Halawani BLOTTET (Læseprøve) by Gyldendal

Titel

Nassrin el Halawani

HØST & SØN

Zoom_Blottet_titelside_FINAL.indd 3

22/05/2018 13.10

Kolofon

Blottet © Nassrin el Halawani og Høst & Søn/ ROSINANTE & CO, København, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5812-0 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk

Jeg gisper efter vejret – og det er ikke på grund af min dårlige form eller de sidste femogfyrre minutters floorballkamp. Nej. Det er, fordi Tobias er så ... så ... fordi han er så ... pissehamrende lækker! Han fløjter timen af, og det eneste jeg kan tænke på er, at nu går der en hel uge, inden jeg ser ham igen. Hvorfor skal han også smile så sødt? Og hvorfor kom han ikke ind i mit liv meget tidligere? »Tak for i dag!« råber han. Det er os, der takker, tænker jeg, mens jeg slentrer hen til kurven med min floorballstav. »NEJ, Benjamin,« råber Tobias. »Stave smides stadig ikke i midten af salen.« Benjamin fatter aldrig noget. Stakkels Tobias, at han skal trækkes med ham. Man skulle tro, at Benjamin var tungnem. Benjamin, der allerede er på vej ud af salen, vender om igen og sparker til staven, så den kurer hen ad gulvet. »Mette,« beordrer Benjamin. Mette står bare og 5

glor på staven på gulvet, som om hun har en hemmelig forhandling med den. En meget langsom, hemmelig forhandling. Tobias går hen til Benjamin, stiller sig foran ham. Han er ikke særligt meget højere end Benjamin, men flottere. SÅ meget flottere. Det er sikkert derfor, nogle af drengene opfører sig så åndssvagt. De er jaloux på ham. »Benjamin, SAML staven op,« siger Tobias. »Ellers bliver jeg nødt til at arrangere en date mellem dig og Johannes. Er det dét, du fisker efter?« Johannes er vores skoleinspektør, gammel og tyk, og tanken om Johannes og Benjamin på en romantisk tur får hele klassen til at bryde sammen af grin. Sådan er Tobias. Der er ingen, der kan snøre ham. Det er det – også det – jeg elsker ved ham. Benjamin samler floorballstaven op og smider den i kurven. »Huh-huh, hvor var det sjovt i dag,« siger Cecilie. Hun trasker hen til mig, mens hun ruller med øjnene. »Tre slag over skinnebenet af umulige Line.« Hun hiver op i blusen for at lufte sig med den. Så højt, at jeg kan se den neongule sports-bh indenunder. I forvejen stumper de fleste af Cecilies bluser, ikke kun dem, hun bruger til idræt. Man kan altid 6

se hendes navle, se, at den sidder lige præcis, hvor den skal, og ikke – som min – flere centimeter længere ude end den burde. Jeg kigger ned ad hendes ben, som hun stikker frem foran mig. »Her og her. Jeg er helt rød. Kan du ikke se det?« Jeg ryster på hovedet. Ghazal og Andrea står og taler med Tobias. Cecilie tager fat i mig og forsøger at trække mig med ud af salen. »Vent.« Jeg sætter mig ned og tjekker mit snørebånd. Åh, gud, jeg kunne blive siddende her for evigt. Hvis bare Tobias ville blive ved med at samle bolde op. Han smider dem ned i kurven til stavene, tager kurven op i favnen. Andrea går i bro lige foran skabet, så han ikke kan låse stavene inde. Og det siger sig selv, at Ghazal selvfølgelig følger trop, og så står han der, fanget mellem to usikre broer. Sådan et par idioter. Tror de virkelig, at Tobias synes, at de er sjove? »FIS SÅ UD HERFRA«, råber han, så det runger i hele salen. Det har de rigtig godt af. Andreas bro skvatter sammen på midten, mens Ghazals lander på siden, som om den er blevet ramt af en orkan. Da de kommer på benene, småløber de fnisende ud forbi mig. Hold kæft, hvor er de pinlige. 7

»Dine snørebånd går da ikke op, når du binder dobbeltknuder,« konstaterer Cecilie. »Skoen føles løs,« siger jeg. »Jeg har vist ikke strammet godt nok til.« Jeg rejser mig op og ser mig over skulderen. Jeg kan ikke se Tobias. »TAK FOR I DAG!« råber jeg. Han stikker hovedet ud af skabet. Gud, hvor er han smuk. »Ja, tak for i dag,« smiler han og giver mig en thumbs up.

