Roy Jacobsen DE USYNLIGE (læseprøve)

„Her befinder vi os i klasse, og det bør

hendes familie boet i generationer, som de

man overbevise sig

eneste. Fra øen kan de se ind til fastlandet,

selv om ved selvsyn.“

men fastlandet ser ikke dem.

W e e k e n dav i s e n

„I Vidunderbarn fremstår alt i den store humors nådige belysning, selv om

220 mm

undersiden er mørk nok. Roy Jacobsen mestrer kunsten at skrive om nogle, der har det dårligt, så dem, der læser det, får det bedre. Romanen er en lille, sørgmunter perle.“ Politiken

„Når Roy Jacobsen er bedst, hvad han er i denne roman, er han fuldt på højde med sine største landsmænd.“ K r i s t e l i g t Dag b l a d

„Vidunderbarn er et lille mesterværk.“ F y n s A m t s Av i s

HHHHH

I n g r i d vo k s e r o p på e n ø. Her har

Havet er hendes eventyr. Fiskene, stormene, fattigdommen. Hun ejer årstiderne, fuglene og horisonten. Ingrid lærer det, ingen længere kan. En dag må hun lære endnu mere.

17 mm

142 mm

roy jacobsen de usynlige

roy j ac obs en

(f. 1954) er en af

Norges mest læste og anerkendte forfattere. Flere af hans romaner er udkommet på dansk, blandt andre Huggerne (2007),

roMAN

Vidunderbarn (2010) og Anger (2013).

Roy Jacobsen har modtaget en række litterære priser i Norge og har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Hans bøger er oversat til 26 sprog. „De usynlige er slet og ret en helt fantastisk roman.“ D a g b l a d e t, NO

HHHHHH „Roy Jacobsens nye roman griber læseren med ét slag og slipper ikke taget før sidste side.“ VG

Jyllands-Posten

Omslag: © Stian Hole

100 mm

foto: © fredrik arff

norsk prosas mester-

142 mm

roy jacobsen de usynlige

100 mm

CMYK + GLOSSY KASCHE

rosinante

Af samme forfatter

Grænser, 2001 Frost, 2004 Huggerne, 2007 Marions slør, 2008 Vidunderbarn, 2010 Anger, 2013

2

Roy Jacobsen

De usynlige p책 dansk ved Camilla Christensen

Rosinante

3

De usynlige er oversat fra norsk af Camilla Christensen efter De usynlige Copyright © CAPPELEN DAMM AS (2013) Denne udgave: © Rosinante / rosinante & co, København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: © Stian Hole Sat med Minion og trykt hos Livonia ISBN: 978-87-638-3233-5 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd

Rosinante er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Øen

En vindstille dag i juli stiger røgen lige op. Præsten Johannes Malmberget bliver roet ud til øen og modtages af fiskerbonden Hans Barrøy, øens retmæssige ejer og overhoved for dens eneste familie. Han står ved landingsstedet, som hans forfædre har bygget af sten fra stranden, og betragter den ankommende færøbåd, de to roeres svulmende rygstykker og bag deres sorte sixpencekasketter præstens smilende, nybarberede ansigt. Da de er kommet tæt nok på, råber han: – Jaså, vi får nok fint besøg.

Præsten rejser sig op i båden og lader blikket glide hen over den lavvandede strand og engene, der strækker sig op til husene i den lille træklynge, lytter til mågeskrigene og svartbagen, der på hver eneste klippeknold på øen siger kvak-kvak som en anden gås, til ternerne og de spankulerende vadefugle, der borer i de snehvide strande under den stærke sol.

Men da han er kommet op af båden og vakler nogle skridt hen ad molen, får han øje på noget, han aldrig har set før, sin egen hjembygd under fjeldene inde på Hovedøya, sådan som den ser ud her fra Barrøy, Handelen og husene, gårdene, skovstykkerne og bådene.

– Se engang, hvor småt det er, man kan knap nok se husene.

Hans Barrøy siger: – Åh, jeg kan nu godt se dem.

– Så har du nok et bedre syn end mig, siger præsten og kigger

5

ind på det samfund, han har virket i gennem de sidste tredive år, men aldrig før set fra så vanvittigt et ståsted.

