Den tekst, der fik SAS til at trække magasinet SCANDINAVIAN TRAVELLER tilbage, er i dag optrykt i Sydsvenska Dagbladet. Her er en hurtig oversættelse til dansk af indlægget, som en del flyrejsende vel egentlig godt kunne have godt af at at blive klogere af ? Peter Lodahl, 8. december 2014
Sverigedemokraternas partisekretær Björn Söder kom til den svenske Riksdags åbningsceremoni den 30. september i år iført rød vest og sort rund hat. Han var ikke alene om at bære det kostume. Det gjorde også den socialdemokratiske Magdalena Andersson, Åsa Romson fra De Grønne og Vänsterpartiets Rossana Dinamarca. Man kunne opfatte de tre rød-grønne parlamentsmedlemmer modevalg som en stille markering: Det er ikke Sverigedemokraterna, der skal definere svenske karakter. Dagen før, hvor de nyvalgte medlemmer samledes for at vælge formændene, som fremover skal lede parlamentets arbejde, havde afvisningen har været mere klar. I salen bar Rossana Dinamarca den gang en t-shirt med "SD = racister". Og der skulle hele tre valgrunder til, før Björn Söder kunne vælges som anden næstformand, den post det er almindelig praksis at give til den svenske Riksdags tredjestørste parti, og derfor nu var øremærket til en Sverigedemokrat. Igen og igen stemte de andre partiers medlemmer blankt, en meget usædvanlig demonstration. Men nu er Söder indehaver af en af Sveriges fineste offentlige titler, han er en af fire formænd for den svenske parlaments præsidium. Det takket være den 13 procent af stemmerne, som hans parti vandt i det svenske parlamentsvalg den 14. september. Hvem skulle tro det om et parti med rødder i neo-nazisme og den racistiske skinheadkultur - et parti, der for ikke så længe siden glædede sig over hvert et erobret lokalt mandat i små landsbysamfund? Og hvem havde for - skal vi sige for tyve år siden? - vovet at gætte på, at populistiske partier med en fremmedfjendske profil ville være 2000'ernes politisk vinder i de nordiske velfærdsstater? I lande, der brystede sig af at have lidt mere høj moralsk anseelse end resten af verden; være lidt mere fredelig, lidt mere demokratisk, lidt mere ærlig, lidt mere fordomsfri og tolerant end noget andet land i verden? Hvordan kan man forklare, at Fremskridtspartiet sidder i regeringen i Norge, at Dansk Folkeparti, ifølge mange analytikere stort set er lykkedes med at ændre det politiske klima i Danmark, at De
Sande Finner vandt 12 procent af stemmerne ved det europæiske valg i maj i år, og at kun Socialdemokraterne og Moderaterne er større end Sverigedemokraterna, der ved efteråret svenske parlamentsvalg klarede sig godt, ikke kun i traditionelle "taberdistrikter", men også er begyndt at komme på banen i velhavende kvarterer som Fridhemt i Malmø, en kystnær, borgerlig enklave med statelige overklassehuse, hvoraf det ene er blevet verdensberømt som "Zlatans hus "? Brunskjorter og hagekors, nazismen som vi kender fra 1930'erne, har aldrig opnået bred folkelig bestande i de nordiske lande. Selv ikke i de år, hvor Hitler regerede Tyskland og store dele af Europa. De tyske nazister elskede "Norden". Det var her, de troede, at de fandt de mest germanske germanere. Men kærligheden var ikke uforbeholdent gensidig. De svenske nazistiske og pro-nazistiske fraktioner havde deres bedste valg i 1936, hvor de fik over 50.000 stemmer, ikke engang to procent af vælgerne. Det omfattede de mere end 30.000 stemmer, der gik til den akademisk prægede pronazistiske parti Sveriges Nationale Forbund. SNF blev tidligere kaldt Sveriges Nationale Ungdomsforbund og var knyttet til den svenske højreparti. Heller ikke i nabolandene var nazister og fascister nogle store stemmemagneter i 30'erne. I Danmark gik major Cay Lembke fra at være lederen af spejderbevægelsen til at være leder af det lille nazistiske vasalparti, Danmarks National Socialistiske Arbejderparti. Det var for tysk til at være troværdig som et dansk nationalistisk parti og forblev et marginalparti, også efter Lembke blev erstattet med en leder fra Jylland, lægen Frits Clausen. De danske nazister fik kun to procent af stemmerne i 1939. I Norge havde major Vidkun Quisling, med meriter som forsvarsminister i en bonderegering, i 1933 dannet et hurtigt voksende nazistparti, Nasjonal Samling. Ligesom sit danske broderparti fik det en meget moderat effekt blandt vælgerne, et par sølle procent. De norske og danske nazister fik deres virkelige politiske gennembrud, da den tyske besættelsesmagt gav dem chancen for at blive landsforrædere.
