Radikal Politik 2009, nr. 1

NR. 1 JA N UA R 2009

| |

Asger Baunsbak | Tre radikale byrødder | Gruppen ser frem Bruddet med Politiken | Troløse tider | Gåden Robert Mugabe

| |

i nd hold

Håbet skal findes i historien Asger Baunsbak-Jensen er et af partiets ikoner.

Han måtte nødtvunget forlade politik på grund af et depressivt sind, men det politiske engagement stopper ikke bare fordi helbredet tvinger én væk fra rampelyset. Tværtimod er Asger Baunsbak stadig i stand til at finde håb i historien, når han giver sit bud på vejen frem for Radikale Venstre.

side 16

Vendepunkt Politiken var indtil 1970 Radikale Venstres partiavis. Men det lavede Herbert Pundik hurtigt om på, da han tiltrådte som chef på Rådhuspladsen.

Radikal Politik fortæller beretningen om bruddet mellem Radikale Venstre og Politiken, og hvad der siden fulgte for den traditionsrige avis.

side 36 2

r a d i k al p ol it i k

Hold snitterne fra loven MÅSKE ER DET BARE MIG, der har fine fornemmelser, men det virker unægteligt,

som om grænsen mellem den udøvende, lovgivende og dømmende kraft er blevet lidt for flydende i de senere år. Nær sagt, hver gang en større sag fra det danske retssystem får offentlighedens bevågenhed, er der politikere, der føler sig kaldet til at kommentere dommen. For eksempel kunne vi høre Dansk Folkepartis Peter Skaarup – der i en stor parentes bemærket jo er formand for Folketingets Retsudvalg – udtale sig både før og efter en spritbilist fik den hidtil hårdeste straf i en sag, hvor han kørte en dreng ihjel i Århus. Straffen på tre et halvt år var ikke nok, mente Peter Skaarup i en tone, der indikerede, at der mindst skulle livstid til, mens han jagtede enhver lokal journalist, der ville lægge øre og blok til kravet om højere straffe. Nu er vi nok ikke mange, der er uenige med Peter Skaarup i, at den konkrete sag er dybt tragisk og ulykkelig, og ja, der skal måske hårdere straffe til. Men det er ikke pointen, pointen er, at Peter Skaarups kritik er helt utilstedelig al den stund, at han repræsenterer den lovgivende magt og ikke den dømmende. Derfor skal han blande sig uden om retssystemets arbejde. Alt andet er ren og skær populisme for stemmejagtens skyld.

PÅ HJUL OG STEJLE Eksemplet fra Århus er langt fra enestående, og det er næsten, som om det er hver eneste gang en spektakulær sag ruller hen over mediesamlebåndet, at politikere stiller i kø for at blande sig. I skrivende stund er Stein Bagger på vej hjem fra Amerika, men det skulle ikke undre mig, om op til flere politikere har krævet ham på hjul og stejle, inden julefreden har sænket sig over Danmark. Hvis så ”bare” tendensen med at blande sig i domstolenes arbejde stoppede ved kriminalsager og profilerede bedragere, men det gør den jo desværre ikke. Det så vi for eksempel i den såkaldte ”tunesersag”, hvor en mand, der ikke var dømt ved nogen domstol, blev offentligt dømt af flere politikere, der sågar også mente, at han var ”farlig” og derfor havde flere gode bud på hans straf, som næsten indebar offentlig lynchning på Slotsholmen. Og senest toppede Pia Kjærsgaard alt og alle, da hun i et ugebrev mente, at nu var det nok tid til, at den vestlige verden begyndte, at se stort på menneskerettighederne. Man kunne mene, at et sådant synspunkt har DF-dronningen da altid stået for, men i ugebrevet fik vi syn for sagen, da hun skrev, at: ”Menneskerettigheder, der efterleves til punkt og prikke, vil i realiteten risikere at ødelægge Vesten indefra…”, hvilket jeg tillader mig at tolke, som om Pia K. og co. ønsker at hælde vores dyrebareste rettigheder ud med opvaskevandet, hvilket igen er fuldstændig i strid med, hvad en politiker burde give sig af med. Så stop den her uklædelige indblanding i vores retssystem og kom til fornuft.

IKON Asger Baunsbak Jensen er for denne signatur et radikalt ikon, og jeg tvivler ikke et sekund på, at han havde sagt fra, hvis han havde oplevet en kollega, der overtrådte tre-delingen af magten, som i ovenstående eksempler. I denne udgave af Radikal Politik kan du komme helt tæt på Asger Baunsbak, der er et menneske, der måske i sidste ende var for meget menneske til politik, men som alligevel i dag har mange gode betragtninger om vejen frem for vores parti. Det skal nok blive bedre, siger han, og den her udgave af Radikal Politik er da også en af de bedre. Der er i hvert fald store mængder af rigtig godt læsestof og smukke portrætter. Nyd det hele og godt nytår.

Søren Højlund Carlsen Redaktør

3

i nd hold

08 Siden sidst Radikal Politik giver dig overblikket over vinterens mange radikale udspil, nyheder og debat. Denne gang blandt andet om en ny klimaordfører, regioner, politireform, radikale.net, Grundlovsdag og meget mere.

14 Trines kamp Trine Nebel Schou har gennem flere år kæmpet mod Lyngby-Taarbæk kommunes to viceborgmestre, som hun og en partifælle mente fik uretmæssigt meget i løn. Undervejs er hun blevet truet med retssager og beskyldt for bagvaskelse, men Trine vandt til sidst kampen – i hvert fald på papiret.

U D GI V E R :

Radikale Venstre • Christiansborg • 1240 København K R E DA KT Ø R :

Søren Højlund Carlsen (ansvarshavende) R E DA KT ION:

Jesper Gronenberg, Johannes Sørensen, Henrik Kjerrumgaard, Anna Rørbæk og Søren Bald SK R I BE N T E R I N U M M E R 1:

Marcus Aggersberg, Mads Brandsen, Anders Lundt Hansen, Thomas Køhler, Leonora Beck, Morten Østergaard, Tomas Bech Madsen, Gitte Kvist og Niels Krause-Kjær FO T O G R A F E R I N U M M E R 1:

Ditte Valente, David Bering, Jonas Ahlstrøm, Casper Sejersen, Nicky Bonne, Scanpix og Colourbox L AYOU T:

Helle Bøye Christensen

24 Radikale byrødder Landet over knokler radikale medlemmer i byrådssale og på rådhuse for maksimal radikal indflydelse på landets kommuner og de lokale beslutninger. Radikal Politik tog en tur rundt i det radikale politiske Danmarkskort og mødte tre byrådsmedlemmer, der holder den radikale fane højt i hver deres kommune.

32 Mod lysere tider 2008 var et turbulent år for Radikale Venstre og folketingsgruppen. Men med et nyt år foran os har gruppen visket tavlen ren og rystet posen med ordførerskaber. Fornyet energi og nye roller skal bringe fremdrift i 2009. Radikal Politik præsenterer folketingsmedlemmernes arbejdsseddel for det nye år.

48 Gåden Mugabe Han har smadret sit lands økonomi. Han har folkemord og terror på samvittigheden. Alligevel får Robert Mugabe lov til at regere som præsident på 28. år i Zimbabwe og hyldes af millioner af afrikanere som en stor forkæmper for deres sag. Radikal Politik ser på gåden om Robert Mugabe.

Troløse tider I en ny bog portrætterer kommentator Niels Krause-Kjær dansk politik og dens aktører gennem tekst og ikke mindst billeder. Med eneret for Radikal Politik har forfatteren nu skrevet et særligt opdateret afsnit, der kredser om Radikale Venstre.

side 42

4

FOR SI DE N:

Asger Baunsbak Jensen er fotograferet af Nicky Bonne DE A DL I N E:

Sidste frist for indsendelse af uopfordret materiale til Radikal Politik nr. 2–2009 er den 20. januar og skal sendes til redaktion@radikale.dk. Redaktionen påtager sig intet ansvar for materiale, indlæg, foto mv., som indsendes uopfordret. Redaktionen for denne udgave sluttede den 1. december 2008. Der tages forbehold for senere ændringer i politikken, personer, ordførerskaber, udspil m.m. Annoncer, artikler, debatindlæg og andet indhold udtrykker ikke nødvendigvis Radikale Venstres officielle holdning Radikal Politik udkommer seks gange årligt.

Næste nummer udkommer til februar 2009 W E B:

radikale.dk/radikalpolitik og radikale.net A B ON N E M E N T:

Kr. 200 om året. Gratis for medlemmer af Radikale Venstre.

Kontakt Radikale Venstre på tlf. 33 37 47 47 for abonnement.

A N NONC E R :

Vestergaard og co. Kontakt: René Vestergaard, tlf. 98 51 00 30, rene@vesco.dk T RY K O G OPL AG :

Arco Grafisk, Skive, der er miljøcertificeret og har EMAScertifikat og licens til Svanemærket produktion.

Oplag: 10.500. ISSN: 0107-279X

r a d i k al p ol it i k

Fulde medlemsrettigheder nu DE R E R FOR FÅ R A DI K A L E folketingsmedlemmer. Det bør laves om, men

det kan nok først blive ved næste valg. Og vi risikerer jo, at vælgerne ikke deler vores ønsker om opadgående ændringer. Men nogle ting kan vi allerede nu gøre.

Vi kan gå målrettet efter at finde de allerbedste kandidater, og vi kan give dem en favoritværdighed, så vælgerne tydeligt kan se, hvem vi foretrækker. Det ville jo ikke være dårligt, hvis de valgte også var de bedste. Der står ikke skrevet i hverken Grundloven eller partiets vedtægter, at der skal nomineres en kandidat i hver eneste opstillingskreds. I øvrigt opstilles kandidaterne slet ikke i kredse.

De opstilles i storkredse. Og de vælges i storkredse, ikke i opstillingskredse. Et eksempel: Niels Helveg Petersen er ikke valgt i Middelfart-kredsen. Han er valgt i den fynske storkreds og nomineret i Middelfart-kredsen. Danmark afskaffede enkeltmandsvalg i 1920 og fik efter radikale og konservative krav forholdstalsvalg. Måske skulle vinterens møder starte med denne indgangsbøn. ”Kandidaterne vælges i storkredse og kan nomineres i en eller flere opstillingskredse”.

SNURRIGT SYSTEM Hvert eneste folketingsmedlem er valgt efter et snurrigt, men meget rimeligt system, der indebærer, at hvert parti får mandater efter sin stemmeandel, og mandaterne spredes, så der er geografisk bredde. Man får ikke nødvendigvis et mandat, hvor man har flest stemmer. Vores folketingsmedlemmer er valgt som repræsentanter for Det Radikale Venstre og for alle de vælgere, som stemmer på partiet.

Og tre ud af fem radikale stemmer falder på partiet og ikke en person. Når de enkelte foreninger i storkredsen har fundet deres foretrukne kandidater, så kunne storkredsens medlemmer træde sammen. Og så kan der laves kvalitetsvurderinger. Der er sikkert også kandidater, som primært er interesserede i at vise en lokal profil, og som ikke har de største ambitioner om at komme i Folketinget. De yder en vigtig indsats, men behøver ikke være på forsiden.

Søren Bald landsformand Radikale Venstre

VALGLOVENS VIRKELIGHED Hvis hver storkreds på den måde kunne finde frem til tre-fire både interesserede og rigtigt kyndige, så kunne disse kandidater hver blive nomineret i to-tre kredse. Det ville entydigt vise vælgerne, at her er de kandidater, som de radikale medlemmer helst ser valgt. Og mellem dem kan der sagtens være masser af konkurrence. I dag slører man nogle steder forholdene og kalder nogle for top- eller spidskandidater, men det er kvalitativt langt bedre, hvis storkredsens medlemmer går sammen og vælger, at der skal satses på nogle få kandidater, som f. eks. kan blive nomineret i flere kredse med forskellige geografiske, erhvervsmæssige og demografiske forudsætninger. Valgloven bestemmer, at MF´ere vælges i storkredse. Ved 2007-valget blev der desværre kun valgt én radikal i hver storkreds.

Alligevel giver vores nuværende vedtægter selv den mindste opstillingskreds vetoret mod fælles opstillinger. Det er tæt på polsk rigsdag.

Burde vi ikke nu slå tre fluer med et smæk? Burde vi ikke bevidst gå efter en skrappere udvælgelse af kandidater og derpå give de bedste en favoritplacering, så vælgerne kan se, hvem vi foretrækker? Og burde vi ikke også lade medlemmerne i hver eneste storkreds have direkte indflydelse på, hvem der skal kæmpe om at blive storkredsens repræsentant ved næste valg? Lad os indrette os på valglovens virkelighed og dermed også give alle radikale medlemmer reel indflydelse på noget af det vigtigste i partiarbejdet, nemlig udvælgelsen og prioriteringen af folketingskandidaterne i deres egen storkreds.

5

Et mål, tre valg, mange politiske idéer DE R SK A L VÆ L GE S R A DI K A L E! 2009 bliver

året, hvor vi knokler for at fastholde mandatet i EuropaParlamentet, for at sikre radikale i alle regionsråd og i så mange kommunalbestyrelser som overhovedet muligt.

Det er alle vigtige valg for os – og det er vigtigt at samarbejde om dem. Der er i sagens natur en vis arbejdsdeling mellem de forskellige demokratiske forsamlinger. Og de muligheder, vi har, er ikke ens. Vi kan ikke gøre hinandens arbejde: Folketinget kan ikke sørge for god børnepasning, kommunalbestyrelsen kan ikke lave skattereform. Men vi er afhængige af hinanden.

Folketinget og regeringen har ansvaret for, at der er politisk råderum, økonomisk råderum og grundlæggende pligter og rettigheder for alle borgere. Jeg oplever, at det svigter i øjeblikket. Der er brug for en lang række reformer for at give plads til at løfte ansvaret i kommunalbestyrelser og regionsråd.

TILLID Først og fremmest er der brug for tillidsreform. Helt grundlæggende tillid til, at folkevalgte i regionsråd og kommunalbestyrelser varetager det politiske arbejde mindst lige så godt og grundigt som folkevalgte i Folketinget – og i Europa-Parlamentet. Der er brug for tillidsreform som grundlag for Folketingets arbejde, at vi ruller bureaukrati, overflødig kontrol, dokumentation og registrering tilbage og dermed giver tid og plads til at løse de egentlige opgaver. Det gælder lærerne i skolen, socialrådgivere i børn- og ungeforvaltningen (helst på skolen i stedet for på kontoret!) og sosu-assistenter på plejecentret. Men det er ikke kun et spørgsmål om at frigøre tid til de egentlige opgaver – undervisning, udfordring, støtte, omsorg. Det egentlige er at frigøre engagement. Det menneskelige engagement, der er kernen i al kvalitet og i samfundets sammenhæng. Tillidsreform skaber mulighed for at tage politisk ansvar i regionsråd og kommunalbestyrelser – og er dermed også det modsatte af den ekstreme centralisering, som vi har måttet finde os i under VKO. 6

REFORMER Dernæst er der brug for reformer, der sørger for grundlæggende sunde økonomiske strukturer. Vi foreslår en ambitiøs skattereform – lavere skat på arbejde og højere skat på forurening. Vi foreslår reformer af dagpenge og efterløn. Målet er at skabe økonomisk råderum for regionsråd og kommunalbestyrelser. De stadigt stigende forventninger, som regeringen hele tiden fordrer kombineret med store årgange, som går på en velfortjent pension, er en kæmpe udfordring for kommunalbestyrelser og regionsråd. Økonomiske reformer skaber mulighed for økonomisk råderum for regionsråd og kommunalbestyrelser – og dermed også det modsatte af den fortsatte økonomiske centralstyring, som vi må finde os i under VKO. Ikke mindst skal folketinget sikre den grundlæggende retssikkerhed og værnet mod vilkårlighed. Det er fundamentet for det kommunale og regionale selvstyre.

HVAD SÅ EUROPA? Hvad så med Europa-Parlamentet? Folketinget skaber råderum og grundlag for lokalt selvstyre. Folketingets politikere kan noget, som hverken politikere i regioner eller kommuner kan. Men der er problemer og muligheder, der er større, end hvad Folketinget kan bidrage til.

Det gælder stadig flere spørgsmål, at vi har mistet suveræniteten – magten – over dem. F.eks. de store klimaspørgsmål, kvindehandel, anden organiseret kriminalitet, selv grundlæggende rettigheder som ligestilling og muligheden for at bo sammen med ens familie. Uanset hvor radikale knokler for at bliver valgt, for at få lov til at repræsentere vælgerne er målet et bedre samfund – frit, humanistisk, bæredygtigt.

Det kræver, at vi arbejder sammen. Uanset hvad hver enkelt af os bidrager med, er alle bidrag nødvendige.

Godt nytår.

Margrethe Vestager gruppeformand

Foto: UNICEF Danmark

Hver dag dør mere end 30.000 børn under 5 år !

Over halvdelen af disse børn dør af sygdomme, der let kan forebygges eller helbredes

• • •

For 135 kr. kan UNICEF vaccinere et barn mod de 6 mest udbredte børnesygdomme For 160 kr. kan UNICEF behandle 400 børn mod udtørring som følge af diarré For 200 kr. kan 5 børn beskyttes mod hiv-smitte fra deres mor under fødslen

Meld dig som UNICEF Partner allerede i dag på www.unicef.dk

7

side n sid st

5. J U NI SK AL VÆR E FÆLLES DEMOK R ATIDAG Socialdemokraterne foreslog tidligere på året, at slå kristne og muslimske helligdage sammen. Men det vil være en forkert beslutning, fordi det splitter samfundet, hvis man indfører helligdage for hver enkelt religion, lyder reaktionen fra Radikale Venstre.

– Hvis alle religioner skal have ret til deres egne helligdage, splitter det samfundet ad.

Derfor kan vi ikke tillade, at hver enkelt religion får ret til at fejre deres egne helligdage uafhængigt af hinanden, siger Radikale Venstres religionsordfører Bente Dahl, der i stedet har et nyt forslag.

– Politikernes opgave er at forsøge at samle samfundet. Derfor skal vi give politiske frihedsrettigheder og ikke splitte samfundet med egne helligdage. Radikale Venstre foreslår derfor at opgradere 5. juni til fælles national demokratidag, så vi på den måde får en national festdag, som alle kan samle sig om, siger Bente Dahl.

GIK GLIP AF PR IS – MEN FIK EN ANDEN Radikale Venstres sociale netværk Radikale. net var en af de nominerende til kommunikationsprisen ”Kom-pris ’08”. Prisen blev uddelt til årets bedste kommunikatører af Dansk Kommunikationsforening sidst i november.

Men desværre blev det kun til nomineringen og ikke til en sejr i en sms-afstemning blandt deltagerne på den konference, hvor prisen skulle uddeles. Til gengæld kan vi glæde os over, at siden for nylig vandt international anerkendelse, da netværket blev valgt til Politics-Onlines årlige: ”Top 10 Who Are Changing the World of Internet and Politics” sammen med blandt andre mybarackobama.com. Dermed kan radikale.net bryste sig at være blandt de ti organisationer og personer i verden, der er bedst til at udnytte internettet politisk.

– Radikale.net gør partiet og arbejdet med partiets politik relevant for mange flere mennesker, end vi er vant til. Det er vigtigt, fordi partierne generelt bruger flere kræfter på at professionalisere sig end på at gøre sig relevante for både medlemmer og andre interessenter, sagde Margrethe Vestager til Computerworld i forbindelse med kåringen.

VIL NEDLÆGGE TO R EGIONER Regeringen spiller med fordækte kort, når de vil have regionerne til at centralisere og effektivisere sygehusvæsenet. I virkeligheden er hensigten at nedlægge to af regionerne. Sådan lyder udmeldingen fra Radikale Venstre oven på regeringens positive modtagelse af en rapport fra det såkaldte Erik Juhl-udvalg, der kom sidst i november. Her bliver det blandt andet konkluderet, at visse regioners sygehusplaner ikke lever op til anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen om at samle lægerne og ekspertisen i store sygehuse.

– Vi har en fornemmelse af, at det er hensigten med udspillet, at man kun vil have tre regioner. Vi er tilhængere af fem velfungerende regioner, siger sundhedspolitisk ordfører for De Radikale, Lone Dybkjær til Ritzau. Et centralt element ved ekspertudvalgets anbefalinger er, at antallet af akutsygehuse på landsplan skal mere end halveres.

– Det nytter ikke noget, at vi kommer i en situation, hvor vi forlænger kørselstiden så meget, at vi ikke har en chance for at redde liv.

Der skal være en balance mellem tingene, og det er den diskussion, vi gerne vil tage, tilføjer Lone Dybkjær.

8

VESTAGER BLIVER K LIMAOR DFØR ER Den radikale folketingsgruppe har ændret holdopstilling frem mod næste valg og mest markant er det, at gruppeformand Margrethe Vestager bliver ny klimaordfører. Baggrunden er, at Radikale Venstre nu vil profilere sig endnu stærkere på klimaområdet.

– Jeg tror ikke, at man kan finde nogen bedre indikation for, hvor højt vi prioriterer klimaspørgsmålet end, at gruppeformanden tager ordførerskabet. Klimaministeren har et rigtig godt fundament. Men det er et meget vigtigt område for radikale, og rigtigt mange er optagede af denne problemstilling.

Hvis vi kan yde et politisk bidrag til, at klimaspørgsmålet fastholdes ekstremt højt på den politiske dagsorden, så vil vi gøre det.

Det er det, som det her ordførerskifte er et udtryk for, siger Margrethe Vestager til Ritzau. Udover det nye ordførerskab til Margrethe Vestager, så er en række ordførerskaber også blevet nyfordelt efter Simon Emil Ammitzbølls exit. Det drejer sig om følgende: Boligordfører: Jørgen Poulsen, kulturordfører: Johs. Poulsen (også post, distribution og færdselssikkerhed), medieordfører: Jørgen Poulsen og retsordfører: Morten Østergaard sammen med Lone Dybkjær (familie, ret og ligestilling). Desuden indtræder Morten Helveg Petersen i Skatteudvalget.

BENTE DAHL MEDLEM AF NORDISK BESTYRELSE Radikale Venstres Nordenordfører Bente Dahl blev i efteråret i Helsingfors valgt som det danske medlem af Nordisk Kulturfonds bestyrelse. Hun tiltræder ved årsskiftet og glæder sig til arbejdet.

– Det er en stor ære og glæde for mig først at blive udpeget til at være det danske medlem af bestyrelsen af en enstemmig dansk delegation og derefter valgt til posten af valgkomitéen i Nordisk Råd. Jeg glæder mig utroligt meget til at tage fat på udfordringerne i bestyrelsesarbejdet og arbejde for kulturlivet i Norden, siger Bente Dahl.

Nordisk Kulturfond støtter amatøraktiviteter, der foregår mellem befolkningerne og uddeler hvert år omkring 30 millioner danske kroner til kulturlivets nordiske amatører.

– Jeg har i mange år ønsket at kunne deltage i det arbejde, der varetages af den bestyrelse. Det nordiske samarbejde handler i høj grad om befolkningernes aktive deltagelse i eksempelvis kulturelle aktiviteter hen over grænserne. Derfor er netop Nordisk Kulturfond en meget vigtig organisation, siger Bente Dahl.

