Polarfronten 4_2013

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 4/2013 |

POLARFRONTEN

Et laboratorium under isen

Farlige stoffer i dagligdagen | 6

Styr på havisen

|

4

| 14

|INDHOLD|

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K

Mere koordinering af arktiske forskning | 3 Laboratoriet ligger under isen

| 4

Farlige stoffer i dagligdagen

| 6

Is i maven

| 8

Det kribler og krabler i fjorden

| 12

Styr på havisen

| 14

Abrahams tragiske rejse

| 16

Den ukendte hval

| 20

Grauni på glatis

| 23

100 år gamle fotos fra Antarktis

| 26

Tlf.: 3026 8090 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året.

Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Uffe Wilken, webredaktør, DJ Magasindesign: Spagat design studio Forsidefoto: Istjenesten arbejder Foto: Martin Nissen, DMI Polarfronten udgives med støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, Aage V. Jensens Fonde og Energistyrelsen.

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder:

Sende e-mail til kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip Høre lydklip Byline Sende e-mail til forfatter

2 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

Klimaforsker arbejder ved Kobbefjord nær Nuuk.

Mere koordinering af den arktiske forskning

Foto: Poul-Erik Philbert

Uddannelsesministeriet har etableret et nyt Forum for Arktisk Forskning, som skal styrke samarbejde og koordinering af forskningsaktiviteterne på det arktiske område.

Beslutningen om at etablere et nyt Forum for Arktisk Forskning kommer, efter at flere universiteter de senere år har samlet polarforskningen i en række tværgående centre, og fire år efter at Dansk Polarcenter blev lukket. Den må ses som en konsekvens af, at det arktiske område i kølvandet på de markante klimaændringer ikke alene har fået større forskningsinteresse, men også en voksende økonomisk, miljømæssig og geopolitisk betydning.

Synliggørelse og sammenhæng Uddannelsesminister Morten Østergaard fastslår, at arktisk forskning har en nøglerolle i regeringens indsats mod klimaforandringer, og han glæder sig over, at forskningsmiljøerne er gået stærkt ind i den arktiske forskning og har opbygget en betydelig viden på området.

- Denne viden skal i endnu højere grad synliggøres og udnyttes. Det vil vi gøre ved at etablere et forum, der kan koordinere produktionen, opsamlingen og formidlingen af viden på området, og i det hele taget skabe bedre sammenhæng mellem de forskellige institutioners indsatser, lyder det fra ministeren.

Den grønlandske minister for uddannelse, kirke, kultur og ligestilling, Nick Nielsen, understreger, at man i Grønland er glade for den danske uddannelsesministers initiativ til at styrke den arktiske forskning.

teressenter og vil have de otte danske universiteter, Grønlands Universitet og Færøernes Universitet som medlemmer. Desuden vil GEUS, Statens Serum Institut, Danmarks Meteorologiske Institut, Naturinstituttet og Forsvarsministeriet blive inviteret til at indgå i forummet, mens Uddannelsesministeriet, Grønlands Selvstyre og Færøernes Landsstyre bliver observatører.

Forummet vil komme med synspunkter og anbefalinger, bl.a. i en årlig rapport over status og udfordringer for forskning og udvikling på området. Rapporten kan ifølge Uddannelsesministeriet indeholde forslag til nye indsatsområder og give overblik over væsentlige, nye forskningsresultater.

Den hidtidige polarforskerdag vil blive videreført i en årlig polarforskningskonference, hvor der sættes fokus på aktuelle emner. I tilknytning til polarforskningskonferencen vil der blive afholdt et topmøde mellem den danske uddannelsesminister og den tilsvarende grønlandske og færøske minister.

Nyt polarsekretariat Der oprettes samtidig med forskningsforummet et nyt polarsekretariat i Uddannelsesministeriet. Sekretariatet skal fungere som en indgang til den arktiske forskning for forskningsinstitutioner, myndigheder, ministerier, fonde og lignende.

Sekretariatets første opgave er at skabe et overblik og udgive en rapport over den arktiske forskning på danske forskningsinstitutioner.

Poul-Erik Philbert

Forum for Arktisk Forskning Forum for Arktisk Forskning skal være et koordinerende organ for forskningsinstitutionerne og andre in-

Kontorchef Gitte Agerhus, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf. 72 31 82 50

POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 3

Laboratoriet befinder sig for enden af en 1,5 kilometer lang tunnel, og i en sidetunnel er der opført en barak, hvor forskerne kan overnatte og lave mad.

Laboratoriet ligger under isen Foto: Ib Salomon

Verdens eneste laboratorium under en gletsjer er norsk. I Svartisen Subglacial Laboratory er forskerne med til at skaffe ny viden om verdens mange små gletsjere, f.eks. om friktionen mellem gletsjeren og klipperne under den og om deres reaktion på klimaændringerne.

Dybt inde i fjeldet står en forsker og sender en 60 grader varm vandstråle ind mod undersiden af Engabreen, en udløber fra Svartisen, der er en af de ca. 2.500 gletsjere i Norge. Han er iført regntøj, gummistøvler, hjelm og pandelampe, og meter for meter smelter den varme vandstråle en dyb grotte ind i isen, der hernede i bunden er fyldt med sten og grus, som gletsjeren har høvlet af undergrunden.

Verdens eneste laboratorium under en gletsjer hedder Svartisen Subglacial Laboratory. Det ligger nord for polarcirklen, 600 meter over havet. Nærmeste store by er Bodø.

Det meste af året står laboratoriet tomt, men nogle uger hvert år indtager en gruppe glaciologer anlægget, som befinder sig for enden af en 1,5 kilometer lang tunnel. I en sidetunnel er der opført en barak, hvor forskerne kan overnatte og lave mad. Ingen veje fører op til laboratoriet, så alt udstyr må bæres op eller transporteres med helikopter.

4 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

Møjsommeligt arbejde at smelte isen Lederen af laboratoriet er glaciologen Miriam Jackson.

Hun er britisk, men har i mange år boet i Norge, og hun fortæller, at hun sammenlagt har tilbragt over et år i det mørke tunnelsystem. Når der er forskere i laboratoriet, er deres første opgave at optø og åbne den solide port af stålbjælker, der adskiller tunnelen fra isen. Gletsjerens is er plastisk, og uden porten ville isen blive trykket ud i tunnelsystemet og fylde det op – nærmest som trykkede man al tandpastaen ud af en tube.

Forskernes næste opgave er at smelte sig vej ind i isen.

Det er et møjsommeligt arbejde, for selv med en kraftig stråle af varmt vand tager det omkring en time at smelte en gang på en meter, og undervejs skal der holdes godt øje med loftet i isgrotten, for nogle af de sten, som isen medbringer, vejer over 100 kilo, og efterhånden som isen smelter, falder de ned med et ‘klonk’.

I det hele taget er isen mere grå end blank, for indholdet af sediment er meget højt – sedimenterne udgør hele 11 pct. af isens vægt her i bunden af gletsjeren, har forskerne regnet sig frem til, og det høje indhold af sediment har stor betydning for friktionen mellem gletsjeren og klippebunden og dermed for den hastighed, gletsjeren bevæger sig med – for Engabreens vedkommende er det 46 centimeter om dagen.

Laboratorium siden 1992 Laboratoriet under isen drives af NVE, Norges Vassdrag- og Energidirektorat.

Det blev oprettet i 1992 for enden af en halvanden kilometer lang tunnel, der går ind under Engabreen, en udløber fra Svartisen, som med sine 369 kvadratkilometer er en af Norges største gletsjere. Under gletsjeren findes der et 200 kilometer langt system af tunneler, der opsamler smeltevand og leder det til et vandkraftværk.

Engabreen har trukket sig 185 meter tilbage siden 1999 og ender nu et pænt stykke oppe på fjeldet. Tidligere nåede den næsten ned til fjorden nedenfor.

Kortet viser Engabreen og laboratoriet

Matematiske modeller af gletsjere Forskernes viden om friktionen og det høje indhold af sediment kan bruges, når de udvikler matematiske modeller af gletsjere, og det er nøjagtigt, hvad en af deltagerne til hverdag arbejder med. Den danske studerende Sofie Vej Ugelvig er netop kommet med i laboratoriet for at opleve den virkelighed, hun prøver at beskrive i matematiske termer – og den virkelighed er både våd og mørk, for lyset trænger kun 20-30 meter ned i gletsjerens is, og over laboratoriet er isen cirka 200 meter tyk.

Langsomt vokser grotten ind i isen. Den følger klippebunden, for et stykke inde har forskerne lagt en trykmåler ned i klippen, og den skal nu genfindes og aflæses, og det skal ikke tage alt for lang tid, for isgrotten holder ikke længe. Isen maser på, og i løbet af nogle få døgn er grotten væk igen, så man skal ikke lide af klaustrofobi, når man arbejder inde i isen.

ce er beregnet siden 1970. Laboratoriet under isen har fungeret siden 1992, og alt i alt betyder det, at forskerne her har samlet en masse viden, der – i hvert fald delvist – kan overføres til andre af verdens mange tusinde små gletsjere. Og deres betydning har glaciologerne haft en tilbøjelighed til at undervurdere, siger lederen af laboratoriet, Miriam Jackson.

- Men de små gletsjere er så mange, og de reagerer så hurtigt på klimaændringerne, at de faktisk betyder meget for havvandsstigningen.

Smeltevandet fra de små gletsjere forsyner desuden millioner af mennesker med drikkevand og vand til landbrug, så forsvinder de, vil mange områder få store problemer. Og det kan gå relativt hurtigt.

- Få hundrede år med en temperatur, der er to grader højere end i dag, vil f.eks. få hele Svartisen til at smelte, siger Miriam Jackson.

Ib Salomon

Overraskende meget liv i isen Trykket på bunden af gletsjeren varierer meget i årets løb, men sammenhængen mellem trykket og mængden af smeltevand i gletsjeren er langt mere kompliceret, end forskerne havde regnet med, så det er et af de emner, de arbejder videre med, fortæller Pierre-Marie Lefeuvre, der er i gang med en ph.d.-afhandling baseret på arbejdet i laboratoriet under isen. Og han er ikke den eneste, for foreløbig har tre glaciologer baseret deres ph.d.-afhandling på forskning i Svartisen Subglacial Laboratory, og i 2009 var lederen, Miriam Jackson, vært for verdens første subglaciale forskerkonference. Den samlede 29 forskere fra 10 lande.

