vita Andersen Sig det ikke til nogen roman samleren
34334_Desiree.indd 2
21-08-2012 12:06:12
Sig det ikke til nogen
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 1
20-09-2012 14:19:15
Af samme forfatter Tryghedsnarkomaner digte, 1977 Hold kæft og vær smuk noveller, 1978 Næste kærlighed eller Laila og de andre digte, 1978 Elsk mig skuespil, 1980 Det er bare ærgerligt digte, 1981 Kannibalerne skuespil, 1982 Hva’ for en hånd vil du ha’ roman, 1987 Petruskas laksko børnebog, 1989 Sebastians kærlighed roman, 1992 Brændende kærlighed skuespil, 1996 Coco børnebog, 1997 Get a Life roman, 2003 Anna Zoë roman, 2006
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 2
20-09-2012 14:19:15
Vita Andersen
Sig det ikke til nogen roman
Samleren
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 3
20-09-2012 14:19:15
Sig det ikke til nogen © Vita Andersen og Samleren/rosinante&co, København 2012 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Ida Balslev-Olesen med maleri af: Ola Billgren (1940-2001) Copyright: © Ola Billgren, PARIS, billedkunst.dk 2012 Picture credit: © Centre Pompidou, MNAM-CCI, Dist. RMN-Grand Palais/Droits réservés Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-1338-9 Printed in Latvia 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Til Natasha, Tatiana, David og Louise.
Tak til Statens Kunstfond og Kunstrådets Litteraturudvalg.
Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 4
20-09-2012 14:19:21
kapitel 1
Telefonen ringede. Det var Adam, der tog den, men det var til Claire. Hun var i bad. Claire kunne lide vandet meget varmt. Dampen løb ned ad fliserne, spejlet så ud, som det græd. Adam gav Claire telefonen, slog wc-låget ned og satte sig. Det var en kunstforening. I betragtning af, at det var ti år siden, hun sidst havde haft en udstilling, blev hun meget overrasket. Smigret. – Jeg er beæret, sagde Claire, – men det kan jeg ikke. Hendes fingre var våde af vandet, og hun tænkte på, om telefonen ville gå ned af fugten i badeværelset. – Det kan du sagtens, sagde kvinden, som om Claire var et genstridigt barn. – Hvorfor laver du dine skønne billeder? – Det har jeg faktisk ikke lyst til at svare på. Adam grinede. – Så siger du bare det, sagde damen. Hendes stemme hverken ung eller gammel. Hun er skolelærer, tænkte Claire. Vant til at overtale børn til noget, de ikke har lyst til. – Fortæl om, hvordan du kom i gang. Hvorfor det lige greb dig at fotografere. – Der var ikke noget, der greb mig.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 5
20-09-2012 14:19:21
– Vi sender dig en kontrakt. Honoraret er selvfølgelig ikke ret stort. Vi er en lille forening, men vi har haft mange spændende kunstnere. Kvium. Viggo Rivad. Suste Bonnén. Der kom rigtig mange. Tal R sagde nej, men han er jo også så berømt. Joachim Ladefoged har været her. Vi glæder os. Vandet var blevet koldt. Claire gav Adam telefonen og åbnede den varme hane. – Jeg står op lige om lidt. Inden jeg går i opløsning. Hold da op, de vil have, jeg skal tale om mine billeder. – Det skal du gøre. – Jeg har ikke noget at sige, det er ordløst. For ti år siden holdt hun mange foredrag, talte om sine bøger, talte om forskellen på at tage billeder af børn og voksne. Hun var som en luder på en flise. Prisen kunne altid forhandles. – Er du så dyr, spurgte de. – Vi er sikre på, at det er så stor en oplevelse at møde vores fotoklub, at du ikke behøver honorar. De tilbød rødvin, en kage, en kasse med russisk kaviar. Nogle gange var det så langt væk, at hun ikke kunne komme hjem om natten, men skulle overnatte. På hotel, på en sofa. Johan skulle passe Zarah. Jeg er på trapperne, sagde han, når hun ringede. Det kunne betyde alt mellem fem minutter og to timer. Hun så for sig billedet af Zarah i flyverdragt, vente, den lille røde kuffert pakket. Bamsen i favnen. Hun gik over til babysitter i stedet. – Babysitteren snakker ikke med mig, sagde Zarah. – Der kommer kærester og veninder på besøg. Engang var hun i Gilleleje. Det var nemt nok, hun kunne komme hjem om natten. Der var aftalt et honorar. I stedet fik hun et kæmpe maleri af en stor rød sten. – Jeg har malet det billede til dig. Til stede var maleren, hans kone og fem børn. Så var han ikke en af dem, som ville i seng
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 6
