Radikal Politik 2009, nr. 6

nr. 6

N O V. 2 0 0 9

| |

Søren Fauli Afghanistan

| |

Kommunalvalg | Landsmøde | Ny formand Nicolaj Holm | Ærø | Vores radikale rødder

| |

i nd hold

Hænderne op af lommen Uanset hvordan den politiske virkelighed ser ud, er et radikalt landsmøde altid en stor begivenhed.

Også i år, hvor optimismen spirede og fornemmelsen af en ny start sneg sig langs strandkanten i Nyborg. Godt hjulpet på vej af et spændende formandsvalg blev årets landsmøde et af de mest medrivende og levende i mange år.

side 22

Kram Pia K. Radikale Venstre er i krise, men bare rolig, det lysner forude. Sådan ser virkeligheden i hvert fald ud, når man hedder Søren Fauli. Hvis den radikale filminstruktør var psykolog og partiet hans klient, ville han bede det om at give Dansk Folkeparti et kærligt kram. At være radikal handler nemlig om at favne hele verden – også de grimme sider

side 14 2

r a d i k al p ol it i k

Vi krammer bagefter – Det har fandeme ikke været specielt opløftende at være radikal de seneste år.

Og det er ikke kun meningsmålingernes skyld. Det handler også om måden, vi driver politik på. Sådan siger filminstruktøren Søren Fauli i denne udgave af Radikal Politik, hvor vi interviewer en af dansk films skæveste og mest talentfulde humorister og instruktører. Søren Fauli kommer med et kritisk indspark til sit parti, som han mener, trænger til en ordentlig ruske- og krammetur, hvor vi også skal til at kramme Pia som i Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti.

Det skal der nok være delte meninger om, men sådan er vi jo så forskellige. Og uanset om man er enig med Søren Fauli eller ej, så er han et af de mere farverige medlemmer, der gør det ekstra godt at være radikal.

Endnu et valg Noget andet der kunne gøre et radikalt medlemskab ekstra godt i disse dage, er succes ved det kommende kommunal- og regionsvalg. I skrivende stund er der ganske få dage til, at danskerne igen skal til stemmeurnerne. Denne gang ikke for at beslutte, hvem der skal repræsentere dem i Europa-Parlamentet, men hvem der skal tale for dem rundt om hjørnet i deres lokale kommune eller lidt længere væk i rådet for deres respektive regioner. Det bliver et meget spændende valg, og det alle os radikale spørger os selv om i øjeblikket, er vel, hvordan de små hop på stedet og den senere tids dansen op og ned i målingerne vil spille ind. For der er jo forskel på et folketingsvalg og så dem af den lokale slags. Det kan både gå bedre end på landsplan, men det kan også gå dårligere. Samtidig går der i mange kommuner et spøgelse løs ved navn SF, der stormer frem. Og selv om vi er mange, der kan undre os over, hvordan Villy Søvndahl kan skabe fremgang i Holstebro, Haderslev og i Hjørring, hvor vi jo alle godt ved, at de lokale SF’ere ikke er… ja, Villy, så er det ikke desto mindre også en faktor, der kommer til at spille ind på resultatet.

Godt rustet Men vi er godt rustet til den 17. De mange kandidater har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne, der er delt foldere ud til hænderne er faldet af og der hænger radikale kandidater i alle landets lygtepæle end. Så vi er klar og har gjort alt, der står i vores magt for, at Radikale Venstre får et resultat, som vi kan bygge videre på og varme os ved i den kommende kolde vintertid. Men hvad betyder det så? Hvad er et godt resultat? Ja, der kan der jo være mange meninger om, men sikkert er det, at vi gerne skulle fastholde radikal repræsentation i alle landets kommuner og i hvert fald dér, hvor vi er nu. Samlet set kommer vi sikkert til at gå tilbage og rammer måske i gennemsnit de fem procent, som vi var tilbage på i en Gallupmåling fra oktober. Men kan vi holde os i nogenlunde i det leje og samtidig sørge for, at vi stadig er repræsenteret så mange steder som menneskeligt muligt, så er det vel også et ok resultat.

Optimisme Som en der selv kæmper for en byrådsplads, er jeg i hvert fald optimistisk på hele partiets vegne. Vi er i allerhøjeste grad i live som parti og alle vores kandidater har vist Danmark, hvordan man fører en valgkamp, når man kommer fra et parti med holdninger, tillid og konkrete løsninger. Kommunalvalget kommer vi naturligvis også ind på i denne novemberudgave af Radikal Politik, men der er heldigvis også andet i livet end kommunalvalg.

Som for eksempel førnævnte interview med Søren Fauli. Eller hvad med et fyldigt referat fra det radikale landsmøde og et interview med partiets nye landsformand? Vi kan også byde på en kronik af den radikale hofhistoriker Kristian Hvidt, mens der for de lidt mindre historieinteresserede er et interview med landets yngste byrådskandidat. Så der nok at kaste sig over, men lad os nu lige vinde det kommunalvalg først – så kan vi læse blade og kramme Pia og hinanden bagefter.

Søren Højlund Carlsen, Redaktør

3

i nd hold

28 Formand Frandsen

Klaus Frandsen blev valgt som ny landsformand for Radikale Venstre på landsmødet i september.

Så nu skal der ruskes op i organisationen, så Radikale Venstre kan vinde den offentlige dagsorden og fremtidens valgkampe.

Ud gi v e r :

Radikale Venstre • Christiansborg • 1240 København K tlf. 33 37 47 47 • radikale@radikale.dk • radikale.dk • radikale.net r e dakt ø r :

Søren Højlund Carlsen (ansvarshavende) r e dakt ion:

30 Radikalismens rødder

Det er med sorg, man som historiker hører radikalismens snarlige undergang. Sådan skrev historiker Kristian Hvidt i en kronik tidligere i år som en reaktion på de faldende meningsmålinger for partiet. Radikal Politik bad Kristian Hvidt skrive en ny kronik.

Jesper Gronenberg, Johannes Sørensen, Henrik Kjerrumgaard, Jacob Stig Jørgensen og Søren Bald sk r i be n t e r I N UMMER 6:

Marcus Aggersberg, Øjvind Hesselager, Trine Vendelboe Juel, Niels Krause Kjær, Tomas Bech Madsen, Jacob Wendt Jensen, Mads Brandsen FO T O GR A F ER I N UMMER 6:

Ditte Valente, Nicky Bonne, Helle Arensbak, Scanpix og Colourbox for si de fo t o:

34 Kommunalvalg

Hvor er de radikale kamppladser, hvor er partiet på vippen og hvordan skal det hele gå for Radikale Venstre ved kommunalvalget. Radikal Politik har kigget på et landkort over den radikale kommunale valgkamp.

42 Radikale ryster posen på Ærø

En ny radikal lokalforening på Ærø er klar til kampen op mod de etablerede byrådspartier på øen.

Dermed kan borgerne på øen for første gang stemme radikalt til et kommunalvalg.

Søren Fauli er fotograferet ved Fælledparken i København af Nicky Bonne layou t:

Helle Bøye Christensen de adl i n e:

Sidste frist for indsendelse af uopfordret materiale til Radikal Politik nr. 1– 2010 er den 10. december og skal sendes til redaktion@radikale.dk. Redaktionen påtager sig intet ansvar for materiale, indlæg, foto mv., som indsendes uopfordret.

Redaktionen for denne udgave sluttede den 10. oktober 2010.

Der tages forbehold for senere ændringer i politikken, personer, ordførerskaber, udspil m.m.

Annoncer, artikler, debatindlæg og andet indhold udtrykker ikke nødvendigvis Radikale Venstres officielle holdning abonn e m e n t:

Kr. 200 om året. Gratis for medlemmer af Radikale Venstre.

Kontakt Radikale Venstre på tlf. 33 37 47 47 for abonnement. annonc e r :

46 Hvepsereden

Radikal Politik har talt med Niels Helveg Petersen om Radikale Venstres politik i Afghanistan to gange. Først før valget i Afghanistan, hvor udenrigsordføreren var optimistisk. Men så kom valget.

Landets yngste Morten Nielsen er radikal. Dem er der stadig mange af – trods alt. Han er også byrådskandidat.

Dem er der heldigvis også en del af fra Radikale Venstre. Og så er Morten Nielsen lige fyldt 18 år og det gør ham til en meget ung byrådskandidat, og dem er der ikke så mange af.

side 12

4

Vestergaard og co. Kontakt: René Vestergaard, tlf. 98 51 00 30, rene@vesco.dk t ry k :

Arco Grafisk, Skive, der er miljøcertificeret og har EMAScertifikat og licens til Svanemærket produktion OPL AG :

Oplag: 10.000. ISSN: 0107-279X

r a d i k al p ol it i k

Vores venner i S Fø r st holdt Dansk Folk e pa rt i kongr e s og sagde, at de er de rigtige

socialdemokrater. Så holdt Socialdemokraterne kongres og lagde fornyet distance til DF. I en tid, hvor uenighederne mellem Socialdemokraterne og os får daglig mediebevågenhed er det værd at tænke over også de partikulturelle årsager til, at vi foretrækker dem, der har navnerettighederne i orden. DF består af en politisk-teknisk virkelig dygtig firebande, hvorimod Socialdemokraterne er et stort parti med en næsten 100-årig tradition som regeringsbærende parti og et stort bagland, som kræver opmærksomhed, især når partiet er i opposition. De to forhold har karakteriseret vores forhold til dem. Deres regeringsbærende gen har gjort, at vi mange gange har kunnet enes med dem om regeringsgrundlag. Socialdemokraternes hensyn til baglandet har medført, at vi mange gange har fundet deres politiske budskaber mere ”udfordrende”, når de har været i opposition. Deres Fair Forandring oplæg passer i forhold til det ideologiske indhold fint i det historiske billede. Det indeholder en række elementer, som er rettet mod deres bagland og kritiske vælgergrupper, men som ikke passer helt med vores politik, fordi elementerne ikke peger fremad mod fremtidens Danmark.

Knæfald Det nye denne gang er ikke ideologien, men de to knæfald til VK-regeringens kontraktspolitik-tankegang, som Fair Forandring indeholder, nemlig ordet ”ultimativ” og reformpausen i resten af regeringsperioden. Kontraktspolitiktankegangen burde være dybt miskrediteret på nuværende tidspunkt. Danmarks svage håndtering af den finansielle krise og sørgelige produktivitetsudvikling er to af følgerne af kontraktspolitik-tankegangen. Særligt nu hvor enhver økonomisk langtidsplanlægning startende med 2015-planen er skudt ned i flammer af den økonomiske krise, er det forfejlet at tro at fortsat anvendelse af den samme kontraktspolitiske tankegang kan bringe os ud af krisen. Modsat anerkender jeg også den politiske logik i, at når det er VK regeringen, som har påført landet skadevirkningerne af kontraktspolitikken, så er det svært at forvente, at det er Socialdemokraterne, som først skal fortælle vælgerne det upopulære budskab, at vælgerne ikke af fremtidige regeringer kan forvente den grad af forudsigelighed, som kontraktpolitikken har indebåret. Socialdemokraternes tankegang er givetvis, at man ingen lyst har til at hjælpe den siddende regering med at formidle det budskab. VK-regeringen skal stege i sine egne misgerninger et stykke tid endnu, er formentlig tankegangen. Oplægget til regeringens nye Vækstforum under ”newspeak” navnet :”Danmark styrket ud af krisen” kan betragtes som en indirekte tilståelse fra regeringen af egne fejl. Tilståelsen er selvfølgelig leveret til et forum og i en form, som ikke ligner en tilståelse, men indholdet er ikke til at tage fejl af. Grafen hvor både konkurrenceevne og eksportmarkedsandel går i graven fra det tidspunkt, hvor VK-regering kommer til, taler nærmest for sig selv.

Vi ligger hvor vi skal Hvad er så konklusionen for os? Den er, at vi nu ligger, hvor vi skal ligge frem til valget. Vi peger på den mulige regeringsleder, der ikke har deltaget i at grave hullet, og derfor uanset den nøjagtige fortolkning af ordet ”ultimativ” har størst handlefrihed til at bringe os op igen. Og i kraft af de andre partiers binding til kontraktspolitikken ejer vi reformdagsordenen. Den rolle skal vi udbygge frem mod valget med et sæt af fremadrettede politikoplæg, hvor vi gør vores politik skarp i forhold til den situation, som krisen har bragt landet i. Vores skatteoplæg var starten på det arbejde. En række af de ældre oplæg bl.a. arbejdsmarkedspolitik holder også i den nye situation. Der skal suppleres med en række nye. Udover den organisatoriske platform jeg gik til valg på, og som jeg vil fokusere på med det nye forretningsudvalg, er der også en aktiv og spændende politisk periode foran os.

Klaus Frandsen, landsformand, Radikale Venstre

5

radi kal polit i k

Velfærdshasard De n g ode n y h e d e r , at vi kan gøre noget! Hvis vi

handler nu, baseret på viden og med gennemarbejdede forslag. Den dårlige nyhed er, at Dansk Folkeparti og deres støtte-regering ikke vil se problemet i øjnene.

Det kunne handle om klima – og her er det jo ikke kun os danskere, der skal gøre noget. Men det gør det ikke: Det handler om fremtidens velfærd for vores børn, syge mennesker og sårbare mennesker med behov for pleje. Og her er det lige præcis kun os, der har ansvaret.

De økonomiske vismænd har for nylig offentliggjort deres rapport om dansk økonomi. Og det er dyster læsning, kan jeg love jer. Skrækindjagende faktisk.

Rapporten dokumenterer, at dansk økonomi er i et dybt tilbageslag. Vi står midt i den største økonomiske krise siden 30erne. Økonomien er ikke bare gået i stå – den går baglæns: negativ vækst, negativ produktivitet og stadig flere mennesker, som mister deres arbejde. Vores velfærd er truet. Underskuddet på statens finanser stiger hver gang finansministeren kigger.

Ikke bare i år, men i årtier frem i tiden. Det er meget alvorligt.

Vi har sagt det længe. Og nu siger vismændene det altså også: Regeringens økonomiske politik er brudt sammen.

Den økonomiske 2015-plan ligner en marengs, som nogen har knust. Der bliver ingen samling igen.

Jeg prøvede at vække statsministeren fra hans Tornerosesøvn allerede i maj i kronikken ”Løkke, Løkke sover du?” i Berlingske Tidende. Det hjalp ikke. Han sover stadig. Og han sover tungt. Der er ingen lydhørhed til opfordringen om handling.

Siden maj har regeringens ensidige fokus på privatforbruget, ændret kursen for Danmark fra slemt til værre. Problemerne vokser. For hver dag Løkke drømmer sig væk til en dagligdag, hvor regeringens pinlige burka-zigzag er eneste problem, vokser problemerne i den virkelige verden: Danmark bliver mere forgældet, og flere mister deres job.

Og mens mange andre lande begynder at kunne se lys for enden af tunnelen, er Danmarks økonomi stadig truet.

De ved godt, at den er gal – både i Dansk Folkeparti og langt ind i deres støtte-regering. Hvor er så visionen? For de ved godt, den er gal. Allerede kort før jul sagde Venstres skatteminister Kristian Jensen til Politiken: »Sådan som økonomien er i øjeblikket, er der to valgmuligheder for fremtiden det er enten mindre velfærd eller større reformer. Økonomien er ikke holdbar på sigt med de reformer og de aftaler, som vi har indgået på nuværende tidspunkt. Men regeringen har helt åbenbart valgt den første mulighed: Mindre velfærd.

Dansk Folkeparti og deres støtte-regering vil undervur-

6

dere den økonomiske krise, den stigende arbejdsløshed og det enorme underskud, Danmark står midt i. Og den konstante fejlvurdering vil trække dybe spor i dansk økonomi og dansk velfærd i mange år frem, hvis ikke der handles nu. Hvis ikke fedteriet afløses af fokus, hårdt arbejde og krise-erkendelse.

Dansk Folkeparti og deres støtte-regering bliver nødt til at forklare vælgerne, hvordan de vil redde dansk økonomi fra det historiske underskud, den stigende arbejdsløshed og en konkurrenceevne, som bare styrtdykker.

Radikale Venstre vil ud af krisen ved at investere i uddannelse. Vi vil ud af krisen ved at investere i erhvervslivet.

Vi vil ud af krisen ved at investere i forskning, innovation og klima. Vi vil ud af krisen, og ind i fremtiden. Og vi har endda vist hvordan: Radikale Venstre har fremlagt stribevis af bud på, hvordan Danmark kan komme ud af krisen. Vi har foreslået en grøn vækstpakke med målrettede og midlertidige investeringer på 25 mia. kr. i forskning, uddannelse og en forbedret klimaindsats. Det ruster Danmark til tiden efter krisen og skaber mange af de job, som mangler lige nu.

En sådan vækstpakke kræver finansiering. Radikale Venstre vil finansiere vækstpakken gennem reformer af efterlønnen, af dagpengene - forkortelse af dagpengeperioden, kombineret med en mere målrettet indsats over for den ledige, bedre adgang for kvalificeret international arbejdskraft, samt ikke mindst en skattereform.

Men hver gang er forslagene blevet skudt ned. Men hvad vil regeringen så? Man kunne sløjfe hele den danske politistyrke.

Det ville give godt otte milliarder. Man kunne lukke alle skolefritidsordninger og folkebiblioteker. Det ville give 10,5 milliarder. Vi kunne også helt afskaffe efterlønnen. Det ville give 9,7 milliarder . Eller man kunne fjerne kommunale specialskoler, børnehaver og tandpleje. Det ville give 10,8 milliarder.

Er det det, regeringen vil? Det er bestemt ikke ”løsninger”, som Radikale Venstre ønsker. Men konsekvensen af ikke at handle er forringelse af vores velfærd. Det er hasard.

Det er derfor, det er altafgørende, at regeringen lytter til oppositionens, til erhvervslivets og til uafhængige økonomers krav om handling. For Danmark, for danske virksomheder, for danskerne og for vores børn er det nødvendigt at få gang i et reformarbejde, som kan betale regningen for Dansk Folkeparti og deres støtte-regerings passivitet og manglende mod.

Margrethe Vestager gruppeformand

7

side n sid st

Har glemt alt om nær demok r ati V skaber usikk er hed om vi ndmøller Samme dag som Danmark indviede verdens største havvindmøllepark, Horns Rev 2, meldte Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt ud, at Venstre hele tiden har haft som mål at aftrappe støtten til vindmøller. På den måde skaber Venstre igen usikkerhed om vindkraften i Danmark. Det er helt uberettiget og uansvarligt, mener Radikale Venstres gruppeformand Margrethe Vestager.

– Venstre må have fået for meget vind i håret. Deres frontalangreb på Danmarks vindmølleindustri er uberegneligt og kortsigtet. Vi står midt i en økonomisk krise, og derfor er det uansvarligt, at Venstre nu går ud og skaber usikkerhed om det danske vindmøllemarkeds fremtidige størrelse.

Vindmøller skaber job, grøn innovation, bæredygtig energi – ja vindmøller ruster både økonomien og klimaet til fremtiden, Margrethe Vestager, der mener, at udbygningen af vindmøllekapaciteten er en både økonomisk og miljømæssig gevinst for Danmark.

– Da regeringen tiltrådte i 2001 gik udbygningen af Danmarks vindkraft stort set i stå.

Med den energipolitiske aftale fra februar 2008 er der endelig begyndt at komme gang i opstillingen af vindmøller i Danmark igen.

Derfor kommer Venstres udmelding på det værst tænkelige tidspunkt. Radikale Venstre vil bevare udbygningen af den danske vindmøllekapacitet. Vores mål er, at vindmøller skal levere mindst halvdelen af vores strøm i 2020. Det kræver investeringer på den korte bane, men så vinder vi også på den lange bane. Både økonomisk og miljømæssigt, siger Margrethe Vestager.

8

En ny rapport fra Anvendt Kommunalforskning (AKF) viser, at et stort antal lokalpolitikere i stigende grad oplever, at Christiansborg overtager styringen med de kommunale anliggender.

Det skriver Berlingske Tidende. Radikale Venstres kommunalordfører Johs. Poulsen anklager Dansk Folkeparti for at stå bag en stor del af centraliseringen og Venstre og de Konservative for at spille rollen som ynkelige og passive medløbere. Han foreslår et nyt aftalesystem mellem kommunerne og regeringen.

– Rapportens konklusioner kommer ikke bag på mig, men de bekymrer mig meget. De danske kommuner har ikke brug for mere central styring, men større frihed til at lave løsninger ud fra lokale prioriteringer, der er baseret på demokrati og selvstyret. Kommunale kerneopgaver løses bedst så tæt på borgerne som muligt, og derfor er det utrolig trist, at Dansk Folkeparti som dukkeførere og Venstre og de Konservative som passive marionetdukker mere og mere har overtaget styringen af kommunerne. Ofte endda på baggrund af enkeltsager og ren populisme. Det er ved at være længe siden, Venstre stadig kæmpede for nærdemokrati og lokalt selvstyre. Venstre og de Konservatives centralistiske linje får unægtelig regeringens gentagne skåltaler om frihed til at klinge hult, siger Johs. Poulsen.

R, S og SF nær mer sig hi nanden De Radikale strækker hånden frem i oppositionens interne skattestrid, men der er også stor uenighed om efterløn og dagpenge.

Radikale Venstres leder, Margrethe Vestager, forklarer i et interview med Ritzau, at det ikke er afgørende for hende, om der skaffes mere arbejdskraft via skattepolitikken eller via reformer – bare den afskaffes.

– Jeg synes, at det er konstruktivt og godt, hvis De Radikale ikke længere er så fokuserede på skattepolitikken, der ligger fast, men fokuserer på målet om langsigtet holdbarhed, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen til Ritzau. Men bag de pæne ord er der en klar uenighed. Eksempelvis vil De Radikale gerne reformere efterlønnen, men det udelukker Socialdemokraterne. Margrethe Vestager, peger på, at Socialdemokraterne og SF’s skatteudspil og de to partiers udtalelser om, at det ikke står til forhandling, reelt vil låse skattesystemet i seks år. Det øger behovet for reformer andre steder, der kan skaffe mere arbejdskraft.

– Vi har lavet et katalog af ting, man kan gøre, som faktisk vil virke. Vi vil fremrykke efterlønsforliget, så det virker hurtigere. Det er det mest effektive, man kan gøre overhovedet, fordi det jo har den meget enkle effekt, at mennesker med uddannelse og erfaring, som kan arbejde, arbejder lidt længere, end de gør i dag. Det, der er vigtigt for os, er, at det virker, siger Margrethe Vestager.

De tre partier har da også brug for en hurtig afklaring af den interne splid om skattepolitikken. Det vurderer tidligere rådgiver for SF Peter Goll, der i dag er administrerende direktør i rådgivningsfirmaet Geelmuyden. Kiese.

– Nu hvor der er klimatopmøde, og regeringen er bundet op på bundne opgaver, så har oppositionen lidt et frirum til at forhandle sig frem til en eller anden forståelse. Hvis de ikke har fundet en løsning, inden klimatopmødet er færdigt, så har de svækket sig selv i forhold til den borgerlige regering, siger Peter Goll til Ritzau.

Haar der må sik r e lær eruddannelsen De danske lærere får ikke efteruddannelse nok og det rammer vores børn. Det mener uddannelsesordfører Marianne Jelved, der derfor vil arbejde for, at der bliver afsat 200 millioner ekstra til efteruddannelse af lærerne, så landets folkeskoleelever kan blive mødt med den faglighed, de har krav på. Og skal kommunerne udarbejde en efteruddannelsesplan.

– Selvfølgelig har folkeskoleelever krav på at møde lærere, der er uddannet i det, de underviser i. Men sådan er det desværre langt fra altid i dag. Mere end hver fjerde lærer underviser i fag, de ikke har haft som linjefag på seminariet.

Det rammer vores børn, og det kan vi ikke være bekendt, siger Radikale Venstres uddannelsesordfører Marianne Jelved.

En stor del af problemet skyldes, at kommunerne eller skolerne selv skal dække de vikarudgifter, der opstår, når lærerne skal efteruddannes og derfor ikke kan undervise. Marianne Jelved peger på, at undervisningsminister Bertel Haarder (V) sidder med en stor del af ansvaret, når der faktisk er afsat penge til efteruddannelse. Penge, som ikke bliver brugt.

– Elever og forældre er nok ligeglade med, om regningen havner hos kommunerne eller hos ministeren. Eleverne har bare ret til at møde en veluddannet lærer. Derfor er det tvingende nødvendigt, at undervisningsministeren nu træder i karakter og går i dialog med kommunerne om at få løst dette problem, siger Marianne Jelved.

Vanvittigt forbud At Venstre har ønsket, at få organisationer Kirkeasyl og Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge dømt ulovlige viser, at regeringen er blevet vanvittig. Så ligefrem er de Radikales retsordfører Lone Dybkjær.

– De er blevet fuldstændig forbudsgale og straffegale og fængselsgale. De er jo blevet helt vanvittige. At gribe til den slags tiltag viser jo også, hvad de går op i, og hvad de ikke går op i – hvad med at gå en lille smule op i, at vi har et kæmpe underskud på vores finanslov, at vi har en stigende arbejdsløshed, og at vi står i en økonomisk krise, siger hun.

Bedr e tider kommer ikk e af sig selv Den økonomiske krise i Danmark er større, end regeringen hidtil har villet erkende. Det viste gysertal fra Danmarks Statistik, der kom frem sidst i september. Radikale Venstres skatteordfører Niels Helveg Petersen minder regeringen om, at gode tider ikke kommer af sig selv. Der må reformer til.

– Det er en udbredt misforståelse, at den nuværende regering og Dansk Folkeparti er gode til at styre Danmark igennem de økonomiske vanskeligheder. De seneste tal fra Danmarks Statistik er klar dokumentation. Ser vi på væksten i vores økonomi, er tallene de dårligste siden 30’erne.

BNP faldt med 7,2 % i 2.kvartal og med 5,3 % i første halvår sammenlignet med samme periode sidste år. Faldet i erhvervsinvesteringerne og boligbyggeriet er også meget dramatisk og påvirker beskæftigelsen negativt, siger Radikale Venstres skatteordfører Niels Helveg Petersen, der mener, at tallene må få regeringen til med det samme at tage hul på det reformarbejde, den ellers tidligere har udskudt i det uendelige.

– Det er bekymrende, at regeringen har bebudet et stop for vigtige reformer, som det ellers blev anbefalet af dens egen arbejdsmarkedskommission. Regeringen undskylder sig med, at reformer må vente til bedre tider. Men det er forkert tænkt. Bedre tider kommer ikke af sig selv. De forudsætter netop reformer. Danmarks konkurrenceevne er i de seneste år faldet med næsten 30 %. Sammenholdt med dagens gysertal fra Danmarks Statistik, er det indlysende, at der venter danskerne et langt og sejt træk for at få forbedret vores økonomi. Jo, før vi kommer i gang, desto bedre. Hidtil har regeringen lukket ørene for de gode råd, den har fået. Dagens tal må nu en gang for alle få regeringen til at lukke ørene op, siger Niels Helveg Petersen.

9

siden sidst

Radikalt fi nanslovsforslag Inden finanslovsforhandlingerne gik rigtig i gang kom Radikale Venstre med sit finanslovforslag for 2010. Forslaget sætter ind på tre afgørende områder: En virkningsfuld grøn vækstpakke, der skaber 25.000 flere jobs. En ansvarlig reformpakke, der skal fremtidssikre den danske økonomi og massive investeringer i folkeskole, sundhed og miljø. Radikale Venstre opfordrer regeringen til at forhandle bredt med Folketingets partier om årets finanslov.

