DIGNITY jubilæumsskrift

30 års arbejde for

en verden

uden tortur

JUBILÆUMSSKRIFT 1

30 års arbejde for en verden uden tortur RCT – Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre blev stiftet 30. oktober 1982 som det første center af sin slags i verden. På jubilæumsdagen d. 30. oktober 2012 skiftede RCT navn til DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. Denne publikation beskriver de første 30 år af organisationens historie.

Udgivelsen sker på FNs internationale dag til støtte for torturofre, 26. juni 2013. Mærkedagen er skabt af FN på anmodning fra Danmark efter forslag fra RCTs stifter, læge Inge Genefke. En særlig hilsen og en tak skal lyde til Inge Genefke på hendes 75-årsdag 6. juli 2013.

Det er vores alles ansvar! Forord ved Thorkild Høyer

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Tortur er en djævelsk gerning . Tale af Desmond Tutu

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Verdens første rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre . . . . . . . . . Af Inge Genefke og Bent Sørensen Det internationale lægelige arbejde mod tortur . Af Jens Modvig

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

RCTs betydning set i en dansk kontekst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Af Marianne Kastrup En ny mere fredelig udenrigspolitisk aktivisme? . . Af Ole Espersen Et tilbageblik på rehabiliteringen . . Af Lone Jacobsen

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Rehabiliteringen på DIGNITY i dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Af Lene Jelbert og Charlotte Rehling 30 års arbejde for en verden uden tortur © by DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur www.dignityinstitute.dk Publikationen er sat med DIN Light og trykt hos Frederiksberg Bogtrykkeri A/S

DIGNITY – en forskningsinstitution . . Af Edith Montgomery

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Fra sundhedsbaseret intervention til rettighedsbaseret udvikling . Af Jan Ole Haagensen Verdens største bibliotek om tortur og dens konsekvenser . Af Sven Erik Baun

. . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .

Layout: Havas Worldwide Copenhagen Fotos: DIGNITY, hvor andet ikke er angivet. Forsidefoto: Søren Forum-Jensen. DIGNITY takker særligt følgende for økonomisk støtte til bogens udgivelse: Lippmann Fonden, Dansk Sygeplejeråd og Erik & Marta Scheibels Legat Printed in Denmark 2013 ISBN 978-87-9087-851-1

Fremtiden for DIGNITY Af Karin Verland

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

10 11 17 21 29 34 40 43 56 62 68

Det er vores alles ansvar! Forord ved advokat Thorkild Høyer, bestyrelsesformand i DIGNITY

Da jeg var barn – jeg er født i 1947, et år før Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev vedtaget i FN – blev der aldrig talt om, hvorvidt en smule tortur kunne være i orden. Der blev aldrig rejst nogen tvivl om torturforbuddet, der er den eneste menneskerettigheds regel, hvorfra der ikke findes nogen undtagelse. Min familie og mine forældre havde nære venner, der var blevet udsat for grov tortur under krigen. De havde alle levet under trussel om at kunne blive udsat for tortur. Så for dem var det ikke noget, der var til diskussion. Forbuddet mod tortur var i deres øjne en af de største sejre, som krigens rædselsår medførte. For et par år siden fandt jeg i nogle gamle retsbøger fra retsopgøret beretningen om, hvordan en af mine forældres nærmeste venner var blevet tortureret. Jeg husker vennen som en enspænder, der havde svært ved at knytte sig til nogen. Hvad mine forældres ven havde været udsat for, blev aldrig diskuteret hjemme. Jeg tænker, at mine forældre ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig til det, og vennen var ikke i stand til at åbne sig om dette smertefulde emne. På begge disse to områder – den ultimative fastholdelse af torturforbuddet og italesættelsen af tortur – er der gennem årene sket store forandringer. Vi har siden den 11. september 2001 oplevet et USA, der løbende i den kamp, som de kalder en krig mod terror, har saboteret respekten, ikke blot for grundlæggende værdier og rettigheder, men også for den almene menneskelige anstændighed. Vi var mange, der fik rystet vort syn på USA, da billederne fra Abu Ghraib kom, og senere beretninger fra Guantanamo om waterboarding, frarøvning af søvn i dagevis, ophængning i stresspositioner i op til 40 timer og placering af mistænkte i små kasser med insekter. Med Danmarks aktive udenrigspolitik med deltagelse i krigsførsel i Iraq og Afghanistan, har vi

Danmark et foregangsland Danmark blev et foregangsland i kampen mod tortur og for værdighed, da Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i 1982 blev oprettet af læge Inge Genefke. Det var verdens første rehabiliteringscenter for torturofre. Det er nu 30 år siden, og verden over er der oprettet lignende rehabiliteringscentre, og der eksisterer et globalt netværk af menneskerettighedsorganisationer, der arbejder med at forebygge tortur og organiseret vold. Organisationen har i mellem tiden også udviklet sig markant, og et navneskifte er det også blevet til. På sin jubilæumsdag 30.oktober 2012 skiftede RCT således navn til DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. Bidragene i denne publikation afspejler også dette skifte, hvorfor vores organisation både omtales som RCT og DIGNITY.

bevæget os ud i et felt, hvor der med rette bliver spurgt til, om vi har et medansvar. Det virkeligt rystende for mig har været at opleve, hvordan verdens håndtering af terrortruslen med brug af tortur har skubbet til den almene opfattelse af, om tortur må anvendes. Da DIGNITY i 2011 tog temperaturen på den danske befolkning, viste det sig, at ca. hver fjerde dansker var for tortur i enkelte tilfælde. Nogle måneder efter fulgte Berlingske op, og da var tallet steget til ca. 30 procent. Det er hver tredje dansker. Det er et skred, der vil noget. Et ildevarslende skred for retsstaten og den menneskelige værdighed. Hvorfor er det sket? Der er sikkert mange faktorer, der spiller ind. Erfaringerne fra 2. Verdenskrig har fortonet sig. Det er nærmest kun den ældre generation, der har nogen form for personlig relation til torturofre. De unge og lidt ældre kender det måske kun som en konvention. Hvis de endda gør det. Så fraværet af personlige erfaringer har betydning. En anden grund er den legitimering som USA’s praksis med tortur har medført. I den danske debat har der været fortalere for anvendelse af tortur. Vi har hørt mange argumentere mod, at der bliver gennemført et regelret forbud mod anvendelse af tortur i straffe loven. Faktisk har et flertal i Folketinget vendt sig mod det. Hvad er det for en virkelighed, som dette flertal ikke ser? Ser de ikke, at der er sket et skred i befolkningens opfattelse? Hvorfor ser de ikke behovet for – ikke blot overfor den danske befolkning, men også i forhold til andre nationer – at markere, at vi i Danmark kriminaliserer anvendelsen af tortur? Det er blevet kaldt signallovgivning. Måske ja, men det er et nødvendigt signal at udsende, og Folketinget er ikke netop uvant med at anvende signallovgivning. Og så den gode fortælling. Mine forældre og deres venner talte ikke om tortur. I dag kan der tales om tortur. Torturofre kan modtage behandling. Der er en debat om tortur. Danmark er oven i købet foregangsland, når det gælder forskningen i torturen, dens følger, og hvordan den kan forebygges og ofrene kan rehabiliteres. Vi ved nu, at tortur dramatisk nedbryder personligheden og har livslange konsekvenser for livskvaliteten, og det ikke blot for det umiddelbare offer. Virkningerne rammer både den nærmeste familie og efterfølgende generationer. Tortur er modbydeligt menneskened brydende, og ofrene ønsker sig ofte hellere døde. Men tortur er ikke længere et ømtåleligt emne, som vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os til. Vi kan i dag, med den indsats som DIGNITY og mange andre har stået for, sikre ofre og deres familier et tåleligt liv. DIGNITY har i anledning af sit 30 års jubilæum inviteret en række mennesker, der har et stort og langt kendskab til organisationen, til at hjælpe med at nedskrive historien. Af bidragene fremgår det, at udfordringerne stadig er mange. Der er lang vej igen. For hver generation skal slaget slås. Og hver generation skal erkende, at det også er deres ansvar, at der ikke sker anvendelse af tortur. Det er den store udfordring, som DIGNITY bestandigt må finde veje til at løfte.

Thorkild Høyer

RCT bliver til DIGNITY RCTs 30 års jubilæum Over 300 mennesker var 30. oktober 2012 samlet på Nationalmuseet i København for at fejre Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre og 30 års arbejde for en verden uden tortur. Skuespilleren Mille Lehfeldt og redaktør Nikolaj Koppel var aftenens værter. Med til arrangementet var særligt indbudte gæster, som kunne overvære tidligere ministre i debat om tortur i verden i dag. Palle Mikkelborg, Hanne Boel og Outlandish optrådte, mens der var videotaler fra bl.a. udenrigsminister Villy Søvndal, protektor ærkebiskop Desmond Tutu og partnerorganisationer i Jordan og Hong Kong. Et af aftenens højdepunker var overrækkelsen af den nyindstiftede Verden uden Tortur pris, som gik til journalist og instruktør Jørgen Flindt Pedersen for 30 års bidrag til torturdebatten. Sidst på aftenen afslørede direktør Karin Verland, at RCT skifter navn til: DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur.

Tortur er en djævelsk gerning Tale af Desmond Tutu

På DIGNITY er vi meget stolte af at have menneskerettig hedsaktivist, Nobel prismodtager og ærkebiskop emeritus Desmond Tutu som protektor. Det er en stor ære og et privilegium, at en så vigtig person i kampen for menneske rettigheder ønsker at støtte vores arbejde. Desmond Tutu har sat et eksempel for alle som kæmper for en verden med universelle menneskerettigheder.

Af Inge Genefke og Bent Sørensen

I anledning af vores 30 års jubilæum sendte Desmond Tutu en videohilsen fra Sydafrika, hvori han siger følgende: “Tortur er et absolut mørke, som der skal kastes lys på. Der er en grund til, at tortur ofte foregår bag tykke mure og i mørke kældre langt væk fra offentlighedens søgelys. Folk, som begår disse forfærdelige forbrydelser ved, at deres handlinger nedbryder al integritet og menneskelig værdighed. Intet land, ingen demokratisk valgt leder, ingen selvbestaltet hersker i noget land ønsker at indrømme, at vedkommende har gjort brug af disse undertrykkende metoder. Det er forståeligt, for når offentligheden får torturens sande ansigt at se, så bliver folkestemningen vendt, akkurat som vi har set det i forbindelse med den eskalerende brug af tortur i lande som Syrien. I nogle lande gør bødlerne brug af metoder, der efterlader få eller ingen synlige ar. Men arrene er der. Af tortur opstår kroniske smerter, flashbacks, angst, depression, og ofrene mister troen på deres medmennesker og dette med god grund. De er blevet forrådt på den mest forfærdelige måde af den stat, som skulle beskytte dem. Tortur ødelægger og hjemsøger os for resten af vores liv: I vores drømme, i vores vågne øjeblikke og i vores forhold til andre mennesker. Tortur er en djævelsk gerning – lav og foragtelig. At hævne et terrorangreb kan ikke bringe fred til denne verden. Det avler kun mere vold og modstand mod det fundament, som demokratierne hviler på. Vi bør aldrig bekæmpe vold med mere vold eller tortur. Vi bør bringe ansvarlige for uafhængige domstole og lade dommerne afgive deres dom baseret på grundigt bevismateriale.

Verdens første internationale rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre

Jeg er stolt over at være protektor for RCT og værdsætter RCTs bidrag til at hjælpe os alle med at blive mere humane, omsorgsfulde og medfølende.” Overalt i verden er der mennesker og organisationer, der forsøger at afhjælpe følgerne af tortur og forhindre, at det nogensinde finder sted igen. Ofre søger tilflugt i de lande, hvor der ikke er nogen tortur, og de opsøger rehabiliterings centre for at lære at leve med deres psykiske og fysiske ar. Der er sådanne rehabiliteringscentre i Danmark. Et af dem er RCT (nu DIGNITY, red.). Tillykke med 30 års forsøg på at gøre verden til et lidt mindre ondt sted at være. I udfører et stykke arbejde for en verden uden tortur, som er risikabelt, op ad bakke og ofte ikke anerkendes. Flere organisationer som jeres, der kæmper mod tortur, lever i frygt for repressalier fra de regimer, der bruger tortur som et magtmiddel. Jeg er glad for, at RCT bliver ved med at forbedre sine metoder til brug i kampen mod tortur. Jeg er stolt over at være protektor for RCT og værdsætter RCTs bidrag til at hjælpe os alle med at blive mere humane, omsorgsfulde og medfølende. Men RCT kan ikke lykkes på egen hånd. Det kræver støtte fra den danske offentlighed. Så jeg opfordrer alle til at hjælpe i kampen for en verden uden tortur. Brug din frihed og din evne til at tale imod den barbariske handling, som tortur er.”

Frimærkesamlere begynder ofte at samle på frimærker fra før disse blev opfundet. Breve blev trods alt sendt og modtaget før frimærkets opfindelse – og det er disse breve, samlerne går efter. De er dyre og dyrebare. På samme måde med det medicinske arbejde mod tortur. Det var i gang otte år før det officielle RCT blev dannet, og arbejdet var dyrebart. Bent Sørensen blev først tilknyttet arbejdet i 1984. Det var som formand for bestyrelsen i RCT. Inge Genefke var startet i 1974, hvorfor Inge Genefke fortæller i det følgende:

Inge Genefke: Medstifter af Amnesty Internationals første danske lægegruppe, og senere grundlægger af RCT og IRCT. Inge Genefke er uddannet neurolog og er endvidere æresdoktor i medicin ved Bologna Universitet og Københavns Universitet. Bent Sørensen: Professor dr.med. var formand for bestyrelsen i RCT 1984-1990. Bent Sørensen har været medlem af FNs komite mod tortur (CAT) og Europarådets komite til forebyggelse af tortur (CPT). Senest har han arbejdet som Senior Medical Consultant for IRCT. Bent Sørensen er endvidere internationalt anerkendt for sit videnskabelige arbejde med behandling af brandsår.

Amnestys lægegruppe - Jeg var medlem af Amnesty Internationals bestyrelse i København. Denne havde besluttet, at foruden det juridiske arbejde mod tortur, ønskede den også det medicinske fremhævet. Og det var fordi, når der en sjælden gang kom et offer for retten for at anklage sin bøddel, hævdede anklagemyndigheden altid, at de mærker, ofret måtte have, var en følge af selvmis handling og ikke påført af en tredje person (gerningsmanden). Jeg var jo forsker, så jeg tilbød Amnesty International at prøve at løse opgaven: At bevise at visse mærker er forårsaget af tredieperson og ikke selvpåført. Problemet blev aktualiseret af kuppet i Chile den 11. september 1973, hvor den venstreorienterede præsident Allende endte med at begå selvmord for åben TV-skærm. Pinochet overtog magten, og et regime, som kun beholdt magten ved systematisk undertrykkelse af menneske rettigheder, overtog. Langt over 100.000 personer blev torteret. Mange flygtede, heraf en hel del til Danmark. Jeg tog det til efterretning og satte ord på i et indlæg, der blev bragt i rubrikken Noter og Nyt, den 8. april 1974 i Ugeskrift for Læger. Tre personer meldte sig. Det var Ole Vedel Rasmussen, Peter Moltke og Helmuth Stadler. Deres portrætter hænger på 4. sal på repos’en i Domus Parker, Borgergade 13.

Inge Genefke satte sig for at søge efter danske læger via en annonce i Ugeskrift for Læger, 8.april 1974.

Behov for forskning Amnesty International havde givet mig mandat til at finde medicinske beviser for følgerne af tortur. Alle, både Amnesty International, den københavnske gruppe, jurister og den almindelige befolkning, mente med dette: fysiske beviser på fysisk vold.

Helmuth Stadler, praktiserende læge i Helsingør, gav gruppen en stor viden om dansk almenpraksis og var i hele livet dybt engageret i forskning af tortur og dens negative følgetilstande for den almindelige patient. Han fortsatte arbejdet, og så sent som i 2010, året før han døde, arbejdede han i et projekt under IRCT.

Gruppen på fire blev hurtigt udvidet til ti. De fleste af disse er velkendte senere medlemmer af RCT: Psykiater Inge Lunde, neurolog Gudrun Boysen, men også hårdt arbejdende Jørgen Kjelstrup, alment praktiserende læge og overlæge Erik Karup Petersen. Lægegruppen, den første i verden, blev etableret for at have en officiel organisation til

Peter Moltke var først læge, siden simultantolk ved EU (dengang EF). “Læge kan enhver blive, men simultantolk kræver intelligens” hævdede han. Han støttede helhjertet arbejdet mod tortur indtil sin alt for tidlige død i 1984.

Ole Vedel Rasmussen blev i 1990 dr.med. med afhandlingen “Medical Aspects of Torture”. Han var speciallæge i urologi og havde en slutstilling på Universitetshospitalet, inden han blev fuldtidsansat i IRCT.

Inge Genefkes portræt hænger for enden af gangen i Domus Parker. Hun er initiativtageren til lægegruppen og senere til RCT. Billedet er malet af Barbara Gress og er en gave fra Barbara til Inges mor, Helen Genefke, der også personligt gjorde en meget stor indsats i arbejdet for torturofre. Helen underviste dem i dansk og gav ofte husly til dem, ligesom hun materielt bidrog til Inges samarbejdspartneres velbefindende med mad, etc. Helen ønskede, at billedet endte i Domus Parker.

opbakning.

Læge Helmuth Stadler malet af Barbara Gress; Læge og tolk Peter Moltke malet af Clifford Wright; Speciallæge Ole Vedel Rasmussen malet af Barbara Gress. Alle tre malerier er foræret til RCT af Bent Sørensen.

Jeg var selv forsker, og gruppen startede selvfølgeligt med at søge i litteraturen. Og fandt et stort nul. Intet var der om emnet. Konklusionen var, at så måtte gruppen gøre det selv. Vi havde god kontakt med nogle af de flygtede chilenere, specielt Miguel Lee, der havde været fagforeningsformand i Chile. Flygtningene var alle meget skræmte og frygtede enhver offentlighed. Erfaringerne med sådanne var for forfærdelige. Jeg aftalte derfor, at vi mødtes med de torturoverlevende på gaden efter nærmere aftale. Vi tog dem op i vore biler og kørte til privat praktiserende lægekonsultationer, hvor undersøgelserne så fandt sted. Ca. 30% dukkede ikke op, men de fortalte senere, at de godt nok havde set mig i bilen, men havde ikke turde give sig til kende. Frygten for efterretningstjenester var for stor. Hele bevægelsen blev dengang betragtet som en trussel mod visse stater. Mange gjorde, hvad de kunne for at modarbejde os.” Undersøgelserne opfyldte alle datidens krav til videnskabelige arbejder. Der var et fast spørgeskema, og der var altid to læger samt en tolk til stede under hele forløbet. Optagelse af en anamnese og udførelsen af en objektiv undersøgelse tog adskillige timer. Vi op gjorde resultaterne fra de første 15 torturoverlevende. Selvfølgelig fandt vi nogle af de fysiske tegn, vi havde ventet at finde såsom ar, ødelagte skuldre og fodsåler. Men vi blev dybt rystede: Samtlige havde svære psykiske skader. Søvnløshed og mareridt; angst og dyb depression; ændret psyke, før optimistisk og glad, nu indadvendt og totalt ændret fra “Loving husband and father” til indesluttet og trist person. Det var for os, og for resten af verden, total ny viden. Ingen var klar over dette. Det er vanskeligt for en nulevende person, der arbejder mod tortur at fatte dette, men det er faktisk rigtigt: Det var helt ny viden! Men hvor mange af symptomerne kunne skyldes det faktum, at de alle var flygtninge? Det var næppe af den

store betydning, men det burde undersøges. Vi tog derfor til Grækenland. Der var oberststyret, “Juntaen”, lige blevet styrtet og erstattet af et demokratisk styre. Også her havde tortur været udbredt under oberststyret, men de torturoverlevende var ikke flygtet. De var stadig i Grækenland. Vi gennemførte vor forskning på dem – og fik nøjagtigt det samme resultat: Torturen havde efterladt svære psykiske skader, og det hos næsten alle.

Det internationale netværk udbygges Så at sige fra første færd vidste jeg, at der ikke var tale om et nationalt fænomen, men om et internationalt – et globalt. Der var jo ingen tortur i Danmark, men åbenbart i masser af andre lande. Det lykkedes hurtigt at etablere en god kontakt med en række lande, foruden Chile og Grækenland, England, Frankrig, Holland, Sverige, Filippinerne, Sydafrika og andre. Vi havde dels seminarer i nogle af landene, dels sendte vi delegationer ud til nogle eller inviterede til Danmark til studieophold eller træningsseminarer. Hele bevægelsen blev dengang betragtet som en trussel mod visse stater. Mange gjorde, hvad de kunne for at modarbejde os. De fortalte potentielle ofre, at de endelig ikke skulle sige noget til os – det gik direkte til CIA, Mossad eller KGB. De forulempede ofrene – hældte f.eks. hundelorte ind gennem brevsprækkerne. Og de skar dækkene op på min bil. Alt i alt en meget vanskelig periode, præget af frygt blandt ofrene. Vi opbyggede derfor det internationale arbejde efter gamle kommunistiske principper. Vi havde én arbejdsgruppe, som vi stolede på i et land. Henvendte andre grupper sig til os, lod vi den primære gruppe afgøre, om de skulle accepteres. Så bag mig havde jeg et solidt internationalt netværk opbygget på basis af videnskabelige undersøgelser og resultater, da vi vendte tilbage til Amnesty International og meddelte, at vi havde fuldført den givne opgave: Ja! Vi var i stand til at bevise, om mærkerne på en person var en følge af tortur eller ej. Samtidigt meddelte jeg, at forskningen havde givet et for os helt nyt, og afgørende resultat: Så at sige alle torturoverlevende havde svære psykiske skader. Vi var jo læger – og dermed forpligtede til at iværksætte en behandling. Amnesty International takkede for den

første del og accepterede den anden del. Men hvem skulle behandle? Problemet blev grundigt diskuteret og sluttelig meddelte Amnesty International, at de fandt det uhensigts mæssigt, at de selv skulle stå for behandlingen. De var jo dem, der kritiserede og angreb stater, og så var det vanskeligt samtidig at udøve neutral lægegerning. Så behandlingen måtte ske udenfor Amnesty Internationals regi. De havde undersøgt de internationale muligheder og var enige om, at det var Danmark der, via mig, havde vist de største kompetencer, og at de følgelig anbefalede, at jeg udviklede behandlingen af torturoverlevende.

Det første forskningsgrundlag beskrives Vi havde fået en slags internationalt mandat af Amnesty International til at udvikle behandlingen, også internationalt. Jeg henvendte mig derfor til Udenrigsministeriet og fik fra første færd stor hjælp af det daværende R4 med Tyge Lehman i spidsen og Gert Overvad i centrale roller, senere assisteret af Jens Færkel. Udviklingen måtte ske nationalt. Jeg var ansat på Rigshospitalet og under uddannelse til neurolog. Jeg søgte assistance hos min chef, professor (senere rektor magnificus) dr.med. Erik Skinhøj – og fik den. Jeg fik af hospitalets direktør, Gleerup, lov til vederlagsfrit at indlægge to torturoverlevende på afdeling 2084, ledet af to særdeles dygtige sygeplejersker, Inger Olesen og Maj-Britt Johannesen. Vi famlede os frem i en mulig behandling og fandt hurtigt ud af, at der var mange facetter i denne. De torterede havde en række klager på så at sige alle områder. Og samtlige klager sattes i forbindelse med tortur, og dennes følgetilstande. De klagede over nedsat syn, nedsat hørelse, svære følger i bevægeapparatet, “dårlig lever”, “dårlig milt”, seksuelle problemer etc. etc. Jeg udnyttede Rigshospitalets store videnskapacitet og anvendte igen princippet fra det kommunistiske system: I hver afdeling brugte jeg som ankermand én person – den, som jeg havde tillid til. Andre i afdelingen henvendte sig måske senere, professoren f.eks., og spurgte om de kunne hjælpe, men jeg afslog. Jeg fik fra starten god hjælp af en række personer

(nogle er formentlig ikke nævnt – jeg undskylder!): Inge Lunde, psykiater, Frede Bro Rasmussen, anatom, Ole Ålund, professor ved Landbohøjskolen, Ole Vedel Rasmussen, urolog, Erik Karup Petersen, overlæge fra Faxe og Lis Danielsen, hudlæge. Inge Lunde, Ole Ålund og Erik Karup Petersen var en slags rådgivere, og blev senere medlemmer af bestyrelsen. Forskningen fortsatte: Ole Vedel noterede alt om klient erne og startede derved indsamlingen af fakta om de torturoverlevende til sin disputats, “Medical Aspects of Torture”, forsvaret i 1990. Hans vejleder var professor Poul Riis, en særdeles anerkendt figur i den danske lægeverden, og som også spillede en rolle i etableringen af RCT. Inge Lunde sammen med Lis Danielsen og Ole Ålund dannede “elektriker-gruppen”, der undersøgte om man med biopsier fra ar efter elektriske brandsår kunne påvise, at disse ar var følger af elektricitet – og intet andet. Det lykkedes, og resultaterne blev publiceret i to disputatser fra det medicinske fakultet i København. Begge forfattere, Henning Karmark og Klem Thomsen, blev senere hudlæger. Denne forskning fik et sælsomt forløb. Selvfølgelig brugte vi ikke mennesker til forsøgene. De var jo smertefulde. Nej, vi brugte de dyr, hvis hud ligner menneskets hud mest: Grise. Og så rejste der sig et ramaskrig. Mest i USA og i Tyskland og anført af Amnesty: “De mennesker, der hævder at arbejde mod tortur, anvender den selv, og endog overfor helt uskyldige grise, der jo ikke kan forstå noget og ikke give “informed consent”. – Vi forklarede, at grisene blev bedøvet, både når vi udsatte dem for elektricitet, og når vi senere tog biopsier. Samt at grisene boede på Landbohøjskolen, var under tilsyn af en professor, og de facto havde et væsentligt bedre liv end almindelige danske grise; og at forskningen var godkendt af det Etiske Nævn og støttet af det Lægevidenskabelige Forskningsråd. USA truede med “de største demonstrationer i New York siden 2. Verdenskrig”. Først efter lange forhandlinger og beslutningen om at sådan forskning ville være helt adskilt fra den kliniske behandling, og samlet under organisationen ATR, Anti Torture Research, der fik adresse i den almindelige danske lægeforenings domicil, Domus Medica, faldt der ro over feltet.

Anatomen Frede Bro Rasmussen undersøgte følger efter falanga: slag under fodsålen. Han påviste, at de sværeste følgetilstande, gangræn af tæerne, var følger af det såkaldte “compartment syndrome”.

War, Hostages and Torture Victims” i København i 1979 blev det anbefalet:

Der foregik en systematisk klinisk forskning, omfattende alle, der modtog behandling. Vigtigheden af en generel klinisk undersøgelse, der tog alle de torturoverlevendes klager alvorligt, blev hurtig klarlagt. De somatiske følger blev beskrevet udførligt, og de psykiske følger ligeledes. Dette for første gang.

• At søge FN om oprettelse af en fond for torturofre som økonomisk baggrund for oprettelsen af ovennævnte centre.

Behandlingen og organisationen videreudvikles

December 1981. United Nations Voluntary Fund for Victims of Torture blev oprettet.

