Polarfronten 1_2017

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 1/2017|

POLARFRONTEN

INDHOLD GRØNLAND PÅ SMELTEPUNKTET

MAKREL I STORE MÆNGDER

MAKRELLEN SLÅR ET SVING TIL VENSTRE

SAMSPILSRAMT

INDLANDSIS PÅ RETUR

FRA INDLANDSISEN TIL HAVISEN

DET KOLDE HJERTE BANKER STADIG

ARKTIS - ET INTERNATIONALT BRÆNDPUNKT

HÅB FOR DEN GRØNLANDSKE KULTURARV

KLIMAET- ET POLITISK LUKSUSPROBLEM?

THULE-FANGERE HAR ALTID EVNET AT TILPASSE SIG

UDEN INFRASTRUKTUR – INGEN KLIMAFORSKNING

Brug hovedmenu for overblik Åben for at se mere tekst Afspil video Send email Rul ned for at læse hele artiklen.

Rul til siden for at læse den næste artikel .

Tryk én gang på skærmen for at se hovedmenu.

Dette temanummer er udgivet med støtte fra Energistyrelsens arktiske program DANCEA. Redaktionen er afsluttet november 2016.

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab L. E. Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund, Tlf.: 3026 8090 www.dgls.dk Design & App: Spagat designstudio & Cadpeople A/S

Link til mere information

Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. Redaktør Uffe Wilken, redaktør, projektleder, journalist DJ redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk

Følg Polarfronten på Facebook Forsidefoto: Carsten Engevang Thulefangere med stormaskede hvalnet

GRØNLAND PÅ SMELTEPUNKTET Da sommeren 2016 gik på hæld kunne verden se tilbage på endnu en sommer, med den ene varmerekord efter den anden. Vejrstationerne har målt rekordhøje temperaturer rundt om i Grønland, og forskerne melder om rekordstor afsmeltning fra Grønlands indlandsis og om minimal havis i Arktis.

Dette temanummer af Polarfronten er dedikeret til at gøre status og fortælle om nogle af konsekvenserne specielt for Grønland, men også for Færøerne. Og også til at tage et lille kig ind i den nærmeste fremtid.

I

de to første artikler kigger vi på indlandsisen, havisen og samspillet mellem dem. Noget af det, der både fylder meget i medierne og påvirker mange politikeres rejselyst, er den grønlandske iskappe, hvad enten det er selve isen, eller isens udløb som fx i Jakobshavn Isfjorden. Forskerne

Foto: Maria-José Vinas, NASA Earth Science News Team.

har efterhånden etableret et netværk af moniteringsstationer rundt om i Grønland, og hvis iskappen var en patient, kan man med en vis ret sige, at det er en velovervåget patient, som man med bekymring må konstatere taber sig år for år.

Med de stigende temperaturer må arkæologerne konstatere, at den grønlandske kulturarv enten risikerer at smuldre eller blive skyllet ud med havvandet. Heldigvis er der stor opmærksomhed på dette problem, så de første initiativer til at redde de vigtigste dele af kulturarven er allerede sat i gang. To artikler fokuserer på dette.

For få år siden trak meldinger om Golfstrømmens snarlige død store overskrifter, godt hjulpet på vej af en film om en pludselig indtruffet istid og de katastrofale følger for menneskeheden. Færøske oceanografer kan heldigvis afblæse rygterne om Golfstrømmens snarlige død og giver i en artikel i stedet deres bud på, hvad der sker i øjeblikket med Nordatlantens vandmasser.

Ikke kun mennesker reagerer på de ændrede temperaturer. Dyr så forskellige som makreller og fluer påvirkes også. Makrellen er tilsyneladende på vej ind i lunere sydgrønlandske farvande, noget som måske kan gå hen og blive en vigtig ny indtægtskilde for det grønlandske samfund. I den nordøstlige ende af landet har fluerne og blomsterne det svært. Ændringer i sæsonerne gør dem samspilsramte, fordi den periode, hvor blomsterne står i flor, er ved at blive forskudt i forhold til den periode, hvor insekterne flyver fra blomst til blomst. Tre artikler ser på konsekvenserne for en del af Grønlands dyreliv.

Selv om havisen i Det Arktiske Ocean oplever en optøning, kan man næppe sige det samme om det politiske klima. Spørgsmålet om, hvorvidt vi er på vej ind i en ny kold krig mellem Rusland og Vesten i Arktis, besvares af forskere i et par artikler.

Og endelig afsluttes dette temanummer med en artikel om det paradoksale i, at Grønland, som jo forventes at blive særlig hårdt ramt af klimaforandringerne, ikke vil underskrive FN’s Paris-aftale om en reduktion af drivhusgasser. Men det er der en forklaring på.

God læselyst.

Redaktionen

Dette temanummer af Polarfronten er støttet med en bevilling fra Energistyrelsens arktiske program DANCEA. Redaktionen vil gerne takke den eksterne følgegruppe af forskere, som har bidraget med gode kommentarer.

Foto: Henrik Egede Lassen/Alpha Film. Fra SWIPA-rapporten, FN’s AMAP Programme.

INDLANDSIS PÅ RETUR Den grønlandske iskappe smelter – nogle steder mere end andre.

For at holde øje med hvor meget og kunne give kvalificerede bud på hvilken betydning det har for fx det globale havniveau, bruger forskerne en række redskaber lige fra gamle flyfotos til satellitter og et ubemandet netværk af målestationer.

E

n rekordvarm sommer 2016 i Tasiilaq i Sydøstgrønland, forårstemperaturer på 8,2°C over gennemsnittet for Upernavik i Nordvestgrønland og tilsvarende 6,7°C over gennemsnittet for Kangerlussuaq i Vestgrønland og en sommertemperatur for hele Grønland på 2,3°C over gennemsnittet. Det var den alarmerende besked i september 2016, da DMI og GEUS opsummerede forårs- og sommertemperaturerne fra DMI’s 14 vejrstationer i Grønland. Især april måned var varm i Grønland med rekordhøje temperaturer på seks ud af 14 stationer. I november 2016 kunne DMI rapportere, at temperaturen på Nordpolen lå 12°C over normalen. Det er værd at huske, at verdens lande er ved at ratificere Parisaftalen fra 2015, hvis mål er at holde fremtidens globale temperaturstigning på maksimum 2°C.

PROMICE målestation.

Foto: PROMICE.

Andre målestationer fulgte trop kort tid efter med lignende bekymrende resultater. Netværket PROMICE har ca. 20 målestationer fordelt på kanten af indlandsisen over hele Grønland. PROMICE startede i 2007, så indtil videre er måleperioden fra 2008 til 2016. ”De måler ikke kun temperatur og andre meteorologiske parametre, men også solindstråling og refleksion”, fortæller Dirk van As fra GEUS, som p.t. leder PROMICE. ”Ud fra vores observationer kan vi sige noget om indlandsisens helbredstilstand ved målestationen”, fortsætter han. Om tab eller vækst af is. Hele 88 % af stationerne registrerede temperaturer over gennemsnittet for januaraugust 2016 og tab af ismasse i forhold til tidligere år.

Kort intro til PROMICE (Programme for Monitoring of

Det bekræfter billedet, mange forskere har, af hvad der sker med indlandsisen i disse år. Det går stærkt med afsmeltningen af iskappen i Grønland. Rigtig stærkt. Siden 2007 er afsmeltningen kørt op i et højere gear end nogensinde før, siden målingerne af indlandsisen begyndte. Ca. 300 gigatons is smelter nu per år sammenlignet med ca. syv gigatons per år i perioden 1992-2002. ”Det svarer til, at hele jordens befolkning på 7,3 milliarder tager et karbad hver dag”, forklarer Jason Box fra GEUS for at sætte det enorme tal i relief.

Fordi Grønlands iskappe kan være en så afgørende faktor for fremtidens klima og for den globale havniveaustigning, så er forskere og FN’s klimapanel IPCC særdeles interesserede i at vide, hvordan iskappen har opført sig før i tiden. Jo bedre viden bagud i tid jo bedre data findes der til de computermodeller, der skal hjælpe os med at forudsige, hvordan iskappen opfører sig i fremtiden.

the Greenland Ice Sheet).

Flybilleder og trimlines En af de forskere, der kigger bagud i tid, er Kristian K. Kjeldsen fra Statens Naturhistoriske Museum. På hans sort-hvide flybilleder ses tydelige linjer af farveforskel i klipperne langs siderne af gletsjerne. Kristian K. Kjeldsen beskriver dem sådan: ”Vi kalder dem trimlines, disse linjer mellem den mørke klippevæg højere oppe og de lysere partier nedenunder. De viser os, hvor isen stod under sit maksimum i den kuldeperiode, der varede fra ca. år 1300 til slutningen af 1800-tallet.

En periode også kendt som Den lille Istid”.

Den mørkere farve skyldes mos og lav, mens de lysere partier viser, hvor højt gletsjerisen engang stod, og hvor mosser og laver derfor ikke har haft lige så lang tid til at gro.

Ud fra disse trimlines kan Kristian K. Kjeldsen og hans kolleger beregne, hvor meget ismasse, der er forsvundet siden ca. år 1900, og til billederne blev taget. Alle flyfotos er taget i

Kangiata Nunata Sermia i Sydvestgrønland. På billedet ses forskellige linjer, som viser isens udbredelse på forskellige tidspunkter.

Den øvre trimline (overgang) mellem lysere og mørkere fjeld viser isens udbredelse under Den Lille Istid, mens de nedre linjer viser isens udbredelse på senere tidspunkter. Informationer om højder på trimlines ud fra flyfotos er brugt til beregning af massetab af Indlandsisen gennem det 20. århundrede.

Kilde: Statens Naturhistoriske Museum.

Foto: Hans Henrik Tholstrup, Statens Naturhistoriske Museum.

Forskerne Kristian K. Kjeldsen

årene 1978-1987 under en kampagne iværksat af Geodætisk Institut for at kortlægge hele Grønland. Kristian K. Kjeldsen understreger dog, at de grønlandske gletsjere opfører sig meget individuelt. En enkelt gletsjer begyndte at trække sig tilbage allerede omkring år 1750, andre så sent som i 1930’erne. Men år 1900 er et godt vægtet gennemsnitsår.

I 1979 satte satellitæraen ind, og i dag er der indtil flere satellitter, som opsamler data, der understøtter arbejdet med at bestemme massetabet af Grønlands indlandsis. Kristian K. Kjeldsen og hans kolleger brugte udover flyfotos også data fra ICESat satellittens 2003-2009-kampagne til at modellere massetabet.

Der er mange om buddet til at modellere satellitdata, men det, som gør denne forskergruppes arbejde unikt, er det historiske perspektiv. De kan udtale sig om massetabet over hele det 20. århundrede og beskrive individuelle gletsjeres livsforløb. Deres beregninger viser, at det er gletsjerne i Sydøstgrønland og Nordvestgrønland samt Jakobshavn isbræen i Vestgrønland, som står for 60-90 % af isens massetab.

og Kurt H. Kjær fra Statens Naturhistoriske Museum fortæller om trimlines, gamle flyfotos og viser animationer af isafsmeltning.

Samlet viser deres resultater, at smeltning af indlandsisen bidrog med 25 mm havniveaustigning i perioden 1900-2010, svarende til 10-18 % af den totale havniveaustigning. En ikke ubetydelig del, som har manglet i IPCC’s samlede oversigt over havniveauændringer gennem det 20. århundrede.

Ydermere arbejder forskerne med at kunne sige noget om indlandsisens udbredelse tilbage fra seneste istid eller helt tilbage til Eem varmeperioden for 115.000 - 130.000 år siden.

Den var i gennemsnit 2°C varmere og med et havniveau, som var fem til ni meter højere end i dag. Ikke ulig vores mulige fremtidsklima, om end af helt andre årsager end den opvarmning, vi ser på Jorden nu.

Et væsentligt højere bidrag Sten, som er smeltet ud af isens greb, kan afsløre ændringer i gletsjeres positioner siden istidens afslutning for ca. 11.700 år siden. Når de forlader isen, udsættes de for kosmisk stråling, som kan aldersbestemmes. Borekerner fra søer kan derimod afsløre varmere perioder med mere planteliv og mindre isudbredelse. Disse data kombineret med GPSmålinger af landhævning er brugt i et vellykket forsøg på at sige noget om indlandsisen 21.000 år tilbage i tiden af Shfaqat Abbas Khan fra Danmarks Tekniske Universitet og Kurt Kjær fra Statens Naturhistoriske Museum.

Under denne del af istiden var isens udbredelse størst.

Ved at studere strandlinjer fra det gamle istidshav, kan de kortlægge gletsjernes tilbagetrækning i tidligere ikke-undersøgte områder af Grønland siden sidste istids maksimum. ”Disse gletsjeres afsmeltninger bidrog langt mere til havniveauet, end tidligere antaget”, fortæller Shfaqat Abbas Khan. I stedet for 3,2 meter har Grønland bidraget med 4,6 meter til den globale havniveaustigning over de sidste 23.000 år. Hvis hele Grønlands nuværende ismasse smelter, vil det svare til syv meters havniveaustigning. ”Det viser, hvor vigtigt det er, at vi ikke kun fokuserer på de sidste 20 år, hvor vi har satellitdata til hjælp, men går meget længere bagud i tiden, hvis vi skal forstå, hvad der sker med indlandsisen i fremtiden”, betoner Kurt Kjær.

Firn, flydning og feltdata På Danmarks Meteorologiske Institut arbejder flere klimaforskere netop på at få modellerne til at blive så gode som muligt. En af dem er Peter Langen. For at beskrive indlandsisens dynamik, er der mange parametre at holde styr på. ”Der er to modeller, der er vigtige”, forklarer han. ”Den ene kaldes for Firnmodellen, den anden for Indlandsismodellen.”

Firnmodellen beskriver de øverste meter af nysne, kaldet firnlaget, der falder på iskappen, inden det bliver til is. Ud fra feltdata og eksperimenter ved man ganske meget om firnlaget, og hvordan det skal modelleres. Firnlagets beskaffenhed afhænger af snemængde, fugtighed og sneens krystalstørrelse. Der skal også tages højde for, hvor kompakt sneen er. ”Hvis man måler samme punkt på isen og forestiller sig et år uden nedbør, så vil højden, man måler på punktet, være lavere, fordi sneen er blevet mere kompakt. Det må altså ikke forveksles med, at der er sket en afsmeltning af isen”, understreger Peter Langen.

Fra toppen af iskappen flyder isen ud til kysten, hvor den kælver som isbjerge eller smelter i kontakt med havvandet.

Denne del modelleres i Indlandsismodellen. Der er rimelig god enighed blandt forskerne om modellernes brugbarhed efter satellitæraens start, men fra 1950’erne og bagud i tiden er dér, hvor modellerne virkelig adskiller sig. DMI kan til en vis grad computersimulere Kristian K. Kjeldsens og kollegers data tilbage fra 1900, men ikke til perfektion. ”Det er altafgørende at have et korrekt udgangspunkt for Indlandsismodellen, og det er den svære del”, fortsætter Peter Langen, ”men det danske forskningsmiljø er med helt fremme, når det gælder indlandsisens fortid, nutid og fremtid.”

En mørk fremtid Det er næsten 30 grader varmt i København og endnu varmere på kontoret den septemberdag, hvor professor Jason Box fra GEUS vil fortælle om sit syn på Indlandsisens fremtid og vores klima i det hele taget. ”Det er lige blevet annonceret, at også august måned 2016 var den varmeste på Jorden hidtil”, begynder han.

Faktisk er året 2016 allerede i september det varmeste år

på Jorden, siden man begyndte de meteorologiske målinger omkring år 1850. En del af opvarmningen skyldes El Nino vejrfænomenet, men der er grund til stor bekymring, mener Jason Box. Hvis man sammenligner den globale temperaturstigning med den i Arktis, ser man, at temperaturstigningen i Arktis er det dobbelte.

Meget tyder desuden på, at mængden af svovlpartikler i atmosfæren indtil for 10-20 år siden havde en afkølende effekt, så opvarmningen i Arktis kunne have været endnu større. Siden da har partikelfiltre og andre tiltag reduceret svovlmængden betydeligt, så nu er store vulkanudbrud den vigtigste kilde til svovlpartikler i atmosfæren.

Jason Box og hans forskergruppe måler ikke svovl i atmosfæren, men netop partikler, som kommer langvejs fra og ender på isen, er noget af det, de interesserer sig for. Store skovbrande på den nordlige halvkugle producerer sodpartikler, som med luftstrømmene føres til Arktis og gør isen mørk. En mørk overflade suger mere varme til sig og får mere is til at smelte. Dette øger mængden af sodpartikler på overfladen og gør den endnu mørkere. Dermed er man inde i en ond cirkel. Den ekstra varme deformerer iskrystallerne, som også gør isen mørkere. Smeltevand optager mere varme

Beskidt is omkring en smeltevandsstrøm nær iskanten.

Sammenlignet med frisk sne og ren is så absorberer mørke overflader mere sollys, som accelererer afsmeltningen.

Foto: Henrik Egede Lassen/Alpha Film.

Fra SWIPA-rapporten, FN’s AMAP Programme).

