Fra Gade til By: Arkitekturen by Realdania.dk

FRA GADE TIL BY

I dette bind er der fokus er på det arkitektoniske arbejde, der ligger til grund for udviklingen af den nye bymidte i Odense, med et grundigt blik på konteksten, bymidten og den omgivende by. Arkitektkonkurrencen bliver gennemgået, og de tre forslag i projektkonkurrencens anden fase bliver vist. Bindet går detaljeret ned i helhedsplanen fra tegnestuen Entasis, der i team med en række underleverandører vandt konkurrencen. Læseren får et indblik i tegnestuens arbejde fra de første konceptideer til den færdige helhedsplan. Gennem interviews fortæller to af de tegnestuer, der har realiseret projekter i den nye bydel, hvordan de er gået til opgaven.

KOLOFON

FRA GADE TIL BY ARKITEKTUREN

Redaktion

Steen Breiner, Kristoffer Lindhardt Weiss, Dorte Bülow, Kim Hintze

Design by Ida Nissen

Korrektur

Thomas Mogensen

Tryk

Dystan & Rosenberg ApS

Omslag: 300 gr. Munken Polar Rough FSC

Indhold: 130 gr. Arctic Volume White FSC

ISBN 978-87-93360-47-1

Odense Kommune

Flakhaven 2 5000 Odense C odense.dk

Realdania

Jarmers Plads 2 1551 København V realdania.dk

I ØJENHØJDE

BY, BYRUM OG BYLIV

EN HILSEN TIL DET HISTORISKE ODENSE

BYEN SKAL BYGGES AF HUSE, DER STÅR

SKULDER VED SKULDER

REFERENCER OG FOTOKREDITERING

FORORD

I 2010 indgik vi, Odense Kommune og den filantropiske forening Realdania, et partnerskab om at omdanne den firesporede Thomas B. Thriges Gade, der løb tværs igennem Odenses historiske bymidte, til en ny, levende bydel. Med byrum, bygninger, brede passager og supercykelsti skabt for mennesker, mens bilerne blev sendt ned under jorden i et nyt, stort p-anlæg.

Ved at flytte bilerne fik vi med projektet skabt plads til de bløde trafikanter og den kollektive trafik i form af en letbane. Vi fik bundet de to adskilte bydele sammen. Samtidig fik vi fortættet den eksisterende by og skabt rammerne for, at borgerne fik adgang til de væsentligste hverdagsfunktioner nær deres bopæl. Og dermed mulighed for at kunne træffe mere bæredygtige valg.

Vi gav projektet og partnerskabet navnet ’Fra Gade til By’, netop for at understrege, hvad det var, vi ville: transformere det omkring 50.000 kvadratmeter store areal, der hidtil havde været Odenses mest trafikerede vej, til en ny og levende bydel for mennesker. Omdannelsen kom også til at omfatte en letbane, et musik- og teaterhus og et nyt H.C. Andersens Hus. Tre elementer, der har været med til at danne den nye bymidte, men som ikke var en del af selve partnerskabets projekt.

11 år efter at vi havde indledt parløbet, kunne vi indvie sidste del af projektet. I dag har Odense en bymidte, der hænger sammen. Nye bygninger er integreret med respekt for byens skala, og der er skabt byrum til både afslapning og aktivitet.

Med denne bogudgivelse i fire bind ønsker vi at fortælle historien om transformationen af Odense midtby. At samle og formidle projektets mange erfaringer, så andre kan drage nytte af dem. Udgivelsen fokuserer ikke alene på det konkrete arbejde med at nedlægge gaden og etablere den nye bydel, men også på alle de elementer rundt om sådan et projekt. Lige fra arkitektkonkurrencen til den omfattende dialog med borgere og erhvervsliv.

Mange tusinde mennesker har på forskellig vis været involveret i realiseringen af ’Fra Gade til By’. Fra medarbejderne i projektsekretariatet til bygherrerådgiveren, teamet af arkitekter og ingeniører og de håndværkere, der har omsat visioner og tegninger til p-anlæg, belægninger og byrum. Vi i partnerskabet skylder dem en stor tak for deres enorme og dedikerede indsats.

Der skal også lyde en tak til de investorer, der har investeret i de udbudte byggeretter og opført de bygninger, der nu udgør den nye bydels kerne. Bygninger med plads til boliger, erhvervsliv og spisesteder. Bygninger, som – sammen med de nye byrum – har givet området sjæl. En tak, der også omfatter deres hold af medarbejdere, som har realiseret bygningerne.

Det at skabe en ny bydel midt i en travl og levende by bringer både støjende byggeri samt lukkede veje og forbindelser med sig. Det har undervejs krævet udstrakt velvilje fra odenseanerne og byens erhvervsdrivende. Derfor skal den største tak gå til netop dem. For deres store tålmodighed i de år, deres by var under forandring. Men også for den måde, de har taget det nye byområde til sig.

Bogen udgives for at få fortalt historien. I ord og billeder. Men også for at dele erfaringer og inspirere til at skabe mere bæredygtige byer for mennesker.

Engang var fortællingen om Thomas B. Thriges Gade en fortælling om det historiske bycentrum, der blev fjernet for at give plads til den brede vej. Nu kan vi i stedet fortælle historien om vejen, der blev fjernet for at give plads til menneskene.

Peter Rahbæk Juel Borgmester, Odense Kommune

Jesper Nygård

Adm. direktør, Realdania

Odense bycentrum med både gamle og nye bebyggelser samt passager og veje på tværs af byen. Gendannelsen af byens tæthed med fokus på byrumskvalitet og livet mellem husene har været et afgørende princip for bearbejdningen af hele udviklingsområdet.

Markering af projektområdet for omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade. Byen bindes igen sammen på kryds og tværs, og de nyetablerede byrum rækker ind i den eksisterende bystruktur. Med omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade får Odense centrum igen et sammenhængende byrum.

Den samlede publikation om ’FRA GADE TIL BY’-projektet består af fire bind, der kan læses samlet eller individuelt. Hensigten er, at de fire bind tilsammen giver et billede af, hvordan man kan gennemføre en succesfuld byomdannelse.

Hvert bind har et særligt fagligt emne, så man kan læse i dybden uden nødvendigvis at skulle læse hele publikationen, men dog fortsat have mulighed for at orientere sig i det samlede byudviklingsprojekt.

Publikationen bygger på et omfattende researchmateriale bestående af omkring 2.500 interne dokumenter fra partnerskabet, mere end 5.000 medieomtaler og andet materiale samt omkring 30 interviews med personer, der har været en del af projektet.

Samlet set giver de fire bind en grundig indføring i baggrunden for, at Thomas B. Thriges Gade blev etableret, debatten om gaden og de alternative muligheder, der har været diskuteret gennem årene, og beslutningen om at nedlægge gaden igen i 2008. De fire bind fortæller om det partnerskab mellem Odense Kommune og foreningen Realdania, der blev etableret i 2010 med henblik på at gennemføre den omfattende omdannelse af Odense bymidte, og den sammensyning af bymidten, som partnerskabet gennemførte med afsæt i team Entasis’ helhedsplan.

Gennem en journalistisk bearbejdning af det omfattende materiale og interviews med centrale aktører – der suppleres af dokumentation i form af fotografier og tegningsmateriale, skitser, diagrammer og andet materiale – gives en forståelse af de visioner, ambitioner og principper, der endte med at forme projektet.

De fire bind beskæftiger sig henholdsvis med ARKITEKTUREN, PROCESSEN, KOMMUNIKATIONEN og bymidtens FUNKTION i nutiden.

ARKITEKTUREN: Fokus er på det arkitektoniske arbejde, der ligger til grund for udviklingen af den nye bymidte. Med et grundigt blik på konteksten, bymidten og den omgivende by. Arkitektkonkurrencen bliver gennemgået, og de tre forslag i projektkonkurrencens anden fase bliver vist. Bindet går detaljeret ned i helhedsplanen fra tegnestuen Entasis, der med en række underleverandører vandt konkurrencen. Læseren får et indblik i tegnestuens arbejde fra de første konceptideer til den færdige helhedsplan. Gennem interviews fortæller to af de tegnestuer, der har realiseret projekter i den nye bydel, hvordan de er gået til opgaven.

PROCESSEN: Bindet fokuserer på de udviklingsprocesser – politiske, administrative og faglige – der gennem årene har styret byudviklingen i Odense. Om processen frem mod beslutningen om at lukke Thomas B. Thriges Gade og om partnerskabet mellem Odense Kommune og foreningen Realdania. Dette bind går også i dybden med, hvordan partnerskabet nåede frem til den rigtige løsning for byområdet, og den store planlægnings- og styringsopgave med at transformere den firesporede vej til et nyt bycentrum placeret oven på et massivt p-anlæg. Endelig ser bindet nærmere på opgaven med at indpasse letbanen, der udgjorde et selvstændigt projekt.

KOMMUNIKATIONEN: Fokus er på det omfattende kommunikations- og dialogarbejde, der fulgte med transformationen. Bindet ser nærmere på de interesser og personer, der var til stede i debatten, om beslutningen om, at projektssekretariatet skulle drive sin egen kommunikation, og om den informationsboks, der blev etableret centralt i projektområdet og både fungerede som informationskontor og udstillingsbygning. Der tages et grundigt kig på, hvordan de arkæologiske udgravninger blev anvendt som et led i at sætte positivt fokus på projektet, samt på dialogen med borgergrupper og erhvervsdrivende og de øvrige platforme for kommunikation, der blev bragt i anvendelse.

FUNKTIONEN: Bindet kigger nærmere på bymidtens funktion i en nutidig kontekst og belyser en række temaer, som har haft betydning i Odense og kan have det i andre bymidteforandringer. Der fokuseres på den nyeste forskning i byplanlægning med udgangspunkt i konceptet ’15 minutters byen’, og hvordan bymidten er identitetsskabende for flere end blot dem, der bor i nærområdet. Der ses tillige på betydningen af de arkitektoniske ambitioner for byliv og byrum, udviklingen af byens kommercielle liv, og hvilke faktorer der er væsentlige for at tiltrække ejendomsinvestorer.

FRA GADE

TIL BY

I 1952 vedtog byrådet i Odense at anlægge den firesporede Thomas B. Thriges Gade tværs gennem det centrale Odense. Gadegennembruddet blev påbegyndt i 1958, og gaden blev indviet i 1970. Hurtigt blev den byens hovedfærdselsåre med omkring 30.000 gennemkørende biler om dagen.

Men Thomas B. Thriges Gade blev også en urban barriere, der delte Odenses historiske bymidte midtover. Gaden blev til i modernismens tidsalder, hvor menneskelige hensyn måtte vige til fordel for det praktiske. Odense var en industriby, bilismen var på fremmarch, og der var et behov for at få transporteret varer og medarbejdere nemt og enkelt til og fra de store industrivirksomheder på havnen. Idealet var vækst og udvikling, så adskillige huse, pladser og veje måtte vige for den nye, brede gade.

Adamsgade i 1960 set mod den nye tunnel, som kan anes i baggrunden. Før etableringen af Thomas B. Thriges Gade.

Cykler og byliv var en central del af livet i Nørregade før etableringen af Thomas B. Thriges Gade.

Nørrebroejendomme under nedrivning i forbindelse med etableringen af motorgaden. I baggrunden ses Thriges administrationsbygning.

Thomas B. Thriges Gades udviklingsareal og kontekst i luftfoto set mod nord inden etablering af gadegennembruddet.

er færdigt.

Luftfoto af Thomas B. Thriges Gade set mod nord i 1970. Størstedelen af vejanlægget

Det store gadegennembrud til Thomas B. Thriges Gade set fra nordsiden af Overgade mod syd mod Albani Kirke og Vægtergården på Albani Torv.

Anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade ud for Hans Jensens Stræde i 1969. Til venstre ses husene ved Skulkenborg og længere bagved Tigergården.

Allerede inden indvielsen var der kritik af det voldsomme gadegennembrud, særligt i byplan- og arkitektkredse.1 Kritikken tog til op gennem de efterfølgende årtier. Også lokalt var der kritik og debat, både blandt byrådets medlemmer og i avisernes læserbrevsspalter. De lokale politikere indså med tiden, at konsekvenserne af gadens deling af bymidten var for store. Det førte i 1985 til, at ti lokale arkitekt- og ingeniørvirksomheder i Rådhushallen udstillede deres forslag til nye måder at organisere bymidten og Thomas B. Thriges Gade på. Blandt dem var både forslag til brede fodgængerpassager under og over gaden, til, at gaden skulle snævres ind til en rolig bygade omkranset af nyt byggeri og beplantning, og til, hvordan Thomas B. Thriges Gade delvist skulle graves ned i en tunnel. Fælles for dem alle – og for en række senere forslag – var, at de ikke blev til noget. Ikke mindst fordi der var stor uenighed blandt såvel odenseanerne som de lokale politikere om, hvad den rigtige løsning var. Der skulle tages for mange modsatrettede hensyn.

Thomas B. Thriges Gade i retning mod Odense centrum. På billedet ses politigården øverst i venstre hjørne og starten af byggeriet af H.C. Andersen Hotellet. I forgrunden ses jernbanebroen over Thomas B. Thriges Gade, og til højre i billedet ses Tigergården.

Først da Odense Byråd i 2008 enstemmigt besluttede at lukke gaden, kom der for alvor fremdrift. To år senere indgik den filantropiske forening Realdania i et partnerskab med kommunen under projektnavnet ’Fra Gade til By’. Et navn, der var dækkende for partnerskabets ambition om at transformere det omkring 50.000 kvadratmeter store gadeareal til et nyt byområde.

Projektets samlede økonomi blev ved indgåelsen af partnerskabet opgjort til 709 mio. kr., hvoraf kommunen kom med 255 mio. kr. og Realdania med op til 255 mio. kr. De sidste 199 mio. kr. skulle findes ved salg af byggefelter og parkeringsanlæg.

I partnerskabsaftalen blev visionen for projektet formuleret således:

”Den overordnede vision for omdannelsen er at udvikle en sammenhængende og bæredygtig by med fokus på et aktivt byliv. Ønsket er igen at sammenbinde den østlige og den vestlige del af Odense. Forudsætningen for planen er en ringvej forbundet af en kanalforbindelse, der skal sikre en smidig trafikafvikling uden om byens centrum samt til og fra byen og havnen.”2

Parterne så en unik mulighed for at få genskabt Odenses bymidte og at få den designet på en måde, der passede ind i, hvordan livet leves i en moderne storby. Balancen bestod i at få tilført et nyt og moderne byggeri, der ikke virkede for dominerende i forhold til områdets historiske bykvarterer og markante bygninger. De nye bebyggelser skulle i stedet skabe gode overgange til de eksisterende bykvarterers skala og struktur. Samtidig skulle der indtænkes byrum, som kunne understøtte det byliv, partnerskabet ønskede. Samlet set skulle transformationen understøtte Odense som en sund, mangfoldig by og være med til at optimere bymidten, så den blev bæredygtig og mere tæt.

Parallelt med Odense Byråds beslutning om at lukke Thomas B. Thriges Gade vedtog politikerne at etablere en letbane i Odense. Letbanen skulle bl.a. løbe gennem den nye bymidte, hvilket der skulle tages hensyn til i såvel planlægning som udførelse. Letbanen ville få to stoppesteder i bymidten, et i den nordlige og et i den sydlige del.

Arkitektkonkurrence om en helhedsplan for området

Med afsæt i visionen udskrev partnerskabet i foråret 2011 en international arkitektkonkurrence om en helhedsplan for projektområdet. Konkurrencen blev udskrevet som en projektkonkurrence i to faser, der strakte sig fra sommeren 2011 til februar 2012. Ud over et forslag til en helhedsplan skulle der afleveres et forslag til en projektbeskrivelse og procesplan for byomdannelsen. I konkurrenceprogrammet blev visionen for omdannelsen udfoldet yderligere:3

”Omdannelsen skal integreres i den eksisterende bystruktur og skabe tæthed, nye forbindelser og helhed med de tilstødende kvarterer. Det skal være med til at tilføre ny identitet i centrum af Odense. Bymidten skal kendetegnes ved god tilgængelighed, høj urbanitet, ny bebyggelse med blandede funktioner, der bidrager til et spirende og mangfoldigt byliv og skal danne ramme om nye attraktive byrum for byens borgere og besøgende.”

Derudover havde konkurrenceprogrammet fokus på bæredygtighed i bred forstand:

”[Omdannelsen] skal være med til at sikre, at Odense er et attraktivt sted at leve – også for kommende generationer. Trafikken skal omlægges, så området omdannes til en tæt by med udadvendte funktioner i gadeniveau. Det giver rum til et mangfoldigt byliv med mulighed for ophold og aktiviteter for såvel børn, unge, og ældre.”

Der blev også lagt vægt på, at forandringen af bymidten skulle styrke hele Odense:

”Sammen med borgerne, kulturlivet og erhvervslivet skal området udvikles til et levende og dynamisk område. Byens ændrede identitet som kulturog vidensby skal på den måde styrke byens samlede identitet – både undervejs, gennem de midlertidige aktiviteter i de mange år, som projektet er under udvikling, og efter projektet.”

25 teams viste interesse for at deltage, og heraf blev syv teams prækvalificeret. I august 2011 blev tre vindere af fase 1 udpeget, der alle blev indbudt til at deltage i fase 2, som bestod af et udbud med forhandling, inden der blev udpeget en endelig vinder, der også skulle fungere som totalrådgiver.

Vinderforslag udarbejdet af team Entasis

Det blev tegnestuen Entasis, der sammen med underrådgiverne Grontmij/Carl Bro, Sweco Architects, sbs rådgivning samt MOMENTUM Research & Development i februar 2012 vandt konkurrencen og opgaven med at omdanne Odense bymidte. Det skete med et forslag med fokus på først at reetablere de forbindelser på tværs, som gadegennembruddet i sin tid havde kappet over, og dernæst at tage stilling til placeringen af cykelstier og letbane.

Forslaget indebar ikke at genskabe den tidligere bymidte, som den var før gadegennembruddet, men at sikre, at projektområdet fik en naturlig sammenhæng med den omkringliggende bykerne. Området skulle formes af nye bygninger med boliger, detailhandel, liberalt erhverv og kulturinstitutioner, og både bæredygtighed, klimasikring og biofaktor skulle tænkes ind i udviklingen.

Efter at have vundet konkurrencen arbejdede team Entasis videre frem mod en endelig helhedsplan i et tæt samarbejde med partnerskabet. Helhedsplanen, som lå til grund for udbuddet af byggefelter, lagde vægt på, at de nye bygninger skulle passe ind i den eksisterende arkitektur, både i skala og formsprog.4

Helhedsplanen beskrev desuden, hvordan hele gadetraceet skulle udgraves og omdannes til to p-kældre bundet sammen af en mindre tunnelforbindelse, og oven på dette skulle der etableres forbindelser på tværs.

Volumenstudier af nye bebyggelser udarbejdet af tegnestuen Entasis.

Visualisering fra konkurrencen af passager, forbindelser på tværs af udviklingsområdet og byrumsdannelse.

Vinderforslagets visualisering af bymidtens liv på gadeplan og på et af byens torve. Byrum præget af biltrafik er omlagt til gå- og opholdszoner med fokus på handel og rekreation.

