UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 4/2014 |
POLARFRONTEN
Islandsk istidslaboratorium | 4 Brug for en kærlig hånd | 10 Ukendt mikroskopisk liv under ekstreme forhold | 14
|INDHOLD|
TIL GAVN FOR GRØNLAND II
|3
ISLANDSK ISTIDSLABORATORIUM
|4
EN HALV DRÅBE VAND ER NOK
|6
ET VÅDT MINISTERBESØG
|9
BRUG FOR EN KÆRLIG HÅND
| 10
UKENDT MIKROSKOPISK LIV UNDER EKSTREME FORHOLD
| 14
KULTURELLE KURSÆNDRINGER
| 18
LOSSEPLADS ELLER FRILANDSMUSEUM
| 20
KORT NYT
| 22
NYE BØGER
| 24
SLAGET OM GRØNNEDAL
| 26
Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab L. E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Tlf.: 3026 8090 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året. Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Uffe Wilken, redaktør, journalist DJ Poul-Erik Philbert, journalist DJ Magasindesign: Spagat designstudio Forsidefoto: Dykker med målesonde på ikaitsøjle. Foto: Jesper Kikkenborg. Polarfronten udgives med støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, Aage V. Jensens Fonde og Energistyrelsen.
I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder: Sende e-mail til kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip Høre lydklip Byline Sende e-mail til forfatter
2 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
Til gavn for Grønland II Rapporten Til gavn for Grønland udkom for et års tid siden og fokuserede på de mineralske råstoffers potentiale som muligt økonomisk fundament for en fremtidig grønlandsk selvstændighed. Konklusionerne skabte en larmende tavshed hos den daværende grønlandske regering, men fik sat yderligere gang i debatten. Nu er arbejdet med en efterfølger til rapporten så småt gået i gang. Professor på Københavns Universitet Minik Rosing var sammen med tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist initiativtager til rapporten Til gavn for Grønland. Polarfronten interviewede Minik Rosing kort før jul om baggrunden for at udgive en ny rapport. Hvorfor vil I udgive en opfølger på rapporten? Efter rapporten var udgivet, blev der afholdt offentlige præsentationer af rapporten i både Grønland og Danmark, ligesom der blev afholdt konsultationer med de fleste partier i Inatsisartut og Folketinget. De viste, at alle danske partier er indstillet på at gøre noget i forhold til Grønlands fremtid. Så det drejer sig om, at den grønlandske og danske regering skal turde snakke med hinanden om reelle ting. Og den danske regering skal være bedre til at udtrykke den danske interesse i Grønland. Det næste er så, at den grønlandske økonomi er på vej nedad i rekordfart. Så det er tydeligt, at der skal ske noget i en fart, hvis velfærdsniveauet i Grønland skal opretholdes. Det er dét, der er udgangspunktet for vores næste projekt, som vi kalder Greenland Perspective. Fremfor at gøre som andre har gjort rundt om i verden, og se om det fungerer i Grønland, så vil vi vende problematikken 180°: begynde med at finde ud af, hvad Grønland er, og hvilke specielle karakteristika landet har, som kunne give det nogle positive konkurrenceparametre. Her forestiller vi os, at det må forskningsmiljøerne i Grønland og Danmark være bedst til at analysere. Hvordan vil I gribe det konkret an? Vi har lavet to temaretninger: 1) Green Land: Fornybare eller utraditionelle ressourcer. Hvordan kan de udnyttes bedre, og er der nogen, man har overset. 2) Opbygning af nationen Grønland. Det er ud fra den opfattelse, at en af grundene til, at tingene ikke sker i Grønland, er, at man ikke har en klar idé om, hvad landet skal være om nogle år. Der er ingen, der har formuleret en klar vision for Grønlands fremtid.
Uden en vision om, hvad Grønland skal være, og hvordan Grønland kan blive det, er det svært at gennemføre vigtige beslutninger. Man har diskussionen om selvstændighed, men der er ingen, der – mig bekendt – har prøvet at komme i nærheden af, hvad man konkret mener med selvstændighed, hvad det omfatter, og om rigsfællesskabsmodellen kan udvikles og levere det, der bliver efterspurgt. Der er endnu ingen, der er kommet med klare bud på, hvad man efterspørger i forhold til det, man har nu. Lad os få åbnet op for en offentlig debat i Grønland om et emne, der har været en form for betændt byld, som ingen har turdet røre ved. Tanken er, især gennem erhvervsudvikling, at se på, dels hvad der er specielt grønlandsk, men også at se på, om man kan skabe erhverv, som samtidig løser eksisterende problemer andre steder i verden. Er der særlige problemer, hvor Grønland kunne byde ind med en del af løsningen. Fx inden for industri der kræver køling, fødevareproduktion og jordforbedringsmuligheder til landbrug. Det er rygraden i hele projektet. Kunne man tænke sig, at de to ting kunne spille sammen, hvis man gjorde Forsoningskommissionen knap så konfrontatorisk? Sagtens. Der er jo mange fælles emner, og kommissionen er vel ikke i sig selv konfrontatorisk. I forhold til erhvervs- og samfundsudvikling er der nogle meget faste forestillinger om, hvad det egentlig er at være ægte grønlænder i forhold til at bo i bygder og være jollefisker. Men spørgsmålet er, om det er kvaliteterne ved at bo i en bygd, man efterspørger. Eller om det er nogle ting ved at bo i en bygd, som er det attraktive – og som måske kunne løses bedre ved at bo i en by. Der ligger nogle identitetsbarrierer for, at en masse ting kan ske. Dem vil vi have beskrevet. Man må lave et katalog over, hvilke muligheder der er. Inden man smider noget ud, skal man måske lige finde ud af, om man har noget bedre at sætte i stedet. Mange i Grønland har en forestilling om, at alle nationer i verden med jubel vil overtage driften af Grønland og give Grønland lov til at gøre, hvad de vil. Det vil være gavnligt at teste, om det er realistisk. Uffe Wilken
Minik Rosing Download rapporten ’Til gavn for Grønland’.
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 3
Drumlinfeltet ved fronten af Múlajökull i august 2009. Billedet viser, hvordan drumlins kommer frem fra isens underlag i forbindelse med gletsjerens tilbagetrækning. Det meste af gletsjerens forland består af strømlinede drumlins.
ISLANDSK ISTIDSLABORATORIUM Foto: Ívar Örn Benediktsson
Det danske landskab er formet af istidernes ismasser. En af de hyppigste landskabsformer er drumlins, som er ovale bakker af aflejringer fra istiden. Det har været diskuteret, hvordan denne form er opstået, men ved at undersøge et enestående gletsjerområde på Island, er danske og udenlandske geologer kommet meget nærmere en forklaring. Står man en dejlig lun sommerdag på en bakke på Nordfyn eller på en mark på Lolland, kan det være svært at forestille sig, hvordan det grønne landskab har set ud ved den seneste istids afslutning. Rækker fantasien ikke til at forestille sig ismasserne, kan man i stedet tage til det centrale Island. Her ligger gletsjeren Múlajökull og flyder i et landskab, der er så lig det nordeuropæiske for
Fakta om Múlajökull-projektet ¼ Ordet ’drumlin’ kommer fra det irske ’droimnín’, som betyder ’den mindste bakkeryg’. ¼ Der deltager forskere fra Københavns Universitet, Lunds Universitet, UNIS (Svalbard), Göteborgs Universitet, Iowa State University, University of Wisconsin-Milwaukee, British Geological Survey. ¼ Projektet er støttet af Carlsbergfondet, Det Islandske Forskningsråd (RANNÍS), Landsvirkjun, Islands Universitets
4 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
tusindvis af år siden, at forskerne bruger det som et nutidigt istidslaboratorium.
Formerne udvikles Bakkerne på Fyn kunne meget vel være drumlins, som er en typisk landskabsform dannet af gletsjere som Múlajökull. Hvad der gør den 4.000 år gamle islandske gletsjer unik – og som får geologerne til at komme tilbage år efter år – er, at der her findes verdens eneste område, hvor langt over 100 drumlins er under konstant udvikling. En drumlin er en strømlinet og oval landskabsform, som kan være et par hundrede meter lang og op til 50 meter bred og 5-10 meter høj. Drumlins opstår, hver gang isen skyder frem. Forskergruppens resultater viser, at drumlins, i modsætning til mange andre landskabsformer fra istiden, ikke opstår ved egentlig erosion af eksisterende sedimenter eller fra smeltevand, men ved at hvert fremstød aflejrer sedimenter under isen. Geologerne kan nemlig skelne individuelle lag af moræne. Sedimenterne kommer fra iskappen, som ret beset er møgbeskidt. Der sker godt nok
Helikopterflyvning: Oplev en helikoptertur langs kanten af Múlajökull.
Brusende vand og gletsjerspalter. Følg geologerne på kanten af Múlajökull.
Film: Ívar Örn Benediktsson. 2.08 minutter.
Film: Ívar Örn Benediktsson. 1.38 minutter.
noget erosion langs siderne af de eksisterende drumlins under et fremstød, men der sker især en pålejring på toppen. Så jo flere fremstød en drumlin har været udsat for, jo mere aflang og smal er den.
