Bæredygtighed i bredeste forstand Den bredt favnende tankegang bag DGNB-systemet vækker genklang hos Realdania By & Byg, der selv arbejder med helhedstænkning i bæredygtig byudvikling. Udviklingschef Anne Mette Rahbæk fortæller her om overvejelserne bag at bruge DGNB til screening af bæredygtighed i fire arealudviklingsprojekter.
CO2-aftryk. Klimasikring. Biodiversitet. Genbrug. Ord som disse titter frem i bevidstheden, når snakken falder på bæredygtighed. Men begrebet er langt bredere og dækker også aspekter som økonomi og sociale forhold. Så hvorfor ikke tage dem med, når man vurderer bæredygtigheden af hele byområder? Realdania By & Byg har de seneste par år arbejdet med screening af bæredygtigheden i fire arealudviklingsprojekter med afsæt i DGNB-systemet. Mens klima og miljø er de brandvarme temaer i den brede offentlighed, har Realdania By & Byg som mål at komme hele vejen rundt i afkrogene af bæredygtighedsbegrebet. ”DGNB er meget holistisk orienteret omkring bæredygtighed, og det passer godt til vores tænkning. Det afspejler simpelthen bare god byudvikling,” siger udviklingschef Anne Mette Rahbæk.
Koblet til verdensmålene Hun har ansvaret for Realdania By & Bygs handlingsplan for samfundsansvar og for at sikre, at Realdania By & Bygs projekter støtter op om FN’s verdensmål om bæredygtige byer. Foran indgangen til Realdanias domicil i København kan besøgende tage et hvil på en
bænk med alle 17 verdensmål skrevet hen over sæderne. Netop den store spændvidde i målene er vigtige at få afspejlet i Realdania By & Bygs projekter landet over, og det harmonerer godt med DGNB. ”Hele tænkningen omkring bæredygtige byer er koblet op på verdensmålene og derfor også genkendelig i DGNB-systemet, fordi det netop rummer den bredde. Andre mærkningsordninger har meget fokus på f.eks. enten det sociale eller det miljømæssige perspektiv. Dem skal vi også have med, men uden at give køb på de andre bæredygtighedsperspektiver,” siger Anne Mette Rahbæk. De fire arealudviklingsprojekter er Køge Kyst, Naturbydelen Ringkøbing K, Kanalbyen i Fredericia og Nærheden i Høje-Taastrup Kommune. De har i løbet af 2020 været igennem et forløb, hvor DGNB-systemets parametre har dannet grundlag for screeninger med bæredygtighed for øje, som skal omsættes til konkrete mål og indsatser. Projekterne spænder geografisk fra Østsjælland til Vestjylland, udføres i partnerskab med kommuner og er udvalgt for at afspejle samfundsmæssige problemstillinger i byudvikling. De skal bl.a. finde nye løsninger inden for perspektiver så forskellige som klima, miljø, biodiversitet, forurening, bystruktur, byliv samt social og økonomisk bæredygtighed.
9