17 minute read
En isstrøm vågner op
from Polarfronten 1_2015
by Polarfronten
EN ISSTRØM VÅGNER OP
Advertisement
Den Nordøstgrønlandske Isstrøm har forholdt sig i ro frem til midten af 00’erne. Nu er den begyndt at sende store ismasser ud i havet, og da der er tale om den største isstrøm i Grønland, kan det komme til at påvirke havvandsstigningerne mærkbart i fremtiden. Forskerne har dog ikke styr på hvor meget.
Når turister, forskere, toppolitikere og andet godtfolk de senere år har skullet opleve de globale klimaændringer med egne øjne, så er turen gået til den vestgrønlandske by Ilulissat. Her kan man komme tæt på det storslåede skue, når Grønlands mest produktive gletsjer, Jakobshavn Isbræ, spytter kæmpestore isbjerge ud i havet.
Men nu ser det ud til, at der i det fjerneste, nordøstligste hjørne af Grønland er kommet en konkurrent, som i løbet af få år kan overgå Jakobshavn Isbræ, og som allerede i dag i al ubemærkethed sender kolossale mængder is ud fra Indlandsisen.
Isen strømmer stærkt
Helt ubemærket er det dog ikke foregået, for et forskerhold fra DTU har i flere år fulgt Den Nordøstgrønlandske Isstrøm og dens tre store udløbsgletsjere: Nioghalvfjerdsfjorden, Storstrømmen og Zachariae Gletsjer.
Lektor Shfaqat Abbas Khan og hans kolleger på DTU Space spærrede øjnene op, da det i midten af 00’erne gik op for dem, at området omkring Den Nordøstgrønlandske Isstrøm var begyndt at røre på sig. De foregående 25 år havde isstrømmen og dens tre store udløbsgletsjere i det store og hele været stabile, men så omkring 2005-6 begyndte satellitdata og GPS-målinger at vise, at noget var i gære.
Data fra satellitten GRACE, som måler tyngdekraften og kan bestemme ismassernes samlede vægt, viste, at området omkring isstrømmens udløb var begyndt at tynde ud. Det var en tendens, som blev bekræftet, da forskerne gik tættere på vha. satellitter som ICESat, der måler højdeændringer, for de viste, at hvor overfladen hidtil var tyndet ud med et par centimeter om året, så forsvandt der nu pludselig fra et par meter og helt op til fem meter ude ved randen.
- Når vi går tæt på, kan vi også se, at det er omkring isstrømmens flyderetning, at den flyder hurtigst. Og af de tre store udløbsgletsjere er det den gletsjer, der hedder Zachariae, som flyder stærkest og tynder mest ud, mens der ikke sker så meget med Nioghalvfjerdsfjorden og Storstrømmen gletsjerne, forklarer Shfaqat Abbas Khan.
Udover at isstrømmen tynder ud og mister højde, så er gletsjerfronten på Zachariae Isstrøm samtidig begyndt at trække sig stærkt tilbage. En sammenligning med Jakobshavn Isbræ – Grønlands mest aktive gletsjer – viser, at denne har trukket sig 35 kilometer tilbage gennem de sidste 150 år, mens Zachariae allerede er rykket omkring 20 kilometer ind bare fra 2005 til 2012.
- Det er gået sindssygt hurtigt, slår Shfaqat Abbas Khan fast. Og i takt med at fronten har trukket sig tilbage, så er isen strømmet hurtigere og hurtigere, og det betyder, at der er en stærkt voksende ismasse, som bliver kastet ud i havet.
Proppen ryger af
Der er mange gletsjere i Grønland, som gennem de seneste 20-25 år er tyndet ud, men det er første gang, det er sket så højt mod nord. Specielt derfor kom isstrømmens opvågnen som en overraskelse for de forskere, der har fulgt de grønlandske gletsjere gennem årene.
- Alt det her sker i et område med temperaturer ned til omkring -40 grader om vinteren og under frysepunktet om sommeren inde på isen, siger Shfaqat Abbas Khan. Til trods for disse meget lave temperaturer mister gletsjerne is.