– Regeringen har konsekvent undervurderet den økonomiske krise, Danmark står midt i. Den fejl har vi ikke råd til at blive ved med at begå. Derfor har Radikale Venstres finanslovsforslag to hovedelementer. For det første skal en grøn vækstpakke, der over to år skaber 25.000 flere job. For det andet vil vi sætte gang i en ansvarlig reformpakke, der skal sikre, at regningen for regeringens passivitet ikke ender i de danske børneværelser, siger Radikale Venstres gruppeformand Margrethe Vestager, der mener, at regeringen konsekvent har undervurderet krisens omfang.

– Radikale Venstre vil investere massivt i sundhed, folkeskole og miljø. Vi afsætter 1,7 milliarder til sundhed, 1 milliard til folkeskolen og 700 millioner til miljø og trafik. Det er langt mere end regeringen er parat til. Og det er vigtige elementer, hvis Danmark skal tilbage på ret kurs og hvis det varige offentlige underskud skal vendes til et overskud, som kan investeres i fremtiden, siger finansordfører Morten Østergaard: Læs hele Radikale Venstres finanslovsforslag på radikale.dk

2010 Velfærd gennem reform er

Radikale Ven

stres udspil

til nanslov

for 2010 – folk etingsgruppen , sept. 2009

Jørgen Poulsen stopper Jørgen Poulsen stopper i politik. Den tidligere Røde Kors-chef har besluttet, at han ikke vil genopstille ved næste folketingsvalg. Efter en kort karriere i Folketinget har De Radikales Jørgen Poulsen nu besluttet at stoppe i politik. Den tidligere Røde Kors-generalsekretær og Ny Alliance-medlem har efter to år i Folketinget gjort op med sig selv, at han ikke vil genopstille ved næste folketingsvalg.

– Jeg kan ikke se, at det giver mening for mig eller for partiet, at jeg stiller op igen, siger Jørgen Poulsen, der mener, at de Radikale i stedet har brug for unge, driftige kandidater og viger derfor pladsen for dem.

– Jeg synes, der er så mange gode, unge kandidater, og det er dem, vi skal have frem, siger Jørgen Poulsen, der føler, at han – trods alt balladen med Ny Alliance – forlader politik med værdighed og føler selv, at han har været tro mod sine vælgere fra folketingsvalget i 2007, selv om han efterfølgende skiftede parti. Én ting har han dog indset: – Jeg er nok ikke en særlig god politiker. For at være i dansk politik skal man være langt mere skolet til den gesjæft. Jeg må nok erkende, at jeg kom for sent på banen og ikke mestrer håndværket, som de, der har stået i lære i 20 år, siger Jørgen Poulsen til Ritzau.

N ye or dfør erskaber Radikale Venstre konstituerede sig på sæsonens første gruppemøde med nye ordførerskaber efter Morten Helveg Petersens farvel og Anne Marie Geisler Andersens indtræden i den radikale folketingsgruppe. Det betyder ny finansordfører, ny udlændinge- og integrationsordfører, ny retsordfører, ny forsvarsordfører og ny socialordfører. Marianne Jelved bliver ny udlændinge- og integrationsordfører, Morten Østergaard bliver ny finansordfører, Lone Dybkjær ny retsordfører, Niels Helveg Petersen ny forsvarsordfører mens Anne Marie Geisler Andersen overtager posten som socialordfører.

– Jeg synes, vi har sat et fedt hold, hvor vi udnytter hver enkelt politikers kvaliteter på bedste vis. Vi indleder nu en lang og spændende valgkamp frem mod næste folketingsvalg, og jeg føler, at vi med dette hold står rigtig stærkt rustet. Vi er så klar til at vælte den siddende regering, for der er hårdt brug for forandring efter alt for lang tid med VKO ved magten, siger gruppeformand Margrethe Vestager.

10

N ye spørgsmål om ir ak er e Radikale Venstre kræver, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) én gang for alle gør det klart, hvad der er aftalt – og lovet – i forbindelse med den omstridte hjemsendelsesaftale med Irak.

Senest har premierminister Nuri Al-Maliki bestridt, at der findes en aftale med Danmark om tvangshjemsendelse af irakere.Men De Radikales integrationsordfører, Marianne Jelved, henviser til, at der også er usikkerhed om, hvorvidt den danske regering har lovet at fortsætte sin økonomiske og uddannelsesmæssige støtte til irakere, der frivilligt rejser hjem.

– Nu må integrationsministeren forklare, hvad aftalen med bilag egentlig går ud på. Har Birthe Rønn Hornbech lovet den irakiske regering at arbejde for frivillige hjemsendelser af afviste irakiske asylansøgere med blandt andet økonomisk støtte? Hvis ikke, hvad er så meningen med bilaget til aftalen? Det virker meget rodet, ikke mindst når den irakiske premierminister skriver, at der ikke er en aftale om tvangshjemsendelser, siger Marianne Jelved til Ritzau.

Radikale er på vej tilbage Radikale Venstre begyndte i efteråret, at gå frem i en ny meningsmåling og partiet var i en måling i september på det højeste niveau i et år. Det viste måling, som Sentio Research Danmark lavede for Nyhedsbureauet Newspaq. Den radikale næstformand, Morten Østergaard, er glad for resultatet.

– Jeg tror, det skyldes, at vi igennem diskussionen om S og SF’s ultimative krav har fået skærpet vores profil som dem, der i oppositionen leverer ansvarlig økonomisk politik, en moderne folkeskole og en anstændig udlændingepolitik, siger han Det er vælgere fra især Konservative og SF’ere, der nu går til Radikale Venstre. Det vurderer Elisabet Svane, der er politisk redaktør på Avisen.dk.

– Det er SF-vælgere, som synes, at nu bliver det for meget med den hårde værdipolitik. De kan gå til Enhedslisten, men de kan altså også gå til Det Radikale Venstre. Det andet sted, som de radikale kan tage vælgere fra, er Konservative, hvor deres vælgere også synes, at det er nok efter burka-sagen, siger Elisabet Svane til Ritzau. Meningsmålingen viser, at oppositionen stadig står til at få flertal med i alt 91 mandater.

Radikal sanger hitter Selv om indledningen ”Jeg har trukket nitten, jeg har jokket i en lort, samlet den op og bidt i den” lyder noget brødebetynget, har Thomas Holm nu ikke aktuelt grund til at hænge med mulen.

Hans debutsingle Nitten er nemlig i heftig rotation på landets radiostationer og også har fundet vej til lytternes hitliste, Tjeklisten på P3, og dermed er der lidt musikalsk succes til Radikale Venstre.

Thomas Holm er nemlig medlem af Radikale Venstre, læser statskundskab og har tidligere været i praktik i partiets politisk-økonomiske sekretariat på Christiansborg. Han er i øjeblikket i studiet med debutalbummet, der kommer på gaden først i det nye år.

Vestager k r æver n y Eu-afstem ni ng Hvis irerne som forventet stemmer ja til Lissabon-traktaten, (ikke afgjort ved redaktionens slutning, red.) skal statsminister Lars Løkke Rasmussen straks sætte dato på en folkeafstemning om de danske EU-forbehold. Det mener Margrethe Vestager.

– Hvis det bliver et ja, så er der ikke længere nogen barriere for statsministeren. Så må han melde helt klart ud, om vi kan få de afstemninger, vi har brug for, nu, eller om han ikke har mod på det, så det derfor ikke bliver i den her valgperiode, siger Margrethe Vestager.

Professor Marlene Wind, der er leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, peger overfor Ritzau på, at det danske retsforbehold kommer under stærkt pres, hvis irerne stemmer ja. Lissabon-traktaten medfører nemlig, at Danmark risikerer at blive skubbet ud af det europæiske politisamarbejde, Europol. Af samme grund kræver den radikale leder en folkeafstemning hurtigst muligt.

– Det handler om kampen mod organiseret kriminalitet, om kvindehandel og om andre ting, som er helt centrale, og som vi har haft kæmpe gavn af at være en del af. Så hvis vi ikke kan få retsforbeholdet til afstemning, så har Lissabon-traktaten store negative følger for os, siger Margrethe Vestager.

11

hv a d s å?

Landets yngste Morten Nielsen er radikal. Dem er der stadig mange af – trods alt. Han er også byrådskandidat. Dem er der heldigvis også en del af fra Radikale Venstre. Og så er Morten Nielsen lige fyldt 18 år og det gør ham til en meget ung byrådskandidat, og dem er der ikke så mange af.

Tekst: Søren Højlund Carlsen Foto: Ditte Valente

H

vis Morten Nielsen ville leve op til fordommene om sin alder – han fyldte 18 år den 1. oktober – så skulle han bruge søndagen på tømmermænd og i sengen oven på en bytur på Buddy Holly i hjembyen Holbæk. Men det gør Morten Nielsen ikke. Han farer i stedet rundt i Holbæk Kommune og fører valgkamp for sit eget kandidatur til byrådet i Holbæk Kommune. Morten Nielsen er nemlig ikke en hvilken som helst teenager. Han er glødende radikal og nummer syv på partiet listet til det kommende kommunalvalg den 17. november.

– Jeg har interesseret mig for politik igennem lang tid og jeg vil gerne have større indflydelse på hvordan de unge har det her i byen. For eksempel vil jeg gerne samle de unge og lave et hus for dem med lektiecafé, eller bare almindelig hygge efter skole – det ville være en god måde at give de unge et fællesskab i byen. Det er bare en af mine ideer og jeg synes man kan få masser af indflydelse i et byråd, og det er en god måde, man kan leve det politiske ud, fortæller Morten Nielsen, som mange af de lokale medier for længst har udråbt til landets yngste byrådskandidat, og med de netop fyldte 18 år er det vist også sikkert og vist. Og den status er han ikke bleg for at bruge i sin valgkamp, hvor hans hjemmeside da også bærer adressen: denyngstekandidat.dk – Min alder giver selvfølgelig lidt

12

ekstra opmærksomhed og den er jeg da ikke bleg for at udnytte til at komme ud med mine politiske budskaber og blive lidt mere kendt, siger Morten Nielsen, der udover det politiske også er meget optaget af musik. Ved siden af gymnasiet spiller han bas i lokale bands og drømmer om en fremtid som konservatorieuddannet musiklærer – gerne med en sidegesjæft som byrådsmedlem i Holbæk.

– Musik og politik er mine to største interesser og det kan jeg sagtens kombinere, selv om der lige nu selvfølgelig går meget tid med valgkamp, tilføjer Morten Nielsen.

Borgmesterens søn Selv om det er tidligt at springe ud som fuldbyrdet kandidat, så har det altid ligget i kortene og især i generne, at Morten Nielsen skulle være radikal. Som søn af Gunnar Nielsen, der er redaktør på den lokale – og stadig partitro – avis, Holbæk Amts Venstreblad, har partiet og politikken været en lige så naturlig del af barndomshjemmet i Holbæk som aviser, nyheder og politiske diskussioner hen over middagsbordet. Især i den senere tid, hvor far Gunnar har orlov fra avisen for at kæmpe som Radikale Venstres nye spidskandidat i Holbæk. Dermed står far og søn på samme liste. Far er nr. et og Morten er nr. syv.

– Der hjemme er der jo blevet snakket politik og Radikale Venstre så længe jeg kan huske, så det er selvfølge-

lig kommet ind med blodet. Jeg meldte mig ind i RU som 12-årig og kort efter i Radikale Venstre, og det har altid været med mig. Jeg har altid været meget interesseret i politik generelt, men Radikale Venstre er det rigtige parti for mig. Og nu står min far og jeg så på den samme liste og det er selvfølgelig rigtigt sjovt. Det er de færrest 18-årige, der er så meget sammen med deres far, som jeg er nu, så det er fedt – men jeg havde stillet op selv om min far ikke havde gjort det, understreger Morten Nielsen, som er optimistisk omkring sine egne chancer for et valg. I øjeblikket har Radikale Venstre fem mandater i byrådet i Holbæk, men også i den radikal højborg møder partiet modvind.

Derfor er det officielle mål for partiets lokale afdeling, at man holder de fem – måske med lidt tilbagegang. Men Morten Nielsen snupper gerne en af pladserne, hvor mange det så bliver til.

– Jeg tror på det, selvfølgelig gør jeg det. Det har været en god valgkamp indtil nu og jeg har fået megen opmærksomhed, så der er en chance, siger Morten Nielsen, som dermed måske kan se frem til repræsentere noget så usædvanligt som en radikal byrådsgruppe med både far og søn. Den slags plejer som bekendt kun at forekomme i Folketinget.

Se mere om Morten Nielsen på www.denyngstekandidat.dk og læs mere om valgkampen i Holbæk andetsteds i Radikal Politik.

13

Radikale Venstre er i krise, men bare rolig, det lysner forude. Sådan ser virkeligheden i hvert fald ud, når man hedder Søren Fauli. Men partiet skal passe på med at føle sig bedre end andre, og hvis den radikale filminstruktør var psykolog og partiet hans klient, ville han bede det om at give Dansk Folkeparti et kærligt kram. At være radikal handler nemlig om at favne hele verden – også de grimme sider.

Tekst: Marcus Aggersbjerg Foto: Nicky Bonne

14

M책ske skulle vi begynde at holde mere af Pia

15

D

er er ingen grund til at skjule det. Vi skal vidt omkring på de næste sider. I dette interview vil filminstruktør Søren Fauli advare Radikale Venstre mod at dyrke angst og populisme, som deres politiske kolleger i Dansk Folkeparti gør det.

Han vil undre sig over dele af Radikale Venstres ligestillingspolitik, som ifølge filminstruktøren er både dum og samfundsnedbrydende. Og undervejs vil han slå et slag for, at partiet skruer lidt ned for modstanden mod Pia Kjærsgaard.

Men han vil også rose Radikale Venstre for at stå fast. Og han vil komme med forslag til, hvordan partiet kommer på banen igen. Han vil påstå, at Danmark er ved at udvikle sig til et livløst mønstersamfund med nazistiske tendenser, og at Radikale Venstre kan være med til at bremse katastrofen. Og sidst men ikke mindst, vil han holde fast i, at fremtiden trods partiafhoppere og almindelig vælgerflugt tegner lys og lovende. Det sidste vil glæde ham.

For selv om Søren Fauli flere gange har overvejet at melde sig ud af partiet, kan han ikke se, hvor han skulle gå hen, hvis det endelig kom så vidt.

– Dybest set er der jo ikke andre, som er værd at stemme på, som 46-årige filminstruktør siger.

Forbrydelse og straf Selv kunne Søren Fauli ikke drømme om at blive politiker. Mest af alt fordi han er ordblind og umuligt vil kunne overskue at læse de stakke af papirer, der vælter ind over politikerne på Christiansborg. Som ung instruktørelev på Den Danske Filmskole måtte han bede sin mor indlæse hele Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” på kassettebånd.

– Det var altså rigtig mange kassettebånd, skulle jeg hilse at sige. Den slags kan jeg simpelthen ikke bede hende om at gøre igen.

I stedet har Søren Fauli nøjedes med at stille sine kreative kræfter til rådighed for partiet ved skiftende lejligheder, og han arbejdede for Radikale Venstre, da det gik allerbedst. Det var ved supervalget i 2005, hvor partiet med 17 mandater endegyldigt trådte i karakter som storbyfolkets og den kreative klasses foretrukne talerør. Dengang regnede kåde optimister med, at partiet med tiden ville vokse sig lige så store som Socialdemokratiet. Men det var inden Naser Khaders afhop, inden Marianne 16

Jelveds afgang som formand, og inden Emil Ammitzbøll begyndte at skrive kronikker i Berlingske Tidende, og i dag er spærregrænsen ikke længere noget, man spøger med.

– Ja, det har fandeme ikke været specielt opløftende at være radikal de seneste år. Og det er ikke kun meningsmålingernes skyld. Det handler også om måden, vi driver politik på, siger Søren Fauli.

Vi tænker på andre dig Den københavnske filminstruktør var den kreative energi bag det radikale slogan ”Vi tænker på andre dig”. En slagkraftig linie, som her fem år efter sin fødsel stadig indrammer hjørnestenen i den radikale filosofi: At man er et parti, der bekymrer sig for omverdenen og har et udsyn, der strækker sig ud over både den personlige og den nationale næsetip.

Men ironisk nok er det også det symptiske slogan, der er nøglen til at forstå Søren Faulis snigende utilfredshed med partiet.

– Jeg har et problem med den frelsthed, som hersker i partiet. Der er nogle holdninger omkring miljø og ligestilling, hvor det hele bliver lidt for ”vi-vedbedre-end-alle-andre” til min smag, siger Søren Fauli og begiver sig ud på én af de mange omveje, som dette interview skal vise sig at komme til at bestå af. Omveje, der i første omgang kan virke kaotiske og vildledende, men i sidste ende rummer både klarhed og retning.

– Mennesket har grundlæggende angst i sig. Det har vi alle sammen. Det er et menneskeligt overlevelsesinstinkt, som først og fremmest skyldes, at vi tidligere døde meget lettere. Angst er jo et faresignal, der skal få os til at passe på os selv. Der er bare ikke så meget at passe på længere, fordi vi lever så beskyttet i dag. Men angsten har vi stadig, og derfor finder vi hele tiden nye ting at være bange for. Og da vi ikke længere har nogen religion at læne os op ad, læner vi os op ad videnskaben, som hele tiden bliver bedre, hvilket dybest set er godt, men som også har sine slagsider. For eksempel er videnskaben blevet ekstremt dygtig til at måle selv de mindste ting. I dag kan man måle minimale alkoholpåvirkninger på fostre, hvilket betyder, at det nu er helt almindeligt, at kvinder slet ikke drikker under graviditeten. Men det, at noget kan måles, er ikke ensbetydende med, at det også er skadeligt. Og nu kommer pointen: Bare fordi vi kan måle, at den glo-

bale opvarmning i et eller andet omfang er menneskeskabt, behøver vi ikke at gå i kollektiv miljøpsykose. Jeg læste for nylig, at forskere på Niels Bohr Instituttet har fundet ud af, at 80 procent af den globale opvarmning kommer fra solen, og at kun de sidste 20 procent er menneskeskabte. I virkeligheden er de reelle miljøproblemer måske forsvindende små.

Så siger du, at vi ikke skal gøre noget ved verdens miljøproblemer?

– Det er sikkert meget fornuftigt, at vi træffer nogle forholdsregler for at begrænse udledningen af CO2, men det bliver pludselig til, at vi skal være CO2-neutrale. Nu må vi slet ikke udlede noget som helst. Vi udvælger noget at være angste for, og så opstår der en konsensus om, at det værste i hele verden er firhjulstrækkere. Og vel er det da det fjollet at køre rundt i København i en bil, der er bygget til at køre i moser, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal forbyde dem.

Det rimer mere på Lomborg end på vindmøller?

– Mange af de ting, han siger, lyder fornuftige i mine ører. Selvfølgelig skal vi ikke kun rette os efter Lomborg, men det er fint, at den form for tænkning også eksisterer. Den enøjede hellighed, jeg nogle gange sporer i partiet, er i hvert fald heller ikke optimal. Den skaber også angste mennesker. Ligesom Dansk Folkepartis vælgere er angstmennesker, er vi det også, vi er bare angste for noget andet - mekanismen er den samme.

Er det ikke det, man kalder at have en holdning?

– Måske, men Radikale Venstre har det med at gøre sig bedre end andre. Jeg harcelerede for eksempel over, at min ekskone blev ved med at købe grøntsager fra Aarstiderne, fordi det gav hende følelsen af at være et godt miljømenneske. Det hed sig næsten, at folk, der købte sprøjtede gulerødder i Netto, var dårlige miljømennesker. Det er fint, at man selv tager hensyn, men når man begynder at lovgive sig frem, kommer tingene let til at lugte totalitært, siger han og hiver fat i Københavns radikale Miljø- og Teknik Borgmester, Klaus Bondam, for at illustrere sin pointe: – Den mand fører totalitær miljøpolitik i København. Ved at gennemføre sin omfattende trafikplan, ender projektet med at blive meget uradikalt. At være radikal handler netop om at dele sol og vind lige. At man tager hensyn til, at andre har en anden holdning end ►

Fau li Søren Fauli er født den 24. oktober 1963 og er filminstruktør, manuskriptforfatter og skuespiller, Han brød igennem med filmen De skrigende halse. Han medvirker også i reklamefilm på tv. Han er barnebarn til redaktør Carl Henrik Clemmensen, der under besættelsen blev myrdet under medvirken af Søren Kam. Filmen Min morfars morder handler om Faulis møde med Søren Kam. Senest har Søren Fauli instrueret filmen Hvordan vi slipper af med de andre og tv-serien Deroute. Han har desuden instrueret og selv medvirket i et stort antal reklamefilm, blandt andet for Toms Chokolade, Tuborg, Punkt1, Sonofon og Kims, og har i de sidste par år været regelmæssigt med i panelet i radioprogrammet Mads og Monopolet på DR P3.

17

“

Det er de radikales ansvar at blande sig i verden. Også selv om man synes, den er både dum og grim.

►

18

én selv. Men Klaus Bondam gør det så indviklet at køre gennem København, at det der før tog 20 minutters forurening, nu tager 40 minutters forurening.

Det er dobbelt så meget forurening for at begrænse trafikken.

Men skal vi ikke forsøge at begrænse biltrafikken i de større byer?

– Selvfølgelig. Det skal bare ikke ske ved at gøre det sværere at køre i bil. Den plan ødelægger hverdagen for enormt mange mennesker, og jeg tror desværre, at den totalitære måde, partiet fører politik på i København, betyder, at mange ikke stemmer på os ved næste folketingsvalg.

Men det er vel ikke kun Bondams skyld, at Radikale Venstre den seneste tid har ligget ubehagelig tæt på spærregrænsen?

– Nej, det er klart. Det hele er ligesom brast sammen. Jelved udråbte sig selv til statsministerkandidat, Khader og Ammitzbøll forlod partiet, og hele idéen om Den Tredje Vej faldt til jorden med et brag. Fauli er tavs et øjeblik.

– Men den gode nyhed er, at det lysner forude, jubler han så.

– Problemet har længe været, at Radikale Venstre har holdt stædigt fast i sine grundprincipper, mens alle andre ændrede sig. Det har været skidt på den korte bane, men på langt sigt må det blive en fordel. Der føres populistisk politik som aldrig før herhjemme. Og det er vel at mærke pænt sagt. Skal jeg være ærlig, så ser jeg nazistiske tendenser i vores samfund i dag. De fleste partier render hovedløst rundt efter vælgerne, og når de gør det, løber de alle sammen efter midten af samfundet. Og med De Konservative i regering og med støtte fra Dansk Folkeparti har man forsøgt at rense ud i samfundets yderpoler. Alle de ekstreme, alle de mærkelige og anderledes tænkende besværliggør dybest set tingene for alle os andre. For os på midten. Og de fleste af os befinder sig jo på eller omkring midten. Og for os er det da skide besværligt, at nogen har besluttet sig for at være narkoman, ryge for mange cigaretter eller proppe sig med

pomfritter og chokoladefrøer, så de belaster de hospitaler, vi andre også skal ligge på. For ikke at tale om alle dem, der hører høj musik for åbne vinduer, som drikker for mange øller eller kommer fra et fremmed land. Det er alt sammen meget besværligt. Så hvis man kan udrydde yderpolerne, kan man gøre det bedre for midten, og så får de fleste danskere det jo bedre. Eller hvad?

En kort pause, så kommer skraldet: – Det var præcis den slags, Hitler havde i tankerne. Den sidste, der gennemtrumfede et rygeforbud i det offentlige rum, var faktisk Hitler i 1939, og det var ud fra devisen om, at det ariske menneske skulle være rent. Det er stort set de samme argumenter, man bruger i dag. Vi ved allerede, hvad det næste bliver. Om et par år får vi et forbud mod at være fed, fordi man har haft succes med rygningen, og snart får vi en bekendtgørelse om, at man ikke må bande i det offentlige rum. Og i starten vil folk protestere vildt og voldsomt, men i løbet af nogle år kan de fleste se fornuften i det.

Vi har længe været på vej ind i en vanvidstid, som dybest set handler om ufrihed. Ufrie mennesker ønsker kontrol. Så er det dem, der er de retfærdige, så har de ikke gjort noget forkert, og så kan de stå og pege af alle os andre og sige: Det er jer, den er gal med. Ikke os!

På den måde blåstempler de deres egen ufrihed og gør den normal. Eller sagt på en anden måde: De gør det normale unormalt, siger Søren Fauli.

Pesten Populisme er tiden pest, siger Søren Fauli. I dag går politikerne bevidst efter, hvad flertallet mener. På den måde legitimerer de konsensus, og den slags ender til syvende og sidst i konsensustyranni, lyder den kontante analyse fra den anden side af bordet.

– Men hvis man som parti står fast og siger: ”Det kan godt være, vi får færre vælgere på vores holdninger, men det er altså, dét vi mener”, så går man mod konsensustyranniet. Det her er alt sammen bedst eksemplificeret i forhold til indvan-

drerne og de fremmede, hvor de radikale jo har nægtet at bøje sig. Det er ironisk, at Radikale Venstre stadig skydes i skoene, at folk ikke ved, hvad partiet mener, fordi vi ændrer holdning, som vinden blæser.

Sikke noget vrøvl! Vi holder jo netop fast i vores grundholdninger.

Nogen vil sikkert mene, at det er partiets store fejl. Er det fornuftig taktik at holde fast i nogle grundholdninger, hvis kun to procent af befolkningen kan se værdien i dem?

– Ja! Svaret kommer som en refleks.

– Jeg vil hellere være medlem af lille godt parti, end at være en del af et stort

dårligt parti. Men som sagt er jeg optimist. De seneste otte år har regeringen lavet et voldsomt angreb på det, de med foragt i stemmen kalder for kultureliten.

De mennesker findes stadig, og de er i klemme. Derfor er jeg ret overbevist om, at Radikale Venstre nok skal rejse sig.

Og så skal vi lige en tur omkring det fænomen, Søren Fauli kalder for den danske ”normalitetspsykose”. Hele den masterplan, der ifølge filminstruktøren hedder, at samfundet hurtigst muligt skal normaliseres.

– Lad os tage Christiania. Personligt kan jeg sagtens finde fornuftige begrundelser for at lukke stedet, for eksempel,

at det ikke længere er et samfundseksperiment, men bare nogle mennesker, der sidder og våger over deres egen lille ejendomsret. Men regeringen siger, at stedet skal normaliseres, hvilket er fuldstændig knald i låget. I mine øjne er problemet, at christianitterne er blevet for normale.

Filminstruktøren retter sig op i stolen i et beslutsomt ryk, skubber sin kaffekop til side, så der bliver plads på bordet mellem os.

– Lad os sige, at samfundet er en meter bredt, siger han og tegner en usynlig streg op med hænderne.

– De yderste 25 cm i begge ender er marginalerne. Dem skærer vi væk, som

Hitler prøvede at gøre. Så er der 50 centimeters midte tilbage. Derinde kan man så lave en tilsvarende opdeling. Der vil altid være en marginalkultur. Der vil altid være noget, som ikke hører til det normale. Og det er godt. Der ligger en stor dynamik i, at et samfund har en bredde.

Derfor ærgrer jeg mig også over vores EP- spidskandidat Sofie Carsten Nielsens forslag omkring kønskvotering.

Det er bare er en ny form for diskrimination, en diskrimination af mænd. I virkeligheden er jeg på mange måder helt uforstående over for de dele af ligestillingsdebatten, der drejer sig om at tvinge ligestilling igennem. I Norge lukkede ► 19

“

Nu hvor folk ikke kan presse flere fladskærme ind i deres samtalekøkkener, begynder de at lede efter et åndeligt indhold i tilværelsen.