Illustration af relationen mellem ude og inde. Letbanen passerer tæt forbi de nye bygninger, og langs sporene er der passage og ophold under bygningens udhæng. Livet i bygningens stueplan i den nye tætte bydel udfolder sig tæt på byrummet og den gående trafik.

Principsnit, der viser den underjordiske passage for gående og parkeringsanlægget. Der etableres både parkeringsanlæg og en rute for gående langs hele udviklingsområdets areal.

Søjlerne under jorden skulle rejses i et fast konstruktivt system, og samme konstruktive system dikterede de enkelte byggefelter og de konstruktive parametre for bygningerne over terræn. Letbanens spor blev lagt i en blød kurve oven på p-anlægget, og under jorden blev sporet mimet i en promenade – en gul ’catwalk’ – gennem hele p-anlægget.

Som en helt særlig detalje definerede helhedsplanen, at der skulle placeres en promenade i form af et overdækket fodgængerstrøg langs letbanen i bebyggelsernes kant.

Livet mellem husene, både de nye og de eksisterende, fik i det hele taget særlig opmærksomhed i helhedsplanen. Byrum blev beskrevet med specifikke funktioner, nogle med plads til leg og udfoldelse, nogle med fokus på handel og andre med henblik på det mere stille liv.

Helhedsplanen beskrev et krav til etablering af kantzoner, som skulle bidrage til at samle mennesker i udvalgte strøg og knudepunkter med et højt aktivitetsniveau, og som kunne tilbyde kommende beboere mulighed for at opholde sig uden for deres bolig på særligt udvalgte steder.

Byggefelter udbudt som optioner

Odense Kommune og Realdania valgte som partnere en dialogbaseret udbudsmodel, da byggefelterne i området blev sat til salg. Det skete via et offentligt udbud, hvor grundene blev udbudt som optioner, der var gældende i 15 måneder. I den periode skulle investorerne med bistand fra arkitekter udarbejde skitseforslag til udformning af byggeprojekterne. De skulle jævnligt dokumentere over for partnerskabet, at arbejdet med at udvikle byggeprojekterne til grundene skred planmæssigt frem. De første grunde blev udbudt i august 2013.

Helhedsplanen udgjorde en central del af kravspecifikationerne ved udbuddet af byggefelterne. Således fungerede helhedsplanen som et opslagsværk med beskrivelse af forhold om bl.a. arkitektur, farver og materialer, facader, taghaver, grønne tage, altaner og samspillet mellem bygninger og byrum. Helhedsplanen var dermed med til at sikre, at nye byggeprojekter blev indpasset i bymidtens eksisterende arkitektur og byrum.

Fordelen for investorerne var, at optionsmodellen gav tid til at planlægge byggeriet inden købet af selve grunden, og dermed både en eksklusiv ret til at udvikle et projekt og samtidig mulighed for at springe fra i processen.

Baggrunden for valget af denne model var at sikre, at kvaliteten af de enkelte bebyggelser i projektet blev sammentænkt med og levede op til intentionerne i helhedsplanen, og at de enkelte bebyggelser var med til at understøtte projektets vision om en sammenhængende og bæredygtig by med fokus på et aktivt byliv.

I optionsmodellen – som blev udviklet på baggrund af drøftelser med en række investorer – lå, at hvis en investor ikke levede op til optionsaftalens betingelser eller valgte ikke at udnytte optionen, kunne byggegrunden udbydes igen sammen med det udviklede projektmateriale, som partnerskabet var ejer af. Det ville igen betyde, at den planlagte byggestart ikke ville blive forsinket.

Den 15. juni 2014 blev forbindelsen over Odense Kanal åbnet for biltrafik. Dermed var ringvejen rundt om Odense centrum, der var en forudsætning for planen om at sammenbinde bymidten igen, på plads. To uger senere, natten til den 28. juni 2014, blev Thomas B. Thriges Gade lukket for biler.

En omfattende kommunikationsopgave

Debatten om, hvorvidt det var rigtigt at lukke Thomas B. Thriges Gade, forstummede ikke med beslutningen i 2008. Tværtimod fortsatte den helt frem til, at den sidste bil kørte på gadens asfalt seks år senere, og den kom i første omgang til at handle mere om trafik end om byudvikling. Der blev dannet en modstandsgruppe mod projektet, og i de lokale medier var der mange holdninger, ikke mindst i læserbrevsspalterne.

’Fra Gade til By’-projektet fik i 2011 sit eget sekretariat, hvor en af de vigtige opgaver var at kommunikere med borgere og erhvervsliv. Der blev arrangeret borgermøder, og der blev gennemført omfattende dialog med Odenses erhvervsliv, foreninger og interesserede borgere.

For at styrke dialogen og kommunikationen etablerede projektpartnerskabet i 2012 en informationsboks. Boksen blev placeret centralt i det område, der særligt ville blive påvirket af byomdannelsen. ’Den røde boks’, som informationsboksen blev kaldt på grund af bygningens markante farve, fik udstillingsog informationslokaler i stueetagen, der var åbne for alle, mens projektsekretariatet fik kontor på 1. sal.

Boksen, der i sine to første leveår havde mere end 60.000 besøgende, blev stedet, hvor man kunne få stillet sin nysgerrighed, få luft for sine frustrationer, få svar på spørgsmål, og ikke mindst – som tiden gik – tog Odenses borgere deres udenbys besøgende med hen i boksen for at vise, hvad alt byggerodet skulle ende ud med. Da Thomas B. Thriges Gade blev lukket og det omfattende forandringsarbejde begyndte, tog projektet yderligere et kommunikationsværktøj i brug. De mange byggehegn, der skød op, blev både brugt til at vise vej til nærmeste overgang og samtidig til at fortælle om byomdannelsen. Der blev også lavet midlertidige aktiviteter, ofte på initiativ fra lokale ildsjæle, så de, der færdedes i området, fik en oplevelse og ikke blot mødte en besværlig byggeplads.

´Den røde boks´ var et informationssted for borgere under videreudviklingen af Thomas B. Thriges Gade.

Ny plads til kulturen

Med omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade til en central bymidte blev der mulighed for at realisere to kulturprojekter, der ikke var en del af partnerskabsprojektet. ’Fra Gade til By’-projektet gjorde det muligt at realisere kulturprojekterne i umiddelbar tilknytning til byomdannelsesområdet, og begge kulturprojekter blev en integreret del af udførelsen.

Det ene var virkeliggørelsen af et længe næret ønske om et musik- og teaterhus i Odense, Odeon, tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller. Med sine 1.800 siddepladser blev Odeon et af landets største musik- og teaterhuse og kom også til at rumme Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole og Odense Teater.

Som en anden væsentlig del af bymidtens forandring kom det nye museum H.C. Andersens Hus, tegnet af det japanske arkitektfirma Kengo Kuma & Associates. Det 5.600 kvadratmeter store hus, hvoraf to tredjedele ligger under jorden, blev etableret dør om dør med den verdenskendte forfatters fødehjem. Huset blev placeret i en ny udgave af den gamle apotekerhave Lotzes Have, grænsende op til den centrale del af det nye byområde og integreret i ’Fra Gade til By’-projektet i den forstand, at haven fik lov at brede sig ind over letbanens tracé og videre ud på den anden side. Fra haven blev der etableret en nedgang til p-anlægget. I øvrigt det eneste sted, hvor der fra p-anlægget blev adgang direkte til det fri.

En samlet helhed

I sommeren 2021 blev den omfattende forandring af Odense bymidte afsluttet efter syv år med byggeri og mere end tre år med en afspærret bymidte.

Der blev samtidig sat det sidste punktum for en af nyere tids største bytransformationer, og det blev starten på et nyt kapitel, hvor Odenses bymidte igen blev til en samlet helhed. Med bilerne sendt under jorden i et omfattende p-anlæg.

Med en moderne letbane passerende gennem området. Bundet sammen af arkitektur – af bygninger og byrum.

Livet omkring Odeon. Der er skabt rum for ophold og gennemgående beplantning, som skaber tryghed. Belægningens karakteristiske mønster giver byrummet identitet.

Etablering af plads foran det nye Odeon.

Mødet mellem forskellige belægninger skaber et varieret udtryk.

Den gnidningsfrie sameksistens mellem de forskellige former for mobilitet, rekreative arealer og kulturelle institutioner er tydelig i den nye bydel, hvor beplantningen trækkes på tværs af letbanesporene. Til venstre ses det nye museum H.C. Andersens Hus.

Kig ud over byen fra museet H.C. Andersens Hus´ bueformede terrasser, hvortil der er offentlig adgang.

FEBRUAR: Et enigt

byråd i Odense Kommune beslutter, at projektet skal gennemføres. Et projekt, der får navnet ’Fra Gade til By’.

JANUAR: Syv teams udvælges til at konkurrere om at komme med det bedste bud på, hvordan Thomas B. Thriges Gade kan forvandles fra gade til et helt nyt bykvarter.

APRIL: Det offentliggøres, at der ud over projekt ’Fra Gade til By’ skal bygges et nyt musik- og teaterhus med 1.800 siddepladser. Musik- og teaterhuset integreres tæt med omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade.

AUGUST: Tre tværfaglige teams fra ind- og udland udvælges til at gå videre i konkurrencen ’Fra Gade til By’'.

MARTS: Realdania og Odense Kommune indgår partnerskab om at forvandle Thomas B. Thriges Gade fra trafikeret gade til levende og mangfoldig by.

AUGUST: COWI udpeges som bygherrerådgiver.

OKTOBER: Partnerskabet indbyder til prækvalifikation på en international projektkonkurrence.

AUGUST: De første 16 nordlige byggefelter sættes til salg ved et offentligt udbud. Alle byggefelter blev solgt i løbet af to måneder.

FEBRUAR: Partnerskabet åbner et mobilt informationshus, der skal styrke formidlingen af byomdannelsen og den løbende dialog med borgerne. Huset bliver kaldt ’Den røde boks’ på grund af dets markante farve.

MAJ: Et team bestående af ti arkæologer påbegynder to og et halvt års arbejde med at undersøge og dokumentere kulturlagene i det i alt 10.300 kvadratmeter store udgravningsområde. Nogle af fundene udstilles senere i ’Den røde boks’.

OKTOBER: De sidste byggefelter i den sydlige ende af projektområdet sættes til salg. Som det var tilfældet med de første grunde, sælges de i løbet af få måneder.

DECEMBER: Planerne for et tårn på de to nordligste byggefelter offentliggøres. Tårnet er planlagt til at være 17 etager høje og rumme såvel boliger som erhverv.

MAJ: Beboerne i de første to færdigbyggede huse i projektområdet kan flytte ind. Husene er de første af i alt 14 bygninger og 9 byrum, der tilsammen danner byområdet, hvor der før var en trafikeret gade.

OKTOBER: Den nordlige del af p-anlægget under det nye byområde åbnes. Dermed er der i første omgang plads til 500 biler i parkeringskælderen.

JULI: Efter syv år med byggeri og mere end tre år med en spærret bymidte indvies forbindelsen mellem Overgade og Vestergade, og dermed passeres den sidste store milepæl frem mod afslutningen af det store byudviklingsprojekt.

SEPTEMBER: Det store p-anlæg under det nye byområde sælges, og dermed er den sidste finansiering i projekt ’Fra Gade til By’ på plads.

OKTOBER: Sidste del af det i alt 40.000 kvadratmeter store underjordiske p-anlæg åbner. Der er i alt 1.000 p-pladser i hele anlægget, som har fem ind- og udkørsler.

MOD EN NY MODEL FOR DEN GODE BY

I ’Fra Gade til By’-projektet valgte Odense Kommune og Realdania gennem en byrumsorienteret fortætning at vende det traditionelle hierarki mellem biler og gående om. Det er en tendens, som passer ind i den moderne byøkonomi baseret på service og oplevelser. Byen skal tiltrække talentfulde vidensarbejdere, og når de har pause fra deres kontorarbejde, skal de kunne drikke caffe latte i et venligt, grønt byrum, siger professor emeritus Jens Kvorning i dette interview.

”De forskellige tilgange til byplanlægning er forankret i forskellige faglige miljøer. Som arkitekt har jeg beskæftiget mig med byhistorie og de skiftende byideologier, der har domineret dansk planlægning de sidste mange årtier og defineret vores forståelse af, hvad den gode by er. Efter 2. Verdenskrig mente man mange steder, at de byer, man havde, ikke kunne klare det stigende tryk fra de mange biler, som middelklassen fik adgang til.”

Sådan siger professor emeritus Jens Kvorning, der gennem en menneskealder har beskæftiget sig med arkitektur og byplanlægning og i 2002 blev professor på Det Kongelige Akademi. Han peger på, at anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade tværs gennem Odenses historiske centrum var en del af en tidsånd.

”I England udkom det meget indflydelsesrige værk ’Traffic in Towns’ af Colin Buchanan og G.F. Crowther i 1963, der dokumenterede den udbredte praksis med at tromle store veje ind gennem de historiske bymidter. Saneringerne, der skulle fremme effektiv mobilitet i den industrielle æra, var omdiskuterede og kontroversielle allerede i samtiden. Bogens budskab fik ikke blot betydning i England, men også i Danmark, hvor der var delte meninger om, hvilken form for planlægning der skulle diktere byernes udvikling. Bogen – og dermed diskussionerne – kom samtidig med anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade, der som vision og realisering var et tidstypisk eksempel på trafikingeniørernes dominans i den overordnede planlægning og organisering af byerne. Det var den tænkning, der op gennem 1960’erne dikterede, at bilerne skulle have adgang til byerne. En meget stor del af de danske provinsbykerner blev ’ryddet op’, og biler fik adgang, så der til sidst kun stod en kulisse af en hovedgade tilbage. Derudover var der rigeligt med parkeringspladser og en forsyningsgade udenom. Det var en bymodel, hvor man ville have bycenteret til at fungere på bilens betingelser uden forståelse for skalaen og miljøet i den gamle hovedgade. Der var ingen forestilling om, at man skulle have et sammenhængende bymiljø. Det argumenterede ’Traffic in Towns’ for, at man burde fokusere på, og gjorde det på en meget overbevisende måde, der vandt gehør i byplanfaglige kredse. Så der var forskellige modsatrettede bevægelser i gang, den modernistiske bymodel over for en mere kulturbaseret udviklingsmodel med fokus på sociale netværk og menneskelig skala.”

Etablering af Thomas B. Thriges Gades gennembrud i 1964 med gadeanlæg øst for Nørregade. Midt i billedet ses tunnellen under jernbanen og i baggrunden Skibhusvej.

Overgade set mod Korsgade og Vestergade i 1966. Nedrivningerne er i fuld gang for at gøre plads til Thomas B. Thriges Gade.

Thomas B. Thriges Gade blev i sin tid afviklet efter en modernistisk model, eller skal man længere tilbage i historien for at finde forlægget for projektet?

”Det, der var Thomas B. Thriges Gades problem, var, at forbilledet var den parisiske boulevard og Haussmanns sanering af byen med etablering af et helt nyt infrastruktursystem på tværs af den eksisterende by. Men i Paris havde man en arkitektur, der kunne klare at åbne op i den store skala, f.eks. Rue Rivoli, der havde den store arkitektur, som kunne skabe boulevarden. Det havde man ikke i Odense, hvor byen derimod blev forrevet. Det stod i skærende kontrast til de tendenser, der var i samtiden, f.eks. hos Krier-brødrene, Leon og Rob Krier, der var byplanlæggere fra Luxemborg og aktive i 1960’erne samtidig med realiseringen af Thomas B. Thriges Gade. De arbejdede for genoplivningen af traditionelle byplanlægningsprincipper i Europa og lagde vægt på betydningen af fodgængere, arkitektur i menneskelig skala og skabelsen af livlige offentlige rum inden for byerne. Krier-brødrenes arbejde promoverede ideen om den europæiske by som en tæt, kompakt byform, med en blanding af funktioner og en stærk følelse af fællesskab. Og dermed en tilbagevenden til traditionelle bymønstre, der kendetegnes ved smalle gader, mindre karreer og en blanding af boliger, erhverv og offentlige rum. Det er en rekonstruktion af den europæiske by med fokus på byliv og sociale relationer. Idealet er billedet på den førindustrielle europæiske by, hvor byens historiske lag er synlige, og de mange funktioner, der definerer en velfungerende by, ikke er delt op efter en modernistisk byplanlogik, men derimod anses som integrerede funktioner. Krier-brødrene forsøgte at fremme en praksis og et formsprog, der gav forrang til materialer og håndværk som basis for at tænke hele byens rum,” siger Jens Kvorning.

Thomas B. Thriges Gades indvielse i 1970, med stort fremmøde af politikere og borgere. I baggrunden ses tårnet fra Sct. Albani Kirke og fra Skt. Knuds Kirke.

Thomas B. Thriges Gade-krydset i 1970. Overgang mellem Thomas B. Thriges Gade, Skibhusvej, Østre Stationsvej og Hans Mules Gade.

Det var et frontalangreb på den modernistiske planlægning? Man kæmpede om at definere, hvad det gode byliv var?

”Ja, byen og byens liv var en faglig kampplads. Der var en række år, hvor mange stædigt holdt fast i, at modernismen kunne levere, hvad vi havde brug for, også i den tætte by. Men langsomt vandt den mere hensynsfulde skalabetragtning, og specielt kontinuiteten. Det vil sige, at man i stedet for enkelte bygningsvolumener begyndte at ’bygge byen sammen’. Dermed blev grundideen med Thomas B. Thriges Gades gennembrud i byen så at sige overhalet i både fagkredse og i den brede offentlighed. Der kom i samtiden en meget kraftig kritik af den slags arkitektur og byplanlægning.”

De byplanfaglige diskussioner og ideologier er vel også bundet op på en økonomisk tænkning, eller nødvendighed om man vil, i forhold til byens udvikling. Et argument, man både kunne bruge, da gadegennembruddet blev gennemført, og i dag, hvor man reetablerer bylivet og forbindelserne på tværs af byen?

”Der er altid spørgsmålet om logistisk effektivitet, der har en økonomisk model bag sig. I den industrielle by ville man gerne fremme en effektiv trafikafvikling, der betød, at industrien kunne trives og skabe velstand til det fremstormende velfærdssamfund. Ligesom industrien skulle øge produktiviteten, så skulle byen også være mere produktiv og levere en mere tydelig service for borgerne. I dag har man en anden idé om byøkonomi baseret på service- og oplevelsesøkonomi. Byen skal tiltrække talentfulde vidensarbejdere, og når de har pause fra deres kontorarbejde, så vil de drikke caffe latte i et venligt, grønt byrum. Der er nogle overordnede økonomier, som byplanlægningen orienterer sig imod og tager ind i sine rationaler,” siger Jens Kvorning og fortsætter:

”Inden gadegennembruddet i Odense var der den situation, at der ikke var nogen bygningsvolumener, der egnede sig til de store butikstyper. Man fik i den periode de store supermarkeder og andre kædebutikker, som krævede meget mere end det, der kunne ligge i et lille købstadshus i provinsen. Det var et argument for, at det var fint og nødvendigt at rive den gamle bygningsmasse ned. På den måde fik man plads til de store kasser til detailhandel, der var så desperat brug for i

industrialderens logik. Der blev i 60’erne og 70’erne udskrevet mange konkurrencer om hovedgader i provinsbyer, som hver gang handlede om at få etableret nogle store butiksvolumener samt etablering af provinsbygader og butikscentergader. Man skulle give plads til bilerne, og man skulle give plads til de store detailhandelskæder. Dertil kom, at det blev mere og mere udbredt med overdækning af gadeforløb som en slags indendørs/udendørs arkade. Det var indirekte en form for accept af, at der er noget, der hedder bymiljø. Det var en begyndende erkendelse af, at der er brug for oplevelser eller en eller anden komfort, der knytter sig til bylivet, som de store veje og de store detailbutikker ikke kunne levere,” siger Jens Kvorning.