20-09-2012 14:19:21
med hende. Hun så malerens malerier. Han malede altid den samme sten. – Nu bliver du så inspireret, at du kun tager billeder af sten. Claire sad i toget med maleriet. Forbandet, ydmyget. Maleriet var ikke tørt, der var en rød stribe på hendes sorte jakke. Røde pletter på lårene af hendes jeans. Der var ikke mange mennesker i toget. Landskabet udenfor var grønt, skov og marker. Hun tænkte på Zarah. Hun tænkte på, hvor mange penge babysitteren skulle have. Maleriet stod på gulvet i toget. Jeg sælger det. Jeg går fra det. Men samme nat malede hun det over med gult. – Jeg skal nok lave et foredrag til dig. Så skal du bare læse det op. Vi skal være på restauranten om en halv time. – Tror du, jeg får penge for det, spurgte Claire. – Det glemte jeg at spørge om. Adam ringede, men ingen tog telefonen. Adam holdt hendes arme over hendes hoved i en parodi på dominans. De kyssede længe og dybt. Han sagde hendes navn. De skulle mødes med nogle af Adams venner. Et ægtepar, der var arkitekter ligesom Adam. Adam tog et håndklæde. – Du dufter så godt. Din hud er så lækker, når du lige er kommet op af badet. Adam kyssede hendes nakke, hendes ører. De elskede på badeværelsesgulvet. Claire var våd og glat som en nyfanget fisk. Adam lagde hovedet på hendes mave. – Jeg kan høre, at mine sædceller er på vej op ad dine bakker. De har ski på og nissehuer. De synger Ho, ho, til arbejdet vi går. Claire lo. – Jeg tror ikke, jeg kan leve, hvis du ikke elsker mig, sagde han.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 7
20-09-2012 14:19:21
Claire var vågen. Uret viste halv tre. Så nu lå hun der og hørte replikker fra middagen i går. Restauranten var et sted med skarpt lys, støj, mange mennesker, men maden var god. De var blevet en lille smule fulde. Claire lyttede efter Zarahs skridt på trappen. Zarah var ikke kommet hjem, og hun havde heller ikke ringet. Claire havde ikke rigtig kunnet bestemme sig, ville hun holde foredraget, vise sine billeder frem? Sidste gang var der en smaløjet, ubehagelig vurdering af hende selv og billederne. En kvinde fra salen spurgte, hvor hun havde købt sin bluse. Hun blev stiv og nervøs. Adam sov. Hans åndedræt så stille og roligt, som om han ikke havde nogen bekymring i verden. Claire tænkte på dengang, Zarah masede sig ind imellem dem om natten. Der var egentlig ikke plads. De sov i tæt omfavnelse, og sengen var smal. Zarah slog på dem med små hårde knytnæver. Flyt jer. Flyt jer. Adam flyttede sig fredsommeligt. Zarah gassede sig velbehageligt i varmen og faldt i søvn. Claire tænkte på, hvordan hun som lille havde hadet at ligge mellem to gamle fremmede kroppe. Der var ingen seng til hende. Hendes far var rejst. Hendes mor kunne ikke have hende. Hun var blevet efterladt et sted, som en defekt vare. De gamle lugtede og snorkede på hver deres måde. Hver aften, inden de skulle sove, spurgte de gamle: Du tisser ikke i sengen i nat, vel? Den første nat havde hun gjort det. – Jeg plejer at få godnathistorie. Min far læser altid for mig. Eller vi spiller kort. – Det bruger vi ikke her, sagde manden. Om dagen sov de gamle middagslur, og hun kedede sig.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 8
20-09-2012 14:19:21
Moren ringede en gang: – Mor, hvorfor er jeg ikke i skole? Moren lagde på. Hun legede ikke med dukker. Hun havde en købmandsbutik lavet af en skotøjsæske, men med rigtige varer i ministørrelse, legetøjsmad, små pakker med havregryn, små metaldåser med majs og tunfisk. Hver aften pakkede hun maden ned i sin skoletaske, lukkede den, parat til at tage af sted. Jeg har mad med, tænkte hun, selvom hun godt vidste, at det var papmad. Det var langt ude på landet. Der var ingen børn at lege med. Manden og kvindens børn var for længst flyttet, allerede selv gamle. – Keder du dig? sagde manden. – Intelligente mennesker keder sig aldrig. Skal jeg vise dig, hvordan du kan lave billeder? – Ja, sagde hun. Manden tog et blad. I huset var der heldigvis masser af ugeblade. Han tog et blad og dryppede smeltet stearin i et tykt lag på et billede af nogle isbjørne. Da stearinen var stivnet, sad billedet af bjørnene i stearinen. Hun lavede en masse billeder. Manden måtte cykle til Brugsen efter flere stearinlys. – Men jeg vil hellere lave mine egne billeder, sagde hun. – Så må du tegne noget. Hun tegnede en flot tegning af huset, hun havde boet i med sin far og mor, kom stearin på. Men der kom ikke noget billede på stearinen. Som om det havde noget med hendes egen tegning at gøre. Zarah havde haft masser af legetøj, men en syg far. Hun så Zarah for sig. Det lange lyse hår, der gik ned over ryggen. To store grå øjne, som sad skråt i hendes ansigt. En lille næse. To ører – Zarahs ører var utrolig store, hun trak altid håret ud over dem.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 9
