Kuchnia

KU CH NIA Agata Lenczewska-Madsen

I mørket. Som om der ikke var en vej ud. Der stod jeg. Og kunne ikke forstå, at det skete for mig. For jeg plejer at være stærk. Selv om jeg græder indvendigt. Men så gik jeg ud i køkkenet.

Bertel havde bedt mig om at hente kaffe. Og der i køkkenet mødte jeg mennesker, som jeg blev fascineret af. Jeg skulle blive bedre til at bruge lys i portrætter, samtidig med at være tro mod mig selv og de historier, jeg ville fortælle. At bruge flash og lamper og supplere det med det lys, som var til stede. At fotografere med et vindue i baggrunden. At instruere det menneske, som stod foran kameraet. At lade dem være den, jeg ville se. At tillade dem at være sig selv samtidigt.

Køkkenet som en ramme og ikke som et dominerende sted. Der har jeg placeret mine personer. Selvfølgelig fortalte stedet også noget om dem, jeg kiggede på, men mit fokus var på personen og ikke på interiøret. Mit mål: At nå til deres indre mørke. At høre om deres hemmeligheder. Uden at de skal bruge ord. Når jeg fotograferer og viser noget, er det altid vigtigt for mig, at billedet bliver flertydigt. Ikke fordi jeg registrerer virkeligheden objektivt, men fordi jeg gør mit arbejde åbent for flere fortolkninger. Det er billedets natur i min optik. Jeg løser ikke bare opgaven. Jeg vil provokere modtageren. Kom ind i køkkenet.

Reality is perhaps not at all what I imagine.

Perhaps it doesn’t exist, in fact. Perhaps it only exists as a longing. - Ingmar Bergman

SIXTEN AUSTERLITZ FORFATTER St. Sct. Hans Gade, Viborg

Sixtens køkken er næsten tomt; nedbarberet. Der findes intet unødvendigt dér.

Der sidder han, i mørket, ved solnedgang.

Jeg brugte to timer på at fotografere ham.

Jeg vidste fra starten, at jeg vil have et hårdt, klassisk Rembrandt lys på hans ansigt, og at det vil handle om hans placering på billedet.

Det første billede bestemte den måde, jeg ville arbejde på senere. At bruge stativ og kameraets display til at komponere. Den måde, jeg havde valgt at fotografere folk på til det her projekt, krævede ekstra tid til photoshoot.

Jeg kendte Sixtens køkken. Det var en fordel.

Jeg vidste også, at han ville være en tålmodig model at starte projektet med. Han ville tage rollen på sig og lade mig eksperimentere og søge. Det er min måde at arbejde på. Jeg er en søgende fotograf. Jeg lader stedet og personen overraske mig. Jeg bruger intuition først, intellekt bagefter og kommer tilbage til intuition igen. Det her billede har gjort mig fortrolig med Broncolor lampen, som jeg brugte som fast lampe og ikke som flash. På den måde kunne jeg kontrollere lyset bedre, syntes jeg.

Men jeg lærte nye ting senere.

Never try to convey your idea to the audience — it is a thankless and senseless task. Show them life, and they’ll find within themselves the means to assess and appreciate it. - A. Tarkovsky

FRANSESKA MORTENSEN FOTOGRAF Risskov, Aaarhus

Hvorfor er hun trist? Var jeg selv trist, da jeg tog billedet? Det ironiske er, at du kan være meget glad, selv om du fotograferer en crime scene. Du kan være meget glad for at fotografere frygtelige ting. De er en del af historien. Du behøver ikke at lide for at vise lidelsen. Og de er ikke kun mørket; det er lyset og mørket, sammen, der strømmer i mine historier på billeder. Jeg vil vise Franseska på en anden måde, end mange kender hende.

For at øve mig i lyssætning og tilpasse mig til den historie, som var født i mit hoved, prøvede jeg forskellige ting i køkkenet. Jeg brug-

te speedlight først, men var ikke tilfreds med resultatet. Udfordringen var køkkenets størrelse og mit valg af placering af modelen. Jeg ville gerne opnå nærhed, varme (ved at bruge varme toner). Samtidig ville jeg gerne beholde tegning i vinduet. Lampen stod tæt på kameraet, og jeg brugte frostpapir for at blødgøre lysets karakter en smule. Men lampen var for tæt på filtret. Med de erfaringer, jeg har gjort mig senere i processen, ville jeg vælge at belyse igennem en stor belysningsskærm i stedet og at stille lampen meget længere væk fra skærmen.