Højhuset som billede på den moderne by

Er der ikke en fare for, at byens udvikling i dag bliver dikteret af en historicistisk arkitekturideologi, hvis man følger den tænkning og kritik, som Krier-brødrene lancerede?

”Deres problem er, at når de skal beskrive rekonstruktionen af den europæiske by, så er det altså rekonstruktionen af 1700- og 1800-tallets europæiske by. Deres betragtninger om det strukturelle og skalamæssige har vundet stor udbredelse, men der er risiko for, at det bliver lidt reaktionært. Det er jo på en måde at fryse byen. Opgaven er både at skabe sammenhænge og regulere, men vi skal også sikre den naturlige udvikling, som altid har været i byen. Krier laver masser af flotte illustrationer af, hvad byen kunne være, men det er altid kun med afsæt i én periodes arkitektur.”

Så der er en tydelig inspiration i den tidlige modernismekritik, samtidig med at man i ’Fra Gade til By’-projektet har inviteret tegnestuer ind, der skaber arkitektur, som kommer ud af vor tids arkitekturforståelse?

”Det er nogle faste temaer, som nu er etableret som standard, hvor der er en meget stærk konsensus. Et tema med relevans for bymidteprojektet i Odense er, at højhusdebatten er tilbage. Nu må vi godt springe skalaen i luften forstået sådan, at højhuset er tilbage som en måde at sætte en anden skala og takt ind

i byens strukturelle sammenhæng i både det lodrette og vandrette plan. Begejstringen for højhuset, eller højere bebyggelser, breder sig som et billede på den moderne by, også i den historiske kontekst, som det f.eks. er realiseret i Carlsberg Byen i København. Her har man forsøgt at mane et historisk kældernetværk frem og trække det op som et motiv i den nye bydel med smalle passager og pladsdannelser uden biler. Det er Entasis, der står bag helhedsplanerne i både Carlsberg Byen og Odense, og de levner begge plads til, at der forekommer en fortætning i højden, samtidig med at der er stor opmærksomhed på byen i øjenhøjde og de mange kantzoner. Entasis er med det dobbeltgreb eksponent for den tendens i byudviklingen, der forsøger at realisere og kombinere begge idealer gnidningsfrit. Der er med andre ord en meget stærk historiebevidsthed, der udfoldes i de bymodeller, som ’Fra Gade til By’ er en del af.

Ankomsten til det nye byområde, der har erstattet Thomas B. Thriges Gade. Letbanen løber ind mellem de høje bebyggelser, der markerer den første del af den nye bydel. Bilerne ledes uden om området for at skabe rum til gående og cyklister.

Den konsensus er vel ikke gennemgribende? Det er en brydningstid, hvis man ser de byplanideer, der ligger bag udviklingen af Aarhus Ø, der er det sidste svage ekko af modernistisk planlægning, med den lange boulevard og punkthuset ude for enden, der jo næsten er en karikatur på modernistisk bytænkning? Samtidig har man tegnestuer som Vandkunsten, der i årtier har plæderet for tæt-lav-bebyggelser, også i byen. Og tegnestuen Cobe, der med deres byplanprojekt i Nordhavn arbejder med skala og byteknologi og kontekstfølsomme løsninger.

”Den flade by med tårne kender vi jo historisk. Carlsberg Byens bymotiv kan ikke sammenlignes med Odense-projektets højere bebyggelser mod syd. Axel Towers af Lundgaard & Tranberg i København er et eksempel på højere bebyggelser, der ligesom i Odense håndterer byrumsskalaen med nicher og passager og mindre pladsdannelser i øjenhøjde. Generelt er højhusdebatten svær, ikke mindst i forhold til kantzonerne, der skal have et stort fokus, hvis man vil have en integreret by. Byplanlægningen handler jo altid om mange forskellige ting på én gang. Det handler først og fremmest om byarkitektur, og der synes jeg ’Fra Gade til By’ er et eksempelprojekt, da der er mange forskellige møder med de omgivende strukturer af forskellige skaler. Man laver i projektet, hvis man ser mere detaljeret på det, en masse mødezoner, hvor man løser udfordringen med at mødes med nogle forholdsvis lave og meget gamle bebyggelser, og nogle lidt nyere og skalamæssigt andre bygningsvolumener. Man har i projektet håndteret en række komplicerede rumlige problemstillinger uden at skabe unødvendige konflikter. I den forstand mener jeg, at hvis man sætter forstørrelsesglasset på, så er der mange byarkitektoniske løsninger, der bærer byplanen på en samtidig måde,” siger Jens Kvorning.

Lag af forskellige bebyggelser af det historiske og det nye fletter sig sammen og danner en collage. De nye bygninger er tilpasset i højden til den eksisterende historiske bykerne, og fokus på livet mellem husene er et centralt punkt i udviklingsplanen.

Et eksempelprojekt til efterfølgelse

Men de byarkitektoniske løsninger holdes først og fremmest sammen i et stort greb, der sikrer sammenhængen?

”Ja. Hvis vi taler om ren byarkitektur, så er det et eksempelprojekt til efterfølgelse, der sammenfatter mange af de tendenser, der har været en del af den faglige diskussion siden perioden efter 2. Verdenskrig. Når jeg siger, at der er mange dimensioner ud over det fysiske i byplanlægning, så er det med tanke på de organisatoriske og økonomiske rammer, der i sidste ende dikterer udviklingen. Der er ingen tvivl om, at det, at der har været en stor, filantropisk forening med en vision, som den har delt med Odense by, var det, der skulle til, for at få projektet til at lykkes. Det ville efter min bedste overbevisning have været næsten umuligt, hvis man skulle koordinere arealdisponeringen med individuelle ejere. Det er jo byplanlægningens normale problem. Hvordan får man overbevist en række udviklere, som alle sammen skal optimere deres egen økonomi, om at lave noget, som i første omgang koster dem noget, indtil de får indtægten og kan se, hvad der på langt sigt er godt for både byen og udviklerne. Det kræver omfattende kommunikation og indsigt i både de politiske og borgernære processer. Sådan får man den gode idé til rent faktisk at lykkes.”

Tror du, vi står midt i et byplanparadigme med en stærk konsensus, der vil eksistere mange år endnu, eller er det ved at blive erstattet af et nyt paradigme med meget større fokus på f.eks. natur og klimatilpasning?

”Det her er ikke historiens endeligt. Vi har ikke fundet den endegyldige model for, hvordan vi transformerer bykerner. Det er ikke den endegyldige model for, hvad den gode by er, eller hvad man planideologisk bør gøre for at nedbryde de byplanhierarkier, der hersker. Men ligesom det moderne byplanparadigme langsomt blev afløst af en ny tænkning, som i eksemplet i Odense, får andre elementer lov at eksistere. Et eksempel er vores fascination af store indkøbscentre, der suger liv ud af bykernerne og flytter byens tyngdepunkt fra bykernen og ud i periferien af byen. Det arbejder imod den bymodel, som ’Fra Gade til By’ promoverer. Og ja, højst sandsynligt vil klimadagsordnen på sigt overtrumfe mange af de krav og forestillinger om, hvordan vi bygger og med hvilke materialer. Det vil sætte tydelige spor i byens rum,” slutter professor emeritus Jens Kvorning.

Udhænget skaber et intimt rum og passageforløb langs facaden. Det beskytter mod vind og vejr og definerer en karakteristisk kantzone egnet til ophold året rundt. Et eksempel på, at designet af bydelens kantzoner både skaber rum for ophold og bevægelse.

TRE BUD PÅ

ODENSES NYE BYDEL

Straks efter at partnerskabet mellem Odense Kommune og foreningen Realdania om omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade var indgået i 2010, blev arbejdet med at udforme oplægget til en arkitektkonkurrence sat i gang. Konkurrencen skulle munde ud i en helhedsplan for, hvordan bymidten kunne fortættes og bindes sammen med passager, byrum og nye bebyggelser. Samtidig skulle den understøtte Odenses vision om, at byens fokus skulle forandres fra industriæraens fokus på trafikafvikling til oplevelsesbyens fokus på byliv og liveability.

Det var ikke første gang, arkitekter blev bedt om at komme med bud på, hvordan Odenses bymidte kunne forandres. I november 1984 opfordrede Fyens Stiftstidendes chefredaktør, Bent A. Koch, i en leder til, at noget måtte ske for at rette op på den fejl, anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade efter hans opfattelse var.

Den opfordring greb Odenses byplanrådmand Edvind Witved: ”Thomas B. Thriges Gade synes vel alle i dag ikke er vellykket,” skrev byplanrådmanden i et læserbrev i avisen et par dage efter chefredaktørens leder.

På bagkant af avisskriverierne strømmede det ind med læserbreve, kronikker og helt konkrete forslag, og året efter dannede Rådhushallen ramme om ti lokale arkitekt- og ingeniørvirksomheders forslag til nye måder at organisere bymidten og Thomas B. Thriges Gade på. Der var bl.a. forslag om brede fodgængerpassager under og over gaden, om at snævre gaden ind til en rolig bygade omkranset af nyt byggeri og beplantning og om at grave gaden delvist ned.

Forslagene havde det til fælles, at ingen af dem blev til noget. Politikerne vedtog ganske vist en lokalplan, og der blev stiftet et udviklingsselskab, men pengene manglede, og det hele løb efter nogle år ud i sandet.

I 2007 var der igen debat om Odense midtbys udvikling, og med en ny kvarterplan for byen og havnen blev der præsenteret fire forslag til en løsning på udfordringen med Thomas B. Thriges Gade: omdannelse til en busgade, at føre gaden ned i en

kort eller lang tunnel, at kombinere en tunnel og bygade i terræn med hastighedsbegrænsning eller slutteligt at beholde gaden i terræn som bygade med hastighedsbegrænsning.

Ingen af de fire forslag kunne der samles enighed om politisk. Enighed opstod der først med byrådets beslutning i 2008 om at lukke Thomas B. Thriges Gade. En beslutning, der blev effektueret i det efterfølgende partnerskabssamarbejde mellem Odense Kommune og Realdania.

Skibhuskvarteret

ThomasB.ThrigesGade

Dannebrogsgade

Østre Stationsvej

Den nye kvarterplan skal sikre et sammenhængende gadeforløb, der kobler området sammen på kryds og tværs af den infrastruktur, der har skåret byen over.

Vindegade

Slotsgade

Nørregade

Skulkenborg

Skibhusvvej Fisketorvet

HansJensensStræde

BangsBoder

VestergadeFlakhaven

Klingenberg

Klosterbakken

Hans Mules Gade

H.C. Andersen kvarteret

Adelgade

Overgade Albanigade

Et bybygningsprojekt

Arkitektkonkurrencen for omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade, der fik navnet ’Fra Gade til By’, blev udskrevet i det sene efterår i 2010. COWI og Akademisk Arkitektforening tilrettelagde arkitektkonkurrencen i samarbejde med partnerskabet.

Under udformningen af konkurrenceprogrammet blev det mellem partnerskabet og rådgiverne diskuteret, hvordan det bedst kunne fremgå, at der var tale om et såkaldt bybygningsprojekt, hvor ambitionen var, at der skulle bygges tæt by som erstatning for den brede trafikåre, der længe havde domineret Odense bymidte.

I partnerskabsaftalen var der indarbejdet en formulering om minimum 25.000 etagemeter, hvilket dækkede over, at der i partnerskabet ikke var enighed om, hvor tæt der skulle bygges. Til gengæld var parterne enige om, at det måtte analyseres yderligere.

I udgangspunktet ønskede Odense Kommune de 25.000 etagemeter, fordi man frygtede, at området ellers ville blive for tæt og for højt bebygget. Realdania var af den opfattelse, at 25.000 etagemeter var for lidt og ville give området et forstadsagtigt præg. Hvis området reelt skulle have bymæssig karakter, måtte der efter Realdanias opfattelse arbejdes med såvel højder som tæthed.

Der blev derfor iværksat et volumenstudie med en model på omkring 70.000 etagemeter, der skulle simulere en bebyggelsesprocent på 148 i forhold til grundarealet på knap 50.000 kvadratmeter. Et grundareal, der dog omfattede tilstødende vejarealer, så det reelle areal, hvor der kunne placeres byggefelter, var snarere 20.000 kvadratmeter. Samtidig måtte der også tages hensyn til f.eks. sigtelinjer og den skygge, nye og høje bebyggelser evt. måtte medføre.

I konkurrenceprogrammet blev den endelige formulering derfor, at ”Det forventes, at der kan etableres mellem 50.000 og 70.000 etagekvadratmeter ny bebyggelse i projektområdet. Den angivne ramme kan afviges i opad- og nedadgående retning under forudsætning af, at der kan redegøres for, at helhedsplanens vision kan styrkes.”

Konkurrencedeltagerne skulle give bud på en ny identitet i centrum af Odense. En bymidte kendetegnet ved god tilgængelighed, høj urbanitet, ny bebyggelse og med blandede funktioner, der skulle til for at skabe et spirende og mangfoldigt

byliv og danne ramme om nye attraktive byrum for byens borgere og besøgende. Vigtigst var det at svare på, hvad de bydende tegnestuer havde af ambitioner for det tracé, der ville opstå, når Thomas B. Thriges Gade ikke længere gennemskar byen med sine omkring 30.000 biler i døgnet.

”Omdannelsen af området skal være en dynamo for at styrke Odense bymidtes liv og handel og skal være med til at danne gode rammer for vækst i Odense. Det skal skabe en større sammenhængskraft mellem kulturlivet i H. C. Andersen Kvarteret og butiksgaderne i bymidten,” fremgik det af konkurrenceprogrammet.

Konkurrence i to faser

Partnerskabet bag byomdannelsen ønskede en transparent og åben konkurrence, struktureret i to faser. Udvælgelsen af de deltagende teams skete på baggrund af et forudgående EU-udbud og en prækvalifikation. 25 teams viste interesse for at deltage i arkitektkonkurrencen, herunder flere internationale teams. Ud af disse blev syv teams udvalgt af partnerskabet og prækvalificeret. I den første fase af konkurrencen skulle de syv prækvalificerede teams komme med hvert deres anonyme forslag på en omdannelse fra gade til et mangfoldigt, bæredygtigt og tæt byområde.

Den bærende idé for omdannelsen af området skulle præcist redegøre for:

1 / Stedets fremtidige identitet, og hvordan den kunne koble sig til de eksisterende kvarterers identiteter, herunder en nytænkning af H.C. Andersens betydning for Odenses udvikling.

2 / En synergi og sammenhæng mellem bebyggelse, byrum, parkeringsfaciliteter og integrerede forbindelser.

Helhedsplanen skulle udfoldes i en etapeplan i form af beskrivelser og en visuel plan. De syv prækvalificerede teams skulle hver især bl.a. aflevere en fysisk helhedsplan, en projektbeskrivelse og en procesplan.

/ Forberedende arbejde i forhold til arkæologi, ledningsarbejde og jordforurening.

/ Rækkefølgen for udbud og anlæg af parkeringsfaciliteter.

/ Rækkefølgen for udbud af byggeretter.

/ Rækkefølgen for opførelsen af byggeri.

/ Rækkefølgen for etablering af byrum.

/ Afvikling af biltrafik i området i etableringsperioden, herunder bygge- og redningstransport.

/ Rækkefølgen for etablering af nye integrerede ruter.

/ Hvilke andre processer og byggeaktiviteter der skulle til for at realisere projektet – herunder angivelse af, hvornår de skulle indgå i procesplanen.

/ Hvordan midlertidige anvendelser og aktiviteter kunne understøtte funktioner og den samlede proces. Herunder angivelse af eksempler, hvor der skulle redegøres for, hvordan de kunne understøtte identitetsskabelsen, løse praktiske behov undervejs, inddrage borgere og aktører samt virke som redskab til at fremme byomdannelsen og som dynamo for forankring i processen.

/ Hvor og hvornår midlertidige anvendelser og aktiviteter skulle etableres.

/ Hvordan der kunne arbejdes med inddragelse af borgere og brugere og øvrige interessenter undervejs i proces og projekt.

/ Hvordan der kunne arbejdes med den økonomiske dimension undervejs i realiseringen af projektet.

Sammenhængende strategier

For konkurrencen og i forlængelse af visionerne for området blev der af partnerskabet bag byomdannelsen opstillet fem centrale temaer, som skulle være bærende for områdets udvikling. Der skulle opnås synergi og sammenhæng mellem de arkitektoniske, funktionelle, økonomiske og bæredygtige strategier.

DE FEM CENTRALE TEMAER:

1 / Rumdannende bebyggelse med blandede anvendelser, der skulle skabe tæt by og bidrage til byens liv.

2 / Nye byrum som skulle danne rammer om et mangfoldigt byliv.

3 / Etablering af centrale parkeringsfaciliteter skulle gøre bymidten let tilgængelig for de kørende.

4 / Integrerede ruter skulle binde byen sammen igen.

5 / Midlertidige anvendelser og aktiviteter.

I konkurrenceprogrammet fremgik bl.a., at omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade skulle integreres i den eksisterende bystruktur og skabe tæthed, nye forbindelser og helhed med de tilstødende kvarterer. Derudover skulle Odenses overordnede vision ”At lege er at leve” fra 2008 være med til at sætte retning for ambitionen om at ”fremme en legende, bæredygtig og sund by”, der turde eksperimentere. De trafikale forhold havde ligeledes stor betydning for projektet, med omlægningen af trafikken i forlængelse af lukningen af Thomas B. Thriges Gade. Til sidst blev der lagt vægt på, at der blev skabt en robust udviklingsplan for området, som kunne ændres i takt med samfundets udvikling, herunder transportvaner og befolkningstal.

Fokus på bæredygtighed

Bæredygtighed indgik i konkurrenceprogrammet som et særdeles væsentligt element. Vel at mærke bæredygtighed i bred forstand, som på forskellig vis skulle integreres i projektet og bidrage til at forankre forslagene i en langsigtet vision for Odense.

Allerede i den første fase af arkitektkonkurrencen blev der præsenteret tre overordnede temaer for bæredygtighed; økonomisk, social og sundhed samt miljø. De tre temaer blev integreret i konkurrencen med udgangspunkt i Odense

Kommunes bæredygtighedsværktøjer og Realdanias mere detaljerede indikatorer samt projektområdets rammebetingelser. De deltagende teams skulle i deres forslag forholde sig detaljeret til de overordnede indikatorer for at sikre, at dommerkomiteen kunne foretage en ensartet bedømmelse af forslagene, såvel overordnet som på de enkelte indikatorer.

1 / Niveau for målopfyldelse, vurderingsmetoder og kriterier samt bedømmelsesskala.

2 / Fastlæggelse af, hvordan kvalitative og kvantitative vurderinger kan sammenstilles til en helhedsvurdering.

3 / Formidling af resultater.

Tre teams videre til fase 2

Tre af de syv prækvalificerede teams blev udpeget som delte vindere af fase 1 og blev indbudt til at deltage i fase 2.

