der hĂŚnger en engel alene i skoven
Samuel Bjørk
Der hænger en engel alene i skoven Krimi
På dansk ved Sara Koch
Rosinante
Der hænger en engel alene i skoven er oversat fra norsk af Sara Koch efter Det henger en engel alene i skogen Copyright © 2013 by Samuel Bjørk Denne udgave: © Rosinante/ rosina nte & co, København Published by agreement with Ahlander Agency 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Eyelab Sat med Janson Text hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3414-8 Printed in Latvia 2014
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i rosina nte & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
Den 28. august 2006 kom en pige til verden på fødeafdelingen på Ringerike Sygehus i Hønefoss i Norge. Barnets mor, en femogtyve år gammel pædagog, Katarina Olsen, led af sygdommen hæmofili og døde under fødslen. Jordemoderen og et par af sygeplejerskerne som havde været til stede, beskrev senere pigebabyen som særdeles smuk. Hun blev beskrevet som stille og meget vågen, med et blik der gjorde at de der arbejdede på afdelingen, fik et helt specielt forhold til hende. Ved ankomsten til hospitalet havde Katarina Olsen opgivet faren som ukendt. I de kommende dage fik ledelsen ved Ringerike Sygehus i samarbejde med kommunen fundet barnets mormor, som nu boede i Bergen. Hun vidste slet ikke at datteren havde været gravid, og ankom til sygehuset blot for at konstatere at det nyfødte barn var forsvundet fra fødeafdelingen. I de kommende uger blev en storstilet efterforskning sat i gang af Ringerike Politikammer, men uden resultat. To måneder senere blev en svensk sygeplejerske, Joachim Wicklund, fundet død i en lille lejlighed i centrum af Hønefoss. Han havde hængt sig. På gulvet under Wicklund lå der et maskinskrevet brev med teksten »Undskyld«. Pigebarnet blev aldrig fundet.
Lise gik i skole. Trip, trap, trip, sagde det. I sin nye kjole. Trippede hun s책 glad.
7
8
Del 1
10
1 Walter Henriksen satte sig ved spisebordet ude i køkkenet og forsøgte desperat at klemme lidt morgenmad ned. Hans kone havde lavet æg og bacon. Sat sild, spegepølse og nybagt brød frem. Og en kop te lavet af urter fra deres egen have, den hun havde ønsket sig sådan efter de havde købt huset langt uden for Oslo centrum, med skoven som nærmeste nabo. Så de kunne dyrke sunde interesser. Gå tur i skoven. Dyrke grøntsager i egen køkkenhave. Plukke bær og samle svampe og ikke mindst lade hunden leve lidt friere. Det var en cockerspaniel som Walter Henriksen ikke kunne fordrage, men han elskede sin kone, og derfor var han gået med til det hele. Han sank en mundfuld brød med sild og kæmpede en hård kamp med kroppen der ville kaste maden op igen med det samme. Han tog en stor slurk appelsinjuice og forsøgte at smile så godt han kunne, selvom hans hoved dundrede som om nogen havde slået ham med en hammer. Firmafesten han havde været til aftenen forinden, var ikke gået som planlagt. Heller ikke denne gang havde han kunnet holde sig fra sprutten. Mens nyhederne kørte i baggrunden, forsøgte Walter at læse sin kones ansigt. Humøret. Om hun alligevel havde været vågen da han faldt omkuld i sengen ud på morgenstunden, præcis hvornår vidste han ikke, men sent var det i hvert fald blevet, alt for sent. Han huskede svagt at have taget tøjet af, et vagt minde om at hun sov, at han havde tænkt gudskelov, før han var besvimet på den alt for hårde madras hun havde insisteret på at de skulle købe, fordi hun havde haft så ondt i ryggen på det seneste. Walter rømmede sig let, tørrede sig om munden med servietten og strøg sig over maven, lod som om han havde nydt måltidet og var mæt. 11
