Opstillingsgrundlag til organistatorisk næstformand i PROSA. Jeg hedder Hans Aagaard, er 50 år og opstiller til næstformand i PROSA. Jeg er oprindeligt uddannet kandidat i russisk som jeg har suppleret med uddannelsen Arbejdsmarked og personalemanagement fra Aalborg Universitetet. Professionelt har jeg i 18 år arbejdet med ledige gennem mine ansættelser i såvel a-kasser, hos anden aktør og arbejdsformidlinger. Ledighedsarbejdet har jeg altid brændt for og siden 1994 har jeg således hjulpet utallige med at komme tilbage på arbejdsmarkedet, uanset om tiderne var gode eller som nu, hvor de er mindre gode. I perioden 2007 til 2010 var jeg ansat i PROSA, hvor jeg via øst-projektet hjalp de mest udsatte ledige med at få job. Jeg stiller op på opfordring, fordi jeg ser en mulighed for at gøre en forskel i fællesskab med PROSAs kommende formand, de øvrige valgte og ansatte. Prosa skal både hjælpe den enkelte ledige med konkret støtte og derudover være synlig i forhold til politikere for at påvirke lovgivning. Udover de mange medlemmer der aktuelt risikerer at miste dagpenge skal vi samle op på den stigende dimittendledighed, så vores nye medlemmer ikke oplever deres kompetencer forsvinder, fordi de var så uheldige at færdiggøre deres studie i en krisetid. Der er masser af udfordringer for PROSA at tage fat på og det er derfor nødvendigt med et fortsat godt og strategisk samarbejde med a-kassen for at skabe resultater. Vi skal handle mere proaktivt, så vi undgår brandslukning tæt på dagpengeperiodens ophør. PROSA skal være kendt for vores gode service på det individuelle område og på den måde være det naturlige valg for alle it-folk. Jeg er sikker på min blanding af konkret erfaring og teori vil hjælpe mig til at blive en god næstformand. Slutteligt forudsætter mit kandidatur, at Thomas Kølle bliver valgt som formand, da jeg mener det er det bedste match på disse poster.