Radikal Politik 2009, nr. 5

NR. 5

SEPTEMBER 2009

| |

Meget mere Manu | Panda pü tinge | Grøn Supermagt Farvel til Morten Helveg | Bald stopper | Ny formand

| |

i nd hold

Farvel til Søren Bald Udmeldelser med efterfølgende nye partier og flere op og nedture i et politisk landskab, hvor midten nærmest er forsvundet. Der har været nok at se til for Søren Bald, der ved efterårets landsmøde takker af som landsformand. Efter otte år i formandsstolen siger Søren Bald farvel.

side 38

Grøn supermagt Thomas Friedman er kendt verden over for sin ekspertise og engagement i international politik, og han er en del af en ny indflydelsesrig liga, der argumenterer for, at den grønne vej er den eneste vej frem for USA - og resten af verden. Radikal Politik mødte Thomas Friedman, der ynder at bruge Danmark som et mønstereksempel i klimakampen.

side 44 2

r a d i k al p ol it i k

Hvad sker der i det radikale Danmark?

FORLEDEN HAVDE JEG EN LILLE SNAK med sin søn, der ikke kunne forstå, hvorfor hans far ikke havde opdaget, at han ønskede sig en helt særlig udgave af Ronnie Ræs’ lastbil fra Cars. (Har du drenge under syv år, ved du hvad jeg taler om, hvis ikke, så bær over med mig) Jeg måtte forklare ham, at det var fordi jeg simpelthen ikke vidste det. Han havde ikke fortalt mig det eller også havde jeg bare ikke hørt ordentlig efter, hvilke – hvis du spørger min søn – ofte er forklaringen. Men pointen her er ikke min dårlige hørelse eller min søns præferencer inden for legetøj, men at man skal fortælle om det, hvis man ønsker noget.

Fra tid til anden får man som redaktør nemlig en lille stikpille, når man møder radikale rundt om i landet. ”Hvorfor skriver I ikke om x eller hvorfor har I ikke omtalt y”?, lyder det tit. Så er det, at jeg for det meste svarer: ”Det ville vi sikkert også hjertens gerne, hvis bare vi havde vidst det”. For Radikal Politisk skriver altid gerne om alt det gode, der foregår i det radikale landskab. Især er vores sektion bagerst i bladet, ”Det Politiske Værksted” dybt afhængig af gode input, men også til resten af bladet er henvendelser fra vores læsere af stor betydning.

OPFORDRING Derfor er her endnu en gang en opfordring til at kontakte redaktionen med gode ideer, tips og nyheder.

For som redaktør for Radikal Politik kan det – selv for en radikal – være ganske svært at overskue hele det ganske danske radikale landskab. Derfor denne bøn alle medlemmer, græsrødder og organisationsfolk: Redaktionen på Radikal Politik vil altid gerne skrive om det lokale og organisatoriske stof, men vi har brug for hjælp. Derfor modtager vi på redaktion@radikale.dk gerne alskens slags tip. Har din kommuneforening for eksempel fået ny formand?, Er der valgt nye folketingskandidater eller byrådskandidater i din by?, Har I nedsat en ny politikgruppe?, Er der bygget en park i din by efter radikalt forslag? Eller barsler dit sektorpolitiske udvalg med et nyt udspil? Alle nyheder – store som små – har interesse. Så tøv ikke med at kontakte os – tror du, at du har en nyhed, har du det sikkert.

Og så hører vi gerne på: redaktion@radikale.dk eller via Radikale.net.

Også ideer til større historier, interview og reportager er velkomne. Det kan godt være, at din henvendelse eller ide falder for en redaktionel vurdering, men så har vi i det mindste haft muligheden for at vurdere dit tip. Så næste gang du undrer dig over, hvorfor dit medlemsblad ikke har fortalt lige jeres gode nyhed fra din kreds eller interviewet din aktive lokalformand, så spørg dig selv om der er nogen, der i første omgang overhovedet har fortalt medlemsbladet om det. For viden er forudsætning for handling, både når det gælder særlige ønsker til ungerne og når det gælder indholdet af et medlemsblad som vores.

STORE BEGIVENHEDER Nærværende udgave af Radikal Politik bærer præg af store radikale begivenheder, vi ikke har kunne komme uden om. Partiet skal have ny landsformænd og vi har derfor portrætteret de to kandidater, der i skrivende stund har anmeldt deres kandidatur og vi har naturligvis også snakket med den afgående formand. En anden fremtrædende radikal er allerede forhenværende, nemlig Morten Helveg Petersen, der som bekendt har skiftet kontoret på Proviantgården ud med et – ganske givet større – kontor i en brancheorganisation. Måske det bliver Manu Sareen, der skal overtage Morten Helvegs kontor efter næste folketingsvalg. Vi har mødt den aktive radikale borgerrepræsentant og folketingskandidat, der formår at jonglere et liv, der indeholder alt lige fra børnebøger til integrationspolitik. Det og meget mere i denne udgave af Radikal Politik, der – hvis trykkeriet og det knapt så kongelige danske postvæsen vil det – forhåbentlig er i dine hænder inden landsmødet. Og min søn og hans bilønske…? Jo, det endte selvfølgelig med endnu en bil til samlingen. Så redaktøren er altså modtagelig for ideer – i kender mailen.

Søren Højlund Carlsen Redaktør

3

i nd hold

14 Pandaen kommer Et nyt ansigt trådt ind i den radikale folketingsgruppe. Anne Marie Geisler Andersen var indtil 1. august førstesuppleant for Morten Helveg Petersen, men den titel er blevet skiftet ud med et fuldbyrdet folketingsmandat. Noget af en overraskelse for den 28-årige studerende, der i radikale kredse deler kælenavn med en truet bjørneart.

24 Sønnen siger farvel I forbindelse med annonceringen af sit farvel til politik beskrev Morten Helveg Petersen sig selv som søn af huset. Som tredje generations Helveg har Morten Helveg Petersen de sidste 11 år haft sin daglige gang på Christiansborg. Men nu er det slut. Morten Helveg Petersen har skiftet forsvarsforlig og finansstoffet ud med it og internettet.

26 Tyve år med registreret partnerskab Tyve år er gået siden det registrerede partnerskab blev indført i Danmark i 1989. Det skete ved hjælp af radikale stemmer og dermed var Danmark det første land i verden, hvor det blev muligt for to mennesker af samme køn at gifte sig. Radikal Politik ser tilbage på loven og dens betydning før og nu.

40 Ej blot til lyst Læring rimer på lyst, men det er ikke nødvendigvis lysten, der får hjulene til at dreje rundt. Og rundt skal de jo og gerne effektivt. I hvert fald hvis man spørger regeringen, som oppositionen synes har sat gang i et opgør med den danske uddannelseskultur.

Radikal Politik har sat Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre stævne for at diskutere uddannelsespolitik.

48 Under huden på Afrika Hvert år er der danskere, der betaler mange penge for at komme til at arbejde. Det lyder helt forkert, men ikke for Nina Bak Nielsen og Maja Tandrup Pedersen, der begge er ulandsfrivillige i Zambia. Her ligger lønnen vitterligt i arbejdet, fortæller de to veninder til Radikal Politik.

U D GI V E R :

Radikale Venstre • Christiansborg • 1240 København K tlf. 33 37 47 47 • radikale@radikale.dk • radikale.dk • radikale.net R E DA KT Ø R :

Søren Højlund Carlsen (ansvarshavende) R E DA KT ION:

Jesper Gronenberg, Johannes Sørensen, Henrik Kjerrumgaard, Anna Rørbæk og Søren Bald SK R I BE N T E R I N U M M E R 5:

Marcus Aggersberg, Jacob Wendt Jensen, Trine Vendelboe Juel, Anders Lundt Hansen, Thomas Køhler, Morten Helveg Petersen, Zenia Stampe, Birgitte Ramsø Thomsen, Camilla Hersom og Jakob Stig Jørgensen FO T O G R A F E R I N U M M E R 5:

Ditte Valente, David Bering, Hans Christian Jacobsen, Scanpix, Polfoto og Colourbox L AYOU T:

Helle Bøye Christensen DE A DL I N E:

Sidste frist for indsendelse af uopfordret materiale til Radikal Politik nr. 6–2009 er den 20. september og skal sendes til redaktion@radikale.dk. Redaktionen påtager sig intet ansvar for materiale, indlæg, foto mv., som indsendes uopfordret.

Redaktionen for denne udgave sluttede den 1. august 2008.

Der tages forbehold for senere ændringer i politikken, personer, ordførerskaber, udspil m.m.

Annoncer, artikler, debatindlæg og andet indhold udtrykker ikke nødvendigvis Radikale Venstres officielle holdning Radikal Politik udkommer seks gange årligt.

Næste nummer udkommer november 2009 A B ON N E M E N T:

Kr. 200 om året. Gratis for medlemmer af Radikale Venstre.

Kontakt Radikale Venstre på tlf. 33 37 47 47 for abonnement.

A N NONC E R :

Vestergaard og co. Kontakt: René Vestergaard, tlf. 98 51 00 30, rene@vesco.dk T RY K :

Arco Grafisk, Skive, der er miljøcertificeret og har EMAScertifikat og licens til Svanemærket produktion OPL AG:

Oplag: 10.000. ISSN: 0107-279X

Meget mere Manu Manu Sareen er nok landets mest kendte kommunalpolitiker, men han har nu rettet blikket mod Christiansborg. Ved sidste folketingsvalg var han kun et mulehår fra en plads på den radikale gang. Den er han nu rykket endnu tættere på og han glæder sig til at indtage Christiansborg. For Manu Sareen er sulten. Sulten efter forandringer og sulten efter indflydelse.

side 16

6

r a d i k al p ol it i k

Jeg siger tak MEGET ER SKET SIDEN SEPTEMBER 2001 – også i den radikale mikroverden. 100-årsdag og tre folketingsvalg. Et med den største mandatfremgang i 37 år. Et med det største mandattab i 87 år. Der har været tre gruppeformænd, fire sekretariatschefer og fem næstformænd plus tre personafskalninger fra folketingsgruppen – de første siden 1920. Så sig ikke, at der ikke er sket noget i det lille parti de sidste otte år, hvor landsformanden dog har været den samme. Den rolle er heldigvis anderledes end i andre partier. Hos os er landsformanden ikke organisatorisk formand. Partiet er nemlig de organiserede radikale vælgeres forbund af lokale foreninger. Selvfølgelig har de organiserede radikale vælgere politiske meninger. Ellers var de jo ikke med i et parti som vores. De skal ikke bare klappe og vedtage det, folketingsgruppen allerede har besluttet. Derfor skal medlemmernes førstemand selvfølgelig have politiske meninger, fordi han er deres politiske tillidsmand.

HVER SIN LEDER Der har været, der er og der bør være klar adskillelse mellem folketingsgruppens og landsforbundets politiske kompetencer. Ingen skal styre hinanden. Derfor skal de have hver sin leder.

Det er tankevækkende, at de tre radikale udbrydere alle talte for et system, hvor gruppeformanden skulle køre hele butikken. De glemte magtbalancen og nærhedsprincippet. Et ligeberettiget samspil skal vise, at vi mestrer det samarbejdende folkestyre – også internt i vores eget parti. Gruppen vælger sin egen leder og MF´erne skal ikke være partistyrede nikkedukker. Landsforbundet vælger sin egen chef, og landsformanden skal ikke være prinsgemal!

Det er et radikalt adelsmærke, at vi netop ikke har de andres ”Fra-Christiansborgog-ned-struktur”. Pia-krati – eller hvad det nu hedder. Vores dobbeltstruktur har vist sig levedygtig. Den har givet næring til et rigt og frit partiliv, som ikke er blevet styret fra Christiansborg. Vi nyder godt af den lave magtdistance. Folketingsgruppens arbejde er som bølgeslaget. Landsforbundets virke er som dønningerne. Men havet er det samme: radikale tillidsfolk og deres politiske drømme om en bedre verden.

Søren Bald landsformand Radikale Venstre

EN LANDSFORMAND En landsformand skal have styr på partiets ideologiske forankring. Vi er ikke samlet om twitter og et antal hjemmesider. Vi er samlet om vores politiske programmer, og vores samfundssyn henter inspiration fra det græske demokrati, den franske revolution, humanismen, Georg Brandes, Montesquieu og Grundtvig. Og fra vores egne folk som Hørup, P. Munch, Ove Rode, Scavenius og den parlamentariske kunsthåndværker Carl Theodor Zahle.

Landsformanden er medlemmernes og foreningernes chef, der skal kunne spille ud med vælgerfolkets meninger – også de kontroversielle – overfor folketingsgruppen.

Det kræver fingerspidsfornemmelse – også for de uudtalte medlemsforventninger. Her hjælper ingen manual, kun lydhørhed og et godt netværk.

Landsformanden skal have integritet. Man er ikke repræsentant for bestemte grupper – hverken politiske eller geografiske – og man bør ikke være bonkammerat med partitoppen.

Man må ikke gå i et med tapetet, men skal heller ikke i medierne i jetset-stil a la Don Ø.

Arbejdet er primært på de indre linjer, men medlemmerne skal kunne se formanden og se en politisk kant, en sikker hånd i principsager, tilregnelighed, forandringsvilje parret med værdibevidsthed, politiske visioner og forligsvilje, når meningerne brydes. Han skal vare sig for de tomme bullshit-ord. Når der for eksempel luftigt tales om ”fornyelse”, skal han gå til stålet og forlange ”forbedring” bygget på konkrete eksempler, så det hele ikke bare bliver proces og varm luft. Landsformanden skal hverken være professionel pessimist eller lalleoptimist på kommando. Varemærket skal være den realistiske parti- og samfundsanalyse.

FØRSTEMAND Nye landsformænd skal ikke vejes på forgængernes vægt, men vurderes på om de udfylder rollen som de radikale medlemmers førstemand. Den kan spilles forskelligt, men det er den rolle, der skal spilles og uden personlige karriereplaner som bagtæppe. I partiets 104-årige historie har vi haft 19 landsformænd. Det er et privilegium og en chance at få den tillidspost, der er uden stillingsbeskrivelse. Kravene er mangeartede – nogle sågar uforenelige. Sådan skal det være.

Jeg fik chancen. Jeg siger tak.

7

radi kal polit i k

Det bliver et varmt efterår JEG SAD OG DRAK KAFFE med en god bekendt:

”Mine kilder siger, at der snart bliver valg…”, sagde han. Baggrunden var, at Lene Espersen havde taget et rutefly til Færøerne for at slutte sig til Venstres sommergruppemøde. Der blev ikke udskrevet den uge. Lene Espersens besøg handlede om lancering af den tredje hjælpepakke i den økonomiske krise – denne gang kredit og kautioner direkte til virksomhederne. Men det er og bliver karakteristisk for tiden, der kommer. Hver anden uge vil rygterne gå om valg. Og hver dag vil de politiske meldinger og reaktioner bygge på det samme: Der bygges op til valg. Og så gør det ikke noget, at der kan gå op til to år, før det skal komme.

TO VALG Det forstærkes naturligvis af, at der er valg. To endda: Valget til vores kommunalbestyrelser og valget til vores regionsråd. Forberedelserne har i sagens natur stået på i lang tid, både med opstilling af kandidater og valggrundlag. Det er vigtige valg. Det betyder selvfølgelig noget for vores organisation, at det går godt. Men det betyder mest for vælgerne og de opgaver, som skal løses, at kommunalbestyrelser og regionsråd sammensættes, så der kan arbejdes og findes løsninger. Jeg har den oplevelse, at det altid står højt på det radikale arbejdsprogram.

Vi har vores ideer. OG vi har viljen til at lytte til andres ideer og finde den fælles løsning. For mig er det vigtigt, at vi hjælpes ad med at vinde valg. Vælgerne skal opleve, at vi sørger for sammenhæng mellem politikken på lokalt plan, regional plan, nationalt og i EU. Vores løsninger skal hænge sammen. F.eks. når en kommune vil være røgfri, og vi ønsker at sætte afgifter på cigaretter op i Danmark vil det være oplagt at arbejde for en fælles mindste afgift i EU – så bliver der færre problemer med 8

grænsehandel. Og det er som bekendt lige farligt at ryge i Tyskland og Danmark.

PAPIRTIGRE Et andet oplagt eksempel er de reservater, hvor papirtigre yngler. Det vi har set de seneste år er et papirvælde uden sidestykke – og en stigning i papirvældet uden sidestykke. Der mangler en ting, som radikale skal levere: Tilliden til, at folkevalgte er dybt optagede af at løse deres opgaver. Og at det derfor er til gene og ulejlighed, når centralmagten – uanset om den er national eller kommunal – kræver dokumentation for og svar på spørgsmål om ting, der ret beset ikke er afgørende at vide. F.eks. når undervisningsministeren kræver at lærerne fører fraværslister på en bestemt måde og indberetter til kommunens forvaltning. Det er en grundlæggende og meget konkret mistillid til, om læreren er optaget af om børnene kommer i skole eller ej.

Den varmeste diskussion i efteråret bliver nok desværre ikke diskussionen om vores skoler og børns liv eller retssikkerheden eller hvordan Danmark gør sit for at løse den gigantiske udfordring som den globale opvarmning er. Den store diskussion bliver økonomisk. Og det kan ikke være anderledes, når Danmark er i økonomisk krise – mennesker mister deres arbejde, virksomheder lukker eller kan ikke komme i gang, og pengene fosser ud af statskassen. Det er vigtigt for mig, at vi står for en økonomisk ansvarlighed, at det vi gør for at mildne krisen også gavner på den anden side – og at vi også bruger tiden på at drøfte, hvad det er for et samfund vi vil ha’. Økonomisk politik uden ideer om samfundet er måske varmt, men ikke hot.

Margrethe Vestager Gruppeformand

9

side n sid st

MI NISTER TRUER GODT FORSVARSFOR LIG Radikale Venstre er glade for det forsvarsforlig, der kom i hus lige inden Folketinget gik på sommerferie. Forsvaret fortsætter omstillingen fra national til international, og der kommer langt bedre styr på økonomien.

– Radikale Venstre har gennem de sidste forsvarsforlig været en drivkraft i forandringen af dansk forsvar fra nationalt til internationalt. Forandringen fortsætter i næste forlig med en stram styring af økonomien. Således er der blandt andet på Radikale Venstres foranledning lagt stor vægt på forsvarets fremadrettede økonomistyring, der styrkes markant, siger forsvarsordfører Morten Helveg Petersen, der skrev under på forliget som en af sine sidste gerninger inden han offentliggjorde sin afgang fra Folketinget.

(Læs mere om det andetsteds i bladet, red.)

Inden forhandlingerne satte Radikale Venstre en række succeskriterier op for forhandlingerne, og det er lykkedes at komme igennem med 10 ud af 12 prioriteter: • En national sikkerhedsstrategi – hermed gennemføres et radikalt beslutningsforslag fra 2008 • En global ramme – hermed gennemføres et radikalt beslutningsforslag tilbage fra 2003 • Større bidrag til FN • En miljø- og klimastrategi for forsvaret • Etablering af en samtænkningsstruktur • Forskning, oplysning og debat. Dansk Institut for Militære Studier placeres under Københavns Universitet • Soldaternes vilkår og respekt for veteranerne • en egentlig veteranpolitik • Udarbejdelse af en militærmanual • Et gennemskueligt, åbent og uvildigt grundlag for investering i kampfly • Et effektivt Hjemmeværn.

10

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) er ude i afpresning for at få afviste irakere til at forlade Brorsons Kirke. Sådan lød kritikken fra Margrethe Vestager før sommerferien. Radikale Venstre vil derfor kalde ministeren i samråd i Folketinget.

– Den afpresning, ministeren er ude i, har intet grundlag, siger Margrethe Vestager til Berlingske Tidende. Hun henviser til en artikel i Berlingske Tidende, hvor integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) er refereret for at sige, at de afviste irakiske asylsøgere i Brorsons Kirke i København skal vende tilbage til asylcentrene, hvis de selv vil være med til at bestemme, hvor de sendes hen i Irak.

– Det er truende adfærd, der ikke er en minister værdig. Og det er jo heller ikke i overensstemmelse med den aftale, der er lavet om, at hjemsendelse skal ske med værdighed og respekt og først og fremmest på et frivilligt grundlag. Sagerne er behandlet i Flygtningenævnet, ja. Men hjemsendelsesaftalen udmønter sig jo ikke bare ved, at man slår en snor om en gruppe mennesker og jager dem op i en flyver. Det er ministerens ansvar at tilrettelægge det her på en ordentlig og værdig måde, siger Margrethe Vestager.

VESTAGER UD AF TOP 100 Radikale Venstres leder regnes nu ikke længere for et af Danmarks 100 mest magtfulde mennesker. Det konkluderede en Berlingske Nyhedsmagasins magtanalyse, som blev offentliggjort kort før sommerferien. Analysens resultater giver grund til bekymring for partiets generelle fremtid, siger flere eksperter.

– De har været vælgermæssigt truet før. På den anden side er det ikke før set, at de både er truet vælgermæssigt og står uden indflydelse. Kombinationen af dårlige valg, dårlige meningsmålinger og ingen indflydelse har de aldrig oplevet før. Så de burde måske blive lidt mere bekymrede, end de siger de er, siger professor Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet til Berlingske Tidende.

Magtanalysen bygger på svar fra samfundsforskere og andre eksperter, og den er i sin nuværende form blevet udarbejdet hvert år siden 2003. Frem til 2006 blev Marianne Jelved placeret højt på listen, og i 2007 blev Margrethe Vestager nr. 33. Sidste år blev hun nr. 100, og i år er hun altså helt væk fra listen.

For Margrethe Vestager er det ikke nogen overraskelse, at hun er rykket helt ud af analysen.

– Så længe vi har en regering, der i virkeligheden er en flertalsregering - fordi Dansk Folkeparti spiller den rolle, de spiller – så har Dansk Folkeparti også utroligt meget magt i det danske samfund, siger Margrethe Vestager.

FASTHOLD PR ES PÅ VIR KSOMHEDER På grund af et markant fald i praktikpladser på de erhvervsfaglige uddannelser blev regeringen, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti før sommerferien enige om at forøge antallet af skolepraktikpladser på en række uddannelser. Der er oprettet 1488 pladser for tømrere, mekanikere og kontoransatte i 2009. Til efteråret forhandler partierne videre om antallet af nye pladser for 2010.

– Det er godt, at vi har kunnet lave denne aftale, fordi det sikrer, at der nu er skolepraktik på næsten alle uddannelser. Det er helt nødvendigt, at de unge får en mulighed for at gøre deres uddannelse færdig på skolen, når der på grund af finanskrisen er så stort et fald i praktikpladser på virksomhederne. Det er dog vigtigt at sige til virksomhederne, at dette ikke er en løsning, der gør, at de kan slappe af med at få oprettet praktikpladser til de unge. Presset på virksomhederne i denne sag fastholder vi også fra politisk hold, siger uddannelsesordfører Marianne Jelved, Radikale Venstre.

De ekstra pladser er oprettet efter rådgivning fra Rådet for Efteruddannelse. Aftalen sikrer 495 ekstra pladser på mekanikeruddannelsen, 644 pladser til træfagene og 349 pladser til kontoreleverne. De ekstra pladser koster 267 millioner kroner og finansieres af ubrugte midler fra den store Globaliseringspulje.

NY PLAN FOR PET OG FE Den såkaldte PET-kommissionen fremlagde inden sommerferien en undersøgelse af Politiets Efterretningstjenestes arbejde under den kolde krig. Undersøgelsen viser, at der er brug for mere parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesterne. Derfor foreslår Radikale Venstre en ny plan for PET og FE. Resultatet af 10 års undersøgelse af PET’s virke under den kolde krig fremlægges i dag i form af en 4.600 sider lang rapport.

– Både Wamberg-udvalget og Folketingets Kontroludvalg er afhængige af, at Politiets samt Forsvarets Efterretningstjeneste af egen drift giver de nødvendige oplysninger. PET-kommissionens afsløringer viser, at det giver seriøse problemer, hvis PET ikke giver det fulde billede af en sag, siger den radikale forsvarsordfører frem til 1. august, Morten Helveg Petersen, som foreslår mere parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesterne. Med terrorlove har begge tjenester fået markant udvidet deres beføjelser til at overvåge danske borgere, uden tilsvarende øget demokratisk eller nævneværdig domstolskontrol. Og siden 2001 er budgetterne til de to tjenester fordoblede. Alligevel er den parlamentariske kontrol med budgetternes anvendelse alt for løs. Derfor fremlægger Radikale Venstre nu en plan for Politiets samt Forsvarets Efterretningstjeneste, der skal styrke kontrollen af tjenesterne. Planen indeholder forslag om: 1. Forstærket demokratisk kontrol ved at udvide Folketingets Kontroludvalgs beføjelser, herunder med et selvstændigt sekretariat med ret og pligt til proaktiv kontrol (samme rettigheder som ombudsmanden). En model kendt fra andre sammenlignelige lande, herunder Norge.

2. Parlamentarisk kontrol med budgetter, enten i Kontroludvalget eller ved særlige procedurer for fortrolig behandling i Folketingets Finansudvalg.

3. Øget krav til domstolskontrol løbende i efterretningsarbejdet.

4. Mere detaljerede årsrapporter, så der kan komme offentlig debat om tjenesternes virke.

11

siden sidst

LØK K E BRUGER PENGE SOM STEI N BAGGER Rigsrevisionen dokumenterede i juni måned, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bevidst betalte en alt for høj pris for behandlinger på de private sygehuse. Der er således spildt en mia. kr., som kunne være anvendt på bedre og hurtigere behandlinger.

– Den borgerlige regering sløser med pengene, fordi de har villet favorisere de private hospitaler. Kernen er, at de nedprioriterer det offentlige sygehusvæsen for at få et privat sygehusvæsen. Jeg har intet imod et privat sygehusvæsen, det skal bare være på fair markedsvilkår, siger den radikale sundhedsordfører Lone Dybkjær, der mener, at Lars Løkke Rasmussen siden 2006 udmærket har været klar over, at man kunne hente billigere priser hjem på de mere end hundredtusinder behandlinger hos de private, men han har intet gjort. Løkke blev advaret af sit eget sundhedsministerium og af Konkurrencestyrelsen om, at der blev sløset med pengene. Men han gjorde intet, påpeger Lone Dybkjær. Radikale Venstre foreslog sidste år op til finanslovsforhandlingerne, at man lod regionerne anvende markedspriser i betalingen for de private sygehuse. Derudover ville sygehusene kunne spare 4-500 mio. kr., hvis man gav regionerne lov til at gennemføre udbud af opgaver til de private, viser rapporten fra Rigsrevisionen.