Sygeplejerskerne på afdeling 2084 henvendte sig meget tidligt til mig med anmodning om at danne en kvindegruppe. Kvinderne var dels torterede selv, men også indirekte, på grund af mandens ændrede opførsel og følgetilstande i øvrigt. Kort tid efter startede undersøgelser af børnene, udført af børnelægen Jørgen Cohn. Helt specielle rehabiliteringsmetoder blev indført, bl.a. systematisk leg med keramik med den helt specielle uruguayanske torturoverlever, Nestor Guerrero, som inspirerende leder. Nestors malerier pryder stadig mange af RCTs – nu DIGNITYs lokaler. Baseret på forskningsresultaterne kunne vi udvikle behandlingsprincipper og metoder, som stadig blev revideret på ugentlige møder, hvor alle behandlere diskuterede de enkelte patienter. Resultaterne udkom som det første arbejde fra gruppen, i den lille bog “Evidence of Torture” fra 1977. Samtidigt med at behandlingen på Rigshospitalet fortsatte, påbegyndte vi arbejdet for at skabe et forskningsog rehabiliteringscenter i København. I 1977 blev den første person af Amnesty International-gruppen ansat. Det var Gunhild Nielsen, som blev halvdagssekretær. Hun blev senere heldags og fortsatte, indtil hun gik på pension som min højt betroede sekretær. Ved Amnesty International seminaret “Violation of Human Rights: Torture and the Medical Profession” 1978 i Athen blev det anbefalet at styrke det lægelige og juridiske arbejde med rehabilitering af torturofre. Ideen til et rehabiliteringscenter var født. Ved seminaret “Medical Seminar on Sequelae and Rehabilitation of Concentration Camp Victims, Sailors from Second World

• At oprette rehabiliteringscentre for torturofre.

I tiden efter 1978 gik det “slag i slag” med udviklingen af organisationen:

December 1981. Undervisningsministeriet, Direktoratet for Videregående Uddannelser støtter Amnesty Internationals rehabiliteringsgruppes forslag om oprettelse af et rehabiliteringscenter for torturofre i København, hvilket indebærer visse ydelser fra Rigshospitalet. Direktoratet har underrettet Udenrigsministeriet. I 1981 blev der dannet en forberedelseskomité bestående af Erik Karup Petersen, Inge Lunde, Poul Riis og mig, til oprettelse af et internationalt rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre. Der var forhandlinger med Røde Kors om lokaler til forberedelseskomiteens arbejde. Det blev ikke til noget, da Røde Kors ville have større indflydelse på arbejdet, end det ønskedes. Vi havde ingen steder at være. Jeg henvendte mig atter til Rigshospitalets direktør, Gleerup, og fik tilbudt lokalerne over Militærhospitalets portnerbolig. Det fastslås i marts 1982, at rehabilitering af tortur ofre ligger uden for menneskeretsorganisationen Amnesty Internationals statutter. Det medicinske arbejde i Amnesty International med hjælp til tortur ofre har sprængt rammerne for organisationen, og det er nødvendigt at finde andre rammer for dette arbejde sideløbende med Amnesty Internationals øvrige arbejde mod tortur. På denne baggrund arbej dedes der på at få oprettet et rehabiliteringscenter i København.

RCT grundlægges 30. oktober 1982 mødtes Erik Karup Petersen, Inge Lunde, Poul Riis og jeg i forberedelseskomiteen til

Det internationale lægelige arbejde mod tortur Af Jens Modvig

RCT blev grundlagt af læger, og i lighed hermed var RCTs arbejde fra begyndelsen af stærkt præget af lægeprofessionen og de øvrige sundhedsprofessioner. Rehabilitering af torturoverlevere blev gennemført som en tværfaglig indsats, hvor læger, psykologer, sygeplejersker, fysioterapeuter og socialrådgivere arbejdede sammen om at genskabe et liv for torturoverleveren. Denne tværfagligt koordinerede rehabilitering var og er fortsat organisationens særlige kendetegn.

Nestor Guerrero var med til at indføre leg med keramik i rehabiliteringen. Fotograf Heine Pedersen.

Rehabiliteringsrådet oprettelse af et internationalt rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre, RCT. På mødet ud arbejdedes stillingsbeskrivelse for administrator. På grundlag af de udarbejdede, foreløbige, vedtægter konstituerede gruppen sig som en selvejende insti tution. Claus Arup, advokat tilknyttet Amnesty Inter nationals danske afdeling, blev bedt om at udarbejde de endelige vedtægter. Poul Riis og Erik Karup Petersen aftalte møde med undervisningsminister Bertel Haarder med henblik på lokaler til centret. Planlægningschef John Rastrup Andersen blev inddraget i forhandlingerne om lokalerne. Det blev til de tidligere professorvillaer, Juliane Maries Vej 28 og 34. Disse blev vort domicil indtil 1995. Efter vor legendariske reception i december 1982, hvor RCT officielt blev udråbt, arbejdede jeg sammen med Gunhild Nielsen, den nyansatte administrationschef Lis Ehmer Olsen og den ligeledes nyansatte Anette Hart Hansen i militærhospitalets lokaler. Vi anvendte en del tid på PR, ikke mindst i udlandet. Vi fik besøg af Walter Cronkite fra de berømte “Sixty Minutes “ i USA,

og Antenne II, Frankrig. Begge lavede lange interviews med mig – og bragte billeder af det kommende “headquarter” for RCT: Det nye Rigshospital! Man troede, at det var RCTs lokaler, og udlandet blev imponeret. Vi fik besøg af Walter Cronkite fra de berømte “Sixty Minutes “ i USA, og Antenne II, Frankrig. Begge lavede lange interviews med mig – og bragte billeder af det kommende ”headquarter” for RCT: Det nye Rigshospital! Man troede, at det var RCTs lokaler, og udlandet blev imponeret.” Vi fik dannet støttekomiteer. Blandt andet en politisk organisation, som ambitiøst omfattede de nordiske statsministre, den islandske præsident og andre centrale personer og personligheder. I Danmark oprettede vi en vennekreds, “RCTs venner” der kunne beskytte os i de forventede kommende stormvejr. Det var ledende forfattere, komponister, billedkunstnere, skuespillere, politikere og i det hele taget “kendisser”. Vi forberedte også indretningen af RCTs nye domiciler, Juliane Maries Vej 28 og 34. Alt var velforberedt, så vi kunne flytte. Ingen erindrer mere præcis hvornår!

Internationaliseringen af RCTs arbejde kom i stand som et svar på ønsker om at oprette lignende rehabiliterings centre i andre lande med støtte fra RCT. Endvidere var der et stærkt ønske om at internationalisere kampen mod tortur og gennem fortalervirksomhed bidrage til forebyggelse af tortur. Det tidlige internationale arbejde foregik i regi af RCTs internationale arm, IRCT (International Rehabilitation Council for Torture Victims – Det Internationale Rehabiliteringsråd). Også dette arbejde havde et stærkt sundhedsprofessionelt islæt. Da IRCT blev grundlagt i 1985 som RCTs internationale arm, var der reelt tale om én integreret organisation, RCT/IRCT. Det Internationale Rehabiliteringsråd, som IRCT var og er, bestod af sundhedsprofessionelle rehabiliteringseksperter fra hele verden, udpeget i deres personlige egenskab. Rådet mødtes- og mødes fortsat – en gang om året til drøftelse af strategier for den videre udvikling af det internationale arbejde, herunder først og fremmest international fortalervirksomhed og international fundraising – især i EU og FN – til fordel for arbejdet mod tortur.

Jens Modvig: Overlæge og ph.d. i Public Health. Sundhedsfaglig teamleder i DIGNITY. Jens Modvig var fra 1994 lægekonsulent i RCT/IRCT, fra 20002004 genereal sekretær for IRCT, og fra 2004-2007 vicemissionschef for OSCE missionen i Kosovo. Inden Jens Modvig vendte tilbage til RCT i 2008, var han direktør for FNs kontor i Beograd.

Træningsseminarer og flere centre En væsentlig måde at opnå international gennemslags kraft på var gennem de internationale træningssemi narer, der blev afholdt i København som årligt tilbage vendende begivenheder med nye deltagere hvert år. Læger og andre sundhedsprofessionelle, som blev identificeret gennem eksplorative besøg til udviklingslande, blev inviteret til Danmark til deltagelse i de årligt tilbagevendende internationale træningsseminarer, hvor RCTs erfaringer med en tværfaglig behandlingsindsats blev præsenteret. Disse deltagere var ofte prominente ledere i deres respektive lande, enten oppositionsledere eller fremstående menneskerettighedsforkæmpere, og ofte særdeles godt positioneret til at tage kampen mod tortur op i deres land. Deltagerne blev ikke alene eksponeret for den danske tværfaglige behandlingsindsats, men blev også rystet sammen og stærkt motiveret for at deltage i den internationale bevægelse mod tortur. RCTs forskningsog udredningsindsats i form af bøger og artikler blev distribueret som supplement til de mundtlige præsentationer. Der var således tale om en massiv indholdsmæssig påvirkning, som effektivt sikrede opbygning af et stærkt inter nationalt netværk. Dette netværk udgjorde fødekæden til to væsentlige internationale aktiviteter: Rekruttering til IRCTs ekspertorgan – Rehabiliteringsrådet,

samt til grundlæggere af nye rehabiliteringscentre for torturofre. Inspireret af seminarerne, engagementet og den professionelle indsats i RCT blev nogle af deltagerne interesserede i at starte et rehabiliteringscenter for torturofre i deres land. I mange tilfælde havde RCT/IRCT mulighed for med danske udviklingsmidler at hjælpe sådanne initiativer i gang. Man foretrak som regel, at lederen af sådanne centre var læge (Medical Director), hvilket sikrede, at de sundhedsmæssige aspekter altid havde en høj prioritet.

Lægers medvirken i tortur Fra erfaringerne med behandling af torturofre i København var det efterhånden klart, at læger ikke blot indtog rollen som behandlere af torturofre, men i visse situationer kunne spille den diametralt modsatte rolle, nemlig som medvirkende i tortur. Den lægelige ekspertise kan f.eks. bruges af torturbødler til at udforme mere raffinerede torturmetoder, der

ikke efterlader oplagte spor i form af mærker og ar. Læger kan også være med til at sikre, at torturofret ikke dør under torturen, eller til at sikre, at rapporter om helbredsfølger af tortur (sår, brud, blå mærker m.v.) bliver rapporteret som tilfældige fald ned ad trappen eller følger af slagsmål med medfanger. Selv obduktionsrapporter kan forfalskes af læger, således at død som følge af tortur eller anden mishandling kan beskrives som død som følge af hjertetilfælde eller lignende. Et billede, der er udfærdiget af et torturoffer og har været meget brugt i undervisningen, viser en læge, der overvåger torturmetoden “Submarino”. Metoden består i, at torturofret fastspændes på et bræt og får hovedet nedsænket i forurenet vand igen og igen til nær drukning. Lægen, der sidder lige ved siden af vandtønden og tager puls med kittel på, antages at skulle sikre, at torturofret ikke drukner, idet det jo er hensigten, at han skal overleve – med alle de følger, torturen har pådraget ham, til skræk og advarsel for andre.

Erkendelsen af, at der findes disse to modsatte roller for læger i tortur, gjorde det klart, at RCT havde et kolossalt arbejde foran sig, og at det måtte foregå på verdensplan. Ét var at forhindre, at læger medvirker i tortur, noget andet var at involvere læger i dokumentation af de helbredsmæssige følger af tortur, og desuden i rehabiliteringen af torturofre og forebyggelsen af tortur. Også andre nationale og internationale private organisa tioner, især Physicians for Human Rights, var aktive i at afklare og arbejde mod lægers medvirken i tortur, og RCT fik etableret et samarbejde med disse organisationer.

Internationalt lægesamarbejde Selvom der var mange læger involveret i RCTs arbejde (Inge Genefke, Ole Vedel Rasmussen, Bent Sørensen og mange flere) var det især med professor Erik Holsts involvering i RCT/IRCT, at det internationale samarbejde tog fart. Som tidligere formand for den danske lægeforening udbyggede han samarbejdet med andre landes lægeforeninger, især den britiske lægeforening (BMA), og ikke mindst Verdenslægeforeningen (WMA). Begge disse foreninger havde i forvejen en stærk orientering mod menneskerettigheder og lægelig etik, og allerede i 1975 vedtog WMA den såkaldte Tokyo deklaration, der definerer tortur og fordømmer lægers medvirken i tortur. Samarbejdet indebar, at den britiske lægeforening, og senere Verdenslægeforeningen, fik plads i IRCTs styrende organer, og RCT/IRCT deltog som fast observatør i Verdenslægeforeningens generalforsamlinger og øvrige internationale møder. Linjen var at forsøge at få Verdenslægeforeningen til at presse de nationale lægeforeninger til at tage aktivt stilling mod tortur og aktivt at bekæmpe lægers medvirken i tortur.

Øvrige sundhedsprofessioner

Akvarel, der illustrerer torturmetoden “Submarino”.

Også de øvrige verdensorganisationer for sundheds professionerne blev RCT/IRCTs samarbejdspartnere: Det Internationale Råd for Sygeplejersker (ICN) og Verdensføderationen for Fysioterapeuter (WFPT). Strategien var at få disse organisationer til at tage klar stilling mod tortur i form af officielle deklarationer, samt at disse sundhedsprofessioner var bevidste om følger af tortur og klar til at behandle torturofre. Specielt for fysioterapeuterne var målet at få udformet

internationale uddannelsesplaner og efteruddannelses kurser i rehabilitering af torturofre. I fortsættelse heraf var RCT og IRCTs langsigtede strategi utrolig ambitiøs: nemlig at få indbygget kurser og uddannelsesplaner vedrøende tortur og rehabili tering af torturofre i samtlige sundhedsprofessionelle grunduddannelser verden over. Udover sundhedsprofes sionerne var juristerne en oplagt samarbejdspartner, og International Council of Jurists (ICJ) var og er en væsentlig allieret i det internationale ‘Advocacy’ arbejde.

Istanbul protokollen Et af de væsentligste resultater af det internationale lægelige samarbejde blev til i 1999 i Istanbul, Tyrkiet, hvor en lang række af de internationale lægelige, juridiske og menneskeretlige organisationer – herunder det tyrkiske center for torturofre (Human Rigts Foundation Turkey) samarbejdede om at udforme retningslinjer for undersøgelse af mulige tilfælde af tortur. Denne retningslinje, eller protokol, giver anvisninger for, hvordan sager om mulig tortur bør undersøges. Det skal ske lægeligt, psykologisk og juridisk, for at det bedst muligt kan afgøres, oftest via en retssag, hvorvidt der var tale om tortur eller ej. Istanbul protokollen blev til på baggrund af et samarbejde, der bl.a. omfattede IRCT, Physicians for Human Rights, Amnesty International, Verdenslægeforeningen (WMA), den britiske lægeforening (BMA), den danske lægeforening og mange andre. Den repræsenterer dermed et væsentligt fremskridt i arbejdet mod tortur, specielt den lægelige dokumentation af følger af tortur. Protokollen er sidenhen blevet anerkendt af FN og anbefalet som et velegnet instrument til at afklare sager vedrørende mulig tortur. Et af udgangspunkterne for Istanbul protokollen var, at tortur fortsætter så længe, torturbødlerne ikke bliver dømt, dvs. er straffri. Denne straffrihed (“impunity”) er et signal til alle de, der udøver tortur, at de kan fortsætte, for der sker dem ikke noget. Istanbul protokollen tilstræber at kvalitetssikre den dokumentation, der foregår af sager om tortur, således at retssagerne mod torturbødler har større chance for at resultere i en dom. På den måde er Istanbul protokollen med til at forebygge tortur, fordi den kan bruges til at bekæmpe

straffrihed ved at give bedre chancer for domfældelse af torturbødler og erstatning til torturofre.

Torture Journal Et yderligere trin i RCT/IRCTs tiltag for at internatio nalisere den lægevidenskabelige interesse for tortur området kom i 1991, da tidsskriftet Torture – Quarterly Journal on Rehabilitation of Torture Victims and Prevention of Torture blev søsat. I starten var formålet snarere udveksling af små studier mellem rehabiliteringscentre, men specielt efter at overlæge Henrik Marcussen blev udpeget som chefredaktør i 1993, tog udviklingen fart. Torture Journal skulle opfylde to formål: Dels skulle tidsskriftet profilere forskning i torturområdet og vise, at denne forskning kunne bære sit eget dedikerede tidsskrift. Dels skulle det fungere som udvekslings central for mindre forskningslignende opgørelser fra rehabiliteringscentre og dermed stimulere til fortsat forskningsaktivitet. Torture Journal var og er ikke begrænset til at publicere lægevidenskabelig forskning – sigtet var tværtimod at afspejle den generelle opfattelse, at tortur skal bekæmpes

tværfagligt ved samarbejde mellem mange forskellige professioner. Alligevel var det de lægevidenskabelige tidsskrifter, der dannede model for Torture Journal. Udfordringen var at starte en positiv spiral ved at tiltrække artikler baseret på god forskning for derved at blive mere interessant og mere kendt, så der igen bliver tiltrukket yderligere artikler osv. Et væsentligt kriterium for at få de bedste forskningsartikler er, at tidsskriftet og dets artikler registreres i de internationale databaser, især Medline, baseret på Index Medicus. Henrik Marcussen indførte således “peer review” af de manuskripter, der skulle publiceres i den videnskabelige sektion. Det vil sige, at manuskripter først skulle vurderes af andre forskere i samme forskningsfelt, før chefredaktøren tog endelig stilling. Efter adskillige års systematisk arbejde med at kvalitetsforbedre tidsskriftet og gøre det attraktivt som stedet, hvor torturforskning publiceres, kom kronen på værket, da Torture Journal blev indekseret i Index Medicus. I dag er det IRCT, som udgiver Torture Journal, og hvor som helst i verden, hvor der fra en computer søges på f.eks. “tortur”, kommer der nu artikler frem fra tidsskriftet.

RCTs betydning set i en dansk kontekst Af Marianne Kastrup

Historisk udvikling

RCT har sine ideologiske og historiske rødder i Amnesty Internationals danske lægegruppe, hvilket er vigtigt at have in mente, når man skal forstå RCTs udvikling til den verdensomspændende organisation, det er blevet til i dag – nu med nyt navn som DIGNITY.

Lægegruppen blev etableret i 1974, da Inge Genefke skrev et indlæg i Ugeskrift for Læger om lægers rolle i arbejdet med at bekæmpe tortur. Et af resultaterne af indlægget var, at Ole Vedel Rasmussen, Helmuth Stadler og Peter Moltke reagerede på Inge Genefkes opfordring. Sammen skrev de yderligere et indlæg i Ugeskrift for Læger, hvori de udtrykte håb om, at danske læger sammen med dem ville indgå aktivt i arbejdet med bekæmpelse af tortur. Fokus var dengang især vendt mod betydningen af lægelig dokumentation af tortur i det håb, at noget sådant kunne medvirke til at reducere brugen af tortur. De behandlingsmæssige aspekter fyldte mindre på det tidspunkt. Tanken var, at læger – som en del af Amnesty Internationals lægegruppe – skulle ud på “fact finding missions” rundt om i verden med det sigte at afdække og dokumentere tilstedeværelsen af tortur. Intentionen var at koble dette dokumentationsarbejde med forskning relateret til de gjorte fund. Udover disse missioner til lande, hvor der foregik menneskerettighedskrænkelser, var det hensigten, at der i Danmark skulle arbejdes på en tilsvarende dokumentation. Omdrejningspunktet var her at foretage lægelige undersøgelser af asylansøgere.

Uden Parker intet RCT. RCTs nye domicil i Borgergade indvies 5.maj 1994. Inge Genefke navngiver huset “Domus Parker” efter Parker familien, der siden 1985 og op til i dag generøst har støttet både IRCT, RCT og torturarbejdet på verdensplan. Fra venstre: Erik Holst, Alan Parker, Inge Genefke, Jette Parker og Ole Espersen.

Det var i disse undersøgelser, udført af lægegruppens medlemmer, at afgørende viden om de helbredsmæssige torturfølger kom frem, herunder at der var tale om ofte komplicerede både fysiske og psykiske senfølger, hvis behandling ikke i tilstrækkeligt omfang blev tilgodeset

Marianne Kastrup: Overlæge og leder af Videnscenter for Transkulturel Psykiatri 20022012. Har fra 1987-2010 været medlem af WHOs ekspertpanel vedrørende psykisk sundhed. Marianne Kastrup har tidligere været cheflæge på RCT og har gentagne gange siden 1993 været rådgiver for European Council Committee for the Prevention of Torture, Inhuman or Degrading Treatment and Punishment.

i det danske sundhedsvæsen. Genstanden for lægeunder søgelserne var i de første år primært flygtninge fra Chile, som gav lægegruppen viden om torturens medicinske og psykologiske konsekvenser. Undersøgelserne blev suppleret med undersøgelser af bl.a. græske torturoverlevere fra juntatidens Grækenland, hvor der påvistes ganske lignende helbredskonsekvenser. Undersøgelserne var vigtige, dels for at demonstrere fysiske skader, som der – forhåbentlig – kunne gøres noget ved, dels for at kunne fjerne de pågældende flygtninges frygt for at have fået varige fysiske følger. Det viste sig hurtigt, at mange også havde fået svære psykiske følger, der var afgørende for deres funktionsniveau. Og det stod klart, at tortur ofrene havde helbredsproblemer, der ikke forsvandt af sig selv, men krævede en intervention. Arbejdet havde indtil da været frivilligt arbejde primært udført af lægegruppens medlemmer. Men erkendelsen af det udækkede behandlingsbehov gjorde, at ideen fødtes, at der burde etableres et egentligt rehabiliteringscenter. I 1981 åbnede RCT i beskedne lokaler stillet til rådighed af Rigshospitalet, men behandlingen var ikke en del af Rigshospitalets tilbud. Lokalerne blev hurtigt utilstrækkelige, og RCT flyttede til de tidligere professorvillaer på Juliane Maries vej. Det er værd at bemærke, at der var tale om et initiativ, taget af engagerede læger med Inge Genefke i spidsen,

som resulterede i en selvstændig behandlingsorganisation. Der var ikke tale om et nyt tilbud som en del af det etablerede sundhedsvæsen. Som forskningschef Edith Montgomery tidligere har udtalt, ville RCT aldrig have nået sin nuværende position, hvis det havde været en del af det etablerede sundhedsvæsen. Først langt senere besluttede det offentlige sundhedsvæsen at etablere behandlings-/rehabiliteringstilbud til traumatiserede flygtninge. RCT etablerede et rehabiliteringstilbud som en tvær faglig model med inddragen af fysiske, psykiske og sociale aspekter. Hurtigt etableredes der flere andre rehabiliteringstilbud rundt om i Danmark. Heraf blev flere startet af personer, der havde været ansat ved RCT, men som ønskede at afprøve nye behandlingsmodeller og tilgange til arbejdet. Med årene ekspanderede RCT yderligere og flyttede i 1994 til Domus Parker i Borgergade, og indsatsen mod tortur voksede og nåede det omfang, det har i dag. Hvilken betydning har så den indsats, RCT har udført gennem årene haft i Danmark? Spørgsmålet er lettere at stille end at svare på. Mange vil hævde, at der ikke ville have været særligt fokus på tortur og torturfølger i Danmark, hvis ikke RCT var blevet etableret. Andre vil måske fremføre, at RCTs pionerarbejde reflekterede en international trend med fokus på menneskerettigheder og krænkelser heraf, så havde det ikke været RCT, havde det været en anden organisation. Ligegyldigt hvad svaret er, står det klart, at RCT har gjort sig markant gældende på en række områder, herunder: • som en organisation med fortalervirksomhed • som en organisation, der har udviklet og til stadighed udvikler rehabiliteringskonceptet • som en organisation, der har et forskningsfokus i indsatsen • som en organisation, der har en formidlingsrolle • som en organisation, der har internationalt udviklingssamarbejde • s om en organisation, der har et præventivt sigte

Alle delaspekter er væsentlige i det samlede arbejde mod tortur, men fokus skal her være på den danske kontekst, hvorfor det internationale arbejde ikke omtales.

Karakteristika ved RCTs virke Det har været karakteristisk for RCTs arbejde, at der fra starten har været en fremhævelse af indsatsens lægelige aspekter og nødvendigheden af en lægelig ledet indsats. Dette medicinske fokus skal klart ses i relation til den tætte relation til Amnesty Internationals lægegruppe. Det er en tilknytning, der holdt sig i en årrække, og som bl.a. er afspejlet i, at en række af de personer, der har haft tilknytning til RCT, især i de tidlige år, også har haft deres rod i Amnesty International. Denne tætte relation har præget indsatsen, idet flere ansatte i ledende stillinger har haft et klart ønske om at sætte menneskerettighedsperspektivet højt. Rehabiliteringsindsatsen blev således set som et led i en større kamp mod krænkelser af rettigheder og ikke blot som en behandlingsindsats, hvor berettiget en sådan måtte være – men altid set fra et medicinsk perspektiv. Udover de medicinske aspekter var der samtidigt fokus på faglighed og dokumentation. Formålet med arbejdet var som beskrevet først og fremmest at kunne bidrage til at dokumentere tilstedeværelsen af tortur samt afhjælpe følgerne heraf. Derimod fyldte det mindre i rehabiliteringen at involvere torturoverleverne selv i et mere politisk præget arbejde og hjælpe dem i en videre politisk kamp. Denne tilgang – at have fokus på de mere socio-politiske dimensioner – var fremherskende visse andre steder i verden f.eks. i arbejdet med de chilenske flygtninge. RCT valgte fra et tidligt tidspunkt at lægge vægten på faglig dokumentation af torturoverlevernes helbredsproblemer og ikke på at engagere dem i en politisk sag. Set i lyset af dagens interesse for evidens var det en meget interessant problemstilling, da det blandt de stærkere politisk orienterede sås som en svaghed, at RCT var så fokuseret på dokumentation og i mindre grad på betydningen af, at de overlevende skulle fortsætte en politisk kamp. Denne diskussion, som måske i dag kan virke utidssvarende, skal ses i lyset af, at en betydelig del af de chilenske flygtninge, der var genstand for undersøgelserne, havde et politisk engagement som baggrund for deres udsættelse for tortur.

RCT valgte fra et tidligt tidspunkt at lægge vægten på faglig dokumentation af torturoverlevernes helbredsproblemer og ikke på at engagere dem i en politisk sag. Set i lyset af dagens interesse for evidens var det en meget interessant problemstilling, da det blandt de stærkere politisk orienterede sås som en svaghed, at RCT var så fokuseret på dokumentation og i mindre grad på betydningen af, at de overlevende skulle fortsætte en politisk kamp.”

Fortalervirksomhed RCTs rolle som en aktiv debattør i kampen for afskaf felse af tortur står meget centralt og er måske i offent ligheden og blandt meningsdannere noget af det, RCT er mest kendt for. Få er i dag i tvivl om, at tortur ikke er noget, der udelukkende finder sted i fjerne egne, hvor afhøringsmetoderne lader meget tilbage at ønske. Nej, tortur udøves også af vore alliancepartnere, og Danmark har her haft en væsentlig rolle at spille ved at gøre opmærksom herpå og tage afstand herfra. RCTs hjemmeside afspejler dette, og aktuelt er indlæg som “RCTs direktør blogger” og konstante nye presseklip måder at signalere sin stillingtagen i kampen mod tortur. RCT har også erkendt de sociale mediers betydning i meningsdannelsen og som middel til at nå en større offentlighed, og både på Facebook og Twitter kan man blive informeret og tilkendegive sin interesse for arbejdet, og et hurtigt check på Facebook viser, at mange tilkendegiver sin støtte. RCT – nu DIGNITY har forstået de elektroniske mediers betydning, og organisationen er en respekteret debattør, hvis indflydelse på danskeres holdning til og viden om tortur er markant.