► myndighederne på et tidspunkt de bestyrelser, hvor der ikke sad nok kvinder, og på det svenske filminstitut er ligestilling skrevet ind som en særlig kønsparagraf i filmaftalen, hvor produktionsstøtten i fremtiden skal fordeles jævnt mellem mænd og kvinder. Så er det ligegyldigt, hvor gode eller dårlige de er. Det er lige så udynamisk og stift, som kommunismen var engang. Hvad nu hvis ligestilling er et utopisk mål? Hvad hvis ligestilling i virkeligheden er samfundsnedbrydende? Hvis det netop er i forskellighedens spænding, at udviklingen flyder? Hvordan skal vi kunne udnytte spændingsfeltet imellem mænd og kvinder, hvis der død og pine skal være ligestilling? Hele fundamentet i ligestillingstanken er at udjævne forskelle mellem mennesker, men det nedbryder samtidig den dynamik, som forskelligheden giver, siger han med suk i stemmen.

– Men mest af alt ærgrer jeg mig over, at Radikale Venstre ikke selv kan se, at der i partiets holdninger til ligestilling og miljø også ligger en stor grad af populisme.

Den må du lige forklare nærmere?

– Jamen, nu er det ligestilling og miljø, der er in fashion, og så kaster vi os over det.

Men det er vel ikke nyt, at Radikal Venstre er et grønt parti?

– Det er muligt, men vi skal først og fremmest være et klogt parti, som stiller spørgsmål ved tingene. Så når hele samfundet går i miljøpsykose, skal vi spørge os selv: Er det nu også fornuftigt? Og på samme måde den anden vej. Vi skal huske at blive ved med at tvinge os selv og hinanden til skeptisk overvejelse.

Skal man også stille sig i opposition til konsensus, når konsensus er radikale mærkesager?

– Den smukkeste opgave vil altid i mine øjne være at være konsensustyranniets vogtere. Vi skal turde stille spørgsmål ved den fremherskende holdning.

Men risikerer man så ikke netop at blive beskyldt for at flagre fra side til side, og skabe tvivl om, hvad partiet egentlig mener?

– Selvfølgelig skal også holde fast.

20

Det er en væsentlig pointe i denne tid, hvor det er så snublende oplagt at løbe efter masserne.

Fauli går i stå i ordene og sidder længe uden at sige noget. Så vokser et stille smil frem i ansigtet: – Jeg har en tanke, og nu kommer jeg til at lyde som om, jeg har røget både det ene og det andet, men jeg tror, det er på tide, at vi giver Dansk Folkeparti et kærligt kram.

Et kærligt kram?

– Vi har konsekvent nægtet at tage Dansk Folkeparti alvorligt. Vi har meldt ud, at vi ikke vil i regering med Venstre, fordi de arbejder sammen med et parti, som vi ringeagter. Vi har gjort os selv bedre end andre, i stedet for at sige: OK, sådan ser verden altså ud. Hver tiende dansker elsker Pia Kjærsgaard, hvad enten vi kan lide det eller ej, og det må vi så få mest muligt ud af! Det radikale projekt er jo netop at rumme og favne hele samfundet. Det betyder også at favne og rumme racisme.

Så i princippet skal Radikale Venstre også kunne gå i regering med Dansk Folkeparti?

– Jeg har fandeme svært ved at overskue det, men ja … Hør nu her, det kan godt være, at Fogh var totalitær, men Venstre er ligesom os et frihedssøgende parti. Det meste af den politik, regeringen fører, er skabt af Dansk Folkeparti.

Og de konservative, som jeg ringeagter helt afsindigt. Vi taler om et parti, der arbejder med forbud som vigtigste værktøj i kassen. Men hvis jeg var psykolog, og Radikale Venstre lå på briksen, ville jeg sige: Prøv, at blive lidt bedre venner med hende der Pia Kjærsgaard.

Bundlinien er klar. På den ene side skal Radikale Venstre fastholde anstændighed, på den anden skal partiet favne det uanstændige, lyder rådet fra Søren Fauli.

– Lad os forestille os et Radikale Venstre i regering med Venstre og Konservative. Sammen har de tre partier lukket en finanslov, stærkt påvirket af Dansk Folkeparti, og undervejs har vi måttet stemme for det modsatte af, hvad vi egentlig mener. Hvad skal Margrethe Vestager

så sige til journalisterne? Og vælgerne?

Hvordan kan hun være sig selv bekendt?

Pause. Filminstruktøren skal tydeligvis lige tænke fortsættelsen på plads.

– Nu er jeg er ikke politiker, begynder han.

– Men jeg vil sige tingene, som de er, kommer det så.

Og de er?

Søren Fauli rejser sig fra bordet, stiller sig ud på gulvet og gør klar til at spille radikal finanslovsforhandlende politiker. Foran ham står en horde af imaginære journalister, som venter på en forklaring på samarbejdet med Dansk Folkeparti: – Det er klart, at der er ting i denne finanslov, som vi er lodret uenige i, men vi har været med for at påvirke tingene i vores retning, og havde vi ikke siddet med til bords, havde det set endnu værre ud, siger han med højtidelig stemme.

Det var det?

Ja. Lød det ikke meget overbevisende?

Jo, men risikerer man ikke at skubbe mange vælgere væk på den måde?

– Tværtimod. Det er de radikales ansvar at blande sig i verden. Også selv om man synes, den er både dum og grim.

Demokrati er netop pragmatisme. At man ikke kan få det, som man vil hele vejen, siger Fauli og fortsætter med en anekdote.

– Jeg var til fest hos partiet på valgaftenen i 2005, men undervejs gik det op for alle, at vi ikke kunne bruge vores 17 mandater til noget, fordi vi havde lagt så meget afstand til Dansk Folkeparti, at det var umuligt at sige ja til en regeringsinvitation. For mig at se, er den eneste farbare vej ud af den nuværende vælgerkrise, at vi begynder at lave forlig med nogle af dem, vi ikke kan lide. Det gør vi allerede, men vi skal ikke være bange for at gøre det endnu mere. Ellers gider hverken vælgere eller journalister at høre på os. Vi har jo alligevel ikke tænkt os at bruge vores stemme til noget. Radikale Venstre skal altid forsøge at arbejde sammen med dem, der har magten. Og gerne så langt ind i magtens centrum som muligt. Og vi kan sagtens gå i regering med

“

Jeg har en tanke, og nu kommer jeg til at lyde som om, jeg har røget både det ene og det andet, men jeg tror, det er på tide, at vi giver Dansk Folkeparti et kærligt kram. partier, vi ikke er 100 procent enige med, og som i øvrigt også samarbejder med Dansk Folkeparti Er der ikke en risiko for, at mange vælgere vil afholde sig fra at stemme på de radikale, fordi de ikke ved, om de stemmer på et parti, der arbejder sammen med Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet og SF? – Det er da lige præcis den usikkerhed, jeg gerne vil stemme på. På den måde vinder man uanset hvad. Når succeskriteriet bliver, at Dansk Folkeparti skal stå uden for indflydelse, ender man let med selv at stå uden for indflydelse.

Man skal bruge den magt, man har. Og så kan det kan godt være, at man ender sammen med nogen, der ønsker et burkaforbud. Men så må man lufte sin utilfredshed og arbejde for at få en mindre ringe løsning. Alternativet er, at ens stemme helt forsvinder. At ens holdninger slet ikke bliver hørt.

Egopolitik Verden mangler en ny forretningsstrategi, siger Søren Fauli. Der mangler en vision for fremtiden. Det meste af den politik, der bliver ført i dag, er styret af egoer, som skal nå at blive ministre eller partiformænd. Vi har brug for en politik, der rækker 100 år frem i tiden og handler om den lange fremtid: – De radikale har hele tiden holdt fast i, at der eksisterer nogle menneskelige grundværdier, og nu hvor folk ikke kan presse flere fladskærme ind i deres samtalekøkkener, begynder de at lede efter et åndeligt indhold i tilværelsen.

Og her har de radikale noget at byde ind med?

– Kulturen er i den grad er blevet røvpulet af den siddende regering. Der er noget absurd over, at en publicservice institution som DR er blevet underlagt en dødssyg virksomhedskultur, der er besat af seertal. Hele institutionen er splittet op i en masse små selvstændige enheder, som skal præstere og overholde nogle tal.

Det handler om profit og overskud. Det er på tide, at Radikale Venstre slår et slag for kulturen. Vi skal have kulturen tilba-

ge i kulturinstitutionerne. Hvis vi her et år efter finanskrisen skal finde et andet indhold i tilværelsen end materialismen, kunne kulturen være et bud.

Men er det ikke netop, det Radikale Venstre gør. Partiet foreslår for eksempel at give DR et rentefrit lån, så man har mulighed for at komme ud af den nuværende krise uden at skulle slagte hele stationen?

– Det er også et godt forslag, men jeg synes ikke, at vi udnytter kulturområdet stærkt nok. Op gennem 90erne var ord som ”anstændig” og ”ansvarlig” ofte tilføjet et ”u”, når radikale skulle karakterisere politiske modstandere.

Så fulgte nogle år, hvor ord som ”kreativ” og ”spontan” prægede retorikken, og det var gode frugtbare år, for her pegede politikken fremad. Men nu er det som om det gamle ”u” har sneget sig ind i sproget igen. Jeg hører alt for ofte, radikale politikere beskylde de andre for at være uanstændige eller uansvarlige.

Hvad skal man gøre i stedet for?

– Vi skal komme med forslag og udpege idéer i stedet for at bruge krudtet på at kritisere de andre. Det er som om, vi nogle gange bruger mere tid på at fortælle, hvor tarvelige de andre er, end på at profilere vores forslag til forbedringer. I stedet for at sige, hvad DR ikke skal gøre, så kom med forslag til, hvad de skal gøre.

Så vil Margrethe Vestager sikkert sige: Det gør vi også, der er bare ingen, som lytter til os.

– Jo, men det skal ikke afholde os fra at blive ved. På min profil på Facebook har jeg under politisk orientering skrevet ”Idépolitik”, altså politik, der baserer sig på idéer. Historisk set har vi været gode til dens slags, og jeg tror…

Han afbryder sig selv.

Borgerløn, for eksempel, siger han så.

– Hvad kan det egentlig? Ikke at jeg er specielt vild med tanken, men idéen om at tage alternative løsningsforslag op og prøve dem af, kan jeg godt lide.

Politik er også et essayistisk job. Man skal forholde sig spørgende, undrende og åbent til virkeligheden, for så tænker man verden fremad, i stedet for bare at pege fingre af de andre. □ 21

22

HĂŚnderne op af lommen

Uanset hvordan den politiske virkelighed er i september måned er et radikalt landsmøde altid en stor begivenhed. Også i år, hvor optimismen spirede og fornemmelsen af en ny start sneg sig langs strandkanten i Nyborg. Godt hjulpet på vej af et spændende formandsvalg og en overraskende prismodtager blev årets landsmøde et af de mest medrivende og levende i mange år.

Tekst: Søren Højlund Carlsen Foto: Helle Arensbak 23

landsmøde 2009

D

et er en kliche og går man tilbage i gamle udgaver af Radikal Politik, står der sikkert det samme. Men det virker næste som et faktum, at solen altid skinner over Nyborg Strand Hotel, når der er radikalt landsmøde. Således også i september i år, hvor det var svært at vide om det var sommeren, der endnu ikke havde sluppet sit tag i Fyn eller det var det begyndende efterår, der blot var usædvanligt mildt. Så solen skinnede på de godt 500 gæster mens de indtog mødesalen til et landsmøde, der bød på noget så usædvanligt som et landsformandsvalg. Men inden landsmødet kom så langt var det stadig formanden gennem de sidste otte år; Søren Bald, der stod i spidsen, og det gjorde han med vanlig skarphed og smæk for skillingen i sin formandsberetning.

– Fra 2001 har regeringens holdning til flygtninge og asylansøgere været styret af Dansk Folkepartis forkvaklede menneskesyn. I Dostojevskijs roman ”Brødrene Karamazov”, lader forfatteren djævelen sige: ”Jeg glæder mig til det 20. århundrede. Når jeg har udryddet medfølelsen, så har jeg vundet”. I dagens Danmark fører djævelen klart på point – uhyggeligt og umenneskeligt.

Man taler hele tiden om smitterisikoen for den nye influenza, type H1N1, der skulle være så farlig, men Danmark er langt mere truet af den politiske smitte med typebetegnelsen DFVK. Det har været smerteligt at se udviklingen siden 2007-valget med de afviste asylansøgere, hvor Fogh ellers udskrev valget under foregivende af, at ikke mindst de stakkels børn skulle hjælpes, men efter valget skete der stort set intet. Tiden siden da har været præget af især integrationsministerens klamme og desperate for-

24

søg på at give forældrene ansvaret for, at børnene stadig er i Danmark. Hvorfor har ministeren ikke valgt at give humanitært ophold til både asylansøgere med lang tids ophold i Danmark og deres børn, der kun kender Danmark? Hvorfor har man ikke givet disse mennesker mulighed for at bidrage til det danske samfund ved at arbejde? Hvorfor har man skruet ned for humanismen og op for umenneskeligheden,? spurgte Søren Bald med en sammenligning der efterfølgende vakte en del opsigt i medierne, mens de delegerede kunne tage imod den afgåendes opfordring til alle medlemmer om at stå sammen og kæmpe for et godt lokalvalg den 17. november.

– Lige nu gælder det om at tage fat frem til valgene den 17. november.

Storm P. blev spurgt: Hvordan gør vi verden bedre? Svaret lød: Begynd med at tage hænderne op af lommerne. Det vil vi så gøre! Vi vil nemlig tage fat!

Og hvis hver og en laver bare lidt mere end gennemsnittet, så er den hjemme, sagde Søren Bald, der blev hyldet med et varmt og stående bifald, som næsten blev for meget for den gode formand.

Men der var ikke noget at gøre - om han ville det eller ej, blev Søren Bald allerede om lørdagen behørigt hyldet for sin indsats for partiet.

S og SF Bifald fik også gruppeformand Margrethe Vestager, da hun indtog talerstolen.

Og som Søren Bald berørte Margrethe Vestager også asylspørgsmålet. Hun havde talt ved en demonstration dagen efter rydningen af Brorsons Kirken og det havde gjort indtryk.

– Da jeg stod på ladet af lastbilen foran alle de mange, mange mennesker, fik jeg en klump i halsen. Det giver energi at se så mange sige fra. Sige fra overfor

otte år med en forfejlet asylpolitik. Sige fra overfor den benlås Dansk Folkeparti har lagt Venstre og Konservative i. Sige fra over for et sort årti, der har ændret Danmark, lød det fra Margrethe Vestager, der også brugte tid på forholdet mellem fremtidens mulige regeringspartnere. Op til landsmødet havde debatten om Radikale Venstres tilhørsforhold til S og SF nemlig kørt godt og grundigt rundt i mediemøllen, og emnet prægede derfor i høj grad landsmødet – både blandt de delegerende og fra talestolen.

– Der er brug for at finde løsninger, som kan samle 90 mandater og allerhelst flere. Det er givetvis ikke rene radikale løsninger, men heller ikke andres løsninger. Det er fælles løsninger. Vi stiller ikke ultimative krav, og vi accepterer ikke ultimative krav. Det er ikke os, der har problemet. Det er S-SF, der har lovet vælgerne noget, som de ikke har mandaterne til at holde. Der skal et nyt flertal til ellers får vi ikke en ny regering. Det er mindst 90. Det er en fælles opgave for det nye flertal at finde løsninger, der kan samle flere end det nye flertal. Der skal god regeringsførelse til – den sort/blå blokpolitik skal ikke afløses af en rød. Når jeg ser på de fire partier i den reelle opposition – S, SF, RV og EL – så er der meget, der samler, og noget der skiller. Det er der næppe nogen, der er i tvivl om. Vores ambition er forhandling, at få indflydelse på det hele – og tage det ansvar, der følger med. Det betyder også, at Dansk Folkeparti får kamp til stregen, hvis de tror, at de kan fortsætte i deres vante rolle med et nyt flertal af S-SF-DF. Dansk Folkeparti skal vide, at står det til os, komme de ikke uden om Radikale Venstre. De kommer heller ikke inden om, neden om eller oven om. En stemme på Radikale Venstre er en stemme for at

Dansk Folkeparti ikke får samme indflydelse på en ny regering, som de har på VK, slog Margrethe Vestager fast før hun ønskede de delegerede held og lykke med det forestående kommunalog regionsrådsvalg.

– I det radikale arbejde i kommunalbestyrelser og regionsråd får velfærdssamfundet et ansigt. Det er her, der hårde prioriteringer skal foretages i hverdagen – her mødes borgerne og politikerne direkte i diskussionen om en skole skal nedlægges eller lægges sammen med en anden, om der skal være flere eller færre busafgange; om maden i børnehaven skal være lavet på stedet eller vakuumpakket fra et centralkøkken.

Vi står netop foran valgene til kommuner og regioner og det bliver en stor opgave for os alle sammen at sikre så stor radikal repræsentation som mulig. Det er en stor glæde for mig at opleve styrken og engagementet i disse valg, og jeg beundrer og respektere alt det arbejde, der bliver gjort og jeg vil kæmpe sammen med jer for gode resultater landet over, tilføjede gruppeformanden.

Don’t be silly Det var dog ikke alle delegerede, der var helt enige i strategien i forhold til S og SF. Selv om kursen højlydt blev klappet af på landsmødet, så kom det frem i den politiske debat, at der også er radikale, der taler for flere forbehold overfor en S, SF og R regering.

– Jeg kan ikke se S og SF løse landets langsigtede økonomiske problemer, og jeg kan ikke forestille mig, at gå i regering med dem under de vilkår, de har lagt frem. Hvis prisen for at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse er, at vi skal holde os selv uden for indflydelse, så er prisen for høj, sagde folketingskandidat Rasmus Helveg Pe-

tersen blandt andre, mens Tomas Bech Madsen fra Sorø opfordrede S og SF til at bløde op på de ultimative krav.

– Kære S og SF. Vi vil gerne samarbejde med jer efter et valg. Måske endda i et regeringssamarbejde. Men det bliver ikke med ultimative krav, og derfor bliver vi nødt til at sige: Don’t be silly – don’t vote for Villy, sagde Tomas Bech Madsen.

Også Sander Jensen fra Århus sendte en besked til de måske kommende regeringspartnere.

– S og SF vil nu sætte betingelserne for en fremtidig regering, hvor radikale ingen indflydelse får på centrale områder, og vi får at vide, at hvis vi ikke kan lide det, så kan vi bare vælte regeringen. Det er dumt. Så lyt efter Helle, Villy og dig, Henrik Sass: Hvis der er noget, man ikke skal, så er det at tage os for givet og regne med at vi bare føjer os efter en herremandsmentalitet. Og det er en ekstremt dårlig idé. at håne os offentligt, hvis man gerne vil være venner med os, sagde Sander Jensen, mens tidligere folketingsmedlem Elisabeth Geday fra Virum mente, at S og SF nok skulle komme til at give sig.

– Når det gælder skatten og udlændingepolitikken har S og SF valgt at lave et fælles udspil, som vi ikke er enige i. Men efter et valg skal et regeringsgrundlag skrives, og jeg er overbevist om, at vi nok skal nå hinanden på trods af de hårde ord. Vi kommer til at give os på vigtige områder, men det gør de så sandelig også, sagde Elisabeth Geday.

Valg i sigte Udover debatten om bogstaverne i en kommende regering var landsmødet også præget af to valg: Det kommende kommunal- og regionsvalg og det interne formandsvalg om Søren Balds ► 25

►

landsmøde 2009

afløser, hvor to kandidater til landsformandsposten bejlede til de delegerede.

Kommunalvalget blev skudt i gang med en storstillet præsentation af udvalgte politiske områder, hvor radikale topfolk i kommunerne fortalte om de forskellige områder. Spidskandidater som Daniel Nyboe Andersen fra Aalborg, Peter Thyssen fra Århus og Klaus Bondam fra København præsenteret på scenen, og sammen med kandidater fra andre byer, de lokal folk gang i den radikale kommunale kampagne, der blandt andet fokuserer på folkeskolen, klima og tillidsreformen. Men mon ikke også der var mange delegerede, der på det tidspunkt havde tankerne på et andet og – på det tidspunkt – mere forestående valg. De trippede nemlig for at vælge en ny landsformand for Radikale Venstre efter Søren Bald havde besluttet sig for at trække sig tilbage. På valg var Mikkel Sarbo og Klaus Frandsen, og det er nok de færreste, der nu er ubekendt med valgresulta-

tet, som først blev afgjort søndag efter de to kandidater havde duelleret på ord lørdag. Om den ene kandidat sagde folketingskandidat Christian Friis Bach: – Klaus Frandsen er leder – ingen forfører, men I vil heller ikke forføres – I vil ledes. Han skaber resultater og det er det vi har brug for. Han bakker fuldt op om strategien og vil sikre, at vi bliver politisk forankret på midten.

Klaus har et solidt sæt af løsninger, han kan samle og forny os - han kan tage ved, som de siger i Vendsyssel, lød det blandt andet fra Christian Friis Bach, mens Martin Miehe-Renard, der er formand i Gentofte og Hellerup, anbefalede Mikkel Sarbo.

– Vi skal ind og grave og dele vores viden – det kan Mikkel gøre. Alle synspunkter tæller på til den endelige beslutning og det er en svær proces, men den er ikke til at komme uden om og til at håndtere den proces har vi brug for Mikkel, sagde Martin Miehe-Renard.

Om det var de varme anbefalinger, der gjorde udslaget vides ikke, men om søndagen viste det sig, at landsmødet næsten var delt i to lige store lejre. Klaus Frandsen blev valgt med 194 stemmer, mens Mikkel Sarbo fik 160 stemmer.

– Jeg ser frem til de udfordringer, der ligger foran os. Tak til Mikkel for en god tur rundt i landet. Det forløb har bidraget til at gøre mig optimistisk og der har været en rigtig god stemning. Vi har kørt en valgkamp på det organisatoriske i stedet for andre skæve bolde. Tak til Søren Bald, vi har haft et godt forløb sammen og det er vigtigt, at der er en respekt for historien. Nok er vores model en smule anderledes end andre partier, men med de rigtige mennesker er det en styrke og det skal videreudvikles i samspil med folketingsgruppen, sagde Klaus Frandsen i sin takketale. (Læs længere interview med den nye formand andetsteds i denne udgave af Radikal Politik, red.)

Som om formandsposten ikke var valg nok for de delegerede, så var næstformandsposten også i spil på dette års landsmøde, hvor Zenia Stampe blev udfordret af Hanne Jakobsen fra Fyn. Her blev Zenia Stampe genvalgt med 260 stemmer foran 102 til Hanne Jakobsen.

Den nye formandskabskombination blev vel modtaget på Christiansborg: – Vi har fået et fantastisk formandskab og jeg tror, at kombinationen af Klaus Frandsen og Zenia Stampe som formand og næstformand bliver rigtig, rigtig god for partiet, sagde Margrethe Vestager.

Pris til Uffe Som altid blev landsmødet også besøgt af kendte ansigter udefra. Lørdag aften holdt Benny Andersen den traditionsrige festtale, der tidligere er blevet varetaget af blandt andre Flemming Jen-

26

sen og Tøger Seidenfaden. Det skulle dog blive søndag formiddag før den mest overraskende gæst dukkede op i skikkelse af tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann Jensen. Til stor glæde og overraskelse for de delegerede blev Uffe Ellemann tildelt Marianne Prisen, der gives hvert andet år til: ”en politiker, der har gjort en uegennyttig indsats for folkestyret”. Prisen blev indstiftet af partiet i 2007 for at markere afslutningen på Marianne Jelveds tid som gruppeformand. Udover æren og en check på 10.000 kroner består prisen af en forsølvet håndtaske.

– Årets prismodtager er på mange måder kontraktpolitikkens, strudsepolitikkens og populismens modsætning.

Han er en mand, der om nogen står inde for de liberale frihedsværdier – ytringsfrihed, religionsfrihed, ligebehandling.

Hans synspunkter er præget af tolerance og respekt for mindretal. Og det i en sådan grad, at han er blevet beskyldt

for at være lige så slem som en radikal. Han er skarp, han er en flab, han er grov, men han er også sjov og alvorlig.

Og det er grundene til, at vi savner dig, Uffe, sagde Margrethe Vestager blandt andet, da hun overrakte prisen til Uffe Ellemann, der var tydeligt rørt, da han blev modtaget med stående bifald fra de delegerede.

– Jeg er stolt, fordi det er et parti, som jeg har ikke har noget imod at modtage en pris fra og jeg tror, at ansigtsudtrykket viser, at det her er jeg rigtigt glad for, sagde Uffe Ellemann-Jensen, som efterfølgende blev spurgt om han med accepten af prisen drillede Venstre.

– Det gør jeg vel også. Men er det drilleri at stå fast på nogle synspunkter, som man hele tiden har stået på? Jeg synes, at jeg har været meget blid i mange år, tilføjede den tidligere udenrigsminister, som vil donere de 10.000 kroner, der følger med prisen, til Støtteforeningen for pårørende til udsendte danske soldater. □

De n f ø r st e de bat v i nde r På landsmødet blev den første vinder af den nye radikale debatkonkurrence offentliggjort. Konkurrencen er indført for at motivere til øget radikal deltagelse på debatsiderne i landets aviser. Og den første vinder blev byrådsmedlem Per Jensen fra Halsnæs, der gennemsnitligt er afsender af hele ni indlæg om måneden og i alt har fået optaget 80 indlæg i pressen i de ni måneder som konkurrencen har varet. For som han sagde, da han modtag førstepræmien: ”Det gælder om at få fingeren op af lommen” og det må man sige, at Per Jensen har. Prisen for den mest skrivende kommuneforening gik til Herning foran Frederikssund og Svendborg. Læs mere på radikale.net

De T sk e t e • Gruppeformand Margrethe Vestager skær pede De Radikales krav til S og SF og for langte indflydelse på alle dele af regerings grundlaget, hvis oppositionen vinder mag ten.

• Margrethe Vestager fik pæne ord med på vejen, da Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, roste hende for at vise ”poli tisk mod” ved at kræve indflydelse på alle dele af regeringsgrundlaget.

• Afgående landsformand Søren Bald sam menlignede regeringen og Dansk Folke parti med en sygdom, der er værre end H1N1-influenzaen. Han mener, at Dan mark er mere truet af ”den politiske smitte med typebetegnelsen DF-V-K”.

• MF’er Jørgen Poulsen annoncerede, at han stopper i dansk politik.

• Landsmødet valgte Klaus Frandsen som ny landsformand efter Søren Bald.

• 30-årige Zenia Stampe blev genvalgt som partiets næstformand.

• Udviklingsprojektet Lange Lys blev ved taget.

• Uffe Ellemann-Jensen fik Marianneprisen.

• Den radikale valgkamp til kommunal- og regionsrådsvalget blev skudt i gang.

Landsmødet betød også vedtagelsen af mange resolutioner og en ny sammensætning af Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg. Se mere om det på Radikale.dk

27

landsmøde 2009

Formand Frandsen

M

åske den nye radikale landsformand Klaus Frandsen går rundt med cykelpumpe i de her dage og leder efter en ventil på den radikale gang. I hvert fald blev han i Kristelig Dagblad udnævnt som ham der skal give Radikale Venstre ny luft. Det skete efter han på årets landsmøde blev valgt som ny landsformand med 34 flere stemmer end sin modkandidat, Mikkel Sarbo – i alt stemte 194 delegerede på Klaus Frandsen, der afløser Søren Bald og bliver den tyvende landsformand for Radikale Venstre siden 1905. Dermed skriver han sig ind i rækken af navne som Erik Scavenius, Asger BaunsbakJensen, Margrethe Vestager og Johannes Lebech. For Klaus Frandsen handler det nu om at modernisere partiorganisationen og sætte skub kampagnerne og i udviklingen af politik, så partiet bliver bedre til at sætte sig på den offentlige dagsorden og vinde fremtidens valgkampe.