Og lad det være sagt med det samme. Hverken Shfaqat Abbas Khan eller andre eksperter har noget endegyldigt svar på, hvorfor gletsjerne pludselig er gået i udbrud. Der er enighed om, at de varmere havstrømme og temperaturstigningerne iøvrigt har spillet en rolle, men at der også må være andre forklaringer, ikke mindst omkring den interne dynamik i isstrømmen.
- Det varme havvand smelter gletsjerne fra bunden, og i Nordøstgrønland har vi desuden kunnet følge, hvordan havisen er blevet tyndere og i længere perioder om sommeren har været helt forsvundet. Havisen har jo ligget som en prop på isstrømmene, og forsvinder den, får gletsjerisen fri bane, siger Shfaqat Abbas Khan. Men vi har ikke tilstrækkeligt mange målinger tilbage i tiden til, at man kan sige, hvor stor betydning det varmere havvand har haft.
Zachariae går ikke i land
Noget karakteristisk ved Zachariae Isstrøm er, at den i modsætning til en række andre gletsjere ikke går i land efter en indledende smeltning. Man må forestille sig, at når havvandet har smeltet den tunge af is, som strækker sig ud fra land, så vil afsmeltningen og tilbagetrækningen bremse op, fordi gletsjeren så at sige går i land, så det lune havvand ikke længere kan nå den. Men for en gruppe gletsjere som Zachariae Isstrøm og Jakobshavn Isbræ i Vestgrønland, Kangerlussuaq i Sydvestgrønland og Peterman og Humboldtgletsjerne i Nordgrønland holder denne beskrivelse ikke. For dem gælder det, at når gletsjerfronten er smeltet ind til kystlinjen, så fortsætter gletsjerbunden ind i en fjordfordybning, og det lader tempereret havvand trænge videre ind under gletsjeren, hvor det fungerer som smørelse og får isen til at bryde yderligere op og smelte.
- Ved Zachariae hælder gletsjerbunden nedad i hvert fald 20 kilometer ind fra den nuværende front. Derefter kommer der et lille bump, og efter det kan det indtrængende havvand fortsætte yderligere 20-30 kilometer ind, hvilket er temmelig langt, fronten kan trække sig tilbage, inden den så at sige går i land. Derimod har Nioghalvfjerdsfjorden og Storstrømmen ikke et forløb, der fortsætter ind mod Indlandsisen, og det er sandsynligvis derfor, at vi indtil nu ikke har set noget bemærkelsesværdigt massetab ved de to, forklarer Shfaqat Abbas Khan.
Fortsat kælvning og udtynding
Men det er samtidig forhold, som gør det enormt svært at forudsige, hvad der vil ske med Zachariae og de to andre gletsjere 10, 20 eller 100 år frem i tiden. Det vil kræve en langt dybere forståelse af, hvordan gletsjernes dynamik fungerer.
Forløbig kan Shfaqat Abbas Khan dog bekræfte, at Zachariae Isstrøm er fortsat med at kælve store mængder is:
- Jeg har set på nogle af de seneste data, og de viser, at den tendens, som vi viste i vores videnskabelige artikel, der byggede på data til 2012, er fortsat. Vores data frem til 2015 bekræfter, at Zachariae Isstrøm løber endnu hurtigere, og at fronten fortsætter med at rykke tilbage med større fart end i 2012. Så den lever helt op til, hvad man kan forvente af en sådan type gletsjer.
For øjeblikket sender Zachariae ikke så meget is ud som Jakobshavn Isbræ. Men hvor Jakobshavn dræner 6 % af Indlandsisens samlede areal, så dræner Den Nordgrønlandske Isstrøm 12 % og dækker derfor langt det største dræningsområde i Grønland. Det betyder, at den har et potentiale til at blive den største gletsjer i fremtiden.
Flere data til ismodellerne
Det er indlysende, at Den Nordøstgrønlandske Isstrøm i fremtiden vil komme til at påvirke den del af havvandsstigningerne, som stammer fra den store grønlandske iskalot. Men hvor meget tør Shfaqat Abbas Khan ikke udtale sig om.
- Der er formentlig en kobling mellem atmosfæren, de varme oceaner og gletsjernes dynamik, som man skal have styr på for at kunne komme med et endeligt svar på, hvad der kommer til at ske i fremtiden, lyder hans bud.
