2
Titel
SUSANNE FOLDBERG SuSanne Foldberg
Selfie-Simon Ft. Rosa® ft. ROSA®
HØST & SØN
3
Kolofon
Selfie-Simon ft. Rosa® © Susanne Foldberg og Høst & Søn/ROSINANTE & CO, København, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5761-1 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk
4
Kapitel 1
Hej alle sammen og velkommen til denne her video, hvor jeg i dag skal lave tricks på trampolinen. Jeg begynder med et backflip ... »Kun 11 likes! Og det er fire dage siden, du lagde videoen ud.« Rosa lænede sig tilbage i puderne på Simons seng: »Det er nederen, Selfie-Simon. Mega ufedt.« Simon nikkede. »Jeg har slet ingen ideer,« klagede han. »Det kan man godt se,« svarede Rosa. Hun scrollede gennem hans YouTube-kanal. »Skolevideoen er topscorer. 1103 likes,« konstaterede hun. Simon nikkede. Det var et halvt år siden, han havde lavet videoen, og han vidste ikke, om han nogensinde kom til at overgå den. Han tænkte tilbage på de 24 timer, han havde til5
bragt på skolen. Dengang var han næsten lige flyttet til byen, og alt var helt nyt. Hans kanal med challenges og kammeraterne i 5.b. Han havde været bange om natten på skolen. Men det havde været fedt at vise de nye klassekammerater, at han turde. Nu manglede der kun fire uger af 5. klasse, og han havde vænnet sig til både skolen og kammeraterne. Rosa var hans bedste ven i klassen, men der var også Jonas. De spillede ret tit Fortnite sammen, og efterhånden var der ret mange fra klassen, som spillede med. »Vi må finde på noget nyt til din kanal,« sagde Rosa. »Ellers kan du lige så godt lukke den.« Simon sukkede. Kanalen havde 588 subscribers, og det ville være for surt at droppe den. »Nogen ideer?« Rosa trak på skulderen: »Challenges duer vel ikke?« Simon rystede på hovedet. »Jeg så faktisk en ret sjov prank med en mand, der fik bind for øjnene. Hans venner kørte ham langt væk og sagde, at han skulle kaste sig ud 6
fra en skrænt, uden at kunne se noget. Han blev mega bange. Men i virkeligheden skulle han hoppe ned fra en skammel. Han landede i et badebassin med isterninger.« Rosa grinede. »Skulle det være sjovt?« spurgte Simon. »Okay. Man skal vist have set den,« medgav Rosa. »Men altså, pranks er for nice.« »Men er de ikke mega svære at finde på?« »Hvor er du bare nederen og negativ!« Rosa tjattede til ham. Simon sukkede. »Min kanal er skod. Det er da mega nederen!« »Men jeg kan hjælpe dig med at finde på en prank.« »Seriøst?« »Ja. Har du nogensinde oplevet, at jeg løb tør for ideer?« Simon kunne ikke lade være med at smile. Det var jo rigtigt nok. Rosa fandt altid på noget sjovt, når de var sammen. De stod op midt om natten og bagte pandekager, eller de luftede hundene i Rosas kvarter og fik penge for det. For nylig havde de bygget en tømmerflåde af gamle brædder, de havde fundet på en 7
byggeplads. De fik den til at flyde ved hjælp af tomme sprinklervæske-dunke. De havde solgt sprinklervæsken i papkrus på et loppemarked inden. »Okay,« sagde Rosa. »Jeg skal nok finde på noget. Men hvis jeg skal være hjernen bag din kanal, vil jeg også være med i videoerne!« »Men ...« Simon kiggede på hende. Hun havde en lilla kjole med store blomstrede lapper på og et par neongrønne strømpebukser. Hendes rottehaler stak ud under en læderkasket. Hun lignede en dårlig kopi af Pippi Langstrømpe. »Kom nu, Simon!« Rosa lagde hovedet på skrå. De havde talt om det mange gange. Rosa filmede næsten alle hans videoer, og hun plagede tit om at være med foran kameraet også. Hun syntes, de skulle have en fælles kanal. Men Simon var ikke sikker på, at de var et godt YouTube-par. »Er det mit tøj? Er det for mærkeligt?« Simon trak på skulderen. Han ville ikke sige det direkte. Men han var bange for, at Rosa skulle blive til grin på YouTube. 8