Jeg kender den hurtigste smutvej fra paradis til helvede. Den kræver kun, at man vader femogtyve trin ned til en anden verden. En verden, hvor det er helt normalt, at en splitternøgen Signe er ved at vælte én omkuld, lige så snart man træder ind ad døren. »Uh!« Hun stopper brat op. Det samme gør jeg. Vi undgår lige akkurat hinanden. Signes hestehale svinger fra side til side og vidner om, hvor meget fart hun har haft på. Så forsvinder hun i en bue omkring mig efterfulgt af Katja. Katja, der ville gå, hvis hun vidste, hvad der var godt for hende. Aldrig løbe og især ikke nøgen. Katjas bryster minder om mine. De er store og tunge. Når hun løber, slår de mod hinanden som bækkener i et orkester for sekundet efter at flappe ud til siden. Fuck, hvor er det grimt. Mine øjne svier, og mine kinder brænder på vej hen til træbænken, hvor jeg tidligere har smidt mit tøj i en bunke. Nogle gange tror jeg seriøst, at jeg kun 9

er sat i verden for at suge andres skam og grimhed til mig. Som om jeg ikke har nok af det i forvejen. Jeg sætter mig på bænken ved siden af Line. Jeg har altid den samme plads. På bænken op ad flise væggen, der adskiller omklædningsområdet fra bruse området – og altid ved siden af enten Line eller Mette. Jeg sparker gummiskoene af og hiver i strømperne. De er helt klamme, men jeg har heller ikke stået stille et øjeblik, bare løbet og løbet hele timen. Jeg elsker floorball. Det er den eneste form for idræt, jeg er god til. Den eneste ulempe er, at jeg altid sveder så meget bagefter, at jeg ikke kan beholde sports-bh’en på resten af dagen, som jeg plejer. I stedet skal jeg igennem showet, og jeg hader det. »Er der nogen, der har en shampoo, jeg må låne?« spørger Julie. »Jep«. Andrea kaster en flaske fra Matas, som Julie griber. Så forsvinder hun med sin rødmossede numse ind til bruserne. Jeg rejser mig op og vender mig, så jeg har ryggen til bænken overfor, hvor Andrea og Ghazal står splitternøgne og snakker. Det forstår jeg fandeme heller ikke. Synes de, der er hyggeligt her i det dampende, svedlugtende rum? Jeg trækker T-shirten over hovedet og smider den fra mig på bænken. Så tager jeg mit 10

håndklæde og lader det hvile på mine skuldre. Hvis jeg læner mig en anelse fremover, tager tyngdekraften fat i det og forvandler det til et lille telt. En smart løsning, jeg har fundet på. Jeg løsner sports-bh’en og lader den falde på gulvet, hvor den får lov at ligge til senere. I et snuptag binder jeg håndklædet stramt om mig og går hen til den lille vask i hjørnet. Jeg koncentrerer mig altid om overkroppen. Ved vasken væder jeg det nederste hjørne af håndklædet og tørrer mig i armhulerne. Da jeg vender mig om, står Cecilie foran mig. Nøgen – selvfølgelig – med sit håndklæde i hånden. »Har du lavet dansk stil?« »Mmm,« siger jeg. Selvom Cecilie er min bedste veninde, forstår jeg ikke, hvorfor hun ikke kan vente med at tale med mig, til vi er klædt på. Jeg hører ingenting i de her badesituationer. Jeg bliver nærmest døv. »Må jeg se, hvordan du har tolket billedet? Jeg får nok først afleveret i morgen,« siger Cecilie med store, bedende øjne. Karen har nemlig advaret hende om, at hun skal tage sig gevaldigt sammen. Ellers har hun ingen chance for at komme i gymnasiet efter niende. Jeg nikker. 11

