2017 © Agata Lenczewska-Madsen Første udgave af Strange Things Happen Zine no. 1 Juli 2017 Publikation er gratis. All photographs in this publication are copyright Agata Lenczewska-Madsen. All rights reserved. No reproduction or copyright of any kind is permitted without permission. Hvis du vil gerne bruge billeder fra publikationen, skal du kontakte fotografen på email: annumi@gmail.com www.inthecities.net Design: Agata Lenczewska-Madsen
Strange Things Happen. Omkring mig, hele tiden, når jeg løber rundt med mit kamera. Jeg samler billeder, jeg prøver at stoppe Bildverlust. Det er mit yndlingsord. Ordet er tysk og betyder billedtab. Dette er en lille samling af tabte og genfundne billeder fra 2016 og 2017. Det er ikke The Best Of. Det er nærmere billeder, jeg har fundet frem på grund af et eller andet. Det er også et forsøg på at komme til dig på en anden måde. Et forsøg på at starte en dialog. Jeg kan virkelig godt lide at snakke med dig. Jeg elsker at høre historier. Jeg prøver at samle dem med mit kamera. Jeg samler også på ord for at stoppe sprachverlust - ordtab! Man kan sige nogle ting så fint på tysk. Jeg forstår tysk, men jeg kan ikke rigtig bruge det. Jeg bruger tre sprog i mit hoved. Drømmer på dem alle tre, på skift. Tanker kommer til mig på dem alle tre, og jeg skriver i mine notesbøger på alle tre sprog. Ser jeg verden på tre forskellige måder? Ser jeg verden anderledes, når jeg bevæger mig i Danmark? Hvem er jeg, når jeg er i Polen? Hvem er jeg, når jeg rejser? Mærkelige Ting Sker.
Movement. Motion. Sport. Bevægelse. Som ung var jeg tennisspiller på topniveau i Polen, og min kærlighed til sport og bevægelse og spænding er måske en forlængelse af dette. Mange års hård træning. Lige pludselig sker der noget imellem to bevægelser. Noget vi aldrig ville kunne se, hvis det ikke var fordi nogen tog et billede. Én hænger der for evigt. Sportsfotografi er mere end krop og fysiologi. Mere end gældende regler. Der er noget metafysik i det også. Livshistorier, som tegner sig på ansigter. Mange år samlet i et øjeblik. Jeg sidder på et koldt fodboldstadion, det blæser. Det begynder at regne. Folk råber. Jeg snakker med en anden fotograf. Vi hygger, imens vi arbejder. Nogle gange kan jeg ikke lade være med også at være fan. Komme med opmuntrende tilråb. Husk at kigge igennem kameraet. Husk at fotografere et mål. Som kvinde kan jeg heller ikke lade være med at beundre de kroppe, jeg ser foran mine øjne. Bliver billederne bedre af det? Bliver mine billeder af mænd bedre end mænds billeder af mænd in motion?
Jeg åbner Bergmans bog Billeder for at finde inspiration. Jeg åbner mange bøger. Jeg har mange, mange bøger derhjemme. Jeg elsker dem, og de fylder mig med ro. Bøger er ligesom mine venner. Jeg bor i en lille by i Denmark. Byen hedder Viborg. Jeg kom hertil for 14 år siden fra en af de største byer i Polen. Jeg kom fra Lodz. Den lille by - Viborg - er på mange måde meget mærkelig. Alle kender mig her. Hvad tænker de? Hvad tror de? Har jeg et hoved, eller har jeg et kamera i stedet for? Hvad ser de? Jeg ser dem. Jeg forstår dem. Jeg nyder dem og byen. Alt er meget mere enkelt her end det, jeg kender fra Lodz. Men alligevel prøver jeg at finde de samme ting her som dér, hvor gaden lugter af beskidte blågrå duer og kattepis. Her er der ikke duer i samme grad. Her har jeg måger. De er også grålige. Intet lugter her. Alt er hyggeligt. Men alt er alligevel mærkeligt. Strange. Og jeg har en accent. Men jeg forstår alt det, de snakker om her. Og jeg elsker sproget. Alle begrænsninger gør mig mere fri. Mindre ordforråd er det bedste, der kunne ske for mig. Jeg føler dog, at jeg kan sige alt. På min egen måde. Den kamp, jeg har med sproget hver dag, gør mig glad. Har jeg og den et fælles sprog nu? Den lille by.
“Perhaps we are the same person. Perhaps we have no limits; perhaps we flow into each other, stream through each other, boundlessly and magnificently. You bear terrible thoughts; it is almost painful to be near you. At the same time it is enticing. Do you know why?” Ingmar Bergman, Fanny och Alexander Et ansigt. Det er mit ansigt. Et spejl. Lys i mørket. Stilheden. Det hele hænger sammen. Jeg kommer tæt på. De stoler på mig. Det er mit arbejde - at tæmme et menneske. I engelsk-dansk ordbogen på min telefon står der, at ”to tame” betyder at få kontrol over. Så længe det er tilladt. Så længe du foran mig tillader det. Det er en leg. Et ansigt. En person. En figur. Vi kigger på hinanden uden at kigge direkte i øjnene. Vi danser med hinanden. Sommetider spiller jeg musik, og du danser foran mig i takt med den. Sommetider skal jeg løbe efter dig. Nogle gange siger jeg mange ting. Men det er bedst at være stille. At bruge intuitionen. At mærke. Med kroppen. Med øjnene. Og vælge det vigtigste. Et billede kan være så dybt som en dyb sø. Hvis du får lov til at kigge ind i den person, du fotograferer. Dybt behøver ikke være kompliceret. Dybt kan være enkelt. Men når det er ærligt, er det flottest.
At fotografere et menneske, når tiden er begrænset og stedet er ukendt. Når man står med følelser indeni, som man må gemme for sig selv, og gengiver dem på billedet i stedet for, på så kort et øjeblik, at det virker umuligt. At bringe både den, som står foran kameraet, men også sig selv frem. At blande de to personligheder sammen og få et nyt menneske, en ny værdi. At forelske sig i modellen. Hver gang. Men at huske, at man er fotografen. At det handler om et billede. Du må komme tæt på, men du må ikke røre. Men du skal skære igennem til sjælen.
Ed Harcourt, musikker
Ted Nemeth, rock band
Louise Toft-Hansen, Svinkløv Badehotel for Alt for Damerne