Bracken DARKEST MINDS OND VILJE (Læseprøve) by Gyldendal

Titel

ALEXANDRA BRACKEN

DARKEST MINDS OND VILJE PÅ DA NSK V ED THOM AS MU NK HOLT

HØST & SØN

Kolofon

Darkest minds 1 – Ond vilje er oversat fra engelsk af Thomas Munkholt efter The Darkest Minds Copyright © 2012 Alexandra Bracken This edition is published by arrangement with Hyperion, an imprint of Disney Book Group Published by agreement with Ia Atterholm Agency Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINA NTE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslagsdesign: Michael S. Heath Dansk versionering: Lars Rosenquist Bech-Jessen/bogmager.dk Sat med Janson hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5490-0 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Uddraget af Kaninbjerget er redigeret efter Jannick Storms oversættelse (Borgen, 1997)

Til Stephanie og Daniel, der var sammen med mig på samtlige køreture.

Høst & Søn er et forlag i ROSINA NTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk

PROLOG Vi fjernede ukrudt i haven, da de aktiverede den hvide støj. Jeg har altid reageret voldsomt på den. Det gjorde ikke nogen forskel, om jeg var udenfor, spiste i messen eller var låst inde i min hytte. De skingre lyde eksploderede som en rørbombe mellem mine ører. De andre piger i Thurmond fandt sig selv igen kort efter og rystede kvalmen og desorienteringen af sig som græsstrå, der klæbede til deres lejruniformer. Men ikke mig. Der gik flere timer, før jeg var mig selv igen. Det burde ikke have været anderledes denne gang. Men det var det. Jeg så ikke, hvad der udløste straffen. Vi arbejdede så tæt på lejrens elektriske hegn, at jeg kunne lugte den ozonholdige luft og mærke højspændingen summe i mine tænder. Måske var der en, der blev modig og besluttede sig for at træde uden for havens afgrænsning. Eller måske var der en, der drømte stort og opfyldte alle vores fantasier ved at kaste en sten i nakken på den nærmeste Psi Elitesoldat. Det ville have været dét værd. Det eneste, jeg vidste med sikkerhed, var, at sirenerne udsendte to varselshyl: et kort, et langt. Det kriblede i nakken, og jeg bøjede mig frem på den fugtige jord med hænderne presset mod mine ører og skuldrene spændte for at tage imod stødet. Lyden fra højtalerne var ikke almindelig hvid støj. Det var ikke den underlige summen, der sommetider breder sig, når man sidder i tavshed, eller den dæmpede brummen fra en computerskærm. For den amerikanske regering og ministeriet for 5

psi-unge var det en uskøn blanding af en bilalarm og et tandlægebor skruet så højt op, at ens ører begyndte at bløde. Helt bogstaveligt. Lyden blæste ud af højtalerne og flænsede hver eneste nerve i kroppen. Den tvang sig forbi mine hænder, brølet overdøvede skrigene fra hundrede unge freaks og landede midt i min hjerne, hvor jeg ikke kunne nå ind for at flå den ud. M ine øjne løb i vand. Jeg forsøgte at presse ansigtet ned i jorden, og jeg kunne smage blod og muld. En pige faldt forover ved siden af mig med munden åben i et skrig, jeg ikke kunne høre. Alt andet gled ud af fokus. M in krop skælvede i takt med salverne af statisk støj og krøllede sig sammen som gammelt, gulnet papir. Nogen lagde sine hænder på mine skuldre. Jeg hørte nogen sige mit navn – Ruby – men jeg var for langt væk til at svare. Væk, væk, væk – jeg sank ned, indtil der ikke var noget tilbage, som om jorden havde opslugt mig i et enkelt, dybt åndedrag. Så blev der mørkt. Og stille.

ET Grace Sommerfield var den første, der døde. I hvert fald den første i min tredjeklasse. På det tidspunkt var der garanteret allerede i tusindvis, måske endda i hundredtusindvis af børn, der var endt som hende. Folk var så sløve til at lægge to og to sammen. Eller også havde nogen bare fundet den perfekte måde at holde os hen i uvidenhed på, længe efter at børnene begyndte at dø. Da sandheden om dødsfaldene langt om længe blev almindeligt kendt, indførte min skole strengt forbud mod at lade lærere og personale tale med os om, hvad der dengang blev kaldt for Everharts sygdom, opkaldt efter Michael Everhart, dens første officielle offer. Snart var der nogen, der besluttede sig for at give den et rigtigt navn: Idiopatisk Adolescensrelateret Akut Neurodegeneration – eller bare IAAN. Og så var det ikke længere bare Michaels sygdom. Det var vores alle sammens. A lle de voksne, jeg kendte, gemte deres viden godt væk bag falske smil og kram. Jeg var stadig fanget i min egen verden af solskin, ponyer og min racerbilsamling. Når jeg tænker tilbage nu, fatter jeg ikke, hvor naiv jeg var, og hvor mange ledetråde jeg overså. Selv store ting, som da min far, der var politimand, begyndte at få en masse overarbejde og dårligt kunne holde ud at kigge på mig, når han endelig kom hjem. Min mor satte mig på en streng vitaminkur og nægtede at lade mig være alene, om det så bare var i et par minutter. 7