Galopperende gletsjere og softice Geologen Anders Schomacker fra Statens Naturhistoriske Museum forsker i isens påvirkning af landskaberne. Han siger: - Vi kan bruge Múlajökull som pendant til fortidens gletsjere i Nordeuropa og Nordamerika, fordi den islandske gletsjer ikke løber i en dal, hvor den har fysiske begrænsninger som bjergsider, eller hvor den løber ud i havet – noget vi oftest ser med de grønlandske gletsjere. Múlajökull ligger så at sige i et fladt landskab, som vi kender det fra Danmark, og hvor den stort set kan flyde ud uhindret som en gang softice. Ligesom i Danmark flyder gletsjeren ovenpå tykke sekvenser af aflejringer, hvor den kan hente materiale til at omforme landskabet andre steder under og foran isen. Múlajökull er det, geologerne kalder en ’surging glacier’ (galopperende gletsjer), det vil sige en gletsjer, der i perioder bevæger sig frem i hurtige stød. Anders Schomacker fortsætter: - Vi kender til fem fremstød inden for de seneste 100 år med Múlajökull. Det har typisk været fremstød, hvor gletsjerfronten er rykket et par hundrede meter frem i løbet af ganske få måneder. De pludselige fremstød opstår, når der opbygges mere is og sne oppe i akkumulationsområdet end isflydningen kan kompensere for langs kanterne. På et tidspunkt bliver vægten for stor, og isen begynder at flyde – den underliggende is bliver så at sige tværet ud af den overliggende ismasse. Anders Schomacker afslutter: - Drumlins er den mest undersøgte landskabsform fra
istiden. Der er skrevet stakkevis af artikler, men det er aldrig beskrevet, hvordan et helt felt med hundreder af drumlins bliver dannet ved en aktiv gletsjer. Man kender til enkelte drumlins i Norge og andre steder på Island, men aldrig de store felter, som vi ser her med Múlajökull og fra det danske istidslandskab. Vores studie er det første af sin art. Uffe Wilken
Anders Schomacker
Digital model: Michael Houmark-Nielsen, Statens Naturhistoriske Museum.
Lolland under mulden For at få et større overblik over landskaberne fremstiller geologerne digitale højdemodeller på baggrund af data indsamlet fra fly eller satellit. Illustrationen viser et udsnit af det østligste Lolland, hvor man mellem Maribo og Nysted kan se en række aflange terrænstriber – drumlins. De er opstået som et resultat af Bælthav Isstrømmens flyderetning fra sydøst mod nordvest.
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 5
En halv dråbe vand er nok Forskere fra Center for GeoGenetik indsamlede i sommer vandprøver i Sydgrønland. Nogle få dråber vil være tilstrækkeligt til at fastslå, hvad der findes af liv i søer og fjorde i hele området. - Vi hiver to liter vand op af en sø, og af det anvender vi kun, hvad der svarer til en halv dråbe vand, og alligevel er det tilstrækkeligt til at kunne fortælle os, hvad der er af fisk, frøer, insekter og alt andet levende i søen. Micaela Hellström forsøger at lave et næsten usynligt mellemrum mellem to fingre, da hun skal demonstrere, hvor lidt der skal til, for at forskerne kan sige alt om det biologiske samfund, de undersøger. Hun er postdoc på Center for GeoGenetik ved Københavns Universitet og arbejder med at udvikle metoder til at udvinde og sekventere DNA direkte fra miljøet.
Præcis og effektiv metode Der er tale om en meget ny metode, hvor biologerne ved at analysere DNA-sporene – miljø-DNA – fra en sø eller fra havet kan give et meget præcist svar på, hvad der findes af levende organismer på stedet. Det er en meget billig og effektiv metode i forhold til den traditionelle miljøover-
Det er vigtigt at holde vandprøverne rene, og det kræver et større udstyr.
6 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
vågning, som kræver, at biologerne manuelt henter deres prøver i naturen: - Vi har tidligere lavet meget prøvefiskeri fra en båd på en sø, fortæller Micaela Hellström, der i en årrække har været ansat på Stockholms Universitet og i private konsulentfirmaer. Det er meget anstrengende og tidskrævende, og vi kan måske nå ni eller 10 forskellige søer i løbet af en hel måned. En af mine kollegaer har gennem årene taget vandprøver fra 1.780 søer fra båd, og nu gør vi det fra helikopter og kan tage 30 søer på tre timer. Den nye metode er ikke alene hurtig, men også meget præcis. Kontrolmålinger viser, at vandprøver taget fra helikopter giver nøjagtig samme resultater, som prøver indsamlet fra en båd i den samme sø.
Perspektiverne er enorme Men det vil kræve finjustering, før metoden med miljøDNA er klar til brug i en systematisk naturovervågning, som kan omfatte alt fra bakterier til blåhvaler. Genetiske undersøgelser er uhyre krævende, ikke mindst fordi der er tale om behandling af meget store mængder informationer og komplicerede beregningsmetoder. - Der er selvfølgelig en række store, tekniske udfordringer forbundet med brugen af miljø-DNA, som forskere fra hele verden lige nu arbejder på at finde løsninger på, men perspektiverne er enorme, og løsningerne ligger nærmere år end årtier ude i fremtiden, siger Micaela Hellström. Hun peger bl.a. på, at prisen på DNA-sekventeringen, som er den metode, man bruger til at identificere indholdet af DNA, er støt faldende, mens effektiviteten til gengæld er eksponentielt stigende. Micaela Hellström og hendes kolleger på Center for GeoGenetik arbejder selv med at forfine metoderne bag miljø-DNA. Hidtil har man anvendt såkaldt mitokondrie-
Peter Ilsøe indsamler en vandprøve i en stille fjord ved Prins Christians Sund.
DNA, som ganske vist er nemmere, hurtigere og billigere at anvende end kerne-DNA, men også giver et noget mere forenklet billede. - Vi bruger nu også kerne-DNA, som giver en meget bedre opløsning og er langt mere rig på detaljer, og har dermed fjernet nogle af usikkerhederne i arbejdet. Metoden er faktisk så god, at vi på lidt længere sigt regner med, at vi ikke blot kan se, hvilke arter der er i en sø, men også hvor mange individer der er, lyder det optimistisk fra Micaela Hellström.
Forsøg med nye indsamlingsmetoder Micaela Hellström har denne sommer været på feltarbejde i Sydgrønland, hvor hun og kollegerne Peter Ilsøe og Johan Spens har samlet vandprøver. Arbejdet foregik fra skonnerten Activ, som i nogle uger i juli og august var rammen om en videnskabelig ekspedition, der skulle undersøge den historiske klimaudvikling i området (se Polarfronten 3/2014). Vandprøverne blev hentet fra søer og fjorde fra Skjoldungen i sydøst gennem Prins Christians Sund til
Fotos: Poul-Erik Philbert
fjordsystemerne omkring Narsaq i sydvest, og undervejs blev der eksperimenteret med at finde en lettere og mere effektiv måde at indsamle miljø-DNA på. På den første del af ekspeditionen blev der anvendt en mere kompliceret metode, som bl.a. krævede, at skibet lå stille. - Men vi fandt ud af, at DNA’et fra de levende organismer først stiger op til overfladen og derpå efter nogle dage synker ned igen. Så det er frisk DNA, vi finder i overfladen, mens det kan være meget gammelt nede ved bunden, forklarer Micaela Hellström. Derfor gik vi under ekspeditionen væk fra den mere systematiske fremgangsmåde og over til blot at bruge en spand, som vi havde steriliseret, til at hive vandet op fra overfladen. Den nye fremgangsmåde betød også, at det var muligt at tage vandprøver på hele sejlturen hjem over Nordatlanten fra Grønland til København, hvor et af besætningsmedlemmerne, Birk Jessing, med mellemrum hev en spand vand op og pakkede prøverne ned til senere analyser i laboratorierne. Disse analyser vil så senere vise, hvordan man får de bedste prøver på den letteste måde.
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 7
Sådan tager man prøver til miljø-DNA.
Opmærksomme på invasive arter Prøverne er ikke færdiganalyserede, så der er endnu ingen resultater fra feltarbejdet i Grønland. Men forskerne regner heller ikke med, at der vil vise sig overraskende ny viden i de vandprøver, de har taget i de sydgrønlandske søer og fjorde. Man ved nemlig fra andre steder, at man finder de samme arter, når man sammenligner miljø-DNA-metoden med de mere traditionelle overvågningsmetoder. - Vores opmærksomhed er især rettet mod nye, invasive arter, som vi med sikkerhed forventer vil dukke op længere mod nord, efterhånden som klimaforandringerne bringer stigende temperaturer, fortæller Micaela Hellström. Og med de mange søer, som vi har undersøgt på ekspeditionen, har vi skabt et udmærket udgangspunkt for at følge udviklingen i Sydgrønland i årene, der kommer. De samme perspektiver gælder for havundersøgelser, hvor miljø-DNA-undersøgelser kan vise, i hvilket omfang havpattedyr som hvaler og hajer og fisk bevæger sig nordpå, og hvordan arterne i øvrigt flytter sig. Det er selvfølgelig mere overskueligt at overvåge en mindre sø end et helt hav, men Micaela Hellström er overbevist om, at det vil være muligt at udvikle metoder, hvor indsamlingen af miljø-DNA vil kunne bruges til at kortlægge artssammensætningen i store havområder og i sidste ende også vil kunne give et bud på, hvor store bestandene er i specifikke havområder.