Forskere fra universiteterne i Bristol og Cranfield i Storbritannien har desuden undersøgt den biologiske aktivitet i isen, og alt tyder på, at den er overraskende høj.

På trods af mørket, det høje tryk, kulden og den yderst begrænsede mængde af næring er der fundet bakterier og hårdføre mikroorganismer i isen.

Besøg Svartisens subglaciale laboratorium Se film om Svartisen Subglacial Laboratory - Engabreen

Små gletsjere med stor betydning Svartisen i Norge er en af verdens bedst beskrevne gletsjere. Den er blevet fulgt siden 1903, og dens massebalanPå vej mod Engabreen.

Foto: Ib Salomon

POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 5

Mens de svært nedbrydelige giftstoffer næsten udelukkende fandtes i sæler, isbjørne og andre af havets pattedyr, finder man de perflourerede giftstoffer i en lang række produkter i dagligdagen.

Foto: Fernando Ugarte

Farlige stoffer i dagligdagen Befolkningen i Nuuk har højere koncentrationer af PFC i kroppen end befolkningen i de grønlandske yderdistrikter. Samtidig er det nu fastslået, at forureningen med de svært nedbrydelige stoffer ikke som hidtil kun kommer fra den traditionelle kost, men hænger sammen med den moderne livsstil.

Det har længe været kendt, at den traditionelle grønlandske kost, sæl, hval og isbjørn, indeholder miljøgifte som kviksølv, cadmium og bly og svært nedbrydelige organiske forbindelser, de såkaldte POP’er. De bliver ført til Arktis fra selv fjerntliggende steder på Jorden, trænger ind i den marine fødekæde for til sidst at ende på grønlændernes spiseborde.

Forskningen har vist, at mange af stofferne kan være sundhedsfarlige for mennesker og dyr, og der er igennem årene indgået internationale aftaler, som har fjernet de værste stoffer i produktionen. Så nogle er forsvundet eller på vej ud af miljøet, mens der til gengæld er dukket nye op.

6 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

Et højt PFC-niveau Blandt de nyere stoffer er de såkaldte perflourerede forbindelser, PFC (se boks), der bliver anvendt i mange af de produkter, som vi bruger i dagligdagen.

De perflourerede stoffer er blevet fundet i blodprøver overalt på Jorden. I Arktis er der i perioden 1982 til 2006 målt voksende koncentrationer i ringsæler og isbjørne.

Til gengæld har man først nu fået vished for, hvor meget PFC den grønlandske befolkning går rundt med i kroppen. Det er forskerne på Center for Arktisk Sundhed på Aarhus Universitet, som ved hjælp af blodprøver fra 10 grønlandske distrikter har undersøgt PFC-niveauerne hos grønlænderne.

Overordnet viser undersøgelsen, at indholdet af perflourerede stoffer meget ligner det, man finder i USA og Europa, at det ligger en smule højere end i det øvrige Arktis, og at niveauet er højere hos mænd end hos kvinder.

- Men vi kan også se, at der er meget færre perflourerede stoffer i blodet hos mennesker ude i bygderne end i Nuuk, hvor vi har fundet niveauer, som minder meget om de danske og amerikanske, fortæller professor og centerleder Eva Bonefeld-Jørgensen fra Center for Arktisk Sundhed.

PFC i mange produkter Undersøgelsen viser også, at de sundhedsskadelige stoffer kommer fra andre kilder end den traditionelle, marine kost. I bygderne har forskerne ganske vist fundet en signifikant sammenhæng mellem den traditionelle kost og ikke blot de gamle giftstoffer, men også de nye perflourerede forbindelser. Men i Nuuk ser billedet anderledes ud.

- Hos den grønlandske befolkning i Nuuk kan vi se, at de perflourerede stoffer ikke kun stammer fra den traditionelle kost, sæl eller andre dyr fra havet. Det kan ikke undre, for så meget traditionel kost spiser man ganske enkelt ikke i Nuuk i dag. De må derfor komme fra andre kilder, og alt tyder på, at der er en forbindelse til livsstilen og de mange produkter, vi anvender i vores dagligdag, forklarer Eva Bonefeld-Jørgensen. Vores konklusion er, at giftene i Nuuk primært kommer fra forbrugsprodukter, mens de i de små bygder kommer ind gennem den marine kost.

PFC findes i mange produkter, som indgår i menneskers dagligdag, og bliver optaget i kroppen gennem dagligt brug. Stofferne er i emballage til fødevarer og i rengøringsmidler, plastmaling og slip-let-pander, og man finder dem f.eks. i imprægnering, som beskytter tekstiler mod fugt og snavs, i mange møbler og tæpper, og i de populære Gore-Tex-jakker.

Under stærk mistanke De perflourerede stoffer er under stærk mistanke for at skade sundheden på flere områder.

Forskningen peger i stigende grad på, at de kan virke hormonforstyrrende på mennesker. Center for Arktisk Sundhed har således vist, at PFC forstyrrer både kvindelige og mandlige kønshormoner, skjoldbruskkirtlens hormonfunktion og kroppens omsætning af giftige stoffer.

På DTU har toksikologer vist, at visse enzymer, der indgår i omdannelsen af kolesterol til testosteron, bliver påvirket af polyflourerede stoffer, som samlet set gør, at cellerne danner for lidt testosteron.

Samtidig har menneskekroppen svært ved at nedbryde og udskille de perflourerede stoffer, som derfor vil hobe sig op. Det øger belastningen af leveren, der vil arbejde ekstra for at skille sig af med dem.

Eva Bonefeld-Jørgensen henviser også til en undersøgelse på Færøerne, hvor man har set på, om perflourerede stoffer påvirker børns respons på vaccinationer.

- Ligesom man har set med de gamle giftstoffer (POP’er), så hæmmer de nye perflourerede stoffer virkningen af vaccinationer hos børn. I nogle tilfælde så meget, at de børn, som har de højeste niveauer af perflourerede stoffer, faktisk ikke er beskyttet mod difteri og stivkrampe.

Fortsat spredning Perflourerede stoffer er meget svært nedbrydelige og ophober sig både i miljøet og i organismer. Man finder derfor stofferne i både dyr, fugle og mennesker og i de mest øde egne i verden.

I modsætning til miljøgifte som PCB og dioxin sker ophobningen ikke i fedtvæv, men derimod i organerne, hovedsageligt i lever og nyrer. Stofferne forbindes i stigende grad med forskellige hormonforstyrrende effekter i mennesker og mistænkes for at være kræftfremkaldende.

Selvom produktionen af perflourerede stoffer i dag i hovedsagen er ved at blive udfaset og forbudt i den vestlige verden, fortsætter spredningen, fordi der fortsat produceres store mængder i Kina.

Polyflourerede forbindelser forekommer i mange møbler og tæpper, men også i de populære Gore-Tex-jakker, rengøringsmidler, plastmaling, emballager og slip-let-pander.

Eva Bonefeld-Jørgensen fortæller, at en tilsvarende undersøgelse for øjeblikket er i gang blandt grønlandske børn.

Måske kræftfremkaldende Perflourerede stoffer er også under mistanke for at være kræftfremkaldende, og på Center for Arktisk Sundhed har man vist, at PFC er en risikofaktor for udvikling af brystcancer hos inuitkvinder.

- I et samarbejde med administrerende læge Peder Kern og personale ved Dronning Ingrids Hospital i Nuuk fortsætter Center for Arktisk Sundhed nu indsamlingen af prøver fra brystcancercases og -kontroller for at få et stærkere studiedesign, fortæller Eva Bonefeld-Jørgensen.

Vi håber derved nærmere at kunne belyse den mulige sammenhæng mellem den store stigning i brystcancer i Grønland og de perflourerede stoffer.

- Med det nye studium håber vi at få et tilstrækkeligt stort materiale til at kunne dokumentere denne forbindelse, for vi mener bestemt, at der kan være en sammenhæng, og at det er meget vigtigt at få det undersøgt, understreger Eva Bonefeld-Jørgensen Poul-Erik Philbert

Eva Bonefeld-Jørgensen, Center for Arktisk Sundhed, Aarhus Universitet,

POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 7

Is i maven Fisk i havet omkring Antarktis svømmer rundt i vand, der er -2°C. Alligevel fryser de ikke til is.

Forklaringen er, at fiskene producerer antifryseproteiner – noget som man også ser hos visse insekter. Proteinerne har egenskaber, som rummer store muligheder for kommerciel udnyttelse.

- Antarktis er mere vildt end Grønland, så det var nok derfor, jeg valgte at arbejde dernede.

Denne betragtning og en invitation tilbage i 1990’erne fra Art deVries i New Zealand var optakten til RUCprofessor Hans Ramløvs mange års udforskning af antifryseproteiner. Det var deVries, der for omkring 30 år siden opdagede denne specielle gruppe af proteiner i antarktiske fisk, og som fik sporet Ramløv ind på denne karrierevej.

Under Galathea 3-ekspeditionen i 2006-2007 indsamlede Ramløv ca. 50 arter af fisk omkring Antarktis. Heraf havde de 30 antifryseaktivitet. Erfaringerne herfra samt arbejdet med proteiner fra danske og norske biller har nu resulteret i RUC’s første patent på et antifryseprotein.

Patentet er udtaget i Australien, og professoren forventer, at det er lige på trapperne i Europa og USA. De kommercielle muligheder er store inden for bl.a. olieudvinding, medico og især fødevareindustrien.

På spørgsmålet, om ikke antifryseproteiner er farlige at spise, svarer Hans Ramløv: - Det vil være en betydelig mindre mængde antifryseprotein, der skulle tilsættes fødevarer, end hvad der findes naturligt i fisk. Og så spiser masser af danskere allerede antifryseproteiner. De findes nemlig i ålekvabber.

Uffe Wilken

Professor Hans Ramløv, Roskilde Universitet

8 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

Hans Ramløv har indsamlet fisk omkring Antarktis. Her borer man hul i isen før fiskeriet.