– Ja, De har jo aldrig været her før.

– Der er jo et par timers roning.

– De har da vel sejl.

– Nu er det jo blikstille, siger præsten, stadig med blikket rettet hjemover, for sandheden er, at han er skrækslagen for havet og nu både ryster og er hektisk opstemt, da han står her og er i live efter den fredelige overfart.

Roerne har fundet piberne frem og sidder med ryggen til og ryger. Præsten kan endelig give Hans Barrøy hånden og får i det samme øje på resten af familien, der er på vej ned fra husene, Hans’ gamle far, Martin, enkemand, siden hans kone gik bort for knap ti år siden, Hans’ ugifte og meget yngre søster, Barbro.

Og den regerende kvinde på øen, Maria, der holder den tre år gamle Ingrid i hånden, alle er i deres stiveste puds, kan præsten med tilfredshed slå fast, de opdagede nok allerede båden, da den rundede Oterholmen, som nu kun er en sort kalot på havet oppe mod nord.

Han går hen mod den lille flok, der er standset og har slået blikket ned mod græsset, og rækker dem hånden en efter en, uden at nogen af dem finder på at kigge op, ikke engang gamle Martin, der har taget sin røde tophue af, og til sidst Ingrid, som præsten lægger mærke til har rene, hvide hænder, ikke engang sørgerande under neglene, der heller ikke er nedbidte, men kortklippede, og små smilehuller, hvor knoerne efterhånden skal træde frem.

Han står med det lille mirakel i sin egen hånd og tænker på, at den snart vil blive til en hårdtarbejdende kvindes hånd, en senet, jordfarvet, barket hånd, en mands hånd, det stykke træværk, som alle hænder herude før eller siden forvandles til, og han siger: – Nå, der er du, lille ven, tror du på Gud? Ingrid svarer ikke.

6

– Det gør hun da, siger Maria, som er den første, der kigger direkte på gæsten. Men i det øjeblik gør han den samme opdagelse en gang til og går ivrigt nogle skridt forbi bådehuset, der ligger som et trappetrin i landskabet, og op på en bakke, hvor udsynet er endnu bedre.

– Nu kan jeg pinedød også se præstegården.

Hans Barrøy går forbi ham og siger: – Og herfra kan De se kirken.

Præsten iler efter ham og står lidt og beundrer den hvidkalkede kirke, der er kommet til syne som et blegt frimærke under de sorte fjelde, hvor de sidste få pletter sne ligner rådne tænder i et gab.

De går videre opad og snakker om dåb, fisk og dun, og præsten er helt opstemt over Barrøy, der set hjemmefra ligner en sort sten på horisonten, men viser sig at være den grønneste have, det må han i Guds navn medgive, sikkert ligesom mange andre af øerne herude, hvor der kun bor en enkelt familie eller to, Stangholmen, Sveinsøya, Lutvær, Skarven, Måsvær, Havstein, en håndfuld mennesker på hver, der dyrker et tyndt lag jord, fisker i havets dyb og føder børn, der vokser op, dyrker den samme jord og fisker i det samme dyb; det her er ikke en gold og bitter kyst, men en perlerad og en guldkæde, som han plejer at understrege i sine mest inspirerede prædikener. Spørgsmålet er, hvorfor han ikke er her oftere?

Og svaret er havet.

Præsten er en landkrabbe, og få af årets dage er som denne, den har han ventet på hele sommeren. Men det kommer så brat til ham, nu hvor han står ved foden af en græsbevokset ladebro og kigger ind i sit evige sogn, hvor Gud har holdt stand siden middelalderen, at han ikke før nu har vidst, hvordan det ser ud, ja, det er lige ved at være irriterende, som om han har haft et slør for øjnene i alle disse år eller været offer for en livslang svindel,

7

ikke bare hvad angår sognets størrelse, men muligvis også hans åndelige virke, det er måske ikke større?