8 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
Film: Poul-Erik Philbert.
Hvis man tager DNA-prøver år efter år, vil man være i stand til at se, hvilke konsekvenser for økosystemet f.eks. fiskeriet kan have. Og bliver det oven i købet muligt også at sætte tal på, hvor mange individer der er i et område, vil det give et redskab til at regulere fiskeriet og sikre, at fiskestammerne ikke bliver overudnyttede.
Samarbejde med lokalbefolkningen Micaela Hellström fortæller, at lokalbefolkningen i de byer, hvor Activ lagde til, var meget interesserede i forskningen. - I Narsaq, som er en lille by på 1.600 indbyggere, var der også børn, som kom forbi for at se, hvad vi lavede. Det fik os til at tænke på, at man sagtens kan forestille sig et projekt i de grønlandske skoler om, hvordan miljøDNA kan bruges, og hvordan vi arbejder. Oven i købet kunne eleverne inddrages aktivt ved, at de som en del af undervisningen kunne indsamle prøver året rundt. Forskerne har kontakt til en interesseret lærer på skolen i Narsaq, så måske bliver eleverne herfra en dag en del af et ellers højteknologisk og avanceret genprojekt. Poul-Erik Philbert
Micaela Hellström, Center for GeoGenetik,
Fra Arktisk Instituts arkiv:
Et Vådt Ministerbesøg Den 14. juli 1958 kl 14.00 ankom statsminister H.C. Hansen og hans følge til Station Nord. Her blev de modtaget med et koldt bord, der tog pusten fra flere af gæsterne. Overvældende må det da også have været at sidde på det nordligst beboede sted i verden og nyde en god frokost – ikke mindst når man husker på, at det var her, Mylius-Erichsen, Hagen og Brønlund 50 år forinden omkom af sult og elendighed! Besøget var ganske kort, og allerede kl. 17.00 drog selskabet videre mod Thule Air Base. Efter kun to timers flyvetur fik de imidlertid besked på at vende om, grundet en pibende sydøst. Ved Nord havde man i mellemtiden fejret det veloverståede ministerbesøg med rigeligt øl og snaps, sådan at ingen kunne sige sig helt appelsinfri. Det gjorde dog blot modtagelsen endnu mere festlig, og eftersom vejret var usandsynlig godt – strålende sol og 8° – slog man sig ned på verandaen med drinks og nød solen. Da det ud på aftenen blev sengetid, spurgte statsministeren muntert, om der var nogen, som kunne skaffe natlogi til selskabets to kvindelige rejsedeltagere. Samtlige hænder røg straks i vejret! Det skal her retfærdigvis nævnes, at det i ’58 var ikke mindre end tre år siden, en kvinde sidst havde besøgt Station Nord, så helt kan man ikke fortænke dem i deres iver… Ikke desto mindre blev damerne tildelt to køjer i flyveren, langt fra soldaternes barakker. Næste formiddag blev der spillet en kamp om Nordgrønlands mesterskab i billard mellem rejsedeltagerne bankdirektør Jernert og Gunnar Nu – som statsministeren kommenterede i bedste ”Gunnar-Nu-stil” – inden selskabet endelig kunne fortsatte ministerrejsen til Thule.
Maia Dose Mortensen
Foto: Arktisk Institut
≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000 fotografier, hvoraf op mod halvdelen er skannet og lagt på www.arktiskebilleder.dk POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 9
Brug for en
KÆRLIG HÅND Den gamle kirke i Sisimiut er en af Grønlands ældste bygninger og blev for nogle år siden renoveret udvendigt. Nu er turen kommet til kirkens indre, som bærer præg af de seneste 100 års skiftende anvendelse og trænger til en kærlig hånd.
Foto: Poul-Erik Philbert 10 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
Foto: Poul-Erik Philbert
Foto: Rapporten fra Raadvad Bevaringscenter
Her ser man det ramponerede kirkerum, som det ser ud i dag. Til højre en model af det samme rum, som det vil se ud efter restaureringsprojektet.
Den Blå Kirke i Sisimiut har denne sommer haft besøg af eksperter fra Center for Bygningsbevaring i Raadvad, der har mange års erfaring med bevaring af gamle bygninger i Grønland og ved, hvordan man restaurerer et gammelt stokværkshus (se boks om stokværkshus) på en historisk hensynsfuld måde. Kirken er en del af den gamle by i Sisimiut og ligger smukt på et højt plateau med en flot udsigt over havnen. Otte huse, bl.a. den tidligere kolonibestyrerbolig, missionærboligen, kommandørboligen, en gammel smedje, en proviantbod og den gamle kirke, klumper sig sammen og udgør tilsammen en af Grønlands bedst bevarede historiske bykerner. Så næsten alle de gamle bygninger fra det historiske Holsteinsborg, som Sisimiut tidligere hed, er her stadig, kun den gamle skole og det gamle bageri er gennem årene blevet revet ned.
Et flot ydre De gamle bygninger huser i dag Sisimiut Museum, hvor den relativt nytiltrådte museumsleder, Christine Løventoft, entusiastisk fortæller om sine visioner med det store museum. Hendes helt store projekt er restaureringen af den gamle kirke, som ved første øjekast nu ikke ser ud til at have brug for et besøg af bevaringseksperterne fra Raadvad. Det gamle stokværkshus er velholdt og står med sin stærke, koboltblå farve som et markant vartegn for Sisimiut og den tidlige kolonibebyggelse. Det er heller ikke mange år siden, at den gamle kirke fra 1775 (se boks om kirkens historie) blev istandsat udvendigt. Det skete i forbindelse med, at det nordvestlige hjørne omkring 2000 begyndte at sætte sig, sandsynligvis fordi den nærliggende asfaltvej og nedgravning af centralvarmerør nær kirkens fundament påvirkede permafrosten under kirken. En lokal entreprenør fik hævet hjørnet en halv meter og stivet bygningen af med en jernramme og et betonfundament ned til grundfjeldet. Samtidig blev kirken i 2004 malet udvendigt med koboltblå linoliemaling efter traditionelle metoder, og vinduerne fik en omgang hvid linoliemaling.
Om Den Blå Kirkes Historie Da den gamle kirke i Sisimiut, Den Blå Kirke, blev indviet i januar 1775, havde fremsynede danske håndværkere allerede tre år tidligere udskåret det planlagte indvielsesår 1773 i vejrhanen. Ganske vist blev kirken færdig som planlagt i 1772 og samme år sendt med skib til Holsteinsborg. Den var i København blevet opført i stokværk, som blev nummererede, adskilt igen og sendt til Grønland. Her skulle den så rejses på ganske få måneder, så planen var, at den kunne stå færdig i 1773. Men sådan gik det altså ikke. Dårligt vejr forhindrede skibet i at nå frem i 1772, så de mange byggematerialer først nåede til Holsteinsborg i 1773, hvor kirken kunne indvies i 1775 med et par års forsinkelse. Bortset fra forsinkelsen var etableringen af den gamle kirke i Sisimiut en af datidens succeshistorier. Det er således den første kirke i Grønland, som er blevet til på de lokale beboeres eget initiativ. En gruppe beboere i Holsteinsborg sendte i 1771 et brev til Handelskompagniet og bad om at få en kirkebygning sendt til Holsteinsborg. Sammen med brevet fulgte 60 tønder kostbart hvalspæk fra fire hvaler som betaling for kirken. Efter 151 år som kirke blev Den Blå Kirke i 1926 afløst af den nye og større kirke. Efter et par år blev den indrettet som skole, og der blev sat flere vinduer i sydsiden og en dør i nordsiden. Indvendig blev der bygget en gang i midten, så der blev plads til to klasselokaler. I slutningen af 1940’erne husede den tidligere kirkebygning endvidere Grønlands første tekniske skole, og i en kort periode fungerede dens loft som kollegium for eleverne. I 1949 var kirkens tid som skole ovre, da Sisimiuts nye skole blev indviet. Efter at have været børnehave fra midten af 1950’erne til 1966 blev kirken i 1968-69 ført tilbage til sit oprindelige udseende både indvendig og udvendig, hvor man fjernede de ekstra vinduer og skillevæggene fra 1928. Dog beklædte man kirkens indre med en ny lofts- og vægbeklædning. Fra denne tid og frem til 2004 anvendtes den som konfirmandstue.
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 11
Men et forfaldent indre
Foto: Poul-Erik Philbert
Sisimiuts nye kirke, som knejser over den gamle by, afløste i 1926 den blå kirke.