Afgrænsning af torturfølger I tidlige arbejder, relateret til Amnesty Internationals lægegruppe og starten af RCT, finder vi overvejelser om, hvorvidt følgetilstandene med størst naturlighed kunne indplaceres som en særskilt nosologisk enhed. Der var overvejelser om et organisk psykosyndrom (Abildgaard et al. 1984). Og tidligt fremkom Rasmussen og medarbejdere (1977) med overvejelser om, at der kunne eksistere et egentligt “tortursyndrom”. Hypotesen var, at tortur per se kunne resultere i en unik fænomenologi, formentlig ud fra en forudsætning om, at man ikke kunne forestille sig, at tortur som en menneskeskabt katastrofe kunne give anledning til følgetilstande, der kunne sammenlignes med

følgerne af naturkatastrofer m.m.. Men det kan kritiseres, at der ikke undersøgtes, om de fremkomne symptomer naturligt kunne placeres i et cluster som et syndrom. Mange af disse diskussioner fandt sted, inden anvendel sen af PTSD var blevet udbredt som en diagnostisk enhed, og ideen om et selvstændigt tortursyndrom prægede også RCT (Somnier et al. 1992). Diskussionen vedrørende den diagnostiske afgrænsning i de tidlige år var også påvirket af, at der var en modstand at spore i visse kredse mod overhovedet at placere tilstanden i en diagnostisk referenceramme. Det var som at stemple eller stigmatisere ofrene, mente visse, der især repræ senterede gruppen, der var skeptisk overfor den medicinske model. Blandt eksemplerne på RCTs overvejelser om tilstedeværelsen af et tortursyndrom skal fremhæves kapitlet ”Diagnosis of governmental torture” (Genefke & Vesti 1998), hvor symptomatologien er sammenlignet i en række undersøgelser udført over hele verden, og hvor det ensartede billede på tværs af kulturer understreges, men uden konsensus om et tortursyndrom. Over tid har fokuseringen på et specifikt tortursyndrom mistet momentum, og interessen kan nu siges snarere at fremkomme med bidrag til videreudviklingen af PTSD diagnosen. Overvejelserne, der også pågår i Danmark og RCT, er bl.a. centreret om nødvendigheden af at etablere nye diagnostiske kategorier, der reflekterer kompleksiteten i symptombilledet såsom diagnosen Disorders of Extreme Stress Not Otherwise Specified (DESNOS) (Berliner et al. 2005).

Monitorering Behovet for ensartet dokumentation, som måske i dag, hvor der ikke hersker tvivl om torturs anvendelse og følgerne heraf, kan synes mindre betydningsfuld var overordentlig væsentlig i arbejdets første år. I den forbindelse skal fremhæves den indsats, RCT gjorde i forbindelse med afgrænsning af en ensartet termino logi ved at etablere en akademisk multidisciplinær gruppe bl.a. for at fremme internationale sammenligninger af rehabiliteringsindsatsen ved at udvikle algoritmer, der skulle tjene til at fremme komparative studier af bl.a. torturmetoder (Bøjholm et al. 1992). Formålet var at etablere tilstrækkelig viden om, hvad et rehabiliteringsprogram indeholder for at optimere

opnåelse af stillede mål. Monitoreringen skulle system atisk omhandle input til rehabiliteringsprogrammet, til selve processen og til resultatet af indsatsen. Dette første forsøg, som gjordes på et tidligt tidspunkt i rehabiliteringsarbejdet, har efter min mening ikke været værdsat efter fortjeneste, men repræsenterer et forsøg på at operationalisere dokumentationsarbejdet på en måde, der var umiddelbart tilgængeligt og sammenligneligt fra center til center. Arbejdet kan ses som en forløber for de senere forsøg, som RCT har været initiativtager/medinitiativer til, og hvis formål har været at udvikle en ensartet monitorering dels af torturmetoder, dels af den terapeutiske indsats på tværs af organisationer og landegrænser. Dette monitoreringsarbejde har været mødt af talrige snuble tråde og forhindringer af forskellig karakter som en refleksion af, hvor kompliceret en proces det er at udvikle en rutinemonitorering, der kan accepteres og appliceres nationalt, såvel som internationalt. RCT har nylig atter taget initiativ til at udvikle en monitorering, der anvendes i den daglige kliniske hverdag. Ikke mindst i lyset af den aktuelle akkrediteringsbølge og den danske kvalitetsmodel vil det blive interessant at følge, i hvilket omfang andre rehabiliteringscentre i Denmark vil nyde gavn af dette arbejde og melde sig som interessenter. Sker dette, vil vi få en mulighed for på nationalt plan at sammenligne de forskellige rehabili teringstilbud og kvalitetssikre indsatsen til gavn for den videre behandling. Med en tilknyttet forskningsmæssig indsats med RCT som en naturlig central aktør vil der skabes mulighed for at bidrage unikt til den internationale debat.

Behandling På baggrund af fundene fra undersøgelser af asyl ansøgere og torturoverlevere fra Grækenland og Spanien fremkom den hypotese, at eksponering overfor ekstrem stress medfører følgetilstande, der uafhængig af kulturel baggrund og setting er ganske sammenlignelige. Ole Vedel Rasmussen (1990) analyserede i sin disputats, der markerede en vigtig milepæl i arbejdets videnskabelige udvikling, de medicinske aspekter og understregede, hvordan forskellige stressorer synes at have over lappende konsekvenser.

Fra de tidlige år skal også nævnes et af de første arbejder, der omhandler de psykologiske følger, nemlig Somnier & Genefke (1986). I dette arbejde fremhæves den høje prævalens af en række psykologiske problemer især angst, hukommelsesproblemer, koncentrationsproblemer, depression, samt mareridt. Sværhedsgraden og den markante påvirkning af funktionsniveau understregedes ligeledes, og artiklen har haft stor betydning for synliggørelsen af arbejdets nødvendighed, hvilket også reflekteres i hvor ofte artiklen er citeret. RCTs rehabilitering har fra sin start fremhævet den interdisciplinære indsats ud fra en bio-psyko-social model. Allerede i 1984 så det første tværfaglige team dagens lys bestående af speciallæger, psykologer, socialrådgivere, fysioterapeuter og sygeplejersker. De senere danske rehabiliteringscentre har i vid udstræk ning taget denne tværdisciplinære tilgang til sig. Interessant er det at se, at det tværdisciplinære teams sammensætning er tillempet den enkelte organisation – dels hvad der er organisationens rehabiliteringsfokus, dels hvad der lokalt er mulighed for, men komparative analyser af de forskellige tilgange hilses velkommen, især hvis der indføres ensartet monitorering. Meget tidligt anvendtes termen rehabilitering for den terapeutiske indsats i lyset af indsatsens bredde, hvor ikke blot den enkelte torturoverlever var genstand for en indsats, men hvor der rettedes fokus på hele familien. Efterfølgende centre har for visses vedkommende valgt også at anvende begrebet rehabilitering, mens andre har valgt at tale om behandlingscentre eller klinikker. Også behandlingsmodellerne har udviklet sig forskelligt i de forskellige tilbud, men har især de første år i vidt omfang ladet sig inspirere af RCT, uden dog at vælge en identisk tilgang, og af og til med et ønske om at bevæge sig i en lidt anden retning. Der har også været forskellige tilgange, hvad angår organisatorisk placering. RCT og nogle andre centre – især de tidligt etablerede – har bibeholdt en selv stændig placering uden for det offentlige sundheds tilbud, men i 2006 kom visse – herunder RCT – dog under Sundhedsloven med tættere tilknytning til det offentlige system.

Andre centre er etableret som en del af det offentlige psykiatriske sundhedsvæsen, hvortil der kan henvises på lige fod som til andre dele af behandlingssystemet. Disse modeller har kunnet trives side om side, og der afholdes i dag regelmæssige fællesmøder med deltagelse af alle behandlingsinstitutioner – dels for ledelsesgrupperne og dels faglige konferencer for medarbejderne.

har været klart ansvarlig for den bevågenhed, tortur har fået. På det mere personlige plan har mange mennesker fået stor inspiration ved samarbejdet med RCT. RCT har i rehabiliteringsarbejdet haft stor fokus på at inkludere og have fokus på de lægelige aspekter. Ligeledes har RCT altid været meget forskningsorienteret og sat disse aspekter højt, selv om der ikke indledningsvist var mulighed for at starte forskningsprojekter.

Sammenlignet med forholdene ved RCTs start, er der således ikke tvivl om, at vi er nået langt, og at RCT har været en hovedaktør i denne udvikling.”

RCT har også fundet det væsentligt at have en lægelig ledelse i arbejdet mod tortur. Et andet særkende har været, at RCT har haft fokus på mange aspekter af arbejdet samtidigt: rehabilitering, forskning, formidling, dansk og internationalt arbejde, awareness raising. Dette samspil mellem forskellige aspekter er et særkende ved RCTs virke.

Med udgivelsen af MTV rapporten i 2008 om “Behandling og rehabilitering af personer der led af PTSD, herunder traumatiserede flygtninge” blev der imidlertid åbnet for en diskussion mellem flere organisationer foranlediget af de rekommandationer, MTV rapporten mundede ud i. Her blev der bl.a. fra RCTs side understreget, at rapportens resultater hviler på et spinkelt evidensgrundlag (Jensen et al. 2011). Dette blev imødegået fra Region Syddanmark, der havde taget initiativ til rapporten, og herfra fremhævedes det, at rapporten opfyldte Sundheds styrelsens kriterier for MTV rapporter og baseredes på den foreliggende evidens (Ryttov et al. 2011). Afslutningsvis må det også fremhæves, at Sundheds styrelsens specialeplan for psykiatri fra 2010 omfatter en beskrivelse af, at der i hver region skal være et behandlingstilbud for traumatiserede flygtninge som et led i det offentlige sundhedstilbud. Sammenlignet med forholdene ved RCTs start, er der således ikke tvivl om, at vi er nået langt, og at RCT har været en hovedaktør i denne udvikling.

Udtalelser fra ledelser for udvalgte centre For at få et indblik i hvad RCT har betydet behandlings mæssigt, er nogle nuværende og tidligere ledere af andre behandlingsinstitutioner blevet forespurgt om, hvilken rolle, de synes, RCT har spillet. Overlæge Morten Ekstrøm, chef for Klinikken for Trauma tiserede Flygtninge, Region Hovedstaden udtaler, at RCT har haft en væsentlig rolle inden for en række områder. Blandt dem skal nævnes awareness raising; og fokus på torturens politiske implikationer ved at sætte tortur på dagsordenen. RCT har skabt stor respekt for området; og

Ifølge tidligere direktør for Oasis, Ulrik Jørgensen, har RCT haft uomtvistelig betydning for rehabiliterings arbejdet i Danmark. Rehabiliteringsarbejdet er i høj grad opstået ud fra de erfaringer, RCT har gjort. Det var med udgangspunkt i RCT, at andre grupper begyndte at prøve kræfter med rehabilitering af flygtninge og torturoverlevende, og RCT har været en vigtig aktør i videreudviklingen af feltet. RCT har haft et snævert fokus på torturoverlevere som målgruppe, mens andre organisationer som f.eks. Oasis har en bredere målgruppe i en erkendelse af, at andre flygtninge end torturoverlevere har psykiske problemer. En anden forskel er, at RCT altid har været lægefokuseret, hvorimod f.eks. Oasis har en mere psykologisk indfaldsvinkel. Fra start har RCT fremhævet nødvendigheden af en tværfaglig indsats, hvor forskellige discipliner spiller sammen, og kun på denne måde udnyttes alles kompetencer maksimalt. Dette er et særkende ved RCT, som andre har ladet sig inspirere af. Leder af Klinik for PTSD og Transkultural Psykiatri, Region Midtjylland, Annemarie Gottlieb anfører, at RCT oplevedes tidligere at have fokus rettet primært uden for Danmark. Dette betød, at RCTs erfaringer i mindre grad blev delt med indenlandske rehabiliterings organisationer. Dette gjorde sig gældende, både hvad angår forskning som selve rehabiliteringsarbejdet. Til gengæld har RCT især i de senere år vendt sig mere indenlands og er dermed blevet en faglig medspiller og inspirator for andre danske centre. Det er en fordel rent

11 10 9 8 7

I Web of Knowledge er der i perioden 1982-2012 regi streret 115 RCT-medarbejderpublikationer, der samlet har modtaget 693 citationer (gennemsnit pr. publikation 6,03). Fig. 1 viser antallet af publikationer pr. år, mens fig. 2 viser antallet af modtagne citationer pr. år.

6 5 4 3 2

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2005

2006

2003

2004

2002

2001

2000

1999

1997

1998

1996

1994

1995

1993

1991

1992

1990

1989

1988

1987

1985

1986

1984

Rækkevidden af RCTs forskningsindsats er forsøgt belyst via en bibliometrisk analyse foretaget i samarbejde med RCTs Dokumentationscenter. Fra databasen Web of Knowledge (WoK) (Thomson Reuters) er udtrukket en statistik over antallet af videnskabelige artikler forfattede (som enkelt- eller medforfatter) af RCT-medarbejdere siden 1982, samt en statistik, der viser det antal gange, disse er citerede i efterfølgende publikationer.

1982

Forskning

RCTs forskning citeres blandt andre forskere inden for området. Der er dog ikke skelnet, om citaterne stammer fra danske forskere, og de udsiger derfor mere om RCTs forskningsmæssige indflydelse generelt end i en dansk kontekst. Tidlige arbejder fra et område under opbygning vil ofte blive flittigt citeret, hvad der også fremgår af hvilke af RCTs arbejder, der ligger højest på listen.

1983

metodeudviklingsmæssigt, at forskellige centre har forskellige tilgange til rehabiliteringsområdet. Dette giver en mulighed for at sammenligne disse tilgange og tilpasse dem til en given setting. Her har RCT en vigtig rolle at udføre. RCT har også i modsætning til de øvrige centre haft ressourcer til at udføre forskning i relation til det kliniske arbejde. En forskning, hvor der først i de senere år er ved at komme resultater til gavn for rehabiliteringsarbejdet generelt. Det skal derfor hilses velkomment, at RCT er gået mere aktivt ind i samarbejdet med de andre danske centre.

Fig. 1. Antal RCT-medarbejderpublikationer registreret i Web of Knowledge 1982-2012, pr. år

En anvendelse af bibliometriske mål som afspejling af en forskningsmæssig indsats har naturligvis sine begrænsninger, men udsiger noget om, i hvilket omfang

110 105 100 95 90 85 80

De fem hyppigst citerede RCT-medarbejderpublikationer i WoK

75 70 65 55 50 45 40 35 30 25 20 15 10

2005

2004

2003

2002

2001

2000

1999

1998

1996

1997

1995

1994

1993

1992

1991

1990

1989

1988

1987

1986

5 1985

III Validity of childhood disintegrative psychosis: general findings of a long-term follow-up study S Mouridsen, B Rich, and T Isager; British Journal of Psychiatry; vol. 172 (1998).

V Traumatic experience and sleep disturbance in refugee children from the Middle East E Montgomery and A Foldspang; European Journal of Public Health; vol. 11, no. 1 (2001).

1984

II Psychotherapy for victims of torture FE Somnier and IK Genefke; British Journal of psychiatry; vol. 149 (1986).

IV Criterion-related validity of screening for exposure to torture E Montgomery and A Foldspang; Danish Medical Bulletin; vol. 41, no. 5 (1994).

1983

I Medical aspects of torture: torture types and their relation and symptoms and lesions in 200 victims, followed by a description of the medical profession in relation to torture: a monograph OV Rasmussen; Danish Medical Bulletin; vol. 37, suppl. 1 (1990).

Fig . 2. Antal citationer til RCT-medarbejderpublikationer registreret i Web of Knowledge 1982-2012, pr. år.

Det skal understreges, at WoK ikke indeholder referencer til samtlige videnskabelige eller andre publikationer udgivet af RCTs medarbejdere. Monografier og kapitler i disse findes således ikke i WoK, og basen dækker ikke verdens totale videnskabelige tidsskriftsproduktion.

En klassiker Listen afspejler det indlysende faktum, at det oftest tager en længere årrække for en publikation at indhente et større antal citationer. En nærmere analyse af citations frekvensen for listens nr. 1, Ole Vedel Rasmussens bane brydende afhandling fra 1990, giver et eksempel på, at en publikation kan opnå status som en ‘klassiker’, der uafbrudt er citeret hvert år igennem årtier. Bibliometriske data kan ikke yde retfærdighed for den betydning, RCT har haft og har som inspirator for yngre læger og psykologer, der engagerer sig i psykotraumatologisk forskning. Ej heller viser oversigten noget om betydningen af de talrige videnskabelige møder RCT har afholdt gennem årene, hvor interesserede klinikere og forskere kunne udveksle erfaringer, hvortil kommer det betydelige antal forskningsseminarer, konferencer, m.v. hvortil RCT har ydet bidrag.” Formidling af forskningsresultater finder som bekendt sted på mange andre måder, og RCTs ansatte har været flittige bidragydere til lærebøger, oversigtsværker m.m. inden for flere discipliner og dermed ikke blot ydet en værdifuld indsats i udbredelsen af kendskab til torturens helbredsmæssige konsekvenser, men har også været medvirkende til, at hele feltet er blevet mere mainstream og ikke et område for de ganske få.

betød det ved RCTs etablering opdyrkning af et nyt område med deraf følgende betydelig undervisning og formidling. RCT har tidligt erkendt betydningen heraf og taget omfattende initiativer til undervisning. Utallige lærere ved forskellige danske sundhedsfaglige uddannelser har gennem årene modtaget undervisning med det formål at videregive deres viden til deres studerende – “Teach the teachers how to teach” har været den tilgang, der har haft særlig bevågenhed, og viden om behandling har bredt sig. Undervisningsinitiativerne har været mangfoldige og tilpasset de forskellige institutioner – ikke blot sundhedsfaglige. Som eksempler herpå kan nævnes, at RCT bl.a. har haft en klar rolle ved uddannelsen af dansk politi med fokus på forebyggelse af menneskerettigheds krænkelser og måder at undgå disse. Også værnepligtige med en sundhedsuddannelse har været genstand for undervisningsindsats, hvilket ikke mindst kan have betydning ved udsendelse af dansk personel.

Konklusion RCT er i dag en velkonsolideret organisation med en mangeartet indsats. En forståelse for, hvordan denne indsats har nået sin nuværende placering, kræver et indblik i den historiske og ideologiske baggrund, hvor en lille gruppe stærkt engagerede personer satte det som mål at kæmpe for at afhjælpe torturoverleveres helbredsskader.

Skulle sundhedsprofessionelle have bedret deres kompe tence til at kunne identificere og afhjælpe torturfølger,

Berliner P, Jacobsen L, Ianev P et al.: Psychotherapy with torture survivors: Solution oriented methods. In Torture and organised violence. Berliner P, Arenas J, and Haagensen JO (eds), Dansk Psykologisk Forlag, Copenhagen, Denmark, 2005. Bøjholm S, Foldspang A, Juhler M et al.: Monitoring the health and rehabilitation of torture survivors. RCT, Copen¬hagen, Denmark, 1992. Genefke I, Vesti P: Diagnosis of governmental torture. In: Jaranson J, Popkin M (ed.): Caring for victims of torture. Washington: American Psychiatric Press, 1998.

Af Ole Espersen

I mange år mente man, hvilket var naturligt nok efter at have gennemlevet 1930erne og 2. Verdenskrigs mishandlinger og tortur, at det primære måtte være at sikre ofrene deres frihed. Det har ofrene sikkert også ofte selv ment. Det oplevede jeg ved selvsyn i forbindelse med den sag for overtrædelser af den Europæiske Menneskerettig hedskonvention, som blev anlagt af de tre skandinaviske lande mod den græske militærjunta. Sagen blev anlagt samme år som kuppet fandt sted, i 1967, efter at juntaen i mange måneder med usædvanlig brutalitet havde styret landet, forfulgt kommunister, socialister og foreningsfolk. Anklagen lød på brug af tortur osv. Konventionen var dengang kun 16-17 år gammel, og var i sig selv epokegørende, fordi man kunne indbringe spørgsmålet om overtrædelse for Menneskeretskommissionen i Strasbourg – en mulighed, der repræsenterede noget helt nyt indenfor folkeretten. Der oplevede jeg for første gang, hvordan NGO´er og enkeltpersoner kunne spille en rolle, når det drejede sig om en regerings overtrædelse af basale menneskeretlige normer.”

Formidlingsrolle

Referencer Abildgaard U, Daugaard G, Marcussen H et al.: Chronic organic psycho-syndrome in Greek torture victims. Danish Medical Bulletin 31, 239-241,1984.

En ny mere fredelig udenrigspolitisk aktivisme?

Rasmussen OV, Dam AM, and Nielsen IL: Torture: A study of Chilean and Greek victims in evidence of torture. Amnesty International Publications, London, UK, 1977. Rasmussen OV: Medical aspects of torture. Danish Medical Bulletin 37, 1-88, 1990. Ryttov O, Pedersen AM, and Lauritzen M: Kvaliteten i MTV rapport er i orden. Ugeskrift for Læger; 173:2448-9, 2011. Somnier F and Genefke I: Psychotherapy for victims of torture. British Journal of Psychiatry 149, 323-329, 1986. Somnier F, Vesti P, Kastrup M et al.: Psycho-social Consequences of Torture: Current Knowledge and Evidence. In: Torture and its consequences. Basoglu M (ed). Cambridge: Cambridge University Press, Cambridge, UK, 1992.

Vi førte mange vidner. Mennesker, der var flygtet fra Grækenland. Mennesker, der havde mulighed for at komme efter vores anmodning osv. Danmark, Sverige og Norge optrådte som en egentlig fælles anklage myndighed mod militærstyret med de pligter, der fulgte heraf til indsamling af beviser, vurdering af juntaens “undskyldninger”, kontakt til vidner og sikring af deres personlige sikkerhed i den farlige situation, de var i. Der oplevede jeg for første gang, hvordan NGO´er og enkeltpersoner kunne spille en rolle, når det drejede sig om en regerings overtrædelse af basale menneskeretlige normer. En organisation, som Amnesty International og en enkelt i mange henseender ressourcestærk person, som

Ole Espersen: Jurist og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1973-94. Justitsminister fra 1981-82. Tidligere professor i folkeret og menneskerettigheder ved Københavns Universitet. Ole Espersen har tillige været formand for Den Danske Helsinki Komité for Menneskerettigheder fra 2001-2007. Siden 2005 har Ole Espersen været tilknyttet DIGNITY som juridisk rådgiver.

Maria Becket, var de vigtigste kilder og uundværlige for vores arbejde. Det var en stærk oplevelse at se og høre de mishand lede ofre for juntaens gerninger, som fik mulighed for at optræde for kommissionen. Det var jo ikke overraskende. Overraskende var det måske nok derimod, at den glæde over at være sluppet fri og kunne bidrage til juntaens senere fald, ikke afspejlede sig i deres ansigter. Blikkene var ofte tomme og udsagnene forsig tige og frygtsomme. Det var klart for os, der førte sagerne, at der manglede et eller andet. Juraen var klaret. Beviserne var fremlagte. Identifikationen sket. Men det var helt åbenbart, at der manglede et eller andet. Blikkene var ofte tomme og udsagnene forsigtige og frygtsomme. Det var klart for os, der førte sagerne, at der manglede et eller andet. Juraen var klaret. Beviserne var fremlagte. Identifikationen sket. Men det var helt åbenbart, at der manglede et eller andet.”

Jura og fordømmelse er ikke nok Hvad det var, fandt jeg egentlig først rigtigt ud af i 1980erne, da jeg fik kendskab til Amnesty Internationals lægegruppe og Inge Genefkes store arbejde med at kortlægge de helbredsmæssige, herunder psykiske, følger af tortur, og i den forbindelse med vurderingen af, hvilke muligheder for at afbøde virkningerne af tortur der måtte være.

Jensen B Søndergaard, Nordin L, Harlacher U, Sjölund B: Hvordan er kvaliteten i de danske MTV rapporter? Ugeskrift for Læger: 173: 1676-7, 2011. 28

Havde vi haft denne viden i slutningen af 1960erne, havde vi ikke været nødsaget til blot at se på den hjælpeløshed, der erfaredes i mange af ofrenes øjne – vi ville kunne have tilbudt mere end asyl i vore lande. Og ophold uden frygt for fængsler og mishandling. Det var overordentlig væsentligt, men jo ikke tilstrækkeligt i forhold til, hvad der burde gøres. Behovet dokumenteredes bl.a. derved, at adskillige af de vidner, vi førte, og som vi for nogens vedkommende, havde skaffet friheden på den ene eller anden måde, senere løb ind i psykiske problemer, både når det drejede sig om personer, der så snart som muligt på ny turde opholde sig i Grækenland, og dem der gik i asyl i udlandet. Jeg tør godt påstå, at det videncenter, der senere er bygget op af RCT (nu DIGNITY), igennem mange år har været en af de største lægelige bedrifter, vi har kunnet observere indenfor humanitær bistand til mishandlede medborgere. Det savnede vi i 1960erne og 1970erne. Da Kommissionen var færdig med at få belyst sagen, og da det stod klart, at den græske militærjunta ville blive dømt som skyldig i udbredt tortur, trak juntaen sig tilbage fra Europarådet – et skridt der var nødvendigt for at undgå den forventede ydmygelse. Men også et skridt, der gjorde situationen svær for USA og for et par andre lande, der viste sig at have været en ikke ubetydelig støtte for juntaen. Også i begyndelsen af 1980erne var Danmark involveret i en sag for Menneskerettighedskommissionen. Denne gang i anledning af mistanke mod Tyrkiet for udbredte handlinger af torturlignende karakter. Denne sag blev afsluttet efter et forlig, og efter at militærstyret i 1982 var afløst af demokratisk styre. Det, jeg har beskrevet, repræsenterer efter min opfattelse, et af de klareste eksempler på behovet for tvær fagligt samarbejde om de grundlæggende problemer, vi har set her. Juraen og fordømmelse er ikke nok. Erstatninger er ikke nok. Skal det store komplicerede apparat, som en statslig sag mod en anden stat er, bære frugt i form af egentlig menneskelig lindring og ikke blot juridiske sejre, må læger og jurister arbejde sammen. Hertil kommer yderligere landes politikere og regeringer.

Grækenland-sagen var det første eksempel på det såkaldte Inter-State Complaints, altså et tilfælde, hvor en stat indklager en anden stat for et juridisk organ. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 ikke blot tilrettelagde et menneskeretligt system med beskyttelse mod tortur, slaveri, den personlige frihed m.m. Det var også et enestående eksempel på en ny form for mellemfolkeligt samarbejde, hvor staterne tillod andre medlemsstater at intervenere i deres indre anliggender. (Det var naturligvis ikke militærjuntaen, der havde tilsluttet sig disse grundlæggende nye principper men dens demokratiske forgængere). Juraen og fordømmelse er ikke nok. Erstatninger er ikke nok. Skal det store komplicerede apparat, som en statslig sag mod en anden stat er, bære frugt i form af egentlig menneskelig lindring og ikke blot juridiske sejre, må læger og jurister arbejde sammen. Hertil kommer yderligere landes politikere og regeringer.”

Menneskerettighedsarbejdet i nyere tid Mange fremskridt er opnået siden da. FN har vedtaget en speciel konvention mod tortur og en generel pagt til beskyttelse af civile og politiske kulturelle rettigheder. Disse to, for DIGNITY meget relevante konventioner, indeholder også mulighed for Inter-State Complaints, om end af en noget svagere karakter end den klage mulighed, som samarbejdet igennem den Europæiske Union byder på. Derudover indeholder konventionen regler for komiteovervågning af og kontrol med overholdelsen af forpligtelserne efter konventionerne, men også i en svagere form end den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Komiteerne består af enkeltpersoner, som er udpeget af medlemslandene, men som arbejder uafhængigt. Selvom kontrolreglerne er relativt svage, er der ingen tvivl om, at en statsanklage vil kunne føles ganske stærkt, fordi der ikke blot er tale om, at “embedsmænd” kontrollerer landenes overholdelse af konventionerne. Der er derimod tale om noget, der politisk set kan være ubehageligt og betyde mere end komitebehandling uden en anden stats indblanding.