»Tænkte jeg ville gå en tur med Lady,« mumlede han og skar en grimasse han håbede lignede et smil. »Åh ja, dejligt,« nikkede hans kone, lidt overrasket, for selvom det ikke blev nævnt så ofte, var hun udmærket klar over at han egentlig ikke brød sig om den tre år gamle tæve. »Måske ligefrem lidt længere end bare rundt om huset denne gang?« Han ledte efter den lidt passivt aggressive tone hun ofte brugte når hun var utilfreds med ham, smilet der ikke var et smil, men noget helt andet, men han så ikke noget til det, hun virkede tilfreds, havde ikke mærket noget. Han var gudskelov sluppet nådigt igennem. Og nu, lovede han sig selv, var det helt slut. Et sundt liv fra nu af. Ikke flere firmafester. »Ja, havde tænkt at tage hende med op i Maridalen, måske følge stien ned til Dausjøen.« »Perfekt,« smilede hans kone. Hun kørte hånden hen over hundens hoved, gav den et kys på panden og kløede den bag øret. »Ja, så kan du og far gå tur, hvad? Det bliver så dejligt, ja, det bliver det, bliver det ikke dejligt, jo, det bliver så dejligt for ladybassen, min lille basse, er du min basse?« Turen op til Maridalen gik som den plejede når han en sjælden gang var ude med hunden. Walter Henriksen havde aldrig brudt sig om hunde, han vidste ikke noget om hunde, hvis det havde været op til ham, kunne verden have været helt foruden. Han mærkede en voksende irritation mod den dumme køter der trak i snoren og ville have at han skulle gå hurtigere. Eller vente. Eller gå i en anden retning end den Walter ville. Endelig var han oppe ved stien til Dausjøen. Her kunne han i det mindste slippe hunden løs. Han satte sig på knæ, forsøgte at klappe hunden lidt på hovedet, være lidt venlig mens han løsnede snoren. »Sådan, så kan du løbe lidt rundt, hvad?« Hunden så på ham med et ubegavet blik og stak tungen ud af 12
munden. Walter tændte en cigaret og mærkede et kort øjeblik noget der næsten kunne være kærlighed over for den lille tæve. Det var jo ikke hundens fejl. Hunden var der ikke noget i vejen med. Hovedpinen var også aftagende, den friske luft gjorde godt. Han ville begynde at sætte pris på hunden fra nu af. Åh, god hund. Det var faktisk lidt hyggeligt, det her, gå tur i skoven. De var næsten venner nu, og den var dygtig til at adlyde, ja, dygtig hund. Den havde ikke snor på, og alligevel gik den helt rolig ved siden af ham på stien. I samme øjeblik satte cockerspanielen i spring, forlod stien og for gennem skoven. Fandens også. »Lady!« Walter Henriksen stod på stien og råbte, men til ingen nytte. Han smed cigaretten på jorden, bandede lidt og begyndte at klatre op ad skråningen i den retning hunden var forsvundet. Et par hundrede meter længere oppe standsede han op. Hunden lå i en lille lysning, helt roligt på jorden. Og det var der han opdagede den lille pige der hang i træet. Dinglende over jorden. Med skoletaske på ryggen. Og en seddel om halsen: Jeg rejser alene Walter Henriksen faldt ned på knæ og gjorde automatisk noget han havde haft lyst til lige siden han vågnede. Han kastede op, ned over sig selv, og begyndte så at græde.