– Jeg er rigtig glad og stolt over at være blevet valgt som ny landsformand for Radikale Venstre. Partiet står overfor en masse vigtigt politisk og organisatorisk arbejde i den kommende tid, og som ny landsformand ser jeg virkelig frem til at komme i arbejdstøjet. Jeg vil bruge posten som landsformand for Radikale Venstre til at styrke landsforbundets deltagelse i politikudviklingen, arbejde for en bedre servicering af medlemsforeningerne og åbne for en forenkling af partistrukturen. Og så vil jeg arbejde for, at vores valgkampshåndtering bliver professionaliseret, så vi kan give alle typer af valgkampagner – både kommunale, regionale, landsdækkende og europæiske – den indsats, som er blevet nødvendig i dagens medielandskab, siger Klaus Frandsen, som på landsmødet kunne konstatere, at han får Zenia Stampe som sin næst-

28

formand, da hun blev genvalgt af de delegerede. Det er en formandskombination, der mødes med tilfredshed på Christiansborg.

– Vi har fået et fantastisk formandskab og jeg tror, at kombinationen af Klaus Frandsen og Zenia Stampe som formand og næstformand bliver rigtig god for partiet, siger gruppeformand Margrethe Vestager, der har store forventninger til partiets nye landsformand. Både for de mål, der er sat for at udvikle den radikale organisation, men også som personlig sparringspartner.

– Under intense perioder tror jeg, at det er meget vigtigt, at Klaus Frandsen er en formand, jeg kan ringe til og spørge, hvordan han tror vandet står?

Hvad er grundholdningen i baglandet, og hvad er det råd, som han så kan give, siger Margrethe Vestager.

Nok at tage fat på Klaus Frandsen kommer som radikal landsformand med en lidt usædvanlig baggrund. Han har nemlig en baggrund som økonom og direktør i et PBS-datterselskab. Trods den - for radikale - lidt usædvanlig baggrund i det private erhvervsliv, er det en kombination som mange mener, er oplagt til jobbet med at modernisere organisationen. Og både når det handler om økonomi, medlemstilgang og frivillig arbejdskraft er der nok at tage fat på, mener Klaus Frandsen.

– Radikale Venstre fremstår i øjeblikket antikveret i det politiske billede og det er blot med til at øge frustrationen, som vi har set i form af nye partidannelser og flere skæve budskaber fra medlemmer. I stedet skal vi forandre indefra, så det bliver det positive og medlemmernes gejst og engagement, der tegner det offentlige billede af Radikal Venstre. Derfor skal vi i ledelsen i langt højere tilskynde og støtte netværksbaseret aktivitet. Det kan for eksempel være lokale aktivitetsudvalg, hvor organisationen skal skabe rammer-

ne og skabelonerne for et aktivt politisk arbejde uden man skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Jeg vil også styrke Politisk Udvalg, som jeg synes skal have mulighed for at nedsætte ad hoc udvalg, når der er behov for det og dermed give et mandat til de aktive medlemmer, fortæller den 45-årige nybagte formand, der stammer fra en radikal, fynsk husmandsfamilie og er rundet af et radikalt julebord, hvor den gamle radikale kæmpe, forhenværende undervisningsminister Jørgen Jørgensen var en hyppig gæst i hjemmet. Det var dog ikke Jørgen Jørgensen, der tændte Klaus Frandsen politiske engagement sådan for alvor. Ligesom for mange andre radikale var det EU debatten, der fik Klaus Frandsen op på de politiske barrikader, da han i 1987 var glødende tilhænger af det europæiske samarbejde. Den gang blev han formand for EU-udvalget i samme periode som Maastricht-traktaten faldt på plads.

Nye vedtægter Men nu må EU vige til fordel for det organisatoriske arbejde. Blandt andet vil Klaus Frandsen kaste sig over et arbejde med nye vedtægter, så forenings- og organisationsarbejdet bliver lettere.

– Min ambition er at lave vedtægterne om, så det bliver mere fleksibelt, hvordan den lokale struktur er.

Hvis der er for eksempel er steder i landet, hvor man ønsker en simplere foreningsstruktur, så skal landsvedtægterne rumme mulighed for det. På den måde bliver der færre antal foreninger, der skal administreres og på den måde reducerer du det administrative og kan skabe mere fokus på den reelle politiske aktivitet, siger Klaus Frandsen, der håber, at det i hans formandskab bliver nemmere at komme i gang med aktiviteter rundt om i landet.

Tekst: Søren Højlund Carlsen Foto: Helle Arensbak

29

rødd Radikalismens Det er med sorg, man som historiker hører radikalismens snarlige undergang. Sådan skrev historiker Kristian Hvidt i en kronik tidligere i år som en reaktion på de faldende meningsmålinger for partiet. Radikal Politik bad Kristian Hvidt uddybe sin kronik og historikeren spår her ikke om nogen undergang for Radikale Venstre, snarere tværtimod, for der er håb i historiens gang.

D

et er med sorg, man som historiker ofte ser de nyhedsglade medier melde om radikalismens snarlige undergang. Jeg tror, at det almindelige mismod ikke mindst skyldes, at folk i almindelighed og især partiets tilhængere mangler kendskab til nogle idéer at læne sig op ad, viden om en radikal ideologi, som har fortonet sig i de sidste årtiers trængsel omkring midten. Det Radikale Venstre har en lysende fortid og et fornemt idégrundlag og været en hovedåre i europæisk politik og kultur. Den udspringer midt i 1700-tallet og løber gennem to århundreder i to parallelle forløb, en litterær, i en periode kaldet realisme, og en politisk, en uundværligt midteråre i den naturgivne venstre-højre partiskala. De to gamle ”konstruerede” ideologier, liberalisme og socialisme var fød-te fjender. Men de havde også en fælles modstander, konservatismen, der langsomt har trukket hele partispektret mod højre. Det ville være drejet endnu mere højre om, hvis ikke radikalismen havde krævet fremskridt. Indtil 1973 var systemet så dejlig enkelt. Fire klare ideologier stod mod hinanden, Ven-

30

stre, Konservative, socialdemokrater og radikale som et smukt, forholdsvis harmonisk firkløver der regerede Danmark det meste af 1900-tallet, indtil velfærdspolitikkens midtpunktsøgende kræfter fik partiprogrammerne, inklusive det radikale, til at smelte sammen og udviske grænserne.

Radikal Først noget om ordet radikal. Det kommer af latin: ”rod”, blev først brugt i overført betydning af en fransk kemiker i 1792 som fagord for en vis type grundstoffer. Få år efter, i 1798, brugte en engelsk politiker udtrykket ”a radical reform”, og ud fra det opstod et radikalt parti i England, der sigtede mod en demokratisk valgreform. Dermed var der skabt et ord for ”yderliggående” – radikal var således bare en slags kraftudtryk uden eget indhold, der kunne bruges af nye partidannere og deres idéer. Det engelske radikale parti forsvandt, da valgreformen blev gennemført i 1832 og ordet radikal blev først igen brugt i Frankrig i 1880 som officielt partinavn for George Clemenceaus parti – efterabet året efter i Danmark, da Hørups del af Venstre blev kaldt radikale, det navn, der 25

år efter blev etableret som Det Radikale Venstre i 1905. Det var et dårligt navn, P. Munch og hans venner valgte, for i vælgernes bevidsthed lænkede de dermed dansk radikalisme til Venstrereformpartet, skønt det nye radikale partis medlemmer netop ikke tilsluttede sig de andre partier, men havde sine egne grundregler. Da det radikale Venstre i 2005 fyldte 100 år, skrev jeg partiets historie og sluttede med et forslag om, at partiet burde fjerne ordet Venstre fra navnet og vedgå sig sin midterstilling i politik – så meget mere som partiet i mere end 75 af de 100 år netop har tilsluttet sig Venstres modstandere og dermed erhvervet et tvivlsomt image af vaghed og tvesyn.

Rødder Og nu til Det radikale Venstres ideologiske rødder, der går lige så langt tilbage i tiden som libera-lisme og levede længe før socialismen. Radikalismens udgangspunkt er 1700-tallets rationalisme med dens fornuftsreligion og videnshunger, omformet til en politisk vækkelse til modstand mod kongedømmet.

Filosoffers statstanker blev formedes til et enkelt feltråb, som alle forstod: frihed, lighed og broderskab. Budskabet

dder begejstrede de ludfattige franskmænd.

Det lød fra titusinder af struber, blev skrevet på alle offentlige bygninger og tegnet på brystet af alle soldater med tilføjelsen ”– eller døden”. Feltråbet fungerede fint: kronen blev styrtet, kongen halshugget og kirkens folk forjaget. Det frie og lige franske folk var forenet i ét stort broderskab: la Patrie, Fædrelandet.

Aldrig har radikalismen fejret større triumfer! Men det varede kun fire fem år, indtil det politiske kompas i løbet af få måneder i 1794–95 drejede 180 grader rundt og radikalismen blev til sort reaktion, fra 1799 under Napoleon. Mellem 1789 og 1814 blev der rørt så grundigt rundt i den politi-ske ”melting pot”, at de gribende statstanker fra 1700-tallet måtte tænkes fuldstændig om i lyset af den kendsgerning, at alle barrierer mod folkeforførelse og diktaturer, som Montesquieu og Rousseau havde udtænkt, havde vist sig uduelige. Det var fint med demokrati, men folkedemokrati var lige så livsfarligt som den værste enevælde.

Ideologisk spr ængstof Konservatismen havde vundet. Tilpasset enevælde med modifikationer var moderne efter 1814. Men nede i fol-

ket, især blandt studenter, levede stadig feltråbet: Frihed, Lighed og Broderskab. Det begejstrede og tændte fattigfolk lige som før, men stemte de tænksomme til eftertanke; for nu var der filosoffer, som advarede mod sammenstillingen. Det var ikke en lykkelig treenighed ligesom den kristne, men en giftig sammenstilling af ord, der modarbejdede hinanden. Fuld frihed, især økonomisk frihed, havde vist sig at ødelægge ligheden mellem mennesker. Og bliver fuld lighed omvendt gennemført, begrænses friheden. Broderskab, forstået som nationalisme, ødelagde Europa i forfærdelige krige, og militarismen begrænsede desuden både lighed og frihed! Dette blev 1800-tallets største dilemma: feltråbet var et ideologisk sprængstof, der – når det fremførtes af talebegavede politikere – kunne tænde sultende folkemasser til revolution tre gange i 1800-tallet, 1830, 1848 og 1870. Og fra Paris bredte oprørerne sig til hele Europa.

Frihed, lighed og bro-derskab eller døden blev der skreget på gaderne og igen skrevet over offentlige bygninger.

Og hver gang lykkedes revolutionen, republikken blev udråbt og reformer påbegyndt. Men efter få måneder eller

år, viste det sig, at sejrherrerne, arbejderne, ikke kunne enes om løfterne, og derfor vend-te man tilbage til den gamle halv-enevælde, blot et trin mere reaktionær end før, tilbage. Estrup-styret er den danske udgave af dette.

Fransk Greve Radikalismen som ideologi fødtes - eller snarere genfødtes – efter 1814 i lyset af dette dilemma. Grundlæggeren var en mærkelig fransk greve, Claude Henri de Saint-Simon født 1760, i sin ungdom frivillig soldat i den amerikanske frihedshær, siden selvbestaltet opfinder og forfatter i Paris. Hans statstanker var mange og ofte uklart formulerede, fabulerende i stil med vores Grundtvig. Men meningen var, at videnskabelige kendsgerninger skulle erstatte den kristne metafysik. En kortlægning af de sociale forhold skulle bidrage til samfundets højeste mål, at løfte den fattige klasses moral og økonomi. Da mennesker er skabt med meget forskellige fysiske og åndelige talenter, findes social lighed ikke, og samfundets opgave må derfor være at kontrollere friheden, så ligheden ikke lider overlast.

Videnskab og sagkundskab skal rådgive ”staten” (et nyt begreb dengang), der

► 31

ødder ► skulle overtage kirkens tidligere opgaver. Saint-Simon havde en elev, Auguste Comte, der fortolkede og genudgav hans værker, så de nærmest blev en bibel for mange. Den inspirerede i høj grad de første socialister, men skabte også en livskraftig radikal bevægelse af intellektuelle i mange lande, der pegede på videnskab som værktøj til løsning af politiske samfundsproblemer.

Det var udgangspunkt for en filosofi, positivismen, der er den nutidige radikalismes tankegrundlag. Comte opstillede videnskaberne i et stort, logisk system og skabte på toppen et nyt fag, sociologi-en, det værktøj, der med statistikkens hjælp kunne være samfundets styresystem for at holde den sociale balance. Heri var kvindernes frigørelse var en vigtig del.

Delte meninger I 1848 kom revolutionen igen og Frihed, Lighed og Broderskab blev atter republikkens motto. Men meningerne var nu blevet delte. Bønderne lagde hovedvægten på friheden. Arbejderne, der styrede stemningen i Paris, betonede derimod ligheden og undertrykte friheden, især den økonomiske, som trykkede de fattige helt ned i bund. Broderskab blev nu opfattet som det faglige fællesskab, fagforeninger, af socialister oversat til solidaritet. Dermed var klassebegrebet indført, bønder mod arbejdere, en hovedinddeling i både politik og kultur, som kløvede europæisk politik gennem det følgende århundrede. Frihedspartiet, Venstre, troede på den naturgivne balance og ekspansion under minimalstaten. Socialisterne mente at man burde tæmme kapitalismens frihed ved at 32

lade staten omfordele kapitalen og til sidst erobre magten – gennemtvinge ligheden. Men midt imellem de to grupper stod de radikale, positivisterne, som advarede mod ekstremerne og hævdede, at både liberalismen og socialismen pegede mod en utopi, en drøm, der let endte i et diktatur.

Det skrev Comtes geniale elev John Stuart Mills udførligt om i 1850’erne i værker om demokrati, politisk økonomi og kvindesag. Hans bøger er lige så dybtgående og afklarede som både Adam Smiths og Karl Marx’s værker.

Han talte for en humanistisk nyttemoral, utilitarisme, der skal være baseret på positiv viden og erfaring, renset for metafysiske elementer som romantik og kristendom. Georg Brandes oversatte som ung to af hans vigtigste værker og førte dermed også den poli-tiske radikalisme til Danmark. Tankerne i den franske radikalismes udgave bragte P. Munch med hjem fra et langt ophold i Paris år 1900. Tre afgørende programpunkter skilte radikalismen fra liberalismen, antimilitarismen, en jordfordelingsreform og kravet om kirkens adskillelse fra staten – her skiltes tro og viden. Venstre er endnu bange for de radikale krav – Anders Fog Rasmussens udfald 2001 mod eksperter og foragt for Besættelsestidens politikere var en klar afmærkning af grænsen til de radikale. Nyttemoral ville nedbryde liberalismens højeste budskab om den fri konkurrences velsignelser.

I læ I læ af Socialdemokratiet kom De radikale til at dominere dansk politik i et halvt århundrede.

Partiets første førere Ove Rode, Brandes, Zahle var overmodige, troede, at de havde slugt de vises sten, sandheden. Men deres eminente viden og taktiske evner kom på alvorlige prøvelser under Første og Anden Verdenskrig – partiet måtte gå på akkord på kernepunkter. Medens det radikale parti i Frankrig efter 1900 blev splittet i to, de socialradikale og de radikalliberale, lykkedes det i Danmark at holde de to fløje inden for rammerne – deraf partiets store styrke ved regeringsdannelser helt op til år 2001, men også dets svaghed ved de stadig stærkere interne brydninger i den lille, indskrænkede folketingsgruppe.

Saint-Simon, Auguste Comte og John Stuart Mills – og her-hjemme mere tørt P.Munch – har stadig et budskab til os alle sammen om en midtervej, der ikke skævvrider den sociale balance. De radikale kan få sin selvrespekt igen ved at genoplive de ideer, som stadig er bæredygtige og langtidsholdbare. Det kan være med til at sikre, at radikale vælgere kan opholde sig i ”røde stue” uden at blive påvirket af magnetismen omkring SF og dette partis nu så mudrede budskaber. □

Kristian Hvidt er historiker og har tidligere skrevet forskellige historiske værker og Radikale Venstre. Han er desuden forfatter til en lang række historiske og biografiske værker, bl.a. Edvard Brandes. En radikal blæksprutte, Københavns Rådhus: bygningen og dens indre liv i 100 år og Europa: 1000 års historie. Kristian Hvidt var anmelder af bøger om historiske emner for Berlingske Tidende i perioden 1962–2006.

r

Gå i teatret til 1/2 pris med Radikal Politik Radikal Politik har i år lavet et eksklusivt samarbejde med Teaterporten hvor du som medlem får muli�hed for at �å i teatret til �/� pris.

Teaterporten tilbyder �� forestillin�er om året. Af dem kan du væl�e fem - o� se dem til �/� pris. Bl.a. forestillin�en Kreditorer med Camilla Bendix o� Peter Christoffersen i hovedrollerne.

Som læser af Radikal Politik kan du blive medlem af Teaterporten for ��� kr. (normalprisen er ��� kr.)

Du bliver medlem ved at klikke på banneret på www.radikale.dk/radikalpolitik

Gå i teatret 5 gange om åre t til 1/2 pris

Læs mere om Teaterportens pro�ram på www.teaterporten.dk Tilbudet �ælder fra d. �� september.

Gå i biografen til 1/2 pris med Radikal Politik Radikal Politik har i år lavet et eksklusivt samarbejde med Filmporten hvor du som medlem får muli�hed for at �å i bio�rafen til �/� pris.

Filmporten tilbyder � film om året - alle til �/� pris. Se bl.a. Michael Moores nye film Kapitalisme: En kærli�hedshistorie Som læser af Radikal Politik kan du blive medlem af Filmporten for �� kr. (normalprisen er �� kr.)

Du bliver medlem ved at klikke på banneret på www.radikale.dk/radikalpolitik.

Gå i Biografen 8 gange om åre t til 1/2 pris

Læs mere om Filmportens pro�ram på www.filmporten.dk Tilbudet �ælder fra d. �� september.

33

KV20 09

Kampen om kommunerne Kommunal- og regionsrådsvalget står lige for døren og i de senere måneder har radikale kandidater kæmpet for opmærksomhed og vælgernes gunst ude over det ganske land. Men hvor er de radikale kamppladser, hvor er partiet på vippen og hvordan skal det hele gå for Radikale Venstre? Radikal Politik har kigget på et landkort over den radikale kommunale valgkamp og kastet pilen ned på en række mere eller mindre tilfældige kamppladser.

Tekst: Søren Højlund Carlsen Foto: Diverse/arkiv

A

lle vurderinger her i livet afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Men når man kigger på den kommunale valgkamp med radikale briller, så afhænger det også af, hvor man kigger hen. For ser man for eksempel på valgkampen i Kalundborg, så ser den kommunale radikale fremtid lys ud, mens den ser lidt mere dyster ud, hvis man kigger på Københavns Kommune, hvor målinger truer med en halvering i antallet af medlemmer i borgerrepræsentationen.

Kalundborg Så lad os for humørets skyld starte denne lille danmarksturné i Kalundborg, hvor det tidligere radikale folketingsmedlem, Ole Glahn fører valgkamp for at blive borgmester og dermed gentage perioden, da han var borgmester i den mindre Bjergsted Kommune.

– Det er umuligt at sige noget om vores chancer, men det er klart, at jeg ikke var borgmesterkandidat, hvis ikke jeg gik efter posten. Der er mange hjemlø34

Ole Glahn

se vælgere i Kalundborg efter den tidligere borgmester (Tommy Dinensen fra SF, red.) ikke genopstiller, og vi har et rigtig godt samarbejde med de borgerlige partier, så hvem ved, hvordan det går i konstitueringen. Muligheden er der i hvert fald og den er vi klar til at gribe, fortæller Ole Glahn fra sin kampagne i Kalundborg.

Holbæk Muligheder er der også en kort sviptur østpå, hvor Holbæk som bekendt gennem mange år har været en radikal højborg. Den radikale borgmester Jørn Sørensen genopstiller dog ikke og i stedet er det Gunnar Nielsen, der skal forsøge at fastholde den eneste radikale borgmesterpost i landet. Gunnar Niel-

Gunner Nielsen

sen har siddet i Radikale Venstres Hovedbestyrelse i over 30 år og har p.t. orlov fra sit job, som redaktionschef på Holbæk Amts Venstreblad. Han går til valg på at samle et splittet byråd.

– For Jørn Sørensen har det handlet om at kunne tælle til 16. Jeg kommer med anden stil med vægt på et samarbejdende byråd vel vidende, at der skal flere parter til et samarbejde, siger Gunnar Nielsen til den lokale avis.

Om så det er nok til en fornyelse af en radikal borgmesterpost er straks mere tvivlsomt.

– Jeg tror, at det har en betydning, at næsten alle partier stiller med nye spidskandidater, og at der i det hele taget er lagt op til en stor udskiftning i byrådet, siger Gunner Nielsen.

København I København ser der noget svære ud end i Holbæk. Her har partiets topfolk omstruktureret i forsøget på at optimere kræfterne efter spidskandidaten Klaus Bondam har haft en række svære sager. Så det har lige så meget været Manu Sareen og de andre topkandidater, der har været i frontlinjen i valgkampen.

– Jeg skal bruges meget mere, end vi havde regnet med. Både til at profilere vores politik og til at koordinere valgkampen. Vi skal vise, at de radikale er andet end skodsager, konstaterede Manu Sareen overfor Politiken. En måling viste i oktober, at de radikale står til at gå fra syv til tre mandater og dermed miste den eftertragtede borgmesterpost i hovedstaden.

– Klaus er blevet behandlet uretfær-

Anette Schleicher

digt, men vi har så travlt, at vi nu må satse på, at vælgerne skal se, at de radikale er andet end ham, siger medlem af Borgerrepræsentationen og en anden kandidat, Margrethe Wivel.

Også fra centralt hold er der stor fokus på København, – Trafik og miljø er så vigtigt for københavnerne, at vi mener, vi står med rimelige chancer. Men som alle andre steder er vi udfordret af, at vi ikke står så stærkt. Derfor bliver det også med næb og klør, hvis vi skal holde fast i

Klaus Bondam

en borgmesterpost i København, siger næstformand i folketingsgruppen Morten Østergaard til Altinget.dk Fanø Den slags bekymringer har de ikke på Fanø, hvor der for første gang er sammensat en radikal liste til kommunalvalget. Her skal spidskandidaten, Anette Schleicher forsøge at skabe vej mod det første radikale mandat i byrådet i Fanø kommune. Her var gruppeformand Margrethe Vestager i foråret ”fødselshjælper” til en liste med seks personer, der udfordrer pladserne i det 11 mand store byråd på Fanø.

– Her på øen har man altid manglet Radikale Venstre at stemme på. Der er sket det nye, at mange lokale lister har opgivet denne gang, og for første gang vil det være ”de gamle partier”, som får en styrkeprøve mod hinanden. Der er ca. 2.500 stemmer at kæmpe om, og da man er tæt på hinanden her, har man også en reel mulighed for at vejre folkestemninger, og den er i øjeblikket i den grad med os, så vi er meget optimistiske, fortæller Anette Schleicher. (Læs en anden øhistorie om Ærø i denne udgave af Radikal Politik, red.

Holstebro I Holstebro Kommune har der været rigtig god radikal repræsentation i byrådet, hvor hele tre radikale har siddet i den seneste periode. Og trods en vis nervøsitet i byen over den landspolitiske stemning, så er man også optimistisk i forhold til valgresultatet i Holstebro.

– Vi har mange rigtig gode kandida- ► 35

KV20 09

– Det ser ud til, jeg måske kunne være med til at forøge mandattallet fra et til to i Skive Byråd, spår Ditte Staun.

Lars Stampe

► ter. Det synes alle kommuner selvfølgelig, men vi har fundet nogen, som virkelig har en bred og stor berøringsflade i kommune, fortæller Torben Gudiksen, der er nummer to på den radikale liste i Holstebro, hvor Lars Stampe er spidskandidat. Netop Lars Stampe var borgmesterkandidat for fire år siden, men nu er de radikale i Holstebro gået sammen med Socialdemokraterne og SF for at få et skifte på borgmesterposten med en S-borgmester.

– Det er i en erkendelse af, at hvis vi gerne vil have et skifte, så skal vi stå sammen som en enhed. Lige nu står den 14 – 13 I de andres favør. Så hvis vi kan vippe et enkelt mandat, kan vi få mere indflydelse. Vi håber, at holde de tre og det tror vi er realistisk, tilføjer Torben Gudiksen.

Skive Nord for Holstebro ligger Skive, der stadig betegnes som lidt af en radikal højborg, selv om det ved de seneste folketingsvalg er gået lidt ned ad bakke med tilslutningen til Radikale Venstre.

Også lokalt er der langt fra tidligere tiders radikal dominans. Således sidder der lige nu kun en radikal i byrådet i Skive Kommune i skikkelse af Aage Dahl. Men partiet kan overraske ved det aktuelle kommunalvalg, spår chefredaktør på Skive Folkeblad Ole Dall.

– Det var ikke noget godt valg sidst – til gengæld er fornemmelsen denne gang, at man ikke bør gøre det ringere.

Det skyldes blandt andet, at der denne gang er et valgforbund med Kristendemokraterne og en borgerliste, der kan være udslagsgivende. Samtidig er der gode folk på listen, hvor der er en kendt 36

spidskandidat, det nuværende byrådsmedlem og en joker i det tidligere folketingsmedlem, Poul Erik Christensen. De kommer ikke ind alle tre, men det er ingen skade til, at der er kamp om mandaterne og god profilering, siger Ole Dall.

Spidskandidaten i Skive er Ditte Staun, der i radikale kredse også er kendt som en aktiv EU-kritiker. Ditte Staun stillede således op til sommerens EP valg på liste N, hvor hun lokalt kun blev overgået af Morten Messerschmidt, Dan Jørgensen, Bent Bendtsen og Margrethe Auken. Så hun er optimistisk frem mod valget den 17. november.

Ditte Staun

FOTO: Jeffery Richt

Aalborg – Der er en god og positiv stemning, konstaterer den radikale spidskandidat i Aalborg, Daniel Nyboe Andersen, da Radikal Politik fanger ham mellem de godt 25 vælgermøder han skal igennem før den 17. november. Daniel Nyboe afløser tidligere rådmand, Preben Pedersen, der ikke genopstiller. Men skal Aalborg fortsat have en radikal rådmand, kræver det lidt af et mirakel.

– Det mest sandsynlige er, at vi ryger ned på et medlem – lige nu er der to og jeg sidder yderligt på sidste mandat, så vi skal ikke gå tilbage før vi ryger ned på et og sker det, er det ikke sandsynligt, at vi kan få en rådmandspost. Men vi kæmper for det og for første gang er der rigtig mange medlemmer, der er aktive i valgkampen, hvor der er mange, der løfter i flok, siger Daniel Nyboe Andersen.

På den lokale avis ser den politiske redaktør heller ikke mange muligheder for en fornyelse af den radikale rådmandspost.