R ADIK ALE VIL ØGE EFFEKT AF JOBPLAN 15.000 personer til arbejdsmarkedet. Det er en mulighed, hvis man fremrykker aktiveringsindsatsen markant, mener Radikale Venstre.

Hvis regeringen vil, så kan effekten af dens ramponerede arbejdsmarkedsreform blive markant større end de omkring 7000 personer, som der er lagt op til som det realistiske mål nu og her. Og gevinsten kan høstes uden den dagpengeændring, som faldt på gulvet i efteråret.

Den radikale arbejdsmarkedsordfører, Morten Østergaard, peger over Ritzau på, at hvis man vil rykke indsatsen helt frem til i nogle tilfælde blot ugers ledighed, så kan det gøre en forskel.

– Der har vi sagt, at en håndholdt beskæftigelsesindsats, hvor man fremrykker aktiveringsindsatsen, alene kan bringe tallet op på 15.000, siger den radikale arbejdsmarkedsordfører, Morten Østergaard. Det vil dog koste penge på finansloven i form af ekstra ressourcer til jobcentrene, som skal løfte opgaven. Den radikale vurdering er dog, at den samfundsøkonomiske gevinst vil være langt større end udgifterne. Dele af beskæftigelsesindsatsen er dog bundet af forlig med Socialdemokraterne, som ikke er med i forhandlingerne om en jobplan II, som arbejdsmarkedsreformen er blevet til.

9

siden sidst

BESK ÆMMENDE BEHANDLI NG AF PSYK IATR IPATIENTER Europarådets Torturkomité var for nylig på besøg på to institutioner i Danmark. Og beskeden er, at man ikke har set en så høj grad af bæltefiksering i andre lande. Derudover benyttes en tvangsmetode, hvor patientens arme er sat fast til et bælte om maven, og en rem mellem fødderne giver stærkt begrænset mobilitet. Rapporten kalder behandlingen af de psykiatriske patienter for mishandling. Det er skræmmende, lyder en reaktion fra Lone Dybkjær.

– Det er bestemt ikke rart, at nogle af de svageste i samfundet behandles så skidt. Det er metoder, som de fleste af os forbinder med behandlingen af fanger på Guantanamo-basen, og som ikke er eller bør være lovlige, siger Lone Dybkjær, der er psykiatriordfører for Radikale Venstre og som nu vil tage spørgsmålet op i Folketinget.

– Der er tale om en gruppe mennesker, der har brug for hjælp. Og vi fejler i den grad med at tilbyde dem en ordentlig behandling. Derfor vil Radikale Venstre særskilt tage spørgsmålet op i forbindelse med drøftelserne om de øgede bevillinger på psykiatriområdet, siger Lone Dybkjær.

Det er seks år siden, at Torturkomitéen sidst var forbi Danmark. Og dengang var der også en skarp kritik af de danske forhold.

DEN ØKONOMISK E PLAN BRUDT SAMMEN De økonomiske vismænd konkluderer i deres rapport, som blev offentliggjort ultimo november, at det sejler for regeringens økonomiske 2015-plan. Rapporten konstaterer, at reformmålsætningerne i planen ikke er opfyldt. Nu er det altså alvor, lyder det fra Radikale Venstre, der kræver et kasseeftersyn af reformerne.

– Regeringens 2015-plan er brudt sammen. Der er behov for reformer, også mere vidtgående, end hvad vismændene foreslår. Regeringen skal tage et ansvar for sin egen 2015-plan. Når også vismændene konkluderer, at målsætningerne i planen ikke er opfyldt, og at efterlønsordningen og det nuværende dagpengesystem ikke kan fastholdes, må regeringen fremlægge en plan for, hvordan dansk økonomi kommer på ret køl, siger den radikale finansordfører Morten Helveg Petersen. Vismændene advarer i efterårets vismandsrapport om en lempelse af finanspolitikken, selv om også de forudser negativ vækst i 2009. Og Morten Helveg Petersen er enig.

– Finanspolitikken bør ikke lempes, selv om ledigheden stiger næste år, og der er udsigt til en hård landing i økonomien. De langsigtede konsekvenser af en lempelse ville være et øget reformbehov og endnu større ledighed, og det er ikke, hvad Danmark har brug for. Danmark har brug for reformer nu. En skattereform kan afhjælpe problemet med mangel på arbejdskraft og bidrage til løsning af klimaproblemerne, hvis den skrues rigtigt sammen.

Radikale Venstre har selv foreslået en skattereform, og vismændene siger, at en skattereform kan anvendes til at øge arbejdsudbuddet. Det er altså efterhånden grundigt dokumenteret, hvad skatten kan anvendes til, og det bør ingen partier have vetoret over for, siger Morten Helveg Petersen.

10

PI NLIGE TVANGSUDSENDELSER Morten Østergaard, der er udlændingeordfører for Radikale Venstre, er målløs over, at Danmark for fjerde gang har forsøgt at tvangsudsende tamiler til Sri Lanka – og igen er blevet stoppet.

– Det burde være hævet over enhver tvivl, at menneskerettighedsdomstolen mener, at man ikke kan udsende tamiler til Sri Lanka på dette tidspunkt. Men Flygtningenævnet ignorerer tilsyneladende den forpligtelse, det har til ikke bare at følge, men også rette ind efter menneskerettighedsdomstolens praksis. Og jeg er dybt forundret og målløs over, at man nu endnu en gang har tvunget domstolen til at trække i nødbremsen. Det er pinligt for Danmark, siger han.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har tidligere været i lukket samråd om sagen, men det har tilsyneladende ikke hjulpet..

– Ministeren må nu i fuld åbenhed forholde sig til denne meget akutte problemstilling. Vi kan ikke acceptere, at Flygtningenævnet sidder menneskerettighedsdomstolen overhørig. Derfor vil jeg bede ministeren om at forholde sig til sagen, og på baggrund af hendes svar overveje, om vi skal tage yderligere initiativer. Der er måske behov for at præcisere lovgivningen på området, så Flygtningenævnets forpligtelse til at følge domstolens praksis træder tydeligere frem, siger Morten Østergaard.

FØDEVAR EMI NISTER FORVIR R ER Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har planer om at indføre tre mærker, som viser hvor mange procent af restauranters varer, der er økologiske. Gradueringen skal vise, i hvilket omfang restauranterne anvender økologiske varer. Radikale Venstres fødevareordfører Bente Dahl kritiserer det bureaukrati, mærkningen vil medføre, og er bekymret for gennemskueligheden.

– Radikale Venstre går ind for at styrke forholdene for økologi, og derfor vil vi ikke bakke op om noget, der slører billedet for de økologiske forbrugere. Det er en svaghed ved det system, fødevareministeren vil indføre, at mærkningen ikke afslører, hvilke varer der er økologiske, og hvilke der ikke er, men i stedet kun viser en overordnet mærkning af hele restauranten, siger fødevareordfører Bente Dahl, der mener, at det vil være vanskeligt at undgå bureaukrati i en så detaljeret måde at vejlede om delvis anvendelse af økologiske varer, sådan som fødevareministeren har varslet.

– Jeg foreslår i stedet virksomhederne at skrive på menukortet, når en bestemt ret er fremstillet af økologiske varer, eller når bestemte ingredienser er økologiske samt annoncere, at det er muligt at købe økologisk fremstillede menuer. Derved kan kunden vælge på et oplyst grundlag. Det kan virksomhederne gøre under den nuværende lovgivning, og derfor forvirrer ministerens bebudede tiltag mere, end det gavner, siger Bente Dahl.

JA TIL EUROAFSTEM NI NG Regeringen ønsker en hurtig afstemning om euroen, men tøver af hensyn til SF. Det vurderer den radikale EU-ordfører, Lone Dybkjær, efter et møde mellem de EU-venlige partier.

– Det tror jeg gerne, den vil. Men jeg tror også, at den gerne vil have, at SF er med. Det ændrer jo ikke på Det Radikale Venstres holdning. Vi synes, at regeringen skulle træde i karakter og sige, at det er fuldstændig afgørende for Danmarks økonomi, at vi kommer med i euroen, siger Lone Dybkjær. På mødet slog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fast, at der ikke er truffet nogen beslutning, men at omkostningen for Danmark ved at stå uden for euro-samarbejdet er blevet tydelig med den finansielle krise, og den politiske omkostning vil vokse i fremtiden, hvor eurogruppen vil arbejde tættere sammen. Lone Dybkjær opfordrer statsministeren til at sende euro-forbeholdet til folkeafstemning uden de øvrige forbehold så hurtigt som muligt.

– Krisen betyder, at vi synes, vi skulle prioritere den afstemning. Den er uafhængig af, hvad der sker i Irland, hvor argumentet omkring forsvarsforbeholdet er, at vi lige skal se, hvad irerne gør, for det kan være, de vil gøre noget på forsvaret. Og omkring retsforbeholdet har vi ingen protokol, hvis ikke vi har Lissabon-traktaten, siger Lone Dybkjær på Ritzau.

11

side n sid st

FOGH SUR FER DOVENT PÅ GRØN BØLGE Som en doven surfer på den grønne bølge sparer statsministeren på energien ved at kopiere Radikales Venstres forslag til en grøn skattereform, mener Margrethe Vestager. Men de er så tilfredse med det miljøvenlige genbrug, at partiet glemmer copyright, lover den radikale leder, Margrethe Vestager over for Ritzau. Den nybagte klimaordfører vil også gøre Danmark uafhængig af kul, olie og gas, sænke skatten på arbejde og hæve den på forurening.

– Både på mål og på midler er det en fuldstændig 1:1 kopi. Vi kan stort set genkende vores egne formuleringer, siger hun om statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på Venstres landsmøde. Her sagde han, at ”vi skal sænke skatten på arbejde, fordi vi gerne vil have, at det skal kunne betale sig at arbejde, men til gengæld så er vi nødt til at kigge på, hvordan kan vi så øge incitamentet til at spare på energien og nedbringe forureningen”.

Foghs ord og argumenter ligner, hvad Radikale Venstre skrev i august 2007 i et oplæg. Derfor undrer den radikale leder sig over, at regeringen ikke ville have hende med til de egentlige forhandlinger om finansloven for nylig. Hun vælger imidlertid at tage Venstres skifte som ærligt ment. Samtidig mener hun, at statsministeren er presset til at blive grøn både af økonomiske og sikkerhedspolitiske grunde.

– Selv om troværdigheden er på vej ned, så må forventningerne være på vej op, tilføjer Margrethe Vestager.

KRITIK AF HASTELOV Lovforslaget om strammere vilkår for udlændinge på tålt ophold er blevet til i overhalingsbanen, og det er helt uforsvarligt, mener Radikale Venstre, der derfor i december skrev til Folketingets formand, Thor Pedersen (V), for at få det høje tempo diskuteret i Udvalget for forretningsorden. Udlændingeordfører Morten Østergaard er blandt andet vred over, at Folketinget ikke i tiden fik det normale høringsnotat med kommentarer fra organisationerne.

Normalt foreligger svarene fra organisationerne, inden et lovforslag bliver førstebehandlet i Folketinget, så lovforslaget kan tilpasses svarene, påpeger han. Det var ikke muligt ved dette lovforslag, hvor andenbehandlingen kan fastsættes.

– Det er ikke rimelige arbejdsvilkår. Vi er på herrens mark. Processen er en opskrift på lovsjusk, siger Morten Østergaard til Ritzau.

Anledningen til loven om strammere vilkår for udlændinge på tålt ophold er oplysninger om, at en tuneser boede tæt på en tegner, han angiveligt ville myrde – tegneren bag karikaturen af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Højesteret har afgjort, at Politiets Efterretningstjeneste ikke har fremlagt beviser, som kunne retfærdiggøre, at tuneseren sad i fængsel i over et halvt år. Han er fortsat udvist uden retssag, men kan ikke tvinges til sit hjemland, hvor han risikerer tortur. Mange organisationer har kritiseret hastværket. De fik kun få dage til at kommentere lovforslaget, som er aftalt mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Forslaget betyder, at de i øjeblikket 18 udlændinge på tålt ophold kan tvinges til at bo i Center Sandholm i Nordsjælland, hvor de skal melde sig hver dag.

12

KOMMU NER NE TIL GR I N

POLITIR EFOR M PÅ SPOR ET Radikale Venstre indgik i efteråret en aftale om en justering af politireformen, som tilfører flere betjente og administrative medarbejdere til politiet for 850 mio. kr. Gruppeformand Margrethe Vestager mener nu, at politireformen er tilbage på sporet og forventer mærkbare forbedringer hurtigt.

– Regeringen har ønsket flere ressourcer, så politireformen kunne gennemføres som aftalt. Det har vi imødekommet i klar forventning om, at reformen dermed er tilbage på sporet. Vi gik til forhandlinger med krav om, at politiet skal være tilgængeligt, når borgerne ringer, og det var et krav fra vores side, at betjentene i videst muligt omfang skal bruge deres arbejdstid på egentligt politiarbejde. Med den administrative styrkelse og meroptaget på politiskolen har vi opnået det. Reformen er tilbage på sporet, og vi har forhindret, at der her midt i reformperioden indføres nye målsætninger om synlighed frem for opklaringsarbejde, siger Margrethe Vestager, der også noterer sig, at det radikale forslag om at fjerne flere opgaver fra politiet ligeledes indgår i aftalen. Retsordfører Morten Østergaard glæder sig over, at der nu også er en aftale om at styrke indsatsen mod bander med flere radikale fingeraftryk.

Årets finanslov mellem VKO og Y flytter tydeligere end nogensinde de politiske prioriteringer fra kommunalbestyrelserne til Christiansborg. Dermed hamres endnu et søm i det kommunale selvstyres ligkiste. Det mener Johs. Poulsen, der er kommunalordfører for Radikale Venstre.

Det har længe været forudsigeligt, at årets finanslov ville ende med kioskbaskerne ”Loft over ældre-madpriser” og ”Penge til skoletoiletter”. Dermed har Dansk Folkeparti endnu engang med accept fra Venstre og Konservative først lagt kommunerne i en økonomisk spændetrøje ved at indføre service- og anlægsloft, hvorefter VKO nu som julemænd kommer med penge til deltaljeret øremærkede områder. Dermed flyttes de politiske prioriteringer tydeligere end nogensinde til Christiansborg, hvor VKO’s finansordførere leger kommunalbestyrelse, siger den radikale kommunalordfører Johs Poulsen, der er oprørt over detailstyringen i aftalen.

– Tegningen er lysende klar. Dansk Folkeparti er næsten uden for indflydelse i kommunerne. Derfor flyttes beslutningerne til Christiansborg. Når VKO er helt nede i detaljen for at fastlægge prisen på mad på plejehjemmene eller renovering af et skoletoilet, mister beslutningsrummet i kommunerne fuldstændig betydning. Det er principielt set en katastrofe for kommunerne, og det gør det meningsløst at engagere sig i lokalpolitik. Dermed er VKO’s fremfærd også et demokratisk tilbageskridt, medmindre man – som Dansk Folkeparti – i realiteten blæser værdien af selvforvaltning og et decentralt Danmark et langt stykke. Det er allerværste er dog, at Venstre og Konservative så villigt deltager i legen.

Måske hænger det sammen med, at regeringspartierne helt kynisk kalkulerer med, at ingen ser sammenhængen, når de i julemandskostume nedbryder det kommunale selvstyre.

Men det er dybt sørgeligt, at den regering – hvis største parti engang forsvarede det lokale demokrati og frirum – nu aktivt medvirker i nedbrydningsarbejdet. Det er populisme af værste skuffe, fastslår Johs Poulsen.

OBAMA HAR R ET I K R ITIK Barack Obama rettede før nytår alvorlig kritik af den danske indsats for de irakere, der er på flugt fra krigshandlingerne i Irak. Danmark og andre lande, der deltog i koalitionen i Irak, ”har gjort sørgeligt lidt for at klare flygtningekrisen, og må opmuntres til at gøre mere”, skriver Obama på sin officielle hjemmeside. Barack Obamas kritik rammer hovedet på sømmet i den linje, Radikale Venstre længe har fremført i Folketingssalen. Desværre har Radikale Venstres integrationsordfører Morten Østergaards kritik af den danske indsats ikke vundet gehør hos regeringen og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). Hun afviste allerede i foråret i en debat i folketingssalen at kigge nærmere på FN’s råb om hjælp til de irakere, der har været ramt af krigshandlingerne i Irak.

– Vi har meget længe kritiseret regeringen for at svigte sit ansvar i forhold til situationen omkring flygtninge i Iraks nærområder. Vi har gentagne gange opfordret til, at man lyttede til FN’s nødråb om akut behov for genbosættelse af irakiske flygtninge. Men vi har talt for døve øren. Derfor håber jeg, at Barack Obama måske kan åbne regeringens øjne for den nødsituation, der eksisterer som en direkte følge af krigen i Irak, siger integrationsordfører Morten Østergaard, der også har et konkret forslag klar til den indtil nu handlingslammede danske regering.

– Konkret foreslår Radikale Venstre, at den næste såkaldte kvoterejse, hvor der vælges flygtninge til Danmarks årlige flygtningekvote på 500, går til nærområder til Irak, så vi kan adressere det akutte behov for hjælp, siger Morten Østergaard.

13

hva d så?

Trines kamp 2008 blev et ganske specielt år for det radikale byrådsmedlem Trine Nebel Schou. Sammen med sin partifælle Henrik Brade Johansen har hun kæmpet mod Lyngby-Taarbæk kommunes to viceborgmestre. Undervejs er hun blevet truet med retssager og beskyldt for bagvaskelse, men de to radikale vandt kampen – i hvert fald på papiret.

TEKST: Søren Højlund Carlsen

D

FOTO: Ditte Valente

en 17. maj 2008 kunne man i Berlingske Tidende læse om en prekær sag i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor kommunens to viceborgmestre angiveligt hævede løn, når de fik fri til at gå til byrådsmøder eller andre politiske arrangementer.

I årevis havde rygterne svirret i kommunen om, at den konservative Lene Kaspersen og socialdemokraten Liss Kramer Mikkelsen, frit kunne benytte deres arbejdstid til politisk arbejde. Rygterne var også nået Trine Nebel Schou og under et institutionsbesøg rundt i kommunen sammen med Marianne Jelved, fik Trine Nebel Schou bekræftet rygterne.

– Den ene af kommunens viceborgmestre havde mere eller mindre en ’tom stilling’ på den ene af de institutioner vi besøgte. Vi fandt ud af, at det faktisk drejede sig om begge vores to viceborgmestre, fortæller Trine Nebel Schou, der med sin partifælle Henrik Brade Johansen straks tog affære. Han tog sagen op i kommunens økonomiudvalg, mens Trine Nebel Schou, der for halvandet år siden selv var ansat på en af kommunens skoler, men aldrig havde fået tilbudt en lignende ordning, stod frem i Berlingske Tidende og fortalte om sagen. Men det skulle hun nær aldrig have gjort.

– Den ene viceborgmester gik helt op i limningen af frustration og klagede over os til Statsforvaltningen, og samtidig truede hun os med både bål, brand og bagvaskelsessag, og har gjort det mange gange siden, men hendes kraftige reaktion styrkede os bare i, at vi havde fat i noget, siger Trine Nebel Schou.

14

FORVALTNING BAKKEDE OP På trods af den ene borgmesters vrede, fandt Statsforvaltningen dog ikke nogen problemer i, at de to radikale medlemmer havde fortalt om sagen. Og da Berlingske Tidende gik ind i sagen og bad om aktindsigt dukkede to såkaldte ’borgmesterbreve’ op fra arkiverne.

Brevene var 17 år gamle, underskrevet af den daværende kommunaldirektør og borgmester og gav de to viceborgmestre ret til at ”få tjenestefrihed med løn til deltagelse i alle møder og politiske aktiviteter”, som det hed i brevet.

– Det var disse borgmesterbreve, der i løbet af 17 år har udviklet sig til mere eller mindre ’tomme stillinger’, og hvor nye chefer undervejs er blevet bedt om at blande sig uden om, når de havde forsøgt at sige fra, siger Trine Nebel Schou, der – i lighed med andre kommunalt ansatte kommunalbestyrelsesmedlemmer – aldrig nogen sinde har fået tilbudt en tilsvarende ordning. Tværtimod fik Trine Nebel Schou som nyvalgt medlem at vide, at hun skulle passe sit arbejde og forsøge at bytte med kolleger og tage vikartimer, så hun ikke forsømte noget.

Trine vurderer i dag, at hun under hele sin ansættelse har fået eftergivet 25 til 37 timer alt i alt, noget som Socialdemokraterne i Lyngby nu forsøger at sidestille som en ulovlighed på lige linje med viceborgmestrenes.

– Men gudskelov for, at jeg ikke fik det samme, for det handler slet ikke om det. Den her sag handler om borgenes penge og troværdighed over for dem, der har valgt os, siger Trine Nebel Schou, der betegner ordningen som meget lemfældig og en umoralsk omgang med borgernes skattekroner.

– Jeg tror ikke alt er ikke kommet frem i denne sag, siger Trine Nebel Schou, der har lovet ikke at nævne nogen af de mange medarbejdere, som hun har talt med om sagen.

AFGØRELSEN Omtalen af sagen førte til, at Kommunernes Landforening blev sat til at lave en juridisk undersøgelse. Den var færdig i november og erklærede, at ordningen var ulovlig. ”Kommunens praksis har i et vist omfang medført, at kommunen har betalt for meget i løn til de pågældende ansatte”, hedder det i afgørelsen, der dog ikke har medført, at de to viceborgmestre skal betale penge tilbage. ”Kommunen er ikke i besiddelse af nogen form for dokumentation af størrelsen”, skriver KL, der fraråder, at man bruger mere tid på dén side af sagen.

– Vi får aldrig at vide, hvor mange penge kommunen har tabt, men vi er glade for det lykkedes vores to-mands partigruppe at få kastet lys over det 17-årige misbrug, siger Trine Nebel Schou. Borgmesterens flertal har accepteret at beklage offentligt, at ordningen har kunnet finde sted. Men da Radikale Venstre, SF og Venstre, der udgør oppositionen, stillede forslag om at undersøge ordningen nærmere, blev forslaget stemt ned.

– Sagen viser, at det nytter, hvis man råber op og tager kampen, men den viser også demokratiets anden side, at hvis et politisk flertal ønsker lagt låg på en sag, kan de faktisk slippe af sted med det, slutter Trine Nebel Schou, der stadig håber, at sandheden om hvordan borgernes penge er blevet brugt, en dag får lov at komme helt for dagens lys.

Trine Nebel Schou sidder i kommunalbestyrelsen i Lyngby-TaarbĂŚk Kommune og er formand for kommunens IntegrationsrĂĽd. Hun er tidligere folkeskolelĂŚrer, men studerer nu retorik ved siden af det politiske arbejde.

15

Håbet skal findes i historien Radikale Venstre skal være krystalklare, så skal vi nok klare skærene.

Det garanterer Asger Baunsbak-Jensen som Radikal Politik har mødt for at få inspiration til fremtiden fra en af fortidens radikale ikoner.