– Beløbet, der er tabt, svarer til det Stein Bagger svindlede med. Det er uhørt, og Lars Løkke har enten sovet i sin tid som sundhedsminister eller bevidst ladet sig snyde med priserne. Patienterne ville have haft bedre hjælp, hvis de knappe sundhedskroner var anvendt til behandling og ikke overpriser, siger Lone Dybkjær.

Radikale Venstre mener ikke, at der er tvivl om, at Løkke måtte gå af, hvis han fortsat var sundhedsminister. På samme måde som den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen måtte, da han blev taget i kreativ bogføring i det tidligere skatteministerium.

FR A GRØN VÆKST TIL GRUM VÆKST Regeringen og Dansk Folkeparti indgik inden sommerferien en aftale om fremtidens landbrug, den såkaldte; Grøn Vækst.

Radikale Venstres miljø- og naturordfører Johs. Poulsen har svært ved at se det grønne i regeringens udspil, som han i stedet kalder en sejr for landbrugets lobbyister og et stort nederlag for den danske natur og miljøet i Danmark.

– Landbrugets valgte lobbyister i Venstre vandt. Det må være konklusionen på regeringen og Dansk Folkepartis såkaldt grønne vækst plan. Jeg har meget svært ved at se, at naturen og miljøet har vundet i den her aftale, som derfor bedst kan beskrives som grum vækst. Man kan nemt risikere, at det her bliver decideret misvækst med den meget store liberalisering, hvor man i princippet ikke sætter grænser for, hvor store og hvor mange landbrug man kan eje. Samtidig er natur- og miljøtiltagene alt, alt for svage, og satsningen på mere økologi er slet ikke stærk nok. Regeringen giver ikke de redskaber, der skal til for at øge økologien. Man kan ikke tale om grøn vækst, men snarere om krykker til den traditionelle landbrugsindustriproduktion. Og i forhold til målene på natur og miljø er det tvivlsomt, om det, man gør, er nok og hurtigt nok. Det her kommer til at ligge på kanten af, at vi overhovedet kan overholde vores internationale aftaler, siger Johs. Poulsen.

Radikale Venstre blev hurtigt smidt ud af forhandlingerne, fordi regeringen slet ikke ville forbedringer på natur-, økologi- og miljøområdet. Radikale Venstre arbejdede for at fordoble naturarealerne og tredoble det økologiske areal over en kort årrække. Det ville regeringen og Dansk Folkeparti ikke.

– Den grundlæggende idé med grøn vækst var både enkel og god. En landbrugsproduktion, der i modsætning til den gældende, tjener penge og har overskud. Samtidig med at der tages mere vidtgående hensyn til natur, miljø og klima. Det er også Radikale Venstres dagsorden. Radikale Venstre bød ind med forslag, der ville forbedre økonomien i landbruget via en grundlæggende omstilling til økologi over en årrække. Med en sidegevinst i form af renere grundvand og giftfrie fødevarer. Vi var villige til at finansiere en fordobling af naturarealerne, samt skabe bedre adgang til naturen for den almindelige borger og de mange hundrede tusinde danskere, der bor på landet. Men regeringen og Dansk Folkeparti var fuldstændig uden ambitioner. Det ses jo desværre tydeligt i den endelige aftale, siger Johs. Poulsen.

Læs Radikale Venstres udspil ”Danmark i grønt” på www.radikale.dk

12

BEHOV FOR STOR MILLIAR DI N VESTER I NG I VIDEN OG K LIMA Regeringen bør allerede nu gå i gang med at forberede en lempelse af den økonomiske politik for 2010. Det har Radikale Venstre sagt længe, og nu bakkes den holdning op af både OECD og de økonomiske vismænd. Regeringen har længe sat partipolitik højere end ønsket om at løse den økonomiske krise, men nu må de lytte til eksperterne.

– Diskussionen om, hvordan vi i Danmark bedst og hurtigst kommer gennem den verdensomspændende økonomiske krise har gået på, om der skulle sættes ind med en samlet pakke, eller om det kunne klares med drypvise, små tiltag. Radikale Venstre har længe foreslået, at der vedtages en samlet indsats, der kan gennemføres over de næste år, hvor Danmark vil være ramt af krisen. Men regeringen holder stædigt fast i satsningen på små spredte indspark. Det er derfor glædeligt at se, at både landets og verdens førende eksperter nu også bakker op om, at der er brug for en samlet plan, der kan løfte Danmark ud af krisen, siger Radikale Venstres finansordfører frem til den 1. august, Morten Helveg Petersen.

– Den økonomiske krise er langt, langt vigtigere end partipolitisk fnidder og indenrigspolitisk positionering. Jeg synes, regeringen burde lade partipolitik være partipolitik. Den har ikke haft interesse i at lytte til Radikale Venstres anbefalinger, det er helt tydeligt, men nu siger førende eksperter med OECD og vismændene i spidsen, at regeringen bør omlægge sin taktik og sætte ind med en samlet pakke. Det tror jeg, regeringen får svært ved at sidde overhørig, hvis den vel at mærke tager situationen seriøst, tilføjer Morten Helveg Petersen.

I lighed med vismændene mener Radikale Venstre, at der er behov for en stor vækstpakke i Danmark.

– Radikale Venstre vil vende den triste krisestemning til håb og en tro på forandring. Vi ønsker en ny retning for Danmark. Derfor har vi foreslået en vækstpakke, som skaber flere jobs, medfører strukturforbedringer i økonomien og gør Danmark til et grønt videnssamfund. Vi ønsker at anvende 25 milliarder til investeringer i mere viden og en forstærket klimaindsats, som kan få Danmark på ret kurs igen. Det er der brug for, siger Morten Helveg Petersen.

R EGER I NGEN AFSK ÆR ER IGEN DANMAR K FR A EU-I NDFLYDELSE Kort efter EP-valget den 7. juni fremlagde EU-Kommissionen et visionspapir for de næste fem års lovgivning om rets- og udlændingepolitikken. Papiret er blevet modtaget med begejstring i Radikale Venstre Kommissionen sætter nemlig fokus på radikale mærkesager som europæisk solidaritet om asylpolitik, borgeres rettigheder og sikkerhed i EU. Men Radikale Venstres EU-ordfører Lone Dybkjær beklager dog Danmarks EU-forbehold og en EU-skeptisk dansk regering, der betyder, at vi fortsat står uden for indflydelse på vigtige områder.

– I 1980’erne fik vi det indre marked, i 1990’erne fik vi miljø- og forbrugerpolitik. I øjeblikket er det på rets- og udlændingepolitikken, det rykker i EU. Og her er Danmark hægtet helt af på grund af vores forbehold, siger Radikale Venstres EU-ordfører Lone Dybkjær, som påpeger, at retsforbeholdet betyder, at Danmark står uden for en stor del af rets- og udlændingepolitikken, mens resten ryger vi ud af, når Lissabon-traktaten træder i kraft.

– Vi kommer til at stå uden for alt det, der handler om, hvordan politiet skal samarbejde for at bekæmpe terrorisme, kriminalitet og kvindehandel. Og hvordan vi tackler migrationsstrømme. Alle de emner, der var oppe i EP-valgkampen, men som ikke interesserer den danske regering. Den vil ikke afskaffe retsforbeholdet, og regeringens sølle bidrag til Kommissionen indeholder ikke en eneste europæisk vision. Det får vi ikke europæiske løsninger af, siger Lone Dybkjær, der mener, den EU-lumpne danske regering må se at komme op i gear i EU-politikken.

– Radikale Venstre ønsker en reform af hele retsområdet i EU. Hvorfor skal flygtninge og kriminelle fx blandes samme i en pærevælling? Det hænger slet ikke sammen. Jeg ser gerne en egentlig EU-justitskommissær adskilt fra en migrationskommissær, tilføjer Lone Dybkjær.

MAGTHAVER E I IR AN MÅ AFHOLDE SIG FR A VOLD – Magthaverne i Iran må afholde sig fra voldsanvendelse over for de fredelige demonstranter, som har ret til at samle sig. Sådan lød reaktionen fra Radikale Venstres Niels Helveg Petersen i en kommentar til sommerens uroligheder i Iran.

– Jeg forstår så udmærket, at især den amerikanske regering er meget forsigtige i sine kommentarer, og i øvrigt ikke blander sig i den politiske side af sagen. For gør den vestlige verden det, kan det give Iran en undskyldning for at gribe hårdt ind mod demonstranterne, siger den radikale udenrigsordfører Niels Helveg Petersen.

13

hva d så?

Pandaen kommer Med Morten Helveg Petersens farvel til Folketinget er et nyt ansigt nu trådt ind i den radikale gruppe. Anne Marie Geisler Andersen var indtil 1. august førstesuppleant for Morten Helveg Petersen, men den titel er blevet skiftet ud med et fuldbyrdet folketingsmandat. Noget af en overraskelse for den 28-årige studerende, der i radikale kredse deler kælenavn med en truet bjørneart.

TEKST: Søren Højlund Carlsen

D

FOTO:

Hans Christian Jakobsen

et var intet mindre end en drøm, der gik i opfyldelse for 28-årige Anne Marie Geisler Andersen, da hun fandt ud af, at der stod Christiansborg på arbejdsplanen efter sommerferien. Og så gør det mindre, at specialet på statskundskab på Københavns Universitet må vente lidt, selv om hendes fars første reaktion var, at studiet da skulle gøres færdig først.

Men det må vente, for nu venter et nyt arbejde på den radikale gang.

– Det kom som en overraskelse, da jeg fik beskeden men jeg blev rigtig glad – det er det, jeg har kæmpet for længe.

Jeg havde selvfølgelig leget med tanken, når nu medierne også gjorde det, men jeg havde ikke set Mortens farvel komme – det må jeg sige. Så jeg blev både meget overrumplet og meget glad, og det er ikke for meget sagt, at det er en drøm, der er gået i opfyldelse, siger Anne Marie Geisler Andersen, der sad på sit arbejde ved Dansk Socialrådgiverforening, der hendes telefon ringede med beskeden. Det var den radikale pressechef, Henrik Kjerrumgård, der lige ville orientere hende om, at der nok snart ville ringe nogen journalister. Og ganske rigtigt, det gjorde der kort tid efter, for selv om nyheden kom ud samme dag som nyheden om Michael Jackson død, så blev der også plads til dagens radikale nyhed i det danske nyhedsbillede den sommerdag.

– Da det først var ude gik det lidt amok med en masse beskeder og sms’er på min mobil og på Facebook. Det var en meget mærkelig dag og jeg tror først

14

det for alvor gik op for mig efter et par dage.

Havde du andre planer efter sommerferien?

– Jeg var jo så småt gået i gang med at forberede mig på specialeskrivningen.

Jeg havde fundet vejleder og aftalt med Bedre Psykiatri at skrive et projekt i samarbejde med dem. Emnet var aftabuisering af psykisk sygdom – et af de områder jeg brænder meget for. Min kæreste og jeg havde desuden snakket lidt om så småt at begynde at stifte familie, når jeg en gang var færdig med specialet, men nu må det vente lidt. Min kæreste og jeg har for resten også købt billetter til Berlin Marathon til september, hvilket jeg håber vi stadig når, siger Anne Marie Geisler Andersen, der dermed afslører sin forkærlighed for sundhed og motion, der også har påvirket hendes politiske hjertesager.

– Jeg brænder allermest for social- og sundhedspolitikken. Men klima, uddannelse og arbejdsmarkedspolitik har også min interesse, siger Anne Marie Geisler Andersen, der i skrivende stund (juli, red.) endnu ikke havde fået tildelt nogle ordførerskaber.

ENERGI I 2008 var Anne Marie Geisler Andersen i praktik på den radikale gang på Christiansborg, så miljøet og omgivelserne er ikke fremmede for hende. Alligevel kan hun næsten ikke vente med at komme i gang med arbejdet, når Folketinget åbner for alvor i oktober.

– Jeg ser meget frem til at være med, der hvor det sker. Jeg var så heldig at få lov at opleve stemningen på borgen sidste

år og jeg glæder mig meget til at arbejde med de meget erfarne politikere, der er på den radikale gang. Jeg tror, det bliver meget lærerigt og det er bare med at suge til sig af deres erfaring og gode råd.

Hvad kan du bidrage med?

– Først og fremmest håber jeg på, at kunne tilføre en masse energi og engagement til den radikale gang. Dernæst håber jeg, at jeg vil kunne nå ikke mindst de unge mennesker. Jeg oplevede en overraskende stor interesse for, at jeg nu skulle i Folketinget. Det var fedt at opleve, at der rent faktisk er en ganske stor interesse for politik, når det kommer tæt på, og jeg håber, jeg vil være i stand til at gøre det mere nærværende for flere mennesker. Desuden vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at vores social- og sundhedspolitiske profil står skarpt, siger Anne Marie Geisler Andersen, der også går under navnet Panda.

Et kælenavn, som fortrinsvis er blevet holdt i live af RU, hvor hun har været meget aktiv. Men navnet stammer ikke fra den radikale ungdomsorganisation.

– Det stammer fra mine første dage på statskundskabsstudiet. Vi spillede et politisk spil, hvor mit hold var Kina.

Vores tutorer havde lavet nogle utrolig flotte kostumer, og min kærlighed faldt på pandakostumet, som jeg mere eller mindre bar under hele introforløbet. Da vi ugen efter havde vores første undervisning, fortsatte mine holdkammerater med at kalde mig Panda. Underviseren studsede lidt over det første gang, men ikke desto mindre har det holdt ved lige siden, fortæller Panda, som nok fremover hellere vil bruge sit borgerlige navn med den nye titel foran; ”MF’er”.

ANNE MARIE GEISLER ANDERSEN: Til daglig læser Anne Marie Geisler Andersen statskundskab på Københavns Universitet og er studievejleder samme sted. Anne Marie Geisler Andersen politiske hovedinteresse er social- og sundhedsområdet.

Tidligere har hun været aktiv i Radikal Ungdom som netop social- og sundhedspolitisk ordfører og medlem af forretningsudvalget. I dag er hun næstformand i De Radikales sektorpolitiske udvalg for social- og sundhedspolitik. I 2007 blev hun første suppleant for Morten Helveg Petersen, efter at hun ved valget havde fået 737 personlige stemmer og var blevet nummer to i Københavns Omegns Storkreds.

15

Meget mere Manu Manu Sareen er nok landets mest kendte kommunalpolitiker og han er en af de mest brugte eksperter, når det kommer til at forklare integrationsproblemerne i Danmark. Ved sidste folketingsvalg var han et mulehår fra en plads på den radikale gang. Den er han nu rykket endnu tættere på og han glæder sig til at indtage Christiansborg. For Manu Sareen er sulten.

Sulten efter forandringer og sulten efter indflydelse.

TEKST: Marcus Aggersbjerg FOTO: Ditte Valente 16

17

H

an er blevet kaldt det meste. Mønsterbryder, gulddreng og præmieperker.

Den sidste udmelding lytter han til med blandede følelser. For på den ene side vil Manu Sareen ikke skjule sin stolthed over de ting, han har udrettet, siden han som dreng blev hentet fra Indien til Danmark af sin gæstearbejdende far. Omvendt findes der næppe meget i denne verden, som den radikale politiker afskyr mere end prædikater.

Ikke mindst når de kommer marcherende som uangribelige sandheder, der påstår at rumme hele fortællingen om andre mennesker. Det er den slags sorthvide betragtninger, som har ødelagt og ødelægger så meget i dansk politik, siger han. Og i samfundet i det hele taget.

Jeg har virkelig svært ved at forstå behovet for at sætte andre mennesker i bås, og har intet tilovers for den ”Dem og os” retorik, som regeringen har spillet på de seneste år. De taler om at værne om det danske samfunds sammenhængskraft, men ironisk nok har de selv været med til at ødelægge den mest, siger Manu Sareen.

Selv kunne han let være endt i den ”forkerte” bås som utilpasset og uintegreret indvandrer. Og så alligevel ikke.

Nogle mennesker synes at bære en medfødt modstandskraft i sig, og i tilfældet Manu Sareen kan det være svært at forestille sig nederlaget. I årevis har han været en af de mest populære radikale politikere, og da han stillede op ved sidste folketingsvalg, var han blot nogle hundrede personlige stemmer fra at skubbe Lone Dybkjær ud i landspolitisk mørke. I april kom så meddelelsen om, at Dybkjær ikke stiller op, næste gang regeringen udskriver valg, og Manu Sareen overtager dermed pladsen som Radikale Venstres spidskandidat til Folketinget i Københavner-kredsen. Og selv om moderpartiet stadig skranter i me-

18

ningsmålingerne, rimer den slags på en sikker plads på Christiansborg.

– Nu skal man aldrig tage glæderne på forskud, men skulle jeg komme ind, er jeg klar til at løfte opgaven. Jeg er nok lidt gammeldags og synes ikke, at man bare kan vælte ind i Folketinget uden at kunne noget. Jeg har haft det godt med at arbejde mig langsomt op. Politik er et håndværk, og da jeg i sin tid blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation, var jeg mildest talt ikke særlig skolet i håndværket. Nu har jeg været med i otte år, og nu er jeg sulten efter at ændre verden på den landspolitiske scene.

TILBAGE I TIDEN Sulten efter at ændre verden, vender vi tilbage til. Først skal vi en tur tilbage i tiden og forsøge at finde svaret på, hvorfor drengen fra Punjab overhovedet endte som succesfuld kommunalpolitiker med folketingspotentiale. Et svar, der i høj grad skal findes i hovedpersonens barndom. Af samme grund står jeg en tilfældig torsdag i juni på et aftalt gadehjørne på Islands Brygge og venter på Manu Sareen. Det var her i beskeden arbejderklasse, at den radikale politiker og hans fem år yngre søster voksede op med indiske forældre i en trang treværelseslejlighed. Og det var her, de første sten til Manu Sareens velkendte sociale indignation blev lagt.

Undervejs i min research til denne artikel er jeg flere gange stødt ind i den radikale politikers manglende hukommelse. Han husker ikke meget fra sin barndom og tidlige ungdom. Det meste er blevet slettet af tiden, som han engang formulerede det i et interview. Af samme grund foreslog jeg at lade interviewet foregå i hans gamle barndomskvarter. Fortidens fysiske rum har det med at bore små huller i hukommelsens sorte boks, så detaljer, brudstykker og billeder kan klemme sig ud og blive til ord i munden på den interviewede. Og nu kommer han. Rullende ned ad gaden på en sort herrecykel. Med rank ryg og rolige tråd i pedalerne, som kom han direkte fra optagelserne til et dansk lystspil fra dengang, københavnerne stadig sagde cikel, når de talte om byens tohjulede transportmidler.

En slank, mørklødet mand med venlige øjne. Iført mørke cowboybukser, en blå pullover med skjorteflipperne pænt stikkende op i kraven og et par sorte lædersko med skinnende spidser. Manu Sareen ligner det, han er.

Et modbillede til fordommen om den unge utilpassede indvandrer iført fuckfinger, tykke guldkæder og en omvendt baseballkasket. Han taler et næsten højtideligt rigsdansk. Alle endelser bliver talt helt ud, og når han en sjælden gang stopper op i sine sætninger, er det kun for at gå på jagt efter nye ord, der forklarer hans pointer endnu bedre. Han er lykkeligt gift, far til tre børn og har en karriere, der udefra ligner skitsen til en amerikansk happy-end-film.

Men det har ikke været let at nå hertil, siger han selv, og havde det ikke været for hans forældre, ville historien om Manu Sareen næppe have handlet om en succesfuld integrationskonsulent, socialpædagog, statsrevisor, børnebogsforfatter og politiker: – Mine forældre har knoklet fra det øjeblik, de kom til Danmark, siger han, da vi begynder at gå.

– De har haft flere forskellige jobs på én gang, og har altid været meget ihærdige. Jeg lærte tidligt, at man selv har ansvaret for at få et godt liv. I virkeligheden er det meget enkelt. Hvis din far og mor ligger på sofaen og stener foran fjernsynet, er dét dit forbillede. Hvis de knokler for at få et godt liv, er dét dit forbillede. Og mine forældres ihærdighed og moral har virkelig reddet mig.

EN FORSKEL Manu Sareen kom til Danmark som fireårig sammen med sin mor. Hentet herop af sin far, der var taget hertil i slutningen af 60´erne, på et tidspunkt, hvor landet skreg på ufaglært arbejdskraft og lokkede med gode lønninger til dem, der gad tage slæbet. Egentlig sigtede familien Sareen efter at vende tilbage til Indien efter et par års knokkelarbejde, men endte i stedet med at slå rod i det nye land. Og netop dét ville også gøre en stor forskel for de unge utilpassede indvandrerdrenge, som Manu Sareen kender så mange af fra Nørrebro, hvor han selv har boet, og fra sit tidligere virke som integrationskonsulent i Københavns Kommune.

– De unges forældre lever tit på en romantisk løgn om, at de engang skal tilbage til hjemlandet, hvor alting var godt. Men ►

19

deres børn trækker i den anden retning og ender i et kulturelt vakuum, hvor de fristes af kriminalitet og religiøse ideologier. Jeg voksede op med nogle forældre, som var dybt taknemmelige over at være kommet til landet, og som gjorde alt for at falde til uden at slippe deres indiske rødder, fortæller Manu Sareen. Selv har han det på samme måde. Han er både inder og dansker.

– Jeg har to kulturer. Den ene ligger 6.000 kilometer væk på den anden side af jorden, den anden er lige her, siger han og peger ned i de grå fortovsfliser.

– Og jeg er sindssygt stolt af begge kulturer, og de lever fint side om side.

I mange muslimske hjem er faren fraværende, forklarer Manu Sareen. Enten fordi han ikke orker at være en del af familielivet, eller fordi han er væk på lange rejser til hjemlandet: – Så overtager den ældste søn hans plads, og hvis jeg var teenager og skulle bestemme over mit liv, ville jeg da også vælge at blive ude hele natten. Men man kan ikke sætte grænser for sig selv og et helt hjem, når man stadig er et barn. Derfor går det så galt mange steder. Selv fik Manu Sareen med egne ord proppet en opdragelse ned i halsen, der handlede om at være ”et moralsk anstændigt menneske”, og han var aldrig i tvivl om, hvad der var rigtigt og forkert.

– Der var ikke så meget at rafle om. Jeg havde kammerater, der lavede bræk, som de tjente godt på, og jeg blev tit spurgt, om ikke jeg skulle være med. Men jeg takkede nej hver gang. Jeg har altid haft en god indre slukknap. Selvfølgelig har jeg røget hash og drukket mig for sans og samling, jeg er ikke noget glansbillede, men modsat mange af mine kammerater fra dengang, faldt jeg aldrig ud over kanten.

Han stopper op og peger på en anonym bygning for enden af gaden. Inde bag de røde mursten ligger Islands Brygge Bibliotek, hvor den unge Manu Sareen kunne bruge hele eftermiddage på at synke ned i tidens ungdomsbøger eller forsvinde ind i tegneseriernes spraglede univers.

– Jeg kom fra et typisk fremmedarbej-

20

derhjem, og med det mener jeg også, at kimen til viden lå uden for hjemmet. Jeg har aldrig lavet lektier med mine forældre, og engang jeg skulle skrive en dansk stil om H.C. Andersen, spurgte jeg min far til råds, men han anede ikke, hvem manden var. Der er nogle ting, som har skubbet mig i den rigtige retning, og biblioteket er helt klart en af dem. Det var mit internet, det var her, verden åbnede sig for mig.

Men det var ikke kun bøgerne, der holdt den mørklødede dreng på sporet. Manu Sareen begyndte tidligt at interessere sig for piger, og det blev hans redning. Det er sjovere at kysse end at lave ballade, som han selv udtrykker det: – Jeg var en fremragende fodboldspiller som ung og kunne sikkert have drevet det vidt. Men da jeg først opdagede, hvor mange piger, der kom i den lokale håndboldklub, skiftede jeg sport. Jeg ville hellere være en middelmådig håndboldspiller i en verden fuld af kvinder, end stjerne på en fodboldbane sammen med 100 andre overbebumsede pubertetsdrenge. Manu Sareen stopper igen og peger ind over rækkerne af slidte beboelsesejendomme. Et sted derinde ligger Amagerbro Skole, hvor han gik i skole: – Jeg var ikke ligefrem nogen mønsterelev. Jeg havde en atombombe spændt på røven, og gik jeg i skole i dag, ville jeg helt sikkert få en diagnose. Jeg blev taget ud af undervisningen flere gange om ugen, og så sad jeg i støttecentret og gloede, indtil jeg fik lov at gå. Vi slår os ned på en lokal café: – Der er sikkert mange, som ville være blevet knækket af den slags oplevelser, men jeg lod mig sgu aldrig rigtig slå ud af modstanden, siger han og bestiller en dobbelt espresso. I samme øjeblik stopper en ældre kvinde op foran os. Hendes ansigt lyser op ved synet af Manu Sareen, som genkender hende med det samme.

Det er en tidligere kollega, en pædagog, han arbejdede sammen med i slutningen af 80´erne. Kvinden fortæller begejstret om sin tidligere medhjælper. Om en ung, glad mand, der kunne få alle til at grine,

og som altid havde gang i ”117 ting med ungerne”. Manu Sareen lytter opmærksomt, og føjer undervejs præcise detaljer til historierne.

– Det er sgu rigtigt nok. Jeg har altid været en glad dreng, der kunne få folk til at grine, siger han, da kvinden er gået.

– Jeg har ofte spurgt mig selv om, hvor den begejstring kom fra, men har aldrig fundet et svar. Sådan var det bare.

UD AF GYMNASIET Manu Sareen kom som den eneste i sin klasse i gymnasiet, men skolearbejdet interesserede ham ikke, og halvvejs blev han smidt ud.

– Jeg brugte al for meget tid i festudvalget og sammen med min kæreste. Jeg var storforelsket og sad og kiggede hende dybt i øjnene nede i Jordbærkælderen inde på Strøget i stedet for at lære tysk kasus.