På den anden side var begge mine forældre enebørn. Jeg havde ingen døde fætre eller kusiner, der kunne hejse det røde flag, og min mors afvisning af at købe en ‘sjælesugende malstrøm af idioti og hjernedød underholdning’ – det, de fleste kalder for et fjernsyn – betød, at ingen uhyggelige nyheder skabte chokbølger i min lille boble. Forældrekontrollen på vores internetadgang var i CIA-klasse og sørgede for, at jeg var mere optaget af, hvordan mine tøjdyr sad arrangeret på sengen end risikoen for at dø inden min ti-års fødselsdag. Men jeg var også fuldkommen uforberedt på det, der skete den 15. september. Det havde regnet om natten, så mine forældre sendte mig i skole iført røde gummistøvler. I timen snakkede vi om dinosaurer og øvede os i skråskrift, indtil mrs. Port gav os fri til spisefrikvarteret med sit sædvanlige lettede blik. Jeg husker tydeligt hver eneste detalje fra spisefrikvarteret den dag, ikke fordi jeg sad over for Grace ved bordet, men fordi hun var den første, og fordi det ikke burde kunne ske. Hun var ikke gammel, som bedstefar havde været. Hun havde ikke kræft som mors veninde Sara. Ingen allergier, ingen hoste, ingen slag i hovedet – intet. Da hun døde, kom det helt ud af det blå, og ingen af os forstod betydningen af det, før det var for sent. Grace var fordybet i en diskussion om en flue, der var fanget i hendes Jell-O-bæger. Den røde klump gelé blævrede, da hun viftede med koppen, og løb over kanten, når hun klemte lidt for hårdt. Alle havde naturligvis hver deres holdning til, om det var en flue eller et stykke slik, Grace havde stukket ned i desserten. Det gjaldt også mig. »Jeg lyver ikke,« sagde Grace. »Jeg er bare ...« Hun gik i stå. Det røde plasticbæger gled ud mellem hendes fingre og ramte bordet. Hendes mund stod åben, og hendes øjne var fikseret på noget bag mit hoved. Graces pande var 8

rynket, lidt som om hun lyttede til en forklaring af noget ekstremt kompliceret. »Grace?« husker jeg at have sagt. »Er du okay?« Hun kiggede opad og vendte det hvide ud, i det korte øjeblik det tog øjenlågene at gå i. Et lille suk undslap Grace, og det var ikke engang nok til at blæse de hår væk, der sad fast på hendes læber. A lle ved bordet stivnede, men vi må have tænkt nøjagtigt det samme: Hun er besvimet. En uge eller to forinden var Josh Preston besvimet på legepladsen, fordi, som mrs. Port havde forklaret, han ikke havde sukker nok i systemet – et eller andet fjollet i den stil. En skoleassistent skyndte sig hen til vores bord. Hun var en af fire ældre damer med hvide solskærme og fløjter, der skiftedes til at være gårdvagt på legepladsen og i kantinen i løbet af ugen. Jeg aner ikke, om hun havde nogen lægelige kvalifikationer bortset fra en vag idé om kunstigt åndedræt, men hun trak ikke desto mindre Graces livløse krop ned på gulvet. Hun var omgivet af et fascineret publikum, da hun pressede øret mod Graces lyserøde T-shirt og lyttede efter et hjerteslag, der ikke var der. Jeg ved ikke, hvad den gamle dame tænkte, men hun gav sig til at råbe, og pludselig var vi omringet af hvide solskærme og nysgerrige ansigter. Det var først, da Ben Cho puffede til Graces slappe hånd med sin tennissko, at nogen af os indså, at hun var død. De andre børn gav sig til at skrige. Tess græd så voldsomt, at hun ikke kunne få vejret. Små fødder trampede hen mod døren, ud af kantinen. Jeg blev bare siddende, omgivet af efterladte frokoster, stirrede på Jell-O-bægeret og lod rædslen krible igennem mig, indtil mine arme og ben føltes, som om de for evigt ville være groet fast til bordet. Hvis skolens sikkerhedsvagt ikke var kom9

met og havde båret mig udenfor, ved jeg ikke, hvor længe jeg ville være blevet der. Grace er død, tænkte jeg. Grace er død? Grace er død. Og det blev værre. En måned senere, efter den første store bølge af død, udsendte Center for smittekontrol og forebyggelse en fempunktsliste over symptomer, der skulle gøre det lettere for forældre at vurdere, om deres barn var i risiko for IAAN. På det tidspunkt var halvdelen af min klasse døde. M in mor gemte listen så godt, at jeg kun fandt den ved et uheld, da jeg klatrede op på køkkenbordet for at lede efter den chokolade, hun havde gemt bag sine bageremedier. Sådan afgør du, om dit barn er i risikogruppen, stod der i brochuren. Jeg genkendte papirets flammende orange farve: Det var det ark, mrs. Port havde sendt med de få resterende elever hjem et par dage forinden. Hun havde foldet det to gange og hæftet det med tre clips for at forhindre os i at læse det. Kun til Rubys forældre, stod der udenpå, med tre streger under. Tre streger var alvor. Mine forældre ville have givet mig stuearrest, hvis jeg åbnede det. Heldigvis for mig var det allerede åbent. 1. Jeres barn kommer pludselig i dårligt humør og bliver indadvendt og/eller mister interessen for aktiviteter, h/n tidligere fandt glæde ved. 2. H/n begynder at have vanskeligere end normalt ved at koncentrere sig eller bliver pludselig hyperfokuseret på opgaver, hvilket resulterer i at h/n mister tidsfornemmelsen og/eller negligerer sig selv eller andre. 3. H/n oplever hallucinationer, opkast, kronisk migræne, hukommelsestab og/eller besvimelsesanfald. 4. H/n bliver tilbøjelig til voldelige udbrud, usædvanlig 10