For selv om Asger Baunsbak nødtvunget måtte forlade politik på grund af et depressivt sind, stopper det politiske engagement ikke, bare fordi helbredet tvinger én væk fra rampelyset. Tværtimod er Asger Baunsbak stadig i stand til at finde håb i historien.

TEKST: Marcus Aggersberg FOTO: Nicky Bonne

16

17

I

nterviewet er slut. Asger Baunsbak har været omkring det meste. I tre timer har den 76-årige ekspolitiker forsøgt at sætte ord på, hvad de radikale skal gøre for at genfinde deres fodfæste i det politiske landskab. Nu sidder han tavs i sin lænestol med en kop kaffe i hånden og tænker over, om han mangler at sige noget. Pludselig tager læberne tilløb til et sidste indspark: – Vi bliver ofte beskyldt for at være et midterparti, sikke noget sludder. De Radikale er et socialradikalt parti. Vi er ikke borgerlige, vi er ikke socialdemokrater, og vi heller ikke er SF´ere. Vi er et parti med et stort frisind, en stor social lidenskab, og så er vi dét parti herhjemme, der står stærkest på vores principper og idealer upåvirket af tider og vælgerstemninger, og selv om vi er usynlige i øjeblikket, er det kun midlertidigt.

Han sidder lidt uden at sige noget.

– Hvis vi vel at mærke selv vil, siger han så og slår en fast næve i bordet.

NYE MULIGHEDER De Radikale har det ikke godt. Det er efterhånden en gammel sang, og billederne fra jubelvalget i 2005 er med tiden kørt fast et sted i erindringens udkant.

Men den kedelige udvikling er ikke begyndelsen til enden på partiets rolle som hovedaktør i dansk politik, beroliger Asger Baunsbak. Tværtimod er det starten på en ny tid med nye muligheder: – I de 103 år, partiet har eksisteret, har det i halvdelen af tiden været medlem af en regering. I den anden halvdel af tiden har partiet afgjort, hvem der kunne danne regering eller blive siddende som regering. Der har aldrig før været en periode på over syv år, hvor de radikale ikke har været bundet af at være det udslaggivende parti, som skulle indgå kompromiser. Det giver partiet en helt ny frihed til at finde ud af, hvad det vil stå for i en tid med enorme forandringer, siger han, da interviewet begynder. Og der er nok at rette op på. Sidste efterår fortalte meningsmålingerne en historie om et parti, der nærmede sig afgrunden, og denne søndag i november ser situationen ikke mindre besværlig ud. I dagens udgave af Berlingske Tidende står de radikale til at få under fire procent af stemmerne, hvis Anders Fogh Rasmussen udskrev folketingsvalg.

– Det er selvfølgelig ikke morsom læsning, men når man som jeg har fulgt politik på tæt hold i over 50 år, 18

tager man den slags forstyrrelser roligt.

Det er jo ikke første gang, at de radikale befinder sig i en situation med magre mandattal. Sidste gang var ved valget i 1977, dengang stod vi med seks mandater, som ikke kunne bruges til noget som helst, og det døde vi som bekendt ikke af. Der er med andre ord ingen grund til at gå i panik, konstaterer Asger Baunsbak tørt.

INGEN PANIK Der er nu heller ikke meget panikstemning over den 76-årige ekspolitiker, som han sidder dér med begge hjemmesko plantet i gulvtæppet i sit arbejdsværelse, bagerst i det rummelige parcelhus i Farum. Et lille huleagtigt rum foret med bøger. Det er herfra, hans verden går. Her lader Asger Baunsbak sig synke ned i sin lænestol, når han har brug for ro til at tænke over tingene, og det er herfra, at han som forfatter og flittig kronikør de seneste to årtier har bragt sig selv i spil og lagt stenene til sin position som partiets nestor. I 1984 sagde han selv endegyldigt farvel til drømmen om et liv som toppolitiker, da han overraskende og pludseligt valgte at trække sig fra jobbet som folketingspolitiker kort efter at være blevet valgt ind. En beslutning som mange af hans politiske kolleger havde svært ved at se logikken i dengang, men som gav god mening for hovedpersonen selv.

– Jeg voksede op i en familie, der var domineret af en depressiv syg far, og de ting, der sker tidligt i et menneskes liv, kommer til at præge det resten af livet. I mange år ønskede jeg ikke offentligt at fortælle, at jeg havde arvet et depressivt sind fra min far. Jeg havde ikke lyst til, at folk skulle sidde nede i salen og tænke: Er han mon rask i dag? Men jeg viste mit parti den respekt at trække mig, fordi jeg ikke ville ende i en situation, hvor jeg midt i en valgkamp blev ramt af en depression. Det kunne jeg ikke byde nogen. Historien om det depressive sind står beskrevet i den erindringsbog, som Asger Baunsbak udgav i 2007. Her fortæller den 76-årige ekspolitiker direkte og usentimentalt om baggrunden for, at han måtte forlade politik og aldrig fik den karriere, som hans politiske talent berettigede til. Og også om den smerte, som var forbundet med erkendelsen.

– Det var svært for mig at forlade politik, og det har været et stort afsavn, for jeg er politisk af natur. Jeg elsker miljøet omkring Christiansborg, og jeg hol-

der af den politiske debat, men jeg var nødt til at vælge det fra.

Men er man et politisk menneske, stopper det politiske engagement ikke, bare fordi helbredet tvinger én væk fra rampelyset. Man kan ikke dæmpe et temperament, som Baunsbak selv udtrykker det, og de sidste 25 år har han været den mur, som skiftende ledere i partiet har spillet bold op ad, når de har manglet nye øjne på de politiske udfordringer.

– For mig har det altid været livet om at gøre mit til, at de værdier radikalismen bygger på, bliver ført frem og får indflydelse på samfundsudviklingen. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at blande mig og komme med indspark.

LIDENSKAB Der er stor forskel på, om man betragter politik som et personligt kald eller en genvej til et tungt CV. I dag er der alt for mange, som bruger det politiske liv til at fremme deres personlige karrierer, mener Baunsbak. Det betyder ikke, at der ikke findes politikere, som har deres lidenskab intakt.

– Tag sådan en mand som Barack Obama, man er jo ikke i tvivl om, at han ønsker at skubbe til udviklingen.

Han vil forandring. Men lidenskab gør det ikke alene, man skal også have idealdannelse, og hvor henter politikere deres idealdannelse henne i dag? Kanalerne er tørret ud. Der var i hvert fald nogle andre kampe, der skulle kæmpes, da jeg var ung. Betyder det så, at der ikke længere er noget at kæmpe for?

Slet ikke, lyder Baunsbaks pointe. Der er masser af slag, som venter på at blive udkæmpet. De ser bare anderledes ud, end de gjorde for 50 år siden: – Vi skal først og fremmest splintre den uhyggelige nationalisme, som er på fremmarch i disse år. Det er hér, mellem Radikale Venstres internationalisme og Dansk Folkepartis angstfyldte nationalisme, at modsætningen står. For det andet skal vi skabe en politik, der giver nogle bud på, hvordan vi indretter samfundsøkonomien anderledes, end den måde de multinationale selskaber hidtil har gjort det på, og som er skyld i den nuværende krise. For det tredje skal vi se på, hvordan vi bedst muligt afværger den lurende klimakatastrofe, vi står over for, og sidst men ikke mindst skal vi kæmpe for at skabe bedre vilkår for samfundets svage og udsatte.

Det lyder jo flot alt sammen, og det er formentlig de færreste radikale, som er ►

19

► uenige i de betragtninger, men hvordan skal partiet løfte opgaven i praksis?

– Med visioner. Jeg har ikke lyst til at gisne om, hvem der skal danne regering efter næste valg. Det er dybest set uinteressant, eftersom næste folketingsvalg formentlig ligger flere år ude i fremtiden. Men tiden indtil må for alt i verden ikke blive en ørkenvandring, de næste år skal være en besindelsestid, hvor partiet finder sine egne ben at stå på. Og det kan være en frugtbar tid for et parti at besinde sig på sine rødder, det er bestemt ikke noget negativt, siger Baunsbak.

– Det er det kun, hvis man for enhver pris vil sætte sine fingeraftryk på finanslovsforhandlingerne.

Det må du lige uddybe?

20

– Jeg mener ikke, vi skal sigte efter at opnå små resultater aktuelt og få en ny regering på lang sigt. Det forholder sig snarere lige omvendt. Vi skal lave en politik på lang sigt, og vi skal have en ny regering så hurtigt som muligt.

Siger du, at partiet helt skal lade være med at indgå forlig med regeringen?

– Jeg siger, at vi skal besinde os og bruge kræfterne på at markere os på nogle få vigtige områder, i stedet for at slide os op på en masse småforlig, som alligevel ikke batter det store. I foråret lancerede de radikale for eksempel en udmærket 2015-plan, men jeg er rystet over, at vi efterfølgende ikke har set mere til de 100 punkter, der lå i planen.

Vi skal være bedre til at placere de radikale temaer i medierne. Vi er simpelt-

hen for beskedne. Se, hvordan Dansk Folkeparti uge efter uge stjæler overskrifterne.

Opskriften er enkel. De radikale skal sætte ansigt på de svage, ligesom Dansk Folkeparti gør det med de ældre, siger Baunsbak.

– De Radikale skal gå ind med hele sit humanistiske menneskesyn og sætte ansigt på og tale til de psykisk syge, alle de psykisk nedslidte mennesker, og de mange, som har svært ved at klare de stigende krav på arbejdsmarkedet.

Vi har en forældet opfattelse af, hvad fattigdom er herhjemme. Folk tror, det handler om ikke at kunne få smør på brødet, men den menneskelige nød er ikke længere materiel, den er psykisk.

Stress er tidens pest, og hvert eneste

år bukker tusindvis af sunde og raske mennesker under for sygdommen.

Hvordan kan vi indrette vores samfund, så folk ikke bliver ramt? Det skal vi komme med nogle konkrete bud på.

Vi skal tænde lys i de unge, så de kan se, at det er et fælles ansvar at løse problemerne. Politikerne svigter, hvis ikke de formår at tænde lyset i folk med deres idealer. Det kan ikke nytte noget, at de bliver ved med at tale om strukturer og reformer, der bunder i rationelle regnestykker. Koncernkulturen er dømt til at mislykkes. Derfor er jeg radikal.

JA TIL EUROPA Og når det gælder europapolitik, er Asger Baunsbak ikke mindre skarp i sine udmeldinger. Han opfordrer de radika-

le til at spidde SF på deres holdninger til EU og udstille partiets angst for at sige ja til euroen, ligesom de radikale skal føre an i kampen for en folkeafstemning om de danske forbehold.

– Og vi skal ikke være bange for at få et nej. Vi skal tværtimod sætte tingene på højkant og tydeligt fortælle folk, hvilke konsekvenser et eventuelt nej vil få for os. Forklar vælgerne, at Danmark spærrer for en helt afgørende udvikling i Europa, hvis vi vælger at sige nej.

På samme måde skal de radikale ikke være bange for at komme med bud på, hvordan man styrker Europaparlamentets magt, siger Baunsbak.

– Vi skal have visioner på Europas vegne og hele tiden komme med forslag til forbedringer af EU. Se på, hvordan

man på sigt kan skabe et europæisk superparlament med to kamre, hvor det første kammer bliver sammensat i forhold til befolkningernes størrelse, det andet med to repræsentanter fra hvert land – ligesom det amerikanske senat.

Vi skal træde i karakter som idéskabende for fremtiden – både på nationalt, europæisk og internationalt plan.

EFTERSYN Og det leder os frem til den økonomiske politik, der ifølge Baunsbak i den grad trænger til et globalt eftersyn.

– Det viser sig jo, at alle de jakkesætsklædte kapitalister, som kørte rundt i deres store firhjulstrækkere og råbte, at det frie marked ville klare alle forhindringer, frivilligt overlod al magten ► 21

► til staten, den dag problemerne opstod, siger Baunsbak triumferende.

–Den udvikling åbner for dannelsen af nye idealer om samfundet og rejser nye spørgsmål: Hvilke muligheder er der for at skabe andre produktionsenheder og økonomiske former end de kapitalkoncentrationer, der ligger i de multinationale selskaber i dag? Har andelsbevægelsens tanker en plads i næste generation? Hvis jeg var 30 år og gik ind i politik, ville jeg nedsætte en tænketank, der kiggede på mulighederne for at bringe elementer fra andelsbevægelsen i spil igen, og se på om det kunne danne model for Europa og resten af verden, siger Baunsbak og slår til lyd for, at de radikale skal være et parti, der bryder med traditionen om, at det udelukkende er intellektuelle overvejelser og økonomiske udregninger, der danner baggrund for politiske løsninger: –Vi skal sætte mennesket først. Idealet er de løsninger, der tager udgangspunkt i menneskets muligheder og begrænsninger. Et menneskesyn, så stærkt et ord vil jeg bruge. Jeg tror, der er ting i den menneskelige natur, som ikke bliver kaldt på i dag, som er blevet opgivet og glemt i forbifarten, fordi de store strukturer har taget magten. Det er et oprør, jeg taler om.

– Du taler om nye strukturer, der giver plads til, at for eksempel andelstankerne kan udfolde sig, men i sidste ende kræver det, at almindelige mennesker har lyst til at udfolde sig i de rammer. Har de det?

– Det er jeg sikker på. Mennesker har lyst til at have indflydelse på deres eget liv. Selvfølgelig er det muligt, at det viser sig ikke at være tilfældet, men hvorfor ikke spørge folk. Foreslå det. Der er snart kommunalvalg, hvorfor ikke lade de radikale kandidater stille op med visioner for, hvordan man kunne lave forskellige andelsforsøg i lokalsamfundet.

Folk skal vide, at stemmer de radikalt i Ringkøbing Kommune, vil vi gøre forsøget, og se hvad det skaber af nye muligheder. Vi kan selvfølgelig ikke love, at det bliver en succes, ligesom Barack Obama heller ikke kan garantere, at tingene bliver, som han siger. Men vi kan prøve at vise nye veje.

PRÆSIDENTVALG Set fra lænestolen i Farum bliver næste folketingsvalg et præsidentvalg mellem Helle Thorning Schmidt og Venstres nye leder eller De konservatives Lene Espersen, og det afgørende er derfor ikke, om Margrethe Vestager bliver 22

statsminister eller ej. Det afgørende er, at de radikale kan hente de 10 mandater hjem, der er nødvendige for at få indflydelse på de områder, partiet står for.

– Så er det muligt, at nogle af vores vælgere stemmer Venstre. Jamen, så lad dem stemme Venstre. Vi skal overstråle de andre med vores visioner, og vi skal sikre ungdommens interesse for os som bevægelse, som det parti, der giver idealer for det samfund, vi skal leve i om 30 år.

– Så siger du også, at partiet i forsøget på at ramme bredt, er gået væk fra at melde klart ud på nogle områder?

– Ja, det mener jeg. Og det har kostet vælgere.

– Men den lave tilslutning behøver vel ikke at hvile på uklarhed. Den kan lige så godt hvile på et klart fravalg. At det er ganske præcist, hvad Margrethe Vestager vil, og at det netop er uenighed med hende og flertallet i folketingsgruppen, der fik vælgerne til at vende de radikale ryggen ved sidste valg?

– Hvis du lægger mærke til det, slår jeg ikke ned på nogen og siger, at han eller hun har fejlet. Jeg dømmer ikke partiet, det er slet ikke mit ærinde, jeg holder mig til fremtiden. Sidste valg er overstået, lad det være. Det interessante er, hvad der sker om to–tre år. Og hvis ikke vi har en klar oppositionslinie i forhold til regeringen, og i visse henseender også til Socialdemokraterne, som ikke ved deres levende råd om, hvordan de skal få nogle af deres stemmer tilbage fra Dansk Folkeparti, så får vi ikke den nødvendige fremgang. Derfor skal vi skal have nogle få kerneområder, som vi repeterer for befolkningen. Det er jo det, Pia Kjærsgaard kan. Hvorfor er Dansk Folkeparti så stærke? Fordi de er så dygtige til at gentage, hvad de står for, og de viger ikke fra det. Vi skal gøre det samme, selvfølgelig fra det diametralt modsatte udgangspunkt.

DEN SMALLE KAMP Radikale Venstre skal holde op med at tro, at det kan vinde kampen i bredden. I de år, hvor partiet var tungen på vægtskålen, var man selvsagt nødt til at forholde sig til flere områder ad gangen, men når man som nu er nede på ni mandater og står uden for indflydelse er situationen en anden, mener Asger Baunsbak.

– Vi oplever at stå uden for indflydelse i to valgperioder i træk, og det må vi altså tage til efterretning. Det kan ikke nytte noget, at man tror, man kan dække sig ind på alt fra boligpolitik over

forsvarspolitik til miljøpolitik. Jeg siger ikke, at taktikken ikke kan ændres, når vi engang sidder i regering, men det er ikke tiden til at skyde med spredehagl.

– Hvad er de væsentligste forhindringer for, at det kan lade sig gøre at føre dine anbefalinger frugtbart ud i livet?

– Jeg vil godt starte med at sige, at folketingsgruppen jo allerede arbejder med de her temaer, jeg forstærker bare processen med mine ord. Men når det er sagt, så frygter jeg for, at EU har toppet.

Jeg er tilbøjelig til at tro, at den økonomiske krise med tiden vil vise sig ved socialt sammenbrud og arbejdsløshed, og den slags fører næsten altid nationalisme med sig. Min frygt er en stilstand i den europæiske proces frem for en fremdrift i retning af de ting, vi har talt om. Det bliver svært at få folkeafstemninger med opbakning, fordi folk mister overskueligheden i den enorme informationsmængde. De kan forholde sig til en detalje, ikke den store sammensatte mængde af emner, problemer og ideer, der ligger i at forme et Europa i så lang en proces. Jeg frygter, at problemerne omkring Lissabon-traktaten fører til en stagnation og en opløsning af Europa i nogle få store stater, der styrer fremad og en række mindre stater, der havner i tilbageskuende nationalisme.

Det er derfor, jeg er så optaget af EU. Det europæiske samarbejde står ved en korsvej, mener Baunsbak, og netop derfor er der brug for et parti, som kan sige tingene ligeud og tvinge folk til at tage stilling.

– Vi skal ikke være bange for et nej. I det hele taget skal man ikke være bange for kriser i politik. Nogle gange er det jo netop krisen, der er brug for, hvis man skal ryste folk ud af døsen. Går man uden om kriser, kan man komme til at svigte i det lange løb. At være radikal er ikke at være konfliktsky, det er at vide, hvad konflikten drejer sig om, og så tage opgøret.

– Er der vælgere i alt det her?

– Der er nok til 10 mandater, og det er rigeligt. Det afgørende er ikke at få mange stemmer og blive til en folkebevægelse, den slags kan nemt blive til opportunisme. Vi har i årevis fået at vide, at de radikale svingede som vinden blæste, at Niels Helveg ikke kunne bestemme sig ved et tag-selv-bord. Det kan være, det engang var sådan, men det er ikke længere tilfældet, og sådan må det heller ikke være fremover. Vi skal være krystalklare.

Er vi det, skal vi nok klare skærene. Det vil jeg godt garantere. □

ASGER BAUNSBAK-JENSEN

er født i 1932 og forfatter og foredragsholder. Han er tidligere undervisningsdirektør, landsformand for Radikale Venstre og medlem af Folketinget. Asger Baunsbak-Jensens udgav forrige år sine erindringer om at vokse op med en depressiv far og selv leve med en depressionssygdom og om at udfordre og overvinde depressionen.

Han bor i Farum med sin hustru og er stadig aktiv i den lokale vælgerforening.

23

24

Radikale byrødder Landet over knokler radikale medlemmer i byrådssale og rådhuse for maksimal radikal indflydelse på landets kommuner og de lokale beslutninger. Ofte er de radikale byrådsmedlemmer det eneste radikale medlem af deres byråd, så deres politiske arbejde kræver både god politisk fornemmelse og ganske meget knofedt. Mads Brandsen tog en tur rundt i de radikale politiske Danmarkskort og mødte tre byrådsmedlemmer, der holder den radikale fane højt i hver deres kommune.

25

Tungen på vægtskålen Hvis man skal tælle til 16 i byrådet i Randers Kommune, må man have Mogens Nyholm med. Som formand for miljø- og teknikudvalget holder han den grønne fane højt og det er blandt andet lykkedes ham at forhindre byggeriet af boliger i et bynært naturområde.

H

ans kolleger – eller konkurrenter, om man vil – i byrådet i Randers kalder ham spøgende for grønne Mogens. Og det er da også især på det grønne område, at den 46-årige økonom og handelsskolelærer fra Vorup har slået sine folder, siden han i 2005 blev indvalgt i Randers Byråd. Som led i konstitueringen med Socialdemokraterne og byrådets enfant terrible, Beboerlisten, kunne Mogens Nyholm sætte sig for bordenden i Miljø- og Teknikudvalget. Den placering har givet ham en masse indflydelse – og et stort ansvar.

– Som partisoldat kan man sige, hvad man vil, men det er jo helt afgørende, hvad man mener, når man er det 16. og afgørende mandat i byrådssalen, siger Mogens Nyholm, der trods ivrig insisteren på, at Radikale Venstre er et midterparti, er blevet stemplet som en del af rød blok af Randers Amtsavis.

En søgning i avisernes artikeldatabase InfoMedia viser da også, at Nyholm i perioder har været lederskribentens yndlingsaversion på den traditionelt borgerligt orienterede avis. Men det er måske ikke så underligt.

– De nye store kommuner har betydet, at kommunalpolitik er blevet langt mere interessant for medierne. Vi er meget mere eksponerede, end tidligere byråd var. Det eneste, der godt kan ærgre mig, er, at det kan være svært at komme igennem med de positive historier, siger Nyholm, der med en samtidig debut som byrådsmedlem og udvalgsformand har fået kam til sit hår rent tidsmæssigt.

– Jeg plejer at sige, at jeg har et fritidsjob på handelsskolen, mens mit arbejde er politik, siger han og understreger, at arbejdet som underviser naturligvis ikke er venstrehåndsarbejde, men at politikken tidsmæssigt har fået overtaget. Dog er han gået ned på 30 timer på Silkeborg Handelsskole, så der er bare lidt luft i den stramme kalender.

26

MÆRKESAGER Radikal Politik møder ham en fredag eftermiddag, hvor budgetforhandlingsmaratonet med møder til unormalt sent om aftenen er veloverstået. Tidsforbruget er ikke rigtigt et problem, når man som ham brænder for sagen, men man bør ikke regne sin timeløn ud, siger Mogens Nyholm.

– Der er for mig slet ingen tvivl om, at vederlaget til kommunalpolitikere er alt for lavt. Hvis man skal have held med at tiltrække kvalificerede til at gå ind i lokalpolitik, så må vilkårene forbedres, mener han og anslår, at politikken fylder i omegnen af 40–50 timer ugentligt. Spildt har tiden dog heldigvis ikke været. Der er nemlig for længst sat flueben ud for nogle af mærkesagerne i det radikale program fra 2005.

