Indledning

I løbet af de seneste år er der sket en opblomstring af diskussionen om skolens etiske og normative potentiale.1 Dette skal nok ses som en modreaktion på en reformiver, der har skyllet ind over alle

uddannelsesinstitutioner over de sidste årtier og gjort skolen til en policy-kampplads. Fælles for

disse reformer har været øget fagfaglighed, målbarhed, fremdrift, evidensbasering og målstyring.

I løbet af denne periode har uddannelsesdiskursen har været præget af elever og studerendes

konkurrenceevne på det globale marked fx i PISA-tests, deres indbyrdes konkurrence, tiltag der skal

sikre fremdrift og eliminere fjumreår og frafald. Den økonomiske diskurs påvirker de unges valg og

tanker om uddannelse, og jeg vil mene, den følger elever og lærere helt ind i klasseværelset, hvor

der sker en konstant afvejning af, om noget er relevant i forhold til en økonomisk-rationel tækning.

Den nederlandske uddannelsestænker Gert Biesta har en pointe, når han siger at ”uddannelse primært vurderes ud fra et nytteperspektiv” (Biesta i Sørensen et al 2013, p. 136). Elever, skoler og

samfund har således udviklet en instrumentel tilgang til uddannelse, som jeg mener, er særligt udtalt

i vekseluddannelserne, hvor arbejdsmarkedets interesseorganisationer har en stor indflydelse på

uddannelsernes indhold, udformning og afvikling. Erhvervsuddannelser er desuden

konkjunkturfølsomme på en kontant måde, der direkte påvirker elevens mulighed for at

gennemføre uddannelserne og, jf. den økonomiske model for erhvervsskolerne, også skolernes

mulighed for at opretholde uddannelserne, da eleverne jo ikke kan fortsætte deres uddannelse uden

en læreplads – og uden hovedforløbselever kan skolerne ikke uddanne faglærte.

Konkurrencestatens evidens-etos og styringslogik, konstruktivismens læringsgørelse (det stærke

fokus på den lærende gør uddannelse til et individualistisk projekt) af uddannelse og teknokratiske

visioner om selvinstruerende læringsportaler, der kan synes at have til formål at eliminere udgifter

til både lærerforberedelse, og måske også ophæve behovet for fysisk tilstedeværelse, har ikke

overraskende medført en diskussion om, hvor dannelsen hører hjemme på den atomiserede og

målstyrede læreplan. Denne debat mellem uddannelsesforskere og -tænkere har været centreret

omkring formålet med uddannelse og dannelse ud fra forskellige filosofiske positioner – fælles for

1 Kemp 2015, Nepper Larsen 2016, von Oettingen 2015, Hammershøj 2016 m.fl.