Foto: USDA Agricultural Research Service

end is, mens sprækker fyldt med vand ekspanderer og smelter isen. Ikke mindst er der alger i isen, som også skaber en mørkere verden. Den massive algevækst i indlandsisen er noget, man kun har kendt til de sidste 10-15 år.

Jason Box har seks parametre, som næsten alle gør isen mørkere og får den til at smelte mere. Der er faktisk kun én effekt af et varmere klima, som kan trække den anden vej: Et varmere klima er lig med et fugtigere klima, som kan skabe mere nedbør af reflekterende hvid sne. ”Men for næsten hver eneste nye parameter vi finder, som påvirker indlandsisen, så går det i retning af større afsmeltning”, siger Jason Box. Disse mørke effekter er der ikke taget højde for i modellerne, og det kan forklare, hvorfor isen smelter så meget hurtigere end selv de bedste modeller forudsiger. Måske er Grønlands indlandsis allerede over ”the tipping point”, hvor isen ikke længere er stabil, så den vil blive meget mindre for at komme i ligevægt igen. ”Jeg er meget bekymret for den verden, vi efterlader til vores børn, hvis vi ikke straks gør noget for at mindske CO2udledningerne til atmosfæren. Egentlig burde vi være på vej mod en ny istid, men vi mennesker har stoppet dette. Nu venter der os i stedet en overophedet fremtid, og for Danmark betyder det flere storme og et København, som bliver oversvømmet”, afslutter Jason Box. Gabrielle Stockmann

En nyfalden snekrystal har utallige flader, som kan reflektere sollyset (venstre foto).

Opvarmning får krystallerne til at ændre form og klumpe sammen, hvorved de reflekterer sollyset i mindre grad.

Dirk van As

Jason Box

Kristian K. Kjeldsen

Kurt H. Kjær

Shfaqat Abbas Khan

Peter Langen

PROMICE

ISEN FLYDER Indlandsisen er opbygget af flere lag is. Hvert år falder ny sne på toppen af isen, hvoraf en del med tiden bliver komprimeret til is på grund af trykket fra den nye sne ovenpå. De øverste lag, fra nysne på overfladen ned til den egentlige is, kaldes for firnlaget. Dets tykkelse afhænger af hvor meget sne, der er faldet de pågældende år. Ved 50-100 meters dybde taler man om ”pore close-off”, hvor porerne i isen lukkes, og der ikke længere er udveksling med atmosfærens gasser.

Når isen kommer under tryk, begynder den at flyde. Dette kan illustreres med flydelinjer, hvor isen langsomt føres ud til kanten af indlandsisen (se figur). Hvor lang tid, isen er om at komme ud til kanten, afhænger af, hvor sneen falder. Den ældste is findes i midten af indlandsisen, der hvor isen deler sig. Dette kaldes meget passende for ”isdeleren”. Borer man ned til bunden af isen ved isdeleren, kan man følge lagene tilbage til overgangen mellem istiden og den forrige varmeperiode Eem for ca. 115.000 år siden. I nogle af iskernerne er det muligt at finde endnu ældre lag. Det er netop, hvad forskere fra Niels Bohr Instituttet og samarbejdspartnere udførte med iskerneprojektet NEEM (North Greenland Eemian Ice Drilling). Forskerne har nu en 2.540 m lang borekerne af is, som kan fortælle dem om klimaet 130.000 år tilbage i tiden.

Der ikke bare tilføres ny is til iskappen. Der forsvinder også is ude ved kanterne. Ved ligevægtslinjen ELA (Equilibrium Line Altitude) er der ligevægt mellem, hvor meget sne og is der kommer og forsvinder. Området oven for ELA kaldes for akkumulationszonen, mens området under ELA kaldes for ablationszonen. Her forsvinder isen på grund af forskellige processer som afsmeltning, fordampning og kælvning af isbjerge. Forskerne vil gerne kende indlandsisens ”totale massebalance”, dvs. forskellen på, hvor meget is der kommer til, og hvor meget der forsvinder. En gletsjer eller iskappe, som er i kronisk negativ massebalance, er ude af ligevægt og mister masse over tid. Det er det, som sker for Grønlands indlandsis i disse år. Pga. ændringer og opvarmning i det omgivende klima er den ikke længere i ligevægt og taber derfor ismasse langs kanterne.

ELA (ligevægtslinjen)

Kilde: Niels Bohr Instituttet

ELA (ligevægtslinjen)

MULIGHEDER FOR GRØNLAND

Det var et hold noget overraskede svensk-finske turister, som i sommer tog på vandretur til Tasermiut i Sydgrønland. De havde bestemt sig for en rute hjemmefra og havde naturligvis købt vandrekort over området. Men kortet stemte ikke. Både gletsjerne i sidedalene og hovedgletsjeren Sermeq havde trukket sig næsten én kilometer tilbage i forhold til vandrekortet fra 1994 og efterladt et landskab af meget glatte, polerede sten og til en vis grad også mudder (se foto ’gletsjermel’). En stor udfordring at forcere, kunne vandringsmændene fortælle.

Minik Rosing fortæller om gletsjermel. Klik på cc for danske undertekster.

Hvis klimaændringerne fortsætter i samme takt som hidtil, så er der ingen tvivl om, at det vil ændre vilkårene ikke blot for vandreturister, men for hele det grønlandske samfund såvel som dyr og planter. Alle skal til at tilpasse sig et varmere miljø med mindre is til lands og til havs. Det kan være værd at spekulere over, om mindre is på nogen måde kan skabe muligheder for det grønlandske samfund.

Nytænkning Minik Rosing fra Statens Naturhistoriske Museum er en kreativ tænker. Han er en af hovedmændene bag rapporten ”Til gavn for Grønland”, hvor han stod for en vurdering af naturressourcernes økonomiske potentiale for Grønlands samfundsudvikling. Efter at have følt sig chikaneret af gletsjermudder igennem en lang forskningskarriere og næsten mistet sin dat-

ter − eller i hvert fald hendes gummistøvler − til mudderet, er han kommet på en idé til, hvordan man kan få gavn af dette mudder eller gletsjermel, som han kalder det. Gletsjermelet indeholder nemlig store mængder næringsstoffer fra isens nedbrydning af det grønlandske grundfjeld. Det havner i store aflejringer foran isens rand og er lige til at opsamle. ”Grønland kan blive af med dette gletsjermel, som egentlig mest er til irritation og tjene penge på det, mens et land som Brasilien kan få stor glæde af det og opnå mere frugtbare jorder”, håber Minik Rosing. Han har nu iværksat et projekt, som skal teste gletsjermelets duelighed i samarbejde med São Paulo universitetet i Brasilien i et landbrugsområde i nærheden af Brasilia.

At netop grønlandsk gletsjermel er det, planter i troperne og subtroperne hungrer efter, er foreløbig blevet bekræftet i en serie vellykkede testforsøg af Andreas de Neergaard fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet. Manglende næringsstoffer er grunden til, at store områder af den tropiske regnskov hvert år bliver brændt af for at få fat på den smule næring, der er i træerne. ”Hvis projektet med gletsjermel lykkes, så hjælper vi ikke kun det grønlandske samfund med en bæredygtig industri. Vi kan også modvirke afbrænding af regnskov og i sidste ende sikre et mere effektivt landbrug til at brødføde verdens voksende befolkning”, siger Minik Rosing.

Gabrielle Stockmann

Minik Rosing

Forskeren Walt Meier i en smeltevandspøl på havisen ud for Alaska.

Foto: W. Meier, NASA

FRA INDLANDSISEN TIL HAVISEN Både Grønlands indlandsis og havisen omkring verdens største ø er i krise.

Ud over hvert år at vurdere status for den arktiske havis så samarbejder forskere fra DMI også med danske og norske partnere for at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem ændringer i havisen og den grønlandske iskappes massebalance.

I

ndlandsisen forsvinder i rekordtempo i disse år. Men hvordan ser det ud for havisen rundt om Grønland og Arktis i øvrigt? På Danmarks Meteorologiske Institut sidder nogle af verdens førende eksperter, som både arbejder med direkte målinger af havisen og indirekte målinger via satellitter.

Med data fra feltarbejde i Arktis og ved at kalibrere dem mod hinanden kan data fra satellitterne gøres endnu mere præcise. Her sidder DMI i en nøgleposition som en af de organisationer, der kalibrerer og kvalitetssikrer satellitdata, inden de frigives til brug i computermodeller og dataanalyser.

Havisforskeren Rasmus Tonboe fra DMI viser på et MODIS satellitbillede, hvordan udbredelsen af havis i Arktis så ud den første uge af september. Billedet er i alle regnbuens farver for at markere både skyer, og hvor meget havisen dækker af havoverfladen. Store dele synes at være sortfarvede, som indikerer åbent vand. ”Vi kan se her, at der er helt isfrit i Baffinbugten og Karahavet, kun lidt is i Laptevhavet og en lav koncentration af is i Tjuktjerhavet”, opsummerer Rasmus Tonboe. ”Den 21. september, ved jævndøgn, bliver det mørkt på Nordpolen, og så falder temperaturen hurtigt”, fortsætter han. Det er altså kort tid herefter, man kan gøre status over årets havisudbredelse og volumen i Arktis.

Den 10. september 2016 passerede havisen i Arktis dette års minimum, og vi ved derfor nu, at havisudbredelsen var den næstlaveste, siden målingerne startede med satellitter

Grafikken viser det totale havisareal på den nordlige halvkugle over for dag på året i de fire år 2012-2015.

Kilde: DMI.dk

sidst i 1970’erne. Volumenmæssigt er vi derimod helt i bund i lighed med året 2012. Det er ikke kun i Maya-kalenderen, at året 2012 har en særlig dyster betydning og varsler verdens undergang. For havisen i Arktis var 2012 også dyster og slog alle rekorder i afsmeltning, så havisen nåede sin hidtil mindste udbredelse. ”Året 2016 ser lidt bedre ud, men tendensen er stadig, at der bliver mindre havis for hvert år, der går”, fortsætter Rasmus Tonboe. To gange Danmarks landareal af havis forsvinder hvert år.

Den helt store ændring skete i 2002, da Beauforthavet nord for Canada og Alaska begyndte at blive et smelteområde for havisen. Måske på grund af et varmere klima. I gamle dage kunne isen ligge i Beauforthavet i mange år og blive rigtig tyk, men dette mønster blev brudt efter en meget varm sommer i 2007, og det er aldrig lykkedes for Beauforthavets havissystem at genetablere sig. Havisen fra Beauforthavet driver med tiden over til Grønland, hvor isen driver ud af det arktiske Ocean og ned langs den grønlandske østkyst. Det arktiske Ocean fungerer som lidt af en centrifuge, hvor isstrømme og havstrømme på overfladen bliver drevet af atmosfæriske tryksystemer og bevæger isen rundt i faste mønstre. Derfor kan man også gætte hvilken del af havisen, som forlader den arktiske centrifuge, og hvad vi kan forvente os af næste års havisudbredelse.

Det arktiske Ocean. Kilde: Marine Trader

Ferskvand beskytter havisen Resultatet af Beauforthavets kollaps er, at den gamle robuste havis er forsvundet og erstattet af tynd førsteårsis, som ikke er nær så modstandsdygtig over for sommerens afsmeltning. Nordpolen er dog stadig isdækket. Også om sommeren, hvilket betyder, at denne is er ældre end ét år. ”Så længe de russiske floder bringer store mængder ferskvand ud i Det arktiske Ocean, vil dette ferskvandslag beskytte havisen”, siger Rasmus Tonboe. Man har p.t. en meget stabil lagdeling i Det arktiske Ocean med relativt koldt ferskvand, der ligger ovenpå mere saltholdigt og varmere havvand fra Atlanterhavet bragt nordpå af Golfstrømmen. Skulle der derimod ske noget, som får lagdelingen til at bryde sammen, f.eks. omrøring og bølger, hvor det varmere saltvand får direkte adgang til havisen nedefra, så er spillet ude selv for havisen ved Nordpolen, mener Rasmus Tonboe. I krystalkuglen for sommeren 2017 ser udgangspunktet dog allerede dårligt ud for bevarelse af havisen. Det meste af den nuværende gamle, tykke havis ligger i et område, hvor den næste år vil blive ekspederet ud af Det arktiske Ocean.

Der er et lille lyspunkt i denne trend af konstant tab af havis. I årene 2013-2014 var vejrforholdene så gunstige, at havisen kunne genfinde noget af sin tykkelse. Det tyder på, at havisen ikke er et trægt system, som er årevis om at gen-

Se den aktuelle

Foto: Polar Portal

havisudbredelse i

Det arktiske Ocean

på Polar Portal.

finde balancen, men hurtigt genvinder tykkelse og udbredelse, hvis den får chancen.

Vejret på havisen DMI har som noget helt unikt en vejrstation ude på havisen.

Nærmere bestemt Inglefield bredning ved Qaanaaq i Nordvestgrønland. Projektet har kørt i to år, og stationen bliver sat ud i januar, når isen kan bære udstyret og forskerne.

Derefter får vejrstationen lov til at stå, indtil DMI-folket henter den ind i juni, inden isen bryder op. Det var dog nær gået galt i 2016, da havisen pludselig brød op i høj fart. Med en halv kilometer om dagen nærmede vandet sig hastigt det ganske dyre udstyr på havisen. Heldigvis kunne fangere fra Qaanaaq hjælpe til og i al hast bringe udstyret i sikkerhed på land med hundespand. Alle kunne ånde lettet op.

DMI-instrumenter sat ud på havisen udfor Qaanaaq i marts 2016.

Instrumenterne måler varmeudstrålingen af havisen og sneen oven på isen med meget stor nøjagtighed. De to hvide cylindre på billedet er selvkalibrerende radiometre, der løbende måler på nogle interne, nøjagtige referencer, så målingerne kan korrigeres. Desuden måles lufttemperaturen samtidig, så man kan korrigere for det bidrag, der reflekteres i overfladen. Ved siden af radiometrene står en vejrstation, der måler atmosfæriske parametre som vind, lufttemperatur og ind- og udstråling.

Kilde: DMI

Det er nemlig ikke hvilket som helst udstyr ifølge DMI forsker Jacob Høyer. Det er en vejrstation med meget avanceret og ganske unikt måleudstyr, fordi det bl.a. måler snetemperaturen og bliver kalibreret mod National Physical Laboratory i London, så DMI’s temperaturmålinger kan henføres til det internationale måleenhedssystem (SI), hvor temperaturer bliver målt i Kelvin (K). ”Vores radiometre måler med en temperaturnøjagtighed bedre end 0,1 grad, og måleprincippet er meget lig det, satellitterne benytter. Vi kan derfor bruge vores målinger til at kvalitetssikre og kalibrere satellitobservationer af isens overfladetemperatur f.eks. fra den nyligt opsendte Sentinel 3A satellit”, fortæller Jacob Høyer. Hermed knyttes et vigtigt link mellem data fra rummet og observationer på jorden.

Et andet vigtigt link for DMI og alle andre, som arbejder med klima-isforhold i Arktis, er samspillet mellem havis og Grønlands iskappe.

Animationen viser, hvordan havisudbredelsen i Arktis har ændret sig i september måned fra 1979 til 2014:

Is i samspil ”Vi er vidne til store ændringer i havisen og i Grønlands iskappes massebalance i disse år, og vi vil gerne forstå, om disse to hændelser hænger sammen, eller om de begge reagerer på en tredje faktor. F.eks. ændringer i atmosfæren, i havet eller en kombination af disse to eller endnu flere faktorer”, indleder Ruth Mottram. Hun er en blandt flere forskere, som repræsenterer DMI i Ice2Ice-projektet, der netop har som formål at forstå havisens og indlandsisens mulige sammenhænge. De andre partnere i projektet er Niels Bohr Instituttet fra Københavns Universitet, som er eksperter i at bore iskerner ud af indlandsisen, og Bjerknes Centre for Climate Research i Norge, som er specialister i oceanografi og i at tage borekerner fra kyst- og havmiljøer.

Ruth Mottram peger på en planche, som ligger på hendes bord. Den viser data fra tre af iskernerne fra Grønlands indlandsis: GRIP, GISP2 og NGRIP. Verdenskendte forkortelser for succesrige boringer ca. tre kilometer ned i isen, der kan fortælle om klimaet i Grønland igennem de sidste 123.000 år tilbage til Eem mellemistiden. De viser stort set alle tre det samme mønster, og Ruth Mottram gør opmærksom på nogle store udsving i kurverne, som optræder flere gange under istiden. ”Vi kalder dem for Dansgaard-Oeschger episoder”, siger hun. Det er perioder, hvor det pludselig blev meget varmere i Grønland. Måske helt op til 15°C varmere over et årti. Hver gang sank temperaturen i løbet af 100-1.000 år tilbage til udgangspunktet. ”Der er mange teorier om, hvorfor dette skete”, fortsætter Ruth Mottram, ”men vi fra Ice2Ice tror, det skyldtes, at Atlanterhavet var isdækket ned til syd for Island, og at temperaturen steg i havet. De havstrømme, der bringer det varme saltvand op til Arktis, var også aktive under istiden. På et tidspunkt blev opvarmningen af havet så stor, at havisen smeltede, og varmen undslap til atmosfæren.