ubesindig adfærd eller selvskade (forbrændinger, blå mærker eller uforklarlige snitsår). 5. H/n udvikler adfærd eller evner, der er uforklarlige, farlige eller forvolder skade på jer eller andre. HV IS JERES BARN UDV ISER NOGEN AF OVENSTÅENDE SYMPTOMER, SK AL I REGISTRERE HA M/HENDE PÅ IA A N.GOV OG AFVENTE AT BLIVE KONTAKTET A NGÅENDE HV ILKET LOK ALT HOSPITAL, H/N SK AL INDLÆGGES PÅ.

Da jeg havde læst brochuren færdig, foldede jeg den nydeligt sammen igen, lagde den præcis, hvor jeg havde fundet den, og kastede op i håndvasken. Bedste ringede senere på ugen og forklarede det hele for mig på sin sædvanlige ligefremme Bedste-facon. Børn døde til højre og venstre, alle på min alder. Men lægerne arbejdede på sagen, og jeg skulle ikke være bange, for jeg var hendes barnebarn, og det hele skulle nok gå. Jeg skulle være sød at fortælle mine forældre, hvis jeg mærkede noget underligt, var det forstået? Situationen udviklede sig hurtigt fra ondt til rædselsvækkende. En uge efter at tre ud af fire børn i mit kvarter var blevet begravet, holdt præsidenten en formel tale til nationen. Mor og far så den direkte på computeren, og jeg lyttede med fra den anden side af døren ind til kontoret. »Mine kære landsmænd,« begyndte præsident Gray. »Vi står i dag over for en katastrofal krise, der truer ikke blot vores børns liv, men selve vor stolte nations fremtid. Må det bringe jer trøst at vide, at vi her i nødens stund i Washington er i færd med at udvikle programmer, både for at støtte familier ramt af denne vederstyggelige lidelse og de børn, der er så velsignede at overleve den.« Jeg ville ønske, jeg kunne have set hans ansigt, mens han talte, for jeg tror, han vidste – det må han have gjort – at denne 11

trussel, denne brist i vores ellers så glorværdige fremtid, intet havde at gøre med de børn, der døde. De var begravet eller brændt til aske, og der var ikke andet, de kunne gøre end at hjemsøge de mennesker, der havde elsket dem. De var væk. For evigt. Og symptomlisten – den, der blev sendt med hjem af lærere, foldet og hæftet, og som blev gentaget hundredvis af gange i nyhederne, mens de dødes ansigter gled forbi i bunden af skærmen? Det handlede slet ikke om, at de var bange for de børn, der måske ville dø, eller de tomme pladser, de efterlod sig. De var bange for os – dem, der levede.

TO Det regnede, den dag de førte os til Thurmond, og det fortsatte med at regne hele ugen, og ugen efter. Iskold regn, den slags, der ville have været sne, hvis det havde været et par grader koldere. Jeg kan huske, hvordan jeg fascineret så dråberne tegne febrilske spor hen over skolebussens ruder. Hvis jeg havde været derhjemme, i en af mine forældres biler, ville jeg have fulgt dråbernes slalommønster over det kolde glas med mine fingerspidser. I stedet var mine hænder bundet bag ryggen, og mændene i de sorte uniformer havde sat os, så vi var fire om et sæde. Der var dårligt nok plads til at trække vejret. Varmen fra cirka hundrede kroppe fik bussens ruder til at dugge, og de fungerede som afskærmning mod verden udenfor. Senere blev vinduerne i de gule busser, de brugte til at hente børnene i, malet over med sort maling. Så langt havde de ikke tænkt endnu. Jeg sad nærmest vinduet på den fem timer lange køretur, så jeg fik et glimt af landskabet, der gled forbi, hver gang regnen lettede en anelse. Det så alt sammen fuldstændig ens ud – grønne marker og strækninger tæt bevokset med træer. Vi kunne sådan set stadig have været i Virginia. Pigen ved siden af mig, der senere blev klassificeret som Blå, lod på et tidspunkt til at genkende et skilt, for hun lænede sig ind over mig for bedre at kunne se. Hun så en lille smule bekendt ud, som om jeg havde set hendes ansigt tilfældigt i byen, eller hun måske 13