20-09-2012 14:19:21
Hvad var der galt, siden hun plagede sig selv med sine evindelige grublerier over Zarah? Over Zarahs kæreste Mark. De gik i gymnasiet. Hvem der gjorde hvem ked af det. Claire var træt af evig og altid at have Marks mor i telefonen. Nu havde Zarah gjort dit eller dat, og Mark sad hjemme og græd. Så grublede hun over sin bog, som forlaget ikke ville udgive. – Efter min mening, sagde forlæggeren, – har dine fotos tabt højde efter billederne af din datter. – Men du har udgivet alle mine andre bøger, sagde Claire. Det var fire. – De er idioter, sagde Adam, – vi skal nok finde et forlag. Engang tog hun billeder af alting. Sort-hvide fotos af romabørn ved en skurvogn. Ansigter, hun så på gaden. En mand med nøgen overkrop i et vindue. Forladte butikker. Revnerne i fortovet, cigaretskod, pizzabakker på gaden. Den frodige væde i alt det grønne efter regn. Hun boede i et lille værelse oppe under taget. Når det blæste, blev hun nødt til at gå i seng, ligge under dynen. Værelset gyngede så meget i blæsten, at det var, som hun var på et skib. En nat hældte manden på den anden side af væggen benzin på sit gulv. Hun havde hørt ham græde længe. Han bankede på væggen: – Ilden er kommet, råbte han. Claire tog billeder. Små orange plamager som brændende buske i en ørken. Brandmændene skældte hende ud. Hun kunne ikke sove i værelset den nat. Dengang havde hun venner. Hverdagskriminelle, hælervarer, lidt hash. Der står en kasse med mobiltelefoner, du tager bare. Hun tog fire, hun solgte de to. En gang græd hun: – Mit Nikon lå i min cykelkurv. Mens jeg låste, løb én forbi og tog det. Et telefonopkald. En halv time
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 10
20-09-2012 14:19:21
senere stod en kuli med et nyt kamera. Prisen sad på, det var et Canon. Den nat med ilden tog hun hen til en af vennerne. Meget mod sin vilje begyndte hun at tale om sig selv. Hun var rasende på sig selv. Hun gemte sig ellers altid i en yderst tjenstvillig iver. Hun holdt først op med at tale, da de gik i seng med hinanden. Hun var alene i et stort værelse, da hun vågnede. Madrassen var en ø midt i papkasser. Himlen var blå. Det var langt oppe ad dagen. Da han kom tilbage, havde han kaffe i to papkrus, kanelsnegle i en papirspose. Kirsebær i en hvid plasticpose, et Leica-kamera i en anden plasticpose. Da hun gik, åbnede han en papkasse og hev en kaffemaskine op. – Du kan sælge den, sagde han. – Hvis du ikke drikker kaffe. De første billeder, hun tog med Leicaen, var af en hjemløs mand i Netto. Han stod i en lang kø, han var braldrende, stor i slaget: – Jeg har masser af penge. Han hev sedler op af lommen, kastede dem. Nogle halvtredsere, et par hundredkronesedler. Claire spurgte, om hun måtte tage nogle billeder af ham. – Selvfølgelig, unge dame. Gør plads til den unge fotograf. Han skubbede til de andre i køen. Han tog en kost, som stod op ad nogle paller med køkkenruller. Han holdt kosten, som var det en mikrofon, kastede den fra side til side, som en rockmusiker. Foretog nogle dansetrin. En skarp, syrlig lugt udgik fra ham. I panden var nogle store ar, som hans hoved havde siddet fast i et eller andet. Hans hud var mørkebrun, der var rifter og rynker på kinderne. Svært at se forskel. Hans hår fedtede dreadlocks. Hun kom hjem med fire ruller film. Hun søgte ind på Kunst-
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 11
20-09-2012 14:19:21