Stokværkshusets historie Da det norske Bergenskompagni i 1730’erne begyndte at oprette bebyggede handelssteder i Grønland, var det naturligt at benytte det hjemlige, norske ‘laftehus’ som beboelseshus for handelens folk. Det var en hustype, som ikke mindst havde den store fordel, at de kunne skilles fuldstændigt ad og sejles til deres bestemmelsessted i Grønland, hvor de kunne genrejses på kort tid. Husets vægge består af massive, tilhugne tømmerstokke, som lægges vandret oven på hinanden. Væggene bliver derved tætte og velisolerede. Typen kaldtes derfor i Grønland for ‘stokværk’. Fra midten af 1750’erne blev stokværkshusene bygget i København af pommersk fyr i en speciel dansk konstruktion. Tømmerstokkene blev fremstillet ved at gennemsave en svær fyrrestamme og derefter hugge den firkantet med en speciel bredøkse, en ‘bredbil’. Tømmerets dimensioner var 16 x 29 cm. Der blev ialt opført omkring 50 stokværkshuse i Grønland i årene 1734-1847. Pommersk fyr er et virkelig holdbart materiale, men også meget kostbart. Ikke mindst i Grønland har man gennem tiden passet godt på disse huse – eller måske snarere materialerne. Af de omkring 44 huse, der endnu findes i landet, er der kun omkring 14, der befinder sig på deres ‘oprindelige’ plads. De øvrige er flyttet rundt én eller flere gange. 13 af dem er genopført på det nye sted i samme skikkelse som tidligere, mens 16 stokværkshuse er genopført i en totalt ændret udgave. Her har man stort set kun genanvendt materialerne, de gode pommerske fyrrestokke. Stokværkshusene blev ofte ‘seriefremstillet’. Eksempelvis eksisterer originaltegningen til et stokværkshus, der blev fremstillet i 1777 i mindst 12 eksemplarer og placeret forskellige steder i Grønland, fortrinsvis ved en række nye hvalfangstanlæg i Diskobugten i årene 1777-83.
Artikel om stokværkshuse
12 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
Men at Den Blå Kirke trænger til en kærlig hånd viser sig hurtigt, da Christine Løventoft åbner døren ind til kirken, og vi træder ind i et stort og meget ramponeret rum. Her er ikke noget, der bringer tankerne hen på, at vi står i en kirke: de oprindelige søjler og alt det oprindelige kirkeinteriør er væk. Tilbage står et forfaldent rum, hvor en masse plastikstole minder om, at rummet for nylig har været brugt til et arrangement. - Da kirken blev renoveret i midten af 00’erne, blev den indvendige beklædning fra 1968-69 fjernet, så tre af de oprindeligt fire bræddebeklædte vægge og det originale loft med synlige bjælker nu ligger fremme, forklarer Christine Løventoft. Men herefter gik arbejdet i stå, så kirken har ligget sådan her i 10 år uden at kunne bruges til noget. Christine Løventoft fortæller, at kirken nu indgår i planerne for Sisimiut Museum, efter at den i 2009 blev overført til kommunen fra Selvstyret. Det krævede bl.a., at man var sikker på, at den var afkristnet, efter at den var blevet erstattet af den store kirke. - Der har ligget en plan for renovering af kirken, som ikke er kommet videre, tror jeg, fordi der har været en del udskiftning på museumslederposten. Den plan har jeg forkastet, blandt andet fordi den ikke lever op til fredningsbestemmelserne. Den foreslog bl.a. at fjerne den indvendige bræddebeklædning, og det synes jeg ville være meget, meget ærgerligt. Så for at få et solidt arkitektonisk og teknisk fundament for restaureringen, har jeg fået Bevaringscentret i Raadvad til at undersøge, hvordan vi kan renovere kirken, så vi kan bruge den til museumsformål, udstillinger og foredrag, og samtidig bevare så meget som muligt af den oprindelige kirke fra 1775.
Tilbage til det oprindelige Bevaringsrapporten fra Raadvad Bevaringscenter foreslår da også, at man i restaureringsprojektet skal genoprette rummets kirkelige præg og føre det så tæt på udseendet, da kirken blev indviet i 1775. Det vil man ifølge rapporten gøre ved at genopbygge søjlerækkerne og de langsgående loftsbjælker og ved at rekonstruere gulvet med den oprindelige forhøjning ved alteret. Et andet bidrag vil være at genskabe kirkens oprindelige farver. Christine Løventoft havde undervejs undret sig over, at der var blå maling under den hvide på de oprindelige bræddebeklædte vægge og bad derfor Søren Vadstrup fra Raadvad Bevaringscenter om at lave en undersøgelse af, hvordan kirken har været malet gennem dens 230 års historie. Man vidste på forhånd fra undersøgelserne i 2005, at Den Blå Kirke fra starten havde været sorttjæret udvendig og havde haft et sorttjæret tag af brede brædder på klink.
Om kolonien Holsteinsborg Den sorte facadefarve er dog forholdsvis hurtigt – sandsynligvis senest i 1780’erne – blevet overmalet med den nuværende koboltblå farve, som har fulgt kirken siden. Den indvendige farveundersøgelse har vist, at kirken fra starten har været malet blå, rød og hvid. Den øverste del af væggene har været blå, mens den nederste del under en nu forsvundet vægliste har været malet engelskrød, en meget almindelig og forholdsvis billig farve i Grønland. Lofterne har som i dag været hvide, og de nu forsvundne træsøjler har formentlig også været malet hvide. - Vi vil male væggene i de samme farver igen, for det vil bidrage til at genskabe det oprindelige indtryk af kirken, og det har jeg valgt at vægte højere end at få et stort hvidt udstillingsrum. Og den oprindelige farve ligger jo også nedenunder den hvide maling. Vores publikumsundersøgelse denne sommer viste også, at de besøgende efterspørger flere interiørudstillinger, og at de lokale ønsker at se kirken, ’som den var’. Derfor har jeg valgt ikke at skabe et funktionelt hvidt udstillingsrum, men et rum, der også er en udstilling i sig selv.
En markant bygning Udover at føre kirkerummet tilbage til dets 1700-tals-udseende er det planen at indrette en udstilling om missionens historie i kirken. Desuden skal museets kirkemalerier tilbage på deres plads, når restaureringen er færdig. - Der vil dog ikke blive lavet kopier af tabt kirkeinteriør, som f.eks. alterstolen, men måske vil vi på sigt kunne lave en digital visualisering af, hvordan kirken så ud i 1775, fortæller Christine Løventoft. Vi er så heldige at have en beskrivelse af kirkens indvielse, og her er dens interiør detaljeret beskrevet. Restaureringsprojektet løber op i lige godt og vel 2 mio. kr., og det ved Christine Løventoft godt er mange penge. Men hun mener samtidig, at det er realistisk at rejse det nødvendige beløb: - Den Blå Kirke er en markant historisk bygning og har stor kulturhistorisk værdi som byens første kirke og Grønlands tredjeældste, siger hun. Det er endvidere den første kirke i Grønland, som er blevet til på de lokale beboeres eget initiativ, hvilket den dag i dag er noget, de lokale er stolte over. I 1771 sendte en gruppe grønlandske beboere et brev til Handelskompagniet og bad om at få en kirkebygning sendt til Holsteinsborg. Brevet blev trykt i en dansk avis i 1771 både på grønlandsk og dansk. Museet vil udstille den originale udgave af avisen, når kirken forhåbentlig snart kan åbne dørene som museum, slutter Christine Løventoft. Poul-Erik Philbert
Drivkraften bag de små kolonier langs den grønlandske vestkyst i første halvdel af 1700-tallet var, at der var gode penge at tjene på hvalfangst. Og dertil kom så missionærernes arbejde med at gøre den oprindelige befolkning kristne. I 1756 havde Det Almindelige Handelskompagni, som havde fået monopol på handlen i Grønland af den danske konge, oprettet en handels- og hvalfangerkoloni Syd Bay på øen Ukivik. Her blev bygget et ’Våningshus’ (beboelseshus) af stokværk til to-tre danske hvalfangere. I 1762 kom Hans Egedes yngste søn, Niels Egede, til Syd Bay som købmand og hvalfangstkommandør. Størstedelen af den oprindelige befolkning boede imidlertid et godt stykke derfra, nemlig på øen Asummiut, så det var her præsten og missionæren H. C. Glahn slog sig ned i 1763 i den nybyggede missionærbolig. Både Egede og Glahn flyttede i løbet af 1760’erne deres huse til det nuværende Sisimiut, hvor der var en bedre havn, bedre forsyning med ferskvand og en formodet bedre hvalfangst. Handlen og missionen var dermed samlet på ét sted. I 1775 kommer så den nye kirke til. Her ved den gamle bymidte har bygningerne ligget lige siden. Denne imponerende samling bygninger, seks i alt, opført i den meget trækrævende og kostbare byggeteknik stokværk – den største samling i hele Grønland – vidner om byens store betydning og rigdom i 1700- og 1800-tallet. Rigdommen stammede fra den rige hval- og sælfangst og de store mængde af den dyrebare tran, der frem til 1870’erne blev brugt til gadebelysning i de større byer i Europa.
Læs om de gamle huse i Sisimiut
Det gamle Holsteinsborg i 1907. Den blå kirke ses i baggrunden ved siden af bestyrerboligen til højre. Forrest ligger det imponerende kajanlæg af stablede granitsten. Lige bagved ses selve tranbrænderiet fra 1853-1900 med kogehus og bødkerværksted.
