Fortællinger om plastgenanvendelse - i praksis

Page 1

FORTÆLLINGER OM PLASTGENANVENDELSE – I PRAKSIS

1


Forsidebillede: Fiskenet indsamlet til genanvendelse hos Plastix A/S. På denne side: Kunstgræs til genanvendelse hos Letbæk Plast A/S. Bagsidebillede: Genbrugsgranulat fra forskellige plastemner hos Dansk Rotations Plastic ApS.

Plastindustrien Vesterbrogade 1E, 3. 1620 København V Tlf. 33 30 86 30 pd@plast.dk www.plast.dk

Layout og opsætning: MONTAGEbureauet www.montagebureauet.dk Tryk: www.kailow.dk 2016/2017

2


Kære læser Plastindustrien har for første gang samlet og udgivet et katalog med fokus på genanvendelse. Kataloget indeholder plastfortællinger om vores medlemsvirksomheder, der hver især giver os et unikt indblik i, hvordan og hvorfor de har gjort genanvendelse af plast til en del af deres forretning. Det er nemlig min oplevelse, at debatten om cirkulær økonomi, bæredygtighed og plast i havet ofte bliver lidt for flyvsk. Jeg vil til enhver tid foretrække at diskutere konkrete løsninger frem for overfladiske termer, og det er årsagen til, at Plastindustrien har udgivet dette katalog. På den ene side vil vi gerne vise omverdenen, hvad vores branche og virksomheder allerede kan inden for genanvendelsesområdet i dag. Der er nemlig ikke mangel på kreativitet og nytænkning, når det handler om at få den størst mulige gevinst af plasten. På den anden side er formålet med kataloget at synliggøre nogle af de forhindringer og barrierer, der i dag er i vejen for øget plastgenanvendelse i Danmark. Meldingen fra den danske plastbranche er nemlig, at vi er mere end klar til at skrue op for genanvendelsen, hvis de rette forudsætninger er på plads – til fordel for både for miljø, samfund og plastvirksomheder. Jeg vil afslutningsvis gerne takke de virksomheder, der aktivt har budt ind med gode cases og specifikke produkteksempler for at kunne illustrere, hvordan den danske plastbranche i praksis arbejder med genanvendelse. Rigtig god læselyst!

Med venlig hilsen Thomas Drustrup

ADM. DIREKTØR I PLASTINDUSTRIEN

3


Lang tradition for at undgå spild Dansk Rotations Plastic ApS, Kalvehave

Vores far, der startede virksomheden i 1972, sagde altid ’det smider vi ikke ud’ om plast, der var til overs, så der er ikke noget nyt i, at vi genbruger plast. Vi har ikke nok genbrugsplast til at lave alt, som vi gerne vil i det, men hvis vi kunne købe mere i en ordentlig kvalitet, og hvis efterspørgslen fortsætter med at stige, vil vi helt sikkert gerne lave flere produkter i genbrugsplast.” Michael Endsgaard, medejer af Dansk Rotations Plastic ApS

4

Dansk Rotations Plastic producerer alt lige fra tanke, tønder, opbevaring, regnvandsbeholdere til silosokler og kompostbeholdere i genbrugsplast. I din hverdag er der stor sandsynlighed for at støde på produkter fra Dansk Rotations Plastic, da virksomheden også leverer dele til flaskecontainere, og det indvendige af skraldespandende, der står på gaderne i hovedstaden. Plast, der er tilovers i produktionen, bliver kværnet, og er derefter klar til at blive brugt igen i stedet for at gå til spilde.


Legetøjsdæk bliver til nye fuglenet RC Plast A/S, Varde

Der er ingen plastmaterialer, der går til spilde hos RC Plast. Alle former for produktionsspild afhentes, sorteres, modificeres, kompounderes og leveres som granulater til plastindustrien i Skandinavien, Europa og USA.” Hos RC Plast bliver alt fra fodboldnet, smørbakker og bleer konverteret til opvaskebørster, urtepotter, tøjbøjler og havemøbler. Produkter fra plastindustrien bliver regenereret og brugt igen. F.eks. indkøber Varde-virksomheden saltvandsposer og blodposer fra medicinalindustrien, som dernæst bliver brugt til produktion af vandrør. RC Plast producerer også fuglenet, hvor gummi dæk fra legetøjsindustrien er et af materialerne, der sikrer fuglenettene ekstra styrke.