akademiet. Claire havde brug for at tro, at det, hun lavede, var helt enestående. Hun kom ikke ind på Kunstakademiet, men hun fik sin første udstilling. Så var Johan og Zarah i hendes liv, og hun fotograferede kun Zarah. Nu gjorde Claire rent på et kontor to aftener om ugen. Hun hadede de aftener. Hun hadede at gøre rent. Om dagen arbejdede hun i et fotofirma, som lavede alt: bryllupper, børnefoto, modefoto, fødselsdage, fotografering i supermarkeder, storcentre. Der var Zarahs far, som var syg og jaloux på Adam. Der var hendes kamp for at kunne leve af sine billeder. Men i det store og hele strakte tingene sig trygt foran dem. Roligt og åbent som en vidtstrakt flade på et hav. Nogle nætter, når Zarah ikke var kommet hjem, gik Claire ud på trappen. Jeg kan høre, når du kommer hjem, ingen lyd er som den, du laver. Nogle gange gik Claire ned ad trappen og helt ud på gaden. Bad til, at Zarah var i en af de biler, der kørte forbi. At nogen kørte hende hjem. Claire stod op. Hun kiggede ned i trappegangens sneglehus. Trappelyset var tændt. I stuen var en ensom lyd. Hun tændte lampen og ramte en bunke på bordet. Bunken gik i skred. Ved at sætte en arm for fik hun den reddet nogenlunde. Bunken forandrede sig hver dag, blev større nogle gange, mindre andre gange. Det var aviser, fotos, tegninger, bøger, udklip. Claire tog en sweater på. Tog et tæppe om sig fra sofaen. Tæppet lugtede af røg og ostemadder. Hun havde Zarah mistænkt for at ryge, når hun var alene hjemme. Johan ville give Zarah ti tusind kroner, hvis hun aldrig røg. Claire frøs. Hun hoppede lidt op og ned som en lille hest. Hun så ud ad vinduet. Verden var abstrakt. Tage, skorstene, en mørk himmel. Huset overfor. De mørke vinduer som tomme øjne.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 12
20-09-2012 14:19:21
– Kom hjem nu, sagde hun højt. Hun satte sig ved bordet og ringede til Zarahs mobil. Læg en besked, sagde Zarah. – Verdens bedste mor savner verdens bedste datter, sagde Claire. Det var et travlt og rodet bord. Det kunne hun godt lide. Der var pensler, blyanter, farver, maling, billeder. Nogle af hendes kameraer i en sort kasse. På gulvet lænet op ad væggen stod tyvetredive fotografier i forskellig størrelse, printet på bonita-papir og klæbet op på tynde plader. Engang tog hun et billede af sig selv, når hun ikke vidste, hvordan hun så ud. Når hun så sig i spejlet, føltes det mærkeligt. Når hun tog et billede, kunne hun se, hvordan hun havde det, hvordan hun så ud. Adam havde ikke noget imod, at hun tog billeder af ham, når han sov. Her var Adams lår. Hans fødder. Hans røv. Der var billeder af Zarah som baby. Zarah som sov. Zarah i en papkasse. Claire kyssede billederne med en inderlighed, der måtte være pinlig at overvære. En del af billederne i bogen, ingen ville udgive, var af Adam. Da Zarah var lille, brugte hun en teknik med en fotografisk plade. Zarah skulle sidde stille i lang tid. Der var altid et overraskende element. Lyset, temperaturen, hastigheden. Hun fremkaldte dem selv. Eksperimenterede med væsker, sand. – Jeg keder mig, råbte Zarah, – jeg gider ikke. Claire kiggede på et billede af Zarah. De var så tæt på hinanden. Minderne var søde og forfærdelige. Zarah var én person hos hende og en helt anden hos sin far. Claire tegnede et par streger. Pressede grøn maling fra en tube ud i hjørnet. Hun ventede. Noget ville flyve hen til hende og drysse tryllestøv over det hele. Claire kiggede på en flad sten.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 13
20-09-2012 14:19:21
En kalender, Zarah havde lavet af en camembert-æske i børnehaven. Et skår fra en kop. Kokoner. Et stykke stof fra en obi. En barnetegning, en af hendes. Det forestillede en pige med lange gule fletninger. I hånden holdt hun et kamera. Hun var syv år, da hendes forældre gav hende det første fotografiapparat. Pigen stod ved siden af et hvidt hus med røg op af skorstenen. I vinduerne en glad far, en glad mor, en glad baby. Selve huset stod på en guldkaret, trukket af fire heste. På græsset under vognen stod børn og vinkede, som om de var kongelige. Claire havde hørt til et sted engang. Hun tog en pensel, trillede den mellem fingrene. Der var modstand. Hun var rasende. Hun så igen på tingene. Claire dyppede en pensel i gul farve, malede på Adams fødder. Hun lod den gule pensel ligge, tog en ny pensel og dyppede i grønt. Nu var hun inde i en varm følelse. Med en sort blyant tegnede hun obimønstret af. Hun kørte en rød farve langs kanten af et nyt billede. Og endnu et. Nu var der et barn i en rød kjole. Claire var to steder på én gang. Hun prøvede at huske, hvordan livet var før Adam. Opdagede, at hun ikke kunne. Hun følte sig levende, fuldstændig opfyldt. Hendes mave knurrede på en irriterende måde. Bare jeg havde en kiks, et eller andet. Hun tog et nyt billede og kom til at vælte et glas med lilla farve. Hun duppede med køkkenrulle. Hendes håndflader var lilla. Uret i stuen viste, at klokken var halv fem. Hun gik ind i Zarahs værelse. I en alder af femten var Zarah stadig mørkeræd. Lampen ved siden af sengen skulle være tændt hele natten. Døren til soveværelset måtte ikke være lukket. – Kom hjem nu, sagde hun. Værelset så ud, som Zarah ikke havde stået stille, men hvirvlet rundt med tøj, sko, sminke, bøger og blade. På sengen lå et
