PixlArt Magasin 03 / TRANSIT by PixlArt

03 PIXLART MAGASIN

Gratis/Free

TEMAUDSTILLING

TRANSIT 130216 - 080516 POLITIKEN

JACOB EHRBAHN AFTONBLADET

MAGNUS WENNMAN BERLINGSKE

ASGER LADEFOGED BERLINGSKE

SØREN BIDSTRUP FREELANCE

SOFIE AMALIE KLOUGART INFORMATION

SIGRID NYGAARD JYLLANDS POSTEN

GREGERS TYCHO FREELANCE

CHRISTIAN ALS & KRISTOFFER JUEL

PixlArt Magasin Magasin PixlArt TRANSIT 03 03 TRANSIT

Priser / Prices VOKSNE/ADULTS

KR.

50,-

STUDERENDE/STUDENTS

KR.

25,-

KR.

25,-

PENSIONISTER/SENIOR CITIZENS GRUPPER PÅ OVER 10/

RING FOR MERE INFO/

GROUPS OVER 10

CALL FOR MORE INFO

BØRN/KIDS (UNDER 18)

KR.

25,-

Denne udstilling har Sparekassen Vendsyssel venligst kompenseret PixlArt så alle børn og unge under 18 kommer gratis ind.

Åbningstider / Opening hours LØRDAG - SØNDAG / SATURDAY - SUNDAY

KL. 11-17

MANDAG - FREDAG / MONDAY -FRIDAY

LUKKET/CLOSED

Kontakt / Contact PIXLART LILJEVEJ 2 9750 ØSTERVRÅ TLF/PHONE: (+45) 20 44 23 32 MAIL: INFO@PIXLART.DK WEB: WWW.PIXLART.DK WWW.FACEBOOK.COM/PIXLART.DK

Info PIXLART

PixlArt Magasin TRANSIT 03

SOFIE AMALIE KLOUGART

PixlArt Magasin TRANSIT 03

SØREN BIDSTRUP

PixlArt Magasin TRANSIT 03

JACOB EHRBARN

PixlArt Magasin TRANSIT 03

GREGERS TYCHO

PixlArt Magasin TRANSIT 03

ASGER LADEFOGED

PixlArt Magasin TRANSIT 03

SIGRID NYGAARD

ERHVERVSKLUBBEN Som erhvervssponsor hos PixlArt er du med til at støtte op omkring udviklingen og væksten i Vendsyssel. Opbakning fra erhvervslivet er vigtig, for at vi kan realisere vores projekter og give Vendsyssel et spændende og nyskabende kulturtilbud. Som erhvervssponsor kan din virksomhed nyde godt af en række fordele, som PixlArt tilbyder. Hvis du vil vide mere omkring sponsoraterne, fordele og priser, er du meget velkommen til at kontakte os på info@pixlart.dk eller på tlf. (+45) 20 44 23 32. En stor tak til alle der har været med til at støtte op omkring PixlArt indtil nu.

PixlArt Magasin TRANSIT 03

MAGASIN

RÅSTOFFET / The raw material PixlArt Magasin udgives af PixlArt som en del af den kørende udstilling hos PixlArt. PIXLART MAGASIN Liljevej 2 9750 Østervrå Tlf: (+45) 41 62 67 04 magasin@pixlart.dk www.pixlart.dk/magasin Art director GITTE HANSEN Redaktør TAO LYTZEN GITTE HANSEN Tekst HANNE MØLBY HENRIKSEN RULLE GRABOW PIXLART Foto JACOB EHRBAHN MAGNUS WENNMAN SOFIE AMALIE KLOUGART SIGRID NYGAARD GREGERS TYCHO ASGER LADEFOGED SØREN BIDSTRUP CLAUS BECH PIXLART Korrektur MATILDE KALLEHAUGE NIELS BO NIELSEN LARS SALOMONSEN PIXLART Oversættelse MATTHEW FENTEM Oplag : 5.000 stk. Tryk : Eccoprint Annoncer : Tlf: (+45) 20 44 23 32 magasin@pixlart.dk Rettigheder Enhver uautoriseret anvendelse, distribution, kopiering samt brug af hele eller dele af PixlArt magasin er strengt forbudt.

Råstoffet i PixlArts aktiviteter er tilgangen og opbakningen fra fotografer, der vil bidrage til udstillingshallens variation og kvalitet. Man kan sige, at alt starter og stopper med dem. Vi er taknemlige

The raw material for PixlArts activities is the approach and support of photographers, who want to contribute to the exhibition halls variety and quality. One could say that everything starts and ends with them. We are grateful

Råstoffet er en levende organisme, der skal dyrkes og udvindes, hvilket nærmest altid kræver kompentencer fra flere partnere. PixlArt har potentialet til at skabe udvikling i Vendsyssel. Vi vil bevise, at kultur kan skabe vækst og overraske i innovativ tankegang.

The raw material is a living organism, that needs cultivating and extracting, which nearly always requires the skills of several partners. PixlArt has the potential to create development in Vendsyssel. We want to show that culture can create growth and surprise with an innovative thought process.

Uden de rigtige partnere til at støtte PixlArt i denne skrøbelige start ville det blive ved de gode intentioner. PixlArt dokumenterer, at der findes både tro og vilje til at få nye tiltag til at lykkes, selv om vi er et non-profit foretagende. Vi skylder alle vores samarbejdspartnere og sponsorer en kæmpe tak. Og for god ordens skyld skal her lyde: PixlArt er noget vi får til at lykkes sammen.

Without the right partners to support PixlArt in the delicate start, It would have simply remained as a good intention. PixlArt proves that there is both the belief and will to make a new endeavour succeed , despite the fact that we are a non profit organisation. We owe all of our partners and sponsors a massive thank you and for the record: PixlArt is something that we shall make succeed together.

Til denne udstilling “Transit" og dette magasin 03 har vi en helt særlig samarbejdspartner, nemlig Sparekassen Vendsyssel. Direktør Jan Skov ønsker præcis som os at investere i aktiviteter for hele Vendsyssel. De har tillid til vores projekt med PixlArt, og de vil være medskabere af noget unikt, nemlig verdens første udstillingshal. Vi er også forrygende enige om, at ord og handling skal gå hånd i hånd. Det beviser Sparekassen Vendsyssel med denne udstilling. Deres opbakning udmønter sig i gratis adgang for alle børn og unge under 18. PixlArt byder med stor glæde alle skoleklasser velkommen kvit og frit. Det er handling og ikke kun ord. Og indbegrebet af dét, vi i PixlArt hylder og står for.

For this exhibition ’Transit’ and the magazine 03, we have had a very special partner, namely Sparekassen Vendsyssel. Director Jan Skov, has the same wish as us in investing in activities for the whole of Vendsyssel. They have faith in our project with PixlArt and they want to be a part of creating something unique, the creation of the worlds first digital exhibition hall. We are also in full agreeance that words and actions must go hand in hand. This is shown by Sparekassen Vendsyssel with this exhibition. Their support is shown with free entry to children under the age of 18. PixlArt would like to happily welcome all school classes absolutely free of charge. This is an action and not just words and it is this quintessence that we at PixlArt champion and stand for.

Velkommen til en stærk og tankevækkende udstilling!

Welcome to a powerful and thought provoking exhibition.

Cover fotos JACOB EHRBAHN SOFIE AMALIE KLOUGART SIGRID NYGAARD GREGERS TYCHO ASGER LADEFOGED SØREN BIDSTRUP

BESTYRELSEN I PIXLART The board of PixlArt

Leder PIXLART

Udstilling > Østervrå 13. feb. - 08. maj 2016 Gruppeudstilling Transit

Koncert > Østervrå 29. april 2016 Kl. 20.30 Michael K og band

- Jacob Ehrbahn (Politiken)

- Kom og oplev Mikael K. fra bandet Klondyke give

- Magnus Wennman (Aftonbladet) - Sofie Amalie Klougart (Freelance) - Sigrid Nygaard (Information) - Gregers Tycho (Jyllands-Posten) - Asger Ladefoged (Berlingske) - Søren Bidstrup (Berlingske) - Christian Als & Kristoffer Juel (Freelance)

solo koncert. Han er blevet kaldt ”...en af danmarks absolut bedste og mest originale sangskrivere.” af musik magasinet Gaffa. Mikael K. skildre i sine historiefortællende sange, virkelige personer fra Nordjylland, bundet sammen med røverhistorier og god kontakt til publikum.

Praktisk info: Medlemmer: Gratis Entre for ikke medlemmer: 50 kr.

Praktisk info: Entre: 90 kr.

Du kan melde dig ind på pixlart.dk 200 kr. for et år

Læs mere info og køb billet på pixlart.dk

Foredrag > Østervrå 13. marts 2016 Kl. 14.00 - 16.00 Mads Nygaard

Kursus > Østervrå 5. april 2016 Kl. 19.00 - 22.00 Lysdannelse med NBN

Få et helt nyt syn på det, vi alle taler om, nemlig flygtninge.

- Lyset er det vigtigeste for et billedes udtryk. - Mads Nygaard kender asyssystemet både indefra

Med denne workshop i karakter givende lys, vises

og udefra. Han var ansat ved Hjørring Asylcenter,

de klassiske lys opstillinger som typisk bruges til

da bevægelsen blev dannet, men han valgte at

portrætter.

sige op på stedet, da hans chef mente, han "brugt

Workshoppen tager udgangspunkt i enkelte

uhensigtsmæssigt meget tid på at skabe frivillige

grundopsætninger med 2-3 lamper og er en

aktiviteter i lokalsamfundet.

blanding af foredrag og praktiske eksempler.

Praktisk info: Medlemmer: Gratis Entre for ikke medlemmer: 50 kr. Du kan melde dig ind på pixlart.dk 200 kr. for et år

Vi får løbende flere events på kalender. Følg med på facebook og pixlart.dk

Eventkalender

Praktisk info: Medlemmer: Gratis Entre for ikke medlemmer: 120 kr. Du kan melde dig ind på pixlart.dk 200 kr. for et år

INTERVIEWS PROFILER BILLEDER

INDHOLD

INTERVIEW MED SØREN PAGTER Interview with Søren Pagter

– Historien kommer altid først –

INTERVIEW MED JACOB EHRBAHN Interview with Jacob Ehrbahn

"jeg håber, folk kan mærke mine billeder"

SOFIE AMALIE KLOUGART Freelance

SIGRID NYGAARD Information

GREGERS TYCHO Jyllands-Posten

ASGER LADEFOGED Berlingske

SØREN BIDSTRUP Berlingske

MAGNUS WENNMAN Aftonbladet

CHRISTIAN ALS & KRISTOFFER JUEL Freelance

Indhold PIXLART

THE STORY ALWAYS COMES FIRST // HISTORIEN KOMMER ALTID FØRST DK

INTERVIEW MED SØREN PAGTER Af Hanne Mølby Henriksen

En god fotograf fortæller historier og lægger en flig af sig selv i hvert billede. Det er vigtigere end teknikken, mener Søren Pagter, leder af Danmarks verdensberømte uddannelse i fotojournalistik. Men det personlige har sommetider en pris. EN

INTERVIEW WITH SØREN PAGTER By Hanne Mølby Henriksen

A good photographer tells the story and leaves a piece of him or herself in each photograph. That is more important than technique, believes Søren Pagter, the head of Denmark´s world-renowned photojournalism degree program. However the personal aspect can come at a price. PixlArt Magasin TRANSIT 03

DK De er med ved frontlinjen, midt i optøjerne og lige i hælene på naturkatastroferne. De ofrer deres søvn, ferie og sparepenge og risikerer ofte også sig selv, når de går på arbejde. Hvorfor? De vil gerne vise os noget. Fotojournalisterne rejser ud i verden for at bringe den hjem til os andre. Så vi kan få ansigter på flygtningestrømmen, komme tæt på andres liv og hverdag og få øjenkontakt med verdens konflikter. ”Det er det, gode fotojournalister kan,” siger Søren Pagter, der siden 1999 har været leder af uddannelsen i fotojournalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. ”Der findes mange gode fotografer. En fotojournalist er én, der kommer tæt på folk og får en personlig fortælling ind i sine billeder. Det kræver mod. De skal give en del af sig selv og tage stilling for at lave noget, der er vedkommende for andre. Ellers bliver det bare et fotografi, der er pænt,” siger Søren Pagter. Og pæne fotografier rykker ikke noget. ”For mig kommer historien altid først, fremfor om billedet nødvendigvis er 100 procent velkomponeret og har det rigtige lys. Når indhold og teknik går hånd i hånd, er det jo fedt. Men det må aldrig blive omvendt, så formen bliver vigtigere end indholdet.”