Siden blev han medhjælper i det belastede Urbanplanen på Amager, og for første gang i sit liv opdagede Manu Sareen for alvor, at der var noget, han godt kunne lide. Og som han var god til. Succesen gav ham blod på tanden, og efter fire år på pædagogseminariet var han for alvor klar til at vise verden, hvad han duede til.

– Jeg ville være ”rigtig” socialarbejder, der også kunne arbejde med danske problembørn. Men jeg kunne ikke lade være med at opsøge de etniske, og så sagde jeg til mig selv: Ok, vi har så mange udfordringer med den gruppe, og jeg er god til dem, så hvorfor ikke? Som integrationskonsulent i Københavns Kommune arbejdede han i 10 år med integration, blandt andet med tvangsægteskaber og ligestillingsproblemer i hovedstadens indvandrerfamilier.

Og selv om han i 2006 sagde jobbet op efter at være blevet truet på livet, bliver han stadig ringet op af unge, desperate kvinder, som er stukket af hjemmefra.

– De står måske i en telefonboks med et blåt øje, og i dét sekund man har løftet røret, kan man ikke vende ryggen til. Så holder man en lille flig af deres liv i sine hænder, og så er man nødt til at hjælpe.

I perioder kan det virkelig stresse mig,

men det er prisen for at være synlig og for at ville ændre noget i samfundet. Jeg kunne vælge at få hemmeligt nummer, men så ville jeg miste fornemmelsen for, hvordan tingene står til ude i virkeligheden.

TÆNKETANK Netop trangen til at have fingeren på pulsen er en af de væsentlige grunde til, at Manu Sareen stadig er aktiv som integrationskonsulent og jævnligt hjælper kommuner, virksomheder og skoler med deres indsats, inden tingene går galt.

– Jeg kan ikke lade være med at blande mig. Jeg har arbejdet i de miljøer siden 1989, så jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg peger på et problem og kommer med løsninger, siger han og skyller det sidste af sin kolde kaffe ned i en hurtig bevægelse. Og der er nok at pege på. Mange af problemerne kører i ring, siger Manu Sareen. Af samme grund lancerer han senere i efteråret en idé til en politisk tænketank, der skal komme med nye bud på politiske løsninger på de problemer, der har hobet sig op gennem årene.

– Jeg har blandt andet en drøm om at vende det sociale system på hovedet, og nå frem til nye løsninger på, hvordan problemerne kan løses endnu bedre. Det er jo tydeligt for enhver, at tingene ikke fungerer i dag. Alle taler om at bryde den sociale arv, men ingen lykkes med at finde holdbare løsninger. Jeg har praktisk viden og erfaring, jeg har arbejdet på et socialkontor og ved, hvad det vil sige at være sagsbehandler med 100 sager kørende på én gang. Det kan ikke lade sig gøre at lave ordentlige løsninger under det arbejdspres. Sagsbehandlere skal ikke have mere end højst 30 sager ad gangen, hvis deres samtaler og forebyggende arbejde skal have en effekt.

Man kan ikke hjælpe familierne, hvis man har for travlt. Det er bare én ting, man kan tage fat på, siger Manu Sareen. Og så er han i øvrigt ligeglad med, at han er politiker i et konsensusland, hvor der er bred enighed om 90 procent af de politiske beslutninger, der bliver taget.

– Det er måske begrænset, hvad man kan

ændre som enkeltperson, men hvis de sidste 10 procent f.eks. handler om, hvordan vi laver flere sociale mønsterbrydere, er det et fantastisk meningsfuldt projekt at være politiker. Jeg har det fint med den danske konsensustradition, for det er den, samfundet hviler så solidt på. Og vi har verdens fedeste samfund. Jeg elsker virkelig det her land. I andre tænker nok ikke så meget over det, men jeg ved, hvad alternativet er. Jeg ved, hvad det ville have betydet for mit liv, hvis mine forældre var blevet i Indien. Når jeg besøger landet, kan jeg se, hvordan folk lever i urimelig fattigdom og må trækkes med et korrupt politisk system. Det siger jeg også, når jeg besøger indvandrere. Jeg beder ofte folk kigge sig omkring og fortælle mig, om de virkelig ønsker sig tilbage til det land, de kommer fra.

Integration er den enkeltes ansvar, siger Manu Sareen. Det er forældrenes ansvar, at børnene kommer i skole, det er deres ansvar, at de laver deres lektier og ikke render rundt og laver ballade. Men der skal også være en scene, hvor folk føler sig velkommen, ellers kan vi ikke forvente, at de tager ansvar.

– Så vil mange sikkert sige: Har vi ikke givet dem dén scene? Jo, det har vi, men vi har også skabt et debatklima, hvor vi italesætter nogle mennesker på en fuldstændig sindssyg måde. Ord er den største skaber af virkeligheden, og derfor er det også så pokkers vigtigt, at vi får en ordentlig dialog omkring problemerne. Og så griber han fat i en anekdote. En af de små historier, der synes at ligge på lager i hundredvis og bare venter på at blive hevet frem og brugt som illustration på et problem, et dilemma, en løsning eller noget helt fjerde.

– I begyndelsen af året havde vi de berømte containerafbrændinger på Nørrebro.

Det var unge indvandrere, som havde læst om dem selv, siden de var små, og hørt på, hvor forfærdelige de var. Nogle uger inden det hele gik amok, sad jeg inde på Københavns Rådhus med Ritt Bjerregaard og forhandlede med de unge fra Ungdomshuset, mens det halve af Christianshavn stod i flammer. Og da jeg kørte hjem om afte- ►

21

nen, tænkte jeg stille for mig selv: Tænk, hvis noget lignende skete med indvandrere i hovedrollen, hvordan ville folk så ikke reagere? Svaret kom kort efter. Og det var ikke noget kønt syn, synes den radikale politiker – Når unge indvandrere sætter ild til en container, taler politikerne pludselig om elektroniske fodlænker og administrative udvisninger. Han ryster på hovedet af sine ord.

– Det gør mig virkelig vred, når Dansk Folkeparti påstår, at hele balladen udelukkende skyldes, at de unge er muslimer. Det er sindssygt forsimplet. Det er først og fremmest, fordi de unge indvandrere har stor nedtur i deres liv.

FATTIGDOM Alt for mange politikere bruger race og religion som forklaring på balladen med indvandrere, men det er en kæmpe fejl, mener Manu Sareen. Problemerne handler ikke om mørk hud og islam, men om sociale klasser: – Forleden hørte jeg i radioen en ung Venstre-politiker tale om, at fattigdom ikke var noget problem herhjemme. Det må være fordi, han ikke ved, hvad fattigdom er, og hvad den gør ved familier.

Det betyder, at børn ikke får ordentlig mad, at deres hjerner ikke udvikler sig ordentligt, at ungerne ikke kan koncentrere sig i skolen, og før eller siden ender det som et samfundsproblem. En af vores største udfordringer er, hvordan vi får samlet alle de børn op, som forlader folkeskolen uden at kunne læse og skrive ordentligt. Som tingene ser ud i øjeblikket er vi i fuld gang med at skabe et nyt proletariat. Og samfundsøkonomisk set er det rablende vanvid. Det er jo dem, vi skal leve af i fremtiden. Der er ved at ske noget i Danmark, som bekymrer ham.

– Vi oplever en voldsom polarisering mellem minoriteter og majoriteter, og det er, som om de fleste accepterer udviklingen, siger han og fortæller om en oplevelse, han havde sidste sommer. Manu Sareen er

22

fascineret af Holocaust, og sammen med nogle venner var han i Auschwitz. I en af lejrens barakker hørte han en ældre jødisk mand fortælle om sin tid som kz-fange: – Manden havde set en dreng bryde ud af et fangegeled for at opsøge sin far. De hviskede lidt sammen, omfavnede hinanden og hånd i hånd løb de direkte mod vagterne, som straks mejede dem ned. Far og søn valgte at gå i døden sammen i stedet for at leve i helvede. Jeg har ofte stillet mig selv spørgsmålet: Hvordan kunne nogen være så onde mod deres medmennesker? Og den dag kom svaret til mig: Man umenneskeliggør dem. Ikke fra den ene dag til den anden, men stille og roligt, indtil man iskoldt kan skyde dem ned. Det er det samme, vi gør herhjemme i dag, lyder budskabet fra den anden side af cafébordet. Vi udviser folk uden rettergang, sætter flygtninge på starthjælp, selv om de burde sendes til psykolog, og vi overvejer at sænke den kriminelle lavalder og forbyde Hizb-ut-Tahrir, fordi de siger antidemokratiske ting velvidende, at nynazisterne har gjort det samme i årevis: – Vi umenneskeliggør hinanden på et mikroniveau, og det er min opgave at råbe vagt i gevær. I slutningen af 80´erne, da jeg havde bumser i hele hovedet og skulle på diskotek i København, kunne jeg ikke komme ind på grund af min mørke hud.

Der er et suk i stemmen: – Her 20 år efter står vi med de samme fucking problemer, siger han så.

Manu Sareen har ellers gjort sit for at løse knuderne. Københavns integrationsborgmester er et af de initiativer, han selv er mest stolt af at have fået gennemført.

Han kan også tage æren for, at en lille hær af socialrådgivere er rykket ind på udvalgte belastede folkeskoler i hovedstaden for at tage problembørnene i opløbet. Men det er ikke gratis at være brobygger, og den radikale politiker har trådt flere end et par stykker over tæerne undervejs på sin mission. Og det er ikke kun danskere, der lader sig provokere af hans kontante udmeldinger og radikale løsningsforslag på integrationsproblemerne, også indvandrere melder sig i koret af modstandere.

– Det ene sted beskyldes jeg for at være pro-islamisk, det andet er jeg anti-islamisk, siger han.

– Jeg kæmper en brav kamp for menneskers rettigheder, og så er jeg i bund og grund ligeglad med om de er gule eller røde, sorte eller hvide.

Forleden skulle jeg i Trykkefriheds-

selskabet og brokke mig over den måde muslimer omtales på i medierne, og samme dag møder jeg folk ude på Nørrebro, som beskylder mig for at hade muslimer.

Det er virkelig op ad bakke nogle gange.

SULTEN Men Manu Sareen har ikke tænkt sig at indstille kampen på grund af lidt modstand. Og så er vi igen være fremme ved begyndelsen af interviewet: Sulten efter at lave om på tingene. Og på spørgsmålet om, hvad Manu Sareen tager med sig ind i Folketinget, hvis han bliver valgt ind ved næste valg, lyder svaret: – Jeg kommer med en stor sult efter at bringe det radikale projekt på banen igen. Vi er begyndt at blæse for meget efter stemninger, synes jeg. Når Dansk Folkeparti taler om at fjerne basale menneskerettigheder og ratificere Danmark, skal vi sige: Hør her, har I glemt vores historie? Har I glemt, at folk på Balkan slog hinanden ihjel for mindre end 20 år siden? Folk skal mærke, at vi er der. Og der er masser af gode radikale projekter på hylden, de skal bare formidles bedre end hidtil.

– Vores vigtigste opgave er at kommunikere politik i øjenhøjde, så folk forstår, hvad vi siger og mener. Det er ikke længere nok at sige, at vi er et reformvenligt parti. Folk spørger mig ofte: Manu, hvad betyder det egentlig at være et reformvenligt parti? Og jeg forstår deres undren. Vi skal være meget mere konkrete.

Hvis vi ønsker flere lærere i folkeskolen, skal vi sige det. Hvis vi ønsker bedre offentlige transportmidler, skal vi fortælle prisen på en busbillet og antal afgange.

I Borgerrepræsentationen har vi længe sagt: Vi vil give københavnerne trygheden tilbage. Og det er fint nok, men vi stopper ikke der. Vi fortæller københavnerne, at det betyder, at vi vil have en nærpolitistation i hver eneste bydel. Jeg vil helt derned.

Han kigger på sit ur og rejser sig op fra caféstolen. Om en halv time har han et nyt møde inde på rådhuset, og sammen går vi ind mod centrum. Og mens Islands Brygge forsvinder bag os, trækker Manu Sareen de sidste linjer op: – Vi har mange gode ting på hylden, vi skal bare være bedre til at fortælle, hvad de er. Og hvad de betyder for folks hverdag. Vi skal huske folk på, hvorfor de var radikale, så skal de nok begynde at stemme på os igen. □

Sønnen siger farvel I forbindelse med annonceringen af sit farvel til politik beskrev Morten Helveg Petersen sig selv som søn af huset.

Som tredje generations Helveg har Morten Helveg Petersen de sidste 11 år haft sin daglige gang på Christiansborg. Men nu er det slut. Morten Helveg Petersen har skiftet forsvarsforlig og finansstoffet ud med it og internettet som direktør for Foreningen af Danske Interaktive Medier.

Tekst: Søren Højlund Carlsen Fotos: Radikale Venstre / Scanpix

D

er er ingen grund til at pakke det ind. Morten Helveg Petersen har ikke fået alt det han ville i sin tid i politik – en tid der, som det nok er de fleste bekendt, stoppede den 1. august 2009. Han ville gerne have været næstformand i folketingsgruppen og han så gerne en mindre binding til den venstre side af Folketinget. Men sådan blev det som bekendt ikke og mange medier spekulerede derfor i, om hans afgang til fordel for et direktørjob havde noget at gøre med politiske skuffelser. Men nej, siger Morten Helveg Petersen med kraft og tyngde.

Tiden var blot kommet til noget nyt, så da muligheden for noget nær et drømmejob kom forbi på livets perron, var det bare med at hoppe på toget, der nu kører til direktørkontoret i Foreningen af Danske Interaktive Medier – Det har været nogle fantastiske år på Christiansborg, der har bragt oplevelser, som jeg er utroligt glad for. Selvfølgelig har der været kampe og sejre og nederlag – det er jo vilkårene i politik. Politik er ikke for sarte sjæle og nogle gange vinder man, og nogle gange taber man, og sådan er det. Vi er voksne mennesker med forskellige vinkler på sagerne, men det er en del af politik. Og hvis man ikke kan tåle det, så skal man ikke gå ind i politik i første omgang. Men jeg vil godt

24

understrege kraftigt, at min afgang intet har med noget andet at gøre, selv om jeg godt ved, at mange medier udlagde det sådan, men det har altså intet på sig.

Jeg har såmænd blot fået et tilbud, der er helt forrygende, og jeg er smadderglad for det, siger Morten Helveg Petersen, der sad i Folketinget i 11 år, hvor hans efternavn fra starten betød, at han havde ”blåt blod i årene”, som en avis har beskrevet ham. Og det er da heller ikke uden vemod, at arbejdspladsen siden 1998 blev forladt i sommerferien.

– Selv om jeg glæder mig enormt til mit nye arbejde, så er det da også trist.

Politik og Christiansborg har været en stor del af mit liv, og jeg kommer til at savne medarbejderne, kollegaerne, min gode kreds og ikke mindst medlemmerne. Radikale Venstre er et parti fyldt af engagerede ildsjæle, så der bliver da et savn, det gør der da. Det er i det hele taget en stor beslutning, når nu politik næsten har fyldt hele mit liv.

Men tilbuddet var så godt, at jeg ikke kunne sige nej, og jeg tror, at det er et drøngodt tidspunkt for mig at prøve livet ude i virkeligheden, siger Morten Helveg Petersen.

RADIKALE RESULTATER Morten Helveg Petersen var indtil sin afgang it-ordfører, ligesom han har passet finanspolitikken og forsvarsområdet.

“

Morten har sat solide radikale fingeraftryk på både forsvarspolitik og den økonomiske politik. Jeg har kun ros tilovers for Morten, der er utroligt dygtig.

Margrethe Vestager

Sidstnævnte område holdt ham til ilden lige op til annonceringen af hans afgang, da han var med til at indgå et forsvarsforlig i juni. Et forlig, der havde tydelige radikale fingeraftryk, og i det hele taget har Morten Helveg Petersen stået for de fleste medlemmer som en utrættelig arbejdshest, der både havde styr på substansen og de mere lange linjer.

Og ønsket om at gøre tingene ordentlig færdig spillede da også ind i beslutningen om, hvornår og hvordan hans afgang skulle annonceres.

– Det er klart, at det er noget, som jeg har tygget grundigt på, men det har været vigtigt for mig at gøre arbejdet færdigt i forhold til forsvarsforliget, som jeg synes var rigtig vigtigt, at vi kom ordentlig med i og fik det afsluttet på en god måde, fortæller Morten Helveg Petersen, der selv nævner netop forsvarsforliget som et af de områder, der burde mane alle spekulationer om,

at hans afgang skyldtes splid og uenighed i jorden.

– Der har været rigtig godt samarbejde. For eksempel i forbindelse med forsvarsforliget, hvor Margrethe og jeg forhandlede på vegne af Radikale Venstre.

Det har altid været vigtigt for mig at lave resultater samme med andre, og jeg kan heldigvis kigge tilbage på alle mine ordførerskaber, hvor jeg har indgået stribevis af forlig og opnået gode resultater, siger Morten Helveg Petersen, der endnu ikke har fundet ud af om han fortsat vil være medlem og måske stadig radikal, nu blot på græsrodsniveau.

– Det er ikke sikkert, det er foreneligt med mit nye job, så det har jeg ikke fundet ud af endnu. Det tager jeg stille og roligt. Men ifald jeg forbliver medlem, bliver det kun som menigt medlem.

Hvis jeg havde lyst til at blive i politik, så skulle jeg jo ikke træde ud af politik, siger Morten Helveg Petersen.

SAGT PÅ R ADIK ALE.NET OM MORTEN HELVEGS AFGANG: ”Øv, hvor er jeg ærgerlig over, at du træder ud af folketingsgruppen. Din profil på det økonomiske og ikke mindst det forsvarspolitiske område var en meget vigtig årsag til, at jeg sin tid kunne føle mig hjemme i Det Radikale Venstre, da jeg meldte mig ind i slutningen af 90´erne. Held og lykke videre frem.”

Tonny Lacomble Nielsen ”Tillykke med de nye udfordringer. Dit arbejde med forsvars- og finanspolitik vil blive savnet. Dine radikale fingeraftryk på adskillige love har været markante og vigtige. Håber at se dig tilbage i politik igen en dag...”

Martin Gregersen ”Tillykke med jobbet, og tak for indsatsen. Det har været en fornøjelse at have dig som folketingsmedlem for omegnen, jeg har sat stor pris på både din indsigt og indsats. Du bliver svær at erstatte!”

Christian Knudsen

I 2005 fik Morten Helveg Petersen et nyt gulvtæppe på sit kontor. Mon ikke hans afløser trods alt vil overveje at skifte det ud.

”Jeg håber at der nu kan komme intern ro, og at man fremover vil se flere politiske udspil fra folketingsgruppen. Jeg håber også at suppleanten der tiltræder, kan blive det friske pust vi trænger til.”

Zeb Meier Watz

25

Tyve år med

registreret partnerskab

Tyve år er gået siden det registrerede partnerskab blev indført i Danmark i 1989. Det skete ved hjælp af radikale stemmer og dermed var Danmark det første land i verden, hvor det blev muligt for to mennesker af samme køn at gifte sig. Thomas Køhler, der selv er homoseksuel, ser tilbage på loven og har talt med Steffen Jensen fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og ligestillingsordfører Lone Dybkjær om lovens betydning før og nu.

TEKST: Thomas Køhler FOTO: Scanpix og Colourbox

S

teffen Jensen fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske får stadig tyve år efter grødet stemme og blanke øjne, når han mindes dagen.

Han fortæller, at repræsentanterne for foreningen rejste sig fra tilhørerpladserne og bukkede ned mod Folketinget efter vedtagelsen.

– Det var et bevægende øjeblik. Det var meget meget flot. Og så havde vi arrangeret, at når lovforslaget var vedtaget, så skulle samtlige 179 medlemmer af Folketinget have en rød rose med en lille hilsen fra os. Vi havde aftalt med Folketingets betjente, at de omdelte roserne straks efter vedtagelsen.

Hvorfor betød det så meget?

– Det var første gang i verdenshistorien, at et parlament gav personer af samme køn næsten samme rettigheder som ægteskabet. Vores landsforening startede, længe før jeg selv begyndte – i slutningen af 60’erne – med at arbejde på at få den ligeret. Der var mange især lesbiske, som var imod, at man overhovedet skal have ægteskabsinstitutionen, men der har udgangspunktet været, at holdningen til ægteskab som

26

sådan er sådan set ligegyldig for vi skal have samme vilkår som alle andre - ligestilling. Nu er vi i Danmark kommet håbløst bagud, men det var dengang det største ligestillingsskridt, der nogensinde var taget, måske bortset fra da homoseksualitet blev afkriminaliseret i 1930, men det er en anden historie.

Og det gav også genlyd verden over, da lovforslaget trådte i kraft, og de første 11 par blev registreret på Københavns Rådhus, fortæller Steffen Jensen.

STARTER I 1984 Historien om det registrerede partnerskab starter, da Folketinget i 1984 nedsætter en såkaldt ”homokommission”, der skulle se på, hvordan man lovgivningsmæssigt kunne forbedre forholdene for bøsser og lesbiske. Arbejdet var udsprunget af HIV/AIDS-epidemien.

Da den startede i 1983, var der pludselig en række politikere, som fik øjnene op for, at man måske kunne hindre spredningen ved at gøre forholdene bedre for specielt bøsser. Men også Landsforeningens meget aktive arbejde på AIDS-fronten havde gjort homoseksuelle synlige for mange politikere, som

derfor havde indset, at vi også havde behov for at kunne etablere samlivsforhold. Kommissionen fik SF’eren Poul Dam som formand og bestod ellers af embedsmænd fra relevante ministerier, repræsentanter for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Henning Jørgensen og Mikkel Emborg, to radikale homoseksuelle lokalpolitikere, Per Kleis Bønnelykke og Helle Jarlmose som personlige medlemmer. Kommissionen arbejdede et par år, og der kom forskellige forslag ud af det, blandt andet om arveafgiftsregler og andre mindre ting.

Men det store spørgsmål var, om homokommissionen ville fremsætte et forslag om ægteskab. Landsforeningens forslag om det blev behandlet, men ►

Tre danske homoseksuelle par blev i 1989 de første i verden, der blev gift på et rådhus. Med en ny lov om registreret partnerskab gav Københavns kulturborgmester sin velsignelse til Joek Volkmann og Jan Lyllof, der afsluttede ceremonien med et traditionelt bryllupskys.

27

Tyve år med

registreret partnerskab

stemt ned. Imidstem lertid tog Radikale, S og SF fo forslaget ud og fremsatte det som et lovforslag. Justitsminister Erik Ninn-Hansen var stærkt imod. Så kom atomvalget, og lovforslaget bortfaldt, men nu kom de radikale så med i VKR-regeringen.

Det betød, at R ikke længere kunne være med til at fremsætte forslaget, selv om Aase Olesen, daværende socialminister fra R, havde været stærkt engageret i det året før, men det blev så fremsat af S og SF. – Lovforslaget var til tredje behandling den 26. maj 1989 som pkt. seks på Folketingets dagsorden. Normalt stemmer man blot ved tredjebehandlinger, men her var der en lang debat. Vi var mange fra Landsforeningen på tilhørerrækkerne, og vi havde også en engelsk repræsentant, den daværende formand for ILGA (International Gay and Lesbian Association), Lisa Powell. Hun forstod ikke et suk af, hvad der foregik, men hun sagde bagefter, at hun var dybt fascineret af den værdighed, hvormed det foregik. I den debat der gik forud var det bedste og mest interessante indlæg det af Per Stig Møller, som på vegne af sig selv, Connie Hedegaard og Karen Højte Jensen redegjorde for, hvorfor de undlod at stemme.

Det var en lang forklaring, men den var i virkeligheden et brændende forsvar for lovforslaget, og jeg mener at kunne huske, at han omtalte argumenterne imod forslaget – og dermed også sit eget partis ordfører, Viggo Fischers - som værende ”betændte”. De Radikale havde aftalt, at medlemmerne af folketingsgruppen kunne stemme for, men ministrene skulle stemme imod. Jeg så fra tilhørerrækkerne de fem radikale ministre i salen, men da afstemningen gik i gang, var der kun én tilbage. De andre skulle ud og tisse, eller hvad de skulle. De forlod i hvert fald salen. Jeg ved ikke, om de var clearet, det tror jeg ikke, for så ville de jo ikke have været der. Så det endte med, at kun en radikal stemme var imod, og det var faktisk - ironisk nok - Aase Olesen, 28

som havde stillet forslaget året før. Men vi vidste jo godt, at det alligevel ville gå igennem. Vi kunne jo godt tælle til 90.

Der var andre interessante stemmeafgivninger, to venstremænd, der stemte for og dermed brød partilinjen, Jens Peter Jensen (Uffe Ellemanns far) og Laue Traberg Schmidt. Fremskridtspartiet var delt, halvt for halvt imod. To af dem, der var for, var Glistrup og Pia Kjærsgaard, og da vi senere på dagen holdt en komsammen nede i LBL’s lokaler i Knabrostræde kom hun faktisk også og modtog vores hyldest, erindrer Steffen Jensen.

RADIKAL SELVFORSTÅELSE Selv om de radikale ministre ikke kunne stemme for, så blev det vist opfattet, som om det var Radikale Venstre, der havde fået det gennemført?

– Det er vist en radikal selvforståelse.

I anden omgang var det jo S og SF, der fik det fremsat og vedtaget. Alle tre partier havde været initiativtagere og alle tre partier spillede en central rolle i forberedelserne. Men jeg vil godt understrege, at de Radikale har været kæmpe støtter for homosagen – helt tilbage fra Else-Merete Ross (MF for Radikale 1960–73, red.). Ja, man kan ikke finde noget eksempel siden 30’erne, hvor de Radikale ikke har været forrest i kampen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle personers rettigheder. Men de var det så altså ikke lige dér, fordi de sad i en borgerlig regering.

De undtagelser, der trods alt var for det registrerede partnerskab i forhold til ægteskabet, retten til adoption, kirkebrylluppet, som nærmest er det eneste, der er tilbage her i 2009, kan du huske noget om, hvad der var begrundelse for, at de skulle være der, så det registrerede partnerskab blev sådan en særordning for homoseksuelle?