Altså et eksempel på abrupte naturlige temperaturstigninger, hvor alt endte godt om end langsomt. Godt nyt for nutidens opvarmning? Ruth Mottram maner til forsigtighed, også når det gælder sammenligningen med Eem varmeperioden. Hun uddyber:

”Man skal huske på, at Jorden og solen stod i en hel anden position i forhold til hinanden i Eem, som beskrevet af de såkaldte Milankovitch parametre. Den største solindstråling under Eem tiden var på den sydlige halvkugle, og solstrålingen er en utrolig vigtig faktor for iskappens smeltning”.

Isens lyde Forskerne ved nu med sikkerhed, at indlandsisen overlevede Eem varmen, eftersom Eem is findes i bunden af nogle af iskernerne. Og faktisk også ude ved kysten. På grund af at isen flyder, så ender den med tiden ved kysten. ”Man kan faktisk høre forskel på Eem is, istidens is og nutidens is, når man går på den”, fortæller Henrik Højmark Thomsen fra GEUS, som i mange år studerede indlandsisens forskellige lag ude ved kysten. ”Istidens is lyder som fløjl, mens Eem og nutidens is lyder langt mere skurrende”, konstaterer han.

For Ruth Mottram og andre klimamodellører gælder det om at kunne simulere Dansgaard-Oeschger episoderne og andre klimaudsving tilbage i tiden. Hvis de kan genskabe disse pludselige ændringer med computermodellerne, så ved de også hvilke parametre, der styrede ændringerne.

Om det f.eks. var atmosfæriske faktorer, eller om havisen og havet alene kan påvirke gletsjernes skæbne.

Ingen stopklods En grund til at nutidens kobling mellem havisen og iskappens massebalance er så svær at gennemskue, skyldes at vejrsystemet over det sydlige Grønland er meget forskelligt fra det nordlige Grønland. Sydgrønland domineres af NAO (North Atlantic Oscillation) med mange lavtryk, som kan dumpe store mængder sne især langs østkysten. Over Nordgrønland er der derimod ofte store højtryk. Dette område har meget lidt nedbør og påvirkes mere af, hvad der sker i Det arktiske Ocean. En mulig konsekvens af mindre isdække på havet er, at der vil falde mere sne over det nordlige Grønland, fordi lavtrykssystemerne vil flytte længere nordpå.

Hvis havisen forsvinder, vil nedbøren ikke længere falde over havisen, men flytte ind i landet. Mere sne vil være en

kærkommen gæst. Hvid sne reflekterer lyset og vil kunne modvirke formørkelsen af isen.

Det er især de marine gletsjere, som forsvinder i galopperende fart. Det vil sige de gletsjere, der løber ud i havet via en fjord og ligger med en del af gletsjerisen ude i havvandet, også kaldet shelfis. Modsat de landbaserede gletsjere, som har al deres is på land. Flere af de marine gletsjere i Grønland har i de forgangne år tabt deres shelfis, sandsynligvis pga. varmere havvand. Bunden af isen ligger i en dybde, hvor det kommer i kontakt med Atlanterhavsvandet, og eftersom dette havvand er blevet varmere, så underminerer det gletsjerisen nedefra. ”Men også angreb oppefra af en varmere atmosfære har betydning for gletsjerisens udtydning”, mener Camilla S. Andresen fra GEUS. Den tredje faktor er, hvad der sker med de isbjerge, der er brækket af, når havisen forsvinder. De danner en suppe af isbjerge og kan udgøre en stiv prop i fjordsystemet, hvis de fryser sammen eller bliver blokeret af havisen. ”Havisen fungerer som stopklods, der holder gletsjeren på plads”, fortsætter hun, ”og når man fjerner stopklodsen, så kan gletsjeren komme i frit løb. Det bliver derfor interessant at se, hvad der sker med

Helheim gletsjeren i Sydgrønland kælver massivt d. 24. juli 2013 Video: Hans Henrik Tholstrup

Landbaseret gletsjer (tv.) og gletsjer, der løber ud i havet (th).

Kilde: Vena W. Chu, University of California, http://www.venachu.com/.

en gletsjer som Nioghalvfjerdsgletsjeren i Nordøstgrønland, efterhånden som havisen i den østgrønlandske Strøm mindskes”.

Camilla S. Andresen er lige som forskerne i Ice2Ice projektet interesseret i at forstå samspillet mellem gletsjeris, havis, oceanet og atmosfæren bagud i tiden, og hun arbejder fra båd med at tage kerner op af fjordbunden, både tæt på isranden og længere ud i fjorden. Ved at studere aflejringerne i kernerne og deres indhold af små fossiler og sand droppet fra isen kan hun se, om oceanet og isen har påvirket hinanden, samt om der i perioder i løbet af vores nuværende mellemistid har været lige så varme forhold, som dem vi oplever i disse år. Også studier af havbundens topografi er relevant, siger hun. Den svenske isbryder Oden besøgte i 2015 Petermannfjorden i Nordgrønland for bl.a. at kortlægge fjordbunden. Ud fra tærskler på havbunden kan man se, hvor Petermann gletsjeren tidligere har stået, og hvilke gigantiske hop den har taget.

Den svenske isbryder Oden på tur med forskere til Petermann-fjorden i Nordgrønland, 2015.

Odens ekspeditionsleder, Martin Jakobsson fra Stockholms Universitet kommenterer: ” Vi skal væk fra forestillingen om, at geologiske processer tager lang tid, for størrelsesordenen og tidsskalaen af de ændringer, vi ser med bl.a. indlandsisen, er blevet undervurderet. Isen er som en frø. Den hopper mellem forskellige stabilitetsniveauer, og en gang imellem er det hurtigt og meget langt”.

Gabrielle Stockmann

Rasmus Tage Tonboe

Jacob L. Høyer

Ruth Mottram

Henrik Højmark Thomsen

Camilla S. Andresen

Martin Jakobsson

KULTURARV

Håb for den grønlandske kulturarv

Kulturhistoriske lokaliteter i Grønland trues i disse år af klimaændringer. Med projektet ”Remains of Greenland” vil fagfolk afdække, hvordan og i hvilket omfang, den grønlandske kulturarv er truet. ”Der er håb, hvis der handles nu”, lyder de første meldinger.

Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.

På hver lokalitet udgraves små huller, og der udtages prøver til laboratorieforsøg, hvor nedbrydeligheden af de forskellige organiske materialer undersøges.

I

de arktiske egne og dermed også i Grønland er de tiltagende klimaforandringer særligt udtalte og det påvirker også kulturarven. For netop i de arktiske egne og især i områder med permafrost kan bevaringsforholdene for kulturarv og organiske materialer som genstande af skind, pels, træ og ben samt vævede tekstiler være ekstraordinært gode. Derfor risikerer enestående ting at gå tabt, og derfor arbejder museums- og naturvidenskabsfolk nu tæt sammen for at redde den grønlandske kulturarv, før det er for sent.

Redningsplan for klimatruet kulturarv Med forskningsprojektet ”Remains of Greenland” skal et hold eksperter fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Center for Permafrost (CENPERM) ved Københavns Universitet og Nationalmuseet i København bruge de næste tre år på at kortlægge og monitorere 10 forhistoriske og historiske lokaliteter i området omkring Nuuk.

De involverede fagfolk råder tilsammen over den viden, de metoder og den ekspertise, der skal til for at danne sig et overblik over truslen imod de forskellige former for lokaliteter, og hvad der i givet fald kan og bør gøres. Projektleder og seniorforsker Jørgen Hollesen fra Nationalmuseets Afdeling for Miljøarkæologi og Materialeforskning i København forklarer: ”Kernen i projektet er et videnskabeligt studie af en række omhyggeligt udvalgte lokaliteter fra forskellige perioder af Grønlands historie, der ligger forskelligt i landskabet fra helt inde ved isen og ud til kysten. Vi skal selv indsamle og registrere data for derefter at sammenholde dem med tidligere udgravninger, fotografier og anden dokumentation for at samle al tilgængelig viden om hver enkelt lokalitet. Derved får vi viden om lokalitetens historik og dens nuværende bevaringstilstand og kan se, om den allerede nu er udsat for klimapåvirkninger. Vi vil også arbejde på at udvikle nye metoder og værktøjer til at udpege, hvor den fremtidige trussel er størst, og derved hjælpe de lokale arkæologer og museumsfolk til at prioritere deres arbejde bedst muligt.

Så kan de sætte ind der, hvor vigtig kulturarv er i fare for at forsvinde.”

Med næsten 6.000 registrerede kulturminder og tilsvarende tusindvis af uopdagede kulturminder i øde egne rummer Grønland et overvældende kulturhistorisk potentiale, og arkæologerne har igennem årene gjort mange spektakulære fund. Derfor er det himmelråbende nødvendigt at få skabt overblik over den trussel, som klimaændringerne medfører, og finde nogle strategier for at tage bedst muligt vare på kulturarven.

Forskellige former for trusler Det grønlandske landskab, naturen og klimaet omfatter store variationer fra nord til syd, og kulturarven trues derfor på forskellig vis i forskellige områder. Langs visse kystlinjer æder havet sig ind på land, og ved Dødemandsbugten i Nordøstgrønland styrter kystnære pladser fra Thulekulturen i havet.

Omkring Nuuk består kysten primært af klipper, så her er faren for kysterosion ikke den største trussel. Til gengæld gnaver den øgede og anderledes vegetation altødelæggende ned i de historiske kulturlag. Samtidig optager træer og buske vand, så en øget vegetation ændrer på jordlagenes fugtighed og forringer dermed bevaringsforholdene i kulturlagene.

Arkæologien er ofte meget synlig i Grønland, som eksemplificeret på billedet her fra Kangeq 20 km vest for Nuuk, hvor træ og knogler stikker ud af en mødding.

Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.

I de nordlige egne har permafrosten hidtil sikret optimale bevaringsforhold som på den berømte lokalitet Qajaa ved Disko Bugten med enestående, velbevarede 4.000 år gamle kulturlag fra Saqqaq kulturen. På det nærliggende Qeqertasussuk fandt arkæologer en hårtot, der siden blev brugt til at udvinde fossil DNA og ’genskabe’ en af datidens fangere.

Denne plads er dog så unik, at fagfolk allerede holder et vågent øje med den, og den skulle efter sigende ligge trygt og godt de næste 70 år.

Men i takt med at permafrosten slipper sit tag, bliver det nødvendigt at rykke ind både på Qajaa og andre vigtige pladser, og det er netop formålet med ”Remains of Greenland”-projektet. Jørgen Hollesen siger: ”Det gælder om at påvise effekten af klimaændringer så hurtigt som muligt for på den måde at kunne sætte ind i tide, og før skaden på den pågældende lokalitet er stor eller uoprettelig. Derfor arbejder vi hen imod at skabe en metodik omkring de grønlandske lokaliteter, så man indsamler

For at kunne undersøge sne- og isforholdene over tid er der på tre lokaliteter installeret automatiske kameraer drevet af solpaneler. Kameraerne vil de kommende to år tage tre billeder om dagen.

Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet

Foto: Rasmus Fenger-Nielsen, Nationalmuseet & Københavns Universitet

samme form for data ved feltundersøgelser og udgravninger og på den måde hurtigere kan blive opmærksom på eventuelle forandringer.”

Projektforskerne har valgt at fokusere på området omkring Nuuk. Her ligger lokaliteterne tæt, forskelligt placeret i landskabet og repræsenterer de fleste af de store historiske og forhistoriske kulturer heroppe. Dernæst er klimapåvirkningerne allerede så tydelige her, at man kan påvise visse forandringer. Jørgen Hollesen påpeger: ”Klimaforholdene omkring Nuuk har ændret sig markant over de seneste årtier. Her er blandt andet kommet en væsentlig forøget vegetation og andre vækster. Det påvirker jordbundsforholdene og ændrer bevaringsforholdene for kulturarven. Vi håber på at kunne påvise, hvordan det sker og i hvilket omfang og tempo, for på den måde at kunne forudsige fremtidige ændringer. Men Grønlands kulturarv er utroligt omfattende, og derfor kommer det i sidste ende til at handle om prioritering. Man kan næppe nå at redde det hele, så med vores værktøjer må arkæologerne overvåge, beskytte og i sidste ende udgrave om nødvendigt. Men hvis

Droneopmålinger af lokaliteten Iffiartafik midt i Nuukfjorden.

Den gamle boplads ses tydeligt midt i billedet, dér hvor vegetationen fremstår mere lysegrøn sammenlignet med omgivelserne og består af marhalm og græs.

vi kan udpege høj- og lavrisikozoner for lokaliteterne i de enkelte områder, kan museumsfolkene håndplukke de mest værdifulde pladser og sætte alt ind på at redde dem. Og der er faktisk tid til at få skabt det nødvendige overblik og udforme en redningsplan, men så skal politikere og andre beslutningstagere råbes op og afsætte de midler, der skal til for at redde den grønlandske kulturarv.”

De første data er ude I en nyligt udgivet artikel i Scientific Reports fremlægger Jørgen Hollesen sammen med projektkollegaer resultaterne af forundersøgelsen til ”Remains of Greenland”-projektet.

Undersøgelsen er foretaget på fire lokaliteter i Vest- og Sydgrønland, der repræsenterer forskellige perioder og typer af kulturarv: Qajaa med kulturlag efter de tre store eskimoiske kulturer Saqqaq (2500-800 f.Kr.), Dorset (300 f.Kr.-600 e.Kr.) og Thule (1300-nu), Kangeq med lag efter Thule-folk, Sandnes med lag fra nordboernes bosættelser i Vesterbygden (985-1350) og Igaliku, der var en del af nordboernes Østerbygd. Lokaliteterne ligger forskelligt placeret i landskabet og er derfor udsat for forskellige trusselsbilleder som følge af klimaændringerne.

Den overordnede konklusion lyder i grove træk på, at der er en markant fare for, at den grønlandske kulturarv mere REMAINS-projektet fokuserer på Nuuk-området i Sydvestgrønland, fordi området har den største tæthed og variation af arkæologiske lokaliteter. Her ser man allerede klimaændringernes påvirkning.

Modificeret kort fra REMAINS.

eller mindre hurtigt bliver nedbrudt. Klimapåvirkningerne er ufravigelige, og blot én grads temperaturstigning vil accelerere nedbrydningsprocesserne betydeligt. De varslede temperaturstigninger får ikke bare indflydelse på permafrost og vegetation med den frygtede padderokke med sine dybe rødder i spidsen, men også på tilstedeværelsen af og ikke mindst aktivitetsniveauet blandt rådsvampe og bakterier, der blandt andet nedbryder genstande af organisk materiale.

Derfor vil forskerholdet udtage og undersøge jordprøver for at finde ud af hvilke af disse svampe og bakterier, der er til stede, og hvor gode levebetingelser de har. For selv en frossen trægenstand indeholder ’gamle’ bakterier, der bliver vækket til live ved optøning og fluks fortsætter nedbrydningsprocessen med en uhyggeligt kort responstid.

Samtidig sker denne nedbrydning eksponentielt og altid af de mest omsættelige dele først. Så det er også vigtigt at få klarlagt, om det er vigtige dele som for eksempel protein og DNA, der forsvinder først.

Vand og rødder er vigtige parametre Holdet bag ”Remains of Greenland” sætter blandt andet fokus på vand, fordi vand har en velkendt og afgørende betydning for bevaringen af kulturlag og deres indhold af genstande.

Professor og leder af Center for Permafrost, Bo Elberling, forklarer: ”Klimaforandringer er meget andet end opvarmning. Mange andre faktorer spiller afgørende ind på bevaringstilstanden i jorden. F.eks. er ændringer i nedbør og fordampning, altså vandbalancen, afgørende for hvor meget vand, der er i jorden. Jo mere tørt, jo nemmere trænger ilt ned i de dybere lag, og jo hurtigere nedbrydes de organiske rester i kulturlag. Permafrosten spiller også en vigtig rolle, fordi den lave temperatur holder nedbrydningen på et meget lavt niveau, men også fordi permafrosten er som en barriere for vand, så vand ikke trænger ned i dybden, men holder jorden fugtig over grænsen til permafrosten. Hvor permafrosten tør, vil der ofte som udgangspunkt være en del smeltevand. Men med tiden vil smeltevand trænge længere og længere ned, og nedbrydningen af kulturlag vil kunne

Ved feltbesøg undersøges bevaringstilstanden af de enkelte materialer, og om der er sket tydelige tegn på forandring i forhold til tidligere. Desuden opsættes måleudstyr, som bruges til at undersøge, hvordan klimaet påvirker bl.a. temperaturen, vandindholdet og tilgængeligheden af ilt i de arkæologiske lag. Udstyret er drevet af solpaneler og på særligt robuste dataloggere, der kan klare den kolde vinter. Billedet er fra Kangeq ca. 20 km vest for Nuuk.

Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.

speedes op. Vandbalancen er også styret af planternes fordampning. Vegetationen i Arktis vokser mere, fordi det bliver varmere, og fordi luftens indhold af kuldioxid stiger. Det betyder, at planterødderne trænger dybere ned og kan udnytte det vand, som ellers er med til at beskytte kulturlagene. Lidt simpelt kan man måske sige, at bevaringsmæssigt behøver det ikke at være meget koldt, bare det er vådt. Så hvis man kan holde kulturlagene vandmættede og samtidig beskytte dem imod erosion og kollaps, kan man også fremme deres bevaring, og så er der et vist håb.” Bo Elberling fortsætter:

De grønlandske køkkenmøddinger indeholder ofte store mængder organiske materialer som træ, ben, pels, skind og tekstil.

Den gode bevaringstilstand gør det muligt for arkæologer at få et unikt indblik i, hvordan selv de tidligste mennesker i Grønland levede.

Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.

”Så vores undersøgelser omkring Nuuk vil også have fokus på at monitorere, hvor følsom vandbalancen er overfor de igangværende klimaændringer. For det kommer fremadrettet til at være afgørende for bevaringen af kulturarven i området. Så vi vil indsamle alle disse data og indsætte dem i klimamodeller for bedre at kunne byde ind på udviklingen i de kommende år. Modellerne giver også mulighed for at ’lege’ lidt med tallene og se, hvordan en vis ændring i vandbalancen eller temperaturen vil påvirke de givne jordlag.

Modeller er på den måde et værktøj til at forudsige effekterne af eventuelle tiltag til at sikre bevaringsforholdene.”

Erfaringer fra mineaffald Naturvidenskabsfolkene kan altså belyse hvilke ’knapper’, der kan og bør skrues på for at passe bedst muligt på de bevaringsværdige kulturlag i det arktiske. Men de kan også komme med mere konkrete løsningsforslag bl.a. ud fra erfaringer med håndtering af mineaffald. Konkrete løsningsforslag er dog ikke en central del af projektet, men en vigtig del af det tværvidenskabelige samarbejde. Bo Elberling konstaterer:

”Problemstillingen med bevaringen af de forhistoriske og historiske kulturlag i Grønland minder faktisk meget om håndteringen af mineaffald i de selvsamme områder, og nogle af vores erfaringer med mineaffaldet kan måske komme arkæologien til gode. Dybest set handler det nemlig om at minimere omsætningen i affaldsbunkerne og dermed begrænse forureningen eller i dette tilfælde at bevare kulturlagene ved at holde lagene vandmættede, iltfrie og så kolde som muligt. Teknikker til at begrænse forurening har vi allerede ret godt styr på, og vi skal nu sammen med arkæologerne finde ud af, hvad der er de optimale forhold i kulturlagene med hensyn til temperatur og vandbalance. Det er selvfølgelig et længerevarende arbejde, men mulighederne er der.”

Nogle løsningsforslag er helt lavpraktiske som f.eks. at bruge membraner til at styre ilt- og vandtilførsel eller opsætte snehegn for dermed at opsamle nedbør, der på sigt kan bruges til at holde bestemte områder fugtige. Den teknik benytter de grønlandske fåreavlere sig af, hvis nedbøren har drillet flere år i træk.

Man kan også gå mere radikalt til værks og tage de vigtigste dele af kulturlagene og gemme dem til eftertiden ved at opbevare dem i permanent frosne, gamle miner. Dette er velkendt på Svalbard, hvor Svalbard International Seed Vault ligger dybt begravet i et fjeld med permafrost og rummer mere end tre millioner forskellige frøtyper fra hele verden og dermed er et unikt backupsystem for bevaring. Bo Elberling tilføjer med et smil: ”Med fjernopbevaring i forladte miner mister man naturligvis helt konteksten, og det er arkæologerne jo ikke så vilde med.”

Men forelagt idéen om fjernopbevaring er forskningsprofessor og arkæolog Bjarne Grønnow fra Nationalmuseet ikke helt afvisende – dog kun i yderste nødstilfælde.

Så der er altså fortsat håb for den arktiske kulturarv, men der venter både folkene bag ”Remains of Greenland” projektet og de lokale arkæologer mange års ihærdigt benarbejde for at sikre så meget som muligt af den grønlandske kulturarv.

Josephine Schnohr

Jørgen Hollesen

Bo Elberling

Remains of Greenland

Climate change and

the preservation

of archaeological sites

in Greenland

One year in Qajaa

The Qajaa winter expedition

TILPASNING

Narhvaler fanges normalt med harpun, men i ny og næ tages de også med stormaskede net. Måske betyder klimaforandringerne, at Thule-folkene snart skal skifte de stormaskede hvalnet ud med mere finmaskede fiskenet.

Thule-fangere har altid evnet at tilpasse sig Foto: Carsten Egevang

Et storstilet forskningsprojekt, Nordvandsprojektet (NOW), sætter fokus på forskellige perioders fangerkulturer ved Thule og deres evne til at tilpasse sig klima og skiftende fangstdyr. Lige fra de første hvalfangere i 1200-1300 tallet til nutidens fangere udstyret med motorbåde og snescootere.

S

å langt tilbage som for 4.500 år siden lod palæoeskimoiske fangerkulturer sig lokke over det lille farvand mellem Canada og Grønland af de gunstige fangstmuligheder i Thuleregionen. Flere indvandringer fandt derfor sted netop her. I forbindelse med NOW-projektet har arkæologer fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og Nationalmuseet i København undersøgt nogle af de første inuitbopladser i regionen, mens antropologer fra Københavns Universitet har fulgt de nuværende fangere i deres levevis og bestræbelser på at tilpasse sig det ændrede klima og et fangerliv i evig forandring.

Grønlands første hvalfangere De første inuit indvandrede til Thule-regionen for omkring 700-800 år siden og er de nuværende grønlænderes direkte forfædre. De kom oprindeligt fra Alaska og medbragte både genstande, traditioner og jagtmetoder, som de videreførte i Grønland. Et af deres specialer var fangst af store hvaler, og de blev dermed de første deciderede hvalfangere i Grønland.

Nogle af disse hvalfangere slog sig engang i 1200-1300-tallet ned på det attraktive lille næs, Nuulliit, beliggende godt 80 kilometer nord for Thule, hvor flere grupper fra tidligere kulturer i Grønland også har slået deres folder. De etablerede et fangersamfund med 8-10 familiehuse opført af sten og tørv, som arkæologer fra NOW-projektet undersøgte nærmere sommeren 2015.

Her blev det hurtigt tydeligt, at disse indvandrere fra Alaska havde nogle særlige kendetegn. På afstand af de almindelige familiehuse på bopladsen lå der nemlig et større hus, der var helt anderledes i form og funktion. Det store hus blev ligesom resten af bopladsen udgravet af arkæolog Erik Holtved i sommeren 1947. Holtved tolkede huset som et såkaldt qasse – et hus forbeholdt mænd, som man kender det fra historiske kilder og fortællinger fra Alaska og Canada. Under Holtveds undersøgelser blev alle husene totaludgravet, og hans dokumentation og genstandsmateriale opbevares i dag på Grønlands Nationalmuseum.

Men området foran mandshuset blev ikke undersøgt af Holtved, så der lå fortsat uberørte kulturlag fra samme

Arkæologerne Bjarne Grønnow (tv) og Jens Fog Jensen fjerner tykke tørvemåtter. Under måtterne ligger permanent frosne sedimenter, med glimrende

Video embeddes: <iframe width=”560” height=”315” src=”https://www.youtube.com/ embed/jf0d7q8Vcdw” frameborder=”0” allowfullscreen></ iframe>

periode som huset. Her valgte arkæologerne at grave i 2015 i håb om at afsløre mere om husets funktion.

Hus til reparation af våben og jagtplanlægning Forskningsprofessor Bjarne Grønnow fra Nationalmuseet, der står i spidsen for den arkæologiske del af NOW-projektet, forklarer: ”Vi udgravede et areal på 6 x 6 meter lige udenfor huset og fandt fragmenter af især fangstredskaber og værktøj. Ting, som mændene har brugt i deres dagligdag og til at gå på jagt.

Så Holtveds tolkning af huset som et sted forbeholdt mænd ser ud til at stemme meget godt.”

De fundne stumper af harpuner, lanser, pile, økser, tørvehakker og sneknive lå i et afgrænset område udenfor huset, så det var givetvis en slags udendørs aktivitetsområde. Her røg de kasserede våben og redskaber hen, og her lavede mændene nye. Fundene viser, at man ofte genbrugte og opskærpede redskaber for at udnytte de knappe ressourcer.

Et våben skilte sig markant ud, nemlig en sjælden og kæmpestor harpun beregnet til de helt store hvaler som grønlandshvalen. Inuit fra Alaska fortsatte altså deres tradition

bevaringsforhold for organisk materiale.

Foto: Anne Birgitte Godtfredsen.

med at jage de største hvaler også ved Thule. Fundet af 4-5 hvalkranier ved Nuulliit peger også i den retning. Det samme gør mandshuset. At drive hvaljagt er nemlig noget helt andet end at jage sæl og hvalros, der kan lade sig gøre for en eller ganske få jægere. Hvalfangst har krævet en større gruppe erfarne fangere, der samarbejdede, og her kan det store hus have spillet en rolle.

Det store hus havde hverken køkkenniche eller indrettede sovepladser, som man ser det i andre huse. I qasse på andre lokaliteter er der siddepladser langs væggen hele vejen rundt, så mange mennesker kunne samles. Kilder nævner også, at der var en umialik (ejer af en konebåd brugt til hvalfangst) knyttet til disse mandshuse. Han fungerede som leder og kunne udvælge en flok særligt dygtige fangere til at gå på jagt sammen, og det var måske også tilfældet ved Nuulliit.

Hvalerne, der blev væk Hvalfangerpladsen ved Nuulliit var kun beboet i få generationer, men den giver et fint øjebliksbillede af en boplads. etableret af de tidligste inuit i Thule. Tilsvarende hvalfanArkæologer fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og Nationalmuseet i København har i forbindelse med NOWprojektet undersøgt nogle af de første inuitbopladser i Thuleområdet, hvor Nuulliit lokaliteten spiller en central rolle. Her slog nogle af de tidligste hvalfangere sig ned i 1200-1300tallet og etablerede et fangersamfund med 8-10 familiehuse.

Det lille næs godt 80 kilometer nord for Thule havde dog allerede været beboet af tidligere palæoeskimoiske kulturer grundet den attraktive beliggenhed.

Kort: Bjarne Grønnow, Nationalmuseet

gersamfund blev etableret andre steder i regionen, hvor fundlagene flyder over med hvalbarder og genstande fremstillet af barde. Bjarne Grønnow fortæller: ”Allerede Knud Rasmussen og Erik Holtved var opmærksomme på hvalfangerkulturen og nævner kulturlag filtret sammen af hvalbarde og taler om en ’barde kultur’ eller ’hvalperioden’. For der er en helt overvældende forekomst af hvalrelaterede fund i lag fra 1200-1300-tallet, men så i lagene over er der pludselig intet. Så i 1400-tallet sker der noget drastisk, og hvalerne forsvinder helt ud af fundmaterialet.”

Den drastiske forandring falder sammen med begyndelsen på Den lille Istid, og fangstmulighederne i Nordvandet ændrer sig tilsyneladende markant. Bjarne Grønnow fortsætter: ”Vi kan se, at bosættelsesmønsteret ændrer sig i den her periode. Mandshuset og de store pladser udfases, og man bosætter sig i stedet mere spredt og på mindre pladser.

Derved dækker man et større jagtområde, og man begynder primært at jage sæl og hvalros. Fuglefangsten tager også til, så Thule-folkene formår hurtigt at omstille sig til de ændrede fangstbetingelser.”

Koldt, men stabilt klima Pudsigt nok bliver Den Lille Istid inuitternes trædesten til

Det ene af to overlevende vinterhusruiner på Inersussat.

Foto: Bjarne Grønnov

Nordøstgrønland, for det kolde klima giver mulighed for en øget færdsel på isen og dermed mulighed for at komme vidt omkring. Så i begyndelsen af 1400-tallet opstår en vandringsrute fra Thule-området i vest til Nordøstgrønland via Peary Land. Fundet af en efterladt konebåd med alt udstyr på Kølnæs på Peary Lands østkyst vidner om en rute langs denne kyst, mens bopladser i indlandet af Peary Land også peger på øget færdsel og ekspansion af Thule kulturen.

Bjarne Grønnow siger: ”Det kolde klima med en stabil is betød, at inuit ekspanderede, og vi ser de første Thule-kulturpladser i Nordøstgrønland. Så de forstod at udnytte de nye muligheder, som det ændrede klima gav dem. Men nøglen til fremgangen var et stabilt klima. Thule-folkene har historisk set klaret sig bedst i perioder med stabilt klima, når det var muligt at forudsige, hvor fangstdyrene opholdt sig, og når dyrene var tilgængelige for fangerne enten på isen eller i havet langs stabile iskanter.”

Inuits årscyklus hænger tæt sammen med dyrene, og hver årstid havde sine fangstmuligheder. Visse fangstmetoder og byttedyr gik tabt i Thule-området i 1700-1800 tallet såsom ørredfangst med fiskespyd, fangst fra kajak og jagt med bue og pil, men metoderne blev genindført med indvandrende inuit fra Canada i 1864. Bjarne Grønnow påpeger: ”Der er ingen tvivl om, at Thule-fangerne altid har foretrukket visse byttedyr fremfor andre. Mændene ville hellere jage hvalros og sæl end at fiske. Derfor kan vi bruge hvalros og også fugle som en slags nøglearter og indikatorer på udviklingen og ændringer i fangstmønsteret igennem de forskellige perioder.”

Nutidens Thule-fangere For nutidens Thule-fangere gælder de samme præmisser, og et stabilt og forudsigeligt klima er også nøglen til at opretholde tilværelsen for dem. Og netop her udfordrer de seneste årtiers klimaændringer fangerne.

Professor Kirsten Hastrup fra Institut for Antropologi ved Københavns Universitet har i forbindelse med den antropologiske del af NOW projektet undersøgt, hvordan de nuværende fangere i Thule forholder sig til det stadigt varmere klima. Kirsten Hastrup forklarer:

DET TVÆRVIDENSKABELIGE NORDVANDS-PROJEKT I disse år løber Nordvandsprojektet (NOW) af stabelen med forskere indenfor arkæologi, biologi og antropologi fra forskellige forskningsinstitutioner i Grønland og Danmark.

Projektet tager afsæt i det store, permanente åbenvandsområde (polynie) i den nordlige Baffin Bugt mellem Thule og Ellesmere Island. Her har et særligt rigt økosystem med marine dyr og fugle givet attraktive levevilkår for mennesker lige fra de eskimoiske stenalderkulturer op til vore dage.

Projektet skal afdække forholdet imellem Nordvandets fangstressourcer og mennesket igennem tiden, og hvordan ændringer i fangstdyrenes antal og adfærd samt ændringer i klima og havstrømme har påvirket fangersamfundene, deres livsvilkår og udvikling.

”Det er primært ændringerne i havisen, der er problematisk for fangerne heroppe. Isen lægger sig senere og forkorter dermed fangstsæsonen, og selv når den er der, er den ikke pålidelig. Så perioden med fangst fra isen er markant kortere. Det har ændret hele rytmen i samfundet, der heroppe drejer sig om de forskellige former for fangst hen over året, og hvor isen har forbundet det hele.”

Med ændringerne i isen er også fulgt ændringer i dyrenes migrationsruter, hvilket har udfordret fangerne yderligere.

Kirsten Hastrup konstaterer: ”Især de store havdyr som hvaler og hvalros er blevet forstyrret af klimaændringerne, med øget kælvning fra gletsjerne og intensiveret skibstrafik, og har ændret adfærd, så de enten er forsvundet eller er svære at lokalisere for fangerne. Hele økosystemet er simpelthen under forandring, og det skal både mennesker og dyr vænne sig til. For mangel på fangst af store havdyr medfører f.eks. mangel på foder til slædehundene, og på den måde er hele fangersamfundet inde i en dårlig spiral. Samtidig er fangsten påvirket af fangstkvoter, øget forurening og jagtsæsoner, der er helt ude af trit med tidligere tider.”

Droneflyvning.

Men fremfor at resignere og give op tager de tilbageværende fangere faktisk kampen op både med beslutningstagerne og de ændrede fangstmuligheder. Kirsten Hastrup smiler og siger: ”Fangerne i Thule er præget af en imponerende livsduelighed og er meget stålsatte på at blive. Så de forsøger at finde nye veje, selvom enkelte fortsat har en indgroet holdning om, at fiskeri er en kvindesyssel, og at rigtige fangere går efter de større havpattedyr.”

Reddet af hellefisken?

Kvindesyssel eller ej, så kan fiskeriet måske netop blive en vej ud for fangerne i Thule-regionen. En ny ressource er nemlig dukket op heroppe som følge af klimaændringerne, nemlig hellefisken. Hellefisk forekommer nu fra Diskofjord og op, og det har fået liv i de ældre fangere. Kirsten Hastrup forklarer: ”Hellefisken repræsenterer en helt ny indtægtskilde, og især de lidt ældre fangere, som måske ikke rigtigt har kræfter eller hunde til iskantfangst, ser muligheder her. Men fangsten skal sættes i system og langsomt bygges op. Det første frysehus gik i stykker, men nu har Royal Greenland skudt penge i et nyt, så måske kan fangerne få en pålidelig indtægt her med tiden.”

