45mm
139mm
90mm (( Nutzenformat: 503,0 x 219,0 mm ))
Af forfatteren til LUCIFERS EVANGELIUM, PAGTENS VOGTERE og CIRKELENS ENDE
LÆS OGSÅ spændingsbøgerne om arkæologen Bjørn Beltø:
En klimaforsker dør på en isflage i Vestisen. En nobelprisvinder i litteratur ofrer sit liv i kampen for nationens frihed under Anden Verdenskrig. En eventyrer og skibbruden vender tilbage efter 20 år på en øde ø i Stillehavet. En far, en farfar og en oldefar. Det er denne række af berømte mænd den 30-årige journalist Victor Scott er gjort af. Selv har han ikke bedrevet det store. Men da logbogen fra farens sidste dage på isen pludselig driver i land på Barbados forseglet i en ferskvandsdunk, beslutter han sig for at skrive en bog om familiens helte.
tom egeland (f. 1959) er en af Norges største krimiforfattere. I 2009 fik han tildelt Riverton-prisen for Lucifers Evangelium, der dermed blev kåret til årets bedste norske krimi. Hans spændingsbøger om arkæologen Bjørn Beltø er oversat til 20 sprog. Fædrenes løgne er et nyt anslag i forfatterskabet.
Schutzumschlag:
KEIN FARBMUSTER
Researchen bringer Victor ud på en verdensomspændende rejse, og efterhånden støder han på andet og mere end historier om verdensberømmelse og ære: historier om forræderi, skam og fortvivlet kærlighed.
Tre mænd. Tre skæbner. Tre helte. Tre mørke hemmeligheder.
(( Farbigkeit: CMYK ))
138,0 mm x 219,0 mm + 45,0 mm Rücken / mit Klappen vo. + hi.: 91,0 mm
139mm (( Dokumentformat: 519,0 x 235,0 mm ))
FOTO: RAYMOND MOSKEN
(Donnerstag, 29. September 2011, abends)
90mm
(( 251937SUFaed ))
FÌdrenes løgne
Af samme forfatter Cirklens ende Pagtens vogtere Lucifers evangelium
Tom Egeland
FÌdrenes løgne roman
PĂĽ dansk ved Hanne Richardt Beck
Rosinante
Fædrenes løgne er oversat fra norsk af Hanne Richardt Beck efter Fedrenes Løgner Copyright © 2010 H. Aschehoug & Co., Oslo Denne udgave: © Rosinante / rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslagsdesign: Marius Renberg, dansk versionering: Imperiet Sat med Minion hos BookPartnerMedia og trykt hos CPI-Clausen & Bosse, Leck isbn 978-87-638-2018-9 Printed in Germany 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Bogen er trykt på FSC- mærket papir. Flere oplysninger på www.FSC.dk
Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
FØN I K S F OR L AG
SEHESTEDS GADE 2, 0164 OSLO * WWW.FONIKSFORLAG.NO
FORLAGETS BEMÆRKNING Føniks Forlag ønsker at gøre opmærksom på, at manuskriptet til denne bog – Fædrenes løgne af Victor Scott – aldrig har foreligget i færdig form fra Scotts hånd. Scotts tekst – som bestod af hundredvis af løsrevne manuskriptfragmenter, fortløbende nedskrevet fra juni til september 1970 – er blevet samlet og redigeret af vores forlagsredaktører, som ifølge almindelig praksis er anonyme. Forlaget har så samvittighedsfuldt som muligt tilrettelagt den omfattende tekst således, at den kronologisk følger de fire måneder, som Scott brugte på bogprojektet, før han valgte at lægge det til side. Indledningen og afslutningen på Fædrenes løgne – bogens prolog og epilog – er skrevet af Victor Scott, få timer før han 70 år gammel døde på Ullevål Universitetssygehus i Oslo den 8. juli 2010. Kapitlerne om Victor Scotts egne oplevelser og rejser i sommeren 1970 er nedskrevet af Scott på hans rejseskrivemaskine få timer (eller dage) efter, at begivenhederne