Tanken er heldigvis mere foruroligende end truende, en metafysik fra havet, hvor alle afstande lyver, og han er på nippet til at lade sig aflede igen, men der kommer familien, den gamle nu med tophuen på hovedet, lige bag ham den ranke Maria og den robuste Barbro, som præsten i sin tid af forskellige og ret uklare grunde ikke var i stand til at konfirmere; Guds tavse børn på en holm i havet, som altså viser sig at være en juvel.

Han går i gang med at diskutere den forestående dåb med dem, den tre år gamle Ingrid med det lange tjærebrune hår, de blanke øjne og fødderne, der vel ikke kommer ned i et par sko før hen i oktober måned; hvor har hun dog de øjne fra, så blottet for fattigdommens sløve dumhed?

Han nævner i samme euforiske åndedrag, at han gerne vil høre Barbro synge til dåben, hendes stemme er så fin, så vidt han husker ...?

En forlegenhed breder sig i familien.

Hans Barrøy trækker præsten til side og forklarer, at Barbro nok har stemme, ja, men hun kender ikke salmerne, hun laver bare de lyde, hun synes passer, og det gør de som regel, men det var også grunden til, at hun ikke blev konfirmeret i sin tid, foruden et par andre grunde, som præsten sikkert husker.

Johannes Malmberget lader sagen falde, men der er et spørgsmål til, han gerne vil tage op med Hans Barrøy, og det gælder den kryptiske gravskrift, der har bekymret ham, siden Hans’ mor blev begravet derinde, et vers på hendes sten efter hendes eget ønske, det egner sig ikke til en gravsten, det er tvetydigt og prædiker nærmest, at livet ikke er værd at leve. Men da Hans heller ikke rigtig svarer noget særligt på det, vender præsten tilbage til dunene og spørgsmålet, om de har nogle, de vil sælge, for han har brug for to nye dyner til sit hjem og betaler mere, end de kan få 8

på markedet eller i Handelen, dunvægt er guldvægt, som man siger herude ...

Endelig har de noget jordnært og dagklart at snakke om og går ind i stuehuset, hvor Maria har lagt dug på bordet i stadsestuen og efter lefser, kaffe og aftalt handel falder præsten fuldstændig til ro og mærker, at den største nåde, der nu kan vederfares ham, er søvn, hvorefter hans øjne falder i, og hans vejrtrækning bliver tungere og langsommere. Han sidder i Martins gyngestol med hænderne i skødet, en sovende præst i deres hjem; det er et både imponerende og latterligt syn. De står og sidder rundt om ham i den tid, der går, før han igen åbner øjnene, smasker, rejser sig og ser ud, som om han ikke ved, hvor han er. Men så genkender ham dem og bukker. Som en form for tak. De ved ikke, hvad han takker for, og han siger ikke et ord, mens de følger ham ned til båden igen og ser ham lægge sig på en dynge garn i agterstavnen sammen med en sæk dun og en lille tønde mågeæg og lukke øjnene igen, så det ser ud, som om han også sover, da han forlader dem. Røgen er stadig en lige søjle op i himlen.

9

Idyl

Alt af værdi på en ø kommer udefra, bortset fra jorden, men det er ikke på grund af den, øboerne er her, det er de sig pinligt bevidst. Nu har Hans Barrøy brækket sit sidste leskaft og er nødt til at afbryde høslættet. Han kan ikke lave et nyt skaft af materiale, der findes på øen, for det bør være ask, som han kan købe inde i Handelen eller skaffe selv, gratis, af en anden træsort.

Han stikker lebladet ned i toppen af et høhæs, går ned ad græsstien til landingen, skubber færøbåden ud i det smaragdgrønne hav og skal lige til at kravle om bord, da han ombestemmer sig og går op mod husene, hvor Maria sidder og lapper et par bukser ved husets sydvæg og kigger op, da han kommer om hjørnet.

– Hvor er pigebarnet? siger han overdrevent højt, for han ved, at Ingrid har set ham og gemt sig, så han kan lede efter hende og svinge hende rundt i store cirkler.