Signe og Katja farer forbi os. Vanddråber fra deres våde hår rammer mig i ansigtet, og åbenbart rammer de også Cecilie, som beder dem om at holde op. De fravrister hende håndklædet og pisker hende i røven med det, og så er hun selv med i legen. Tilbage ved min bænk iagttager jeg dem. Jeg ved, at det er unfair. Især når jeg selv er så tilknappet. Jeg aner ikke, hvad pigerne tænker om mig. Hvis de da overhovedet tænker på mig. Det håber jeg ikke. Jeg skal bare overleve det her mandagshelvede. Katjas to kødsække kolliderer sidelæns og tvinges hårdt i hver sin retning. Det er lige så fascinerende som et makabert biluheld. Hvem kan se væk? I hvert fald ikke mig. Cecilie har pæne bryster, men jeg fatter stadig ikke, at hun kan gøre det. At nogen af dem kan gøre det. Nøgenhed for dem er lige så naturligt som at gå oprejst eller trække vejret. Noget, der sker helt automatisk, uden at man overhovedet tænker over det. Jeg stiller mig igen med ryggen til rummet, tager håndklædet om skuldrene og bh’en – den rigtige – omkring livet. Jeg hægter den i de yderste hægter, hvilket altid gør mig ked af det. Men ellers strammer den så meget, at jeg nærmest ikke kan trække vejret. 12

Desuden får jeg ækle fedtbuler på ryggen, som kan ses selv under tykke bluser. Faktisk er jeg ikke fed. Det sætter sig bare dér. Og på maven. Og på lårene. Jeg hører Cecilie, Signe og Katja fare forbi bag mig. Jeg vender bh’en rundt, trækker den op over brysterne. Jeg føler mig allerede helt svedig igen. Jeg ved jo også godt, at den gang klatvask ikke giver noget, når det kommer til stykket. Men i det mindste bestemmer jeg selv. Der er ingen moustache-Tove til at gøre livet surt for mig mere. Drengene kaldte hende moustache-Tove, fordi hun havde en skygge af mørke dun på overlæben. En af de bedste dage i mit liv var, da hun gik på pension. Og det var endda, før jeg vidste, at vi ville få Tobias som idrætslærer. Hun stod altid og lurede i omklædningsrummet. Truede med, at hun ville notere mig som fraværende, hvis jeg ikke gik i bad efter timen. Hun spurgte også, om det var noget kulturelt, der gjorde, at jeg nægtede at bade. Det svarede jeg bare ja til. Alt for at slippe for at smide tøjet. Selvom det var et latterligt spørgsmål, for Ghazal er typen, der render nøgen rundt, og det måtte hun sgu da have opdaget. Efter bh’en mangler jeg kun at få blusen over hovedet. Jeg stikker armene igennem og løsner håndklædet, der glider på gulvet perfekt koordineret 13

med, at jeg trækker blusen ned om lårene. Mandag er de lange blusers dag, og den, jeg har på, er nærmest en kjole. Så kan jeg igen trække vejret. Jeg sætter mig ned og finder nogle rene strømper i tasken. Lige idet jeg tager fat i dem, lyder der et cli-cli-click. Vi stivner alle sammen. Ligner de der gipsfigurer i Pompeji, som vi havde om i historie i ottende. Julie står midt i en bevægelse. Hårbørsten var på vej ned mod håret, men kommer ikke længere. Mettes sok bliver ved med kun at dække det yderste af hendes tæer, og Ghazal stirrer ind i rummet henne fra spejlet. Hendes mund er endnu mere åben end normalt, og hun har tandtråd spændt ud mellem hænderne. »HVA’ FUCK VAR DET?!« brøler Andrea, som kun hun kan. Hendes våde hår hænger i trævler ned ad hendes ryg, og hun svinger det, mens hun scanner rummet fra højre til venstre og tilbage igen. »Slap af,« siger Cecilie. »Står du og tager billeder?« spørger Line. »Ikke billeder. Ét billede. Af mig, ikke af jer.« Hun siger jer, som om hun tænker, at det ikke ville være trykket med fingeren værd at tage et billede af os. Ikke at nogen af os ville have lyst til at stille op. 14