fandt sted. De tre kapitler om Victor Scotts far, farfar og oldefar – Carl Christian Scott, William Scott og Alexander Scott – er ligeledes skrevet under Victors rejser i sommeren 1970. Han begyndte på Fars historie i Oslo i juni 1970 – lige efter hjemkomsten fra Barbados – og afsluttede den på Madeira i august. Farfars historie er påbegyndt på Barbados i juni 1970. Oldefars historie er påbegyndt på Theraz i juli og afsluttet i Cairns i september 1970. Vi vil gerne rette en tak til Føniks Forlags grundlægger og tidligere forlagsdirektør Axel Forfang for at have stillet Victor Scotts tekster Fars historie, Farfars historie og Oldefars historie til rådighed for os. Disse manuskripter har været i Forfangs besiddelse siden 1970. Axel Forfang opsøgte Victor Scott på Ullevål Universitetssygehus, da han fik kendskab til indlæggelsen. Han kom for sent. Victor Scott var sovet ind nogle timer forinden. Forfang fandt Scotts notesbog på sygehuset. På den måde fik vi adgang til bogens prolog og epilog. Takket være epilogens afsluttende linjer blev originalmanuskriptet til bogens rammefortælling fundet, da vi gennemgik Victor Scotts dødsbo. Forlaget har – så vidt det har været muligt – forsøgt at verificere de afsløringer, som fremsættes i bogen. Selv om der endnu mangler en del arbejde, før eksperterne kan afsige deres endelige dom, tyder alt foreliggende materiale på, at de informationer som afdækkes i bogen, er korrekte. Føniks Forlag september 2010
Indhold
Flaskeposten I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I fars historie: Is I I I I I I I I I I I I I I I I I I I Havfruen I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I farfars historie: Havenglen I I I I I I I I I Greven af Grovøya I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I Nonnernes dal I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I oldefars historie: De dødes ø I I I I I I I Danse macabre I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I Skammen I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I
17 53 97 147 225 251 289 361 399
Epilog I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 433
Victor Scotts stamtrĂŚ
OLDEFAR
Alexander Scott (f. 1850)
OLDEMOR
Gifft 11877 Gift
Isabelle Scott (f. 1861)
Gift Gif ft 11911
Victoria Scott (f. 1880)
FARFAR
William Scott (f. 1878)
Gift 11886 886
Aron Bertinussen (f. 1845)
Gift ft 1908 19908
Isak Bertinussen (f. 1887)
FARMOR
FAR
MOR
Carl Christian Scott (f. 1912)
Siv Scott (f. 1920)
Victor Scott (f. 1940)
Levi Bertinussen (f. 1910)
Personerne
Victors familie: Victor Scott Carl Christian Scott Siv Scott William Scott Victoria Scott Alexander Scott Isabelle Scott Aron Bertinussen Isak Bertinussen Levi Bertinussen
(f. 1940) (f. 1912) (f. 1920) (f. 1878) (f. 1880) (f. 1850) (f. 1861) (f. 1845) (f. 1887) (f. 1910)
Bogens fortæller. Victors far. Victors mor. Victors farfar. Victors farmor. Victors oldefar. Victors oldemor. Isabelles nye ægtemand. Isabelle og Arons søn. Isak og Victorias søn.
Bipersoner: Nina Axel Forfang Samuel Knight Anthony Birger Stavros Alistair M’Auley Hika, Mahuru, Nani Timothy Albright
Victors ekskæreste. Victors forlægger. Præst på Barbados. Præstens medhjælper. Carl Christians forskerkollega. Victors mors samlever. Alexanders ekspeditionsleder. Victors hjælpere i Cairns. Journalist på The Cairns Post.