Maria gør tegn med blikket i retning af kartoffelkælderen. Men faren siger med den samme høje stemme, at så kan hun ikke komme med, når han nu skal over til Skogsholmen, og begynder at gå nedad igen, men når ikke ret mange meter, før han hører hendes skridt og bøjer sig ned lige i rette øjeblik til, at hun kan hoppe op og slå armene om halsen på ham og hyle, mens han løber af sted med hende som en hest og udstøder lyde, han kun præsterer, når de er på tomandshånd.

Den latter, hun dog har.

Han spørger, om de skal tage et fåreskind med.

10

– Ja, siger hun og klapper i hænderne.

Han går ind i bådeskuret efter et af skindene og lægger det i bådens agterstavn, så det minder om en seng, går i land igen og bærer hende om bord, og hun maser sig til rette med ryggen til stavnen, så hun kan kigge på, mens han ror, kigge ud over rælingen, virre med hovedet fra side til side, de små fingre som hvide sandorm på den tjærebrune ræling.

Den latter.

Han ror rundt om næsset, ind mellem mylderet af holme og skær og vælger den lige vej ud til Skogsholmen, mens han snakker om dåben for tre uger siden, kirken, der var pyntet så overdådigt for hele otte børn fra øerne, men det var kun hende, der kunne gå på sine egne ben op til døbefonten og sige sit navn, da præsten spurgte, hvad barnet skulle hedde, så hendes far nævner, at hun begynder at blive for stor til at ligge der som et lig på et fåreskind i stedet for at gøre gavn, ro eller holde i en snøre, så de kan få en sej eller to med hjem og ikke kun materiale til en ny le.

Hun svarer, at hun ikke behøver at blive større, og hænger ud over først den ene ræling og så den anden, selv om han siger, at hun skal sidde lige i båden. Han tager en ny landkending, fra Oterholmen til rønnebærtræet på sydspidsen af Moltholmen, skifter kurs igen efter firs åretag og ror ind mellem Lundeskjærene lige på det sted, hvor der er dybt nok ved denne vandstand, før han skodder, vender båden og rammer åbningen i fjeldet indenskærs på holmen, hvor han har hamret en bolt ned i klippen.

Han siger, at hun skal tage fortøjningen med i land, og hun står og holder båden som en ko i tøjr, mens han rejser sig og ser sig omkring, som om der er noget at se på, fuglene på himlen, fjeldene inde bag ved hans egen Barrøy og de intense terneskrig, hvide og sorte blink saksende rundt i luftrummet over dem.

Han træder op på land og viser hende, hvordan man slår et dobbelt halvstik. Hun kan ikke og bliver vred, han viser hende

11

det, de gør det sammen, hun ler, et halvstik omkring en bolt.

Han siger, at hun kan bade i jættegryden, mens han går i skoven, derinde er der for mange insekter.

– Husk nu at tage tøjet af.

I den lille skov i øens nord-syd-gående dalsænkning finder han fire lige stammer, ikke ask, men noget, der egentlig ikke burde vokse så højt mod nord, den ene med en krumning lige over roden, der vil ligge godt mod skulderen. Det er mere, end han havde forventet.

Han lægger stammerne over skulderen og går igen op på fjeldet og lader sig dumpe ned ved jættegryden, hvor hun sidder i vand til armhulerne og betragter sine hænder, fletter fingre og klasker dem mod vandoverfladen, så regnvandet sprøjter op i ansigtet på hende og får hende til at hyle og skære grimasser, den latter. Og hans uro, der har været der, siden hun blev født.

Han lægger sig bagover og læner skuldrene mod det knudrede fjeld, indtil baghovedet hviler mod sten, og der ligger han og kigger op i sværmen af terner og hører hende stille spørgsmål som et hvilket som helst barn, og hun vil også have ham til at bade, plaskelydene og den svale østenvind, saltet på læberne, sveden og havet; han forsvinder ned i en hvirvel af lys og mørke og stiger op igen og misser mod hende, som hun står der splitternøgen i sollyset og spørger, om hun må tørre sig i sit tøj.

– Tag den her, siger han, trækker skjorten af og hører hende le af, hvor hvid han er på overkroppen og hvor kulsort på armene og halsen, han ligner den dukke, han har lavet til hende af dele, der ikke passer sammen. Også det er et normalt barns indfald, dukken hedder Oscar, af og til hedder den Anni.