Fuglefangst og især fangst af søkonger har også været et fast indslag i jagtåret for Thule-fangerne, og de er der i en kort, veldefineret sæson. Desuden er der nok af dem, og de er ikke underkastet nogen kvoter, så fuglefangsten rummer fortsat gode muligheder.

Turister kommer også til Thule i stadigt øget antal og udgør et indtjeningspotentiale for fangerne, der kan sejle på tur med dem fremfor at tage på jagt. Men det er et dilemma for de garvede fangere, om de skal satse på turister eller de store fangstdyr – de dukker nemlig op i samme sæson.

Om Thule-fangerne har held med at tilpasse sig de igangværende klimaændringer, kan kun tiden vise. De gør i hvert fald en ihærdig indsats og har tidligere formået at finde nye veje til at opretholde deres levevis og fangerkultur.

Josephine Schnohr

Bjarne Grønnow

Kirsten Hastrup

The NOW-project

TILPASNING

MAKREL I STORE MÆNGDER

Foto: Grønlands Naturinstitut.

Makrellen er kommet til Grønland og er siden 2011 blevet fisket i store mængder i det sydøstlige havområde. En videnskabelig kortlægning peger på, at det hænger sammen med klimaforandringer og det varmere havvand, og i Grønland er der forventninger om, at der kan blive tale om en stabil indtægtskilde de kommende år.

G

år man bare en håndfuld år tilbage, ville dette have været helt utænkeligt. Men de sidste 4-5 år har der været så mange makreller i området, at der er blevet økonomi i at fiske dem i sæsonen fra slutningen af juni til september.

Det hidtidige rekordår var 2014, hvor der blev fisket tæt på 80.000 ton til en landingsværdi på knap 600 mio. kr, og hvor makrelfiskeriet nåede op på at udgøre hele 23 pct. af de grønlandske eksportindtægter.

Makrellen går nye veje Biologen Teunis Jansen står sammen med kolleger fra DTU Aqua og Grønlands Naturinstitut bag den første undersøgelse af, hvorfor makrellen er nået frem til de grønlandske farvande.

Havforskningsinstituttet, Institute of Marine Research, Norge

”Vi har kortlagt forekomsten af makrel i Grønlands økonomiske zone på østkysten fra Danmarksstrædet og syd på til Kap Farvel. Og vi fandt stort set makrel overalt midt på sommeren. De største mængder fandt vi i lunere vand med en temperatur på mere end 8,5 grader”, siger han.

Og det er det varme overfladevand, der er en vigtig nøgle til at forstå makrellens ankomst til Grønland, vurderer Teunis Jansen. For i samme periode har man set rekordhøje temperaturer i den havstrøm, der går fra gydeområdet vest for de britiske øer og mod Island og Grønland (se kort).

Normalt har de fulgt den Norske Strøm mod nordøst, hvor de har fundet tilstrækkeligt med føde i løbet af sommeren.

Men fra omkring 2007 dukkede der som noget nyt mange makreller op omkring Island i Irmingerstrømmen, den nordvestlige gren af Golfstrømmen. År for år har de forlænget deres vandringer i den nye retning, og i 2011 blev de fanget ved Grønland for første gang. ”En af forklaringerne er, at man de seneste år har set rekordhøje temperaturer netop i Irmingerstrømmen, og dermed har makrellen kunnet bruge den som motorvej, samtidig med at bestanden er vokset, så det har været attraktivt for dem at finde nye områder at æde i”, forklarer Teunis Jansen.

Fangster varierer Om makrellen har været ved Grønlands sydøstkyst i perioder også før 2007, ved man ikke, for der er tale om meget øde havområder uden meget sommerfiskeri. ”Vores resultater tyder på, at forholdene lokalt har været OK i kortere perioder, men sammenlignet med, hvordan mulighederne kan blive fremover, så har det været i småtingsafdelingen. Områderne med temperaturer, der egner sig for makrel, er fordoblet inden for grønlandsk zone i de seneste år, og vores forudsigelser peger på, at det vil blive endnu større og i meget længere perioder”, lyder det fra Teunis Jansen.

Han understreger dog i samme åndedrag, at makrelfangsterne i 2015 faktisk var mindre end i 2014, hvor undersøgelsen foregik: ”Måske fordi foråret 2015 var lidt koldere, og fordi der var rigeligt plankton at æde ved Island, så makrellen ikke behø-

vede at søge længere mod øst for at blive mæt. Så det svinger fra år til år. Den variation er vi ved at undersøge, så om nogle år kan vi måske give fiskerne en makrelforecast et par måneder i forvejen.”

Sommeren 2016 så foreløbig ud til, at et betydeligt antal makreller igen er nået frem til de grønlandske farvande. Det hænger sandsynligvis sammen med, at foråret i 2016 har været varmere end i 2015, og at der var mindre plankton i farvandene syd for Island.

Gode fremtidsudsigter, men…

Det nye makrelfiskeri er en kærkommen indtægt i en tid med økonomisk smalhals i Grønland, og man fornemmer også, at der både blandt grønlandske politikere og i fiskerierhvervet er en tiltro til, at der i en tid med global opvarmning vil være makrel at fange i de grønlandske farvande mange år frem i tiden.

Et af de store spørgsmål er imidlertid, om de mange makreller også i de kommende år vil fortsætte med at svømme de 3.000 kilometer mellem de grønlandske fourageringsområder og gydeområderne vest for Skotland. Til det svarer Teunis Jansen: ”Temperatur, føde, strøm, afstand til gydeområderne og bestandsstørrelsen er de primære faktorer, som vi analyserer for at afdække årsagerne til makrellens nordvestlige vandringsmønster. Makrelvenlige temperaturer synes at være reglen frem for undtagelsen i makrelfiskefeltet i Østgrønland. Generelt stigende temperaturer i resten af dette århundrede vil yderligere udvide længden af sæsonen, hvor makrel potentielt kan være til stede i Sydøstgrønland.”

Men hvis makrelbestanden i fremtiden bliver overfisket, kan det ifølge Teunis Jansen underminere grundlaget for det grønlandske makrelfiskeri. ”En stor bestand fylder typisk mere, fordi fiskene konkurrerer om føden og må søge længere og længere ud for at finde mad, så hvis det nuværende internationale fiskeri fortsætter på samme niveau, er der stor risiko for, at betydeligt færre makrel vil gæste de grønlandske farvande i sommermånederne.”

Poul-Erik Philbert

Teunis Jansen, DTU Aqua

Makrel og sild er blandt den blåfinnede tuns foretrukne byttedyr, og deres udbredelse mod nordligere farvande er sandsynligvis en hovedårsag til, at tunen nu også er dukket op i farvandet mellem Østgrønland og Island.

Kilde: Glynn Gorick & DTU Aqua

TUNEN PÅ VEJ TILBAGE I august 2012 dukkede tre store blåfinnede tun på hver

Kilde: DTU Aqua

100 kilo op i trawlet hos et hold fiskere og biologer, der var på forsknings-

Den blåfinnede tun gyder i Middelhavet og Den

fiskeri efter makrel i Danmarksstrædet.

mexicanske Bugt og vandrer ud i Atlanterhavet

Det er en yderst sjælden fangst i grønlandske

om sommeren for at finde føde.

farvande, for den seneste rapport om blåfinnet tun på disse kanter er en stranding tilbage i år 1900 længere sydpå ved Qaqortoq i Sydvestgrønland.

blåfinnet tun kan blive en almindelig sommergæst i

Siden har professor Brian MacKenzie fra DTU Aqua

østgrønlandske farvande, mener Brian MacKenzie.

sammen med kolleger og forskere fra Danmarks

Hvor mange tun, der var i området ved

Meteorologiske Institut og Grønlands Naturinstitut

Danmarksstrædet i sommeren 2012, tør Brian

undersøgt, hvorfor tunen og dens sommerspise-

MacKenzie ikke give noget bud på. Men tunen er

kammer synes være på vej til nordligere farvande.

kendt for at leve i stimer på ti til hundrede individer,

De mener, at den er blevet tiltrukket af de mange

så fangsten af tre tun i samme trawl tyder på, at der

makreller, som er dens foretrukne byttedyr. Og hvis

i hvert fald var én tunstime til stede i området på

sommertemperaturerne forsætter med at stige i

jagt efter makrel, vurderer han.

dette århundrede, er det rimeligt at forvente, at Brian MacKenzie, DTU Aqua.

TILPASNING

Foto: Grønlands Naturinstitut.

MAKRELLEN SLÅR ET SVING TIL VENSTRE I de senere år er makrellen dukket op i større mængder i farvandene omkring Færøerne og Island og helt over til det sydøstlige grønlandske havområde.

Den simple forklaring lyder ofte, at havvandet som en del af de globale klimaændringer er blevet varmere, og at det har tiltrukket nye fiskearter. Men det er en forenkling af et mere kompliceret forhold, mener færøsk klimaforsker.

O

ptimismen bobler i forbindelse med det nye makrelfiskeri, som er kommet til Nordatlanten og Grønland inden for de seneste 10 år. Fiskebranchen investerer i store fiskekuttere, som skal trække en forventet, voksende fangst indenbords i fremtiden. Politikerne er allerede begyndt at indregne afgifter fra makrelfiskeriet som en stabil del af budgetterne, og internationale kvoteforhandlinger om de nye fangster er gået i gang.

Fælles for alle er, at de understreger, at makrellen er søgt længere mod nord og vest, fordi klimaændringerne har opvarmet havvandet til en makrelvenlig temperatur, og at der i lyset af den globale opvarmning derfor er al god grund til at tro, at makrelfangsten er kommet for at blive.

På det færøske havforskningsinstitut Havstovan bliver havforskeren Hjálmar Hátún skeptisk, når han hører argumentet, at makrellens vandring er styret af havtemperaturerne, og at klima i det hele taget er lig med temperaturer. Han har sammen med kolleger fra bl.a. Havstovan og Göteborg Universitet undersøgt netop denne problemstilling og mener, at både klimaudviklingen og naturen – som så ofte før – viser sig at være mere kompliceret, end det ser ud til ved første blik.

Makrellen vandrer nye veje Efter 2006 er makrellen begyndt at bevæge sig uden for de hidtidige veje og vandre længere mod nord og vest.

Den nordatlantiske makrel tilbringer vinteren i området ud for Irland og Nordskotland, hvor de står på stor dybde uden at tage meget føde til sig. Den gyder fra februar til juni, hvor der stadig er relativt mange næringsstoffer i det lette, lune og saltrige vand i området. I hvert fald mere næring end i det uopvarmede vand længere nordpå.

Efter at makrellen har gydet og mængden af næringsstoffer i gydeområdet vest for Irland er skrumpet ind, er den traditionelt vandret mod nord og op i Norske Havet og langs den norske kyst. Her har den igennem mange år fundet tilstrækkeligt med mad, når næringstofferne blomstrer op i overfladevandet i forbindelse med, at den første sol viser sig efter vinterperioden.

Fra omkring 2006 er flere og flere makreller imidlertid i stedet for at søge mod nord drejet af mod nordvest og direkte mod vest. Det har i første omgang betydet, at der er kommet betydeligt flere makreller i farvandene omkring Færøerne og Island, og at de i anden omgang fra 2011 er nået til Irmingerhavet sydøst for Grønland i så stort et tal, at det grønlandske makrelfiskeri kunne begynde.

Tiltrukket af varmen Den gængse forklaring har været, at makrellen er søgt mod vest og er nået helt over til de grønlandske farvande, fordi havtemperaturerne har nået et niveau, som er acceptabelt for den lidt kuldskære fisk, der ikke er glad for temperaturer under fem-seks grader, og som ikke kan overleve i vand under to grader.

Et andet forsøg på at forklare, hvorfor makrellen er begyndt at søge mod vest, har været, at makrelbestanden er vokset, og at konkurrencen om føderessourcerne derfor har tvunget fiskene til at søge nye græsgange.

Hjálmar Hátún mener ikke, at disse to forklaringsmodeller siger hele sandheden, men at produktiviteten i havet, og dermed mængden af næringsstoffer, må tages med i regnestykket. For at finde et brugbart mål for, hvordan mængden af næringsstoffer har udviklet sig de seneste par årtier, har Hátún sammen med kolleger undersøgt, hvordan koncentrationerne af silikat og dyreplankton har været i den periode.

Det kan nemlig give et indirekte mål for, hvor meget mad fiskene har haft i Nordatlanten gennem årene.

Mindre mad presser makrellen Gennemgangen af tilgængelige data viser, at mængden af silikater er faldet i Nordatlanten. Hjálmar Hátún fortæller: ”Vi kan se, at mængden af silikater i hele det område, hvor makrellen har hentet sin føde, er faldet meget kraftigt med omkring 40 % siden 1990, og vi ved fra en anden undersøgelse, at mængden af dyreplankton i Norskehavet er faldet i perioden fra 2000 til 2009, hvor makrellen begyndte at søge mod vest.”

Fakta om makreller Atlantisk makrel (Scomber

scombrus) er en hurtigtsvømmende fisk, der ofte optræder i store stimer.

Den bestand, der er kommet til Grønland, er udbredt fra Spanien til Island og Nordnorge og kan strejfe dybt ind i Nordsøen. Der foregår et stort fiskeri efter makrel. Der findes en nordsøbestand, men på grund af overfiskeri og miljøændringer i Nordsøen var der en brat nedgang i denne makrelbestand omkring år 1970.

Makrellen er en pelagisk fisk, hvilket betyder, at den lever i de øverste vandlag i de frie havområder.

Makrellen må fanges hele året. Normalt er der skrappe kvoteordninger for de enkelte fiskerinationer, men det er ikke lykkedes at lave en samlet aftale i de seneste cirka 10 år, og bestanden overfiskes af alle lande.

Men en arktisk fisk har makrellen aldrig været – den hurtigtsvømmende stimefisk er ikke ret glad for vand, der er koldere end seks grader, og under to grader dør den.

Han mener derfor, at den virkelige forklaring på, at flere og flere makreller er begyndt at søge nye veje, er at der er mindre mad i de områder, den holdt sig til før 2006, og at den derfor er blevet presset til – måske i kombination med en øget bestand – at søge mod nord og vest, hvor der var uudnyttede områder med mad. ”Makrellen bliver selvfølgelig ikke presset længere ud, end vandtemperaturerne tillader, men de svømmer heller ikke for sjov de 400 kilometer, som turen til Irmingerhavet kræver”, slår Hjálmar Hátún fast . Var der bare tilstrækkeligt med mad i gydeområdet ved Irland, blev de der. Havde der været mad nok i fourageringsområdet i Norskehavet som før 2006, ville de ikke have fortsat hundredvis af kilometer længere mod vest til Island og Grønland.

Undersøgelsen viser også, at makrellerne i deres vandring mod vest bliver tvunget udenom det næringsfattige havområde syd for Island og må gå gennem en tynd korridor ved Island, hvor der er tilstrækkeligt med næringsstoffer.

Varmt nok før makrellen kom Det er selvfølgelig rigtigt, at vandtemperaturen skal være så høj, at makrellen finder den acceptabel.

Men undersøgelser har vist, at makrellens nye områder i Irmingerhavet ved Sydgrønland, farvandene omkring Island og den nordlige del af Norskehavet gennem årtier har haft temperaturer, der ikke kun har været tålelige, men klart inden for de 6-7 grader C, som makrellen foretrækker.

Desuden mener Hjálmar Hátún, at det er en forenkling at se en årsagssammenhæng mellem makrellens ankomst til grønlandske farvande og havtemperaturerne i området. ”I den periode, hvor fisken er blevet udbredt i grønlandske farvande, er der faktisk blevet koldere. Fra 1998 begyndte temperaturerne at stige, og fra 2003 til 2010 lå vandtemperaturerne på et højt niveau. Siden 2010, hvor makrellen begyndte at indtage de grønlandske farvande, er temperaturerne så faktisk faldet”, forklarer Hjálmar Hátún.

Men kan vi så overhovedet være sikre på, at makrellen på langt sigt vil være i de grønlandske farvande?

”Vi har foreløbig set, at makrellen i 2015 ikke nåede så langt mod vest som det foregående år. Og det hænger sammen med, at en streng og kold vinter blandede flere næringsstoffer op i farvandene omkring Island, og at makrellen derfor ikke behøvede at gå så langt for at finde føde. Så hvis der opstår en situation, hvor der kommer flere næringsstoffer i de oprindelige områder, så det ikke længere er nødvendigt at søge til Grønland, så vil de ikke gøre det. Får vi flere af disse vintre, så kan det godt modarbejde den nuværende tendens, selvom havtemperaturerne fortsætter med at stige i Irmingerhavet”, lyder svaret fra Hjálmar Hátún.

Poul-Erik Philbert

MAKRELLER I GRØNLAND SKABER KAOS På internationalt plan har makrellens rejse nordpå væltet de gamle aftaler om forvaltning af arten, som var lavet på et tidspunkt, hvor den ikke kunne fiskes omkring Island og Grønland. Det betyder, at makrelbestanden samlet set i dag, ifølge Det Internationale Havundersøgelsesråds vurderinger, fiskes 48 procent over det anbefalede niveau.