Så det er vigtigt at opbygge viden om dette samspil og få indsamlet data, som kan fodre de ismodeller, der skal være med til at forudsige fremtidens massetab fra Indlandsisen og deres påvirkning af havniveauet. Og der peger Shfaqat Abbas Khan bl.a. på Center for Is og Klimas boring ned i Den Nordøstgrønlandske Isstrøm, som skal give en større forståelse af de store isstrømmes interne dynamik.
For øjeblikket er det Zachariae Isstrøm, der mister store ismasser, men Shfaqat Abbas Khan understreger, at der er mange andre gletsjere i Nordgrønland, som man må forvente vil bidrage med temmelig meget massetab i fremtiden.
- Vi interesserer os for det store billede og prøver at beregne, hvad det samlede bidrag fra udløbsgletsjerne kan blive. Man siger jo, at havisen måske forsvinder helt i løbet af 20-30 år, og så vil vi pludselig stå med store områder, som er fuldstændig blottet for havis. Det vil betyde, at de store udløbsgletsjere som Peterman og Humboldt og en række andre gletsjere langs Grønlands nordkyst vil få frit løb og bidrage med meget store mængder is.
Afsted igen
Shfaqat Abbas Khan er lige kommet hjem fra feltarbejde på gletsjerne omkring Ilulissat og Upernavik og er allerede i fuld gang med at planlægge den næste tur i felten. Den går netop til Nordøstgrønland i august, hvor han sammen med sit hold skal op på Den Nordøstgrønlandske Isstrøm for at lægge en række GPS-stationer ud på den hurtigtflydende isstrøm.
- Når man måler med satellit, har det jo sine begrænsninger, fordi det foregår fra så stor højde. Der er GPS’en et godt supplement, som med millimeterpræcision kan sige, hvordan isen flytter sig, siger Shfaqat Abbas Khan.
Poul-Erik Philbert
Shfaqat Abbas Khan, DTU-Space abbas@space.dtu.dk
----------
Faktaboks: Hvordan har Indlandsisen det?
Det er vanskeligt at overskue, hvad der sker med Indlandsisen i Grønland, som dækker 1,7 mio. km2 og indeholder 2,8 mio. km3 is, hvilket ville få vandstanden i verdenshavene til at stige med 7,2 meter, hvis al isen smeltede.
Når forskerne forsøger at følge udviklingen af Indlandsisen, får de deres informationer og data fra mange forskellige kilder. For det første er der satellitten GRACE, der måler tyngdekraften, og som siden opsendelsen i 2003 løbende har målt Indlandsisens masse eller massebalance. GRACE befinder sig i 2-300 kilometers højde og kan give et godt overblik over hele Indlandsisen og regionale isstrømme. Men vil forskerne gå mere i detaljer med, hvad der f.eks. sker med en lokal gletsjer, så må de tættere på og kombinere med andre observationsmetoder.
Her må de bruge andre satellitter, som typisk overflyver Grønland to-tre gange om året, f.eks. den der hedder ICESat, og som måler højdeændringer. Endnu tættere på kommer man med målinger fra fly, bl.a. det amerikanske NASA-projekt ICEBRIDGE, som har overvåget højdeændringer på Indlandsisen siden 2009.
Helt tæt på kommer forskerne med GPS-målinger, der viser, hvor hurtigt isen bevæger sig, og hvor meget grundfjeldet synker eller løfter sig. Der er opstillet omkring 65 GPS-stationer langs Grønlands kyster, som løbende sender data, og flere projekter indsamler GPS-data i forbindelse med deres feltarbejde.
Endelig er der indsamlet en historisk viden om Indlandsisen, som mere indirekte kan give et vink om, hvordan isen vil opføre sig fremover. Der er forskerhold, som rekonstruerer Indlandsisens vandringer, siden den sidste istid sluttede for 12.000 år siden, ligesom der har været brugt historiske flyfotos til i kombination med satellitobservationer at vise gletsjernes højdeændringer i nyere tid.
