og elever af begge køn, der ofte slår et slag for byen på forskellig vis. I 2016 trak de sablen og fægtede sig gennem den ene udfordring efter den anden, for det er vigtigt at få virkelige opgaver, der tjener et formål i virkelighedens verden. Én af opgaverne dette år var at hjælpe Jysk Musik teater i forbindelse med musicalen An Officer

De har øvet og de har forberedt sig, og nu er det alvor. Der er dimission og lanciers i Jysk Arena, og handelsstudenterne fører sig frem på gulvet. Juni 2014

129

and A Gentleman. Her handlede det om at promovere forestillingen, at få et budskab ud, og det var en øvelse, der faldt fin i tråd med undervisningen på handelsgymnasiet. I den forbindelse blev Jysk Musikteater set som en virksomhed som så mange andre, og samarbejdet var et godt eksempel på, hvordan Silkeborg Business College satsede på at blive samarbejdspartner for det lokale erhvervs- og foreningsliv. Promoveringen af musicalen blev en opgave for 2. års elever på handelsgymnasiets innovationslinje, en linje, der efterhånden var blevet den mest populære studieretning på HHX. Holdningen på Silkeborg Business College var, at uddannelsesinstitutionen ikke bare var placeret midt i byen rent geografisk, den var også placeret midt i byens erhvervsliv, foreningsliv og kulturliv. Det var dette gode samspil, der gjorde stedet til en del af byens hverdag og en del af byens puls. Også når Jysk Musikteater skulle have markedsført en ny musical.

entede. Han nåede at få noget at spise, så var v det ud i bussen og videre til Hobro. 19-årige Jens Martin havde været igennem dagens prøve på handelsskolen, nu skulle han gennem dagens prøve på banen. Hvis han kom ind, ville det være debut på SIF’s førstehold. Og det blev det, Jens Martin var med til at vinde 1-0 over Hobro, og det var første gang i sæsonen, de blev slået på eget græs. I omklædningsrummet efter kampen gav kammeraterne Jens Martin et rungende hurra, og debutanten skulle også holde tale for de glade holdkammerater. Det havde været en lang dag, siden Jens Martin satte sig til rette ved bordet på handelsskolen for at tage t erminsprøven. Jens Martin Gammelby kom til SIF som U14-spiller fra FC Midtjylland og gik i eliteklassen på Talent Team på Sølystskolen. Da han i foråret var kommet med i førsteholdstruppen og havde fået debut, blev det til en treårig kontrakt, men den første tid var kun på deltid. Jens Martin havde jo lige en studentereksamen, han skulle have i hus.

Og Gammelby nåede det hele

Da Kasper Dolberg tog en tur til Amsterdam

Der var elever på Sports College, der gennem deres sport gjorde ganske god reklame for denne sportsklasse. De blev kendte, optrådte i aviserne, og viste i praksis, hvor målsøgende, de var. Eksemplerne blev flere og flere: Det var torsdag den 27. marts 2014, og der var terminsprøve på handelsgymnasiet. I fire timer sad eleverne koncentrerede, og én af dem var Jens Martin Gammelby. Da han var færdig og havde afleveret, gik turen straks til Søholt, hvor fodboldkammeraterne i SIF

Nogle gange måtte en elev tage fri fra undervisningen på Sports College og havde god grund til det. En mandag var en elev på handelsgymnasiet, Kasper Dolberg således i Amsterdam, men allerede om tirsdagen var han tilbage igen og deltog han i undervisningen på handelsskolen. Det var lige i starten af 2015, og Kasper var i Amsterdam for at underskrive en treårig aftale med Ajax, som han havde været til prøvetræning hos. Så var