I EU er makrel den økonomisk vigtigste fiskeart. Også for danske fiskere er arten meget vigtig. Den fiskes af landets største fiskefartøjer om efteråret og vinteren i den nordlige Nordsø og vest for Skotland og udgør en af det danske fiskeris absolut vigtigste arter.

Hjálmar Hátún, Havstovan

Læs om makrellen på

Grønlands Naturinstituts

hjemmeside

TILPASNING

Foto: Malin Ek

SAMSPILSRAMT Samspillet mellem bierne og blomsterne kommer mere og mere ud af trit, viser en undersøgelse fra forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland.

Forskerne har møjsommeligt indsamlet data og skabt et detaljeret overblik over processerne ved bestøvningen, og ved at sammenholde den ny viden med resultaterne af den løbende overvågning på forskningsstationen kan de se, hvordan klimaændringerne forstyrrer samspillet.

V

i kender den om blomsterne og bierne og ved, at det er helt afgørende for arternes overlevelse, at forholdet mellem de to parter fungerer.

På forskningsstationen Zackenberg i det nordøstlige Grønland har forskerne tidligere undersøgt dette samspil og er nået frem til, at klimaændringerne forkorter den periode, hvor insekterne har adgang til blomsternes pollen.

En detaljeret viden Nu ligger der så en splinterny undersøgelse, hvor forskerne har fået styr på alle deltagerne i de årligt tilbagevendende stævnemøder, så hele det samlede bestøvernetværk af insekter og blomster er blevet beskrevet i detaljer.

De to største insektgrupper er fluerne og dansemyggene, som udgør 80 % af alle områdets insekter. Og af de to er den største gruppe dansemyggene, som ofte besøger blomsterne for at få nektar og derfor hidtil er blevet opfattet som meget vigtige i bestøvningen.

Det har denne undersøgelse vendt op og ned på, for det viser sig, at selvom dansemyggene er langt de fleste, så giver det dem ikke automatisk nogen afgørende rolle for bestøvningen. Faktisk slet ingen. I modsætning til fluerne mangler de nemlig de hår på benene, som fanger pollen under besøget i blomsten, og som gør det muligt at transportere dem videre fra blomst til blomst.

Så i virkeligheden er kun de insekter for alvor interessante, som spiller en aktiv rolle i bestøvernetværket, fordi de flytter pollen rundt fra plante til plante. Det gør fluerne, men ikke dansemyggene.

Niels Martin Schmidt, der har deltaget i moniteringsprogrammerne på Zackenberg-stationen næsten siden dens start i 1995, har været med i både dette og det tidligere projekt. ”Vi har ikke tidligere haft den type viden, for vi har aldrig kombineret en detaljeviden om de enkelte dele i bestøvernetværket. Det tager også virkelig lang tid f.eks. at lave en lille, skaldet tabel, som viser, hvordan pollentransporten foregår.

Man står dag ud og dag ind og fanger med et lille net alle de insekter, der kommer hen til en bestemt plante. Først artsbestemmer vi dem, og så tager vi de enkelte insekter og under-

søger dem under lup og tæller, hvor mange pollen de har på sig. Det er et kæmpearbejde”, forklarer Niels Martin Schmidt. ”Til gengæld kan vi så meget præcist sige, hvilke insekter der betyder noget for bestøvningen.”

Rod i bestøvningen Undersøgelsen bekræfter tidligere resultater og viser, at der bliver mindre og mindre overlap mellem den periode, hvor blomsterne står i flor, og den periode, hvor insekterne flyver fra blomst til blomst. For omkring 20 år siden havde insekterne adgang til blomsterne i 30 dage. Nu er det skrumpet ind til 20 dage.

Det er sket i takt med, at sommertemperaturerne i gennemsnit er steget fra omkring fire grader til omkring seks, og hvor klimaændringerne også har påvirket forhold som snedækket, afsmeltningen og lignende. Tilsammen store og små forskydninger i miljøet, som har skubbet insekterne og blomsterne mere ud af sync. Niels Martin Schmidt forklarer: ”Bliver temperaturerne ved med at stige – og det peger alle forudsigelser på, at de gør – så har vi kurs mod det, vi med et engelsk fagudtryk kalder ‘a functional disruption’, det vil sige en situation, hvor der ikke længere er noget overlap mellem de to grupper, og hvor bestøvningen derfor ikke rigtigt kan finde sted.”

Så der er nogle arter i området, som er under et voldsomt pres for øjeblikket. Det højarktiske bliver med klimaændringerne skubbet længere og længere mod nord, og det giver de planter og insekter, som i dag findes i Zackenberg, mindre råderum for udfoldelse.

Hvis udviklingen fortsætter, vil visse planter og insekter måske helt forsvinde fra Zackenberg og Nordøstgrønland og på længere sigt blive erstattet af arter længere sydfra.

Foreløbig kan forskerne dog ikke registrere de store ændringer i sammensætningen af vegetationen. ”De fleste arktiske planter lever lang tid, og dyr og planter i Arktis reagerer i det hele taget relativt langsomt på de store klimaforandringer”, forklarer Niels Martin Schmidt. ”Derfor er det måske også svært at tilpasse sig, når der sker nogle meget rigtig hurtige ændringer.”

Foto: Mikko Tiusanen.

Overvågning og forskning en stærk kombination Niels Martin Schmidt har som nævnt været tilknyttet forskningsstationen i Zackenberg næsten siden dens start i 1995 og er i dag videnskabelig leder på stationen. Han har fra den spæde start fulgt, hvordan langtidsovervågning af klimaændringerne støt og roligt har bidraget til et hav af langtidsserier over næsten alt, som bevæger sig i det zackenbergske miljø.

Han tager del både i forskningen og moniteringen og har bemærket, at monitering ofte bliver opfattet som mindre fint end grundforskning. Og det vil han gerne lave om på. ”Det er da rigtigt, at moniteringen registrerer år til årvariationer, dvs. mønstrene, de lange tidstrends. Der er ikke tale om procesorienteret arbejde som i forskningsprojekterne. Men når man kombinerer de to indsatser, får man noget helt unikt, en synergieffekt, der kan afsløre nogle funktionelle konsekvenser af klimaændringerne.”

BioBasis assistent Jakob Humaidan tømmer de gule pit fall traps, som er en del af den langsigtede økosystemovervågning.

Foto: Lars Holst Hansen

I bestøverprojektet har forskerne således kombineret tidsserier for de enkelte bestøvergrupper og blomstringer med viden fra de konkrete undersøgelser, der meget detaljeret har sat fokus på, hvordan samspillet varierer for de enkelte insekter og blomster, og hvad det samlet betyder for bestøvningen.

Relevant for andre Niels Martin Schmidt fremhæver også, at projektet præsenterer en ny metode, som kan være relevant for andre forskere.

Men han er klar over, at det kan være et omfattende og tidskrævende arbejde at gennemføre en funktionel undersøgelse. Det har det været i Zackenberg, selvom der her er tale om et miljø med relativt få planter og dyr. Så undersøgelser i mere komplekse miljøer på sydligere breddegrader ville stille endnu større krav, hvis alle elementer skulle inddrages. ”Desuden beskriver vores undersøgelser ikke blot den konkrete udvikling i Arktis, hvor vi har oplevet de største temperaturstigninger. De kan også sige noget om, hvad vi kan forvente længere sydpå i takt med, at klimaet ændrer sig der, og det kan være af vital betydning bl.a. for verdens landbrug, som er meget afhængig af viden om bestøvning.

På den måde kan de mere overskuelige, arktiske miljøer spille en rolle som et ‘early warning’-system på klimaområdet”, slutter Niels Martin Schmidt.

Poul-Erik Philbert

Niels Martin Schmidt,

Institut for Bioscience,

Aarhus Universitet

Det kolde hjerte banker stadig Det har gennem et par årtier været diskuteret, om klimaforandringerne ville svække Golfstrømmen og dermed påvirke det relativt milde klima i Danmark og Skandinavien.

En nyere undersøgelse peger i den retning, men på det færøske havforskningsinstitut, Havstovan, er man af en anden mening.

D

a havforskeren Bogi Hansen fra det færøske havforskningsinstitut Havstovan for omkring 15 år siden fik publiceret en videnskabelig artikel om, hvordan den globale opvarmning kunne påvirke Golfstrømmen og true det lune klima i Nordvesteuropa og Skandinavien, blev han med ét slag kendt i den store verden og oplevede i nogle dage at blive kimet ned af nysgerrige journalister fra nær og fjern.

En af dem var en journalist fra BBC, som spurgte ham, om det var rigtigt, at England kunne blive ramt af en ny istid, hvis Golfstrømmen pludselig blev svækket. Da han beroligende svarede, at det var helt usandsynligt, skyndte journalisten sig af takke af igen. Historien var ikke så god, som hun havde håbet.

I filmen The Day After Tomorrow har man ikke besværet sig med at spørge forskerne. Her bliver Golfstrømmen sat ud af spillet af koldt vand fra polaregnene, som i løbet af nogle dage udløser en række ekstreme vejrbegivenheder, der munder ud i en ny istid.

Forskerne på Havstovan har både de kolde og de varme havstrømme under observation.

Tre gange om året måler de temperaturen og saltholdigheden i det kolde vand, som bevæger sig i dybet fra Norskehavet og sydpå.

Det samme sker med det nordgående, varme overfladevand fra Atlanterhavet, hvor målingerne de senere år er blevet suppleret med satellitmålinger.

Ikke et hurtigt omsving Som så ofte før kan virkeligheden slet ikke leve op til fantasiens dramatiske udskejelser. Men det er sandt, at Golfstrømmen eller Den Nordatlantiske Havstrøm, som den gren der slår et sving op i vores farvande egentlig hedder, kan blive påvirket af den globale opvarmning og føre til lavere temperaturer i Nordvesteuropa. ”Der er dog ingen med fagligt indblik, der mener, at det sker fra i dag til i morgen”, siger Bogi Hansen. ”Men at der kan ske en kraftig svækkelse i løbet af nogle 10-år, det er stadigvæk en mulighed. De forskellige modeller er dog meget uenige om, hvor kraftig denne svækkelse kan blive.”

Lad os først se på, hvad der holder gang i de varme havstrømme, der i dag giver bl.a. Danmark et lunere klima.

Grundlæggende er der tale om en slags pumpe, den termohaline cirkulation, som opstår i mødet mellem de lune, nordgående havstrømme og de kolde, sydgående havstrømme.

Det kolde, tunge vand fra nord synker ned og trækker det lune atlanterhavsvand mod nord, og dette overfladevand bliver derved bl.a. transporteret op omkring de danske kyster og giver os et lunere klima, end vi ellers ville have haft uden denne mekanisme. (Se boks)

Global opvarmning kan give kulde Det medfører, at hvis den nuværende varmeforsyning via Golfstrømmen bliver forstyrret, så kan det påvirke klimaet i Danmark, det øvrige Skandinavien og Nordvesteuropa i det

Fotos: Havstovan

Kilde: Vejret, maj 2016

DEN TERMOHALINE CIRKULATION I de kolde arktiske havområder bliver overfladevandet afkølet af den kolde luft, og dannelsen af is presser salt ud i havvandet. Det gør overfladevandet tungere end vandet på samme dybde længere sydpå, og det får det kolde vand nordfra til at synke ned i dybet og blive erstattet af en kompensationsstrøm af lunere overfladevand, som kommer ind fra mere sydlige og varmere himmelstrøg.

Det er denne pumpe – også kaldet den termohaline cirkulation i Nordatlanten eller mere poetisk havets kolde hjerte – som holder gang i de globale havstrømme, der bevæger vand fra top til bund af kloden. Og det er også denne pumpe, som sørger for at forsyne de danske farvande med lunt overfladevand fra Golfstrømmen og give os et mere tempereret klima, end vores placering ellers berettiger til.

Animation fra YouTube: The Thermohaline Circulation

hele taget. Og det betyder, at den globale opvarmning paradoksalt nok kan føre til et koldere klima hos os. ”Teorien er, at med den globale opvarmning vil luften i Arktis blive varmere, og at man må forvente, at det vil svække den pumpe, der driver cirkulationen”, forklarer Bogi Hansen. ”Desuden vil der med de stigende temperaturer komme mere ferskvand, både fra de sibiriske floder og fra den smeltende grønlandske indlandsis, så det kolde havvand bliver mindre salt og mindre tungt. Det samlede resultat vil være, at den termohaline cirkulation og tilførslen af lunt overfladevand til Nordeuropa vil blive svækket.”

Derfor har havforskerne gennem årene diskuteret, om det er muligt at spore en svækkelse af den kolde pumpe, og om det har påvirket temperaturerne i Nordvesteuropa og Skandinavien.

Det kolde hul Den seneste runde i diskussionerne tog fart i begyndelsen af 2015, hvor den tyske klimaforsker Stefan Rahmstorf og hans kolleger udtalte, at det var muligt at fastslå en sådan svækkelse. Udgangspunktet var det såkaldte ‘kolde hul’ i havområdet sydøst for Grønland, hvor overfladetemperaturen de første måneder af 2015 var lavere end normalt, mens næsten alle andre områder på Jorden var blevet varmere.

Desuden siger IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) og andre, at der i det hele taget siden begyndelsen af det 20. århundrede frem til 2012 – i modsætning til alle andre steder på kloden – har været tale om en afkøling i netop området med det kolde hul.

Dette fik Stefan Rahmstorf og andre til at foreslå, at pumpen i Nordatlanten og dermed Golfstrømmen er blevet svækket over et helt århundrede.

Ved brug af en klimamodel fandt de en tydelig sammenhæng mellem styrken af produktionen af dybtvand og overfladetemperaturen i området med det ‘kolde hul’, og dette benyttede de til at argumentere for en svækkelse gennem det 20. århundrede, specielt efter 1970.

En usikker bevisførelse På Havstovan er Bogi Hansen og afdelingsleder Karin Mar-

gretha Larsen enige i, at der har været et koldt hul i 2015.

Men Bogi Hansen peger på, at det har den enkle forklaring, at der har været specielt kolde vinde dette år: ”En anomali, der varer nogle måneder, kan have mange naturlige årsager, f.eks. unormalt kolde vinde, der ikke nødvendigvis behøver at have indvirkning på det mangeårige klima.”

Derfor mener de, at hvis det kolde hul skal bruges som bevis, så må det i højere grad være det mere end hundrede år gamle kolde hul, som eventuelt kan bruges til at argumentere for, at de kolde nordatlantiske havstrømme er blevet svagere.

Bogi Hansen er dog skeptisk, fordi det er meget usikkert, hvor dækkende og valide målinger, der går mere end hundrede år tilbage, kan være. ”Men der er undersøgelser af Labradorhavet, som tyder på en svækkelse, selvom den måske ikke er helt så omfattende, som Ramstorf siger. Der har således været flere år siden midten af 90’erne, hvor der ikke har været så meget tungtvandsdannelse i Labradorhavet og Irmingerhavet. Men det er så vendt tilbage igen de sidste par vintre”, forklarer Bogi Hansen.

Ingen tegn på svækkelse Selv om det skulle vise sig, at Rahmsdorf og kolleger har ret i, at den termohaline cirkulation og dybvandsproduktionen er svækket, betyder det ikke nødvendigvis, at Golfstrømmen i fremtiden vil bringe mindre varme til Danmark og føre til en lokal afkøling her. Det viser den overvågning af det østlige strømsystem, som Havstovan har haft på programmet de seneste 20 år. (Se figur) Karin Margretha Larsen fortæller, at havforskerne på Havstovan har haft både de kolde og de varme havstrømme under observation. Tre gange om året har de målt temperaturen og saltholdigheden i det kolde vand, som bevæger sig i dybet fra Norskehavet og sydpå. Og det samme er sket med det nordgående, varme overfladevand fra Atlanterhavet, hvor målingerne de senere år er blevet suppleret med satellitmålinger. ”Vores målinger viser, at der i denne periode ikke er nogen tegn på, at pumpen bag de nordatlantiske strømsystemer er blevet svækket. Det gælder både det sydgående, dybe, kolde vand og det varme, nordgående overfladevand. Tværtimod

kan vi se en – måske ikke statistisk signifikant – svag styrkelse af pumpen”, slår Bogi Hansen fast. ”Mængden af varmt vand, der strømmer mod nord og op langs Danmark og Skandinavien, ser nemlig ud til at være meget konstant, samtidig med at vandet er blevet varmere. Så selvom vandet nu igen er blevet noget koldere, så betyder det samlet, at varmetilførslen er steget gennem de seneste 20 år.”

Så med disse beroligende betragtninger kan vi med sindsro pakke sommertøjet ned til næste års måske halvdårlige, men under alle omstændigheder lune sommer. Vi får ikke en ny istid, fordi havets kolde hjerte pludselig holder op med at slå.

Bogi Hansen, Havstovan

Karin Margretha Larsen,

Havstovan

Poul-Erik Philbert

efter en dansk admiral.

Denne strøm løber gennem området for det ‘kolde hul’ i det sydøstlige grønlandske havområde, og kulden i dette område kan derfor skyldes en svækkelse af det vestlige termohaline-system.