– Den vigtigste undtagelse var faktisk, at én af parterne skulle være dansk statsborger, og at partnerskabet kun kunne indgås herhjemme. Og adoption var vi ret sikre på, at vi ikke ville komme igennem med i første omgang. Ikke engang

forslagsstillerne ville gå så langt. Det var håbløst. Og begynde at blande kirken ind i det ville også skabe for meget fnidder.

Så vi valgte at leve med de undtagelser.

To af tingene er så blevet ændret siden. Nu kan registrerede partnere snart adoptere, og partnerskabet kan indgås af to udlændinge, hvis de har opholdt sig i Danmark i mere end to år. Stedbørnsadoptionen kom for en del år siden. Den sidste undtagelse med kirkebrylluppet har vi arbejdet på at få ændret siden, det er igen princippet om ligestilling: vi skal have samme vilkår.

Så vi har arbejdet på at få ændret loven om registreret partnerskab, så registreringen kan foretages af kirkelige myndigheder på samme måde som for heteroseksuelle. Men der kan vi ikke få politikkerne til at forstå, at det er et lovgivningsmæssigt anliggende. Politikkerne siger, at det må kirkerne selv afgøre. Men det kan de jo ikke afgøre, så længe der står i loven, at folkekirken og andre trossamfund ikke må forrette registreret partnerskab. Man kunne jo bare give dem muligheden. Så kunne det være op til dem selv, om de ville benytte sig af den. Men man vender det døve øre til. Men vores politik er at få indført kønsneutralt ægteskab ligesom i Spanien, Holland. Belgien, Norge, Sverige, Canada og Sydafrika.

INTERNATIONAL EFFEKT I sommeren 1989 opholdt jeg mig i Sovjetunionen, og da undrede jeg mig over, at jeg hele tiden blev spurgt, hvordan vi havde det med homoseksuelle i Danmark.

Men det var jo fordi sovjetisk presse havde skrevet om vedtagelsen af loven om det registrerede partnerskab, noget helt utænkeligt i USSR, hvor der stadig var op til nu års fængsel for frivillige homoseksuelle forhold mellem voksne. Hvilken effekt fik vedtagelsen internationalt?

– Det gik verden over. Det var en fantastisk dag, da de første 11 par blev registret på Københavns Rådhus. Jeg har aldrig set så mange pressefolk fra hele verden. Der var tv-hold fra Japan, Tyskland, USA og Canada, der fulgte parrene hele ugen op

til brylluppet. Efterfølgende blev de inviteret ud til talrige møder og konferencer i udlandet for at fortælle om lovens tilblivelse. Første sted det så begyndte at rykke var i Norge. Og nu er det så et flertal af EU-landene, der har en eller anden form for registreret partnerskab. Spanien har taget skridtet fuldt ud til kønsneutralt ægteskab med fuld ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle, stærkt efterfulgt af

Holland, Belgien, Canada og Sydafrika og senest også Norge og Sverige. Så nu er vi håbløst bagud her i Danmark.

Hvor i verden finder man de dårligste forhold for homoseksuelle?

– Ja, der er syv lande i verden, hvor det er forbundet med dødsstraf. Men der er jo masser af lande med voldsom homofobi og forfølgelse, også blandt de europæiske lande. Der er det, vi arbejder hårdt

på gennem EU at få ændret tingene. Der er blevet implementeret et antidiskriminationsdirektiv for arbejdsmarkedet og nu er der senest ved at blive indført et antidiskriminationsdirektiv, der omfatter alle EU’s kompetenceområder. I de østeuropæiske lande, der ikke er med i EU er det svært, endnu værre i Afrika og de muslimske lande. Vi kender alle sammen billedet fra Iran af de to drenge, der bliver ► 29

Tyve år med

registreret

partnerskab hængt. Der prøver vi at påvirke gennem FN-systemet og ofte kan vi samarbejde med andre Ngo’er. Et godt eksempel på europæisk plan er vores samarbejde med de andre organisationer for diskriminationstruede, hvor vi alle har en interesse i at bekæmpe diskrimination.

Jesper Langballe(DF) har omtalt homoseksuelle som handicappede. Er det så i virkeligheden ikke så helt galt?

– Jo, den holder ikke vand.

– Hvad er det dybest set, der ligger til grund for modviljen mod homoseksuelles rettigheder, er det det, at man synes, det helst ikke skal frem i lyset, at det er lidt ulækkert, eller hvad man ellers kan høre?

– Jeg tror snarere, det er frygten for det ukendte. Jeg hørte tit politikerne sige tilbage i 80’erne, at de kendte jo ikke nogen bøsser. Det var de færreste, der stod frem på arbejdspladsen eller i andre sammenhænge dengang. Folk er bange for det ukendte.

OPGØR MED DISKRIMINATION Når Lone Dybkjær tænker tilbage på 1989, husker hun mest det helt overordnede om at gøre op med diskrimination, og at det så var nødvendigt at indgå nogle kompromisser for at få det igennem i en eller anden form, men hun mener også, at man skulle have indført et kønsneutralt ægteskab for længst. Den radikale ligestillingsordfører mener ikke, at ægteskabet er gudsindstiftet og derfor kun kan berøre en mand og en kvinde, men at det derimod er en forpligtelse, som også nogle gange medfører, at der kommer børn ind i billedet. Hun ser derfor ingen argumenter for, at man ikke skal ligestille folk fuldstændigt.

– Det registrerede partnerskab blev opfattet som en radikal mærkesag. I, der var ministre måtte udvandre, for ikke at skulle stemme imod. Var det aftalt spil?

– En del af os ville ikke stemme imod vores overbevisning. Det havde ikke været forhandlet, inden vi gik ind i den borgerlige regering i modsætning til andre ting, som for eksempel hvordan vi skulle 30

håndtere de kontroverser, der måtte være på det udenrigspolitiske område.

Men det havde jo hele tiden været på dagsordenen, og vi mente vel så, at man måtte finde en vej, selv om vi var gået ind i regeringen, siger Lone Dybkjær.

TRE FORÆLDRE I vore dage, mener Lone Dybkjær, er der en meget borgerlig og konventionel opfattelse af familiebegrebet, ligesom man skal huske, at hver gang, der er blevet gennemført noget af den slags, for eksempel revselsesret, fælles forældremyndighed – dér, hvor du rokker ved de klassiske familiebegreber – har det været med marginale flertal.

– Så er spørgsmålet, hvor langt man efter radikale begreber skal gå? For mig er det store spørgsmål nu, hvordan man både kan være homoseksuel mand og forælder. Nu har vi virkelig fået de lesbiske på banen, og de har indrettet sig. Tilbage er gruppen af homoseksuelle fædre. I New Zealand har man for eksempel tredelt forældremyndigheden. Ville det være for flippet?

– Man kan jo altid diskutere, hvad der egentlig ligger i ægteskabslovgivningen, selv om jeg ikke er nået til at ville gå ind for en tredeling. Men det er jo i virkeligheden en meget pragmatisk ordning med en række forpligtelser, arveregler og den slags. Følelserne kan man jo alligevel ikke stille noget op med. Ægteskabskontrakten er i virkeligheden meget enkel, men også meget forpligtende.

Så er der spørgsmålet om forældremyndigheden: Det er ikke en diskussion, jeg ikke er åben overfor. Den kan bestemt give mening. Det er godt for børn at have mange voksne omkring sig. Det tror jeg er fint, både opdragelsesmæssigt og kærlighedsmæssigt. Også hvis der sker noget med en af parterne, så er det jo godt, at der er andre inde i billedet.

Ikke at man ikke vil have et tab, men tabet bliver måske mere håndterligt.

Kunne man sige, at det kunne være op til folk selv at indgå en advokataftale, få den tinglyst hos en notar, og så var det

det? Behøver man lave regler for folk, hvis de selv kan aftale sig til rette?

– Nej, det man skal kigge på er barnets tarv. Men lovgivningen er måske en sikrere måde at gøre det på. Vi har en masse reguleringer for at sikre børnene der, hvor forældrene måske ikke helt er i stand til det. For mig har det været vigtigt, at vi har indført fælles forældremyndighed som udgangspunkt.

Er det dybest set ligegyldigt, hvilke signaler det politiske system sender om, hvad der bør være normen?

– Det politiske system beskæftiger sig med det symbolmæssige. Det er også det, der ligger i ægteskabslovgivningen. Man lægger nogle brede normer. Vi siger for eksempel også, at du ikke nødvendigvis skal gå i skole, men du skal have en uddannelse. Det er både

af hensyn til barnet og til samfundet.

Men jeg kan da godt forstå en homoseksuel, der lægger barn til, også gerne vil have del i forældremyndigheden og man kan godt spørge, hvorfor faren skal have så dårlig en rolle.

Har børn ret til at kende deres biologiske far, her tænker jeg også på donorbørn?

– Jeg har tidligere gået ind for en mellemløsning, at der skulle være begge muligheder, både en kendt donor og en anonym. Også simpelt hen af markedsmæssige grunde for at sikre gode donorer. Men med den diskussion, der er opstået omkring identitet, bliver jeg mere og mere skeptisk og er nu tilhænger af, at man som 18-årig har ret til at

få oplyst, hvem ens far er. Men det er klart, at der er en forskel på en kendt far og en sæddonor. Jeg mener – hvis jeg også skal have hold på mine egne tanker om fælles forældremyndighed – at uanset hvordan det ellers er foregået, så er det moren og faren, der skal have forældremyndigheden. Det er det eneste konsistente i forhold til alle de familieformer, vi har: at hvis der er en han og en hun, når barnet er skabt, så bør det også være dem, der har forældremyndigheden. Så jeg går ikke ind for en tredeling, men en bedre beskyttelse af den homoseksuelle far.

Den sidste klods, der er tilbage i forhold til det registrerede partnerskab, er spørgsmålet om kirken.

– Jeg er fortsat tilhænger af det kønsneutrale ægteskab med mulighed for kirkelig vielse. Så må præsterne kunne sige fra ligesom over for fraskilte. Der er der så to skoler med hensyn til, hvordan man lettest kan få det igennem.

Jeg har på forskellig vis prøvet via partiets kontakter i kirken at skubbe til, at der kunne komme en diskussion blandt præsterne, for det er klart, at den borgerlige side i folketinget siger, at hvis der skal ændres på det, skal det komme som krav fra præsterne. Det er udmærket, hvis lovændringer kommer fra andre end politikerne, selv om de så må vedtage det til sidst, siger Lone Dybkjær. □

31 31

Kandidaterne

32

Der er lagt op til sværdslag om landsformandsposten på årets landsmøde i Radikale Venstre. To kandidater har indtil nu pudset sværdene og meldt deres kandidatur.

Mikkel Sarbo og Klaus Frandsen håber begge, at de efter landsmødet i Nyborg, kan kalde sig landsforbundets tyvende formand.

TEKST: Søren Højlund Carlsen FOTO: Ditte Valente

33

J

eg føler, at den løbende organisationsudviklingsindsats i Radikale Venstre har stået stille. Sådan står der på Klaus Frandsens kampagnehjemmeside om en af hans vigtigste årsager til at stille op som ny landsformand. Der skal nemlig rystes op i organisationen som Klaus Frandsen synes er sakket bagud i forhold til tiden og ikke mindst til medlemmernes forventninger.

– En tilpasning af organisationen er naturligvis ikke tilstrækkelig til at skabe succes, men man må ikke undervurdere, hvor demotiverende en dårlig organisation kan være for medlemmer, der ønsker at være aktive på en måde, som måske ikke lige passer ind i de nuværende rammer. Samtidig fremstår Radikale Venstre i øjeblikket antikveret i det politiske billede og det er blot med til at øge frustrationen, som vi har set i form af nye partidannelser og flere skæve budskaber fra medlemmer, siger den 45-årige direktør der aspirerer til landsformandsposten efter mere end tyve års aktiv deltagelse i organisationen. Blandt andet med otte perioder i Hovedbestyrelsen og flere andre tillidsposter. Hvis Klaus Frandsen bliver ny formand efter landsmødet 2009 vil han arbejde for mere fleksibilitet og mindre administrativt arbejde i hele partiorganisationen, så flere medlemmer får mulighed for at gøre en forskel på netop deres måde. I alt har han stillet fire konkrete forslag, der kan ses på hans særlige valghjemmeside.

NYE VEDTÆGTER – Tanken er blandt andet at lave vedtægterne om, så det bliver mere fleksibelt, hvordan den lokale struktur er.

Hvis der er for eksempel er steder i landet, hvor man ønsker en simplere

foreningsstruktur, så skal landsvedtægterne rumme mulighed for det. På den måde bliver der færre antal foreninger, der skal administreres og på den måde reducerer du det administrative og kan skabe mere fokus på den reelle politiske aktivitet, siger Klaus Frandsen, der også vil gøre det nemmere, at komme i gang med aktiviteter rundt i landet.

– Ledelsen skal tilskynde til og støtte netværksbaseret aktivitet. Det kan for eksempel være lokale aktivitetsudvalg, hvor organisationen skal skabe rammerne og skabelonerne for et aktivt politisk arbejde uden man skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Jeg vil også styrke Politisk Udvalg, som skal have mulighed for at nedsætte ad hoc udvalg, når der er behov for det og dermed give et mandat til de aktive medlemmer – lige nu er systemet meget stift, fortæller Klaus Frandsen.

MODERNE TIDER Klaus Frandsen mener, at Radikale Venstre er det parti, der har haft det sværest ved at tilpasse de moderne tider, hvor det mere end nogensinde gælder om at sætte sig igennem i medierne og gribe en dagsorden. Med to blokke overfor hinanden har det været svært at være radikal.

– Det ligger dybt i vores kultur at analysere problemerne, foreslå løsninger og deltage i det besluttende arbejde.

Derfor fremstår vi i øjeblikket antikverede i det politiske billede. Men der er altså kun en part, der kan lede landet ad gangen. Det betyder, at vi ikke samtidig kan vise, at vores arbejdsmetode fører til en bedre ledelse af Danmark.

Spillereglerne betyder, at vi først skal vise, at vi mestrer det nuværende politiske billede – derefter kan vi så vinde et niveau af indflydelse, der giver os

mulighed for at påvirke den politiske kultur igen. Vi må anerkende, at de øvrige partier har indtaget parlamentariske positioner, hvor de har fundet sig til rette i det nuværende politiske billede og de ikke har tænkt sig at korrigere de positioner af hensyn til os.

Og for at mestre den situation skal der være et meget tæt samspil mellem folketingsgruppe og landsforbund, siger Klaus Frandsen.

Kræver det ikke en mere central ledelse – hvordan kan en landsformand bidrage til det?

– Min påstand er, at det godt kan lade sig gøre, at få en form, hvor du kan politikudvikle med landsforbundet med et stærkere kommunikativt fokus. Det vil for eksempel ske med et stærkere centralt politisk udvalg, der kan agere på et klart mandat. Så kan det laves på en ny måde med et stærkt radikalt indhold og med en vinkel, hvor det kommunikative og offensive også er tænkt ind. Vores ni medlemmer af folketingsgruppen har kun meget lille chance for at skabe succes alene – de har brug for medlemmerne.

Hvorfor skal de så – altså medlemmerne – stemme på dig til landsmødet?

– Jeg tror, at jeg kan få gennemført en strukturændring, der kan forbedre samspillet mellem landsforbundet og folketingsgruppen, og dermed skabe et stærkere og synligere parti. Og jeg tror, at jeg som person vil være velegnet til at styre den fase, hvor vi skal lave nye vedtægter og omstrukturere hele partiet. Sådan en fase kræver en ny landsformand – en formand, der både har dyb respekt for partiets historie og som kan handle i en moderne netværksbaseret struktur. Jeg kan skabe den forandring, der er nødvendig.

K LAUS FR A N DSEN har blandt meget andet været medlem af den radikale hovedbestyrelse i otte pe-

rioder, formand for partiets EU-udvalg, samt medlem af Fremsyns bestyrelse. Klaus Frandsen er desuden medforfatter af debatbogen Brud og præsidiemedlem i Akademiet for Fremtidsforskning. Han er 45 år, bor i København, far til Adam på seks og i civilt er han administrerende direktør i selskabet NETS, der laver internationale betalingsløsninger.

34

35

S

pørger man Mikkel Sarbo, hvordan det Radikale Venstre har det i efteråret 2009, så mener formandskandidaten, at partiet er i krise – Men der er absolut en fremtid for partiet, vores politik og vores holdninger, men det kræver, at vi flytter os som parti og organisation i takt med tiden, siger Mikkel Sarbo og giver dermed selv begrundelsen for, hvorfor han ønsker at blive formand for landsforbundet. Ligesom sin modkandidat, vil han have partiet rettet ind på en ny tid for politiske partier.

– Det nytter ikke at holde fast i principper og procedurer, som har vist sig at være demokratiske blindgyder.

Verden har ændret sig, og vi har som personer ændret den måde vi lever på, og den måde vi engagerer os i samfundet. Moderne politik, mediebilledet og deltagelsesformerne har flyttet sig enormt, uden vi har flyttet med.

Nu skal det radikale landsforbund til at flytte.

Hvor skal vi så flytte hen?

– Vi skal anerkende, at det ikke er godt nok ”kun”, at være en landssammenslutning af lokale led som man så ikke gør noget for. Landsforbundet har, groft sagt, ikke været så meget andet end stævner, møder og et medlemsmagasin. Vi er klar over, at når man i dag melder sig ind i et politisk parti, så er det ofte ud fra nationale overvejelser og interesser. Derfor er det som udgangspunkt, det nationale parti man melder sig ind i og ikke den lokale vælgerforening, siger Mikkel Sarbo, der blandt andet peger på, at den interne kommunikation skal være bedre.

– Vi har radikale.net og medlemsbladet, men det kan ikke løfte alene.

Derfor skal landsforbundet påtage sig

rollen som bindeled mellem medlemmerne og det, der foregår storpolitisk og nationalt. Arbejdet i hovedbestyrelsen og de politiske udvalg skal planlægges bedre, så vi kommer med vore politiske forslag med den rigtige timing. Ledelsesmæssigt skal vi også se på, om ikke regionale ledere, som eksempelvis storkredsformændene kunne spille en større rolle som bindeled mellem landsforbundet, MF’erne og medlemmerne lokalt. Lige nu bruger vi ikke de lokale led og alle de aktive medlemmer godt nok i politikudviklingen. Når man ikke bliver brugt og ikke bliver hørt, så gider man heller ikke være med, og det er synd. Vi har ellers muligheden for at blive det parti, der inddrager borgerne og al deres viden og alle deres erfaringer. Vi skal være det sted man går hen, hvis man vil gøre en forskel for samfundet, siger Mikkel Sarbo.

– Men kan man styrke et parti ved mindre topstyring? Er det ikke netop de topstyrede partier, der rykker lige nu?

– Der er meget stor forskel på centraliseret topstyring og moderne ledelse af politiske organisationer, og jeg tror vores mulighed ligger i sidstnævnte. Der ligger et enormt potentiale for fødderne af os, hvis vi skaber det dynamiske parti, som samfundets stærke vidensressourcer knytter sig an til og skaber nytænkende visionære løsninger på de samfundsudfordringer, som borgerne bekymrer sig om. Derfor er der behov for mere tydelige steder, hvor personer med noget på hjertet kan tage fat, når de har gejsten, og der skal være flere partimedlemmer, som føler et ansvar for at samle gode kræfter op. I det hele taget skal inddragelse i langt højere grad være et kodeord, for vi har brug for

flere engagerede kræfter til at løfte.

Vi har en lille folketingsgruppe og et lille sekretariat. Det er altafgørende, at vi formår at understøtte dem langt bedre med radikale kræfter fra baglandet. Når medlemmerne har været reelt med i udviklingen af partiets politik vil de også blive partiets ambassadører og komme til at fungere som en permanent hvervekampagne på arbejdspladser og studier. Allerede i efteråret venter der to vigtige valgkampe, hvor samspillet mellem den centrale og lokale organisation for alvor skal stå sin prøve og hvor andre aktører er i fuld gang med forberedelserne.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig til landsmødet?

Vi skal genvinde radikal indflydelse ved at skabe en stærk radikal bevægelse, som ustoppeligt udvikler visionære og pragmatiske politiske løsninger. Det kræver en landsformand, som kan samle, lede og udvikle partiet ved at motivere, engagere, opkvalificere og inddrage medlemmerne i både politikudvikling og kommunikation. Jeg har hele mit liv været beskæftiget med at inddrage og engagere mennesker i organisationer, og det her valg er et spørgsmål om, at have evnerne til at arbejde med intern kommunikation, motivation og have lysten til at tale med de enkelte medlemmer ude i landet om, hvordan deres arbejde for partiet kan blive mere effektivt – både for dem selv og for partiet. Jeg har også en erfaring med dialogskabelse og innovation, og synes jeg er god til at få folks ressourcer i spil. Os radikale har brug for at finde hinanden og det tror jeg vil være god til at hjælpe med.

MIK K EL SA R BO er 33 år og Cand. Merc. i strategi, organisation og ledelse. Han står bag et IT-firma i

Litauen og Tante T, der driver et thehus, en thehandel i København og importerer the til Danmark. Mikkel Sarbo sidder i hovedbestyrelsen og beklæder desuden posten som formand for partiets uddannelsesudvalg.

Mikkel Sarbo er tidligere formand for hovedbestyrelsen i Radikal Ungdom og har været folketingskandidat – først på Østerbro og senere på Vesterbro. Han er desuden formand for Idrættens Analyse Institut.

36

37

Sørens sidste bal Udmeldelser med efterfølgende nye partier og flere op og nedture i et politisk landskab, hvor midten nærmest er forsvundet. Der har været nok at se til for Søren Bald, der ved efterårets landsmøde takker af som landsformand.

TEKST: Søren Højlund Carlsen

D

FOTO: David Bering

en afgående forstander for Krogerup Højskole, Søren Bald, blev søndag valgt som ny landsformand for Det Radikale Venstre.

Med 184 stemmer lykkedes det lige akkurat Søren Bald at opnå de nødvendige halvtreds procent af de afgivne stemmer”. Sådan stod der at læse, hvis man søndag aften den 16. september 2001 klikkede sig ind på Ritzau Bureau. Fem dage efter den ikoniske dato den 11. september blev Søren Bald ny landsformand for Radikale Venstre. Posten som landsformand var blevet ledig efter den daværende formand Johannes Lebech var blevet udnævnt til minister i den sidste rokade i SR regeringen.

– Jeg var kort forinden stoppet som forstander på Krogerup Højskole og efter mange år med andre tillidsposter synes jeg, det kunne være spændende at blive landsformand. Jeg havde tiden og engagementet til det, fortæller Søren Bald, der måtte ud i et kampvalg med flere runder før han kunne indtræde som den 19. landsformand for Radikale Venstre. Otte år efter - næsten på dagen - overgiver Søren Bald så formandsstafetten til en ny landsformand, der også skal findes ved et kampvalg.

Allerede i foråret meddelte Søren Bald på et møde med partiets storkreds- og regionsformænd i Nyborg, at han ikke agtede at genopstille, når det blev tid til landsmødet. På afskedsmøde i Nyborg blev Søren Bald nærmest overvældet med tak for sin store indsats for partiet. Ikke mindst lagde deltagerne i mødet vægt på, at Søren Bald har arbejdet hårdt for at styrke medlemmernes muligheder i det politiske engagement og ikke mindst i det radikale arbejde lokalt. Og netop det lokale partiarbej-

38

de har altid ligget Søren Balds radikale hjerte nært.

– Jeg har først og fremmest været interesseret i, at organisationen har fungeret fornuftigt og, at medlemmerne har kunnet komme til orde i et frirum. Andre må jo vurdere om det er lykkes, men jeg har altid arbejdet ud fra devisen om, at ”ethvert synspunkt må kunne lyde” og det må jo så i øvrigt finde sig i at blive modsagt. Partiet skal være et åndeligt forum, hvor man kan diskutere frit og hjerteligt – det er radikale.net jo også et godt eksempel på, siger Søren Bald.

TURBULENT PERIODE Men det har nu ikke kun været sejre, fri debat og gode nyheder, der har præget det Baldske formandskab. Oven på flere års fremgang kom nedturen for et par siden ved sidste valg og siden hen er partiet blevet forfulgt af dårlige målinger og manglende indflydelse. Men det tager Søren Bald nu ikke så tungt.

– Da jeg startede som formand havde vi tidsånden med os og vi var selvsikre med fast grund under fødderne. Det er en helt afgørende forskel i forhold til nu – den gang var der stor optimisme, men vi havde heller ikke forestillet os, at den nuværende regering ville sidde så længe som den har gjort. Men jeg glad for at se tilbage på vores store mandatfremgang i 2005, der skyldes et rigtig godt samarbejde alle i partiet imellem. Siden hen er det jo så gået mindre godt, siger Søren Bald med vanlig underspillethed. For landsformanden har som den første formand siden 1920 oplevet dramatiske udmeldelser af folketingsgruppen med det resultat, at der kom hele to nye midterparter ud af Radikale Venstre. Især Simon Emil Ammitzbølls udmeldelse ramte formanden

hårdt. De to kendte hinanden fra Krogerup Højskole.

– Det var fuldstændig tumpet, at Simon Emil gik på den måde, men der var også skabt en situation op til, der ikke var særlig gennemtænkt. Det med Naser og Anders ramte mig overhovedet ikke. De har begge to en selvovervurdering, der fik dem til at agere helt utilregneligt og jeg har hele tiden sagt, at hvis man den gang bebrejdede Marianne (Jelved, red.), at de to gik ud, så ville jeg til enhver tid forsvare hende offentligt. Men jeg var da trist over Simons farvel. Op til var der kun én radikal MF’er, der havde forladt gruppen i hele partiets historie - nemlig godsejer Moesgaard-Kjeldsen i 1920. Og af de fire er der ingen tvivl om, at Simon var det største tab. Det har jeg aldrig lagt skjul på, siger Søren Bald med vanlig sans for den radikale historie, som han ofte – med mere eller mindre held - forsøger at indpode i den ”yngre” del af partiet. Således har denne signatur ofte været genstand for historier om Radikal Politiks rolle i den radikale historie og selvforståelse, og navne som Hørup, P. Munch og Zahle har lige så ofte været på bordet til redaktionsmøder som Vestager, Jelved og Helveg. Og netop den historiske ballast har givet en god modvægt, når udmeldelser og uro er fløjet omkring Søren Balds skrivebord.