130

det gjort, og nu skulle han så passe sin skole igen. Og Kasper gik selvfølgelig i den særlige sportsklasse og var et godt billede på, hvordan elitesport og skolegang kunne forenes. Kasper Dolberg var kommet til SIF fra Voel, da han var 12 år, og han indgik her de kommende år i talentarbejdet. 7.- 9. klasse tog han på Talent Team på Sølystskolen, 10. klasse på Silkeborg Efterskole og herefter kom han ind på sportsklassen på HHX på Silkeborg Handelsskole. Da skoleåret var forbi sommeren 2015, rejste han så som 17-årig til A msterdam. Resten er historie. Rækken af talentfulde elever på handelsskolen er lang. Den særlige sportsklasse blev gennemført i samarbejde med eliteSilkeborg og var et tilbud til de unge, der ville dyrke deres sport på højt niveau og samtidig have en uddannelse. På undervisningsskemaet blev der gjort plads til tre træningspas om ugen, to gange om morgenen før skoletid og en gang om eftermiddagen. Når eleverne kom fra morgentræning, var der mad i en særlig madordning, og herefter satte de sig så på skolebænken. Der var desuden på skolen indrettet et styrketræningscenter og tilknyttet både fysio terapeut, mentaltræner og coach.

Årets Kammerat: Robert Skov Robert Skov var blandt de øvrige talenter, der tog sportsklassen på handelsgymnasiet. Han kom som dreng fra Sejs-Svejbæk IF til SIF og gik hele vejen fra SIF Fodboldskolen over Talent Team til sportsklassen på Silkeborg Business College. Her gennemførte han HHX, men det krævede sit, for Robert fik

Ja, hvem ville ikke gerne gøre drømmen til virkelighed? For nogle lykkedes det, og flere lokalt udklækkede stjerner har haft deres tid på handelsskolen. Her er det SIF, der i klubbens jubilæumsår 2017 reklamerer for Silkeborg Sports College.

131

HVERDAGSLIV. Pedel Gert Elling og leder af bygningsservice Ivan Froberg Nielsen i gang med dagens arbejde, Bjarne Skjerbæk og Anja Pilskov er i køkkenet, og der vælges mad og drikke i Kalabassen og i kantinen, hvor Jette Jensen står klar ved kasseapparatet. I studieadministrationen er Tove Jensen og kollegerne parat med gode råd, og på kontoret, hvor afdelingen ”Strategi, Kvalitet og Udvikling” holder til, vender udviklingschef Mette Sørensen Djaba dagens opgaver med projektleder Mai Ly Nguyen.

132

133

superligadebut som 16-årig og blev udtaget til ungdomslandsholdene. I 2014 mistede han således samlet omkring en måneds undervisning på handelsskolen, fordi han skulle med til SIF-udekampe midt i ugen eller til landsholdskampe. De flotte resultater på banen blev imidlertid fulgt op med flotte resultater ved eksamensbordet, og Robert Skov blev endnu et eksempel på, at det kan lade sig gøre at forene uddannelse og elitesport. Da han i 2015 var færdig med HHX, afsluttede han med at blive udnævnt til såvel Årets Elev som Årets Kammerat i sportsklassen. Det var de øvrige elever, der gav Robert de flotte titler, og det sagde en del om en elev, der ikke lod succesen stige sig til hovedet. Han var fodboldspiller og handelsskoleelev.

HG bliver til EUD og EUX I 2015 blev den toårige HG til en etårige EUD bestående af grundforløbene GF1 og GF2 på hvert et halvt år. De tre bogstaver står for erhvervsuddannelse, og hermed skulle der være ens forhold for handelsskolen, social- og sundhedsskoler og landbrugsuddannelsen. Der var i faglige kredse nogen utilfredshed med æ ndringerne, men som en slags k ompensation blev det muligt at bygge et studieår oven på EUD i form af EUX på et år. Her signalerer X’et, at der er fag på gymnasieniveau, og EUX på handelsskolen er en form for merkantil HF. Vil man gå kontorvejen, er EUX et krav, og EUX åbner desuden vejen frem mod videregående u ddannelser. Det betød, at der nu blandt u nderviserne også skulle være

Handelsgymnasiet med Silkeborg Sports College skilter med stjernerne. Fodboldspiller Jeppe Okkels og kajakroer Morten Graversen pryder således muren ud mod Søndre Torv og ses af rigtig mange mennesker.

134

Eleverne pĂĽ college har de bedst mulige trĂŚningsbetingelser, for eliteSilkeborg har samarbejdet med skolen om etableringen af et styrkecenter pĂĽ S Â ilkeborg Business College.