Kilde: Vejret, maj 2016

TO STRØMSYSTEMER

Det andet system – det østlige – begynder i Norskehavet nord for

Færøerne og Island. Ved en række forskellige pro-

Der findes to forskellige termohaline systemer

cesser dannes der koldt vand med stor massefyl-

(THC) i Nordatlanten. Det ene af disse har sit ud-

de, der synker og strømmer ud i Atlanterhavet gen-

gangspunkt i Labradorhavet, hvor vand synker ned

nem dybe kanaler i den undersøiske ryg mellem

på 1.000-2.000 m dybde og bidrager til den dybe

Grønland og Skotland. Over en længere tidsskala er

gren af systemet. Den varme kompensationsstrøm,

dette det stærkeste af de to THC-systemer, og den

der skal erstatte det forsvundne overfladevand i

varme kompensationsstrøm i dette system er den,

Labradorhavet, kaldes Irmingerstrømmen

der opvarmer vore kystområder.

ARKTIS: ET INTERNATIONALT BRÆNDPUNKT? Efter mange års dybfrossen anonymitet har Arktis de sidste par årtier – i takt med at havisen er begyndt at skrumpe – tiltrukket sig voksende international opmærksomhed. Hidtil har relationerne været præget af samarbejde, men i lyset af andre internationale konflikter kan Arktis stå over for en mere urolig og konfliktfyldt fremtid.

D

en russiske vicepremierminister Dmitri Rogozin fik i foråret 2015 antændt en mindre diplomatisk krise mellem Rusland og Norge med et tweet fra Longyearbyen i Svalbard.

Rogozin havde udnyttet Svalbardtraktaten fra 1920, som giver russere uhindret adgang til øgruppen, til at omgå det indrejseforbud til EU og Norge, som er en del af de sanktioner, Vesten havde indført efter Ruslands invasion af Krim året før.

Og det blev selvfølgelig opfattet som det, det var: en provokation med tråde til Ukraine-krisen.

Flere spændinger, men…

Rogozins PR-stunt er ikke det eneste, der antyder, at der kan være ved at ske noget nyt i Arktis, efter at krisen i Ukraine fra 2014 har bragt Vesten og Rusland på kollisionskurs. Samarbejdet på det militære og økonomiske område mellem Rusland og de øvrige arktiske lande er lagt på is, der har været skærmydsler i forbindelse med møder i de fælles politiske institutioner, og vi har set små tilløb til militær sabelrasling fra begge sider.

Historien om Rogozin er hentet i Jon Rahbek-Clemmensens rapport Arktis og Ukraine-krisen, og han mener ikke, at krisen i Ukraine foreløbig har formået at ødelægge et hidtil velfungerende samarbejde blandt de arktiske fem:

”Ukrainekrisen har forstyrret det ellers velfungerende samarbejde i Arktis, og det er blevet vanskeligere at samarbejde om både militære, diplomatiske og økonomiske forhold. Dog er krisens betydning mere begrænset, end man kunne have frygtet”, vurderer Jon Rahbek-Clemmensen fra Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet.

En ubåd på Nordpolen Det er nu ikke første gang, at det arktiske samarbejde er blevet krydret med diplomatiske sidespring. I 2007 var det også Rusland, som trak de store overskrifter, da de sænkede en ubåd ned på 4.000 meters dybde i Det arktiske Ocean og placerede den russiske tricolore præcist på Nordpolen.

Det skete på et tidspunkt, hvor samarbejdet om de fremtidige grænsedragninger allerede var undervejs i FN’s Komité for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS), hvor de enkelte lande ud fra geologiske data skal argumentere for deres andel af havbunden i det arktiske Ocean (se den efterfølgende artikel En hurtig løsning).

Robotarm fra en russisk ubåd planter det russiske flag på Nordpolen d. 2. August 2007.

Kilde: Barentsobserver

”USA reagerede ved at sige, at det godt kunne være, Rusland havde placeret deres flag på Nordpolen, men at det ikke gav dem ret til mere af polen af den grund”, fortæller Marc Jacobsen, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. ”Men det blev ved de verbale udvekslinger, selvom der i kølvandet på begivenheden kom flere akademiske artikler, som forudså flere konflikter”.

Fra kold krig til samarbejde I midten af 00’erne var der opstået en ny interesse i det arktiske område, som hang sammen med klimaforandringerne og den lettere adgang til Det arktiske Ocean.

Under den kolde krig havde Arktis først og fremmest militær interesse, fordi supermagterne USA og Sovjetunionen så hinanden i øjnene henover Nordpolen, som var den korteste direkte vej imellem dem. Det gav Danmark et internationalt kort på hånden, fordi USA under og efter 2. verdenskrig etablerede baser i Grønland og ikke mindst i 1953 placerede Thule-basen højt mod nord, hvorfra man kunne true Sovjetunionen med langdistanceraketter og atombevæbnede bombefly.

Afslutningen på den kolde krig faldt sammen med, at de globale klimaændringer for alvor begyndte at vise sig i Arktis, som har oplevet dobbelt så høje temperaturstigninger som den øvrige verden i løbet af de seneste 60 år. ”Det har fået havisen til at skrumpe og har fået de arktiske stater til at overveje mulighederne på længere sigt”, siger Marc Jacobsen. ”Det gælder både udnyttelse af nye ressourcer som olie og gas og fiskeri og oprettelse af nye handels- og skibsruter mellem Europa og Asien.”

Derfor kunne man godt fristes til at se Ruslands flagsænkning i 2007 som begyndelsen på en øget konkurrence om de arktiske ressourcer og en mere konfliktfyldt fordeling af det arktiske område, som på det tidspunkt var i gang i FN-regi. I stedet blev det starten på et stadigt tættere samarbejde mellem de arktiske stater inden for Arktisk Råd og andre samarbejdsorganer frem til 2014.

På dansk initiativ samledes de arktiske fem med grænser op til Det arktiske Ocean – Canada, USA, Norge, Rusland og

ARKTIS I TAL Arktis rummer store energiressourcer. US Geological Survey anslår, at området har en fjerdedel af Jordens uudnyttede olie- og gasreserver. Isen og det barske klima vil dog i en overskuelig fremtid gøre det vanskeligt at udnytte reserverne.

Desuden er søvejen nord om Rusland nu åben to måneder om året. Hvis havisen fortsætter med at skrumpe, kan denne rute på lang sigt måske blive en konkurrent til Suezkanalen for fragt mellem Europa og Østasien. Der er dog lang vej igen. I 2013 krydsede 71 skibe Nordøstpassagen, men det tal faldt i 2014 til 53 skibe og i 2015 til 18 skibe. Til sammenligning passerede i 2013 16.000 skibe igennem Suezkanalen.

kongeriget Danmark – til et møde i Grønland, hvor de den 28. maj 2008 udsendte den historiske Ilulissat-erklæring, der slår fast, at videnskabelige, geologiske data og international lov skal danne grundlaget for fordelingen.

Siden er kontinentalsokkelprojektet (se efterfølgende artikel) skredet planmæssigt frem inden for de rammer, der er afstukket af FN. Og samarbejdet på en række andre, mere lavpraktiske områder som søredning, fiskerikontrol, miljøbeskyttelse og overvågning har hen ad vejen ført til aftaler, som fastlægger spillereglerne i det arktiske område.

Vanskelig adgang til ressourcer Det arktiske område rager derfor op som et eksempel på internationalt samarbejde og diplomatisk snilde. Men måske hænger den regionale borgfred sammen med, at den oprindelige optimisme om ressourcer ikke holdt stik.

Ganske vist kan der være store forekomster af både olie og gas, men det ser foreløbig ud til, at en betragtelig del ligger inden for de eksisterende sømilegrænser og derfor ikke kommer i spil i forbindelse med en fordeling af Det arktiske Ocean.

Skulle større dele af Det arktiske Ocean blive isfrie, vil det desuden teknisk blive meget kompliceret og dyrt at få olien og gassen op fra havbunden, der mange steder ligger i op til 4.000 meters dybde og i en del af verden med barske vejrforhold og mørke halvdelen af året. ”Det vil kræve en situation i fremtiden, hvor energipriserne er meget høje, og hvor der er hårdt brug for nye energiressourcer, før man kan forestille sig, at nogen vil kaste sig ud i at udvinde de reserver, som Rusland og Norge ikke allerede er i gang med på nuværende tidspunkt”, siger Marc Jacobsen. ”Derfor har grænseopdelingen i Det arktiske Ocean, såvidt jeg kan se, udelukkende en symbolsk betydning, ikke mindst når det gælder Nordpolen.”

En anden god grund til, at der bliver lagt låg på potentielle konflikter, er, at der er brug for samarbejde i et vanskeligt tilgængeligt område med store afstande mellem de spredte beboelser. Man kan forestille sig, at et voksende antal fragtskibe og krydstogtskibe og de igangværende olieaktiviteter i Barentshavet kan skabe situationer, hvor der er brug for

ARKTISKE AKTØRER De arktiske aktører har forskellig indflydelse alt efter deres geografiske placering og globale position. * Arktiske kyststater (A5): Stater med betydelig kystlinje nord for polarcirklen, Canada, Norge, kongeriget Danmark, Rusland, USA. * Arktiske stater: Stater med territorium nord for polarcirklen. Alle er permanente medlemmer af Arktisk Råd, A5 + Finland, Island, Sverige. * Arktiske observatørstater: Ikke-arktiske stater, der er permanente observatører i Arktisk Råd. Frankrig, Holland, Indien, Italien, Japan, Kina, Polen, Singapore, Spanien, Storbritannien, Sydkorea, Tyskland.

EU har søgt, men ikke fået, permanent observatørstatus i Arktisk Råd. En række NGO’er, repræsentanter for oprindelige folk og organisationer deltager også i Arktisk Råd.

rednings- og miljøaktioner, der vil omfatte flere lande. Og for Rusland har teknologisk og økonomisk afhængighed af Vesten om olie- og gasudvindingen i Barentshavet desuden næret et russisk ønske om samarbejde i Arktis.

Marc Jacobsen,

Institut for Statskundskab,

KU,

Konflikt eller samarbejde Selvom konflikterne i Ukraine og senest Syrien har forværret forholdet mellem stormagterne betragteligt, har det som sagt foreløbig kun vist sig som småkrusninger i forbindelse med samarbejdet i Arktis.

Konflikten er dog ikke gået sporløst hen over Arktis, hvor de militære, diplomatiske og økonomiske relationer er blevet forværret gennem de forgangne to år. NATO har stoppet alt militært samarbejde med Rusland, og det har betydet, at planlagte arktiske øvelser er blevet aflyst. I stedet har både Vesten og Rusland gennemført øvelser uden modpartens deltagelse. Samtidig har man dog holdt fast i den del af samarbejdet, der ikke falder ind under NATO’s definition af militært samarbejde Men det er især på det økonomiske område, at Ukrainekrisen har sat sit aftryk. USA’s og EU’s sanktioner mod Rusland rammer især den russiske olie- og gasindustri hårdt ved at forbyde vestlige firmaer at eksportere teknologi til og samarbejde med russiske energivirksomheder i Arktis. Og det kan potentielt forværre relationerne i Arktis. ”Ruslands vigtige interesse i arktisk olie og gas gør, at Moskva har ført en mindre aggressiv politik i det høje nord, fordi de har været afhængige af et teknologisk samarbejde med Vesten. Men i takt med, at Vestens sanktionspolitik rammer de russiske energivirksomheder, kan det kølne russernes interesse i et samarbejde i regionen og få dem til at forlade deres samarbejdende kurs”, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Det betyder dog ikke ifølge Rahbek-Clemmensen, at konflikterne i Arktis vil eskalere militært: ”I så fald vil Rusland ikke søge en direkte militær konfrontation, men i stedet udnytte politiske svagheder i den vestlige alliance ved hjælp af provokationer, obstruktion af samarbejde og suverænitetskrænkelser.”

Poul-Erik Philbert

Jon Rahbek-Clemmensen,

Institut for Statskundskab,

SDU

Udenrigs nr 1 2016.

pdf: Rapporten Arktis og

Ukrainekrisen.

Udenrigs, nr. 1, 2016.

EN HURTIG LØSNING De arktiske kyststater indleverer i disse år deres krav til fordeling af Det Arktiske Ocean til FN’s Havretskommission, men det vil tage mange år, inden der falder en endelig afgørelse. Måske ligger der en hurtig løsning gennem bilaterale forhandlinger.

F

lere af de arktiske kyststater har de seneste 10 år gennemført grundige geologiske undersøgelser i Det arktiske Ocean for at kunne fremsætte dokumenterede krav over for FN om, hvor stor en del af den isbelagte havbund de hver især har ret til ud fra kontinentalsoklens udstrækning. Danmark indleverede i december 2014 sine krav på 895.000 kvadratkilometer, der strækker sig langs den undersøiske Lomonosov bjergkæde fra Grønland, indover Nordpolen til Rusland.

I 2015 fulgte Rusland efter med et krav på 1,2 mio. kvadratkilometer, som viste sig at overlappe det danske areal med et 500.000 kvadratkilometer stort område.

En langsommelig afgørelse Fremgangsmåden er juridisk forankret i retningslinjer, som FN har besluttet, og som de arktiske kyststater i Ilulissat-erklæringen i 2008 har lovet hinanden at respektere. Rusland, Canada og Danmark har alle accepteret, at de enkelte landes krav bliver behandlet af Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser under FN, selvom de ikke er enige om tolkningen af de indleverede data.

En videnskabelig komité under FN skal nu gennemgå de videnskabelige data for at vurdere, om Lomonosov bjergkæden hører til det ene eller det andet land. Og det kommer til at tage tid. Der vil gå år med at

Kortet viser Rigsfællesskabets fem submissionsområder (skraveret). De sorte linjer viser den eksklusive økonomiske zone (EEZ) for Færøerne og Grønland og de røde linjer 200 sømilegrænserne i det arktiske ocean. Nordpolens geografiske placering er indikeret med en hvid stjerne.

Kilde: Kontinentalsokkelprojektet, www.a76.dk).

vurdere de omfattende datasæt og bestemme, om et område hører sammen med det ene eller det andet land.

Russerne står først i køen, fordi de allerede i 2001 indleverede nogle krav, som de fik retur, og de kan forvente svar inden for 3-5 år. Danmark vil derimod først kunne få en afgørelse om 10-15 år, og det kan vise sig at blive et problem. ”Folkeretsligt betyder det ikke noget, at den danske afgørelse måske først kommer 10 år efter den russiske”, siger Marc Jacobsen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. ”Men spørgsmålet er, om russerne vil rette sig efter FN’s afgørelse, hvis den går dem imod, efter at de har vænnet sig til, at Nordpolen har været deres i en årrække og kan mene, at de har vundet hævd.”

En bilateral løsning Det har fået udenrigsgranskeren Peter Taksøe-Jensen til at foreslå, at Danmark løser problemet ved at foreslå Rusland en løsning gennem bilaterale forhandlinger. Det er en fremgangsmåde, der tidligere er blevet anvendt f.eks. af Rusland og Norge i Barentshavet i 2010.

Derfor er det noget af en diplomatisk udfordring, Rusland er kommet med i september 2016, hvor miljø- og råstofminister Sergej Donskoj netop foreslog, at konflikten skulle løses gennem bilaterale forhandlinger.

Den danske udenrigsminister Kristian Jensen har dog foreløbig afvist en sådan løsning. ”Den bedste forklaring på afvisningen er nok, at den danske regering mener, at vi har så gode data, at det kan begrunde, at det er os, der i sidste ende får rettighederne til Nordpolen”, vurderer Marc Jacobsen. ”Men som sagt kan Danmark stå svagt, når den endelige afgørelse kommer om 10-15 år, og derfor kunne der måske ligge en fordel i, at vi fik afgjort sagen ved forhandlingsbordet allerede nu.” ”Men måske vil Rusland løse konlikten med Danmark hurtigt, fordi en sådan aftale vil udelukke Canadas kommende territorialkrav, der sandsynligvis også komme til at overlappe Danmarks og Ruslands krav”, slutter Marc Jacobsen.

Poul-Erik Philbert

Marc Jacobsen,

Institut for Statskundskab, KU

Læs også:

Rigsfællesskabets

Kontinentalsokkelprojekt

– ikke kun ”Kampen

om Nordpolen”.

Christian Markussen

og Willy Lehmann Weng,

Tidsskriftet Grønland nr. 4,

2016, side 186-206.

KLIMAET

– et politisk luksusproblem?

Grønland har ikke hjemtaget udenrigsområdet og kan derfor ikke selvstændigt agere i FN-regi. Samtidig er Grønland ikke – i modsætning til Danmark – medlem af EU. Disse forhold giver visse udfordringer, når det gælder om at finde fælles fodslag inden for rigsfællesskabet om internationale klimaaftaler.

D

e seneste små 10 år har det nærmest summet af international VIP-aktivitet i Ilulissat – fra amerikanske senatorer til FN’s generalsekretær Ban Ki Moon. Målet med besøgene har været, at VIP’erne med egne øjne kunne opleve klimaforandringernes konsekvenser konkretiseret ved Jakobshavn Isfjordens hastige retræte. Som det er blevet nævnt utallige gange, slår klimaforandringerne kraftigst igennem i Arktis. Derfor kan det synes besynderligt, at Grønland ikke ville underskrive Paris-aftalen i april 2016, en aftale som især sigter mod at holde den globale temperaturstigning under to grader, som det blev aftalt under FN’s COP21 i Paris december 2015. Da COP21 ligger i FN-regi, er det et område, der sorterer under rigsfællesskabet, eftersom Grøn-

Daværende formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, modtog sammen med daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt FN´s generalsekretær Ban Ki-moon under hans besøg i Ilulissat og Uummannaq i marts 2014.