var fra nabobyen. Alle de børn, der var med mig, var vist fra Virginia, men det var umuligt at vide med sikkerhed, for der var kun én vigtig regel, og det var Stille. Efter at have hentet mig derhjemme dagen før havde de opbevaret mig sammen med de andre børn i en form for lagerbygning natten over. Lokalet var badet i unaturlig skarpt lys. De placerede os i en klynge på det beskidte betongulv og rettede tre projektører imod os. Vi fik ikke lov til at sove. Mine øjne løb så meget i vand af støvet, at jeg ikke kunne se de andres fugtigkolde, blege ansigter, for slet ikke at tale om de soldater, der havde stået lige uden for ringen af lys og holdt øje med os. På en underlig måde ophørte de med at være helstøbte, almindelige mænd og kvinder. I halvsøvnens grå døs registrerede jeg dem i små, rædselsvækkende bidder: petroleumstanken af skosværte; det knirkende, stive læder; en krusning af foragt på deres læber. Støvlesnuden, der borede ind i min side og tvang mig til at vågne igen. Næste morgen var køreturen fuldkommen stille bortset fra soldaternes walkier og de børn, der græd bagerst i bussen. Drengen, der sad på det yderste af vores sæde, tissede i bukserne, men det havde han ikke tænkt sig at fortælle til den rødhårede PE’er, der stod ved siden af ham. Hun havde stukket ham en lussing, da han beklagede sig over, at han ikke havde fået noget at spise hele dagen. Jeg skiftevis bøjede og strakte mine bare fødder mod gulvet i et forsøg på at holde mine ben i ro. Sulten gav mig en underlig fornemmelse i hovedet, og den boblede med mellemrum op og overvældede selv de jag af rædsel, der skød igennem mig. Det var svært at koncentrere sig og endnu sværere at sidde stille. Jeg havde det, som om jeg krympede, og forsøgte at gå i ét med sædet for helt at forsvinde. Mine hænder var næsten følelsesløse efter at have været bundet fast i samme stilling så længe. Forsøget på at strække den plasticstrip, der strammede 14

omkring dem, udrettede ikke andet end at få den til at skære sig dybere ind i den bløde hud. Psi Eliteenheden – det var, hvad buschaufføren havde kaldt sig selv og de andre, da de hentede os i lagerbygningen. I skal følge med os, efter bemyndigelse fra psi-kommandant Joseph Taylor. Han holdt et stykke papir i vejret som bevis, så det var sikkert rigtigt. Jeg havde i hvert fald lært hjemmefra ikke at sige de voksne imod. Bussens undervogn dykkede, da vi drejede fra den smalle vej og ind på en endnu smallere vej. De nye vibrationer vækkede dem, der havde været så heldige – eller tilstrækkeligt udmattede – at falde i søvn. De fik også sat gang i de sorte uniformer. Soldaterne stod lidt rankere, og deres opmærksomhed var rettet mod forruden. Det høje, truende hegn var det første, jeg så. Den mørkegrå himmel bredte et dystert, mørkeblåt skær ud over alt andet. Det havde en sølvfarvet glød, og vinden hylede igennem det. Umiddelbart under mit vindue dukkede snesevis af mænd og kvinder i kampuniform op, og de eskorterede bussen ind i raskt trav. PE’eren i vagtskuret ved lågen rejste sig og gjorde honnør til chaufføren, da han kørte igennem. Bussen stoppede med et sæt, og alle blev beordret til at sidde dødsens stille, mens lågen ind til lejren gled i og smækkede bag os. Låsen smældede i stilheden som torden. Vores bus var ikke den første, der var kørt igennem – det var sket året før. Det var heller ikke den sidste. Der var yderligere tre år til, før lejrens kapacitet var brugt op. A lting var helt stille i et enkelt åndedrag, indtil en soldat i sort regnslag bankede på bussen. Chaufføren trak i et håndtag for at åbne døren og satte dermed en stopper for håbet om, at det her bare var et kort stop på vejen. Soldaten var en enorm mand. Typen, der spiller den onde kæmpe på film eller skurken i en tegnefilm. PE’eren holdt hæt15

ten oppe, der dækkede for hans ansigt, hår og alt andet, der kunne gøre det muligt at genkende ham senere. Det var vel egentlig lige meget. Han talte ikke på egne vegne. Han talte på vegne af hele lejren. »Nu rejser I jer op og forlader bussen i god ro og orden,« råbte han. Chaufføren forsøgte at række ham en mikrofon, men soldaten verfede den til side. »I vil blive opdelt i grupper af ti, og I vil blive bragt ind til test. I skal ikke prøve på at flygte. I skal ikke sige noget. I skal ikke gøre noget som helst andet, end hvad I bliver bedt om. Ethvert brud på disse instrukser vil blive straffet.« Jeg var ti og en af de yngste i bussen, selvom der helt sikkert var enkelte, der var yngre. De fleste lod til at være tolv, endda tretten. Hadet og mistroen, der brændte i soldaternes øjne, var muligvis nok til at tæmme mig, men det vækkede kun oprør hos de ældre børn. »Rend mig i røven!« var der en, der råbte omme bag i bussen. Vi vendte os alle sammen samtidig og nåede lige at se PE’eren med flammerødt hår hamre geværkolben i munden på drengen. Han skreg i smerte og overraskelse, og soldaten gjorde det igen. Fine blodstænk sprøjtede fra hans mund, da han tog sin næste, vrede vejrtrækning. Med hænderne bag ryggen kunne han umuligt parere angrebet. Han måtte bare tage imod. De gav sig til at føre børnene ud af bussen, ét sæde af fire ad gangen. Men jeg betragtede stadig den dreng, og hvordan han syntes at udstråle en sky af indebrændt, giftigt raseri. Jeg ved ikke, om han mærkede mig stirre, men drengen vendte sig imod mig og gengældte mit blik. Han nikkede til mig, nærmest opmuntrende. Og da han smilede, blottede han sine blodige tænder. Jeg mærkede, hvordan jeg blev hevet op fra sædet, og nærmest inden jeg indså, hvad der var ved at ske, skøjtede jeg ned ad bussens våde trin og landede på knæene i den silende 16