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 14
20-09-2012 14:19:21
halvt stykke med ost og orangemarmelade. Der var ikke noget låg på glasset med marmelade. Hun satte låget på. Det var aldrig lykkedes Claire at lære Zarah at rydde op. Hun var ikke selv for god. – I er nogle samlere og rodehoveder, sagde Adam. Så hørte hun entredøren smække. Zarahs hurtige skridt. – Ved du, hvad klokken er? sagde Claire. – Du tog vel en taxa? – Ja, ja, mor. Jeg vil hellere have pengene. – Var det en god fest? – Jeg er smaddertræt. Godnat, Claire. Det var ved at blive lyst. Claire så ud ad vinduet. Morgensolen gjorde alle tagene mandarinfarvede. Der var lys i et vindue i nabohuset lige overfor. En lampe med en hvid skærm stod i vindueskarmen. Men det er jo et maleri af Hammershøi, tænkte Claire. Lampen, det mørke rum bagved, en dør. Paneler. Et piano. Claire satte en anden linse på apparatet. Hun tog nogle billeder af lampen. Claire tænkte på Hammershøis liv. Han fik en bestilling på et maleri af magtfulde mænd. Masser af omhyggeligt malede, alvorlige mænd i sort tøj. De ville ikke have det. Mændene syntes ikke, billedet lignede. Hammershøi kom sig aldrig over det. Nu blev lampen i vinduet slukket. En masse lys blev tændt. Der var ingen paneler. Intet piano. Ingen mørke døre, men en stue med masser af møbler: sofaer, stole, borde, lyst op af en lysekrone i loftet. Hun så en kvinde ved vinduet. Kvinden strøg sig over ansigtet med hånden, bevægede hovedet, som om hun græd. På grund af afstanden kunne Claire ikke se hende tydeligt, om hun var ung eller gammel. Claire kunne se sort hår, grønt tøj.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 15
20-09-2012 14:19:21
Kvinden gned sit ansigt med hånden, gik tilbage i rummet. Hen til vinduet igen. Hun venter på nogen, tænkte Claire. Jeg ventede på Zarah. Claire så op i himlen. Det havde regnet hele natten. Himlen var overskyet, der, hvor solen var ved at stå op, var skyerne røde og gule. Kvinden vendte sig, en mand kom hen til vinduet. Manden og kvinden omfavnede hinanden. Claire gik ind i soveværelset, lagde sig tæt ind til Adams krop.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 16
20-09-2012 14:19:21
kapitel 2
Laura forsøgte at sidde i sofaen og læse, men hun havde for meget uro i kroppen. Der var så mange møbler, at stuen ligesom skubbede hende væk. Når Simon var her, forsvandt det. Min mor følte sig altid omfavnet af stuen, sagde Simon. Der var en sofa til på den anden side af bordet. Bordet var af mahogni med en flade så mørk og blank, som var der hældt væske på. Der var Simons tv-stol med en fodskammel. Et stort tv. Det var nyt. Flere stole. Små indskudsborde. Bogreoler. Et hjørneskab med ting. Kongeligt porcelæn. Nips. En gang om ugen tog Simon det hele ud af skabet og tørrede støvet af. – Min far har fået det hele vurderet, sagde Simon. Hjørneskabet var tyve tusind værd. Spisebordet i spisestuen var femten tusind værd. Det var også af mahogni. Når pladerne var sat på, kunne der sidde tolv omkring bordet. – Mine forældre holdt mange middagsselskaber. Så var der empireskrivebordet. Det var otte tusind værd. Simons mor havde siddet ved det skrivebord og ordnet sin post. Skrivebordet var fyldt med fotografier. Simon som baby. Simon på sin første skoledag. Simon med studenterhue. Han så glad ud. Der var flere billeder af Simons forældre. Et stort et af moren i
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 17
20-09-2012 14:19:21
