1 minute read
Forord
Ideen til det første kemispil opstod, da jeg underviste i gymnasiet og gerne ville give eleverne en afvekslende undervisning. Da de havde det sjovt og faktisk fik lært noget kemi, når de spillede, fortsatte jeg med at udvikle nye spil. Mine elever og jeg har haft stor glæde af at tænke kemi på en ny måde. Med denne bog håber jeg, at andre også kan få glæde af at spille sig gennem dele af pensum.
Bogen indeholder et spil til hvert kapitel i Basiskemi C foruden Den store kemidyst, der er et repetitionsspil til hele bogen. Nogle spil kan strække sig over en hel lektion, mens andre, som fx Sænke grundstofskibe, kan fungere som et lille afbræk i undervisningen. Uanset om spillene er korte eller lange, kan de bidrage til at variere undervisningen.
Jeg vil anbefale at give eleverne lov til at bruge bøger, noter m.m., når de spiller, så de kan tjekke hinanden. Undtagelsen er dog Den store kemidyst, som netop går ud på at teste paratviden.
Jeg har beskrevet spillereglerne, som de er tænkt fra min side, men det står selvfølgelig enhver frit for at finde på sine egne regler. Har du kommentarer eller ideer til videreudvikling, er du velkommen til at sende en mail til forlaget: haase@haase.dk.
Bemærk, at I får størst udbytte af kopiarkene i denne udgave, hvis de bliver printet ud på en farveprinter.
Tak til elever, familie og venner for at spille med og medvirke til finpudsning af spillenes endelige udformning, som de foreligger her.
God fornøjelse!
Karen Houborg Efteråret 2017