Antifryseproteiner til lands og til vands Fiskene omkring Antarktis og i Arktis drikker hele tiden havvand med masser af iskrystaller i. Det er dog ikke iskrystallernes spidse form, der er farlig for fiskene. Faren består i, at hvis ikke fiskene havde antifryseproteiner, ville de fryse til is. Iskrystallerne går ind gennem tarmvæggen, glider rundt i blodet og ender i milten. Antifryseproteinerne genkender isoverflader og lægger sig som en hinde omkring krystallerne og hæmmer væksten så meget, at krystallerne ikke kan vokse, men beholder deres oprindelige størrelse.

Fiskenes frysepunkt er -1°C og vandets er -2°C, hvilket betyder, at fiskene er underafkølede én grad. Havde fiskene ikke antifryseproteiner, ville krystallerne vokse og fiskene fryse til isklumper.

Samtidig udvikling i nord og syd Det besynderlige er, at det er det samme protein, der findes i fiskene i Antarktis og Arktis. Fra de sydlige fisk ved man, at deres ’forfaderprotein’ var et fordøjelsesenzym, hvilket er logisk, når man tager i betragtning, at det første sted, en iskrystal havner, er i maven.

Nøjagtig de samme antifryseproteiner findes hos de nordatlantiske torskefisk. Dér ved man, at de ikke er opstået fra et fordøjelsesenzym.

De to grupper fisk har været adskilt i mindst 20 millioner år, og alligevel er deres antifryseproteiner identiske og udviklet på samme tid – men ad to forskellige veje.

Naturlig frysevæske Det er ikke kun fisk, der har antifryseproteiner. Hans Ramløv har også arbejdet indgående med stofferne i insekter.

Proteinerne har samme funktion hos insekterne som i fisk, nemlig at hæmme væksten af iskrystaller. Alligevel har de en meget forskellig struktur.

For eventuelt på et senere tidspunkt at kunne fremstille kunstige proteiner og kommercialisere dem, skal man kende proteinernes struktur. At finde frem til strukturen af insekternes antifryseproteiner krævede en indædt indsats. Hans Ramløv fortæller: - Det tog tid. Forestil dig, at du skal oprense antifryseproteiner fra en billelarve, hvor du kun får 25 mikroliter ud ad gangen, svarende til 25 tusindedele milliliter. Vi gik rundt i den norske natur i timevis om vinteren og huggede barken af træstubbe for at samle larver.

Vi skulle bruge 15.000. Når vi kom hjem i laboratoriet, stak vi larverne i nakken med en nål og pressede deres blod ud, fik samlet proteinerne sammen og oprenset dem. Ved hjælp af molekylærbiologiske metoder lykkedes det os på den måde at finde frem til deres struktur.

Det tog 16 år!

Antifryseproteiner hos insekter har en større aktivitet og kan holde iskrystallerne indkapslede inden for et langt større temperaturinterval. Det giver god mening, da insekterne udsættes for mere svingende temperaturer. Fiskene kan holde fra -1°C til -2,5°C, insekterne fra -1°C til -9°C. At insekterne kan tåle langt lavere temperaturer end de -9°C skyldes ikke mindst, at de ud over proteinerne har glycerol i blodet. Som Hans Ramløv siger: - De har så at sige sprit i blodet.

Foto: Hans Ramløv POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 9

Slå koldt vand i blodet Ifølge Hans Ramløv er det et potentielt milliardmarked, der venter på at tø op.

Typiske kunder er inden for fødevareindustrien, og han kommer med et eksempel: - Du har gæster og serverer flødeis, men I får ikke lige spist det hele, så isen ligFoto: Hans Ramløv ger og halvsmelter.

Frem for at smide isen ud, lægger du den i fryseren. Når du så kommer en måned senere og vil servere den, er der dannet store iskrystaller af vand, som giver isen en slasket og ikke særlig appetitlig konsistens. Men ved at tilsætte antifryseproteiner, kan man undgå dette. I 25 af Unilevers produkter findes der antifryseproteiner. Desværre har de brugt proteiner fra fisk. Havde de nu brugt proteiner fra insekter, som er mere aktive, kunne de have nøjedes med at bruge måske en tiendedel.

Et andet oplagt sted at forsøge at tilsætte antifryseprotein kunne være på flyvinger. Da Hans Ramløv for nogle år siden arbejdede med fryseproteiner og overflader, blev han under et ophold i Grønland spurgt, om det kunne afhjælpe problemer med overisninger på flyvingerne. Men som han forklarede: - Det er jo ikke et middel, der opløser isen. Tværtimod så binder det vandet. Så man kunne forestille sig, at hvis man smurte det på vingerne, ville man måske komme ud for, at det bandt så meget vand, der frøs til is, at det ville få flyet til at styrte ned i stedet for! Vi ved endnu ikke,

En af fiskene med fryseproteinerer antarktisk tandfisk

Til højre ses forskernes fiskehytte, som ligger på havisen 20 kilometer fra Mount Discovery på Antarktis.

Foto: Hans Ramløv

10 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

hvordan antifryseproteiner opfører sig i forhold til is, hvis de er bundet til overflader, men der er den mulighed, at hvis isen bindes til den proteindækkede overflade, så er bindingen så svag, at isen vil kunne blæses af med en kraftig luftstrøm. Dette ville være hurtigere og billigere end den type afisning, man anvender i dag.

En anvendelsesmulighed, som Hans Ramløv selv er fortaler for, er brug i forbindelse med nedfrysning af organer i organbanker. Han siger: - Man vil kunne bruge antifryseproteiner til at stabilisere organer ved lav temperatur i underafkølet tilstand frem for i frossen tilstand. Hvis proteinerne stabiliserer organerne, så er det måske kun én lever ud af 100, der fryser, og derved bliver ubrugelig. Det kunne blive interessant!

Markedet for antifryseproteiner er potentielt stort. Men man eksperimenterer stadig meget. Proteinerne er svære og dyre at fremstille syntetisk. Fremstiller man dem via genmodificerede bakterier, er det også dyrt, og udbyttet er ret lille, så det er nok derfor, det endnu ikke er gjort i kommerciel skala. Så indtil videre må både forskere, forbrugere og erhvervsliv slå koldt vand i blodet.

Læs om flyvinger og rimfri frysere Se video om antarktiske fisk og antifryseproteiner Læs om, hvad dybhavet gemte

Se forelæsning af Hans Ramløv: Danskernes Akademi: Iskolde proteiner Om Professor Hans Ramløv, Roskilde Universitet

Foto: Center for Is og klima

Det nye HT boresystem (til højre) pakket på en Nansenslæde efter en testboring ved NEEM i Grønland, 2012.

Selv om det nye boresystem kan bore til en dybde af 1.000 m, er det stadig muligt at transportere det hele på en Nansenslæde.

Nyt boresystem til Antarktis Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet har udviklet et nyt iskernebor, som i disse dage er i fuld sving med at bore en kerne op af den antarktiske iskappe. Boret og tre erfarne borebisser fra centret er i Aurora Basin North i Østantarktis, hvor Australian Antarctic Division udnytter den seks uger korte sommersæson til at bore en 400 meter dyb kerne.

Center for Is og Klima har mange års erfaringer fra iskerneboringer i Grønland og Antarktis og har udviklet et bor, som er velegnet til projekter i Antarktis. Der er tale om videreudvikling af det såkaldte HT-bor, som stammer fra en prøveboring på Hans Tausen iskappen i Peary Land i Grønland i 1995.

Det har taget halvandet år at udvikle et bor, som er specielt indrettet til at bore mellemdybe iskerner. Med det nye bor kan man lave boringer til en dybde på 400600 meter i løbet af en enkelt feltsæson, det er let at transportere med et lille fragtfly og let at samle, sætte op og flytte rundt ude på isen.

I Aurora Basin North-boreprojektet bliver også en ny borevæske, ESTISOL 140, taget i brug. Væsken har en me-

get lav viskositet og er brugbar ved boringer, hvor temperaturen ligger så lavt som omkring -55°C. Borevæsken har stor betydning for iskernernes kvalitet, og den nye væske er mere effektiv og mindre forurenende end de hidtidige væsker.

Iskerneboringen er en del af IPICS’ (International Partnerships in Ice Core Sciences) plan fra 2004, hvor der blev enighed om at bore en række mellemdybe iskerner på både den nordlige og den sydlige halvkugle. Klimadata fra de mange iskerner skal skaffe viden om, hvordan klimasystemerne på de to halvkugler spiller sammen, og hvilke klimaudsving der er henholdsvis lokale og globale.

Poul-Erik Philbert

Læs om iskerneboringer Læs om iskerneprojektet Aurora Basin North

Stor bevilling til klimaprojekt Forskningsprojektet Ice2Ice har fået en stor, femårig bevilling på omkring 90 mio. kr. fra Det Europæiske Forskningsråd. Bevillingen skal deles mellem projektets tre deltagere, som er Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet, Danmarks Meteorologiske Institut og Bjerknescentret i Norge.

Forskningsprojektet Ice2Ice fokuserer på, hvilken betydning den arktiske havis har for klimaet i Arktis og for

afsmeltningen fra Grønlands Indlandsis. Vi ved fra de grønlandske iskerner, at klimaet i Grønland kunne ændre sig dramatisk på få år under sidste istid, og at disse ændringer hang nøje sammen med skift i havisens udbredelse. Det store spørgsmål for Ice2Ice-projektet er derfor, om istidens klimaskift, hvor havisen pludselig forsvandt, også er relevant for fremtidens klima.

Poul-Erik Philbert

POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 11

Kiselalge

Den lille rødlige vandloppe Microsetella norvegica er meget dominerende i Nuup Kangerlua i sensommeren.

Foto: Diana Krawczyk

Foto: Kristine E. Arendt

Det kribler og krabler i fjorden

Nuup Kangerlua – Godthåbsfjorden – har en usædvanlig produktion af alger og en nærmest ukendt vandloppeart, og det pirrer forskernes nysgerrighed

De senere års forskning ved Grønlands Klimaforskningscenter på Grønlands Naturinstitut viser, at Nuup Kangerlua – Godthåbsfjorden – på mange måder adskiller sig fra, hvad man normalt møder i arktiske økosystemer. Det anderledes starter i det allermindste – med alger og dyreplankton.

