Erfaringer og inspiration fra ind- og udland I dette kapitel fremlægges erfaringerne fra den internationale BID-model samt fra de svenske, norske og danske bysamarbejder. Der rettes særligt fokus på Norge og Sverige, da det er disse to lande, som Danmark i denne sammenhæng bedst kan sammenlignes med. Begge er tæt beslægtede velfærdsstater uden en BID-lovgivning. Som tidligere nævnt er interessen for privat-offentlige bysamarbejder stigende – både i Danmark, Norden og resten af Europa. Antallet af forsøg og samarbejdsprojekter vokser, og BID-modellen udvikles og breder sig i Europa. Siden Holland i 2015 indførte en BID-lovgivning, er der fx etableret mellem 250-300 BIDs i landet. En BID-lovgivning er endvidere under overvejelse i Spanien. I Norge var en BID-lovgivning til diskussion på nationalt niveau i 2014, men det blev besluttet indtil videre at fortsætte med frivillige modeller. Også i Sverige er BID blevet diskuteret i en årrække - og bliver det fortsat - men ingen af de nordiske lande har altså p.t. en BID-lovgivning. Som begreb er BID imidlertid blevet populært i Danmark, Norge og Sverige, og betegnelsen BID benyttes i mange af de privat-offentlige bysamarbejder i disse lande. De er dog alle baseret på frivillighed og har således ikke den definerende lovgivning bag sig, som gælder for BID-modellen i andre lande. I det følgende gives en gennemgang af den vigtigste læring fra den internationale BID-model, fra de svenske og norske bysamarbejder og fra de danske cases. I kapitel 4 fremdrages de erfaringer og læringer, som formandsgruppen på baggrund heraf anbefaler at lægge særlig vægt på ved det fremtidige arbejde med privat-offentlige bysamarbejder.
Privat-offentlige bysamarbejder
KAPITEL 3:
BIDs – Business Improvement Districts Det første BID opstod i en handelsgade i Toronto i 1970, hvor butikkerne én efter én begyndte at lukke. Et nyt udenbys shoppingcenter og en ny underjordisk metro betød, at kundeflowet på kort tid var blevet reduceret. For at genskabe attraktionskraften og kundeflowet i gaden, besluttede en lille gruppe detailhandlere og ejendomsejere at forsøge at samle alle de lokale aktører. Med en samlet indsats og et fælles mål om bedre kommunikation, fysisk forskønnelse af gaden, events m.m. håbede de at vende tilbagegang til fremgang. Mange syntes, det var en god idé, men ikke alle ville bidrage. Hvis det skulle lykkes, var der imidlertid brug for, at netop alle var med. Ellers var ressourcerne for få og engagementet for lille. Initiativgruppen gik til kommunen og fik lov til at gennemføre et eksperiment. Hvis de kunne få flertal for at igangsætte en flerårig indsats for revitalisering af gaden blandt de lokale detailhandlere og ejendomsejere, havde de lov til at kræve, at alle skulle bidrage. Der var flertal for at gå sammen om at redde gaden – og alle havde derefter ret og pligt til at bidrage. Det første BID så hermed dagens lys. Manøvren lykkedes. Gaden blev revitaliseret, butikkerne genåbnede og succeshistorien bredte sig. Andre områder i Toronto ville også have et BID, og pilotprojektet førte til en lovgivning, der sikrede mulighed for, at et flertal af detailhandlere/ejendomsejere kunne beslutte, at også mindretallet skulle deltage økonomisk i udviklingen af det pågældende lokalområde. Herefter kopierede andre byer i Canada modellen, og derefter fortsatte den til USA, Sydafrika, Japan, Australien og Europa. Hvert land har sin version
13