– Til foråret næste år har jeg været med i det her parti i 50 år, så jeg oplevet mange op og nedture og masser af uenighed. Når man har en så lang historie og bred erfaring som jeg, så man bliver man også lidt mere afslappet, når det spidser til. Så uroen fylder ikke ret meget, når jeg tænker tilbage. Jeg tænker i stedet tilbage på, at jeg fik muligheden for at levere et stykke politisk arbejde på

S Ø R E N BA L D er født den 13. oktober 1940. Han er ud-

dannet folkeskolelærer og senere cand.mag. i samfundsfag og historie fra Københavns Universitet. Søren Bald har været underviser ved Hærens Officersskole, Søværnets Officersskole og Forsvarets Civilundervisning. En periode var han adjunkt på Christianshavns Gymnasium, indtil han i 1982 blev forstander for Krogerup Højskole, som han forlod i 2001. Fra 1990–1995 var han bestyrelsesmedlem i Foreningen for Folkehøjskoler og fra 1995 til 1999 formand for foreningen. Han har sideløbende haft mange forskellige tillidsposter i Radikale Venstre.

en måde jeg synes bedst. Jeg blev jo ikke formand for at fremme en fremtidig politisk karriere, og det mener jeg er en vigtigt pointe. Det handler om, at man skal udfylde det politiske og organisatoriske arbejde. Det Radikale Venstre er ikke en bus, hvor man hopper på og kører et par stoppesteder og så hopper af.

Det er en social organisation med en betydelig historisk ballast og med en række centrale politiske værdier, der kan blive omformet efterhånden som tiden ændrer sig. Derfor er det vigtigt at fortælle folk, at de ikke er de første her på kloden og heller ikke de sidste i det her parti. Historien skal ikke bestemme alt, men den er god til at sætte noget i et perspektiv - grædekoneriet må ikke tage overhånd, siger Søren Bald, der håber, at Radikale Venstre i fremtiden fortsat vil have en historie, hvor der både er en landsformand og en parlamentarisk leder – en deling af magten, som Søren Bald altid har talt varmt for.

SAGT EFTER SØR EN BA LDS FA RV EL: ”Søren har – som partiets bedste taler – altid været en fornøjelse at opleve på en talerstol, og det har været en lige så stor fornøjelse at arbejde sammen med ham i forskellige sammenhænge.”

Tomas Bech Madsen på radikale.net ”Søren Bald har menneskekundskab, der er så vidtfavnende, at det er sjældent set i dansk politik; dertil humor, temperament, selvironi og præcision. Igennem årene har han med stigende intensitet været med til at holde sammen på partiet.”

Boye J. Haure på radikale.net ”Søren Bald har arbejdet utrætteligt for organisationen og partiet, og han fortjener stor respekt for sin store indsats for Radikale Venstre. Jeg tror, at Søren fortsat vil levere store taler med sans for historien og humoren - for det er om noget Sørens varemærke. Ligeledes har Søren gjort en indsats for foreninger i alle led som et organisationsmenneske af hjertet.”

Margrethe Vestager, gruppeformand

FREMTIDEN – Der bør altid være klar adskillelse mellem folketingsgruppens og landsforbundets politiske kompetencer. Det er et radikalt adelsmærke, at vi netop ikke har de andres topstyring og vores struktur har vist sig levedygtig – den har givet næring til et rigt og frit parti, der ikke er blevet styret fra Christiansborg, siger Søren Bald, som nu får mere tid til sin vælgerforening i Indre By i København, hvor han sidder i bestyrelsen.

– Jeg glæder mig til at kunne arbejde mere for partiet her i København. Indtil nu har jeg af naturlige årsager holdt mig tilbage fra det lokalpolitiske arbejde – der skal landsformanden ikke rende rundt, men det kan jo sagtens tillade mig nu og det ser jeg frem til, siger Søren Bald.

39

d e t i nd re r i ng hjør ne

DET INDRE RINGHJØR NE – EN OPPOSITIONSFØLJETON Hvad har SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstre til fælles? Hvilken dagsorden kan de blive enig om, og hvilke reformer vil de sammen kæmpe for at gennemføre? Det er nogen af spørgsmål, som Radikal Politik har sat sig for at indhente svar på med det formål at afsøge territoriet for en stærk og samlet opposition, der kan give regeringen kamp til stregen. Det indre ringhjørne består af fire runder og hver gang vil repræsentanter fra alle tre oppositionspartier give deres respons på en række fælles spørgsmål. Anden omgang handler om uddannelses og skolepolitikken.

Ej blot til lyst Læring rimer på lyst, men det er ikke nødvendigvis lysten, der får hjulene til at dreje rundt. Og rundt skal de jo og gerne hurtigt og effektivt. I hvert fald hvis man spørger regeringen, som oppositionen synes har sat gang i et opgør med den danske uddannelseskultur. Radikal Politik har smidt uddannelsespolitikken ind til Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre i ringhjørnet.

TEKST: Trine Vendelboe Juel

I

FOTO: Scanpix og arkiv

denne anden runde af Det indre Ringhjørne har Radikal Politik spurgt uddannelsesordførerne fra de tre oppositionspartier om fælles holdninger og forskelligheder partierne i mellem. Nanna Westerby fra SF, Christine Antorini fra Socialdemokraterne og Marianne Jelved fra Radikale Venstre svarer her på spørgsmål.

Hvad er de mest centrale forskelle på dit partis uddannelsespolitik og regeringens?

S: For det første ønsker vi moderne undervisningsformer, herunder mulighed for gruppeeksamen samt langt større fokus på det praktiske og det kreative i undervisningen. For det andet bør kommunerne have frihed til at etablere helhedsskoler, så skole og SFO udvikles til en sammenhængende dag med leg og læring. Og for det tredje ønsker vi respekten tilbage til folkeskolen

40

med investering i lokaler, materialer og efteruddannelse af lærerne samt ledelsesrum til både lærere og ledere om den pædagogiske udvikling af folkeskolen.

SF: For det første vil SF bruge uddannelsessystemet til at mindske sociale skel og sørge for, at alle får en faglig stærk uddannelse med som ballast for livet. I klar modsætning til regeringen, der fokuserer snævert på faglighed til eliten. For det andet vil vi bruge de nødvendige midler for at opfylde målsætningen om, at 95 % af alle unge skal have en ungdomsuddannelse og dermed knække kurven med stigende specialundervisning og dårlige basale kundskaber. Endelig vil vi kæmpe for uddannelsesinstitutionernes fokus på det, de er bedst til; nemlig uddannelse.

Derfor skal det være slut med at gøre uddannelse til en handelsvare og omdanne institutionerne til købmandsforretninger.

RV: Vi anerkender, at lærere er uddannede til at være eksperter i en undervisning, der skabes decentralt i et samspil mellem eleverne og læreren.

Derfor skal samfundet vise lærerne tillid og skabe gode vilkår for udvikling af læringsmiljøer. Det ligger meget langt fra regeringens centralistiske tankegang med krav om dokumentation, og den bureaukratiske metode der ligger i at lave nationale test, kvalitetsrapporter og bindende trinmål i samtlige fag på alle klassetrin.

Hvad er omvendt umiddelbart de mest centrale lighedspunkter mellem SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstres uddannelsespolitik?

S: Vi arbejder tæt sammen om hele uddannelsespolitikken lige fra gymnasiereformen over erhvervsuddannelserne til pædagog- og læreruddannelsen.

Det er dog kun Socialdemokraterne, der er med i folkeskoleforligskredsen, ►

41

Ej blot til lyst men vi håber, at Radikale Venstre og SF vil træde ind i forliget, så vi i fællesskab kan arbejde for en faglig og ambitiøs folkeskole for alle.

SF: S-SF-R står for langtidsholdbar udvikling i hele uddannelsessystemet.

Vi vil have motivationen styrket og nye idéer afprøvet, så vi altid kan være pædagogisk fremme i skoen – fx igennem nye forsøgsskoler og opprioritering af videncentrene på professionshøjskolerne. Tidligere kunne man beskylde os for at stirre os blinde på idéen om ansvar for egen læring – sådan er det ikke i dag. S-SF-R repræsenterer en pragmatisk tilgang til pædagogik.

RV: Vi ønsker alle at begrænse markedsgørelsen og i stedet sikre ordentlige og stabile rammer for uddannelserne herunder forudsigelig økonomi. Vi

42

er også alle meget opmærksomme på dannelsesdimensionen og for behovet for at tilgodese alle børn og unge med den undervisning og på de vilkår, den enkelte har behov for.

Hvad får vores samfund mest brug for i fremtiden – hoveder eller hænder?

Og med hvilke kompetencer?

S: Vi har brug for de dygtigste uddannede og dannede (!) håndværkere, sygeplejersker og ingeniører, ligesom der er brug for flere med en universitetsuddannelse. Den store øvelse bliver at gå fra ufaglært til faglært og fra kort videregående uddannelse til længere uddannelse.

Derfor ønsker vi bl.a. at hæve uddannelsespligten til mindst 13 års obligatorisk uddannelse til alle og sikre efter- og videreuddannelse gennem hele livet.

SF: Vores akademikere skal være de bedste til at skabe ny viden og til at omdanne teori til praktisk udvikling af produktionen. Men vores samfund overlever ikke, hvis vi satser for snævert på universiteterne eller de tekniske skoler.

Vi har også brug for håndværkere, velfærdsarbejdere og merkantilt uddannede, der tilhører den faglige superliga.

RV: Velfærdssamfundet kan ikke fungere uden kloge hænder. Vi har brug for mennesker, der rummer masser af selvtillid, empati, samarbejdsevner og kreativitet. Mennesker, der kan mestre deres fremtid i fællesskaber, uanset hvad den fremtid måtte bringe, og som ser sig selv som både medborgere, unionsborgere og verdensborgere.

Hvordan vil I sikre udbuddet?

S: Der er behov for et massivt løft i uddannelsesinvesteringerne, ikke mindst på erhvervsuddannelserne og professionsuddannelserne. Samtidig skal økonomien ændres, så udkantsområderne får lettere ved at fastholde mindre uddannelsesmiljøer, ligesom der skal gennemføres en social takst, så unge fra uddannelsesfremmede miljøer får bedre hjælp på deres uddannelse.

SF: Vi kommer i nær fremtid til at mangle uddannet arbejdskraft og have et overskud af ufaglærte. Derfor skal vi skal sørge for, at flere unge får en uddannelse og styrke efteruddannelse, opkvalificering og omskoling. Det skal være lettere at skifte til de brancher, der mangler arbejdskraft, og samtidig kan vi frigøre arbejdskraft til velfærdens kerneopgaver ved at skære i det vildtvoksende bureaukrati i den offentlige sektor.

RV: Alle skal have en chance for at udvikle deres kvalifikationer og kompetencer, så ingen lades tilbage uden uddannelse, for det går ikke i et vidensamfund. Derfor skal vi gennem reformer sikre gode muligheder for livslang læring, omskoling og opkvalificering, og vi skal have mere fokus på både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Hvilke principper bør gælde for SU og dagpengesystemet?

S: Vi vil åbne for ’flaskehals-stipendier’, så voksne over 30 år kan læse på dagpengeniveau til uddannelser med meget lav arbejdsløshed som fx er tilfældet blandt lærere og pædagoger. Vi ønsker ikke at forhøje SU’en generelt, men vi ønsker at styrke SU’en for studerende med børn samt give bedre lånemuligheder ved studiestart.

SF: Vi støtter de nuværende SU-principper, og dem vil vi arbejde hårdt for at holde fast i. På dagpengeområdet støtter vi også det nuværende princip om 90 pct. dækning for den hidtidige arbejdsindtægt med et loft over det maksimale dagpengebeløb, da dagpengene skal give en rimelig dækning for den arbejdsfortjeneste, de ledige går glip af.

Af samme grund støtter vi også et princip om løbende 100 pct. regulering af satsen for maksimale dagpenge.

RV: Måske er der brug for lidt mere fleksibilitet på SU-området, og vi ser gerne dagpengeperioden gjort konjunkturafhængig, så den er kortere ved fuld beskæftigelse og længere ved sti-

GRIB DEBATTEN Opgør med markedstankegangen, mere fri forskning og bedre omskolingsmuligheder?

Etablering af helhedsskoler, mere anvendelsesorienteret undervisning og konjekturafhængig SU? Hvor mener du, samlingspunkterne lyser op, og hvor dybt stikker forskellene?

Grib debatten og bliv klogere på dit eget og de andre oppositionspartier.

Du kan bidrage med dine synspunkter på www. radikale.net/emner, hvor Det indre ringhjørne er oprettet som emne.

gende ledighed. Trindeling af niveauet hen over årene begyndende med et højere niveau over det kendte niveau til kontanthjælp, der er her er uafhængig af husstandsindkomst.

Hvad er hhv. det bedste og det dårligste ved Universitetsreformen?

S: Det bedste er, at forskningsfriheden blev slået fast med syvtommersøm i universitetsloven. Det triste er, at forskerne ikke oplever den i praksis, bl.a. pga. en nidkær detailstyring fra forskningsministeren.

SF: Det værste er den hierarkiske ledelsesstruktur, der sætter såvel medarbejdere som studerende uden for reel indflydelse, og gør det umuligt at slippe af med dårlige ledere. Det bedste er, at universitetsledelsen – i hvert fald på papiret – er eksplicit forpligtet på at værne om forskningsfriheden.

RV: Heldigvis er der fuldt flere penge med, men desværre også en ulidelig bureaukratisk detailstyring og en manglende ledelseslegitimitet.

Hvilke kriterier bør gælde for fordelingen af forskningsmidlerne?

S: Oplevelsen af forskningsfrihed hænger tæt sammen med balancen mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler, og derfor ønsker vi flere basismidler i forholdet 60-40.

SF: Når det gælder kriterierne for fordeling af basismidler bør ekstern indtjening vægte mindre og bibliometrien mere - hvis den vel at mærke er bestemt af de faglige miljøer selv.

Med hensyn til de samlede forskningsmidler skal der udvikles nogle principper, som styrker grundforskningen, men som samtidig giver mulighed for en vis fleksibilitet i afbalanceringen mellem fri forskning og politisk prioritering.

RV: 70 procent af midlerne børe være basismidler for at sikre et rimelig forudsigeligt økonomisk grundlag. De resterende 30 procent kan være konkurrenceudsatte.

Hvad skal kendetegne verdens bedste folkeskole?

S: At alle elever får mulighed for fuldt ud at udnytte det potentiale, de har. Uanset om de er teknisk, teoretiske, praktiske eller kreativt begavede.

SF: SF vil skabe en skole, der leverer så høj kvalitet, at privatskoler bliver udkonkurreret, for det er en falliterklæring, at så mange forældre fravælger folkeskolen. Skolen skal derfor motivere lærerne til at yde deres yderste, og den faglige stolthed skal findes frem ved at inddrage de ansatte i forandringsprocesser og den opgradering, der løbende skal finde sted i folkeskolen. Men skolen skal også stille krav til forældrene og inddrage dem i ansvaret for både det enkelte barns og fællesskabets trivsel i folkeskolen.

RV: Forskning har vist, at den værdifulde lærer er kendetegnet ved at kunne gennemføre klasserumsledelse og skabe tillidsfulde relationer til den enkelte elev ved at vise anerkendelse og interesse. Det giver nysgerrige og lærelystne elever, og derfor er folkeskolens vigtigste aktiv lærere, der formår at skabe sådanne relationer. □

43

Grøn Supermagt Thomas Friedman er en af verdens mest indflydelsesrige journalister med tre Pulitzerpriser i bagagen, og han er kendt verden over for sin ekspertise og engagement i international politik og økonomi. Thomas Friedman er en del af en ny indflydelsesrig liga, der argumenterer for, at den grønne vej er den eneste vej frem for USA – og resten af verden.

Radikal Politik mødte Thomas Friedman, der ynder at bruge Danmark som et mønstereksempel i klimakampen.

TEKST: Birgitte Ramsø Thomsen

M

FOTO: Scanpix

an skal ikke gå mange minutter før man kommer fra Det Hvide Hus i Washington DC til den noget mindre bygning, der huser New York Times’ redaktionskontorer i regeringsbyen. Her huserer stjerneskribenten Thomas Friedman i et stort og hyggeligt hjørnekontor med polstret, højrødt sofaarrangement, når han ikke er fløjet et eller andet sted hen på kloden. Det er han ofte. For udover at skrive sine to ugentlige klummer til avisen, deltager han i klimatopmøder, interviewer regeringschefer, forskere, virksomhedsledere og græsrødder og researcher til sine artikler og bøger. Som ofte før får den indledende snak om vejret med Friedman en ekstra dimension. Og ikke af den betryggende slags. Klimarekorder bliver nu sat overalt på kloden – også her i Washington DC, hvor der denne forårsdag er noget varmere end der ifølge kalenderen burde være. ”Global weirding” kaldes det også i Thomas Friedmans nye bog, som han gerne taler om, mens han tygger sig igennem sin frokostsandwich.

DE NYE GRØNNE Thomas Friedman er en af de amerikanere, som er overbevist om, at klima-

44

ændringerne er alvorlige, at der skal handles nu – og at problemerne kan vise sig at indeholde store muligheder. Men det er nu ikke så meget indholdet i det, han siger, der er bemærkelsesværdigt.

At situationen er alvorlig og hvorfor vi er endt i den, kommer ikke som et chok for de fleste oplyste europæere. Det er mere det, at det nu siges i USA - fra en fremtrædende plads og med eftertryk.

Friedmans holdninger er markante og radikale i et USA, som har været mildt sagt fodslæbende med at erkende sin rolle og anerkende sit ansvar. Og det er ikke mindst usædvanligt, at en tidligere udenrigskorrespondent og anerkendt politisk kommentator, der oven i købet har været glødende tilhænger af krigen i Irak (”af demokratiske grunde”) med brask og bram er gået ind i klima- og energidebatten. Hans prædikestol er dels New York Times, hvor hans klummer hver uge bliver læst af flere millioner læsere og hvor han har vundet tre Pulitzer-priser for sin journalistik. Dernæst hans bestsellerbøger. Blandt andet ”The world is flat” fra 2007 (om globalisering) og den nyeste ”Klimaets tidsalder ” (Hot, flat and crowded Why America needs a green revolution, red.).

For Friedman handler det ikke om kramme træer og redde nuttede isbjørne. Han har en meget større, national

dagsorden. USA skal investere massivt i at udvikle nye, grønne teknologier, dels fordi det er nødvendigt af hensyn til det globale klima og miljø. Men også for at opnå uafhængighed af den olie, som USA er blevet misbruger af og som støtter petrodictators i Mellemøsten. Og indirekte terror og kaos, mener han.

En positiv anmeldelse i det for amerikanske forhold venstreorienterede tidsskrift American Prospect fik Thomas Friedman til at se på sin egen rolle i energi- og klimadebatten på en ny måde. Anmelderen David Roberts udnævnte Friedman til at være en del af en nyslået grøn koalition, som har set dagens lys i den amerikanske klimadebat: De nye grønne.

– Jeg er en af dem som virkelig har bragt grønne emner ind i strategidiskussioner, ind i bestyrelseslokalerne hos virksomheder, som har lyttet til mig på en måde, som man ikke har til de traditionelle grønne i den mere klassiske, europæiske forstand. De nye grønne kommer ikke til kongressen og siger: ”Undskyld, høje herrer. Ville det være i orden hvis vi lige plantede et par træer her?” Vi har et meget større budskab. At handle grønt handler ikke bare om elkraft, men om national kraft. Det handler om, hvordan vi igen bliver stærke i dette land, og hvordan vi bliver re- ►

T HOM A S F R I E DM A N Thomas L. Friedman er en af verdens mest respekterede og indflydelsesrige journalister og klummeskribent ved New York Times. Hans nyeste bog ”Klimaets tidsalder” er udgivet på dansk i tidligere i år af Børsens Forlag. Friedman har bedt sine læsere om at komme med ideer til bogens næste udgaves 18. kapitel. Man kan deltage i debatten og stemme om andres ideer på www.thomaslfriedman. com/chapter18.

Friedmann har tre gange modtaget Pulitzer-prisen for sit arbejde på NY Times. Friedman er desuden forfatter til de internationale bestsellere: From Beirut to Jerusalem, The Lexus and the Olive Tree, som var hans første meget roste bog om globaliseringen og Longitudes and Attitudes, en samling reportager og refleksioner efter 11. september 2001.

Thomas Friedmans klummer kan – gratis – læses på nettet på www.nyt.com.

Og bliver hver uge trykt i 100 andre aviser verden over.

45

Grøn Supermagt spekterede og sikre igen. At plante træer er også en stor del af min vision, men det er ikke det hele. Vi kommer fra et andet hjørne i denne debat. Jeg har dyb respekt for de ”gamle grønne”. Det er ikke et spørgsmål om at være bedre eller dårligere, siger Thomas Friedman.

NYE TONER Det er nye toner i et USA, hvis regering i de forløbne otte år har rynket på næsen af alt, hvad der handlede om miljø og rutinemæssigt blokeret i internationale forhandlinger. Energibesparelser har ikke været en del af den politiske mainstream. Og derfor mener Friedman, at det er nødvendigt med bogens 448 sider med detaljerede analyser og blomstrende anekdoter for at forklare den amerikanske offentlighed, at det faktisk står helt galt til, hvorfor det gør det – og hvad der skal gøres.

– Jeg tror ikke, argumenterne er blevet præsenteret så godt som de burde. Vi har lige haft otte år med George Bush og Dick Cheney. George Bush kunne ikke få ordet c-c-conservation (energibesparelser, red.) ud af sin mund, siger Friedman og hentyder til en af ekspræsidentens berygtede sprogsvipsere.

– Energibesparelser var et grimt ord for Dick Cheney, og han fik det aldrig over sine læber. Det var for piger. ”Mænd som mig sparer ikke på energien. Vi spiser og forbruger, for det er hvad magtfulde mennesker gør”. Han var en idiot, synes jeg, og han har aldrig forstået, hvordan energibesparelser kan gøre USA stærkere, siger Thomas Friedman, der har større forhåbninger til præsident Obama. Han roser præsidentens satsninger på grønne jobs og grøn teknologi i de økonomiske hjælpepakker og udnævnelsen af personer til centrale topposter i regeringen. Men er stadig betænkelig ved, at energi- og klimapolitik ikke har fået den helt centrale placering, som er nødvendig.

– Jeg håber, at præsident Obama vil kunne bruge sin position, når vi kommer ud af denne økonomiske krise til 46

at lave nogle forandringer. Til at være en reel educator-in-chief. Jeg ville bare ønske, at han ikke var bundet på hænder og fødder. Den økonomiske krise har i den grad suget ilten ud af lokalet, tilføjer den grønne kæmper.

PRIS OG INNOVATION Thomas Friedman tror fremfor flere klimakonferencer mere på to grundlæggende elementer. Et prismæssigt incitament og innovation. Fastlagte energipriser skal vise forbrugere og energiproducenter, hvad de kan forvente, så de indretter adfærden derefter.

Det signal skal gøre de beskidte energikilder fra helvede: olie, kul og gas dyrere og rene vedvarende energiformer som vind, sol og jordvarme billigere.

Først da vil forandringen tage fart.

– Uden et prissignal, som skubber alle i den samme retning, bliver det meget svært. Jeg er ikke imod klimakonferencen i København til december, jeg hepper da på den. Men jeg tror ikke på, at vi kan lovgive os ud af dette problem.

Jeg tror simpelthen ikke på, at vi får 192 lande til at enes om en global ramme.

Men alt hvad man kan opnå, vil være et fremskridt, siger han.

Det andet element handler om at skabe et økosystem for innovation.

– Intet land har gjort det bedre end Danmark, og det siger jeg ikke for at smigre. Jeg beskriver det i min bog: Jeres CO2-afgifter, benzinafgifter, standarder og regler. Det vil jeg gerne have USA til at gøre i fuld skala. I har skabt et system, der ansporer til massiv innovation. Hvorfor blev Danisco, Novozymes og Vestas skabt i dette lille land med fem millioner mennesker. Det var ikke en selvfølge. De virksomheder kunne være kommet ud af Portugal eller Schweiz, men det gjorde de ikke. Det er jo ikke fordi, I har så meget bedre vind, sol eller biomasse, siger Thomas Friedman, hvis kongstanke er at stimulere innovation. Som hans ofte gentagne soundbite lyder: – Vi skal have 10.000 grønne opfindere i 10.000 garager, der afprøver 10.000 forskellige ting. 1000 af dem vil være lo-

Det skal være slut med at basere det amerikanske energiforbrug på olie - både den hjemlig og den udefra.

Limbaugh? (populær højreekstremistisk radiovært, red.)

vende, 100 vil være sindssygt cool og to af dem vil blive det nye grønne Google eller Microsoft. ET - energiteknologi – bliver det nye IT, og det vil give reel forandring.

Her har europæiske lande og især Danmark været den rollemodel, som Thomas Friedman igen og igen fremhæver i den amerikanske debat.

– Jeg bliver hele tiden spurgt: Hvordan skulle det kunne lade sig gøre med skatter på CO2-udledning? Så siger jeg: Lad mig fortælle jer om Danmark. Her har de afgifter og benzin til over 10 kr. literen – de må jo være til rotterne, i fattighuset, de stakkels danskere. Næh, faktisk har de lav arbejdsløshed, en stabil valuta og en stor eksportindustri indenfor grøn teknologi. Er du klar over, hvor nyttigt det er for mig? Jeg har et konkret eksempel. Fortæl mig, hvad der er galt i det billede. Kæmpe eksportindustri baseret på ren teknologi, rent miljø, et stærkt moralsk eksempel – uafhængig af petrodiktaturer. Hvilket element bryder du dig ikke om, Rush

GØRE DET SPÆNDENDE Jo mere man forbedrer teknologierne til at forhindre klimaændringer og nedsætte energiforbruget, jo større chance har man for at have teknologien til at tilpasse sig klimaforandring. Derfor skal man ikke droppe innovation og kun arbejde på tilpasning, som Bjørn Lomborg har været fortaler for, advarer Friedman.