Desværre kan man ikke konstatere, at krænkelser af menneskerettighederne er blevet færre. Brugen af tortur er udbredt, og der synes ikke klart at være nogen positiv udvikling i sigte. De væbnede interventioner (Irak især) har været baggrunden for, at selv lande som Danmark har haft og har sager om overdragelse af behandling af fanger, hvor der synes at være sket klare brud på menneskeretlige forpligtelser. Man har ikke undersøgt tilstrækkeligt grundigt, om de magter, man har overdraget fanger til, kunne formodes at overholde forbuddene mod mishandling.

Lande vil kunne forsvare og forklare sig med, at de nu har oprettet komiteer i relation til de fleste internationale konventioner mod tortur m.v., og at det så må være op til disse komiteer at foretage den nødvendige kontrol med at konventionerne overholdes. Sådan kan der findes mange forklaringer eller undskyld ninger for ikke at bruge det mellemstatslige klagesystem, altså det system hvor en eller flere stater anklager en anden stat for brud på menneskerettighederne.

Ingen retsforfølgelse stat og stat imellem På trods af, at behovet for mellemstatslige retsskridt mod en stat, der har foretaget krænkelser, er øget, så er brugen af denne form for klager nærmest ikkeeksisterende. Dette er en ulykkelig udvikling, fordi der i et ret så stort omfang er tale om opgivelse af det eneste, blot nogenlunde effektive skridt. Hvorfor har vi været vidne til en sådan udvikling? En af grundene kan jo ulykkeligvis være, at flere stater med deltagelse i de senere års væbnede aktioner, er blevet medskyldige i tortur og anden form for mishandlinger, og derfor af naturlige grunde er tilbageholdende med at indklage andre stater. Lande, der har deltaget i de senere års krige, og herunder taget krigsfanger “får let snavs på fingrene”, som det er blevet udtrykt. Men der er de (naturligvis) andre mere vigtige grunde af mere permanent karakter. Brugen af FN konventionernes mulighed for at indklage et land for at have foretaget torturhandlinger, forudsætter ofte diplomatiets (det respektive Udenrigsministeriums) medvirken. Det er ikke en rolle, der er sædvanlig for diplomater. Tværtimod, det normale for disse er at opretholde venskabelige forbindelser og ikke rejse anklager mod hinanden. Uden råd og engagement fra udenrigstjenesterne er chancen for, at der rejses sag mod et andet land, ringe.

Ole Espersen på den internationale konference “Preventing torture in places of detention through systems of regular visits – monitoring, documentation and research” arrangeret af RCT i 2005, hvor 80 eksperter fra hele verden deltog.

Internationale engagementer, f.eks. EU, forudsætter til en vis grad og undertiden i ganske stor grad, enighed mellem medlemslandene i den pågældende union. I hvert fald når det drejer sig om større internationale sammen slutninger, er det formentlig kun i meget få tilfælde, at en sådan enighed vil foreligge.

Vi må spørge om disse forklaringer er tilstrækkelige og rimelige? Eller kunne de lande, der i øvrigt generelt interesserer sig meget for menneskerettigheders overholdelse, fremover påtage sig en større rolle på dette område? Det kunne jo ganske givet ske i samarbejde med de NGO´ere, der er vokset op og har vist deres

styrke, siden tilblivelsen af f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1950. Jeg vil gerne her prøve at give et uddybende svar.

Hvorfor en uddøende konvention? En lov, hvor vigtige bestemmelser ikke bruges i praksis, eller en konvention, hvor det samme kan gælde, løber den risiko at blive betragtet som “død” af de, der ellers er deltagere i konventionen. Bestemmelserne bortfalder med et gammelt juridisk udtryk, desvetudo – det betyder: Ved lang tids ikke-brug. I alt fald vil det blive mere og mere usædvanligt og anses for mindre rimeligt at anvende bestemmelser, der stort set har været negligeret i årtier. En anklage fra en stat mod en anden stat vil politisk set være betydeligt stærkere end en mere “fredsommelig” behandling i en komite, hvilket i øvrigt for en stor dels vedkommende sker på skrift ofte uden direkte førelse af vidner, som det skete i Grækenland-sagen. Vidneførelse styrker interessen omkring de rejste anklager. Dertil kommer, at lande, der efterfølgende slutter sig til den pågældende konvention, har kunnet lægge til grund, at risikoen for statslige klager åbenbart ikke er eksisterende. Det er risikofrit så at sige. Det bør aldrig glemmes, at hensigten med implemen teringsbestemmelser eller kontrolmekanismer, altså det system vi drøfter her, jo er at beskytte enkeltpersoner, der har været eller risikerer at blive udsat for voldsomme fysiske og psykiske krænkelser. Det kan hævdes, at der foreligger en ganske stærk moralsk forpligtelse – nogle vil i visse situationer mene en juridisk forpligtelse. De trods alt eksisterende komiteer risikerer at sande til ud fra manglende interesse. Staterne opdager jo, at komitebehandlingen ikke resulterede i nogen form for statsligt engagement af mere alvorlig karakter – hvorfor tage denne behandling så alvorligt? Alt i alt vil jeg konkludere, at der foreligger stærke argumenter for at konstatere det uheldige og ulykkelige i denne passivitet, der i så stort omfang er blevet udvist siden Grækenland-sagen. På trods af, at det i vore dage ville være betydeligt enklere for en stat at føre en sag om tortur, synes tilskyndelsen hertil at være ringe. Kan der anføres fornuftige argumenter imod at føre sager af denne karakter?

Det vil på nogen kunne virke lidt tilfældigt, hvis et land rejser en sag mod et bestemt land, hvor en sag kunne rejses af samme gode grunde mod andre eller en anden stat. Den risiko er imidlertid kendt og var forudsat, da konventionen blev til. Der er ingen mulighed for i det internationale samfund, som der teoretisk set er i hvert fald i de nationale samfund, at behandle alle ens.

på udviklings- og menneskerettighedsområdet. Vi lever i en verden, hvor der er stærkt behov herfor.

Man risikerer, at den pågældende stat, der ønsker at rejse sagen, gør sig politisk afhængig eller i hvert fald en smule afhængig af private organisationers støtte. Det er imidlertid en velkendt sag, at sådan er det – sådan var det til en vis grad i den skandinaviske sag mod den militære junta i Athen, og sådan vil det være i andre sager også af mindre spektakulær karakter vedrørende tortur. De fremførte betragtninger ovenfor betyder naturligvis, at man ikke skal rejse “småsager” eller sager, der ikke indebærer alvorlige eller meget alvorlige krænkelser. Dette indskrænker risikoen for, at det land, der rejser sagen med rette kan mistænkes for at handle “politisk” og ikke blot at bistå enkelte personer i en ulykkelig situation.

“Forhåbentlig er bundlinjen, at vi efter 10 år med en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik, der er blevet meget militariseret, er på vej til en anderledes, mere fredelig aktivisme, hvor Danmark igen er i spidsen med civil udviklingsbistand og med fokus på FN-indsatsen, når det gælder militære engagementer.”

Som det danske folketings formand, forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft, skriver i forbindelse med en anmeldelse af bogen “Et land i krig” (Halvskov og Svendsen):

Såfremt DIGNITY ønsker det, er jeg sikker på at folketings formanden gerne vil føje “torturindsatsen” til citatet som et uundvigeligt område. Den politiske opbakning er og har altid været vigtig for arbejdet mod tortur.

Repressalier kan tænkes iværksat mod den anklagende stat. Risikoen herfor mindskes dog i det omfang, at der er tale om en mindre betydningsfuld stat (rent størrel sesmæssigt eller politisk). Men i øvrigt er dette natur ligvis en risiko, der også var kendt og forudset, da konventionerne blev vedtaget. Om fornødent kan der ske henvendelse til FN for at få kompensation for de byrder, man måtte påtage sig, fordi man har stillet sig i spidsen for bekæmpelse af tortur i et andet land.

Danmarks vilje til udenrigspolitisk aktivisme Danmark har i de senere år vist vilje til udenrigspolitisk aktivisme, også i situationer, hvor det har kostet menneskeliv og store ressourcer i øvrigt – for eksempel når det gælder indsatsen i Afghanistan. Man har sikret sig samarbejde med eller støtte fra en eller flere store magter. Dette kan man ikke altid regne med, når det drejer sig om kampen mod torturen (således som Grækenland-sagen og den græske juntas forhold til USA – og i øvrigt også til NATO – viste sig at være). Den store udenrigspolitiske aktivisme, som vi har rost os selv en del for, burde vige for at få vores gamle ry tilbage

Prinsesse Alexandra var fra 2005 til 2007 RCTs protektor. Under et besøg med RCT i Sydafrika møder prinsessen Desmond Tutu og en sydafrikansk familie.

Et tilbageblik på rehabiliteringen

Ægtefæller og børn blev tidligt inddraget, og både børne læger og psykologer med specielt kendskab til børn var en del af den professionelle stab. Senere, i 1994, blev det første familieteam etableret med baggrund i de særlige behov, som torturramte familier frembød. Formålet var at metodeudvikle og skabe en tættere forbindelse mellem det kliniske arbejde og RCTs forskning på børneområdet.

Af Lone Jacobsen

De første erfaringer

Arbejdet med at rehabilitere torturoverlevere i Danmark går tilbage til 1973, hvor Amnesty International appel lerede til den medicinske profession verden over om hjælp til at bekæmpe tortur. Emnet blev diskuteret på en konference afholdt af Amnesty International i Paris i 1973, og året efter blev Amnesty Internationals første lægegruppe dannet i Danmark under ledelse af læge Inge Genefke. Gruppens første opgave var gennem systematiske undersøgelser at påvise, om tortur havde fundet sted, men også at beskrive torturmetoderne og dens følger på kort og langt sigt. De følgende år undersøgte gruppen chilenske tortur overlevere, som levede i eksil i Danmark og græske torturoverlevere i Grækenland. Flere faggrupper var involveret. De første undersøgelser viste, at der var meget alvorlige følger af torturen i form af både fysiske og psykiske skader.

Lægegrupper under Amnesty International blev efter hånden dannet i andre lande herunder i Holland, Frankrig, Schweiz og Grækenland. Resultaterne af lægegruppernes undersøgelser førte til, at Amnesty International afholdt et internationalt seminar i Athen i 1978: Violation of Human Rights- Torture and the Medical Profession. Flere arbejdsgrupper blev dannet til at videreudvikle arbejdet. En arbejdsgruppe skulle arbejde med en model for rehabilitering af torturoverlevere. Denne internationale gruppe mødtes i København i 1979 til fortsat drøftelse af rehabilitering af torturoverlevere. Man inddrog herunder erfaringer fra undersøgelse og behandling af KZ overlevere og konvojsejlere fra 2. Verdenskrig. En hovedkonklusion var, at man skulle arbejde for, at der blev oprettet et rehabiliteringscenter for tortur overlevere, og at dette skulle etableres i København

Lone Jacobsen: Sygeplejerske og psykoterapeut, der siden 1984 har arbejdet med torturoverlevere på RCT. Lone Jacobsen har ydet et stort bidrag til den eksisterende faglitteratur om sygepleje af torturoverlevere. Hun modtog i 1995 Det Inter nationale Røde Kors’ Florence Nightingale medalje for sit mangeårige arbejde og indsatsen for at gøre undervisning i behandling af torturoverlevere til en del af danske sygeplejestuderendes uddannelse.

og ligge udenfor Amnesty Internationals regi. I 1980 fik Inge Genefke foranlediget, at de første torturoverlevere kunne indlægges til undersøgelse og behandling på neuromedicinsk afdeling på Rigshospitalet i København. Læger og sygeplejersker fik her de første erfaringer med at undersøge og behandle torturoverlevere, og man fik et bedre kendskab til de psykiske reaktioner/følger af torturen end man havde tidligere. Blandt andet så man, at meget i hospitalsmiljøet let kunne vække minder om torturen og dermed skabe stor angst og uro. Man indså, at rehabilitering af torturoverlevere burde foregå i terapeutiske rammer, som var mere rolige og ikke havde et institutionelt præg. Dette blev grundstenen til etable ringen af RCT, som blev dannet i 1982 som en selv ejende, humanitær organisation.

Den tværfaglige tilgang udvikles I de tidlige år havde lægegruppen anlagt en overvejende somatisk tilgang til behandlingen. Som nævnt ovenfor fik man på neuromedicinsk afdeling større kendskab til de psykiske reaktioner og følger efter tortur. Man erfarede samtidig om de store sociale problemer, der var forbundet med at være torturoverlever og befinde sig i eksil. Problematikkerne var så komplicerede og særegne i forhold til den enkelte torturoverlever, at det var nødvendigt at medinddrage både en psykisk og social komponent i rehabiliteringen.

Jeg blev ansat på RCT i 1984, men havde allerede involveret mig i arbejdet mod tortur i Amnesty Inter national. Det var derfor et oplagt valg for mig at arbejde med torturproblematikken på det netop etablerede RCT. Viden om de forbrydelser mod menneskeheden, som foregik under 2. Verdenskrig, var en drivkraft for mig til at gå ind Amnesty Internationals arbejde mod tortur og til at fortsætte som sygeplejerske og psykoterapeut for torturoverlevere. Det gav meget mening at være med til at udvikle et helt nyt område som rehabilitering af torturoverlevere, og det var spændende at være en del af et engageret hold på dette felt. Inge Genefke som var lægechef prioriterede fra starten af det internationale arbejde meget højt. Der blev arrangeret internationale seminarer op til flere gange om året, hvor man underviste og drøftede vanskelige spørgsmål. Der blev knyttet faglige og støttende bånd til mange fagpersoner rundt i verden, som også forsøgte at hjælpe torturoverlevere, og nye centre opstod. På forskningsfeltet blev der rejst spørgsmål, som burde undersøges, og forskningsprojekter tog form. Som eksempel kan jeg nævne, at RCT i 1989 gennem førte en dansk undersøgelse, hvis formål var at identi ficere symptomer hos børn, der havde været udsat for krænkelser af menneskerettigheder som f.eks. tortur. Samme år blev resultaterne fremlagt på et internationalt seminar i Filippinerne. Alle undersøgte børn havde symptomer på psykisk ustabilitet. De beskrevne grundlæggende principper er stadigt vejledende for vores arbejde på DIGNITY, og dengang som nu oplever vi, at der i hvert tilfælde er helt særlige forhold, vi skal tage højde for, når vi undersøger og behandler torturoverlevere.

De første principper for behandling Principperne for behandlingen af torturoverlevere afspejlede fra starten en helhedsopfattelse af problematikkerne: •P rocedurer, som kan minde overleveren om den tortur, han eller hun har været udsat for kan fremkalde stor uro og angst. Disse må derfor i bestemte situationer helt undgås – eller der må tages særlige forholdsregler. (Dette gælder dog ikke psykoterapien, hvor eksponering kan være en del af behandlingen, men på en kontrolleret måde). •B ehandlingen må være både somatisk og psykisk og forløbe samtidig. • I kke blot torturoverlever, men også ægtefælle og børnene skal inddrages i behandlingen. •D e sociale forhold skal tages i betragtning, og socialrådgivning skal indgå i behandlingen.

I undersøgelsesfasen var og er det vigtigt at vide, at nogle torturoverlevere f.eks. oplever det meget ubehageligt at tage tøjet af. Mange små ting som metalliske lyde, anvendelse af nåle, elektroder og elektriske ledninger kan udløse kraftige angstreaktioner. Derfor tog vi EKG på klienterne på centret (RCT), fordi det var indrettet i terapeutiske rammer med så lidt klinisk præg som muligt. Eksempelvis bar vi aldrig kitler, hvad der stadig er gældende. Selv ventetid kan minde torturoverleveren om de timer, som han skulle vente på tortur. Andre undersøgelser som gynækologiske undersøgelser kan være meget belastende. Vi tilrettelægger undersøgelser og behand linger, så vi så vidt muligt undgår at fremkalde uro og angst og dermed at traumatisere yderligere. Vigtigt er det at være opmærksom på, at torturoverlevere har været udsat for ufatteligt pres i mange situationer og stadig lever i en øget stress tilstand. Vi undgår derfor at udsætte dem for unødigt pres, da det i yderste

konsekvens kan betyde, at de udebliver helt fra behand ling eller at rehabiliteringsprocessen bliver sat tilbage. I de tidlige år havde vi tandlæger tilknyttet centret, for at undersøgelserne kunne foregå i kendte omgivelser uden en masse klinikudstyr, stærkt lys og lignende. Vi fulgte ofte overleverne til undersøgelser og behand ling på Rigshospitalet, som vi havde et udbygget og værdifuldt samarbejde med. Vi gjorde en indsats for at informere og undervise sundhedspersonale og andre som kom i kontakt med torturoverleverne, så de havde forudsætninger for at forstå deres reaktioner ikke mindst angsten, og dermed undgå yderligere traumatisering.

Angsten kan vise sig som panikanfald i situationer, der minder om torturen f.eks. ophold i små rum, synet af hospitalsudstyr, pludselige høje lyde eller mødet på gaden tilfældigt med en uniformeret politibetjent. Sanseindtryk kan aktivere flashbacks i vågen tilstand, hvor det føles som om dele af torturen genopleves. De har en meget dårlig nattesøvn med tilbagevendende voldsomme mareridt.

Torturoverlevere lever i nutiden, men med fortidens traumatiske oplevelser som konstant nærværende. Det er oplevelser, de hele tiden forsøger at undgå og slippe væk fra.

Torturoverlevere dengang og i dag De problemer, som torturoverleverne kommer til os med i dag, har i princippet ikke ændret sig. Vi ser dog, at især de sociale forhold er blevet dårligere for mange og dermed forværrer tilstanden og gør det vanskeligere at forbedre denne. Når jeg taler med mine klienter fortæller mange, at det at være tvunget til at træffe ‘det umulige valg’ har været det værste for dem. “ Torturoverlevere er mærkede på krop og sjæl. De fysiske symptomer er ofte en følge af de torturmetoder, der har været anvendt. De medfører f.eks. nerve- og muskel skader og kroniske smerter i kroppen. De psykiske følgetilstande eller symptomer, vi ser, er i store træk de samme, idet torturoverleverne lider af post traumatisk belastningsreaktion (PTSD), angsttilstande og depressive tilstande. Torturoverlevere isolerer sig ofte pga. angst og depression. Depression er en naturlig reaktion på de mange tab, som de har lidt. De kan have mistet familiemedlemmer, som er myrdet under tortur eller forsvundet i massegrave i hjemlandet eller de kan være forsvundet under flugten til eksillandet. Tilliden til andre mennesker er alvorligt skadet, og de har ofte svært ved at være sammen med andre mennesker, de ikke kender. De kan endog isolere sig fra deres familie. Det betyder, at deres livsudfoldelse bliver begrænset. Et udsagn fra en torturoverlever som: “Jeg vil helst være alene, så har jeg det bedst” er ikke sjælden at høre.

som torturoverleveren tvinges til at træffe af bødlen. En fange kan f.eks. være blevet tvunget til at angive sine venner eller udpege en af sine medfanger til en forfærdelig død i syrebad. Hvis ikke han fulgte ordre, ville man voldtage hustruen for øjnene af ham eller tortere hans børn. Følgerne er lige forfærdelige hvad der end vælges. Et offer for en sådan psykisk tortur plages resten af livet af stor skyldfølelse. Hændelsen vender tilbage igen og igen som et invaderende minde og bevirker angst og vedvarende grublerier om hvorfor det skete. Det er netop bødlens hensigt, at fangen skal forblive som et hjælpeløst offer resten af livet.

efterhånden får kontrol over følelserne, og oplevelserne lægger sig i erindringen og får mindre betydning. Man kan tale om, at klienten har bevæget sig fra offer til at blive overlever. Nogle klienter er for dårlige til at gennemgå en bearbejdning af deres traumatiske oplevelser. I disse tilfælde må vi hjælpe klienterne til at leve med dem på bedst mulig måde.

Vidensgrundlaget vokser I de tidlige år var grundlaget for meget af det faglige arbejde som nævnt ikke så stort som i dag. Vi forstod f.eks. ikke hvorfor torturoverlevere, der havde været udsat for falanga (slag under fodsålerne) sagde, at de følte det, som om de gik på brændende kul og havde smerter. Deres sår var jo for længst lægte. Vi havde

Fra offer til overlever

Sygeplejerske Karen Fahnøe drøfter kostvaner med en klient. I de tidlige år indgik kostvejledning i behandlingsforløbet. Fotograf: Heine Pedersen.

Særligt angstskabende for torturoverlevere kan det være at opleve sig selv som en person, der er blevet en anden. Mennesker, der har været aktive i job i deres hjemland, haft normale relationer til familie og venner, oplever nu, at de ikke kan klare det. De sidder derhjemme med smerter og tør ikke bevæge sig for meget. De tør ikke gå ud af angst for mørke og andre mennesker, og de taber let kontrollen og bliver pludseligt vrede og skælder familien ud. De genkender ikke sig selv og forstår ikke, hvad der er sket med dem. Mange er bange for at blive sindssyge. De har svært ved at koncentrere sig og husker dårligt. Den tortur, de var udsat for, står derimod klart indprentet i hukommelsen. Den dårlige hukommelse bidrager til, at de har meget svært ved at integrere sig i samfundet og lære det nye sprog. Torturens formål er at nedbryde et menneske totalt. Når jeg taler med mine klienter fortæller mange, at det at være tvunget til at træffe “det umulige valg” har været det værste for dem. Det umulige valg er det valg,

Det overordnede mål med rehabiliteringen er dengang som nu at hjælpe torturoverleveren til at leve i nutiden, til et bedre liv med fokus på funktion, deltagelse og livskvalitet. Et mål med behandlingen er, at klienten også kan føle ro eller endog glæde i sit liv f.eks. ved at følge sine børn til børnehave eller skole eller forsøge at være sammen med kammerater uden at tabe kontrol i samtaler eller diskussioner, hvor uenighed opstår. Andre vigtige mål handler om, at klienten får indsigt i sin egen situation og forstår, hvorfor han har de fysiske og psykiske symptomer efter torturen. I sig selv kan det gøre klienterne meget rolige, når de f.eks. forstår, at de ikke bliver sindssyge, fordi de pludselig ser deres bøddel foran sig i et invaderende minde. På samme måde kan det ændre dagligdagen, hvis klienterne får mere kontrol over deres angst, så de tør gå på gaden alene. Den indledende fase i psykoterapien, hvor tillid og alliance mellem klient og behandler etableres, tager ofte længere tid, end tilfældet er med andre klientgrupper. Der kan gå flere måneder, før man kan åbne for en bearbejdning af de meget voldsomme traumatiske oplevelser, der forfølger torturoverlevere. Bearbejdningen af traumerne sigter mod at reducere angsten, den sociale isolation og følelsen af at kunne blive sindssyg. Smertefulde følelser som angst, afmagt og sorg, men også vrede, genopleves i traumebearbejdningen op til flere gange, før klienten

Lone Jacobsen i konsultationen. Hun modtog i 1995 Det Inter nationale Røde Kors’ Florence Nightingalemedalje for sit mange årige arbejde og indsatsen for at gøre undervisning i behandling af torturoverlevere til en del af danske sygeplejestuderendes uddannelse.

derfor også svært ved at afhjælpe dem. I dag ved vi, at der er tale om kroniske smerter, og vi kan behandle dem ved en tværfaglig indsats af læger, fysioterapeuter, psykologer og socialrådgivere. Klienterne får indsigt i hvad kroniske smerter er, og hvordan de bedst kan leve med det vilkår, at de ikke kan forsvinde helt. De lærer, hvordan de flytter fokus fra smerterne, hvordan de skal røre sig og i videst muligt omfang gøre hvad de ønsker at gøre, selv om det gør ondt- f.eks. følge deres børn til skole og ikke blive siddende hjemme i sofaen uden at røre sig af skræk for at få mere ondt. Når angst- og stresstilstanden reduceres, aftager de kroniske smerter også i nogen grad. Det psykoterapeutiske arbejde er igennem årene blevet videreudviklet i takt med vores erfaringer og de forskningsresultater, der foreligger. Edna Foa’s metode med at eksponere for traumer (Prolonged Exposure), som er udviklet over mange år, er en af de nyere tilgange, som vi nu anvender. Vi har imidlertid lært at tilpasse traumeeksponeringen til denne sårbare gruppe klienter, således at metoden er vejledende. Traumeeksponeringen indebærer, at klienten skal kunne tåle at føle angsten, sådan at denne efterhånden reduceres. Dette er særligt vanskeligt og følsomt for mennesker, der har været udsat for tortur, idet angsten let bliver for voldsom i styrke under bearbejdningen og dermed føles alt for belastende.

hvad der arbejdes med er lagt åbent frem i teamet til fælles sparring.

Demografi og traumer ændrer sig I de tidlige år kom torturoverleverne fra militærdiktaturerne Chile, Uruguay og Argentina. Billedet har gennem tiden ændret sig alt efter hvilket regime, der har forfulgt og torteret deres befolkning, og hvilke flygtninge vi har modtaget i Danmark. Igennem årerne har vi blandt andet mødt tyrkiske, kurdiske, bosniske, irakiske, iranske, afghanske, kinesiske og somaliske torturoverlevere. I de senere år er mange torturoverlevere kommet fra Mellemøsten og Afghanistan. Her oplever jeg desværre en slags forværring i traumerne og i klienternes historier. Hvor de sydamerikanske torturoverlevere havde traumer, der var mere begrænsede i tid, så er de traumatiske

Gentagne undersøgelser viser, at viden generelt i samfundet om tortur, og hvad den gør ved mennesker, stadig er for lille. Der er derfor brug for formidling af en sådan viden til mange grupper i det danske samfund. Jeg tænker på sundheds- og socialområderne, på skolerne, hvor torturoverlevernes børn går og er mærkede af hvad der er sket med far eller mor. Det kræver viden om tortur og dens følger både i første og anden generation, så lærere og andre ressourcepersoner kan være opmærksomme på, om barnet trives eller har behov for hjælp.

Det er vigtigt, at vi får kendskab til om vores medborgere har været udsat for tortur, sådan at behandling kan tilbydes så hurtigt som muligt, og en kronisk tilstand af håbløshed kan forebygges. Opsporing af torturoverlevere og gerne så tidligt som muligt, er derfor endnu en vigtig udfordring for DIGNITY.”

Et udsagn, jeg indimellem hører fra tidligere mandlige klienter, lyder: “Fokus var jo på mig, men min kone var også udsat for voldsom tortur, imens jeg var i fængsel. Og hun har aldrig fået hjælp.” Jeg har flere gange oplevet, at tidligere mandlige klienter igen henvender sig til os og spørger om hjælp til deres hustruer. Da de selv fik behandling for år tilbage, vidste vi intet om dette, og det selvom vi rent faktisk havde kontakt med hustruerne. Torturoverlevere fortæller sjældent om deres baggrund til andre. Ikke mindst kvinderne er tilbageholdende med at oplyse, at de har været udsat for tortur, da det er stærkt tabuiseret.

Udfordringerne i dag er store Indenfor rehabiliteringsfeltet på DIGNITY mangler vi især klinisk forskning til dokumentation af behandlingsresultater og som kan vejlede os i valget af de bedste og mest effektive behandlingsmetoder. Dette felt er beskrevet andetsteds i nærværende jubilæumsskrift. I dag har vi ringe viden om, hvordan det går torturoverleverne på længere sigt. Og hvordan går det dem, når de bliver gamle? Er der brug for endnu en behandlende eller støttende indsats, sådan som vi så det fra vores egne KZ overlevere efter 2. Verdenskrig?