– I og med, at Preben Pedersen ikke genopstiller, så bliver det naturligvis sværere for Radikale Venstre. Også set i lyset af, at Ålborg er så tilpas stor, at

Daniel Nyboe Andersen

Radikale Venstre i Rebild har investeret i en højteknologiske ”tænkebænke” med indbygget opbevaringsrum til alle de gode ideer. Bænken bruges flittigt i valgkampen, som lokalformand Kjeld Lundager Jørgensen og byrådsmedlem Leon Sebbelin her viser.

de landspolitiske vinde også spiller ind, og alt andet end lige, er det jo lidt op ad bakke for partiet i de her år, mens SF stormer frem. Men dermed ikke sagt, at der ikke kan komme en chance for en rådmandspost. Det kommer jo helt an på, hvordan det ene mandat falder. Lige nu sidder der for eksempel tre konservative byrådsmedlemmer – uden en rådmandspost. Så det er ikke antallet, men om ens mandater er afgørende i konstitueringsfasen, der er afgørende i den situation. Daniel Nyboe Andersen er sat i front for at markere sig, og han er god til at rejse debatter og profilere radikale synspunkter. Men det er klart, at Preben Pedersen, alene i kraft i sin erfaring og lange tid i politik, havde en fordel, vurderer Søren Wormslev, der er politisk redaktør på Nordjyske Stiftstidende.

Esbjerg Fra Aalborg til en anden traditionel svær by for Radikale Venstre, nemlig Esbjerg Kommune, hvor partiet lige nu slet ikke er repræsenteret i byrådet efter et tidligere medlem sprang over til Venstre. Til at ændre på det har de radikale esbjergensere valgt Helle Hestbech, der er spidskandidat og den eneste kvindelig af slagsen i Esbjerg.

I Esbjerg er Radikale med i et valgforbund bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Enhedslisten

og SF. De fire partier går alle til valg på, at sikre et nyt politisk flertal og en ny borgmester i Esbjerg Kommune, og man ser dette valgforbund som det første skridt på vejen. Men det bliver svært spår den lokale avisredaktør.

– Det ser ud til, at borgmesteren bliver siddende og desværre for Radikale Venstre ser det heller ikke godt ud med chancerne for et nyt radikalt mandat.

Helle Hestbech er ny på den politiske scene og er ikke så profileret, så hun skal virkelig ud og sælge sig selv, hvis der skal være en chance. Sidste gang var der mere medvind omkring partiet og den daværende kandidat var i forvejen valgt i Bramming Kommune, der

Helle Hestbech

blev lagt sammen med Esbjerg, så han havde sit bagland i orden og blev nok valgt på det, siger Jesper Nørkjær, der er lokalredaktør på Jyske Vestkystens Esbjergredaktion.

Odense I Odense har Radikale Venstre det svært efter, at partiet mistede sin repræsentation i byrådet, da det tidligere byrådsmedlem Erik Simonsen for to et halvt år siden forlod partiet i til fordel for Ny Alliance. Siden har Radikale Venstre kæmpet for opmærksomhed og indflydelse uden for byrådet. Blandt andet har partiet deltaget i de årlige budgetforhandlinger med ►

Susanne Ursula Larsen

37

KV20 09

► gode resultater til følge. Ny spidskandidat er Susanne Ursula Larsen, der til daglig er læge. Men de lokale målinger er ikke med den nye spidskandidat. En Gallupmåling i Fyens Stiftstidende fra oktober viste, at Radikale Venstre ikke kommer ind den 17. november. I stedet kan S og SF samle alene samle et flertal på i alt 17 ud af de 29 pladser i Odense Byråd.

Bornholm På Bornholm har Radikale Venstre i øjeblikket et medlem af regionskommunen. Spidskandidaten ved det kommende valg hedder Bente Johansen, der er dyrlæge fra Aakirkeby. Hun sidder i kommunalbestyrelsen i øjeblikket, men spørgsmålet er, hvor mange hun får selskab af i den kommende periode.

En måling viste for nylig, at tilslutningen til Radikale Venstre på Bornholm er halveret i forhold til sidste valg. Radikale Venstre på Bornholm går til valg for bedre og billigere bustrafik, en samling af kommunens administration og en sikring af, at øens købstæder har en skole i fremtiden. Bornholm har også repræsentanter i Region Hovedstaden og til den post genopstiller Kristian Kirk Mailand, som den lokale spidskandidat fra Radikale Venstre.

Bente Johansen

38

Regionerne Og apropos regionerne, så skal der jo også vælges nye medlemmer af regionsrådene, hvis indflydelse ellers er blevet noget decimeret i de senere år. Heldigvis er der mange radikale mænd og kvinder, der stadig brænder for sundhedspolitik og regional udvikling. Til Hovedstadsregionen stiller Radikale Venstre med en gammel og rutineret regionsræv i skikkelse af Kirsten Lee, der blandt andet har kørt sin kampagne på ”Mere sund – mindre papir”, hvor hun slår til lyd for en afbureaukratisering af sundhedsvæsnet.

I Region Sjælland er det Knud Munksgaard, men Kristian Grønbæk Andersen er i spidsen for den radikale liste i Syddanmark. I Midtjylland er det Kurt H. Jørgensen fra Herning, der er spidskandidat, mens Vagn Kvist er forrest på listen i Nordjylland. □

De radikale spidskandidater til regionsrådsvalget er: Kirsten Lee, Knud Munksgaard, Kristian Grønbæk Andersen, Kurt H. Jørgensen og Vagn Kvist.

KV20 09

Kamp for de kommunale skanser Det overordnede mål for Radikale Venstre kan synes beskedent, men det kan vise sig svært nok i virkeligheden. Det radikale succeskriterium er nemlig at holde repræsentationen i kommunerne.

D

er skulle gerne være radikale i næsten alle landets kommuner, når den nye valgperiode indledes den 1. januar 2010.

For målet er, at fastholde den radikale tilstedeværelse, hvor den findes nu.

– Et succeskriterium er, at vi fastholder repræsentationen de steder, hvor vi er i dag. Det ved vi godt er svært, og jeg vil heller ikke sætte tal på, siger næstformand i folketingsgruppen, Morten Østergaard, der erkender, at målsætningen er ambitiøs set i forhold til partiets placering i meningsmålingerne.

– Vi er godt klar over, at vi ikke ligger lige så lunt i svinget, som vi gjorde i 2005. Derfor skal der arbejdes mere for at sikre radikal repræsentation, siger Morten Østergaard til Altinget.dk Radikale Venstres udfordring er, at befolkningens tilslutning på landsplan næsten altid har en betydelig effekt til kommunalvalget. Det er mest udtalt i de store byer og derfor peger Morten Østergaard også på, at folketingsgruppen har et stykke arbejde at levere.

– Det bedste, vi kan bidrage med fra folketingsgruppen, er, at vi står stadig stærkere på landsplan. Hvis man ser over de seneste måneder, så er vi på en opadgående kurve nu. I de seneste målinger ligger vi omkring vores valgresultat. Hvis vi kan forbedre det frem til den 17. november, så er det et substantielt bidrag, siger Morten Østergaard.

En skalle Den nyvalgte radikale landsformand Klaus Frandsen mener dog, at bille-

det er mere nuanceret. Han tvivler dog ikke på, at de landspolitiske målinger har en indflydelse på kommunalvalget, men: – Der er stor styrkeforskel på De Radikale forskellige steder. Der er nogen steder, hvor vi står til fremgang, og andre steder, hvor vi ikke står så godt.

Det er vi ved at kigge på, og vi skal ind og give den en skalle de steder, hvor vi ser lidt sårbare ud, siger Klaus Frand-

sen, der er bekymret for den radikale borgmesterpost i København.

– Billedet er enormt kompliceret i København, fordi der er ny overborgmesterkandidat og en stribe borgmestre med historier om dårlig forvaltning af økonomien. Klaus Bondam er den, der har fået turen senest, og det kan måske spille en rolle, vurderer den nyvalgte formand overfor Altinget.dk. □ 39

Samtale om skolen I forrige nummer af Radikal Politik fik Marianne Jelved plads i Det Indre Ringhjørne, hvor hun kridtede banen op med pejlemærker for Radikale Venstres uddannelsespolitik. Siden har hun præsenteret udspillet ”Vores Skole”, der et af kortene i den radikale kommunalvalgkamp.

I denne samtale med Radikal Politik ser uddannelsesordføreren tilbage på bogen ”Samtaler om skolen”, som det hele startede med.

D

Tekst: Trine Vendelboe Juul

in bog handler blandt andet om den autentiske lærer, der møder hver enkelt elev på både et fagligt og menneskeligt plan. Hvad er den autentiske lærer og hvad betyder han for undervisningen?

Jeg kalder det også for den betydningsfulde voksne, og det er en, der møder eleverne med alt, hvad de har at byde på og ikke kun som velopdragne modtagere af faglige informationer.

Det handler om at være nærværende og have antennerne ude i forhold til alle former for input, som eleverne bidrager med. Og at kunne improvisere ved at bruge de input konstruktivt i undervisningen stedet for at opfatte dem som forstyrrelser i et stramt program. Hvis en elev afbryder midt i en fortælling om en solsort, fordi eleven så en solsort i

hækken på vej til skole, så er der jo tale om et input, som læreren kan lade sig inspirere af i stedet for at lade sig irritere. På den måde oplever eleverne at blive set og anerkendt, og det giver dem mere appetit på at lære og på at engagere sig i undervisningen. Hvis undervisningen skal være autentisk for eleverne, skal der være plads til kreative input og til improvisation. Anerkendelsen og autenticiteten er også med til at udvikle eleverne som mennesker.

Det menneskelige aspekt er vel også med at gøre lærerens mission større, og selvom du vægrer dig ved at bruge ordet kald om lærerjobbet, så mener du, at fokus på den autentiske lærerolle kan være med til at gøre jobbet mere attraktivt igen. Men hvorfor er lærergerningen egentlig blevet så forholdsvis upopulær i den brede offentlighed?

Om Sa m taler om skole n Samtaler om skolen er udkommet på Dafolo Forlag, januar 2009.

I bogen samtaler Marianne Jelved over seks forskellige kapitler med professorer, forskere og undervisere inden for pædagogik, læring og undervisning. Blandt samtalepartnerne er professor ved Center for Grundskoleforskning Per Fibæk Laursen, der er ophavsmand til begrebet Den autentiske lærer. Ud over samtalekapitlerne rummer bogen forord og indledning af Marianne Jelved samt et langt interview med hende selv med fokus på lærergerningen.

Interviewet er lavet af Erik Lyhne.

40

Det handler igen om anerkendelse. I det her tilfælde om mangel på anerkendelse af og respekt omkring lærerjobbet.

Derfor vil jeg med bogen gerne fortælle, hvor ekstremt vigtigt et arbejde, der hver dag bliver udført på landets skoler.

Uanset om man er en autentisk lærer eller en lektor Blomme type, så er man med til at sætte dybe og varige spor hos eleverne. Og de spor rækker langt udover, hvad Pisa undersøgelserne kan dokumentere. Men netop den voldsomme opmærksomhed på Pisa undersøgelserne og indførelsen af nationale test osv. har været med til at give et falsk billede af, hvad læreruddannelsen og lærerjobbet faktisk rummer af udfordringer. For 10 år siden og før al polemikken omkring Pisa undersøgelserne var der ca.

10.000, der søgte ind på landets seminarer, mens det i dag er nede på ca. 3.300.

Din bog nævner dannelse som én af tre centrale faktorer, som skolen skal have fokus på. De to andre er kvalifikationer og kompetencer. Hvordan spiller de tre faktorer efter din overbevisning sammen?

De hænger uløseligt sammen, for når man fx reducerer betydningen af dannelsesfaktoren, så reducerer man også omfanget af kvalifikationer og dermed kompetencerne. Som sagt er dannelsesbehovet faktisk blevet større i og med, at vi ikke længere blot skal lære at begå os som borgere i vores eget afgrænsede samfund med en fælles forståelse for de demokratiske spilleregler. Det er den gamle Hal Koch’ske dannelse- og demokratiopfattelse, men den må revi-

deres i takt med, at vi har fået et multikulturelt samfund og i stigende grad også skal begå os på den europæiske og den globale samfundsscene. Borgerbegrebet er med andre ord blevet meget mere komplekst og det stiller nye krav til vores dannelse. Og det giver sig selv, at vi heller ikke bare kan stille op med en lille pose faglige kvalifikationer, der alene er valgt ud, fordi de kan testes. Det gør os ikke særlig kompetente i forhold til at løse de konflikter og komplekse problemstillinger, som vi hele tiden vil støde på i en moderne, global verden.

Klasseværelset Lad os gå tilbage til klasseværelset og virkeligheden på skolen. Du taler meget i din bog om det inkluderende læringsmiljø. Hvad er det, der bliver inkluderet, som ellers ville være udelukket?

En elev skal altid ses i det fællesskab, som den er en del af. Det gælder det overordnede fællesskab i skolen såvel som fællesskabet i klassen. Læreren er leder af de fællesskaber, og derfor er det lærerens opgave at skabe et miljø, hvor alle oplever sig som set og anerkendt som den man er. Det inkluderende handler om, at alle har plads til og mulighed for at bidrage med noget til fællesskabet, og at de støttes af læreren i det. Det er det bedste grundlag for elevernes læring, for eleverne lærer ikke bare af lærerne, men nok så meget i samarbejdet med kammeraterne. Det modsatte er det ekskluderende miljø med udskillelse, mobning, ensomhed og isolation. Det siger sig selv, at den ”ekskluderede” har meget at skulle slås med og nemt kan miste modet på at lære.

Så er der LP-Modellen, som du taler meget begejstret om. Den er om noget et udtryk for en helhedstænkning, men hvordan og hvorfor er den egentlig opstået, og hvad skal der til for, at den slår igennem?

LP-modellen er en systematisk måde at samarbejde på omkring læringsmiljø og pædagogisk analyse i den konkrete skole med de konkrete elever. Når jeg bruger ordet konkret, så er det for at understrege, at LP-modellen ikke er en facitliste med ”rigtige” løsninger i parallelle undervisningssituationer. Det er netop en model og ikke en metode. Det er ligesom med et fikserbillede. Først ser man en snemand, men når man flytter fokus, så ser man i stedet et damehoved med en stor hat på. Overført til klasseværelset har vi fx drengen Per, der er urolig, kører rundt på stolen, sparker ud efter Ella, og smider blyanten efter Søren osv. I stedet for en automatisk henvendelse til PPR for at få ”proble-

met” Per testet og flyttet til specialundervisning vil en lærer, der benytter sig af LP-modellen, sammen med sine kolleger i stedet rette fokus mod de faktorer i læringsmiljøet, der er med til at opretholder Per i sin håbløse situation.

Forskningsresultater fra Norge, hvor LP-modellen stammer fra, viser at modellen skaber arbejdsglæde, ro og bedre resultater. Den giver lærerne mulighed for sammen at give eleverne de bedste muligheder for at lære og for at udvikle sig – uden skelen til central styring, kontrol og bureaukrati. I dag er der over 400 danske skoler, der bruger modellen, og forhåbentlig kan det faktum, at forskere fra DPU også har fokus på modellen, være med til at udbrede praksissen. □ 41

Ny radikal forening ryster posen på Ærø En ny radikal lokalforening på Ærø er klar til at tage kampen op mod de etablerede byrådspartier på øen. Dermed kan borgerne på øen for første gang stemme radikalt til et kommunalvalg. Og målet er klart – tre radikale pladser i det 15 mand store byråd. Radikal Politik tog til Ærø og besøgte manden bag den nyeste radikale forening, der har store planer for øen.

Tekst: Mads Brandsen Foto: Mads Brandsen og Scanpix

V

ittighederne om radikale, der ikke kan bestemme sig er efterhånden så udslidte, at ingen orker at grine af dem længere.

Men for radikalt sindede vælgere på Ærø har vanskelighederne faktisk været helt reelle i årtier: De har nemlig ikke kunnet stemme på Radikale Venstre til kommunalvalg. Nu er det sorte hul på det radikale danmarkskort imidlertid lukket.

Tilflytteren Leif Werborg har sammen med partiets øvrige medlemmer på øen har dannet en lokalforening.

– Jeg opdagede hurtigt, at der var behov for en lokalforening på Ærø, fortæller han, der derfor kontaktede det radikale sekretariat. Projektet lå dog stille et lille halvt års tid, indtil Leif blev kontakt af Rasmus Byg, et ungt medlem, der også pønsede på at stable en lokalforening på benene. De aftalte at mødtes og talte med Fyns Amts Avis, der

42

bragte en omtale af de radikale planer.

I marts 2008 holdt Ærø Radikale Venstre sin stiftende generalforsamling. Ni mødte frem, og de blev naturligvis alle valgt til bestyrelsen, hvor Leif blev formand og Rasmus fik den vigtige post som webmaster. Her lidt over et år efter er der kommet flere medlemmer til, så databasen nu rummer omkring 15 navne. Både tilflyttere og indfødte, fortæller den slet stolte formand.

Ingen kaffeklub Han beskriver de aktive som lille harmonisk gruppe, der dog sagtens kan diskutere passioneret – og lader forstå, at der altså ikke er tale om en kaffeklub.

Den nyetablerede forening har nemlig store ambitioner om at bryde med det politiske establishment, med de magtkampe, der traditionelt har præget ærøsk politik. Kort fortalt stemmer man i byerne Ærøskøbing og Søby socialdemo-

kratisk, mens Marstal er og har været en konservativ højborg. Spændingerne mellem byerne har århundredlange rødder. Men nu skal posen rystes, mener Leif Werborg.

– Jeg synes samarbejdet i kommunalbestyrelsen halter gevaldigt. Der bruges en masse energi på at kæmpe mellem byerne på Ærø i stedet for at samarbejde og kæmpe ud af øen. Der er simpelthen for lidt dynamik, og hvad hjælper det overhovedet, at man slås med hinanden, hvis man skal have skabt øget tilflytning til øen?, spørger han retorisk.

– Efter at have fulgt med i lokalpolitik i noget tid, fornemmede jeg tydeligt, at ingen kiggede på Ærø som helhed. Der er der brug for, ligesom der er brug for et parti, der kan samarbejde med begge sider af det politiske spektrum, forklarer Leif Werborg, der som selvstændig indenfor el-installation hurtigt engagerede sig i øens turist- og erhvervsråd og

også er blevet medlem af bestyrelsen for Ærø Højskole.

– Kommunen har jo – i kraft af sin begrænsede størrelse – en enestående chance for at udvikle et velfungerende nærdemokrati. Men det kræver politikere, der tør prioritere og fokusere på hvad der gavner hele øen, siger han, der kun har haft positive oplevelser med at være tilflytter.

– Og jeg har haft en anden vinkel på det end mange af de, der boet på øen i en menneskealder, fortæller han.

Dyre færger Resultatet af de årelange kampe mellem øens bysamfund ses tydeligt, hvis man kigger på kommunens hjemmeside: Rådhuset ligger i Ærøskøbing, mens øens eneste folkeskole med samtlige klassetrin ligger i Marstal. Og så er der færgerne – de et kapitel for sig. Hele fire ruter forbinder Ærø med omverdenen:

Søby-Faaborg, Søby-Mommark, Marstal-Rudkøbing og Ærøskøbing-Svendborg. Sidstnævnte er den suverænt mest benyttede, men i Søby og Marstal står man selvsagt stejlt på at beholde sine ruter. Færger, der både for kommunen og beboerne er en bekostelig affære.

– Vi har kæmpe omkostninger ved at rejse. Og jeg kan helt ærligt ikke forstå, hvorfor Bornholmstrafikken skal have 60–70 procent større tilskud end Ærøfærgerne. Jeg begriber ikke, hvorfor man for eksempel giver befordringsfradrag med et erklæret mål om at fremme mobiliteten i samfundet og samtidig ikke giver samme vilkår for færgedrift.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, pointerer Leif Werborg, og nævner, at beboerne på mange småøer slet ikke betaler for at tage færgen.

– Det at vi betaler så ekstraordinært meget er også dybt konkurrenceforvridende for erhvervslivet. De burde have

frikort. Hvis Ærø skal kunne tiltrække mindre erhvervsvirksomheder, er det på høje tid, at politikerne på Christiansborg gør alvor af skåltalerne om, at man støtter op om udkantsområderne, siger Leif Werborg og langer ud efter de etablerede partier på Ærø, der ifølge ham har sovet i timen.

– Man skulle have kæmpet langt mere for færgerne, sådan at der ikke var en politiker på Christiansborg, der ikke kendte til problemstillingen og lad os starte med at gå til toppen. Vi kunne starte med at invitere Margrethe Vestager herover, siger Leif Werborg.

Fibernet Udover ønsket om at ændre på færgepriserne har Ærø Radikale Venstre diskuteret, hvordan man kan profilere øen udadtil. Målet er klart; mere bosætning. Med et indbyggertal på 6.698 er kommunen en af landets absolut mindste, og i forbin- ► 43

► delse med kommunalreformen overlevede den også kun takket været en samarbejdsaftale med Svendborg Kommune.

– Vi er blevet enige om, at vi vil arbejde for gratis busdrift og de billigste daginstitutioner i landet, fortæller Leif Werborg, der også har foreslået at man på længere sigt sænker kommuneskatten betragteligt for at tiltrække nye indbyggere. Selv har han desuden deltaget i en arbejdsgruppe omkring etablering af fibernet på Ærø.

– I dag har vi ikke tilstrækkeligt stabile bredbåndsforbindelser. Det er et problem, hvis man har behov for at sende store datamængder. Fibernet ville kunne skabe flere arbejdspladser og tiltrække vidensbaserede virksomheder og det vil sætte os på verdenskortet som den første ø i verden med rigtig god ITinfrastruktur, tilføjer Leif Wiborg.

Af de 38 procent af beboerne, der del-

LEI F W ER BORG • Født 1954 • Uddannet elektriker og stærkstrømsingeniør • Selvstændig med el- installatørvirksomhed på Frederiksberg og Ærø • Medlem af Det Radi- kale Venstre siden 1988 • I 1990’erne opstillet til Folketinget i Valby- kredsen

44

tog i en spørgeskemaundersøgelse om fibernet, sagde 78 procent ja tak til at få fibernet, men det lokale elselskab, der skulle deltage i realiseringen af i projektet, endte med at bakke ud. Projektet kunne have fået et EU-tilskud i millionklassen og leif Werborg håber fortsat, at projektet en dag kan realiseres.

Du lægger ikke skjul på, at der er brug for erhvervsudvikling på øen. Er du mere liberal end social?

– Nej, jeg er både social og liberal.

Det går hånd i hånd. Men i Ærøs nuværende situation er det vigtigt at fokusere på erhvervspolitik, så vi får tiltrukket børnefamilier. Når de kommer herover, er det klart, at det sociale aspekt også skal med, forklarer Leif Werborg.

Nej til sommerhuse Han mener i modsætning til et stort mindretal i kommunalbestyrelsen, at

der ikke skal etableres flere fritidshuse i byerne. Debatten kom i kølvandet på, at et flertal i kommunalbestyrelsen bestående af bl.a. Socialdemokraterne og Venstre sagde nej til flere fritidshuse i Marstal.

– Vi har fået en bosætningskonsulent på øen, der har til opgave at tiltrække flere indbyggere og at fastholde tilflytterne.

Det er helt afgørende for Ærøs fremtid, at vi har fokus på bosætningen. Hvis man går ind for flere fritidshuse i byerne, er det det samme som at acceptere en fortsat afvikling af Ærø, fordi det vil affolke byerne i vinterhalvåret. Vi bliver nødt til at værne om vores byer, hvis vi vil have vendt udviklingen, siger Leif Werborg.

Tilhængerne af flere fritidshuse, hævder at flere fritidshuse vil skabe øget bosætning på længere sigt, fordi nogle af fritidshusejerne vil flytte til øen permanent. Men det argument køber Leif Werborg ikke.

– Vi kan da ikke vente på, at nogle fritidshusejere måske flytter herover om mange år. Ærø har nået bunden befolkningsmæssigt, men er nu inde i en positiv udvikling, og den skal vi gøre alt vi hvad vi kan for at fortsætte.

Ambitiøs grøn I horisonten venter den lille lokalforenings første kommunalvalg. Forberedelserne har været i gang længe. Der har været afholdt sonderingsmøder med flere partier, som det kunne være interessant at indgå valgforbund med. Her har Leif Werborg oplevet, at de etablerede partier har taget godt imod den nye dreng i klassen. Og målsætningen er ganske klar: – Vi håber på at få et par stykker valgt til kommunalbestyrelsen, men gerne tre. Selv om SF er ved at blive stort på landsplan, tror vi, at vi får et bedre valg end SF, pointerer Leif Werborg.

Kommunalbestyrelsen har 15 medlemmer, og Ærø Radikale Venstre stiller med syv kandidater på sin partiliste til november. Ved sidste folketingsvalg stemte 157 ærøboere – 3,4 procent - på Radikale Venstre. Da et mandat i Ærø Kommunalbestyrelse ’koster’ cirka 400 stemmer skal der virkelig kæmpes til november. Leif Werborg og co. tager det nu helt roligt: – Vi er ikke bare klar, vi er superklar! □

45

se r v ice ef t e r sy n

R A DI K A LT SERV ICEE F TER SY N: I en serie på tre udfordrer journalist Øjvind Hesselager nogle af Radikale Venstres kerneværdier. Er der overensstemmelse mellem partiets praksis og program og medlemmernes værdier? Og hvilke punkter mener eksperterne et progressivt parti burde kaste sig over? Sidste artikel i serien handler om Afghanistan.

Hvepsereden Radikal Politik har talt med Niels Helveg Petersen om Radikale Venstres politik i Afghanistan to gange. Først før valget i Afghanistan, hvor udenrigsordføreren var optimistisk. Men så kom valget.

Tekst: Øjvind Hesselager Foto: Scanpix og arkiv

D

et er en hjerteskærende krig Danmark deltager i.

Siden 2002 har 27 danske soldater mistet livet mens de var udstationeret i Afghanistan. Den senest faldne er den 23-årige konstabel Steffen Bloch Larsen, der blev dræbt den 19. september i Afghanistan og efterlod sine kone, som han blev gift med i sommer. Og danske døde er kun en lille del af det samlede billede. Ifølge amerikanske studier døde 3.500 civile afghanere i krigen fra 2005 til efteråret 2008. Der har været en fjerdedel flere civile drab i første halvår af 2009 end i samme periode året før. Og krigen har ikke kun store menneskelige konsekvenser, det er også en dyr krig. Krigen koster de danske skatteydere 745 mio. kr. i 2009.

Hertil kommer bistandsmidler på 400 mio. kr. årligt til genopbygning og ca.

50 mio. kr. til humanitær nødhjælp. Ja, det er ganske let at gøre den danske deltagelse i Afghanistan til et meget kontroversielt spørgsmål. Så enkelt, at det ikke er nødvendigt at opsøge eksperter

46

for at problematisere udviklingen i landet, der siden terrorangrebet på USA 11. september 2001 har været udpeget til et hovedproblem i international sikkerhed, fordi terroristerne skjuler sig i landets bjerge. Eksperterne gør heller ikke den store gavn. De kender ikke fremtiden.

Aftale Til gengæld kender øjenvidnerne nutiden. Tidligere vicepræsident Haji Mohammad Mohaqiq påpegede i oktober 2008 at det internationale samfund har brugt 18 milliarder dollar på genopbygning de seneste syv år i Afghanistan, men som han sagde: ”Hvor er de synlige fremskridt for den almindelige afghaner? Både arbejdsløsheden, sulten og korruptionen er vokset, det samme er opiumproduktionen, og i de 16 sydlige provinser forværres sikkerhedssituationen næsten dag for dag.”