“When we are reading, a voice comes to us as in the dark and whispers, “Imagine!” Samuel Beckett

JEPPE O KOMIKER Viborg

Jeppe griner. Og jeg kæmper med lyset. Jeg flytter mig rundt i hans farverige køkken. Jeppe spiser, imens jeg fotograferer.

Jeg opdager den røde væg med det samme og vil gerne, at den er en del af billedet. Fordi Jeppe er sådan. Teatralsk. Som på scenen.

Hans køkken er en scene, men jeg kan ikke lide, at han griner for meget på mit billede.

Jeg vil gerne bevæge mig endnu længere ind i mørkets hjerte. Det er ikke sikkert, at alt hænger sammen, som jeg regner med, og det er ikke engang sikkert, at alt hænger sammen.

Jeg fotograferer kun, når noget ændrer sig,

når jeg opdager noget nyt. Jeppe bliver mere og mere træt. Det er mit våben. Jeg fotograferer ham længe uden succes, men jeg ved, at på et tidspunkt vil noget ske. Noget han ikke har styr på. Og det sker. Lige pludselig står han der, med et Mona Lisa-smil på læberne. Det er nemlig det smil, som interesserer mig ved ham. Et uudgrundeligt smil, som ingen nogensinde har forstået betydningen af. Jeg bruger flash og en softboks, og har tidligere tilføjet et farverigt element på billedet i form af plastikblomster som lyser. Hvorfor har han dem i køkkenet?

Just as a camera is a sublimation of the gun, to photograph someone is a subliminal murder - a soft murder, appropriate to a sad, frightened time.- Susan Sontag

SUSANNE HJORTH JÆGER Vinkel, Viborg

Jeg kan godt lide billeder, der stiller spørgsmål. Jeg tror ikke på billeder, der giver svar, og i mange tilfælde tror jeg ikke på, at der findes et svar. Fotografering er aldeles intuitiv. Du tager på en rejse uden at have en idé om, hvor du vil ende henne. Du skal bare tro på, at på en eller anden måde vil rejsen bringe dig et interessant sted hen. Fotografering er i 99,9 procent af tilfældene mislykkede forsøg. Men det mest spændende er de øjeblikke, hvor noget aldeles uforudset sker, noget aldeles heldigt. Når verden lige pludselig giver dig det, som er så anderledes, end det du forventede. Sådan var det i det her køkken, denne aften. Jeg havde fået et billede af køkkenet,

før jeg kom der, og vidste godt, at der ikke ville være meget plads til mig, men vinduet og det, man kunne se igennem det, fangede min interesse med det samme, og jeg tror på, at det føjer noget til historien om jægerkvinden fra Vinkel. Det var medrivende at fotografere en person, som selv tilføjede en rolle. Hun kommer virkelig frem imod os. Det hårde lys understreger hendes divalook og gør, at hun virker skarp som en kniv. En vældig intelligent og nysgerrig kvinde, som har dybden og mørket i sig. En lyslægning som virker for lyslagt?

Måske. Men uden det her forsøg, ville jeg ikke kunne bevæge mig ind et lidt lysere og blødere univers senere i processen.

The more you photograph, the more you realize what can and what can’t be photographed. You just have to keep doing it.- Eliot Porter

SUSANNE GULDHAMMER MUSIKER Salten Skov, Them

Kuchnia var ikke bare et projekt, men primært en læringsproces for mig. Og en prøve. Jeg føler, at jeg startede rigtig godt, men så gik det lidt op ad bakke for mig, fordi jeg var alt for stædig i brug af den samme type lys.