– Vi sagde nej til skolelukninger, og der er ikke blevet lukket en eneste skole, og vi fik bremset byggeriet af boliger ved Hvidemøllevej samt en vej gennem Vorup Enge, fastslår han. Netop Hvidemølle-projektet har i årevis været en kæphest for Nyholm og partiet. Idéen blev født, da borgmesteren var Danmarks yngste og hed Michael Aastrup Jensen (V), men først da der kom en radikal stemme i byrådet lykkedes det at bremse byggeriet, der ville ødelægge store dele af den bynære natur, som Nyholm i øvrigt i parentes bemærket har udsigt til fra sit kontor.

Men der er mange flere grønne idéer på tegnebrættet. Det er tydeligt, at man, når man er radikal i Randers, har en klar grøn profil. Det kunne Mogens Nyholm godt ønske sig, at man tog ved lære af på tinge.

– Det er vigtigt, at partiet også melder ud på de områder, der optager folk allermest, og ikke kun på højtravende områder. Det er fint at have fokus på udlændinge- og retspolitik, bare det ikke kammer over, for der er altså mange borgere, der er mere optaget af hverdagslivets udfordringer, mener

Nyholm og nævner den aktuelle proteststorm mod regionernes planer om nedskæringer på rutebilerne som eksempel. Dog adresserer han ikke den største buket tidsler til den radikale folketingsgruppe, men til regeringen. Den presser nemlig kommunalpolitikerne i helt urimelig grad, mener han.

– Jeg er en af dem, der har råbt højest om det i byrådet, for jeg mener, vi er ved at blive marionetdukker på grund af al den centrale styring. Det er noget skidt, at Folketinget laver regler for, hvor meget kommunerne må tage for mad til de ældre. Det er en sag mellem vælgerne og byrådet, som bør afgøres på valgdagen. Adspurgt om det kan få konsekvenser for hans lyst til at være politiker, siger han: – Jeg bliver i politik, så længe jeg synes det er spændende. Den dag, hvor jeg synes minusserne er større end plusserne, så stopper jeg. Det er de dog slet ikke ved at være.

Grønne Mogens er klar til en periode mere og regner stærkt med at få selskab af mindst endnu en folkevalgt fra liste B. – Det, at vi nu er i byrådet her i Randers, giver os en helt anden platform at føre næste valgkamp på. Folk kender os og ved, hvad vi står for.

Mogens Nyholm er uddannet økonom og har i de sidste 10 år været handelsskolelærer. Han har to gange været opstillet som radikal spidskandidat til Randers Byråd, og var frem til 2005 også folketingskandidat i Grenå. Blev byrådsmedlem i 2005 som det første radikale byrådsmedlem i Randers i 35 år. I dag er han formand for Miljø- og teknikudvalget.

(FOTO: David Bering)

27

Pragmatikeren fra Jelling Da Dorte Rørbye i 2005 blev valgt ind i Vejle Byråd rykkede hun tættere på borgerne, men ikke tættere på magten. Og det har hun det egentlig ganske fint med.

D

orte Rørbyes brevsprække giver et fingerpeg om, at dens ejer er radikal. ”Politiken, tak”, står der på den som en venlig påmindelse til avisbuddet om, at her skal han altså ikke bryde sig om at levere Jyllands-Posten. Og radikal, det er hun. Med stort R. Bag sig har hun en årrække i Vejle Amtsråd. Da amterne lukkede og slukkede, skiftede den 65-årige talepædagog fra Jelling til kommunalpolitik og blev valgt til Vejle Byråd. Et skifte, der er bekommet hende rigtig godt.

– Jeg oplever, at min rolle som politiker er blevet meget mere interessant.

Folk er meget mere optaget af, hvad jeg laver og jeg er virkelig kommet tættere på borgerne, siger Dorte Rørbye. I amtsrådet var hun ikke en del af det store brede flertal, der konstituerede sig. Den rolle er hun ikke ked af, at hun også har fået i byrådet.

– Jeg er og har altid været pragmatiker, så hvis mit vilkår for at være i politik er at være i opposition, så jeg har det fint med det. Alligevel har jeg fået en række resultater igennem, og jeg har aldrig syntes, at min indsats har været spildt.

Der kommer heller ikke meget klynk fra Rørbye over, at det er uoverkommeligt at være den eneste radikale i det 31 medlemmer store byråd: – Når man som jeg er eneste radikale kvinde i en byrådssal, så har man altså bare at spidse albuerne og se at klare mosten. Enten overlever man og synes det er sjovt, eller også går man ned med flaget. Jeg har valgt det første, griner hun.

NEJ TIL VB Konkret har det betydet, at Dorthe Rørbye har måttet vælge sine kampe med omhu, og alligevel har hun siden 2005 sat flere radikale aftryk.

– Jeg har kastet mig over kulturen og særligt børnekulturen, fordi jeg synes

28

det var undervurderet. Jeg sidder også i vores sundheds- og forebyggelsesudvalg og i et udvalg om landsbyerne, hvor det er lykkedes os at komme ud at tale med borgerne i den nye kommune – med stor succes, fortæller hun og betoner dog, at hun som eneste byrådsmedlem nødvendigvis må markere sig bredt og ikke kun på enkelte områder. Lige så passioneret, Rørbye taler om børnekultur, lige så indigneret bliver hun, når samtalen falder på VB – Vejle Boldklub. Hun er glad for at gå imod det store flertal, når det angår kommunale kroner til de lokale fodboldspillere.

– VB fik 70 mio. kr. til at bygge nyt stadion og yderligere 400.000 kr. årligt til driften af det. Kommunen nedlagde en sangskole, men VB skulle da have en kvart mio. kr. til en åbningsceremoni. Vi taler altså om et privat firma, der har masser af penge i forvejen, tordner Rørby, der langt hellere vil satse på gravhøje i stedet for grønsvær.

– Jeg har brugt mange kræfter på at få de andre byrødder til at indse, at kommunens kulturelle fyrtårn er Jelling-monumentet, som er på UNESCO’s verdensarvsliste.

TIL GRIN Først blev hun nærmest til grin, da hun nævnte det faktum, men efter et besøg af et kommunikationsbureau, der gav hende ret i, at kommunen bør markedsføre sig på natur og kultur, kom byrådsmedlemmerne på bedre tanker – og nu skal området omkring stenene udvikles.

– Jeg vil ikke tage æren, men jeg skubbede meget til den dagsorden, siger Rørbye beskedent.

Hendes rolle som kritisk, men konstruktiv opposition har hun taget med sig fra årene i amtsrådet.

– Hvis man sagde noget kritisk, blev man dømt ude. Det var ikke let at komme igennem, hvis man ikke ville klappe hinanden på skulderen og blive en

del af systemet sammen med det brede flertal. Det afviste Dorte Rørbye dengang – og det gør hun stadig i dag. Men ud over den øgede opmærksomhed omkring hendes og de øvrige byrådsmedlemmers arbejde er tonen i byrådet også end anden.

– Tonen er varmere og bedre. Vi tager os generelt godt af hinanden, og jeg oplever, at jeg er meget respekteret.

Det skyldes nok, at jeg sætter mig ind i sagerne og stiller spørgsmål.

Og dog. Der var nærmere kulde i luften, da Vejle Amts Folkeblad i sommers bragte historien om en mail-fejde mellem Dorte Rørbye og udvalgsformand Peter Sikær Kristensen (S). I en mail skrev han lige ud, at han ikke ville være i selskab med hende til en kabaret – som hun i øvrigt havde meldt afbud til. Det affødte en byge af læserbreve, der bakkede Rørbye op og en skideballe til Sikær fra hans egen formand.

– Jeg tror aldrig jeg har haft en politisk sag, der har givet mig så meget kredit, fortæller hun. Kredit er nu ikke det, Rørbye vil give regeringen for sin håndtering af kommunerne.

– Det kommunale selvstyre lider af iltmangel. Når Karen Jespersen siger, at hvis kommunerne ikke gør det godt nok, kan staten bare overtage, er det da dybt beskæmmende. Regeringen har det med at finde på nye tiltag og profilere sig på dem, når de går godt, blot for at give kommunerne skylden, så snart noget går galt, siger Dorte Rørbye.

Dorthe Rørbye er uddannet talepædagog, men er i dag gået på pension og helliger sig politikken på fuld tid. I 1998 blev hun medlem af Vejle Amtsråd, da Ebbe Lundgaard nedlagde sit mandat. Hun blev genvalgt i 2001, og stillede i 2005 op til Vejle Byråd, hvor Radikale Venstre kom ind med knap 2.000 stemmer efter mange år ude i kulden.

(FOTO: Jonas Ahlstrøm)

29

Poul og papiret På trods af enorme mængder af læsestof brænder Poul Bernt for arbejdet i Helsingør Byråd. Her har han siddet siden 2005, som den første radikale i tyve år.

D

e meterhøje bunker af dagsordener, notater og rapporter tårner sig op på spisebordet i Poul Bernt Jensens funkisrækkehus i Snekkersten. Da han blev valgt til Helsingør Byråd i 2005, var det som den første radikale i over 20 år.

Et byråd, der er mest kendt for borgmester Per Tærsbøl, der siges ikke at være så konservativ, at det gør noget - og for ikke at tie, når han har noget på hjerte.

Hvorvidt liste B har ædt af liste C, vides ikke, men der er for hovedpersonen selv ingen tvivl om, at de landspolitiske vinde blæste i hans retning den dag i november for tre år siden.

– Jeg blev valgt ind på den radikale bølge, men vi trak vores eget mandat, siger han i dag. Gennem et valgforbund med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten lykkedes det at fjerne Konservatives absolutte flertal i byrådet. Muligvis hjulpet på vej af en foreslået golfbane i Espergærde, som folkestemningen vendte sig imod. Det rokkede dog ikke Poul Bernt, der som den eneste kandidat støttede projektet. Efter en speget konstituering, hvor en forhåndsaftale mellem Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti kom frem i lyset, fik Poul Bernt mulighed for at selv at vælge udvalg. Det blev til Børne- og Ungeudvalget samt Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget, hvor han tilmed blev næstformand.

– Det betyder jo ikke noget. Udover, at jeg skal lede et møde i dag, konstaterer Poul Bernt.

ERHVERVSPOLITIK Men netop erhvervspolitikken var og er en af hans mærkesager.

– Vi havde erhvervsområder, der nærmest var slum, og derfor kunne ingen virksomhed med respekt for sig selv drømme om at flytte dertil. Men nu har vi fået en ny erhvervspolitik med fokus på at tiltrække kreative og videnstunge virksomheder, så nogle af de 13.000 borgere, der pendler ud af

30

kommunen, kan arbejde lokalt. Konkret har Poul Bernt foreslået at opføre en markant kontorejendom i 16 etager i udkanten af byen, der skal byde velkommen til Helsingør.

– Borgmesteren har efterhånden taget idéen til sig, men Socialdemokraterne vil gerne have lejligheder på toppen, fortæller han. Skridtet fra engageret partisoldat til dagsordensættende byrådsmedlem har han oplevet som positivt. Det daglige samarbejde fungerer godt på trods af de politiske uenigheder. – Det er klart, at hele den politiske debat i kommunen præges af, at borgmesteren har sit solide flertal.

Det bruges ikke så ofte, blandt andet fordi Venstre er imod Kulturværftet.

Det er et nyt kulturcenter med bibliotek og teater, der etableres i det tidligere skibsværft. Et projekt som Poul Bernt støtter helhjertet.

TIDEN Den største udfordring er de førnævnte bunker af papir. De er nærmest endeløse, og det er et problem, hvis man vil have et byråd, der ikke kun består af akademikere, mener han.

– Hvis man ikke, som jeg, har været vant til at pløje store mængder papir igennem grundet mit arbejde, risikerer man altså at knække nakken på det.

Som enligt medlem gør papirmængden det svært at komme rundt om alle sagsområder, men jeg prøver at markere mig bredt, siger Poul Bernt. En anden udfordring er tiden. I Poul Bernts tilfælde har der været rigeligt af den siden april 2006, hvor han gik på pension – men han mener, at det er vanskeligt at bestride et fuldtidsjob og være kommunalpolitiker uden at nedprioritere den ene af delene.

– Hvis jeg havde beholdt mit job, måtte jeg fokusere på møderne i byrådet og mine to udvalg, mens viften af andre aktiviteter måtte skæres fra, fastslår han, men har ingen løsning på, hvordan man gør arbejdsbelastningen mindre.

– Det er et problem at have et byråd kun med fuldtidspolitikere, for så får man ikke bredden med, mener Poul Bernt og nævner den sidste udfordring. Den ligger på Slotsholmen i København.

– Vi har en regering, der snyder på vægten. De har det med at glemme, at de mange initiativer fra regeringen koster kommunerne masser af penge. Det gør jeg tit opmærksom på både i indlæg og i byrådssalen, ligesom jeg også altid går imod tiltag, der skaber mere bureaukrati. Alle de kvalitetsrapporter, dokumentationskrav og servicestrategier giver mig simpelthen røde knopper.

– De koster masser af medarbejderressourcer, og der kommer sjældent andet ud af det end mere papir, og hvad skal vi så med det, spørger Poul Bernt retorisk. Han synes også der er god grund til, at partiet griber i egen barm på ét område: Udlændingepolitikken.

– Jeg synes partiet har et problem, når det overser de problemer, der opstår, når borgere med indvandrerbaggrund dominerer et boligområde eller en folkeskoleklasse. Det nytter ikke at være så højtsvævende, at man ikke når jorden.

Frem til udgangen af 2009 er han den socialliberale stemme i Helsingør Byråd, men om han er spidskandidat ved næste valg, vides ikke.

– Jeg så gerne, at en yngre bliver spidskandidat, men ellers stiller jeg mig gerne til rådighed, siger Poul Bernt.

Poul Bernt Jensen er uddannet civilingeniør. Har siden 1985 arbejdet i staten som rådgiver på IT-området, og var indtil 2006 chefkonsulent i Videnskabsministeriet. I partiet har han været medlem af hovedbestyrelsen i en årrække, stillede op til byrådet første gang i 1984 og har også flere gange været folketingskandidat, senest i 2005.

(FOTO: Ditte Valente)

31

Mod lysere 2008 var et turbulent år for Radikale Venstre og ikke mindst folketingsgruppen. Men med et nyt år foran sig har gruppen nu visket tavlen ren og rystet posen med ordførerskaber. Fornyet energi og nye roller skal bringe fremdrift i 2009. Radikal Politik har bedt folketingsmedlemmerne se frem mod de lysere tider og vise lidt fra deres arbejdsseddel.

TEKST: Søren Højlund Carlsen FOTO: Casper Sejersen

LONE DYBKJÆR er EUordfører, sundhedsordfører, ligestillingsordfører, handicapordfører og retsordfører for familie og ligestilling.

Lone Dybkjær har som EUordfører et stort mål for 2009, der næsten overskygger alle hendes andre ordførerskaber.

– Det helt store og vigtige for mig i det kommende år er, at vi skal genvinde vores mandat i Europa-Parlamentet. Så i år står Europa og parlamentsvalget forrest i mit arbejde. Som det mest pro-europæiske parti er det helt afgørende, at vi er repræsenteret i parlamentet. Derfor skal jeg bidrage til at udvikle og udføre den strategi, der er undervejs. Og kommer der eventuelt en EU- afstemning også, så får vi nok at se til, siger Lone Dybkjær, som dog også understreger, at alle ordførerskaber er vigtige.

– Som en lille gruppe er vi forpligtet til at satse bredere og flere af os har flere vigtige områder. For eksempel har jeg jo også sundhedsområdet, hvor vi også skal byde ind i 2009, siger Lone Dybkjær.

32

MORTEN ØSTERGAARD er næstformand for gruppen, arbejdsmarkedsordfører, integrations- og udlændingeordfører og retsordfører.

Morten Østergaard har haft et begivenhedsrigt og travlt 2008, der sluttede med den meget omtalte ”Tuneserlov”. I 2009 vil næstformanden fortsat arbejde med retssikkerhed og udlændingepolitikken.

– Jeg betragter faktisk Nyborg strand stævnets tema: ”Retssamfund under pres”, som et startskud til at sætte mere tryk på debatten om retssamfundet i 2009. Temaet forener den radikale udlændinge- og retspolitik, og desværre er der nok at tage fat på. Vi skal have et kritisk eftersyn af terrorpakkerne med den administrativ udvisning som det første punkt, vi skal holde fortsat fokus på sikring af danskernes EUrettigheder og på forebyggelse af kriminalitet frem for bare straf, hvilket er i tråd med vores sociale 2015-plan, siger Morten Østergaard, der også får travlt med rets- og integrationspolitikken.

M A RGR ET H E V ESTAGE R er gruppeformand og klima- og energiordfører.

Margrethe Vestager supplerede i efteråret sin formandspost med klimaet i en erkendelse af, at det bliver det altoverskyggende tema i 2009.

– Jeg håber, at vi på klimaområdet i 2009, kan tage demokratiske beslutninger for en global forandringsproces til det bedre - og måske endda skærme de svageste for hårde konsekvenser.

For det omfatter hele verden: en gigantisk omstillingsproces, men udfordringen i klimaforandringerne giver grundlag for nye og forpligtende måder at samarbejde på globalt, regionalt, nationalt og lokalt, siger Margrethe Vestager, der mener, at klimakampen skal gøres konkret og meningsfuld.

– Der er mange gode konkrete løsninger: At få mere ud af energien, hvor den produceres, at bruge energi mere effektivt i anden produktion og at tænke transport på en anden måde – for eksempel billigere miljø- og klimakloge biler og dyrere kilometer.

BENTE DAHL er forbrugsordfører, kirkeordfører, fødevarerordfører, mindretalsordfører, landdistriksordfører, ø-ordfører, dyrevelfærdsordfører.

Bente Dahl er, ud over sine ordførerskaber, også repræsentant ved Nordisk Råd og det er et område, hvor hun vil lægge mange kræfter i starten af 2009.

– Jeg tiltræder som formand for Nordisk Kulturfond i januar 2009, hvor jeg vil lægge mange kræfter i at påvirke kulturområdet i Norden. Kulturfonden er en af de vigtigste kulturmedspillere på nordisk plan. I Nordisk Råd er jeg også formand for den liberale gruppe, Mittengruppen, hvor jeg prioriterer at få EU’s nordlige dimension styrket, fortæller Bente Dahl, der også vil bruge tid på et veterinærforlig og på det økologiske område.

– I det kommende år vil jeg bruge mange kræfter på at sikre, at det veterinærforlig, jeg var med til at forhandle på plads, også bliver implementeret efter hensigten. Og i forbindelse med regeringens ønske om en ”grøn vækst” tror jeg, der bliver tiltag på mit område, hvor jeg uden tvivl vil bruge mange kræfter på at få fokus på økologien.

tider NIELS HELVEG PETERSEN er udenrigsordfører, skatteordfører og ordfører for rigsfællesskab og grundloven.

Niels Helveg Petersen starter blandt andet året med at fejre sin 70 års fødselsdag med en stor fest i sin kreds i Middelfart. Men trods markeringen af det skarpe hjørne, bliver der ikke skruet ned for aktiviteterne for den tidligere udenrigsminister. I 2009 vil skat og den nye amerikanske præsident præge dagligdagen.

– Der er flere spørgsmål, der bliver vigtige i 2009.

Hvad vil Barack Obama, når han er blevet indsat og hvad betyder den nye præsident for Europa og for Danmark, og for forholdet mellem EU og USA? Og ikke mindst skal vi holde øje med, hvad sker der i Irak - især i forhold til Iran og Afghanistan, siger Niels Helveg Petersen, der også har en mulig skattereform på vej ind over skrivebordet.

– Skattekommissionen barsler med sit udspil tidligt i 2009. Derefter udformer regeringen et forhandlingsoplæg, hvorefter forhandlingerne går i gang. Målet for os er jo en ambitiøs skattereform, der nedbringer skat på arbejde og skaffer finansiering ved grønne afgifter på en måde, der sikrer den sociale balance.

JØRGEN POULSEN er udviklingsordfører, indfødsretsordfører, boligordfører, medieordfører, samt retsordfører for internationale konventioner.

Jørgen Poulsen, der jo blev indlemmet i den radikale folketingsgruppe i det forgangne år, har en del ordførerskaber. Og for 2009 er der en klar dagsorden i flere af dem.

– I Udenrigsudvalget vil jeg bruge alle kræfter på at holde regeringen i sporet for at nå 2015-målene. Samtidig vil jeg arbejde for, at Danmark gør sit til at sikre, at EU ikke falder for fristelsen til at sende regningen for den finansielle krise videre til ulandene, fortæller Jørgen Poulsen, der også skal bruge tid på sit medieordførerskab og indfødsretten.

– Jeg kommer til at bruge både tid og kræfter på, at få kvaliteten i Danmarks Radio’s programvirksomhed tilbage efter de mange flytteproblemer. Men jeg tror også, der bliver store opgaver i forbindelse med overgangen til digitalt TV og i spørgsmålet om salget af TV2, siger Jørgen Poulsen.

– Endelig vil jeg som indfødsretsordfører arbejde for, at Danmark, lige som 22 af EU’s 27 medlemslande, skal tillade dobbelt statsborgerskab, fortæller Jørgen Poulsen, der også er boligordfører, men det er så nyt et område for ham, at han endnu ikke tør spå om det område.

JOHS. POULSEN er kommunalordfører, miljøordfører, naturordfører, trafikordfører og kulturordfører.

Johs. Poulsen er ofte på pletten, når regeringens forhold til kommunerne skal spiddes. Og det skal det mange gange, spørger man Johs.

Poulsen, der føler stærkt for det kommunale selvstyre, og øverst på hans dagsorden for 2009 står kampen mod centralt detailstyring.

– Kommunalvalget kommer naturligvis til at fylde mere og mere. Kommuner og regioner er udsat for et centralt detailstyringstyranni uden sidestykke i historien, og vi er det parti, der mest entydigt kæmper mod den udvikling. Vi byder i stedet ind med mere tillid og frihed, siger Johs. Poulsen, der har en teori om, hvorfor kommunernes indflydelse bliver undergravet i disse år.

– Dansk Folkeparti er uden for indflydelse i mange kommuner. Derfor flyttes beslutningerne til Christiansborg, hvor VKO er helt nede i detaljen. Men dermed mister beslutningsrummet i kommunerne fuldstændig betydning og det gør det meningsløst at engagere sig i lokalpolitik, siger Johs. Poulsen, der også er trafikordfører og i den egenskab sluttede året af med tunge trafikforhandlinger, der gav et godt resultat set med radikale briller. De resultater skal følges op i 2009.

– Jeg får også en spændende opgave i det nye år, når vi tager fat på forhandlingerne om en plan for ”grøn vækst”.

MARIANNE JELVED er uddannelsesordfører, socialordfører og forskningsordfører.

Marianne Jelved ønsker med sine samlede ordførerskabsprojekt at: ”skabe et nyt antiautoritært oprør, der frisætter selvstændigheden og omtanken”, som Marianne Jelved siger i sit nytårsønske.

– Mit store mål er at selvstændiggøre uddannelsesinstitutionerne fra folkeskole til universiteter, det vil sige, at mindske statens og regeringens centralstyring, så fagfolkene kan generobre deres faglige identitet og stolthed, siger den tidligere gruppeformand om sit fokus på 2009.

MORTEN HELVEG PETERSEN er finansordfører, forsvarsordfører, it-ordfører og erhvervsordfører.