SØREN PAGTER

They are on the frontline, at the centre of riots and on the heels of natural catastrophes. They sacrifice their sleep, holiday and savings and often risk themselves, when on the job. Why? They want to show us something. Photojournalists travel out into the world in a pursuit to bring it home to the rest of us. So that we can put a face to the influx of refugees, come close to the lives and everyday of others, and gain eye contact with the worlds conflicts. ‘That is what good photojournalists can do’ Søren Pagter says, who since 1999, has been the head of the photojournalism degree program at the Danish School of Media and Journalism. ‘There are many good photographers. A photojournalist is one who gets close to people and portrays a personal story within their photographs. That takes courage. They have to give a piece of themselves and have a standpoint, in order to create something that is relevant for others. Otherwise it is simply a ‘nice’ photograph’ says Søren Pagter. And nice photographs do not change anything. ‘For me the story always comes first, ahead of whether the image is necessarily 100% well composed, with the correct lighting. When content and technique go hand in hand, that´s great. However it should never be such that form is more important than content.’

KRIG, BRYLLUP OG JORDSKÆLV Det er netop den tradition, de danske fotojournalister er rundet af. De fortæller historier. Fra verdens brændpunkter, folks dagligstuer, teltlejre, børnehjem og gaden. Og vist er Danmark bare en gnidret klat på verdenskortet, men det er en klat med fotografer i verdensklasse og en fotouddannelse, der har fostret flere prisvindere end nogen anden uddannelse i verden. Fordi de fortæller historier. ”Mange danske fotojournalister er også dygtige journalister,” siger Søren Pagter. ”Det kan godt være, at de ikke skriver artikler. Men de får fakta med hjem. De kender historien. Bruger tid på research. Det betyder, at mange af historierne fra Danmark har en ekstra tyngde. De kommer til at handle om mere end bare fotografiet. De handler om hele pakken: Det faktuelle, det nære, de små detaljer, det store perspektiv og selvfølgelig også det gode fotografi. Det er en af de ting, som mange danske fotojournalister er gode til.” En anden ting er det personlige engagement, som ikke altid er videre bekvemt at bære med sig. En fotograf med et personligt projekt ruller måske sin sovepose ud i et skur i Afghanistan. Smider sine feriedage i puljen for at få tid nok. Bruger sin opsparing. Tilbyder sig som bryllupsfotograf for at tjene til næste flybillet. Lever i dagevis af medbragte kiks mellem ødelæggelserne i Haiti. Og siger godnat til ungerne over en satellittelefon fra Darfur. ”Nogle vil bare pakke sammen, rejse hjem og sige ’det kan jeg ikke’. Andre vil forsøge at bruge modstanden, hjemveen og de barske forhold konstruktivt. Det kan godt være med til at gøre billederne hjerteskærende og stærke.” siger Søren Pagter om den sårbarhed, der ligger i mange af de bedste fotografers billeder. FOTOGRAFEN FÅR ANSIGTER PÅ TALLENE Kunsten er at lægge verden fra sig, når man kommer hjem fra en reportagerejse. At balancere arbejdet med privatlivet og ikke føle sig personligt ansvarlig for de mennesker, man har mødt og fotograferet. Når vi andre læser i avisen, at 20 både med mange hundrede flygtninge er kommet i land på Lesbos, ser vi bare et tal. Fotografen, der stod op i mørket, ventede på stranden ved daggry og så bådene sejle ind, har ansigter på alle tallene. Han har set dem i øjnene, hørt dem græde, juble, bryde ud i bøn, og han har lyttet til deres fortællinger. ”At få alle de historier ind under huden kan være meget svært at kapere,” siger Søren Pagter og forklarer, at det er mængden af historier, der slår hårdt. En enkelt flygtning og hans historie kan de fleste forholde sig til, selvom det kan være barskt nok. ”Men står du på Lesbos eller ved grænsen til Ungarn og møder tusinder med samme skæbne, bliver det svært at overskue. Du skal virkelig holde hovedet koldt. Du kan ikke fortælle alle tusind historier. Du kan heller ikke hjælpe alle. Den erkendelse er enormt svær, når man står der.”

PixlArt Magasin TRANSIT 03

”AT FÅ ALLE DE HISTORIER IND UNDER HUDEN KAN VÆRE MEGET SVÆRT AT KAPERE,”

a high quality photograph. It is one of the things that many Danish photojournalists are good at.’

WAR, WEDDINGS AND EARTHQUAKES It is precisely this tradition, which Danish photojournalists are moulded by. They tell stories. From the world´s hotspots, peoples living rooms, refugee camps, orphanages and the streets. And despite Denmark only being a small speck on the world map, it is a speck with world-class photographers and a photography education, which has produced a greater number of prize winner’s than any other in the world, because they tell stories.

Another thing is the personal commitment, which is not always convenient to have to deal with. A photographer with a personal project may roll their sleeping bag out in a shed in Afghanistan. Use up their holiday to make sure there is enough time. Break into their savings. Take a job as a wedding photographer to pay for the next plane ticket. Live for several days on a diet of pre-packed biscuits, in the middle of the carnage in Haiti. And say goodnight to their children via satellite phone from Darfur.

‘Many Danish photojournalists are also competent journalists’ says Søren Pagter. ‘It may be so that they do not write articles but they bring facts back home. They know the story and take the time to research. This means that many of the stories from Denmark have an extra depth. They are about more than just the photograph. They are about the whole package: The factual, the intimate, the small details, the bigger picture and of course

‘Some would simply pack up, travel home and say ‘I can’t do this’. Others endeavour to use the opposition and resistance, homesickness and harsh conditions constructively. This can contribute to producing images that are heart wrenching and strong,’ says Søren Pagter regarding the vulnerability that lies in many of the best photographers images.

Interview SØREN PAGTER

”Det er vigtigt, at vi får de her fortællinger med,” siger han og påpeger, at fotojournalisterne er uddannede til at forholde sig kritisk til informationer og vurdere, om de er troværdige eller ej. De kan tillade sig at så tvivl, skabe sympati og nuancere de detaljer, som parterne i en konflikt ofte tegner sort-hvidt op.

NÅR PRISEN BLIVER PTSD Flere fotografer – både danske og udenlandske – har betalt en høj pris efter at have været ude på reportage i et af verdens brændpunkter. De kommer til at tage oplevelserne med sig hjem og har svært ved at lægge dem fra sig.

”Vi kan ikke fotografere vores historier ud fra opdateringer på de sociale medier eller ud fra magthavernes rapporter om, hvordan de har behandlet flygtninge. Det kan ikke være vores historieskrivning for fremtiden. Folk har brug for flere informationer og indsigt i andre menneskers liv,” siger Søren Pagter.

”Nogle kommer til at lide af stress. Andre får depressioner, angst eller posttraumatisk stresssyndrom. Det kan være rigtig svært at komme hjem og skulle leve med de ting, man har oplevet. Det er helt klart en bagside af det at være fotograf i en konfliktzone.” siger Søren Pagter. International forskning bekræfter, at fotografer og journalister har markant forhøjet risiko for at udvikle PTSD, depression eller misbrug af alkohol eller stoffer, hvis de har arbejdet i en krigszone. Andre voldsomme begivenheder som tsunamien i Asien, terrorangrebet på Utøya og jordskælvet på Haiti har også belastet mange pressefolk psykisk. Og norske undersøgelser tyder på, at det værste ikke er at være øjenvidne til noget slemt, men at stå i det moralske dilemma, at man som journalist er sendt ud for at dokumentere nødlidende i stedet for at hjælpe her og nu.

”Dermed ikke sagt, at fotojournalisterne altid fortæller den endelige sandhed. Jeg tror ikke på, at noget fotografi er objektivt. Og at kalde det tilstræbt objektivt er lidt det samme som elastik i metermål. Fotojournalisterne må gerne mene noget, have noget på hjerte. De er bare en del af det samlede billede, men en vigtig del, både for vores meningsdannelse og for vores eftertid.”

Nogle fotografer oplever, at kameraet fungerer som en slags filter, så de ikke oplever begivenhederne helt så stærkt, når de betragter dem gennem objektivet, fortæller Søren Pagter. Men når de sidder derhjemme og skal kigge flere tusind billeder igennem fra samme begivenhed, så oplever de det hele en gang til." siger Søren Pagter og forklarer, at fotografiet ikke har det filter, som noter på en blok har for en skrivende journalist. ”Man får oplevelserne smækket lige i hovedet igen, når man er fotograf. Det er lige præcis det, der gør, at billeder virker stærke på folk. Der er ikke noget filter. Fotografen forsøger netop at bryde afstanden ned i sine billeder.” VI HAR BRUG FOR ØJENVIDNER For reportagefotografen gælder det hele tiden om at holde balancen mellem at gøre sit arbejde og ikke blive en kyniker, som rejser fra den ene konflikt til den næste uden at forholde sig til de mennesker, han møder. ”Der er ingen tvivl om, at det er en svær balance at holde,” siger Søren Pagter. ”Den samme i øvrigt, som soldaten, nødhjælpsarbejderen, lægen og sygeplejersken står overfor.” De er alle sammen en slags rejsende i andres ulykke. Vidner til globale begivenheder og til andre menneskers liv. Uden reportagefotograferne ville vi, ifølge Søren Pagter, ikke have den samme forståelse af verden og hinanden. Vi ville kun høre om flygtningestrømmen i Europa fra flygtningene selv på den ene side og magthaverne på den anden side. Vi ville mangle den uvildige part i midten, der kan afveje meldingerne fra parterne.

PixlArt Magasin TRANSIT 03

and have to look through several thousand images from the same event, they experience the whole thing once again.

THE PHOTOGRAPHER PUTS A FACE TO THE NUMBERS The art lies in distancing oneself from the world when returning home from an assignment. Being able to balance work and ones private life and not feeling personally responsible for the people you’ve encountered and photographed.