Det er denne politiske hvepserede Radikale Venstre tog stilling til da partiet tog både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i hånden og lavede en af-

tale med regeringen om dansk politik i Afghanistan. Dengang sagde Morten Helveg Petersen: ”Det Radikale Venstre har støttet den danske indsats i Afghanistan fra starten, grundlæggende set fordi vi tror på et internationalt retssamfund.

Vi lægger vægt på, at den danske indsats i Afghanistan hviler på et folkeretligt, klokkeklart grundlag i form af stribevis af resolutioner vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd.”

Og partileder Margrethe Vestager understregede i Radikal Politik nummer 4 i 2008 at Radikale Venstre fortsat står bag missionen: ”Vi har netop sat et markant fingeraftryk på den nye aftale om Afghanistan…”. For ikke nok med at Radikale Venstre bakker op i Afghanistan. Store dele af tankegodset er udsprunget af radikale pander: Danmark skal hjælpe afghanerne til en civil udvikling og genopbygning af landet.

Kort sagt. Og Radikale Venstre fremhæver gerne de konkrete fremskridt – for eksempel at der blev afholdt det første parlamentsvalg i landets historie ►

47

► i september 2005. ”Det kan man da kalde for et fremskridt,” som det hedder på partiets hjemmeside.

Der er da også optimisme at spore i udenrigs- og forsvarsordfører Niels Helveg Petersens meldinger første gang Radikal Politik interviewer ham.

Det er i dagene umiddelbart efter, at Anders Fogh-Rasmussen som nyudnævnt generalsekretær i Nato har understreget, at koalitionen står for en dialogsøgende politik i Afghanistan.

Og det ser Niels Helveg Petersen som ren vind i radikale sejl.

– Det nye er, at alle nu er enige om, at krigen ikke kan vindes militært. Vi er nødt til at finde en politisk løsning. Og den omfatter forhandlinger med alle moderate parter, siger Niels Helveg Petersen, der især er glad for, at USA’s præsident Barack Obama har udpeget tidligere FN-ambassadør Richard Holbrooke som særlig udsending i Afghanistan.

– Holbrooke forhandlede en løsning på plads på Balkan med alle slynglerne. Det er et stærkt signal. Han forhandler med enhver, bare det kan give resultater. Det nye er at den amerikanske administration på det punkt skifter kurs. Vi skal ikke blive til den sidste talebaner er skudt.

Komplekst Niels Helveg Petersen lægger ikke skjul på at problemet er komplekst.

Også Iran og Pakistan skal inddrages i en løsning, hvis der ikke skal opstå nye problemer i regionen.

– Iran overses ofte, men de er absolut modstandere af Taleban. Da jeg var udenrigsminister, der posterede Iran et stort antal tropper langs grænsen for at vise, at de var imod udviklingen med Taleban i Afghanistan.

48

Irak udviklede sig til en rekrutteringsplatform for islamisk terrorisme, fordi de internationale angreb kunne bruges retorisk af radikale islamister i mobiliseringen af terrorister. Sker det samme ikke i Afghanistan?

– Jeg synes situationerne er noget forskellige. Irak var et fejlgreb blandt andet fordi det øgede modsætningerne mellem den islamiske verden og vesten. I Afghanistan er situationen anderledes. Store dele af den islamiske verden er også imod Taleban. Moderate islamiske kræfter er vores allierede, siger Niels Helveg Petersen.

Men for nogle radikale er Radikale Venstres opbakning til en mere aktivistisk udenrigspolitik svær at sluge. På Radikale.net lyder kritikken blandt andet: ”Vores gamle afdøde minister for nedrustningsspørgsmål Kresten Helveg Petersen må rotere i sin grav over den ”aktivistiske” udenrigspolitik, som landet og hans gamle parti fører. Aktivistisk udenrigspolitik er kulturimperialisme.”

Men Niels Helveg Petersen afviser, at hans far skulle være uenig i partiets linje i dag.

– Min far levede, da jeg begyndte som udenrigsminister og jeg har drøftet de her ting med ham flere gange. Han forstod så glimrende at grundvilkårene for dansk udenrigspolitik havde ændret sig. Den nye situation skulle udnyttes til at skabe et mere fredeligt samarbejde i Europa, siger Niels Helveg Petersen, der understreger, at verden er forandret.

Kommunismen er væk som ideologi og Sovjetunionen smuldret.

– Situationen under den kolde krig låste vores handlemuligheder. Den nye

situation i Europa har gjort det muligt for Danmark at arbejde for udvidelse af EU og NATO mod øst.

Dele af venstrefløjen har også kritiseret at Radikale Venstre gik med regeringen i Afghanistan-strategien. Niels Helveg Petersen mener det skyldes, at politikerne er låst i Irak-retorikken.

– Vi var jo alle imod krigen i Irak fordi der ikke var et FN-mandat. Jeg tror at dele af venstrefløjen hang fast i en vanetænkning: USA gik jo forrest og derfor gik venstrefløjen imod. SF var jo også imod udvidelsen af NATO oprindeligt, tilføjer Niels Helveg Petersen.

Prisen værd Skeptikerne påpeger, at danske soldater dør uden grund i Afghanistan. Og Niels Helveg Petersen anerkender, at der er en smertegrænse for den danske indsats.

– Når vi som folkevalgte sender folk i kriser er vi nødt til at vurdere om prisen er værd at betale. Det er store veksler at trække på unge menneskers liv og fremtid. Vi er efter min mening stadig der, hvor vi skal fortsætte. Den nye amerikanske linje fortjener en chance.

Med krigen i Afghanistan mod Talebanstyret støtter Danmark Karzaistyret. Hvordan er det bedre?

Kvindernes stilling i samfundet; gennemførelse af valg. Det var jo utænkeligt under Talebans meget repressive styre. Det kan slet ikke diskuteres. Det er indiskutabelt bedre.”

Er regeringen i Kabul ikke korrupt og nogle af medlemmerne reelt krigsforbrydere?

– Det er en broget skare vi har med at gøre. Opiumssmugling og heriontrans-

“

Som valget udviklede sig, har det ikke styrket demokratiet i Afghanistan.

Niels Helveg Petersen

porter. Et meget vanskeligt samfund.

Der er masser af ting i Afghanistan, som ikke fungerer så godt som vi ønsker det, men Afghanistan skal ikke igen være et sted hvor man udklækker internationale terrorister, siger Niels Helveg Petersen.

Efter valget Da Radikal Politik interviewer Niels Helveg Petersen første gang tæller verdenssamfundet ned til det valg, der efter planen skal bane vejen mod afghansk selvstyre efter 2012.

– Der gøres store anstrengelser for at valget kan foregå fair og ordentligt.

Valghandlingen og resultatet kan være ganske afgørende for den videre demokratiske proces i Afghanistan. Det er et meget afgørende valg, siger Niels Helveg Petersen.

Da valgets stemmer er talt op interviewer vi ham igen og beder ham om en kort evaluering af valget i forhold til bestræbelserne på at demokratisere Afghanistan.

– Det går desværre temmelig dårligt med at demokratisere Afghanistan. Valget tydede længe på at kunne blive en succes og man så under valgkampen en del reel debat mellem kandidaterne. Men som valget udviklede sig, har det ikke styrket demokratiet i Afghanistan. Der er rygter om forfalskninger og snyd. Karzais regering ser ikke stærk ud og har ikke stærk legitimitet. Valget har ikke været det afsæt for fremskridt, som vi håbede.

Har Radikale Venstre og den danske linje været naiv?

– Jeg vil ikke sige, vi har været naive.

Alle har været klar over at indsatsen i Afghanistan var den sværeste og farligste opgave, vi nogensinde har engageret os i.

Men den store fejl, når man kigger bag-

læns på hele forløbet fra 2001, er at amerikanerne under præsident Bush mente det handlede om Irak og ikke Afghanistan og derfor fik man ikke tildigt nok fat i Afghanistan. Og den linje gik Danmark med på, siger Niels Helveg Petersen.

Men måske der er ændringer på vej i Nato-koalitionens stillingtagen til Afghanistan. USA er gået i tænkeboks: – Der er intense overvejelser i den amerikanske regering om USA skal optrappe den militære indsats eller gå en anden vej.

Debatten er intenst men ikke færdig.

Intet er umiddelbart forandret. Endnu. Men holder Niels Helveg Petersens

fornemmelse, kan fremtiden enten indeholde en generel oprustning med flere støvler på jorden, som det hedder. Eller en ændret strategi, hvor indsatsen udelukkende rettes mod Al Qaeda og ikke mod Taleban.

Den danske strategi i Afghanistan skal drøftes igen i foråret 2010. Her og nu vurderer Niels Helveg Petersen ikke at Radikale Venstre fraviger sin linje, der er båret af troen på, at verden skal lære Afghanistan at styre landet selv.

– Men vi følger udviklingen i den amerikanske debat og må være klar til at justere. □

• FN’s sikkerhedsråd vedtog resolution 1386 den 20. december 2001, hvor rådet bemyndigede indsættelse af en international sikkerhedsstyrke i Afghanistan.

•

Sikkerhedsrådet understregede, at situationen i Afghanistan var en trussel imod international fred og sikkerhed. Samtidig bad Sikkerhedsrådet FN´s medlemslande om at bidrage med soldater, udstyr og andre ressourcer til den internationale sik- kerhedsstyrke.

• Radikale Venstres holdning er at Danmark har et internatio- nalt ansvar, derfor skal Danmark efterleve resolutioner fra FN. • I 2002 sendte Danmark de første specialstyrker til Afghani- stan, efter at amerikanerne havde indtaget Kabul.

• I 2006 blev de første tropper sendt til den urolige Helmand- provins, hvor de er under britisk militærledelse.

•

I alt har indsatsen i Afghanistan kostet 26 danske soldater livet. Heraf har 24 mistet livet i kamp. Derudover har en enkelt dansk soldat begået selvmord d. 3. december 2004. En soldat er død af hjertestop under en løbetur.

49

det i nd re r i ng hjø r ne

Det indre ringhjør ne – en oppositionsføljeton Hvad har SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstre til fælles? Hvilken dagsorden kan de blive enig om, og hvilke reformer vil de sammen kæmpe for at gennemføre? Det er nogen af spørgsmål, som Radikal Politik har sat sig for at indhente svar på med det formål at afsøge territoriet for en stærk og samlet opposition, der kan give regeringen kamp til stregen. Det indre ringhjørne består af fire runder og hver gang vil repræsentanter fra alle tre oppositionspartier give deres respons på en række fælles spørgsmål. Tredje omgang handler om klima og miljø.

Dengrønne dagsorden Næsten alle politiker på tværs af politiske skel er enige om, at det nu gælder om at være grøn og gøre noget ved truende de klima- og miljømæssige problemstillinger. Der er dog stadig stor forskel på, hvor alvorligt, man opfatter trusselsbillederne, og ikke mindst hvilke politiske handlinger man er villig til at gennemføre. Radikal Politik har smidt Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre i ringhjørnet for at debattere klima.

Tekst: Trine Vendelboe Juel Foto: Scanpix og arkiv

T

emperaturstigninger, skovdød, forgiftet vand, oversvømmelser, tørke og øde kontinenter. Skrækscenarierne står i kø for at overbevise os om, at århundredes hensynsløse udnyttelse af naturen og forurening af miljøet truer klodens overlevelse. Derfor er det blevet mere end comme il faut på tværs af politiske skel at være grøn og optaget af miljømæssige problemstillinger. Der er dog stadig stor forskel på, hvor alvorligt, man opfatter trusselsbillederne, og ikke mindst hvilke politiske handlinger man er villig til at gennemføre nu og her såvel som på langt sigt. I forbindelse med det forestående klimatopmøde i København, hvor intet mindre end klodens fremtid synes at være på spil, har vi i denne runde ladet klima- og miljøordførerne fra de tre oppositionspartier komme til orde: Ida Auken fra SF, Mette Gjer-

50

skov fra Socialdemokraterne og Margrethe Vestager fra Radikale Venstre.

Mette Gjerskov: Hvad er de mest centrale forskelle på Socialdemokraternes overordnede miljøpolitik og regeringens?

Det helt centrale er nok, at vi tager udgangspunkt i naturens tålegrænser frem for beskyttelse af særlige sårbare områder med elitenatur. Vi har således et bredere naturbegreb, hvor danskernes hverdagsnatur, moser, enge og grøftekanter også skal beskyttes. Og så ser vi helt afgørende forskelligt på landbrugets rolle i naturbeskyttelsen. Vi vil ikke bare mere produktion – vi er parate til at omlægge landbrugsstøtten, så den også kan ydes til naturpleje.

Hvor ser Socialdemokraterne de største ” fejl” og ”mangler” i regeringens udspil Grøn Vækst?

Princippet er, at ”forureneren betales” og ikke ”forureneren betaler”. Regeringen har fx fraskrevet sig enhver mulighed for at bruge økonomiske instrumenter for at få et bæredygtigt landbrug. Enhver reduktion i brugen af sprøjtemidler bliver betalt kontant med skattelettelser. Samtidig er regeringen højst parat til at gå med til et naturbeskyttelsesniveau, der svarer til EU’s minimumskrav, hvor vi før i tiden havde langt højere standarder end resten af EU. Danmark er slet ikke det grønne lokomotiv i miljødebatten mere.

Hvad er umiddelbart de mest centrale lighedspunkter mellem SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstres miljøpolitik?

Vi har et fælles mål om økologi og bæredygtighed og en fælles indsats i forhold til Grøn Vækst, hvor vi stillede fælles krav til regeringen. ►

51

Dengrønne dagsorden ►

52

Hvad er p.t. Socialdemokraternes eget vigtigste udspil af miljømæssig karakter?

Vi er i den groteske situation, at vores top-tre udspil alene handler om at få regeringen til at overholde gældende aftaler og lovgivning. Nemlig at nedbringe landbrugets overforbrug af sprøjtegift, som er steget med 50 pct. siden 2002, at få miljøministeren til at sikre kommunernes overholdelse af Naturbeskyttelsesloven, hvor især beskyttelsen af de særligt sårbare §3-områder er katastrofalt ringe, og endelig at sikre en bedre ”gyllelov”, så miljøgodkendelser i landbruget reelt beskytter miljøet.

Det er ikke for meget at sige, at den danske naturpolitik hænger i laser.

Hvad er den største miljømæssige ”skandale” i nyere tid?

Det er EU’s bratte ophør med braklægning uden at sikre naturen. I Danmark har den halsløse gerning betydet tab af 100.000 hektar natur, uden at regeringen har så meget som skyggen af en plan til genopretning af det tabte.

Hvilke mere grundlæggende faktorer udgør de største trusler mod miljøet?

Ikke bæredygtigt landbrugs- og skovdrift er den største trussel mod naturen både i Danmark og resten af verden. Hertil kommer en manglende eller halvhjertet klimaindsats.

Hvordan skaber vi et mere bæredygtigt samfund?

Fødevareproduktion, dyrkning af marker og fældning af skove er den største trussel mod naturen. Enhver udvikling skal derfor ske i pagt med naturen. Hvis skove fældes et sted, skal der plantes nye skove et andet sted. Vi skal ikke eksportere vores kemikalieeventyr til resten af verden, men basere udviklingen på vores gode erfaringer med økologi.

Hvad håber Socialdemokraterne resultatet bliver af Klimatopmødet i København?

En ambitiøs aftale med konkrete reduktionsmål og en troværdig finansieringsmodel, så der sikres penge til klimaindsatsen ikke mindst i udviklingslandene. En finansieringsmodel kunne fx være baseret på løbende indtægter fra salg af CO2 kvoter og afgifter på international forurening som fly- og skibsbrændstof. Dermed er der skabt en fast indtægtskilde. En løsere mo-

del, hvor de rige lande yder hver deres bidrag, som er afhængig af det enkelte lands årlige finanslov, har ikke vist sig at være særlig stabil på udviklingsområdet.

Hvordan gør partiet for at påvirke resultatet i den retning?

Vi presser på ad alle politiske kanaler – regeringen, det nordiske samarbejde, søsterpartier og kontakter. Vi stiller løbende forslag om yderligere satsning på vedvarende energi, flere vindmøller, flere solceller, produktion af biomasse og biogas.

Imidlertid har regeringen nægtet at følge den ambitiøse linje og dermed solgt ud af den bedst tænkelige forhandlingsposition.

Hvad er omvendt worst case scenario, når det gælder Klimatopmødet?

Vi mener ikke, at der skal indgås en aftale for enhver pris. Hvis det højeste, der kan opnås, er en vattet aftale, som freder landene for kontante CO2-reduktioner i mange år fremover, ser vi hellere et sammenbrud i forhandlingerne, så der er mulighed for at genoptage forhandlingerne senere.

Ida Au k e n: Hvad er de mest centrale forskelle på SF’s overordnede miljøpolitik og regeringens?

Regeringen ser miljøpolitik som en begrænsning og søger mod laveste fællesnævner i EU og internationalt, mens SF ser miljøpolitik som et positivt konkurrenceparameter i forhold til fremtidens produktion og teknologi, og søger regionale og internationale alliancer for at få lavet bindende aftaler.

Hvor ser SF de største ” fejl” og ”mangler” i regeringens udspil Grøn Vækst?

Udspillet lever ikke engang op til EU’s minimumsregler, fx inden for vandrammedirektiver, og det ignorerer behovet for flere grønne ”korridorer i hverdagsnaturen”.

Det har genindført uforsigtighedsprincippet, der fx betyder at man ikke vil reducere produktionen af kvælstof mere end højst nødvendigt – altså ikke reducere mere blot for at være på den sikre side. Landbruget har således fortsat særstatus, og den generelle forarmning af naturen fortsætter.

Hvad er umiddelbart de mest centrale lighedspunkter mellem SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstres miljøpolitik?

Vi har alle en international tilgang, hvor

Danmark sammen med ligesindede lande skal gå forrest i kampen for et bedre miljø.

Derudover har vi en fælles forståelse for behovet for en robust natur, for hvordan vi udfaser brugen af fossile brændstoffer og for målrettet at få gjort op med brugen af farlige kemikalier. Derfor er vi også enige om gennemførelsen af EU’s omstridte kemikalielov REAC. Hvad er p.t. SF’s eget vigtigste udspil af miljømæssig karakter?

Vores Naturplan for Danmark, der består af fire målsætninger og 10 virkemidler, der skal sikre, at naturens mangfoldighed fra og med 2010 ikke længere forringes.

Udspillet lægger op til, at en tredjedel af landet skal udgøres af naturarealer, og så indeholder det en klar og meget tiltrængt definition på begrebet ”natur”.

Hvad er den største miljømæssige ”skandale” i nyere tid?

At fortielser, spin og magtfordrejning for alvor har vundet indpas af hensyn til særinteresser og egen vinding. Miljøministerens pressemeddelelse om OECDs vurdering af dansk miljøpolitik undlader fx at nævne OECD’s kritik, og citerer kun anbefalinger og ros. Den tidligere miljøministers favorisering af sin tidligere arbejdsplads (Sommersted Skole) i forbindelse med udbud af tilskud til grønne formål er et andet eksempel. Kommunalreformen har også muliggjort tilbagekomsten af ’sognerådspolitik’.

Hvad mener du med ”sognerådspolitik”?

Kommunalpolitikerne har et større incitament til at se igennem fingre med lokale miljøovertrædelser, end amterne havde.

For nylig fik kommunalbestyrelsen i Ringkøbing-Skjern kommune således anbefalet at politianmelde op til 20 bønder, der havde overtrådt Naturbeskyttelseslovens paragraf 4. Bestyrelsen indgav kun 5 politianmeldelser, der førte til påbud. Efterfølgende har DN dokumenteret, at der er tale om 20 overtrædelser, hvor landmænd har opdyrket beskyttede naturområder.

Hvilke mere grundlæggende faktorer udgør de største trusler mod miljøet?

De otte tabte år under Bush er den korte version, der handler om, at miljø og klima ses som omkostninger og ikke som langsigtede investeringsmuligheder. Dernæst

G r i b de bat t e n: 100 procent økologisk landbrug, genindførelse af

REACH, forurening i byerne eller fældning af skovene?

Hvor mener du, samlingspunkterne lyser op, og hvor dybt stikker forskellene? Grib debatten og bliv klogere på dit eget og de andre oppositionspartier.

Du kan bidrage med dine synspunkter på www. radikale.net/emner, hvor Det indre ringhjørne er oprettet som emne.

vil jeg pege på energiselskabernes magt og indflydelse samt klimafornægtelsen, der eksisterer side om side med kampen for bindende klimaaftaler.

Hvordan skaber vi et mere bæredygtigt samfund?

Oppefra og ned skal vi have 1) afviklet brugen af fossile brændstoffer, 2) gennemført en global, bindende konvention på kemikalieområde, 3) en global vandaftale og en global havstrategi vedrørende ressourcer og beskyttelse, 4) stabiliseret befolkningstallet og 5) fjernet handelsbarrierer.

Nedefra og op skal vi have mobiliseret befolkningen til at ændre livsstil og præferencer og få dem til at involvere sig i miljø og klimaspørgsmål.

Og på tværs skal vi have 1) grønne offentlige indkøb, 2) turbo på udviklingen af miljøteknologier, 3) introduceret bæredygtighed i alle sektorer, begyndende med ministerierne og det offentlige.

Hvad håber SF resultatet bliver af Klimatopmødet i København?

En aftale som til fulde respekterer 2 graders målsætningen, og som er baseret på en tilstrækkelig finansiering, ikke mindst i forhold til klimatilpasning og omstilling i de fattige lande. Desuden skal aftalen bane vejen for et videre samarbejde om yderligere reduktioner, teknologisamarbejder osv.

Hvad er omvendt worst case scenario, når det gælder Klimatopmødet?

En aftale, der er fyldt med fine ord, men som ikke indeholder de rigtige målsætninger, mekanismer og en tilstrækkelig finansiering. Allerværst vil det være, hvis aftalen har indbyggede stopklodser for genoptagelse af forhandlingerne, så vi ikke vil kunne forbedre den i mange år fremover.

M a rgr et h e V e stage r : Hvad er de mest centrale forskelle på Radikale Venstres overordnede miljøpolitik og regeringens?

Radikale Venstre udvikler politik, når samfundet har brug for det, og har ingen tabuer og ideologiske hensyn som fx skattestoppet. Der er hårdt brug for et skattesystem, der tilskynder til investeringer i effektiv og vedvarende energi, mens regeringen forsømmer enhver lejlighed til at gøre skatten grøn.

Hvor ser Radikale Venstre de største ” fejl” og ”mangler” i regeringens udspil Grøn Vækst?

Udspillet rummer ingen reel forbedring af landbrugets brug af sprøjtemidler. Planens målsætninger om etablering af sprøjtefri dyrkningszoner og naturarealer opfylder blot allerede indgående aftaler og krav fra EU. Radikale Venstre vil omvendt fordoble naturarealerne og omlægge landbruget til økologisk drift, således at 20 pct. af landbrugsarealet er økologisk i 2020 og meget gerne 100 procent på længere sigt. P.t. mangler der dog forskning, der kan sikre, at den økologise produktion bliver mere rentabel.

Hvad er umiddelbart de mest centrale lighedspunkter mellem SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstres miljøpolitik?

Alle tre partier har ambitiøse og realistiske målsætninger, der svarer til de anbefalinger, som miljø- og klimaforskere samt miljøøkonomer giver. Det gælder fx CO2reduktion, anvendelse af vedvarende energi og reduktion af anvendelsen af giftstoffer i landbruget.

Hvad er p.t. Radikale Venstres eget vigtigste udspil af miljømæssig karakter?

Det seneste udspil ”Skat der virker” griber til det mest effektive middel i miljøpolitikken – nemlig anvendelsen af miljøafgifter. Vi mener, at forureneren betaler-princippet bør være gældende, og derfor skal det koste at forurene. Modsat skal husholdninger og virksomheder have en afgiftsrabat, hvis de fx køber en energieffektiv bil.

Hvad er det mest ”opsigtsvækkende” forslag i det?

Radikale Venstre vil have reelle afgifter på virksomhedernes energiforbrug og afgifter i landbruget. Desuden vil vi indeksere miljøafgifterne, så de ikke udhules i takt med, at priserne stiger. Her adskiller Radikale Venstre sig fra både regeringen og fra S-SF. Hvad er den største miljømæssige ”skandale” i nyere tid?

Regeringen har efterhånden et længere miljø-synderegister, fordi den ikke handler i tide, men hellere satser på Bjørn Lomborg. Regeringen har bl.a. udskudt vigtige handlingsplaner, fx for reduktion af transportsektorens CO2-udsslip, og aflyst frem-

adrettede projekter som opsætningen af tre hav vindmølleparker. I stedet har regeringen givet frit spil for øget forurening ved at indgå aftaler med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – bl.a. om tilladelse af kulfyring på to store centrale kraftværker.

Hvad eller hvem udgør de største miljømæssige trusler? Nu og her såvel som på langt sigt?

Radikale Venstre ser luftforurening i de større byer som en af de største miljømæssige problemer nationalt. På verdensplan er den globale opvarmning vores største miljøtrussel.

Hvordan vil Radikale Venstre definere et bæredygtigt samfund?

Det er et samfund, der sikrer fremtidens generationer samme eller bedre muligheder end nutidens generationer. Et samfund, der fungerer i overensstemmelse med vugge til vugge-princippet.

Hvad håber Radikale Venstre bliver resultatet af Klimatopmødet i København?

Radikale Venstre håber, at vi får en global aftale, der forpligter i-landene til at reducere udledningen af CO2 svarende til de anbefalinger, FN’s klimapanel har givet, og samtidig sikrer, at u-landene har råd til at tilpasse sig de klimaændringer, der uundgåeligt kommer.

Hvad er dit eget bud på at sikre det?

Vi bør anvende provenuet fra kvotesalget til at finansiere klimainitiativer i udviklingslandene. Og Danmark skal være villig til at betale sin del af regningen fx ved at melde ud, at vi lægger fem milliarder kroner på bordet. Så ville man have en standard, som de andre rige lande kan forholde sig til.

Hvad er worst case scenarioet, når det gælder Klimatopmødet?

Det værste, der kan ske, er, at vi ikke får en forpligtende global aftale. Det næstværste er, at vi får en aftale, men at den er så ringe, at den reelt ikke kommer til at gøre nogen forskel. □

53

radikal ungdom

Integration på kommunalt plan Ifølge dansk integrationslov er det helt og holdent kommunernes ansvar, at integrationen bliver en succes. Og dét uanset, hvor mange forhindringer VKOregeringen så lægger til hindre for dette på nationalt plan: starthjælp som har genskabt fattigdom i Danmark, 450-regel som er direkte møntet på nydanskere samt afskaffelsen af modersmålsundervisningen, som medvirker til både indlæringsvanskeligheder og rodløshed. Dette krydret med et tvist af fjendtlighed: dumme burka-debatter og populistisk moskémodstand. I virkeligheden er det simpelt: Dét man søger fra VKO’s side er ikke andet end konfrontationen. Hele tiden forsøger man at prikke til en gruppe – som paradoksalt nok ikke engang er en gruppe, men derimod vidt forskellige, helt som gammeldanskere er det – indtil man opnår forløsning: Konfrontation! Dét der berettiger ens politiske eksistens.

Selvstyre Men sådan skal det nødvendigvis være.