Som det er nævnt, er det vigtigt at inddrage familien i behandlingen, da den også lider. Dette gjorde vi helt fra starten. Men arbejdet med familien er nu systematiseret og har fundet en form, så hele familien kan henvises fra starten. Dette arbejde er udvidet sådan, at behandlerne også inddrager det såkaldte netværk omkring familien, socialforvaltning, skole mv. Vores faglige viden er på alle områder vokset i dag, og det samme er graden af specialisering. Siden RCTs start har rehabiliteringen været multidisciplinær og har bestået af læger, fysioterapeuter, psykologer, og socialrådgivere (suppleret med specialister ved behov). I dag er rehabiliteringen struktureret i teams, som er trænet i at arbejde interdisciplinært, hvilket blandt andet betyder, at vigtige beslutninger i behandlingen tages i fælles skab og der udvikles fælles mål for og med klienten. Ingen behandler sidder således “alene” i sit rum, og

oplevelser, som f.eks. ofrene for Saddam Husseins terrorregime i Irak har været ude for, meget massive. Det er mennesker, som har været udsat for tortur og forfølgelse hele livet eller i mange år. Familien har måske levet under jorden eller været på flugt, og nære familiemedlemmer er forsvundet i fængsler og massegrave. Traumerne i dag synes tungere og problemstillingerne mere komplicerede. Og derfor er der mere end nogensinde brug for organi sationer og behandlingscentre som DIGNITY, som kan hjælpe overleverne tilbage til livet og bidrage med forskning til udviklingen af behandlingsmetoder.

Litteratur Basoglu M (ed.): Torture and mental health: current treatment approaches, Cambridge University Press, 1992. Foa E, Hembree E, and Rothbaum B: Prolonged Exposure Therapy for PTSD, Oxford University Press, 2007.

Det er vigtigt, at vi får kendskab til om vores medborgere har været udsat for tortur, sådan at behandling kan tilbydes så hurtigt som muligt, og en kronisk tilstand af håbløshed kan forebygges. Opsporing af tortur overlevere og gerne så tidligt som muligt, er derfor endnu en vigtig udfordring for DIGNITY.

Asylansøgere i Danmark: en undersøgelse af nyankommne asylansøgeres helbredstilstand og traumatiserings grad, Amnesty Internationals Danske Lægegruppe, Dansk Røde Kors, 2008. Violations of Human Rights: Torture and the medical profession, Report of an Amnesty International medical seminar, Athens, 1978.

Jacobsen L og Smidt-Nielsen K: Torturoverleveren – traume og rehabilitering, International Rehabilitation Council for Torture Victims, IRCT, 1996.

Knækket under tortur- tiden er gået i stå. Akvarel malet af torturoffer i terapi på RCT, 1993.

Montgomery E og Jacobsen L: Familieteamet på RCT, rapport om det første år, 1.6. 94-31.5. 95, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, København, 1995.

Rehabiliteringen på DIGNITY i dag Af Charlotte Rehling og Lene Jelbert

Rehabiliteringsafdelingens målgruppe er som bekendt traumatiserede flygtninge, indvandrere og deres familier. Der arbejdes ud fra den bio-psyko-sociale model, hvor der til stadighed er fokus på klientens samlede livssituation og samspillet imellem forskellige faktorer.

Alle klienter er tilknyttet et tværfagligt team med psykolog, fysioterapeut, socialrådgiver og læge. Familieteamet har desuden en familieterapeut ansat. I alle teams arbejder vi ofte tæt sammen med tolk, og afdelingen har et fast korps af meget professionelle og kompetente tolke. Rehabiliteringen foregår i et nært samarbejde imellem de forskellige behandlere og klienten. Det er af afgørende betydning for behandlingsforløbet, at klienten inddrages i alle beslutninger vedrørende behandlingen– og at afklaring af forventninger og mål med behandlingen sker i et tæt samarbejde mellem klienten og behandlerne.

Organiseringen Afdelingen består af følgende fire behandlingsteams: To individuelle teams, hvor rehabiliteringen foregår som individuelle seancer imellem behandler og klient. Et gruppeteam, hvor den individuelle rehabilitering suppleres med psykoedukation i mindre grupper med op til otte deltagere. Fra gruppeteamets start har der været lagt vægt på, at deltagerne i en gruppe taler samme sprog og har samme køn. I gruppesessionerne arbejdes med hovedsymptomerne indenfor PTSD som angst og depression, søvnproblemer og smerteproblematikker. Desuden berøres sociale udfordringer som for eksempel migration – altså det at flytte eller flygte til et andet land og finde sig til rette der. Et familieteam, hvor fokus udover individuel behandling til den/de traumatiserede – er hele familiens trivsel, og de

Charlotte Rehling: Speciallæge og specialeansvarlig konstitueret overlæge på DIGNITY. Lene Jelbert: Master of Public Health og afdelingsleder for Rehabiliteringsafdelingen på DIGNITY.

Den tværfaglige bio-psyko-sociale model Rehabiliteringen tager udgangspunkt i klient møder, hvor psykolog, fysioterapeut, læge og socialrådgiver løbende sætter mål sammen med klienten. I modsætning til den multidisciplinære tilgang foregår arbejdet ikke parallelt, men koordineres udførligt på teammøder. Alle taler med én stemme og går ind og støtter op omkring det, som er vigtigt lige nu, f.eks. søvn. Psykologen finder ud af, hvordan familien fungerer, så der kan skabes rum for søvnen. Lægen giver indsigt i søvnens betydning og undersøger, om der er behov for medicin. Socialrådgiveren tager fat om økonomiske problemstillinger, der kan nedbringe bekymringerne. Fysioterapeuten hjælper klienten med at graduere træningen af daglige aktiviteter og underviser i kropsbevidsthed og afspænding. Den biopsykosociale model følger den tværfaglige tankegang bag Verdenssundhedsorganisationen WHO´s internationale klassifikation af funktions evne, funktionsnedsættelse og helbredstilstand (ICF). Klassifikationen er udviklet på tværs af sprog, lande og faggrupper.

udfordringer der er i en familie, hvor et eller flere familie medlemmer er traumatiserede. Der lægges stor vægt på at formidle et bedre samarbejde i det professionelle netværk, der ofte allerede findes omkring familien. Familieteamet har udviklet en model for netværksmøder, som er introduceret i flere kommuner – ligesom det er beskrevet i bogen “Mod en fælles indsats – Netværksarbejde til forebyggelse af ungdomskriminalitet i traumatiserede flygtningefamilier” af Mette-Louise Johansen m. fl., som er en erfaringsopsamling fra et projekt i Karlebo kommune. I alle teams er der til stadighed opmærksomhed på hele familiens trivsel, og ægtefællen forsøges som oftest inddraget i behandlingen. Hos mange klienter er der dog en stor skepsis overfor at involvere familien, da de fleste bruger mange kræfter på at fremstå som “normale og velfungerende”, og derfor ser det som skamfuldt at skulle inddrage og involvere familien. Det er imidlertid vigtigt altid at holde sig familiens trivsel og dynamikken i familien for øje, for når en eller begge forældre kæmper med følgerne af en traumatisk fortid, vil det altid påvirke hele familien og ofte skabe meget vanskelige forhold for børnene, som kan præge dem hele livet. Vi arbejder til stadighed på at optimere vores rehabili teringstilbud, og har i den forbindelse valgt nogle vigtige fokusområder, der drejer sig om ventetid på behandling, visitation, monitorering samt udvikling og kvalitetssikring af det faglige arbejde.

Ventetid og visitation Ventetid på behandling har igennem mange år været en udfordring. Lang ventetid er en stor belastning for klienterne, som måske i forvejen har skullet overvinde en barriere for at kunne indse behovet for behandling. En lang ventetid kan desuden medvirke til, at klientens symptomer forværres og tiltroen til effekt af behand lingen og ressourcerne til at indgå aktivt i behandlingen mindskes. Det er igennem de seneste år lykkedes at nedbringe ventetiden fra 2-3 år til aktuelt op til 8 måneder – i nogle tilfælde endnu kortere tid. En sådan reduktion af ventetiden forudsætter en grundig visitation. Igennem knap to år har vores praksis været, at alle henvisninger behandles i et visitationsudvalg bestående af en erfaren psykoterapeut samt afdelingens ledelse. Her afgør vi, om klienten kan indkaldes direkte til en visitationssamtale,

om der skal indhentes supplerende oplysninger eller om klienten falder udenfor DIGNITYs målgruppe, og derfor skal tilrådes behandling i et andet regi. Klienter, som vi vurderer at tilhøre DIGNITYs målgruppe, indkaldes indenfor to uger til en visitationssamtale. Samtalen er med to behandlere med forskellig faglighed. Samtalen foregår som et semistruktureret interview af to timers varighed med afklaring af, om klienten tilhører DIGNITYs målgruppe,- om der er forhold, som taler imod behandling – samt klientens forventninger, motivation og ressourcer til at indgå i et tværfagligt behand lingsforløb.

Motivation og fremmøde Som i andre grene af sundhedsvæsenet, har vi på DIGNITY i perioder mange udeblivelser. Vores klientgruppe har som led i deres sygdom ofte vanskeligheder med at over holde et stabilt fremmøde på grund af hukommelses problemer, mange smerter eller angst og depression. En del af behandlingen er derfor at arbejde på at overholde aftaler, hvilket er vigtigt af hensyn til kontinuiteten i behandlingen, men også for at udnytte ressourcerne bedst muligt. Vi har indført SMS service, hvor patienterne auto matisk får tilsendt en SMS dagen før aftaler i DIGNITY. I tilfælde med mange udeblivelser tages dette op med klienten. Det er vigtigt med et løbende fokus på udeblivel ser og en analyse af årsagen, da det kan tydeliggøre, hvordan det optimale rehabiliteringsforløb ser ud, set fra klienternes synsvinkel. Klientens motivation og ressourcer til at indgå aktivt i behandlingen er af afgørende betydning for rehabilite ringens succes. De mennesker, som henvises til DIGNITY har uden undtagelse store vanskeligheder og et stort behov for hjælp. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at afdelingen ikke er i stand til at behandle alene, men at klienten nødvendigvis må indgå som en aktiv partner i behandlingen, hvis der skal ske fremskridt. Det forhold står ofte i kontrast til klientens forventninger, da mange kommer fra en kultur, hvor lægen er autoriteten, som behandler en klient, som er stort set passiv i forløbet. Det er derfor et vigtigt aspekt at få tydeliggjort og diskuteret med klienten i starten af forløbet. I nogle tilfælde er klienten ikke i stand til at se formålet med behand lingen eller indgå aktivt i forløbet, hvilket er vigtigt at få frem, da det så kan være rigtigt at afslutte forløbet.

Behandlingstiden har de sidste to år som hovedregel varieret mellem 10-12 måneder, hvilket er en betydelig reduktion i forhold til tidligere, hvor et forløb kunne strække sig over flere år. Når der sættes et mål for behandlingstiden, er det vigtigt, at der er mulighed for at tage individuelle hensyn. Nogle klienter vil efter ti måneder være inde i en udvikling, hvor der fortsat sker store fremskridt, og de skal have mulighed for at fortsætte, mens andre efter seks måneder har opnået, hvad der er muligt. Et andet væsentligt område har været monitorering. Det har længe været et ønske at få objektive målemetoder for behandlingens effekt. Dels for at vurdere det enkelte rehabiliteringsforløb og dels som led i en stadig udvikling og optimering af vores rehabiliteringstilbud. 1. januar 2012 indførte vi et nyt systematisk monitoreringsprogram, hvor alle patienter monitoreres på en række udvalgte parametre som smertepåvirkningen, angst, traumer, PTSD symptomer og sociale forhold. Det sker ved visitation, behandlingsstart, behandlingsafslutning samt ni måneder efter endt behandling. Indførelse af monitoreringsprogrammet er blevet godt modtaget af behandlerne, som har efterlyst en sådan kvalitetssikring af arbejdet. Udover gevinsten for rehabili teringsafdelingens arbejde har monitoreringen åbnet for samarbejde med to andre behandlingscentre, OASIS og RCT Jylland. Begge disse institutioner ønsker at benytte det samme monitoreringsprogram. Afdelingen forventer at kunne begynde at bearbejde data ultimo 2013 – og forventer sig meget af arbejdet.

Kontinuerlig faglig udvikling Faglig udvikling har i alle årene været en højt prioriteret del af arbejdet i DIGNITY. Hver faggruppe har en fagudviklingsleder, som har det overordnede ansvar for at holde sig ajour med den nyeste udvikling inden for faget. Fagudviklingslederne arbejder sammen om at koordinere udviklingen af den tværfaglige indsats. Aktuelt er de forskellige faggrupper i gang med at beskrive deres arbejde med specifikke områder såsom smerter, søvnproblemer, depression, m.m. Dette arbejde skal fortsættes i den kommende tid og munde ud i en beskrivelse af den tværfaglige indsats inden for de enkelte områder, samt på længere sigt – en nøjere

beskrivelse af den tværfaglige behandling som samlet indsats.

Samarbejdet på tværs af huset Rehabiliteringsafdelingen samarbejder med interna tional afdeling om projekter i udlandet. Specielt fysio terapeutgruppen har bidraget med undervisning og supervision i eksempelvis Sierra Leone, Libyen, Jordan og Tunesien. Et omfattende fysioterapifagligt materiale foreligger nu på engelsk. Psykologgruppen har ligeledes deltaget i internationalt arbejde ved deltagelse i mission til Cambodja og supervision af behandling i Kosovo.

Forskningen

Forskning inden for rehabilitering foregår som et sam arbejde imellem forskningsafdelingen og rehabiliterings afdelingen. Der er aktuelt to medarbejdere, som har en ansættelse, der er delt imellem de to afdelinger. Det er håbet, at samarbejdet kan udbygges yderligere, og der arbejdes i øjeblikket på en overordnet plan for de kommende års kliniske forskning. Afdelingen glæder sig til at blive endnu dygtigere til at udvikle metoder til rehabilitering, der kan hjælpe denne meget sårbare gruppe mennesker.

Af Edith Montgomery I 1999 blev en selvstændig forskningsafdeling etableret på RCT med det formål at prioritere og fokusere på forskning som del af hele RCTs virke. Etableringen var en direkte følge af RCTs nye organisations- og strategi plan fra 1998. Ifølge denne skulle RCT fremover have fokus på forebyggelse, forskning, udvikling og information samtidig med, at rehabiliteringsdelen blev styrket. RCT udvidede sit mandat til både at omfatte tortur og organiseret vold (TOV). Man ville fremover også fokusere på at bekæmpe TOV ved at angribe årsagerne til, at den opstår, fremfor hovedsagelig at dæmme op for følgerne af den. Fra at være en organisation, der primært havde til formål at lindre den fysiske og psykiske smerte hos det enkelte torturoffer, blev RCT også til en organisation, der arbejder på at fremme en bæredygtig udvikling i samarbejdslande. Der kom samtidig et øget fokus på lokalsamfund fremfor kun på individer og familier.

Forskning var medtænkt fra starten Forskning har fra starten været en del af RCTs virke. I begyndelsen var det tænkt ind som en del af rehabili teringsforløbet i form af systematisk dokumentation og monitorering af de helbredsmæssige følger af tortur.

Edith Montgomery: Dr. med., ph.d. og forsknings chef på DIGNITY. Specialist i børnepsykologi og psykoterapi. Edith Montgomery har publiceret en række artikler og bøger om flygtningebørn og unge, traumatisering og psykisk sundhed.

Formålet med forskningen de første år var at “udforske torturen og torturfølgernes art og omfang med henblik på forebyggelse og behandling”. Forebyggelse handlede på det tidspunkt om at blive bedre til at genkende torturen gennem viden om torturens fysiske og psykiske følger. De første ti år af RCTs historie handlede forskningen altså om at dokumentere sammenhængen mellem tortur og helbred for på den baggrund at kunne udvikle effektive rehabiliteringsmetoder. Det er vigtigt at huske på, at diagnosen PTSD på det tidspunkt var helt ny, og der eksisterede praktisk taget ingen viden om følgerne af TOV for menneskers psykiske og fysiske sundhed. I 1990 forsvarede læge Ole Vedel Rasmusen sin disputats: “Medical Aspects of Torture”. Disputatsen omfattede en systematisk dokumentation af torturformer og deres relation til specifikke symptomer og objektive fund hos 200 torturofre, der var blevet undersøgt af Amnesty Internationals danske lægegruppe fra 1973-1982 forud

for RCTs etablering. Desuden indeholdt disputatsen en gennemgang af den lægelige professions henholdsvis deltagelse i og arbejde imod tortur. Op gennem 90’erne blev en række forskningsog metode udviklingsprojekter gennemført på RCT, f.eks. flere projekter om børn af torturofre, om angstformer hos torturofre, om den psykoterapeutiske proces, dokumentation af falanga og lægers deltagelse i tortur. Projekterne blev gennemført af sundhedsprofessionelle eller af eksterne forskere, hvis hovedopgave var behandling af klienter på RCT. Der blev desuden udviklet et monitoreringssystem baseret på internationale klassi ficeringssystemer. Endelig blev der afholdt en række videnskabelige seminarer med internationale forskere inden for tilgrænsende områder, f.eks. professor Susan Folkman (stress og coping) og professor Leo Eitinger (fordomme). Refleksion, udvikling og vidensopsamling prægede således organisationen fra starten, og RCT har altid stilet imod at være en ‘lærende organisation’.

Forskningsafdelingens etablering Allerede i 1991 blev det fremhævet i RCTs årsrapport, at “det er nødvendigt at opnormere forskningsområdet for at igangsætte og sikre en målrettet og koordineret gennemførelse af de enkelte projekter”. I 1999 lykkedes det med etablering af forskningsafdelingen.

Etableringen af forskningsafdelingen medførte åbning af videnskabelige perspektiver på tværs af fag, disci pliner og metoder. Således blev den kliniske lægeviden skab og psykologi, som hidtil havde udgjort baggrunden for de gennemførte projekter, suppleret med human videnskabelige metoder, epidemiologi, biostatistik og samfundsvidenskabelige metoder.

Formålet var at etablere en vidensbase om tortur og organiseret vold, dens natur og udbredelse, årsager og konsekvenser. Denne vidensbase skulle opbygges og videreudvikles ved:

I 2005 gjorde en omorganisering af RCTs bevillinger det muligt at gennemføre en stor udvidelse af forsknings kapaciteten med ansættelse af adskillige nye forskere og udvikling af en ny forskningsstrategi i samarbejde med det videnskabelige udvalg. Ifølge denne skal forskningen bidrage til at udvikle kvaliteten og effekten af interventioner inden for områderne rehabilitering og forebyggelse. Det skal ske ved at udvikle og udbrede viden om TOV (forekomst, årsager og konsekvenser) og om de rehabiliterende og forebyggende interventioner, der er rettet direkte mod torturoverlevere og udøvere. Rehabilitering af ofre for og forebyggelse af TOV blev således sidestillet som tematiske forskningsområder.

• Systematisk analyse og dokumentation af årsagerne til og effekterne af tortur på individ, familie og samfundsniveau • Systematisk monitorering og evaluering af RCTs indsats i og uden for Danmark •U dvikling af interventionsmetoder, der modvirker årsagerne til og effekterne af tortur på individ, familie og samfundsniveau

•A t skabe opmærksomhed om tortur og anden organi seret vold i videnskabelige fora.

• Rehabilitering og behandling: Herunder evaluering af indsatsen inden for multidisciplinær rehabilitering, kort- og langtidseffekten af specialiserede behandlings metoder samt udvikling af interventionsmetoder, som er relevante i Syd.

Ved udgangen af 1999 var der ansat tre forskere, en leder og en sekretær i afdelingen, mens to nye forskere kom til i starten af 2000. Det samlede budget til forskning var i 1999 på godt en million kr. I løbet af de første år blev byggestenene lagt til en gradvis opbygning af forskningsafdelingen til et videnscenter. RCT åbnede nu for alvor sine døre for praktikanter og specialestuderende, og i løbet af de første fem år blev tre ph.d. projekter gennemført: “Psykisk helbred, livskvalitet og social funktion blandt torturofre: en forløbsundersøgelse” (læge Jessica Carlsson), “Fysisk helbred og social funktion blandt flygtninge under og efter behandling for torturfølger” (læge Dorte Reff Olsen); og “Prison staff and human rights training in Nigeria – studying identification and learning” (psykolog Andrew M. Jefferson).

• Forebyggelse af tortur og organiseret vold: Herunder grundårsagerne til tortur og organiseret vold samt evaluering af specifikke præventive strategier.

Fra at hver forsker arbejdede relativt isoleret inden for sit eget område, blev forskningsafdelingen nu konsoli-

deret med to forskningsklynger: Rehabilitering og Forebyggelse, hvor hver klynge var tilknyttet seniorforskere, forskere og ph.d. studerende. Disse blev i 2006 udvidet til tre klynger ved oprettelsen af befolkninger og fælles skabsklyngen. Mens Rehabiliteringsklyngen primært var funderet i det sundhedsvidenskabelige og forebyggelses klyngen i det samfundsvidenskabelige, benytter Befolkninger og Fællesskaber sig af begge typer videnskab. Ansættelses- og bedømmelsesstrukturen i forsknings afdelingen professionaliseredes, således at man for at blive forsker skulle have gennemført en ph.d., og for at blive seniorforsker gennemgået en ekstern bedømmelse svarende til universiteternes lektorbedømmelse. I årene herefter blev en del af forskningen omlagt, således at den i højere grad udgjordes af sammenhængende forskningsprogrammer, der blev gennemført i samarbejde med universiteter og forskningsinstitutioner i og uden for Danmark ofte med såvel ekstern som intern finansiering. RCT understøttede endvidere kapacitetsopbygning i Syd inden for forskningsområdet ved at flere programmer omfattede lokale ph.d. studerende, der arbejder under vejledning af en RCT seniorforsker.

• At gøre forskningsresultaterne tilgængelige gennem publikationer, præsentation på konferencer og deltag else i internationale rådgivende grupper

I den første RCT forskningsstrategi fra 1999 beskrives, hvordan forskningen udføres primært inden for tre forskningsområder:

• Symptomatologi og diagnose: Herunder udvikling af viden om hvordan effekten af tortur relaterer sig til effek ten af andre traumatiske oplevelser, traumereaktionens økologi samt effekten af TOV på særligt udsatte grupper, herunder børn.

Mens de to første områder var en direkte følge af den sundhedsvidenskabelige forskning, der fandt sted på RCT op gennem 80’erne og 90’erne, var det sidste område nyt. Ny forskning blev igangsat. Den søgte at afdække årsagerne til, at tortur og anden organiseret vold opstår, voldens udbredelse og dens betydning for de ramte samfunds sociale og økonomiske udvikling.

Udvidelse af forskningsafdelingen

Antropologisk forskning. Genbegravelse i Nebaj, Guatemala. Foto: Henrik Rønsbo.

Det tværfaglige fokus er opretholdt siden forsknings afdelingens etablering, således at afdelingen i dag spænder over discipliner som rehabiliteringsmedicin, psykiatri, fysioterapi, epidemiologi, psykologi, antro pologi, sociologi og international udvikling.

Stigning i forskningsproduktionen I takt med at ressourcerne til forskning blev øget, er også omfanget af videnskabelig produktion øget. Ifølge en bibliometrisk survey foretaget i maj 2012 i Web of Science og Web of Knowledge, er antallet af publikationer, hvor en af forfatterne er ansat på DIGNITY (før RCT), steget støt gennem årene. Indtil 2007 er antallet af citationer til DIGNITY artikler ligeledes øget fra under 30 pr. år til over 105 i 2011 (ifølge Web of Knowledge). Det skal nævnes, at de to databaser omfatter megen litteratur, men ikke al den relevante litteratur.

Det videnskabelige udvalg DIGNITYs videnskabelige udvalg, der består af et antal aktive forskere på mindst seniorforskerniveau uden for DIGNITY, har til formål at vejlede DIGNITYs bestyrelse i spørgsmål om organisationens forskningspolitiske linje. Udvalget blev udpeget første gang i 1983 og bestod dengang af fire medlemmer: professor, dr. med. Povl Riis, overlæge, dr. med. Gudrun Boysen, overlæge, dr. med. Lis Danielsen og professor, dr. med.vet. Ole Aalund. De forskningspolitiske retningslinjer, der blev udarbejdet det første år havde som nøglebegreb: Metodologisk kvalitet ud fra en erkendelse af, at høj kvalitet er nødvendig for at skabe tilstrækkelig interesse for forskningsresultaterne verden over. Mens udvalget i 1980’erne og 90’erne blev udpeget blandt støtter og samarbejdspartnere, efterhånden også med ekspertise inden for andre områder end det sundhedsvidenskabelige, blev det besluttet i forbind else med etableringen af forskningsafdelingen at for malisere udvalgets arbejde og medlemskab. I 2002 vedtog bestyrelsen et kommissorium for et nyt udvalg med fast definerede kriterier for udpegning, og medlemskabet blev begrænset til maksimalt seks år.

Desuden blev udvalgets opgave udvidet i erkendelse af, at der med en nyetableret forskningsafdeling og øget fokus på forskningens rolle på RCT, var brug for særlig støtte og opmærksomhed. De nye opgaver for udvalget omfattede bl.a. rådgivning af RCT i valg af strategier og metoder inden for forskning, medvirken til at skabe forskernetværk, at følge kvaliteten af forskningsprojekterne, at identificere forskningsbehov og følge den overordnede ressource tilgang og – forbrug, og at rådgive og støtte RCT i søgen efter nye ressourcer for at understøtte forskningsaktiviteten. RCTs mangeårige forskningsvejleder og samarbejdspartner professor, dr. med. Anders Foldspang, Aarhus Universitet blev ud peget til formand for det nye udvalg. Et væsentligt fokus for udvalgets arbejde i årene herefter var at udvikle og fastholde det tværfaglige perspektiv i forskningen. Det afspejlede sig også i de udpegede medlemmers faglige baggrund, som relaterede sig til de forskningsområder, RCT kom til at fokusere på. I 2011 indledtes endnu en ny fase i det videnskabelige udvalgs arbejde. Forskningsafdelingen var da veletableret med en række erfarne seniorforskere, som tog ansvar for udvikling og kvalitetssikring af forskningsindsatsen inden for hver deres område. Udvalgets arbejdsopgaver fremover blev derfor redefineret til at omfatte følgende: • at følge kvaliteten af RCTs forskning og sikre dens videnskabelige uafhængighed • at følge implementeringen af RCTs forskningsstrategi • at følge den overordnede ressourcetilgang og – forbrug • at rådgive – og når nødvendigt aktivt støtte – RCT i dets søgen efter nye ressourcer for at understøtte forskningsaktiviteten.

Større forskningsområder RCTs forskning har omfattet en lang række emner inden for tortur og organiseret vold. I det følgende eksemplificeres forskningen inden for en række om råder, som hver har været genstand for en række projekter ofte udført i samarbejde med andre afdelinger på RCT – nu DIGNITY – eller med eksterne partnere.

Falanga

Kroniske smerter

Falanga er navnet på en bestemt torturmetode, der består af systematiske gentagne slag mod fodsålerne. Fra klinikken ved vi, at torturofre, der har været udsat for falanga, ofte har kroniske smerter i fødder og underben. Arbejdet med at afdække smertemekanismerne hos ofre for falanga blev indledt i 1995 af læge Kirstine Amris og fysioterapeut Karen Prip, der i samarbejde med Parker Instituttet ved Frederiksberg Hospital gennemførte MRscanning og balancetest samt ultralydscanning af et antal torturofre. Samtidig indledtes et systematisk arbejde med kvalitetssikring og monitorering af fysioterapien på RCT, bl.a. med specifik fokus på falangafølger. Dette arbejde, der efter forskningsafdelingens etablering gennem førtes i samarbejde med rehabiliteringsafdelingen, førte bl.a. til udviklingen af en manual for fysioterapien på RCT. Undersøgelsesmetoderne er blevet udvidet senere i samarbejde med tidligere direktør, professor Bengt Sjölund og seniorforsker Ann Persson til at omfatte kvantitative sensoriske tests af fødder hos torturover levere, og en række videnskabelige artikler er produceret på baggrund af dataindsamlingen.