Kilde: Naalakkersuisut

land ikke har hjemtaget udenrigsområdet. Grønland har her taget et ”territorialt forbehold”, hvilket i praksis betyder, at Grønland står uden for aftalen. Men måske er det ikke så besynderligt endda.

Modsatte interesser i rigsfællesskabet Lill Rastad Bjørst er lektor på Aalborg Universitet og har i mange år beskæftiget sig med Arktis. Hun var ikke specielt overrasket over Grønlands forbehold. Lill Rastad Bjørst forklarer: ”For mig, der har fulgt det i mange år, kom det ikke som en overraskelse, at Grønland ikke ville underskrive aftalen. Personligt synes jeg, det var en mærkværdig beslutning, men når man ser forløbet tilbage fra start 00’erne og frem til 2016, så er det ikke så mærkeligt. Både fordi, at når forhandlingerne foregår i FN-systemet, så er det jo nationerne, der forhandler. Dvs. at Grønland ikke har en selvstændig stemme i dette system, men deltager sammen med Danmark gennem rigsfællesskabet. Samtidig forhandler Danmark ofte i alliance med EU, hvor Grønland ikke er medlem. Grønlandske politikere kommer hurtigt til at sidde mellem to stole, hvor de i ny og næ kan føle, at de ikke får noget ud af forhandlingerne. Ikke kun i forhold til Danmark, men i forhold til hele systemet.”

Lill Rastad Bjørst fortsætter: ”Grønland har en stemme som oprindeligt folk i FN-systemet og på andre platforme, hvor man kan gøre opmærksom på sine rettigheder i forhold til det at være et oprindeligt folk. Men det er ikke altid, at Grønland oplever, de har fælles fodslag med verdens andre oprindelige folk. En del af disse folk føler sig truet af klimaforandringerne og mener, at klimaforandringerne ødelægger deres liv. Grønlandske politikere synes også, man skal gøre noget for at stoppe forandringerne, men i Grønland er der en betydelig politisk dagsorden, hvor man gerne ser industriel og økonomisk udvikling. Man synes ikke, at man kan gøre begge dele – man har i hvert fald ikke lyst til at være bundet af den slags aftaler.”

Grønland kan ikke selv forhandle med FN om klimakonventionen, hvorfor Danmark og Grønland i 2012 indgik en

samarbejdsaftale, der fastlægger principperne for samarbejdet i forhold til arbejdet med konventionen. Grønland er med som deltager i den danske delegation. Et punkt i aftalen er, at Grønland altid skal høres inden forhandlingerne.

Danmark må ikke bare gå til forhandlingsbordet i FN uden først at have konsulteret Grønland.

Grønland indberetter, sammen med Danmark, til FN’s Klimakonvention hvert fjerde år – men er ikke forpligtet til reduktioner. Danmarks ratificering af Kyoto-protokollens anden forpligtelsesperiode har således ikke nogen konsekvenser for Grønland.

En særlig Grønlandsk Virkelighed Til KNR (Grønlands Radio) forklarede medlem af Naalakkersuisut Vittus Qujaukitsoq d. 19. april 2016, at han ikke mente, at Grønland kan være tjent med at skulle betale i dyre domme for at opfylde nogle CO2-kvoter som straf for økonomisk udvikling af landet. Vittus Qujaukitsoq sagde blandt andet: ”Der ligger en lang række udviklingsprojekter inden for råstofsektoren, som vi vil implementere. Det indebærer, at vores nuværende CO2-udledning vil blive væsentligt forøget i de kommende år. Vi har haft en meget målrettet indsats for at få en miljøvenlig energiløsning. Blandt andet ved etablering af vandkraftværker. Vi vil fortsætte den linje og mindske vores afhængighed af fossile brændsler. Det gør vi blandt andet ved at øge antallet af vandkraftværker og andre alternative energiformer. Vi stopper ikke, bare fordi vi vælger at tage forbehold for Paris-aftalen.”

På Selvstyrets hjemmeside Climate Greenland kan man læse, at der er en særlig Grønlandsk Virkelighed. Der står blandt andet: Med en befolkning på ca. 57.000 mennesker spredt udover et areal, som fra nord til syd strækker sig fra Norge til det sydligste Italien og fra Canada til Mexico, står Grønland over for nogle helt særlige udfordringer, når det kommer til at opretholde et sammenhængende samfund. Lægger man et arktisk klima til dette samt det faktum, at 81 % af landet er dækket af indlandsis, og infrastruktur derfor er be-

FÆRØERNE Færøernes landsstyre har besluttet, at Færøerne skal være del af Paris-aftalen, og at Færøerne skal sætte sine egne mål, som skal være synlige i kongeriget Danmarks meddelelse til FN i henhold til aftale med den danske regering.

Færøernes klimaplan og tiltag i den forbindelse er endnu ikke besluttet.

Kilde: Suni Petersen, umhvørvisstovan - environment agency

grænset i omfang, får man et indtryk af, hvorfor Grønland, i sammenligning med andre lande har en forholdsvis høj udledning af drivhusgasser per indbygger. Grønlands evne til at påtage sig reduktionsforpligtelser fremover må derfor ses i lyset af dette.

At opbygge ny industri vil indebære øgede udledninger.

Naalakkersuisut bestræber sig på at imødegå udfordringen ved at minimere sin udledning, der hvor det er muligt. At Grønland igennem det sidste årti har investeret 1 % af BNP i vedvarende energi årligt, er et eksempel på dette.

At klimaproblematikken ikke rangerer specielt højt på de grønlandske politikeres dagsorden, oplevede Lill Rastad Bjørst selv. Hun siger: ”Det er gået op for mig efter at have fulgt klimadebatten i så mange år, at de grønlandske politikere og ministre generelt ikke har prioriteret det særlig højt. Der er andre dagsordener, der er højere prioriteret i grønlandsk politik. På trods af, at der er produceret den ene gigantiske internationale rapport efter den anden – såsom ACIA fra 2005, SWIPA fra 2011 – der påviser, at klimaforandringer går dobbelt så stærkt i Arktis som andre steder, så har man en indenrigspolitisk dagsorden, der handler om helt andre ting. Man deltager i diskussionerne, når det handler om det globale klima, og statsledere kommer på besøg, og man snakker med dem. Men den lokale prioritering handler om udvikling, børn, uddannelse og udbygning af infrastruktur. Sidste gang der var Future Greenland-konference, spurgte jeg et panel af centrale grønlandske politikere og erhvervsfolk: ’at med alt det vi ved i dag om klimaforandringer, synes I så ikke, at Grønland har et globalt ansvar?’ Spørgsmålet fandt panelet direkte komisk.”

Uffe Wilken

Lill Rastad Bjørst

Climate Greenland

Paris-aftalen

Foto: Carsten Egevang

Uden infrastruktur – ingen klimaforskning I den videnskabelige litteratur og i populærformidlingen om klimaforandringernes konsekvenser er Grønland et internationalt hotspot.

Sådan havde det næppe været, hvis ikke forskerne havde haft adgang til nogle veletablerede og velfungerende platforme. Spørgsmålet er, om der stadig er områder fagligt og geografisk, der endnu ikke er dækket ind.

M

ed et imponerende antal cirkler på kortet på hjemmesiden Isaaffik Arctic Gateway kan læseren nemt foranlediges til at tro, at Grønland nærmest må være tynget af vægten af forskningsinfrastruktur. Det forholder sig ikke helt sådan.

De fleste af cirklerne refererer til GPS-stationer eller lignende ubemandede tekniske installationer. Der er dog fem af cirklerne, der skiller sig ud ved at være større, helt eller delvist bemandede forskningsstationer, der bruges til både forskning og klimamonitering.

De fem faste platforme vidner om et betydeligt dansk engagement i polarforskning fra både offentlige (DANCEA) og især private fonde som Aage V. Jensens Fonde og Villum Fonden, der også viser, at engagementet rækker mere end hundrede år tilbage – fra etableringen af Københavns Universitets Arktisk Station på øen Disko i 1906 til Villum Research Station på Station Nord, der blev indviet i 2014.

Med fem forskningsstationer i Grønland er det nærliggende at spørge, om disse dækker tilstrækkeligt geografisk såvel som videnskabeligt. Vel vidende at forskere og de fleste andre mennesker vil svare, at man godt kan bruge flere og mere, så kommer chefkonsulent og arktisk koordinator Morten Rasch fra Københavns Universitet med en lille status. Morten Rasch har mange års erfaring med at tilrettelægge forskning og ekspeditioner i Arktis samt med at etablere og drive forskningsstationer. Han siger: ”Der er både eksisterende stationer, der trænger til en modernisering, og så er der geografiske områder, hvor man godt kunne bruge en platform at arbejde med sin forskning fra.

Et sted som Arktisk Station i Qeqertarsuaq på Disko trænger efterhånden til at få fornyet og udvidet sine utidssvarende laboratorier og faciliteter. Geografisk set mangler der endvidere en platform for forskning i Sydgrønland. Der har været en del snak om at bruge den tidligere flådebase i Grønnedal, men en mulighed kunne også være at etablere noget i

Udsnit af kort over forskningsstationer og -installationer i Grønland.

Kilde: Isaaffik Arctic Gateway

Narsarsuaq. Og så mangler der en platform i det nordligste Grønland – én der kunne åbne op for adgang til og øget udforskning af Peary Land.”

Morten Rasch mener, at selvom Villum Research Station ligger netop i det nordligste Grønland på Station Nord, så er oplandet til stationen meget begrænset og ikke særlig typisk for andre dele af Grønland. Villum Research Station er derfor først og fremmest anvendelig som et atmosfærisk observatorium samt som udgangspunkt for ekspeditioner og feltarbejde i det allernordligste Grønland.

Ved tilrettelæggelsen af ny infrastruktur bør man kigge på, hvor fremtidens videnskabelige fokus vil ligge. Morten Rasch argumenterer: ”Når man snakker infrastruktur som fx forskningsstationer, er man nødt til at se, hvor fremtidens behov for ny forskning kommer til at ligge. De fleste internationale strategier er enige om, at man skal tage hensyn til interessenternes perspektiver – lokalbefolkningerne, lokalsamfundene, det lokale erhvervsliv osv. I fremtidens forskning med fokus på netop koblingen hele vejen fra klimaet og ned til interessenterne, mener jeg personligt, at netop Disko Join ISAAFFIK – a gateway to Arctic research Bugt-området er optimalt – måske det mest velegnede i hele det arktiske område. I Disko Bugt har man store klimatiske gradienter, stor landskabsmæssig variation og stor diversitet mht. forskellige almindelige arktiske samfundsformer, når man skal betragte tingene i et mere holistisk perspektiv. Her er et omfattende fangererhverv side om side med et industrialiseret fiskeri, bygder og byer, småfiskere og oceangående trawlere, og der er en varieret natur og klima.

Desuden er der stor international interesse for at etablere nye forskningsprojekter i Disko Bugt. Om det så bliver med udgangspunkt i Arktisk Station, i Isfjordscentret i Ilulissat eller et helt tredje sted i Disko-området er sådan set underordnet. Det vigtige er, at vi hele tiden sikrer, at der er den nødvendige infrastruktur, der hvor forskningen har behov for den.”

Morten Rasch

Climate Greenland

InterAct

Se en dokumentarfilm om

bygningen af Villum

Research Station

Isaaffik Arctic Gateway

Danish Polar Research

ISAAFFIK is the greenlandic word for gateway.

ISAAFFIK Arctic Gateway is a website originally developed to support arctic research and collaboration between researchers within the Kingdom of Denmark. However, arctic researchers and institutions from outside Denmark are equally welcome to join ISAAFFIK. The idea of ISAAFFIK is to inspire and facilitate cooperation, synergies and creativity among universities and knowledge centers in areas of arctic research, education, consultancy and logistics. Several unique features are available in ISAAFFIK, such as an interactive Greenland research infrastructure map.

ISAAFFIK is an independent and public website. ISAAFFIK is a facility, a network, but not an authority. The content of the website is maintained decentrally by a number of ISAAFFIK partners and contributors.

Everyone engaged with arctic research, education, consultancy and logistics relevant to the Kingdom of Denmark is entitled to an ISAAFFIK account. As registered user with a personal profile at ISAAFFIK you are eligible to announce travels, expeditions, events, activities, participate in informal discussions, and more on the website as well as the opportunity to piggyback on activities of fellow users.

To become an individual ‘Member of ISAAFFIK’ you just submit a request for membership to the ISAAFFIK Secretariat. It’s free and easy, completed online within a few minutes. As a registered member you’ll have access to the full content, network and functionality of ISAAFFIK. The ISAAFFIK Secretariat, hosted at Arctic Research Centre, Aarhus University, is responsible for on-going operations, updates and future development of ISAAFFIK. Contact: ISAAFFIK Secretariat, info@isaaffi k.org & www.isaaffi k.org

Ministry of Higher Education and Science

Uffe Wilken

The Kingdom of Denmark:

Cutting Edge Research in the Arctic - a presentation of Danish Polar Research

STØRRE FORSKNINGSPLATFORME I GRØNLAND Zackenberg Forskningsstation Stationen ligger ved Young Sund-Tyrolerfjord komplekset i Nordøstgrønland, i den sydlige del af Nationalparken. Området er højarktisk med kontinuert permafrost. Der er et større antal forskellige biotoper som småsøer, hede, fjeldplateauer og græssletter inden for det primære studieområde. Stationen bemandes hvert år fra april til slutningen af oktober. www.zackenberg.dk

Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut Instituttet ligger i Nuuk og omfatter laboratorier, indkvartering og hovedbygninger. Desuden har instituttet feltstationer i Kobbefjord, Niaqornat og Uummannaq. Førstnævnte omfatter lavarktiske økosystemer, de to sidstnævnte ligger på grænsen mellem lavarktis og højarktis. Naturinstituttets forskere har i adskillige år moniteret en række parametre på vegetation, leddyr, land- såvel som marine pattedyr, fugle, søer og havområder. Instituttet ejes af Grønlands Selvstyre. www.natur.gl

Foto: Carsten Egevang

Arktisk Station

Foto: Uffe Wilken

Stationen ligger på sydkysten af Disko Øen ud til Disko Bugt og Davis Strædet og har et lavarktisk kystklima. Stationen ligger i et naturbeskyttet område med stor biologisk og landskabsmæssig diversitet. Med sine terrestriske og marine miljøer er stationen et ideelt udgangspunkt for botanikere, zoologer og geologer. En meteorologisk station blev etableret i 1990. Besøgende forskere kan frit benytte sig af data fra et omfattende økosystemmoniteringsprogram. Stationen har sit eget skib, Porsild. Stationen ejes af det Naturog Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. www.arktiskstation.ku.dk

Villum Research Station, Station Nord Stationen ligger på Prinsesse Ingeborgs Halvø ved Station Nord, den nordlige indgang til Nationalparken. Stationen er en opgradering af en eksisterende luftforureningsfacilitet.

Opgraderingen kom i stand takket være en stor bevilling fra Villum Fonden. Der er overnatnings- og forskningsfaciliteter. Stationen ejes af Grønlands Selvstyre, men drives af Aarhus Universitet. www.villumresearchstation.dk

Sermilik 20 km nord for Tasiilaq i Sydøstgrønland ligger Sermilik Stationen på kanten af Sermilik Fjord, tæt på Mittivakkat-gletsjeren, som er en lille, lokal iskappe. Gletsjeren er blevet moniteret siden begyndelsen af 1990’erne, og overvågningen herfra repræsenterer en unik tidsserie af massebalancedata. Der er flere lærebogseksempler på geomorfologiske former i området. Forskningsområdet befinder sig i en lavarktisk kystvegetationszone og har en høj plantediversitet. Stationen drives af Institut for Geoscience og Naturforvaltning, Københavns Universitet. www.ign.ku.dk/om/feltstationer/sermilik-stationen/

Endelig bør det nævnes, at Forsvaret i deres ”Arktis analyse” fra 2016 som et af deres mål i forhold til civilsamfundet har støtte til forskningen med logistik – noget Forsvaret også tidligere har støttet.

Læs: Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis (”Arktis-analysen”). Juni 2016.

Færøerne: Færøernes Naturundersøgelser Stationen består af et større antal moniteringslokaliteter – de fleste etableret inden for de seneste 10 år og fordelt rundt om på Færøerne på offentlig såvel som på privat grund. Lokaliteterne er placeret på bjergskråninger og -toppe, som alle er tilgængelige efter en times vandring fra lokale veje. Der er ingen egentlige faciliteter på lokaliteterne – her henvises til ophold hos Jarðfeingi i Tórshavn. Stationen ejes af Jarðfeingi (Det færøske jord- og energidirektorat) og partnere.

Kilde: eu-interact.org.

www.eu-interact.org/field-sites/faroe-islands-1/fini/

Foto: Lis Mortensen