‘It is often here that the trauma begins. The photographer recalls all of the smells, sounds and memories’ says Søren Pagter and explains that photographs do not have the same filter that notes on a pad have for a journalist.

When the rest of us read in the newspaper, that twenty boats with several hundred refugees have landed on Lesbos, we simply see a number. The photographer, who woke up in the dark, waited on the beach at dawn and saw the boats sail in, has a face for every number. He has looked into their eyes, heard them cry, cheer, break out in prayer, and has listened to their stories.

‘You have the experience thrown right in your face again, when you are a photographer. It is exactly this that means photographs have such a profound effect on people. There is no filter. It is exactly what the photographers seeks to do, to reduce the distance in their images.’ WE NEED EYEWITNESSES

’To hear and contemplate all of those stories can be very hard to deal with’ Søren Pagter says and explains that it is the sheer number of stories that hits hard. The majority can relate to a single refugee and his story, despite the harsh nature of it.

For the reporting photographer it is constantly about maintaining the balance between doing the job and not becoming a cynic, who travels from one conflict to another, without relating to the people he meets. ‘There is no doubt that it is a hard balance to maintain’ says Søren Pagter. ‘Moreover it is the same as that which the soldier, emergency services worker, doctor and nurse are faced with.’

‘But if you are stood on Lesbos or at the Hungarian border and meet thousands with the same fate, that can be hard to contemplate. You really have to keep a cool head. You cannot tell every story and you cannot help everyone. Recognising and admitting that is extremely difficult when you are standing there.’

They are all in a way professionals, caught up or engaged in the misfortune of others. Witnesses to global events and other peoples lives.

WHEN THE REWARD IS PTSD

Without reporting photographers, we would, in the opinion of Søren Pagter, not have the same understanding of the world and each other. We would only hear about the influx of refugees in Europe, from refugees themselves on the one side and the people in power on the other. We would be without the unbiased middle that can weigh up the reports from both sides.

Several photographers - both Danish and foreign - have paid a high price after having been on assignment in one of the worlds hotspots. They end up bringing their experiences home with them and have difficulty distancing themselves from them. ’Some suffer from stress. Others from depression, anxiety or Post Traumatic Stress Disorder. It can be very difficult coming home and having to live with the things one has experienced. It is definitely a negative aspect of being a photographer in a conflict zone’ says Søren Pagter.

‘It is important that we have these reports’ he says and points out that photojournalists are trained to critically evaluate information and judge whether it is truthful or not. They can allow themselves to doubt, create sympathy or nuance those details that those involved in a conflict often portray as black and white.

International research confirms, that photographers and journalists have a notably increased risk of developing PTSD, depression or drug or alcohol abuse, if they have worked in a war zone. Other severe events such as the tsunami in Asia, terror attack on the Norwegian island of Utøya or the earthquake in Haiti, have also affected many members of the press psychologically. Norwegian research indicates that it is not being an eyewitness to something terrible that is worst, but to be faced with the moral dilemma, that as a journalist you are sent out to document rather than to help here and now.

‘We cannot photograph our stories through updates on social media, or from reports from those in power about how they have treated refugees. This cannot be the way we record our history in the future. People require more information and a greater insight into the lives of others,’ Søren Pagter says. ‘This does not however mean that photojournalists tell the complete truth. I do not believe that any photograph is unbiased and to call it an endeavour to be unbiased is similar to measuring elastic in metres. Photojournalists should have an opinion, have something close to their hearts. They are just a part of the complete picture, but an important part, both for the forming of our opinions and for our posterity.’

Some Photographers experience that the camera acts as a form of filter, that they do not experience events with the same intensity when they consider them through the lens, Søren Pagter explains. However when they are sat at home

Interview SØREN PAGTER

STORIES IN

JACOB EHRBARN SOFIE AMALIE KLOUGART SIGRID NYGAARD GREGERS TYCHO ASGER LADEFOGED SØREN BIDSTRUP MAGNUS WENNMAN CHRISTIAN ALS & KRISTOFFER JUEL PixlArt Magasin TRANSIT 03

TRANSIT

THE DREAM OF EUROPE. EUROPE IS CHANGING AND BORDERS ARE BEING BUILT WHERE PREVIOUSLY THEY WERE TORN DOWN. IT IS IN MANY WAYS A NEW WORLD WHICH WE HAVE TO RELATE TO.

Billedserie HISTORIER I TRANSIT

"jeg håber, folk kan mærke mine billeder" / I HOPE THAT PEOPLE REACT TO MY PHOTOS.

- Jacob Ehrbahn -

INTERVIEW af Rulle Grabow DK

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Jacob Ehrbahn har i 2015 været på fem reportageture During 2015, Jacob Ehrbahn was on five occasions on EN for at følge flygtningestrømmen til Europa. assignment, following the influx of refugees in Europe. I april 2015 var Jacob Ehrbahn på Sicilien for at dokuIn april 2015, Jacob Ehrbahn was on Sicily documenmentere flygtningestrømmen fra Nordafrika. Den dag ting the refugee influx from North Africa. On the day han tog af sted kom nyheden om et frygteligt skibsforlis, he left came the news of a dreadful shipwreck in which hvor omkring 750 flygtninge og migranter var druknet approximately 750 refugees and migrants drowned in i Middelhavet. Samme aften stod han side om side med the Mediterranean Sea. The same evening he stood side resten af verdenspressen på en mole i den sicilianske by side with the rest of the worlds press on a pier in the havneby Catania og ventede på, at de 27 overlevende Sicilian harbour town of Catania and waited as the 27 blev bragt i land af et italiensk marinefartøj. survivors were brought ashore by an Italian ship.

Interview JACOB EHRBAHN

”Det var svært at komme tæt på historien. I løbet af den uge, jeg var der, stod jeg flere gange nede på havnen og prøvede at lave billeder med mit teleobjektiv, når flygtninge blev bragt i land. Men den slags billeder bliver for det meste blot registreringer, hvor det er svært at mærke de folk, der er på billederne. Og som fotograf bliver man jo også distanceret, da man på intet tidspunkt kommer tæt nok på til at kigge folk i øjnene og skabe en eller anden form for relation,” siger jacob Ehrbahn. Senere ændrede situationen sig dramatisk. Jacob Ehrbahn blev sendt til Lesbos på et tidligt tidspunkt, hvor der stadig kun var beskeden medieopmærksomhed omkring det voldsomme pres mod Grækenlands – og EU's – yderste grænse. ”Da jeg kom til Lesbos første gang i slutningen af juni, var jeg der i seks dage og så ni både lande på den tid. Da jeg kom igen tre en halv måned senere, så jeg omkring 20 bådlandinger om dagen. Så det eksploderede i den mellemliggende periode. I modsætning til min oplevelse på Sicilien var jeg nu MIDT i historien, fordi jeg kunne stå der på stranden, hvor flygtningene kom ind. Og i starten var der jo ingen hjælp endnu. Der var ikke hjælpearbejdere i grønne veste og vanduddeling, og hvad ved jeg. Der var bare de her mennesker, som var undsluppet døden og var så lettede, at de kyssede, græd, sang, dansede, fotograferede hinanden og takkede deres gud. Nogle gange stod jeg der med mit kamera og var den første, de så – og blev spurgt, hvor de nu skulle gå hen, og hvad de nu skulle gøre. Det er søreme svært ikke at blive involveret så,” fastslår Jacob Ehrbahn. En episode, der gjorde et særligt indtryk på fotografen, var en scene med en båd, hvor motoren var gået ud. I bunden af båden havde en ung far siddet fuldstændig stille med to børn ovenpå sig, mens de andre passagerer panisk havde råbt, at han ikke måtte røre sig, hvis båden ikke skulle kæntre. Da manden blev reddet op på stranden, var han ude af stand til at røre sig, og en anden flygtning måtte massere liv i hans ben – og fortalte bagefter Jacob Ehrbahn hele historien. ”Lige mens det sker, tænker jeg: Det her, det er stærkt. Og jeg er helt på som fotograf, der på stranden. Jeg er nød til at lægge mine følelser til side og fokusere på at fotografere. Hvis ikke du kan trykke på knappen og formidle, hvad du ser, så skal du ikke være reportagefotograf. Bagefter får jeg så hele historien fortalt af den her mand, der havde ydet førstehjælp. Han var en ambulancefører fra Aleppo, der havde set lidt af hvert, og pludselig stod foran mig på stranden.

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Jeg vidste jo godt, at det, der ventede ham og de andre, var en 70 km. gåtur i bagende hede hen til det sted, hvor de skulle registreres. Så jeg sagde til ham, at han hellere måtte købe noget vand til turen. Men han havde vitterlig ikke en krone på lommen, fortalte han mig, sådan lidt skamfuldt. Det kunne jeg sgu ikke bære, så jeg gik ind i en kiosk og købte noget dåsemad og vand til ham,” fortæller Jacob Ehrbahn. Senere begynder den tumultariske proces, hvor EU-landene nord for Grækenland en efter en strammer indrejsereglerne, bygger hegn og i det hele taget gør alt, hvad de kan for at holde flygtninge og immigranter ude af det forjættede Europa. Jacob Ehrbahn tager til Ungarn for at skildre situationen, hvor mange prøver at forcere det kontroversielle pigtrådshegn, når politi og vagter ser den anden vej. Der er farlige situationer undervejs, hvor fotografen bliver fanget i en menneskemængde, som bliver beskudt med tåregas og tævet med knipler af det ungarske politi på grænsen til Serbien og har valget mellem selv at trampe på desperate, liggende mænd, kvinder og børn for at komme op – eller selv at blive trampet ned. Heldigvis lykkes det at få situationen under kontrol, uden at nogen kommer fatalt til skade. Men hvordan bearbejder man den slags situationer, når man selv er et menneske? ”Ja, for mig hjælper det, når jeg gennemgår og udvælger billeder om aftenen. På en eller anden måde får jeg gennemlevet min dag igen og får bearbejdet indtrykkene. Ofte vender jeg også mine oplevelser med kollegaer, der er i samme situation. De ved præcis, hvad det handler om. Men jeg kan selvfølgelig også blive indigneret og vred og sidde tilbage med en hel masse følelser. Når man selv er far, er det da svært at se små børn, der har det ad helvede til, og deres forældre, der gør det bedste, de kan for at give dem et godt liv og bare ikke får muligheden. Selv om vi naturligvis ikke kan rumme alle, der lider nød, her i Europa, er vi nødt til at gøre det bedre end det her, tænker jeg. Samtidig er jeg meget bevidst om, at det er det her, der er min opgave. Jeg er blevet fotograf for at dokumentere, hvad jeg ser. Jeg skal skabe en kontakt mellem historien og Politikens læsere, der er tættere, end hvis avisen bare køber et billede fra et bureau. Jeg tror ikke, at jeg alene kan ændre verden med mine billeder, men jeg håber, at de kan være med til at oplyse folk, sætte en dagsorden og måske skubbe lidt til folk. Derudover synes jeg, at det er ekstremt vigtigt at dokumentere historien, så beslutningstagerne i fremtiden ikke kan komme og sige, at de ikke vidste, hvad der foregik."