Ikke engang i Finland formåede et decideret nazistparti at blive en dominerende kraft, selv om der var gode udsigter. Finland havde netop oplevet en brutal borgerkrig ("hvide" mod "røde"), var omkranset af Stalins Sovjetunionen og kæmpede under den såkaldte Frihedskrig side om side med Tyskland. Ud af den anti-kommunistiske Lappobevægelse opstod i 30'erne et politisk parti, Den Patriotiske Folkebevægelse, der tog fascisternes typiske forkærlighed for uniformer til sig. Partiet lykkedes ved valget i 1936 at komme over 8 procent af stemmerne og kunne i krigsårene glæde sig over at have haft en ministerpost. Men et egentligt magtparti var det ikke. Betyder det, at fascismen og nazismen ikke havde nogen indflydelse på de nordiske samfund mellem krigene? Overhovedet ikke. Indflydelse, dvs. mulighed for at påvirke det sociale klima, og valgresultater er ikke det samme. I 30'erne var fascistiske idéer bredt diskuteret, og mange gange også accepteret i sociale lag af akademikere, intellektuelle, studerende, som satte dagsordenen og påvirkede de spørgsmål, der blev stillet, og hvilke svar der blev formuleret i den politiske debat. I Finland var flere af de yngre forfattere og forfattere med i den såkaldte "Sorte garde”. I Norge var landets største digter Knut Hamsun en velformuleret pro-nazist. I Danmark lod højrepartiet sig begejstre over den nye tids ideer: 1933 dannede Konservativ Ungdom kampstyrker, der marcherede i uniformer med grønne skjorter og ridestøvler. Og i Sverige? Formanden for Sveriges Nationale Forbund, Elmo Lindholm, var i det civile liv lektor i latin. Det var mere upassende for en fascistisk leder, end vi i dag forestiller os. "Stop jødeimporten," sagde et banner. "Sverige for svenskerne," stod der på den anden. Klædt i studenterhuer og med fakler i hænderne marcherede mellem 400 og 500 elever gennem det centrale Stockholm. Det var 6. februar 1939, og de studerende protesterede mod, at et par ældre svenske læger havde lanceret ideen om nu - et par måneder efter Krystalnatten - at give et dusin jødiske tyske læger arbejds- og opholdstilladelse i Sverige. På et offentligt møde i forbindelse med fakkeltoget var der talsmænd for både håbefulde tandlæger, kommende apotekeres og medicinstuderende. Manifestationen var arrangeret af Svensksocialistiska Studenterforbunds Stockholmafdeling, en nazistisk studenterorganisation. De næste par uger holdt Den Medicinske Forening i Stockholm og studenterorganisationer i Uppsala og Lund møder om samme tema. Overalt stemtes
flygtningefjendtlige beslutninger igennem med brede flertal. De svenske nazister var lykkelige. Lørdag 25. februar 1939 stod et referat fra et sådant møde i Uppsala på forsiden af Den Svenske Folkesocialisten: "Uppsala studerende står vagt omkringlandets grænser / Bestemt protest mod flygtningeimporten". Avisen var organ for den såkaldte Lindholm Bevægelse, den største og mest stabile af de rentdyrkede, svenske nazistiske partidannelser. Leder var officer Sven Olov Lindholm. Hans parti havde i 1938 ændret navn fra National Socialistisk Arbejderparti til Svensk Socialistisk Indsamling og havde erstattet hagekorset med et mere blå-gul fest symbol, den såkaldte vasakärven. Trods de beskedne valgresultater havde Lindholm tidsvinden i ryggen i 30'erne. Hans tilhængere kunne opfatte sig selv som det nye Europas unge fortrop. Fascismen herskede i to af Europas store kulturelle lande, Italien og Tyskland, og var som "verdensbillede" (som man gerne sagde den gang) i offensiven i en række lande. Nazisterne og fascisterne så sig selv som krigere i en skæbnekamp for ens egen nation: deres eget folk, deres egen "races" fremtid var på spil. Fjenderne var tre: "marxismen" (som omfattede socialdemokratiet), "liberalismen/storfinansen " og "jøderne", som man antog stod bag både marxismen og kapitalismen. De onde kræfter kørte deres luskede spil ved hjælp af demokratiet, et begreb man i svensk nazi-kredse gerne skrev som "dumokratiet". Dette "verdensbillede" tiltrak ikke så få af 30'ernes studerende – folk, der efter krigen kom til at indtage vigtige positioner i det svenske samfund: som lærere, læger, embedsmænd, politikere, dommere, præster, redaktører. Det er en af grundene - tror jeg – til, at der aldrig er gennemført nogen grundig selvransagelse i Sverige efter Anden Verdenskrig. Holocaust, de hæslige nazistiske forbrydelser, er det, der for alvor deler vandene i moderne europæisk historie. Efterfølgende har den åbne nazisme kun kunnet overleve som mug på politiske kældervægge, som en patetisk kult for forstokkede gamle mænd og/eller alkohollugtende unge krigere. I den forbindelse er forskellene mellem de nordiske lande små. De heilende nazister har udgjort en alvorlig trussel mod den enkelte, men ikke mod samfundet. På et andet, men centralt, punkt adskiller nabolandene sig dog fra hinanden. Mens Sverige efter krigen lod opbygningen af det moderne samfund være den store – ja, egentlig den eneste kilde til national stolthed, stemplede man samtidig