----------
Faktaboks: Den Nordøstgrønlandske Isstrøm
Den Nordøstgrønlandske Isstrøm er Grønlands største isstrøm og flyder 600 kilometer fra Indlandsisens midte ud til de tre udløbsgletsjere i Nordøstgrønland: Nioghalvfjerdsfjorden, Zachariae og Storstrømmen. Den dækker 12 % af Indlandsisens samlede område og har et dobbelt så stort dræningspotentiale som den store Jakobshavn Isbræ, der dækker 6 %.
Indlandsisen var samlet set nogenlunde i balance indtil 1995, men siden har den hvert år mistet massebalance, som er forskellen mellem den nye sne, som falder på toppen, minus den is, der smelter langs Indlandsisens rand og kystområderne, og de ismasser, som gletsjerne sender ud i havet. For perioden 2005- 10 mistede Indlandsisen således omkring 240 gigaton pr. år, og tallet stiger med omkring 25 gigaton pr. år. Det bidrager til 0,7 mm af de 3 mm havvandsstigning, som vi har globalt pr. år.
Mens en lang række gletsjere i Vestgrønland (bl.a. Jakobshavn Isbræ) og Sydøstgrønland (bl.a. Helheim og Kangerlussuaq) har bidraget stærkt til Indlandsisens massetab de sidste 20 år, så har Den Nordøstgrønlandske Isstrøm helt frem til 2005 været stabil og i det store og hele ikke mistet is. Men siden er den begyndt at sende omkring 20 gigaton is ud om året. Det svarer til mellem 5 og 10 % af Indlandsisens samlede, årlige massetab, men ligger stadig under Jakobshavn Isbræs. Det er overvejende sket gennem den ene af issstrømmens tre udløbsgletsjere, Zachariae, som er tyndet kraftigt ud i højden og har trukket sig 20 kilometer tilbage fra 2005 til 2012.
----------
----------
Et kig ned i isstrømmen
Center for Is og Klima forbereder en ny iskerneboring på Indlandsisen. Denne gang er målet ikke at kortlægge fortidens klima, men derimod at forstå, hvordan de store isstrømme flyder. Det kan vise sig at være en vigtig viden, hvis man skal blive bedre til at beregne, hvor meget de i fremtiden vil bidrage til de globale havvandsstigninger.
På Center for Is og Klima på Københavns Universitet har man været nødt til at bryde med flere årtiers rutiner. Tidligere har man altid ledt efter de steder på Indlandsisen, hvor isen er så uforstyrret som mulig, så islagene ligger pænt ordnede i den rækkefølge, sneen faldt. Det har været afgørende for at kunne bore en 2.500 meter lang kerne, som kunne dokumentere klimaets udvikling de seneste 120.000 år.
Den tankegang er der vendt op og ned på i centrets nye projekt, hvor fokus er flyttet over på at undersøge, hvordan de evigt flydende isstrømme bevæger sig på rejsen ud mod havet. Vil man måle bevægelse, må man selvfølgelig finde et borested, hvor isen flyder så meget som muligt, og valget er her faldet på Den Nordøstgrønlandske Isstrøm, som de seneste år pludselig er begyndt af flyde hurtigt.
- Vi vil bore ned gennem Den Nordøstgrønlandske Isstrøm for at finde svar på, hvorfor en isstrøm kan ændre hastighed så hurtigt, fortæller professor Dorthe Dahl Jensen fra Center for Is og Klima. Vi håber, at vi med sådan en boring bl.a. kan ‘se’, hvordan en isstrøm faktisk flyder, og hvordan vandsystemet ved bunden fungerer, for det vil hjælpe os med at forudsige, hvor meget isstrømmene vil bidrage til de globale havvandsstigninger i fremtiden.