Michael K. Nielsen, adm. direktør hos RC Plast A/S

5


Plastposer og kunstgræs får nyt liv Letbæk Plast A/S, Tistrup

Letbæk Plast modtager kunstgræs fra producenter og genanvender de bløde tynde ’græsstrå’ til bl.a. bakker, der bliver brugt i ølkølere, hvor dåser bliver kolde ved nedgravning i jorden. I et nyt samarbejde vil Letbæk Plast undersøge, om det er muligt at genanvende ikke kun produktionsaffald, men også det kunstgræs der har været brugt på fodboldbaner. Hvis det lader sig gøre, kan du i fremtiden købe en ølkøler lavet af plast, der en måned tidligere var en fodboldbane.

6


Hos Letbæk Plast er mere end 60% af produktionen i genbrugsplast. Mange kunder efterspørger produkter i genbrugsplast, og vi forventer kun at efterspørgslen øges.” Michael Bayer Thomsen, CEO hos Letbæk Plast.

Plastposer indkøber Letbæk Plast primært fra supermarkeder. Poserne bliver renset og smeltet om, hvorefter de bliver til dækbånd, kabelrør, vejpæle og mange andre nyttige ting. På den måde kan meget industriemballage gøre gavn igen og igen.

7


Ølkasser får forlænget levetiden igen og igen Schoeller Plast-Enterprise A/S, Regstrup

Hos Schoeller Plast laver vi produkter i genanvendt plast, samt produkter der er genanvendelige. Det giver lang levetid for råvaren, når denne genanvendes igen - alt sammen til gensidig gavn for miljøet og økonomien.” Jan Bybjerg Pedersen, Business Development Manager hos Schoeller Plast A/S

Schoeller Plast-Enterprise har gennem mange år indkøbt egne produkter retur fra markedet, når de er ved at være for slidte for så at omdanne dem til nye produkter af samme type. Dette er f.eks. tilfældet med ølkasser og paller, der bliver genbrugt til nye ølkasser og nye paller. Produkterne fra Schoeller Plast-Enterprise kan altså først bruges mange gange, og derefter kværnes og smeltes om til nye produkter, hvormed levetiden fornyes.

8

I et nyt forsøgsprojekt med Aage Vestergaard Larsen A/S og Fors A/S har i Holbæk Kommune indsamlet plast fra husholdningerne. Det er efterfølgende blevet oparbejdet til en ny plastråvare hos Aage Vestergaard Larsen A/S, og materialet har vist sig at være brugbart i praksis. Schoeller Plast-Enterprise har nemlig været i stand til at producere brødkasser i 100% genanvendt plast fra husholdningerne.


Støjskærm af genanvendte materialer dæmper lyden fra motorvejene SP Extrusion A/S, Juelsminde og Miljøskærm ApS, Lyngby

COWI har undersøgt skærmene og konkluderet, at der er en 60 % besparelse af drivhusgasser ved produktion af støjskærme med genbrugsplast og genbrugsglasfiber i forhold til en støjskærm af aluminium og mineraluld.” Jakob W. Nielsen, stifter af Miljøskærm ApS

I et nyt projekt bliver både genbugsplast og genbrugsglasfiber kombineret til at skærme for støjen langs motorveje. Virksomheden Miljøskærm anvender kasseret glasfiber som den lydabsorberende komponent, mens kassetterne i skærmene er lavet af genbrugt plast fra husholdninger. Kassetterne er produceret hos SP Extrusion, og foreløbigt er støjskærmene med til at sikre borgerne fred og ro langs Sdr. Ringvej i Vallensbæk.