13
2 Mia Krüger vågnede ved lyden af mågeskrig. Hun burde egentlig have vænnet sig til dem nu, det var trods alt fire måneder siden hun havde købt dette hus på en ø langt ude i det åbne hav, men byen ville ligesom ikke helt slippe sit greb i hende. Lejligheden på Torshov i Oslo, på Vogtsgate, der havde altid været larm, busser, sporvogne, politisirener, ambulancer, de havde aldrig vækket hende, det var næsten som om de gjorde hende roligere, men mågerne, den lyd kunne hun ikke lukke ude. Måske var det fordi alt andet var så stille? Hun rakte ud efter uret på natbordet, men kunne ikke se hvad klokken var. Viserne var ligesom derinde, de lå inde i tågen et sted, kvart over ti, eller halv ti, eller fem over halv ingenting. Tabletterne hun havde taget aftenen forinden, virkede stadig. Beroligende, sløvende, sansebedøvende, må ikke indtages sammen med alkohol, men hvem gik op i sådan noget? Der var alligevel kun tolv dage til hun skulle dø, krydserne på kalenderen nede i køkkenet, tolv åbne felter tilbage. Tolv dage. 18. april. Hun satte sig op i sengen, trak den islandske sweater over hovedet og slingrede ned i stuen. En kollega havde udskrevet tabletterne til hende. En påtvunget ven, en der skulle hjælpe hende med at glemme, at bearbejde, at komme videre. Politipsykolog, eller var han psykiater? Det måtte han nok være for at kunne udskrive recepter. Hun fik i hvert fald det hun ville have. Også herude, selvom det tog på kræfterne at hente dem. Tage tøj på. Starte bådens påhængsmotor. Fryse det kvarter det tog at komme i land. Starte bilen. Blive på vejen de fyrre minutter det tog ind til Fillan, byen herude, 14
hvis man kunne kalde det en by, men det var her apoteket lå, i Hjorten indkøbscenter, og så en tur på vinmonopolet samme sted. Recepterne lå klar, de var indtelefoneret fra Oslo. Apo dorm, Vival, Lamictal, Citalopram. Nogle fra psykiateren, men også et par fra lægen. De var så hjælpsomme alle sammen, så venlige, tag nu ikke for meget, vær nu forsigtig, men Mia Krüger havde ikke tænkt sig at være forsigtig. Hun var ikke taget herud for at få det bedre. Hun var taget herud for at forsvinde. Tolv dage tilbage. 18. april. Mia Krüger tog en flaske mineralvand ud af køleskabet, tog tøj på og gik ned til havet. Hun satte sig på klippen, trak jakken tættere om sig og tog dagens første tabletter. Lommeuld. Forskellige farver. Hun anede ikke præcis hvilke hun tog i dag, var stadig ør i hovedet, men det var lige meget. Hun skyllede dem ned med en slurk fra flasken og strakte benene ud så fødderne kom tættere på bølgerne. Hun sad og så på sine støvler. Det gav ikke mening, det var ligesom ikke hendes fødder, men nogle andres, langt dernede et sted. Hun flyttede blikket hen på havet i stedet. Det gav heller ikke mening, men hun tvang sig til at blive ved med at se ud på det alligevel, på horisonten langt derude, den lille holm derude et sted som hun ikke vidste hvad hed. Valget af stedet havde været tilfældigt. Hitra. En ø i Trøndelag. Det kunne have været hvor som helst, så længe hun kunne være alene. Hun havde ladet sin ejendomsmægler bestemme. Sælg min lejlighed, og giv mig noget andet. Han havde set på hende med et skævt blik, som om hun var skør, eller dum, men han ville jo gerne tjene penge, så han gav fanden i det, var jo egentlig ligeglad. Det hvide smil der så venligt sagde at det skulle han nok ordne, ville hun sælge med det samme? Var der noget særligt hun havde i tankerne? Den falske venlighed, men hun havde set indersiden af hans øjne. Tanken gav hende kvalme. Uærlige og ulækre øjne. Hun havde af en eller anden grund altid set mennesker omkring sig indefra. Hun havde set det glatte væsen i slips og jakkesæt, og hun havde ikke brudt sig om det hun så. 15