regn. En anden PE’er trak mig op og førte mig i retning af to piger på min egen alder. Deres tøj klæbede til dem som gamle menneskers hud, gennemsigtig og løsthængende. Der var næsten tyve PE’ere, der sværmede om den velordnede række af børn. Mine fødder var fuldstændigt opslugt af mudderet, og jeg skælvede i min pyjamas, men det var der ingen, der lagde mærke til, og der var ingen, der kom for at klippe stripsene af mine hænder. Vi ventede i tavshed med tungen bidt fast mellem tænderne. Jeg kiggede op på skyerne og vendte ansigtet op mod den silende regn. Det så ud, som om himlen faldt, stykke for stykke. De sidste grupper af fire blev hevet ud af bussen og smidt på jorden. Drengen med det forslåede ansigt var den sidste til at stå af, umiddelbart bag en høj lyshåret pige med et tomt blik. Jeg kunne dårligt skelne dem bag tovene af regn og bussens duggede ruder, men jeg var sikker på, jeg så drengen bøje sig frem og hviske noget i pigens øre, netop som hun tog det første skridt ud af bussen. Hun nikkede, et lille hurtigt vip med hagen. I samme sekund hendes sko ramte mudderet, fór hun til højre og undveg den nærmeste PE’ers hænder. En af soldaterne bjæffede et truende »Stop!« men hun løb videre, direkte hen mod lågen. Al opmærksomhed var rettet mod hende, og der var ingen, der tænkte på at se på drengen, der stadig var i bussen – på nær mig. Han luskede ned ad trappen med blod ud over sin hvide hættetrøje. Den samme PE’er, der havde slået ham, hjalp ham ned, som hun havde gjort med os andre. Jeg så hendes fingre lukke sig om hans albue og mærkede ekkoet af hendes greb om min egen ømme hud. Jeg så ham vende sig om og sige noget til hende, og hans ansigt var en maske af uforstyrret ro. Jeg så PE’eren slippe hans arm, tage pistolen ud af hylsteret og uden et ord – uden så meget som at blinke – stikke løbet i sin mund og trykke af. 17

Jeg ved ikke, om jeg skreg højt, eller om den halvkvalte lyd var kommet fra kvinden, der to sekunder for sent vågnede og indså, hvad hun var i færd med. Synet af hendes ansigt – hendes leddeløse kæbe, hendes øjne, der bulede ud af kraniet, krusningen gennem hud, der pludselig blev slap – stod ætset i luften meget længere end eksplosionen af rødt, forstøvet blod og klumper af hår mod bussen. Pigen ved siden af mig besvimede på stedet, og pludselig var der ikke en eneste af os, der ikke skreg. Soldaten ramte jorden, præcis samtidigt med at den flygtende pige blev tacklet ned i mudderet. Regnen vaskede soldatens blod af bussens ruder og gule paneler og fortyndede de fyldige mørke streger, indtil de var helt væk. Så stærkt gik det. Drengen kiggede kun på os. »Løb!« råbte han gennem sine knuste tænder. »Hvad har I gang i? Løb – løb!« Det første, der gik gennem mine tanker, var ikke, Hvad er du for en? eller bare Hvorfor? Det var, Jeg har ingen steder at flygte hen. Han kunne lige så godt have sprængt hele bussen i luften, så meget panik udløste det. Nogle af børnene hørte efter og forsøgte at flygte hen til hegnet, blot for at blive bremset af adskillige sortklædte soldater, der dukkede op ud af ingenting. De fleste stod bare og skreg og skreg og skreg, mens regnen faldt, og mudderet sugede deres fødder solidt fast på stedet. En pige gav mig et puf med skulderen, så jeg faldt, mens andre PE’ere styrtede hen mod drengen, der stadig stod i døren til bussen. Soldaterne råbte til os, at vi skulle sætte os på jorden og sidde helt stille. Jeg gjorde præcis, som jeg fik besked på. »Orange!« hørte jeg en af dem råbe i sin walkie-talkie. »Vi har en situation ved hovedporten. Jeg har brug for bindinger til en Orange ...« Det var først, da de havde fået samling på os igen og fået drengen med det sønderslåede ansigt ned på jorden, at jeg vo18