hvid selskabskjole. Som et genetisk mønster. Simon havde sin mors næse, sin fars øjne. Der var et billede af faren i smoking. De ægte tæpper på gulvet var også meget værd. Simon gav hende en broche, som havde været hans mors. Det var en gul blomst med en rubin indeni. – For at det er en ægte rubin, skal den have samme farve som en anskudt dues blod. Simon vidste mange ting. Brochen var ti tusind værd. – Hvorfor taler du så meget om penge, spurgte Laura. – Når vi flytter, sælger vi hele skidtet. Så er det rart at vide, hvad vi kan få for det. Det var en stor lejlighed med højt til loftet. Fire værelser en suite, køkken og bad. Andre menneskers badeværelser plejede at gøre hende skidt tilpas, hun så altid noget, hun ikke ville se. Der var et værelse til nede ad gangen til den unge pige. Pigeværelset blev brugt til opbevaring. Tøj, møbler, bøger. Det lugtede planteagtigt, som af hospital. Der var et stort værelse til, arkivet. Der var reoler langs væggene. Et stort skrivebord foran vinduet. Et skab. Arkivet var fyldt med bøger, gamle aviser, masser af gule pakker med snor om. – Det er gamle retssager, sagde Simon, da han viste hende værelset. Hans far havde været advokat. Han skubbede til nogle gule pakker på skrivebordet: – Man tror, jura er tørt og kedeligt, men det handler om det virkelige liv. Love og paragraffer er til for at løse praktiske problemer. Simon var også advokat. Han arbejdede som økonomisk rådgiver for et firma i Bredgade. Laura så ham for sig, hver dag cyklede han til arbejde. Han sad rank på en sort herrecykel, iført mørkeblå frakke, sort hat. Hans tynde, sorte mappe hang på styret, en stor taske på bagagebæreren.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 18
20-09-2012 14:19:21
Når Simon talte om sine forældre, dirrede hans stemme: – Mange af tingene i lejligheden er knyttet til bestemte øjeblikke i deres liv, symboler på deres kærlighed. Jeg tror, de var lykkelige sammen. Da min far døde, var min mor allerede en katastrofe. Vi talte om at sende hende på et hjem. Jeg blev nødt til at flytte hjem, jeg skulle alligevel skilles. Min ekskone beholdt vores hus. Min mor ringede flere gange om dagen til kontoret og græd i telefonen, så havde hun bagt, og det hele var blevet sort, så vaskede hun alle dynerne i badekarret og glemte at lukke for vandet. Hun gik hele tiden i gang med ting uden at kunne gennemføre dem. En eftermiddag hvilede hun sig. Jeg købte ind. Da jeg kom hjem, var hun død. Jeg rydder et værelse til dig, sagde Simon. – Du kan få arkivet. – Jeg vil hellere have pigeværelset, sagde Laura. – Der er dårlig energi i arkivet. – Så får du det. Laura så hende for sig. Død. I sengen. I en af sofaerne. På gulvet. Men hun ville ikke vide, hvor det var. Hun ville gerne vide noget om Simons ægteskab. Hans ekskone var den eneste anden kvinde, han talte om. Simon var fyrre år. En høj, flot mand. Han lignede George Clooney. Kvinder kiggede efter ham. – Hvorfor gik I fra hinanden, spurgte Laura. – Det blev for meget, vi åd hinanden op. Og hun gik til politiet. – Hvorfor dog det, spurgte Laura. – Ring og spørg hende. Men alligevel tilbragte Simon aftener sammen med hende. Laura var syg af jalousi. – Jeg bliver nødt til at hjælpe hende. Hun har ikke andre, og vores hus skal sælges. Alt, hvad jeg gør, gør jeg for dig, sagde Simon.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 19
20-09-2012 14:19:21
På sofabordet lå hendes cigaretter. Hun røg mentol, som hun troede var mindre skadelige. Der var en flaske vodka, ingen glas. Aviser, magasiner, bøger. En hårbørste. Et askebæger. En buket gule roser i en vase. De dryssede. I vasken i køkkenet lå et bundt hvide liljer, hun havde købt i dag, før hun mistede sin pung. Laura tændte en cigaret. Røg. Slog asken af i askebægeret. Røgen bølgede i trækken fra den åbne dør til spisestuen. Så slukkede hun cigaretten. Tog en bog fra bordet, Nattog til Lissabon, Berlingske, ELLE og gik ind i soveværelset. Soveværelset var det eneste sted, hun brød sig om at være. Hun lagde sig på sengen. Hun lukkede øjnene, farven under hendes øjenlåg changerede i grønne nuancer, som farven fra væggene gik ind i hende. I soveværelset var alt nyt. Nye lamper. Ny seng. Nyt sengetøj. Det eneste, der ikke var nyt, var det store klædeskab. Laura syntes, at de skulle male alle væggene i lejligheden i andre farver. Soveværelset hvidt eller gult. Stuen pompeji-rød. Spisestuen Matisse-blå. Alle væggene i lejligheden havde samme dystre, grønne farve som dybfrosne bønner. Undtagen køkkenet, som var lyseblåt. Simon kaldte det papegøjeblåt. Men papegøjer var da ikke blå. – Vi flytter alligevel snart, sagde Simon. – Så køber vi et hus med have, vores børn kan lege i. Dem, der overtager lejligheden, elsker måske den grønne farve. Jeg synes godt, soveværelset må være andet end et hvidt sted uden historie og sjæl. Så sover jeg i hvert fald bedst. En aften hun igen var alene hjemme, malede hun klædeskabet hvidt. Hun var nervøs for, hvad Simon ville sige til det. Det brune kunne stadig ses. Det skulle males en gang til. Men Simon var aldrig sur på hende. Det eneste han nogensinde sagde: – Tag dine sko af, dine hæle laver mærker i gulvet.