»Godt så. Jeg bliver bag kameraet.« Rosa greb sin rygsæk. »Jeg skal hjem nu. Jeg har lovet at hjælpe min mor med at lave mad.« »Vi ses.« Simon var ikke sikker på, at hun hørte det. Så hurtigt var hun ude af døren. Han havde en mærkelig følelse indeni. Rosa havde ret. Hans kanal havde brug for noget helt nyt. Og en prank var slet ingen dårlig idé. Men han var på skideren uden Rosa. Han rodede i tasken efter sin mobil. Han ville sende Rosa et par glade smileyer. Det var en vane, de havde: De sendte hinanden emojis. Men telefonen var der ikke. Fuck! Han havde glemt at få den ud af skabet i klassen, da de fik fri. For et par måneder siden var lærerne begyndt at samle deres mobiler ind om morgenen. Telefonerne blev låst inde i et skab, og de fik dem først tilbage efter skoletid. Det gav mere ro i klassen, mente Vivi, deres klasselærer. Hvordan kunne han glemme den? Han havde alt på den telefon. Facebook, Instagram, YouTube, Snapchat, Gmail ... Det var næsten ubærligt at undvære den til i morgen. Men 9
det var da altid noget, at han vidste, hvor den var. TÌnk, hvis den var blevet vÌk. Ja. TÌnk hvis ... Simon smilede. Pludselig havde han alle tiders idÊ til en prank! Lynhurtigt tÌndte han sin computer og skrev til Rosa pü Messenger. Heldigvis svarede hun kort efter: Fed plan, SelfieSimon. Det gør vi. I
ÂŽ
morgen?
đ&#x;‘?
Dagen efter i skolen satte de Jonas ind i planen. De havde brug for en hjÌlper til deres prank, og Jonas lovede ikke at sige noget til nogen. Midt i dansktimen skete det. De skulle arbejde videre i Stavevejen, og Rosa rakte hünden op. Jeg har glemt min bog, sagde hun. Nü da, sagde Vivi. Sü mü jeg hellere tage en kopi til dig. Kort efter var hun ude af døren. Hendes nøg10
ler lå på katederet. Rosa skyndte sig at låse skabet med mobilerne op og tog sin telefon. »Hvad laver du?« spurgte Sofie. »Jeg skal bare lige tjekke noget,« sagde Rosa. Hun lukkede skabet, lagde nøglerne tilbage på katederet og gik ned til sin plads. Kort efter kom Vivi tilbage med kopien, og Rosa stak lynhurtigt sin telefon i lommen. Simon sad ved bordet lige bag hende og kunne følge med i det hele. Det kunne Sofie åbenbart også. »Vivi ...« begyndte hun. Rosa sendte hende et dræberblik. »Hvad er der?« »Jeg ... Ikke noget,« sagde Sofie. Rosa vendte sig og blinkede til Simon. Skabet var ikke længere låst. Perfekt. Så snart det ringede ud, greb Sebastian som altid sin fodbold. Han var stadig den dreng i klassen, der bestemte mest. »Kom, Jonas,« sagde han. Jonas blev siddende. »Jeg har ondt i foden og kan ikke rigtigt spille i dag.« 11
»Helt ærligt!« Sebastian rullede med øjnene. Så løb han ud sammen med de andre drenge. Pigerne forlod klassen i mindre grupper. Endelig var Simon, Jonas og Rosa alene tilbage. Rosa tog kassen med alle mobilerne ud af skabet og lod døren stå åben. »Læg din jakke over kassen, Jonas,« sagde hun. Simon åbnede døren og spejdede ud på gangen. Der var ingen i nærheden. »Nu!« De skyndte sig over i vaskerummet på den anden side af gangen. Der stod et par gulvmopper og en spand, og døren var aldrig låst. De satte kassen med mobilerne i et hjørne og lod Jonas’ jakke blive liggende over den. »Er I helt med på planen?« spurgte Simon. Jonas og Rosa nikkede. De lukkede døren til vaskerummet og gik tilbage til klassen. Langs den ene væg var et bord med en håndvask og et forhæng under. Rosa krøb ind under bordet og hev forhænget for. »Vinklen er perfekt. Kan man se mig?« Simon trådte nogle skridt tilbage. Han kunne 12
