Møllerne i det danske landskab Af Mette Ladegaard Thøgersen, leder af Nyborg Slot & Kulturhistorisk Afdeling ved Østfyns Museer
Med sine 25 meter hører Dyrehave Mølle sammen med Gudhjem Mølle til blandt de højeste hollandske møller i Danmark.
Danmark er et udpræget mølleland. Det er tydeligt, når man bevæger sig rundt i landskabet, og møllerne dukker op overalt. I dag er det primært de godt 6.000 nye land- og havvindmøller, der dominerer, men engang imellem er man så heldig at passere en af de gamle vindmøller, der stadig knejser stolt fra en bakketop og minder om overgangstiden fra landbrugssamfund til industrisamfund. Møllerne er ikke bare en del af det danske landskab; de har også på mange andre måder fundet vej ind i den danske kultur. I sproget knytter mange stednavne stadig i dag an til en mølle, ligesom mange danskere bor i Møllegade, Møllevænget, Møllevangen, Møllehaven, Møllestræde osv. Næsten 30.000 danskere bærer efternavnet “Møller”, og den privilegerede status, som møllererhvervet havde fra midten af 1800-tallet, har været medvirkende til, at det danske efternavn “Møller” er det mest udbredte efternavn uden endelsen “-sen”. I ordsprog og talemåder dukker møllerne også op. Når livet former sig som ønsket, “er det vand på nogens mølle”, og når livet er tungt, “må enhver bære
sin egen sæk til mølle”. Voksne slås mod vindmøller, og børn slår vejrmøller. Også i kunsten har møllerne sat sig spor som motiv i billedkunsten og som fortælleramme i litteraturen i møllernes storhedstid fra 1850 og frem til de første årtier af 1900-tallet. De var symbolet på noget dynamisk og moderne og til tider også noget truende. Også H.C. Andersen har skrevet om møllen i det lille eventyr “Veirmølle” fra 1865: “Der stod paa Bakken en Veirmølle, stolt at see paa og stolt følte den sig: ’Aldeles ikke stolt er jeg!’ sagde den, ’men jeg er meget oplyst, uden og inden. Sol og Maane har jeg til udvortes Brug og til indvendig med, og saa har jeg desuden Stearinlys, Tranlampe og Tællepraas; jeg tør sige, at jeg er oplyst; jeg er et tænkende Væsen og saa velskabt at det er en Fornøielse. Jeg har en god Qværn i Brystet, jeg har fire Vinger og de sidde mig oppe i Hovedet, lige under Hatten; Fuglene have kun to Vinger og maae bære dem paa Ryggen. Jeg er en Hollænder af Fødsel, det kan sees paa min Skabelon; en flyvende Hollænder; den regnes til det Overnaturlige, veed jeg, og dog er jeg meget naturlig. Jeg har Galleri om Maven og Beboelsesleilighed i Nederdelen; der huse mine Tanker’”. Om det var Dyrehave Mølle, som den fynske digter lod sig inspirere af i 1865, vides ikke, men det 17