Kroniske smerter har været et fokusområde inden for såvel forskning som den tværfaglige rehabilitering med fokus på den bio-psyko-sociale model i smerterehabili teringen. Ofte er det ikke muligt og hensigtsmæssigt at undersøge forskellige smertemekanismer på tortur ofre, og derfor er en række register- og metodestudier gennemført på andre typer af kroniske smerteklienter i samarbejde med bl.a. en række svenske universiteter. Et nyligt gennemført studie af kroniske smerteklienter, gennemført af seniorforsker Ann Persson, tyder på, at intensive symptomer som angst og depression og en højere grad af funktionsevnenedsættelse er sammenhængende med øget smerte-respons. En vigtig intervention ved kroniske smerter er smertelindrende behandling, og der arbejdes derfor bl.a. på at studere effekten af akupunktur ved kronisk smerte.

Gennem disse projekter har vi påvist tegn på neuropatiske smerter i ofrenes fødder, og det er vist, at tortur ofre, der har fået falanga, har større daglige aktivitetsbegrænsninger end torturofre, der ikke har fået falanga. I de efterfølgende studier var formålet at tydeliggøre underliggende smertemekanismer ved at kvantificere føleforstyrrelser i fødderne hos torturofre med og uden falanga. Resultatet viste ingen forskel på gruppeniveau. Men ved at sammenligne vores fund hos torturofrene med fund fra en rask etnisk matchet kontrolgruppe, peger føleforstyrrelserne på, at centrale smertemeka nismer har en afgørende rolle. En udvidet analyse af torturofrenes individuelle senso riske profiler viste tillige, at uanset om de havde været udsat for falanga eller ej, rapporterede alle voldsomme smerter ved gang. Dette var ofte forbundet med en øget følsomhed for dybe mekaniske tryk og samtidig en nedsat følsomhed for berøring af huden. Vi tolker disse resultater som et tegn på ændringer i centralnervesystemets sensoriske bearbejdning og som den samlende kroniske og unormale smertemekanisme hos de undersøgte personer.

Tværfaglig rehabilitering Lige siden de tidlige år har der været et ønske om at undersøge effekten af den tilbudte behandling. I et notat fra det daværende forskningsudvalg i 1985 gøres der rede for opfattelsen af de metodologiske vanskeligheder ved gennemførelse af effektforskning og de etiske problemer ved gennemførelse af randomiserede kontrollerede forsøg, hvilket gjorde, at man afstod herfra. I stedet ville man vurdere effekt gennem systematisk registrering af en række forhold ved start og afslutning af rehabiliteringen (systematisk monitorering). Denne holdning til effektforskning har holdt sig langt op i tiden, og først i 2011 blev det første forsøg igangsat. I dag beklager vi, at vi i organisationen desværre ikke tidligere har været i stand til at overvinde de etiske fordringer ved gennemførelse af effektforskning. Et sammenhængende system for systematisk monito rering af torturofre blev udviklet i starten af 90’erne af en gruppe af lægelige eksperter med hvert sit speciale (Bøjholm, Foldspang, Juhler, Kastrup, Skylv & Somnier, 1992). Systemet er “skabt til at registrere og sammenligne effekten af behandling, til at udbrede international og interinstitutionel udveksling af erfaringer og til at hjælpe prioriteringen i beslutningerne om ressource anvendelse”. Systemet blev brugt i en årrække og gjorde det senere muligt at gennemføre en 10-års opfølgnings undersøgelse af klienter i behandling.

I slutningen af 90’erne gennemførte professor Peter Elsass en kvalitativ efterundersøgelse af den psyko terapeutiske behandling (Elsass, 1995). Ti psykoterapeuter blev bedt om hver at vælge to klienter, som havde afsluttet behandlingen ca. seks måneder tidligere. Terapeut og klient blev herefter interviewet på samme måde om, hvad de havde fået ud af psykoterapien. Sytten af tyve torturoverlevere vurderede behandlingsresultaterne særdeles positivt, selvom mange tilføjede, at de ikke var blevet fuldstændigt helbredte. Tilsvarende beskrev terapeuterne, at overleverne stadig var præget af torturen, men bedre i stand til at leve med følgerne.

brug ved intervention i Syd, blev efterfølgende udviklet i et samarbejde mellem forskningsafdelingen og rehabiliteringsafdelingen (Sjölund, 2007). I erkendelse af, at der mangler viden om effekten af indsatsen specifikt over for torturoverlevere, organiserede RCT i 2008 en international konference i København, hvor en række førende forskere forelagde evidensbaseret viden om elementer af de problemer, som tortur overlevere har. Herudfra kunne det konkluderes, at den bedste model ud fra den eksisterende viden var traume fokuseret kognitiv adfærdsterapi og/eller eye movement

Resultaterne blev præsenteret på en tværfaglig, inter national pædiatrisk kongres i London i 1988, og man blev enige om at tage initiativ til en international undersøgelse af problemerne hos børn af torturofre. I december 1988 påbegyndtes en forundersøgelse i Danmark på RCT og hos samarbejdspartnere i Asien, Afrika og Latinamerika.

I starten af årtusindet blev som nævnt to forløbsunder søgelser iværksat (Carlsson, 2005; Olsen, 2006). De bestod dels af en undersøgelse af klienter før behand ling samt ni og 22 måneder senere, dels en opfølgning af klienter, der blev behandlet ti år tidligere. Undersøgelserne omfattede fysisk og psykisk helbred, social funktion og livskvalitet. Et resultat var, at torturofre, der ved henvisningen havde fysiske, psykiske og sociale problemer stadig mange år senere, var præget af deres oplevelser, hvilket tydede på, at en tværfaglig sammenhængende indsats er nødvendig. I 2005 blev et desk-study, der omfattede en systematisk gennemgang af den sundhedsvidenskabelige litteratur om torturrehabilitering, afsluttet. Den viden, der blev opnået gennem dette studie samt forløbsundersøgelserne, dannede grundlag for videreudvikling af rehabiliteringsforskningen. En feltmanual, hvor egne og andres forskningsresultater blev omsat til letforståelig viden til

desensitization and reprocessing (EMDR) kombineret med interdisciplinær smerterehabilitering og med et betydeligt fokus på kontekstuelle faktorer (Sjölund et al., 2009).

Børn og unge med flygtningebaggrund

RCT har altid haft fokus på børn af torturofre som en gruppe, der havde brug for speciel opmærksomhed, og fra starten blev forældre tilbudt, at deres børn kunne

haft en lang række direkte eller indirekte oplevelser af vold i deres hjemlande. Godt halvdelen levede i en torturramt familie, og børnene var præget af en række psykiske symptomer. Undersøgelsen viste desuden, at livsomstændigheder karakteriseret af organiseret vold, såsom at have boet i en flygtningelejr eller være opvokset i en familie, hvor en eller begge forældre havde været udsat for tortur, snarere end mere specifikke traumatiske oplevelser, øgede risikoen for psykiske symptomer hos børnene (Montgomery, 1998). Efter 8-9 år gennemførtes en opfølgningsundersøgelse af de børn, der sammen med deres familier havde fået opholdstilladelse i Danmark. Denne undersøgelse viste, at omfanget af de psykiske problemer var reduceret, og at aspekter af belastende forhold i eksil synes at være af stor betydning for børnenes evne til at komme sig over tidlig traumatisering. I slutningen af 90’erne gennemførtes en opfølgningsundersøgelse af palæstinensiske børn og unge i Gaza i samarbejde med RCTs partner Gaza Community Mental Health Programme og Helsinki Universitet. Denne undersøgelse viste blandt andet betydningen af den familiemæssige kontekst for børnenes reaktioner på den fortsatte vold. Da de videnskabelige undersøgelser alle pegede på, at børn af traumatiserede flygtningeforældre har brug for hjælp, gennemførtes sideløbende en række metode udviklingsprojekter, f.eks. et projekt om gruppeterapi og et projekt om familievisitationssamtaler. RCT udvidede i starten af 90’erne indsatsen på børne-/familieområdet og gjorde behandling af børn til en integreret del af rehabiliteringen af de torturramte familier.

Fra den internationale konferencen ”Rehabilitating torture survivors: an evidence-based international conference” arrangeret af RCT i 2008.

I 2011 blev den første egentlige undersøgelse af effekten af den omfattende, tværfaglige rehabilitering af torturerede og traumatiserede flygtninge på RCT iværksat af psykolog Linda Nordin og seniorforsker Marianne Engberg. Sideløbende blev et kontrolleret klinisk forsøg planlagt vedrørende en monofaglig, kortvarig psyko terapeutisk intervention på RCT.

Edith Montgomery og Karen Prip ved udgivelsen af feltmanualen, april 2008.

undersøges af en pædiater. I 1988 blev systematiske data indsamlet om 78 børn fra torturramte familier i behandling analyseret. Den viste blandt andet, at børn bruges som middel i torturen af deres forældre. Eksempelvis blev børn slået under amningen for at ramme moderen, og mange børn havde været fængslet sammen med deres forældre. Børnene havde en række psykiske, psykosomatiske og adfærdsmæssige problemer og symptomer, der ligner deres forældres: angst, hovedpine, mavesmerter, mareridt, tristhed, depression og isolationstendens.

I 1989 gennemførtes den planlagte danske undersøgelse, der havde til formål at identificere særlige reaktions- og symptommønstre hos børn, der direkte eller indirekte har været udsat for krænkelse af menne skerettighederne, herunder tortur og væbnet konflikt. En kvalitativ undersøgelse omfattende 11 børn viste, at alle børn var psykiske ustabile. I november-december 1989 fremlagdes disse og partneres resultater på et internationalt seminar om børn i krise på Filippinerne. Seminaret resulterede blandt andet i, at psykolog Edith Montgomery på RCT gik i gang med et ph.d.-projekt om asylsøgende børn i Danmark. Undersøgelsen omfat tede 311 børn fra Mellemøsten og viste, at børnene havde

I 2005 blev et metodeudviklingsprojekt for forebyg gelse af ungdomskriminalitet i traumatiserede flygtningefamilier indledt. Projektets metode bygger på arbejdet i RCTs familieteam, hvor netværksmøder er en integreret del af rehabiliteringsforløbet. Gennem projektet opnåede man et styrket samarbejde mellem forældre og professionelle gennem dialog og netværks møder og oplevede endvidere positive forandringer i nogle af børnenes adfærdsmønstre. I 2008-12 gennemføres et implementeringsprojekt i samarbejde med fem kommuner for at udbrede netværksmødemodellen i arbejdet med udsatte børn og

unge i Danmark. Metoden søger at involvere alle rele vante parter omkring børnene i et tværfagligt forebyggende samarbejde. I 2011 forsvarede psykolog Edith Montgomery sin doktor disputats: “Trauma, Exile and Mental Health in Young Refugees” (Montgomery, 2011). I denne sammenfattes RCTs forskning på børneområdet gennem godt 20 år.

Offerets historie Forskningsprogrammet “Offerets historie” indledtes i 2005 under ledelse af seniorforskerne Steffen Jensen og Henrik Rønsbo og blev afsluttet i 2010. Det omfatter bl.a. to danske ph.d.-projekter og to ph.d.-projekter i Syd og undersøger, hvordan offerkategorier skabes inden for det internationale sundheds- og udviklingssystem, og hvordan disse præger politik og policy på området. Med offerkategorier menes eksempelvis målgrupper for intervention samt inddelingen af disse målgrupper i primære og sekundære ofre med henblik på at afgøre, hvem der har mest brug for systematisk intervention og hvordan. Kategorierne er løbende genstand for politiske

og økonomiske forhandlinger inden for regionale og lokale udviklings- og sundhedsorganisationer. Projektet udforsker også, hvordan de berørte befolkningsgrupper overkommer og håndterer lidelse i hverdagen, og hvordan sådanne strategier påvirker NGO’er og internationale organisationer. Samspillet mellem forskning og praksis har været i højsædet under hele forskningsprocessen. Et af resul taterne er indførslen af en ny måde at lave den indled ende undersøgelse af klienter og deres behov på hos projektpartneren i Sydafrika. Det nye er, at man udvikler metoder, der beskriver klientens samlede livsverden, og ikke udelukkende beskriver vedkommendes identitet som voldsoffer. Overordnet var det programmets ærinde at medvirke til at styrke samarbejdet mellem RCT, RCTs partnere og de befolkninger, som de arbejder med. Partnerne var organisationer i Sydafrika, Guatemala, Columbia og på Vestbredden. I Guatemala har denne viden været anvendt til lobby arbejde på policyniveau samt til at fremlægge sager

med henblik på at opnå erstatninger for tab i forbindelse med borgerkrigen. Fælles for disse resultater er, at de er fremkommet gennem vedvarende samarbejde og diskussion mellem programmets deltagere, der bestod af psykologer, antropologer og socialarbejdere. I Sydafrika har forskningsarbejdet medført en øget refleksion inden for partnerorganisationen på en måde, så partneren i visse tilfælde ændrede interventions praksis. Det understreger, at den fortsatte dialog mellem alle interessenter i arbejdet mod TOV er nødvendig, hvis forskningsresultater skal udmunde i forbedret praksis og bedre forskningsmetoder.

Befolkningsundersøgelser af tortur og politisk vold i konfliktramte områder Et forholdsvist nyt forskningsområde, som er under ledelse af seniorforsker Shr-Jie Sharlenna Wang, handler om undersøgelser af vold og torturs udbredelse i konfliktramte områder. Kasuistiske rapporter om organiseret og politisk vold har fokuseret på individuelle oplevelser og ofte handlet om højt profilerede personer. Desuden tager disse sjældent den sundhedsmæssige betydning af vold (herunder psykisk tortur) på familiemedlemmer i betragtning og heller ikke de langsigtede økonomiske og sociale konsekvenser i lokalsamfundet. Organiseret og politisk vold (OPV) er af en særdeles afsmittende natur, og er et tema i fremvækst inden for epidemiologien. Epidemiologiske metoder giver mulig hed for systematisk at estimere forskellige former for OPV og menneskerettighedsovergreb på populations niveau og for at vurdere disses kort- og langtidseffekt på sundhedstilstanden på individ-, familie- og lokal samfundsniveau. Før 2007 var der kun få undersøgelser, der anvendte tilfældige nationale stikprøver til at måle omfanget og konsekvenserne af OPV og menneskerettig hedsovergreb. Et multi-site befolkningsbaseret forskningsprogram blev igangsat af RCT i 2008. Formålene var 1) at estimere den lokale endemicitet og studere mønstret i OPV; 2) At identificere risikofaktorer og beskyttende faktorer; Og 3) at analysere disses sammenhæng med sundhedskonsekvenser i den generelle population og den familierelaterede økonomiske byrde. Målet for programmet er at udvikle et simpelt værktøj til

brug for vurdering af sundhed, funktionsdygtighed og sociale relationer i en undertrykt befolkning. Målet er også at udforme og validere en generisk ‘rapid assessment’ protokol til brug for undersøgelse af OPV og menneskerettighedsovergreb, som kan hjælpe praktikere med at prioritere de sundhedsmæssige og legale interventioner. Baseline-studiet for OPV og menneskerettighedsovergreb i den generelle befolkning i voldsramte områder som Bangladesh og Kosovo blev etableret ved brug af den befolkningsbaserede survey-metode. Et omfattende antal ‘silent victim families’ blev identificeret. RCT var de første til at demonstrere sammenhængen mellem OPV og menneskerettighedsovergreb og en årlig stig ning i antallet af personskader, OPV-relaterede person skader og smerteklager i befolkningen. Resultaterne viste, at voldsudøvelsen ikke var tilfældig, men ofte blev den drevet af bestemte politiske og økonomiske interesser. De viste desuden, at følgerne af vold og menneskerettighedsovergreb ikke er begrænset til individer, men også rammer ofrenes familier. Desuden fandt vi, at vrede, had, militær- eller politifobi og mindreværdskomplekser kunne forstærke smerte oplevelsen blandt ofrene. Ofre med komorbide psykiske og fysiske forstyrrelser søgte sjældnere hjælp og havde dårligere muligheder på arbejdsmarkedet end andre, og desuden havde de større økonomiske problemer og flere funktionsbegrænsninger. Sunde familiemedlemmer blev overbebyrdede, da de måtte overtage pligterne for det syge familiemedlem. Resultaterne tyder på nødvendigheden af nye tilgange til rehabilitering og fredsopbygning, herunder at de kollektive emotionelle skader i samfundet adresseres.

Langtidsfølger af ekstreme belastninger Seniorforsker Sven Arvid Birkeland fokuserer i et forskningsprogram på langtidsfølgerne af ekstreme belastninger. I nyere tid i Danmark har tortur kun eksisteret under den tyske besættelse i 1940-45. Mens der er gennemført en del forskning vedrørende følgerne af ophold i tyske koncentrationslejre, findes meget begrænset viden om langtidsfølgerne af tortur af fængslede danske modstandsfolk under 2. Verdenskrig. Gennem interview med gamle modstandsfolk, deres børn og børnebørn og i nogle tilfælde oldebørn blandt både ofre og bødler, viser han hvordan torturen har

sat spor gennem flere generationer i både ofrenes og bødlernes familier. I et projekt om danske krigssejlere fra 2. Verdenskrig og deres familier uddyber han, hvordan oplevelserne både under og efter krigen påvirker flere generationer. Et projekt om danskernes deltagelse i krige på Balkan, i Irak og Afghanistan handler om, hvorfor soldaterne deltog, hvad de oplevede, og frem for alt hvordan oplevelserne påvirkede dem og deres familier bagefter. Deltagelse i krig giver voldsomme påvirkninger, og soldaterne har ofte haft det svært med at videregive oplevelserne til den nærmeste familie. Dette forskningsprogram har i sin helhed bl.a. medvirket til at belyse og forstå de intergenerationelle følger af tortur og organiseret vold i den danske kontekst.

Fængselsforskning I oktober 2012 var the International Centre for Comparative Criminological Research (ICCCR) ved the Open University i Storbritannien vært for et symposium om fængselsetnografi, arrangeret i samarbejde med Global Prisons Research Network (GPRN). Dette netværk blev startet i december 2009 i København på initiativ af Tomas Martin (Institut for Menneskerettigheder) og

Andrew M. Jefferson, seniorforsker på RCT- nu DIGNITY. GPRN er et netværk af videnskabsfolk, som ønsker at belyse livet i fængsel – specielt i udviklingslande. Dette sker på basis af kritisk, forskningsbaseret forståelse af fængselspraksis og fængselsaktører. Det omtalte symposium vidner om, hvor langt forskning i fængsler i det globale syd er kommet under det sidste årti og den centrale rolle, som DIGNITY har spillet i denne udvikling. DIGNITYs fængselsforskning begyndte i 2001 i forbindelse med et ph.d.-projekt om fængselsansatte og menneskerettighedstræning i Nigeria (Jefferson, 2004). Gennem langvarigt feltarbejde, der omfattede observation af træning, interview med fængselsvagter og rekrutter, besøg i mange fængsler og en periode med ophold i en fængselstabskasserne, blev data indsamlet og metoder udviklet. Dette lagde et fundament for det senere arbejde. Projektet demonstrerede – uanset påstande om det modsatte – at afrikanske fængsler ikke er for farlige at studere eller for utilgængelige eller for underudviklede til at sige noget meningsfuldt om. Ph.d.-projektet demonstrerede, hvor centralt det paramilitære hierarki er for den måde, hvorpå fængselstjenesten fungerer. Det viste også, hvordan

træningsinterventioner, som undlader at tage rodfæstede dynamikker alvorligt, risikerer at ramme ved siden af og kun bidrage til en ’fiktiv fængselsreform’. Dette første projekt kom også til at karakterisere vores forskning i institutioner, der frihedsberøver (på engelsk places of detention), nemlig et fokus på samspillet mellem voldsudøvelse og reform praksis. Et efterfølgende projekt, denne gang i Sierra Leone, fokuserede mere på de indsattes oplevelser og inklu derede både statslige og ikke-statslige former for frihedsberøvelse. Ved hjælp af etnografiske metoder har dette projekt været specielt vigtigt, fordi det fokuserede på den måde nyligt løsladte oprørssoldater oplevede deres ny vundne frihed, ikke som frihed men som en anden form for indespærring. Inden for konteksten af et meget fattigt land med en svag infrastruktur og et skrøbeligt demokrati er det nemlig ikke kun fængsler, som kan opfattes som frihedsberøvende. Fattige om råder og ghettoer har mange træk til fælles med fængsler. Begge er områder med vold, stigmatisering og eksklusion, hvor overlevelse er et centralt begreb. DIGNITYs fængselsforskning har haft succes til at tiltrække eksterne midler og til at facilitere interessen i, hvad der stadig er et relativt uopdyrket akademisk felt. Begrebsmæssigt har emner som for eksempel fængselsklima, forestillingen om fængslet som en antisocial institution og forståelsen af forviklingen af for eksempel rollen som indsat eller vagt og institutionel agent, påvirket arbejdet i den praktiske verden. Et aktuelt forskningsprojekt involverer tre af DIGNITYs internationale partnere i et komparativt studie af mødet mellem fængsler og fængselsreforminstanser (NGO’er), hvor indsigter udviklet over de sidste ti års forskning deles og videreudvikles. I dag kan vi med sindsro sige, at studiet af ikke-vestlige fængsler er kommet på kortet, ikke mindst takket været DIGNITY.

såret igennem det sidste årti. Og tager vi et blik på den globale politiske situation, er der ikke udsigter til at tallet mindskes inden for det næste årti. Især i Syd har globaliseringens politiske forandringer medført, at mange unge er uden det sociale og identitetsmæssige sikkerhedsnet, der tidligere blev leveret af familier og statsinstitutioner. De er derfor nødt til at overleve og navigere i ofte meget usikre og omskiftelige situationer i deres forsøg på at sikre sig en værdig tilværelse. Ved at analysere og sammenligne unges navigering i forhold til illegale migrantnetværk af vestafrikanske ekskombattanter i Lissabon, selvtægtsgrupper i Syd afrika, paramilitære grupper i Belfast, bandelignende broderskaber i Manila, etniske ungdomsbevægelser i Nairobi, studenterpolitiske netværk i Bangladesh og maoistiske bevægelser i Nepal forsøger dette program at forstå et af omdrejningspunkterne for global samfundsmæssig usikkerhed og konflikt, nemlig mobiliserings- og radikaliseringsprocesser i ikke-statslige bevægelser. Programmet bidrager dermed til en forståelse af, hvordan vold genereres og regenereres socialt i skæringspunktet mellem det lokale og globale. Det bidrager teoretisk og metodisk til vores viden om relationen mellem globale konflikter og måden, unge bevæger sig i og forstår en omverden præget af usikkerhed og eksplosivitet.

Unge og voldelige politiske organisationer

Vestafrikansk fængsel. Foto: Andrew Jefferson.

Forskningsprogrammet om unge og voldelige politiske organisationer, under ledelse af seniorforskerne Steffen Jensen og Henrik Vigh, belyser radikaliseringen af unge i spændingsfeltet mellem det lokale og globale. Unge mennesker har en central placering i forhold til konflikt og vold både som ofre og bødler. Mere end syv millioner unge mennesker er blevet dræbt eller

Slumområde i Manila. Foto: Steffen Jensen.

Forskningsprogrammet: Unge og voldelige politiske organisationer Programforskere har udført projekter i syv forskellige sammenhænge, hvoraf tre af dem var ph.d.-projekter: • Mungiki i Nairobi, Kenya. Politisk og voldelig ungdomsbevægelse eller traditionalistisk sekt? • Mobilisering og social navigation inden for studenterpolitik på Dhaka Universitet, Bangladesh • Politisk aktivisme i Nepals overgang til demokrati: Mobilisering, håb og overlevelse blandt unge i Kathmandu • Broderskaber, vold og køn i Manila • Selvtægtsgrupper i Sydafrika • Paramilitære grupper i Nordirland • Migrantnetværk i Guinea Bissa

Igennem forskningsprogrammet er det blevet klart, at det ikke er produktivt at se på radikalisering som en faseproces med stadig større grader af radikalisering og vold, som det ofte er blevet beskrevet i litteraturen. I stedet er det mere brugbart at se på, hvordan unge bevæger sig ind og ud af voldelige organisationer – hvordan de er sporadisk radikale. Ud af programmet er kommet fire afgørende temaer omkring forståelsen af radikalisering og unge. Man skal se unges forholden sig til fremtiden som et projekt, der er evigt problematisk; Man skal se på, hvordan de voldelige bevægelser giver adgang til ritualiseret mening; Man skal se på køn, især maskulinitet, og sidst er det nødvendigt at forstå hvordan magten – især stater – italesætter og handler på de unge ud fra en bekymring om radikalitet. Ofte er det således måden, de unge bliver behandlet på som problematiske og farlige, der skaber den trussel, der

handles på. I den sammenhæng er forskningsprogrammet vigtigt, fordi det muliggør en debat om måden at forholde sig til radikalisering på i det omgivende samfund. Forskningsprogrammet har søgt at skabe yderligere diskussion om radikalisering ved at indgå i en række offentlige sammenhænge udover de rent akademiske cirkler, hvor resultaterne er publiceret. Forskere har del taget i debatter i Danmark og uden for landets grænser i England og Canada. Der er blevet afholdt en international konference i København, og forskere har deltaget i diverse mediesammenhænge. Der er endvidere indgået aftale med et dansk forlag om en antologi omkring radikalisering, rettet mod det danske og internationale marked. Endeligt har forskere fra programmet deltaget i et forskningsprojekt under Integrations- og Socialministeriet i Danmark, hvor vi har kortlagt de erfaringer med radikalisering og unge, som frontmedarbejdere i den danske stat har. I den forbindelse har forskere fra programmet deltaget i danske og internationale seminarer.

Militært relateret TOV Den tortur og organiseret vold (TOV), der udøves af statslige og ikke-statslige militære organisationer, er stadig forskningsmæssigt undereksponeret. Desværre ses vold fortsat som en integreret (legitim og legal) del af etableringen og vedligeholdelsen af sociale ordener og stater. Den vold, der udøves af soldater/kombattanter kan imidlertid til tider overskride selv de legitime og legale grænser og blive til TOV. Et program, der søger at forstå disse statslige og ikke-statslige institutioner, grupper og netværk, for at forklare deres andel i TOV, er derfor i 2012 blevet iværksat af seniorforsker Claus Kold. Arbejdet fokuserer på at opbygge et program, der analyserer forholdet mellem soldaternes praksis, rationaler, vold og tortur i og uden for staten. Temaet, militære institutioner, forstås normalt som undersøgelser af krige og militære institutioner, deres historie, liberale erhverv som officerer, soldaternes liv, værnepligt, livet i de besatte områder, menneskelige omkostninger osv. Men organiseret vold forbindes i stigende grad med partisaner, oprør og terrorisme, og bliver dermed nødvendigt at inddrage i undersøgelser af TOV. Programmet beskæftiger sig også med den rolle, som militære systemer spiller i samfundet i forhold til politik, jura, rekruttering, familier og massemedier.

Forskning og systematisk dokumentation har været medtænkt fra vor organisations grund læggelse, og på mange områder, er vi nået langt. Alligevel er vores viden stadig begrænset, specielt hvad angår udvikling af effektive rehabiliterende og forebyggende interventioner. Til gengæld har vi dokumenteret, hvor komplekst og omfattende problemet er, og hvordan TOV ikke kun har følger på individniveau, men tillige på familie-, befolk nings- og samfundsniveau.”