Grundlæggende er algeproduktionen i Nuup Kangerlua anderledes fordelt hen over året end andre steder i Arktis. Det har vist sig, at sommer- og efterårsproduktionen er næsten lige så stor som forårsproduktionen. Det er ellers den generelle opfattelse, at forårsopblomstringen er den altafgørende og vigtigste begivenhed i det marine, arktiske økosystem. Det lader nu til, at sommer- og efterårsproduktionen ligeledes er særdeles vigtig i fjorden, og at den produktive sæson derfor er meget lang.

Den mystiske vandloppe Forskerne har ikke blot fundet, at algeproduktionen topper på et andet tidspunkt af året end forventet.

Artssammensætningen af fjordens dyreplankton, nærmere bestemt vandlopper, er også helt anderledes end normalt i Arktis.

I andre arktiske områder topper mængden af dyreplankton samtidig med forårsopblomstringen, og her er det generelt dyreplankton af vandloppeslægten Calanus,

12 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

der dominerer. I Nuup Kangerlua derimod dominerer en meget mindre og næsten ukendt vandloppeart, Microsetella. Den lille rødlige vandloppe forekommer med enorme tætheder på op til 450 pr. liter.

Vi ved meget lidt om det lille, rødlige væsen, som nærmest virker livløs under mikroskopets lup. Ingen ved, hvad den lever af, eller om den selv er føde for andre. De små planktondyr har en central rolle i fødekæden, så vejene gennem kæden i fjorden er ikke blot forskellige fra havet, men adskiller sig også fra, hvad der er observeret i andre arktiske områder.

Uventet drivkraft Men hvorfor passer de observationer, forskerne har lavet i Nuup Kangerlua, ikke ind i den gængse opfattelse af, hvordan et arktisk økosystem fungerer og er opbygget?

Forklaringen skal måske findes oppe over vandoverfladen, ja helt oppe på land.

Her ligger Indlandsisen, verdens næststørste iskappe, en kæmpe isklump, som mange steder når helt ned i fjordene. Hver sommer smelter en del af isen, i kolde år lidt og i varme år tilsvarende meget. Men det specielle er, at smeltevandet kommer som en puls – ikke om foråret, hvor snedækket smelter i det øvrige landskab, men først i løbet af sensommeren.

Vandmassernes overordnede cirkulationsmønstre i Nuup Kangerlua om foråret og i sensommeren.

Studier viser, at den kraftige afstrømning fra Indlandsisen, der kommer i sensommeren, er i stand til at ændre vandets cirkulation i fjorden (se figur). Ændringerne medfører tilsyneladende øget produktion ved opblomstring af alger i sensommeren og et godt stykke ind i efteråret.

Den seneste forskning har vist, at ferskvandstilførsel i sensommeren og efterårsmånederne influerer på hele det kystnære miljø og har stor indflydelse helt ind på økosystemniveau. Den høje sensommerproduktion er givetvis årsagen til, at sammensætningen af dyreplankton i fjordene er anderledes, end forskerne havde forventet. Den høje årlige produktion og lange produktive sæson medfører, at fjordområder og kystnære egne af Vestgrønland udgør en vigtig oplagringsmekanisme for atmosfærisk CO2.

De arktiske økosystemer – de grønlandske i særdeleshed – er meget forskellige fra andre og udviser store geografiske forskelle i både tid og rum. Ydermere tyder det på, at Indlandsisen har langt større indflydelse på de marine økosystemer end hidtil antaget. Interaktionen mellem isen, fjordene og havet er et område, som forskerne først nu er begyndt at gisne om betydningen af.

FORÅR

Plankton alger Vandloppen Calanus

I forårsmånederne strømmer tungt kystvand ind i fjordens dybere dele drevet af ændringer i kyststrømmen og den vestgrønlandske strøm. Forårsopblomstringen er domineret af planktonalgen Phaeocystis og vandloppen Calanus.

SOMMER

Langt større viden er nødvendig Opmærksomheden omkring følgerne af klimaforandringer er ofte koncentreret om forandringer i det fysiske miljø, eksempelvis udbredelsen og tykkelsen af havis samt øget afsmeltning af Indlandsisen.

Sværere bliver det, når talen falder på konsekvenser af klimaforandringer på økosystemer og dyreliv. Antallet af konkrete konklusioner er ganske simpelt begrænset af mængden af viden. Manglen på tidsserier (gentagne undersøgelser over en årrække) og basale undersøgelser af artssammensætning og antallet af de enkelte organismer i tid og rum gør det vanskeligt at afsløre, om der er sket en ændring i økosystemet. Endnu sværere er det reelt at bevise, at eventuelle forandringer er sket som konsekvens af ændringer i klimaet.

De seneste årtiers opmærksomhed omkring klimaforandringer har medført, at der er kommet øget fokus på problemstillingen inden for forskningsverdenen.

I Grønland kører der nu to programmer for overvågning af økosystemer under GEM (Greenland Ecosystem Monitoring) i henholdsvis Zackenberg i Nordøstgrønland og Nuuk i Vestgrønland. Disse basale overvågningsprogrammer har sammen med en lang række forskningsprojekter ført til en bedre forståelse af økosystemerne og deres dynamik.

Kristine E. Arendt og Emma Kristensen, Grønlands Naturinstitut

Læs om klimaovervågningen

Plankton alger Vandloppen Microsetella

I august-september sker afsmeltningen fra indlandsisen ved, at gletsjerne kælver, og isbjerge smelter i den indre del af fjorden. Herudover strømmer store mængder smeltevand fra Indlandsisen ned i fjorden. Smeltevandet flyder ud i fjorden både i overfladen og fra undersiden af gletsjerne. Smeltevand, tidevandskræfter og opblanding resulterer i, at en varmopblandet vandmasse i de ydre dele af fjorden strømmer tilbage under det smeltevandsførende lag. Det overordnede strømningsmønster influerer ikke på fjordens dybere vandmasser. I sensommeren opstår en sensommeropblomstring domineret af kiselalger og den lille vandloppe Microsetella.

Kilde: Kristine E. Arendt, Grønlands Naturinstitut

Om forskningsprojektet Data er bl.a. indsamlet under delprogrammet Marin Basis Nuuk, der hører under klimaovervågningsprogrammet Nuuk Basis, som Grønlands Naturinstitut og Grønlands Klimaforskningscenter er ansvarlige for. Flere informationer om forskningsresultater fra Nuup Kangerlua kan fås hos marinbiolog Kristine Arendt, oceanograf John Mortensen og de øvrige medarbejdere i Grønlands Klimaforskningscenter. En liste over publicerede artikler fra Grønlands Klimaforskningscenter findes på Naturinstituttets hjemmeside.

Besøg Naturinstituttets hjemmeside POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 13

Styr på

HAVISEN

Det begyndte for alvor med en tragedie. Den fatale kollision mellem et isbjerg og grønlandsskibet Hans Hedtoft d. 30. januar 1959 nogle sømil syd for Kap Farvel blev starten på den moderne istjeneste på Danmarks Meteorologiske Institut. Siden 1960’erne har både brugere, kunder og metoder ændret sig. Den rumbaserede overvågning er kommet til, men skibenes udkig er stadig vigtige, når Istjenesten skal producere iskort og isrådgivning.

Bag en af medarbejderne på DMI’s istjeneste hænger en storskærm med et digitalt søkort over den sydlige del af Grønland. Skulle man som landkrabbe tro, at der en decemberdag ikke er megen trafik i denne del af verden, så må man tro om. En snes små, kileformede femkanter i forskellige farver ligger spredt ud over den digitale havoverflade. Hver femkant er et større fartøj, måske en stor trawler eller et af Royal Arctic Lines’ transportskibe. Én ting er dog sikkert: Det er ikke et af de utallige krydstogtskibe, der de seneste år i stimevis er strømmet til Arktis.

Det er for sent på sæsonen.

Brug for viden om is Fælles for dem alle er, at de har brug for at vide, hvor isen er, hvordan den bevæger sig, og hvor tyk den er. Og med den stigende interesse for råstoffer er det vigtigt for efterforskerne at vide, hvilke isforhold de kan forvente sig. På spørgsmålet om, hvor meget skibsførerne vil vide, svarer isrådgiver Martin Nissen med et glimt i øjet: - Alt for meget! Alle parametre inden for is er vigtige.

Hvis der f.eks. skal etableres faste installationer som borerigge eller en havn, er viden om istyper og isflagernes størrelse vigtig. Og det samme gælder, hvad man kan forvente sig af isbjerge, isskruninger, og hvor meget isen

presser og bevæger sig. Små isbjerge vil slæbebådene godt kunne skubbe væk, men i løbet af issæsonen kan de enkelte isflager blive op til 50 kilometer brede, og så er det noget andet. Dem må man sejle rundt om, hvilket gør operationer i isen meget vanskelige eller umulige.

Risikoen for, at ispladerne støder sammen og presser skibene, er også større her.

Centralasiatisk eksportsucces Det er især den øgede skibstrafik i forbindelse med olieefterforskning og minedrift, som de seneste 10 år har givet Istjenesten nye kunder. Det er ikke sådan, at Istjenesten sidder alene på markedet, men med en lang historie og mængder af data, der kan bringes i spil i kommerciel sammenhæng, står DMI stærkt.

Et af de sidste 40 års største oliefund er gjort i Kasakhstan i den lavvandede, nordlige del af Det Kaspiske Hav. Her er et konsortium af selskaber gået sammen om at udvinde olien, og konsortiet havde brug for en istjeneste.

DMI bød på opgaven og vandt den.

Få meters vanddybde og opgaven med at konstruere kunstige øer til olieinstallationerne gør det vigtigt for forsyningsskibene og de specialbyggede og fladbundede isbrydere at få daglige meldinger om isens bevægelser.

Der er ikke særlig meget strøm i den del af Det Kaspiske Hav, men der er en del vind, så det er vigtigt at holde øje med, hvordan isen vokser til, hvor tyk den er, og hvordan vinden flytter den rundt. Med ismeldingerne kan operatørerne tilpasse sig forholdene med isskruninger omkring øerne. På spørgsmålet om, hvorfor det lige var DMI, der vandt opgaven, svarer Martin Nissen beskedent: - Der var vist ikke overvældende mange andre, der bød.