9


Plastaffald er en værdifuld ressource Aage Vestergaard Larsen A/S, Mariager

At affald er en ressource, der kan være mange penge værd, viser nyt samarbejde mellem HOFOR og Aage Vestergaard Larsen med al tydelighed. Samarbejdet er en succes! Bare 1 læs affald har resulteret i over 10 tons ”ny” plastressource, der ellers før ville være blevet smidt væk, brændt eller eksporteret ud af landet som affald.” Lasse Bjerre Sørensen, kommunikationsrådgiver hos HOFOR

HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) er Danmarks største forsyningsvirksomhed og har hvert år en del renoveringsprojekter på deres vandledningsnet. HOFOR ville derfor gerne - på forsøgsbasis - se, hvor stor en mængde rørstumper o.l. udgør, samt hvorledes selve bortskaffelsen af disse kunne foregå på en miljømæssig forsvarlig måde.

10

Forsøget har vist sig at være en succes, og der er afhentet mange læs rør i forbindelse med HOFORs projekter rundt omkring. Rørene oparbejdes, processes og forædles hos Aage Vestergaard Larsen A/S.


Samarbejdet med Aage Vestergaard Larsen har været en stor succes. Vi kan nu se resultatet af at havde fundet den mest optimale løsning på genanvendelse, hvor plasten neddeles og oparbejdes til nye plastprodukter. I hele processen har den cirkulære økonomi været en hel naturlig faktor.” Søren Peschardt (S), udvalgsformand for Teknik og Miljø i Vejle Kommune

Aage Vestergaard Larsen A/S har for nylig modtaget hele 80.000 skraldespande fra Vejle Kommune, der pga. et nyt sorteringssystem er blevet udskiftet. De første skraldespande er allerede kørt gennem virksomhedens produktion, der omdanner skraldespandene til nye råvarer til den danske plastindustri.

11


Alle komponenter genanvendes i grønt samarbejde Fiberline Composites A/S, Middelfart

Når man genanvender 1000 tons Fiberline-profiler, sparer man 450 tons kul, 200 tons kridt, 200 tons sand og 150 tons aluminiumoxid i cementfremstillingen. Og der er ingen støv, aske eller andre biprodukter ved processen.” Benedikte Jørgensen, corporate sustainability manager hos Fiberline Composites A/S.

Konstruktioner i glasfiber har en lang levetid, og da materialet er relativt nyt, er der endnu ikke store mængde af udtjente materialer tilgængelig for genanvendelesindustrien. Men på Fiberline Composites i Middelfart har virksomheden siden 2010 sendt alt produktionsspild i form af glasfiberprofiler til tyskland, hvor materialet bliver udnyttet som råvare og alternativ brændsel ved cementproduktion. Det er en ener-

12

giintensiv produktion og anvendelse af alternativ brændsel er derfor allerede udbredt i den europæiske cementindustri. Glasfiberprofilerne udgør cirka 30 % polyester, som er fremstillet af olie, og har en høj brændværdi, der kan udnyttes i cementproduktionen. De resterende 70 % er glas, der som bekendt er fremstillet af smeltet sand. Det kan ikke forbrændes, men indgår som råvare i den færdige cement.


Til kamp imod plast i havet Plastix A/S, Lemvig

Deres virksomhed flugter meget godt med regeringens politik om genanvendelse af materialer og en cirkulær økonomi.” Esben Lunde Larsen (V), miljø- og fødevareminister.

Hos Plastix bliver brugte fiskenet omdannet til en ny plastråvare. De mange fiskenet er indsamlet i havne i bl.a. Danmark, England, Skotland og Sverige. Det er et stort problem, at fiskenet ender i havet, når de er slidte, men nu bliver de altså indsamlet og sendt til Plastix. Fiskenettene bliver sorteret ef-

ter polymertype, og dernæst bliver de omdannet til granulat, som andre virksomheder kan anvende i produktionen af nye plastprodukter. Det betyder med andre ord, at mængden af genanvendt plast stiger samtidig med, at mængden af plast i havet falder.