Alle mennesker er løgnere. salmernes bog
F
ar forsvandt på isen det år, jeg fyldte ti. Det lyder så dramatisk. Forsvandt på isen ... Jeg gik ud fra, at han var frosset ihjel. Hvis han da ikke var blevet ædt af en isbjørn. At fryse ihjel er ikke nogen ærefuld død. Heller ikke at blive ædt af en isbjørn. Alligevel var jeg, som en typisk tiårig, morbidt optaget af, nøjagtig hvordan han døde. Jeg husker de endeløse timer, de trøstesløse dage; mor gik frem og tilbage i stuen og kæderøg og ventede på den telefonopringning, som aldrig kom. Selv holdt jeg aldrig op med at vente. Jeg vogtede trofast over mit stadig svindende håb om, at telefonen ville ringe, at far var blevet fundet – et mirakel! Nå, ja, men det var trods alt sket for min oldefar, Alexander Scott, den skibbrudne, som pludselig en dag stod i oldemors entré på Grovøya, et radmagert gespenst med langt hår og tang i skægget og Stillehavets saltvand skvulpende i sømandsblikket; min oldefar, der med sin opstandelse fik min oldemor til at gå lukt i dørken. Resten af livet rejste han rundt i verden som en celeber legemliggørelse af Robinson Crusoe, men det er en helt anden historie.
* Lægen har været her og er gået igen. En ung mand, knuget af professionens tungsind. Jeg har ikke smerter. Ikke noget, der er værd at snakke om. Men hosten holder mig vågen om natten. Jeg 13
har fået enestue. Det er da noget. Så plager den forbaskede hoste heller ingen andre end mig selv. De første symptomer viste sig sidste efterår. En lille knirken i kroppen. Ikke noget dramatisk. Min egen læge sendte mig videre til en specialist. De tog blodprøver. De kiggede ind i mig med alverdens udstyr. Alvorlige blikke, tykke rudekuverter. Det var for sent, da de omsider fandt ud af, hvad det var. Det er ingen sag at dø. Jeg er ikke bitter. Eller bange. Min tid er omme. En russisk digter, jeg ikke længere kan huske navnet på, beskrev livet som et flygtigt lysglimt mellem to evigheder af mørke. Jeg er tilkoblet et apparat, som overvåger hvert eneste pulsslag. Droppet pumper mig fuld af beroligende og smertestillende midler. Jeg ligger her i en mild og behagelig rus og tænker tilbage. Først nu, på livets yderste rand, indser jeg, hvordan alle mine fejltrin har formet hele min tilværelse. Min egenrådighed. Jeg gav aldrig kærligheden en chance. Et stort ord. Kærligheden ...
* Enhver tragedie har sit eget første, svage pulsslag. Fars skæbnesvangre færd op til Vestisen begyndte den dag, hans mor, Victoria, fortalte ham om skypumperne. Han var otte år gammel. Han sad ved køkkenbordet og lyttede henført til moren, som læste højt fra avisen om disse glubske skyer, der slugte mennesker, rev kostalde i småstykker og fik heste og køer til at svæve gennem luften som hjælpeløse insekter. Netop i det øjeblik, sagde far senere, når han holdt et af sine populære foredrag om klimaet og sine forskningsekspeditioner til polarisen, forstod jeg, at naturens kræfter aldrig lader sig tæmme, og at underkastelse er menneskets eneste håb. Lige præcis. Underkastelse er menneskets eneste håb ... Du var otte år gammel, farmand. Otte år! 14
Samtidig med at far hørte om skypumperne, knoklede min farfar, William, med at skabe det poetiske sprog, de fantasifulde personer og alle de burleske situationer, som mange år senere skulle sikre ham en plads i verdenslitteraturen. Jeg var kun ét år gammel, da farfar omkom, men far fortalte mig meget om ham, før han selv forsvandt på isen. Farfar William kom ofte til at fremstå som et spøgelsesagtigt genskær af de hemmelighedsfulde historier, han skrev på, og som ingen endnu havde fået lov til at læse. Både for sin søn, Carl Christian, og for sin hustru, Victoria, fortonede han sig som en fortabt romanfigur, en litterær gestalt som måtte anstrenge sig for at fremstå som virkelig. Først under krigen – mange år efter hans gennembrud og Nobelprisen – lykkedes det farfar at rive sig løs fra fiktionens trældom og gøre sig nyttig her i livet. Det døde han af. Derfor anbragte de hans buste på en sokkel, sang »Ja, vi elsker« og udnævnte ham til krigshelt.