Men vi har da både et godt navn, troværdighed, en solid forskningsbase og vores eget interne netværk inden for oceanografi og meteorologi, vi kan trække på.

Uffe Wilken

14 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

Film om Istjenestens arbejde

Kontakt Martin Nissen, Center for Ocean og Is, Danmarks Meteorologiske Institut.

Is og pærevælling

Foto: Martin Nissen, DMI

Fra satellit, helikopter og kommandobro Udgangspunktet for Istjenestens overvågning i Grønland er radarsatellitterne kombineret med de optiske satellitter. Sidstnævnte er dog begrænset af det til enhver tid liggende skydække, og hvor radarobservationer kan anvendes hele året, må de optiske give op i den mørke tid.

Indenskærs er det svært for satellitterne at se, hvad der er skær, og hvad der er is. Derfor er overflyvninger vigtige. Helikoptere udgår to gange om ugen hele året fra Iscentralen i Narsarsuaq, hvor der rekognosceres indenskærs og i de større fjorde i Sydgrønland.

Observationer fra skibene bruges stadig, selvom kaptajnerne måske ikke lige har det store helikopterperspektiv fra skibets bro. Alle skibe over 20 ton, skibe tilknyttet fiskeri og skibe i rutefart mellem Grønland og andre lande har i grønlandsk farvand pligt til hver sjette time at melde om vejr og is til Arktisk Kommando i Nuuk.

En af de store udfordringer er isbjergene. Martin Nissen siger: - Isbjergene er vanskelige at se. Derfor er overvågning af isbjerge noget, vi i øjeblikket bruger meget energi på at udvikle, så vi også kan bruge satellitterne til at kortlægge og spore dem. Det bliver der større og større behov for.

I gamle dage ville de fleste skibe helst holde sig uden for havisen. De senere år har man imidlertid bevæget sig længere og længere ind i isen i jagten på råstoffer. I Baffinbugten begynder isen at vokse nordfra omkring oktober måned og vokser til en til halvanden meters tykkelse i løbet af sæsonen. Det er nogenlunde samme tykkelse, som man finder i mange af fjordene i Nordvestgrønland.

I slutningen af vinteren er det hele så blevet godt sammenfrosset, og indtil der kommer nogle store storme, der kan bryde isen op igen, er flager på op til 50 kilometer i udstrækning almindelige i den nordlige del af Grønland og Polhavet.

I de år, hvor der ikke dannes fastis mellem Grønland og Canada i Nares Strædet, driver den tykkere is, der stammer fra Polhavet, sydpå gennem det snævre stræde og ned i Baffinbugten. Heldigvis for Grønland fører strømmen dog det meste af den tykke polaris ned langs Canadas østkyst.

Nordatlanten og Blossevillekysten i Østgrønland virker som en kværn, hvor havbund, vind og strøm fragmenterer de store isflager på vej ned fra Nordøstgrønland. Når flagerne kommer til Grønlands sydspids, Kap Farvel, er de blevet meget mindre. Efter Kap Farvel fører Den Østgrønlandske Strøm isen nordpå langs kysten, men en stor del af isen smelter hurtigt undervejs i den lunere havstrøm. Som Martin Nissen siger: - I Østgrønland er det én stor pærevælling af lokal og cirkulerende is fra Polarhavet, der bliver ført sydpå.

Folkene på DMI’s istjeneste danner sig et indtryk af det totale isdække i procent, og underinddeler derefter isen i typer.

Martin Nissen siger, at Grønland er for stort et område til at gå i detaljer, så det er meget overordnede billeder, der tegnes. Iskortlæggerne ved dog, at der er bestemte istyper, der knytter sig til bestemte regioner.

Læs om iskort Film om istjenesten POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 15

Ruiner fra Hudson Bay Companys tid i Hebron, hvor Abraham og hans familie levede.

Abrahams tragiske rejse Omkring årsskiftet 1880-81 dør otte inuitter én for én af kopper i Europa langt fra deres boplads i Hebron på Labradors østkyst. Én af de otte, Abraham, førte dagbog, og derfor kan vi i dag fortælle den tragiske historie om gruppens ydmygelser og lidelser på deres første og sidste lange rejse.

Foto: Henning Thing 16 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

Abraham med Ulrike ved sin side. Foran ægteparrets to børn den 4-årige Sara og den spæde Maria. Bagerst Ulrikes 20-årige fætter Tobias. Alle døde af kopper i Europa.

Sjældent har jeg været på et mere idyllisk og fredfyldt sted. En dejlig sensommerdag tager Hebron sig virkelig ud som et smørhul i en beskyttet bugt langs den imponerende skønne og bjergrige østkyst af Labrador. Denne region hedder Nunatsiavut (Vort smukke land) og har i mange århundreder været hjemstavn for inuit.

Engang var Hebron befolket med travle og gudfrygtige bøhmiske missionærer, som udbredte det kristne budskab og anden lærdom blandt de lærevillige og glade inuitter fra det lokale opland. Her eksisterede et lille samfund gennem 128 år - på godt og ondt.

Abraham i Hebron Allerede i 1771 ankom en gruppe herrnhuttiske missionærer fra Europa til Labrador og byggede deres første missionsstation ved Nain på kysten noget syd for Hebron.

Her dukker også lidt dansk og grønlandsk historie op.

Initiativtageren og nøglepersonen var nemlig danskeren Jens Haven, der i 1750’erne sammen med sin bror Peter havde været missionær i Ny-Herrnhut ved kolonien Godthaab og omkring 1758 var med til at etablere missionsstationen Lichtenfels, der lå tæt ved det nuværende Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset). Jens lærte at tale grønlandsk og blev af grønlænderne kaldt ’Jensinguaq’ (lille Jens).

Nå, tilbage til Labrador. I 1831 spredte missionens virke sig nordpå fra Nain til den bugt, der blev navngivet Hebron, det hebræiske ord for ’ven’. Her blev der rejst kirke, skole og andet opbyggeligt. En tid lang gik alt godt, mange af de lokale hedninge blev omvendt og døbt, små tørvehuse til de nykristne blev bygget, og menigheden voksede. Ind imellem hærgede dog epidemier blandt de bosiddende, for de havde intet immunforsvar over for kighoste, kopper og influenza, som europæerne bragte med sig.

En af Hebron-menighedens lokale medlemmer i 1870’erne var Abraham, en døbt Labrador-inuit, som var en naturlig lederskikkelse og talsmand for de lokale nykristne på stedet. Abraham kunne skrive på sit modersmål, han havde lært sig tysk (herrnhutternes modersmål var en tysk dialekt) samt lidt engelsk, og han mestrede både violin, klarinet og guitar.

På jagt efter vilde eskimoer Vores forunderlige og grusomme, men sandfærdige, historie begynder 10. august 1880. Abraham var da 35 år, gift med 24-årige Ulrike, og sammen havde de 4-årige Sara og den spæde Maria. Familien bestod desuden af Ulrikes fætter, 20-årige Tobias, som de tog sig af. Der var flere Abrahammer i Hebron, så ’vores’ blev kaldt Abraham Ulrikap, altså Ulrikes Abraham.

Ind i Hebron-bugten stævnede det gode tyske skib ’Eisbär’. Om bord var nordmanden Johan Adrian Jacobsen,

en 27-årig eventyrer og forretningsmand med et særpræget, men lukrativt speciale: menneskehandel.

En af Jacobsen gode forretningsforbindelser var tyskeren Carl Hagenbeck, den navnkundige pioner bag zoologiske haver, som i datidens europæiske koloniånd også ofte omfattede såkaldte ’etnografiske udstillinger’. Hagenbeck havde bestilt nogle ’vilde eskimoer’, og Jacobsen havde besluttet at forsøge sig med at skaffe denne bestillingsvare i Labrador.

Tre år tidligere havde han haft god succes med at skaffe en grønlænderfamilie (far, mor og to små døtre) til Hagenbecks shows, så han havde først tænkt sig at sejle til Grønland for at få fat i nogle flere eskimoer. Men det danske kolonistyre forbød Jacobsen at fjerne grønlændere fra landet, så han måtte opgive den plan.

For godt til at være sandt Denne Jacobsen var tilsyneladende en flink mand, som også talte tysk, og han kom i snak med Ulrikes Abraham.

Forretningsmanden fornemmede, at Abraham kunne bruges som tolk i Labrador, og måske kunne han også lokkes til at se lidt mere af verden. Abraham lod sig hyre som tolk langs kysten, og Jacobsen foreslog ham og hele familien en sejltur med det store og spændende skib til Europa – og en snarlig returrejse.

Abraham havde nok hørt om denne verdensdel, men han var naturligvis ude af stand til at vurdere konsekvenserne af den flinke mands turforslag. Han ville gerne se herrnhutternes verden og også gerne være imødekommende over for den venlige Jacobsen, så han takkede derfor ja på sin og familiens vegne.

Medvirkende til Abrahams positive holdning var nok også, at han skyldte missionen 12 £ for proviant, da den forgangne vinter havde været hård og med dårlig fangst.

Jacobsen stillede ham nu i udsigt, at hvis han tog med, ville hele familien kunne tjene op til otte shillings om dagen! Abraham kunne ikke blot blive gældfri, men også hurtigt en holden mand!

Det lød næsten for godt til at være sandt. Og det var det også. Hebron-missionens mænd var på ingen måde begejstrede for Abrahams familieudflugt, men ville heller ikke direkte forhindre den.

POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 17

Abrahams dagbog Hvor de otte inuitter er blevet begravet, vides ikke. Kun på grund af Abrahams dagbog har vi kendskab til deres skæbne i Europa.

Efter Abrahams død blev hans ejendele, inkl. dagbogen, samlet sammen på hospitalet i Paris og sendt tilbage i en pakke til herrnhutterne i Hebron. Her læste missionærerne denne øjenvidneskildring af den lille gruppes grusomme og nedværdigende oplevelser blandt de kristne europæere.

Dagbogen var skrevet på inuttut og en af herrnhut-brødrene oversatte den til tysk kort efter modtagelsen. Den originale dagbog eksisterer ikke længere, og den håndskrevne oversættelse blev gemt og glemt, indtil den i begyndelsen af dette årtusinde blev genfundet, nyudgivet på tysk og oversat til engelsk.