Vinderforslagene blev offentliggjort og udstillet i Odense Adelige Jomfrukloster. Dermed havde borgere og andre interesserede mulighed for at komme med input til de mange elementer, de enkelte forslag bestod af. Disse input indgik sammen med dommerkomiteens anbefalinger i den videre bearbejdning af forslagene i fase 2, der foregik i 2011.

ADEPT

UNDERRÅDGIVERE:

MVRDV (NL)

Ting & Wainø landskabsarkitekter

Sloth Møller Rådgivende Ingeniører

Esbensen Rådgivende Ingeniører

Via Trafik

Emcon ACT

Capacent Management Consulting

U:R:D Urban Research and Design

ENTASIS

UNDERRÅDGIVERE:

Grontmij/Carl Bro

Sweco Architects

sbs rådgivning

MOMENTUM Research & Development

POLYFORM, DREES & SOMMER, HENNING LARSEN ARCHITECTS

UNDERRÅDGIVERE:

WTM Engineers International (D)

Argus (D)

Jonathan Speirs + Major (UK)

DE TRE TEAMS

De syv forslag i fase 1 blev bedømt af konkurrencens dommerkomité, bestående af Odenses borgmester Anker Boye og by- og kulturrådmand Jan Boye, Realdanias adm. direktør Flemming Borreskov og filantropidirektør Hans Peter Svendler samt de tre uafhængige fagdommere Torben Schønherr og Finn Selmer, begge udpeget af Arkitektforeningen, samt Christian von Scholten, udpeget af FRI, Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

I efteråret 2011, efter at første fase af konkurrencen var afviklet, blev der udgivet en dommerbetænkning, der samlede alle syv forslag til den nye bydel i Odense. I det følgende gengives med tekstelementer og illustrationer fra dommerbetænkningen de tre projekter, der blev udpeget til at gå videre i konkurrencen.

Studier af sammenhængen mellem pladsdannelser og bygningsvolumener, der viser, at arbejdet med at skabe et nyt byområde med fokus på livet mellem husene er afhængigt af at kunne etablere forbindelser til konteksten. Ved at gadeplanet griber ind i den eksisterende bystruktur, trækkes livet ind i de omdannede pladsforløb.

Bebyggelserne skifter karakter fra store karrébebyggelser til mindre bygninger, der hvor området grænser op mod den historiske bys lille skala.

VINDERFORSLAGET "TBT 5000C" AF ENTASIS

”Fire karreer og en byhave udgør projektets primære bestanddele. Ved I. Vilh. Werners Plads og Fisketorvet placeres to egentlige karreer, mens de resterende to karreer mod nord fremstår som felter, der bebygges med punkthuse af varierende form og højde. Mellem disse sydlige og nordlige enheder opstår et grønt mellemrum, hvor Lotzes Have får lov til at brede sig ud i byrummet.

Ud over at være rumdannende bidrager de to sydlige karreer til bylivet med forskellige butikslejemål o.l. i underetagen og rummer i de øvrige etager 40% boliger og 60% erhverv – alt indenfor 5-8 etager. De to karreer er på samme måde som de omkringliggende bebyggelser formet af mindre enheder med varieret geometri.

Det sydligste af de to nordlige felter er på fire til fem etager mod vest og to til tre mod øst. Funktionsfordelingen er 65% boliger og 35% erhverv, og bygningsenhederne har et ’fodaftryk’ på 200-480 m2.

Bebyggelsesformen har i modsætning til karreen ikke en yder- og en inderside, og hensigten har været at skabe en nordisk udgave af en ’fransk alpeby’, hvad der dog visse steder afføder bygningsafstande, som normalt ikke anses for acceptable i Danmark.”

PARKERINGSFACILITETER

”Forslaget indeholder et underjordisk en etages p-anlæg i nord med mulighed for tre adgange samt et samlet underjordisk toetages p-anlæg i syd med to adgange. Ideen med tre henholdsvis to adgange er attraktiv og giver fleksible adgangsmuligheder både hvad angår den radiære trafik ud af og ind mod centrum samt til hovedfordelingsvejene på tværs.”

”Det nordligste felt udgør en højere, tættere og mere krystallinsk udgave af den ’tilfældigt planlagte bystruktur af punkthuse’, og tilpasser sig derved det kommende musikhus’ store volumener.

Bygningerne rummer i snit 2.400 m2 fra 3 til 13 etager og anvendes bl.a. til erhverv og kollegietårne. Også her er bygningsafstande visse steder problematiske.

Den bebyggelse, der tilføjes mod syd er relativt lav, således at den nuværende markør – Danske Banks højhus – bevarer sin position, men kobles med en tilsvarende høj bygning mod nord. Derved udspændes det samlede forløb samtidig med, at fremtidige byudviklingsområder i retning af havnen udpeges.”

Landskabsstrategiens ben nr. 1 – større, sammenhængende parkrum.

Landskabsstrategiens ben nr. 1 – strukturgivende beplantninger.

BYRUM

”Forslaget beskriver et byrumshierarki hvor eksisterende byrumsdannelser indgår. Der arbejdes med primære, sekundære, og kvartersrum, en byhave og playspots i byrum. Udover Odense samba beskrives karakteren af gadeforløb ikke i detaljer. Der vises byrum i en større skala, og hvordan forbindelsen til p-anlægget tænkes at foregå.

På Albani Torv placeres playspot i to etager der ligeledes indeholder nedgang til p-anlæg. Ved Lotzes Have udvides haven med en bypark, der krydser letbanen og indeholder et stort vandelement.”

DET HISTORISKE NYE

BYMØNSTER OG BEBYGGELSE

”Projektet tager udgangspunkt i en analyse af Odenses byudvikling fra midten af 1800-tallet til i dag og formulerer på den baggrund spørgsmålet om hvordan man arbejder sig tilbage til de gamle pladser og bystrukturer, uden at det bliver en pastiche over en svunden tid.

Svaret på dette spørgsmål er et koncept –eller nærmere betegnet en procedure – der gennem fem stadier kobler re-historisering

med remodernisering. Første trin består i at genfinde 1800-tallets bebyggelse indenfor konkurrenceområdet – med andet trin trimmes det historiske bybillede mod den nuværende by, så der skabes gode dagslysforhold – med tredje trin beskæres den historiske struktur af øst-vestgående forbindelser – i fjerde trin trimmes for letbane og busser – og med femte trin fortættes strukturen med et nyt arkitektonisk lag, der respekterer sigtelinjer og fredninger.”

”Forslagets fysiske helhedsplan illustrerer en sammensat bebyggelse, der mod syd danner to karreer og færdiggør en tredje – og som mod nord viser to felter, der dannes af mindre og ret forskellige enheder, der for de flestes vedkommende har karakter af punkthuse adskilt af krogede gadeforløb.

Bygningshøjderne varierer, og topper med i alt fire højhuse, hvoraf de to forholder sig til Danske Banks bygning og de to andre er placeret i hvert af de to nordlige felter. Boliger er alt overvejende placeret i de lave dele af bystrukturen.

Den grundlæggende arbejdsmetode kombinerer historiske træk med moderne bybygning.”

BYRUM

”Forslaget beskriver på en enkel måde tilgangen til de offentlige rum. Den grønne struktur er fortællingen om en ankomst fra ådalen som en landskabstrappe, og en opdeling i offentlige, semiprivate og private grønne rum. Byrummene beskrives som offentlige og semioffentlige rum. De gadestrukturer, der skal binde byen sammen gives temaer som transit og information, historie og kultur, shopping, religion og politik. På samme måde følger nedgange til p-anlægget disse temaer, så de tager farve af det enkelte område. Der skelnes mellem gader og stræder. Belægningen er overalt tegl. Cykelparkering foregår på overfladen i forsænkede arealer.”

GADEN DER BLEV TIL FEM BYRUM

BYMØNSTER OG BEBYGGELSE

”Forslaget tager udgangspunkt i ønsket om at skabe et sammenhængende bycentrum. Det sker for det første ved at gøre Thomas B. Thriges Gade, der i dag udgør en barriere, til ”byens nye rygrad, til en hovedpulsåre, hvor mangfoldigt byliv samles og udfoldes”. Og for det andet sker det ved at opgradere og tematisere fem tværgående forbindelser igennem byen.”

”Vejtraceets store nord-sydgående træk søges altså ikke nedtonet men omdannet og fremstår herefter som en allé, der indrammer letbanen, og som mod syd fortsætter udenfor konkurrenceområdet.

Traceets placering definerer fem nye byggefelter som alle er beliggende mod vest, hvilket indebærer, at de tre nordligste bebyggelser i ret høj grad får karakter af en ”foring” uden på eksisterende, både nyere og ældre karreer”.

ParkstrøgetKulturforbindelsen TorveforbindelsenStrøgforbindelsen

Aktivitetsruten

Odense centrum med vigtige bygninger idag opdelt af Thomas B. Thriges Gade

Byen forbindes så de to dele bliver éen

De fem forbindelser tematiseres

Odense centrum med vigtige bygninger, da den var opdelt af Thomas B. Triers Gade.

Byen forbindes, så de to dele bliver én.

De fem forbindelser tematiseres.

BYRUM

”Forslaget beskriver detaljeret tværforbindelserne, der tematiseres som følger; parkstrøget, kulturforbindelsen, torveforbindelsen og strøgforbindelsen.

Ligeledes beskrives forslagets fem byrum. Rosenhaven, H.C. Andersens hjørne, Fisketorvet, I. Vilh. Werners Plads og Albani Torv. Byrummene gives ligeledes forskelligt byliv rettet mod forskellige brugere og aldre. Belysningen følger brugen.

Der arbejdes med store, tydelige forbindelser til p-anlægget, der tænkes brugt som en aktiv del af bylivet. Thomas B. Thriges Gade gennemføres i samme forløb som i dag og i nogenlunde samme bredde og beskrives som en grøn byakse.”

I fase 2 arbejdede de tre teams videre med hvert deres forslag. Samtidig deltog de enkelte teams i bilaterale forhandlinger med deres rådgivere med henblik på at sikre en fælles forståelse af opgaven og udvikle hovedideen i de enkelte forslag. Der blev afholdt to forhandlingsmøder og en afsluttende præsentation med hvert af de tre deltagende teams.

Efter hvert møde fik de tre teams en skriftlig feedback fra partnerskabet, som opsummerede, hvad partnerskabet som opdragsgiver savnede svar på, og hvad det enkelte team skulle arbejde videre med. Dialogen var ikke blot med de tre teams, men også et forløb, hvor projektpartnerne fik afstemt holdninger og principper internt.

Daværende filantropidirektør i Realdania, Hans Peter Svendler, indgik som et af Realdanias to medlemmer i dommerkomiteen. Med en baggrund som medejer af arkitektfirmaet 3XN, et professorat i arkitektur og en stilling som prorektor og forskningschef for Arkitektskolen i Aarhus blev han partnerskabets ordførende på det arkitektfaglige ved møderne med rådgiverholdene.

”Vi valgte i partnerskabet – som konkurrenceform – en flertrins arkitektkonkurrence med dialog. En konkurrenceform som var yderst befordrende for konkurrenceforslagenes udvikling, tilretning og konkretisering gennem et forløb med gentagne fremlæggelser, kritik og tilretninger med hvert rådgiverhold. Når holdene præsenterede deres løbende tilrettede konkurrenceforslag, sad vi en række fagpersoner fra både kommunen, Realdania og vores rådgivere, som samlet kommenterede tilrettelserne. Dette bidrog væsentligt til at kvalificere konkurrenceforslagene, og det gav plads til at have fokus på, hvad der var vigtigt for henholdsvis Odense Kommune og for Realdania. Realdania havde på dette tidspunkt etableret to forskningscentre, hvis forskning gav yderst relevant baggrund for dialogen om konkurrenceforslagene, nemlig Center for Byrumsforskning, på Kunstakademiets Arkitektskole, og Center for Strategisk Byforskning på Københavns Universitet, Arkitektskolen Aarhus og Aalborg Universitet. Forskningen på disse centre bidrog således væsentligt til vores prioritering af byliv og byrum på de bløde trafikanters præmisser, og med respekt for de historiske infrastrukturer og bebyggelser i området,” fortæller Hans Peter Svendler.

Han peger på en anden klar fordel ved at afvikle arkitektkonkurrencen på den måde, som partnerskabet valgte at gøre i Odense:

”Sådan en proces med kritik og kvalificering betyder, at når man er færdig med konkurrencen og har fundet en vinder, så har man stort set haft al dialogen og kan med det samme gå videre i arbejdet,” siger Hans Peter Svendler.

I februar 2012 udpegede dommerkomiteen Entasis og deres underrådgivere

Grontmij/Carl Bro, Sweco Architects, sbs rådgivning og MOMENTUM Research & Development som vinder af konkurrencen. Team Entasis´ bud på en helhedsplan havde fra starten haft fokus på at få byen til at hænge sammen igen. Når først det var løst, kunne man arbejde med, hvor f.eks. letbanen og cykelstien skulle placeres.

”Det var hierarkiet. Og det lå helt i tråd med vores forhandlinger i partnerskabet før konkurrencen, hvor alle parametrene for projektet blev analyseret. Hvad det var for nogle forbindelser på tværs. Hvad det var for nogle boliger. I det hele taget, hvilket indhold der skulle være i byen. At det ikke kun skulle være boliger, eller ikke kun noget andet, men en blandet by,” siger Hans Peter Svendler om det vindende forslag.

Vinderforslaget blev offentliggjort og udstillet i partnerskabets udstillingsog informationsbygning centralt i

Odense. Partnerskabet indgik efter afslutningen af konkurrencen en totalrådgivningsaftale med Entasis om det videre forløb.

Forbindelser på tværs af bymidteområdet definerer de nye byrum og skaber både sigtelinjer og naturlige ruter i byen.

EN HELHEDSPLAN

I ØJENHØJDE

Den endelige helhedsplan for den nye bydel i Odense midtby blev til i forlængelse af arkitektkonkurrencen for området, der tidligere havde rummet den firesporede

Thomas B. Thriges Gade. I 2008 besluttede Odense Byråd at lukke gaden for i stedet at omdanne området til et nyt byområde uden biltrafik, bestående af bygninger, byrum, en underjordisk p-kælder, supercykelsti og letbane. Et byområde, der igen skulle samle Odense midtby, som var blevet delt i to med anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade.

Tegnestuen Entasis vandt i 2012 arkitektkonkurrencen om byomdannelsen med deres bud på en helhedsplan. Efter at have vundet indgik partnerskabet bag byomdannelsen, Odense Kommune og foreningen Realdania, en totalrådgivningsaftale med Entasis om det videre forløb. Heri lå et tæt samarbejde om at videreudvikle tegnestuens vindende forslag til den endelige helhedsplan, der skulle realiseres. En plan, der beskrev, hvordan boliger, butikker, erhverv, letbane, p-anlæg og byrum tilsammen kunne virkeliggøre visionen om en sammenhængende, levende og bæredygtig ny bydel.5

Entasis formulerede sin egen vision for, hvordan det vindende projekt skulle omsættes til en realiseret virkelighed. En virkelighed langt fra den firesporede gade. Bilerne skulle erstattes af omkring 340 boliger og 400 arbejdspladser:

”Forslaget og løsningen er baseret på viljen til at integrere alle tænkelige problematikker: Forholdet til vidt forskellige nabobebyggelser, supercykelrute, letbane, privatbilisme, nye rekreative byrum, kulturinstitutioner, detailhandel, liberalt erhverv, boliger, klimasikring, biofaktor, bæredygtighed, tryghed og naturligvis en mængde nybyg former den nye struktur. (…) Strategien er at væve modsatrettede interesser sammen til en styrket helhed. Ingen må tabe. Derimod skal alle interesser tilgodeses.”6

Bygningernes hjørner er bearbejdet i den menneskelige skala til at skabe venlige, imødekommende byrum. Der skabes plads til, at både gående og cyklister kan færdes frit.

Byrummet er beplantet, hvilket skaber en tydelig kontrast til teglstensfacaderne. Det skaber et indbydende miljø for de mennesker, der færdes i byrummet.

Blik langs med letbanen, der viser, hvordan bygningernes højde varierer og ændrer karakter alt efter den eksisterende kontekst.

Tilpasningen til den historiske by definerer facadernes materialitet og tillader højhusbebyggelser med udpræget tæthed.

På lange stræk var helhedsplanen et opgør med den modernistiske designtænkning, der i sin tid lå bag etableringen af Thomas B. Thriges Gade. I 1952, hvor anlæggelsen af gaden blev vedtaget af et enigt Odense Byråd, kom bylivet i anden række, som en mindre væsentlig kvalitet i realiseringen af den højeffektive industriby. Det kom til udtryk ved, at en række historiske gader, pladser og bygninger blev fjernet som led i gadegennembruddet. Bymidtens tæthed og sammenhæng blev elimineret i processen.

Med nedlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade og helhedsplanens detaljerede beskrivelse af det nye byområde skulle bylivet igen komme i første række. Ikke som en tilbageføring til før gadegennembruddet, men som en nyfortolkning af den historiske bys kvaliteter. Med genetableringen af visuelle og fysiske forbindelser på tværs af det, der før var den firesporede gade, udfoldedes principperne for planlægningen af velfærdsbyen med fokus på livskvalitet, tryghed og hverdagsrum.

Byomdannelsen omfattede et areal på omkring 50.000 kvadratmeter fordelt på et 700 meter langt byområde, rummende et kulturarvsmiljø, der dateres helt tilbage til 1000-tallet. Med helhedsplanens genintroduktion af det historiske gadenet og etableringen af en serie nye små og store byrum og bygninger respekterede omdannelsen fortiden, men pegede ind i fremtiden. Med bilerne parkeret under jorden, med en letbane igennem byrummet, med nye kulturinstitutioner, boliger og liberalt erhverv.

De nye bygningsvolumener varierer fra karrébebyggelser til mere spredte punkthuse med fokus på mellemrum og kantzoner.

Forslaget er udarbejdet med afsæt i en række kortlægninger af infrastruktur og pladsforhold. Tilsammen danner analyserne grobund for et kvalificeret bud på udviklingsplanens primære arkitektoniske og byrumsmæssige greb.

Diagram – første fase, historisk karréstruktur

Diagram – første fase, karréstruktur

Diagram – første fase, eksisterende karréstruktur

Diagram – første fase, analyser af området

Der er en tydelig relation mellem parkeringskælderen og det nyetablerede byrum og de nye bebyggelser.

P-anlæg som definerende udgangspunkt

Det underjordiske p-anlæg blev definerende for helhedsplanen. Det konstruktive system i kælderen udgjorde samtidig fundamentet for de bygninger, der skulle opføres oven på p-anlægget, hvorfor det var helt afgørende, hvordan de enkelte søjler blev placeret under jorden.

P-anlægget skulle sikre en central og god tilgængelighed til Odense midtby, både for byens borgere og for de mange besøgende, der ankom i bil. Derfor blev anlægget etableret i en høj arkitektonisk kvalitet, f.eks. ved at de mange søjler blev udformet med specialdesignede kapitæler, ligesom søjlerne blev runde frem for de traditionelle firkantede. I det hele taget fremgik det af helhedsplanen, at p-anlægget skulle udføres i runde former for at hindre mørke kroge. P-anlægget skulle favne hele det nye byområde fra nord til syd, disponeret som to parkeringskældre bundet sammen af en mindre tunnelforbindelse.