historisk romantik og patriotiske pomp som mistænkelige og farlige fænomener... i modsætning til de lande, der var blevet besat, og/eller selv var direkte involveret i krigen. Her voksede den traditionelle nationalisme, og man fandt i stedet positiv energi til kampen for frihed og uafhængighed i de nationale symboler. Det er en af grundene til, at den skandinaviske debat om nationalisme ofte bliver så aggressiv og betændt. For en svensker er det bizart at se danskerne stå og vinke med små papirflag i ankomsthallen i Kastrup - for ikke at nævne hvor mærkeligt det er at følge den danske politiske debat med sin fiksering på "de fremmede". For en dansker, kan det virke uforståeligt, at svenskerne altid er så "politiske korrekte", for eksempel når landets øvrige politikere ikke engang ønsker at tale med Sverigedemokraterna. Mange svenskere synes måske også, at det er mærkeligt, at Fremskridtspartiet så hurtigt og tilsyneladende let har kunnet genvinde en central rolle i det norske politiske liv efter massakren på Utøya. Nordmænd kan igen konstatere, at svenskerne, der konstant fremhæver massemorderen Anders Behring Breiviks tidligere medlemskab af Fremskridtspartiet, ikke kun beskæftiger sig med unfair bagvaskelse af partiet, men i en vis forstand også af Norge som nation. Til en vis grad kan de nordiske skænderier forklares med, at de forskellige partier har hver deres ”rodsystem”. Sverigedemokraterna er vokset ud af en ren racistisk organisation fra 80'erne: Bevar Sverige Svensk. De Sande Finner kan i stedet siges at være arvtager til en gammeldags bondepopulisme, næsten som Veikko Vennamos landsbyparti. Og Pia Kjærsgaard - kvinden, der skabte Dansk Folkeparti - blev opfundet rent politisk af den marcipanelskende og skattehadende, populistiske Mogens Glistrup Fremskridtsparti fra de tidlige halvfjerdsere. Det norske Fremskrittspartis urfader, Anders Lange, var en norsk Glistrup, som uden falsk beskedenhed kaldte sit parti "Anders Langes Parti". Et par år efter hans død i 1974 gennemførtes navneændringen til Fremskridtspartiet, og Carl I. Hagen blev partileder.
Partierne, som Glistrup og Lange grundlagde, var klassiske protestpartier, der problematiserede en velfærdsstat, som mange i 70'erne følte var blevet for stor, fed og selvtilstrækkelig. Først i 90'erne kom der i Sverige en tilsvarende partidannelse, Nyt Demokrati. Men da havde utilfredshed med politikeretablissementet blandet sig med en god portion fremmedhad, som i stigende grad rettede sig mod muslimske befolkningsgrupper. Det er den "busgrog" (som vi siger i Sverige), som populistiske højrepartier i hele Europa nu med stor succes sælger til vælgerne. Og det er ikke længere frygten for en alt for stærk velfærdsstat, disse partier udnytter - snarere er det en nostalgisk længsel efter det tidligere tiders almægtige nationalstat. Man kan derfor sige, at disse partier - uanset indbyrdes forskelle og forskellige nuancer - snarere forvalter en arv fra 30'erne end fra 70'erne. Dette gælder såvel Dansk Folkeparti som De Sande Finner, og det gælder i særlig grad Sverigedemokraterna. Det samfund, de ønsker at (gen-) etablere, er helt forskellig fra det, vi lever i dag. "Vi har simpelthen ikke have det delte, adskilte – åndsløse – samfund, som det socialliberale etablissement har skabt til os”, skriver Sverigedemokraternas partileder Jimmie Åkesson i slutningen af sin bog "Satis Polito". Hans kolleger på den yderste højre fløj rundt i Europa istemmer helt sikkert dette. Nutidens ekstreme nationalisme kan antage forskellige former, men fjenderne er fælles: EU, den liberale medier, det globaliserede samfund. I en verden af forandringer lader de som om, at i lige netop deres land kan tiden skrues tilbage, så samfundet igen kan blive den sikre og harmoniske familie, den aldrig har været. Hvorfor lykkes de med det og med samtidig at få så stor succes, også i de nordiske lande? I de samfund, der så længe har opfattet sig selv som nærmest genetisk gode? Måske netop derfor. Fordi nationalismen her har været så indlysende, at vi ikke har set den. Fordi det nu bare er nemmere, end man kunne forstille sig, at bilde voksende befolkningsgrupper ind, at alt, der opleves som truende, kommer udefra.