For i Danmark er der heldigvis i udstrakt grad kommunalt selvstyre, hvilket betyder at en hel masse gode løsninger kan gøres til virkelighed på integrationsområdet. Såfremt vi altså vælger de rigtige folk og prioriteringer. Frem for trusler om at tage Gellerup-forældrenes børnepenge kunne man bruge krudt på opsøgende socialt arbejde. I stedet for moskéhistorier i dommedagskategorien burde man fortælle historier om glade børn i kvarterets lektiehjælp. Sidst men ikke mindst skulle et land, som bekender sig til menneskerettighederne og det enkelte individs eksistensret også lade diskriminationsproblemet – som rent faktisk er ganske udtalt i det danske samfund – få langt større fokus. Radikale Venstre er det eneste parti, der adresserer problemet i VKO’s uheldige prioriteringer. Det skal

vi vedblive at gøre – især ved kommende kommunalvalg. Det er nemlig i kommunerne, at de egentlige forskelle for det enkelte menneske på dette område kan opnås. Så selvom VKO har udstukket nogle temmelig håbløse rammer, så skal vi på

Vækst og velfærd 2.0 Radikal Ungdoms økonomi og er-

hvervsudvalg har kigget det gamle vækst og velfærdsprogram igennem og ændret, redigeret, skrevet til og opdateret, og nu relanceret udspillet, under den kreative titel vækst og velfærd 2.0. Det nye program lægger op til dramatiske ændringer i ”den klassiske velfærd”, ændringer der er nødvendige for at forhindre det fuldbyrdes generationstyveri som finder sted anledt af den nuværende regering og deres manglende reformiver. Det nye vækst og velfærdsudspil fra Radikal Ungdom skal ses som et ungdommeligt bud på hvordan Danmark i fremtiden skal håndtere den skrantende velfærdsstat alias Danmark. Det er alment kendt at Danmark i fremtiden vil stå med et større underskud end det historiske som en drypsvedende finansminister frem54

lagde i år, såfremt der ikke snart bliver gjort noget dramatisk. I udspillet lægges der op til flere større ændringer, ændringer som ikke alle er lige behagelige men som RU anser for nødvendige for at sikre en velfærdsstat hvor der forsat er plads til god velfærd og vækst.

Programmet er opdelt i to dele, første del hvor der fokuseres på skatteområdet og en del 2 hvor der sættes fokus på de mange andre vigtige områder. Dette grundet at Danmark er bygget op om skatten som væsentligste indtægtskilde som grundlag for vores velfærd.

Konkret drejer det sig om afskaffelse af efterlønnen, og indførelse af en ny fleksibel tilbagetrækningsordning, der tager udgangspunkt i det enkelte individ. Øget bolig og miljøbeskatning, som skal afhjælpe dels klimaforandringer ved

forhåbentlig heraf følgende lavere energiforbrug, samt mindske det uretfærdige forhold der trods krise og andet stadig er mellem boligejeres investering og hertil følgende afkast. Forslag om revurdering af førtidspensionister, således at førtidspensionister for mulighed for at komme tilbage i arbejde såfremt deres vilkår gør det muligt. Massive investeringer i uddannelse og forskning som sikrer, at Danmark i fremtiden har det immaterielle råstof som skal til for, at sikre vækst og fortsat udvikling i erhvervssektoren såvel som den offentlige sektor.

Uanset man vil det eller ej, er der behov for reformer hvis Danmark skal gå en lys fremtid i møde med lav arbejdsløshed og vækst i BNP, samt penge på kistebunden til at kunne foretage investeringer nu, såvel som fremadrettet, i de

RU fo r m and e ns kl u m m e

Hverdagens kommunale superhelte Kom m u nal - o g r e gionsval ge n e står for døren, og kampag-

med den radikale arbejdshandske og sætte kampen ind på et af de områder, der er ”vores” – nemlig positiv integration.

Tekst: Liv Holm Andersen, integrationsordfører og kandidat til Århus byråd

ting som er nødvendige for velfærdsstaten Danmark, så vi fortsat kan leve i et samfund hvor der er plads til alle. Radikal Ungdom har indset behovet for reformer, det samme har Radikale Venstre, nu venter vi bare spændt på de øvrige partier, for en ting er snak om villighed til reformer, en anden er konkret handling, og den er der behov for nu.

Tekst: Sebastian Hvid Jedzini, økonomi og Erhvervsordfører Radikal Ungdom.

nerne er de fleste steder allerede skudt i gang. Med over 45 ungradikale kandidater på de radikale lister udgør Radikal Ungdom en integreret del af valgkampen, og vores lokalforeninger arbejder over hele landet på livet løs for at hive mandaterne hjem for partiet. De kan dog bruges til mere end heppekor for aldrende kandidater. Først og fremmest giver de ungradikale energibomber partiet mulighed for at nå nye og yngre målgrupper - især på de lokale uddannelsesinstitutioner. Men Radikal Ungdom er også en kreativ åre, som partiet kan tappe for at få endnu større gennemslagskraft i valgkampen.

Vores tilgang til valgkampe er grundlæggende sjov-vildere-vildest. Det er muligt at skabe kampagner, der har et konstruktivt politisk budskab og er sjove og provokerende på samme tid. Pumpning af dæk og smøring af kæder for at sætte fokus på vilkårene for cyklister og opholde dem i lang tid nok give en folder og en snak. Oppustelige køer, der kan springes over for at få bilerne ud af byen og flere til at benytte sig af den kollektive trafik. Leje af busser til natkørsel for at vise, at der er et passagergrundlag for en bestemt rute. Listen af ideer er uudtømmelig, men som disse trafikpolititiske eksempler viser, behøver kommunal- og regionspolitik ikke være hverken svært eller kedeligt at formidle. Udfordringen er at kommunikere det gennem letforståelige happenings, som aktiverer de forbipasserende.

Under europaparlamentsvalget blev vores maskot Eumo, det radikale EU-monster, en skattet gæst til events, og både små børn og medierne elskede den. Eumo viste, at EU faktisk ikke er så farligt, som højrefløjen vil udråbe det store EU-monster til. Tværtimod uddelte den slik, flag, balloner og rettigheder. Tidligere har peanuts og kyllinger protesteret mod regeringens manglende reformiver. På samme måde vil Radikal Ungdom under kommunalvalgkampen lancere vores nye venner, nemlig hverdagens superhelte: Lærerman, SOSUwoman og Superpædagogen. De løser de opgaver, som får det danske samfund til at hænge sammen, men de har en formidabel modstander i den onde Dr. Bureaukrato, der spreder skræk og rædsel i den offentlige sektor. Han er nemlig i besiddelse af det eneste våben, som hverdagens superhelte ikke kan modstå: papir. Radikal Ungdom vil bistå hverdagens superhelte i at redde verden ved hjælp af en tillidsreform, der fjerner unødig kontrol og overflødigt papirnusseri.

I mange kommuner vil valgkampen formentlig blive udlagt som et præsidentvalg mellem spidskandidater fra Venstre og Socialdemokraterne. Det risikerer at drukne de små partier og deres politiske forslag. Med hverdagens superhelte og resten af Radikal Ungdoms arsenal af gode ideer er der rig mulighed for at skabe en sprudlende lokal og regional valgkamp, der giver masser af opmærksomhed og en markant og selvstændig profil.

Herfra skal der lyde et held og lykke til alle kandidater. Må det bedste parti vinde!

Emil Dyred, landsformand for Radikal Ungdom 55

udef r a

Kvinder og kommunalbestyrelser

V Tekst:

Randi Iversen, forkvinde Kvinderådet

il man være borgmester i Danmark er det en overordentlig god karrierestrategi at hedde Erik. Efter kommunalvalgene i 2005 kunne otte Erik’er hænger borgmesterkæden om halsen – det samme kunne otte kvinder. Det kommunalpolitiske Danmark er et af de områder, hvor vores tro på Danmark som et ligestillingsforegangsland virkelig kommer til kort. Det er en af landets mest uligestillede bastioner. Under 700 af vores over 2500 kommunalbestyrelsesmedlemmer er kvinder og pt. er blot 7 af vores 98 borgmestre en kvinde. Hvad angår kvindelige kommunalbestyrelsesmedlemmer har tallet på de omkring 27 procent ikke ændret sig i over 20 år. En kommunalforsker har regnet sig frem til, at hvis stigningstaksten for kvinder i kommunalbestyrelser bliver som mellem valgene i 2001 og 2005 har vi lige repræsentation på den anden side af år 2300!

Så længe har Kvinderådet ikke tænkt sig at vente. Med udgangspunkt i ovenstående har Kvinderådet derfor udpeget lørdag den 7. november til national kampagnedag for flere kvinder i kommunalpolitik. Vi mailer og ringer rundt til de kvindelige kandidater og opfordrer dem til – på tværs af partifarve – at føre fælles valgkamp om formiddagen.

Kandidaternes imødekommenhed har været overvældende. Når dette skrives, sidder der kvindelige kandidater i 60 af landets kommuner og planlægger fælles aktiviteter den 7. november. Vi fortsætter arbejdet med at få fat i kandidaterne i de resterende kommuner.

Fantasien er stor lige fra klassiske ”vi mødes på torvet og deler valgmateriale ud” til speeddating med en kvindelig kandidat, traveture med kandidaterne, modeshows og cafemøder. Senere på

56

dagen den 7. november inviterer Kvinderådet de kvindelige kandidater til netværksarrangementer i hhv. Århus og Odense med indlæg, underholdning og forhåbentlig masser af lokal presse.

Halvdelen af magten Men hvorfor er det nu, det er så vigtigt, det der med den lige repræsentation? Et for mig helt indlysende svar er, at når kvinder udgør halvdelen af befolkningen, ja så skal man også have halvdelen af magten. Sidde med der hvor visionerne starter, rammerne udstikkes og beslutningerne tages. Her indvender de der mener, at mænd og kvinder stort set er ens, at det da er et fedt. Hertil må indvendes, at selv om kvinder og mænd skulle være næsten ens, så lever kvinder og mænd generelt set forskellige liv i dagens Danmark. Forskellige liv der fordrer forskellige tilbud og udbud i eksempelvis den kommunale service.

Eksempler kunne være: Kvinder tager en meget lang barselsorlov, mænd en meget kort. Kvinder kører oftere med offentlig transport end mænd. Mænd tager oftere bilen end kvinder. Kvinder er oftere enlige forsørgere end mænd.

Mænd sparer mere op til pensionen end kvinder. Dagligdage og liv der giver forskellige erfaringer og forskellige behov, der skal i spil i lokalpolitik. Det er derfor vigtigt, at kvinder og mænd høres lige og er repræsenteret lige både i folketing, regioner og kommuner, hvor rammerne og mulighederne for deres liv udstikkes.

Sammen er vi bedst, så det er ikke en ”fjendtlig overtagelse”, vi er i gang med. Vi vil bare have halvdelen af kommunalbestyrelsespladserne og halvdelen af borgmesterkæderne.

Skulle det nu ikke lykkes denne gang, vil jeg på det kraftigste opfordre partierne til at ryste posen. Det er nød-

Randi Iversen

vendigt kritisk at se på det kommunale feudalsystem – undskyld demokrati. Er det betalte kommunalbestyrelsesmedlemmer vi skal have, er det lynlåsprincipper på valglisterne, er det kvoter, er det ”stem på en kvinde” kampagne fra højeste sted eller noget helt andet. En ting er sikkert – ender vi igen-igen på omkring de 27 procent, skal mit første barnebarn – uanset køn – hedde Erik.

Udefra er Radikal Politiks nye klummeserie, hvor vi beder en markant dansk personlighed udefra partiet om sit syn på et aktuelt emne. Denne gang er det forkvinde i Kvinderådet Randi Iversen, der skriver om en kampagnedag i forbindelse med kommunalvalget.

k u lt u rk a r r u sel le n

Kulturkarrusellen er Radikal Politiks interviewserie, hvor vi udfritter en radikal profils kulturforbrug. Denne gang er det EP spidskandidat og folketingskandidat, Sofie Carsten Nielsens kulturforbrug, der får en tur i karrusellen.

Hvornår var du sidst i biografen og hvad så du?

Lidt trist at skulle indrømme, synes jeg, men på den anden side er jeg sikker på, at jeg ikke er alene. Den sidste film jeg har set er ”Sorte Kugler” i Tisvilde Bio her i sommerferien med min mand.

Det var den eneste der gik, og det var første gang i mindst et halvt år, at jeg var i biografen – pga. både fødsel og valgkamp.

Er der en film, som du vender tilbage til igen og igen?

Jeg har ikke rigtig nogen eviggyldig klassiker, men danske socialrealistiske klassikere som ”Kundskabens Træ”, ”Se min smukke navle” og ”Tro, Håb og Kærlighed”, dem kan jeg se rigtig mange gange. Jeg kan adskillige citater fra dem, som alle på min alder, der er født og opvokset i Danmark kan genkende. De har sat sig spor.

Ser du tv-serier?

Ja! På DVD. Det er derfor jeg er afhængig af maskinen. Det er børnefamiliers redning – sådan en times koncentreret underholdning i ny og næ når ungerne sover. Og så har jeg fundet verdens bedste serier. ”The Wire”, ”West Wing”, ”The Sopranos” og lige nu er vi i gang med ”Mad Men” og ”Six Feet Under”. Fedt, fedt TV.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

En del forskellige. Flere er gået lidt i stå, men er i gang med Bernard Malamuds ”The Fixer” og Jesper Juuls ”Dit Kompetence Barn”. Vi har jo en dreng på tre år... Er lige blevet færdig med ”Naiv.Super.” af den norske forfatter Erlend Loe som jeg fik af et par gode venner efter valgkampen. Tankevækkende og sjov samtidig.

Hvad har du sidst set i teatret?

Al for lang tid siden. Kan ikke engang huske det. Beklager. Jeg har to ret små børn, jeg vender stærkt tilbage om nogle år. Den sidste forestil-

ling der gjorde stort indtryk på mig var forestillingen ”Undskyld”, der gik for et par år siden. Jeg har aldrig grinet så meget og så længe. Den handlede om fire kvinder og deres helt almindelige liv og bekymringer. Og nej, det var ikke Bridget Jones – det var langt, langt mere begavet.

Hvad bruger du museer til?

Til at lufte ud i hovedet. Og ind imellem til lige at svinge en tur ind forbi og ”gå tur”, hvis det regner f.eks. Vi bor i indre by – tæt på mange muséer.

Fortæl om en overset kulturperle du holder af?

København er fuld af grønne åndehuller, som jeg sætter stor pris på og bruger. Nu mens jeg er på barsel har jeg et morgenritual, hvor jeg går en tur i Botanisk Have, når Villads skal sove sin første lur. Ser på skilpadder, der soler sig og læser avisen. Tættere på et zen-øjeblik kommer min utålmodige sjæl sjældent. Landbohøjskolens Have er også smuk at gå tur i, og der er dukketeater i Kongens Have hver søndag i sommermånederne.

Hvilken kulturform bruger du mindst?

Jeg går ikke til ballet og sjældent i operaen (jo, men ikke for at høre opera). Et svigt i min opdragelse vel sagtens. Jeg elsker at gå til koncerter til gengæld.

Hvad er der af kultur i din arbejdsdag?

For lidt. Vi har en kunstklub på mit arbejde, og en låneordning med kunst, vi hænger op, men det er også det.

Hvordan slapper du bedst af med kultur?

Koncerter og biografture er rigtig god afslapning. Hvis ikke det lykkes på anden vis, så er det en sikker måde til lige at blive taget lidt ud af hverdagen og slippe blikket på den næste deadline. Det er sundt, og noget jeg helt klart vil arbejde med.

57

bøger

Histor ien om et Neder lag Den danske regionskonstruktion Kurt Klaudi Klausen og Henrik Christoffersen Syddansk Universitetsforlag Læst af Tomas Beck Madsen ”Juni 2004. Politisk af-

tale i Folketinget. Dag nul efter strukturreformen: Amterne har tabt på alle fronter, de har tabt kampen om strukturreformen og står med ryggen mod muren.

Sejrherrerne triumferer. Regeringen har i juni måned med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen indgået en historisk aftale med sit støtteparti, Dansk

Folkeparti, om den største omkalfatring af det danske kommunestyre i nyere tid.

Så skarpt er linjerne trukket op i bogen ”Den danske regionskonstruktion”, der udkom i august. Forfatterne – professor Kurt Klaudi Klausen, Syddansk Universitet, og forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS – giver en særdeles grundig og afdækkende gennemgang og analyse af skabelsen og implementeringen af den danske regionsmodel i perioden 2004 til 2008.

Forfatteren bruger Region Midtjylland som case; en region der opstod på ruinerne af Århus Amt, Ringkøbing Amt, hovedparten af Viborg Amt samt den nordligste del af Vejle Amt, og som fik hovedby i Viborg.

Nyt koncept Bogen kunne også kaldes ’Historien om et nederlag og dets konsekvenser’. For sådan må det have været oplevet af politikere, embedsmænd og medarbejdere i amterne, der var oppe mod magtfulde fjender. Og hurtigt stod det klart for beslutningstagerne i amterne, at regionerne ikke ville blive en moderniseret udgave af amterne med en måske lettere tilrettet por-

R a d i k al Pol it i k a nbefale r: Lyt til elefanterne – digital kommunikation i

praksis handler om, hvordan man som politiker, virksomhed eller organisation navigerer i det digitale univers. Bag bogen står Astrid Haug og Anna Ebbesen, der begge har stor erfaring med kommunikation – også i Radikale Venstre, hvor Anna Ebbesen har arbejdet for partiet på Christiansborg, mens Astrid Haug netop er vendt tilbage fra barsel til sit job som pressechef for Klaus Bondam, hvor hun nu arbejder med klimakommunikation. Bogen giver konkrete råd til, hvordan man kan kommunikere i cyberspace og sociale netværk til størst mulig gavn for sagen.

Det handler ikke om blot at poste sine budskaber ud via blogs, Facebook, Twitter. Vilkåret for digital kommunikation er dialog, slår de to forfattere fast, der også går bag om radikale.net Lyt til elefanterne er netop udkommet.

58

tefølje. Nej, regionerne blev reelt til politiske sygehusbestyrelser uden ret til skatteudskrivning, uden kommunal fuldmagt, uden faste udvalg osv. Regionerne var kort sagt et helt nyt politiskadministrativt koncept, der lå langt fra den traditionelle decentrale, selvforvaltende lokale politiske enhed i Danmark. Og den eneste lønnede fuldtidspolitiker blev regionsformanden, som dermed blev regionspolitiker i en klasse for sig. Klausen og Christoffersen beskriver amternes modstandskamp og resignation og regionernes gradvise etablering, der i Midtjylland lykkedes bedre på nogle områder end andre.

Forfatterne opstiller to mulige fremtidsscenarier for de danske regioner, som begge nærmest overflødiggør de valgte regionsrådsmedlemmer: En model, hvor regionerne bliver selvstændige sygehuskoncerner med en stærk folkevalgt formand og et svagt folkevalgt regionsråd. Og en model, hvor regionerne afpolitiseres og gøres til professionelle administrative forvaltere af en statslig sygehuspolitik.

Radikalt bud En tredje vej, som er befriende

– men desværre måske utopisk – er det radikale bud om en decideret re-demokratisering på det regionale niveau. På det netop afholdte landsmøde vedtog de delegerede således en resolution om at styrke det regionale demokrati og sikre en mere kvalificeret drift og sagsbehandling på miljø- og handicapområdet, konkretiseret i følgende målsætninger: – At regionerne får et centralt ansvar i natur- og miljøspørgsmål.

– At regionerne får et øget ansvar for tilbuddene til specielt de mindre handicapgrupper.

– At regionerne får ret til at udskrive skat.

– At regionerne får større frihed til at organisere det politiske arbejde i regionsrådet.

Tiden vil vise hvem der får ret i forudsigelserne, og om regionsrådsvalget den 17. november bliver det sidste, sådan som nogle har spået. Og før nogle af de store kommuner glæder sig for meget til en regional nedsmeltning, bør de nok overveje om de selv kan blive den særdeles uliberale centralismes næste ofre.

Tomas Bech Madsen er medlem af Forretningsudvalget i Radikale Venstre.

en sidste dans er udkommet på Forlaget Sohn og er en tragikomisk beretning om en mands møde med kræften og ikke mindst det danske behandlersystem, der snarere et ventesystem end et behandlersystem.

I ventesalene fordriver man tiden med at tale om mirakelkure og knytte nye venskaber. Her møder fortælleren den tidligere balletdanserinde Lydia, som har mistet begge bryster, men stadig har livs-

SUPERBRAND Det politiske Superbrand Mads Christian Esbensen og Bo Bredsgaard Lund Børsens Forlag Læst af Niels Krause-Kjær ”Politik er personer”,

citerer de to forfattere af bogen ’Det politiske superbrand’ TV2’s politiske redaktør Henrik Qvortrup for at have sagt.

Forfatterne, Mads Christian Esbensen og Bo Bredsgaard Lund, gennemgår herefter de evner, politiske ledere skal have og tager derefter en række politikere én efter én og trækker dem igennem superbrandanalysen. Synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed

modet i behold. Da Lydia dør, er livsmodet svært at holde oppe. Behandlingerne trækker ud, og ingen kan fortælle, hvordan det hele vil ende. Men så inviterer den kræftsyge lastbilchauffør Orla fortælleren med på en sidste tur til Berlin. Måske er der alligevel tid til en sidste dans?, som foromtalen til bogen spørger.

Den sidste dans er skrevet af Torben Lange og giver et tankevækkende indblik i dagens behandlerdanmark.

og karisma er ifølge forfatterne tilsammen de egenskaber, som skaber den komplette politiske leder – hvis alt altså er til stede i tilstrækkeligt omfang. At politik er personer, er et mantra, som efterhånden er blevet gentaget så mange gange de seneste år, at det nærmest er blevet en etableret sandhed, man ikke behøver at argumentere for eller imod. Personspørgsmålet betyder alt i moderne politik, lyder det.

Men er det nu også helt rigtigt? Hvis personspørgsmålet er så altafgørende, hvordan forklares så, at Det Konservative Folkeparti under så forskellige ledere som Per Stig Møller, Pia Christmas-Møller, Bendt Bendtsen og Lene Espersen har ligget ganske fast med 10 procent af vælgerne bag sig plus-minus en smule gennem mere end et årti? Tiderne har oven i købet været meget forskellige skiftende mellem opposition og regering samt indre uro og nogenlunde ro. Hvordan forklarer man, at Socialdemokraterne uanset så forskellige formænd som Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt siden 2001 har ligget ganske lavt og stabilt på 25 procent af vælgerne plus-minus en smule?

Måske er forklaringen, at politikken altovervejende var

den samme eller lige uklar, og det gennemskuede vælgerne naturligvis trods forskellige indpakninger. For hvis den personlige karisma, erfaring, køn og evne til oneliners virkelig betyder så meget, så burde meningsmålinger og valgresultater jo være hoppet op og ned. Det skete ikke.

Politikken skiftede Åh jo, det skete, da Fogh afløste Ellemann og da Søvndal afløste Nielsen. Men hvad skete der ved de lejligheder?

Nemlig. Der blev skiftet politik. Se dét reagerer vælgerne på. De er nemlig slet ikke så dumme og overfladiske, som man nogle gange kan få indtrykket af, er den almindelige opfattelse. Den altovervejende del af bogen ’Det politiske superbrand’ er en gennemgang af tolv ledende danske politikere samt det nuværende globale superbrand, USA’s præsident Barack Obama. Endelig er der en hurtig gennemgang af nogle lokale kendiser som Lars Kolind, Jørgen Poulsen og Paula Larrain. Gennemgangen af de danske toppolitikere bygges hver gang over samme skabelon og bliver noget ensformig, refererende og forudsigelig efterhånden som siderne vendes. Hver

politiker afsluttes med en edderkoppelignende graf, hvor alle egenskaberne er sat ind og på den måde giver indtryk at være vældig akademisk.

Blandt de undersøgte politikere er naturligvis også Radikal Venstres Margrethe Vestager. Hun scorer højt på – surprise! – på politisk håndværk, visioner og troværdighed. Derimod kniber det, ifølge forfatterne, med synlighed og karisma. Tidligere partifælle Naser Khader scorer omvendt lavt på politisk håndværk. Det havde vi næsten gættet. Til gengæld scorer han mellemgodt på visioner og troværdighed. Det havde denne skribent ikke lige forudset. ’Det politiske superbrand’ er en fin gennemgang af en række danske politikeres styrker og svagheder. Den strukturerer nogle af de egenskaber, som politiske ledere skal besidde, men hvis man tror, at politik kan sættes på formel, så kan det anbefales at se ud af vinduet og iagttage virkeligheden. Politik og politisk lederskab kan være ligeså uforudsigeligt, fantastisk og forfærdeligt som forelskelse. Og det lader sig gudskelov ikke altid forklare.

Niels Krause-Kjær er politisk kommentator og bestyrer sit eget radioprogram på P1

vældige ting er 63 fortællinger om verden, som den er skrevet af historikeren Søren Mørch, der er en myreflittig forfatter. I hvert fald udkommer Vældige ting kun kort tid efter Store Forandringer, der blev en succes. Nu følger forfatteren og historikeren succesen op med 63 nye fortællinger, der på nye og ofte overraskende måder belyser, hvem og hvad der fik verden til at forandre sig fra den gamle til den moderne. Fra historien om jernbanen – blandt andre andet set gennem H.C. Andersens øjne – over Darwin og Dreyfus til indsigtsfulde beretninger om Tysklands udvikling fra Bismarck til Adolf Hitler. Fra 1. Verdenskrigs flamske slagmarker til 2. Verdenskrigs terrorbombardementer, kulminerende med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Og endelig – overraskende – en tour de force af en fortælling om det amerikanske landbrugs udvikling fra familielandbrug til industri – en udvikling, Mørch ser som den måske mest afgørende overhovedet i bevægelsen fra den gamle til den moderne verden.

59

Radikal ammestue En gru ppe r adi kal e folketingskandidater,

borgerrepræsentanter og andre gode folk er garant for, at den næste radikale generation er sikret og på vej på tinge. I København mødes således en gruppe radikale mødre og deres børn til radikal ammestue og fælles barselsorlov. Med ungerne på armen og barnevognen i opgangen diskuterer Merete Risager, Laura Friberg, Astrid Haug, Katrina Feilberg og Sofie Carsten Nielsen fremtiden for partiet under overskriften: Krise i RV? Hvad fa’en gør vi? Og ordene flyder frit, ustruktureret, energisk og afbrudt af barnegråd. Radikal Politik sendte fotograf Ditte Valente til ammestue.

N y r adi kal hj em m esi de Besøg den nye radikale hjemmeside www.ny.b-retning.dk, der samler alle radikale nyheder og blogs fra nær og fjern. Lokalt og nationalt? Er det radikalt, findes det her!

60

det p ol it iske væ rk st e d

Må vi få din mailadresse?

Du har sikkert en mailadresse. Men det er ikke sikkert, at din lokale radikale forening kender den. Og der kan spares en del penge på porto, hvis der kan sendes en mail til dig i stedet for et brev. Penge der kan bruges på politiske aktiviteter i stedet. Så hvis du er i tvivl, om din mailadresse er kendt, vil sekretariatet bede dig have ulejlighed med at sende den til: radikale@radikale.dk – så bliver den registreret både hos den lokale forening og i landsforbundets sekretariat. Tak for hjælpen!

Baglandet uenig om SF og S str ategi Ifølge Politiken, så er tvivlen er til at få øje på i det radikale bagland, når spørgsmålet går på, om partiet skal gå med som lillebror i en kommende regering med Socialistisk Folkeparti (SF) og Socialdemokraterne. 50 procent af lokalformændene i Radikale Venstre svarer klart ja til en S-SF-R-regering, den anden halvdel vil ikke med for enhver pris. Det viser en rundspørge, som politiken.dk har foretaget blandt 30 af partiets lokalforeninger.