skimte hendes mobil i en sprække i forhænget, men Rosa var helt gemt. »Det er fint. Ingen vil lægge mærke til dig,« sagde han. Det ringede ind til sidste time, og snart var hele klassen tilbage. Vivi kom sidst. Hun var kun lige trådt ind ad døren, da Simon rejste sig: »Shit!« Han pegede over mod skabet. »Mobilerne! De er væk.« »Hvad?!« Vivi gik over til det tomme skab. »Hvordan ...?« »Det er Rosas skyld.« Sofie var der straks: »Hun tog sin mobil, mens du var ude at kopiere. Og så låste hun ikke skabet igen.« »Her må have været nogen i frikvarteret,« sagde Jonas. »Sig, det er løgn!« jamrede Sebastian. »Min iPhone er helt ny! Min mor slår mig ihjel.« Et kor af fortvivlede stemmer brød løs. »Alle mine billeder!« hylede Sofie. »Og mine!« »Helt ærligt!« »Min far myrder mig!« »Jeg havde lovet min mor, at jeg ikke tog 13
telefonen med i skole, før jeg fik panserglas på. Det er en helt ny 8’er.« Det var Sebastian igen. Han havde tårer i øjnene. Jonas gik over til ham. »Rolig. Den er vel forsikret.« »Aner det ikke,« mumlede Sebastian. Vivi klappede i hænderne. »Jeg går over på kontoret og fortæller, hvad der er sket. Vi ser meget alvorligt på tyverier her på skolen.« Hun forsvandt. »Jeg sagsøger skolen,« råbte Sebastian. »Det var aldrig sket, hvis lærerne ikke havde fundet på den åndssvage regel med at samle mobilerne ind.« Man kunne både se og høre, at han græd nu. Han sank ned på sin stol med hænderne for ansigtet. Pigerne snakkede med høje, skingre stemmer. Simon gjorde tegn til Jonas. Han smuttede ud, og kort efter var han tilbage. I armene holdt han kassen med mobiler. »Prank!!« råbte Simon. Flere fra klassen begyndte at grine. Men Sebastians ansigt var sort af raseri. »Pissesjovt, hvad!! Du er så langt ude, 14
Simon,« hvæsede han og flåede sin telefon til sig. »Og du ...« Sebastian vendte sig mod Jonas. »Jeg troede, vi var venner!« »Det er vi da også. Det var bare for sjov,« sagde Jonas. Sebastian stirrede på ham. Hans øjne lynede. »Hvor er Rosa?« spurgte Sofie. »Aner det ikke,« sagde Simon og skottede over mod forhænget. Han kunne skimte mobilen. Så filmede Rosa altså stadig. En tanke slog ned i ham. Hvad med Vivi? Hun stod på kontoret. Måske var hun ved at ringe til politiet og anmelde tyveriet? Simon mærkede et sug i maven. Hvad var det, han havde sat i gang? »Jeg henter Vivi.« Han løb ud af klassen. Et stykke nede ad gangen kom hun gående med skolelederen. Simon gik over til dem. »Hej Simon. Hvor tror du, du skal hen?« sagde Vivi. »Vivi, jeg ...« Simon trak vejret dybt. »Vi har fundet mobilerne igen. Det var bare en prank. Men nu kan jeg godt se, at det slet ikke var sjovt.« 15
»Hvad? Hvorfor?« »Jeg ved det ikke.« Simon bøjede hovedet. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Men han vidste i hvert fald, han ikke skulle sige, at han havde pranket klassen for at lave en YouTubevideo. »Simon ...« Vivi sukkede dybt. »Jeg troede, du var faldet godt til i klassen. Jeg troede ikke længere, at du havde brug for at lave den slags numre for at vise dig.« »Undskyld,« mumlede han. Skolelederen rømmede sig. »Jeg ringer til politiet og afblæser anmeldelsen. Jeg regner med, at du klarer resten herfra,« sagde han. Vivi nikkede. »Lad os gå tilbage til klassen.« Hun tog Simon om skulderen. »Det går nok alt sammen.« Simon smilede forsigtigt. Vivi var god nok. Inde i klassen omringede pigerne Vivi. De snakkede i munden på hinanden. Alle var lettede over, at de havde fået deres mobiler tilbage. Simon tog hurtigt sin telefon fra kassen og skrev til Rosa: 16
Bliv hvor du er! Ingen mĂĽ vide det med Âfilmen, sĂĽ bliver der for alvor ballade.
Han lyttede. Lød der et ding bag forhĂŚnget? Hvis der gjorde, druknede det i larmen og snakken i klassen. Pyha. đ&#x;‘? Filmen er FED.