* Kæreste Nina, jeg ligger her og tænker på dig. Jeg forestiller mig, at døren går op, og at du træder ind i værelset, ind i lyset, ligesom svævende, og hænger frakken fra dig og sætter dig på stolen ved siden af sengen og tager min hånd. Og giver den et klem. Det går godt, Victor, hvisker du til mig, det går godt. Jeg spørger mig selv, om du nogensinde har tilgivet mig? Holdt du nogensinde op med at elske mig? Inderst inde? Men det er for sent nu. Uanset svaret. Kære Nina, min havfrue. Jeg fik aldrig fortalt dig om alt det, der skete den sommer for et halvt liv siden. Om tossen Anthony og pastor Knight på Barbados. Om mine rejser til Theraz og Grovøya, Nonnernes dal og Cairns og om den nat på Sumoa, hvor de døde dansede for mig.
15
Flaskeposten bridgetown, barbados juni 1970
tiden, skrev oldefar engang, er en lænke af øjeblikke. For oldefar var tiden holdt op med at eksistere for længe siden. Siden den stormfulde nat, hvor han som et stykke drivtømmer blev skyllet i land på en stillehavsø så øde, at den ikke engang havde et navn, oplevede oldefar tiden som kæden af de øjeblikke, han altid skubbede foran sig, ind i skumringen, ind i solopgangen, ind i glemslen. Den tid, der var tildelt farfar, slap op i løbet af de timer, det tog ham at dø, forbrændt og alene, i et moseområde i en skov. For far var tiden en ventende afgrund af tåge, frost og is. Og for mig? Tjah ... Jeg er ikke så god til det med ord. Så jeg vil gøre oldefars billede til mit. For mig er tiden summen af alle de øjeblikke, små og store, vigtige og uvæsentlige, som hægter sig sammen og lænker mig til tilværelsen.
* »Massa Scott!« Bridgetown, Barbados. Sikken et hul. Varmt, fugtigt, trykkende. Fluer og djævelskab. Et helvedes sted. Regntiden var lige om hjørnet. Pastor Samuel Knight, som skulle have hentet mig i lufthavnen, havde i stedet sendt en tosse; en kulsort, tandløs og lang mager fyr, der stod i ankomsthallen og råbte og spyttede,
19
mens han viftede med et stort, hvidt stykke papir, hvorpå mit navn stod skrevet med hældende bogstaver. VICTOR SCOTT. Jeg standsede foran ham og satte kufferten og rejseskrivemaskinen på gulvet. Massa Scott? Ærlig talt. »Good morning,« sagde jeg og rakte hånden frem, »call me Victor.« »Yes Massa Scott!« En underlig fyr. Radmager. Skaldet. Hø i hovedet. Klædt på som et fugleskræmsel. Snavsede hænder, jord under neglene. Store, blodskudte øjne fulde af søvn og forundring. »Hvor er pastor Knight?« »Massa, so sorry, pastoren er blevet kaldt nordpå.« Han gav sig snøvlende til at genfortælle en omstændelig og ubegribelig historie, som omfattede tørlægningen af en grøft, et skabet muldyr med et hidsigt temperament og kraftige bagben, og noget om den sidste olie til en døende stakkel oppe i Saint Lucy. Han var ikke helt nem at forstå. Tykke læber. Næsten ingen tænder. Tungen var alt for stor i munden. Han savlede. Det løb ud af ham. I det hele taget. Livet er et skæbnespil. Man kan ikke kontrollere det. Nogle gange må du give slip og lade dig flyde med. Man kan ikke bestemme kursen. Ikke altid. Nogle gange må du lade dig drive med derhen, hvor omstændighederne fører dig. Som til dette sted. Til den uudholdelige hede i ankomsthallen i lufthavnen i Bridgetown. Tyve år efter at far forsvandt, var nogle af hans ting dukket op. Her. På Barbados. Det var ikke til at tro. »Mit navn,« sagde tossen og trippede utålmodigt, »er Anthony.«
20