Hvis jeg skulle lære noget nyt og bevæge mig fremad, skulle jeg begå nogle fejl. Jeg vil altid stå ved mit valg af model, situation, beskæring, historie, idé. Jeg bruger min ubevidsthed bevidst. Jeg stoler på mine visioner og drømme. Billeder som jeg ser i mit hoved. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke forklare alt det, man kan se på mine billeder. Jeg tror ikke på, at folk synes, at livet ikke giver mening. Det gør folk utroligt ubehagelige. Men det, jeg bedst kan

lide, er absurditeter. Jeg ville gerne se en hest i køkkenet. Jeg så det i mit hoved og begyndte at søge efter en person, som faktisk kunne passe til de omgivelser og til situationen.

Udfordringen var at fange både hesten og modellen samtidig på en sådan måde, at der også var plads til historien. Jeg tænkte, at jeg kunne bruge efterbehandling til at snyde, hvis hesten ikke ville samarbejde. Men jeg kunne hurtigt mærke, at det ikke var min verden.

I min verden sker de mærkelige ting foran mine øjne og uden redigering. Det var det sidste billede, hvor kameraet stod på stativ. Jeg begyndte at mærke, at det begrænsede mig, og det var tid til at ændre på det.

UDGANG

GSPUNKT

Reality offers us such wealth that we must cut some of it out on the spot, simplify. The question is, do we always cut out what we should? ­- Henri Cartier Bresson

ANDERS KOHLS MALER Nørreport, Aarhus

Anders. Et dejligt blødt lys i køkkenet.

Efter de 4 første portrætter, begyndte jeg at analysere, hvor det gik godt, og hvor vil jeg ellers ville hen med lyssætningen. Jeg ville noget nyt, noget blødt, noget luftigt. Jeg trængte til det. Jeg skiftede fast lys ud med flash, jeg tilføjede en stor softboks og en stor skærm, som stod foran lampen med god afstand imellem. En stor lys overflade. Jeg ville ikke have skarpe skygger længere. Hvide møbler fungerede som en opblødning. Jeg tog kameraet af stativet og begyndte at søge efter den mest interessante placering for mig. Anders var ikke vant til at stå foran et kamera. Jeg bad ham om at lave kaffe til os begge to. Han sat-

te en plade på. Noget fra 80’erne, sagde ham.

Joy Division. Han vidste det godt. Jeg ryddede op i hans køkken. Ikke for meget, ikke for lidt. Jeg skal ikke fjerne liv og ærlighed. Det er ikke mit sted. Det er hans. Jeg instruerede ham. Sæt dig ned. Stå op. Kom tættere på. Kig væk. Kig på mig. Nej, ikke sådan. Hvad siger du? Og dér var det. Billedet. Jeg ved ikke, hvad han tænkte på. Det regnede lidt udenfor, og jeg begyndte at blive træt. Jeg prøvede et par ting mere, men på et tidspunkt, sagde jeg bare stop. Det er en kunst at sige: Nu er vi færdige.

Det er også noget, man lærer i processen. At stole på, at man har det billede, man kom for.

Beskæring var vigtig. Hvad viser jeg?

It is one thing to photograph people.

It is another to make others care about them by revealing the core of their humanness. - Paul Strand

LISBETH HASAGER JUSTESEN FOTOGRAF Sortebr. Kirke Stræde, Viborg

Nu vidste jeg, at det bløde lys var det, jeg foretrak, og at jeg gerne ville lære mere om det. Jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg ikke ville vise særlig meget af Lisbeths køkken, men fokusere på den dybde, som gennemgangen ind til spisestuen gav. Den første time var ikke nem. Det er ikke nemt at fotografere en anden fotograf. Og hvordan kunne jeg vise hende i hendes rolle, uden at det vil være alt for indlysende. Lisbeth var opmærksom på kameraet. Det skulle jeg på en eller andet måde afbryde. Jeg spurgte hende, om hun havde et spejl. Kunne du ikke holde spejlet, Lisbeth?

Men for at jeg kunne se hende i spejlet, skulle hun stå med ryggen til mig. Det virkede ikke.

Det kunne jeg ikke lide. Lige pludselig kom Erik hjem. Og ind i køkkenet for at smøre brød til os. Jeg stoppede ham og sagde, at han skulle holde spejlet for mig. Jeg bestemte mig hurtigt, man skal ikke se for meget af dig, Erik.