"Det her, det er stærkt. Og jeg er helt på som fotograf, der på stranden" EN It was hard to get close to the story. During the week in which I was there, I went down to the harbour many times in order to try and take photographs with my telescopic lens as the refugees were brought ashore, but that type of photo becomes for the most part just a registration, where it is hard to comprehend the people in the image. As a photographer this means you become distanced, as you at no point get close enough to be able to look people in the eyes and therein form any form for relation Afterwards the situation changed dramatically. Jacob Ehrbahn was sent to Lesbos at an early stage, where there was still only limited media coverage of the dramatic pressure upon Greece - and the EU’s - outer border. ‘When I first arrived on Lesbos at the end of June, I was there for six days and saw nine boats land during that time. When I returned three and a half months later, I saw about 20 boats landing per day. So things escalated dramatically during the intervening period. In contrast to my experiences on Sicily, I was now in the MIDDLE of the story, as I was able to stand on the beach where the refugees where arriving. To begin with there was still no help. There were no Aid-workers in green vests, water distribution and who knows what else. There were just these people, who had escaped death and were so elated that they kissed, cried, sang, danced, photographed each other and thanked their god. Sometimes I stood there with my camera and was the first person they saw - and was asked, where they should go and what they should do. That makes incredibly difficult not to get involved’ Jacob Ehrbahn states.

‘As this is happening, I think to myself: this, this is intense, and I am completely in the zone as a photographer, there on the beach. I had to put my feelings to one side and focus on the photography. If you are unable to press the button and convey what you are seeing, then you should not be a photojournalist. Afterwards I get the whole story relayed to me by this man who had provided first aid. He was an ambulance driver from Aleppo, who had seen a bit of everything and was suddenly stood in front of me on the beach. I knew that what waited him and the others was a 70 km trek in scorching heat, to reach the place where they needed to be registered. I told him that he better buy some water for the journey, but he told me, slightly ashamed, that he had no money. I could not handle that, so I bought him some tinned food and water for him from a kiosk.’ Jacob Ehrbahn recalls. Later began the tumultuous process where the EU nations north of Greece, one by one began to restrict their immigration laws, erect fences, and all in all do anything they could, in order to keep refugees and migrants out of the ‘promised land’ of Europe. Jacob Ehrbahn travelled to Hungary in order to portray the situation, where many attempted to force their way through the controversial barbed wire when the police and guards looked the other way. There were dangerous situations along the way, one of which saw the photographer caught in a crowd which was tear gassed and beaten by the Hungarian police, on the border with Serbia and where there were two options; to trample on desperate men, women and children — or get trampled himself. Luckily the situation came under control, without any fatal injuries, but how do you deal with a situation like that, when you yourself are a person?

An incident that had a profound affect on the photographer was one, which involved a boat in which the engine had stopped. In the bottom of the boat sat a young father, dead still, with two children on top of him, whilst the other passengers, panicked, shouted at him not to move unless the boat should capsize. Once the man was rescued and on the beach, he was unable to move and another refugee had to massage the life back into his legs – and afterwards told Jacob Ehrbahn the whole story.

Interview JACOB EHRBAHN

”Jeg laver ikke kun det her for at ville redde verden, det ville være hyklerisk at sige. Jeg er da også drevet af at stå på de scener, hvor verdenshistorien udspiller sig. Det er et kæmpe privilegium, som er forbundet med et stort ansvar, og det giver mig utroligt meget personligt. Hvis jeg ville gøre en forskel ved at hjælpe mennesker en til en, var jeg blevet nødhjælpsarbejder. Dem har jeg i øvrigt den største respekt for. Jeg tror det er vigtigt, at man kan gå på to ben, så at sige. Når man er derude, står man jo ofte i det dilemma, der hedder ’skal du hjælpe, eller skal du fotografere? ’. Og det er da svært at køre forbi nogle trætte og udpinte mennesker, der går på en støvet og varm vej 70 kilometer i træk, mens man stiger ind og ud af sin bil for at tage billeder. Der er en hel masse i en, der skriger på, at man skal hjælpe i stedet. Og lige der tror jeg så, at det er vigtigt at minde sig selv om, at hvis man gør det, svigter man sin opgave, selv om det lyder kynisk. Det er der, jeg skal sige: ’Jacob, der er nogen andre, der hjælper her - det er ikke dig’. Jeg må i stedet tro på, at jeg med mine billeder kan være med til at gøre en forskel. Men guderne skal vide, at det ikke er let! Jeg har været i situationer, hvor jeg blandt andet har kørt en gravid kvinde til nærmeste læge, fordi ingen andre kunne gøre det. Hvis der udspiller sig en situation foran mig, der handler om liv eller død, lægger jeg selvfølgelig kameraet fra mig og hjælper.” Efter min første tur til Lesbos sammen med journalist Olav Hergel, lavede vi et helt tillæg i søndags Politiken. Efter den historie eksploderede, Facebook med hjælpegrupper. Vi fik tilbagemeldinger fra fastboende folk på Lesbos, der hjælper flygtningene, om hvor stor betydning vores artikel havde haft. De fik hundredevis af mails fra folk, der ville hjælpe. Mange danskere tog til Lesbos for at give en hånd med. De modtog tonsvis af tøj og andre brugbare ting, som folk havde samlet sammen og sendt ned til dem, mens andre samlede penge ind til at købe andre ting, de manglede i deres hjælpearbejde. Det gjorde mig både stolt og glad og styrkede min tro på, at mit arbejde rent faktisk kan være med til at gøre en forskel. Når Jacob Ehrbahn kommer hjem fra en reportageopgave, hvor død og elendighed er overskriften, kunne man forestille sig, at han har lyst til at tage intetsigende billeder af bankdirektører og fastelavnsboller. Men her er svaret det stik modsatte. ”Nej, sgu da! Jo mere jeg kommer ind i en historie, jo mere har jeg lyst til at dække den. Jeg følger jo med i flygtningekrisen, også selv om jeg ikke er midt i den. Når der sker en udvikling, tænker jeg, at jeg må af sted og vise det. Men det passer jo ikke altid ind i avisens planlægning, og der er masser af hverdage, hvor man ’bare’ skal skildre den noget mere fredelige hverdag i Danmark og koncentrere sig om sit håndværk og om at gøre det ordentligt – uden at skulle give helt så meget af sig selv. Og ved du hvad? Det skal man også kunne gøre godt. Inderst inde er jeg faktisk også lidt bange for, at jeg slet ikke ville kunne mærke mig selv til sidst, hvis jeg hele tiden var i ekstreme konfliktsituationer. Og hvordan bliver mine billeder så?” spørger Jacob Ehrbahn.

grafiet er blandet andet godt, fordi det er et sublimt håndværk, samtidig med at det bringer følelserne frem hos beskueren. ”Det der med familien, der kravler under Ungarns kontroversielle grænsehegn – det er nok et af de bedste billeder, jeg har taget i mit liv. Jeg synes, at det med sin symbolik favner hele historien om flygtningestrømmen til Europa, og det er meget let for mig at identificere mig med familien på billedet og den situation, de er havnet i. Derudover fungerer det som fotografi, fordi der er godt framet, der er stærke udtryk, og det orange morgenlys kaster sine skygger i den helt rigtige vinkel, hvilket gør billedet visuelt smukt. Det bringer følelserne frem. Måske ansporer det til tanker. Eller handlinger. Det er det fotografi kan, når det er bedst.”

Der er ingen tvivl om, hvilket fotografi der er Jacob Ehrbahns yndlingsbillede fra udstillingen. Det er et billede, hvor en familie kravler under Ungarns kontroversielle pigtrådshegn. Foto-

PixlArt Magasin TRANSIT 03

"NO WAY The more I learn of a story, the more I want to cover it"

‘Well, for me it helps when I go through and select images in the evening. In a way I relieve my day again, and can process the experiences. I often discuss my experiences with my colleagues who are in the same situation and know exactly what it is about. But of course I can also become indignant and angry, and repress many feelings. When you yourself are a father, it is very difficult to see small children who are suffering and their parents who are doing their best to give them a good life, but who just don’t get the opportunity. Whether, we here in Europe can accommodate all those that are suffering and desperate, or not, I believe that we have to do it better than at present.’ At the same time I am very aware that it is this, that is my job. I became a photographer to document what I see. I have to create a link between the story and Politikens (a Danish newspaper) readers, which is more intimate than if the newspaper simply bought an image from an agency. I don’t believe that I alone can change the world with my images, but I hope that they can help to enlighten, set an agenda and maybe provoke people. Moreover I believe that it is extremely important to document the story, so that the decision makers in the future cannot turn round and say that they did not know what was happening. I am not just doing this to try and save the world, to say this would be hypocritical. I am also driven by, standing on the stages where the history of the world unfolds. It is a massive privilege, which is accompanied with massive responsibility and this gives me an awful lot personally. If I wanted to make a difference and help people individually, I would have become an Emergency services worker, for whom I have the greatest of respect. I believe that it is important to be down to earth. Jeg tror det er vigtigt at man kan gå på to ben, så at sige. When you are out there, you are often faced with the dilemma, of should you help or should you photograph? And it is hard to drive past tired and desperate people, walking along a hot and dusty road for 70km, as you climb in and out of your car to take photographs. There is so much of you that is screaming, telling you that you should be helping instead. It is in these instances that I believe that it is important to remind yourself, that if you do so you are neglecting you assignment, despite it sounding cynical. It is here that I have to say to myself: ‘ Jacob, there are others who are here to help, its not you’. Instead I have to believe that I can make a difference through my photographs. But the gods should know that it isn’t easy and I have also been in situations

where I have driven a pregnant woman to the nearest doctor and so on, because there was no else to do it and of course if there is a situation that is life or death, then I put my camera down and help. Obviously’. And what about when you return home? Are you sick to death of misery and crisis and in need of taking meaningless photographs of Bank directors and wedding cakes? Apparently not: ‘No way. The more I learn of a story, the more I want to cover it. I naturally follow the refugee crisis, even if I am not in the middle of it, and when there is a development, I think that I should go down and report that as well. But this does not always fit in with the newspapers planning and there are many days where you just have to portray the markedly more peaceful Denmark and concentrate on the profession and doing it well — without having to give all that much of yourself. And do you know what? You also have to be able to do that well. Honestly I am slightly afraid that I would not be able to recognise myself in the end, if I was constantly in situations of extreme conflict. And what then would happen to my images?’ Jacob Ehrbahn asks. In September 2015 the international publishers PowerHouse Books published his book Headbangers, which he talks excitedly about. With a conceptual photographic approach, he took 14,000 photographs of fans head banging during concerts at heavy metal festivals, in three countries. I ask curiously what sort of feeling he got doing that kind of work. Whether it is a sort of soul cleansing, after all the misery. He laughs: ‘ It is definitely very life affirming. That type of work also keeps me sharp though.’ And the photographers favourite image from the exhibition? The answer comes promptly: ‘The one with the family who are crawling under Hungary’s controversial border fence, that is probably one of the best photographs I have ever taken. I believe that with its symbolism it embraces the entire story of the refugee influx to Europe and it is easy for me to identify with the family in the image and the situation they have found themselves in. It also functions as photography as it is well framed, it is expressive and the orange morning light casts shadows in the perfect angle, which makes for a beautiful photograph. It evokes feeling and that is photography at its best.’