vede at kigge op. Og at jeg med en fornemmelse af gru, der kildrede op langs rygraden, begyndte at spekulere på, om han var den eneste, der var i stand til sådan noget. Eller om alle omkring mig var der, fordi de også var i stand til at få andre til at gøre ondt på sig selv. Ikke mig – ordene skreg i mine tanker – ikke mig, de har begået en fejl, en fejl ... Jeg så på med en følelse af tomhed, da en af soldaterne tog en dåse med maling frem og tegnede et stort orange X på ryggen af drengen. Drengen var kun stoppet med at råbe, fordi to PE’ere havde trukket en underlig sort maske over det nederste af hans ansigt – som havde de givet en hund mundkurv på. Spændingen fortættede sig på min hud og dannede perler af sved. De førte os på række gennem lejren til sortering i infirmeriet. Mens vi gik, så vi børn komme i den modsatte retning, fra en række triste hytter. De var alle sammen klædt i hvide uniformer med et forskelligt farvet X på ryggen og et tal med sort ovenover. Jeg så fem forskellige farver i alt – grøn, blå, gul, orange og rød. Dem med grønne og blå X’er fik lov til at gå frit med hænderne løst langs siden. Dem med et matgult X, eller orange eller rødt, blev tvunget til at kæmpe sig igennem mudderet med hænder og fødder i lænker forbundet med en lang kæde. Dem med orange farve havde masker for ansigtet, der mindede om mundkurve. Vi blev gennet ind i de skarpe lys og den tørre luft i det, der med et flosset papirskilt blev kaldt infirmeri. Lægerne og sygeplejerskerne stod langs gangens vægge og betragtede os med panderynken og hovedrysten. Det skakternede flisegulv blev fedtet af regn og mudder, og jeg måtte koncentrere mig for ikke at glide. Lugten af hospitalssprit og syntetisk citronduft fyldte min næse. 19

Vi gik en efter en op ad en mørk betontrappe bagerst i stueetagen, der var fyldt med tomme senge og hvide forhæng. Ikke Orange. Ikke Gul. Jeg kunne mærke min mave murre. Jeg kunne ikke holde op med at se kvindens ansigt for mig, i det øjeblik hun trykkede af, eller den plamage af blodigt hår, der var landet tæt ved mine fødder. Jeg kunne ikke holde op med at se min mors ansigt, da hun låste mig inde i garagen. Jeg kunne ikke holde op med at se Bedstes ansigt. Hun kommer, tænkte jeg. Hun kommer. Hun gør mor og far gode igen, og så kommer hun og henter mig. Hun kommer, hun kommer, hun kommer ... O venpå klippede de langt om længe plasticstripsene af vores hænder og delte os op igen, så den ene halvdel blev sendt til højre i den iskolde gang, og den anden halvdel til venstre. Begge sider så fuldstændig ens ud – en håndfuld lukkede døre og et lille vindue helt nede for enden. Først gjorde jeg ikke andet end at se på regnen, der piskede mod den lillebitte duggede rude. Så gik en dør til venstre op med en lav, hvinende lyd, og ansigtet på en buttet, midaldrende mand dukkede op. Han kastede et enkelt blik på os, inden han hviskede noget til PE’eren, der stod forrest. En efter en blev flere døre åbnet, og flere voksne dukkede op. Det eneste, de havde til fælles udover deres hvide kitler, var et kollektivt blik af mistænksomhed. Uden nogen form for forklaring begyndte soldaterne at trække og skubbe børn mod de hvide kitler og dertilhørende kontorer. De forvirrede, ulykkelige lyde, der brød ud fra køerne, blev afbrudt af en gennemtrængende summen. Så lukkede dørene en efter en, og jeg spekulerede på, om jeg nogensinde ville få de børn at se igen. Hvad er der galt med os? Mit hoved føltes, som om det var fyldt med vådt sand, da jeg kiggede mig over skulderen. Dren20

gen med det forslåede ansigt var der ikke, men mindet om ham havde forfulgt mig gennem hele lejren. Havde de bragt os hertil, fordi de mente, vi led af Everharts sygdom? Mente de, vi skulle dø? Hvordan havde drengen fået PE’eren til at gøre, som hun gjorde? Hvad havde han sagt til hende? Jeg mærkede en hånd smutte ind i min, mens jeg stod og skælvede så voldsomt, at det gjorde ondt i leddene. Pigen, hende der tidligere havde skubbet mig ned i mudderet udenfor, så på mig med et trodsigt blik. Hendes mørkblonde hår sad klistret ind til kraniet og indrammede et lyserødt ar, der løb i en bue fra overlæben til næsen. Hendes mørke øjne glimtede, og da hun talte, så jeg, at de havde klippet metaltrådene i hendes bøjle af, men ladet dupperne, der var limet fast på hendes fortænder, sidde. »Du skal ikke være bange,« hviskede hun. »Du må ikke lade dem se det.« Mærkatet på hendes jakke stak op i nakken som en eftertanke, og nogen havde skrevet Samantha Dahl på det. Vi stod skulder ved skulder, så tæt sammen at vores forbundne fingre var gemt mellem mine pyjamasbukser og hendes lilla dynejakke. De havde samlet hende op på vej til skole samme morgen, som de var kommet efter mig. Det var i går, men jeg huskede at have set hendes mørke øjne brænde hadefuldt bagerst i den varevogn, de havde smidt os ind i. Hun havde ikke skreget som de andre. De børn, der var forsvundet ind gennem dørene, kom nu ud igen med grå trøjer og shorts knuget i hænderne. I stedet for at falde ind i rækken blev de ført nedenunder, inden nogen kunne nå at sige et eneste ord eller sende et spørgende blik. De ser ikke ud til at være kommet noget til. Jeg kunne lugte tusch og noget, der muligvis var hospitalssprit, men ingen blødte eller græd. 21