Museumsleder Christine Løventoft, Sisimiut Museum
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 13
Ukendt mikroskopisk liv
under ekstreme forhold Ikka-søjler med søanemoner og søpindsvin. I baggrunden foretager dykker Jens Larsen målinger med små målesonder direkte i ikait-udfældningerne.
Foto: Jesper Kikkenborg
Trods adskillige ekspeditioner til mineralsøjlerne i den sydgrønlandske Ikkafjord gemmer det grønne vand stadig mange gåder. To forskerhold har for nylig besøgt fjorden – det ene hold med avanceret undervandsudstyr til at måle millimetersmå forskelle i kemien i søjlernes indre. Det andet for at undersøge rådne bjergarter.
14 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
Stikker man hovedet under overfladen i Ikkafjorden, ser man smukke hvide kalksøjler af mineralet ikait, hvor søpindsvin, søpølser og søanemoner synes at leve et fredeligt liv. Svømmer man lidt tættere på, vil man enkelte steder se svagt grønne plamager og nogle steder endda mørkegrønne huller, hvorfra det ferske vand fra bjergene strømmer ud. Det ligner små osende skorstene, hvor det lette ferskvand slører synet ved mødet med det tunge salte havvand. De grønne farver skyldes mikroskopisk liv, som forskerne mener er ukendt og unikt.
En undersøisk søjlehave i Sydgrønland Ikkafjorden ligger i Sydvestgrønland en god times sejlads fra Ivittuut og den tidligere Flådestation Grønnedal. I et område på et par kvadratkilometer i den inderste del af fjorden vokser op mod 1.000 søjler af det sjældne mineral ikait op gennem fjordbunden. Fjorden og dens undersøiske søjler har været genstand for omfattende forskning siden midten af 1990’erne, og det daværende grønlandske Hjemmestyre fredede fjorden i maj 2000.
Millimeter for millimeter På trods af et ret svagt lys det meste af året er der på de øverste 5-8 meter af søjlerne, og ca. 0,5-2 cm inde i ikaitten, et tydeligt grønt bånd. Det består af mikroalger og bakterier, som har koloniseret et helt specielt og ekstremt miljø. Småkravlet lever under forhold, som ville være ubeboelige for de fleste andre organismer; meget lavt lys til fotosyntese, en pH-værdi, der går fra pH 8 til 11, en sammensætning af vandet, der går fra fersk- til saltvand, samt lave temperaturer. For at overleve her må mikroorganismerne udvikle helt særlige livsstrategier. Vi ved endnu meget lidt om hvilke livsformer, der koloniserer den friske ikait og hvilke biokemiske tilpasninger, de har for at trives under de barske forhold. Der er tidligere
isoleret både nye bakterier og specielle kuldeaktive enzymer fra Ikka-søjlerne, men det har mest været fra søjlernes indre og ældre dele. Forholdene og organismerne i den friske ikait udgør endnu en hvid plet på det videnskabelige landkort. For at undersøge organismernes leveforhold har biologerne målt temperatur, ilt, lys og pH fra ydersiden og henover deres vækstzone op til 2 cm dybde ind i søjlerne. Det er en udfordring at gøre dette under vand direkte på søjlerne, så videnskabsfolkene har anvendt avanceret måleudstyr påmonteret små målesonder. Under en profilmåling føres sonden gradvist, i mm-små skridt, dybere
Fotos: Erik Trampe
A) Tværsnit af ikkasøjle, der viser grønne områder med cyano bakterier og gullige områder med kiselalger inde i ikaiten. B) Foto af trådede cyanobakterier omgivet af ikaitkrystaller. C) Farvelagt elektron-mikroskopi-billede af trådede cyanobakterier i grønt, andre bakterier i gult, slim i pink og en bestemt cyano bakterie af slægten Spirulinaceae i blå.
Ikkafjorden en smuk og stille morgen med Koralhytten i forgrunden.
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 15
og dybere ind i søjlen af en forskningsdykker. Ved at udføre mange af disse målinger kan forskerne danne sig et detaljeret overblik over, hvilke fysiske og kemiske forhold der er i de yderste lag af søjlerne.
Forankret i slim
Film: Jesper Kikkenborg
Videnskabelig dykning på Ikkafjordens mineralsøjler
Film: Jesper Kikkenborg
Dykker undersøger ikaitsøjler med et mikrosensorinstrument
De fotosyntetiserende mikrober i Ikkasøjlerne benytter lys som energikilde og danner ilt som biprodukt. Med endnu et specialudviklet undervands-meter målte biologerne på mikrobernes evne til at udnytte det lys, de modtager inde i søjlerne. Målingerne viste, at der foregår en meget aktiv fotosyntese og en effektiv udnyttelse af selv de små mængder lys, de får. Så det er ikke underligt, at dykkerne ser iltbobler pible ud af ikaiten, når de på en solskinsdag skraber i de øverste lag. Spørgsmålet er, hvad det er for nogle mikroorganismer, der gør arbejdet? For at kigge nærmere på mikroberne tog biologerne fra Biologisk Institut på Københavns Universitet ikaitprøver med hjem. De har haft held med at rendyrke flere af dem i laboratoriet og opdagede, at trådede og enkeltcellede cyanobakterier, også kendt som ”blå-grønne alger”, dominerer sammen med gulligt-brune kiselalger. Mikroberne sidder forankret i slim, som de selv udskiller. Måske spiller disse organismer og slimen en central rolle for søjlernes dannelse. For at få større indsigt i dette samspil samt funktionen mellem organismer og sammenkitning af ikait foretog forskerne meget detaljeret elektron- og lysmikroskopi, som blandt andet viste slimstoffer aflejret mellem krystallerne. Biologerne er nu ved at beskrive de cyanobakterier og diatomerer, de har isoleret og rendyrket ud fra deres DNAsignatur og mikroskopiske struktur. I dette samarbejder forskerne med en af verdens førende cyanobakterieeksperter fra University of Oregon, der mener, at der er flere helt nye og unikke cyanobakterier blandt de isolerede prøver. Erik Trampe
Erik Trampe
16 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
Rådne bjergarter er måske løsningen Foto: Erik Sturkell.
Forskere fra Stockholms Universitet har i den forgange sommer søgt efter ledetråde, der kan forklare sammenhængen mellem ikait-søjlerne og et urgammelt bjergartskompleks i Sydgrønland. Inde i søjlernes porøse indre strømmer vand med en besynderlig kemi, hvis oprindelse stadig er ukendt. Svaret kan ligge gemt i de 1,3 milliarder år gamle bjergarter og deres særegne natrium- og kalciummineraler.
Ikait – et smeltende mineral Videnskabsfolk har gennem årene studeret disse op mod tusind spektakulære mineralformationer, som står i den inderste del af fjorden på 8-24 meters dybde. Søjlerne består primært af mineralet ikait, som er en vandig form af kalciumkarbonat (kalk). Temperaturer under ca. 6 °C er nødvendige for ikait, fordi det ellers vil ”smelte” ligesom sne. Indtil videre er havvandet i Ikkafjorden koldt nok til at bevare søjlerne. Skrækscenariet er dog, at hvis CO2 udledningerne til atmosfæren fortsætter i samme takt som i dag eller øges, så kan højere vandtemperaturer og lavere pH i havet true kalksøjlernes eksistens. Den kemiske proces, der fører til dannelsen af ikait, blev kortlagt under det videnskabelige arbejde i 1990’erne. Havvand rigt på kalcium blandes med vand fra kildevæld i fjordbunden rigt på natrium og karbonat. Resultatet af denne blanding er søjler med en højde på op til 20 meter. Spørgsmålet er dog, hvor kildevældene får deres særlige kemi fra?
En krads væske Kildevandets pH ligger på ca. 10,5 og har samme kemiske bestanddele som rengøringsmidlet soda. Forskere gættede tidligt på, at dette sodavand måtte have noget at gøre med det tilstødende Grønnedal-Ika-kompleks. Ser man på fordelingen af søjler i fjorden på et geologisk kort, ser man tydeligt, at de nøje følger udbredelsen af GrønnedalIka-bjergarterne. Disse bjergarter er dannet i en geologisk aktiv periode for 1300-1100 millioner år siden, hvor en gigantisk sprække i den sydgrønlandske landmasse skabte en stribe usædvanlige bjergarter kendt som Gardar intrusionerne. Bedst kendt af disse er nok kryolitforekomsten i Ivittuut. Grønnedal-Ika er den ældste af disse intrusioner, og her finder man kalciumkarbonatbjergarten karbonatit og den natriumrige bjergart nefelinsyenit. Hypotesen er, at sne og regn, som falder over Grønnedal -Ika-komplekset, løber igennem sprækker i komplekset og opløser mineralerne i karbonatiten og nefelinsyeniten på vejen ned til fjordbunden. Sammenhængen mellem
Der blev indsamlet alle typer af bjergarter, der kan forklare sammenhængen mellem Grønnedal-Ika bjergarterne og ikaitsøjlerne. Her er det en ‘porfyrisk dolerit’ med store hvide korn af mineralet plagioklas, som bliver nærstuderet af geokemikeren Gabrielle Stockmann.
nedbør og kildevand i søjlerne blev bevist af de tidligere ekspeditioner. Det besynderlige er blot, at det er en næsten ren natriumkarbonat sodaopløsning, som strømmer op gennem fjordbunden. Karbonaten kommer fra karbonatitbjergarten, men hvor kommer natrium fra, og hvad er der sket med kalcium i karbonatiten og alle de øvrige grundstoffer i nefelinsyeniten? Hvorfor findes der kildevæld langs strandkanten af Ikkafjorden, som aldrig fryser til, men rinder året rundt med temperaturer på 3-4 grader? Sker der en kemisk reaktion inde i Grønnedal-Ikakomplekset, som skaber varmeenergi og fungerer som udveksler af kalcium med natrium?