Morten Helveg Petersen har som finansordfører og forsvarsordfører i høj grad været i ilden i 2008 og med et forsvarsforlig rundt om hjørnet og en truende finanskrise vil det ikke være anderledes i det kommende år.

– Meget kort fortalt, så skal jeg i det kommende år bruge mange kræfter på finanskrise, skattereform og forsvaret, siger Morten Helveg, der traditionelt rundede året af med finansloven, der heller ikke denne gang indeholdt skyggen af reformer.

33

”Der er behov for en ny regering, der kan samarbejde bredt, og hvor Radikale Venstre er garanten for økonomisk ansvarlighed, aktiv socialpolitik, effektiv udlændingepolitik, en ambitiøs klimapolitik og et solidt engagement i EU og i verden”.

Radikale Venstres hovedbestyrelse, november 2008 34

35

Politiken blev grundlagt den 1. oktober 1884 i København af Viggo Hørup, Edvard Brandes og Hermann Meyer Bing

OPLAGSTAL Politiken udkommer i 110.230 eksemplarer og 140.441 på søndage.

Da politiken sagde farvel Politiken var indtil 1970 Radikale Venstres partiavis. Avisen var sågar repræsenteret ved folketingsgruppens møder.

Men det lavede den tidligere chefredaktør, Herbert Pundik hurtigt om på, da han tiltrådte som chef på Rådhuspladsen. Dermed blev Politiken det første store dagblad, der rev båndet over til et bestemt parti. Her følger Herbet Pundiks beretning om bruddet mellem Radikale Venstre og Politiken, og tiden der fulgte for den traditionsrige avis.

TEKST: Thomas Køhler

D

FOTO: Polfoto

a Herbert Pundik den 2. januar 1970 tiltrådte som Politikens chefredaktør, var han ikke særligt optaget af danske indenrigspolitiske emner. Han kom fra en tilværelse som udenrigskorrespondent, havde i 1954 slået sig ned i Tel Aviv sammen med sin kone, Sussi, og han var faktisk på vej til Nigeria på reportagerejse for at dække en borgerkrig, da han pludselig blev kaldt hjem til København, hvor han blev tilbudt stillingen som chefredaktør for Politiken. Herbet Pundik fortæller i dag, at han var meget optaget af Vietnamkrigen, studenteroprøret i Paris, men ikke af den danske kommunalreform eller dannelsen af Kristeligt Folkeparti – to begivenheder, som det måske ellers nok kunne have været naturligt, at chefredaktøren for den radikale avis

36

havde en mening om. I dag beundrer han den bestyrelse, der turde udnævne ham med den baggrund.

UDVANDRET I 1970 havde man i den københavnske avisverden den såkaldte tre-fire deling med Berlingske Tidende som den konservative avis, Aktuelt som Socialdemokratiets avis og Politiken som den radikale avis. Herudover havde man de små aviser, det kommunistiske Land og Folk og det uafhængige Information, hvor Herbert Pundik tidligere havde arbejdet som journalist. Information var den eneste avis, der var uafhængig af partipolitiske interesser og blev endda i 1970 overladt af ejeren, forlæggeren Fogtdal, til medarbejderne, så den var i høj grad uafhængig. På det tidspunkt havde Herbet Pundik dog været væk fra Danmark i nogle år – alligevel oplevede

Politikens chefredaktør fra 1905 til 1927 hed Henrik Cavling, der har lagt navn til landets fornemmeste Journalistiske pris.

“Vi var kommet fra Danmark og havde medbragt danske værdier om fri meningstilkendegivelse, og især da for journalister. Der oplevede jeg en konflikt”

Mandag

Radikal Politik Nr. 1 – januar 2009 Gratis

til Radikale Venstre han spændingsfeltet mellem politiske partier og aviser.

– Min kone og jeg var udvandret i 1954, og i 1957 blev jeg ansat ved den israelske fagbevægelses blad Davar, og det var jeg glad for, for jeg følte mig meget personligt identificeret med den israelske arbejderbevægelse, som var en socialdemokratisk bevægelse med nogle socialistiske anstrøg. Men efterhånden som jeg så det indefra som journalist, blev jeg mere og mere skeptisk over for en partipresse. Vi var kommet fra Danmark og havde medbragt danske værdier om fri meningstilkendegivelse, og især da for journalister. Der oplevede jeg en konflikt mellem min ideologiske støtte til partiet og mit arbejde som journalist. Jeg oplevede for eksempel, at nogle af mine artikler blev fordømt i partiets eksekutivkomite og ved en senere lejlighed skrev jeg kritisk om nogle byplanlægningsprojekter, som arbejdsministeren, den senere statsminister Golda Meir havde ansvaret for, hvilket fik hende til at ringe til min chef og kræve, at jeg blev fyret, fortæller Herbert Pundik 38 år efter han indtog chefredaktørkontoret på Politiken.

IDIOTEN FRA ORIENTEN Her afløste Herbert Pundik en chefredaktør, der i høj grad havde været ”de radikale interessers vagthund”, som Pundik formulerer det. Tidligere hav- ► 37

“Det mest naturlige ville have været, at bestyrelsen havde taget mig ved vingebenet og hældt mig ud af klappen.”

► de Bo Bramsen i 1963 forsøgt at løsrive Politiken fra Radikale Venstre, men var blevet stoppet af bestyrelsen. Nu tog Herbert Pundik helt egenhændigt beslutningen, vel vidende at bestyrelsen måske ville fyre ham på det grundlag.

– Jeg kan godt forestille mig, at der i bestyrelsen allerede har været nogle diskussioner om, hvorvidt det var i bladets interesse at være en partiorienteret avis. Det mest naturlige ville have været, at bestyrelsen, hvis den havde været in one single mind, havde taget mig ved vingebenet og hældt mig ud af klappen. Der var oven i købet en generalforsamling, hvor sagen blev rejst af partiloyale kredse, men hvor bestyrelsesformanden, højesteretssagfører Bernhard Helmer Nielsen bakkede mig op. Men der var altså ingen fra bestyrelsen, der havde turdet rejse det spørgsmål, men da der så kommer en eller anden idiot nede fra Orienten, så støtter man ham, fortæller Herbet Pundik, der så løsrivelsen som en naturlig konsekvens af tidsånden i 1970.

– Det var helt naturligt for mig. Jeg havde i Israel kæmpet for mit lille råderum som journalist, selv om jeg flere gange blev kaldt til afklapsning. Da jeg sagde ja til at blive chefredaktør, var der ingen tvivl for mig om, at jeg ville videreføre mine idéer om, at det eneste levedygtige var en fri og uafhængig presse. Og så må du ikke glemme, at 1970 var et livligt år i Danmark med studenteroprøret og forfatterne, der med Rifbjerg i spidsen røg hash på Kulturministeriets trappe. Der var studenteroprøret i Paris. Jeg var også inspireret af, hvad der skete i Europa. Det er ikke nogen efterrationalisering, for det fremgår af de breve, jeg skrev hjem til min kone, at jeg kunne se, at de bedst skrivende journalister, var de uafhængige. Det andet var, at Politikens oplag var faldet næsten hele vejen fra Anden Verdenskrig, og det var det problem jeg var blevet ansat til at løse. Løsningen måtte være at få fat i den nye politisk bevidste ungdom, og den ville sgu’da ikke læse en avis, der var partipolitisk. Det hele var jo i opbrud. Og det viste sig jo også at være et rigtigt træk, både for mig personligt, for jeg blev ikke fyret, og for bladet, for der gik kun fem år, så begyndte oplaget at vende.

38

“Løsningen måtte være at få fat i den nye politisk bevidste ungdom, og den ville sgu’ da ikke læse en avis, der var partipolitisk.”

EN BAGDØR KLAR Men også Herbert Pundiks personlige historie spillede ind i hans beslutning. Da Pundik blev ansat var det egentlig kun for to-tre år. Han var en midlertidig løsning på nogle ledelsesproblemer, der var på Politiken og Pundik opfattede ikke chefredaktørjobbet som et drømmejob. Han ville ikke omplante sin familie fra Israel til Danmark igen, da rejsen til Israel i 1954 i høj grad havde været et ideologisk valg om at bo i det jødiske land, hvor hans børn skulle vokse op.

Men den administrerende direktør Ernst Klæbel tilbød ham den ordning, at han skulle arbejde 25 dage på Politiken og holde fri med familien i Tel Aviv 10 dage om måneden. Så da han traf beslutningen om at løsrive Politiken fra Det Radikale Venstre uden at spørge bestyrelsen, vidste han også med sig selv, at han ikke satte det store over styr rent personligt. Han kunne bare pakke sin kuffert og i løbet af en halv time være ude i lufthavnen og rejse hjem.

SAMARBEJDSVANSKLIGHEDER Efter bruddet med Radikale Venstre var der en række interne problemer på Politiken, der skulle løses. Der var samarbejdsvanskeligheder mellem redaktion og administration med en tradition for vandtætte skodder, hvor opfattelsen på redaktionen i høj grad var den, at administrationen bare skulle skaffe pengene, så skulle redaktionen nok bruge dem, med det resultat, at regnskabet så forfærdeligt ud. Ret hurtigt stod det klart, at der skulle fyres medarbejdere, hvilket førte til en krise i september 1971, som fik navnet ”sorte september”, opkaldt efter den palæstinensiske opstand mod den jordanske konge. I en vis forstand var det held i uheld, da udgangen på krisen blev den første større samarbejdsaftale mellem medarbejderne og chefgruppen.

Her fik medarbejderne reel indflydelse på økonomiske dispositioner og høringsret.

Kombineret med en række kreative annonceringstiltag var samarbejdsaftalen – sammen med Politikens nye uafhængige profil – med til at vende udviklingen.

Herefter blev Politiken mere og mere en avis, der gjorde sig bemærket med en

række projekter. Især i løbet af 1980’erne blev Politiken kendt for sine markeringer over for offentligheden, som Herbet Pundik stod i spidsen for. Selv om det kan være farligt at sidde mange år efter og forsøge at forklare, hvad der var baggrunden for det, blev det nok helt afgørende for Politikens image over for offentligheden.

Man havde tidligere samlet penge ind til de juleløses jul og den slags projekter, men Pundik politiserede det og tvang folk til at tage stilling til en række politiske problemer. Det startede i virkeligheden spontant af vrede over en situation, hvor en en tyrkisk gæstedarbejder døde i politiets varetægt og efterlod kone og mange børn på den tyrkiske højslette.

– Det oprørte mig, også fordi politiets selvfølgelig straks efter erklærede, at han var selv ude om det. Det er jo aldrig politiets fejl, i hvert fald ikke, når politiets tjekker sig selv, tænker Herbet Pundik tilbage.

ANTI-APARTHEID Herbet Pundik henvendte sig til læserne for at samle ind til den efterladte familie, og der kom 70.000 kr. ind. Det var mange penge dengang. I første omgang sad Pundik selv og førte listen over de indkomne bidrag hver aften, for han ville ikke pålægge medarbejderne det. Så blev der nedsat et udvalg, bestående af en psykolog, en antropolog, en advokat og Pundik selv, der hvert halve år sendte penge til familien i et forsøg på at aktivisere Politikens læsere.

– Jeg tænkte på, at det ikke var nok at sidde og råbe ad fjernsynet eller læse om den stakkels tyrkiske familie. Læserne ville gerne inddrages. Jeg sagde til folk: Gu’ er det synd, og I kan hjælpe, hvis I vil. Læg en tier. Og det gav mig blod på tanden, og der var derfor disse mange projekter som vi støttede. Det gjorde, at Politiken fik noget luft under vingerne: Vi støttede strejkende minearbejdere i Sydafrika. Det var anti-apartheid. Vi fik 1,8 millioner ind, og folk følte, at nu er det ikke bare noget med at sidde og sige øv. Det engagerede folk, og det var med til at give Politiken et image af en katalysator, som kan lette dig for din dårlige samvittighed som iagttager. Vi holdt for eksempel en aften i Helligånds-

“Uden om kernen skal en avis have nogle kvaliteter, der gør at den er attraktiv som produkt.”

kirken på Strøget med taler af nogle fagforeningsledere fra Sydafrika, og publikum var jo mestendels unge mennesker, som aldrig havde sat deres ben i en kirke og nu pludselig sad og sang i solidaritet med de sorte minearbejdere – det var gribende, fortæller Herbet Pundik, der også startede flere andre støtteprojekter.

STADIG TRAVLT Herbet Pundik holdt op som chefredaktør i 1994, 24 år efter han rev avisen ud af armene på Radikale Venstre.

Men han er stadig tilknyttet avisen som journalist og har fortsat et lille kontor bag redaktionslokalet. Det faldt ham ikke svært at gå fra rollen som chefredaktør i hjørneværelset til medarbejder, måske fordi han altid har følt sig som sådan. Pundik har her kort efter sin 81-års fødselsdag travlt med foredrag, rejseledervirksomhed og meget andet ved siden af journalistikken. Bruddet med Radikale Venstre var en brik i spillet om reformeringen af Politiken og om at lave avis og drive en virksomhed på en mere moderne måde. I dag står aviserne over for nye udfordringer i kraft af den teknologiske udvikling.

Spørgsmålet er, hvad den gamle redaktør ser som avisens fremtid.

– Uden om kernen skal en avis have nogle kvaliteter, der gør at den er attraktiv som produkt. Den skal være underholdende, fantastisk velskrevet, overraskende. Men i kernen skal avisen være formidler mellem borgerne, det offentlige og politikerne. I dag er der masser af muligheder for at få adgang til nyheder andre steder, men folk har behov for, at der foregår en meningsudveksling mellem borgerne og de styrende, ikke bare politikerne, men også administrationen, for i højere og højere grad er det jo bureaukraterne, der styrer. Politikerne kan knapt nok følge med. Det er vigtigt, at folk får mulighed for at udtrykke sig på skrift. Hvor meget det så virker, er svært at måle, men aktive demokrater er fantastisk nødvendige for at bevare demokratiet. Hvis vi ikke opmuntrer det behov, ender demokratiet med at være en bureaukratisk proces. □ 39

Nomineret til Kom-pris 2008 Ifølge PoliticsOnline.com en af verdens ti bedste politiske sider

41

Troløse I en ny bog portrætterer Niels Krause-Kjær dansk politik og dens aktører gennem tekst og ikke mindst billeder. I ”Man har et standpunkt” er der følelsesladede øjeblikke, historiske situationer, private momenter, og bogen er ikke blot en hyldest til det politiske system, den er også en varm omfavnelse af de politikere, vi selv har valgt. Med eneret for Radikal Politik har forfatteren nu skrevet et særligt opdateret afsnit, der kredser om Radikale Venstre.

TEKST: Niels Krause-Kjær

E

FOTO: Scanpix og Thaning & Appel

t enkelt parti har historisk set dog gjort det til en dyd at have magt gennem den tilstrækkelige tilslutning og den præcise placering.

Sjældent har Det Radikale Venstre været rigtig stort. Og sjældent er der lavet politik i Danmark uden Det Radikale Venstre. Ofte har dets folketingsmedlemmer derfor nøje måttet veje deres ord om morgenen – de kunne jo blive til lov om eftermiddagen. Og det er, som om den radikale ånd vandrer hvileløst rundt på Christiansborg og halvtomme højskoler, når den hårfine og radikalt særegne balance mellem opbakning og magt udfordres.

Det var Jens Otto Krag, der efter folketingsvalget i 1966 udtalte til Ekstra Bladet, at ”man har et standpunkt, til man tager et nyt”. De politiske vilkår gjorde, at den socialdemokratiske statsminister måtte bide i græsset og indlede et tæt samarbejde med Socialistisk Folkeparti, hvis han fortsat ville have magten. Et samarbejde, han ellers havde forsvoret under valgkampen.

Kovendingen virkede som et skulder-

42

træk for magtmennesket Krag, og citatet er siden kanoniseret som udtryk for politik, når det er værst. Men det nye standpunkt var blot et middel til at nå magten og de mål, han ønskede sig.

Derfor var det så let at skifte til det.

Krag ville – som de fleste andre politikere – magten.

MAGT Magt gør det muligt at gøre en forskel.

Politik handler om magt. Og derfor gør politik en forskel. Normalt opnår politiske partier magt med en stor vælgertilslutning, som man er indstillet på at yde store ofre for til stadighed at maksimere. Som i radikales vælgermæssigt gyldne år under Hilmar Baunsgaard.

De fleste partier ville mindes sådan en periode med varme hjerter, men hos de radikale synes det at være med blandede følelser. For tænk, at Danmarks rationelle parti skulle huskes for at lægge rum til landets første rigtige tv-politiker - og så en kommis! Historikeren Søren Mørch er i bogen ”25 statsministre” nådesløs i sin karakteristik af fænomenet Hilmar Baunsgaard:

”Han virkede så saglig og så ærlig og redelig på tv. Det var til at forstå, hvad han sagde. ”Det er da helt klart”, som han yndede at sige, uden at det af den grund blev særlig klart, hvad det var, der var klart. Han talte ikke ned til vælgerne. Det gjorde de andre politikere sådan set heller ikke, men det virkede sådan, når de optrådte foran et tv-kamera på samme måde som foran en hel forsamling. Hilmar var afslappet og ligetil. Han var uddannet kommis, vant til at stå bag disken med en blyant bag øret og forklare fruerne, hvordan det udmærkede bagepulver virkede.”

Hilmar var langt fra nogen stor statsminister under den lige så skuffende VKR-regering fra 1968–1971. Men det var vælgerne ligeglade med. Han virkede som en flink mand, og de fordoblede Det Radikale Venstres mandattal ved valget i 1968 og blev hos ham ved valget i 1971.

FØLELSERNE TAGER OVER Hilmar Baunsgaard kunne fange og fastholde opmærksomheden, når kameraet snurrede, og netop den evne ►

Den radikale Hilmar Baunsgaard var Danmarks første politiske tv-fænomen. Han sagde ikke så meget, når han snakkede. Til gengæld lød det rart. Han virkede troværdig og folkelig, som på billedet taget i 1975, fire år efter han måtte træde tilbage som statsminister.

43

Radikale Venstre havde en opblomstring i midten af årtusindets første årti som det globaliserings-åbne ”radicool” – her de tre tenorer på partiets nytårskur i 2005 bestående af Klaus Bondam, Morten Helveg Petersen og Naser Khader, da alt stadig kunne lade sig gøre.

“

Hilmar var langt fra nogen stor statsminister under den ligeså skuffende VKRregering fra 1968–1971. Men det var vælgerne ligeglade med

► har siden fostret særegne politiske karrierer. Fjernsynets evne til at videreformidle følelser afløste avisernes mere teknokratiske, politiske referater. Og det fik indflydelse på både den politiske dagsorden og rekrutteringen af politikere, efterhånden som fjernsynet blev det store, nationale forsamlingshus.

Den yderste konsekvens af hvad der sker, når følelserne tager over og hovedet lægges i skuffen, oplevede østjyderne, da de stod op efter folketingsvalget i 1994. Hvad der oprindeligt havde været en vittighed blev pludselig alvor, da gøgleren og musikeren Jacob Haugaard fik 23.253 stemmer og bar sig historisk selv ind i Folketinget som løsgænger, repræsenterende sit énmands-parti SABAE, Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.

Det var jo slet ikke meningen! Hverken for hofnarren selv eller mange af 44

vælgerne. Det var jo bare en ventil, videreformidlet af medierne, der ligesom vælgerne ledte efter en god historie, lidt adspredelse og lidt oprør mod politik, der også kan blive for kedeligt engang imellem. Hvor Jacob Haugaard var lidt adspredelse for politiktrætte vælgere og sofavælgere i Østjylland, så var Fremskridtspartiets fødsel mere end tyve år tidligere i fjernsynets danske barndom nok en politisk manifestation, men også båret frem af en følelse, der gik lige i mellemgulvet på mange danske tv-seere. Uden sine magiske evner som tv-kommunikator er det svært at forestille sig et politisk fænomen som Mogens Glistrup gå fra 0 til 28 mandater ved jordskredsvalget i 1973.

DEN NYE VIRKELIGHED Den nye tv-virkelighed stillede og stiller særlige krav til de personer, der

skal forklare sig. Den politikertype, der passer ind i formatet, vil – helt i tråd med Darwins udviklingslære – blive fremmet. Hvad der var i vente for danskerne, kunne man se allerede ved det amerikanske præsidentvalg i 1960. Kampen stod mellem demokraternes John F. Kennedy og den republikanske vicepræsident Richard Nixon. Valgkampen, der var meget tæt, er siden omtalt som det første tv-præsidentvalg. Den store tv-debat mellem de to er siden mytologiseret. Nixon virkede ubarberet, svedende og usympatisk. Hans mørke jakkesæt faldt i med kulissen. Kennedy virkede ung, flot og energisk. Hans lyse jakkesæt stod flot til baggrundstæppet i studiet. De mange amerikanere, der så udsendelsen, var ikke i tvivl: Kennedy vandt klart debatten. Men mange amerikanere så ikke tv og hørte i stedet debatten i ra-

dioen som i de gamle dage, blot fire år tidligere. Radiolytterne mente, Nixon vandt debatten! Kennedy vandt senere tv-præsidentvalget med en meget lille margin. Havde valget mellem de to været i radiodagene fire år tidligere, er det sandsynligt, at Kennedy havde tabt.

Med Hilmar Baunsgaard havde Danmark – uden sammenligning i øvrigt – fået sin første Kennedy.

GØR SIG GODT Siden er det blevet en helt legitim og anerkendt disciplin, at man som politiker skal ”gøre sig godt på tv.” Politikere før tv-alderens dominans skulle naturligvis også kunne kommunikere klart og tydeligt, men andre politiker-discipliner vejede tungt og tungere: Man skulle have stor erfaring. Man skulle kende Christiansborgs kultur og det politiske håndværk. Man skulle kunne

sidde med partiets tillidsfolk og drikke håndbajere til midt om natten. Man skulle kende og overskue samfundets maskinrum i form af økonomiske indgreb, skattepolitik, arbejdsmarkedsindgreb etc.

For eksempel var en politiker som Socialdemokratiets Jens Otto Krag – der ikke regnede Hilmar Baunsgaard for noget særligt, og hvis politiske magt kulminerede med statsministerposten i 1960erne – ikke nogen charmetrold på tv. Men han var et politisk magtmenneske med stor fornemmelse for knapperne i samfundets maskinrum.

Det samme kan siges om en af hans efterfølgere som formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft. Som finansminister i 1990erne var han en stor succes. Som statsministerkandidat i en tv-virkelighed stødte han på problemer. Ved folketingsvalget i 2005 blev

det eksemplificeret, da han på sin turné rundt i landet var nået til Esbjerg. I bogen Før ørerne falder af beskriver Ekstra Bladets Michael Jeppesen, hvordan kandidaten foran presse og tillidsfolk ydmyges af et par højskoleelever, der skulle interviewe ham til noget lokaltv. De havde medbragt et båthorn, som ville blive aktiveret, hvis han brugte mere end femten sekunder på at svare på et spørgsmål. I begyndelsen, da spørgsmålene var harmløse, gik det meget godt. Men da der blev spurgt til emner som velfærdssamfundets fremtid og det danske engagement i Irak, magtede statsministerkandidaten ikke at forklare sig på under femten sekunder, og båthornet lød.