135

HHX i jubilæumsåret 2017. På klassebillederne er det Bente Strange Hansen, der underviser HH 3E, og herudover er der glimt fra lærerværelset på HHX og fra gruppearbejde i Kalabassen.

136

137

lærere med kandidatgrad til at undervise på gymnasieniveau. Fra s koleåret 2016 blev det uddannelses chef Anette H ammer, der var leder af handelsskolens undervisning.

Vi skal da på handelsgymnasium Tendensen var positiv, når det handlede om søgning til handelsgymnasiet. Få år tidligere blev der årligt oprettet omkring seks klasser, men dette tal steg. I 2015 valgte kun 12 p rocent af de unge, der forlod folkeskolen, at gå videre på handelsgymnasium. I 2017 var tallet steget til 26 procent. Interessen for handelsgymnasiet var således hastigt stigende, og det skyldtes flere forhold. Undervisningen og handelsgymnasiet havde et godt ry, det var for alvor blevet in at gå på handelsgymnasium, hvor der var blevet oprustet de seneste år med flere nyansatte lærere. Det var også for alvor slået igennem, at handelsgymnasiet betød åbne veje til videregående uddannelser præcist som det almene gymnasium.

Farvel til en ildsjæl I slutningen af 2015 blev der sagt farvel til Torben Jessen. Han havde været den ambitiøse direktør, der satte skibe i søen, og mange af dem vugger gladeligt videre her i jubilæumsåret 2017. Et eksempel er k ontakten til Vietnam, hvor lærere fra Silkeborg som en slags efteruddannelse kan komme på undervisningsophold. En fremragende måde at u dbrede Silkeborgerfaringer og viden på internationalt og i

et land, hvor der er behov for det. Og hvor det samtidig er på alle måder udviklende for de lærere, der griber muligheden. Et andet eksempel er Campus Bindslevs Plads, som Torben Jessen var én af ildsjælene bag sammen med Lars Bornæs fra Silkeborg Bibliotek. Han var med til at få nye spændende studieretninger i gang på HHX, han sikrede et auditorium med plads til 230 studerende, han fik styrket USA-kontakten og meget mere. En gang imellem var det dog, som om lokomotivet kørte stærkere, end vognene kunne følge med, mente man i bestyrelsen, og økonomien blev også trængt af de mange initiativer. Dertil kom en dårlig trivselsundersøgelse, der godt nok pegede på mange forskellige forhold, men hvor direktøren naturligvis i sidste ende var ansvarlig. Altså valgte man at lade vejene skilles, og der var dem, der mente det var godt og i orden, og dem der mente, at det var uretfærdigt. Under alle omstændigheder blev der sagt farvel til en mand, der havde visioner, og som ikke var bange for at gøre dem til virkelighed. De to vicedirektører blev i første omgang bedt om at føre skolen videre, og efter kort tid blev Thomas Dalgaard så ny konstitueret direktør. At han fik titel som konstitueret skyldes, at fremtiden var en smule usikker. For skal vi overhovedet fortsætte som selvstændig skole? Måske skal vi se på nogle norske erfaringer?

Rejsen til Bergen En gang havde handelsskolen haft ret så frie forhold. Den skulle leve op til lovens bestemmelser, og repræsentanter fra Undervisnings-

138

ministeriet kom af og til på besøg for at se, hvordan det gik. Og det gik fint, skolen levede op til sine forpligtigelser og gav de unge en god undervisning. Efterhånden var det ikke nok mere. Friheden blev mindre, tøjlerne blev strammere, politikerne på Christiansborg og embedsmænd lagde rammer for, hvordan pengene skulle bruges. Sådan var det på handelsskolen, og sådan var det i det hele taget i undervisningssektoren og i samfundet som sådan. Som forholdene efterhånden var blevet, havde man mange steder set en interesse i at blive til større enheder, så man stod s tærkere, både lokalt og nationalt i forhold til m inisterierne. Der kunne være store fordele ved at samle ungdomsuddannelser. Ressourcerne kunne udnyttes bedre, og der var i det hele taget mange gode erfaringer at trække på. Nogle af dem kunne man hente i Bergen i Norge, og i 2015 rejste formandskabet og direktørerne for tre Silkeborg-skoler sammen nordpå for at se nærmere på Campus Bergen. De tre skoler var social- og sundhedsskolen, teknisk skole og handelsskolen. Det var en spændende tur. Ikke kun fordi det var spændende at opleve Campus Bergen, men også fordi deltagerne på turen snakkede sig godt ind på hinanden. Kemien var god, og der var enighed om at arbejde videre med at finde en form for samarbejde, der for alvor kunne pege fremad. Social- og sundhedsskolen faldt fra, fordi der opstod muligheder for at fusionere med en lignende skole i Aarhus, men teknisk skole og handelsskolen fortsatte drøftelserne. Begge skolers bestyrelser var i princippet