»Hvis der er det mindste af mig med på den mobil – om det så bare er min lillefingernegl, så ryger den ind under bruseren, forstået?« siger Ghazal. Cecilie smiler, ser hen på mig og himler med øjnene. Andrea flår mobilen ud af hendes hånd. »Må jeg se?« siger Katja. Andrea finder billedet og holder mobilen op, så vi andre kan se det. Jeg kigger ikke. Jeg er ligeglad, men jeg var selvfølgelig heller ikke nøgen, da det blev taget. Jeg er aldrig nøgen. I hvert fald ikke offentligt. Andrea begynder at swipe. »Sig mig, tager du ikke billeder af andre end af dig selv?« spørger Katja, der er kommet farende for at se med. Hun giver et resumé af, hvad hun ser. Nok mest til Signe. »Cecilie med gul stråhat. Cecilie i hængekøje. Cecilie, der lægger mascara. Sikke et interessant solo-liv, du lever, Cecilie,« konkluderer hun. »Hallo! Min mobil, mine billeder,« siger Cecilie og rækker hånden frem. »Giv mig den. Der er ingen billeder af jer.« »Man skal selvfølgelig tage billeder af det, der interesserer én,« siger Signe og sender Katja et blik, som Cecilie bemærker. Cecilie skærer ansigt ad dem. 15

»Taak,« siger hun, da Andrea endelig rækker hende mobilen. »Vil du ikke være sød at lade være med at tage billeder inde i omklædningsrummet?« spørger Line. Cecilie sukker overdrevet højt og lægger mobilen i tasken. »Ja, det er rigtig ubehageligt,« siger Mette, der nærmest aldrig siger noget. Hun er klassens stumme elev. Det er, som om alle klasser skal have mindst én. Der var to i min gamle klasse. I de to år jeg har gået i klassen, er det den længste sætning, jeg nogensinde har hørt fra Mettes mund. Til gengæld ligner hun en, der er blevet ramt af en slem omgang menstruationskramper. Det er tydeligt, at hun ikke bryder sig om at tale i en forsamling. »Ja, ja,« siger Cecilie. »Det er ligesom forstået.«

Klasseværelset stinker af tyve forskellige slags shampooer, og der er våde, nyfriserede hoveder overalt. Karen går rundt og samler vores stile ind. Jeg rækker hende min. Hun ser på Cecilie. Cecilie ryster på hovedet. »I morgen. Jeg lover det.« Karen fikserer sit blik på hende. »I morgen,« siger Cecilie og lægger hovedet på skrå. »I morgen,« gentager Karen. »Kommer den senere, bliver den ikke rettet, og du ved, hvad det betyder.« Karen går videre. »Benjamin og Oscar afleverede da heller ikke,« hvisker Cecilie. Hun ligner en, der er blevet mega uretfærdigt behandlet. Jeg nikker, men tænker, at for Cecilie er det nærmere reglen end undtagelsen. Desuden bliver Benjamin og Oscar sikkert hængende i tiende. Hvis Cecilie seriøst mener, at vi skal følges ad i gymnasiet 17

efter sommerferien, må hun hellere begynde at vise Karen det. »Øh, Karen? Hvornår får vi at vide, hvor vi skal hen i næste uge?« siger Alexander. Hans stemme er i vild overgang, og den skifter mellem falsk lys og megadyb. Benjamin gør nar og efterligner Alexanders stemme – selvom det ikke er så længe siden, han selv var i samme båd. Nu lyder han konstant som en vranten bjørn, og der er ikke noget at gøre. Sådan kommer han til at lyde resten af livet. Karen irettesætter Benjamin med et »så er det godt!«, men det forhindrer ikke de andre fra klassen i at grine af Benjamins imitation. Alexander griner også, men da jeg kigger hen mod ham et øjeblik senere, sidder han og stirrer stift frem for sig. Jeg ved, hvordan han har det, i hvert fald nogenlunde, for det med hans stemme er sikkert bare midlertidigt, mens min kropsbygning er for livet. »Vi skal lige have de sidste detaljer på plads.« siger Karen. »I får besked i morgen.« »Det bliver ikke Sønderjylland, vel?« spørger Julie. »Ja, please, please, ikke Sønderjylland,« lyder det spredt fra klassen. »Jeg har stadig ar efter alle de myg,« klager Oscar. 18