Du bliver nødt til at bruge dit talent når du nu har fået det. Forstår du ikke det? Du bliver nødt til at bruge det til noget! Fandeme om hun skulle bruge det til noget. Ikke længere. Aldrig mere. Tanken gjorde hende rolig. Hun havde i det hele taget været virkelig rolig efter at hun kom herud. Hitra. Ejendomsmægleren havde gjort et godt stykke arbejde. Det var lige før hun sendte ham en venlig tanke. Mia Krüger rejste sig fra klippen og gik ad stien tilbage til huset. Det var tid til dagens første drink. Hun vidste ikke hvad klokken var, men det var på tide. Hun havde købt dyre flasker, bestilt dem på forhånd, måske lidt selvmodsigende, hvorfor nyde noget dyrt når hun alligevel havde så kort tid tilbage, men så på den anden side, hvorfor ikke? Hvorfor dit? Hvorfor dat? Hun var holdt op med at tænke på sådan noget for længe siden. Hun åbnede en flaske Armagnac Domaine de Pantagnan 1965 Labeyrie og skænkede trekvart op i en uvasket tekop hun fandt på køkkenbordet. En flaske armagnac til otte hundrede kroner i en uvasket kop. Se hvor ligeglad jeg er. Kan du se det? Hun smilede lidt for sig selv, fandt endnu et par tabletter frem fra bukselommen og gik ned til klippen igen. Igen sendte hun en næsten venlig tanke til ejendomsmægleren med de alt for hvide tænder. Hvis det var et blivende sted hun var ude efter, kunne dette godt have været stedet. Luften, udsigten over havet, roen der lå under de hvide skyer. Hun havde aldrig haft noget forhold til Trøndelag, men hun var faldet for øen så snart hun kom. Der var hjorte her. Utallige hjorte, og det havde fascineret hende, hjorte hørte ligesom til andre steder, i Alaska, på film. Disse smukke dyr som folk absolut ville skyde. Mia Krüger havde lært at skyde på akademiet, men hun havde aldrig brudt sig om våben. Våben er ikke noget man leger med, våben var noget man kun brugte når det virkelig var nødvendigt, og helst ikke engang da. Jagtsæsonen for hjorte på Hitra gik fra september til november, og en dag på vej til apoteket havde hun mødt en flok unge mennesker i færd med at binde en hjort fast på ladet af en bil. I februar, uden for jagtsæsonen, og et øjeblik havde hun overvejet 16
at stoppe, tage deres navne, indrapportere dem, så de fik deres velfortjente straf, men hun havde bidt det i sig og ladet det passere. Én gang politi, altid politi? Ikke længere. Fandeme nej. Tolv dage tilbage. Attende april. Hun drak den sidste slurk af armagnacen, lænede hovedet tilbage på klippen og lukkede øjnene.
17
3 Holger Munch svedte da han stod i ankomsthallen i lufthavnen i Trondheim, Værnæs, og ventede på at få udleveret sin udlejebil. Flyet var landet senere end planlagt på grund af tåge i Oslo lufthavn, Gardemoen, og igen tænkte Holger på forskeren Jan Fredrik Wiborg, der havde begået selvmord i København efter at have kritiseret placeringen af den nye lufthavn fordi vejrforholdene var problematiske. Selv nu, atten år senere, kunne han ikke lade sagen ligge, en voksen mands krop ud af et alt for lille hotelvindue, helt uden grund, lige før det skulle bestemmes i Stortinget hvor lufthavnen skulle ligge? Og hvorfor havde hverken dansk eller norsk politi været villige til at lave en ordentlig udredning af sagen? Holger lod tanken fare da den lyshårede pige i Europcar-skranken rømmede sig og sagde at det var hans tur. »Munch,« sagde han. »Der er bestilt en bil.« »Nå, så det er dig der skal have et nyt museum i Oslo, hvad?« blinkede pigen i den grønne uniform. Munch forstod ikke morsomheden med det samme. »Det er måske ikke dig der er Munch, maleren?« smilede pigen mens hun lystigt tastede videre på computeren foran sig. »Hvad? Nej, ikke maleren,« sagde Munch tørt. »Ikke engang en slægtning.« Så havde jeg ikke stået her, ikke med den arv, tænkte Munch da pigen rakte ham et stykke papir han skulle skrive under på. Holger Munch hadede at flyve, det var derfor hans humør ikke var helt i top. Ikke fordi han var bange for at flyet skulle falde ned, Holger Munch var hobbymatematiker og vidste at risikoen for at et fly skulle styrte ned, var mindre end at blive ramt af lynet to 18