13


Fakta om genanvendelse Ud af den samlede danske plastaffaldsmængde på 323 kilotons genanvendes 33 %, mens 65  % forbrændes og 2 % deponeres. Plastics Europe, 2015

Gevinsten ved at genanvende et ton PE, der bl.a. bruges til bæreposer og rør, er ca. 1500 kg CO2 besparelse per ton genanvendt plast og ved PET, der bl.a. bruges til flasker og mademballage, er ca. 1750 kg CO2 besparelse per ton genanvendt plast. Dakofa, 2011

Ifølge regeringen ressourcestrategi er det målet at 50 % af alt husholdningsaffald i 2022 genanvendes. I dag er det samlede tal 22 %. ”Danmark uden affald”, 2015.

Genanvendelse af plastemballage i Danmark Samlet plastemballage

Industriel plastemballage

Husholdnings plastemballage

31%

64%

15,1%

#23

#4

#30

Danmarks samlede placering blandt 30 europæiske lande på samlet genanvendelsesprocent for plastemballage.

Danmark har den 4. højeste genanvendelsesprocent for industrieemballage ud af 30 europæiske lande.

14

Danmark har den laveste genanvendelsesprocent for husholdsningsemballage ud af 30 europæiske lande.


Sådan skaber vi endnu mere og bedre genanvendelse I Plastindustrien har vi fuldt fokus på at skabe mere og bedre genanvendelse til gavn for både klima og miljø og for grøn vækst og jobskabelse i vores industri. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har identificeret tre hovedudfordringer, som vi har brug for hjælp til at løse, så vi kan sætte turbo på den positive udvikling. 1. Vi skal give virksomhederne adgang til husholdningsaffaldet Det er i dag kommunerne, der ejer dit husholdningsaffald. Modsat forholder det sig for erhvervsaffaldet, der er tilgængeligt for private virksomheder. Tallene viser tydeligt, hvad der fungerer bedst: Vi ligger på en flot europæisk fjerdeplads i genanvendelse af plastemballage fra erhvervene. Vi ligger allersidst, når det kommer til plastemballage fra husholdninger. Løsningen er oplagt: De danske genanvendelsesvirksomheder skal have adgang til alt plastaffald, så vi kan udnytte den store know how, der ligger her, til at løfte genanvendelsen. 2. Vi skal skabe ensartede kriterier for, hvordan vi sorterer plast Succesfuld genanvendelse forudsætter både, at vi gør det let for borgerne at sortere plastaffaldet rigtigt og for virksomhederne at anvende det til nye produkter. Begge dele halter desværre i dag. For virksomhederne er det afgørende at kunne være sikker på rigelige mængder i en fast kvalitet til den rigtige pris. Det udfordres af, at det er op til den enkelte kommu-

ne, hvordan de vil indrette deres indsamlingssystem. Det er nemlig svært at skabe en stabil forsyning af store, ensartede mængder til virksomhederne, hvis kommunerne gør det på hver sin måde. Samtidig bliver det svært at kommunikere samlet til borgerne om, hvad vi forventer af dem. Igen er løsningen oplagt: Skab ensartede kriterier for måden, vi indsamler og sorterer plastaffald på og gør det på baggrund af hvad virksomhederne efterspørger. 3. Vi skal skabe større efterspørgsel på produkter i genanvendt plast Når vi bruger genanvendt plast, kan det betyde, at produkterne fx får en anden farve, overflade eller glans, end vi er vant til. Det udgør i dag desværre en barriere for at bruge genanvendt plast. Vi skal alle blive langt bedre til at udfordre vanetænkningen. Vi skal som industri sammen med vores kunder turde bruge genanvendelsen positivt i brandingen af produkterne og ikke være bange for, at et ændret udsende fører til fravalg. Du skal som forbruger hjælpe os med at tilvælge produkter i genanvendt plast og rigtig gerne efterspørge det direkte. På den måde kan vi sammen skabe større efterspørgsel på genanvendelse. Christina Busk MILJØPOLITISK CHEF I PLASTINDUSTRIEN

15


Følg med i Plastindustriens arbejde på de sociale medier: LinkedIn.com/company/plastindustrien Twitter: @plastindustrien Vesterbrogade 1E, 3. · 1620 København V · Tlf. 33 30 86 30 · pd@plast.dk · www.plast.dk

Instagram: Plastindustrien


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.