På vej tilbage får de tre sej, der ligger side om side ved hendes fødder, mens hun sidder indsvøbt i hans skjorte. Han siger, at han vil have den tilbage, fordi det er blevet køligere nu hen under 12

aften. Hun lader sig falde bagover på skindet, slår armene om skinnebenene og kigger drillende på ham hen over knæskallerne.

– Du griner da også ad alting, siger han og tænker, at hun kender forskel på leg og alvor, at hun sjældent græder, ikke er trodsig eller låser sig fast, aldrig er syg, og at hun lærer det, hun skal. Denne uro, han er nødt til at slippe af med.

– Skal du ikke i gang? siger han og nikker mod fiskene.

– Det er noget griseri.

– Hvor har du lært det?

– Af mor.

– Mor er vist fin på den. Det er vi da ikke, vel?

Hun tænker sig om med to fingre i munden.

– Mågen er sulten, siger han.

Hun stikker en hånd ind i bugen på den største sej, river indvoldene ud og holder dem op med væmmelse i blikket. Han ror fra den ene landkending til den anden, mens hun smider indvolde ud over rælingen og ser mågerne dykke ned over dem og plaske, æde og slås i en slags hvirvel på liv og død. Hun stikker hånden ind i den næste, kaster indvoldene ud til fuglene, derefter den sidste, og så læner hun sig ud over rælingen, skyller fiskene én efter én og lægger dem ved siden af hinanden på bundbrædderne, den største til styrbord, den mellemste i midten og den lille til bagbord, før hun vasker hænder, længe og grundigt. Der er ingen sprækker i dette barnesind, afgør han med halvvejs lukkede øjne og mærker på båden, at hun bliver hængende for at tegne slanger i vandet, så han må ro en skæv båd ind i landingen og nøjes med at trække den halvvejs op og sætte bukke under kanten af rælingen, for havet trækker sig tilbage.

Hun går foran ham på stien og slæber på fangsten, så de sidste dråber blod løber ned over de tynde lægge. På hans skulder de fire små stammer, øksen under armen, i hånden hendes tørre tøj. Han standser og kigger på solen i nordvest, den er blevet mat og ulden

13

og bliver snart til en måne, det lider mod nat, og han tænker på, om han skal reparere leen med det samme eller få nogle timers søvn, indtil duggen falder i Rosehagen næste morgen; duggen falder altid først i Rosehagen, hvor der vokser noget mærkeligt rødt græs.

14

Affald

Det, der driver i land på en ø, tilhører dem, der finder det, og øboerne finder meget. Det kan være kork, tønder, hamp, drivtømmer og glaskavler – grønne og brune kugler, der holder fiskegarn oppe i havet – som gamle Martin Barrøy roder frem af tangdyngerne, når stormen har raset ud, og sætter sig i bådehuset for at knytte nyt garn om, så de bliver som nye. Det kan være et stykke legetøj af træ til Ingrid, det kan være fiskekasser og årer, fangstkroge, linerulle, øsekar, rafter, planker og rester af både. En vinternat drev et helt styrehus i land. Det trak de op med hesten og satte i haven mod syd på øen, så Ingrid kan sidde i skipperens drejestol og dreje på et rat af messing og mahogni, mens hun ser ud over engene og gærderne, der løber i bølger hen over øen.

Der er hele otte gærder.

De er muret op af sten, der stiger op af jorden på samme måde, som glaskavlerne stiger op af havet, bare meget langsommere; mange vintre bruger stenene på at arbejde sig op, så de kan samle dem om foråret og lægge dem på gærderne og gøre dem endnu højere, gærderne, der deler øen ind i ni enge, eller haver, som de kalder dem. Sydhagen er den mest udsatte, der hamrer havet ind med hele sit uhyrlige væsen. Så følger Barmhagen, ingen ved, hvor den har sit navn fra, men det kan stamme fra de grønne fjeldknolde og agerstykker, der ligner store og små kvindebryster, og som fårene græsser runde og fine, når høslættet er overstået.

Rosehagen, fordi græsset der er rødt som umodne rønnebær.