BRÆNDER IGENNEM Både Danmarks Radio og TV2 er betydeligt mere elegante i måden at redigere 45

Troløse ► indslag på, men princippet er det samme: Kan man ikke forklare selv komplicerede emner på meget kort tid, nytter det ikke noget. Så må mediet finde en anden. Og så må partiet til sidst finde en anden. Hvad Socialdemokratiet da også gjorde umiddelbart efter valget.

Mogens Lykketofts afgang efterlod en diskussion om, hvem der skulle kandidere som ny formand i en urafstemning blandt partiets medlemmer. Et navn, som i de første døgn var meget tæt på at blive lanceret for alvor, og som angiveligt havde støtter højt oppe i partisystemet, var folketingsmedlemmet Mette Frederiksen. Hun var dengang 27 år og kendt som en meget engageret og direkte politikertype. Hun kunne brænde igennem på tv, sagde man. Det er værd at bemærke, at det drejede sig om formandskabet i et af landets største partier. Et parti, der pr. definition skal være klar til at sætte sin leder i Statsministeriet i løbet af en uge. Det drejer sig om valutakriser, diplomati-

ske kriser, Irak-krig, ministerrådsmøder i Bruxelles, tysk kansler, fransk præsident, det ovale kontor i Washington. Med al respekt for ungdommen var det måske at stramme den, at sætte en 27-årig i spidsen af et land. Men hun var godt fjernsyn!

TRE TENORER Det samme var de tre radikale tenorer med Naser Khader i spidsen, da de til en radikal fest i det nye årtusinde gav den gas. For første gang siden tiden under 1920ernes Madsen-Mygdahl – Venstres liberale hedsporer af en statsminister – var Det Radikale Venstre uden særlig indflydelse. Den historiske balance mellem den tilstrækkelige tilslutning og præcise placering var rykket skæv, så nu var det tid at være radicool og skovle stemmer hjem, imens man ventede på, at de gamle parlamentariske tider som centralt placeret parti naturligt ville vende tilbage. Men var det holdbart, eller var Naser Khader og café

latten blot en fjernsynsfølelse i en troløs tid, ganske som under Hilmar Baunsgaard, hvor man dog havde en magt at klamre sig til som trøst? Svaret kom, da følelsen kogte over, dannede sig eget parti, reelt opløste det egenhændigt og i samme bevægelse smed halvdelen af Det Radikale Venstres tidligere stemmer i kredsløb og efterlod partiet uden den tilstrækkelige tilslutning og den præcise placering. For første gang det værste fra begge verdener. □

Niels Krause-Kjær har blandt andet skrevet romanerne ”Kongekabale” og ”Tilskueren”. Han er tidligere journalist på Jyllands-Posten, pressechef for den konservative folketingsgruppe og leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. Niels Krause-Kjær er i dag vært på det ugentlige radioprogram ”Krause på Tværs” på DR P1. ”Man har et standpunkt” er udkommet på forlaget Thaning & Appel.

Hvem holder øje med hvem? – Dansk Folkeparti – her personificeret ved Jesper Langballe – har om nogen stået for det modsatte af Radikale Venstre i de senere år.

46

47

Fra

frihedshelt til diktator Han har smadret sit lands økonomi. Han har folkemord og terror på samvittigheden. Alligevel får han lov at regere som præsident på 28. år i Zimbabwe og hyldes af millioner af afrikanere som en stor forkæmper for deres sag. Radikal Politik ser på gåden om Zimbabwes diktator, Robert Mugabe.

TEKST: Anders Lundt Hansen

FOTO: Scanpix/Reuters

D

et lyder som helten fra en Hollywood-film: Optændt af retfærdig harme greb han til våben mod det undertrykkende diktatur, der holdt hans folk i fattigdom.

Hans modstandere var stærkere, rigere og bedre bevæbnet. Han kæmpede mod overmagten og blødte for friheden, han blev fanget, fængslet, tortureret. Til sidst, lige inden slutteksterne ruller over lærredet, sejrer han, og bliver indsat som sit fri lands første præsident.

Men det er ikke en filmhelt der er tale om. Det er Robert Mugabe, Zimbabwes meget virkelige despot, som på få år har kastet det, der var Afrikas håb for velstand, ud i økonomisk krise, vold og fattigdom som man skal til borgerkrigshærgede lande for at finde magen til.

VEJEN TIL KAOS For ti år siden var Zimbabwe nær ved at smide u-landstitlen af sig, og rykke op i rækken af mellemindkomstlande, som Mexico, Brasilien, Indien og Kina.

En enestående bedrift, som kunne have vist vejen for stribevis af udviklingslande på det fattigdomshærgede kontinent. Men så satte Mugabe gang i en række jordreformer, som gik ud på at tage landet fra de fortrinsvis hvide godsejere, og dele det ud blandt de fat-

48

tige - især veteraner fra frihedskampen, og deres efterkommere. Desværre var de store farme også rygraden i landets økonomi, så ikke nok med at processen var præget af vold, terror og mord, den førte også en krise med sig, som knuste det økonomiske håb for landet. Siden da er inflationen stormet mod himmelen, og ligger nu mellem millioner og milliarder procent. Imens er fattigdommen eksploderet, og landet er præget af politisk undertrykkelse med vold, chikane og hundredvis af drab på folk, der ikke formår at se visdommen i præsident Mugabes styre.

Rene Taus Hansen som i seks år indtil 2006 arbejdede i Zimbabwes hovedstad Harare, først for EU-delegationen og senere for USA’s menneskerettighedsprogram, har fulgt Zimbabwes deroute tæt.

– Som det er nu, er der ingen sundhedssektor, ingen uddannelsessektor og ingen produktion. Der er 300 km. fra Harare til Zambias grænse, og der plejede at være frugtbare marker hele vejen. Sidst jeg kørte turen, var der kun en håndfuld dyrkede marker tilbage, fortæller han til Radikal Politik.

MODIG OG PRINCIPFAST Trods sit alenlange synderegister, der også omfatter massakren på 20.000

af sine egne landsmænd i 1980’erne, er Mugabe stadig populær i store dele af Afrika. Det internationale tidsskrift ”The African”, der er talerør for panafrikanske holdninger, forsvarede i juni 2008 som en optakt til præsidentvalget i Zimbabwe Robert Mugabes beslutning om at give jord til det sorte flertal. Artiklen slog også fast, at: ”Mugabes modige og principfaste holdning har vakt vrede hos militærindustrien, som tjener på Afrikas elendighed, og banet vejen for den brutale dæmoniseringskampagne mod Mugabe og hans regering”.

Artiklen citerer også en sydafrikansk universitetslærer for, at ”Præsident Mugabe – en mand de (vesten) hader inderligt – med alle odds imod sig har formået at holde imperialistiske høge på afstand i snart et årti, ved at hævde sin nations suverænitet, og styrke sit folk gennem jordreformerne”.

Mugabes folkelige popularitet, især uden for Zimbabwe, giver venner og allierede i regeringerne og blandt statsledere i hele den sydafrikanske region, herunder i områdets demokratiske og økonomiske stormagt Sydafrika. Få forsigtige pip om, at demokratiprocessen i Zimbabwe måske kunne køre lidt bedre, er al den kritik der kommer fra Afrika, mens sanktionerne vælter ned over Mugabe fra USA, England og an- ►

49

“

Frihedskrigen er stadig en del af den politiske virkelighed i Zimbabwe.

► dre vestlige lande. Men hvorfor tolererer Afrika en undertrykker som Mugabe?

I dag er Rene Taus Hansen seniorrådgiver i god regeringsførelse for Justitsministeriet i nabolandet Zambia, og ifølge ham er en del af forklaringen, at befolkningen har en helt anden historisk bevidsthed end vi er vant til fra Europa.

– Frihedskrigen er stadig en del af den politiske virkelighed i Zimbabwe.

I Danmark er hvad der skete politisk for tyve år siden ren oldtid, men hvad der skete i Zimbabwe for 10, 20 eller 80 år siden er stadig en del af virkeligheden. Opfattelsen er, at det, der skete for min forfader under kolonitiden, skete for mig. Og derfor er Mugabes status så vanskelig at anfægte. Hans ry som frihedshelt overtrumfer al international kritik, og vestlige sanktioner bliver set som en fortsættelse af kolonimagternes forsøg på at regere Afrika, siger Rene Taus Hansen.

MAGTDELING Internt i Zimbabwe bliver den politiske opposition forfulgt, og massiv svindel ved valget i 2008 sikrede, at Mugabe holder fast i magten. Resultatet blev, at Mugabe lavede en magtdelingsaftale med oppositionslederen Morgan Tsvangirai.

– Alle er blevet snydt og alle har vundet. Det er en ufuldstændig aftale, som blev ført igennem af Sydafrikas præsident, Mbeki, fordi han var presset på hjemmefronten. Men de afgørende spørgsmål om for eksempel ministerposter er ikke afgjort. Så derfor vil vi nu se, at begge parter spiller spillet. Begge ved, at aftalen bryder sammen på et tidspunkt, så fra nu af bliver det et spørgsmål om at positionere sig i forhold til, når sammenbruddet kommer. Oppositionen vil forstyrre regeringsmaskineriet så meget som muligt, 50

og Mugabe vil fedte oppositionen ind i de økonomiske problemer for at kunne give dem skylden. Samtidig håber Mugabe, at aftalen kan tiltrække internationale donorpenge, som han selv kan tage æren for. Den fremgang vil han så bruge som bevis på, at hele krisen i Zimbabwe var forårsaget af vestens indblanding og sanktioner. De, som kæmper for vestlige værdier, undsiger frihedskampen, og så bliver de beskyldt for at være vestens håndlanger, forklarer Rene Taus Hansen.

DEN HULE LYD AF DEMOKRATI Vestens krav om demokratisering og respekt for menneskerettigheder bliver i Afrika ofte set som hykleri, der kun har til hensigt at fastholde de gamle kolonimagters herredømme. Derfor er det let for magthavere som Mugabe at stemple en demokratisk opposition som kollaboratørere og forrædere. Argumentet kan virke absurd – set fra Europa, men der er to gode grunde til, at det er politisk gangbart i Afrika. For det første klinger vestens fine ord om demokrati hult, hvis man lytter til dem i bare et par årtiers historisk perspektiv. Det styre, Mugabe og hans guerillaer bekæmpede i 1970’erne, var et hvidt mindretalsstyre inspireret af Sydafrikas Apartheid. Samtidig rykkede den racistiske sydafrikanske regering op gennem Namibia, og det fascistiske Portugal holdt med jernnæver fast i sine kolonier Angola og Zimbabwes naboland Mozambique. Set fra Zimbabwe – dengang Rhodesia – var det tydeligt, at en bølge af undertrykkelse og racisme rullede fra Kapstaden op over kontinentet. Og hvor var vestens idealer om demokrati og menneskerettigheder henne ved den lejlighed? Vesten var fastlåst i den kolde krig mod østblokken, og da mange af terroristerne/frihedskæmperne i det sydlige Afrika plejede forbindelser til vestens fjender bag jerntæppet, så inde-

bar ’demokrati’ i Afrika en halvhjertet indsats mod de undertrykkende hvide regimer, med rutinemæssige overtrædelser af de pålagte embargoer. Set fra Afrika beviste konflikten, at ordet ’demokrati’ i vestens mund betyder at man kynisk plejer sine egne interesser, uanset afrikanernes lidelser.

For det andet har Rene Taus Hansen en teori om, hvorfor demokratiske idealer ikke slår igennem i Zimbabwe.

– De afrikanske første-generationsdemokratier har den svaghed at de henter statens legitimitet i en mere eller mindre voldelig tilblivelse. Så selv om præsidenterne taber et valg, så har

de selv kæmpet for magten og føler sig berretiget til den. Men i takt med. at afrikanske demokratier kommer i anden, tredje og fjerde generation af statsledere, bliver der større og større afstand til vold. Det ser man i nabolandenes reaktion på Mugabe. Det er anden- og tredje generationsdemokratierne der har været mest kritiske over for ham, mens nye demokratier som Namibia, der blev selvstændigt i 1990, er tilhængere af Mugabe, siger han.

HVAD KAN DANMARK GØRE? Mugabe er nu 85 år gammel, så på et tidspunkt kommer hans herredømme

til en naturlig ende. Hvilken vej Zimbabwe derefter slår ind på, om magten bliver fordelt med skydevåben eller stemmesedler, kan blive afgjort af de demokratiske institutioners styrke i landet. Zimbabwe kan rejse sig som et spirende andengenerationsdemokrati, eller det kan rykke tilbage til start i en ny voldelig magtovertagelse. I den situation er det ikke nok, at det internationale samfund støtter Zimbabwe, det er også afgørende hvordan støtten bliver sat ind. Og dér er nogle farer, som Danmark kan bidrage til at afværge.

– Det bedste, Danmark kan gøre, er fortsat at støtte de demokratiske pro-

cesser i landet som parlamentet eller Ngo’erne. Også efter den umiddelbare krise er overstået, for vi må ikke glemme de fundamentale søjler for demokratiet. Danmark er leverandør af verdens bedste bistand, så vi bør være bannerfører for koordinering af donorstøtten til Zimbabwe, så giverlandene ikke monopoliserer hver deres sektor.

Faren er, at Verdensbanken kommer flyvende ind med et stort og færdigt program, som regeringen skriver under på, uden der har været behovsanalyser, uden inddragelse af parlamentet eller andre demokratiske institutioner, råder Rene Taus Hansen. □ 51

Året der gik...

Et nyt år er traditionelt også en god anledning til at se tilbage på det gamle år. Det har Radikal Politik også gjort. I bedste nytårskavalkadestil har vi forsøgt at kategorisere år 2008 i forskellige – mere eller mindre seriøse kategorier. Til at kåre vinderen af hver kategori har redaktionen fået god og uvurderlig hjælp af brugerne af radikale.net. Men har vi glemt nogen eller noget fra et hektisk radikalt 2008, hvad vi helt sikkert har, står det helt for egen regning. God fornøjelse og godt nytår.

Årets radikale politiker

Årets vælgerforening

Morten Østergaard

Odense Radikale Venstre

Enmandshæren, der sløjfede sin sommerferie til fordel for en skånselsløs og dybt engageret jagt på integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Og da Morten Østergaard ufortrødent fortsatte sin jagt på retfærdig og retskaffenhed gennem resten af 2008, blev integrationsministeren helt mundlam og spørgsmålet er, hvor længe hun sidder ind i det nye år.

Det kræver sin vælgerforening, når man kan komme med i et kommunalt budgetforlig – uden at sidde i byrådet!

Årets radikale græsrødder Linda Kristiansen, HB-medlem og folketingskandidat i Ringstedkredsen

Årets radikale citat ”Vi går efter en midterregering med Socialdemokraterne og Radikale Venstre som kernen. Derfor peger vi på Helle ThorningSchmidt som forhandlingsleder. Ingen kan forudsige, hvad der sker i dansk politik de næste tre år, og ingen kender resultatet af næste valg. Derfor udelukker vi ingenting” (Margrethe Vestager)

Assia I. H. Zouaoui, HB-medlem og formand for Horsens Kommuneforening 274 indlæg og 1325 kommentarer tilsammen på radikale.net og ikke mindst et utrætteligt arbejde uden for nettet taler sit tydelige sprog. Uden kræfter som Linda Kristiansen og Assia I. H. Zouaoui intet Radikale Venstre.

Årets radikale nyhed Vores egen euroafstemning – bare synd den ikke tæller.

Årets løsgænger

Bobler: Den effektive udlændingepolitik.

Gitte Seeberg, der gjorde alvor af nok er nok Bobler: Jørgen Poulsen indtil han besluttede sig for et rigtig godt parti.

52

Årets Birthe Rønn Hornbech ”..............................................................................................................”

(TV2-News en morgen en dag i november)

Årets tv-øjeblik Snart-præsident Barack Obamas sejrstale den 4. november 2008 i Chicago Bobler: Se Årets Birthe Rønn Hornbech

Årets bedste politiske citat ”Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man bare vedstå sig” (Jens Rohde) Boblere: ”Det danske samfund har ikke siden trediverne oplevet tilsvarende hetz - og slet ikke fra et stort, indflydelsesrigt politisk parti.”

(Uffe Ellemann-Jensen, Anker Jørgensen, Søren Mørch, Herbert Pundik, og Palle Simonsen m.fl. om DF i Politiken 8. maj)

Årets indlæg på radikale.net ”Kom så for fanden og lad os så komme i gang med arbejdet!”

19. oktober 2008 kl. 23:13:25 Manu Sareen, BR i København og Anne Martens, medlem af Hovedbestyrelsen Bobler: ”Har købt et medlemskab af RU i julegave.......til min søn, forstås. Gaveideen er hermed givet videre” 9. december 2008 kl. 18:27:26 Tina Fischer, folketingskandidat i Gladsaxe

Årets værste citat ”Jeg har ikke den fornødne tillid til ledelsen i den radikale gruppe” (Simon Emil Ammitzbøll)

Årets radikale foto Jesper Gronenberg og Morten Østergaard med baby på det radikale landsmøde.

Bobler: ”Anders sov, da jeg endelig kom hjem efter vores ’afterparty’, men modtagelsen lod mig alligevel ikke i tvivl om, at han havde været stolt af min indsats i rumbaen. Han havde nemlig pyntet med flag og så lå der et dejligt, lille brev på bordet til mig. Næste dag, da vi fik talt sammen, fortalte han tilmed, at han syntes, at jeg så rigtig sexet ud i den korte rumbakjole. Faktisk syntes han, at den klædte mig vanvittigt godt.

Det var også en god farve til mig. Laksefarven står godt til mine egne farver, og måske netop fordi det laksefarvede ofte forbindes med noget intimt, passede farven så flot til rumbaen, der jo er en erotisk dans.”

(Anne Mette Fogh i Ekstra Bladet den 26. september)

Bobler: Se side 34 og 35 i dette blad

53

radikal ungdom

Den nye landsformand Radikal Ungdom har fået ny formand, efter Andreas Steenberg ikke genopstillede på RU’s seneste landsmøde, der blev afholdt i Århus sidst i oktober. Valget faldt på 22-årige Emil Dyred, der her får en række skarpe spørgsmål fra sin partifælle Leonora Beck.

Nu har vi valgt dig til landsformand. Hvad vil du gøre for os?

– Knokle. Der er nok at tage fat på. Vi skal sætte en ungradikal i dagsorden i Radikale Venstre og i offentligheden. Vi skal fortsætte den gode medlemsudvikling, Radikal Ungdom er inde i. Og vi skal forberede os på at vinde Europaparlaments- og kommunalvalget næste år.

Hvad kvalificerer dig til posten?

– Pragmatisme.

Hvordan adskiller du dig fra den tidligere landsformand, Andreas Steenberg?

– Andreas og jeg er enige i langt de fleste politiske spørgsmål, så der bliver ikke tale om et brud med hans linje. Men i modsætning til ham forstår jeg slet ikke fodbold.

Hvordan ser arbejdet ud foreløbig?

– Jeg er lige kommet hjem fra vores tur til USA, hvor Radikal Ungdom var med til at vinde præsidentvalget i Florida. Vi er i fuld gang med at planlægge foreningsåret. En af de første store begivenheder bliver et euro-event, hvor vi på en spektakulær måde vil afskaffe kronen sammen med vores spidskandidat, Sofie Carsten Nielsen.

Hvad bliver den største udfordring for dig som landsformand?

54

– Konsolidering af Radikal Ungdom. Foreningen er vokset meget de seneste år, og vi skal have flere aktive, velfungerende lokalforeninger, der kan sætte et ungradikalt præg på Radikale Venstre og debatten i lokalområderne. Det handler om ikke at slå et større brød op, end vi kan bage.

Når du på et tidspunkt går af som formand, regner vi jo med, at der er sket fremskridt i foreningen. Hvordan håber du, at Radikal Ungdom ser ud til den tid?

– Et af mine succeskriterier er, at vi får bredt politikudviklingen ud, så også lokalforeningerne får en holdning til og fører kampagne på sager i deres lokalområder. Et andet er, at vi får brudt de formelle strukturer i Radikal Ungdom op, så det bliver endnu lettere at gøre en forskel i foreningen uanset ens placering i hierarkiet.

Hvad regner du med at få ud af at sidde som landsformand på det personlige plan?

– Radikal Ungdom er den vildeste vækstfremmer, når

RU FOR M A N DE NS K LU M M E

Vi vandt valget Emil Dyred er 22 år og studerer statskundskab og historie. Ud over studiet arbejder han som sekretær for to tænketanke ved Copenhagen Business School. Som en af de få i Radikal Ungdom er Emil født og opvokset i en familie af svinebønder.

Emil elsker at læse og slapper bedst af med en bog mellem hænderne – helst om Erik Scavenius, som er en af de historiske politikere, han beundrer mest. Når det kommer til selv at formulere sætninger, lider Emil angiveligt af en – i radikale sammenhænge meget udbredt – tendens til at formulere sig i lange, kringlede sætninger i både skrift og tale. Noget som han ihærdigt prøver at undgå.

det kommer til at modne sig personligt, forøge sin viden om politik, samfund og ideer og skærpe sine argumenter. Det tror jeg kun forstærkes, når man er landsformand. Men jeg håber også, jeg får en forståelse for ledelse, som jeg kan bruge senere hen.

Nu læser du statskundskab og har arbejde ved siden af. Med landsformandsposten må du komme en ret travl hverdag i møde. Hvordan kommer topprioriteringerne til at se ud?

– Radikal Ungdom slår både studie og arbejde, men jeg tror, det må være muligt at få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg har desuden den fordel at bo i København, så jeg til en vis grad undgår DSB som mit andet hjem.

I UGEN OP TIL DET AMERIKANSKE præsidentvalg d. 4. november befandt 25 RU’ere sig på Miami Beach i Florida for at give en hånd med i Barack Obamas kampagne. Undertegnede var med, og vi var engageret i en af de mest omfattende præsidentvalgkampe, USA har set. Obama brugte langt flere penge på en langt større kampagne end nogen demokratisk præsidentkandidat tidligere har præsteret. Resten er, som man siger, historie.

I mange henseender er den politiske kultur og valgsystemet i USA så forskelligt fra vores, at det er svært at drage paralleller fra det, vi oplevede, til den danske virkelighed. Alligevel er det værd at fremhæve nogle af de ting, der gjorde det til en helt særlig oplevelse at deltage i valget. Kampagnen havde sit udgangspunkt i den lokale advokat Dan Jonas’ kontor. Han havde i et par måneder suspenderet sin praksis for at lægge hele sin energi i valget.

Der var åbent næsten 24 timer i døgnet. Der var kaffe og slik. Og i forkontoret stod dybe lædersofaer, hvor trætte frivillige kunne hvile benene inden næste omgang dørklokkestemmeri. Denne faste base gav et uvurderligt holdepunkt i en hektisk valgkamp. Det kan vi lære noget af.