Polarfrontlæsere, som vil vide meget mere om Abraham og hans floks skæbne i Europa, kan hos amazon.com købe bogen ’The Diary of Abraham Ulrikab: Text and Context’, udgivet af ’University of Ottawa Press’ i 2005.

Man kan lytte til en dramatiseret og kommenteret oplæsning af dagbogen på webkanalen Battery Radio - batteryradio.com/ Pages/Abraham.html - og her opleve to timer i selskab med Abraham fra Hebron.

Plakat for Hagenbeck Zoos udstilling af 'utæmmede og vilde eskimoer'.

Derfor gik hele familien om bord i ’Eisbär’, og den flinke Jacobsen sagde, at de lige skulle sejle til Nachvak-fjorden længere nordpå, hvor Abraham skulle tolke og prøve at overtale nogle lokale hedninge til at komme med på den spændende sejltur. Det lykkedes. Terriangiaq på 50 år, hans 35-årige kone Paingo og deres teenagedatter Noggasaq fra det smukke Nachvak kom med på skibet.

Den 26. august satte ’Eisbär’ kursen mod Hamburg med de otte intetanende inuitter som undrende passagerer.

For dem var der ingen vej tilbage til deres elskede land.

De var begyndt på deres sidste sejltur.

Til spot og spe Fire søsyge uger senere gik de i land i Hamburg. Det var nu i al sin gru gået op for de otte, at Jacobsen ikke var en flink og velmenende mand, men en tyran af værste skuffe.

Inden ankomsten til Europa var det kutyme på denne slags transporter at vaccinere de medbragte ’vilde’ mod kopper og andet dødeligt, ikke af humanitære grunde, men simpelthen for at beskytte investeringen og maksimere udbyttet af ’udstillingsgenstandene’.

Ingen af de otte blev imidlertid vaccineret, og straks efter ankomsten kom de til Carl Hagenbecks zoo, hvor de blev udstillet, så hamborgerne mod ekstra betaling kunne se de ’utæmmede og vilde eskimoer’. De ulykkelige inuitter skulle optræde i deres skindtøj, spise råt kød, se vilde ud og i øvrigt leve deres familieliv i fuld og overbegloet offentlighed.

De var endt i en grusom situation. Ingen hjælp, modbydelige vagter, låste døre, spottende og nedladende tilskuere – og altid udstillet. De var som fanger på en fjern og fjendtlig planet. Flugt var håbløst. Længslen efter hjemlandets fagre kyster var ulidelig. Det var alene Abraham, som forstod, hvad tyskerne sagde. Han lyttede og reflekterede, og i det skjulte førte han en dagbog på sit modersmål.

Efter at berlinernes nysgerrighed var stillet, blev de otte i november og december 1880 fragtet rundt til udstilling i Prag, Frankfurt og Darmstadt. Så bukkede 15-årige Noggasaq under. Hun døde af kopper 14. december, og moderen Paingo fulgte hende 27. december.

Derefter blev fokus flyttet til byernes by Paris, hvor de overlevende skulle udstilles i den zoologiske have i første uge af januar 1881. Den et-årige Sara var blevet syg af kopper ved juletid, men Abraham og Ulrike blev af deres ’ejer’ tvunget til at efterlade den lille pige på et tysk hospital, hvor hun dør alene og forladt nytårsaften, samtidig med at de fem overlevende ankommer til Paris. De iskolde og ydmygende dage som udstillingsobjekter i Le Jardin d’Acclimatation i Boulogne-skoven må have været uudholdelige for disse dødssyge og lidende mennesker.

Dagbogen lukkes Den 8. januar skriver Abraham for sidste gang i sin dagbog: - Jeg længes ej efter jordisk gods, men hvad jeg saa meget længes efter er at gense mine slægtninge derovre i landet. … Ak, jeg er blot en fattig mand af støv.

Dagen efter får de fem lov til at komme på det lokale hospital i Paris. Her dør de alle af kopper. Abraham døde 13. januar, og som den sidste dør hans kone Ulrike den 16. januar.

Henning Thing <hthing@gmail.com>

Rejsen slutter Snart var nyhedens interesse dalende i Hamborg. Derfor blev Labrador-gruppen overført til Berlin, i hvis zoologiske have betalende nysgerrige kunne glo på de otte inuitter, der blev udstillet som vilde dyr.

18 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

In the Footsteps of Abraham Ulrikab

Hør en dramatiseret og kommenteret oplæsning af dagbogen

SIKKERT OVER ZACKENBERGELVEN Forskningsstation Zackenberg i Nordøstgrønland har fået en ny bro, så man kan udvide klimaforskningen til den vestlige side af Zackenbergelven. Behovet for at inddrage området vest for elven er blevet påtrængende de senere år, hvor stationen har oplevet en øget tilstrømning af forskere.

Hidtil har man kun kunnet krydse elven med en gummibåd fastgjort til en wire på tværs af elven. Det har været en risikabel og primitiv overfart, ikke mindst i forbindelse med den årlige flom, hvor elven når op på en bredde på ca. 100 meter og en vanddybde på 2-2½ meter på overfartsstedet.

Det er altid en udfordring at bygge i Nordøstgrønland.

Broens gitterkonstruktion blev fragtet fra Polen i små elementer til Aalborg, hvorfra de gik med skib til Daneborg i Nordøstgrønland. De sidste 30 kilometer måtte elementerne stuves sammen i et lille Twinotter-fly, som kunne lande ved Zackenberg.

En speciel opgave blev gennemført i juli-august 2013, hvor fire personer med håndkraft samlede de 130 m3 sten à 10–15 kilo, som skulle til for at beskytte fundamenterne.

Allerede i starten af september kom årets første snefald, og efterfølgende regn bidrog til at komplicere byggeriet, fordi elven svulmede op. En ny flom indtraf heldigvis ikke, og den 23. september 2013 kunne brobisserne indvie broen. Herefter nåede de kun lige ud, inden en snestorm lukkede Zackenberg for fly i flere dage.

Broen er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og en række andre fonde.

Øverstd en gamle overfart. Nederst den nye bro.

Foto: Poul-Erik Philbert

Poul-Erik Philbert

Mikkel Tamstorf Institut for Bioscience, Aarhus Universitet Foto: Jørgen Skafte

Krav på kontinentalsokkel Danmark og Grønland har i november afleveret et krav på kontinentalsoklen til FN’s Kommission for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS).

Det drejer sig om et område på ca. 62.000 km2 uden for den grønlandske 200 sømilegrænse mellem Grønland og Svalbard (Norge). Tidligere er der afleveret tre krav på kontinentalsokkelområder: to omkring Færøerne og ét ud for Sydgrønland.

Baggrunden for kravet er, at FN’s Havretskommission af 1982 slog fast, at en stat kunne gøre krav på områder uden for 200 sømil fra kysten. Kravene skulle dokumenteres gennem et omfattende datamateriale, og eksperter har derfor i det såkaldte Kontinentalsokkelprojekt siden 2002 indsamlet og bearbejdet data fra området.

Behandlingen af de danske krav kan tage op til to år, ikke mindst fordi Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS) har modtaget lignende krav fra andre af de fem arktiske stater. Norges kontinentalsokkel uden for 200 sømil overlapper det dansk-grønlandske krav, og efter behandlingen i CLCS vil det være op til parterne selv at forhandle en bilateral aftale i de tilfælde, hvor der er overlappende krav på et område.

Kravet på det femte – og meget omtalte – område, som strækker sig fra nord for Grønland til Nordpolen, skal være afleveret senest i slutningen af 2014.

Poul-Erik Philbert

Besøg Kontinentalsokkelprojektets hjemmeside POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 19

Foto: Nynne H. Nielsen

Den ukendte hval Vi ved ikke meget om de marsvin, der lever omkring Grønland. Hvor de tager hen om vinteren, og hvor dybt de dykker er bare nogle af de spørgsmål, forskerne gerne vil have svar på.

I 2012 lykkedes det for første gang biologer fra Grønlands Naturinstut i samarbejde med fangere fra Grønland at fange og mærke to marsvin med satellitsendere, og det gav en masse ny og overraskende viden om marsvin i Grønland.

Marsvinprojektet er en del af et større projekt, der bl.a. har til formål at undersøge de vestgrønlandske marsvins vandringer og dykkeadfærd og deres evne til at tilpasse sig et varmere klima i Arktis. I sidste ende kan denne viden bruges til at vurdere, om fangsten af marsvin i Grønland er bæredygtig.

De første mærkede marsvin i Grønland Det er ikke nogen nem opgave at mærke marsvin. De små hvaler er meget svære at se – specielt fordi kun det øverste af ryggen og rygfinnen i meget kort tid stikker op af vandet. Med hjælp fra dygtige fangere lykkedes det dog at jage marsvinene ind i et garn og få dem op i jollen.

Efter marsvinene var blevet fanget og lagt på en madras i jollen, blev de målt og vejet, inden en satellitsender blev sat fast til rygfinnen. Hver gang marsvinet efterfølgende kommer op til overfladen for at trække vejret, sendes et signal op til en satellit, der så regner ud, hvor marsvinet befinder sig.

Udover marsvinets position giver senderen også information om dyrets dykkeadfærd, såsom den maksimale dykkedybde, tiden den har brugt i en given dybde og an-

20 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

tallet af udførte dyk. Dette er alt sammen noget, der øger vores viden om dyrene og i sidste ende kan bruges til at vurdere bæredygtigheden af marsvinefangsten (se boks).

Vandrer over store afstande På kortet over de to marsvins vandringer kan man se, at marsvinene i Grønland – modsat marsvin fra andre steder – bruger størstedelen af deres tid langt fra kysten, og at de vandrer over store afstande. Det er derfor sandsynligt, at der er tale om én samlet bestand i Vestgrønland, der uden problemer kan mødes og parre sig.

Ud fra flytællinger, foretaget fra land og ud til kontinentalsoklen, er der estimeret omkring 30.000 marsvin i Vestgrønland. Vores undersøgelse viser, at de bruger meget tid uden for kontinentalsoklen, og bestandens størrelse er derfor sandsynligvis undervurderet. Denne viden vil have betydning for fangsten af marsvin, da det siger noget om, hvor stor en pulje fangsten tages af.