positivt indstillet på et tæt samarbejde og måske en egentlig fusion, men der var meget, der skulle afdækkes, før der kunne træffes en beslutning. Hvad ville det betyde på både den ene og den anden måde, og hvad med økonomien? Hvad var fordele og ulemper? Det var ikke noget særsyn med én stor erhvervsskole. Så man på nabobyer som Viborg og Horsens, var man der allerede gået den vej. Udviklingen gik generelt mod færre men større erhvervsskoler, og allerede i 2015 havde der i Silkeborg været overvejelser om at samle handels gymnasiet og teknisk gymnasium i midtbyen i de nuværende handels skolebygninger og så lade handels skolens grund uddannelser foregå i teknisk skoles bygninger. Men vi har jo forskellige kulturer, forskellige historier, forskellige måder at gøre tingene på. Kan det fungere? Nogle var mere interesseret end andre. Der var dem, der mente, at det gik meget godt med to skoler. Men ved årsskiftet til 2017 blev beslutningen truffet: Vi skal være én stor skole med en mangfoldighed af uddannelsestilbud. Terningerne var kastet.

En levende organisme Og så var det jubilæumsår på Silkeborg Business College. Der lå den store skole midt i byen, og hver morgen kunne man se unge lade sig opsuge af de store, røde bygninger. Den 21. januar 2017 var der åbent hus. ”Kom og hør om Handelsgymnasiet (HHX), EUX Business og EUD Butik og Handel”, lød det. Handelsskolen og handelsgymnasiet slog dørene op for rundvisning og snak med l ærere

139

140

EUD/EUX i jubilæumsåret 2017. Øverst til venstre er det erhvervsskonsulent Lene Tranborg og uddannelsesmentor Annemarie Kartz Thuesen i lærerforberedelsen. Derunder to fotos med undervisning ved Mathias Wordaka på EUX, og på de to fotos herover er der glimt fra undervisningen på EUD.

141

og elever. Potentielle nye elever kunne også høre om de internationale forbindelser til skoler ude i verden og alt, hvad det indebar af muligheder. Silkeborg Business College er en levende mekanisme med 120 medarbejdere. Den store lærergruppe med fagligt højt kvalificerede lærere sikrer den daglige undervisning af 1050 elever. Der er to skoler, der er handelsskole og der er handelsgymnasium, det er to adskilte skoler, men alligevel én skole med fælles ledelse og fælles bestyrelse. Det hele kører i et system, der er o pbygget og afprøvet og tilrettet gennem mange år. Lærerne og andre personalegrupper har deres tillidsrepræsentanter, og et samarbejdsudvalg skal sikre den gode arbejdsplads. Her tages småt og stort op, så ingen sten får lov til at gnave i skoen. Ledergruppen består ud over direktionen af alle med personaleansvar, og den øverste ledelse er direktionen bestående af direktøren, rektor for handels gymnasiet, uddannelseschefen for handelsskolen, ressourcechefen og udviklingschefen.

Elevernes eget råd På handelsskolen lærer eleverne i praksis om demokrati. Der er elevråd med kontakt direkte til bestyrelsen og ledelsen. Det handler om studiemiljøet, som elevrådet hele tiden skal forsøge at gøre så godt som muligt. Hvis der er behov for forbedringer, skal de gå videre med det. Derudover er rådet ansvarligt for en række aktiviteter som fester, sportsdage og forskellige sociale tiltag. Der skal laves årbog, sørges for studiekort og meget mere. Der

edsættes udvalg til at styre aktiviteter, og n hver klasse er repræsenteret i rådet. Dermed er der omkring 40 med, og der er en bestyrelse bestående af formand, næstformand, kasserer og sekretær. Derudover er der i bestyrelsen repræsentanter fra alle årgange på henholdsvis EUD/EUX og HHX. To af bestyrelses medlemmerne, deriblandt formanden, er med i skolens bestyrelse.