Mads, der sidder i midterrækken skråt til venstre for mig, ser hen mod mig og ryster på hovedet. Jeg svarer ham ved at trække på skuldrene. Ingen af os aner, hvad klassen taler om. Både han og jeg startede først i syvende, efter de havde været på den berygtede tur. Åbenbart var det en eller anden naturuge med Jens og Karen, hvor de skulle på daglige vandre ture i silende regn. De skulle også samle blade og biller. Nu skal vi på en ny tur. Fire dage, og det hele er meget hemmelighedsfuldt. Men det kan umuligt blive værre end vildmarksturen. »Venner!« Karen bryder igennem støjen. »Slå op på side 43 i bogen. Hvorfor er denne fortælling et eventyr?« Vi arbejder med H.C. Andersens Kejserens nye klæder. Det er et af mine yndlingseventyr, men Cecilie hader det. Hun mener, H.C. Andersens eventyr er for pattebørn i indskolingen. Det ringer ud, mens Karen er midt i en sætning. Hun forsøger at overdøve klokken, men det er umuligt at høre, hvad hun siger for stole, der skraber hen over gulvet. Hun opgiver, skriver noget på tavlen, som halvdelen af klassen ikke ser, og som den anden halvdel bevidst ignorerer. 19

Cecilie og jeg følges ud i skolegården. Vi følges altid hjem, for vi bor ikke så langt fra hinanden. På vej rundt om skolens rustne låge er der noget gulligt, der fanger mit blik ovre ved skolebygningen. Var det Pernille? Jeg er ikke sikker, for jeg så kun personen i en brøkdel af et sekund. Men hvem andre end hende har lår i skoene og skrigende, gulorange nederdele på? Hendes cykel står i cykelstativet, klinet op ad Tobias’. Jeg ser hurtigt væk, men synet er alligevel nok til at skrue ned for mit humør. Cecilie og jeg fortsætter ned ad Kirsebær Allé. Bladene er gyldne, men der er ingen på jorden, jeg kan knase. »Hvor tror du, vi skal hen?« spørger Cecilie. »Odense,« siger jeg. »Vi har ikke lavet andet end at læse eventyr her på det sidste.« »Ja, måske,« siger Cecilie. »Uanset hvad, kan det umuligt blive lige så hæsligt som den tur, I var på i syvende,« siger jeg. »Line siger, I sov på en mark. Hun siger, at hun så en snog den sidste dag.« »Ah, så slemt var det altså slet ikke. Folk er så pivede. Man skulle ikke tro, vi gik i niende.« Cecilie standser op. »Og den der reaktion i omklædningrummet. Hvor langt ude var det lige?« 20

Jeg ved, hun vil have min støtte, og jeg vil gerne give hende den, men i den her situation er jeg bare ikke den rette. »Jeg har ikke set billedet,« siger jeg og fortsætter med at gå. Da jeg ser mig tilbage, er Cecilie i gang med at finde billedet på sin mobil. Jeg orker ikke at se det. Jeg er ligeglad med det billede. »Her. Kig.« Jeg går langsomt tilbage til hende og tager mobilen. »Det er et billede af mig. Se. Kun mig.« Det er rigtig nok. Det er et billede af Cecilie, kun Cecilie. Hun poserer med et lyslilla håndklæde formet som en turban på hovedet. Men det er det længere nede, der fanger min opmærksomhed. To struttende lyserøde brystvorter for enden af et sæt perfekte – men stadig nøgne – bryster. Og det hjælper ikke, at hun lukker det ene øje halvt i, i et fastfrosset, frækt blink, mens hun laver trutmund. Det er ikke den slags billeder, man bør tage af sig selv, og da slet ikke have liggende på sin mobil. Jeg rækker hende telefonen. »Nå?« Jeg trækker på skuldrene. »Jeg tror bare, de synes, det er lidt grænseover21

skridende med et kamera, du ved, når de er nøgne og alt det der.« Jeg begynder at gå. Cecilie følger efter mig. »Men det var en total overreaktion. Billedet var jo ikke engang af dem.« »Det vidste de jo ikke.« »Du reagerede da ikke sådan.« »Nej, men ...« »Men?« »Jeg var jo ligesom allerede klædt på,« siger jeg. »Jeg synes fandeme, de skulle se at blive voksne,« udbryder Cecilie. »En ødemarkstur er lige, hvad de trænger til.« »Men ...« Jeg har allerede åbnet munden og fortryder. »Men hvad?« Hun ser spørgende på mig. »Jeg ved heller ikke, om det er så smart med den slags selfies. Billederne kan jo blive misbrugt. Jeg ville i hvert fald aldrig turde have den slags billeder på min mobil.« Lige før sommerferien havde vi et forløb om billedmisbrug. At man aldrig må sende nøgenbilleder af sig selv til en kæreste, fordi det kan bruges imod én, hvis man går fra hinanden. Jeg følte mig som en alien hele ugen. Om nogen så holdt en pistol for 22