Et varmere klima Desuden er det vigtigt at kigge på udefrakommende påvirkninger, som for eksempel klimaændringer. Havene

Biolog Nynne H. Nielsen og fanger Svend Heilmann mærker et marsvin med en satellitsender ud for Maniitsoqs kyst, Vestgrønland. Hele processen tager 4-5 minutter, og marsvinet bliver undervejs overhældt med frisk havvand for at berolige den.

Kort over de to marsvins vandringer viser, at marsvinene bruger størstedelen af tiden langt fra kysten og vandrer over store afstande.

Foto: Bolethe Skifte Egede

omkring Grønlands vestkyst er blevet varmere, og dette fører flere fiskearter med sig.

En undersøgelse i 2010 viste, at de vestgrønlandske marsvin er blevet markant tungere over en 14-årig periode.

Dette skyldes formentlig, at deres føde nu består af over dobbelt så mange fiskearter som før, og bl.a. er atlanterhavstorsken nu kommet på marsvinenes menukort og udgør et vigtig fødeemne.

Hvis marsvinene i Vestgrønland klarer sig bedre i et varmere klima, kan det muligvis hjælpe dem til at modstå det fangstpres, de udsættes for.

Flere marsvin mærket Projektet har givet et indblik i marsvinenes adfærd, og den foreløbige konklusion er, at de ser ud til at tilpasse sig et varmere klima og ikke er kræsne i deres fødevalg. De søger føde i store områder og på store dybder, og desuden vandrer de meget langt omkring, men vender tilbage til det samme område igen.

Det er for tidligt at sige noget præcist om marsvin i Grønland, når undersøgelsen kun er baseret på to dyr. Men i juni og september 2013 mærkede vi flere marsvin med satellitsendere, og det bliver spændende at se, hvilken viden disse dyr kan give os.

Fangst skal være bæredygtig Marsvin er et vigtigt fangstdyr i Vestgrønland, og det skyldes ikke mindst deres hud (mattak), der er en eftertragtet kilde til C-vitamin. Årligt fanges der ca. 2.100 marsvin i Grønland, og Maniitsoq står for størstedelen med ca.

1.500 dyr.

Grønland er gennem den Nordatlantiske Havpattedyrskommission (NAMMCO) og Washington-konventionen forpligtet til at monitere og lave bestandsestimater for bestande af havpattedyr, der jages. Grønland skal altså dokumentere, at bestanden af marsvin kan holde til det nuværende fangsttryk – at fangsten er bæredygtig. For at vurdere dette er en biologisk viden om dyrene nødvendig, og den har vi ikke i dag. Bl.a. ved vi ikke nok om, hvor stor bestanden er, og hvor langt de svømmer omkring.

Marsvin er en af verdens mindste tandhvaler, og de findes stort set over hele den nordlige halvkugle. Hunnerne er større end hannerne, og i Danmark kan de blive op til 1.7 m og veje op til 65 kg, mens de i Grønland er lidt mindre.

Vi ved, at miljøet i de arktiske områder ændrer sig markant i disse år i form af varmere have og mindre isdække.

En stor undersøgelse tyder dog på, at marsvin i Vestgrønland faktisk klarer sig bedre i et varmere klima.

Af Nynne Hjort Nielsen, ph.d.-studerende ved Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet

Academicus Arcticus Det blev ph.d.-studerende Nynne Hjort Nielsen, som i år vandt formidlingsprisen Academicus Arcticus. Det skete med artiklen ’Marsvin i Vestgrønland – den ukendte hval’, som vi på disse sider bringer en forkortet udgave af.

Prisen blev uddelt for tredje gang og går til unge forskere, som i et forståeligt sprog er i stand til at formulere en avanceret videnskabelig problemstilling om et arktisk emne til et bredt publikum.

Med prisen fulgte 10.000 kroner. Prisen uddeles af Arktisk Institut i samarbejde med Royal Arctic, Sermitsiaq og Det Grønlandske Selskab.

Den vindende artikel kan læses i Tidsskriftet Grønland nr. 4/december 2013 eller her

af nYnne hJorT nielsen

Marsvin i Vestgrønland – den ukendte hval resUMÉ

I 2012 lykkedes det for første gang at fange og mærke marsvin i Grønland med satellitsendere.

Projektet er en del af et større projekt, der ikke kun har til formål at undersøge de Vestgrønlandske marsvins (Phocoena phocoena) opholdssteder og dykkeadfærd – men også deres tilpasningsevne til et varmere klima i Arktis. I sidste ende kan denne viden bruges til at vurdere om fangsten af marsvin i Grønland er bæredygtig.

Marsvin er en af verdens mindste tandhvaler. De har en stor udbredelse, der strækker sig over stort set hele den nordlige halvkugle. De lever hovedsagligt i tempererede og subarktiske områder, men er også udbredt i egentlig arktiske områder.

I Grønland findes de hovedsageligt langs den centrale del af vestkysten, men fra observationer (fra fly og båd) og fra historiske fangstdata ved vi, at marsvin til tider dukker op i Inglefield Bredning i Nordvestgrønland samt Tasiilaq i Østgrønland (Teilman & Dietz, 1998). De er endda set så langt mod nord som Svalbard (Jørgensen, 2007).

Det er altså en hval, der formår at udnytte store dele af havene, men generelt har vi dog ikke megen viden om de vestgrønlandske marsvin. Marsvin er oftest fundet tæt ved kysten, og vi ved fra undersøgelser, at de hovedsagligt dykker til dybder mellem 250

Ph.d.-studerende nynne hjort nielsen (f. 1981) er biolog. I sit speciale arbejdede hun med aldersbestemmelse af finhvaler og marsvin. Hun begyndte sit ph.d.-studie i juni 2013. I studiet vil hun undersøge marsvin og narhvalers fysiologiske og adfærdsmæssige tilpasninger til de store ændringer, vi ser i havene omkring Arktis. Studiet foregår i samarbejde med Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet.

Nynne Hjort Nielsen vandt førstepladsen i Academicus Arcticus Formidlingspris 2013.

en og 50 meter, og at de kun sjældent forlader kontinentalsoklen (Linnenschmidt et al., 2013; Sveegaard et al., 2011; Teilmann et al., 2007; Read & Westgate, 1997).

Fangst af marsvin Marsvin fanges langs hele vestkysten af Grønland, men den største fangst foregår i Maniitsoq, Vestgrønland, med over 1.500 dyr om året. Der har ikke været megen fokus på fangsten af marsvin i Vestgrønland, men fangsttal fra 1900 til i dag viser, at marsvin har været, og stadig er, et meget vigtigt fangstdyr. Dette skyldes ikke mindst deres hud (mattak), der er en eftertragtet kilde til C-vitamin.

Grønland er gennem den Nordatlantiske Havpattedyrskommission (NAMMCO) og Washington-konventionen forpligtet til at monitere og lave bestandsestimater for be-

Tidsskriftet Grønland 4/2013

POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 21

Foto: Arqaluartâ Rosing

BLOK P PÅ GODT OG ONDT

Foto: Jørgen Chemnitz

Nordatlantens Brygge har frem til den 6. april 2014 en udstilling om den berygtede Blok P i Nuuk, som blev jævnet med jorden i 2012.

Da Da Blok P stod færdig i 1966, var den enorme etageejendom rigsfællesskabets største beboelsesejendom og et symbol på den moderne udvikling i det grønlandske samfund. Men den fem etager høje og 200 meter lange ejendom på Store Slette midt i Nuuk blev også for mange symbolet på en fejlslagen centraliseringspolitik og er ofte blevet omtalt som en arkitektonisk katastrofe.

Efter nedrivningen lever Blok P videre i minderne hos alle dem, der har oplevet den markante bygning, og ikke mindst hos dem, der har haft deres bolig og dagligdag i ejendommen – hvilket er 1 pct. af hele Grønlands befolkning!

Udstillingen udmærker sig ikke mindst ved, at den gennem film og interviews giver stemme til en række af de mennesker, som har levet deres liv i Blok P på godt og ondt. Mange fremhæver den høje boligstandard, som Blok P stod for i 1960’erne, og husker det gode naboskab. Men der bliver også peget på, at Blok P var elendigt vedligeholdt og overset og til sidst var så faldefærdig, bygningsmæssigt og socialt, at en nedrivning måtte komme.

Udstillingen BLOK P har været vist i kulturhuset Katuaq i Nuuk og er en sammensmeltning af seks forskellige projekter, der alle har boligblokken som afsæt, og som i fællesskab formidler udsnit af ejendommens og dens beboeres historie.

BLOK P - en boligblok i Nuuk, 1966-2012. Fotos, tekst, lydinstallation, interviews og film. Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, 1401 K. Åben til 6. april 2014.

Besøg Den Nordatlantiske Brygge Se den fem måneders nedrivning af Blok P forkortet til 2 min. 30 sek. i Rikke Diemers time lapse Foto: Landsarkivet Grønland

GRØNLANDS HISTORIE PÅ TV

Foto: Qunerseeq Rosing

KNR – grønlandsk TV – har gennem efteråret sendt dokumentarserien ’I skyggen af kajakkerne’, der følger den politiske udvikling i Grønland fra 2. verdenskrigs start i 1939 til indførelsen af hjemmestyret i 1979.

Filmene, som blev sendt fem mandage i træk, er blevet set af mange grønlændere, som her for første fik et indblik i deres egen historie i en lettilgængelig form.

Dokumentarserien bygger på Tupaarnaq Rosing Olsens bog af samme navn, som udkom i 2005. Tupaarnaq Rosing Olsen fortæller, at hun fik idéen til at plante bogen om til TV i slutningen af 2009. Arbejdet med serien gik i gang i 2010, og det foregik i samarbejde med KNR, som lagde fotograf, udstyr, arkiv og klipning til. Godt to år kom det til at tage, og især indsamling af billed- og filmmateriale var tidskrævende.

Dokumentaren vil blive vist på DR K i løbet af 2014 og vil desuden i starten af 2014 udkomme på dvd, som bl.a. kan købes via forfatterens hjemmeside.