”Det var godt, du holdt fast” Det er aften og mildt forår i jubilæumsåret. Hans Justesen kommer gående ved Sluse kiosken og ser ud over Havnen. Pludselig hører han høje råb: ”Hej Hans,” lyder det. Han vender sig efter lyden. Et par unge mænd vinker til ham fra lang afstand. De har fået øje på ham, og straks hilser de. Det er et par tidligere elever fra for en del år siden, og Hans vinker tilbage. De er i gang med deres liv, tænker han. Og han tænker på, hvordan handelsskolen blev hans arbejdsliv fra helt tilbage i 1991. Han tænker på de gode oplevelser, det har givet. Han husker afslutningsfester, hvor unge mænd efter at have fået et par øl pludselig giver ham en krammer: ”Det var sgu godt, du holdt fast i mig og gav mig et spark den gang, jeg var på vej ud”. Den slags har altid betydet noget. At kunne gøre sit til, at flere har brudt den sociale arv. Nu er han rektor på HHX og har været det fra og med dette skoleår 2016-17. Det er et nyt kapitel efter at have været alle disse år som leder af erhvervsdelen. Egentlig havde han troet, at der havde været større forskel på

142

Rektor Hans Justesen har samlet førsteårseleverne på HHX i auditoriet, der har plads til 230 studerende. Maj 2017.

e leverne. Da han i sin tid valgte erhvervsdelen var det fordi han brændte for også at kunne give dem, hvor det måske ikke lå i kortene at de skulle tage en uddannelse, en hjælpende hånd, hvis de fik brug for det. Nu kunne han konstatere, at selv om gymnasieeleverne måske for en dels vedkommende i højere grad kom fra boglige hjem og er bogligt stærke,

så er der ikke rigtig nogen forskel på, hvor motiverede og pligtopfyldende, de er. Langt de fleste, der starter på EUD eller på HHX, er unge mennesker med lyst til at lære, unge mennesker, der ved, hvad de vil med deres liv.

143

Opbruddets tid Forår 2017. Maj. Klokken er ved at være 8, unge mennesker kommer gående langs handelsgymnasiets røde mure ved Søndre Torv. De er kommet med bus fra nær og fjern, for oplandet er stort. På Markedsgade står enkelte elever og får sig en smøg, før de skal ind til undervisning. På lærerværelserne gør lærerne sig klar. Dagen starter nu. Endnu en undervisningsdag i jubilæumsåret 2017.

Inde bag sit skrivebord sider konstitueret direktør Thomas Dalgaard. Snart skal han til konference i Aalborg sammen med ledergruppen og formandsskabet. Der er lige nogle minutter til en kop morgenkaffe. Hvad vil der ske de kommende måneder og år? Det er mange år siden, han i 1993 som 26-årig begyndte at undervise på Silkeborg Handelsskole, hver dag i hvid skjorte og slips for at adskille sig fra de elever, der kun var lidt yngre end ham selv. Siden avancerede han, for han

Direktør Thomas Dalgaard og formand Viggo Thinggaard tager lige den hurtige snak, når det er nødvendigt. Og det kan det jo af og til være, når en stor skole med erhvervsuddannelser og gymnasium skal fungere med de udfordringer, der nu en gang er.