Interview JACOB EHRBAHN

DK VENSTRE OG SIDE 36-37 Röszke, Ungarn: Flygtninge bryder hegnet ned ved en grænseovergang i Röszke og kommer i tumult med ungarsk politi. Sten, tåregas, knippelsuppe. Flygtninge vil ikke længere kunne følge togskinnerne fra Serbien ind i Ungarn. Nu sidder mere end 1000 flygtninge/migranter i ingemandsland på grænsen mellem Ungarn og Serbien ved Röszke. De råber til de ungarnske grænsevagter at de skal åbne portene og lukke dem ind i Ungarn. Efter et døgn er ingemandsland mellem Serbien og Ungarn nu ved at udvikle sig til en regulær flygtningelejr. Der mangler mad, vand og sanitet, selvom forskellige hjælpeorganisationer er begyndt at dukke op. To grænseovergange tæt på hinanden er lukket og begge grænser op til den nye flygtningelejre.

PixlArt Magasin TRANSIT 03

ØVERST HØJRE Röszke, Ungarn: En gruppe syriske flygtninge, der har krydset grænsen mellem Serbien og Ungarn ved byen Röszke, prøver at finde vejen til banegården i Szeged. De vil gerne til Tyskland. Gruppen af flygtninge var blevet tilbageholdt af politiet og havde siddet længe på en mark og ventet på en bus der skulle køre den til et modtagelsescenter. De blev utålmodige og startede på at gå ud i mørket i håb om at finde en togstation. Politiet ville ikke starte en konfrontation og lod dem gå. Men overvågede dem. Da de efter ca. 3-4 km. kom til en jernbane overskæring, opgav en del af gruppen, mens andre gik ud i mørket langs sporene.

NEDERST HØJRE Röszke, Ungarn: En gruppe på 28 flygtninge fra Syrien krydser grænsen til Ungarn kl 6:15 den 29. august 2015. De har fulgt et jernbanespor fra Serbien til Ungarn. De fleste flygtninge/migranter krydser grænsen på den måde og undgår dermed det kontroversielle pigtrådshegn. Tilgængæld står politiet og venter 500 meter længere nede af jernbanen, klar til at sende dem videre til en lejr, som registrer dem og tager fingeraftryk. Den unge mand midt i billedet med grøn T-shirt hedder Majid og er 20 år. Det er hans far Talac, 75 år i kørestolen. De skal til Tyskland.

EN LEFT AND PAGE 36-37 Röszke, Hungary: Refugees break the fence by the border crossing in Röszke and clash with the Hungarian police, Stones, teargas, truncheons. The refugees can no longer follow the train tracks fromSerbia into Hugary. There are now more than a thousand refugees/migrants waiting in no mans land at Röszke, on the Serbian-Hungarian border. They shout out to the Hungarian border patrols to open the gates and allow them into Hungary. After a day, no mans land between Serbia and Hungray is in the process of becoming a full on refugee camp. There is a shortage of food, water and sanitation, despite the various aid organisations that have begun to arrive. Two border crossings close to each other and both in the vicinity of the new refugee camp are closed.

TOP RIGHT Röszke, Hungary: A group of Syrian refugees that have crossed the Serbian-Hungarian border near the town of Röszke try and make their way to the trainstation in Szeged. They want to go to Germany. The group was detained by the police and had sat for a long time in a field as they waited for a bus that was to drive them to a reception centre. They became impatient and began to wander out into the dark, in the hope of finding a train station. The police didn’t want to start a confrontation so let them go, but monitored them. When after about 3-4 km they reached a set of railway tracks a group of them gave up, whilst the others continued along the tracks in the dark.

BOTTOM RIGHT Röszke, Hungary: A group of 28 Syrian refugees cross the border to Hungary at 6:15 on the 29th of August 2015. They have followed a railway track from Serbia to Hungary. The majority of refugees/migrants cross the border in this way, and in the process avoid the controversial barbed wire fence. However the police stand in wait 500 metres further down the tracks, ready to send them to a camp, where there are registered and have their finger prints taken. The young man with the green T-shirt in the middle of the photo is called Majid and is 20 years old. It is his 75-year-old father, Talac, who is in the wheelchair. They are going to Germany.

Billeder JACOB EHRBAHN

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Billeder JACOB EHRBAHN

SOFIE AMALIE KLOUGART

PixlArt Magasin TRANSIT 03

EN References/Awards Graduated as Photojournalist from The Danish School of Media and Journalism in 2014. Teacher at Grundtvigs Højskole and freelance photographer.

REFERENCER/ PRISER

Uddannet fotojournalist fra DMJX 2014. Underviser på Grundtvigs Højskole og freelance fotograf. 2015 LensCulture Emerging Talent Awards 2014 Nomineret ved Årets Pressefoto i kategorien Åben klasse 2012 Deltager ved Joop Swart Masterclass v/ World Press photo 2012 Vinder af Årets Pressefoto i kategorien Åben klasse 2010 Vinder af Årets Pressefoto i kategorien Indland reportage Udstillinger på Fotografisk Center, Øksnehallen og Museet for Samtidskunst i Roskilde m.fl..

BAGGRUNDEN FOR HISTORIEN

HVAD ØNSKER DU OPNÅ MED DIN REPORTAGE?

HVILKET FOTO BETYDER MEST FOR DIG OG HVORFOR?

Jeg opholdte mig på Det danske Institut i Rom, hvor jeg skildrede forholdene for bådflygtninge og gadesælgere, da nyheden om grænsekontrollen ved den fransk-italienske grænse indtraf. En nyhed, som vidnede om, hvad mange allerede vidste: at Italien systematisk undlod at registrere bådflygtninge og migranter, men også at Frankrig nu udfordrede Schengensamarbejdet ved at indføre midlertidig grænsekontrol. Schengensamarbejdet fyldte 30 år i 2015 og netop denne begivenhed skulle blive et varsel om en ny krise for Europa. En krise, hvor medlemslandene ville løbe fra det økonomiske og menneskeretslige ansvar. Flygtningene truede med at springe i vandet, hvis det italienske politi fjernede dem fra den kystsikrede strandbred og uledsagede børn i 14-års alderen fik ingen hjælp. Det var en tragedie, som udspillede sig på alle planer. Jeg ønskede ikke kun at påråbe denne absurde situation opmærksomhed, men også at skildre menneskene, fanget i denne nyhed, med ro, sympati og nærvær. Ydermere ville jeg give flygtningene en oplevelse af at blive set og hørt, efter at have rejst gennem Italien som usynlige landflygtige. Uden rettigheder, uden sikkerhed. Det var juni måned ved den italienske riviera og solen bagte. Alligevel drak og spiste flygtningene ikke, da det var midt under ramadanen. Ved aftenstid gik de ned til bredden og vaskede sig, hvorefter de anrettede dagens måltid på kulde-varmetæpper, som de havde fået udleveret ved ankomsten over havet. Da solen gik ned, begyndte en ung, palæstinensisk dreng at synge, mens den store gruppe af nyvaskede flygtninge begyndte at spiste. Det hele foregik i tavshed. Flere vinkede mig over til dem som en slags middagsinvitation. Derfor betyder billedet af måltidet mest for mig. Det vidner om kultur, tradition og værdighed i en politisk skabt uværdig og uholdbar situation.

2015 LensCulture Emerging Talent Awards 2014 Nominated for Press Photo of the Year in the category Open Class 2012 Participant in the Joop Swart Masterclass v/ World Press photo 2012 Winner of Press Photo of the Year in the category Open Class 2010 Winner of Press Photo of the Year in the category Inland Reportage Exhibitions at The Photographic Centre, Øksnehallen and The Museum of Contemporary Art in Roskilde, amongst others. Background for the story I was staying at the Danish Institute in Rome where I portrayed the conditions experienced by refugees and street sellers, as the news broke of the Border controls at the French-Italian border. News that confirmed what many already knew: that Italy systematically stopped registering refugees and migrants, but also that France now began to renege on the Schengen Agreement by imposing temporary border controls. The Schengen Agreement turned 30 in 2015 and precisely this event should be a warning of new crisis in Europe. A crisis where the member states of EU will shirk their economic and human rights responsibilities. What do you aim to achieve through your work? Refugees threatened to jump into the water if the Italian police removed them from the secure beachhead and unaccompanied 14-year-old children received no help. It was a tragedy, which took place on all levels. I didn’t just want to draw attention to the absurd situation but also portray the people, caught up in it, with calm, sympathy and proximity. Furthermore I wanted to give the refugees the experience of being seen and heard, having travelled through Italy as invisible exiles. Without rights and safety. Which photograph means the most to you and why? It was July on the Italian Riviera and the sun was baking. Despite this the refugees didn’t eat or drink, as it was the middle of Ramadan. In the evening they went down to the shore and washed themselves, after which the prepared the days meal on thermal blankets, which they had been given upon their arrival from across the water. When the sun went down a young Palestinian boy began to sing, whilst the large group of newly washed refugees began to eat. All this happened in silence. Several of them waved me over as a sort of dinner invitation. Therefore the photograph of the dinner scene means the most to me. It displays culture, tradition and values in a politically created, undignified and intolerable situation.

Profil SOFIE AMALIE KLOUGART

TO MOVE A MOUNTAIN DK Der er en tunnel i bjerget, som flygtninge bruger til at krydse grænsen fra Italien til Frankrig – men langt kommer de ikke. På den anden side af tunellen venter grænsepolitiet. Mellem flygtningenes mange fejlslagne forsøg på at krydse grænsen venter politimændene på klipperne i interimistiske lejre ved den italienske kystby Ventimiglia.

EN There is a tunnel in the mountain used by migrants who try to cross the Italian-French border. But they do not make it far. On either side of the tunnel the border police is waiting. In between the migrants’ many failed attempts to cross the border they wait in makeshift camps on the rocks of the Italian coastal town Ventimiglia.

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Billeder SOFIE AMALIE KLOUGART

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Billeder SOFIE AMALIE KLOUGART

SIGRID NYGAARD

PixlArt Magasin TRANSIT 03

REFERENCER/ PRISER

BAGGRUNDEN FOR HISTORIEN

HVAD ØNSKER DU OPNÅ MED DIN REPORTAGE? HVILKET FOTO BETYDER MEST FOR DIG OG HVORFOR?