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 20
20-09-2012 14:19:21
Selv da hun slog et skår af en kinesisk skål, blev han ikke sur. – Den kan limes, sagde Simon. – Det var den skål, min mor spiste morgenmad af, men pyt. Hun er død. Laura limede skålen med superlim. Hun limede den så godt, at den sad fast på hendes ærme. – Nu har du et problem, sagde Simon, – det er skålen eller ærmet. Og han lo helt uimodståeligt, da han klippede hul i blusen, så skålen blev fri. Og hun var nervøs for et af brevene til Simon. Den, der først var hjemme, lagde brevene i krystalskålen på chatollet. Uden på den store brune kuvert var skrevet med store røde bogstaver: Kære Simon. Husk, du har lært i skolen, at man skal betale sine regninger. Kærlig hilsen din ven Ole. Simon syntes, skabet var blevet flot. – Hvis du har maling tilovers, så må du gerne male skabet i arkivet. Min far låste mig inde i skabet om natten. Min mor lod, som om hun ikke hørte mine skrig. – Men her lugter af maling. Vi kan ikke sove her i nat. Lad os tage på hotel, sagde Laura. – Jeg elsker fremmede senge. Så gav hun ham brevet. – Hvorfor skriver han sådan noget på kuverten, spurgte hun. Hun blev overrasket over, hvor hidsig han blev. – Brok, brok og atter brok, råbte han. Han hev kuverten i stykker uden at se, hvad der var i den, lagde papirstykkerne i et askebæger og satte ild til. Røgalarmen gik i gang. – Du må ikke være sur på mig, sagde hun. Høje stemmer og skænderier var det værste, hun vidste. – Jeg er ikke sur, men jeg hader bare, når du blander dig, råbte
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 21
20-09-2012 14:19:22
han. Men det blev modsagt af måden, Simon gik på, med armene ind til kroppen. Og han begyndte at rydde op. Hun lagde armen om Simon og brast i gråd. En bølge af angst gik igennem hende. De tog på hotel. De var på hotellet i to dage. Laura ringede til restauranten og sagde, hun havde halsbetændelse. Simon tog tidligt fri. Den aften de spiste i hotellets restaurant, talte han ikke om andet end det liv, de skulle have. – Vil du helst have to eller tre børn? De drak champagne. Holdt hinanden i hånden. Simon var den smukkeste mand, hun nogensinde havde set. Han havde taget jakken af, kraftige skuldre og arme i den lyseblå skjorte. Hans øjne var skjult bag lange, sorte vipper. I panden var der et hvidt ar, det var dengang, hans far smadrede hans hoved. Han smilede til hende. En vind strøg igennem hende. Den måde, han så på hende på, når de havde elsket. – Vil du gifte dig med mig, spurgte han. Hun sagde ja. – Vi skal giftes, sagde hun til tjeneren. Det røg bare ud af hende. – Men tillykke, sagde tjeneren. Simon slap hendes hånd under bordet: – Du fortæller vores livshistorie til alle mulige fremmede, vil du ikke godt holde op med det. – Undskyld, sagde hun. På værelset elskede de i badekarret, fjollede, hoppede i sengen. De legede pudekamp. Simon lå i sengen, hun smuttede ned til ham. Hun holdt sin mobil ud i arms længde og tog billeder af dem. To glade ansigter tæt sammen i en hotelseng.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 22
20-09-2012 14:19:22