Dramatisk øget massetab
Det er almen viden, at afsmeltningen fra iskalotterne i Antarktis og Grønland får havniveauet til at stige, og at det i lyset af den globale opvarmning i fremtiden kan skabe problemer for millioner af mennesker verden over. Forskerne har dog meget lidt styr på fremtidens havvandsstigninger, og det skyldes ikke mindst, at der mangler viden om, hvor meget iskalotterne vil bidrage, fortæller Dorthe Dahl-Jensen:
- Temperaturerne i Grønland er steget 1-1,5ºC. de seneste 10 år. Det har både øget afsmeltningen ved kysten og sat skub i de store udløbsgletsjere, der kælver de store isbjerge, og de to bidrag står hver for halvdelen af Indlandsisens årlige massetab. Mens afsmeltningen langs isranden er nogenlunde gennemskuelig, fordi det hænger tæt sammen med temperaturen, så er det langt mere kompliceret, hvad der sker med isstrømmene. Vi ved ikke rigtigt, hvorfor de ændrer hastighed, blot at der må være flere kilder, og at gletsjernes dynamik må være en af dem.
Gennem de seneste 10 år har isstrømmene i flere tilfælde fordoblet deres hastighed, og det har dramatisk forøget tabet af is fra Indlandsisen. Det var i starten især gletsjerne i Vestgrønland og Sydøstgrønland, som bidrog til havvandsstigningerne, og blandt dem ikke mindst den meget omtalte Jakobshavn Isbræ, der ikke blot har tiltrukket mange forskere, men også er blevet et politisk symbol på konsekvenserne af den globale opvarmning.
Gigatab
Når Center for Is og Klima alligevel har valgt Den Nordøstgrønlandske Isstrøm langt mod nord, er en af grundene, at den efter at have været stabil i mange årtier de sidste 10 år har mistet omkring 20 gigaton is om året. Og det er ikke småting, for det svarer til mellem 5 og 10 % af det samlede, årlige massetab fra Indlandsisen.
Det har selvfølgelig øget forskernes interesse for isstrømmens tre udløbsgletsjere i nordøst, Nioghalvfjerdsfjorden, Zachariae og Storstrømmen, som de kommende år vil få besøg af flere forskningsekspeditioner.
- Den Nordøstgrønlandske Isstrøm er også enestående, fordi den er 600 kilometer lang og begynder så langt inde på isen, at vi faktisk har fundet et sted at bore, hvor isen bevæger sig hurtigt, uden at det er et ufremkommeligt spalteområde. Det kan man f.eks. ikke finde ved Jakobshavn, forklarer Dorthe Dahl-Jensen. På det valgte borested er hastigheden oppe på 60 meter om året, og selvom det ligger et stykke fra de 150 meter, man kan måle længere ude mod kysten, så er det optimalt, for spalteområderne begynder først 50 kilometer længere ude.
Risiko for deformation
Det er ikke kun de logistiske udfordringer med at etablere en lejr og bore i en isstrøm, der skal løses. Det er også et teknologisk krævende projekt, fordi borehullet vil flyde med isen og dermed få en stor hældning, og det kan give problemer med boringen nær ved bunden.
Som en tommelfingerregel siger man, at 80 % af isstrømmenes bevægelse er blokflydning, som vil flytte hele borehullet med sig og derfor ikke påvirke hullets hældning. Men de sidste 20 %, der foregår som deformation, kan blive et problem for boringen, fordi det vil påvirke borehullets hældning.
Men Dorthe Dahl-Jensen er fortrøstningsfuld:
- Hvis vi forudsætter, at de 20 % deformation vil ske i de nederste 500 meter, så vil det betyde, at hullet vil få 1 grads hældning hvert år. Det kan vi godt håndtere over den 5-årige periode, boringen vil løbe, specielt hvis vi i den nederste del skifter vores 12 meter lange bor ud med et kortere, fire meter langt bor. I virkeligheden vil vi kunne håndtere en deformation på op til ti meter, forudsat selvfølgelig at det ikke sker for meget i ryk.
Et pionerarbejde
Dorthe Dahl-Jensen omtaler den kommende boring som et pionerarbejde, fordi der i dag kun er en sparsom viden om, hvad der egentlig sker nede i de store isstrømme. Og når forskerne ikke forstår processerne i isstrømmene, så kan de heller ikke udvikle gode isflydemodeller.
Det regner hun med, at boringen vil råde bod på, for den lange borekerne vil ikke alene give en ny viden om iskrystallerne og deformeringen af isen, men også om vandkanalerne og vandtrykket nede ved bunden. Og udover boringen vil man også løbende måle borehullets temperaturer, hullets hældning og trykket i borehullet.