Fremtidens forskning Som det fremgår af dette kapitel spænder forskningen på DIGNITY over mange områder relateret til tortur og organiseret vold (TOV). Forskning og systematisk doku mentation har været medtænkt fra vor organisations grundlæggelse, og på mange områder, er vi nået langt. Alligevel er vores viden stadig begrænset, specielt hvad angår udvikling af effektive rehabiliterende og forebyggende interventioner. Til gengæld har vi dokumenteret, hvor komplekst og omfattende problemet er, og hvordan TOV ikke kun har følger på individniveau, men tillige på familie-, befolknings- og samfundsniveau. Dette viser betydningen af den tværfaglige tilgang i forskningen på DIGNITY, en tilgang som også kende tegner DIGNITYs andre afdelinger, og som fremover bør videreudvikles.

Referencer Bøjholm S, Kastrup M, and Elsass P (red.): Conceptualizing anxiety in torture survivors. Torture, supplementum no. 1, 1993. Bøjholm S, Foldspang A, Juhler M, Kastrup M, Skylv G and Somnier F: Monitoring the health and rehabilitation of torture survivors. A management information system for a rehabilitation and research unit for torture victims. Copenhagen: Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims, 1993. Carlsson JM: Mental health and health-related quality of life in tortured refugees. Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims and Faculty of Health Sciences, University of Copenhagen, 2005. Elsass P: Tortur overleveren. Psykoterapi af den traumatiserede flygtning. København: Gyldendal, 1995. Jefferson AM: Confronted by Practice. Towards a critical psychology of prison practices in Nigeria. Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims and Department of Psychology, University of Copenhagen, 2004.

Montgomery E: Refugee children from the Middle East. Scandinavian Journal of Social Medicine, Suppl. 54, 1998. Montgomery E: Trauma, Exile and Mental health in Young Refugees. Acta Psychiatrica Scandinavica, vol. 124, suppl. 440, 2011. Olsen DR: Prevalent pain in refugees previously exposed to torture. Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims and Faculty of Health Sciences, University of Aarhus, 2006. Rasmussen OV: Medical aspects of torture. Danish Medical Bulletin, vol. 37 supplement no. 1, 1990. Sjölund BH (Ed.): RCT Field Manual on Rehabilitation. Copenhagen: RCT, 2007. Sjölund BH, Kastrup M, Montgomery E, and Persson AL: Rehabilitating Torture Survivors. Journal of Rehabilitation Medicine, 2009; 41: 689-696.

Fra sundhedsbaseret intervention til rettighedsbaseret udvikling

folkevalgte m.m. Her mødte de engagerede sundheds faglige folk, der var interesserede i at oprette lokale rehabiliteringscentre, der byggede på den tværfaglige model fra København, hvor man integrerede det psykiske, det fysiske og det sociale i rehabiliteringen af torturoverleveren.

Nyt fokus på udviklingsarbejdet Da RCT og IRCT blev delt i 1997, forblev RCT en dansk organisation med dansk bestyrelse, og med rehabili tering og aktiviteter i udviklingslande. IRCT fik en international bestyrelse domineret af dens mere end 100 medlemmer, hvoraf RCT var en.

Partnerskabet blev ikke udviklet fra den ene dag til den anden. Det blev en lang proces, hvor især partnerskabs seminarerne kom til at spille en stor rolle. Seminarerne blev også stedet, hvor organisationer fra Syd kunne få afløb for frustrationer i forhold til den generelle situation, som de befandt sig i. Og det var også i dette forum, at RCT fik feedback på sin indsats. Ikke alle partnere mente, at vi hele tiden havde den rette forståelse af deres situation. Selv om det var RCT, der videreformidlede penge fra Danida, så syntes forholdet med årene at blive mere ligeligt. RCT havde et udtalt behov for at have dygtige og centrale partnere, sådan at organisationen hele tiden fortsat kunne være på forkant med udviklingen inden for området og rehabilitere og forebygge på den bedst mulige måde.

Fysioterapeutisk kapacitetsopbygning i Guatemala.

Året efter vedtog RCTs bestyrelse organisationens første politik: “RCT in a Developing World”. Den var, som titlen antyder, på engelsk og afspejlede, at RCTs primære og altdominerende finansiering stammede fra den danske udviklingsbistand; RCTs indsats skulle komme fattige i fattige lande til gavn. Man skulle nu gøre sig bevendt med udviklingsbistandens termer, der indeholdt udtryk som kapacitetsopbygning, bæredygtighed, effektivitet, deltagerorientering, køn, partnere i Syd osv., sammen med engelske termer som logical framework, reviews, fact finding, appraisal, community, empowerment og lignende. Med den nye politik kom der retning for RCTs fremtidige arbejde. Politikken byggede på fremherskende ideer i forhold til støtte til civilsamfundsorganisationer i Syd og kom til at ligge naturligt inden for Danmarks udviklingsstrategi: “Partnerskab 2000”. RCTs nye politik var en radikal ændring af, hvordan RCT arbejdede internationalt, og hvori arbejdet bestod i. Dette er stadig fundamentet i det internationale arbejde.

Af Jan Ole Haagensen

Fra centre til partnere

Juan Almendares på partnerskabsseminar 2011 Foto: Anders Bernhoft.

Med den nye politik kom der et øget fokus på partnernes bidrag. Før havde RCT været den part, som besad en viden, der tog udgangspunkt i en dansk eller ‘vestlig’ kontekst og tankegang. Centrene i Syd blev set som den modtagende part, der forventedes at kopiere modellen fra Danmark. Politikken forholdt sig til de indvundne erfaringer med RCTs danske rehabiliteringsmodel, der byggede på et højt specialiseret sundhedscenter, der tilbød tværfaglig behandling. Svagheden ved modellen var, at den ikke tog højde for forholdene i udviklingslande, hvor ressourcerne er få, og problemerne med tortur fortsat er store.

På et af de første årlige partnerskabsseminarer blev partnerskabet defineret af Juan Almendares, læge og direktør for CPTRT i Honduras: “Følelsen af at arbejde sammen”. Det betød, at det ikke var nok, at vi arbejdede sammen i projekter. Vi skulle også føle, at vi arbejdede for det samme overordnede mål: At få udryddet tortur og organiseret vold i verden! Hvis vi følte, at vi arbejdede for de samme mål, ville tilliden til hinanden også være i top, og der kunne fokuseres på at opnå de fælles mål. Dette var med til at skabe større lighed mellem partner ne og RCT – og skabte grobunden for faglig udvikling.

Torturoverlevere kommer fra hele verden, og RCT har siden starten tænkt internationalt. I de første år kom torturoverleverne fra Sydamerika, siden hen også fra andre lande. RCT voksede ud af et behov, som Amnesty Internationals første lægegruppe identificerede, mens man arbejdede på at forbedre den lægelige dokumentation af tortur. Det internationale perspektiv udmøntede sig siden hen i etableringen af Det Internationale Rehabili teringsråd for Torturofre (IRCT) i 1985. I begyndelsen af 1990erne begyndte Udenrigsministeriet

Partnerskab og tæt samarbejde

Jan Ole Haagensen: Ph.d. i Samfundsvidenskab (Internationale Udviklingsstudier), har arbejdet i DIGNITY siden 1999 og været leder af International Afdeling siden 2001. Desuden har Jan Ole Haagensen en baggrund som forsker fra Center for Udviklingsforskning og har tidligere arbejdet for FN med udstationeringer i Indien og Filippinerne.

at finansiere RCTs aktiviteter som udviklingsbistand, og RCT kom senere på finansloven. I de år voksede de internationale aktiviteter, hvor RCT/IRCT med Inge Genefke i spidsen rejste rundt og mødtes med lægefor eninger, sygeplejeforeninger, regeringsrepræsentanter,

Partnerskabet blev ikke udviklet fra den ene dag til den anden. Det blev en lang proces, hvor især partnerskabsseminarerne kom til at spille en stor rolle.”

Tidligere havde mange partnere ukritisk taget RCTs centermodel til sig. Når de fandt ud af, at den ikke altid egnede sig godt til forholdene i deres egne lande, udvik lede de med RCTs støtte alternative modeller til at opnå de fastlagte mål. Det betød blandt andet, at flere i stedet for at have en mere medicinsk orienteret centertilgang gik i retning af en mere psykosocial lokalsamfundstilgang, der tog udgangspunkt i lokale problemer og ressourcer. Flere overlevere kunne på den måde nås, og derved opnå en større effekt af den samlede indsats. Partnerne lærte ikke kun fra RCT, men i høj grad også fra hinanden. Det blev i stadig højere grad partnere, der delte deres erfaringer og viden. Der blev arrangeret SydSyd besøg, hvor partnere så, hvad hinanden lavede, og partnere blev inddraget i planlægningen af seminarer, og flere af disse blev afholdt hos partnerne. Partnerne fik gennem disse seminarer en betydelig indflydelse på RCTs internationale arbejde, der igen blev mere relevant for de lokale partnere i deres daglige arbejde.

redskab til forebyggelse af tortur, hvor mennesker holdes frihedsberøvet. Men juridisk kompetence alene gjorde det ikke. På trods af, at mange lande fik ratificeret konventionerne, måtte vi konstatere, at problemet ikke blev mindre. Der skulle mere til. Det drejede sig også om at udvikle og forandre organisationer og institutioner, samt ikke mindst folks holdninger til tortur. I forhold til partnere betød det, at vi skulle bidrage til, at de blev til organisatorisk stærke organisationer, der kunne fortsætte med arbejdet inden for feltet, også når samarbejdet med RCT ophørte.

Forebyggelse og fortalervirksomhed Bølgerne gik ofte højt på de første partnerskabs seminarer, når stærke meninger kom til udtryk som for eksempel de mere medicinsk og klinisk orienterede deltagere overfor de mere community orienterede.

Hidtil havde FNs torturkonvention alene været retnings givende for det internationale arbejde. Hvis et emne eller problem ikke faldt inden for konventionens mandat, så lå det uden for RCTs mandat og derfor også udenfor RCTs arbejdsområde. Flere partnere så mandatet i dets daværende fortolkning for værende alt for snævert og firkantet – ikke tilpasset de pågældende landes realiteter, hvor det ofte kunne være tilfældigt eller svært at vurdere, om et overgreb kom ind under konventionen eller ej. Politikken fra 1998 udvidede derfor RCTs mandat til også at omhandle ‘organiseret vold’, og den nu anvendte forkortelse TOV (Tortur og Organiseret Vold) blev født.

Årtusindeskiftet Efter de første stormfulde år blev partnerskabssemi narerne mere tematisk orienterede. RCT og partnere brugte seminarerne til at gøre status og skubbe udvik lingen videre indenfor en række felter som fysioterapi, rehabilitering, counselling, forebyggelse i fængsler, forskning, m.m.

TOV – et tværfagligt problem

Med RCTs nye politik fra 1998 fik forebyggelse en central rolle i det internationale arbejde. Forebyggelsesaktiviteter herunder fortalervirksomhed skulle fremover indgå i samarbejdet, og forståelse af de lokale politiske forhold fik en markant betydning. Hvis vi ikke var realistiske og forstod den lokale kontekst, ville vi ikke kunne opnå den ønskede effekt. Det ville alene blive til et spil for galleriet, og det kunne udgøre en unødvendig risiko for vores partnere. Det var en spændende tid, hvor RCTs internationale program udviklede sig hastigt. Mange partnere havde en afgrundsdyb – og oftest med rette – mistro til staten. De stillede spørgsmålstegn ved, at RCT fik så mange penge fra den danske stat. For at vise, at RCT først og fremmest var knyttet til sagen, og ikke bare i lommen på den danske stat, anså vi fortalervirksomhed i Danmark for at være et vigtigt element i partnerskabssamarbejdet. Dette skulle vise, at RCT ikke var et lydigt redskab for den til enhver tid siddende regering. Ansvaret for at forsøge at påvirke de respektive myndigheder påhvilede ikke kun partnerne. RCT havde som en dansk organisation også en forpligtelse i Danmark, hvilket vi har forsøgt at leve op til gennem alle årene.

Fra tortur til TOV

Politikken betød et paradigmeskifte i RCTs internationale arbejde. Fra at se på tortur primært som et sundheds fagligt og juridisk problem, så vi nu tortur og organiseret vold som et tværfagligt problem, der skulle løses tværfagligt ud fra en rettighedsbaseret tilgang med udgangspunkt i FNs menneskerettighedskonventioner, herunder FNs Konvention mod Tortur (1984) og Tillægs protokollen (2002) til denne. RCT har sammen med partnere prioriteret arbejdet for ratifikationen af Tillægsprotokollen i mange lande, da den er et vigtigt

RCT’er måtte man i de år lægge øret til meget og ikke tage kritikken personligt. Diskussionerne var også ofte politisk relateret, hvilket var naturligt, idet tortur og organiseret vold er et politisk problem og skal som sådan løses politisk. Forebyggelse er vigtig, og det er aldrig nok alene at behandle.

Kampagne mod tortur ved partnerorganisation Community Association for Psychosocial Services(CAPS) i Sierra Leone.

Et andet modsætningsforhold var det mellem Nord og Syd – de ‘rige’ lande overfor de ‘fattigere’ lande. Os fra Nord kunne blive karikeret som de `skyldige’ til problemet omkring fattigdom og tortur, mens dem fra Syd repræsenterede de torturerede i de fattige lande. Som

I 2004 fik RCT en ny politik “Challenges and Targets in a Changing World”. Den understregede endnu en gang RCTs internationale rolle og opstillede en række ambi tiøse mål, som skulle være opnået i år 2015. De fleste af målene var relaterede til vidensproduktion og forsk ning. Med andre ord, når vi tænkte intervention i Syd, så skulle vidensproduktion fremover være medtænkt.

RCT arbejdede nu i endnu højere grad på at være et videnscenter.

Samarbejdsaftale med Udenrigsministeriet Efter flere eksterne undersøgelser af sit virke fik RCT en samarbejdsaftale med Udenrigsministeriet den 1. januar, 2005. Et mål, som RCT havde arbejdet for i næsten ti år, var nået. Aftalen var et vigtigt fremskridt og betød, at RCT nu kunne planlægge flere år ud i fremtiden og udnytte ressourcerne bedre. Samtidig medførte det en fleksibilitet, der var nødvendig, når man arbejder med tortur og organiseret vold i udviklingslande, hvor de politiske forhold kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Samarbejdsaftalen betød ressourcer til udviklings projekter i Syd og til forskning. Med samarbejdsaftalen og RCTs politik blev der sat en tyk streg under vigtigheden af udvikling af ny viden, der kan bruges af andre internationale aktører indenfor vores mandatområde.

Det internationale arbejde i dag Politikken og støtten fra det danske Folketing har betydet, at RCT – nu DIGNITY – har kunnet fortsætte med at være en betydningsfuld global spiller, når det gælder rehabilitering af torturoverlevere og forebyg gelse af tortur og organiseret vold. Fagligheden samt de erfaringer og relationer, som DIGNITY har opbygget sammen med partnerorganisationerne gør nu også gavn i internationale fora. DIGNITY spiller i stadig højere grad en rolle i disse fora og hjælper partnere til at fremføre deres sager internationalt. Således sam arbejder DIGNITY tæt med FNs Torturkomite (CAT) og FNs Subkomite til Forebyggelse af Tortur (SPT). Det tætte forhold til lokale partnere har betydet, at DIGNITY bliver set som en organisation, der ikke bare er stærk med hensyn til konventionerne. Vi ved også, hvad der er muligt, og er derved i stand til at virkeliggøre ideerne lokalt og fortælle om, hvor det er skoen trykker i forhold til gennemførelsen af konventioner i partnerlande. DIGNITY er også med i flere internatio nale netværk. DIGNITY er for eksempel blandt de kun 50 globale medlemmer af WHO’s Violence Prevention Alliance og har ECOSOC status ved FN. Det øgede fokus på forskning har blandt andet betydet, at DIGNITY nu også støtter partnerne i systematisk vidensopsamling, der igen styrker dem i deres intervention herunder i deres fortalervirksomhed.

DIGNITYs internationale netværk DIGNITY samarbejder tæt med FNs Torturkomite (CAT) og FNs Subkomite til Forebyggelse af Tortur (SPT). DIGNITY er desuden blandt de kun 50 globale medlemmer af WHO’s Violence Prevention Alliance. Endelig skal også nævnes, at DIGNITY har ECOSOC status ved FN.

Forskningen har desuden betydet, at DIGNITY har fået en mere ydmyg, men også mere realistisk tilgang til arbej det med tortur. Forskningen viser, at mange flere end man troede kan blive bødler under de forkerte forhold. I vores arbejde må vi med åbenhed møde potentielle torturbødler f.eks. fængselsbetjente og politibetjente. Verden er ikke sort og hvid, og vi kan ikke tillade os at være så frelste. Tiden og forskningen har også vist,

at tortur og organiseret vold globalt set er et fattigdomsproblem på den måde, at det primært er de fattigste og andre marginaliserede grupper samt de, der kæmper for deres sag, der risikerer at blive forfulgt, mishandlet og tortureret.

Muligheder og umuligheder i anti-torturarbejdet På sin 30-årsdag har DIGNITY udviklingsaktiviteter i tyve lande i henholdsvis Asien (fem lande), Europa (to lande), Afrika (fire lande), Mellemøsten – Nordafrika (syv lande) og Centralamerika (to lande). DIGNITY har opnået meget igennem de sidste 30 år, men udviklingen har desværre ikke kun været afhængig af DIGNITYs og partneres indsats. Der har igennem årene været op- og nedture i vores anti-torturarbejde. I Zimbabwe måtte DIGNITY officielt trække sig ud i 2004-5 som følge af Præsident Mugabes misregimente, der forbød lokale menneskerettighedsorganisationer at arbejde frit. I Bangladesh ville regeringen pludselig ikke

tillade DIGNITYs lokale partner at arbejde med penge fra EU og DANIDA. I Palæstina og Israel er det næsten kun gået tilbage for menneskerettighedsorganisationernes muligheder for at arbejde. Tilsyneladende er der intet håb for bedring, før der er fundet en permanent løsning på Israel-Palæstina problematikken, så vi alle kan rejse ind og ud af Palæstina og Israel uden at blive afvist eller på anden vis ydmyget. I Filippinerne, Ecuador, Honduras og Guatemala har DIGNITY i forskellig grad sammen med partnere bidrag et til ratifikation af Tillægsprotokollen. I Nordafrika og Mellemøsten har det arabiske forår medbragt nye vinde for DIGNITY og ligesindede. Der er et stort behov for at tage sig af overlevere for tidligere regimers torturovergreb og for at forebygge, at overgrebene fortsætter. Vi er fortsat entusiastiske i forhold til, at vi foruden Jordan, Libanon og Palæstina/Israel nu også kan arbejde i lande som Libyen og Tunesien. Vi håber også engang at kunne arbejde i Iran og arabiske lande som Syrien, Bahrain med flere. Det er lande, hvor problemet omkring tortur fortsat er betydeligt. Mange af DIGNITYs nuværende patienter i Danmark kommer fra denne region og intet kunne glæde os mere end, hvis vi kunne være med til at få stoppet ’fødekæden’ af torturoverlevere, der har brug for behandling i Danmark og andre steder. Det vil ske, når de mest basale menneskerettigheder overholdes i de pågældende lande. DIGNITY var det første center af sin slags og blev på et meget tidligt tidspunkt en central international spiller inden for rehabilitering og forebyggelse af tortur. Det har DIGNITY fortsat mulighed for at være, hvis vi kan fortsætte med at være på forkant med udviklingen indenfor vort felt. Det drejer sig om at sørge for dem, der har brug for hjælp efter TOV, sørge for at overtrædelserne dokumenteres og at de skyldige retsforfølges. Desuden drejer det sig om at sikre, at de internationale konventioner er på plads, og at den nationale lovgivning understøtter implementeringen af denne og ikke mindst, at lovgivningen gennemføres i praksis. Det er desværre ikke noget, der sker automatisk, og derfor vil civilsamfundsorganisationer som DIGNITY blive ved med at spille en meget central rolle i det lokale og globale arbejde for en verden uden tortur.

Tortur og organiseret vold er globalt set er et fattigdomsproblem.

Demonstration i Gaza. Foto: Partner Gaza Community Mental Health Programme.

Besøg i et jordansk fængsel. Foto: Anders Bernhoft.

Fængselsliv i Honduras.

Verdens største bibliotek om tortur og dens konsekvenser

Udvikling og internationalt arbejde

Formålet var at formidle færdigheder, der kunne anvendes af både uddannede bibliotekarer og informationsspecialister og af menneskerettighedsforkæmpere uden erfaring i dette arbejde. RCTs Dokumentations center blev dermed en kendt og anerkendt størrelse næsten overalt i verden, hvor arbejdet mod tortur havde antaget organisatorisk form. Svend blev som dets frontfigur en højt værdsat partner og ven for mange i det internationale arbejde mod tortur. Dette kapitels forfatter, der overtog ledelsen af Dokumentationscentret i 1998 og har et delvist navnesammenfald med Svend Bitsch Christensen, husker den skuffelse han i de første år ofte mødte rundt om i verden, når ‘Svend from the Documentation Centre’ viste sig ikke at være den Svend, som man ventede og håbede at se.

De tidlige år var – som pionérår ofte er det i organisationer – turbulente, og da en del af personalet forlod organisationen i 1986, fulgte Dokumentationscentrets to bibliotekarer med. Ved den officielle åbning i 1987 var centret derfor under ledelse af en nyansat bibliotekar, Svend Bitsch Christensen. I dette kapitel er det ikke muligt at nævne alle de mange personer, der gennem årene har ydet en værdifuld indsats for Dokumentationscentret, men et historisk rids kan ikke gives uden at fremhæve den rolle Svend, spillede for udviklingen af centret i årene 1987-1998, herunder ikke mindst for dets indflydelse i international sammenhæng. I årene efter åbningen oplevede centret en voksende international efterspørgsel, og med Svend som primus motor indledtes derfor et arbejde for at støtte etableringen af dokumentationscentre i rehabiliteringscentre andre steder i verden.

Svend Erik Baun Christensen i DIGNITYs Dokumentationscenter & Bibliotek.

Af Sven-Erik Baun Christensen

Den 1. oktober 1987 blev Dokumentationscenteret officielt indviet, og det kan således markere sit 25-års jubilæum samtidig med organisationens 30-års dag. Men opbygningen af det, der i dag hedder DIGNITYs Dokumentationscenter & Bibliotek var indledt allerede to år før, og kimen var lagt endnu tidligere. Allerede før RCTs åbning i 1982 var national og international formidling af viden om torturs forekomst og følger beskrevet som en del af målsætningen for det kommende behandlingscenter. I 1985 blev vedtægterne for RCT ændret på flere punkter. Ét af disse var, at det blev indført som et af RCTs formål “at etablere og drive et internationalt dokumentationscenter for herigennem at udbrede kendskabet til tortur, torturfølger og midler til rehabilitering af personer der har været udsat for tortur”. Med støtte fra Undervisningsministeriet blev to biblio tekarer ansat til at starte opbygningen af Dokumenta tionscentret, og i 1986 modtog RCT en bevilling fra Egmont-Fonden, der i afgørende grad bidrog til at sikre dets øjeblikkelige eksistens og lægge fundamentet til dets udvikling frem til i dag. I april 1986 foreslog en WHO-arbejdsgruppe, med del tagelse af flere repræsentanter for RCT, at centralisere informationsformidlingen indenfor området organised violence, herunder tortur, et forslag der også spillede en rolle som inspirationskilde for arbejdet med opbygningen af Dokumentationscentret. I 1987 gjorde en bevilling fra The L.C. Skaggs & Mary Skaggs Foundation i USA det muligt at indkøbe udstyr til at indlede det arbejde med elektronisk registrering af den allerede dengang omfattende materialesamling, som gør, at centret i dag kan stille en bibliografisk database over den internationale litteratur om tortur frit til rådighed for alle over Internettet.

Sven-Erik Baun Christensen: Bibliotekar og Cand. scient.bibl. fra Danmarks Biblioteksskole. Ledende bibliotekar i Dokumentationscentret fra 1998 til 2013. Tidligere bibliotekar på Statsbiblioteket i Århus og Aalborg Universitetsbibliotek. Fra 1986-92 medlem af Bibliotekarforbundets Statsgruppes bestyrelse.

De første sådanne centre åbnede i 1991 i Islamabad, Pakistan og Bologna, Italien. I 1992 blev biblioteket i BehandlungsZentrum für Folteropfer (BZFO) i Berlin oprettet, og flere fulgte efter. I 1993 og 1994 afholdt Dokumentationscentret i København to store undervisningsseminarer for deltagere fra 31 lande. Det skete i samarbejde med Danmarks Biblioteksskole, Dansk Flygtningehjælp og Det Danske Center for Menneske rettigheder. I de følgende år underviste Dokumenta tionscentret i et bredt spektrum af dokumentations principper og –teknikker, både i København og i mange lande rundt om i verden.

HURIDOCS – en vigtig samarbejdspartner Lige fra starten i 1985 har Dokumentationscentret samarbejdet med den Geneve-baserede organisation HURIDOCS, Human Rights Information and Documentation Systems International. Organisationen er oprettet i 1982 med det formål at udbrede viden om effektive metoder til dokumentation af menneskerettig hedskrænkelser og registrering og formidling af dokumenter vedr. menneskerettigheder, samt at medvirke til at udvikle redskaber og standarder på området. HURIDOCS-udviklede standarder for registrering af dokumenter, som blev indført fra starten og stadig bruges af Dokumentationscentret, og alle DIGNITYs afdelinger anvender fortsat HURIDOCS-koder i forbindelse

med registrering af information vedr. lande og regioner. Igennem alle årene har HURIDOCS stillet organisationens ekspertise til rådighed for RCTs og IRCTs undervisningsforløb og dokumentationsprojekter, ligesom Dokumentationscentrets personale har medvirket som undervisere i HURIDOCS-sammenhæng. Det regionale europæiske HURIDOCS-netværk, ECCHRD, European Coordination Committee on Human Rights Documentation, afholder årlige møder, som er en enestående mulighed for at etablere og udvikle kontakter. I årene 1994 til 2001 varetog Dokumentationscentret sekre tariatsfunktionen for ECCHRD.

Organisationstilknytningsmæssige skift I 1985 blev RCTs internationale arbejde formaliseret gennem stiftelsen af fonden IRCT, det nuværende Inter national Rehabilitation Council for Torture Victims, der indtil 1997 eksisterede i organisatorisk fællesskab med RCT. Ved adskillelsen af de to organisationer pr. 1.1.1997 blev Dokumentationscentret administrativt tilknyttet IRCT, men med samme serviceforpligtelse overfor såvel RCT som IRCT. Denne beslutning må ses i lyset af den vigtige rolle centret havde haft i RCT/IRCTs internationale arbejde. I de følgende år var der fortsat bud efter centrets ekspertise i international sammenhæng, ikke mindst i forbindelse med de to store, EUfinansierede, ‘Regional Strengthening Programmes’, som IRCT gennemførte fra 1999-2004. I 2004 vendte Dokumentationscentret tilbage til RCT som led i en omfordeling af ressourcer og arbejds opgaver mellem de to organisationer, foranlediget af Udenrigsministeriet. Samtidig ændredes navnet officielt til ‘RCTs Dokumentationscenter & Bibliotek’, først og fremmest for at tydeliggøre funktionen som specialbibliotek – verdens mest omfattende – på tortur området, og at Dokumentationscentret står til rådighed for offentligheden med alle et specialbiblioteks tjenester. I RCT blev Dokumentationscentret placeret formelt under Forskningsafdelingen – som ved samme lejlighed modtog en ressourcemæssig udvidelse med henblik på styrkelse af RCTs forskningskapacitet – men med lige vægt på serviceforpligtelserne overfor det øvrige RCT og IRCT, og ledsaget af en ministeriel opfordring til at fokusere yderligere på tjenester, der kan udnyttes

af brugere udenfor Danmark, og særligt i ikke-vestlige lande med dårlig og/eller regeringsbegrænset adgang til information.