Gamle ”rådne” bjergarter Modsat hvad en geolog normalt ønsker sig, nemlig en upåvirket, ikke-omdannet bjergart, gik vores gruppe bevidst efter de ”rådne”, forvitrede bjergarter. Vi ville se, hvad der skete med disse bjergarter, efter de havde været i kontakt med nedbør. Hvilke mineraler var blevet opløst, og hvilke nye mineraler var blevet dannet. Ved at trække de to fra hinanden, kan vi forhåbentlig regne ud, hvad der er opløst i vandet, der strømmer gennem Grønnedal-Ikakomplekset. De første resultater dukker nu op, og hidtil har fundet af det natrium-, kalcium- og karbonatholdige mineral shortit i karbonatiten været den vigtigste opdagelse. Det er første gang, vi har påvist et natriumkarbonat-mineral, og det kan være en vigtig ledetråd til sodavandet i søjlerne. Gabrielle Stockmann
Gabrielle Stockmann
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 17
Kulturelle kursændringer Det Grønlandske Hus i København har siden indvielsen i 1974 løbende ændret sin fortælling om Grønland. Maia Dose Mortensen har i sit speciale set nærmere på, hvilke skift der er sket gennem de 40-50 år. Maia Dose Mortensen bruger Det Grønlandske Hus’ nye galleri, Galleri Kalak, til at anskueliggøre, hvordan hun i sit speciale fra Tværkulturelle Studier ved Københavns Universitet har analyseret Det Grønlandske Hus’ som rum for forhandling af magt og identitet i den postkoloniale relation mellem Danmark og Grønland. Et besøg i galleriet viser ifølge hende, at man bevidst har valgt at vise moderne grønlandsk nutidskunst fremfor traditionel grønlandsk brugskunst og kunsthåndværk som tupilakker, perlebroderier og lignende. - Fortællingen om det oprindelige, stolte naturfolk går dårligt i spand med fortællingen om det moderne Grønland med ambitioner om selvstændighed, som man gerne vil fremføre i dag, siger Maia Dose Mortensen. Så i det omfang trommedans og fangersamfund indgår, bliver det understreget, at der er tale om traditioner fra gamle dage og altså ikke noget fra det moderne grønlandske samfund i dag.
Et etnisk folk Maia Dose har undersøgt de fortællinger om Grønland og grønlænderne, som er blevet præsenteret i forbindelse med Det Grønlandske Hus, ved at slå ned på tre faser: etableringen af huset i begyndelsen af 1970’erne, indførelsen af Hjemmestyret i 1979 og overgangen til Selvstyret i 2009. Det Grønlandske Hus – eller Grønlændernes Hus, som det hed frem til 2003 – var fra starten et dansk-grønlandsk initiativ igangsat af Grønlænderforeningen og Eigil Knuth og blev indviet, efter at der var arbejdet på sagen i mere end 10 år. Det var problemer med finansieringen, der trak projektet i langdrag. Maia Dose Mortensen har som den første haft adgang til arkivmaterialet om Det Grønlandske Hus, der ligger i Arktisk Instituts gemmer. Her kan hun se, at det først er i slutningen af 1960’erne, der kommer skred i sagen, og at en af de afgørende begivenheder er Københavns 800-årsdag, hvor kommunen bevilger en halv million til etableringen af huset.
18 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
I etableringsfasen i 1960’erne og 70’erne bliver der i ansøgningerne om støtte til huset ifølge Maia Dose Mortensen især trukket på fortællingen om grønlænderne som et etnisk folk, der risikerer at gå til grunde i mødet med civilisationen. - Det kombinerer man så med fortællingen om Moder Danmark, der skal tage ansvar for Grønland og dermed har en pligt til at hjælpe grønlænderne – også i København, forklarer Maia Dose Mortensen. Men der bliver også slået på frygten for en separatistisk bevægelse, som dengang lå og lurede. Man peger i ansøgningerne på, at et grønlændernes hus i København vil kunne modvirke en sådan bevægelse, fordi det vil få grønlænderne til at føle sig respekterede og anerkendte i København, og vil vise, at København også er deres sted. - Ved at fremføre de her fortællinger, bliver der lagt op til, at grønlænderne i København bør begunstiges med et hus, siger Maia Dose Mortensen. Så man vælger taktisk nogle fortællinger, som støtter initiativtagernes bestræbelser på at få et hus i København.
Det oprindelige folk Omkring Hjemmestyrets indførelse i 1979 bliver det fortællingen om det oprindelige folk, der bliver brugt til at profilere Det Grønlandske Hus. Fortællingen om det oprindelige folk var blevet introduceret af de nationalistiske strømninger i 1960’erne og 70’erne og var blevet legitimeringsgrundlaget for Hjemmestyret. - Man møder det for eksempel i forbindelse med fejringen af husets 10-års-jubilæum i 1984, hvor Jette Bangs film Inuit og serien Sælfolket bliver vist, begge dokumentariske film, der bestyrker fortællingen om den eksotiske oprindelighed, fortæller Maia Dose Mortnesen. Og det er jo ikke, fordi ret mange grønlændere på det tidspunkt går rundt i skindpelse eller rejser i konebåde, men fordi det er den fortælling, som giver størst adgang og indflydelse. Fra starten foregik alt på dansk, men efter Hjemmestyrets indførelse bliver der i Det Grønlandske Hus gjort meget for at demonstrere, at hovedsproget nu er grønlandsk. Maia Dose Mortensen har i arkiverne f.eks. fundet nogle lister over ord, der skal oversættes fra dansk til grønlandsk i forbindelse med 10-års-jubilæet, så der kunne komme skilte op på grønlandsk. - Hvis man går ind og spiller på de etniske forskelle, så er der tale om, at man bruger dem for at opnå en større indflydelse, slår Maia Dose Mortensen fast. En markering af forskelligheden omkring sprog, mad og lignende
Fra den tidligere fortælling med gamle traditioner som trommedans.
Galleri
KALAK
Fotos: Det Grønlandske Hus.
understreger, at den grønlandske kultur har krav på respekt og dermed en større indflydelse. Grønlændernes Hus går desuden i denne periode over til primært at bruge sit grønlandske navn, Kalaallit Illuutaat, og bliver på den måde en betegner for grønlandsk sprog og kultur og for en nationalistisk strømning i et selvstændigt Grønland.
Flere fortællinger i dag Den tredje periode Maia Dose har undersøgt, er tiden efter indførelsen af Selvstyret i 2009, hvor hun bl.a. har set på, hvordan kulturnatten er blevet arrangeret i Det Grønlandske Hus. Her viser man ikke som i 1980’erne film om inuitter i skindklædte kajakker og konebåde, men film, der portrætterer et moderne Grønland, hvor mennesker lever et genkendeligt liv i byer. - Det er et Grønland, der i høj grad gør brug af moderne teknologi, men samtidig et Grønland, der forstår at fortolke sin kulturarv ind i samtiden, som Maia Dose Mortensen beskriver det. Valget af film indebærer samtidig et fravalg af en masse andre film. Mange film, især dokumentarfilm, fokuserer på fortællingen om grønlænderne som ofre for den moderne civilisation, om naturfolket, der bukker under i mødet med det aktuelle grønlandske samfund. Den type
Åbent m Løvstræ an.-fre. 10:0 0 - 16:0 d www.s e 6, KBH K 0 umut.d k
Fra den nye fortælling. Moderne grønlandsk kunst.
er ifølge Maia Dose Mortensen fravalgt, fordi den indeholder en fortælling, der går meget dårligt i spand med ambitionerne om selvstændighed, uddannelse og teknologisk udvikling. - Kulturnatarrangementerne har bl.a. præsenteret modeshow og designudstillinger, som i allerhøjeste grad har gjort op med forestillingen om grønlændere i skindtøj, eller i hvert fald den oprindelige fortolkning af skindtøj, siger Maia Dose Mortensen. Men der har også i flere af årene været ting som maskedans på programmet, og umiddelbart kunne det derfor se ud, som om Det Grønlandske Hus sætter sig mellem to stole. Man kunne dog også, som Maia Dose Mortensen, mene, at Det Grønlandske Hus i dag ganske simpelt giver plads til flere fortællinger. Poul-Erik Philbert
Maia Dose Mortensen
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 19
LOSSEPLADS ELLER FRILANDSMUSEUM Ved Timmiarmiut i Sydøstgrønland finder man det forfaldne vidnesbyrd om noget, der engang har været en bemandet vejrstation.