På kontoret kom en lind strøm af frivillige, der knap nåede at træde ind af døren før de fik noget at se til. Der var dørklokker, der skulle stemmes. Telefonopkald til potentielle vælgere. Ophængning af klistermærker. Vinkning med skilte. Konkrete arbejdsopgaver der kunne igangsættes med det samme. Selvom koordinationen til tider glippede, lykkedes det at undgå, hvad der for ofte sker i en radikal valgkamp: at mange vil styre, tænke, trække i trådene, men få tager det praktiske slid. Her blev frivilligt engagement omsat til handling med det samme. Det kan vi lære noget af.

Hele kampagnen blevet drevet frem af en gejst, der naturligvis i høj grad må tilskrives Obamas popularitet og den demografiske og politiske sammensætning af lokalområdet. Men jeg er overbevist om et fast kampagnehovedkvarter, brugen af de frivillige og de sociale aktiviteter var med til at kanalisere gejsten ind i valgkampen i det nordlige Miami Beach på imponerende vis. Læren er, at en valgkamp ikke kun udgøres af kandidater, foldere og debatmøder.

Der skal en social infrastruktur til, som gør det attraktivt, underholdende og nemt at engagere sig i kampagnen. Det skal vi huske, når vi kaster os ud i EP-valget til sommer.

Emil Dyred, Landsformand for Radikal Ungdom 55

bøger

NÆNSOM OG PR ÆCIS Tanja Parker Astrup Naser Ekstra Bladets forlag Læst af Søren Bald JOU R NA LISTEN Tanja Parker Astrup har skrevet en bog om Naser. Intet efternavn, for hele Danmark kender ham. Tidligere har Naser selv skrevet ”Ære og skam” og ”khader.dk”. Nu får læseren hele hans egen historie i en bog fra den syriske barndom til Ny Alliances nedsmeltning. Forfatteren har over mere end et år lavet grundig research og in-

te terviewet ikke mindst Naser sa samt en del andre, herunder un undertegnede, som i parente tes bemærket ikke føler sig ”m ”misbrugt”, som det ellers ka kan ske med journalister, når no noget skal vinkles. Naser var ”W ”Wali al-ahd”, den ældste sø søn. Tronfølgeren, der skulle tage over efter faderen. Et m mellemøstligt mandeideal.

O Og her ligger en af rødderne ti til Nasers senere liv og skæbne ne. I et repressivt diktatur i en syrisk landsby med dens m mafiøse gammelmandsvælde, absurde religiøse forklaringsmodeller og fastlåste kønsroller. Som 12-årig kommer han til Danmark og får nye rødder. Ordet kulturchok er for mildt, når han møder danske normer, dansk skole og gymnasium, dansk racisme og Vesterbros mangeartede livsformer. Langsomt åbner der sig både et nyt fysisk og mentalt verdensbillede for ham. Det moderne. Med diskussion, respekt for forskellighed, tolerance, kønsligestilling og sidst, men ikke mindst, det demokrati, der bliver hans eget mantra, men senere svækker hans blik for behovene i den christiansborgske lovfabrik, da han bliver MF´er.

PROJEKTET Nasers oprindelige projekt er i virkeligheden Det Radikale Venstres frigørelsesprojekt.

Drømmen om at gøre det enkelte menneske i stand til at forme sit eget liv frigjort fra familiær, samfundsmæssig og religiøs tvang. Projektet lykkes på det menneskelige plan, men som politiker må Naser i dag betragtes som langtidsskadet. Hans seje kamp for at undgå et tvangsægteskab med en syrisk kusine burde være pligtlæsning for dem, der nægter at se de voldsomme tvangsmønstre i nogle indvandrermiljøer i øjnene. Naser kæmper også mod faderen og får på trods sin polituddannelse – selv om det ikke virkede sådan i Kalundborg-hallen. Men på den anden side får Naser også en let gang på jorden i det Danmark, han kommer til at elske. Han færdes i jetsetmiljøer med masser af ivrige rygklappere. De ser kun personen Naser, og han er rent faktisk flink. Hans karriere er ikke brolagt med organisatorisk flueknepperi i partiet, men vellønede foredrag som danskerne strømmer til.

R a d i k al Pol it i k a nbefale r: MIN AMERIKANSKE DRØM er Martin Krasniks egen personlige opdagelsesrejse til USA. Han agter at genfinde den amerikanske drøm, der også er hans egen, og – håber han – hele verdens. I forbindelse med dækningen af det amerikanske præsidentvalg for Weekendavisen fik Martin Krasnik lejlighed til at genopdage sit Amerika, et land som han elsker højt. Blandt andet for dets mange forfattere, der fortolker den amerikanske drøm. I bogen opsøger Martin Krasnik nogle af de allerstørste. Med sin egen personlige bagage af længsel efter berømmelse og anerkendelse, kampen mod depression og en alvorlig sygdom og ikke mindst en intens interesse for politik, magt, kvinder og sex – skriver forlaget selv – tegner Martin Krasnik et billede af et land, hvor menneskets stræben, drifter og laster træder klarere frem end noget andet sted på kloden. Martin Krasnik har tidligere været en af de faste værter på DR2s nyhedsudsendelse Deadline. Siden 2005 har han været Weekendavisens faste USA-medarbejder. Han har tidligere skrevet bogen De retfærdige – en islamisk stafet, 2005 og lavet dokumentarfilmen ”På guds parti” til DR2.

56

WALI AL-AHD Forløbet med dannelsen af Ny Alliance er fulgt tæt og viser, at Nasers selvbillede (”Wali al-ahd”) er urealistisk og præget af for lidt reel modstand, for mange mavefornemmelser og opgejlet af rygklappere og en vis Samuelsen. Naser er ikke den første, der gerne ville være leder og ikke kunne. Under Alliancens nedtur optræder han trods vanskelighederne konstant bortforklarende og ansvarsfralæggende, men Tanja Parker Astrup dømmer ikke og får med sin bog skabt et både nænsomt og præcist portræt.

Søren Bald er landsformand for Radikale Venstre

OGSÅ DANSKE Else Cornelius Også danske – Birthe Rønn Hornbech diskuterer integration med 13 kvinder fra hele verden Gyldendal Læst af Morten Østergaard ”OGSÅ DANSKE” ER 13 korte selvbiografier af kvindelige rollemodeller med noget på hjerte. Integrationsministerens interview med de 13 kvinder er omsat til bogform af Else Cornelius. I letlæselig form får man indblik i en række kvindeskæbner, der ofte afslører dramatiske begi-

venheder og svære brud, men v har h det tilfældes, at de er endt med m et succesfuldt liv i Danmark.

Bogen er, omend lidt m ufordøjet, et velgørende forsøg u på p at give ordet til det ofte tavse flertal af danskere med anden etnisk baggrund, som trods e modvind og frustration er lykm k kedes.

De tretten kvinder har h selvværd. Og de har noget højt a have det i. Som for eksemat p Mûrvet Sahin, der er født pel a tyrkiske forældre i Århus, af o med både dansk og engelsk og ju juridisk embedseksamen i dag le Group NBT’s interne juleder ri ridiske afdeling i London. Eller somaliske Fatuma Ali, der er psykiater for unge med førstegangspsykoser og tidligere har brugt sin uddannelse til fordel for sindslidende i Grønland.

ROLLEMODELLER De tretten giver den gerne som rollemodeller og har næsten alle engageret sig i at fremme integrationen på den ene eller anden vis. Men de udtrykker alle den samme frustration over den generaliserende debat i dagens Danmark. Som den kinesiske venstrekvinde Heidi Wang siger: ”Jeg er glad for jeg ikke er muslim.” og videre ”Vi bruger så mange penge på uddannelse, job og boli-

ger til dem, men bagefter giver vi dem lussinger i det offentlige rum.” Eller superjuristen Mûrvet Sahin: ”Det, der sker, krænker min stolthed. Jeg føler jeg skal retfærdiggøre mig selv. Ja, jeg er muslim, men jeg vil ikke stå til ansvar for, hvad de andre gør”. De tretten kvinder har alle en stærkt identitet.

De er tokulturelle og er meget bevidste om det. De har, efter en mere eller mindre omtumlet tilværelse, brudt koden til, hvordan man i Danmark etablerer sig på de gældende vilkår – uden at smide sin identitet over bord i forsøget. Og de er vant til at italesætte identiteten. En kvinde kalder sin kulturelle baggrund ”mit barn”, som hun elsker uden betingelser. Den danske kultur er som en svigermor. Den kan hun også godt lide….

MANGLENDE PLI Fortællingerne er også fyldt med integrationshistorier, der giver inspiration og anledning til overvejelse. For meget umyndiggørelse. For lidt og for langsom sprogundervisning. Manglende fokus på etniske forskelle i ressourcer og behov i integrationsindsatsen. Og Folketingets egen stylist Pari Kadeem, der modigt

beretter om at have været på selvmordets rand, før en dygtig sagsbehandler fandt ud af, at hun ikke skulle behandles, men derimod skubbes fremad. Og der gives rig anledning til rynken på næsen over manglende pli og småracisme i kongeriget. Som Jean Petersen fra Malawi, der som tillidsmand på et plejehjem ikke rigtig havde gjort sig fortjent til prædikatet ”nasser” fra andre danskere, der ikke så anden sammenhæng mellem et dansk pas og en sort hud. Jean modtog en tårevæddet undskyldning fra manden, da hun redegjorde for sit daglige arbejde for ældre medborgere.

Og hva’ så med hende Birthe Rønn? Ser man bort fra hendes forord, spiller hun ingen rolle i bogen. Men hun skal roses for at have prioriteret tid til projektet, da hendes rolle som afsenderen af de kursiverede spørgsmål, der deler fortællingernes afsnit, formentlig gør, at bogen vil blive læst af mange flere og få mere opmærksomhed end ellers. Og det fortjener den.

Morten Østergaard er næstformand i folketingsgruppen og blandt mange andre poster, også integrationsordfører.

FINANSKRISEN 2008 –2009 er håndbogen lige nu,

hvor økonomien smelter og recessionen truer. I bogen giver den verdensanerkendte finansmager George Soros svaret på en række af de spørgsmål, der tumler rundt i nyhedsstrømmen i øjeblikket: Hvorfor vi står midt i den værste økonomiske krise siden 1930’erne? Hvordan en ustyrlig vækst uden dækning i virkeligheden har krakket finansmarkederne? Hvordan nye spilleregler skal tæmme finansmarkederne og skabe en ny orden. I forordet til bogen betegner den danske økonomi-professor Jakob Brøchner Madsen bogen som en gyser: ”Soros bog er den første bog, som sætter krisen i perspektiv, giver baggrunden for udviklingen og viser, at de financielle markeder danner nervebanerne i de kapitalistiske økonomier”, skriver han blandt andet. Bogen har ligget i topfem i en måned på den engelske og amerikanske bestsellerliste og har gjort Soros til tidens måske mest eftertragtede orakel, der optræder dagligt på nyhedskanalerne.

57

Hvordan går det derude?

organisationsudvikling

I det sidste nummer af Radikal Politik fortalte landsforbundets næstformand Zenia Stampe om et stort organisationsudviklingsprojekt, som Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget har sat i gang. Målet er at revitalisere hele den radikale organisation og føre landsforbundet ind i en ny tid. Tovholderen for en del af projektet, Tomas Bech Madsen, fortæller her om lokalformændenes ønsker til fremtiden.

TEKST: Tomas Bech Madsen

F

orretningsudvalget i Radikale Venstre nedsatte i oktober tre arbejdsgrupper, der hver for sig skal arbejde videre med forskellige elementer i projektet omkring organisationsudviklingen. En af grupperne fik til opgave at se på, hvordan der kan skabes de bedst mulige forhold for partiets lokale foreninger. Gruppen, der består af Åge Dahl, Zenia Stampe og Tomas Bech Madsen, besluttede i første omgang at undersøge hvor skoen så at sige trykker ude i de enkelte foreninger. Det skete gennem en stor spørgeskemaundersøgelse, hvor de i alt ca.

100 kommuneforenings-, opstillingskreds-, storkreds- og regionsforsamlingsformænd fik tilsendt 10 spørgsmål om forskellige forhold. Vi fik svar fra 53 af formændene, hvilket vi er både taknemmelige over og tilfredse med.

FOR MANGE LAG På et spørgsmål om overskueligheden og hensigtsmæssigheden i den nuværende struktur med de fire lokale niveauer (kommuner, opstillingskredse, storkredse og regioner) svarer mange, at strukturen indeholder for mange lag, men der er ikke noget samlet bud på et realistisk alternativ. Vurderingen afhænger i høj grad af geografi og medlemstyngde.

Der er generelt enighed om, at kommuneforeningen skal være det bærende led, mens mange peger på, at der brugt for mange mandetimer på storkreds og region. Til gengæld er det en udbredt vurdering, at samarbejdet mellem forenings-

58

ledene generelt går godt. Et sted, hvor formændene vurderer, at samarbejdet – eller måske nærmere koblingen – kan blive en hel del bedre, er mellem de lokale foreningsled (ikke mindst kommuneforeningerne) og Hovedbestyrelsen. Meget tyder på, at denne kobling i flere områder mangler. Her er et indsatsområde, som foreningerne og Hovedbestyrelsens medlemmer har et fælles ansvar for at løse.

FLERE MEDLEMMER Et andet klart indsatsområde bør være medlemshvervning. Her mener de fleste formænd, at vi som parti (både folketingsgruppen, landsforbundet og de lokale foreninger) simpelthen ikke gør det godt nok, og det vil være oplagt at udvikle nyt hvervemateriale, som for eksempel kan bruges i forbindelse med diverse aktiviteter, kampagner og valgkampe.

Til gengæld synes det at gå rimeligt med at inddrage og aktivere interesserede nye medlemmer, men altså først når de selv har meldt sig ind.Formændene er generelt særdeles godt tilfredse med sekretariatets indsats, en ganske flot vurdering set på baggrund af de personalemæssige og øvrige økonomiske indskrænkninger, sekretariatet måtte igennem umiddelbart efter folketingsvalget i 2007. En del peger dog på, at sekretariatet måske kan være mere udfarende i forhold til navnlig de foreninger, der ikke selv henvender sig. Generelt opfordres såvel folketingsgruppen, landsforbundets ledelse og sekretariatet til med jævne mellemrum at udsende pep-mails til tillidsfolkene i baglandet.

HÅNDBØGER Nogle efterspørger online-tilgang til medlemslister, bogføringsassistance, mere info om årsager til udmeldelser osv. En hel del peger på behovet for en eller flere praktiske ’formandshåndbøger’, et materiale der måske kan opbygges wikipedia-agtigt på baggrund af formændenes egne bidrag inden for de områder, hvor den enkelte er ekspert.

Formændene er altovervejende positivt indstillet i forhold til oprettelsen af en regionalt eller nationalt forankret erfa-gruppe af formænd til løbende, intern erfaringsudveksling. Der er stort set enighed om, at det vil være en god ide med en årlig formandskonference med fokus på for eksempel net-working, inspiration, foreningsteknik, PR og ledelse. Der synes at være en vis konsensus om at hver forening skal kunne sende to repræsentanter til en sådan konference, altså formanden plus én mere.

Og så er der desværre ikke afsat mere spalteplads denne gang. Men der er ud over ovenstående yderligere en række værdifulde indspark fra formændene.

Arbejdsgruppen, Forretningsudvalget, sekretariatet og Hovedbestyrelsen vil arbejde videre med de indkomne forslag, ideer og vurderinger. Og der vil løbende blive orienteret på radikale.net og i Radikal Politik.

Tomas Bech Madsen er tidligere medarbejdere det radikale sekretariat og er nu medlem af Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget

det pol it iske væ rk st ed

BAGLA N DET Redaktionen hører meget gerne fra kredsene, foreninger og enkeltpersoner med tip og forslag til stof til disse sider. Det kan være et formandsskifte i en kommuneforening, ny politik fra et udvalg, en ny kandidat eller andet relevant. Send en mail til redaktion@radikale.dk.

KØBENHAVN

SJÆLLAND

Kontakt: Johan Stubbe Østergaard Manøgade 12th • 2100 København Ø tlf. 26 34 70 01 e-mail: johan@ostergaard.org www.radikale.dk/hovedstaden

Kontakt: Bjarne Sommer Den lille Gade 13 • 2680 Solrød Strand tlf. 56 14 15 40 e-mail: ete@sol.dk

BOR NHOLM

FYN

Kontakt: Birger Nissen Kodalsvejen 5 • Ibsker • 3740 Svaneke tlf. 56 49 30 86 / 21 73 12 86 e-mail: birger@nissen.mail.dk

Kontakt: Jesper Olesen Agnetevej 26 • 5000 Odense C tlf. 65 91 10 71 e-mail: j.ole@webspeed.dk www.fyns-radikale.dk

SYDJ YLLAND

KØBENHAVNS OMEGN Kontakt: Jens Karlo Jensen Aldershvilevej 26 • 2880 Bagsværd tlf. 57 61 33 82 e-mail: jens.karlo@get2net.dk www.radikale.dk/koebenhavnsomegnsstorkreds

NOR DSJÆLLAND Kontakt: Torben Tallerup Ellehaven 54 • 2950 Vedbæk tlf. 45 66 08 10 e-mail: tallerup@ofir.dk

70 ÅRS FØDSELSDAGSFEST FOR NIELS HELVEG PETERSEN

Niels Helveg Petersens fylder 70 år den 17. januar 2009 og det vil de gerne fejre i hans kreds i Middelfart.

Derfor er Middelfartkredsen vært for en fødselsdagsfest den 24. januar kl. 13 til 18 i Husby forsamlingshus, Skræppedalsvej 6, Husby, 5592 Ejby.

Prisen er 200 kr. pr deltager for

buffet, drikkevarer og underholdning – tilmelding sker til kaj-vera@mail.dk

Kontakt: Per Kleis Bønnelycke Møllegården 21 • 6340 Kruså tlf. 74 67 67 67 e-mail: kleis@mail.dk www.radikale.dk/sydjyllandsstorkreds

ØSTJYLLAND Kontakt: Ejner Hviid Jensen Sjællandsgade 116st, 8000 Århus C tlf. 86 12 56 18 e-mail: ehj@stofanet.dk www.radikaleaarhus.dk

K ALU NDBORG SØGER K ANDIDAT

VESTJ YLLAND

Kalundborgkredsen søger nu ny folketingskandidat efter Ole Glahn, der har valgt ikke at stille op til næste valg.

Kredsen efterlyser en folketingskandidat med lyst til at sætte Kalundborgkredsen på Danmarkskortet og kredsformand Dorthe Holm Hansen ser gerne at: – Den kommende kandidat kan skabe en landspolitisk profilering lokalt i kredsen i samarbejde med lokale radikale – også når der ikke er valgkamp og så har vi en række lokale udfordringer, som vi også gerne vil have fokus på. Vi har megen trafik og meget ringe veje. Vi ønsker at fokusere på sundhed og sygehuse. Vi vil have en bedre miljøpolitik og fokus på børn og unge. Antallet af ældre er større her end landsgennemsnittet - hvordan gør vi det positivt?, spørger Dorthe Holm Hansen, der gerne hører fra interesserede kandidater på: dorte.tom@mail.tele.dk

Kontakt: Erika Lorentsen Dalgasgade 53, 7400 Herning tlf. 20 99 91 82 e-mail: erikal@ofir.dk

NOR DJ YLLAND Kontakt: Jørgen Harder Elverhøj 34, 9400 Nørresundby tlf. 98 17 31 76 e-mail: jharder@stofanet.dk www.radikale.dk/nordjylland 59

det polit iske værksted

N Y FY NSK FR EMTID Radikale Venstre i Svendborg-Langeland kredsen valgte sidst i november Merete Riisager som kredsens folketingskandidat. Merete Riisager har siden 2006 også været folketingskandidat i Odenses 3. kreds og er førstesuppleant for Niels Helveg Petersen til Folketinget. Ved at opstille Merete Riisager både i Odense og i Svendborg-Langeland kredsen viser kredsen nye veje for samarbejde på tværs af Fyn, og de to største fynske valgkredse står således samlet i deres bestræbelser på at opstille en stærk og kompetent afløser for Niels Helveg Petersen ved det kommende folketingsvalg, lyder det fra Kredsen.

– Det har for os været et mål, at vi sammen med en anden fynsk kreds skulle finde en stærk kandidat at byde ind med i valgkampen om det fynske radikale mandat. Vi forventer os derfor også meget af samarbejdet med Odense-kredsen og Merete Riisager, som vi er overbeviste om, er fremtidens bud på et nyt yngre fynsk radikalt medlem af Folketinget, siger Mai-Britt Schultz, der er formand Radikale Venstre i Svendborg-Langeland kredsen.

Folketingskandidat Merete Riisager er naturligvis glad for opbakningen fra Svendborg og Langeland.

– Efter en periode med uro i Radikale Venstre, er der behov for at synliggøre vores politiske budskaber og skabe samarbejde på tværs.

BORGMESTER GIDER IK K E K LIMASNAK Den radikale satsning på klimapolitikken er helt forkert. Det mener den radikale borgmester i Holbæk Jørn Sørensen, der savner fokus på økonomi og offentlig service.

– Folketingsgruppen skulle lade være med at kaste sig over alle de der selvfølgeligheder om klima og den slags. På det område mener alle partier alligevel det samme. Så det vinder vi ikke på, siger Jørn Sørensen til Ritzau. Borgmesteren efterlyser i stedet mere politik på det økonomiske område.

LOLLAND VIL HAVE VESTAGER

Den radikale kreds i Guldborgsund og Lolland vil gerne have Margrethe Vestager som deres folketingskandidat.

Midt i efterårets meget turbulente tid rakte kredsen en hjælpende hånd til den radikale gruppeformand. Ifølge Ritzau ville de Radikale i Guldborgsund og Lolland have Margrethe Vestager til at R BAGLAND SIGER GOD FOR VILLY stille op i det sydsjællandske, og kredsen garanterede på forhånd partilederen kontant opbakning.

Langt de fleste i det radikale bagland mener, at partiet godt kan sidde – Vi er klar til at yde optimal opbakning til næi regering med Villy Søvndal. Hele 81 procent af de Radikales lokalste valg og vil gerne understrege, at det ikke kun formænd siger således, at Radikale Venstre kan indgå i et regeringser medlemmer på Lolland Falster, der kan stemme XXXXX XXXX samarbejde med SF. Kun 11 pct. af lokalformændene er i mod, viserX X X X X XpåXMargrethe Vestager, men derimod alle i Reen rundspørge til det radikale bagland, som Berlingske Research har gion Sjælland, lyder den skriftlige opfordring fra Xxxx lavet. formanden for det lokale samarbejdsudvalg, Hen– SF skal være med i en kommende S-SF-R-regering. Kun som rik Gade. Margrethe Vestager er i dag opstillet i medlem af en regering kan et parti være ansvarlig for den førte poliRudersdal i Nordsjælland. Hvis hun skifter kreds, tik, lyder det fra en af de radikale lokalformænd, som henviser til, at kommer hun direkte op imod store profiler som Dansk Folkeparti i dag har meget stor indflydelse på VK-regeringens Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, og politik – men intet ansvar. Baglandet bakker også op om at pege Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, i Sjælpå Helle Thorning-Schmidt som foretrukken forhandlingsleder – og lands Storkreds. Men det kommer ikke til at ske, dermed statsministerkandidat – efter næste valg. 83 pct. af R-lokalal den stund, at Margrethe Vestager takkede pænt formændene bakker op om det valg, mens kun 11 pct. er uenig. nej til at skifte kreds.