144

havde ambitionerne til det. Og hans arbejdsliv på handelsskolen har også haft betydning for hans privatliv, for sådan kan det gå: En gang a nsatte han Nanna Poulsen som lærer på s kolens HHX, og i 2008 blev de kærester. Hun er nu mor til hans søn på tre et halvt, og han har derudover to sønner, den ene vil på HHX, og den ældste skal til at læse medicin. Går det så ikke alt sammen godt? Thomas Dalgaard er glad for sit a rbejde som konstitueret direktør for Silkeborg Business College. Her var overskuddet i 2016 på 1,3 millioner kroner, og også Kompetence Silkeborg kører med overskud. En ny trivsels undersøgelse har vist fremragende resultater. De ansatte er glade for deres arbejdsplads. Der er 750 elever på HHX og 300 elever på erhvervsdelen med EUD og EUX, de fleste på EUX. 1050 elever i alt, og det er rekord. Alligevel er det opbruddets tid. Silkeborg Business College skal lukke, mens den 125 å rige skole er helt på toppen. En ny erhvervsskole skal skabes sammen med teknisk skole. De ansatte skal indpasses i en ny organisationsplan, og Thomas Dalgaard håber, det kan ske på en måde, så det er de enkelte m edarbejderes kompetencer, der styrer, så de ikke skal presses ind i kasser i en firkantet plan. Og hvad med ham selv? Thomas D algaard styrer efter en ledelsesfilosofi, hvor alle inddrages i et ægte demokrati. Man kan jo alligevel ikke som leder være ekspert på alle fagområder. Det er de enkelte medarbejdere, der er eksperter på hver deres felt. Hvis den nye skole skal have topstyring, vil han ikke have roret. Hvis det ikke er tilfældet, er han parat til at byde ind.

Meget er usikkert. Men det er også spændende. Skolen kunne godt have fortsat som selvstændig, for det går godt på alle parametre. Men der er andre argumenter for en fusion. Og nu er det besluttet.

En dag i studiecentret Inde i klasselokalerne er undervisningen kommet i gang. Det er en ganske almindelig fredag. Fra klasselokaler lyder mumlende lyde. Der arbejdes. ”Velkommen til Studiecentret”, står der på et skilt på en dør. Og der ligger studie centret så. Der er hvide metalhylder med bøger, og der er repos med borde og sofaer og plads til gruppearbejde. Midt i det hele står et bord med et skilt: Kirsten Tindbæk. Ved siden af står en kasse: ”Aflevering af bøger”, står der på en seddel sat fast med røde tegnestifter. Her i studiecentret kan eleverne finde bøger om historie, virksomhedsledelse, bio grafier og meget mere. Det er et bibliotek og et arbejdsrum. I en afdeling står der computere i massevis, men der er planer om at inddrage det til flere pladser til gruppearbejde, for ingen elever kommer for at låne en computer. De har deres egen pc’er under armen. Rummet har været større, men da der blev behov for endnu et klasseværelse på grund af flere gymnasielever, måtte pladsen indskrænkes og en mur sættes op. I jubilæums året 2017 kører handelsgymnasiet med ni k lasser på hver årgang, og det er først og fremmest dem, der bruger studie centret. Det kan dog også anvendes af elever på erhvervsdelen, der kan låne bøger og bruge studiepladserne.

145

Studiesekretær Kirsten Tindbæk, hjælper Elmar Jens Weywadt Jóhansson, elev på HH 2 I, med at finde den helt rigtige bog. 2017. Gang i gruppe arbejdet i studiecentret. Her er der indrettet områder med plads til gruppearbejde, og der er planer om flere. 2017.

I et hjørne sidder Laya, Oliver og Frederik. De er travlt optaget bag hver deres skærm, og foran dem ligger poser med chips. De er elever på IBB-linjen, International Business Baccalaureate, og de er i gang med at f orberede en tysk fremlæggelse om München. Hvad bør man se, hvis man besøger den sydtyske by? Om et par uger skal de stå foran klassen og fremlægge på tysk. For dem er studiecentret et godt sted at arbejde, for der er fred og ro. Oppe fra reposen lyder der mumlende snak. Der arbejdes i gruppe, men alle ved, at her i

146

centret taler man stille. Der skal være ro til at arbejde. Kirsten Tindbæk er ansvarlig for studiecentret, hun samarbejder med andre biblioteker, sørger for at få bøger hjem, sørger for at opdaterede databaser, for ikke mindst inden for økonomi går udviklingen hurtigt, og man kan ikke nøjes med bøgerne. Og der kommer også lærere i centret og skal have hjælp til at finde artikler eller for at få noget scannet ind. Kirsten Tindbæk er selv et godt eksempel på, hvordan ansatte har været

forskellige steder i organisationen. Hun har været ansat siden 1998 og var de første år på kursuscentret på Bredhøjvej. Siden sad hun i HHX-administrationen, før hun omkring 2004 blev ansvarlig for kursuscentret.