Overblik over den internationale litteratur om tortur – Dokumentationscentrets database Dokumentationscentrets vigtigste og mest synlige bidrag til det internationale arbejde mod tortur er den bibliografiske database på Internettet, der i juni 2012 indeholder referencer til over 30.000 dokumenter af alle typer. Det væsentligste formål med databasen er at give en samlet opdateret bibliografisk indgang til den internationale litteratur om tortur, uanset dens emnemæssige/videnskabelige tilgang. Basen er et unikt redskab for alle, der beskæftiger sig med tortur, idet den som den eneste database i verden samlet registrerer materialer om tortur, der ellers ville skulle søges i baser, der dækker enkelte fagområder (medicin, psykologi, socialvidenskaberne etc.) Samtidig medtager basen referencer til rapporter, nyhedsbreve, artikler i små tidsskrifter, film og lydoptagelser etc., ofte materialer, der ikke findes registrerede i nogen anden bibliografisk base.

Den bibliografiske database Et unikt redskab for alle, der beskæftiger sig med tortur. Her kan man finde materialer om tortur, der ellers ville skulle søges i baser, der dækker enkelte fagområder som medicin, psykologi og socialvidenskab. Herudover til byder den referencer til rapporter, nyhedsbreve, artikler i små tidsskrifter, film og lydoptagelser. Det er materialer, der ikke findes registrerede noget andet sted. I juni 2012 rummede databasen referencer til over 30.000 dokumenter af alle typer.

Dokumentationscentret tilstræber med basen at give en hurtig og komplet dækning af den engelsksprogede videnskabelige litteratur om tortur, og den bredest mulige registrering af andre væsentlige publikationer hvis hovedemne er tortur, uanset videnskabelig disciplin, sprog eller oprindelsesland. Udover dette indeholder den en stor mængde referencer til materialer fra diverse

faglige områder, udvalgt i samarbejde med RCTs – nu DIGNITYs personale, hvor kriteriet er materialets aktuelle eller langsigtede relevans for vort arbejde. Basens indhold afspejler således den multidisciplinære tilgang der er et særkende for vores behandlingsindsats, internationale arbejde og forskningsprogrammer.

Tjenester og brugere Dokumentationscenteret fungerer i det daglige som et offentligt bibliotek, der er åbent tilgængeligt for såvel besøgende som fjernbrugere fra ind- og udland. Bibliotekets tjenester står gratis til rådighed for alle, der henvender sig med ønsker om litteratur og information om tortur og organiseret vold. Brugerne af biblioteket repræsenterer et meget bredt spektrum af nationaliteter og faglige områder. Cirka 40% af alle henvendelser kommer fra brugere udenfor DIGNITY, og ca. 15-20% fra brugere udenfor Danmark. Både de danske og internationale brugere spænder vidt, fra medarbejdere i andre rehabiliteringscentre og organisationer der arbejder med flygtninge og deres forhold, over journalister, filminstruktører og forfattere til både fag- og skønlitterære bøger, til studerende og elever på alle niveauer fra ph.d. til 6. klasse. Igennem årene har både forskere og studerende fra ind- og udland taget ophold i biblioteket i kortere eller længere perioder, for at kunne udforske og udnytte dybden i Dokumentationscentrets samlinger. Den teknologiske udvikling medfører naturligvis ændringer i måden biblioteket bruges på. Bibliotekets nye database blev lanceret i 2006, med forbedrede søgefaciliteter og – endnu vigtigere, særlig for eksterne brugere – direkte adgang til et stort og stadig voksende antal dokumenter i fuld tekst via links fra de bibliografiske poster i basen. I årene siden har brugen af basen været overvåget ved hjælp af Google Analytics; brugen ses at være øget støt år for år, med f.eks. en stigning i antallet af besøg i basen på over 60% i perioden juni 2011 – maj 2012 sammenlignet med juni 2010 – maj 2011, mens antallet af personlige henvendelser i en årrække har været stabilt. Langt de største procentvise stigninger i brugen af basen er i de seneste år kommet fra lande udenfor Danmark. Det er vigtigt for os at nå ud til internationale brugere, og i perioden juni 2011-maj 2012 registrerede

vi da også besøg i basen fra 149 lande. Der lægges stor vægt på at betjene organisationer og personer i lande udenfor Europa og Nordamerika, men det er imidlertid tydeligt, at det er brugere i lande, der i forvejen er informationsmæssigt og teknologisk velforsynede, der oftest finder vej til basen; i den nævnte periode var de fem lande, fra hvilke der registreredes flest besøg, USA, UK, Tyskland, Sverige og Norge. At ændre dette mønster er et centralt succeskriterie for Dokumentationscentrets arbejde fremover.

Vigtige indsatsområder for fremtiden I DIGNITYs nuværende politik er udpeget en række udfordringer, som organisationen står over for. En af dem er den utilstrækkelige udbredelse af den eksisterende viden om forebyggelse af tortur og rehabilitering af tortur ofre. Politikken sætter som målsætning, at DIGNITY skal etablere sig som internationalt førende videncenter, med den ultimative ambition at være den foretrukne kilde til information om tortur og organiseret vold på verdensplan. I bestræbelserne på at nå dette mål spiller Dokumentationscentret en central rolle. Dokumentationscentrets professionelle ekspertise og de initiativer, der udgår fra det, vil – i løbende samspil med husets øvrige afdelinger – fortsat være fokuserede på maksimal udnyttelse af de midler, der er til rådighed for at udvikle og forbedre spredningen af litteratur og information om Tortur og Organiseret Vold (TOV). Blandt de vigtige temaer og angrebspunkter i arbejdet er følgende:

Fri adgang til større mængder litteratur og information Det centrale bidrag fra Dokumentationscentret udbredel sen af viden om TOV på verdensplan er og vil fortsat være databasen, der tilstræber at give komplet bibliografisk oversigt over den internationale (dvs. primært den engelsksprogede) litteratur om tortur. I tilgift indeholder basen links i den bibliografiske post til de dokumenter, der er frit tilgængelige på internettet. Heldigvis stiger mængden af åbent tilgængelige dokumenter år for år; næsten 1/3 af publikationerne i basen med udgivelsesår 2011 kan downloades gratis. Men en meget stor del af den videnskabelige litteratur om TOV er fortsat kun tilgængelig i elektronisk form mod betaling, eller, for bøgers vedkommende, slet ikke ‘på nettet’ trods e-bøgernes stigende udbredelse.

I de seneste år har rimeligheden af et publicerings system, hvor offentligt finansierede forskningsresultater ikke er frit tilgængelige for offentligheden imidlertid i stigende grad været sat til debat, og ‘Open Access’initiativer, der stiler mod, at alle videnskabelige artikler skal være universelt frit tilgængelige, vokser frem i både nationalt og internationalt regi. Efterhånden som Open Access publicering af artikler gradvist vinder indpas på verdensplan, vil det betyde et stort fremskridt for udbredelsen af viden om TOV. Alligevel vil en væsentlig mængde af den litteratur, der ligger i form af manualer og andre publikationer i bogform, kunne være til hjælp for personer og organisationer, der arbejder mod tortur og for rehabilitering af torturoverlevere, fortsat være svært tilgængelig for mange. Dette gælder ikke mindst i lande, hvor den nationale informationsstruktur er svag, eller ikke-eksisterende; små organisationer i mange lande er oftest uden økonomisk mulighed for selv at indkøbe f.eks. centrale håndbøger til hjælp i arbejdet.

Mange vigtige dokumenter findes kun på ét sprog En anden forhindring for udbredelsen af viden om TOV er mangelen på oversættelser af engelsksproget litteratur til lokale sprog. Mange NGOer og andre organisationer på menneskerettighedsområdet bestræber sig på at gøre relevante publikationer tilgængelige på flere sprog, men ressourcemæssige hensyn sætter begrænsninger på oversættelsesvirksomheden, og langtfra alle nyttige manualer og vejledninger bliver oversat til, selv som minimum, de seks FN-hovedsprog. Publikationer fra kommercielle udgivere udkommer stort set udelukkende på ét sprog, med engelsk som det dominerende for videnskabelige publikationer udgivet med henblik på et internationalt publikum.

Registrering på andre sprog Det er ambitionen med Dokumentationscentrets database at tilbyde bibliografisk kontrol over den internationale litteratur om tortur, idet der med ‘den internationale litteratur’ primært sigtes til engelsk sprogede publikationer. Samtidig arbejder vi på at indfange så mange relevante publikationer på andre sprog som muligt. Men Dokumentationscentret må erkende, at et anseligt antal vigtige publikationer, især på ikke-vestlige sprog, er i fare for ikke at blive indfanget og registreret i databasen. Det er vigtigt konstant at være på udkig efter samarbejdsmuligheder

med personer og organisationer i andre lande, der kan være med til at udvide den sproglige og geografiske dækning af materialer i databasen.

Øget kendskab til tjenester I 2011 lancerede DIGNITY sit nye website, og Dokumen tationscentret fik dermed en mere synlig platform for præsentation af sine tjenester og materialer. Som nævnt har antallet af besøgende på Dokumentationscentrets eget site været stigende siden da, og selvom en analyse af brugen viser, at en del af de besøgende snarere er ‘tilfældige forbipasserende’ end egentlig brugere af biblioteket, så er både mængden og den geografiske spredning af besøgende dog et tydeligt tegn på, at Dokumentationscentret når ud til en ny og større kreds af potentielle brugere gennem den mere markante tilstedeværelse på det nye DIGNITY web. Men trods denne fremgang, og trods årtiers indsats for at sprede budskabet om Dokumentationscentret, vil der fortsat være brug for ihærdig og kreativ ‘markedsføring’, med det endelige mål, at ingen der har brug for information og litteratur om TOV skal være uvidende om bibliotekets tilbud.

Tesaurusprojektet Der er, også i 2012, to udbredte myter vedr. adgangen til information og viden. Den ene er, at al information er tilgængelig online, gratis eller – om nødvendigt- mod betaling. Den anden er, at al information let kan findes frem ved at bruge en søgemaskine på Internettet – i daglig tale at ‘Google’. Fritekstsøgning, som den Google og andre søgemaskiner tilbyder, tager imidlertid ikke højde for at både ‘ting’ og begreber kan have forskellige navne, eller synonymer. I en database er det derfor vigtigt at have et redskab der gør det muligt at finde dokumenter om et givet emne i én søgning, uden at skulle gætte sig frem – et såkaldt ‘kontrolleret ordforråd’, til registrering af dokumenters emne(r). Der eksisterer ikke i øjeblikket noget samlet og sammen hængende terminologisk arbejdsredskab specielt målrettet mod organisationer og personer, der arbejder med dokumentation (forstået som informationslagring og -genfinding) på torturområdet. Dokumentationscentret tilføjer engelsksprogede emneord (‘indekstermer’) til alle registrerede dokumenter, uanset dokumentets sprog. Det har været tilstræbt at gøre indekseringen så ensartet

som muligt, men savnet af et kontrolleret ordforråd tilpasset specielt til indeksering af dokumenter vedr. DIGNITYs kerneområde, tortur og organiseret vold, og den multidisciplinære mængde litteratur, der relaterer sig til dette område, har været mærkbart, både for brugere af databasen og Dokumentationscentrets med arbejdere. Problemet har også været rejst internationalt af andre organisationer, der arbejder med TOV og relaterede emner, og har været diskuteret i ECCHRD (HURIDOCS’ europæiske sektion), og i samtaler med repræsentanter for centre i det internationale rehabiliteringsnetværk. På grund af Dokumentationscentrets internationale position som den ældste og største dokumentations/ biblioteksenhed på torturområdet var det naturligt, at et initiativ på dette område blev iværksat af DIGNITY. Som resultat af dette kan Dokumentationscentret, efter nogle års indsats i samarbejde med en international arbejdsgruppe, i foråret 2013 publicere “Thesaurus of Terminology related to Torture and Organised Violence”. Hensigten har været at udarbejde et kontrolleret og struktureret ordforråd, der er tilstrækkelig omfattende og detaljeret til brug for indeksering og genfinding af dokumenter om tortur, og som har et fagligt niveau der er tilpasset specialister indenfor forebyggelse af tortur og organiseret vold og rehabilitering af torturofre. Tesaurussen vil blive gjort tilgængelig på vort website, og vil være gratis til rådighed som arbejdsredskab for alle organisationer, institutioner eller enkeltpersoner indenfor området. Det er håbet, at den vil vise sig som et nyttigt bidrag til international standardisering indenfor informationslagring og -genfinding for arbejdsfeltet TOV.

At vide hvad vi ved I 2012 står DIGNITYs Dokumentationscenter & Bibliotek med mere end 25 års erfaring i arbejdet med indsamling, registrering og formidling af viden om tortur. Biblioteket rummer den mest omfattende samling i verden af litteratur og andre dokumenter vedr. tortur. Databasen, som er frit tilgængelig for alle med internetadgang, giver en samlet indgang til den internationale litteratur om tortur, torturens effekter på samfund og individ, reha bilitering af torturoverlevere, og forebyggelse af tortur. En væsentlig del af de dokumenter, der er registrerede i databasen kan nås, gratis, fra links i basen. Personalet

er parat til at hjælpe alle, der henvender sig, besøgende såvel som fjernbrugere fra alle egne af verden, med ønske om assistance til søgning og fremfinding af litteratur eller med faktuelle spørgsmål vedr. TOV. Tjenesterne er gratis for alle. Dokumentationscentret er en veletableret, velfungerende, nationalt og internationalt søgt og værdsat serviceenhed, der gennem årene har kunnet demonstrere sin værdi for både DIGNITY og IRCTs arbejde og den internationale kamp mod tortur. Dokumentationscentret står således godt rustet til de kommende års arbejde. Inge Genefke har sagt om arbejdet mod tortur, at for at kunne udføre det, er det afgørende, ‘at vi ved, hvad vi ved’. Dokumentationscentret blev oprettet med dette mål før øje, som et sted, hvor ‘det vi ved’ om tortur indsamles, registreres og formidles videre.” Fremtiden for arbejdet mod tortur byder på mange udfordringer. Det gælder også informationsgenfinding og –spredning på området. For Dokumentationscentret vil der være brug både for fortsat vedligeholdelse af det grundlæggende arbejde som beskrevet i dette kapitel, men i høj grad også for nytænkning og udnyttelse af de muligheder, der ligger i den kraftigt accelererende informationsteknologiske udvikling og de sociale platforme, der for flere og flere er et vigtigt – og for nogle det absolut foretrukne – medium for modtagelse og udveks ling af alle typer informationer. Inge Genefke har sagt om arbejdet mod tortur, at for at kunne udføre det, er det afgørende, ‘at vi ved, hvad vi ved’. Dokumentationscentret blev oprettet med dette mål før øje, som et sted, hvor ‘det vi ved’ om tortur indsamles, registreres og formidles videre. Det vil også fremover, være dét DIGNITYs Dokumentationscenter & Bibliotek arbejder for: At yde den bedst mulige indsats for, at al relevant viden er til rådighed for alle i verden, der arbejder mod tortur og for rehabilitering af torturens ofre.

DIGNITY i fremtiden Af Karin Verland

– Vi har og har altid haft høje ambitioner i DIGNITY. Vi tog de første banebrydende skridt og skabte RCT, verdens første behandlingscenter for torturerede flygtninge. Hvor der intet videngrundlag var, foretog vi de første grundige undersøgelser. Vi var med til at igangsætte den internationale kamp mod tortur, og vi gjorde Danmark til et foregangsland i kampen mod tortur. Alt dette betyder, at DIGNITY er en organisation, man lytter til. En organisation, som nyder respekt blandt fagfolk, ligesindede, beslutningstagere og deslige.

Verden er anderledes i dag, end den var for 30 år siden. Udfordringerne ligner på nogle områder dem, vi havde før i tiden – og så alligevel ikke. Tortur og organiseret vold er stadig et udbredt fænomen, som vi internationalt og nationalt må stå sammen om at bekæmpe. Metoder til at behandle og lindre ofrenes traumer skal stadig videreudvikles, og det samme skal nye interventioner, som kan forebygge at tortur og organiseret vold i det hele taget sker. For 30 år siden var vi tortursagens pionerer i en verden, der betvivlede de udsagn, som torturofre kom med. I dag kæmper vi stadig med at gøre op med den uvidenhed, som torturbegrebet er indhyllet i. Mange ved stadig ikke, hvad tortur gør ved mennesker, og mange forbinder i dag automatisk tortur med terrorisme. Hvis der for alvor skal handles nationalt og internationalt, må vi gøre noget ved den uvidenhed.

Karin Verland: Direktør i DIGNITY siden maj 2011, er uddannet læge og certificeret som Executive Coach. Med sig har hun mange års ledelseserfaring fra erhvervslivet, senest som administrerende direktør i Pfizer Danmark. Hun er tidligere medlem af Etisk Råd og var igennem fem år formand for Lægemiddelindustriforeningen.

principper, hvis der er udsigt til, at man kan forhindre et potentielt terrorangreb. Siden 2001 har vi oplevet, at de vestlige lande – og ikke mindst Danmark – ryster på hånden, når det gælder vedtagelsen af det absolutte forbud mod tortur. Det har medført, at andre lande ser det som en undskyldning og legitimerer egen brug af tortur. Sikkerhedsstyrker og politikere i store lande som Pakistan og Indien henviser direkte til den amerikanske torturpolitik, når de skal legitimere deres egen anvendelse af tortur i forbindelse med afhøringer af terrormistænkte. Og i Nordafrika fik de nu afsatte diktatorer næsten alle som én legitimeret

Når frygten tager over Septemberdagen i 2001, hvor de to tvillingetårne i New York blev angrebet, er en skelsættende dato i arbejdet mod tortur. Forud var gået årtiers internationalt arbejde med at sikre menneskerettighederne, og man var nået langt i mange lande med at ratificere torturkonventionen. De vestlige lande var et andet sted etisk og moralsk. Her elleve år efter, er det som om, man har glemt, hvor forfærdeligt tortur er og hvad det gør ved mennesket. Terrorforskrækkelsen har gjort sit indtog og gør, at lande og regeringer er villige til at give køb på vigtige

deres torturregimer gennem den amerikanske stats anvendelse af deres afhøringscentre. Opfattelsen af brugen af tortur blandt almindelige mennesker er også alarmerende. Vores undersøgelser viser, at mere end hver femte dansker mener, at det er i orden at bruge tortur i enkelte tilfælde. Næsten halvdelen af danskerne tror desuden, at det primært er terrormistænkte, som udsættes for tortur. Det er en kobling mellem terror og tortur, som ikke har hold i virkeligheden. Fra vores internationale arbejde ved vi, at langt de fleste torturofre absolut ikke har noget med terrorisme at gøre, men derimod er udsatte grupper af mennesker. Mange er blot fattige og er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. De har måske en kriminel fortid, eller de er blot uheldige og bliver opfattede som kriminelle. En del er også politisk aktive eller tilhører et forfulgt mindretal. Det er en udbredt tanke, at man kan afværge terror med tortur. Det er lige omvendt. Tortur er en del af problemet, ikke løsningen. Intet kan retfærdiggøre brugen af tortur – men det sker altså alligevel. Den tikkende bombe er et gængs skræmmescenarie, som vi kender alt for godt f.eks. fra amerikanske film. Det er blevet okay i manges øjne at torturere én formodet terrorist, hvis man kan forhindre et terrorangreb. Men tortur virker ikke, for værdien af informationer, der er fremkommet under tortur, er højest tvivlsom og kan ikke bruges til at forhindre et terrorangreb. Der findes langt mere effektive og humane afhøringsmetoder. Når det er sagt, så vil jeg påpege, at fik enhver dansker indblik i hvad torturen har gjort f.eks. ved en af de klienter, som får hjælp hos DIGNITY, så ville de til enhver tid være imod tortur. Vi i DIGNITY skal have sat torturdebatten tilbage på det spor, hvor den hører hjemme.

Hvorfor DIGNITY?

Direktør Karin Verland taler på aftenen for RCTs 30 års jubilæum, 30. oktober 2012, og afslører, at RCT fremover hedder DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.

DIGNITY ønsker at være endnu mere synlig og aktiv i Danmark og internationalt. Derfor valgte vi i forbindelse med vores organisations 30-årsdag at starte på ny med en ny identitet og et nyt mere værdibaseret og positivt navn, som også vil give mening internationalt. Alle medarbejdere var med i processen og kom med mange forskellige forslag til et nyt navn. Valget blev DIGNITY – og hvorfor så det?

Tortur er det værste overgreb, man kan begå mod mennesker. Det er et frontalangreb mod den menneske lige værdighed. Værdighed er kernebegrebet i menne skerettighedsdiskursen. Som der står i artikel 1 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder, så er alle mennesker født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd. Værdighed er kernebegrebet i menneskerettig hedsdiskursen. Som der står i artikel 1 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder, så er alle mennesker født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.” Værdighed sammenfatter det, som alle i DIGNITY arbejder med. Vi arbejder for at give herboende torturofre en værdig tilværelse i Danmark. Vi arbejder for at sikre, at frihedsberøvede bliver behandlet med værdighed, og vi arbejder for at forhindre at tortur finder sted. Når man arbejder mod tortur handler det ikke kun om torturofrenes værdighed, men om vores allesammens værdighed. Hele samfundets værdighed. For der er ikke noget så uværdigt som et samfund, der benytter sig af tortur. Det er nedbrydende ikke kun for mennesker, men også for de systemer, som et velfungerende samfund hviler på. Man kan sige, at vi arbejder for at indføre værdighed de steder, hvor torturen og volden potentielt er til stede. De fattige, de syge, de anderledes, de frihedsberøvede – de mennesker, der synes at rangere nederst i et samfund, skal kunne leve ordentlige og værdige liv. Og det vil DIGNITY til hver en tid være garanten for.

Mod, stemme og handlekraft I min tid på DIGNITY har det overrasket mig, hvordan der gang på gang dukker nye sider af fænomenet tortur frem. Tortur og organiseret vold er et så kontroversielt og komplekst problem, at det må angribes fra mange vinkler, hvis man vil grundigt hele vejen rundt om det. For at kunne behandle torturofre effektivt må vi kende følgerne og overlevernes situation. For at kunne forebygge og intervenere må vi kunne forstå volden og torturens væsen, metoderne, aktørerne og systemerne. For at kvalificere det vi gør, må vi forske og dokumentere.

Og for at få gennemslagskraft nationalt og internationalt må vi dele vores viden og formidle hvad vi gør, sådan at omverdenen konsulterer os og vælger os som samar bejds- og dialogpartner. Vi arbejder for at give herboende torturofre en værdig tilværelse i Danmark. Vi arbejder for at sikre, at frihedsberøvede bliver behandlet med værdighed, og vi arbejder for at forhindre at tortur finder sted. Når man arbejder mod tortur handler det ikke kun om torturofrenes værdighed, men om vores allesammens værdighed. Hele samfundets værdighed.” I en hvilken som helst organisations udvikling gennemgår organisationen forskellige faser. DIGNITY har de senere år gennemgået en professionaliseringsperiode, hvor der har været særligt fokus på funktionskulturen og forskningsindsatsen. Det har været et naturligt fokus, fordi det har været nødvendigt, at vi skulle dokumentere og forbedre vores indsatser. Det kan vi nu, og derfor er det tid til, at organisationen for alvor udfolder sit fulde potentiale. Nu er det tid til at få de forskellige fagligheder og funktioner til at arbejde sammen i endnu højere grad. Lige nu står DIGNITY overfor at skulle vedtage en ny strategi for arbejdet. Formidlingsopgaven er en særlig udfordring for DIGNITY de kommende år. Vi skal fortælle, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. Vi skal belyse omfanget af torturproblemet, og hvad der kan gøres for at løse det. Vi skal i endnu højere grad gå i dialog med omverdenen og skabe alliancer og resultater. Klinisk forskning i rehabilitering af torturofre er et af de fokusområder, som DIGNITY fremover vil øge. Et større monitoreringsarbejde er blandt andet igangsat, og vi samarbejder tæt med andre centre i Danmark om opgaven. Et andet fokusområde er fængsler og frihedsberøvede i skrøbelige stater. Det er også et felt, hvor DIGNITY har igangværende forskning og intervention. Spørgsmålene er mange: Hvordan kan vi sikre frihedsberøvedes sundhed og forebygge tortur? Hvordan er det staten regulerer fængslet og de tilhørende instanser? Hvilken betydning har det sociale og psykiske samspil indenfor fængslets mure? Og hvilke muligheder for effektiv intervention er der i dette univers? Et tredje

fokusområde er tortur og organiseret vold i slumområder. Verdens befolkninger strømmer til byerne, som vokser med en enorm kraft. Ifølge Verdensbanken lever halvdelen af verdens befolkning allerede i storbyer, og allerede i dag anslås det, at en fjerdedel af alle byboere lever i slumområder. Som ulighederne vokser, vil flere og flere mennesker leve i usikkerhed og fare. DIGNITY har allerede stor viden om unge voldelige mænd i udsatte slumområder. Arbejdet med at udarbejde effektive interventioner, som kan forebygge, at slumområder i skrøbelige stater bliver de rene heksekedler, vil fremover blive prioriteret her på DIGNITY. DIGNITY er en af få danske NGO’ere, hvis eksistens hviler på et stærkt folkeligt mandat. Fremadrettet ønsker vi at styrke organisationens økonomiske situation i svære tider ved at balancere den offentlige finansiering med frivillige støttemidler. Siden Inge Genefkes tid har vi aldrig været blege for at hæve vor stemme. Og det vil vi fortsætte med. Danmark er et af de ældste demokratier i verden. Og et af demokratiets kendetegn er netop at kunne have kritikere indenfor egne rækker. Vi vil have regeringer og politikere nationalt og internationalt til at arbejde for, at FNs torturkonvention overholdes. Vi vil øge danskernes viden om tortur, og vi vil have alle til at sige fra overfor tortur. Nogen skal gå foran i kampen mod tortur. Det har Danmark gjort i årtier, men i de senere år har man desværre rystet på hånden, når det galdt det absolutte forbud mod tortur og f.eks. fangeoverdragelsessagerne i Irak og Afghanistan. DIGNITY stiller al sin ekspertise til rådighed og håber, at Danmark, om end et lille land, igen vil tage teten og vise sit mod som særligt mønsterland i kampen mod tortur.

Støt DIGNITY

– fordi tortur aldrig kan accepteres Tortur nedbryder mennesker på krop og sjæl. Den ødelægger selvrespekten og tilliden til andre mennesker. Tortur efterlader ofrene med livsvarige traumer og indebærer store tab for individet, familien og for hele samfundet. DIGNITY kan hjælpe ofrene med at lære at håndtere traumerne og skabe et væsentligt bedre liv for dem selv, deres familier og børn. Men vi har brug for din hjælp: • Læs mere om vores arbejde, og hvordan du kan støtte DIGNITY på www.dignityinstitute.dk • Her kan du også se, hvordan du kan blive MEDLEM – både som virksomhed og privatperson • Du kan også indbetale et valgfrit bidrag til vores arbejde på konto 3001-4310821209 (Danske Bank) eller sende os en SMS med teksten Tortur til 1241 og støtte med 100 kr.

DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur DIGNITY har siden 1982 arbejdet for en verden uden tortur og organiseret vold. DIGNITY er en selvejende, uafhængig menneskerettighedsorganisation og nationalt specialecenter for behandling af svært traumatiserede flygtninge. Vi udmærker os ved at have rehabilitering, forskning og internationalt udviklingsarbejde under ét tag. DIGNITY er repræsenteret i over 20 lande, hvor vi samarbejder med en række organisationer om at bekæmpe tortur og hjælpe torturofre og deres familier til et bedre liv. www.dignityinstitute.dk – info@dignityinstitute.dk