Bagefter talte Vivi lÌnge om, at man skulle tÌnke sig om, før man prankede andre. De kunne jo blive kede af det. Men endelig lod hun dem fü fri. Da alle var forsvundet ud af lokalet, gik Simon over og trak forhÌnget fra. Der lü Rosa, krøllet sammen pü gulvet og sov! Simon ruskede hende blidt. Rosa, sagde han. Rosa übnede øjnene, strakte sig og smilede til ham. Det blev lidt kedeligt, sagde hun. Simon grinede. Mü jeg se filmen? 17
Rosa nikkede. »Lad os tage hjem til mig. Mine forældre kommer sent hjem.« »Okay.« Simon kom i tanker om noget. »Hvad med introen? Vi skal da vise stedet under vasken, hvor du har siddet.« Rosa nikkede. Selfie-Simon kørte op i gear og speedsnakkede, mens Rosa filmede. Det var fedt. Det var længe siden, han havde haft det sådan. »Hej alle sammen og velkommen til denne her video, hvor vi i dag skal pranke vores klassekammerater. Jeg har Rosa med mig, og hun vil filme, mens jeg skaber panik i klassen.« Simon tog sin telefon og filmede, mens Rosa kravlede om bag forhænget og satte sig til rette med sin mobil. »Færdig. Den film bliver SÅ fed,« udbrød Simon. De var på vej ud til deres cykler, da de mødte Vivi. »Rosa!« sagde Vivi overrasket. »Du var her da ikke i sidste time.« »Nej.« Rosa smilede forlegent. »Det var, fordi ... Altså, jeg blev dårlig og måtte køre 18
hjem i frikvarteret. Det var også derfor, jeg tog min telefon. Men så opdagede jeg, at jeg havde glemt mine ting i klassen og kom tilbage for at hente dem. Jeg skal jo lave lektier til i morgen.« »Nå.« Vivi så ud, som om hun ikke vidste, hvad hun skulle tro. »Men god bedring så.« Simon mærkede latteren boble i maven, og så snart han og Rosa var ude i skolegården, knækkede de sammen af grin. Ikke længe efter sad de på Rosas værelse. De så filmen, og den var virkelig god. Rosa var gået helt tæt på Sebastian, da han sad med hovedet i hænderne. »Man kan tydeligt se, han græder,« sagde Simon. »Jep.« Rosa smilede triumferende. »Er det ikke tarveligt at bruge det klip?« Simon kunne ikke lade være med at have lidt ondt af Sebastian. Han ville blive til grin, når filmen kom ud. Rosa rystede på hovedet. »Det er Sebastian. Han tror altid, han er så sej. Han har kun godt af det.« »Okay.« Simon skubbede sine betænkelig19
heder til side, og de gik i gang med at klippe. En time senere var de færdige. Der var musik, slowmotionklip og skilte med tekst til at peppe videoen op. Den var monstergod. Alligevel tøvede Simon med at lægge den ud. »Tror du, de andre bliver sure?« spurgte han. Rosa trak på skulderen. »Man kan ikke være venner med alle. Slet ikke når man pranker.« »Men ...« Simon var i vildrede. Det var slet ikke fedt at stå alene, hvis de andre blev sure. Han fik en idé. »Jeg tror, det er på tide, at du kommer med på min kanal. Altså med dit navn og det hele,« sagde han. »Seriøst?!« Rosa så overlykkelig ud. »Mener du det?« »Jep. Selfie-Simon featuring Rosa Rapunzel?« Rosa rynkede brynene. »Det navn er skod. Det vil jeg ikke hedde mere.« »Godt så. Du er vel også kommet ned fra dit tårn.« Simon lo, men Rosa smilede ikke: »SelfieSimon featuring Rosa?« »Rosa R.« »Whatever.« 20
Simon gik i gang med at redigere kanalen. De skulle have nyt coverfoto. Rosa tog en megafjollet selfie af dem, hvor de skar ansigter og gav thumbs up. Simon fritskrabede billedet og lagde det på en sort baggrund. Selfie-Simon ft. Rosa R, skrev han. Rosa R? Det så ikke r igtig godt ud. Han rodede lidt med tasterne, og pludselig sprang R’et ind i en rund ring. ®. Rosa® Sådan! Det så vildt sejt ud. Det syntes Rosa også. Da det var på plads, lagde de videoen ud. Hele klassen pranket, kaldte de den. Der gik ikke lang tid, før de første likes kom. Og der var 48 likes, da Simon en time senere gjorde klar til at køre hjem. »Fedt med den nye kanal,« sagde han helt vildt glad. »Vi skal finde på SÅ mange fede pranks,« sagde Rosa og gav ham et farvelknus. Solen stod stadig højt på himlen, og Simon følte nærmest, at han fløj hjem på cyklen. Men da han nåede sit hus, sad Jonas på trappestenen, og han så alt andet end glad ud. »Den video er mega led mod Sebastian. I må slette den,« sagde han, allerede inden Simon var hoppet af cyklen. 21