Endelig fredag De er ret målbevidste, eleverne. De kommer gående med sikre skidt ad gange med en lille rygsæk med skolesager. De går lige nogle trin

Så går vi i kælderen, for her er der Fredagscafé, fadøl og godt humør. For nu er det endelig fredag.

147

ned, og så er de der. I Fredagscafeen. Der er lidt kø foran fadølsanlægget, hvor der skænkes øl op i plastkrus. Ved bordene snakkes der, nogle steder sidder et par stykker og sludrer, andre steder en hel gruppe. Der er også dem, der fundet de bløde sofaer og stole og sidder mere henslængt. Der er en mumlen afbrudt af høje grin. Der kontrolleres mobiltelefoner, og der sms’es: ”Hvor bliver du af?” Musikken spiller over højtaleanlægget, nogle har gang i en omgang bordtennis, og enkelte sidder uden for, selv om solen ikke rigtig

vil komme igennem. Det er endelig fredag. En skoledag og en skoleuge er forbi. Og en hel del skal have aftaler på plads. Hvad skal du i aften? Sker der noget? Ved et af bordene sidder Anne, Frederikke, Maria og Katrine fra handelsgymnasiets 2.I. De er ikke stamgæster i Fredagscafeen, siger de. De kommer en gang imellem. Og de synes, det er hyggeligt, at den er der, cafeen. Egentlig har den haft åben fra klokken 13, men det er først nu fra klokken 14, der for alvor sker noget. Til gengæld strømmer det nu ind med elever. Og fadølsanlægget arbejder hårdt.

Velfortjent fredagshygge efter en lang skoleuge...

148

Elever og lærere i SBC Shoppen maj 2017: Fra venstre eleverne Tanja Axelsen, Camilla Brogaard, Martin Nielsen og Vinni Nielsen, lærer Michael Lübbert samt praktikvejleder Klaus S. Klausen

Et besøg i butikken Mens der er gang i Fredagscafeen, er andre på arbejde. I SBC Shoppen står Camilla Brogaard og er i gang med at få varerne til at stå helt rigtigt på hylderne, mens hun venter på næste kunde. Hun er glad for butikken, og hun har fundet ud af, at det er butik, hun vil. Hun tog først GF 1 på teknisk skole, fordi hun overvejede at blive skiltetekniker, men da hun kom i praktik fandt hun ud af, at det ikke var hende. Hun skiftede til EUD på handelsskolen for at tage GF 2 der, og nu er hun blevet sikker på, hvad hun vil. Fra august 2017 har hun praktikplads hos BR i Viborg, og så har hun haft tre måneders praktik i Praktikcentrets egen butik på Søndergade. Der er chokolade og vin, og der er kunst og kattemad. Der er alt muligt spændende i butikken, og varerne præsenteres på en

fristende måde. Det er elevernes egen butik, de driver den og er et arbejdsteam om at få det hele til at fungere. Og havde Camilla ikke fået praktikplads i Viborg, havde hun gladelig taget hele sin praktikplads her. Alligevel er hun glad for at skulle starte hos BR.

Camilla Brogaard sørger lige for, at alt er, som det skal være i SBC-shoppen. Det er maj 2017, og hun er i skolepraktik i handelsskolens egen butik. Men fra august har hun praktikplads hos BR i Viborg.

149

Bestyrelsen og direktion samlet før møde. Fra venstre Mette Sørensen Djaba, Anette Hammer, Hans Justesen, Thomas Dalgaard fra ledelsen. Herefter fra bestyrelsen: Michael Schölarth, Henrik Staal, Frank Høy, Rune Dreier Kristensen, Per Raaby, Viggo Thinggaard, Peter Adamsen, Pia Nielsen, Helle Præsius Busk og Pernille Kristensen.

En bog lukkes og en ny åbnes Og sådan går hverdagene, og snart er det eksamens tid. De fylder skolen hver dag, eleverne, og det er dem, det hele handler om. De tager deres uddannelse, og mange af dem oplever den store verden undervejs. De bliver klædt på til en verden med handel over landegrænserne. De uddanner sig og finder deres plads i erhvervslivet på et arbejdsmarked i konstant forandring. Eller de fortsætter på videregående uddannelse, på universitet eller en anden uddannelsesinstitution.