- Vi skal bruge vores nye viden til at forstå, hvordan isen flyder, og de data, vi indsamler, bliver født ind i vores flydemodeller, som så skal simulerere isstrømmen. Det vil blive brugt til at forudsige, hvad der sker frem i tiden, og det kan bruges direkte til at beregne havniveaustigningerne, slutter Dorthe Dahl-Jensen.
Boringen starter først i 2016, mens feltsæsonen i år bliver brugt på at flytte udstyret fra den gamle NEEM-lejr på Indlandsisens top til det nye sted, som har fået navnet EGRIP.
Poul-Erik Philbert
Dorthe Dahl-Jensen, Center for Is og Klima Københavns Universitet ddj@nbi.ku.dk
----------
----------
FORTIDENS BEVÆGELSER
En forskergruppe forsøger at afdække Den Nordøstgrønlandske Isstrøms hemmeligheder ved at undersøge, hvordan områdets gletsjere har opført sig de 11.700 år, der er gået siden afslutningen af seneste istid.
Geologen Nicolaj Krog Larsen har sammen med tre kolleger fra Arctic Research Centre på Aarhus Universitet tilbragt det meste af maj måned – iøvrigt den koldeste i årtier – ved Station Nord i det nordøstligste hjørne af Grønland.
Her har de taget hul på et stort nyt forskningsprojekt, som skal rekonstruere fortidens gletsjerbevægelser i Nordøstgrønland ved at finde geologiske spor efter isens vandringer i landskabet mellem Indlandsisen og kysten.
Vellykket tur i felten
Feltarbejdet foregik fra den nyanlagte Villum Forskningsstation, som ligger på Station Nord og derfor er tilgængelig året rundt med fly.
Formålet var at bore sedimentkerner op fra nogle af områdets søer, som forskerne havde udvalgt på forhånd hjemme i Aarhus og forsynet med de relevante GPS-koordinater. Langt de fleste søer lå i Finderup Land 30-50 kilometer fra Station Nord, og de daglige ture til de isbelagte arbejdspladser foregik på snescootere med slæder pakket med boreudstyr og andet grej på slæb.
Forskellen mellem succes og fiasko kan være hårfin specielt på denne tid af året, men vejrguderne var i godt lune, så de fleste dage var vejret godt med solskin, vindstille og -15 til -20 grader. Det betød, at de fire forskere fik det, de kom efter, og kunne pakke elleve borekerner ned, da de skulle forlade Station Nord i slutningen af maj.
Historisk rekonstruktion
Rørene med de to meter lange borekerner er endnu ikke blevet åbnet, men Nicolaj Krog Larsen fortæller, at man umiddelbart kan se forskellige sedimentlag, som skifter fra mørkegrå til lyse farver. Det viser, at søerne har gennemløbet forskellige perioder, og en nærmere analyse hjemme i laboratorierne vil så kunne slå fast, hvornår de har været dækket af Indlandsisen, har været isfri eller har været dækket af hav.
Det er lige netop den type data, som forskerne skal bruge, når de skal rekonstruere, hvordan isen er vandret frem og tilbage i de 10-12.000 år, der er gået siden den seneste istid brat sluttede (se boks om isens historiske bevægelser).
- De tilgængelige spor efter isens bevægelser findes – som ved Station Nord – i det isfrie område mellem Indlandsisen og kystlinjen, der består af fjeldlandskaber gennemskåret af fjorde. Det er områder, som indtil istidens afslutning for omkring 11.700 år siden var dækket af is. Siden har isen bevæget sig frem og tilbage, og det er disse bevægelser, som vi vil datere vha. en række forskellige metoder, fortæller Nicolaj Krog Larsen. Derefter kan vi sammenholde isens historiske udbredelse med klimaudviklingen, som vi kender i store træk.
Tre metoder
Én metode består i at bore bundkerner op af de såkaldte tærskelsøer, som ligger umiddelbart uden for den nuværende isrand i en højde, hvor de ikke har været i kontakt med havet. De forskelligt farvede lag i en sådan borekerne kan – som borekernerne fra Finderup Land ved Station Nord – vise, hvornår søen har været dækket af is, og hvornår den har været fri af isen, og beretter dermed historien om isens vandringer frem og tilbage.