20 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
Stilheden har sænket sig over den gamle vejrstation i Timmiarmiut i Sydøstgrønland. Der er ikke en lyd en vindstille julidag, hvor myggenes summen er det eneste, der nærmer sig en foruroligende decibel. Sådan har det været, siden stationen blev lukket for 35 år siden. Stationen har bestået af en håndfuld huse, der har rummet radiostationen med de daglige meteorologiske aktiviteter, de ansattes fællesarealer med opholdsrum og køkken, en mandskabsbarak, maskin- og lagerbygninger og øjensynligt et hønsehus, som har givet de daglige æg og en suppehøne i ny og næ. Stationens huse er der stadig trods manglende vedligeholdelse og et håndfast klima. For et enkelts vedkommende står ganske vist kun fundamentet tilbage med gulvfliserne spredt rundt, andre er halvt sammenstyrtede, mens andre igen står afskallede og nogenlunde uskadte tilbage. På området ligger også rustne tønder, brændstofanlæg, forvredne og væltede master.
En udsat plet i verden Mange vil nok se en losseplads, når de kommer til den gamle vejrstation, og undre sig over, at der ikke er blevet ryddet op. Men vi er også nogle, der glæder os over, at vejrstationen har fået lov til at forfalde i fred og ro i klippelandskabet. For der skal ikke meget fantasi til at puste liv i stationen igen og befolke den med den halve snes mennesker, som igennem godt 30 år – fra 1948 til 1979 – har haft deres daglige arbejdsplads og hjem på denne udsatte plet i verden. De har rutinemæssigt indsamlet meteorologiske data og holdt stationen kørende. Der er blevet sendt vejrobservationer hver tredje time døgnet rundt og foretaget en daglig isobservation med ballon i 500 meters højde, lige-
som der er blevet holdt øje med nordlys. Desuden har vejrstationen engang imellem leveret flyvemeteorologiske data til lufthavnen i Narsarsuaq. Vi ved også, at radiostationen brændte ned den 18. juli 1967, men at det ikke var nok til at afbryde den daglige strøm af vejrobservationer fra Timmiarmiut. Derimod kan man kun gisne om, hvordan det daglige liv har været, men grønlandsmeteorologen Leif Rasmussen, som i mere end 40 år har gjort brug af observationerne fra stationen, kan i hvert fald fortælle, at Timmiarmiut vejrmæssigt ikke har været noget smørhul. Stationens mandskab er blevet ramt af hyppige storme og har jævnligt oplevet meget store nedbørsmængder. Om vinteren har de måttet kæmpe med flere meter sne, som har begravet stationshusene, og så har det nok været en ringe trøst, at sneen ofte er blevet mere jævnt fordelt, når stedet er blevet ramt af voldsomme piteraqer, storme, som opstår pga. heftige faldvinde fra Indlandsisen. Leif Rasmussen har iøvrigt også hørt, at stationen var blevet anlagt et ’forkert sted’, da skipperen, der i sin tid skulle aflevere byggematerialerne, tog fejl. Men det betyder vist ikke noget særligt.
Udvidelse eller lukning I dag har den bemandede station været lukket i 35 år og er blevet afløst af en automatisk målestation i den umiddelbare nærhed. Men når man besøger stedet, kan man godt få en lumsk mistanke om, at lukningen ikke har været grundigt planlagt. I hvert fald ligger der på området omkring 100 sække cement, så noget tyder på, at mens lukningen er blevet planlagt i ét kontor, så har man i et andet kontor haft planer om at starte nyanlæg. Men det har man jo ligesom hørt om før. Poul-Erik Philbert
Fotos: Poul-Erik Philbert.
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 21
KORTNYT Ombudsmanden er bekymret over forholdene i de grønlandske detentioner Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti ønsker, at Justitsministeriet ser nærmere på forholdene i de grønlandske detentioner – især de detentioner, der er uden fast bemanding. Baggrunden er bl.a. ombudsmandens tilsynsbesøg i august 2013 i detentionen i bygden Kulusuk. Peter Skaarup ønsker svar på, om forholdene holder sig inden for menneskerettighederne. Forholdene i detentioner uden fast bemanding har fået kritik, fordi de anbragte ikke får mad, drikke eller har mulighed for at komme i kontakt med en medarbejder eller gå på toilettet, når den stedlige politimyndighed (kommunefogeden) passer andre opgaver. Ombudsmanden hæftede sig ved, at “de anbragtes sikkerhed er noget af det vigtigste i forhold til vores bekymringer. Myndighederne har et særligt ansvar for de borgere, staten har i sin varetægt. Og samtidig kan forholdene omkring visitation og den manglende adgang til et toilet muligvis anses for nedværdigende behandling.” Politi og retsvæsen hører stadig under det danske justitsministerium og er ikke hjemtaget af Grønland. Kilde: Altinget.dk
22 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
Foto: Uffe Wilken
Østgrønlands isbjørne skal tælles Tælling af isbjørne er en kompliceret og dyr affære. Det er derfor ikke uden grund, at isbjørne i Østgrønland aldrig nogensinde er blevet optalt. Men nu tager Grønlands Naturinstitut de første skridt til at tælle isbjørne i Østgrønland. Håbet er, at der kan afgives en foreløbig rådgivning for bæredygtig fangst af isbjørne i Østgrønland i 2019. Grønlands Naturinstitut har fået midler fra Miljøstyrelsen i Danmark til det forberedende arbejde til en egentlig tælling. Derfor gennemføres en interviewundersøgelse blandt fangere i Tasiilaq- og Ittoqqortoormiit-området i det nye år. Interviewere fra Grønlands Naturinstitut vil indsamle fangernes viden om isbjørne i området. Fangerne vil dermed kunne bidrage til planlægningen af, hvordan tællingen skal gennemføres. Derudover vil forskerne bruge de kommende år på at granske alle de oplysninger, der er tilgængeligt om isbjørne fra Østkysten, inklusive fangernes afrapportering af fangsten. I foråret 2015 vil forskere fra Grønlands Naturinstitut sætte satellitsendere på isbjørne i Tasiilaq-området for at følge isbjørnenes bevægelser. Det skal vise, om der eventuelt er tale om flere, adskilte bestande eller grupper af isbjørne i Østgrønland, og om det derfor kan være påkrævet med separate forvaltningsområder. Grønlands Naturinstitut har gennem mange år samarbejdet med fangerne og ønsker, at dette gode samarbejde skal fortsætte. Der vil i 2015 blive gennemført en genetisk undersøgelse, der omfatter prøver indsamlet gennem årene af fangere fra Ittoqqortoormiit og Tasiilaq. Undersøgelsen vil kaste lys på, om isbjørne, der nedlægges i de to områder, tilhører forskellige grupper. Det er fortsat vigtigt, at fangerne også fremover for hver nedlagt isbjørn indsender et særmeldingsskema med detaljerede oplysninger om fangsten samt en vævsprøve til genetisk analyse og en tand til aldersbestemmelse. De ovenstående ønsker til undersøgelser af isbjørne i Østgrønland afhænger dog af, om der i de kommende år kan rejses tilstrækkeligt med eksterne midler. Kilde: Grønlands Naturinstitut
Et 3D-kig på Indlandsisens alder og struktur Ved at bruge radar, der kan trænge gennem ismasserne, har den amerikanske rumfartsorganisation NASA fremstillet det første omfattende kort, der viser islagene inden i Indlandsisen. Ved at sammenholde radardata med data fra iskerneboringer kan forskerne se, hvordan iskappen udviklede sig, og hvordan den flyder i dag. På den baggrund kan glaciologerne beregne, hvor stort et isvolumen der blev akkumuleret i en given geologisk periode. Tidligere undersøgelser har kunnet vise de indre lag, men det er ny teknik, der har gjort det muligt at kortlægge lagene i detaljer. Det er især isen fra Eem, det vil sige fra den seneste mellemistid for 115.000–130.000 år siden, forskerne er interesseret i at vide mere om, fordi den klimamæssigt minder meget om nutiden. På de nye kort kan man få et nogenlunde indtryk af, hvor der stadig er is fra Eem tilbage. Det er data fra NASA’s Operation IceBridge, som i perioden 2009-2013 overfløj Grønland, samt data fra tidligere projekter, der er blevet brugt i fremstillingen af 3D-animationen.
Se en 3D-animation af Indlandsisens forskellige lag og deres udvikling.
Kilde: NASA
Fremtidens nytårstorsk kommer måske fra Sibirien En isfri Nordøstpassage vil i fremtiden gøre det muligt for bl.a. torsk, sild og blåhvilling fra Atlanterhavet at slå sig ned i Stillehavet – mens andre arter kan komme den anden vej. Det viser et studie, som netop er offentliggjort i januar i Nature Climate Change. Det bliver ikke kun skibe, som fremover vil kunne passere igennem Nordøstpassagen, nord om Rusland og Sibirien. Efterhånden som havtemperaturer og fødeforhold ændrer sig, vil også en lang række fiskearter kunne flytte fra Atlanterhavet ind i Stillehavet, eller omvendt.
Foto: Peter Rask Møller, SNM, KU.