o.k. jeg vil sige det som det er. Jeg anede ikke, hvad hun hed. Ikke at det egentlig betyder noget. Men alligevel. Jeg tror, hun hed Kristin. Men jeg er ikke sikker. Sød tøs. Sexet. Pæn på en sjusket måde. Langt hår. Stramme jeans. Små bryster. Men prima bagdel. Virkelig! Hun må have været omkring tyve år. Pokkers sød. Det må man sige. Nok om det. Jeg var helt stenet. Det indrømmer jeg blankt. Fuldstændig komplet sanseløst stenet. Det er fire dage siden. Hjemme i Oslo. Fire dage før Bridgetown, Barbados. Jeg kan ikke huske så meget. Men jeg husker, at jeg faldt i snak med hende på Club 7. Viseaften. Protestsange. Finn Kalvik. Lars Klevstrand. Lillebjørn Nielsen. Selv havde jeg mest lyst til at gå til koncert med Junipher Green, men Axel ville absolut på Club 7. Og det var der jeg mødte hende. Hed hun Kristin? Lidt senere tog vi hjem til mig. Kun hun og jeg. Du ved. Hjem til min latterligt store lejlighed i Cort Adelers Gade. Tænk engang, sådan en nat med rødvin og joints, Led Zeppelin og en pige, som måske hedder Kristin. Og så sker dét, midt om natten, dét, som skal sende dig ud på en veritabel jordomrejse på en slags dårlig søgen efter SANDHEDEN, den med stort S, som skal sætte alt på plads: Midt om natten ringer telefonen. »Ta’r du den eller hvad?« spurgte Kristin. Jeg så fra de tomme rødvinsflasker og skodderne i askebægeret over på den anmassende sorte bakelitklump. Nej, for helvede. Den slags afbrydelser lod jeg mig ikke dirigere rundt af. Jeg var 21
min egen herre, jeg var godt tilfreds med alting, og tredive år er ingen alder. Livet var komfortabelt. Jeg sov længe om morgenen. Jeg havde anlagt skæg og ladet håret vokse. Langt ned over skuldrene. Jeg var fri som fuglen. Nina var flyttet fra mig et halvt år tidligere. Ikke at jeg savnede hende. Ikke et øjeblik. Efter fem år pakkede hun sine ting og gik. Eller var det seks? Hun gik sin vej. Uden videre. Smart. Tak for alt, bye, bye, baby, baby goodbye, og så var hun væk. Kun tandbørsten stod tilbage. I det blå plastickrus på hylden under spejlet på badeværelset. Børsten var temmelig slidt. Jeg kunne ikke få det over mit hjerte at smide den ud. Til sidst tog Kristin telefonen. Halooo? sang hun. Lyttede. Yes, mumlede hun og gav mig telefonen. Stemmen i røret var fjern og buldrende: Mister Victor Scott? Yes? Er det rigtigt forstået, at du er den Victor Scott, hvis far, Carl Christian Scott, forsvandt på isen øst for Grønland i 1950? Tiden standsede. Mit hjerte. Kloden. Alt! Hårdt og brutalt. Jeg tabte vejret. I hashrusens milde begejstring forestillede jeg mig, at far var dukket op. Yes, råbte jeg, Carl Christian Scott er min far! Jeg hedder Samuel Knight – Hvad ved du om far? – og jeg er præst i The Church of St. Mary the Immaculate Mother of Our Redeemer på Barbados. Jeg rettede mig op i sofaen. The Church of what? Kristins – eller hvad hun nu hed – hoved gled ned over min brystkasse og endte i mit skød. Hun så op på mig med et frækt smil, mens pastor Knight fortalte. En lokal fisker, Joshua Sergeant, en af pastorens gode hyrder, havde været ude på Atlanterhavet øst for Bridgetown for en uges tid siden. En letskyet dag med rolig sø og en svag brise fra øst. Da Joshua fik øje på noget, der flød rundt i bølgerne, troede han først det var en død delfin eller en blue marlin. Men da han kom nærmere, opdagede han, at det var en gam22
meldags dunk til ferskvand. Han sejlede båden derhen og fiskede den op. Låseanordningen havde sat sig fast. Da han rystede dunken, kunne han høre, at der var noget indeni. Efter en mislykket dag på søen tog han dunken med tilbage på land. Han åbnede den samme aften, ude i redskabsskuret. Derefter gjorde han det, som enhver god kristen fra jomfru Marias flok ville have gjort: Han overlod mysteriet i hænderne på Herren og hans jordiske stedfortræder, pastor Knight.
23