– Du fjerner det aspekt, hvor menneskeheden kan stræbe og innovere. Det fjerner motivationen. Og vi skal motivere de unge. De skal stå og prøve ting af og regeringerne skal støtte op og fyre op under dem. Derfor betyder lederskab noget. Jeg har været til mange klimakonferencer i hele verden. Der er for mange hvide mænd i grå nålestribede habitter, der taler om klima. Der er ikke nok budskaber, der inspirerer og ansporer, og som unge mennesker virkelig kan tage til sig. Det er ikke så kedeligt, lad os gøre det spændende. Efter bogen udkom, har jeg har talt for virkelig store forsamlinger. Det siger mig, at folk er sultne efter en måde at tænke over det på, fortæller Thomas Friedman, der understreger, at inspirationen og energien skal komme på en ærlig måde. Han langer i et bogens kapitler ”205 nemme måder at redde verden på” ud efter tendensen i USA og andre vestlige land til at tro, at vi i øjeblikket gennemlever en grøn revolution. Hvad er det for en revolution, hvor alle er vindere, ingen behøver at opgive noget og ”nem” er det tillægsord, der oftest bliver brugt sammen med grøn, spørger han. Det er ikke en revolution. Det er en fest. Og i Amerika er det for det meste et karneval, hvor det handler om at præsentere sig som grøn.

Virksomheders greenwashing og magasinernes grønne temanumre flytter ikke ret meget.

– Vi har ikke brug for flere Live Earthkoncerter og Earth Days, siger han indtrængende. Jeg vil ikke bevidstgøres

mere nu. Hvis din bevidsthed ikke er vakt nu, er det fordi, du ikke hører efter.

Tiden er inde til mindre sang, mindre lytten – og mere handling.

DEN AMERIKANSKE LIVSSTIL Som samtalen skrider frem taler en mere og mere alvorlig Friedman, der også understreger, at han ikke har fundet svaret på det allervigtigste spørgsmål: Er der en måde, man kan hæve levestandarden for jordens nye millarder af mennesker på vej ind i middelklassen uden at ødelægge klimaet, forurene miljøet, smadre naturen og opbygge store kreditbobler?

– Måske skal vi producere nogle andre ting. Færre fladskærme og forbrugsvarer og mere energieffektive produkter. Når jeg er i Danmark, så ser det ud, som om I er tættere på svaret, end vi er.

Når jeg kører gennem Københavns indre by i myldretiden, ser jeg næsten lige så mange cykler som biler. Og folk cykler hjem til en meget god levestandard.

Jeg kan lide det, I har gjort, men I lever i et lillebitte land. Det er nemt at have cykler i Danmark, hvor du kun er tre kvarter væk fra næsten hvorsomhelst, inkl. lufthavnen. Det er sværere her.

Det vil kræve radikale ændringer.

– Vi amerikanere bliver nødt til at redefinere, hvad det betyder at være amerikaner på en mere bæredygtig måde og så opfinde redskaberne, så mange flere mennesker kan få en amerikansk livsstil uden at flå planeten i stykker.

Thomas Friedman lægger ikke skjul på, hvilken enorm udfordring det bliver. At ændre vejret er ikke et hobbyprojekt. Men han har også bestemt sig for at være optimist.

– Optimisterne plejer at tage fejl.

Pessimisterne plejer at få ret. Men alle de store forandringer gennem historien kan optimisterne tage æren for. Så jeg kaster mit lod i deres skål.

Og det gør han med sit yndlingscitat, det bedste udtryk for behersket optimisme, som også slutter bogen: ”Vi har lige præcis tid nok – hvis vi begynder nu.” □ 47

Under huden på

Afrika

Hvert år er der danskere, der betaler mange penge for at komme til at arbejde. Det lyder helt forkert, men ikke for Nina Bak Nielsen og Maja Tandrup Pedersen, der begge er ulandsfrivillige i Zambia. Her ligger lønnen vitterligt i arbejdet, fortæller de to veninder til Radikal Politik.

TEKST OG FOTO: Anders Lundt Hansen

S

kal du betale for at arbejde? Sådan lød det forbavsede spørgsmål til Nina Bak Nielsen, da hendes familie hørte, at hun skulle fire måneder til Zambia som volontør med et ungdomsprogram i Mellemfolkeligt Samvirke. Det lyder utroligt, at man kan få unge til at hoste op med over 35.000 kroner for at lave frivilligt arbejde, men spørger man Nina og hendes veninde Maja Tandrup Pedersen, er der mening med galskaben.

– Vi er her for at opleve Afrika under overfladen. Man kommer tættere på kulturen og på menneskene på denne måde, end hvis man bare rejser som turist. Gennem programmet fik vi en grundig forberedelse, en måneds højskole på Zanzibar, hvor vi lærte om demokratiopbygning, fattigdomsbekæmpelse og projektarbejde. Og bagefter kommer man ud til forskellige organisationer og bor hos lokale familier, fortæller Maja Tandrup Pedersen, der ikke er bange for at sige, at hun gerne vil gøre en forskel.

– Jeg ville gerne ud og – med en kliche – redde verden, eller gøre en forskel. Så jeg begyndte at undersøge de mange muligheder, men ikke alle steder fik man lov at bo hos nogle lokale, og det er en kæmpe fordel. Så lærer man meget mere, og man kan nemmere spørge hver gang, der er noget man ikke

48

forstår. Derfor valgte jeg det her program, tilføjer Maja Tandrup Pedersen.

AFRIKA MED STYRKE Maja og hendes veninde Nina Bak Nielsen bor nu i byen Mansa i det nordlige Zambia. Der er ingen nationalparker med giraffer eller løver i flere hundrede kilometers omkreds. Toiletterne er som regel huller i jorden, og myggene er fyldt med malaria. Det er et Afrika langt fra de glitrende turistpaladser og det vilde dyre-paradis, som rejseselskaberne sender 10.000 danskere af sted til hvert år. Men det er også et Afrika langt fra godhedsindustriens katastrofereklamer og elendighedskampagner. Det er et Afrika med styrke og sygdom, rigdom og armod, drømme og håbløshed. Det er livet i alle virkelighedens nuancer, som det leves af helt almindelige mennesker i Afrika. Og almindeligheden kan slå hårdt.

– En dag kom der en otteårig pige ind til den forening hvor vi arbejdede, og sagde: ”My uncle is dead”. Det viste sig, at hendes far og mor var døde, og hendes onkel havde taget sig af hende. Men nu var han død og hun havde ingen at bo hos. Hun var sulten og havde selvfølgelig ikke penge til mad. Men organisationen kunne ikke hjælpe hende, da den kun støttede pigers skolegang, så vi måtte sende hende hen til kirken og håbe de kunne hjælpe hende. Vi kunne jo ikke

opfinde en ny familie til hende, eller tage hende med hjem i kufferten, selv om vi gerne ville, fortæller Nina Bak Nielsen.

Også en anden episode har brændt sig fast i hukommelsen: – To veninder kom ind en dag. Den ene havde fire og den anden fem børn. De var begge HIV-positive, og det samme var alle børnene. Deres mænd var døde af sygdommen og nu havde de ingen mad. Vi troede den ene kvinde var gravid, men det var maven der var udspilet af sult. Børnene var meget små og tynde.

Vi prøvede at sende dem ned til kirken, men det eneste de fik der, var mel som var råddent, erindrer Nina Bak Nielsen.

KULTURUDVEKSLING Belært af mange års fejltagelser laver de fleste organisationer i Afrika nu langsigtet fattigdomsbekæmpelse, som uddannelse og mikrolån til iværksættere. Men det betyder man afviser de akut nødlidende, og det føles ikke godt.

– Man føler sig grådig. Vi er jo mangemillionærer her, selv om vi ikke har så mange penge, når vi er i Danmark.

I den situation, hvor meget kan man så nå at ændre, med tre måneders frivilligt arbejde?

– Den store overskrift på programmet er kulturudveksling. Vi skal lære af dem og de skal lære af os. Vi bliver sendt ud i det rigtige Afrika, for at se en anden vin- ►

Drenge p책 taxaholdepladsen i det centrale Mansa

49

Afstand fra Mansa, Zambia, til nærmeste: Biograf: 670 km • Kyst: 1200 km

Maja Tandrup Pedersen og Nina Bak Nielsen med nogle af deres elever foran klasselokalet på Mutende Basic School, Mansa, Zambia.

kel end den turisterne ser. Men det er også et forkert syn på Afrika – at se det som et sted hvor alle har det svært og har brug for hjælp. Det lyder som om afrikanere ikke kan en skid selv, men selvfølgelig kan de det. Men der mangler kreativitet. Når en har fået en ide, så kopierer alle den. I Mansa åbner der for eksempel lige nu et hav af gæstehuse, og de kan ikke løbe rundt alle sammen. Et andet problem er, at mange har brug for penge her og nu, og så er det svært at investere eller tænke langsigtet.

Når det drejer sig om kulturudveksling, hvordan er så forskellene på dansk og zambisk ungdomskultur?

– Ungdomskulturen er meget forskellig fra person til person og fra familie til familie. Det kommer også an på, hvilken kirke man tilhører. Nogle unge bruger meget tid i kirken med deres venner, hvor de synger eller danser. Andre tager på bar som i Danmark, men det er mest drengene. For pigerne er det ikke så heldigt at gå i byen, det er mest de prostituerede man ser dér. Så unge er meget mere hjemme. Der er mere kontrol med dem, hvor de er og hvad de laver, og det bliver ved selv om de er over 20 år gamle. De har også mange flere pligter i hjemmet. I den familie vi boede hos, var der fire børn. Drengen på 10 år havde kun en enkelt opgave, drengen på 15 havde et par huslige ting han skulle lave, og drengen på 21 havde ikke nogen. Men pigen, som var tretten, havde mange pligter. Det var blandt andet hende, som lavede mad i huset. Der er også meget mere disciplin. Vi havde 50

Nina Bak Nielsen (tv) og Maja Tandrup Pedersen (th) foran en kontorbygning for Mellemfolkeligt Samvirkes partnere i Mansa, Zambia

det for eksempel svært med, at børnene skulle ligge på knæ for deres mor, når de talte til hende, men det virkede jo ikke underligt for dem. Det føltes nogle gange som om de var mere bange for deres forældre end de respekterede dem. Når moderen eller faderen kaldte, så skulle de bare stå der, der var ikke noget med to minutter. De havde ikke meget tid til at vare børn. De gik i skole klokken syv-halv otte om morgenen, og når de kom hjem om eftermiddagen skulle de arbejde. Der var ikke meget tid til at lave ting med deres venner, og hvis der var, så blev det stoppet brat, hvis der var noget der skulle laves.

Kulturudveksling er jo et meget abstrakt ord, Hvad gør I konkret?

– Vi underviser en pigeklasse på Mutende Basic School i Matematik, Naturvidenskab og Engelsk. De er Grade 12, hvad der svarer til 3.G, men niveauet er lavt, og lærerne er ikke veluddannede, og kan dårligt tale engelsk, selv om de underviser i det. Desuden er der op til 80 elever i klasserne, og man stiller ingen spørgsmål. Så når vi underviser, er det ikke så meget undervisningen der er vigtig, det er mere at vise en anden måde at undervise på. Vi står ikke bare ved tavlen og skriver ned, vi går rundt mellem eleverne og viser, at de også kan deltage. Og så snakker vi om kulturforskelle, som for eksempel tidlige ægteskaber. Vi prøver at forklare dem, at det er vigtigt at få en uddannelse inden de bliver gift og får børn, og de kan godt se logikken. Det er bare ikke altid

det går sådan, for de bliver nødt til at rette sig efter hvad mændene siger.

AIDS-PROBLEMET Sex er altid et interessant emne, når de unge snakker med hinanden og søger råd hos de danske udsendinge. Og i Afrika er sex uløseligt forbundet med AIDS. – Hver gang vi snakker med unge prøver vi at fortælle, at de skal bruge kondomer, for AIDS er et kæmpeproblem. Så har de altid 1000 undskyldninger, som ikke holder. De starter for eksempel med at sige, at de ikke har sex før ægteskabet. Nogle siger så, at de prøver, men at det smutter for dem.

Nogle har en religion, der er modstandere af kondomer, og andre påstår, at de ikke virker alligevel, siger Nina Bak Nielsen, der fortæller, at religion i det hele taget fylder meget i hverdagen – Når religionen siger, at de ikke må bruge kondom, så bliver det svært, for religion betyder meget for folk – også de unge. Hver gang der sker noget, så er det fordi gud vil det. Jeg synes det er fint at de er troende og de ikke tror på sex før ægteskab, men det er lige overdrevet nok med den gud der, for han sætter en stopper for mange ting.

Når I reflekterer over jeres rolle her, er det så besværet og pengene værd?

– Vi forventede at komme ind under huden, og det er lykkedes, især fordi vi bor og arbejder hos lokale. Vi har også fået andre perspektiver på vores liv.

Man ser virkelig hvor privilegeret man er, med fri skolegang, læge, og SU. Det

McDonald’s: 2150 km • Dansk ambassade: 790 km • Krigszone: 950 km • Giraf: 360 km Nina Bak Nielsen

ALDER: 21 år KOMMER FRA: Slette Strand, Nordjylland UDDANNELSE: Slagter, udlært i 2008.

TJENTE PENGE TIL TUREN SOM: Slagter i Thisted FREMTIDSPLANER: Arbejde sommeren over, der-

efter videreuddannelse.

Maja Tandrup Pedersen

ALDER: 19 år KOMMER FRA: Gelsted, Fyn UDDANNELSE: Student 2008 TJENTE PENGE TIL TUREN SOM: Handicaphjælper FREMTIDSPLANER: Læse medicin i Odense

MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKES ungdomsprogram sen-

der unge mellem 18 og 25 år ud til lande i Afrika, Asien og Mellemamerika. Man bliver posteret to og to, bor privat, og arbejder i lokale organisationer. Se mere på www.globalcontact.dk, under ”lange ophold”.

er noget de studser over, at man i Danmark får penge for at gå i skole. Vi i Danmark har så mange flere muligheder og mange flere friheder. Vi kan tage hen hvor vi vil, og vi har mange penge mellem hænderne, som vi må bruge som vi vel. Men det er en udfordring, hvor man prøver kræfter med sig selv, lærer sig selv bedre at kende, og finder ud af hvad man egentlig kan klare. Vi er ikke de sarte typer, for så var vi taget hjem for længe siden. Hvis man ikke kan tåle jord under neglene eller at man lugter lidt af sved, så skal man ikke tage af sted. Omvendt skal man heller ikke lade sig afskrække, for når man først står der, så skal arbejdet jo gøres, og så kan man godt. Vi har også gjort en forskel for pigerne på skolen – det er 100 procent sikkert. Bare ved at tager en runde i klassen, hvor man får alle med, viser man, at man respekterer eleverne.

Og det giver en succesoplevelse, at de faktisk kan lære stoffet. Man kan se de er glade for, at vi er der, og det giver os rigtig meget. Det er selvfølgelig begrænset hvor stor en forskel vi kan gøre på tre måneder, men arbejdet fortsætter når vi kommer hjem. Mellemfolkeligt Samvirke lægger op til, at vi skal arbejde i Danmark med minimum ét frivilligt projekt, når vi kommer hjem. □ Anders Lundt Hansen er tidligere radikal folketingskandidat. Nu arbejder han for Mellemfolkeligt Samvirke i Zambia.

Her i Radikal Politik bringer han fra tid til anden nyt fra arbejdet i Afrika.

51

Det lange lys Radikale Venstre skal være Danmarks mest moderne parti. Sådan lyder ambitionen for det arbejde, partiet har sat i gang under overskriften ”Organisationsudvikling med det lange lys”.

TEKST: Zenia Stampe, Næstformand for Radikale Venstre

N

år man siger ’organisationsudvikling’ i en radikal forsamling, går der ikke mange sekunder, før snakken falder på spørgsmål som foreningsled, ledelsesstruktur og sektorpolitiske udvalg. Det er spørgsmål, som mange af os har en stærk holdning til, og som man derfor heller ikke kan komme uden om, når man taler om organisationsudvikling i Radikale Venstre. Men i bestræbelserne på at blive Danmarks mest moderne parti, har vi valgt at starte et spadestik dybere. Nemlig ved at spørge, hvad et moderne parti overhovedet er, og hvad det skal kunne. Det har vi fået mange interessante svar på. Både i hovedbestyrelsen, til møder rundt i landet og på mails fra baglandet. Der er især fire temaer, der går igen i de mange forskellige svar: Engagement, kampagner, fundraising og politikudvikling.

ENGAGEMENT En kommune- og kredsformand sagde det kort og klart: ”Vi skal kunne engagere”. Og hovedbestyrelsen tog tråden op og påpegede, at medlemmer skal kunne bidrage på mange forskellige måder, ”fra kage til cash” så at sige. De mange svar om engagement peger tilsammen på tre vigtige pointer: • Medlemmer skal kunne bidrage på mange forskellige måder.

• Medlemmer skal opsøges og opfordres til at deltage.

• Ikke-medlemmer skal kunne involvere i dele af partiets arbejde.

KAMPAGNER Et andet tema, der går igen i svarene på, hvad et moderne parti skal kunne, er kampagner. Kampagner handler dybest set om at søge indflydelse gennem påvirkning af folkestemningen. Ræsonnementet er enkelt: Hvis man ikke kan

52

samle et flertal i folketinget for en sag, så må man i stedet vende folkestemningen gennem en kampagne. Der er også flere der fremhæver kampagner som en måde at skabe gejst og fællesskabsfølelse blandt medlemmer. Til sammen peger svarene på to vigtige pointer: • Partiet skal lave løbende landsdækkende kampagner, der skaber synlighed udadtil og sammenhold indadtil.

• Partiet skal skabe en digital infrastruktur, der understøtter koordineringen af kampagner.

FUNDRAISE Man kan komme langt med engagement.

Men helt uden økonomi går det ikke. Derfor emmer besvarelserne også af inspiration fra de danske miljø- og u-landsorganisationer, der i den grad har formået at få økonomi og engagement til at gå hånd i hånd. Princippet er enkelt: I stedet for at opkræve tårnhøje kontingenter giver organisationerne medlemmerne mulighed for at bidrage økonomisk til konkrete projekter. Svarene peger på to vigtige pointer: • Medlemmer og frivillige skal kunne bidrage af flere kanaler, fx via sms, nettet, bidrag til sociale aktiviteter og køb af merchandise.

• Medlemmer og frivillige skal kunne støtte bestemte formål fx en kampagne, en annonce, et projekt, et arrangement eller en kandidat.

POLITIKUDVIKLE Endelig fremhæver mange, at en af hovedaktiviteterne i Radikale Venstre stadig bør være politikudvikling. Men både hovedbestyrelsen og udvalgsmedlemmer peger på, at politikudviklingen skal være hurtigere, mere fleksibel og mere målrettet. Hvis vi fx ved, at klimadebatten kommer til at dominere hele efteråret, så skal vi være i stand til at samle partiets skarpeste hoveder inden for klima og

lade dem arbejde målrettet med at bistå vores klimapolitiske ordfører hele efteråret. Besvarelserne peger derfor mod en ny organisering af politikudviklingen: • Politikudviklingen skal være hurtig, målrettet og outputorienteret.

• Politikudviklingen skal organiseres fleksibelt og inddrage nøglepersoner.

OG HVAD SÅ NU? Når alle disse ting er nævnt, kommer vi naturligvis heller ikke uden om at forholde os til, hvilken struktur, der bedst understøtter forventningerne til det moderne parti. Hvad skal vi mene om sektorudvalgene, antallet af lokale led, arbejdsdelingen mellem Hovedbestyrelse, Forretningsudvalg og Politisk udvalg og ledelsesstrukturen? Det er store spørgsmål, som vi vil bruge det næste halve år på at finde svar på. Til det formål foreslår vi, at Hovedbestyrelsen nedsætter en ny og bredere Lange-Lys-arbejdsgruppe, der skal forberede et udkast til nye vedtægter til behandling på landsmødet i 2010. Gruppen forventes bl.a. at se på: • Politikudvikling: Hvordan organiserer vi politikudviklingen, så vi bliver i stand til at reagere hurtigt på aktuelle problemstillinger og skabe ny og banebrydende politik. Hvordan sikrer vi det mest frugtbare samspil mellem folketingsgruppen, medlemmer og folk udefra?

• Kampagneorganisering: Hvordan skaber vi de kreative værksteder, der tænker ”fra politik på papir til politik ud over rampen”.

• Beslutningsstruktur: Hvordan sikrer vi en beslutningsstruktur, der både sikrer effektivitet og bred medlemsinddragelse?

• Lokal struktur: Hvordan organiserer vi det lokale arbejde, så vi undgår dobbeltstrukturer, samtidig med at vi sørger for, at kandidater og repræsentanter har det nødvendige bagland?

53

radikal ungdom

Lange lys og lyse udsigter HVORDAN SER DU RADIKALE Venstre i fremtiden? Bland dig i debatten, det har Radikal Ungdom gjort. Organisationsudviklingsprojektet ”Lange Lys” drejer sig som sagt om organisationskultur, men i højeste grad også om den kommende politiske struktur. I oplæget til Lange lys står at ”Radikale Venstre vil være Danmarks mest moderne parti! Intet mindre”. Radikal Ungdom har blandet sig i debatten. Vi hænger os ikke i gamle organisatoriske traditioner, dette ville jo alt andet lige gøre os til konservative. Derfor har vi taget teten op og tænkt forfra og bredt. For at Radikale Venstre skal blive et moderne parti giver Radikal Ungdom følgende bud: • For at øge kreativiteten og sikre samfundsmæssig aktuel politikudvikling

skal der på hvert landsmøde øde vælges ad hoc politikudviklende arbejdsgrupper.

Disse bliver pålagt af landsmødet at producere større politiske oplæg, udarbejde idegods til kampagner, aktuelle resolutioner og udspil evt. i samarbejde med Politik og Økonomi afdelingen. Ad hoc grupperne tilknyttes desuden et Folketingsmedlem.

• Radikale Venstre skal gøre det sjovere og mere spændende at være medlem af partiet. De aktive skal føle, at de får noget ud af deres engagement på både det politiske, sociale og personlige plan.

Dette kunne ske gennem introkurser for nye medlemmer samt et mere oplysende og borgerinddragende parti der fx holder offentlige møder, arrangementer samt offentlige seminarer og konferen-

inddragelse af cer. I forlængelse og med inddrag disse forslag må og skal også findes incitamenter og tiltag der får flere unge ind i partiet.

• Radikale Venstre skal for fremtiden have en landsmødevalgt politisk formand og næstformand. For at partiet organisationsmæssigt også i fremtiden kan køre på skinner skal der også vælges en landsmødevalgt organisatorisk næstformand.

Der er behov for en enstrenget ledelsesstruktur. Dette vil øge samhørigheden i partiet da den politiske leder vil have et klart mandat, hvilket vil give den politiske ledelse opbakning og legitimitet.

Radikal Ungdoms input til Lange Lys er præsenteret til Hovedbestyrelsen, og taget op af Lange lys arbejdsgruppen hvilket vi fra ungdommens side sætter stor

Piratkopiering og reformer ET AF EUROPAPARLAMENTS valgets overraskelser var det svenske Piratpartis valgresultat, der sikrede dem en plads i Bruxelles. Succesen stammer bl.a. fra deres modstand mod den svenske implementering af EU-direktivet IPRED, der mulligør udlevering af personoplysninger fra ISPer til staten. Men det er ikke kun i Sverige hvor man har set sådanne tiltag. I Frankrig blev en lov underkendt af højesteret, der betød, at ved tre gentagende forbrydelser mod ophavsret, så ryger internetforbindelsen. I Danmark har der været luftet flere muligheder for hvordan piratkopiering af musik og film kan bringes ned. Junibevægelsens EP-kandidat Hanne Dahl forslog f.eks. under valgkampen, at man skulle lovliggøre fildeling, hvis blot rettighedshaverne fik kompensation igennem en dertil oprettet fond. Inspireret af et britisk fortilfælde vil telebranchen og rettighedshaverne nu have oprettet et ”piratnævn”, der vil give fildelere en løftet pegefinger ved at sende breve direkte til dem.

54

LAPPELØSNINGER Begge de danske forslag kan umiddelbart virke som oplagte løsningsforslag på den konflikt vi har befundet os i, i det sidste årti. Men det er dog blot lappeløsninger, der netop ikke tager hul på den debat som forsøges holdt nede som i en anden trykkoger. Hanne Dahls forslag gør intet andet end at lade de lovlydige betale for piratkopisterne, og man får bange anelser om en eller anden planøkonomisk model til fordeling af indtægterne til rettighedshaverne. Forslaget om piratnævnet er bl.a. blevet kritiseret af Forbrugerrådet af dets forringelse af internetbrugeres retssikkerhed, når nu personlige oplysninger vil flyde rundt mellem organisationer. Og endnu værre er det, at forslaget ser ud til at ville ”kopiere” den franske three-strikes-lovgivning.Træder vi et skridt tilbage fra den praktiske politik, er der et helt centralt spørgsmål, som vi bliver nødt til at stille os selv: I hvilken grad skal viden kunne gøres til en vare og kunne købes og sæl-

ges? Det er vigtigt at huske, at intellektuel ejendomsret er ganske forskellig fra ejendomsret over materielle goder. Vi har givet producenterne ret til tjene penge på deres frembringelser af ny viden, men det har altid været i forventning om, at denne ret er tidsbegrænset. Længden af rettighedshavernes monopol er forskellig alt efter hvilken form for vidensgode der er tale om; selvfølgelig ud fra en ide om, hvor lang tid det vil tage at tjene udgifterne ind igen.

Det er på tide, at vi ser på den anden partner i denne tangodans, forbrugeren.

Med de digitale mediers og internettets fremkomst er forbrugsmulighederne øget, men samtidig har hendes rettigheder været under pres. Længden af ophavsret forlænges på visse værker og samtidig forbydes simple ting som f.eks. at tage sikkerhedskopier af egne Cd’er.

Nok er nok, siger man jo, og det gælder også her. I Radikal Ungdom arbejder vi med vores eget reformforslag som vi håber på at kunne præsentere efter som-

RU FOR M A N DE NS K LU M M E

Stå fast pris på. Vi vil et fremtidssikret Radikal Venstre, et moderne parti der sprudler og giver plads til nye medlemmer, kampagneudvikling og politikudvikling.