60

XXXXXXXXX Xxxxxxxxxxxxxx Yes he can (Foto vedhæftet) Fototekst: Den radikale Carsten Bech fra Syddjurs er kommet lidt på afveje, men forhåbentlig kan Obamas sejr drysse lidt på byrådsmedlemmet fra Syddjurs kommune.

OPBAK NI NG TIL MARGR ETHE VESTAGER

YES HE CAN

Margrethe Vestager fik bekræftet hovedbestyrelsens opbakning til sin politiske linje på et hovedbestyrelsesmøde i Nyborg i november 2008: ”Hovedbestyrelsen støtter folketingsgruppens beslutning om at pege på Helle Thorning-Schmidt som kommende forhandlingsleder. Kernen er SR, men da vi ikke kender valgresultatet, udelukker vi ingenting”, hedder det i en resolution, som partiets Hovedbestyrelse vedtog på mødet med en stemme imod og et par blanke. Samtidig med vedtagelsen af resolutionen, bad det radikale bagland eventuelle kritikere om at dæmpe sig.

– Når Hovedbestyrelsen så entydigt siger, at den bakker op om linjen, så er beskeden til kritikerne, at vi er åbne og debatterer, men også, at nu har vi hørt argumenterne, sagde blandt andre hovedbestyrelsesmedlem og spidskandidat til EU-parlamentet Sofie Carsten Nielsen til Ritzau.

Også landsformand Søren Bald understregede, at beskeden fra baglandet nu er, at partiet og folketingsgruppen må komme videre.

– Vi kan ikke blive hængende i diskussioner om strategi og Simon Emil. Det vil vi ikke mere, sagde han til Ritzau med henvisning til Simon Emil Ammitzbøll, der jo forlod partiet i protest mod Margrethe Vestager. Ud over resolutionen om linjen vedtog Hovedbestyrelsen også en resolution, der gentager partiets hede ønske om at indføre euroen som valuta i Danmark.

Den radikale Carsten Bech fra Syddjurs er kommet lidt på afveje, men forhåbentlig kan Obamas sejr drysse lidt på byrådsmedlemmet fra Syddjurs kommune.

DE TO RESOLUTIONER:

HB støtter folketingsgruppen Hovedbestyrelsen støtter folketingsgruppens beslutning om at pege på Helle Thorning-Schmidt som kommende forhandlingsleder. Der er behov for en ny regering, der kan samarbejde bredt, og hvor Radikale Venstre er garanten for økonomisk ansvarlighed, aktiv socialpolitik, effektiv udlændingepolitik, en ambitiøs klimapolitik og et solidt engagement i EU og i verden. Kernen er SR, men da vi ikke kender valgresultatet, udelukker vi ingenting.

Ja tak til euroen – nu Vi siger ja tak til euroen. Nu. Og vi vil gerne have en folkeafstemning om afskaffelse af euro-forbeholdet – og for den sags skyld også gerne de øvrige EU-forbehold – så hurtigt som muligt. Finanskrisen har aktualiseret debatten om euro-forbeholdet, og det er nok det eneste positive, vi kommer til at sige om den. I Radikale Venstre har vi ikke ændret holdning på grund af finanskrisen. Vi ønskede en afstemning om afskaffelse af euro-forbeholdet for et år siden, for en måned siden og for en uge siden. Vi ønsker et Danmark uden forbehold, der deltager fuldt og helt i det europæiske fællesskab.

KOMMU NALPOLITIK ER E VEDTAGER 2015-PLAN Det kommunalpolitiske netværk i Radikale Venstre bakker op om de 109 forslag i den radikale Social 2015-plan og vil i de kommende år arbejde for at implementere dem i de danske kommuner. Det var resultatet af en konference om planen i praksis, som blev afholdt tidligere i år. De mange forslag i planen kan lette tilværelsen for sårbare og udsatte mennesker i Danmark. Partiets kommunalpolitikere vedtog på konferencen at kæmpe for, at de forslag fra planen – som ikke kræver lovændring, men blot prioritering i landets kommunalbestyrelser – bliver gennemført.

– Alle børn vil gøre deres folkeskole færdig. Flere unge vil få en ungdomsuddannelse. Flere af dem, der i dag er på kanten af arbejdsmarkedet, vil give en hånd med, og færre vil ende på livsvarig passiv forsørgelse. Der vil også være færre ofre for kriminalitet, og vi vil have taget livtag med den negative sociale arv. Og vores udviklingshæmmede medborgere vil have styrket deres muligheder for at deltage i samfundslivet, siger Marianne Jelved, der er socialordfører i Radikale Venstres folketingsgruppe.

Men hvis målsætningerne skal nås, skal folketings-, regions- og lokalpolitikere arbejde tæt sammen.

– Mens nogle af initiativerne forudsætter, at der gennemføres lovændringer, kræver andre forslag, at kommunalbestyrelserne rundt om i landet prioriterer indsatsen for de svageste. Og vi har nu givet hinanden håndslag på at kæmpe for, at de forslag fra planen, der ikke kræver lovændring, men blot prioritering i landets kommunalbestyrelser, bliver gennemført, siger Leon Sebbelin, der er formand for Kommunalpolitisk Netværk.

61

debat

Store omkostninger for radikale værdier Et sted hvor radikale igen og igen støder på ’enighedsgrund’ med regeringen er udlændingepolitikken. Den har mange aspekter, og vi er stort set ikke enige på nogen af områderne. Et område der dog burde være mere fokus på er trafficking – uanset uenighed. På dette område bliver de radikale værdier beskudt på en så malende måde, at det burde være en af vores mærkesager. FN og EU placerer Danmark i bund, når det gælder, ikke bare indsats mod bagmænd, men endnu værre, når det gælder medmenneskelighed. Danmarks nuværende udlændingepolitik gør det umuligt at hjælpe ofrene for menneskehandel, medmindre de kommer fra EU. På nuværende tidspunkt vil en ”prostitueret” blive anholdt, overnatte i detentionen og halvhjertet tilbudt 100 dages krisehjælp, hvilket kun to kvinder indtil videre har taget imod. Ellers bliver de sendt hjem med det første fly til for eksempel Nigeria, også selvom flere rapporter tydeligt viser, at sikkerheden for hende dér, er ikke-eksisterende.

I marts 2007 blev en ny handlingsplan lanceret for perioden 2007 til 2010. Handlingsplanen indeholder blandt andet:

som det også var emnet flere gange i sidste udgave af Radikal Politik. Med det dårlige danske EU-samarbejde på området og vores pinlige, ubarmhjertige udlændingepolitik burde dette virkelig gå Margrethe Vestager og os andre på, også midt i en finanskrise. Handlingsplanen siger, at mindst 40 procent skal hjemsendes i samarbejde med NGO’er, hvad så med de andre 60 procent Og hvorfor kun følge op på halvdelen af de sager man sender ud af landet? Måske fordi de resterende 50 procent ser grimt ud på papiret, hvis ofrenes skæbner bliver registreret. Politiet og retssystemet er bundet på hænder og fødder, de unge piger er nærmest bogstaveligt talt bundet på hænder og fødder, og regeringen og DF’s nuværende førte politik er dét, der binder dem. Radikale er lige nu i politisk stormvejr, men det betyder ikke, at vi skal holde op med at kæmpe for de ting, vi tror på. Det er netop via mærkesager som denne, der krænker danskernes restfølelse og som taler til vores samvittighed – at vi finder ind til vores kerne igen. Belgien ligger øverst på den føromtalte FN-liste. Hvorfor? Opskriften er enkel. I de hårdest belastede sexmiljøer går betjente rundt og oplyser kvinderne om muligheden for hjælp samt deres rettigheder. For i Belgien HAR de rettigheder. Her bliver pigerne straks tilbudt statsborgerskab og krisehjælp, og ikke mindst en ny identitet hvis det findes nødvendigt. Eva Kjer Hansen og Rikke Hvilshøj har erkendt, at handlingsplanen i Danmark ikke fungerer som planlagt – nu skal de Radikale på banen.

debaa • 2008: Etablering af en praksis, så alle registrerede handlede får tilbudt forberedt hjemsendelse.

• 2009: Mindst 40 % af prostitutionshandlede kvinder og piger får social støtte og hjemsendes i samarbejde med NGOer. • 2009: Danske myndigheder skal have rapporter tilbage om mindst 50 % af de hjemsendte ofre fra lokale myndigheder eller NGOer

PÅ BANEN

Nadja Sejersen, Silkeborg

Når jeg siger, at vores værdier bliver beskudt, er det fordi radikale går ind for tæt samarbejde i EU, vi går ind for medmenneskelighed og ikke mindst går vi ind for frihed,

DU K A N OGSÅ VÆR E M ED I DEBATTEN . Send gerne dit indlæg i god tid. Debatindlæg til bladet sendes til redak-

tion@radikale.dk – skriv Debat i emneordet og vedhæft meget gerne et pasfoto og evt. link til din hjemmeside eller blog.

Skriv gerne kort og præcist, så er der plads til flere stemmer i debatten. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise og forkorte indlæg. Og husk, at debatten altid fortsætter på www.radikale.net

62

Nyborg Strand stævnet 2009 Det Radikale Venstres nytårsstævne lørdag den 10. og søndag den 11. januar på Hotel Nyborg Strand, Nyborg LØR DAG DE N 10. JA N UA R Kl. 13.00 Velkomst og introduktion v/S Ø R E N BA L D , landsformand og stævneleder Kl. 13.10

Terrorforebyggelse og frihedsrettigheder – en vanskelig balance v/J E SPE R RY BE RG , professor ved RUC

Kl. 14.00 Vi skal passe på demokratiet v/H A N N E BEC H H A NSE N , politidirektør, fhv. chef for PET Kl. 15.00 Pause med kaffe Kl. 15.30 Der var engang en retsstat…. v/EVA SM I T H , professor ved Københavns Universitet Kl. 16.30 Udlændingeretten i internationalt perspektiv v/JONA S C H R I STOF F E R SE N , lektor, ph.d. Københavns Universitet, direktør for Institut for Menneskerettigheder

a at Kl. 18.00 Middag

Kl. 20.00 Retsstat og retssikkerhed v/H A NS GA M M E LTOF T- H A NSE N , ombudsmand, professor, dr.jur.

SØ N DAG DE N 11. JA N UA R Kl. 09.00 Farlige tendenser i retspolitikken v/VAGN GR EV E , professor, lic.jur. Copenhagen Business School.

Kl. 10.00 Hvem skal beskyttes – individet eller systemet? v/H E N R I K STAGETOR N , advokat, formand for landsforeningen af beskikkede advokater Kl. 11.00

“Hvis jeg må se din magt, må du se min” v/L A R S UG GE R HØ J , lektor ved Ålborg Universitetscenter

Kl. 12.00 Frokost Kl. 13.15

Aktuel debat med • PI A K JÆ R S GA A R D , partiformand for Dansk Folkeparti, • A N DE R S F O GH R A SM US SE N , statsminister og partiformand for Venstre • M A RGR ET H E V E STAGE R , gruppeformand for Radikale Venstre.

Ordstyrer: S Ø R E N BA L D

Kl. 15.00 Stævnet slutter

Hvert punkt efterfølges af debat. Ret til ændringer forbeholdes.

Der er fri adgang mod betaling af stævneafgift på 150 kroner.

Tilmelding på www.radikale.dk

63

TÆT PÅ: CHRISTA MØLLGAARD-HANSEN Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Jeg er sådan en, som altid – på en barnligt begejstret måde – er ved at boble over af virketrang. Jeg elsker at gamble og tage chancer.

Hvilket karaktertræk hos dig selv er du mest ked af?

Jeg er dominerende, rethaverisk og har svært ved at indrømme egne fejl. Hvis jeg eksempelvis under en diskussion begynder at få en ubehagelig fornemmelse af, at modparten har ret, fortsætter jeg med at holde på mit. Det er jeg ikke glad for, for det strider mod min grundholdning om, at det er det gode argument og ikke evnen til at tromle, som skal afgøre udfaldet af en diskussion.

Hvad er din foretrukne beskæftigelse?

Jeg holder af at stresse af med mand og børn, og så jeg elsker at arbejde. På alle tider af døgnet. Arbejde giver mig en personlig tilfredsstillelse – det er dejligt at se ting, som jeg selv har sat i gang, udvikle sig.

Hvilken af dine ejendele er du gladest for?

Det er min bærebare PC. Den er simpelthen alt for mig. Jeg får abstinenser, hvis jeg en sjælden gang kommer af sted uden den. Den er mit halve liv.

Hvad er det bedste råd du har fået?

Det er ”Hellere underspille end at overspille”. Jeg tror, at det var min far, som gav mig det råd, og han er en af dem, som kender mig bedst.

Hvilket talent kunne du bedst tænke dig at besidde?

Det er lidt pinligt og ikke fordi jeg er vild med Vild med dans. Men jeg kunne godt tænke mig at kunne danse.

Det har jeg altid ønsket, men efter et par kiksede læringsforsøg har jeg måttet indse, at det bliver jeg aldrig god til. Sidst jeg forsøgte, blev jeg sat til at danse herre, fordi jeg ikke kunne lade mig føre. Og det er jo ikke for at danse herre, at man som pige gerne vil gå til dans.

Hvad købte du sidste gang, hvor du bagefter tænkte ”Arh, behøvede jeg virkelig det her”?

Det var, da jeg købte et amerikansk vareparti af modetøj i begyndelsen af september, som jeg i virkeligheden først skal bruge senere på efteråret. Men jeg havde trang til at købe noget. Pengene kunne ellers være bedre brugt på noget andet – især midt i al denne snak om finanskrise. Jeg køber dog sjældent noget til mig selv.

Min mand kan godt finde på at fortælle om, at hans tidligere kæreste kunne finde på at købe et par nye sko om ugen. Jeg, derimod, køber en container ad gangen.

Hvem ville du ønske var radikal?

Min farmor. Jeg har stor respekt for hendes viden og livserfaring, så jeg ville blive utrolig glad, hvis hun blev radikal. Jeg tror dog ikke, at hun bliver det, men måske når hun læser det her...

Hvad skal du lave i morgen?

I morgen skal jeg spise morgenmad med mine børn og køre dem i børnehave. Derefter skal jeg videre til min forretning i Maribo, i banken og så hjem for at skrive på en universitetsopgave om retssikkerhed.

C H R I STA M Ø L L GA A R D - H A NSE N er folketingskandidat og bestyrelsesmedlem hos Radikale Venstre på Lolland.

Hun blev i sommeren 2008 nærmest landskendt, da hendes pengeoverførelse til en kjoleleverandør i Pakistan blev opsnappet af CIA, der indefrøs pengene. Ved siden af sine forretninger studerer Christa MøllgaardHansen på Københavns Universitet. Hun er 28 år, gift og mor til to drenge.

64

65

kaffe

Radikal idrætsformand

D

et er egentlig et helt forkert sted til kaffe, faktisk helt det modsatte. Men når man skal interviewe den radikale Mikkel Sarbo, så foregår det i hans Tesalon, som den 33-årige tidligere folketingskandidat ejer og driver i fællesskab med sin søster. Siden 2003 har søskendeparret drevet virksomheden Tante T, der importerer og sælger te, og i de sidste to år har Tante T også været en cafe på Vesterbro – eller rettere en Tesalon som Tante T ynder at kalde sig selv. Og Tante T er en af de rigtige gode af slagsen. Således har Mikkel Sarbo og hans søster papir på, at brugerne af den københavnske hjemmeside, AOK.dk, synes, at salonen er den bedste i København. Så der er garanti for god te i koppen i stedet for kaffe, da Mikkel Sarbo skænker op til en snak.

Ikke for at tale om te, selv om han kunne gøre det resten af dagen, men for at høre om hans aktuelle udnævnelse som formand for Idrættens Analyseinstitut. En titel som Brian Mikkelsen tildelte ham som en af sine sidste gerninger i Kulturministeriet – i første omgang frem til foråret 2012.

– Jeg er naturligvis meget glad for udnævnelsen. Idrætten er særdeles be-

66

tydningsfuld for både stærke fællesskaber, folkeligt engagement og den generelle folkesundhed, og det er en stor ære at skulle stå i spidsen for en institution, som bidrager med vigtig viden for udviklingen af dansk idræt.

Hvorfor faldt valget på dig, tror du?

– Egentlig burde du stille det spørgsmål til partiledelsen, der jo har indstillet mig. Men jeg håber da, at det handler om, at man mener, jeg har nogle kompetencer på de tre temaer, som instituttet især arbejder med. Nemlig, sundhedsområdet og det forbyggende aspekt, foreningslivet, hvor meget breddeidræt jo er båret af foreningstanken og endelig, at idrætten i de her år på mange områder undergår en kommercialisering – og her kan jeg også byde ind med nogle kompetencer via min uddannelse og baggrund. Derudover har jeg en del erfaring med tværpolitisk arbejde og med formandsrollen, hvor man jo skal hæve sig op over partikortet og tænke bredere og generelt, hvilket jo er vigtigt for en formand for et institut, der skal være politisk uafhængigt, siger Mikkel Sarbo, der er uddannet cand. merc. i strategi, organisation og ledelse og desuden har et langt engagement i foreningslivet bag sig, hvor han både nationalt og internationalt har beskæftiget sig

med det frivillige og tværpolitiske ungdomsarbejde. Alligevel truer spørgsmålet om, hvad en radikal laver i et idrætsinstitut, al den stund, at man vist godt kan påstå – uden at støde nogen på manchetterne – at det ikke er på idrætsområdet, Radikale Venstre har markeret sig stærkest i de senere år.

– Det er nok rigtigt, men det betyder så måske også, at vi ikke repræsenterer særinteresser inden for det idrætspolitiske, men kan navigere forholdsvist frit.

Som parti tænker vi måske på en mere ”akademisk og strategisk” måde, hvor idrætten ikke falder så naturligt ind.

Men der er faktisk mange af dem, som kæmper for bedring af borgernes motionsvaner, som er radikale eller i hvert fald stemmer radikalt – det skal man bestemt ikke tage fejl af. Personlig kan jeg også jævnligt findes på danske fodboldstadions sammen med andre radikale.

Så når man ser ud blandt medlemmerne, så er det måske mest en fordom – måske handler det om, at hvis man er aktiv i partiet, så har man valgt idrætsforeningen fra og omvendt – det er jo svært at få tid til det hele, og det kan så være med til at give billedet af et lidt idrætsforladt parti, hvis man altså ser bort fra hele forebyggelsesområdet og sundhed,

TEKST: Søren Højlund Carlsen FOTO: Ditte Valente

hvor vi jo har en meget høj og god profil, siger Mikkel Sarbo, der bliver formand for en selvejende institution under Kulturministeriet. Idrættens Analyseinstitut – der i daglig tale blot kaldes Idan – har til opgave at skabe overblik over og indsigt i idrætsområdet nationalt og internationalt, analysere konsekvenser af og perspektiver ved idrætspolitiske initiativer samt initiere offentlig debat om centrale idrætspolitiske spørgsmål, som det hedder på instituttets hjemmeside.

– Min opgave bliver blandt andet at sikre, at vi i instituttet har ressourcer nok til at kunne kanalisere tilgængelig viden ud til de aktører, som faktisk har brug for den. Der ligger masser af viden såvel på universiteterne, i foreningsdanmark som ude i verden omkring os. Det skal vi sørge for bliver brugt konstruktivt i udviklingen af samfundet. Og er der viden på vigtige områder, som mangler, så må vi arbejde for, at den opstår.

Hvad bliver jeres rolle i en idrætsverden, der bliver mere og mere professionaliseret og kommercialiseret?

Her spiller vi måske den vigtigste rolle, for hele det sundhedsmæssige aspekt ved at dyrke idræt er de også gode til på universiteterne, men der er ingen andre end os til at sikre, at vi bliver klogere på

professionel fodbold, fitnesscentre, golf, mulithaller og den slags. Når for eksempel det bliver foreslået, at man skal kunne trække et medlemskort til et fitnesscenter fra i skat, så skal vi være der til objektivt og nøgternt at fortælle, hvilke konsekvenser det kan få for børneidrætten og den brede idræt, når mere og mere sport foregår i betalingsklubber.

Det samme med debatten om multihaller, hvor vi kan bidrage med vurderinger af grundlaget, så man ikke unødigt bygger for mange store haller – set med de samfundsøkonomiske briller. Så det handler om, at vi objektivt og nøgtern tanalyserer og vurderer konsekvenserne af idrættens kommercielle udvikling, så politikere og andre får det bedste grundlag til at tage beslutningerne på.

Den 33-årige radikale politiker Mikkel Sarbo har netop overtaget formandsposten i Idrættens Analyseinstitut (Idan) fra socialdemokraten Inge Nesgård, der har stået i spidsen for bestyrelsen siden den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K) etablerede Idan i 2004. Idans nye formand er cand.merc. i strategi, organisation og ledelse, og ud over arbejdet med Tante T, arbejder han i sit private arbejdsliv også med strategiudvikling – i øjeblikket går det meste af tiden dog med te. Mikkel Sarbo har været folketingskandidat siden 2003 – først på Østerbro og senere hen Vesterbro, men er ikke længere kandidat.

K A F F E er Radikal Politiks interviewserie, hvor redaktøren, drikker en kop kaffe med en radikal personlighed, der på den ene eller anden måde har en historie at fortælle.

Denne gang mødte vi den nyudnævnte formand for Idrættens Analyseinstitut, den radikale Mikkel Sarbo, der brød traditionen og bød på te i stedet for kaffe. Har du en god ide til, hvem redaktøren skal give kaffe til næste gang, så send en mail til redaktionen på redaktion@radikale.dk

67

Udgiveradresseret magasinpost ID 42158

R E JSE T I L RUSL A N D TAG M E D Udenrigspolitisk Udvalg og Akademisk

Rejsebureau til Rusland på en politisk studierejse fra den 17. til 24. maj 2009. Direktør Thomas Køhler viser rundt i det Rusland, han har rejst og arbejdet i siden 1989. Vi har fået mulighed for at møde Rikke Helms på Det Danske Kulturinstitut, en dansk restauratør i Sankt Petersborg, repræsentanter for Ruslands opposition ”Jabloko”, Dumaen i Moskva og Udenrigsministeriet. Vi ser landets facade med Vinterpaladset og Kreml samt baggårdene og et danskstøttet nødhjælpsprojekt for hjemløse. Togturen mellem Sankt Petersborg og Moskva bliver også en ærkerussisk oplevelse.

PR ISE N er 12.995 kr. for medlemmer af Radikale Venstre.

H VA D I N D GÅ R i prisen? Politiske møder og program samt fly, dansk-russisk-talende, radikal ekspertrejseleder, visum og visumbehandling, seks overnatninger inkl. morgenmad på gode 3-stjernede hoteller, fuldpension på nær en aften på egen hånd i Moskva, alle udflugter, dinner-cruise på Neva-floden i Skt. Petersborg, tog Sankt Petersborg-Moskva, rundvisninger, entreer samt faglige besøg og bustransport som beskrevet i programmet på www.akademiskrejsebureau.dk.

T I L M E L DI NG til Thomas Køhler på 22 62 78 12.