panden af mig, ville jeg hverken tage, få taget eller bevare et nøgenbillede af mig selv. Så hellere dø. Seriøst. Plaf mig ned, og begrav mig, men lad mig beholde mit tøj på, tak! Karen bombarderede os med case stories, som i virkeligheden var advarsler, time efter time. Allerede om tirsdagen længtes vi efter weekend. Jeg minder Cecilie om forløbet. »For det første så ligger billedet på min egen telefon. For det andet så har jeg selvfølgelig ikke tænkt mig at dele det. Så dum er jeg heller ikke.« Hendes kinder har fået farve. Jeg burde bare lade det ligge. »Hvad hvis du mister din telefon?« »Det gør jeg ikke. Jeg har den her. Altid!« Cecilie lægger en hånd på sin lyserøde bæltetaske. »De har bare ondt i røven hele bundet.« Vi er nået til hjørnet – hjørnet, hvor vi plejer at skilles, og hun går ad villavejen og jeg mod bygningen, hvor jeg bor. »Nå, vi ses i morgen,« siger jeg. Cecilie læner sig ind mod mig og giver mig et langt kram. »Vi ses,« smiler hun.

Derhjemme smider jeg altid skoene på værelset ved siden af min seng i stedet for at tage dem af i gangen. Det irriterer min mor, men der er alligevel ikke plads til flere sko i vores minigang. Jeg kaster mig på sengen og lukker øjnene. Billederne kommer helt af sig selv. Vandet fosser ned over mine hænder. Det skummer på mine fingre. Små klare bobler, der popper og hurtigt erstattes af andre. Jeg er nøgen inde i omklædningsrummet, alene ved bruserne. Så hører jeg døren åbne og nogle skridt gå i min retning. Jeg vender mig om og ser dig. »Tobias?!« Du ser på mig med funklende øjne. Din mund er halvt åben. »Samira, jeg troede, her var tomt. Jeg skulle bare lukke vinduet.« Du peger på et åbent vindue højt oppe. Lige over, hvor jeg står. 24

»Bare luk det,« siger jeg og bliver stående. Du stirrer på mig, æder mig med dine øjne. Du smiler og kommer tættere på. Jeg kan næsten ikke få vejret. Så tager du fat om mig og kysser mig. Jeg sætter mig brat op i sengen. På det her sted må jeg tit opgive at drømme videre, fordi de følelser, der overvælder mig, er for voldsomme til, at jeg kan holde dem ud. Jeg varierer drømmen. Nogle gange er jeg hjemme hos Tobias for at aflevere en hættetrøje, som han har glemt i gymnastiksalen. Vi er i stuen, og jeg kommenterer på et billede af Pernille, der står på en skænk: »Nå ja, hun besøger familie i Jylland,« siger han og lægger billedet med bagsiden opad. Pernille ... Jesus Christ. Tænk, at han har en kone som hende. Det viser bare, hvor sød Tobias er. Det viser, at han ikke er den overfladiske type som idioterne i min klasse, der savler over fotomodellerne. Han ser åbenbart ikke hendes dobbelthage og hendes drengede frisure, og at hun fylder hele døråbningen, når hun kommer ud af billedkunstlokalet. Ser han hende overhovedet? Kærlighed gør blind, men hvor blind? Det gad jeg godt vide. 25

Der lyder et pling fra min mobil. Det er en sms fra min mor. Snart hjemme. Gider du skrælle kartofler? Jeg sjosker ud i køkkenet. I den virkelige verden ville jeg aldrig turde vise mig nøgen over for Tobias – eller nogen anden mand. Heller ikke selvom en mand, efter hvad jeg har hørt, ville være blændet af begær, når han ser en nøgen kvinde. Det er en tanke, der beroliger mig lidt, for ellers har jeg ingen anelse om, hvordan min fremtid bliver. Heldigvis har jeg mine dagdrømme. I dem ser jeg aldrig min krop. Jeg føler den bare, og den føles altid perfekt. Helt, helt perfekt.