Fra eget bæredygtighedsværktøj til DGNBscreeninger DGNB-screeningen af fire arealudviklingsprojekter, som Realdania By & Byg er i partnerskab med kommuner om, er gennemført som en proces på tværs, hvor deling af erfaringer har været i højsædet. Erfaringen er, at DGNB som screeningsværktøj har fungeret rigtig godt, og det har erstattet Realdania By & Bygs eget bæredygtighedsværktøj.
”Tidligere har vi gået og talt om vores bæredygtighedsprofil og haft et billede af, hvor projekterne er gode og mindre gode. Dét billede er nu blevet så meget mere klart, og det er virkelig en gave, for vi føler, at vi står på mere sikker grund.” Sådan opsummerer chefkonsulent Claus Ravn, Realdania By & Byg, de foreløbige erfaringer med at gennemføre DGNB-screeninger på bydelsniveau i de fire arealudviklingsprojekter, som denne publikation omhandler. Vejen til denne erkendelse er gået via et egenudviklet værktøj til bæredygtig byudvikling, en ny handlingsplan for samfundsansvar i Realdania By & Byg - og ikke mindst en skelsættende aha-oplevelse i 2019 baseret på erfaringer fra Køge Kyst. Før DGNB-screeningerne har bæredygtighed i omkring et årti været i fokus hos Realdania By & Byg og de fire arealudviklingsprojekter Køge Kyst, Nærheden i Hedehusene, Naturbydelen Ringkøbing K og Kanalbyen i Fredericia. Allerede fra stiftelsen af Realdania Arealudvikling i 2007 var bæredygtighed på dagsordenen, og sammen med Carlsberg Ejendomme og By & Havn blev der udviklet et procesorienteret værktøj til bæredygtig byudvikling, som første gang blev anvendt i Køge Kyst i 2009.
18
Bæredygtighed i arealudvikling