Som en særlig kvalitet blev der placeret adgange til p-anlægget fra alle byggefelter. Adgangene blev placeret separat, så der ikke var direkte adgang til p-anlægget fra de kommende bebyggelsers opgange. Det blev planlagt sådan, at alle adgange med elevatorer, der blev defineret som de primære, skulle ligge ud til fodgængerstrøget langs med den planlagte letbane. Med dette greb ønskede Entasis og partnerskabet bag byomdannelsen yderligere at understrege, at det nye byområde skulle bidrage aktivt til bylivet, livet mellem bygningerne.

Kig fra parkeringskælderen mod museet H.C. Andersens Hus. Fra parkeringskælderen er der adgang til byens rum. Den fungerer således både til parkering og som fordelingsrum for den gående trafik.

Ideen med de mange opgange og deres placering byggede på en arkitektonisk erfaring hentet fra Carlsbergs udvikling af området Tuborg Nord i København. En viden, som Entasis fik, da tegnestuen nogle år før projektet i Odense arbejdede med udviklingen af Carlsberg Byen.

”Evalueringen fra Tuborg Nord viste, at bydelen manglede byliv og liv i det hele taget. Det handlede bl.a. om, at folk kørte ned i p-kælderen, parkerede deres bil og tog en elevator hele vejen op til deres bolig. Ved at lave en elevator, der kun går til stueplan, så får du folk ud på gaden og så ind i en bolig. Så det var et lille redskab til at skabe byliv,” siger Signe Cold, partner i Entasis.

Den urbane tilgang til det underjordiske p-anlæg under det nye bykvarter i Odense understregedes også i designvalgene og mødet med byen. En karakteristisk gul catwalk blev identitetsskabende for rumlighederne under jorden, som et fodgængerstrøg, der sikrede adgang til den parkerede bil. En stor åben trappe op i bydelens centrale grønne rum, Lotzes Have, blev placeret i forbindelsestunnelen. Som det eneste sted med åbent fra p-anlægget til himlen.

”Oprindeligt var den gule catwalk tegnet til at skulle ligge inde i midten –deraf ordet catwalk, der som regel ligger midti med tilskuere på begge sider. Men der var nogle kommentarer fra Realdania og Odense Kommune, som gjorde, at vi fik den skubbet ud og fik den til at blive en del af hele forløbet med letbanen, som den løber lige under. Det blev en forandring, der blev hovednerven i projektet,” fortæller Signe Cold.

Ved at anbringe catwalken i eksakt samme tracé med de bløde kurver skabt af letbanen kunne den krones af et ovenlys, der trængte ned i undergrunden gennem glasbyggesten, som udgjorde en del af belægningen i terræn. Form, farve og lys førte således til, at man som bruger af p-anlægget naturligt orienterer sig mod catwalken.

Det nye byområde kunne med p-anlægget friholdes for gennemkørende trafik.

I stedet skulle den nye letbane – der havde sin egen planlov og derfor ikke var omfattet af partnerskabssamarbejdet mellem Odense Kommune og Realdania – binde Odense sammen og placeres strategisk mellem den eksisterende bebyggelse og den nye bebyggelse gennem hele bymidten. Inden for området skulle der anlægges et sydligt stoppested, som betjente de primære fodgænger- og handelsstrøg, og et nordligt stoppested, som skulle placeres i nærheden af det nye kulturog musikhus.

P-anlægget og letbanens udførelse begrænsede i vidt omfang udformningen af byggefelterne på terræn. Byggefelternes placering og volumener lå derfor relativt fast, og dertil kom helhedsplanens fokus på, at den nye bebyggelse skulle korrespondere med de eksisterende, tilstødende kvarterer.

Parkeringskælderens karakteristiske gule farve tydeliggør passagen for de mange mennesker, der hver dag anvender parkeringsarealerne. Farven skaber tryghed og synlighed.

Byrum og kantzoner

Det nye byområde skulle rumme fire kvarterer og ti byrum med plads til leg og udfoldelse, men også ro og nærvær. De nye kvarterer fremkom ved at reetablere de historiske tværforbindelser, der gik tabt med anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade. Samtlige byrum skulle udformes med henblik på at understøtte bylivet. Helhedsplanen definerede, at gader og pladser skulle disponeres, så de blev attraktive at færdes og opholde sig i. Byrummene skulle henvende sig til forskellige målgrupper og tilbyde en bred palet af muligheder, sådan at nogle byrum skulle indrettes med ungdommen for øje, andre med handel som fokus og endelig, at enkelte byrum skulle tilbyde fred og ro.

Helhedsplanen lagde vægt på, at kantzonerne i højere grad skulle referere til byens rum end f.eks. en bygning. Det er netop i kantzonen, at bylivet udfolder sig, hvis arkitekturen efterlader mulighed for det. Kantzonerne blev i planen defineret som det areal, der ligger i umiddelbar tilknytning til bygningens facader mod byrummene. Derfor ville det også være naturligt, at kantzonen typisk knyttede sig til de aktiviteter, der skulle foregå i de kommende bygningers stueetager og i høj grad have sammenhæng med facadeaktiviteterne.

”To identiske byrum – med akkurat den bearbejdede kantzone til forskel – vil byde på to vidt forskellige brugsmønstre: muligheden for ophold er selvsagt forudsætningen for liv og aktivitet,” blev det beskrevet i helhedsplanen.7

Det blev derfor i helhedsplanen stillet som et krav til bydere på byggefelter, at der skulle etableres kantzoner særlige steder i det nye byområde. Dels ud fra et ønske om at samle mennesker i bestemte strøg og knudepunkter i de områder af bydelen, hvor partnerskabet bag byudviklingen ønskede et højt aktivitetsniveau, dels for at tilbyde kommende beboere mulighed for at opholde sig uden for deres bolig på særligt udvalgte steder. Derfor – understregedes det i planen – var det vigtigt, at kantzoneudformningen ikke var ensartet alle steder, men at en overordnet strategi blev benyttet til placering og elaborering af kantzonerne.

Områdets nordlige del blev defineret med det store musik- og teaterhus samt 16 relativt små byggefelter i dialog med tilstødende småskalabebyggelse og det nye musikhus´struktur. I syd blev området defineret af et mindre byggefelt og to store byggefelter med plads til omfattende karrébyggeri. De små byggefelter begyndte

Mødet mellem den historiske by og de nye bebyggelser er baseret på en respektfuld læsning af materialer og skala. Byrummet og bygningerne giver plads til de historiske huse, der danner baggrund for udviklingen af det nye byområde.

i nord med en høj bygning – ca. 70 meter, en bygning, der ville blive Odenses højeste. Højden og det storskalerede sprog udsprang af den nære relation til banegården og de omkransende store, brede veje. Højden på bygningerne i det nordlige område aftrappedes hurtigt for at afsluttes i to-tre-etages bygninger tæt op ad den gamle bymidte. I sydområdet var der et særligt fokus på, at de store karrébebyggelser skulle tale ind i den eksisterende arkitektur, herunder Odense Rådhus, i såvel skala som formsprog.8

Fravalg af ikonbyggerier og glasfacader

Uden decideret at definere den nye bydel og dens arkitektur som en modsætning til de seneste 20 års byudvikling, hvor der har været en særlig tendens til enkeltstående ikonbyggerier som selvstændige attraktioner, og hvor byer har brugt arkitektur til at gøre sig attraktiv, blev det i helhedsplanen slået fast, at man i Odense bymidte ønskede det modsatte. De store karreer i den sydlige del nær rådhuset skulle videreføre den arkitektoniske egenart i kvarterets eksisterende byggeri og dermed fremstå massiv i sit udtryk, ligesom facader skulle udføres i farver og materialer, der byggede videre på den eksisterende karakter i området. I Rosengadekvarteret, der er domineret af de historiske mindre huse, blev det understreget, at bebyggelsen skulle være lav, varierende og med sammenhængskraft i form af arkitektur, materialer og farver. Dette for at sikre, at den nye bebyggelse på en og samme gang kunne spille op mod de små, fine boliger og det mere urbane byrum langs letbanen. I den nordlige del af byomdannelsesområdet blev inspirationen til gengæld hentet fra de nærliggende ombyggede industribygninger.

På samme måde som helhedsplanen vendte sig væk fra ikonbyggerierne, vendte den sig også væk fra de enorme glasfacader, der ellers har været dominerende i nybyggeri siden årtusindskiftet. Det blev i planen defineret, at vindueshuller skulle placeres enkeltvis og ikke som sammenhængende facadepartier, bortset fra i stueetagerne, der var udlagt til detailhandel, spisesteder, liberalt erhverv og offentlige funktioner. På samme måde gik helhedsplanen mod altantrenden og definerede, at bebyggelserne i udgangspunktet skulle have fælles tagterrasser. Hvis det ikke var muligt, skulle altaner udføres som indeliggende, dels for at sikre facadens massive karakter, dels for at understøtte de urbane kvaliteter og endelig på grund af de snævre byrum, hvor altaner af brandredningsmæssige årsager ikke kunne placeres.

Fra ingeniørlogik til rart at være

Kimen til de bystrategiske erkendelser, som omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade stod på skuldrene af, blev allerede formuleret i de år, hvor den firesporede gade blev anlagt. I 1960’erne tiltog kritikken af den modernistiske tilgang både herhjemme og i udlandet.

Modernismekritikerne fremførte, at hvis den dominerende byudviklingslogik blev trafikingeniørernes, ville væsentlige bykvaliteter gå tabt. En kritik, der mest markant blev fremført af den toneangivende canadiske journalist og byaktivist Jane Jacobs (1916-2006). Jane Jacobs påvirkede debatten om den modernistiske byplanlægning og de konsekvenser, bysaneringerne havde for byens liv. Den – i hendes øjne – hensynsløse overskrivning af den eksisterende bys kvaliteter i udviklingens tegn kom under lup, og med hendes og andres kritik som udgangspunkt udvikledes en aktivistisk, borgerbaseret byudviklingsmodel. En model, som blev anvendt ved omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade med det store fokus på inddragelse og kommunikation, samt bylivets opprioritering i udviklingen af fremtidens bymidte.

Den danske arkitekt og byudvikler Jan Gehl satte fokus på hverdagslivet med bogen "Livet mellem husene" udgivet i 1971.

Han var stærkt inspireret af den canadiske byaktivist Jane Jacobs, der gjorde oprør mod trafikingeniørernes magt over byudviklingen. Mennesket og de menneskelige relationer skulle i centrum i byudviklingen.

Ud over at læne sig op ad Jane Jacobs´ teorier i form af et stort fokus på at skabe gode hverdags- og opholdsrum som en grundbestanddel af helhedsplanen havde helhedsplanen for den nye bydel sine rødder i den udvikling inden for dansk byplanlægning- og arkitekturforskning, som siden 1970’erne har bragt fokus tilbage på byen som et sted for mennesket. I den udvikling gik arkitekt og senere professor Jan Gehl især i front med bogen ”Livet mellem husene”, som udkom første gang i 1971.9

I bogen udfoldede Jan Gehl en kritik af modernistisk byudvikling, hvor der i årtier havde været fokus på privatbilismen som den hellige gral i byers planmæssige udvikling. I den modernistiske verdensforståelse var byplanlægningen det mest potente redskab til at skabe social fremgang, transparens og effektivitet i de forældede bymodeller, der prægede de danske byer.

Jan Gehl har arbejdet med at transformere bylivet i en række internationale storbyer, herunder New York og London, og været professor ved Center for Byrumsforskning ved Kunstakademiets Arkitektskole, et center finansieret af Realdania. I Odense har Gehls tegnestue i de senere årtier stået bag flere bylivsundersøgelser, og tegnestuen var dialogkonsulent på den byrumsstrategi, der blev udarbejdet for Odense midtby i 2009. Jan Gehl gav sit syn på byudviklingen i Fyens Stiftstidende omkring tidspunktet for arkitektkonkurrencen i 2012:

”Hvis du vil have flere mennesker og mere liv i en by og have folk til at bruge butikker og restauranter, er det en god ide at indrette byerne, så der er rart at være for mennesker,”9 sagde Jan Gehl og pegede på, at mennesker ubevidst trækker derhen, hvor de er beskyttet mod farlig trafik og mod vind, kulde og kriminalitet. Og de skynder sig over trafikerede kryds for at komme ned på gågaderne, hvor der er andre mennesker at betragte, møde og søge tryghed blandt.

”I mange år troede arkitekter, byplanlæggere og lokalpolitikere, at det var nok at bygge stort og imponerende. Det er det ikke. Mange andre detaljer skal være på plads for at få en by, som folk kan lide at være i,” forklarede Jan Gehl og tilføjede, at ”byplanlægning har i mange år stort set handlet udelukkende om trafik og parkeringsforhold. Men folk flytter altså ikke til en by, fordi den har mange p-pladser. (…) De flytter til en by, der føles som et dejligt sted.”

BY, BYRUM

OG BYLIV

Tegnestuen Entasis vandt i 2012 konkurrencen om at udarbejde en masterplan, der skulle transformere

Thomas B. Thriges Gade til et nyt bykvarter midt i Odense. Et byrum, der skulle genskabe sammenhængen i byen. Det blev gjort med en ærefrygt over for historien og uden en færdig løsning for, hvordan en byplan skal se ud fra et teoretisk standpunkt. I stedet valgte tegnestuen at artikulere de rumlige kvaliteter ved hvert enkelt delområde.

De nye byrums materialer og farvetoner er nøje afstemt med de historiske huse, der grænser op til udviklingsområdet. Belægning og facadebeklædning respekterer det eksisterende udtryk.

”Opgaven med Thomas B. Thriges Gade handlede om at genskabe de oprindelige forbindelser i Odense bymidte. Uden at foregive, at det er en tilbageførsel til det, der var før. Og dermed fundamentalt set åbne øjnene og kigge på omgivelserne, løfte blikket og orientere os i det område, hvor vi nu skal operere. Naturligvis med respekt for den lange historie i området, samtidig med at der skal skabes plads til samtidens måde at tænke by, byrum og byliv.”

Sådan siger Signe Cold, arkitekt og medstifter af Tegnestuen Entasis, der i 2012 vandt konkurrencen om at transformere Thomas B. Thriges Gade fra privatbilismeinfrastruktur, firesporet motorgade, til oplevelsesrigt byrum. En opgave, siger hun, der på mange måder tegnede sig selv, men alligevel viste sig at kræve voldsomt meget koordinering.

Hvilken metode – eller hvilket helhedsgreb – i forhold til udviklingen af Thomas B. Thriges Gade som byrumsmodel for det fremtidige Odense valgte I at anvende?

”Opdragsgiver gjorde meget ud af i programmet, at der var blevet skabt et sår, der skar byen over og omdannede byen på en uattraktiv måde for den forestilling om det gode liv, der hersker i vores tid. På den måde var det en let opgave, fordi vi skulle forbinde byens årer og få byens blod, livet, til at strømme frit igen i byen. Så langt hen ad vejen tegnede projektet sig selv, vil jeg sige.

Kunsten er at holde fast i den idé om at sy byen sammen. Og dertil kigge ud i landskabet og observere, hvad der ellers sker i den umiddelbare, bynære kontekst. For vi skulle ramme det helt rigtige toneleje i forhold til balancen mellem den gamle bymodel med de organisk opståede gadeforløb og opdateringen af byens rum. Så vi måtte stille spørgsmålet: Hvor er du henne i byen, på det her sted? Vi ønskede ikke at lave en planløsning, der buldrede ned igennem hele arealet på de 7-800 meter, som strækket repræsenterer. Vi forsøgte at registrere hvert enkelt sted i bydelen og forholde os til omgivelserne helt bogstaveligt – også de omgivelser, som måske har været mindre vellykkede. Og så selvfølgelig de historiske omgivelser ved H.C. Andersen-kvarteret og rådhuset, altså kernen af byen.”

Sammenbyggede og karakteristiske historiske byhuse, der over mange år er vokset sammen og knopskudt.

En gennemført tilpasning til den bymæssige kontekst i hele områdets randzone?

”Ja, vi kommer ikke med en færdig løsning skabt ud af en forestilling om, hvordan en byplan skal se ud fra et teoretisk standpunkt, men vi arbejder i det små og går ind og analyserer og prøver at forstå i dybden i stedet, hvad vi skal forholde os til. Når det er sagt, så er der da også en ydmyghed, eller måske endnu bedre, en ærefrygt over for at stå et sted på Fyn med nogle meget dybe historiske spor, som handelsrute og kulturmiljø, og med meget høje bevaringsværdier – ikke mindst området omkring H.C. Andersens Hus. Det er her, vi skal ind og arbejde og sætte vores stempel på en respektfuld måde. Der findes netop en masse kildemateriale om det oprindelige Odense, og hvordan byen er vokset ud af det her sted, som blev ødelagt i 60´erne. Den bundne opgave betød, at vi måtte finde en måde at koble os på noget, der var, men se det i en ny sammenhæng. Men selv om vi skaber sådan en historie, og opgraderer byrummene efter den forståelse, så har mennesket jo den størrelse, som vi nu har, og det havde vi også for et antal hundreder år siden. Så det er jo de samme skalaproblematikker, som går igen. Jeg ser i virkeligheden en stor sammenhæng mellem de forskellige tidsaldre, der er meget synlige i byens rum.”

Du beskriver flere steder jeres arbejde som, at kontekst og skala fungerer som ledemotiver i jeres udvikling af planløsning. Hvordan kom det til udtryk i jeres proces frem mod den endelige løsning? Var det i formelle greb, der fremhævede passagen og strædet som en hilsen til den historiske, tætte by, som det modernistiske gennembrud udviskede?

”Vi valgte ikke at køre den samme løsning ned gennem hele sporet, men at forsøge at artikulere de rumlige kvaliteter ved hvert enkelt delområde på hele strækningen. Og når jeg polemisk siger, at planen nærmest tegnede sig selv, så var det, fordi opgaven med at få reetableret vejforløbet på tværs af det, der er blevet til en kile i byen, var givet. Det sted, hvor Hans Jensens Stræde og Bangs Overgade og Vestergade mødes igen. I sin mest simple form kan man sige, at det betød, at vi ganske enkelt skulle kigge nærmere på de felter, der var derimellem. Men de skulle så moduleres ind til noget mere troværdigt, til det bylandskab, vi kender i dag. Og de felter er ret forskellige i skala, hvis man nærstuderer det. Fra høje

De nye byrums pladsareal er som et urbant tæppe, der lægges helt ud til de omkringliggende bygninger og skaber en visuel og materialemæssig sammenhæng og tydelighed. Bearbejdningen af overfladerne griber ind i de byrum, der før var opdelt.

bebyggelser, med en mere dramatisk byprofil mod nord, mod Østre Stationsvej. Derefter trapper det helt ned og kommer ned til det, der vitterligt er små baggårdsskure. Det er det typologiske spænd, som konteksten præsenterer os for, som vores byplan skal forholde sig til. Kunsten er at skabe en sammenhængskraft mellem det gamle og det nye, at tilføje et nyt lag i byen, som vil blive stående i mange år som en del af det særlige kulturmiljø, som det indskriver sig i.”

I flere af bygningsvolumenerne har vi skåret nogle små byrum ud, der i skala kan genfindes i den historiske by.

– Signe Cold

Og hvad er det så, I gør helt konkret for at etablere en fælles historie for hele området?