Dette er dog ikke ment som et ungdomsoprør i partiet, men blot en påmindelse om at ungdommen er partiets fremtid.

Ung som gammel, lad os se realiteterne i øjnene, Radikale Venstre er ikke ”Danmarks mest moderne parti”, lang fra. Så bland dig i debatten indtil landsmødet 2010, det gør vi.

TEKST: Simon Dyhr, Hovedbestyrelses-

formand, Radikal Ungdom

merferien. Vi håber på, at vi får en rigtig god debat omkring emnet, som optager os alle. Og så håber vi på, at det bliver os der får trykkogerens låg til at springe af engang til efteråret.

TEKST: Mark Gray, tovholder for Radikal

Ungdoms IT-politiske arbejdsgruppe

MÅSKE VAR DET FORDI AGURKERNE var ekstra slatne denne sommer, at regeringsblokken følte så stærk en trang til at vise handlekraft i første halvdel af august. Det var i hvert fald en overvældende oplevelse at komme hjem til Danmark efter ferien og opleve et så kraftigt skred i værdier på så kort tid.

Først var der den tragiske rydning af af Brorsonskirken i nattens mulm og mørke. Det var næppe tilfældigt, at det skete, da det gjorde, og I DF gnider man sig sikkert i hænderne over at have fået bolden spillet ind på den udlændingepolitiske bane igen. For alle dem, der stadig har bevaret blot et gran af medmenneskelighed, var det bare endnu en trist og beskæmmende dag for Danmark.

Også de Konservatives nye forslag til at sikre ‘demokratisk integration’ er nok til at give en dårlig smag i munden. Ideen om et forbud mod at bære burkaen er direkte tåbeligt. Det kan aldrig være en politisk opgave at regulere hvilken beklædning, danskerne bærer i det offentlige rum. Folk har ret til at mene og tro, hvad de vil. Tanken om at registrere folks etnicitet i forbindelse med sygdomme er i anden boldgade, men lige frastødende. Tendensen er ubehageligt tydelig.

Som om der ikke var stof nok i, at højrefløjen har disse holdninger, har især Socialdemokraterne skuffet efter ferien. Først var Helle Thorning ude med riven efter Poul Nyrup, fordi han tillod sig at blive følelsesladet over de afviste irakeres situation. Hun havde skam rygrad til at stå imod, og den nuværende udlændingepolitik lå fast under en S-ledet regering. Og Henrik Sass Larsen var desuden helt også helt enig i med Khader i, at en burka skulle forbydes, så snart den bevægede sig ud af gadedøren. Men Socialdemokraterne har et fundamentalt problem.

Højrefløjen vil altid være bedst til at føre højreorienteret politik. Forsøg på kopiering vil blot udløse en spiral af overbud indtil Socialdemokraterne blinker først.

Radikale Venstre har haft en klar stemme fra i begge sager, og det har været befriende at opleve. Det har også været med til at bekræfte partiets gode figur på udlændinge- og integrationsområdet. Op til folketingsvalget i 2007 så vi, at partiet sænkede paraderne et kort øjeblik for at tækkes socialdemokraterne, og det gav gevaldigt bagslag. Den fejl må det Radikale Venstre ikke gentage. Partiets politik må ikke gå på kompromis med vores fundamentale principper om respekt for menneskerettigheder og almindelig medmenneskelig anstændighed. I stedet må vi prøve at få Socialdemokraterne til at forstå, at de bliver nødt til at formulere et selvstændigt politisk projekt, hvis de vil have regeringsmagten. Det projekt må rumme vision om en udlændingepolitik, der skal trækkes i en helt anden retning, hvis de radikale mandater skal tælles med. Derfor skal Radikale Venstre være faste i kødet og sige fra overfor socialdemokraterne både nu, op til og efter næste valg – også selvom det risikerer at få konsekvenser for partiets deltagelse i et regeringssamarbejde.

Emil Dyred, landsformand for Radikal Ungdom

55

udef r a

Efter stormen TEKST:

Rune Engelbreth Larsen, forfatter og idéhistoriker

E

t skib kan blive tvunget til at kaste mangt og meget overbord under et langvarigt stormvejr. Det kan selvfølgelig være en smertefuld og nedslående proces, men hvis nu udsigten var blevet spærret og tovværket bragt i en forfærdelig uorden, fordi det gamle skib havde fået raget en del overflødigt tingeltangel ombord undervejs, kan det måske også være en nødvendig påmindelse om at finde tilbage til det essentielle? For når stormen så endelig har lagt sig, er det dog stadig væk det samme skib. Besætningen er naturligvis decimeret, men de, der er tilbage, har måske også netop udvist den fornødne karakter og viljestyrke, der skal til for fremover at rekruttere nye talenter til forestående slag med større omhu.

DET GODE SKIB Det handler selvfølgelig om det gode skib, De Radikale. I 1990’erne fulgte partiet Socialdemokraternes kurs for ukritisk, så man knap nok opdagede, hvordan kaptajn Nyrup gradvis opgav slaget mod Dansk Folkepartis hærgende Uboot. Med én tunge afskrev han enhver alliance med den nye fjende i dybet som utænkelig, og med en anden tunge lod han sætte sejl efter deres sorte kølvandsstribe. I mellemtiden har Thorning-Schmidt overtaget roret hos Socialdemokraterne, og imens hun har lagt sit skib endnu tættere op ad kaptajn Kjærsgaard og de facto har kapituleret på væsentlige værdipolitiske, retspolitiske og udlændingepolitiske områder, har De Radikale imidlertid genfundet og udstukket deres egen kurs.

TRUSSEL Men er Søvndal og Thorning-Schmidt så blevet en større trussel mod Dansk Folkeparti? Tværtimod. I næsten hele Dansk Folkepartis levetid har partier nemlig prøvet at sænke Kjærsgaard ved at kopiere stadig større dele af hendes strategi

56

ud fra det fromme håb, at man dermed kunne overskære fødekæden til hendes vælgerfremgang – og hver gang strategien er blevet målt ved det efterfølgende valg, er Dansk Folkeparti gået frem. Og dog har de færreste partier tilsyneladende lært noget. Senest under (luft)kaptajn Messerschmidts valgsejr, hvor det var V og K, som prøvede at stjæle dele af hans dagsorden med det resultat, at Dansk Folkeparti igen tordnede frem. Og i SF’s tilfælde, hvor medløberiet umiddelbart er gået heldigt i forhold til øget vælgeropbakning, er fremgangen i høj grad befordret og båret af et momentum, som ikke mindst VK-regeringens har skabt ved at skamrose Søvndal.

TO GRUNDE Det er sket af to og kun to grunde, som vist kun Søvndal og Sohn kan være blinde for: For det første fordi ros af SF’s rorgænger ganske enkelt egner sig fortrinligt til at chikanere og svække Socialdemokraterne. Og for det andet – og selvfølgelig vigtigere – fordi den danske medievirkelighed er ekstremt domineret af en udtalt og uudtalt konsensus om, at diskrimination, kynisk deportationspolitik og hån, spot og latterliggørelse er en »fair« kurs, uanset hvor mange menneskerettighedsorganisationer, EU-domme og internationale politikere og medier, der udtrykker det stik modsatte. SF scoret massive rygklap blandt medier og regeringsloyale exspindoktorer, der til flere stemmer. Imens dansede man ombord på Dansk Folkepartis Uboot og satte igen farten et par knob i vejret. Omvendt har De Radikale turdet genfinde anstændigheden i et stadig skarpere opgør med den udlændingepolitiske kynisme, der fortsat er og bliver det snævre, men udslagsgivende politiske slag i disse år, og dét er som nævnt upopulært ud fra den aktuelle tidsånds snæversyn, som også flertallet af medierne sætter sejl efter. Men skal der politiske ændringer

til, er der nogen, der må tage det hårde slid og skabe fronten for en ny selvstændig dagsorden, også i modvind. De Radikale er kommet af med en del dødvægt og er derfor også skåret ned til en mere overskuelig størrelse, men det er måske også forudsætningen for både at få plads til at fremrykke talenterne fra kulissen og samtidig blive en betydeligt mere fokuseret og skarpsleben spydspids for en langt mere humanistisk værdi-, rets- og udlændingepolitik. Det er således ikke på trods af en nedslående og ulyksagelig decimering af De Radikales folketingsgruppe, at partiet står betydeligt bedre rustet til denne afgørende udfordring – det er på grund af en heldig decimering.

UDEFRA er Radikal Politiks nye klummeserie, hvor vi beder en markant dansk personlighed udefra partiet om sit syn på et aktuelt emne. Denne gang har debattøren og forfatteren Rune Engelbrecht Larsen givet sit bud på det radikale ståsted.

k u lt u rk a r r u sel le n

Kulturkarrusellen er Radikal Politiks nye interviewserie, hvor vi udfritter en radikal profils kulturforbrug. Denne gang er det gruppeformand Margrethe Vestagers kulturforbrug, der får en tur i karrusellen.

Hvornår var du sidst i biografen og hvad så du?

Hvilken hjemmeside i relation til kultur besøger du oftest og hvordan bruger du den?

Er der en film, som du vender tilbage til igen og igen?

Fortæl om en overset kulturperle du holder af?

– Jeg så ”Monsters vs. Aliens” - i 3 D - sammen med mine piger. Det var en sjov oplevelse, og selvom jeg nok ikke er den primære målgruppe, var der mange underholdende referencer til politik og andre film.

– Ja, “Betty Blue” og “Subway”.

Hvad er dit forhold til din dvd-maskine?

– Det er rigtig godt. Især fordi jeg ofte må afbryde en film, for senere at genoptage at se den, så jeg ved hvordan den virker i detaljer.

– Ubestridt www.aok.dk - Alt om København. Jeg bruger den til at finde film, åbningstider på museer, loppemarkeder, anmeldelser på alt fra caféer og restauranter til film og genbrugstøj.

– Bibliotekshaven – det gamle kongelige biblioteks have der ligger mellem Provianthuset og Tøjhusmuseet. Det er et dejligt sted, en oase, på slotsholmen.

Jeg holder også af det første andelsmejeri ”Andelsmejeriet i Hjedding”, der er en lille beskeden bygning ikke langt fra, hvor jeg er vokset op. Jeg synes stadig, at jeg kan fornemme den jordnære genialitet, der ligger i ideen om ”en mand, en stemme”.

Ser du tv-serier?

– Ja. Når jeg kan komme til det, hvilket er sjældent.

Det kræver jo, at jeg er på det samme sted mindst en gang om ugen. Jeg ser de store danske serier og gerne for eksempel ”Desperate Housewives”. Jeg har også set ”West Wing” en del gange på dvd. Specielt fascinerende på en tur til Tanzania med et hårdt program i alle de lyse timer og så ”West Wing” efter sengetid.

Jeg tager også en stor dosis ”The Daily Show” en gang imellem på min pc.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

– Der ligger en hel stak fordi jeg kom forbi en boghandel for ganske nylig. Blandt andre ”Tyrkisk gambit” (af Boris Akuni, red.), ”Kunsten at kende sig selv” (af Arthur Schopenhauer, red.), et par bøger om klodens mulige fremtid og en krimi.

Hvad er der af kultur i din arbejdsdag?

– Politik er kultur. Christiansborg er fuld af kultur.

Alene frisen i vandrehallen er smukt og tankevækkende med mus, rotter og en tissende hund og selvfølgelig de let ironiske ordsprog og sentenser.

Hvordan udfordrer du sig selv med kultur?

– For lidt. Når jeg gør, er det ofte i form af bøger og i mindre grad teater og kunst. At forene sig med dansk kultur er i sig selv en udfordring. Efter al den kanonsnak er det en kamp at holde kultur levende som en udfordring, fordring og inspiration. Risikoen er, at det bare bliver goldt a la ”det skal du kende for at være et dannet menneske”.

Hvordan slapper du bedst af med kultur?

Hvad bruger du museer til?

– Jeg finder inspiration, finder andre syn på virkeligheden – uanset om det er en udstilling om Danmarks fortid eller provokerende moderne kunst.

– TV, radio, bøger og kirke. Hvis det skal være mere præcist er det med krimier og action. Eller dansk pop musik i bilen...

57

bøger

DEN PER FEKTE STOR M Finansernes fald Jesper Berg og Morten L. Bech Gyldendal Læst af Morten Helveg Petersen REGULERING AF den finansielle sektor har ikke været de første spørgsmål på vælgermøder i mange år.

Politisk er der typisk langt mere opmærksomhed om arbejdskraft end om kapital.

Men det ændres i disse år som følge af finanskrisen og

d massive offentlige tiltag de fo at afbøde virkningerne. for P Politisk er problemet blandt a andet at finansielle spørgsm er tekniske, svært genmål n nemskuelige og uden størr vælgerappel. Så er der re m mere slag i at afskaffe efterlø lønnen og forkorte dagp pengeperioden.

Men finansk krisen ændrer måske på det fo forhold.

En ny bog forsøger at fo forklare hvorfor finanskrisen o opstod og hvilke faktorer d indgik. Jesper Berg og der M Morten Bech beskriver på knap 300 sider de tekniske årsager til at det kunne gå så galt. Undertitlen på bogen er ”den perfekte storm”. Et udtryk lånt fra en storm der i 1991 ramte New England og som var stærkere end nogen storm før. Den perfekte storm var tre storme der gled sammen i én og skabte bølger op til 30 meter. Og på tilsvarende vis i den finansielle verden. Tre forhold har ført til en samtidig krise.

Den makroøkonomiske politik, incitamenterne og aflønningerne i den finansielle sektor samt fremkomsten af myriader af finansielle produkter, der til sidst var så

R a d i k al Pol it i k a nb efale r: DET POLITISKE SUPERBRAND er titlen på en ny bog fra Børsens Forlag og et begreb, som forfatterne har opfundet til lejligheden. For i bogen beskriver forfatterne, Bo Bredsgaard Lund og Mads Christian Esbensen, hvilke egenskaber, der skal til for at brænde igennem overfor vælgerne og blive et ”Politisk superbrand”. Bogen opstiller seks parametre, som ligger til grund for en politikers såkaldte brand value: synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma. Med baggrund i disse seks parametre analyserer bogen en håndfuld danske toppolitikere og sætter tal på deres brand value. Vi møder blandt andre Villy Søvndal, Margrethe Vestager og Lars Løkke Rasmussen.

Radikal Politik har i øvrigt bedt politisk kommentator Niels Krause Kjær om en anmeldelse af Det politiske superbrand. Den kan du læse i det næste nummer.

58

indviklede at ingen forstod dem, ej heller de finansielle instititioner selv eller tilsynsmyndighederne.

GODT OVERBLIK Bogen giver et godt overblik over historikken. Det er bestemt en fordel at have kendskab til finansielle begreber, men man sparer formentlig det meste af en årsprøve på polit-studiet hvis man holder fast og tygger sig igennem de knap 300 sider.

Det fyger om ørerne med forkortelser på avancerede finansielle produkter så selv en forhenværende forsvarsordfører får sved på panden: MBS, ABS, SPV, CDO, RMBS, CMBS, CDS, SIV for nu blot at nævne nogle af de mest oplagte.

Alfabetsuppen er tyk, men en nyttig ordforklaring bagest i bogen hjælper læseren på vej. Meget af fokus i bogen er på amerikanske forhold, men Danmark og Europa går bestemt ikke ram forbi.

Fordi mange af problemerne er globale i karakter er der ingen der kan undslippe.

Forfatterne er kontante og skarpe i deres kritik af

ledelser og bestyrelser i finansielle institutioner over hele verden. Og måske hårdest i deres – berettigede – kritik af ratingbureauerne, der har haft mistænkelige dobbeltroller i vurderingen af finansielle produkter.

Fremtiden må ifølge forfatterne blandt andet byde på ændring af incitatmenter, reform af ratingbureauernes rolle i det finansielle system samt øget tilsyn. Den perfekte storm er en beretning om kontrolmekanismer der svigtede – eller ikke eksisterede.

Samt et bud på mulige scenarier for fremtiden, det ene mere dystert end det andet. Den perfekte storm er måske ikke lige det mest oplagte bud på bogen der ligger i strandtasken.

Men den tilbyder et crashcourse i finans og økonomi og giver et godt overblik over strukturelle forhold og udfordringer i de kommende år. Kan anbefales.

Morten Helveg Petersen var indtil sin udtræden af Folketinget, finansordfører for Radikale Venstre.

DØDSKYSSET er titlen på bogen om afslutningen af den længste europæiske krigsperiode i mands minde i nyere tid. For 20 år siden – natten mellem den 9. og den 10. november – blev der i Berlin sat punktum for Den kolde krig, som den havde udviklet sig mellem øst og vest. Bogen, der udkommer i efteråret på Forlaget Sohn, har lånt sin titel fra Gorbatjovs kys til den østtyske leder Erich Honecker i forbindelse med den østtyske stats 40 års jubilæum den

HYGGEPASSIAR Kvinderne på Klitgården Kirsten Jacobsen Gyldendal Læst af Camilla Hersom HOVEDSPØRGSMÅLET i de-

batbogen Kvinderne på Klitgården er hvorfor mænd i langt højere grad end kvinder deltager i samfundsdebatten. Og det er da et godt spørgsmål, ikke mindst når man som jeg betragter sig selv som feminist. Det er bare ikke rigtigt det spørgsmål, bogen svarer på. I stedet får vi otte kvinders forskellige

7. oktober 1989. Gorbatjov hviskede Honecker i øret: ”Den der kommer for sent bliver straffet af livet” og det blev han kun få dage senere, men beskeden betød også, at der om mandagen ikke blev skudt på de flere end 100 tusinde demonstrerende i Leipzigs gader. Bogen skildrer begivenhederne, der førte frem til kommunismens sammenbrud såvel i Østeuropa som i Sovjetunionen, men med Berlin og ”Murens fald” centralt placeret i processen.

ssyn på en række emner med in indbyggede dilemmaer: terrror, krigen i Irak, gensplejsnning af fødevarer osv. Form men gør bogen lidt stiv - de oopstillede dilemmaer fremsstår ikke som presserende sspørgsmål for de involverede ddebattører, selv om det vel nnormalt er årsagen til at skrivve en debatbog: At man har nnoget på hjertet. Helt galt går ddet i diskussionen af grundla laget for Danmarks deltagelsse i Irak-krigen, som udvikle ler sig til en diskussion om, hvorvidt debattørerne tror eller ikke tror, at Anders Fogh Rasmussen løj om begrundelsen for krigen. Hallo?! Tillid er afgørende i politik, men man kan da ikke have en seriøs diskussion af beslutningsgrundlaget for krigen baseret på, om man tror på Fogh eller ej. Det må handle om forløb, evidens, beviser – og ikke mindst regeringens fortsatte uvilje mod at gennemføre en uvildig undersøgelse, der om noget taler for sig selv.

FRISK STEMME Bogen er derfor mest interessant i de afsnit, hvor diskussionen glider videre fra de

opstillede dilemmaer til forhold, hvor kvinderne oprigtigt har en mening om eller kontant erfaring med området: abort, menneskehandel og prostitution, tvangsfjernelse af børn, samt i kapitlet om integration, som tilsyneladende fortsat er danskernes foretrukne debatemne. Måske på grund af formen med generelle samfundsemner, er det de to politikere, Christine Antorini og Louise Gade, der fremstår stærkest i bogen.

Samt filmproducer Vibeke Windeløv som en herlig forfriskende stemme. Resten af debattørernes holdninger og værdisæt har man ikke noget klart billede af efter endt læsning. Alligevel er bogen værd at læse. Den giver et udmærket indblik i, hvordan en gruppe stærke, højtuddannede og erfaringsrige kvinder, der hver især har drevet det vidt indenfor deres eget område, opfatter væsentlige samfundsemner. Det er interessant læsning for radikale tillidsfolk, for det er ikke alt sammen vand på den radikale mølle.

Også interessant for radikale læsere vil være, at Vi-

beke Windeløv for flere år siden meldte sig ind i Radikale Venstre, og hendes undren i den sammenhæng over, at ingen fra partiet henvendte sig til hende, før der blev diskuteret film, støtteordninger og kulturpolitik i Folketinget samt hendes resignation i forhold til det at være partimedlem. ”Det er også noget med, at så er man altså medlem af et parti, og hvad betyder det egentligt”? Det synes jeg er en overvejelse værd, ikke mindst med tanke på vores igangværende tanker om at udvikle den radikale organisation. Har vi som parti råd til at overse den slags kapaciteter? Skal vi lade det være op til det enkelte medlem efter indmeldelse at finde rundt i partiets kringelkroge? Jeg mener det ikke.

Camilla Hersom er radikal folketingskandidat i Middelfart

GEORG W. BUSH er nok lykkelig glemt af mange efter Barack Obamas indtræden i det hvide hus. Men der er grund til at huske den forrige amerikanske præsident af mange årsager – måske flest dårlige. I en ny biografi; ”Georg W. Bush – dødsikker” kommer man helt tæt på præsidenten og hans eftermæle.

Bogen er skrevet af den anerkendte forfatter, Martin Draper og den skulle være en af de mest velresearchede, objektive og intime portræt af den 43. præsident. Den er blevet rost til skyerne fra begge sider af det politiske spektrum, da den udkom i 2007, og røg direkte ind på New York Times bestseller-liste.

Ikke mindst fordi Draper gennem bogens 550 sider punkterer de mange karikaturer af Bush – både positive og negative. Såvel venstrefløjens billede af den halvhjernede superskurk som højrefløjens billede af den beslutsomme helt må vige pladsen til fordel for et nuanceret portræt af et menneske fyldt af modsætninger.

59

landsmøde

Det er tid til at gøre sig klar til det radikale landsmøde 2009, der i år falder den 12. og 13. september. Her følger en række vigtige og praktiske oplysninger omkring landsmødet.

Se radikale.dk/lm09

Mødeplan LØR DAG DEN 12. SEPTEM BER Kl. 10.00

1.

Kl. 10.15 Kl. 10.35 Kl. 11.05 Kl. 11.15 Kl. 12.15 Kl. 13.15 Kl. 13.25 Kl. 14.10 Kl. 14.25 Kl. 15.25 Kl. 15.45

2.

Kl. 16.30 Kl. 19.00

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

Landsmødet åbnes af landsformand SØREN BALD Valg af a. Landsmødesekretær, b. Dirigenter, c. Stemmetællere.

Vedtagelse af landsmødeprocedure.

Beretning fra landsformand SØREN BALD Beretning fra folketingsgruppens formand MARGRETHE VESTAGER Beretning fra Europa-Parlamentet Politisk forhandling om beretningerne Frokost Fremlæggelse af resolutionsforslag Politisk forhandling om beretningerne og resolutionsforslagene Afslutning på forhandlingerne Kommunalpolitisk temadebat Præsentation af landsformandsog næstformandskandidater Det moderne parti. Debat om fremtidens organisationsstruktur og medlemsengagement Kantmøder (afsluttes kl. 17.45) Landsmødemiddag og -fest

SØN DAG DEN 13. SEPTEM BER Kl. 09.00

13.

Kl. 09.45 Kl. 09.55

14.

15.

16.

17.

18.

19.

Kl. 10.30 Kl. 10.50 Kl. 11.10 Kl. 12.15 Kl. 12.30 Kl. 13.45 Kl. 14.45 Kl. 15.00

60

20.

21.

22.

23.

24.

25.

Valg af a. Landsformand, b. Næstformand, c. 15 hovedbestyrelsesmedlemmer og 5 stedfortrædere, d. Revisionsselskab Fremlæggelse af vedtægtsændringsforslagene Organisationsberetning v/sekretariatschef JESPER GRONENBERG Godkendelse af regnskab for 2008 Fastsættelse af kontingent for 2010 og vejledende kontingent for 2011 Beretning fra Radikal Ungdom v/landsformand EMIL DYRED Forhandling om sekretariatschefens og RU-formandens beretninger Politisk replik v/folketingsgruppen Debat om vedtægtsændringsforslagene og afstemning om disse Debat om resolutionsforslagene Uddeling af Marianne-prisen 2009 Frokost Afstemning om resolutionsforslagene Landsmødet afsluttes v/landsformanden Landsmødet slutter

FØ R ST E GA NGSDE LTAGE R E

Der vil blive afholdt et orienterende møde for nye deltagere umiddelbart før landsmødet, kl. 9.15–9.45.

Mødelokale oplyses ved ankomsten. Tilmelding til dette møde er ikke nødvendig.

SPI L FOL K E M USI K

Tag dit akustiske instrument med til landsmødet og spil med.

Der er opstået en tradition for, at nogle af os spiller folkemusik sammen efter landsmødemiddagen lørdag aften.

Det foregår i et særskilt lokale, og der plejer også at være nogle, der gerne vil lytte.

Du kan få noder tilsendt ved at kontakte Evald Pedersen, Haderslev, på 74 52 55 73 el. evald.pedersen@webspeed.dk.

Gode hilsener Bente Dahl, MF rvbeda@ft.dk, 33 37 47 19

SPÆ N DE N DE K A N T M Ø DE R

På dette års landsmøde kan du vælge mellem flere spændende kantmøder, f.eks.

• Hvilke kompetencer skal bringe Danmark frem?

• Hvordan halverer Danmark sit CO2 udslip på 10 år?

• Mød formandskandidaterne ansigt til ansigt og stil nærgående spørgsmål!

• Om samspillet mellem folketingskandidater og byrådskandidater i et valgår • Hvilket Danmark drømmer vi om?

• Hvordan skal vort EU-arbejde foregå i fremtiden?

Landsmødets deltagere vil få tilsendt en oversigt over alle kantmøderne med en tilmeldingsblanket, om skal medbringes til landsmødet.

det pol it iske væ rk st ed

SOFIE CARSTEN NIELSEN PÅ VEJ PÅ TI NGE

R ADIK ALE I R EBILD AFVISER IK K E SK ATTESTIGNI NG

Afløseren for Morten Helveg Petersen, der forlod Folketinget til fordel for et civil job den 1. august, kan meget vel komme til at hedde Sofie Carsten Nielsen efter næste valg.