gange på en dag, nej, Holger Munch hadede at flyve fordi han næsten ikke længere kunne klemme sig ned i sædet. »Sådan,« smilede pigen i den grønne uniform venligt og gav ham nøglerne. »En stor, fin Volvo V70, alt betalt, åben lejetid og kørelængde, du kan aflevere hvor og hvornår du ønsker. God tur.« Stor? Var det også en morsomhed, eller var det for at berolige ham? Her får du en stor bil med god plads fordi du er blevet så rund at du næsten ikke kan se dine sko længere? Holger Munch kastede et blik på sig selv i de store vinduer uden for ankomsthallen på vej til parkeringshuset. Det var måske på høje tid. At begynde at træne lidt. Spise sundere. Smide et par kilo. Af flere grunde var han begyndt at tænke i de baner på det seneste. At løbe efter kriminelle var han holdt op med for flere år siden, det havde han folk til, det var ikke derfor, nej, de seneste par uger var Holger Munch næsten blevet lidt forfængelig. Jamen, Holger, ny trøje? Jamen, Holger, ny jakke? Jamen, Holger, har du trimmet skægget? Han låste Volvoen op, satte telefonen i handsfree-sættet og tændte den. Han spændte sikkerhedsselen og kørte ind mod Trondheim centrum. Beskederne begyndte at tikke ind. Han sukkede. En time med slukket telefon, men nu var den i gang igen. Aldrig fri fra verden. Det var ikke helt sandt at det kun var flyveturen der havde gjort ham i dårligt humør. Der havde været så meget at se til på det seneste. Både på arbejde og derhjemme. Holger lod fingrene rulle hen over smartphonens skærm, den politietaten havde beordret ham at anskaffe sig, det skulle være hightech nu, up to date, også i Hønefoss, hvor han havde tilbragt de seneste atten måneder. Ringerike Politikammer. Det var der han havde indledt sin karriere, og nu var han tilbage på samme sted. På grund af episoden ved Tryvann. Syv opkald fra hovedkontoret i bydelen Grønland i Oslo. To fra ekskonen. Et fra datteren. To fra plejehjemmet. Samt et utal sms’er. Holger Munch lod verden være verden lidt endnu og tændte for radioen. Han fandt NRK Klassisk frem, rullede vinduet ned og 19
tændte en cigaret. Cigaretter var hans eneste last, bortset fra mad naturligvis, men det var noget helt andet. Holger Munch havde ikke i sinde at holde op med at ryge lige meget hvor mange love politikerne fandt på, og hvor mange ‘rygning forbudt’-skilte der hang overalt, som for eksempel på bilens instrumentbræt. Han kunne ikke tænke uden at ryge, og hvis der var noget Holger Munch holdt af, så var det at tænke. Bruge hjernen. Kroppen var han ligeglad med så længe hjernen fungerede. De spillede Händels Messias i radioen, ikke Munchs yndlings, men det måtte gå an. Han var mere til Bach, han kunne godt lide det matematiske i musikken, ikke alle disse følelseskomponister. Wagners ariske æggen til krig, Ravels impressionistiske emotionelle verden. Munch lyttede til klassisk musik for at slippe væk fra alle de menneskelige følelser. Hvis mennesket havde været et regnestykke, havde alting været så meget enklere. Han kørte hastigt fingeren hen over vielsesringen og tænkte på Marianne, sin ekskone. Det var ti år siden nu, og alligevel kunne han ikke helt få sig selv til at tage den af. Havde hun ringet? Måske ville hun? Nej. Brylluppet. Selvfølgelig. Det var naturligvis brylluppet hun ville tale om. De havde en datter sammen. Miriam skulle giftes. Praktiske ting skulle diskuteres. Ikke andet. Holger Munch smed cigaretten ud ad vinduet og tændte en ny. K affe drikker jeg ikke, alkohol rører jeg aldrig. En smøg må sgu da være tilladt. Holger Munch havde kun været fuld én gang, da han var fjorten, det var farens kirsebærvin i hytten ved Larvik, og siden da havde han ikke rørt alkohol. Behovet var der ikke. Heller ikke lysten. At røre ved hjernecellerne? Det kunne ikke falde ham ind. Cigaretter derimod og måske en burger. Han drejede ind på en Shell-tank ved Stav Gjestegård og bestilte en baconburgermenu som han spiste på en bænk med udsigt ud over Trondheimsfjorden. Hvis Holger Munchs kolleger skulle have beskrevet ham med tre ord, ville to af dem nok være nørd. Klog, ville måske blive det sidste, eller lidt for rar. Men helt sikkert 20