15

Fjøshagen omgiver husene, Edens hage vender mod nord, men er alligevel den mest frugtbare, det er altid der, de har kartoffelstykket, og så er der Skurvhagen, Nordhagen og Nødhagen, som alle har navn som fortjent, selv om Nødhagen er den grønneste af dem alle sammen og ligger omkring bådehuset og landingen som en stor, grøn vante.

Men for det meste finder de affald.

De finder døde marsvin, alke og skarv sprængfyldt af stinkende gasser, de vader i rådden tang og finder halve sko og en hat og et armbind og en krykke og brudstykker af fremmede liv, vidnesbyrd om overflod, slendrian, tab, sløseri og ulykker, der har ramt mennesker, de aldrig har hørt om og aldrig skal møde.

Sommetider finder de også et ufrivilligt budskab, der er umuligt at tolke, en frakke med lommerne fulde af aviser og tobak fra England, en krans på en flydende grav, den franske trikolore på en flænset flagstang og et slimet skrin med en eksotisk kvindes mest intime ejendele.

En sjælden gang imellem finder de også en flaskepost, der indeholder en blanding af længsler og betroelser og er henvendt til andre end dem, der finder dem, men som, hvis de skulle møde rette vedkommende, ville have fået dem til at græde blod og sætte himmel og jord i bevægelse. Nu åbner øboerne dem med hele deres nøgternhed, fisker brevene ud og læser dem, hvis de forstår sproget, og gør sig også nogle tanker om indholdet, små vage tanker – flaskepost er mytiske formidlere af savn, håb og ulevet liv – og derefter lægger de brevene i en kiste beregnet til genstande, der hverken kan ejes eller smides ud, og koger så flasken og hælder ribssaft på den, eller de sætter den simpelthen som en form for bevis på dens egen tomhed i vindueskarmen i stalden, så sollyset kan skinne igennem den og blive grønt, inden det skrår ned og lægger sig til rette i de tørre strå på gulvet.

Men en efterårsmorgen finder Hans Barrøy et helt træ, som 16

stormen har skubbet op og lagt fra sig på sydspidsen af øen. Et stort træ. Han tror ikke sine egne øjne.

Nu viger havet i takt med vinden, og træet ligger som skelettet af et geologisk uhyre, et hvalskrog, med intakte rødder og grene, men uden nåle og bark, det har havet fortæret, et ton hvid harpiks, der er meget værdifuld ude i verden, fordi den kan bruges til at smøre berømte violinisters buer med og gøre deres toner rene. Det er en russisk lærk, som gennem århundrederne har vokset sig stor ved Jenisejs bred i ødemarken syd for Krasnojarsk, og som vindene over taigaen har sat spor i som en kam i fedtet hår, indtil en forårsoversvømmelse med tænder af is væltede den omkuld i floden, der førte den tre-fire tusinde kilometer nordpå til Karahavet og lagde den i kløerne på de salte havstrømme, der flyder nordpå til iskanten og videre vestpå langs Novaja Zemlja og Spitsbergen for så at føre den helt ind under Grønlands og Islands kyster, hvor varmere strømme rev den ud af de koldes greb og drev den mod nordøst igen i en mægtig halvjordisk cirkel, fuldbragt på et årti eller to, indtil en sidste storm lagde den op på en ø ved den norske kyst, så den i morgengryet i oktober kan blive fundet af Hans Barrøy, der står og betragter den med målløs undren.

Et vældigere træ er aldrig blevet beundret på disse kanter.

Han løber hjem og henter familien.

De går i gang med at partere byttet, afgrene og save rødder og grene op og stable dem ved staldens nordvæg, det bliver til optændingsbrænde, før de går løs på selve stammen, en bid ad gangen. Men nu ligger der pludselig en romersk søjle på omkring tretten meter, og de kan stadig ikke få den trukket op til gården med hest og taljer og fem menneskers kræfter. De fortøjer den og går hjem og sover på det, udasede, matte og tilfredse. Og ved næste springflod får de trukket den endnu nogle meter højere op, men der bliver den også liggende, en væltet marmorsøjle.