”Vi skaber sammenhæng gennem skalaforståelsen. Det kan godt være, at det er ekstra dramatisk op mod Østre Stationsvej med høje bygninger og smalle byrum i det område som kontrast til noget helt småt i den sydlige ende. Det er næsten som et musikstykke, med forskellige intensiteter og udvikling i stykket over tid, der balancerer det storslåede med det afdæmpede. Det konkrete, synlige udtryk for sammenhængskraften finder sit udtryk i den konsekvente belægning, der er anvendt, sammenholdt med skaleringen af byens rum, herunder afstanden fra facade til facade. Vi arbejder som bygningsarkitekter, men i byens rum, med en grundlæggende skalaforståelse, der vægter stor opmærksomhed på mellemrummet, rummet mellem bygningerne. Det skal selvfølgelig helt elementært være rart at opholde sig i byens rum, byrumsinventaret skal tilpasses i materialitet og størrelse, og man skal kunne få øjenkontakt. Vi insisterede på ikke at skabe meget store, brede rum og skulle samtidig have en letbane masseret ind i byrummet. Det krævede et meget målrettet arbejde med at disponere rummene på en måde, så de opleves som en del af en samlet helhed. For eksempel ved, at vi har tegnet et samlet rum omkring letbanespor med subtile overgange, som gør, at det bliver en del af byens mere intime rum og ikke et fremmedelement. Det var vigtigt, at letbanen passede ind i den skala, der definerer bygninger og byrum.”

Mellem punkthusene opstår intime pladsdannelser til ophold. Begrønning af kantzonerne, materialeskift på pladsen, vandbassiner og bygningernes tilbagetrækning fremmer hensynet til den menneskelige skala.

P-kælder definerende for byrummet

Man finder en række forskellige motiver i jeres helhedsplan, ikke mindst passagemotivet og stræderne, de er meget markante, når man ankommer til området fra nord. Det virker meget dragende ,og man bliver nærmest suget ind imellem husene og får lyst til at udforske byen. Dertil kommer bearbejdningen af belægningen, den horisontale flade, der griber fat i bygningernes facader og ved Kengo Kumas H.C. Andersen Museum trækker hen over letbanesporet i form af et græstæppe. Hvilke andre elementer er definerende for jeres masterplan?

”Det er rigtigt, at de sammenhænge eksisterer. Det, der binder det hele sammen, er en virkelig hårdt planlagt parkeringskælder, med et grid af søjler på 8,1 gange 8,5 meter. Det er en meget teknisk løsning, som bagvedliggende styrer mange af de beslutninger, der er blevet truffet i byrummet. Det er et grid, der i sine dimensioner fungerer godt i byrummet. Det dikterer, hvor bredt byrummet kan være. Der ligger en pragmatik i det, som fungerede virkelig godt. Det var et benspænd, der endte med at være meget definerende for udformningen af byrummet,” siger Signe Cold.

Dertil kommer den meget karakteristiske passage under jorden, den gule passage – eller det gule strøg, der løber i hele arealets længde?

”Det greb har været med fra starten. Den underjordiske forbindelse skulle ikke kun være et rum til biler, men medvirke til at skabe forbindelser både horisontalt på tværs og vertikalt op gennem byrummet i trappeopgange integreret i bygningerne. Det er i den sammenhæng, at vi tegnede en stor trappe centralt i det underjordiske strøg, som er åben, altså med åben til fri himmel. Den skulle bindes an på det nye, der nu måtte komme. Uden at vide hvad det var. Der er ingen tvivl om, at projektet på små områder har muteret gennem dem. Hovedlinjerne i det har været konsistente og har kunnet tåle mutationer af forskellig art på overfladen.”

Byen bindes sammen på langs i det underjordiske parkeringsanlæg. Forbindelser til bymidtens rum er etableret langs hele forløbet.

De karakteristiske, men diskrete opgange fra parkeringskælderen fører den gående direkte ind i byens rum og er integreret i de nye bebyggelser.

Skulpturel op- og nedstigning fra parkeringskælderen til byens rum. Farvevalget og de store lysindfald skaber en venlig forbindelse mellem bymidteområdets forskellige rum.

Det landskabelige greb

Kunne du tale mere om den belægning, I har valgt? Her tænker jeg især på landskabsmotivet med de mange præcist artikulerede overgange mellem flader, som man finder i området? Det landskabelige tæppe af mosaikker på jorden, måden, hvorpå fladen lægger sig op til letbanens skinner, og de mange diskret polerede detaljer, der strækker sig ud over hele det landskabelige tæppe, der svøber sig om bygningerne i hele forløbet?

”Vi er ikke landskabsarkitekter – vi har ganske vist landskabsarkitekter ansat – men vi prøver at tænke som landskabsarkitekter. For os var det en betingelse fra starten, da vi teamede op med et landskabsarkitektfirma, at vi skulle være inde over landskabsprojektet. Vi skulle ikke bare være planlæggere og projekterende, men vi skulle ind og have en klar stemme i det landskabelige greb. Og det betyder så, at vi delte landskabet med os ud på forskellige måder. Den endelige detaljering af belægninger, den ligger hos Sweco, og det har de gjort fantastisk. For os har det været en vigtig balance at skabe sammenhæng i anvendelsen af tegl på en gennemgribende og tydelig måde, uden, at det blev for meget. Klassiske og relativt enkle elementer, der skal afstemmes med bygningernes udtryk. Det er en af grundene til, at vi synes, det er interessant at være involveret i landskabsdelen og blande os i den dagsorden, fordi vi synes, at det nogle gange bliver for meget, og det risikerer at underminere det samlede indtryk.”

Det indebærer også at holde byrummet relativt frit for programmerede elementer og aktiviteter. Det lykkes jer at undgå, at det bliver overprogrammeret?

”Det var vigtigt for projektet, at vi stoppede i tide med hensyn til, hvilke elementer der skulle være en del af byrummet. Jeg tror ikke, vi ville have projekteret så spraglede mønstre i belægningen som det, det endte med. Men jeg synes, det fungerer.”

Det

er det typologiske spænd, som konteksten præsenterer os for, som vores byplan skal

forholde sig til.

– Signe Cold

I jeres koncept og materialebearbejdning er der en meget tæt sammenhæng mellem det vertikale – bygningernes facader og volumener – og det horisontale, byrummet og pladserne mellem husene. Byrummene får lov til at stå med stor autoritet på grund af den klare, ensartede materialevirkning, der er de lyse tegl, der går igen i hele arealet.

Det giver tyngde til udtrykket, der klæder byens rum?

”Ja, det giver en tyngde til udtrykket. Det er en vision, der blev fastholdt fra starten af. Vi havde formuleret, at tegl skulle være det, der bandt hele området sammen. I udvalgte byrum er der granit,” siger Signe Cold.

Det private og det offentlige

Kan du sige lidt om de bygningsvolumener og volumenstudier, der viser, hvordan I valgte at placere bygningerne ned igennem området?

”Konteksten var og er afgørende, altså højden og hvor de nye bebyggelser møder den eksisterende by. Vi har forsøgt at skabe nogle troværdige rum, der tager hensyn til de eksisterende forhold. I flere af bygningsvolumenerne har vi skåret nogle små byrum ud, der i skala kan genfindes i den historiske by. Vi kendte ikke Odense særligt godt, da vi begyndte på opgaven, men vi kunne hurtigt konstatere, at Odense har en masse små perler af byrum. Det har vi jo forsøgt at tage med ind projektet som et bærende motiv. Man skal, om man så må sige, designe rundt om og omkring de små byrum. Programmet bød på, at der skal bo mange mennesker i det nye område, og vi har bevidst ikke lavet karreer med en offentlig side og en privat side. Byrummene skulle balancere til begge sider. De skulle være åbne, men samtidig skulle man også føle, når man boede der, at man kan tage ophold og føle, at det er vores rum. Det er en del af det at få det skaleret ind og få placeret nogle åndehuller midt i bebyggelsen. Vi ønskede ikke at lave bygninger med altaner, fordi vi skal have folk ned at bruge byen frem for at sidde på deres altaner.”

Det er en balance mellem hensynet til det offentlige liv mellem husene og de fleste menneskers ønske om at have private, intime og rekreative rum?

”Vi har løst det ved, at der indgår tagterrasser, der er indskrevet i, indlejret i, bygningsvolumenerne. Frem for at lave karrébebyggelser med altaner, som jeg synes invaderer det offentlige rum i alt for høj grad rundtomkring i vores byer. Vi orienterer os i forhold til skala, vi skal trække livet ned i byens rum og skabe udeophold og mulighed for tagterrasser og samtidig skære frit, så solen lander ned i disse relativt tætte byrum. Når man arbejder med byrum, er det ikke, fordi der skal være sol alle døgnets lyse timer. Men på udvalgte tidspunkter. For eksempel har vi et byrum, som vi kalder ´frokostpladsen´, fordi der lander solen omkring frokosttid. Alt er moduleret efter, hvordan vi kan skabe byrum,” siger Signe Cold.

Det

skal selvfølgelig helt elementært være rart at opholde sig i byens rum, byrumsinven-

taret skal tilpasses i materialitet og størrelse, og man skal kunne få øjenkontakt.

– Signe Cold

Bygninger er forskudt, og der skabes et varieret byrum med mulighed for ophold i kantzonen. Byrumsinventar og beplantning opfordrer til ophold.

Vigtigt at finde balancen

Kan du fortælle om byrumsinventaret, der præger arealerne?

”Det er vigtigt at ramme en balance, når man skaber noget nyt inde i den eksisterende by. Det skal ikke være alt for højtråbende, man går ind. Det er ud fra en forståelse af, at tingene hænger sammen. Vi har placeret en række vandkunstelementer med en måske banal reference til pladserne, man finder i mange italienske bjergbyer. I gamle dage gik man ud og vaskede tøj på torvet ved de her fontæner. Tilstedeværelsen af vand i byrummet skaber noget helt særligt. Det skaber en ro og ophold, der samler byens liv og skaber sammenhæng fra byrum til byrum igennem hele forløbet.”

Hvad var den største udfordring – både konceptuelt og processuelt – i realiseringen, udmøntningen af jeres ideer i konkurrenceforslaget?

”Det er, at det kræver tid at få sådan et projekt stablet på benene. At det bliver forankret både hos myndigheder, bygherre, udviklerne og ikke mindst det forhold, at husene i det transformerede område er bygget af forskellige arkitektfirmaer. Det har krævet ekstraordinært meget koordinering. Der har man været for optimistisk. Det har taget mere tid end beregnet. Der er nogle områder, hvor man bare ikke skal tage fejl af, at denne her koordinering kræver mere, end man forventer.”

Hvordan var processen med udmøntningen af ideerne i forhold til koordinering mellem partnergruppen bag projektet og de mange involverede arkitekter?

”Vi tegnede først masterplanen og parkeringskælderen, og ud fra den blev der dikteret byggefelter. Vi kaldte det plug and play. Og for at bevare kontrollen med projektet har vi nøje beskrevet, hvor høje de enkelte bygninger må være ud fra volumenstudier af, om det kunne lade sig gøre at bygge så tæt, som vi ønskede i forhold til lysforhold, adgang til bygninger og andre formelle krav. Det blev samlet i et materiale, som bygherrerne havde til udbud af byggeretter. Generelt har der i projektet være fokus på de eksisterende forhold, og især ingeniørerne har haft et stort arbejde med at koordinere med letbanen,” siger Signe Cold.

Letbanen og trappeopgange

Letbanen slynger sig på en meget elegant måde ned gennem den nye bydel. Var banens kurver foruddefineret?

”Det var et resultat af konkurrenceprojektet. Den var ikke givet på forhånd. Når man er så tæt på bygningerne som i dette projekt, så skal der være et meget præcist formuleret forhold til konteksten, så det ikke bliver for tæt. Omvendt må det ikke blive for åbent, så man mister den bymæssige fornemmelse. Letbanens kurve i nord er designet, så der opstår en række intime pladser. Det er en relativt snæver passage, så den skal lægges rigtigt. Der var i konkurrencen byggefelter på begge sider af letbanen, og det blev så ændret til, at man rykker dem over på den ene side for at få en klarere definition af byrummet.”

Det virker, som om sigtelinjerne har været afgørende. Byrummet er netop ikke en lang boulevard på grund af letbanens forløb. Blikket bliver dirigeret ned gennem forløbet på en mere interessant måde. Der opstår et mere dynamisk byrum med mange små byrum?

”Der er en ekstremt vigtig pointe i den problemstilling. Det, man kunne kalde kalibreringen mellem den nye infrastruktur, altså letbanen, og den omkringliggende kontekst. Letbanens placering og forløb er underordnet en byrumslogik. Man bevæger sig ikke ind i en lige linje, men nærmest på tværs. Man ser bygningerne mere, inden man drejer rundt langs letbanen. Noget andet er, hvordan nedgangen til parkeringskælderen er integreret i husene i stedet for at optage plads i byrummet.”

Det var et designgreb, der skulle skabe mere plads til bylivet?

”Ja, for hvis de skulle stå ude, så kræver det også plads. Og så igen, hvis byrummene var blevet for store med plads til trappeopgangene, så ville intimiteten i passagerne og stræderne forsvinde. At byrummet er tænkt i den rigtige skala, er det vigtigste. Trappeopgangene lever deres eget liv og ligger alle sammen ud mod letbanen, altså det fodgængerstrøg, der løber langs banen,” siger Signe Cold.

Den bundne opgave betød, at vi

måtte finde en måde at koble os på noget, der var, men ud fra en forståelse af, hvad der var, og så i en ny sammenhæng.

– Signe Cold

Til højre i billedet ses museet H.C. Andersens Hus´ cirkulære bygningskroppe og pladsdannelser med offentlig adgang. De kobler sig naturligt på de nye byrum, der er skabt og tilbyder sig som passager på tværs af byen. Den store variation i byrummenes udtryk skaber meget forskelligartede oplevelser for byens brugere.

Arkitektoniske greb i lokalplanen

Bevæger man sig i bydelen langs med letbanen, så bemærker man de meget karakteristiske udhæng langs facaderne, der giver en form for beskyttelse. Hvordan opstod den idé?

”Vi har haft et fantastisk samarbejde med myndighederne, hvor de har været med på, at det arkitektoniske greb blev skrevet ind i lokalplanen. Vi har ikke tegnet bygningerne, men vi har været med til at diktere relativt meget, og det strøg, der er i stueetagen ud mod letbanen på den østlige side i den nordlige del, og på den vestlige side i den sydlige del, handler igen om at få skabt byrum i en troværdig skala. Og få bygningerne skubbet så tæt sammen som muligt – også nede på terræn, hvor der er afstandskrav. Vi skal have folk forbi letbanen på begge sider, og der var ikke samme krav oppe i højden. Det er meget karakteristisk og intensiverer byrummet og skaber en funktionel og æstetisk sammenhæng ned gennem hele byområdet. Det har samtidig været vigtigt med glasbyggesten, der skaber lys og loft ned mod parkeringskælderen, og i loftet under udhængene er der trælister, der slanker designet. Vi har fået lov at arbejde med egetræsprofiler, som ikke bare er små lister. Det har været vigtigt for os, at det inventar, der er, udstråler soliditet.”

De arkitektoniske detaljer af høj kvalitet og fint artikulerede materialeovergange er kendetegnende for den nye bydel. Her i udhænget langs facaden mod letbanen.

Det giver stedsans i forhold til det samlede indtryk af byens rum og er en meget original løsning. Hvordan oplevede I partnerskabsaftalen som grundlag for udviklingen?

”Helt grundlæggende har der været et glimrende samarbejde med tillid mellem de arkitektfaglige, byplanfaglige, landskabsarkitekterne og de kunstneriske ambitioner, vi havde, der skulle koordineres med de meget høje tekniske krav, der er en del af transformationen af byområdet. Der er selvfølgelig altid huller i planen, som man ikke kunne have forudset. Som også kommunen nok selv har undervurderet. Når ting tager tid, og mange aktører er involveret, så er det bare et vilkår, at tingene ændrer sig i processen, og der kan komme personer ind i processen, der vil noget andet end det, vi havde forestillet os,” siger Signe Cold, der har et meget konkret råd til andre byer, der vil arbejde med byudvikling:

”Mit bedste råd er at lægge en buffer ind til at håndtere de forhold, som vi ved bliver svære, fordi tingene udvikler sig hen over tid. Og det er typisk koordineringen, også med myndigheder. Koordinering i forhold til de nye udviklere af de forskellige byggeretter. Det tog lang tid, før vi var kalibreret og havde den samme forståelse af, hvad det var for et projekt, vi gik i gang med.”

Der er en udpræget sammenhæng mellem materialerne i de horisontale flader og bygningernes vertikale flader. De mange forskellige mønstre i belægningen skaber et levende og forskelligartet udtryk uden at gå på kompromis med den tydelige materialemæssige ensartethed.

EN HILSEN TIL DET

HISTORISKE ODENSE

Centralt i det nye bymidteområde ligger Oluf Bagers Plads. Et grønt og levende bytorv, skabt til besøgende og borgere. Skalaen er hentet i det historiske Hans Jensens Stræde og møder skalaen i det nye byområde. De nye bygninger ved pladsen sender en utilsløret hilsen til den over 400 år gamle Oluf Bagers Mødrene Gård.

Helhedsplanen for den bydel i centrum af Odense, der kunne realiseres, da den firesporede motorgade Thomas B. Thriges Gade blev lukket, viser med sine præcise studier af bygningsvolumener, hvordan de nye bebyggelser kan møde den eksisterende kontekst på en måde, der tager hensyn til – og fremhæver – den identitet og fortælleværdi, som historien bærer i sig. Oluf Bagers Plads og de omkringliggende nyopførte bygninger er udført af Praksis Arkitekter. Pladsen indrammer og peger på huset Oluf Bagers Mødrene Gård, der er et velbevaret eksempel på renæssancens fornemme byhus. Opført i en periode i Odenses historie, hvor borgerskabets købmænd som Oluf Bager pustede liv i byen.

Bygningerne, gamle som nye, åbner blikket fra den omdannede Thomas B. Thriges Gade til de gamle stræder og baggårde, samtidig med at nye passager og fodgængerforbindelser genetableres. Byens historiske kvarterer, som pladsen og de to nye bygninger indskriver sig i, fremhæver de eksisterende kvaliteter.

Den valgte belægning på pladsen er en fortolkning af den hundrede år gamle Odense-klinke. Det samme afspejles i de traditionelle materialetyper og håndværksmetoder, der er valgt i udførelsen. Brugen af ler som gennemgående materiale i de to bygninger giver et arkitektonisk udtryk med tyngde, der hviler i de historiske traditioner, stedets ånd, samtidig med at det lever op til samtidens krav om komfort og indeklima. Teglstensfacader med mønstermuring, karakteristiske sadeltage og rundbuevinduer sender en utilsløret hilsen til den over 400 år gamle Oluf Bagers Mødrene Gård.

Mette Tony, partner i Praksis Arkitekter, er en af de ansvarlige arkitekter bag projektet, der har været med til at give visionen bag omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade sin endelige form. Bygherre bag Oluf Bagers Plads er Realdanias datterselskab Realdania By & Byg, der købte Oluf Bagers Mødrene Gård i 2003 og efter en gennemgribende genopretning og istandsættelse af gården har haft Odense-domicil der.