Da det langt om længe blev pigens tur, tvang PE’eren forrest i køen os fra hinanden med et hårdt ryk. Jeg ville gå ind sammen med hende for at møde, hvad der end ventede bag døren. Alt var bedre end at blive efterladt uden nogen at støtte sig til. M ine hænder rystede så meget, at jeg var nødt til at lægge armene over kors og gribe fat om albuerne for at stoppe dem. Jeg stod forrest i køen og kiggede på den blanke strækning af skakternede fliser mellem PE’erens sorte støvler og mine mudderindsmurte tæer. Jeg var allerede træt helt ind til knoglerne efter den søvnløse nat, og soldatens sprittede skosværte gjorde mig endnu mere omtåget. Og så kaldte de mig ind. Snart befandt jeg mig i et dæmpet oplyst kontor, i halv størrelse af mit trange værelse derhjemme, uden nogen erindring om at være gået derind. »Navn?« Jeg kiggede på briksen og den sære, glorieformede grå maskine, der hang over den. Den hvide kittels ansigt dukkede frem bag en computerskærm på bordet. Han var en spinkel mand, hvis tynde stål stelsbriller så ud til at være i alvorlig fare for at glide af næseryggen, hver gang han gjorde en hurtig bevægelse. Hans stemme var unaturligt høj, og han peb snarere end udtalte ordet. Jeg pressede ryggen op ad den lukkede dør i et forsøg på at lægge afstand mellem mig, den fremmede og maskinen. Den hvide kittel fulgte mit blik hen til briksen. »Det er en scanner. Der er ikke noget at være bange for.« Jeg kan ikke have set overbevist ud, for han fortsatte: »Har du nogensinde brækket armen eller slået hovedet? Ved du, hvad en CT-scanner er?« Det var tålmodigheden i hans stemme, der lokkede mig et enkelt skridt fremad. Jeg rystede på hovedet. 22

»Lige om lidt vil jeg bede dig lægge dig ned, og så vil jeg bruge maskinen til at sikre mig, at dit hoved har det godt. Men først er du nødt til at fortælle mig, hvad du hedder.« Sikre, at dit hoved har det godt. Hvordan kunne han vide ...? »Dit navn,« sagde han, og ordene havde pludselig kant. »Ruby,« svarede jeg og måtte stave mit efternavn. Han begyndte at taste på den bærbare, midlertidigt distraheret. Mine øjne søgte tilbage til maskinen, og jeg spekulerede på, hvor smertefuldt det ville være at blive undersøgt i det indvendige af hovedet. Om han på en eller anden måde kunne se, hvad jeg havde gjort. »For fanden, de er blevet dovne,« brokkede den hvide kittel sig, mest af alt henvendt til sig selv. »Har de ikke præ-klassificeret dig?« Jeg anede ikke, hvad han snakkede om. »Da de hentede dig, stillede de dig så nogle spørgsmål?« spurgte han og rejste sig op. Lokalet var på ingen måde stort. Han var fremme ved mig i to skridt, og jeg var fuldkommen panisk. »Indberettede dine forældre dine symptomer til soldaterne?« »Symptomer?« fik jeg fremtvunget. »Jeg har ikke nogen symptomer ... jeg har ikke ...« Han rystede på hovedet og virkede mest af alt irriteret. »Bare slap af. Du er i sikkerhed her. Jeg gør dig ikke noget.« Den hvide kittel talte videre med tonløs stemme. Sætningerne lød indøvede. »Der er mange forskellige slags symptomer,« forklarede han og bukkede sig for at se mig ind i øjnene. Det eneste, jeg kunne se, var hans skæve fortænder og de mørke rande under øjnene. Hans ånde lugtede af katte og pebermynte. »Mange forskellige slags ... børn. Jeg vil tage et billede af din hjerne, og det vil gøre det muligt for os til at placere dig sammen med dem, der er ligesom dig.« 23