Født på Mols i 1980 og uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2008. Er ansat på Dagbladet Information, hvor jeg har været ansvarlig for billedredaktionen siden januar 2009. Her vinder jeg ikke mange priser, men jeg slås gerne dagligt for fotografiets plads i den lille teksttunge pjosker. En mandag i starten af september 2015 møder jeg ind på det daglige redaktionsmøde på avisen. Historien om, at en stor gruppe flygtninge og migranter er på vej over de danske grænser, har kørt hele morgenen. En journalist og jeg beslutter os for at tage mod Rødby for at følge situationen. Nyhedshistorier er mildest talt ikke noget, vi så ofte halser efter på Information, så stemningen er ret presset i bilen. Vi undersøger færgetider for at se, hvornår det næste hold flygtninge ankommer til Rødby. Vi tjekker nyheder, hvor flere netmedier rapporterer om, at flygtningene er begyndt at vandre ned ad E47 med retning mod Sverige. Jeg smider bilen på en parkeringsplads ved færgen i Rødbyhavn og sætter i løb efter en gruppe mennesker, som har kurs mod nedkørslen til motorvejen. Efter at have gået et par kilometer nærmer vi os en motorvejsbro, og jeg løber op på broen for at få et oversigtsfoto. Der er et par andre fotografer og et par tilskuere på broen. Pludselig hører jeg, at en mand ved siden af mig begynder at råbe efter flygtningene. Jeg kigger og ser, at han også spytter og giver dem fuckfingeren. Instinktivt retter jeg min linse mod manden og fanger i alt 11 billeder af situationen, inden mandens kone får hevet ham ind i en bil, og parret kører væk. Jeg selv løber tilbage ned på motorvejen. Det er vigtigt for mig at understrege, at damen i forgrunden af billedet, ikke er konen til den spyttende mand. Jeg håber, at billederne vil være et minde om den dag i danmarkshistorien, hvor flygtningestrømme vandrede ned ad de danske motorveje. Der er ikke nogen tvivl om, at billedet af den spyttende mand har betydet meget for mig. Ikke fordi det som sådan er et særlig stærkt fotografi, men på grund af den enorme udbredelse billedet fik ude på de sociale medier – og senere hen også i de udenlandske medier. For mig er billedet også vigtigt, fordi det bidrager til historien om den del af den danske befolkning, som ikke nødvendigvis står klar med åbne arme for at hilse flygtninge velkomne i Danmark.

References/awards Born on Mols in 1980 and graduated from the Danish School of Media and Journalism in 2008. Employed at Dagbladet Information (Danish daily newspaper), where I have been the Head of the Photo Editing Department since January 2009. I don’t win many awards here but I daily try to compete for photography’s place in the text heavy newspaper. Background of the Story On a Monday at the beginning of September 2015 I attended the daily editorial meeting at the newspaper. A story about a large group of refugees and migrants crossing the Danish border has been running all morning. A journalist and I decided to travel towards Rødby in order to follow the situation. News stories are putting it mildly not something we often cover at ‘Informationen’, so the atmosphere in the car is rather tense. We investigate ferry times to find out when the next group of refugees arrive in Rødby. We check the news where several Internet medias report that the refugees have begun to walk down the E47 in the direction of Sweden. I park the car in a car park by the ferry in Rødby harbour and begin to run after a group of people who are heading for the slip road down to the motorway. After we have walked a couple of kilometres we approach a bridge, which I run on to in order to take an overview photo. There are a couple of other photographers and onlookers on the bridge. All of a sudden I hear a man next to me begin shouting at the refugees. I turn to look and see him also spitting and swearing at them. Instinctively I turn my lens towards him and manage to take 11 photos of the situation, before the man’s wife pulls him into a car and the couple drive off and I run back down onto the motorway. It is important for me to underline that the woman in the foreground is not the wife of the spitting man. What do you aim to achieve through your work? I hope that the images will be a reminder of that day in Denmark’s history, when the flow of refugees wandered down the Danish motorways. -Which photograph means the most to you and why? There is no doubt that the image of the spitting man has meant a lot to me. Not because it is an especially strong photograph, but because of the large distribution it received on social media and later in the foreign media. For me the image is also important because it contributes to the story of, that part of the Danish population that does not necessarily stand there with open arms in welcoming refugees to Denmark.

Profil SIGRID NYGAARD

DK VENSTRE En mand står på broen over E47 uden for Rødby og betragter den store flygtningestrøm, der passerer under ham. Pludselig begynder han at spytte ned på menneskemængden og råbe til dem, at de skal skride hjem. Kvinden i forgrunden har ikke nogen forbindelse til manden.

NEDERST HØJRE Mange medier konkluderede på dagen, at danske politikere med deres stramninger af udlændingereglerne tilsyneladende lykkedes med at skræmme flygtninge væk fra Danmark og i retning af vores nabolande.

ØVERST HØJRE En stor gruppe flygtninge gik i starten af september 2015 på motorvejen ved Rødby. De havde alle kurs mod Malmø i Sverige. Flygtningene og migranterne var bange for, at hvis de blev i Rødby, ville de blive registreret af de danske myndigheder.

SIDE 48-49 Op mod 200 flygtninge, langt de fleste syrere, vandrede med retning mod Sverige. Mange af de mænd, der gik forrest råbte ’Malmø, Malmø, Malmø'.

PixlArt Magasin TRANSIT 03

EN LEFT A man stands on a bridge over the E47 motorway outside Rødby and contemplates the flow of refugees passing under him. All of a sudden he begins to spit on the crowd and shout at them to go home. The woman in the foreground has no connection to the man.

BOTTOM RIGHT On the day that Danish politicians tighten the immigrations laws, the media came to the conclusion that they had apparently succeeded in scaring refugees away from Denmark, sending them in the directions of our neighbour countries.

TOP RIGHT A large group of refugees walked along the motorway by Rødby at the beginning of September 2015. They were all headed for Malmö in Sweden. The refugees and migrants were afraid that if they stayed in Rødby, the Danish authorities would register them.

PAGE 48-49 Upwards of 200 refugees, the majority of them Syrians, walked in the direction of Sweden. Many of the men who went first shouted ’Malmö, Malmö, Malmö'.

Billeder SIGRID NYGAARD

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Billeder SIGRID NYGAARD

GREGERS TYCHO

PixlArt Magasin TRANSIT 03

REFERENCER/ PRISER

Uddannet som fotojournalist på DJH 2009. Har arbejdet på Jyllands-Posten siden 2010. - Årets Pressefoto - 2008 - Udgivet bogen ”Never Learned To Dance” på forlaget MTHM BOOKS – 2015

BAGGRUNDEN FOR HISTORIEN

HVAD ØNSKER DU OPNÅ MED DIN REPORTAGE?

HVILKET FOTO BETYDER MEST FOR DIG OG HVORFOR?

References/awards Graduated as Photojournalist from The Danish School of Media and Journalism in 2009. Has worked for Jyllands Posten (a Danish newspaper) since 2010.

www.gregerstycho.com

- Press Photo of the Year - 2008 - Published the book ”Never Learned To Dance” with publishers MTHM BOOKS – 2015 www.gregerstycho.com

I slutningen af august tog jeg til Sydtyskland for at dække historien om det stigende antal flygtninge, som kom over grænsen. Under mit ophold blev jeg bedt om at ændre min flybillet og tage videre til Grækenland for at dække samme historie. I Thessanoliki mødtes jeg med journalist Gunnar Willum. Planen var at følge flygtningestrømmen fra Grækenland til Ungarn, som på det tidspunkt varslede med at opføre et kæmpe hegn som skulle holde flygtningene tilbage. Ved grænsen mellem Grækenland og Makedonien ventede flere tusinde desperate flygtninge på at komme videre. Den makedonske regering havde i midlertidigt lukket grænsen og sat specialstyrker ind for at forhindre flygtningene i at passere grænsen. De næste døgn ved grænsen var meget kaotiske og presset fra menneskemængden voksede. Til sidst opgav den makedonske regering at stoppe flygtningene og satte dem i stedet på tog mod Serbien.

Background of the Story At the end of August I went to southern Germany to cover the story of the rising number of refugees coming across the border. During my stay I was asked to change my flights and travel on to Greece and cover the same story. In Thessanoliki I met up with journalist Gunnar Willum. The plan was to follow the flow of refugees from Greece to Hungary, who at that time had warned about erecting a massive fence in order to keep the refugees back. On the border between Greece and Macedonia, there were several thousand, desperate refugees waiting to go further. The Macedonian government had temporarily closed the border and deployed Special Forces troops in an effort to stop refugees crossing the border. The next few days at the border were very chaotic and the pressure from the masses increased. In the end the Macedonian government gave up trying to stop the refugees and instead put them on trains headed for Serbia.

Vi blev sendt til Grækenland, Makedonien, Serbien og Ungarn for dække historien om den ekstraordinære flygtningestrøm som Europa i øjeblikket oplever. Vi prøvede at beskrive, dels hvordan flygtningene oplevede situationen, men også hvordan landene tog sig af de mange mennesker. Forhåbentlig var vi med til at give avisens læsere et indblik i de mange menneskers flugt ind i Europa. Det billede som betyder mest for mig er af den ventende familie ved grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Flere tusinde flygtninge venter desperat på at fortsætte deres rejse op gennem Europa. Det makedonske militærpoliti har netop besluttet at lade familier med små børn kommer over grænsen. Det medfører meget kaotiske tilstande, da flere tusinde mennesker skaber et enormt pres op imod grænsehegnet. Efter mange dages udmattende rejse står familien tæt sammen og håber det bliver dem, som kommer over grænsen næste gang.

What do you aim to achieve through your work? We were sent to Greece, Macedonia, Serbia and Hungary to cover the story of the extraordinary influx of refugees that Europe is currently experiencing. We tried to describe, partly how the refugees were experiencing the situation, but also how countries were dealing with all the people. Hopefully were helped to give the newspapers readers an insight into the masses escape to Europe. -Which photograph means the most to you and why? The image that means the most to me, is the one of the family waiting at the border between Greece and Macedonia. Several thousand refugees wait desperately to continue their journey up through Europe. The Macedonian military police have decided to let families with small children cross the border. This causes a state of chaos as several thousand people place immense pressure on the border fencing. After several days exhausting travel, families stand packed together hoping that it is them who get to cross the border next.

Profil GREGERS TYCHO

DK VENSTRE Efter en våd nat ved den makedonske grænse venter flygtninge og migranter på, at den makedonske regering skal åbne grænsen, så de kan fortsætte rejsen ind i Europa.

NEDERST HØJRE En familie fra Lattakia, Syrien i grænselandet mellem Serbien og Ungarn. Målet er, som for mange andre flygtninge at søge asyl i et nordeuropæisk land.

ØVERST HØJRE På banegården i den makedonske grænseby Gevgelija venter flygtninge på at komme med toget videre til Serbien.

SIDE 54-55 Ved grænsen mellem Grækenland og Makedonien venter en familie sammen med flere tusinde andre på at det makedonske politi skal åbne grænsen, så de kan fortsætte deres rejse mod Nordeuropa.

PixlArt Magasin TRANSIT 03

EN LEFT After a wet night by the Macedonian border, refugees and migrants wait for the Macedonian government to open the border, so they can continue their journey into Europe.

BOTTOM RIGHT A family from Lattakia, Syria, in the border area between Serbia and Hungary. Their aim, as for many of the other refugees, is to seek asylum in one of the Northern European countries.

TOP RIGHT Refugees wait at the train station in the Macedonian border town of Gevgelija, to travel further on to Serbia via train.

PAGE 54-55 On the border between Greece and Macedonia a family waits, alongside thousands of others, for the Macedonian government to open the border, so that they may continue their journey towards Northern Europe.

Billeder GREGERS TYCHO

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Billeder GREGERS TYCHO

ASGER LADEFOGED

PixlArt Magasin TRANSIT 03

REFERENCER/ PRISER

I efteråret 2014 blev jeg færdiguddannet fotojournalist fra DMJX - og fastansat på Berlingskes Billedredaktion. Siden da har jeg haft over 100 rejsedage, som primært har været i forbindelse med krisen i mellemøsten og derfor også den store mængde flygtninge, som har søgt tilflugt i Europa.