– Jeg har talt med bestyrelsen, og de har opfordret mig til at stille op. Det glæder jeg mig over, sagde Sofie Carsten Nielsen i juni til Ritzau. Selv om Sofie Carsten Nielsen nu tilsyneladende kommer til at gå efter en plads i Folketinget, så er EU stadig hendes hjertebarn. Og hun vil ikke afvise, at hun stiller op til næste EP-valg i 2014 – uanset om hun sidder i Folketinget eller ej.

– Europa er på dagsordenen og er mit hjertebarn. Det vil det være altid. Det skal også på dagsordenen i Folketinget, og de politiske niveauer hænger sammen. Jeg vil ikke afvise at stille op til Europaparlamentet næste gang, siger Sofie Carsten Nielsen, hvis kandidatur i Hvidovre endeligt skulle godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i kredsen efter redaktionens slutning.

De lokale radikale i Rebild lufter nu muligheden for en skattestigning i Rebild Kommune, der har store økonomiske problemer.

– Der venter os en gigantopgave, for underskuddet i kommunen er kæmpestort og vi vil på ingen måde afvise, at det kan blive nødvendigt at løse en del af problemet med en mindre skattestigning på for eksempel 0,6 procentpoint, så Rebild kommer op på det nordjyske gennemsnit for skatteprocenter. Det skulle kunne give cirka 20 millioner, siger nuværende byrådsmedlem Leon Sebbelin til Nordjyske Stiftstidende. Leon Sebbelin ser i øvrigt meget gerne en anden borgmester i Rebild efter næste valg end den nuværende Anny Winther fra Venstre.

Generalforsamling i støtteforeningen Fremsyn Indkaldelse til generalforsamling i Støtteforeningen fremsyn:

Lørdag den 12. september kl. 16.30 på Hotel Nyborg Strand DAGSORDEN:

1.

2.

3.

4.

Valg af dirigent Formandens beretning Fremlæggelse af regnskab for 2008 Valg af formand, fire bestyrelsesmedlemmer og en suppleant samt revisor og en revisorsuppleant 5. Fastsættelse af kontingent 6. Eventuelt

www.radikale.dk/fremsyn

OPTIMISME I VI NDERUP Meningsmålingerne går ikke Radikale Venstres vej i øjeblikket, men de dårlige tal vil ikke slå igennem til kommunalvalget. Det mener en af partiets topkandidater i Holstebro Kommune, byrådsmedlem Torben Gudiksen fra Vinderup.

Han er til valget i november opstillet som nummer to på listen.

– Jeg tror ikke på, at det landspolitiske slår igennem i Holstebro. Lokalt kigger folk ikke så meget på partipolitik, men mere på, hvad den enkelte kandidat står for, siger Torben Gudiksen til Skive Folkeblad. Torben Gudiksen bakker sin vurdering op med henvisning til den radikale stemmehøst i Vinderup by ved seneste kommunalvalg, hvor det blev til 17 procent af de afgivne stemmer.

– Så mange radikale er der trods alt ikke i Vinderup by, og det viser, at den enkelte kandidat er i stand til at trække op og ned i forhold til landsresultatet, siger Torben Gudiksen.

61

det polit iske værksted

HOLSTEBRO TY VSTARTEDE VALGK AMP Allerede i foråret tog de radikale i Holstebro fat på efterårets kommunale valgkamp. Det skete med præsentationen af foreningens egen campingvogn, der er købt særskilt ind til valget. Helt tilbage i april blev den luftet første gang ved et arrangement på Store Torv i Holstebro. På billedet er det den radikale spidskandidat til byrådsvalget, Lars Stampe i forgrunden i midten. Radikale Venstre i Holstebro har i øjeblikket tre medlemmer af det lokale byråd.

Dette blad kan måske se frem til konkurrence om de radikale læsere i Odense. Her har den lokale vælgerforening nemlig relanceret deres blad, Radikalt Midtpunkt i et nyt og større format. Bag relanceringen står formand, Thorkild K. Maarbjerg, der er redaktør for bladet. I den første udgave af det nye blad er det den nye spidskandidat, Susanne Ursula Larsen, der er på forsiden. Se mere til bladet på: www.radikale.dk/odense

BERGMANN TR ÆDER TILBAGE

NY IDÉPOLITISK TÆNKETANK

Det radikale byrådsmedlem i Skanderborg Kommune, Mie Bergmann genopstiller ikke til novembers kommunalvalg. Det offentliggjorde hun før sommerferien. Hun bliver dog i lokalpolitik, men nu som formand for Radikale Venstre i Skanderborg. I alt nåede Mie Bergmann at sidde i otte år. Først i Ry Kommune og senere i Skanderborg Kommune. Men efter mere end 20 år som selvstændig indehaver af ’Butik Mie’ i Ry havde hun faktisk håbet på mere tid til tennis og biografture efter salget af butikken af butikken 1997. Men sådan skulle det ikke gå.

Mie Bergmann blev overtalt til at stille op til kommunalvalget i 2001 i Ry Kommune og kom ind med fjerdeflest stemmer.

- Det har åbnet nogle døre og muligheder for mig, jeg ellers ikke ville have haft. Det har givet mig mange oplevelser og kontakter. Og en indsigt i andres måder at gøre tingene på og en forståelse for, hvorfor de gør som de gør, siger Mie Bergmann til Lokalavisens Skanderborgudgave. Det er et større antal rejsedage i jobbet som administrativ medarbejder for Henley Business School i England, der nu gør det nødvendigt for Mie Bergmann at forlade byrådsstolen. Men lokalpolitikken holder hun fast i som nyudnævnt formand for de Radikale i Skanderborg Kommune.

- Jeg har det sidste år haft 100 rejsedage, og jeg har kunnet håndtere det, fordi jeg ville. Men det kan ikke lade sig gøre i fire år mere. Det er ikke realistisk. Men jeg har ikke lyst til at slippe politik helt. Jeg vil stadig være lidt med, hvor det sker, skrive læserbreve og bruge platformen til at påvirke holdninger. Jeg kommer nok aldrig til at sidde helt stille, siger hun.

62

ODENSE LAVER N YT BLAD

I et rum på Københavns Rådhus sidder Danmarks mest kreative og originale hjerner. Efter flere timers intensiv idéudvikling fra brainstorm til handlingsplan bliver de lukket ud igen. Med sig har de nogle bud på, hvordan Danmark skal tackle den globale krise, redde velfærdssamfundets fra afgrunden, og hvilken rolle Radikale Venstre fremover skal spille i dansk politik. Nogenlunde sådan forestiller Manu Sareen sig, at et ny idépolitisk tænketank kan tage form. Derfor efterlyser den københavnske borgerrepræsentant og folketingskandidat nu alle radikale til at udvikle nye politiske tanker.

– Er du kreativ, sulten og i formidabel radikal grundform, vil jeg meget gerne invitere dig med i Radikales nye idépolitiske tænketank. Jeg har brug for alle radikale (og gerne deres venner), der vil hjælpe mig med at markere Radikale Venstre i de kommende år. De næste år bliver en hård kamp om X X X Xstemmerne, X X X X Xmen X XviXvil Xvære XXX kampklar, lyder opfordringen fra Manu Sareen.

Xxxx Den nye tænketank mødes første gang den 27. september klokken 11.00 – 13.30 og derefter månedligt.

Tilmeld dig på manu_sareen@br.kk.dk eller send en sms til 22 64 16 05

XXXXXXXXX Xxxxxxxxxxxxxx Yes he can (Foto vedhæftet) Fototekst: Den radikale Carsten Bech fra Syddjurs er kommet lidt på afveje, men forhåbentlig kan Obamas sejr drysse lidt på byrådsmedlemmet fra Syddjurs kommune.

Niels He Peterse lveg n

NY K ANDIDAT TIL NÆSTFOR MANDSPOSTEN

K R ITIK AF VALGPLAK ATER

Der er lagt op til flere kampvalg på det kommende landsmøde. For ligesom formandsposten skal afgøres ved et kampvalg, skal næstformandsposten ligeså. Det er Hanne Jakobsen fra Odense, der nu har meldt sig på banen mod den nuværende formand, Zenia Stampe.

– Opgaven er at arbejde for at partiets medlemmer får at påvirke vælgere til at stemme for denne politik og på disse kandidater. Mine forudsætninger for at løse opgaven er, at jeg har den fornødne tid og interesse, og at jeg har lang og alsidig erfaring med livet i Radikale Venstre, fortæller Hanne Jakobsen, der er medlem af Odense Radikale Venstre. Derudover sidder hun i partiets hovedbestyrelse i de fleste af årene og i forretningsudvalget i en del år. Hanne Jakobsen er 66 år og har indtil denne sommer arbejdet på Nordfyns Gymnasium, hvor hun underviste i matematik og fysik og fungerede som datavejleder.

Se mere om Hanne Jakobsens kandidatur på Radikale.net.

I kølvandet på EP-valget og frem til novembers kommunalvalg har flere byråds- og regionskandidater luftet kritik af den radikale valgplakat. Flere er utilfredse med udseendet og det faktum, at det velkendte radikale B ikke længere figurerer på plakaten. Blandt kritikerne er Lars Hoppe Søe, der er byrådsmedlem i Næstved. Han synes ikke, at den nuværende plakat fungerer.

– Jeg kunne ikke drømme om at hænge de officielle plakater op. Jeg kan desværre lave noget som er meget bedre selv, og baseret på den gamle blå farve – og det selv om jeg er amatør ud i det grafiske, fortæller Lars Hoppe Søe, der fortæller, at blandt de radikale kandidater til Regionsrådet på Sjælland er der ikke nogen, der vil gøre brug af de officielle valgplakater fra partiet.

– Jamen, så er der da noget galt. Hvordan kan man have et layout, som selv inkarnerede radikale ikke ønsker at benytte? Det er absurd, at vi ikke har et layout på radikale valgplakater, som bruges af kandidaterne, siger Lars Hoppe Søe. Også Kenneth Mortensen, der er medlem af Viborg Byråd, er kritisk overfor plakaterne.

– Designet fungerer simpelthen ikke, fordi folk ikke kan se hvilket parti plakaten reklamerer for, var der bare et ”B” til supplering, så kunne det gå. Formålet med valgplakater er at vise at man er med på banen, hvor spillet spilles. Man studerer ikke plakaterne - man registrerer bare, at de er der og så er det afgørende, at afsenderen får markeret, at man er med.

Og det gør den radikale plakat ikke, skriver han på Radikale.net, hvor der har udspillet sig en livlig debat om plakaterne.

– Jeg kan kun slutte op om kritikken og forstår ikke meget af hvorfor B’et nogensinde blev dømt ude, skriver blandt andre Bo Nissen Knudsen.

Plakatdebatten har fået sekretariatschef, Jesper Gronenberg på banen: – Ændringen af plakatdesignet vil ikke kunne nås inden kommunalvalget, idet produktionen af flere hundrede forskellige kandidatplakater er en arbejdsmæssig temmelig omfattende proces, som allerede er sat i gang, skriver Jesper Gronenberg, der advarer mod, at kandidater og foreninger laver for meget om på plakaterne.

– Jeg vil godt anholde den tendens, der er blandt flere kritikere til allehånde hjemmestrikkede plakattiltag. En ting er, at man ikke bryder sig om partiets designlinje. Det er fair nok. Men jeg savner ærlig talt en forklaring på, hvordan den lettere anarkistiske tilgang til partiets designlinje med brug af helt andre skrifttyper, andet navnetræk og andre farver skal bidrage til at tegne et genkendeligt og sammenhængende billede af Det Radikale Venstre? Der er en grund til, at man fastlægger en designlinje, som skal skabe genkendelighed, tilføjer Jesper Gronenberg på Radikale.net.

N Y R ADIK AL SUPER HJEMMESIDE Næsten ene mand er det lykkes næstformanden i Herning Radikale Venstre, Torben Ringsø Jensen, at samle alle danske radikale personer og foreninger på en og samme hjemmeside.

Det sker på hjemmesiden: www.ny.b-retning. dk, der har som ambition, at samle radikale nyheder, blogs og hjemmesider fra hele landet – primært med fokus på de radikale lokalforeninger og lokalpolitikere. Man kan læse meget mere om den nye radikale hjemmeside i den næste udgave af Radikal Politik.

63

debat

Fasthold det todelte system I HERNING ØNSKER VI at fastholde det todelte

system med en politisk formand valg af folketingsgruppens medlemmer og en landsformand for partiet valgt af medlemmerne. Vi har ikke set overbevisende argumenter om fordele ved et enstrenget system. Vi finder det ikke sandsynliggjort, at en ændring fra et tostrenget til et enstrenget system vil medføre en kvalitativ styrkelse af udvikling af radikal politik, af større politisk indflydelse i det politiske univers fra Christiansborg til lokalforeninger, en øget profilering og synliggørelse af radikal politik i offentligheden; ej heller en styrkelse af samarbejdet med kommuneforeningerne rundt omkring i landet.

Med en formand og ikke to formænd kan vi måske undgå misforståelser og person fnidder-fnadder? Men det burde kunne ordnes på anden måde.

MANGE OPGAVER Der er rigtigt mange påtrængende opgaver at løse for en politisk gruppeformand. Ud over at være drivkraften i udviklingen af en markant radikal politik og i skabelsen af en tillidsvækkende radikal profil i offentligheden og i pressen, skal denne person også være en markant, effektiv og troværdig radikal forhandler og leder med gennemslagskraft både i egen gruppe og i forhold til andre politikere.

Det er et fuldtidsjob. Der er ikke tid og kræfter til også at give sig i kast med de store organisatoriske opgaver, som må og skal tages op. Da gruppen oven i købet desværre ikke er talrig, bliver gruppeformandens opgave som koordinator og coach vigtig for at undgå episoder, som vi desværre har oplevet de sidste to år.

Der er stort behov for opkvalificering af tillidsfolk og effektivisering af det organisatoriske arbejde på landsplan – næsten også et fuldtidsjob for en ny landsformand, hvis det organisatoriske apparat skal ”revolutioneres” og effektiviseres fra top til bund. Den organisatoriske formand skal derfor have god føling med og kende partiets basis – kommuneforeningerne overalt i landet. Landsformanden skal have forståelse for organisatoriske problemer, kunne analysere dem, skære igennem og kommunikere knivskarpt.

Begge formænd har veldefinerede arbejdsområder, og begge beskæftiger sig naturligvis med politik. Man kan ikke have en upolitisk landsformand. Hvis det er det, man vil, kan man ansætte en effektiv bogholder eller konsulent til alt det organisatoriske. De to formænd på landsplan skal arbejde tillidsfuldt sammen; de skal samarbejde om politik i nutid og fremtid, samarbejde om vi64

sioner og konkrete handlinger, drøfte strategier og adfærd over for presse, befolkning og med tillidsfolk i det organisatoriske apparat. I trængselstider er det netop disse to formænd, der skal signalere styrke og partimæssigt sammenhold – ikke usikkerhed og uenighed. I valgperioder skal de naturligvis køre parløb og støtte både kandidater og de organisatoriske led.

På vegne af Herning Kommuneforening Troels Johansen Formand, Herning Radikale Venstre

Bevar den nuværende struktur VI ØNSKER AT BEVARE den nuværende struktur, der tilsiger at vi har to formænd: en landsformand, som er valgt af partiets medlemmer (delegerede) på landsmødet, samt folketingsgruppens formand, som er valgt alene af folketingsgruppens medlemmer, og som tegner partiet politisk i det daglige - af medierne ofte omtalt som den “politiske leder”. “parlamentarisk leder” er dog et mere korrekt udtryk. Vi finder, at denne struktur er den, der giver den parlamentariske leder den mest holdbare legitimitet – nemlig den legitimitet han/hun opnår ved at have sin opbakning hos det hold der står i frontlinjen mht. at tegne butikken i det daglige! Samtidig sikrer strukturen, at medlemmerne også har deres politiske tillidsmand. Med andre ord giver dobbeltstrukturen de bedste rammer for et reelt partidemokrati.

Desuden er strukturen udtryk for at vi i DRV tager det repræsentative demokrati alvorligt, som det kommer udtryk i grundlovens paragraf 56 – når folketingsmedlemmerne ene er bundet af deres overbevisning giver det ikke megen mening at påtvinge dem en leder som de ikke selv har valgt.

I øvrigt savner vi svar på, hvilke sanktionsmuligheder man har tænkt sig, hvis et flertal i folketingsgruppen ikke vil rette sig efter den af partimedlemmerne valgte leder! Desuden bør man overveje den demokratiske værdi af at “medlemmerne vælger den reelle leder”, da det i givet bliver sværere at vælte en siddende leder.

Tyge Birk, medlem af hovedbestyrelsen og formand for Miljøudvalget Hanne Jakobsen, medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget Tomas Bech Madsen, medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget Assia Zouaoui, medlem af hovedbestyrelsen og formand for Horsens kommuneforening

Jordforbindelse MED OVERSKRIFTEN ”Det nye kuld og den

skarpe skole” og med begyndelsesordene ”der er krise i partiet” lægger ni (forholdsvis) unge radikale politikere ud med – i ”Debat, maj 2009” at R skal forandres for at fremtidssikres. Men ak, der er mange kønne (teoretiske) indslag, der dog intetgennemslag har – netop fordi hele indlægget på ca. 45 linjer ikke er andet end teori og slag i luften.

Man skriver for eksempel, at man vil væk fra det realpolitiske mellemlag – skal ”mellemlag” i øvrigt her forstås som ”midte”?, men så vidt jeg kan se, skal Radikale Venstre netop holde sig til realiteter.

Man skriver, at man vil forny, men der er ingen, gentager: ingen konkrete forslag. Og så kan hele dette fornyende projekt ikke blive til andet end slag i bolledejen. Konklusion: Man kan ikke bygge et holdbart parti på teoretiske overlæg alene. Der må jordforbindelse til som det væsentlige!

Elisabeth Degn, cand.phil., Stenløse

Parti med visioner eller studiekreds?

AFSKAFFELSE AF MONARKIET. Stavereform,

der gør det muligt at skrive dansk, som man udtaler det. Revision af grundloven. Disse emner er ifølge mit parti af afgørende betydning for det danske samfund. I hvert fald er det disse emner, der lige nu er med til at tegne den radikale profil udadtil.

Med den svigtende vælgertilslutning partiet oplever, skulle man tro, vi havde travlt med at polere og fremvise vores holdninger til folkeskolen, universiteterne, arbejdsmarkedet, virksomhederne og den globale finanskrise. Emner, der er vigtige

for folks hverdag og som RV traditionelt har haft klare holdninger til. Der bliver måske også ymtet noget om disse emner, men pt. er det altså brændende politiske emner, som kongehuset, der fylder i de radikale presseklip.

SODOKU For undertegnede er afskaffelsen eller bevarelsen af monarkiet lige så vigtig som hvorvidt ugebladet Søndag erstatter deres Kryds-og-Tværs-sider med Sudoku. Kongehuset er ikke nogen økonomisk belastning for det danske samfund og har ikke nogen formel magt. De blander sig ikke i demokratiet, og mange mennesker holder af at følge med i deres gøren og laden. For min skyld kan de være der eller ikke være der – det har ingen politisk relevans. Jeg kan ikke vide det, men måske har mange andre potentielle radikale vælgere det på samme måde? Jeg bliver ved at håbe, at de gode hoveder, der befolker RV vil kaste deres kræfter ind på at gøre vores profil knivskarp indenfor uddannelses- og erhvervspolitik, på værdidebatten, på international politik og arbejdsmarkedspolitik eller andre emner med politisk tyngde og relevans. Populisme? Ja, det kan man vel godt kalde det. Et politisk parti skal have visioner på samfundets vegne og tydeliggøre disse for vælgerne.

Hvis vi insisterer på at være en studiekreds for særligt perifære emner, må vi også regne med at blive behandlet som sådan af vælgerne.

Merete Riisager FT-kandidat i Svendborg-Langeland og Odense Øst

DU K A N OGSÅ VÆR E M ED I DEBATTEN – både her i bladet og på partiets hjemmesider. Send gerne

dit indlæg i god tid. Debatindlæg til bladet sendes til redaktion@radikale.dk. Vedhæft meget gerne et pasfoto og evt. link til din hjemmeside eller blog. Skriv gerne kort og præcist, så er der plads til flere stemmer i debatten. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise og forkorte indlæg. Og husk, at debatten altid fortsætter på www.radikale.net

65

kaffe

Ude i virkeligheden

M

arianne Saxtoft er en af de mange radikale lokalpolitikere, der har taget turen fra en lille kommune over en kommunalreform og så ind i byrådssalen i en noget større kommune. I Marianne Saxtoft’s tilfælde fra den ærkeøstjyske kommune, Hammel, lidt nordvest for Århus og så til Favrskov Kommune, der udover Hammel opstod på resterne af Hinnerup, Hadsten og Hvorslev Kommuner, samt en lille sydlig del af Langå Kommune. Med de fire bærende kommunenavne døbte de vittige lokale hurtigt kommunen, 4H kommunen, men den endte med at hedde Favrskov.

– Kommunalreformen var en meget forceret proces og vi er langt fra færdige med at implementere den ude i kommunerne. Der er en masse nye regler og systemer, som er besluttet uden vi har diskuteret det med hinanden i byrådene og som blev implementeret meget hurtigt. Derfor er der mange ting, som vi stadig skal debattere og forbedre. Samtidig ligger der en stor opgave i at skabe gennemsigtighed og åbenhed, når kommunerne nu er blevet meget større.

Borgmesteren har for eksempel fået

66

mere magt, så alene dér, ligger der et stort ansvar og en stor opgave for os øvrige byrådsmedlemmer, og det er noget som vi – som lille parti – burde være bekymret for og skal kæmpe imod, så al magt ikke ender hos en enevældig borgmester, fortæller Marianne Saxtoft, der er på vej mod en valgkamp for en femte periode i kommunalpolitik. Fra 1994 til 2006 sad hun i Hammel Byråd, fra 2002 til 2006 endda som viceborgmester og nu er hun altså medlem af Favrskov byråd.

MEST MENING – Det politiske arbejde giver mest mening for mig, når jeg ser, hvordan beslutningerne udmøntes og det gør – trods en stigende centralisering fra regering og stat – altså fortsat mest man ude i kommunerne. Jeg kan godt lide at være derude, hvor man omsætter de politiske beslutninger til virkelighed. Det er samspillet mellem det udførende led og det politiske led, der giver mig næring.

Her ligger min energi og det er blevet meget tydeligt for mig, fortæller Marianne Saxtoft, der ellers på et tidspunkt i karrieren var ved at skifte Favrskov ud med Folketinget og en landspolitisk

karriere. Sideløbende med byrådsarbejdet i Favrskov har Marianne Saxtoft nemlig været folketingskandidat i Århus, hvor hun var suppleant et par gange i perioden 2005–2007 og tillige har hun været næstformand for Radikale Venstres landsforbund. Men efter hun ikke opnåede valg til Folketinget ved valget i 2007, er fokus igen rettet mod det lokalpolitiske for Marianne Saxtoft, der er sit partis spidskandidat i den lokale vælgerforening i Favrskov.

– Jeg kom nok til den erkendelse, at jeg ikke har det drive, der skal til for at blive folketingsmedlem. Det kræver meget fokusering på eksponering og markedsføring af sig selv, og det har jeg ganske enkelt ikke lyst til. Så jeg har ligesom trukket mig tilbage fra det landspolitiske for at koncentrere mig om det lokalpolitiske, fortæller Marianne Saxtoft, der var stillet op i Århus Nord-kredsen og som suppleant afløste Morten Østergaard et par gange i Folketinget.

– Men jeg kunne mærke, at jeg ofte slog knuder på mig selv og ikke synes det var så sjovt. Og for mig skal politik være sjovt for at give mening, og det gør det altså meget mere ude i min

TEKST: Søren Højlund Carlsen FOTO: David Bering

kommune. Politik kræver et stort engagement og det føler jeg langt mere, når jeg arbejder med lokalpolitik. På Christiansborg er der for langt til konsekvenserne af lovgivningen og der er ikke så meget samspil mellem det udførende led og det politiske og besluttende led, tilføjer Marianne Saxtoft.

Men kan man ikke også fornemme konsekvenserne af politikken fra Christiansborg?

– Jo, men du er bare længere væk fra de mennesker det vedrører – det er mere på distancen. Når du sidder i et byråd er du meget tættere på det udførende led, for eksempel på embedsværket eller en medarbejder i plejesektoren. De er vores forlængede arm og det er dem, der skal udføre vores intentioner, og det er det samspil, der giver mig energi. Det finder man i langt højere grad ude i kommunerne og det er noget, hvor – jeg hvert fald – finder næringen til mit politiske engagement.

Betyder det så, at beslutningerne fra Christiansborg bliver dårligere?

– Måske ikke dårligere, men jeg ser meget tydeligt, at lovgivningen fra Folketinget bliver udmøntet meget forskelligt rundt om i landet, hvor der er for-

skellige politiske prioriteringer. Der er jo rigtig mange lag fra loven er vedtaget, til den er gennemført og så kan de intentioner, der ligger bag loven godt være udvandet, når loven skal udleves i virkeligheden. Der er mange ting, der kan ændres ned gennem systemet og jeg kan godt lide at være der, hvor beslutningen udføres, siger Marianne Saxtoft. Så nu er fokus 100 procent på Favrskov Kommune og efterårets valgkamp til kommunalvalget den 17. november, hvor Marianne Saxtoft går efter et fornyet mandat i Favrskov Kommune, så hun fortsat kan være tæt på beslutningerne.

Mariannes Saxtoft arbejder til daglig som konsulent ved Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats i Århus.

Hun har været medlem af byrådet i Hammel Kommune siden 1994 og siden kommunalreformen medlem af byrådet i Favrskov.

Hun har også været næstformand i Radikale Venstre og medlem af KL’s Socialog Sundhedsudvalg. Privat er hun mor til Jonas og Sofie og plejemor for Rikke, Trine, Kenni og Tobias.

K A F F E er Radikal Politiks interviewserie, hvor

redaktøren drikker en kop kaffe med en radikal personlighed, der på den ene eller anden måde har en historie at fortælle. Denne gang mødte vi den radikale byrådspolitiker, Marianne Saxtoft, der også er tidligere næstformand i partiet. Har du en god ide til, hvem redaktøren skal drikke kaffe med næste gang, så send en mail til redaktionen på redaktion@radikale.dk

67

Udgiveradresseret magasinpost ID 42158