Et nyt studie viser, at mange af de undersøgte 515 fiskearter har potentiale til at rykke nordpå, når temperaturen stiger. Når havisen forsvinder, og der bliver mad at finde i de tidligere så ugæstfri nordøst- og nordvestpassager, vil de kunne etablere sig her – og siden, med tiden, kunne sprede sig helt ind i nye havområder. Det gælder blandt andet den traditionelle danske nytårstorsk, den atlantiske torsk, som er en af de top-10 kommercielt fiskede arter, som forskerne regner med vil være flyttet ind i Nordvestog Nordøstpassagen i 2100. Her kan torsken blive mål for et helt nyt fiskeri. Både Nordøstpassagen, som er det frosne polarhav nord om Rusland, og Nordvestpassagen, som er strædet nord om Canada og Alaska, har på grund af is, kulde og manglende føde virket som stopklodser for udveksling af liv mellem de to havområder. At forskerne nu kan komme med mere kvalificerede bud på, hvad de kommende klimaændringer vil betyde for fiskevandringerne nordpå, skyldes dels de enorme mængder af data om fiskearters udbredelse, som er blevet tilgængelige i databaser, dels de fremskrivninger af havtemperatur, salt- og strømforhold, som forskerne kan få fra modeller af oceanografiske forhold, og endelig de statistiske værktøjer til modellering. Kilde: DTU Aqua
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 23
NYEBØGER Martin Breum: Balladen om Grønland: trangen til løsrivelse, råstofferne og Danmarks dilemma. Gyldendal, 2014. 247 s.
Capelotti, P.J.: Shipwreck at Cape Flora: the expeditions of Benjamin Leigh Smith, England's forgotten Arctic explorer. University of Calgary Press, 2013. 269 s. - (Northern lights series; 16)
Samtaleportrætter af grønlændere i både Grønland og Danmark samt beskrivelse af de politiske dagsordener med hensyn til udnyttelsen af de grønlandske råstofressourcer holdt op imod rigsfællesskab, økonomi og ønske om uafhængighed af Danmark
Benjamin Leigh Smith opdagede og navngav dusinvis af øer i Arktis, men publicerede aldrig nogen ekspeditionsberetninger. Forfatteren fortæller gennem Smiths optegnelser, dagbøger og fotografier om de fem store arktiske ekspeditioner, han stod for, og indsætter ham i det nittende århundredes ekspeditionshistorie.
North by degree: new perspectives on Arctic exploration / Susan A. Kaplan and Robert McCracken Peck, editors. American Philosophical Society, 2013. 469 s. (Lightning rod press)
The weather diaries: a book in celebration of The Nordic Fashion Biennale 2014 / edited by Cooper & Gorfer. The Nordic House, Iceland, SEEK, 2014. 256 s.
Bog udgivet i forbindelse med udstilling af kunstnerduoen Cooper & Gorfer, som i maleriske fotografier beskriver den nordatlantiske modescene, hvor vejret er en særlig, kreativ drivkraft. Der fortælles om baggrunden og rejsen rundt i Grønland, Færøerne og Island. Bogen indeholder en række essays, der undersøger den nordiske modes bæredygtighed og kulturarv, samt interviews med de involverede designere. Udstillingen kan frem til 21. marts 2015 ses på Den Sorte Diamant.
24 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
Bidrag fra en konference om det sene 19. århundrede og tidlige 20. århundredes arktiske ekspeditionshistorie. Forfatterne beskriver sociale, kulturelle, teknologiske og miljømæssige forhold omkring den tids ekspeditioner. Emnerne spænder fra nationalisme over race- og kønsrelationer til den måde, ny teknologi anvendtes på til at udforske Arktis.
Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på arktiskeanmeldelser.dk
Iben Mondrup: Godhavn. Roman. Gyldendal, 2014. 263 s.
Einar Lund Jensen: Rejsen til landets ende. Historier om 1800-tallets indvandring fra Østgrønland til Kap Farvel. Museum Tusculanums Forlag, 2014, 190 s. Rigt illustreret.
Foruden at være en fortælling om livet i Grønland med sultne slædehunde, vådeskudsulykker og små og store intriger handler romanen om en særlig periode i den danskgrønlandske historie, hvor mange danske familier rejste ud for at leve på en ny måde i radikalt anderledes omgivelser – noget, som ikke mindst børnene måtte lære at leve med.
Kulturmødet mellem østgrønlandske indvandrere, herrnhutiske missionærer og danske handelsmænd udgør den væsentligste faktor for 1800-tallets historie for Kap Farvel-områdets befolkning. Rejsen til landets ende præsenterer kulturmødet og de samfundsmæssige forandringer, som det førte med sig for områdets befolkning – qavaat, dem der var bosat i området, og uiarnerit, dem der kom fra Sydøstgrønland og slog sig ned i Kap Farvel-området. Bogen findes også i en grønlandsk udgave med titlen Uiarnerit. 1800-kkunni Tunumiit Nunap Isuata eqqaanut nunasiartortunik oqaluttuat.
Per Kunuk Lynge: Den grønlandske kultur og dens indvirkning på læring: "myten om de elskede sønner". Naalakkersuisut, 2013. 107 s. (Inussuk : arktisk forskningsjournal ; 1/2013)
Bogen belyser et tabuemne i det moderne Grønland, nemlig at landet har verdensrekord i selvmord. Det er især unge drenge og mænd, som tager livet af sig. Forfatteren retter fokus mod drengenes trivsel eller mangel på samme i skolen.
Polar geopolitics: knowledges, resources and legal regimes / edited by Richard C. Powell, Klaus Dodds. Edward Elgar Publishing, 2014. 325 s. Polarområderne har tiltrukket sig stor opmærksomhed igennem de seneste år. Emner som naturressourcer, bæredygtighed, miljøbeskyttelse og geopolitiske interesser har domineret dagsordenen. Denne antologi giver en grundig gennemgang af disse.
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 25
Slaget om Grønnedal Vinduer og døre fik sat plader op, og installationerne blev frostsikrede, så ikke vind og vejr skulle få for let spil, da den tidligere flådestation Grønnedal i Sydgrønland blev rømmet i slutningen af 2012. Det skete, da Grønlands Kommando ikke kun tog navneforandring til Arktisk Kommando, men også skiftede adresse til Nuuk. Spørgsmålet om, hvad der skal ske med Grønnedal, har endnu ikke fundet et endeligt svar. Kommer der ikke nogen, der vil overtage stedet, skal området reetableres, som det så ud før anlæggelsen i 1943. Der forhandles stadig mellem Selvstyret og Forsvaret. Senest har landsstyreformand Kim Kielsen i begyndelsen af januar udtalt sig positivt om genbrug af bygningerne – hvis det på nogen måde kan betale sig. En af grundene er nok, at der med de smukke bygninger også følger en dyr miljøoprydning, et beløb, som Forsvaret i første omgang i 1995 havde sat til 100 mio. kr., som sidenhen er skrumpet til 33 mio. kr. i 2011, men som atter er vokset til over 100 mio. kr. Et forhold, som forsvarsministeren er blevet bedt om at forklare nærmere af Folketingets Grønlandsudvalg. Arkitekten Peter Barfoed fra Nuuk har været en af de ivrigste i forsøget på at bevare Grønnedal for eftertiden. Og som med sine henvendelser til Folketinget og med debatindlæg i bl.a. Sermitsiaq har forsøgt at rette grønlandske og danske politikeres opmærksomhed på de muligheder, der ifølge Barfoed ligger i området. Peter Barfoed siger: - Bygningerne i Grønnedal er nogle af de bedst byggede og vedligeholdte i Grønland og repræsenterer derfor en betydelig værdi , som man ikke bare kasserer i en tid, hvor bæredygtighed er en selvfølgelighed. Man undersøger naturligvis seriøst mulighederne for at finde nye
anvendelsesmuligheder. Men de seriøse undersøgelser har ikke fundet sted. Det er således ikke seriøst, når man udbyder, efter man er fraflyttet, og infrastrukturen ikke fungerer. Udbuddet skulle være udført, et par år inden man flyttede, og man skulle ikke være fraflyttet, før de nye anvendelser var fundet. Herunder havde afsluttet aftaler med Selvstyret om oprydning. Og et udbud på 3 mdr., midt om vinteren, hvor man kræver, at interessenter skal betale for oprydning efter forsvaret, er ikke seriøst. Det tager flere år at udvikle et idekoncept og skaffe finansiering. Det er nogle af grundene til, at det såkaldte udbud skal gå om. Både Peter Barfoed og andre er kommet med idéer til, hvad området kunne bruges til i fremtiden. Peter Barfoed siger: - Forskning er jo en oplagt mulighed sammen med turisme. Nu har man i stedet for jaget nogle franske klimaforskere bort, hvilket de var meget kede af. Det var en spire, der kunne have bragt mere med sig. En mulighed er måske en idrætshøjskole, bl.a. med brug af den store hal, kaldet Katedralen. Landbrug og naturskole er andre muligheder. Og det store vandkraftpotentiale i området nord for Grønnedal burde kunne give anledning til aktiviteter. Uffe Wilken
Peter Barfoed
Foto. Uffe Wilken. 26 | POLARFRONTEN | NR.4/2014