En anden metode består i at indsamle stenprøver fra store klippeblokke, der ligger spredt foran gletsjerranden. Man ved, at når klippeblokkene smelter fri af Indlandsisen, så vil energiladede partikler fra rummet begynde at omdanne ilt til beryllium 10-atomer, og ved at måle antallet af disse atomer i stenprøverne kan man regne sig tilbage til, hvornår klippeblokken blev isfri, og dermed fastslå det tidspunkt, hvor gletsjeren trak sig tilbage.
Endelig bruger man borekerner fra de såkaldte isolationsbassiner, som er søer, der ligger helt ude ved kysten lige under eller lige over havoverfladen. Kernerne vil vise en række skift mellem marine sedimenter og søsedimenter, og ved hjælp af en C 14-datering kan man senere fastslå, hvornår søen har været en del af havet, og hvornår den har været over havoverfladen. Det giver et fingerpeg om, hvor stor Indlandsisen har været, fordi det viser, hvornår landskabet har hævet sig, fordi istrykket er blevet mindre, og hvornår det er begyndt at synke under voksende ismassers tryk.
Brug af historiske data
Får man stykket en viden sammen om, hvordan Indlandsisen i takt med klimaændringerne er vandret frem og tilbage siden istiden, kan det ifølge Nicolaj Krog Larsen hjælpe os til at forstå, hvordan gletsjerne vil opføre sig i fremtiden. Men han mener også, at man skal være forsigtig med direkte at overføre erfaringerne fra dengang til fremtidens scenarier.
- Vi ved, at temperaturerne for mellem 8.000 til 5.000 år siden var to til fire grader højere end i dag, og at afsmeltningen fra Indlandsisen fik havspejlet til at stige med minimum 16 centimeter. Det fortæller alt andet lige noget om, hvad konsekvenserne kan blive, hvis vi får et lignende klima. Men samtidig må man være opmærksom på, at der er en forsinkelse eller en inerti i Indlandsisen, som gør, at en sådan proces måske kan tage mange hundrede år.
Men resultaterne fra de historiske analyser vil med stor sikkerhed øge vores muligheder for at forudsige isstrømmenes bevægelser i fremtiden, fordi de også forbedrer de eksisterende ismodeller.
- Selvom vi ikke kan forudsige 1:1, hvad der vil ske, så er de indsamlede historiske data betydningsfulde, fordi de kan indgå i de eksisterende ismodeller, som stadig er ret ufuldstændige. På den måde kan vi med vores geologiske observationer af isens historiske fluktuationer være med til at justere og optimere modellerne, så de passer bedre med virkeligheden.
Forude ligger flere ture til Nordøstgrønland, før projektet er afsluttet. Allerede i august drager Nicolaj Krog Larsen og hans kolleger igen på feltarbejde, hvor de vil indsamle data langs Nordøstgrønlands kyst.
----------
Faktaboks: Isens historiske bevægelser
Den seneste istid sluttede for omkring 11.700 år siden, hvor Jorden bevægede sig ind i en varmeperiode, Holocæn. Klimaet er imidlertid skiftet flere gange i denne varmeperiode.
Der har været kolde perioder for omkring 9.300 og 8.200 år siden, hvor Indlandsisen i Grønland rykkede frem. Disse kuldeperioder blev efterfulgt af en varmere periode, det klimatiske optimum, som varede fra omkring 8.000 til 5.000 år før nu. I den periode lå temperaturerne på mellem to til fire grader højere end i Grønland i dag, og man ved, at Indlandisen er blevet mindre, og at en del af de søer og landskaber, vi kender i dag, tidligere har været dækket af isen og måske har haft isen frem og tilbage flere gange.
Efter det klimatiske optimum kom for 5.000 år siden en ny kuldeperiode – Neoglacial – som kulminerede med Den Lille Istid fra 1300 til 1900 e. Kr., hvor gletsjerne og iskappen generelt opnåede den største udbredelse i Holocæn.
Poul-Erik Philbert
Nicolaj Krog Larsen, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet nkl@geo.au.dk