Der er gået 125 år. Det startede i det små, og det udviklede sig gennem årtierne. Silkeborg Handelsskole er blevet til Silkeborg Business College med handelsskole og handels gymnasium. Tusinder af unge mennesker har fået deres uddannelse på skolen midt i Silkeborg. De har fået venner, de har fået læring, de har udviklet sig. Skolen har haft udfordringer i hele sin levetid. Den gik fra aftenskoleundervisning til dagskole. Den gik fra at være ejet af handelsstandsforeningen til at blive selvejende. Reformer har undervejs betydet nye krav igen

150

og igen. Udviklingen har givet bedre og større rammer, og økonomien er blevet udfordret. En stærk lærerstab, skiftende ledelser og en bredt funderet bestyrelse har holdt fast og fundet løsninger, når udfordringerne stod i kø. Silkeborg Business College har taget de nødvendige skridt og er blevet den moderne skole med tidssvarende uddannelser, og i flere tilfælde er skolen gået i front og har taget initiativer, der er blevet lagt mærke til på andre handelsskoler og på Christiansborg. Det er der, skolen står i jubilæumsåret 2017: Som en respekteret skole i front, der nu tager de næste skridt ind i en ny fremtid. En fusion og skabelsen af en stærk lokal erhvervsskole sammen med den nuværende tekniske skole bliver første kapitel i en ny historiebog.

Byens gamle handelsskole lukker derimod sin egen historiebog. Noget er slut, en 125-årig historie, der har haft b etydning for så mange i så mange år. En skole, der blev en vigtig del af b yens puls og af det samlede uddannelsesbillede. Erhvervsskolen midt i Silkeborg slutter som Silkeborg Business C enter med handelsskole og handelsgymnasium og på toppen med flere elever end nogensinde. En skole, som har det brede erfaringsgrundlag, og som har givet utallige unge store personlige sejre, der har før dem videre. Det er alt sammen noget, der kan tages med ind i en ny fremtid. En bog lukkes og en ny åbnes. Silkeborg Handelsskole havde sin tid. Her slutter det, og noget nyt begynder.

151

Mundtlige kilder

Skriftlige kilder

Flemming Gehlert Hans Justesen Henning Kirkfeldt Inger Bechmann Kirsten Tindbæk Lise Møller-Madsen Marianne Lyhne Thomas Dalgaard Viggo Thinggaard

Handelsforeningens / Handelsstandsforeningens protokoller

Villy Osvald Steinicke

Silkeborg Handelsskoles forhandlingsprotokoller

Keld Dalsgaard Larsen, Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940. (1984). Silkeborg Avis / Midtjyllands Avis, diverse årgange Silkeborg Social-Demokrat / Aften-Posten, diverse årgange Silkeborg 1846-1996. Udgivet af Silkeborg Kommune i anledning af byens 150 års jubilæum. (1995) Silkeborg Handelsskoles arkiv SIFokus ved Niels Frydenlund Diverse korrespondance Diverse scrapbøger Referater fra bestyrelsesmøder

I 1892 kom Silkeborg Handelsskole i gang med 10 elever, alle mænd. De arbejdede i butik og på kontor om dagen og gik på skole om aftenen. Først i skolens femte år fik kvinder adgang. Siden den spæde start har skolen midt i Silkeborg udviklet sig til en moderne skole som et spejlbillede af fagene, tiderne og byen. I dag er Silkeborg Business College fælles overskrift for handelsskole og handelsgymnasium, og det er byens store erhvervsskole, hvor 1000 elever har deres daglige gang. Der har været udfordringer undervejs, men de er blevet klaret, fordi der samtidig gennem alle årene har været den vilje til viden, som er krumtappen i skolens virksomhed: Unge mennesker, der har udviklet sig, studeret og forberedt sig på det arbejdsliv, der ventede, eller den videregående uddannelse, der har været næste skridt. Det er denne historie om en skoleverden i midtbyen, der fortælles i denne bog. Historien om en handelsskole i konstant udvikling gennem 125 år.