nørd. En tyk, rar nørd der aldrig rørte alkohol, elskede matematik, klassisk musik, krydsord og skak. Lidt kedelig måske, men en usædvanlig god efterforsker. Og en retfærdig leder. Så gjorde det ikke så meget at han aldrig tog med ud og drak en øl eller ikke havde været på en eneste date siden hans kone forlod ham til fordel for en lærer fra Hurum, som havde to måneders ferie om året og aldrig skulle stå op midt om natten uden at kunne redegøre for hvor han skulle hen. Der var ingen der havde en lige så god opklaringsprocent som Holger Munch, det vidste alle. Alle kunne godt lide Holger Munch. Alligevel var han tilbage i Hønefoss. Jeg degraderer dig ikke, jeg flytter dig bare. Som jeg ser det, skal du være glad for overhovedet at have et job. Han havde næsten sagt op på stedet dengang uden for Mikkelsons kontor på Politihuset på Grønland, men han havde besindet sig. Hvad skulle han ellers gøre? Blive sikkerhedsvagt? Holger Munch satte sig ind i bilen igen, kørte ad E6 ind mod Trondheim. Han tændte en ny cigaret og fulgte omfartsvejen syd om byen. Bilen havde GPS, men han tændte den ikke. Han vidste hvor han skulle hen. Mia Krüger. Han sendte sin gamle kollega en venlig tanke idet telefonen ringede igen. »Munch.« »Hvor fanden er du henne?« Det var Mikkelson i den anden ende, han var ophidset, sekunder fra et hjertetilfælde som altid. Hvordan den mand havde overlevet ti år i en chefstilling på Politihuset, var et mysterium for mange. »Jeg er i bilen, hvor fanden er du henne?« svarede Munch tørt. »I bilen hvor? Er du fremme?« »Nej, jeg er ikke fremme endnu, jeg er lige landet, det ved du udmærket godt, hvorfor ringer du?« »Jeg ville bare tjekke at du gør som vi er blevet enige om.« »Jeg har mappen her, og jeg har tænkt mig at aflevere den, hvis det er det du mener,« sukkede Munch. »Var det virkelig nødven21
digt at sende mig helt herop bare for at aflevere den? Hvad med et bud? Vi kunne have brugt det lokale politi.« »Du ved udmærket godt hvorfor det er dig der er der,« svarede Mikkelson. »Og jeg vil have at du skal gøre som du har fået besked på denne gang.« »For det første,« sukkede Munch og smed skoddet ud ad vinduet, »skylder jeg dig ikke noget. For det andet skylder jeg dig ikke noget. For det tredje er du ansvarlig for at jeg ikke længere bruger min hjerne til det den skal bruges til, så hold din kæft. Ved du hvad det er for nogle sager jeg arbejder med for tiden? Vil du høre det, Mikkelson? Hvad jeg arbejder med?« Der blev stille i den anden ende et øjeblik. Munch lo for sig selv. Hvis der var noget Mikkelson hadede, var det at bede nogen om en tjeneste. Han vidste at Mikkelson var irriteret nu, og han frydede sig over at hans gamle chef var nødt til at besinde sig og ikke fik det præcis som han ville. »Bare få det overstået.« »Ay ay, sir.« Munch smilede og gjorde honnør til bakspejlet. »Du kan godt droppe den ironiske tone, Munch, giv mig et ring når du har noget.« »Det skal jeg nok. Åh, jo, der var lige en ting til ...« »Hvad?« brummede Mikkelson. »Hvis hun er med, så er jeg inde igen. Ikke mere Hønefoss til mig. Og jeg vil have de gamle lokaler i Mariboesgate tilbage. Vi arbejder uden for huset. Og jeg vil have det samme team som før. Okay?« Der blev stille i den anden ende et kort øjeblik. »Det er helt udelukket. Ikke på vilkår, Munch. Det er ...« Munch smilede og lagde på før Mikkelson fik sagt mere. Han tændte en ny cigaret, tændte radioen igen og drejede ud på vejen til Orkanger.
22