Generationerne på gården
Hans og Marie Madsen med deres ti børn på gårdspladsen foran husets indgangsparti, som en overgang var udvidet med et lille vindfang. Bent Madsen var familiens næstyngste og ses siddende som nr. to fra venstre. Foto: 1932.
På Bent Madsens Gård myldrede det gerne med folk. Der var selvfølgelig gårdmandsparret, deres børn og måske ældre på aftægt, men som regel var der også et skiftende antal tjenestepiger og karle. De boede og arbejdede på gården. Tjenestefolk blev i 1800-tallet typisk aflønnet med en blanding af rede penge og varer såsom vadmel, hør- og blårlærred, træsko og sommetider også et får. Det var længe før ligeløn og ligestilling. En karl tjente væsentligt mere end en pige, som dog tjente mere end en konfirmeret dreng. Den lokale sognepræst Seidelin fortalte i 1831, at folk ofte klagede over lønnen til tjenestefolkene. Den var alt, alt for høj. Der var nemlig mangel på ledige hænder, og derfor måtte bønderne betale mere for at lokke folk til. Sidst i 1700-tallet arbejdede en karl for 12-16 rigsbankdaler om året, mens lønnen omkring 1830 var 40-50 rigsbankdaler. Lønnen til en tjenestepige var også steget eksplosivt. Tjenestefolk boede i deres egne kamre og værelser på gården. Bent Madsens Gårds udlænger var oprindeligt ikke bygget sammen med stuehuset, men på et tidspunkt blev der lavet karlekammer i den lille smøge mellem bygningerne. Kammeret var så snævert, at der ikke kunne stå en seng på tværs. Derfor blev der lavet et hul i muren ind til huggehuset, og her blev der lavet en kasse, så karlen kunne stikke benene derind.
En sirlig og fåmælt herre Navnet “Madsen” blev knyttet til gården, da gårdmandsdatteren Karen Hansen (1844-1896) den 3. april 1879 giftede sig med Peder Madsen (18451923) i Dreslette Kirke. Kort forinden havde Karen mistet begge sine forældre, og selv om hun havde fire brødre, blev det hende og hendes mand, der sammen flyttede ind i fødegården. Den nye gårdmand, Peder Madsen, stammede fra Snave og var – hvis man skal tro barnebarnet Esther – en sirlig og fåmælt herre, men han var stærkt engageret i sognets udvikling. Blot et år efter brylluppet nedkom Karen med sønnen Hans (1880-1953), der efter gammel skik blev opkaldt efter morfaderen. De fik aldrig flere børn. Fra bevarede breve og erindringsnotater får man indtryk af, at Peder Madsen var den ny tids bonde, der endegyldigt vristede sig løs fra fortidens feudalsamfund. Og nye tider bankede på og forandrede landbruget. Da kornpriserne sidst i 1800-tallet faldt, lagde landbruget produktionen om og satsede mere på animalsk produktion. Smør og bacon blev landbrugets nye guld. Hidtil var mælken blevet forarbejdet på gården eller på et lille gårdmejeri, der samlede mælken fra flere gårde og lavede frisk smør hver dag. Et sådant gårdmejeri lå på Dreslettevej 3. 63