Det er et billede af Lisbeth. Derfor holder han spejlet foran sit ansigt, men forbliver i kontakt med os. Lisbeth var utålmodig. Hvad nu hvis hun ikke var med på billedet rent fysisk? Hvad nu hvis hun kom om bag kameraet, dér, hvor hun er vant til at stå? Og hvad vil der ske, hvis jeg lader de to være lidt for sig selv, uden at jeg siger for meget. Vil de lade mig dykke ind i deres historie? Jeg beholdt den røde detalje på billedet. Det er et rent symbol for mig.

The mysical world depends on you and your tolerance for the absurd. Be strong, my darling ones, and believe! - page 41, The Sick Bag Song, Nick Cave

JESPER MADSEN FILMINSTRUKTØR Liseborg, Viborg

På vej hjem så jeg Jesper stå i vores køkken. Solen var ved at gå ned. Malina hoppede i baggrunden, lignede en engel. Det billede havde jeg gemt i min hukommelse. Jeg fotograferede Jesper næste aften, og jeg havde fem minutter til det; så hurtigt ændrede lyset sig. Jeg så min egen refleksion i vinduet og beholdt det. Nu var jeg færdig. For denne gang.

Processen, som vil fortsætte, skulle stoppe for nu. Jeg har åbnet op for en ny måde at fotografere på. At fotografere et menneske, når tid ikke er begrænset, men stedet er (u)kendt.

Når man står med følelser indeni, som man må gemme for sig selv, og gengiver dem på billedet i stedet for. At bringe både den, som

står foran kameraet, men også sig selv frem.

At blande de to personligheder sammen og få et nyt menneske, en ny værdi. Teknikken, som skal støtte en fortælling. Brugt bevidst. Selv om det ubevidste klatrer op. Jeg blev klogere, jeg blev bedre, og det skal nok blive nemmere at stå bag kameraet næste gang og bruge erfaringerne. Det var ikke billeder, som skulle lykkes. Det var den proces, man skulle igennem, der skulle være en succes. Jeg har ikke flere ord til at beskrive det. Jeg vil gerne videre. Jeg vil gerne tage flere billeder. Man begår nogle fejl, lærer af dem, bliver kritiseret. Og så kommer der flere idéer til én, fordi der kommer nye spørgsmål, der skal besvares.

Foto © Jesper Madsen

OM FOTOGRAFEN

”Det fantastiske bryder med det tilsyneladendes skorpe… noget tager fat i os ved skuldrene og smider os ved siden af os selv. Jeg har altid vidst, at de store overraskelser venter os der, hvor vi har lært ikke at lade os overraske af noget som helst, altså der, hvor vi ikke chokeres over forstyrrelser af ordenen.” – Julio Cortazar

Min far lærte mig at tage billeder.

Som lille pige tilbragte jeg utallige timer i mørkekammeret, der lå gemt væk i mine forældres soveværelse i en lejlighed på 4. sal i en boligblok. Jeg tager billeder for at modvirke ”der bildverlust” – billedtabet. Jeg bevæger mig imellem verdener.

Jeg er uddannet ved Kunstakademiet, og mine fotografier er overvejende inspireret

af malerier og grafisk kunst, men ikke udelukkende! Jeg arbejder som freelance-fotograf, og det er noget helt andet end at male billeder. Også filmbilleder inspirerer mine fotografier. Jeg er i høj grad ansporet af en oplevelse, som vi kalder tilfældighed – lykketræf – og af det mystiske, som altid eksisterer imellem; et mellemrum.

Det usædvanlige indfanges kun sjældent… dygtighed alene kan ikke skabe et godt billede. Mit mål og min besættelse er at fremmane et hallucinatorisk nærvær, der fascinerer beskueren, løsriver ham fra den virkelighed, der omgiver ham, og omslutter ham i en anden, der er barskere og mere fængende.

Jeg er født og opvokset i Lodz i Polen.

Siden 2003 har jeg boet i Danmark.

Tak til: Jesper, Ryszard, Alicja, Malina, Sixten,Sussane G., Sussane H., Lisbeth og Erik, Anders, Jeppe, Przemek, Kasia og Jerry, Franseska, Medieskolerne Viborg, Bertel, Gunner, Jørn.Š Agata Lenczewska-Madsen

KU CH NIA