1 minute read
Velkommen til fysik på A-niveau
from BasisFysik A
by Praxis
I fysik på A-niveau vil du både komme mere i dybden med emner, der er kendt fra B-niveauet, og møde helt nye emner. BasisFysik A skal læses sammen med BasisFysik B – de to bøger dækker tilsammen kernestoffet på A-niveauet.
Du vil møde disse emner i BasisFysik A:
▶ Mekanik i to dimensioner. Newtons love anvendt på bevægelse i én dimension er beskrevet i BasisFysik B. I dette første kapitel beskrives bevægelser i to dimensioner, herunder det skrå kast, jævn cirkelbevægelse og harmonisk bevægelse samt kraft- og energiforhold i en bevægelse med varierende kraft. Bevægelser, med gnidning eller luftmodstand, behandles nærmere. Elastiske og uelastiske stød i én dimension beskrives ved hjælp af bevægelsesmængde og kinetisk energi. ▶ Fiktive kræfter optræder i accelererede bevægelser, og vi skal se på centrifugal- og corioliskræfterne. ▶ Den specielle relativitetsteori er en indføring i, hvordan bevægelser beskrives med bevægede koordinatsystemer og koordinattransformationer med lysets hastighed som den maksimale hastighed. Den specielle relativitetsteori bliver introduceret med længdeforkortning, tidsforlængelse og relativistiske formler for energi og bevægelsesmængde. ▶ Tyngdefelter – og kraftfelter generelt – er en nyttig udvidelse af kraftbegrebet. Det anvendes på gravitationsfeltet til blandt andet at beskrive satellitter og planeters baner, og det vises, hvordan man beregner den mekaniske energi i tyngdefeltet om et centrallegeme.
Den almene relativitetsteori introduceres også i dette kapitel. ▶ Elektriske felter beskriver det elektriske felt og kraften på en elektrisk ladning. ▶ Magnetfelter giver eksempler på magnetiske felter i blandt andet stangmagneter og forskellige typer ledere. Vi skal se på, hvordan elektriske felter og magnetfelter påvirker bevægelsen af ladede partikler. ▶ Elektromagnetisme introducerer begrebet magnetisk flux og beskriver induktion af elektrisk strøm. Maxwells ligninger for elektromagnetismen introduceres også. ▶ Kvantefysik blev introduceret i BasisFysik B med blandt andet fotonens energi, Bohrs atommodel, radioaktivitet og kernereaktioner. I dette kapitel ser vi nærmere på anvendelser af fotonens bevægelsesmængde, partikel-bølge-dualiteten samt absorption af ioniserende stråling.
Eksperimenter og opgaveregning
Et af målene med fysik A er, at du selvstændigt skal kunne tilrettelægge og udføre forsøg, herunder arbejde med åbne eksperimentelle problemstillinger. Elektronisk dataopsamling anvendes, hvor dette er en fordel.
Fysik A afsluttes blandt andet med en skriftlig eksamen. Det anbefales derfor, at du regner eksamensopgaver fra tidligere år som supplement til bogens opgaver. Ved opgaveløsning anvendes både matematik, numeriske beregninger, graftegning, regression, CAS-værktøjer samt billed- og videoanalyse. I appendiks C findes tips til arbejdsgang ved opgaveløsning.