– Vi skal arbejde for en centrum-venstre-regering. Det mest oplagte er en social-radikal regering, der består af RV, S og SF. Så selvfølgelig skal vi deltage i en sådan regering på ligeværdige vilkår, siger Gustav Sieg Sørensen, formand for den radikale lokalforening i Thy. I modsatte grøft befinder Mikkel Balle sig, der er lokalformand i Odsherred.

– Jeg tror, vi får mere politisk indflydelse ved at være et nødvendigt støtteparti for en S-SF-regering end ved at være lillebror i en rød blok, siger Mikkel Balle til Politiken.

Det er blandt andet skattepolitikken, der bekymrer i det radikale bagland. Således af viser 72 procent af de adspurgte formænd S og SF’s planer om indførelse af en ekstra skat for de højeste indkomster - en såkaldt millionærskat.

– Det forslår som en skrædder i helvede - og jeg går ikke ind for den, siger Mai-Britt Schultz, der er formand for lokalforeningen i Svendborg.

R igtig med kold luft Det var en rigtig beslutning, da den radikale byrådsgruppe i Holstebro og bestyrelsen i den lokale partiforening sidste år afbrød forbindelsen til partiets medlem af Regionsrådet, Ulla Fasting. Det skriver Skive Folkeblad. Årsagen til det afbrudte samarbejde var Ulla Fastings støtte til en placering af det nye regionshospital i Gødstrup ved Herning.

– Hele sygehusdebatten har tydeliggjort, at vi ikke er enige internt i partiet hen over regionen. Der skal ikke mange kilometer til, før der er milevid forskel på holdningerne, også i Radikale Venstre, sagde formanden i Holstebro, Jette Hingebjerg på en generalforsamling. Formanden er dog overbevist om, at uenighederne næppe kommer til at smitte af på vælgernes opbakning til Radikale Venstre, når der er kommunalvalg til november.

– På den positive side, må vi også sige, at situationen har fremhævet et fællesskab med de radikale i Struer, Lemvig og Skive, tilføjede Jette Hingebjerg.

R for mand for lader posten Birthe Mogensen går af som lokalformand for Radikale Venstre i Ringsted. Det skriver Dagbladet Ringsted. Birthe Mogensen er utilfreds med, at Radikale Venstre er gået med i budgetforliget for Ringsted Kommune sammen med Venstre, Socialdemokraterne og SF. Avisen skriver, at hun især er utilfreds med de tre partiers aftale om at fordele borgmester- og udvalgsposter mellem sig efter kommunalvalget.

– Jeg er personligt dybt uenig i, at gå med i budgetaftalen med partier, som ikke vægter de demokratiske spilleregler, siger Birthe Mogensen til DAGBLADET Ringsted. Beslutningen om, at gå med i budgettet var dog kun det sidste i en generel utilfredshed med den udvikling også moderpartiet har taget.

– De Radikales udvikling mod S og SF politik, er ikke noget, jeg kan stå inde for, siger Birthe Mogensen.

61

det polit iske værksted

Nye boller på suppen

Nyborg Strand stævne 2010 På rekordtid er Danmark gået fra kunne ”købe hele verden” til at ligge i den tunge ende af OECD-gruppen økonomisk set. Fogh Rasmussen-regeringens ”surfer”-tilgang til samfundets udfordringer skal igen erstattes af samme politiske dynamik som under Schlüter og Nyrup-regeringerne, hvor der var dømt hårdt politisk arbejde for at imødegå en bred vifte af samfundsudfordringer.

Denne bredde i de foranstående udfordringer er temaet for årets Nyborg Strand stævne. Vi vil netop ikke se det som en isoleret økonomisk udfordring, men en bred vifte af udfordringer i forhold til den basis, hvorpå velfærdssamfund i dag hviler. Vi har valgt titlen: Danmark – sammenhæng eller sammenbrud?

I praksis har vi udvalgt seks udfordringer, hvor vi lade en samfundsdebattør udfordre forsamlingen: • Hvad skal vi leve af i en fremtidig mere global verden?

• Hvordan undgår vi en udskillelse af den svageste ende af arbejdsmarkedet?

• Hvordan får vi en politisk kultur, som kan reagere på udfordringerne i tide?

• Hvordan får vi den homogenitets-tilvænne de danske befolkning til at være mere tryg i en global verden, hvor andre kulturer vinder indflydelse bl.a. i kraft af øget økonomisk styrke?

• Hvordan bliver den offentlige sektor adræt nok til at imødegå den ubønhørlige og kon- stante stigning i befolkningens forventning til service indenfor de rammer, som en glo- baliseringsudfordret økonomi rummer?

• Hvorledes finder vi en balance i vores be- handling af andres tro, hvor vi respekterer deres rettigheder uden at det fører til at vi svækker dele af det værdisæt, der er bæren de for vores egen kultur?

Læs mere på www.radikale.dk/NS10 Der er fri adgang til stævnet mod betaling af stævneafgift på 150 kr.

Tilmelding og eventuel bestilling af overnatning og måltider www.radikale.dk/NS10

62

Spidskandidat ved dette års europaparlamentsvalg, Sofie Carsten Nielsen, er nu officielt udpeget til at afløse Morten Helveg Petersen (R) som partiets folketingskandidat i Hvidovre-kredsen. Hun fejrer sit kandidatur ved at varsle et mærkbart generationsskifte i den Radikale folketingsgruppe.

– Vi er en gruppe, som har blod på tanden, og som har ydmyghed overfor opgaven, men ikke nødvendigvis overfor samarbejdspartnerne. Vi er ikke vant til at blive fe teret af pressen, har ikke en lang politisk karriere bag os, hvor man var vant til at blive ringet op. Vi, der står på spring, kan godt selv finde ud af at gribe knoglen, siger Sofie Carsten Nielsen. Med Sofie Carsten Nielsen kandidatur i Københavns Omegns Storkreds begynder billedet at tegne sig af et forynget radikalt hold ved det kommende folketingsvalg.

I København stiller det 42-årige medlem af Borgerrepræsentationen, Manu Sareen, op, i Sjællands Storkreds dyster partiets næstformand, 30-årige Zenia Stampe, med den 40-årige Rasmus Helveg Petersen.

På Fyn overtager Forbrugerrådets 38-årige formand, Camilla Hersom, Niels Helveg Petersens traditionelle Middelfart-kreds. Og i Sønderjylland afløser 23-årige Lotte Rod Bente Dahl, der ikke genopstiller.

– Jeg vil ind sammen med en ny generation af Radikale og udøve min indflydelse så meget, som vi overhovedet kan. Jeg tror, at det vil være gavnligt, at der kommer friske kræfter til for at vise, at man ikke kan tage vores mandater for givet, siger Sofie Carsten Nielsen til Ritzau.

Nor disk ar bejdsgruppe Udenrigspolitisk Udvalg har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe til at arbejde med et Nordisk politisk program og efterlyser interesX X X X X Xserede XXX XXX X X med nordisk pokræfter til X at X arbejde litik. Ønsker man at deltage i arbejdet er det Xxxx blot at kontakte formanden for Udenrigspolitisk Udvalg, Henning Nielsen, der kan findes på Radikale.net

Helvegs plads

Mi ndeor d for Bjar ne ørum

På Østerbro, ved Jagtvej og Borgmester Jensens Allé, ligger der en plads, der i efteråret fik et helt særligt navn. Nu kan man kan besøge Lilly Helveg Petersens Plads, hvis man kommer en tur på Østerbro. Lilli Helveg Petersen var mor til Niels Helveg Petersen og i sin tid borgmester i København for sporvejene. Pladsen blev indviet af vor tids ”sporvejsborgmester”, den ligeledes radikale Klaus Bondam under overværelse af blandt andre Niels Helveg Petersen. Navngivningen af pladsen er et led i, at flere københavnske kvindelige politikere får navne og veje opkaldt efter sig i forbindelse med 100 året for kvinders valgret til kommunalvalget. Lilly Helveg Petersen døde i 2005, 94 år gammel.

Den radikal profil i Århus, Bjarne Ørum døde den 8. september i år efter længere tids sygdom. Her følger rådmand Peter Thyssens mindeord: Det var med sorg men også med lettelse at vi tirsdag den 8. september fik meldingen om Bjarne Ørums død. Bjarne havde efter en lang og svær kamp mod sin kræftsygdom endelig fået fred.

Humoren havde Bjarne i behold til det sidste. Om sin sygdom sagde han ”det var som at blive ramt af lynet, uden at man havde hørt det tordne”, altid havde han en underfundig formulering på store og små problemer i livet. Med Bjarnes Ørums død har vi mistet en stor radikal profil i Århus. Efter et solidt partiarbejde blev Bjarne valgt til Århus Byråd i 1978 og sad der til udgangen af 1997. I den tid var han Rådmand i to perioder for ”det grønne område” og blev helt fortjent kaldt ”Den grønne Rådmand”.

Men Bjarnes interesser var mangesidige og hans engagement stort. I Røde Kors har Bjarne lagt et stort arbejde og i Domsognets Menighedsråd hvor han sad til udgangen af sidste periode som formand. Igennem mange år samlede Bjarne en stor skare af mennesker om sig, når han fejrede sin fødselsdag omkring Cæsars dødsdag. Bjarne havde hele livet tæft for det politiske.

Andre kunne holde lange taler, men Bjarne kunne med enkle sætninger sætte tingene på plads. Netop nu hvor vi har budgetforhandlinger husker jeg, at Bjarne holdt den nok korteste budgettale af alle i Århus Byråd, men ikke desto mindre, er det den tale, der blev størst sat op i avisen: ”Nu er der talt nok, det er tid til handling!”

De ord er meget dækkende for Bjarnes forhold til tilværelsen.

Han var en handlingens mand i alle livets forhold. I det politiske liv vil ”Århus omkranset af skov” og mange naturprojekter som genopretningen af Brabrand Sø og etableringen af Årslev Engsø stå som milepæle i hans indsats. Samtidig var Bjarne en dygtig medspiller, når det drejede sig om at få samlet et byrådsflertal for nye initiativer – ARoS, stadions udvidelse, ARENA m.v.

Bjarne har sat sin anonyme signatur på mange af de synlige projekter, som byen i dag nyder godt af. Uden for det politiske var Bjarne også en handlingens mand. Derom vidner hans store engagement i det frivillige og ulønnede arbejde, som Bjarne kastede sig ud i. Et arbejde som favnede andre mennesker, men som ikke mindst kastede noget af sig til andre mennesker. Husket vil Bjarne således også blive for sin rolle som Zeus i Vilhelmsborg Festspillet. Det menneskelige samvær betød meget for Bjarne.

Ikke kun samværet med dem, han delte opfattelse med, men nok så meget med dem, han kunne dele oplevelser med. Og det har givet alle os, der kendte Bjarne mange mindeværdige diskussioner og oplevelser.Bjarne udtalte i et interview, at ”friheden til at gøre det, jeg har mest lyst til, uden at det går ud over andre, betyder alt for mig”. Udtalelsen rummer essensen af Bjarnes indsats – en frihed Bjarne i betydeligt omfang brugte til gavn for byen og hans medmennesker på en uselvisk måde.

Bjarne ragede op og var synlig i gadebilledet, når han gik med sit net over torvet på indkøb. Sådan vil vi også mindes Bjarne som menneske – et menneske af et format, som vil blive savnet.

ballade i syddj urs Det radikale byrådsmedlem Hardy Vinter har smækket med døren i Syddjurs Kommune.

Han kritiserer den radikale udvalgsformand Carsten Bech for at have gennemført en lønforhøjelse til sig selv på 40.000 kroner. Det er ganske vist godkendt af byrådet, men Hardy Vinter er alligevel utilfreds, beretter Århus Stiftstidende.

– Jeg tager kraftigt afstand fra den slags pamperi, især fordi kommunen er så trængt af besparelser, skolelukninger og skattestigninger, siger Hardy Vinter, der nu har meldt sig ud af de radikale og går nu sammen med lokallisterne i byrådet i Syddjurs, men uden at genopstille den 17. november. Til den lokale avis siger Carsten Bech, at det er forkert, når Hardy Vinter påstår, han får lønforhøjelse for de samme opgaver som før. Carsten Bech tror i øvrigt, det vil forbedre de radikales chancer ved kommunevalget, at Hardy Vinter har meldt sig ud af partiet. Lønforhøjelsen skyldes, at Carsten Bech er blevet formand for et lokalt renseanlæg.

Peter Thyssen, radikal rådmand i Århus Kommune

63

debat

For en anstændig udlændingepolitik Jeg har for nylig indmeldt mig i DRV.

Det skete som en spontan reaktion på den seneste tids dramatiske begivenheder med den natlige rydning af Brorsons kirke og den hensynsløse tvangshjemsendelse af en gruppe irakiske asylansøgere til en højst usikker tilværelse. Begivenheder, der har chokeret mig dybt. For lidt over 100 år siden kom mine bedsteforældre til Danmark på flugt fra den russiske zars pogromer. Dengang var der ikke noget flygtningenævn, der skulle afgøre, om de skulle have lov til at blive i landet eller tvangshjemsendes. De skulle heller ikke dokumentere, at de var ”individuelt forfulgte”, hvilket de næppe havde kunnet. Efter nutidens kriterier var de sandsynligvis blevet betegnet som ”bekvemmelighedsflygtninge”. Men heldigvis for dem og os efterkommere var reglerne anderledes dengang, og det har vi alle gennem nu fire generationer nydt godt af og haft et godt liv i et smørhul af et land, der altid har behandlet os godt. Da nazisterne var kommet til magten i Tyskland i 1933 begyndte de tyske jøder – efterhånden mere og mere desperat at søge efter et tilflugtssted, hvor de kunne komme i sikkerhed for nazisterne. Men næsten alle lande lukkede deres grænser for dem. Det gjaldt også – med ret få undtagelser – Danmark. Her resolverede de danske politikere med Steincke i spidsen, at de tyske jøder ikke var ”individuelt forfulgte”.

Alligevel lykkedes det et mindre antal af dem at komme til Danmark, men efter den tyske besættelse den 9. april 1940 blev deres situation for manges vedkommende risikabel.

Medaljens bagside For nogle år siden skrev historikeren Vilhjálmur Vilhjálmsson bogen ”Medaljens bagside”, hvor han dokumenterede, hvordan de danske myndigheder i besættelsens første par år udviste 21 statsløse jøder til Nazityskland. 19 af de udviste, heraf tre børn, omkom siden i de tyske kz- og udryddelseslejre.

Disse oplysninger foranledigede Anders Fogh Rasmussen til på Danmarks vegne at fremsætte en oprigtig undskyldning for de danske myndigheders handlemåde 60 år før. På baggrund af den danske regerings behandling af de irakiske asylansøgere, virker det som om, man nu har ”glemt” fortidens fejltrin. I oktober 1943 oplevede jeg – 14 år gammel – sammen med min familie at blive reddet fra nazisterne af modige danskere, der på smukkeste vis praktiserede ”civil ulydighed”. Da vi nåede den svenske kyst, modtog de svenske kystbetjente os med ordene: ”Välkomna til Sverige!” Det er så-

64

dant et land, jeg ønsker at leve i. Og ikke i Birthe Rønn Hornbechs og Dansk Folkepartis Danmark. Så dersom næste Folketingsvalg fører til et regeringsskifte, foreslår jeg, at DRV arbejder for: at Dansk Flygtningehjælp atter får plads i Flygtningenævnet, således at dette nævn på ny bliver et uvildigt organ og ikke som nu VKO-flertallets forlængede arm, at man som ny integrationsminister får en person med nogle anstændige menneskelige holdninger. Allerhelst burde Manu Sareen overtage denne vigtige post, så vi kan få en ende på det helt uanstændige mareridt, som Birthe Rønn Hornbech har skabt de seneste par år.

John Saietz Søllerød

Ny luft Jeg bliver glad når jeg blandt andre ser

Manu Sareen udtale at verden ikke går under hvis de Radikale ikke kommer i regering. Jeg vejrer ny luft og det er på tide! På tide at de Radikale bliver et parti der kæmper for politikken og ikke potentielle ministerposter – på tide at de Radikale bliver et parti der fremhæver egen politik og synspunkter i stedet for hele tiden at skulle spille bold op ad Socialdemokratiet og SF – og på tide at de Radikale bliver et parti der kan kommunikere med rolig stemme og overbevisning om hvad vi tror på i stedet for at blive skinger i stemmen og ty til mudderkastning om hvor forkerte ”alle de andre” er på den. Jeg stemmer radikalt fordi partiet har – og arbejder for – nogle grundholdninger som jeg fuldt og helt tror på – men jeg tvivler engang imellem på min stemme når jeg ser hvordan disse bliver forvaltet af partiets ledelse og i debatten i dag.

Burde vi ikke snart have lært af tidligere succeser og fejltagelser? Vi gør det godt (endda rigtig godt) når vi kommunikerer egen politik og lader andre om deres, vi fungerer rigtig godt (og har størst indflydelse) når vi er tungen på vægtskålen og vi bliver taget alvorligt (endda rigtig alvorligt) når vi ikke stiller ultimative krav og tørster efter ministerposter.

Så jeg bliver glad når jeg vejrer nye toner og ny luft fra kommende spillere på banen! Lad os droppe den skingre stemme, lade være med at påpege andres mangler og fejl – og i stedet blive stærke på at kommunikere hvad vi virkelig ønsker og tror på: En fremadrettet klimapolitik – der sikrer velstand, forskning, arbejdspladser og et sted at leve om 100 år.

En solid økonomisk politik – der tør agere i de økonomiske udfordringer vi har i dag og som tør

gøre op med vanetænkning når det kommer til eks. skatter og afgifter fremover.

En human integrations politik – som fokuserer på det enkelte menneske, integration med fokus på de fordele kulturelle forskelligheder kan give os og som også gør op med – og tør tage afstand til – religiøs fanatisme i alle dets former (et punkt hvor jeg syntes Radikale kan blive væsentlig klarere i spyttet!)

En verdenspolitik der fokuserer på samarbejde, forståelse og udvikling på tværs af landegrænser – og som sætter Danmark på verdenskortet som et land der tør og vil agere i den store sammenhæng.

Hvis vi tør fokusere på dette – og kommunikere det stærkt udadtil – i stedet for at fokusere på mulige ministerposter, Helle Thorning og muligheden for at fortælle hvad alle de andre gør forkert – så har de Radikale en lovende fremtid og får med garanti også flere tunger på vægtskålen efter næste valg.

Kasper Arentoft Århus

At være radikal Debatten i medierne og ved spisebordene i

Danmark om en højre- eller venstrefløj i Det Radikale Venstre er en fordrejet diskussion, der altid har undret mig. Jeg betragter mig først og fremmest som radikal, men mange taler om, at radikale kan være enten højre- eller venstreorienteret. At man ligefrem kan tilhøre en fløj. Debatten foregår ofte i dyb indforståethed, som om alle ved, hvad det vil sige. Jeg har dog hørt mange bud. Det kan for eksempel handle om den traditionelle fordelingspolitik. Skal vi have mere skat eller mindre skat?

Det kan også handle om social ansvarlighed, om ressourcesvage mennesker mest skal have pisken

eller guleroden. Jeg har også hørt, at det drejer sig om rendyrket magt, hvor man vælger side afhængig af, hvad der giver mest indflydelse. Andre siger, at det handler om den personlige frihed, om lovgivning skal adfærdsregulere borgerne, eller individet skal sættes fri til at vælge selv. Men ingen har kunnet givet mig et endegyldigt svar. I Århus har vi en gammel, garvet radikale, der hopper af vrede, hver gang nogen snakker om det at være højre- eller venstreorienteret. ”Jeg er radikal. Hverken til højre eller til venstre,” sprutter han. Først syntes jeg, at det var noget pjat, at han gik så højt op i det, men han har et helt livs radikal historie at bygge sin holdning på. Og han har ret. Jeg valgte Det Radikale Venstre, fordi partiet havde sin egen sandhed, der kombinerede det bedste fra det politiske spektrum. Jeg er ikke socialist, liberalist, konservativ eller nationalist – jeg er radikal, en dansk socialliberal. Med begge ben plantet i fornuftens muld og hovedet højt hævet, skuende mod nye horisonter.

En oplyst verden For Radikale Venstre er et parti, der vægter balancen mellem social ansvarlighed og personlig frihed. Et parti der tror på både fælles rettigheder og fælles pligter. Hvor uddannelse, oplysning og forebyggelse på lang sigt er de bedste værktøjer til et fredeligt, tolerant og moderne demokratisk samfund. Et parti der tror på samarbejde mellem folkeslag for et fælles bedste. Men også et parti, der tør være konsekvent, når verden viser sig fra sin værste side. Hvis man tror på det, er man hverken venstreorienteret eller højreorienteret. Så er man radikal. Så uanset hvad medier, modstandere og selv radikale siger, så skal vi radikale ligesindede stå sammen om vores fælles værdigrundlag og identitet, og være stolte af det.

Sander Jensen, Formand for Århus Radikale Vælgerforening

DU KAN OGSÅ VÆRE MED I DEBATTEN – både her i bladet og på partiets hjemmesider. Send gerne dit

indlæg i god tid. Debatindlæg til bladet sendes til redaktion@radikale.dk. Vedhæft meget gerne et foto og evt. link til din hjemmeside eller blog. Skriv gerne kort og præcist, så er der plads til flere stemmer i debatten. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise og forkorte indlæg. Og husk, at debatten altid fortsætter på www.radikale.net

65

kaffe

Når en dør lukker

J

eg havde det lidt som en fodboldspiller, der først havde scoret et selvmål – og bagefter fået det røde kort. Så står man der på sidelinjen og vil gerne gøre det hele om, gøre det godt igen – håber på en chance for at score et mål for holdet. Man ved godt, at målet ikke bliver sejrsmålet, men man kan i det mindste udligne til 1–1. Den radikale folketingskandidat Nicolaj Holm tænker tilbage på den nat, hvor en bytur i Hobro for næsten fire år siden endte med en 40 dages betinget dom for vold – en dom, der næsten et år efter betød, at den daværende radikale viceborgmester i Mariagerfjord Kommune blev dømt ude af Valgbarhedsnævnet, der ikke fandt ham ”valgbar”, som det så poetisk hedder, når en politiker har trådt ved siden af loven. Derfor måtte Nicolaj Holm den 27. marts 2007 trække sig ud af byrådet, hvor han ellers var det første radikale medlem i 35 år.

– Jeg var i byen en aften på et diskotek i Hobro, hvor min onkel tilfældigvis arbejdede som dørmand og skæbnen ville, at jeg var sammen med min far, der havde et meget anstrengt forhold til

66

min onkel. Resultatet af byturen blev en betinget dom for at skubbe min onkel, da han ville smide mig ud, fortæller Nicolaj Holm om baggrunden for sagen, der betød et farvel til det kommunalpolitiske, men som han nu for længst har lagt bag sig. I dag er Nicolaj Holm fokuseret på sit folketingskandidatur i Nordjylland og på sine organisatoriske poster som medlem af Hovedbestyrelsen og formand for udvalget for Kultur, Ret og Integration.

– Den gang var jeg en ung mand på en forholdsvis fremtræden kommunal post. Jeg var 24 år, da jeg skete og havde som de fleste unge mænd på den alder, en opfattelse af, at jeg kunne klare hele verden – det kunne jeg ikke. Jeg troede jeg havde overblikket – det havde jeg ikke. Men efterfølgende er bare blevet bekræftet i, at jeg er i det helt rigtigt parti, der er villig til at give folk en chance mere, siger Nikolaj Holm, som fik stor støtte fra høj som lav i Radikale Venstre og fra andre partier.

– Jeg fik stor opbakning fra mange sider af, og det hjælp mig igennem. For eksempel fra ledelsen af partiet, der var hurtig til at støtte mig. Og lokalt støt-

tede borgmesteren mig meget. Så selvfølgelig var det ikke sjovt, men jeg blev båret igennem af god støtte fra mange sider, fortæller Nicolaj Holm, der arbejdede i byrådet indtil kendelsen fra Valgbarhedsnævnet kom.

Du overvejede ikke at trække dig, da du fik din dom?

– Det gjorde jeg meget, for det betød selvfølgelig rigtig meget for mig, hvordan det ville påvirke partiet. Men da jeg fik de gode tilkendegivelser og kunne se, at det ikke skadede partiet, valgte jeg at afvente kendelsen fra nævnet, tilføjer Nicolaj Holm.

Hvad så nu? - føler du, at det er glemt eller vil det altid forfølge dig?

– Jeg vil aldrig helt slippe for det og det vil altid være der og jeg oplever for eksempel, at folk – særligt partifæller – nu forholder sig humoristisk til sagen, men i dag oplever jeg ikke, at episoden tilbage i 2006 lukker nogle døre, siger Nicolaj Holm, der nu har kastet sig over en landspolitisk karriere. Som folketingskandidat i Frederikshavn og Læsø har han udset sig et fremtidigt nordjysk folketingsmandat.

– Et eller andet sted er det måske

åbner en ny også det, der har interesseret sig mest, så jeg er rigtig glad for, at være folketingskandidat og jeg havde nok gået ind ad den dør alligevel. Så nu er ambitionen, at blive en af dem, der måske får chancen i Nordjylland, når Marianne Jelved en gang i fremtiden trækker sig tilbage, siger Nicolaj Holm.

Går I alle sammen og venter på jeres chance, jer kandidater i Nordjylland?

– Der er sket et generationsskifte mange steder i partiet, men ikke i Nordjylland. Marianne Jelved genopstiller, og det er jeg glad for, for det er vigtigt med erfarne personer i Folketinget. Men når hun ikke stiller op mere, er der flere, der forhåbentlig har en chance, når den tid kommer, siger Nicolaj Holm, der understreger, at valget i Nordjylland skal vindes i hele landsdelen og ikke kun i Hjørring. Og her dækker Nicolaj Holm mange flanker. Han er opvokset i Himmerland, har studeret og bor nu i Aalborg, hvor hans hustru arbejder som læge, mens han er folketingskandidat i de to østlige kredse i Vendsyssel. Så Nicolaj Holm er klar, når dagen kommer, hvor Hjørring bliver en kreds som så mange andre.

– Rent politisk håber jeg selvfølgelig på, at mit folketingskandidatur kan føre til en plads i Folketinget. Det bliver ikke foreløbigt, for partiet får kun ét mandat i Nordjylland og det går selvfølgelig til Marianne Jelved. Jeg håber hun bliver ved længe endnu, så kampen om mandatet ligger ikke ligefor.

I mellemtiden fokuserer jeg mere på, hvad jeg kan gøre for partiet. Jeg vil gerne sætte mere fokus på de radikale kerneværdier. Det er også derfor, at jeg er aktiv i Udvalget for Kultur, Ret og Integration og derfor jeg sidder i Hovedbestyrelsen. Jeg skylder partiet at score et mål – og derfor løfter jeg, hvor jeg kan.

Tekst: Søren Højlund Carlsen Foto: Hans Christian Jacobsen

Nicolaj Holm er uddannet historiker fra Aalborg Universitet og arbejder nu som selvstændig rådgiver inden for strategisk kommunikation og læring, primært inden for det offentlige. I radikale sammenhænge er han EP-kandidat i Nordjylland, bestyrelsesmedlem i kommuneforeningen i Aalborg og folketingskandidat i Frederikshavn og Læsø. Derudover sidder han i HB og er formand for partiets udvalg for kultur, Ret og Integration.

KAFFE er Radikal Politiks interviewserie, hvor redaktøren drikker en kop kaffe med en radikalpersonlighed, der på den ene eller anden måde har en historie at fortælle.

Denne gang mødte vi den radikale folketingskandidat, Nicolaj Holm, der har kæmpet sig tilbage i partiet efter en voldsdom.

67

Udgiveradresseret magasinpost ID 42158