Tupaarnaq Rosing Olsen 22 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

Besøg hjemmesiden

Fra Arktisk Instituts arkiv:

Grauni på glatis Hvordan håndterer man lidt over et dusin islandske heste, når man er på en ekspedition over Indlandsisen? Det er under normale omstændigheder ikke et problem, de fleste af os behøver at bekymre os om, men når man hedder Vigfus Sigurdsson, er en islandsk hestefører og fjerdemand på en lille firemandsekspedition i 19121913, så er det et nødvendigt spørgsmål.

En del af løsningen er ca. 6.000 kilo hø og ca.

4.000 kilo kraftfoder lavet på recept fra Landbohøjskolen specielt til ekspeditionen. Sadler, slæder, hestesko o.l. skulle også medbringes. Og så er der lige den detalje, hvordan man opstalder heste på Indlandsisen. Man graver sig ned i isen selvfølgelig! Og dækker derefter den interimistiske stald til med slædesejl.

At det blev heste og ikke hunde, der stod for transporten af ekspeditionens udstyr, skyldtes til dels, at ekspeditionen medbragte meget udstyr, 10.000 kilo foruden foderet, til dels at ekspeditionen skulle over hhv. isfrit terræn og gletsjere.

Ekspeditionen, der gik i land i Danmarkshavn, skulle overvintre på Indlandsisen, for dér at foretage meteorologiske og glaciologiske undersøgelser, førend rejsen gik mod vestkysten. Én efter én måtte hestene dog lade livet, men den sidste, Grauni, en slidsom og stærk hest, ville ekspeditionsdeltagerne helst ikke skyde. De delte deres sidste rationer med Grauni og slæbte ham i otte dage i det forgæves håb, at han kunne komme på græs hjemme i Danmark. Men i sidste ende måtte Grauni ligesom de andre heste lade livet på den indlandsis, hvor han og de andre islandske heste havde været med til at muliggøre ekspeditionens færd.

Foto: Arktisk Institut

Stig Søndergaard Rasmussen

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000 fotografier, Besøg Arktisk Instituts billedsamling.

POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 23

KORTNYT En ordentlig sjat vand En international forskergruppe har opdaget et stort reservoir af smeltevand i Indlandsisen. Vandet gemmer sig under isens overflade i et kæmpemæssigt område med issjap, som med sine 70.000 km2 er på størrelse med Irland. Vandet fryser ikke, fordi de store mængder sne, som falder sidst på sommeren, virker isolerende og holder temperaturerne højere end på overfladen. Forskerne har også beregnet, at reservoiret indeholder omkring 140 mia. ton vand, hvilket vil give 0,4 millimeter havvandsstigning på et år eller svarer til halvdelen af Grønlands årlige bidrag til stigningen. Forskerne kan imidlertid ikke sige, om vandet i reservoiret vil finde vej fra Indlandsisen ud i havet.

Læs mere i Nature Geoscience

Aktiv vulkan under Antarktis Rystelser under isen i det vestlige Antarktis er ifølge en artikel i Nature Geoscience tydelige tegn på vulkansk aktivitet.

Forskerne tør ikke sige, om aktiviteten signalerer et forestående udbrud, men skulle det være tilfældet, vil lavaen ikke kunne trænge igennem den tykke iskappe.

Et udbrud kan dog smelte undersiden af iskappen og øge isens flydning ud i havet.

Læs mere

Foto: Poul-Erik Philbert

Samarbejde om Knud Rasmussen Grønlands Nationalmuseum & Arkiv og Knud Rasmussens Hus har indgået en aftale, som indleder et museumssamarbejde mellem Grønland og Danmark. Målet med aftalen er at skabe mulighed for fælles forsknings- og formidlingsprojekter og forberede et tættere fremtidigt samarbejde i forbindelse med etableringen af Knud Rasmussens Museum i Hundested. Ud over arbejdet med Knud Rasmussens liv og virke skal det nye museum fokusere på forbindelserne og mødet mellem Grønland og Danmark.

Læs mere om Knud Rasmussens Hus

Bøjer på langfart DMI satte i sommeren 2012 otte bøjer med måleudstyr ud på isen i Det Arktiske Ocean fra den svenske isbryder Oden. Én for én er bøjerne siden holdt op med at sende temperaturdata. En enkelt bøje har taget hele den 3.500 kilometer lange tur fra Nordpolen langs Østgrønland og ned til Kap Farvel og holdt først op med at sende i december 2013. Bøjerne skaffer forskerne vigtig viden om havisens fryseog smelteprocesser.

Læs mere om projektet

Figur: DMI

Flere diabetespatienter Forebyggende behandling og bedre testmetoder gør, at det grønlandske sundhedsvæsen i dag finder frem til flere personer med diabetes end for blot fem år siden.

Siden 2008 er antallet af diabetespatienter gået fra 500 til over 1.000 personer på landsplan.

Læs mere Foto: Jeremy Miner 24 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

NYEBØGER

Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på http://arktiskeanmeldelser.dk

Janni Andreassen: Altid frimodig — biografi om polarforskeren, forfatteren og eventyreren Peter Freuchen.

Gyldendal 2013, 382 s.

Peter Freuchen er mest berømt for sine arktiske bedrifter som polarforsker og eventyrer i tæt samarbejde med Knud Rasmussen. Sammen oprettede de handelsstationen i Thule og udforskede ubeboede, ufremkommelige egne højt mod nord. Men i virkeligheden var Freuchen en mand med mange talenter som forfatter, fortæller, landmand, filmmand og globetrotter. Altid frimodig fortæller den dramatiske og underholdende historie om drengen fra Falster, der blev fyrbøder på Danmark-Ekspeditionen og endte som vinder af den amerikanske version af tv-quizzen Kvit eller Dobbelt. Bogen bygger bl.a. på materiale fra to hidtil ukendte Freuchen-arkiver samt fra private samlinger og er rigt illustreret.

Læs mere

Kurt Kjær (red.): Indlandsisen - 80 års klimaændringer set fra luften – Bog. Statens Naturhistoriske Museum 2013, 170 s.

Beslutningen om at gennemfotografere Grønland fra luften var oprindeligt motiveret af et ønske om at sikre Danmarks position som suverænitetsbærende nation i Arktis.

Den enorme samling af luftfotografier, der blev resultatet af disse bestræbelser, udgjorde en hjørnesten i de teknologiske ændringer, som i mellemkrigstiden revolutionerede kortlægningsarbejdet, sikrede Grønland for Danmark og gav os et unikt grundlag for i dag at studere effekten af klimaændringer på Grønlands indlandsis gennem de seneste 80 år.

Læs mere

Søren Peder Sørensen: Qullissat: byen der ikke vil dø.

Frydenlund 2013, 200 s.

Historien om flytningen af 186 familier fra kulminebyen Qullissat i Grønland sommeren 1972 og om den rolle, byen stadig spiller for sine tidligere indbyggere, deres børn og børnebørn. Bogens forfatter, Søren Peder Sørensen, har over tre somre besøgt den nedlagte kulmineby, hvor han har interviewet fraflyttede, der sommer efter sommer vender tilbage for at genfinde ‘deres tabte paradis’. Emnet er højaktuelt i en tid, hvor der er særligt fokus på den fremtidige udvinding af mineralske råstoffer i Grønland.

Qullissat var den første industrielle arbejdsplads i Grønland, hvor man udnyttede mineralforekomster.

Læs mere

Robert Zola Christensen: Is i blodet, spændingsroman.

Gyldendal 2013, 319 s.

Da et hold forskere dør i Grønland under undersøgelser af Indlandsisen og undergrunden, begynder en intens efterforskning, hvori både en dansk geolog, PET og flere amerikanske organisationer og firmaer tager del.

Læs mere

POLARFRONTEN | NR.4/2013 | 25

100 år gamle fotos fra Antarktis Nogle dybfrosne nitratnegativer er dukket op i et gammelt mørkekammer i Antarktis.

Fotoeksperter har efterfølgende reddet 22 næsten 100 år gamle negativer.

Næsten 100 år har en klump cellulosenitrat-negativer ligget i Cape Evans-hytten på Ross Island, som blev bygget i 1911 i forbindelse med Robert Scotts fejlslagne og skæbnesvangre forsøg på at blive den første mand på Sydpolen.

Negativerne er nu blevet omhyggeligt konserveret af bevaringseksperter på New Zealands Antarctic Heritage Trust og har givet os 22 billeder fra ekspeditionsliver i Antarktis i starten af forrige århundrede.

En fejlslagen ekspedition Billederne er taget i forbindelse med Ernest Shackletons ekspedition i 1914-17, hvor han forsøgte at blive den første, som krydsede Antarktis over Sydpolen. Forsøget mislykkedes totalt, da ekspeditionsskibet Endurance blev skruet ned af isen i Weddell-havet, og forehavendet i stedet blev en – i øvrigt vellykket, men langstrakt – kamp for at overleve.

På den anden side af Antarktis i MacMurdo-sundet befandt sig et støttehold, som fra Scott-hytten på Ross Island skulle lægge forsyninger ud til Shackleton. Dem gik det ikke bedre, da deres forsyningsskib Aurora blæste til havs og først kunne vende tilbage i 1917. På det tidspunkt var tre af ekspeditionsdeltagerne døde.

Kendte landemærker Det er under dette ophold, at de 22 fotos er blevet optaget. De lå i en æske i Scott-ekspeditionens fotograf Herbert Pontings mørkekammer, som blev indrettet, da hytten blev rejst i 1911.

Et af de mest bemærkelsesværdige fotos er af ekspeditionsdeltageren og forskeren Alexander Stevens, som står om bord på forsyningsskibet Aurora.

Selvom mange af billederne er beskadiget, har Antarctic Heritage Trust været i stand til at stedfæste landemærker omkring MacMurdo-sundet. Derimod ved vi ikke, hvem der har stået bag kamerat, men det kan være ekspeditionsfotografen Arnold Patrick Spencer-Smith, som var blandt de omkomne.

De gamle negativer er en del af Ross Sea Heritage Project, som har haft mere end 10.000 genstande under konservering. Genstandene blev flyttet fra Scotts Cape Evans-hytte tidligere i 2013.

Poul-Erik Philbert

26 | POLARFRONTEN | NR.4/2013

Øverst til nederst: De dybfrosne nitratnegativer, Alexander Stevens på Aurora, ekspeditionsskibet Aurora.

Se de fundne fotos Antarctic Heritage Trust på facebook Besøg Scotts hytte