Jeg rystede på hovedet. »Jeg har ingen symptomer! Bedste kommer, det gør hun, jeg sværger ... hun kan forklare det!« »Sig mig, søde ven, er du specielt god til matematik og gåder? Grønne er ekstremt intelligente og har forbavsende god hukommelse.« M ine tanker sprang tilbage til børnene udenfor, til de farvede X’er på bagsiden af deres trøjer. Grøn, tænkte jeg. Hvad var de andre farver? Rød, blå, gul og ... Og orange. Ligesom drengen med den blodige mund. »Godt,« sagde han og tog en dyb indånding. »Læg dig bare ned på briksen, så vi kan komme i gang. Nu, tak.« Jeg rørte mig ikke ud af stedet. Tanker ræsede alt for hurtigt afsted i mit hoved. Det var en kamp overhovedet at se på ham. »Nu,« gentog han og gik hen til maskinen. »Tving mig ikke til at kalde på en af soldaterne. De vil ikke være nær så flinke, tro mig.« En skærm på sidepanelet vågnede ved en enkelt berøring, og maskinen lyste op. Midt i den grå cirkel var et klart, hvidt lys, og det blinkede, som forberedte det sig på endnu en test. Det åndede varm luft ud med en hvæsen og hvinen, der prikkede i samtlige porer i min hud. Det eneste, jeg kunne tænke, var: Han finder ud af det. Han finder ud af, hvad jeg gjorde ved dem. Jeg stod igen med ryggen presset op ad døren, og min hånd famlede i blinde efter håndtaget. Hver eneste formaning, min far nogensinde havde givet mig om fremmede, var ved at blive til virkelighed. Det her var ikke noget sikkert sted. Denne mand var ikke spor flink. Jeg skælvede så voldsomt, at han må have troet, jeg var ved at besvime. Enten det, eller også ville han selv tvinge mig op på briksen og holde mig på plads, indtil maskinen kom ned og låste sig fast over mig. Jeg havde ikke været klar til at flygte tidligere, men det var jeg nu. Idet mine fingre lukkede sig om dørens håndtag, mær24

kede jeg hans hånd presse sig gennem min uregerlige manke og tage fat i nakken på mig. Chokket fra hans iskolde fingre mod min hede hud fik mig det til at gibbe i mig, men det var eksplosionen af smerte i kraniet, der fik mig til at skrige. Han stirrede på mig uden at blinke, med øjne der pludseligt var ufokuserede. Men jeg så det hele – umulige ting. Hænder, der trommede på et bilrat; en kvinde i en sort kjole, der bøjede sig ned for at kysse mig; en bold, der fløj direkte mod mit ansigt på en baseballbane; en endeløs grøn mark; en hånd, der strøg en lille piges hår ... billederne udspillede sig bag mine lukkede øjne som en gammel hjemmevideo. Omrids af mennesker og genstande brændte sig fast på mine nethinder og svævede bag mine øjenlåg som sultne spøgelser. Ikke mine, skreg min bevidsthed. De tilhører ikke mig. Jeg så mere. En dreng under den samme scanner, der blinkede og udsendte røg ... Gul. Jeg mærkede mine læber forme ordet, som var det mig, der sagde det. Jeg så en lille rødhåret pige fra den anden ende af et værelse meget lig det her. Så hende løfte en finger, så bordet og den bærbare foran hende lettede adskillige centimeter fra gulvet ... Blå. Igen var det mandens stemme i mit hoved. En dreng holdt en blyant mellem fingrene, studerede den med en skræmmende intensitet – blyanten brød i flammer ... Rød. Kort med billeder og tal på holdt op foran et barns ansigt ... Grøn. Jeg klemte øjnene i, men kunne ikke slippe væk fra de billeder, der fulgte – den marcherende række af mundkurv-klædte monstre. Jeg stod højt over dem og kiggede ud gennem en regnvåd rude, men jeg så håndjernene og kæderne. Jeg så det hele. Jeg er ikke en af dem. Nej, nej, nej ... Jeg sank i knæ, støttede mine hænder på fliserne, kæmpede for ikke at kaste op ud over mig selv og på gulvet. Den hvide kittels hånd havde stadig fat i min nakke. »Jeg er Grøn,« hul25

kede jeg, og ordene blev næsten overdøvet af maskinens summen. Lyset havde været skarpt før, men nu forstærkede det ligefrem den dunkende fornemmelse bag øjnene. Jeg stirrede ind i hans tomme øjne og forsøgte med viljens kraft at overbevise ham. »Jeg er Grøn ... tro nu på mig ...« Men jeg så min mors ansigt og det smil, drengen med den blodige mund havde sendt mig, som om han havde genkendt lidt af sig selv i mig. Jeg vidste, hvad jeg var. »Grøn ...« Jeg kiggede op ved lyden af stemmen, der var dalet ned mod mig. Jeg stirrede på ham, og han stirrede direkte på mig med ufokuserede øjne. Han mumlede noget, grødet, som om han tyggede på ordene. »Jeg er ...« »Grøn,« sagde han og rystede på hovedet. Hans stemme lød kraftigere. Jeg sad stadig på gulvet, da han gik hen for at slukke maskinen. Jeg var så chokeret, da han satte sig bag skrivebordet, at jeg ligefrem glemte at græde. Først da han tog den grønne spraymaling og tegnede et kæmpestort X på ryggen af uniformstrøjen og rakte mig den, huskede jeg at trække vejret. Jeg skal nok klare mig, sagde jeg til mig selv, da jeg gik hen ad den kolde gang og ned ad trappen, til de andre piger og mændene i uniform, der ventede på mig nedenunder. Det var først om natten, hvor jeg lå vågen i min køjeseng, at det gik op for mig, at jeg kun ville få én chance for at flygte ... og den havde jeg ikke udnyttet.