BAGGRUNDEN FOR HISTORIEN

For mig har historien om flygtninge og immigranter indtil videre foregået i 11 forskellige lande med mange tusinde kilometer mellem sig. Fra internt fordrevne syrere til seks flygtningevenner i et Folkevognsrubrød på den jyske E45. Fra børnearbejde i Libanon til afbrændte asylcentre i Sverige. Fra nyfødte babyer til ældre familieoverhoveder, som alle har haft samme skæbne: at være nødsaget til at flygte fra deres hjem og søge en sikker fremtid.

HVAD ØNSKER DU OPNÅ MED DIN REPORTAGE?

At bekæmpe uvidenhed, at oplyse, og at få Berlingskes læsere til at forholde sig til den virkelighed, de lever i. Hvor end fokus bør rettes imod, er det for mig altid de tre faktorer, der er motivationen og ønsket bag reportagen - specielt i dette tilfælde, hvor debatten om flygtninge og immigranter har været så markant og følelsesladet.

HVILKET FOTO BETYDER MEST FOR DIG OG HVORFOR?

Billedet af bruden Khaldiye i den libanesiske flygtningelejr ramte mig hårdt - både da situationen fandt sted og efterfølgende. Miljøet omkring Khaldiye viser tydeligt de kummerlige forhold, som tusindevis af flygtninge befinder sig i hver dag - børn som voksne. Khaldiye repræsenterer på den ene side håbløsheden i situationen: Borgerkrigen i Syrien har stået på så længe, at folk bliver gift, som om, intet var sket. De ved godt, at der ikke er udsigter til nogen bemærkelsesværdig ændring af deres nuværende situation og lever derfor livet, som de havde gjort, hvis krigen ikke eksisterede. Håbet og troen på, at det bedre udebliver. På den anden side viser billedet det stik modsatte. Khaldiye har ikke givet op, hun vil have en fremtid, hun tror på det bedre. Og i virkeligheden er det lige præcis dét, der har rørt mig aller mest ved at dække flygtningekrisen: Menneskers egenskab til at tilpasse sig, smile og bevare håbet, selvom alt hvad de havde, er blevet taget fra dem.

References/awards I graduated from The Danish School of Media and Journalism in the autumn of 2014 and am permanently employed on the Photo editorial at Berlingske Tidende (a Danish newspaper). Since then I have spent over 100 days travelling, mainly in conjunction with the crisis in the middle east and therefore also the large number of refugees seeking refuge in Europe. Background of the Story For me the story of refugees and immigrants has so far taken place in 11 different countries thousand of kilometres apart. From internally displaced Syrians, to six refugee friends in a VW Camper on the E45 motorway in Jutland. From child labourers in Lebanon to burnt down asylum centres in Sweden. From newborn children to family elders, who have all shared the same fate, being forced to flee their homes and search for a safer and more certain future. What do you aim to achieve through your work? To combat ignorance, inform and to get Berlingske’s readers to relate to the reality, that they live in. These three factors are for me, where focus should always be aimed and the motivation and wish behind the work - especially in the case where the debate on refugees and immigrants has been so significant and emotional. -Which photograph means the most to you and why? The image of the bride Khaldiye in the Lebanese refugee camp hit me hard - both when the situation occurred and subsequently. The environment surrounding Khaldiye clearly shows the wretched conditions, that thousands of refugees find themselves in on a daily basis, children as well as adults. Khaldiye represents on the one hand the hopelessness of the situation; the civil war in Syria has lasted so long, that people are getting married as though nothing had happened. They know too well, that there is no noticeable change to their current situation in sight and therefore live life as though the war did not exist. The hope and belief in something better, is gone. On the other hand the images shows the exact opposite. Khaldiye has not given up, she does want a future, she believes in something better. And in reality it is exactly this that has affected me most through covering the refugee crisis: Mankind’s capability to adapt, smile and maintain hope, despite everything they had being taken from them.

Profil ASGER LADEFOGED

DK ØVERST VENSTRE Reportage til Mag. Søndag fra Calais i Nordfrankrig, hvor omkring 2.500 illegale immigranter i øjeblikket opholder sig, og forsøger at komme til England. NEDERST VENSTRE Libanon: Khaldiye, 27, er på vej til det sydlige Libanon for at blive gift. Hun bor selv i en anden lejr, men var forbi Dalhamieh-lejren for at få lagt sminke og ordnet hår med sin mor inden vielsen. HØJRE Flygtninge i Folkevognsrubrød:Nu sidder de her. Ali, Emad, Salam, Mahmoud, Redvan og Murtaza. Flygtet fra krig og elendigheder i Irak og Syrien. For Carl giver det også god mening. "Jeg har hørt om to års fængsel, hvis jeg bliver

PixlArt Magasin TRANSIT 03

knaldet, men fuck det. Der skal være plads til den slags her," siger han og kører videre mod København med de seks flygtninge, der sidder bagerst i hans folkevognsrugbrød. SIDE 60-61 Spejling med flygtninge i bus: Flere tusinde flygtninge og immigranter har over de seneste måneder rejst igennem Europa for at søge asyl i de nord-vestlige lande i EU. I øjeblikket er de i Ungarn, hvor størstedelen har været låst fast på banengårde, Keliti, i Budapest, fordi den ungarnske regering ikke tillod dem adgang til togene mod Østrig. Fredag eftermiddag den 4. september valgte en stor del af flygtningene at gå til fods fra Budapest mod den østriske grænse. I løbet af natten til lørdag, hvor flygtningene havde gået hele dagen, indsatte Ungarn en række busser,

der transporterede dem til den østrigske grænse. Her er vi på den ungarnsk-østrigske grænse, hvor østrigske busser transporterer flygtningene til den nærmeste togstation, hvorfra de kan rejse videre mod Tyskland.

EN TOP LEFT Repotage for the magazine Sunday. From Calais Northern France where about 2.500 illegal immigrants are currently staying and attempting to get to Great Britain. BOTTOM LEFT Libanon: Khaldiye, 27 is on her way to the southern Libanon to get married. She lives in another camp but came by the Dalhamieh camp to get her hair and make-up done by her mom before the wedding. RIGHT Refugees in a VW Camper: Now they sit here. Ali, Emad, Salam, Mahmoud, Redvan and Murtaza. Fled from war and misery in Iraq and Syria. For Carl it also makes sense. ‘I have heard that it is two years in prison if I get caught but fuck that. There

needs to be space for stuff like this,’ he says and continues driving towards Copenhagen with the six refugees, who are sat in the back of his VW Camper.

busses to transport the to the border. Here we are on the Hungarian-Austrian border, where Austrian busses then transport the refugees to the nearest train station, from where they can continue their journey towards Germany.

PAGE 60-61 Refugees reflected in a bus window: Several thousand refugees and immigrants have travelled through Europe over the last few months in order to seek asylum in the EU’s north-western countries. Currently they are in Hungary, where the majority, have been locked in at the train station, Keliti, in Budapest, because the Hungarian government have refused them entry to trains headed for Austria. On Friday afternoon, the 4th September, a large group of refugees decide to go by foot from Budapest towards the Austrian border. During the night, after the refugees had walked all day, Hungary deployed a number of 59

Billeder ASGER LADEFOGED

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Billeder ASGER LADEFOGED

SØREN BIDSTRUP

PixlArt Magasin TRANSIT 03

EN References/awards Graduated from The Danish School of Media and Journalism in 1996 and has worked for Berlingske Tidende (a Danish newspaper) since.

REFERENCER/ PRISER

Uddannet som fotojournalist på DJH 1996 og arbejdet på Berlingske siden. 2. pris Daily Life Single category of the World Press Photo Contest 2013 Soloudstilling Vensyssel Kunst Museum 2010 Årets Pressefoto "Årets Hverdagsbillede" 1994 Årets Pressefoto "Åben Klasse" 1998 Årets Pressefoto "Åben Klasse" 2008 Årets Pressefotograf 2008

BAGGRUNDEN FOR HISTORIEN

Midt under den tre uger lange valgkamp til folketingsvalget i juni 2015, var jeg på Lesbos for Berlinske Tidende sammen med journalist Ole Damkjær. Det var før strømmen af flygtninge og migranter, der ankom til Europa over Det Ægæiske hav, for alvor tog til. Indtil da var det primært situationen i Middelhavet, der havde haft mediernes bevågenhed. Vi oplevede en græsk ferieø, der på det tidspunkt modtog omkring 2500 flygtninge og migranter om ugen. Det var inden de internationale og frivillige hjælpeorganisationer kom på plads, og ingen lokale turde rigtigt hjælpe dem af frygt for at blive anklaget for menneskesmugling. For de lokale grækere handlede det mest at alt om at få menneskemængden hurtigt videre til Athen i et forgæves forsøg på at opretholde turisternes interesse for øen.

HVAD ØNSKER DU OPNÅ MED DIN REPORTAGE?

Formålet med turen til Lesbos var at sætte fokus på det stigende antal flygtninge, der var begyndt at ankomme fra Tyrkiet. Flygtninge-/ indvandredebatten fyldte meget i valgkampen, men ingen vidste på det tidspunkt, at Europa stod i den spæde start på det, der skulle blive den største flygtningekrise siden 2. Verdenskrig. Jeg håber, vores historie og billeder var med at til sætte ansigter og sjæl på begrebet "flygtninge".

HVILKET FOTO BETYDER MEST FOR DIG OG HVORFOR?

Det er uden tvivl billedet af den afghanske far, der lige er trådt ud af gummibåden og går i land på stranden, mens han omsorgsfuldt holder sin lille søn ind til sig. Netop i dette øjeblik er de i sikkerhed. De har klaret den farefulde flugt. Med et har denne lille dreng fået helt nye fremtidsmuligheder, end dem han ville have haft, hvis hans forældre var blevet i Afghanistan. Som far til fire var det svært ikke at blive berørt af denne situation bag kameraet. Men det var også særligt tankevækkende for mig, at stå på en græsk strandbred og se afghanere i hobetal komme sejlende i gummibåde. Se deres flugt fra det land, jeg tidligere har besøgt på opgave flere gange, hvor jeg har rapporteret om danske soldaters forsøg på at skabe fred og en bedre fremtid for befolkningen. Lykken er ikke så ligetil.

2nd Prize Daily Life Single category of the World Press Photo Contest 2013 Solo exhibition Vensyssel Art Museum 2010 Press photo of the year “The years everyday photo” 1994 Press photo of the Year “Open Class” 1998 Press photo of the Year "Open Class" 2008 Press photographer of the Year 2008 Background of the Story During the three-week election campaign for the June 2015 general election, I was on Lesbos for Berlingske Tidende along with journalist Ole Damkjær. This was before the influx of refugees and migrants who arrived in Europe from across the Aegean Sea really began in earnest. Up until then it was primarily the situation in the Mediterranean that had the medias attention. We experienced a Greek holiday island, that at that point received approximately 2500 refugees and migrants per week. This was before the international and volunteer aid organisations had arrived and none of the locals dared help, out of fear of being accused of people trafficking. For the local Greeks the main priority was getting the masses to Athens as quickly as possibly, in a vain attempt to maintain tourist interest in the island. What do you aim to achieve through your work? The aim of the trip to Lesbos was to draw focus to the increasing number of refugees that had begun arriving from Turkey. The refugee/migrant debate played a large role in the election campaign, but at that point no one knew that Europe stood on the verge of what would become the largest refugee crisis since the Second World War. I hope that our stories and images help to put faces to the term refugees. -Which photograph means the most to you and why? It is without a doubt the image of the Afghani father, who has just climbed out of a rubber boat and goes ashore, whilst caringly holding his infant son. It is at exactly this point that they are safe. They have survived the dangerous escape. Immediately the little boy has completely new opportunities for the future, than those he would have had, had his parents stayed in Afghanistan. As a father of four it was difficult not to be moved by the situation from behind the camera. It was also especially evocative for me, to be stood on a Greek beach and see Afghans in there hundreds arriving in rubber boats. Seeing their escape from the country, which I had visited on assignment many times. Where I had reported on Danish soldiers attempts to achieve peace and a better future for the inhabitants. Happiness is not so straightforward.