Et sted uden for linjen

Konkurrencen om anlæggelsen af Oluf Bagers Plads og to bygninger i forbindelse med pladsen er et vigtigt bidrag til at udmønte ambitionen om at forbinde fortid og nutid i omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade. Hvordan greb I opgaven an?

”Der var to byggefelter, hvor bygherre ønskede at lave volumenstudier, der kunne anskueliggøre udviklingsscenarier, som harmonerede med helhedsplanens arkitektoniske og byplanmæssige principper. På baggrund af volumenstudierne, som vi bidrog til, blev der udskrevet en konkurrence, som vi var heldige at vinde,” siger

Mette Tony.

Oluf Bagers Plads i tusmørket med de gyldne farver i belægning og facade.

Hvad var hovedgrebet? Hvad var hovedudfordringen i forhold til både den nye plan og også det eksisterende bymiljø?

”I Entasis´ virkelig fine helhedsplan havde de skabt et billede af den nye by, som ’hoppede over i den gamle by’. Måske kaldte det sted, som var uden for linjen i det nye byområde, på en lidt anden arkitektonisk behandling. Og især var det vigtigt for bygherre, at den historiske gård, Oluf Bagers Mødrene Gård, trådte frem i bybilledet. De – og vi – ville gerne give et dybt kig ind i historien i den historiske gård. Tidligere gik gården hele vejen over traceet. Den var blevet skåret over af Thomas B. Thriges Gade. Den flotte gule gavl på det istandsatte anlæg ville man gerne have til at træde frem i bybilledet for at skabe en synlig forbindelse til de historiske kulturmiljøer, der er en del af byens selvforståelse.”

Så man byggede ikke hen foran bygningen, men lod den komme til syne og skabte et nyt byrum?

”Den tæthed, der er på vejstrækningen i den nye bydel, fik vi mulighed for at fravige og lave en plads. Åbne rummet op og skubbe facaden tilbage, så pladsdannelsen kunne skabes med bygningsvolumenerne som indramning. Pladsen skal hente skalaen i Hans Jensens Stræde og derefter møde skalaen i det nye byområde og den større hastighed af trafik, der præger letbanetraceet. Og sidst, men ikke mindst, åbne op til gårdrummet. Bygherre ville lave en ny afslutning af Oluf Bagers Gård, så det ikke var den nye by, der flyttede over til Oluf Bagers Gård, men omvendt. Og det betyder bl.a., at den gule gavl bliver stående i bybilledet, og at der er lavet nogle bygningsvolumener, der knytter an til den historiske gård,” siger Mette Tony.

Nye standarder for bæredygtighed

Hvordan vil du beskrive facadekompositionerne, altså udtrykket i bygningerne?

”Buemotivet i stueetagen kommer fra Oluf Bagers Gård selv. Det er en direkte reference og fortsættelse af facadeåbningsstrukturen. Og så er der meget teglornamentik i gården. Vi ville gerne lave noget, som havde en detaljerigdom for at

være i slægtskab med det historiske. Vi har lavet facader, som bevæger sig i lyset, og som knytter an til det historiske anlæg. De nye bygninger skulle være nabo til det utroligt fine anlæg. Så målet var at være en stilfærdig nabo, som prøver at være værdig til at ligge der.”

Og så alligevel ikke totalt tilpasset, for de nye bygninger har jo også deres egen karakter?

”Det er rigtigt, at det arkitektonisk er i vores tid, men med historiske referencer, der udfolder den store og svære øvelse med at binde byen sammen igen på tværs af det, der før var en firesporet vej. Der var nogle høje bæredygtighedsambitioner for byggeriet. Bygherre ville virkelig gerne ud at sætte nogle nye standarder for bæredygtigt byggeri. For eksempel en meget lang levetid. Der blev ikke arbejdet med en 50 års tidshorisont, men et meget længere spænd.

Og der prøvede vi at lave en simpelhed i byggeriet med robusthed, sådan at det kan holde længe. Vi arbejder med en homogen teglmur, så bagmuren er teglblokke og facaden skalmuret på en teglblok. Det er tegl fra yderst til inderst. Der er ikke nogen membraner og så lidt vedligehold som muligt. Derfor er det en blank teglmur, hvor fugten kan vandre. På den måde slap vi for mange ventilationsanlæg. Vi skal selvfølgelig ventilere fra vådrum, men vi har ikke noget ventilation i boligerne.”

Er der nogle lokale byggetraditioner, I bringer ind for at forstærke og bygge videre på områdets identitet?

”Ja, vi har bygget med disse teglblokke før og er vildt optagede af dem. Vi har altid gået op i at skabe et sundt indeklima. Det er så markant anderledes at opholde sig i et teglhus end et betonhus.”

Så det var ikke bare for at sikre en større bestandighed, det var også for at sikre et mindre CO2-aftryk?

”Eftersom det er kalkmørtel, ja så kan de pilles fra hinanden og genbruges,” siger Mette Tony.

Vores

– Mette Tony

Indgangsniche til erhverv/café Bygning BF4

Udeservering ved plads

Blomsterbed og solitært træ

Trælamelbeklædt område - ventilationstårn og affald

Passage

Indgangsniche til erhverv/butik Bygning BF 5

Begrønning af facade

Ved at registrere og tilpasse sig den historiske kontekst opnår arkitekterne et harmonisk udtryk, der er i tæt dialog med den lokale byggeskik og stilart. De nye bygninger spejler i deres materialitet, skala og kontekstforståelse den eksisterende bygningsmasse. Der er skabt rum til ophold, og bygningerne er ´skåret ud´ ud på en måde, der giver bedre synlighed.

FORELØBIGT TRYK 2016.09.29

Belysning

ØSTFACADE

VESTFACADE

BYGNING 5

ØSTFACADE

VESTFACADE

PRAKSIS ARKITEKTER

NORDFACADE

SYDFACADE

NORDFACADE

Helhedsplan og kantzoner

Når du roser Entasis’ plan, hvad er det så, du roser den for? I skal udmønte og fortolke den helhedsplan, der er formuleret.

”Jeg synes, det er blevet rigtig flot løst med parkeringstrækket. Den måde, de med helhedsplanen henter lys ned i parkeringsdækket. Entasis havde nogle retningslinjer for, hvordan de nye huse skulle indrettes, både i materialer og i udformningen af stueetagens kantzoner, som rummer fine rum og mellemrum. Tætheden og passagerne, strædemotivet og den måde, byrummet slanger sig ned gennem hele det nye byområde på, gør, at der faktisk opstår en masse mere intime rum, og blikket vandrer anderledes.

Det er vigtigt, at der i så store bydelsomdannelser, som vi taler om her, er et selvstændigt fokus på diversitet. Diversitet er vigtig i forhold til at styrke byens forskellige dele. Oluf Bagers Gård er en af de allerældste gårde, der daterer sig helt tilbage til 1500-tallet. Så skal den overleve i en by med en helt anden hastighed og en helt anden fart, så skal den passes på. Lige fra den fredede belægning, som skal ud at møde den nye by og letbanen. Det er vigtigt at styrke de forskellige miljøer i byen.”

Der er en meget stærk konsensus om, hvad et godt byrum er, hvad kantzonerne betyder for stueetagen, kontekstens betydning?

”Butikslokalerne skaber f.eks. en åben stueetage. Pladsens belægning flyder ind i husene. I frisørsalonen i et af de nye huse omkring Oluf Bagers Plads går de rundt på tegl. Huset ligger på hjørnet, så det skal være en markør og en hilsen. Det skal være en åben hilsen og en imødekommelse af mennesker, der kommer forbi.”

Den stilistiske tilpasningsstrategi, der ikke er bange for at anvende ornamentik?

”Det er en sælsom afvejning, der foregår hele tiden. Hvad er for meget, og hvad er for lidt?” spørger Mette Tony.

Byen er vigtigere end huset

Identiteten for det nye område, historien, symbolet, henvisningen, referencen, gør projektet mere historiefortællende end den mere nøgterne modernisme, der var en del af Thomas B. Thriges Gades udtryk før omdannelsen. Jeres design af pladsen og bygningerne peger både frem og tilbage?

”Vi kan godt lide ideen om, at hvis man kniber øjnene sammen eller lige går rundt og er lidt uopmærksom, så ved man ikke, at det er et nyt hus. Og det er, fordi byen er vigtigere end huset. Det er for at styrke det gode og fremhæve alt det fantastiske ved den nye bydel, der er værd at fremhæve. Prøve at gå i dialog med det. Altså at stjæle kvaliteterne og prøve at indskrive os i det eksisterende bymiljø på en skånsom måde.”

Gammelt og nyt mødes. Den historiske by er præget af mange typologiske sammenstød og udvekslinger. Den tradition fortsættes som et karakteristisk element i hele byrumsforløbet.

Stueplan / erhverv

Byrummets flade trækkes ind i bygningen og skaber en visuel forbindelse mellem ude og inde. Som alle andre steder i det nye byområde er sammenhænge mellem materialer og rumforløb et afgørende element i det arkitektoniske greb.

Grundplaner af hus på Oluf Bagers Plads, der viser, hvordan det kompakte bygningsvolumen er disponeret i stuen og på første sal.

1. sal / bolig

Det er en strategi, I lagde fra begyndelsen af projektet? I Odense er konteksten overvældende. Er der ikke risiko for, at den kommer til at overstyre designet?

”Egentlig ikke, for det var en selvstændig ambition at tage fat i de historiske referencer som f.eks. tagene. Fordi Oluf Bagers Gård jo er i Hans Jensens Stræde, et stræde med et landskab af tage. Og vi skulle med i den verden. Det var ikke til stede i Entasis’ oprindelige volumenstudier. Vi synes, at det var rigtigere at lade den nye plads og de nye bygninger tilhøre den gamle del af byen i sit udtryk. Ellers kom der simpelthen for stor fart for tæt på den gamle by.”

Er det en ambitiøs bygherre, der møder en ambitiøs tegnestue, der møder en ambitiøs plan? Fortidens æstetik, som vel primært har været en pragmatik, er i vores tid blevet til en idealisme, som udtrykker sig typologisk, både på bygnings- og byskala. Det er med til at udvide kataloget af muligheder igen, ikke indskrænke det. Man reducerer ikke sine muligheder, fordi man er bundet af konteksten, som i høj grad er opdraget i forhold til Thomas B. Thriges Gade-omdannelsen. Man udvider sin palet rent typologisk ved faktisk at få produceret nogle bygninger, som både rent pragmatisk og æstetisk har noget nyt og gammelt at tilbyde?

”Vi har gjort meget ud af at fortolke helhedsplanen og konteksten på en konstruktiv måde i designet. Sadeltaget på Oluf Bagers Gård møder nogle bygningsvolumener, som ikke er rektangulære. Derfor bliver tagformningerne også udfordret eller påvirket og bliver skæve i det, og derfor vælger vi en tagsten, som ikke har en ret tydelig profil, som er meget flad. For ellers er der simpelthen for meget skæring. Det er sådan en typologi, som ellers har en tydelig reference til den historiske by. Og så bliver det nyt på den måde, at det bliver behandlet af bygningsvolumenerne. Men der er stadigvæk nogle, der ikke ved, om det har ligget der længe eller i kort tid. Det kan vi jo også godt lide. Vi kan godt lide at se nogle sammenbyggede ting.”

Men hele tiden med bymotivets helhed som den baggrund, jeres projekt træder frem på?

”Vi forsøger ihærdigt at sikre, at det ikke fremstår rodet eller tilfældigt. Det skal udvise en form for kontrol, selv om det er knopskudt. Noget enhedsligt, der refererer ikke kun til historien, men til den helhedsplan, den relaterer direkte til. Der skal være et stærkt slægtskab.”

Det fremstår mere skulpturelt med meget tydelige typologier og volumener, som er placeret efter nogle principper, som virker, som om det er meget selvfølgeligt afstemt i skala og højde, men i at de står som figurgruppe. F.eks. når man bevæger sig ind langs facaderne for at komme gennem passagerne. Og den måde, hvorpå de to volumener i deres materiale tager fat i pladsens flade og forholder sig til konteksten. Der er en spænding i dem som to typologier, der står over for hinanden. Der er noget andet end en bygningsarv på spil, noget, som er noget mere moderne. Det giver byplanen en form for særegenhed, der går igen i hele byomdannelsen i den meget ensartede belægning af tegl, der skaber en stor sammenhængende, horisontal flade, der trækkes op i teglfacaderne?

”Der ligger på mange måder en længsel efter dengang, hvor der var fem materialer, men brugt med den fantastiske skønhed, der kommer ud af enkelheden i den skulpturelle klarhed. Det har vi forsøgt at gå tilbage til her i arbejdet med at skabe en bro mellem by, byrum og bygning. Og mellem fortid og nutid på en afstemt måde.”

Der er mange forskellige motiver, der blander sig her. Der er det pragmatiske, der er det historiske, men der er også troen på kunsten, bygningskunsten, den reducerede materialepalet, der giver en tydelighed i det kompositoriske?

”Vores ambition var at lave en bygning, hvor vi som arkitekter træder meget tilbage og lader bygningen selv gro. Vi er i høj grad tilbage til stedet, fordi der skal tages en million beslutninger, for at det lykkes. Det er slet ikke for at sige, at det er svagt, eller at vi er fraværende. Som arkitekter træder vi et skridt tilbage, fordi vi ved, at man ikke kan bygge nye ting, når der er en praksis der i forvejen. Det er meget på stedets præmisser, og det er sådan, at man lemper til, at man så lader

Vi synes, at det var rigtigere at lade den nye plads og de nye bygninger tilhøre den gamle del af byen i sit udtryk. Ellers kom der simpelthen for stor fart for tæt på den gamle by.

– Mette Tony

Mønstre i facaden, transparens gennem bygningens store vinduespartier, cirkelslag i pladsens belægning og tagets hældning ned mod de eksisterende bygninger: Detaljeopmærksomheden er et gennemført arkitektonisk greb.

det gro, prøver at følge bygningens natur. Jeg ser noget med, at facaderne altid har stået frit. Der har ikke ligget noget op ad facaderne. Vi fastholder det og tager vare på bygningens natur eller struktur og er meget hjælpende.”

Det er en diskretion i forhold til det samlede billede, som bygningen bliver en del af?

”I stedet for at træde frem, altså tage scenen og gøre noget tydeligt, gør vi noget utydeligt eller usynligt. Det sammenfatter meget af det, der er i vores tid. Interessen for at læse de historiske træk, ikke at udviske de væsentlige ting ved den bygningsarv og de bymiljøer, vi bygger i. Vi forsøger at flette og strikke sammen med det eksisterende.”

De omkringliggende bygninger er fra en tid, hvor der var større ressourceknaphed og større nøjsomhed, og hvor man ikke bare kunne bygge noget, som skulle rives ned efter 40-50 år. Den nøjsomhed er på vej tilbage med klimakrisen og kommer til at ændre byggebranchen. Vi skal transformere, og vi skal bygge på. Vi skal fortolke. Vi skal ikke rive ned og bygge nyt. Så det taler for at udvikle nogle strategier og nogle metoder, som har den sensibilitet og kan skabe noget kvalitet ud af de eksisterende forhold for at give tilbage til byen?

”Vi kan ikke længere bygge med den kvalitet, der var før. Og det er netop det, historien har at byde på. Det bygger på en kvalitet, der er værd at arbejde videre på i den moderne by. De mystiske rum og passager, de anderledes proportioner, med andre ord, forskelligartede rum, der er med til at give byen sin sjæl og karakter. Det var netop opgaven i Thomas B. Thriges Gade-omdannelsen og forsøget på at binde tidsaldre sammen.”

Facaderunding og dybt kig mod Oluf

Bagers Plads mellem husene og den udstrakte beplantning i området omkring

H.C. Andersens Hus.

BYEN SKAL BYGGES

AF HUSE, DER STÅR

SKULDER VED SKULDER

På byggefelterne i den sydlige del af Odenses nye byområde gav helhedsplanen mulighed for at bygge to større boligkarreer. Tegnestuen Arkitema, der fik opgaven med at udføre byggeriet, skulle skabe bygninger, der med respekt for fortiden passede til nutidige behov. I en skala og med et udtryk, der ikke skulle råbe højt.

På mange måder var det en bunden opgave, arkitektfirmaet Arkitema fik, da de skulle realisere de store volumener i den sydlige del af det byområde, der opstod med lukningen af Thomas B. Thriges Gade. Byggefelternes størrelse og helhedsplanen gav mange af de grundlæggende svar.

For Kim Risager, arkitekt, senior director og partner i Arkitema, blev udfordringen i høj grad at finde en vej, hvor områdets eksisterende byggeri og den nye arkitektur kunne mødes og danne en ny, fælles DNA. At bruge områdets farver, materialitet, skalaer og eksisterende byrum til at skabe stedbunden nutidsarkitektur.

Hvad var hovedudfordringen i forhold til både den nye helhedsplan og det eksisterende bymiljø?

”Hovedudfordringen var skalaen. Der var en ligning, der skulle gå op med, at der skulle presses rigtig mange kvadratmeter ind på byggefelterne. Det vil sige, at det volumen, vi skulle have ind, var lidt ude af Odense-kontekst. Men det var, fordi projektejerne havde en ambition om at skabe en ny tæthed, især i den sydlige ende af projektet, hvor vi var til stede med de to store karreer. Når jeg siger skala, så mener jeg, at det var vigtigt at kigge på begge sider af Thomas B. Thriges Gade. Der er ingen tvivl om, at vi mødte den rigtige skala i forhold til Rådhuset, men den fader meget hurtigt ned på den anden side mod middelalderbyen, og det skulle vi finde den rigtige løsning på.

Vi skulle ind at kratte i det eksisterende og mærke Odenses DNA. Men vi skulle jo også fortælle en historie om nutiden. Den var vi lidt udfordret på, synes jeg. Jeg var simpelthen bange for at lave en i min optik supergrafisk bygning, som stod som en kæmpe kolos. Det var derfor, vi nedbrød facadeudtrykket i de materialer, der møder hinanden hele tiden,” siger Kim Risager.

Det er karakteristisk for områdets karrébebyggelser, at facaden trækker sig tilbage på de øverste etager. Det giver et mindre bombastisk og kompakt udtryk, når man bevæger sig i byens rum.

Modelstudier, der viser indplaceringen i den eksisterende by og bebyggelsernes nedtrapning mod den historiske bykontekst.

I fandt den rigtige løsning?

”Helhedsplanen fortæller jo højde og drøjde og antal kvadratmeter. Men da vi første gang lavede et volumenstudie og lagde bygningerne ind, så tænkte vi, at det var en ordentlig kasse, som vi skulle have nedbrudt, så den passede til den omkringliggende arkitektur. Så vi tog et kæmpe greb ned i værktøjkassen. Det handler om at kigge på rytmen i facaderne, kigge på materialerne.

Skalaen var svær, men materialiteten i området var overvejende tegl i alle mulige udgaver, så selvfølgelig skulle det være et teglhus. Så var der den klassiske byopdeling, med en base og en søjle og en kapital foroven, så man har et stueplan, der er åbent og med butikker, en krop, og en afslutning med et tag eller en penthouse eller en tilbagetrækning. Den faldt meget naturligt og hurtigt, for den nedbryder skalaen og sænker huset. Så det var de overvejelser, der var.”

Bekymringerne om volumen, var det en bekymring I også delte med Entasis, der stod for helhedsplanen og som bygherrerådgiver på hele byomdannelsen, eller lå tingene så fast i helhedsplanen, at det ikke var noget, der var til diskussion?