– Måske er du gravid nu, sagde Simon. De blev gift på Københavns Rådhus. Der var kun de to. Laura forsøgte at få sine vagter til at passe med, at Simon også arbejdede. Han kunne sige om morgenen: I dag kommer jeg tidligt hjem. Og så kom han først hjem, når hun sov. – Sådan er det, når man vil tjene penge. Så bliver man nødt til at arbejde meget, sagde Simon. Når Simon kom sent hjem, var der noget ulveagtigt over ham, og han lugtede fremmed. To gange om ugen havde hun den sene vagt i restauranten. Simon hentede hende altid: – Sådan en smuk kvinde skal ikke gå alene om natten i København. De lejede film. Spiste rester fra restauranten og elskede. Laura skiftede stilling i sengen. Bladrede i ELLE. Flyttede et glas på sengebordet. Drak en grøn smoothie. Æble, kiwi, banan. Den smagte muggent. Hun tænkte på ting, hun skulle ordne. De ting, som var hendes liv. Hun skulle ringe til Simon. Hun skulle have hentet rensetøj, det havde hun glemt. Pungen. Laura havde mødt Simon for fire måneder siden. Det var anden gang, hun brændte alle sine broer. Første gang var hun tyve år og gik på universitetet. Hun læste medicin. Hendes far var læge. I weekenden arbejdede hun på Max’ restaurant. De blev kærester. På universitetet var hun en klodset pige med kort hår, grimt tøj. Det var, som hun først foldede sig ud sammen med Max. Han var tyve år ældre end hende. – Max er en taber, sagde hendes far. – Han har en restaurant. Der er over tyve mennesker, som arbejder for ham. – Lige nu skal du kun tænke på dig selv og din uddannelse, sagde hendes mor.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 23
20-09-2012 14:19:22
Klokken var halv fem om morgenen, og hun lagde et brev på køkkenbordet: Kære far og mor. Jeg vil ikke være læge. Jeg elsker Max. Kufferterne havde hun pakket og stillet i havehuset dagen før. Max holdt udenfor. Hun satte sig ind i hans bil. De boede i Max’ lejlighed i fem år. Hendes mor dukkede flere gange op i restauranten med breve. Sin far så hun ikke. Hun var lykkelig i verden. De rejste. De var i New York, Tokyo, Paris, Venedig. De lavede en kogebog, Japan er andet end sushi. Hun sendte kogebogen til sine forældre. Hendes far takkede for bogen om de skævøjede abekatte og skrev, at hendes mor var syg og indlagt på hospitalet. Mens hun var på arbejde, sendte Max en sms til hendes mobil: Det her går ikke. Du må flytte. Jeg savner mine børn. Vi må tale om det i aften. Det var første gang, hun røg ned i en sprække i tiden. Hun kom først til sig selv i et tog. Hun vidste ikke, hvor det kørte hen, hvad hun tænkte, og hvordan hun var kommet ind i det. Hvor lang tid der var gået. Efter en uge ville Max have hende tilbage. Han købte en stor lejlighed. Max havde været gift og havde tre børn. I de fem år havde hun ikke set Max’ børn. Børnene var tre blege ovaler uden ansigtstræk. Pludselig flyttede de ind. I tre år levede hun sammen med hans børn, to drenge og en pige: Emil, Nikolaj, Josephine. Børnene var ikke uregerlige, men de talte til hende med en slags forurettet selvhævdelse. Hvem er du? Du er den fremmede. Vi har mest ret til at være her. Hun blev presset ned i en form, som ikke var hendes. Hun holdt op med at sige, hvad hun mente. Og
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 24
20-09-2012 14:19:22
skrækken for at blive forladt sad altid i hende. Hun var ikke køn nok. Ikke spændende nok. Ikke Max’ udvalgte. Den, han ville dele alting med. Børn ville han ikke have. I hvert fald ikke med hende. Laura tænkte på Max, som havde lært hende alt. – Om igen, sagde han, – hvert gyldent måltid koster hundrede timers slid. Max var en fantastisk kok, hans øjne lyste, når han fortalte om retter, han ville lave. At spise hans mad var en oplevelse. Men tonen i køkkenet var rå, en sprogbrug på kanten af sexchikane. Nogle brød grædende sammen. Max talte til dem, som var de børn: – Nåh, I røvere, hvad har I så lavet i dag? Det var i restauranten, hun havde lært Simon at kende. Det var så anden gang, hun brændte alle sine broer. – Der er klager over maden ved bord nummer fem, sagde Max. – Selskabet ligner de sædvanlige kværulanter, som kun spiser brun mad. Brun mad var burgere, pizzaer, pommes frites, cola. Selskabet ved bord fem lignede en forretningsmiddag. Fire mænd nærmest ens i sorte habitter, en kvinde, ung og blond i sort jakke. En sammenkneben mund og en fjendtlig udstråling. – Hvad er det for noget, I serverer? sagde en mand. Han skilte sig ud; sad på en cool tilbagelænet måde med en autoritet som en general. Han så godt ud. – Hr., sagde Laura og bukkede let. Holdt hænderne på ryggen. – Det smager ad helvede til. Kødet er af dårlig kvalitet og ikke ordentligt stegt, tilbehøret er koldt. Han skubbede til tallerkenen, så den rutsjede skramlende hen over bordet. Så så han på hende. – Beklager, sagde Laura.
34371_sig_det_ikke_til_nogen.indd 25
20-09-2012 14:19:22