Frodigt hav

Frodigt hav

Kysten i fjorden Kangerlussuaq på Grønlands østkyst. Der bliver udført transekter fra både med et undervandskamera. Det er live-video på dækket, så man kan følge med i arter og fordeling af tangvegetationen på bunden og i dybden, mens man optager. Kameraet holdes blot i kablet, som sænkes med dybden, mens der sejles langsomt (max 1 knob) væk fra kysten.

Skrækscenariet er et oliespild i farvandet ud for Nordøstgrønland, der vil drive ind på kysten. For at finde ud af om kysten rummer særligt sårbare områder, har to biologer tilbragt et par sæsoner med at optage videoer af tangskove og -enge under vandet.

- Det er nok det mest effektive feltarbejde, jeg nogen sinde kommer til at deltage i!

Ordene kommer fra biologen Susse Wegeberg fra Dansk Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet og henviser til den logistiske støtte, hun og kollegaen Ole Geertz-Hansen fra Grønlands Naturinstitut fik fra inspektionsfartøjet Knud Rasmussen. Anledningen var en kortlægning af kystens algesamfund på den 1.700 km lange strækning fra Tasiilaq i syd til Danmarkshavn i nord.

Deres arbejde er et delprojekt, der omfatter en kortlægning af særligt følsomme områder og er en del af en større undersøgelse af Nordøstgrønlands marine miljø, der er sat i gang efter salget af en håndfuld olieefterforskningslicenser i havet ud for Nordøstgrønland. Der er 12 delprojekter, der samlet skal bidrage til et offentligt tilgængeligt atlas over kystens følsomhed overfor oliespild.

Som det er nu, er der meget begrænsede data, myndighederne kan handle ud fra, i fald der sker et oliespild. Derfor vil de, når der skal gives tilladelser til aktiviteter, være nødt til at bruge forsigtighedsprincippet. Det ville kræve en langt bredere regulering af aktiviteterne, end hvis man havde et kvalificeret datagrundlag at handle ud fra.

Det lange træk

Der eksisterer kun en ganske sporadisk viden om tang i det område, og det meste stammer fra første halvdel af forrige århundrede eller tidligere. Algerne er vigtige gemmesteder for fiskeyngel og smådyr og yder beskyttelse mod rovdyr og bølger.

Kortlægningen foregår ved at sejle transekter, dvs. gå så tæt på kysten som muligt med støttebåden og derfra sejle vinkelret ud fra kysten, indtil det 50 m lange kabel med videokameraet er langet helt ud. En afstand der passer nogenlunde med vegetationsgrænsen. På den måde fik de to biologer kortlagt 10-12 transekter om dagen. I 2016 blev det til ca. 160 transekter, i 2017 ”kun” 120. Visse steder fik biologerne assistance af Søværnets dykkere til at indsamle prøver.

En videotur over havbunden ved Danmarkshavn i august 2016. (Video'en er ikke aktiv i denne Story. Gå til pdf-artiklen i Polarfrontens Arkiv for at se filmen).

Tangens grænseland

For lægmand er tang noget slimet noget, man får mellem tæerne på stranden om sommeren. Biologerne har ikke overraskende et noget mere nuanceret syn på den slags. Susse Wegeberg siger:

- Tangskovene på det nordlige stræk fra Ittoqqortoormiit til Danmarkshavn i 2016 var markant anderledes end dem, vi ser på vestkysten af Grønland, selvom der dog også er de samme arter som fx vingetang begge steder.

For det sydligere stræk fra Tasiilaq til Ittoqqortoormiit i 2017 så biologerne, at der især omkring Tasiilaq er en blanding af arter fra tangskovene på nordøstkysten og dem fra vestkysten. Susse Wegeberg forklarer:

- Det var tydeligt at se, hvor de to typer tangskove mødtes. En dominerende art på vestkysten som hultang blev ikke set nord for Ittoqqortoormiit, mens en art af Laminaria (skivebladtang), som ikke er særlig almindelig på vestkysten, var ret almindelig her ved Tasiilaq og nordpå.

Man kan så spekulere på, hvorfor hultang ikke er nået længere nordpå – og Susse Wegeberg understreger, at det kun er spekulationer:

- Hultangen er nok kommet via Atlanterhavet, har spredt sig på vestkysten, er gået syd om spidsen af Grønland og op på Østkysten. Her har den mødt den barske og stejle Blossevillekyst, som måske har været en barriere. Selv om Blossevillekysten under vandet har en lang og flad bund, så er bunden i høj grad af sand, og der kan tangen ikke sætte sig fast.

Uffe Wilken

Susse Wegeberg, sw@bios.au.dk