”Vi var til drøftelser med Entasis og partnerskabet, altså kommunen og Realdania, både i konkurrenceforløbet og efter, hvor der var mellemmøder. Og der fik vi en indikation på, om vi var på rette vej. Men antallet af kvadratmeter var ikke noget, der var til debat. Det var fastlagt i byggefelterne,” fortæller Kim Risager.

Ud mod letbanen er bygningen trukket tilbage i stueetagen, og et udhæng løber hele vejen langs facaden. Det beskytter de gående mod blæst og regn. De mange overgange mellem letbanespor, gåzoner og cykeltrafik er tænkt sammenhængende.

Nutidig stedbunden hverdagsarkitektur

Facaden og udtrykket i bygningerne skulle tilpasses, men bygningen skulle også have sin egen karakter. Så hvordan vil du beskrive udtrykket?

”Det, vi i Arkitema gerne vil lave, er nutidig stedbunden hverdagsarkitektur. Altså forstået på den måde, at jeg synes, byer skal bygges af huse, der står skulder mod skulder og laver byrum. Og så synes jeg, at de huse, der skal råbe højt, skal være dem, som har nogle specielle funktioner. Det skal være rådhuset, det skal være kirken, det skal være kunstmuseet. Nu kommer jeg til at kritisere noget af det, der er bygget de senere år, men jeg synes, det er mærkeligt, at man har den her supergrafik i boliger, der også skal hedde noget og være noget særligt. Hverdagsarkitekturen huser jo bare almindelige mennesker i hverdagsboliger.”

Så det, I har tegnet i det nye byrum i Odense, det er hverdagsarkitektur?

”Det er præcis, hvad det er. Det går ind og læser sine omgivelser og tilpasser sig efter det. Og så kan nogle måske mene, at det er kedeligt, men det er jo ikke det her hus, der skal råbe højt. Det er rådhuset, kirken eller kunstmuseet, der skal råbe højt. Det er sådan, den europæiske by er bygget op gennem århundreder. De byer, vi elsker, Barcelona og Siena for nu at tage to, er netop kendetegnet ved, at husene står skulder ved skulder og danner byrum. Sådan fortæller de på en diskret måde, at de er bygget på en bestemt tid. Man kan, som på et familiefoto, se, at de hænger sammen.”

Har man ikke som arkitekt en iboende lyst til eller ambition om, at ens hus skal skille sig ud? Og står det, du siger her, ikke i direkte kontrast til det?

”Det handler om, når der bliver skruet for meget på volumen. Når du ser nogle af de bydele, der er udviklet gennem de sidste par årtier rundtom i de store byer i Danmark, så står alle husene og skriger ’Se mig’ til hinanden og danner ingen byrum. Vi skal i stedet skrue ned for form-volumenknappen og på formen og opmærksomheden og så skrue op for materialitet, detaljer, kantzoner og læse stedet noget mere. Vi har ikke læst stedet de sidste ti år i arkitekturen.”

Der hvor jeres karreer ligger, er der to lokale byggetraditioner. Der er rådhuset på den ene side og middelalderbyen på den anden side. Er der noget i den lokale byggetradition, som I har trukket ind, forstærket eller bygget videre på?

”Hvis overskriften er stedbundet hverdagsarkitektur, så kan man godt sige, at det er en stedbunden nordisk modernisme tappet ind i forhold til stedet. Det vil nok være det bedste udtryk. Vi bygger sådan her i Norden, vi skal ikke skrue så meget op på volumen. Det er det, vi altid har været kendetegnet ved og været gode til.

Det stedbundne har bestået i at se på, om der f.eks. er brugt røde mursten i husene omkring vores bygninger. Hvordan er vinduerne det her sted? Hvordan skaber jeg det rigtige byrum på det her sted? Hvordan fungerer kantzonerne? Hvor går jeg ind og ud af de offentlige funktioner? Hvor går jeg ind og ud, når jeg bor i det her hus? Og så former det bygningen. Hvis du tager alle de ting fra omgivelserne, farverne, materialerne, skalaerne, byrummene og en solorientering ind og ud af bygningen, så bliver det en stedbunden arkitektur,” siger Kim Risager.

Hvad er det, planen gav dig som arkitekt, der skulle arbejde i området?

”Helhedsplanen var, forstået på et højt niveau, at skabe de byrum, byen manglede. Den har forstået at sy to bydele sammen. Den har forstået at tage den rigtige skala helt op til kanten, men ikke over, på de rigtige steder i forløbet. Og det skal den have stor ros for. Det giver os halvdelen af vores redskaber i værktøjskassen, når vi skal til at lave huset. Vi skal jo bare bygge videre på helhedsplanen. Der er ingen grund til at arbejde imod tingene.

Havde vi lagt et supergrafisk hus, der havde stået og skilt sig ud, så ville mange nok have sagt, at endelig får Odense et hus, som turisterne kommer for at se. Men det er ikke vores hus, der skal gøre det. Det er Kengo Kumas H.C. Andersen Museum ved siden af, der skal det. Vores huse er huse med nogle butikker i bunden, boliger og kontorer. Det er helt almindelige byhuse i nogle superdejlige materialer, der også er pæne om 100 år. Det er dét, det handler om. Så må mit personlige ego blive skruet ned.”

Jeg synes, byer skal bygges af huse, der står skulder mod skulder og laver byrum. Og så synes jeg, at de huse, der skal råbe

højt, skal være dem, som har nogle specielle

funktioner.

– Kim Risager

Det lyder nærmest ydmygt?

”Arkitekturen trænger til ydmyghed. Lidt sanselighed. Hvis du laver en simplere form, så kan du bruge penge på nogle ordentlige mursten, materialer og detaljer. De der hysteriske forme, vi har brugt i lang tid, de tager alle kræfterne fra huset. De sluger også pengene, fordi det er ulogiske konstruktioner. Du er oppe at slås med Newton og tyngdeloven. Vi gjorde det mere enkelt, så vi kunne bruge pengene de rigtige steder.”

Og hvor er de rigtige steder så at bruge pengene?

”Det er den rigtige teglsten, det er den rigtige detalje, det er den rigtige kontakt i stueetagen mellem butikkerne og uderummene. Det er åbningerne de rigtige steder. Det er de detaljer. Ser man helt ned i, at vandet ledes rigtigt væk, og at murstenene er købt til en ordentlig pris og en ordentlig kvalitet, og at der er brugt forskellige mursten, mønstermur. Alle de fine detaljer, som du lige så stille opdager over tid, når du kommer tættere på bygningen. Og glædes over, når du går rundt i byen. Det var jo det, man kunne, dengang man byggede de store byer.

Hvis du prøver at kigge op, når du går i en storby, så kan du se, hvad der ligger af små murdetaljer i vores håndværk. Det er den taktilitet og finesse, jeg gerne vil have tilbage, i stedet for supergrafikformen i beton,” siger Kim Risager.

Abstrakte sammenstød

Ud over det, vi allerede har talt om, er der så andre dele, som I har valgt at udmønte eller fortolke på baggrund af helhedsplanen?

”Ja, facaden. Hvis du kigger på husene, så ser du en stor karré, men kigger du efter, så ser du også, at der er nogle abstrakte sammenstød med huse, der møder andre huse, hvor det skifter i teglen konstant. Vi kom frem til, at facaden skulle nedbrydes i nogle større dele og så nedbrydes igen i et stueplan, en krop og en afslutning. Og så nedbrydes igen derfra.

Det kom vi frem til gennem det, du kan kalde arkitektens mavefornemmelse. Hvor vi så på bygningerne omkring byggefeltet for at få en fornemmelse af materialer og mursten og gik en tur i parken rundt om hjørnet. De oplevelser tog vi med ind i processen. Det er svært at forklare, men f.eks. står der en gammel ruin på et hjørne i et af byggefelterne, så der har vi hævet bygningen, sat noget gulv og spejle i loftet. Det handler om at flette fingre med omgivelserne. Det var det, der var målet med byggeriet. Sådan blev det en Odense-version af en hverdagsmodernisme,” fortæller Kim Risager.

En ting, I ikke måtte, var at tegne altaner på facaden.

Ville I af jer selv have undladt at lave altaner, hvis det ikke var bestemt i helhedsplanen, at det måtte I ikke?

”Hvis du kigger på pengepungen, havde lejlighederne nok repræsenteret en større værdi, hvis de havde haft altanerne ud til gaden. Nu er de ind mod gårdrummet. I København er det en stor diskussion, om man kan hænge altaner på vores fine bygninger. Det mener jeg ikke, at man skal. Og jeg synes, at det er en kæmpe gave, at vi i Odense-projektet ikke har fået altaner ud mod gaden. For det skaber nemt præcedens for, at hvis nabohuset har altaner, så vil alle have det. Så ender det med, at der står ølkasser og gammelt skrammel uden på de flotte facader.

Til gengæld er det genialt at lave dem ind mod gårdrummet. Så må man affinde sig med, at nogen har sol om morgenen, og andre har det om eftermiddagen og aftenen. Det er stadigvæk et uderum. Derfor er det også godt, at man turde lave

en helhedsplan, hvor man siger til en investor: ´Men sådan er rammerne´. Det er så enkelt, når der er lavet en god helhedsplan.”

Den nye bydel byder også på en række nye byrum. Hvilke ord vil du sætte på dem?

”Jeg tror, der er en enighed om, at de er blevet vellykkede. Der er en skala på byrummene, som jeg synes, de rammer rigtig flot. Oppe i den ende, hvor vores huse ligger, er der et byrum for enden af gågaden, hvor man møder ruinen, hvor der er kommet et superbehageligt byrum.”

Hvorfor behageligt?

”Byrum kan både blive for små og for store. Der skal være aktivitet i kanterne. Der skal være trafik hen over dem med mennesker. Et byrum er jo i virkeligheden en pause. Ligesom i musikken, så er pauserne nogle gange det vigtigste. Vi kender det fra Sydeuropa, når man går i nogle gader, og der er mørkt, og så lige pludselig kommer lyset og roen og cafeen, hvor du kan sidde og få en lille kaffe. Der bliver man fandeme nærmest lykkelig.

Det har noget at gøre med bredden på et byrum i forhold til højden på bygningerne. Det nemmeste er at kigge på de byrum, der fungerer rigtig godt. Gråbrødre Torv i København er et af de byrum, jeg holder rigtig meget af, fordi størrelsen er rigtig. Hvis du lægger Gråbrødre Torv ned over de to byrum, der er omkring vores karreer, så er det cirka samme størrelse, også med bygningernes højde og bredde. Hvis byrummet har den rigtige størrelse, så fornemmer man, at her er rart at være, her vil man gerne slå sig ned. Hvorimod f.eks. Markuspladsen i Venedig eller Rådhuspladsen i København er for stor, for travl. Men med byrummene i Odense er det lykkedes at finde den rigtige størrelse, den rigtige aktivitet og ro. De fungerer faktisk alle sammen med hver deres stemning og størrelse,” siger Kim Risager.

Karrébebyggelsernes indre gårdrum er beregnet til ophold og lader sollyset trænge helt ned i gården. Det er også mod gårdrummet, altanerne er placeret.

Hvis du kan lave en arkitektur, der

fortæller, at det her hus er bygget

i

dag, men det har respekt for stedet, så har du ramt den rigtigt.

– Kim Risager

En del af jeres arbejde med de to karreer var også at danne og definere de to nye byrum. Hvordan gik I konkret til den opgave, og hvilken indflydelse havde den på husene?

”Entasis skal have æren for byrummene. Vi kan kun påvirke dem i detaljen og i mødet med vores bygning. Skalaen var defineret, og den er rigtig velfungerende. Det var tydeligt, da vi så helhedsplanen, at det ville blive gode byrum, medmindre der kommer nogle forfærdelige huse, som er afvisende eller for hysteriske i deres form.”

Hvad mener du med, at husene ikke må være afvisende?

”De skal være åbne i bunden, der skal være aktiviteter, der skal være folk, der går ind og ud af huset. Der behøver ikke at være cafeer og restauranter hele vejen, der må også gerne være lidt ro, men det der med, at folk siver ind og ud af bygningerne, er altid rart. Jeg synes, at byrummets samspil med bygninger er det vigtigste i Thomas B. Thriges Gade og i vores projekt.”

Området har stærkt definerede kantzoner. Hvad betyder det for stueetagen og for konteksten, at kantzonerne er så stærkt definerede?

”Det betyder, at der er et areal helt op ad bygningen, hvor man kan stå mellem søjlerne, eller man kan sidde op ad facaden. Det er der, trygheden er. Det er der, man signalerer, at ’Jeg ved ikke rigtig, om jeg gider snakke med nogen, men jeg kan godt lide at være her, jeg observerer, jeg er i en halvprivat zone her’. I byer i Italien eller andre steder i syden ser man, at der står nogle unge – måske alene, måske et par stykker – og kigger efter andre unge, men de er der ikke for at få kon-

takt. Hvis de ønsker det, træder de længere ud i byrummet og gør mere opmærksom på sig selv. For os mere voksne er det mere noget med, at hvis vi ønsker en pause, bare vil have en kop kaffe eller et glas for os selv, så søger vi et bord langs facaden. Er vi åbne for kontakt, sætter vi os længere ude. Så kantzonerne tilbyder et sted, hvor du kan være i fred, men du kan samtidig følge med.”

Gav det sig selv, at zonerne blev defineret så tydeligt?

”Det sker gennem belægningen og små nicher. Jeg synes, at det er meget tydeligt, at man ikke sætter sig på det store torv omkring ruinen, hvor der er meget liv. Men går man lige rundt om hjørnet, så kan man finde en stol på en vinbar, hvor man kan se på det liv, der passerer. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, hvem stueetagerne bliver udlejet til.”

Der er to historier i det område, hvor I har skullet skabe en identitet med jeres huse. Dels det gamle Odense med middelalderbyen, dels det mere modernistiske, der opstod med Thomas B. Thriges Gade i 60’erne og 70’erne. Hvordan skaber man et byggeri, der peger på begge dele?

”Det bedste, jeg har hørt nogen sige, var, at de først opdagede, at de stod på vores projekt, da de stod midt ude på de to bytorve. Altså, at det er sådan en glidende overgang, hvor man går fra en verden ind i en anden verden. Så det var egentlig det, vi ville med det. Og det er også derfor, at belægningen tager en meget glidende overgang. Selvfølgelig skal du fornemme, når du står på de to nye pladser, vi repræsenterer, at de er skabt i nutiden, men de må gerne have en naturlig overgang og passe sammen med de gamle.”

Er der så en risiko for, at man kommer til at overstyre –eller reducere – sit design, fordi man bevidst eller ubevidst bliver bundet af den kontekst, der er?

”Helt klart. Det er en hårfin balance, at det ikke bliver nostalgi og tilbageskuende. Det må andre bedømme, men jeg synes ikke, man er i tvivl om, at de her huse er nutidige, også selv om de måske ikke ligner det, der bliver bygget mest af i dag. Der har de sidste år været en minimalisme-tid, hvor der kun er bygget hvide huse med akvarievinduer, fordi det er moderne. De huse kunne være hvor som helst i

Hvis du er for opportun og over-

fortolker det, der er moderne nu, så er det som at se på frisurerne i 80’erne. Så flot var det heller ikke, vel?

– Kim Risager

De øverste etager af karreen er trukket tilbage og fremhævet med en gylden farve. Den mønstrede pladsbelægning deles problemfrit af cyklister, letbane og gående.

verden. Vores karreer i Odense kan ikke ligge hvor som helst. Så hvis du kan lave en arkitektur, der fortæller, at det her hus er bygget i dag, men det har respekt for stedet, så har du ramt den rigtigt.”

Men det er jo også en insisteren på ikke at give folket det, folket vil have? Er det ikke en overvejelse i forhold til, at boligerne også skal kunne lejes ud?

”Det er præcist rigtigt, at det er en insisteren. Det er også en insisteren at gøre det, der er rigtigt for byen de næste 100 eller 200 år. Du skal ikke tænke moderne arkitektur lige her og nu. Hvis du er for opportun og overfortolker det, der er moderne nu, så er det som at se på frisurerne i 80’erne. Så flot var det heller ikke, vel? Og det er jo faren ved at give den for meget gas i sin nutid. Vi har et ansvar, når vores børn skal overtage vores bygninger, at der er mere i det. Vi har den smukkeste nordiske arkitekturtradition at bygge videre på. Så lad os se på de gode klassikere fra Alvar Aalto, Arne Jacobsen og Kay Fisker.”

Men de var vel også et opgør med arkitekturen fra århundredeskiftet eller endda før?

”Jo, men de havde alle sammen en nordisk tradition, de brugte de lokale materialer, lavede velproportionerede og gode detaljer. Det er ikke alt, der er bygget i beton de sidste 20-25 år, man kan sige sådan om. Det er nok ikke det, vi skal videre med.”

Jeres byggerier i Odense er stedbundne. Betyder det så, at der ikke er noget at tage med fra dem, hvis man vil lave noget tilsvarende i en anden by?

”Du kan tage værktøjskassen med et andet sted hen. Så kan du gå en tur der og finde de pæne bygninger, kratte i deres mørtel og mursten. Hver by har haft deres murere, der elskede et forbandt eller en fuge, de lavede. Derudover har alle byer en identitet eller historie. Hvis man formår at få det ind i husene og lave en nyfortolkning af det, så kan det, vi har gjort i Odense, gøres alle steder. Det handler om at genopdage de værdier, der allerede findes,” slutter Kim Risager.

REFERENCER OG FOTOKREDITERING

REFERENCER

1 https://mytedetektiverne.dk/TBT%20Kilder/Kilde%203%20Byplan%201956.pdf

2 Partnerskabsaftale mellem Realdania og Odense Kommune om Fra Gade til By - omdannelse af Thomas B. Thriges Gade

3 Konkurrenceprogram. Fra gade til by - bybygningsprojekt, omdannelse af Thomas B. Thriges Gade

4 https://issuu.com/fragadetilby/docs/2013-08-08_tbt-helhedsplan_udbud_fi

5 https://issuu.com/fragadetilby/docs/2013-08-08_tbt-helhedsplan_udbud_fi

6 https://entasis.dk/projects/thomas-b-thriges-gade/

7 Helhedsplan, Fra Gade til By, omdannelse af Thomas B. Thriges Gade, side 96

8 https://entasis.dk/projects/thomas-b-thriges-gade/

9 Interview med Jan Gehl, Fyens Stiftstidende, 2. september 2012

FOTOKREDITERING

Omslag: Steffen Stamp

Arkitektens Forlag

Side: 88

Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv

Side: 14, 18, 19

Jens Markus Lindhe

Side: 123, 124, 127

Julius P. Lindegaard Knudsen, Odense Stadsarkiv

Side: 18, 39

Odense Kommune

Side: 16

Odense Stadsarkiv

Side: 14, 15, 17, 39, 41

Rasmus Hjortshøj

Side: 30, 31, 36, 44, 75, 81, 83, 87, 92, 93, 95, 102, 106, 111, 113, 129, 130, 131, 134, 137

Steffen Stamp

Side: 9, 11, 28, 32, 33, 47, 49, 75, 76, 85, 90, 97, 99, 100, 104, 110, 114, 117, 132, 142, 146, 148, 152

Dystan & Rosenberg ApS