Profil SØREN BIDSTRUP

ØVERST VENSTRE En gummibåd med ca 50 afghanere på vej fra Tyrkiet imod Lesbos.

TOP LEFT A rubber boat with around 50 Afghanis on-board, on route from Turkey to Lesbos.

NEDERST VENSTRE Folk sover på gaden i hovedbyen Mitilini, mens de venter på at komme videre til Athen med færgen.

BOTTOM LEFT People sleep on the streets of the city of Mitlini, as they wait to continue their journey to Athens via ferry.

HØJRE Folk kæmper sig i land efter at have krydset Ægæerhavet fra Tyrkiet til Lesbos.

RIGHT People battle to come ashore after crossing the Aegean sea from Turkey to Lesbos.

SIDE 66-67 Syriske flygtninge i færd med at varme deres aftensmad (tun i dåse) over bål. De venter udenfor registreringscentret i Moria på Lesbos, på at de kan komme ind og blive registreret. Først når de er det, kan de rejse videre til Athen og derfra videre op gennem Europa.

PAGE 66-67 Syrian refugees in the process of warming their dinner (tinned tuna) over a fire. They wait outside the registration centre in Moria on Lesbos, so that they can go in and be registered. Only after this can they continue their journey to Athens and from there further up through Europe.

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Billeder SØREN BIDSTRUP

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Billeder SØREN BIDSTRUP

MAGNUS WENNMAN

PixlArt Magasin TRANSIT 03

REFERENCER/ PRISER

BAGGRUNDEN FOR HISTORIEN

Magnus Wennman er født i Sverige i 1979. Han har arbejdet som fotojournalist, siden han var 17, da han startede sin karriere ved den lokale svenske avis DalaDemokraten. Siden 2001 har han arbejdet som fast fotograf for Skandinaviens største dagblad, Aftonbladet. Magnus fokuserer hovedsageligt på nyheder og længere historier, og han har arbejdet i mere end 60 lande. Han har dækket en række begivenheder inkulsiv det amerikanske præsidentvalg i 2008, rødskjorteprotesterne i Thailand og flygtningekrisen i Afrika. Han har vundet prestigefyldte fotopriser både i Sverige og internatilnalt herunder to World Press Photo, 14 internationale Årets Billede-priser, 11 NPPA:s Best og Jornalism awards, og 39 årets billede i Sverige. Han er blevet kåret som årets fotojournalist i Sverige fire gange. Én savner sin seng. En anden, sin dukke med mørke øjne. En tredje drømmer sig tilbage til en tid, hvor hans pude ikke var en fjende. Krigen i Syrien har varet i næsten fem år, og mere end to millioner børn er på flugt fra krigen – enten inden for eller på den anden side af Syrens grænse. De har efterladt deres venner, deres hjem og deres senge bag sig. Et par af disse børn tilbød at vise hvor de sover nu, hvor alt der engang var, ikke længere eksisterer. Magnus Wennman har mødt flygtninge i talløse flygtningelejre og på deres rejse gennem Europa i år. Fortællingen om nattens komme er en levende historie uden nogen given slutning.

References/awards Born in Sweden in 1979, Magnus Wennman has been working as a photojournalist since the age of 17 when he started his career with a local Swedish newspaper, DalaDemokraten. Since 2001 he has worked as a staff photographer on Scandinavia’s biggest daily paper, Aftonbladet. Magnus concentrates mainly on news and feature stories and has worked in more than 60 countries around the world. He has covered a number of stories including the 2008 US Presidential elections, the Red Shirt protests in Thailand, and the plight of refugees in Africa. He has won prestigious photo awards, both in Sweden and internationally, including two World Press Photo awards, 14 Picture of the Year international awards, 11 NPPA:s Best of Journalism awards, and 39 Swedish Picture of the Year awards. He has been awarded "Photojournalist of the year" in Sweden four times. Background of the Story One is missing his bed. Another, her doll with the dark eyes. A third is dreaming himself back to a time when his pillow was not an enemy. The war in Syria has continued for almost five years and more than two million children are fleeing the war, within and outside of the country borders. They have left their friends, their homes, and their beds behind. A few of these children offered to show where they sleep now, when everything that once was no longer exists. Magnus Wennman, has met refugees in countless refugee camps and on their journeys through Europe this year. The story of when the night comes is a living narrative with no given ending.

Profil MAGNUS WENNMAN

PixlArt Magasin TRANSIT 03

DK Fara to år Azraq Fara på to elsker fodbold. Hendes far forsøger at lave bolde af, hvad end han kan finde og krølle det sammen, men de holder ikke længe. Hver aften siger han godnat til Fara og hendes storesøster Tisam på ni i håbet om, at morgendagen vil give dem en ordentlig bold at spille med. Alle andre drømme synes at være uopnåelige, men den her opgiver han ikke.

EN Fara, 2 years old AZRAQ Fara, 2, loves soccer. Her dad tries to make balls for her by crumpling up anything he can find, but they don’t last long. Every night, he says goodnight to Fara and her big sister Tisam, 9, in the hope that tomorrow will bring them a proper ball to play with. All other dreams seem to be beyond his reach, but he is not giving up on this one.

Billeder MAGNUS WENNMAN

DK Ralia, syv år og Rahaf, 13 år Beirut. Ralia og Rahaf bor i Beiruts gader. De er fra Damascus, hvor et granatangreb dræbte deres mor og bror. Sammen med deres far har de sovet under åben himmel i et år. De kryber tæt sammen på papkasser. Ralia begynder at græde, da Rahaf siger, at han er bange for ”slemme drenge”.

EN Ralia, 7 and Rahaf, 13 years old BEIRUT. Ralia, 7, and Rahaf, 13, live on the streets of Beirut. They are from Damascus, where a grenade killed their mother and brother. Along with their father, they have been sleeping rough for a year. They huddle close together on their cardboard boxes. Rahaf says she is scared of “bad boys,” at which Ralia starts crying.

PixlArt Magasin TRANSIT 03

Billeder MAGNUS WENNMAN

CHRISTIAN ALS KRISTOFFER JUEL

PixlArt Magasin TRANSIT 03

NOW I AM A REFUGEE A short documentary by Christian Als and Kristoffer Juel

DK Producer-info: Christian Als og Kristoffer Juel er selvstændige filmskabere og journalister. De arbejder på internetdokumentarer og længere dokumentarfilm. De fokuserer primært på dokumentarer baseret på karakterer, følelser og menneskers oplevelser. De stræber efter at skabe historier, der involverer publikum. Instruktørens udtalelse: Vi ønsker at komme ud over en standardnyhedshistorie og dele ikke kun Hr. Farouks historie men også at rive seeren med i denne film. Vores mål er at vise hvordan situationen er, men mindst lige så vigtigt: at få seeren til at kunne relatere til situationen på et andet niveau. Måske at få en fornemmelse for, hvem de folk i nyhederne er. Hvordan det føles. At gøre statistikker til mennesker. Om filmen: Europa står over for den værste flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Millioner af mennesker flygter fra væbnede konflikter og ustabile regimer. Vel vidende, at de muligvis aldrig kan vende hjem igen, har mange besluttet sig for at drage ud på en farefuld og risikabel rejse mod et bedre liv i Europa. I 2015 sejlede mere end 800.000 flygtning og immigranter over Middelhavet. Halvdelen af dem gik i land på den græske ø Lesbos, hvor de ankom i overfyldte og vakkelvorne redningsbåde og gummjoller. “Now I Am A Refugee” fortæller historien om en syrisk flygtning, der sejlede til Lesbos i sommeren 2015. Mazen Farouk tager seeren med på sin rejse fra Damascus og reflekterer over sine tab, sin fremtid og dét, at han nu er flygtning. Da han ankommer til Holland, håber han, at kan skabe en bedre fremtid for sig selv og sin forlovede i Europa.

EN Filmmaker's bio: Christian Als and Kristoffer Juel are independent filmmakers and photojournalist. They are working on web documentaries and long form documentary films, and focusses primarily on filmmaking based on characters, emotions and human experience, and strive to create stories that involve and move audiences. Director’s Statement: With this film we hope to go beyond the general news and share not only Mr. Farouk’s story, but to engage the viewer. Our aim is to show what the situation is like, but equally important, hopefully make you relate to the situation on another level. Maybe begin to get a sense of who these people in the news are. What it must feel like. Turn statistics into human beings. About the film: Europe is facing the worst refugee crisis since World War II. Millions of people are fleeing from armed conflicts and destabilised regimes. Knowing they may never be able to return home, many have decided to set out on the dangerous and perilous journey for a new life in Europe. In 2015 more than 800,000 refugees and migrants sailed across the Mediterranean Sea. Half of them landed on the Greek island of Lesbos, crossing in overcrowded, rickety boats and rubber dinghies. NOW I AM A REFUGEE tells the personal story of one Syrian refugee who crossed to Lesbos in the summer of 2015. Mazen Farouk takes us through his journey from Damascus, reflecting on his loss, his future and the fact that he is now a refugee. When he arrives in Holland, he hopes to create a better future with his fiancee in Europe.

Profil CHRISTIAN ALS & KRISTOFFER JUEL

Vi tilbyder dig fornuftige og flexible løsninger og vi tilbyder vores rådgivning, præcist når det passer dig, og gerne hjemme hos dig.

Vi ta’r sunde INITIATIVER og støtter det lokale forenings- og kulturliv

Uanset hvor du er i livet, har vi en konto der passer til dig.

Skagen

Benyt dig af et gratis og uforpligtende tjek af din økonomi, og lad det være starten på et fremtidigt samarbejde.

Hirtshals

København

Lønstrup

Pandrup Aabybro Fjerritslev

Brovst

Sæby Jerslev Brønderslev Klokkerholm Vester Hassing

Aalborg Aalborg Vest

om, hvem vi er, og hvor du kan finde os

www.sparv.dk

Sindal Frederikshavn

Vrå Saltum

Læs mere

Hjørring

Ulsted Hals

Snedsted Bedsted

Hvidbjerg Lemvig Struer

FAKTA OM SPAREKASSEN. Vi er 350 medarbejdere. 24 afdelinger i Vendsyssel, Han Herred, Vestjylland og Thy. 2 afdelinger i Aalborg og 1 afdeling i København. 95.000 kunder, heraf ca. 37.000 garanter.

Sund fornuft PixlArt Magasin TRANSIT 03