17

Hans og Martin skærer to stykker mere af stammen, det går der en hel dag med, og de opdager, at det harpiksfyldte kerneved kun bliver mere og mere rødglødende, jo nærmere centrum de kommer, hårdt som glas og alligevel porøst under knivsbladet.

De skraber det af og smuldrer det mellem fingrene og mærker en lugt, der får dem til at indse, at det er umuligt at hugge dette vidunder op bare for at brænde det i en ovn. Træet er en helhed, der må bevares, engang vil de få brug for det, i en anden tid, eller de vil kunne sælge det, det må være en formue værd.

Med en sidste kraftanstrengelse ruller de det op på tre stokke, så det kommer klar af græsset, slår fire pæle ned på hver side, banker bolte gennem dem og ind i træet. Og der ligger søjlen den dag i dag, hundrede år senere, en hvid valse mod havet. Det kan godt se ud, som om nogen har glemt den, det kan godt se ud, som om den engang havde en funktion, som om den var uundværlig.

18

Første forsøg

Ingen kan forlade en ø, en ø er et kosmos i en nøddeskal med stjernerne sovende i græsset under sneen. Men det sker, at nogen forsøger. Og på sådan en dag blæser en blid østenvind. Hans Barrøy har sat sejl, et barketbrunt sprydsejl, og det går fint med at krydse ind mod Handelen. Hele familien er med undtagen gamle Martin, han har ingen tro på den rejse.

De skal skille sig af med Barbro. Barbro er treogtyve og nødt til at begynde at tjene, de har skaffet hende en plads.

Da de har fortøjet ved kajen ved Handelen, fører Ingrid hende op mod Købmanden og bygden, hvor træerne vokser ind i himlen, og husene er malet og står så tæt sammen, at man kan gå fra det ene til det andet uden overtøj.

Barbro vil ikke holde nogen anden end Ingrid i hånden, for hun ved, hvad der skal ske, og standser ved Købmanden, og alle de blikke, der rettes mod dem, øboerne, der så sjældent ses herinde. Ingrid er pyntet i blå kjole og grå strikjakke med grønne iskrystaller på krave og ærmer. Barbro har en gul kjole på og en vadmelsjakke, der er for kort, hun siger, at hun vil have brystsukker.

Hans er fulgt efter dem og siger ja, hun kan godt få brystsukker. Men efter besøget hos Købmanden vil hun ikke gå videre hen til gården, hvor husets frue, Gretha Sabina Tommesen, har lovet at tage hende ind som pige, bare det ikke koster hende andet end maden og en seng. Hans og Maria er nødt til at slæbe

19

hende af sted, mens Ingrid går bagest i flokken og kaster stjålne blikke på flokken af børn, der følger efter dem på afstand. Hun har set flere af dem før, ganske kort, i kirken eller på Handelen, hun kender navnene på to og genkender fire ansigter, men ingen af dem smiler, og hun kigger ikke ret længe, før hun løber efter de andre ind i haven omkring det hvide hus, der har en tung, mørk fyldningsdør, som går op og slipper dem ind i en anden verdensdel.

Men derinde lykkes det Gretha Sabina Tommesen at kalde Barbro »idioten« tre gange, mens hun viser dem kammeret, hun skal sove i sammen med den anden pige, der også er fra øerne, bare meget yngre end Barbro. Hun forklarer, at idioten også må regne med at blive kaldt ned til Handelen, når der kommer sild, om det så er midt om natten, ligesom de andre kvindfolk i huset: – Kan hun gane?

– Javist, siger Maria. Hun kan også koge, karte, spinde og strikke sokker ...

– Er hun renlig?

– Det kan De vel se.

– Forstår du, hvad jeg siger, Barbro? råber hun til Barbro, der nikker og kigger op i en krystallampe, der hænger over hendes hoved, en stjernehimmel, som øjnene synker så langt ind i, at de bliver der, og hendes hals stivner. Da Gretha Sabina Tommesen så siger til Maria, at hendes svigerinde ikke kan regne med at få andet tøj end det, hun selv har med, kigger Hans på sin søster – der stadig står med blikket oppe i det nye solsystem – træffer en beslutning, tager hendes hånd i sin ene og den lille kuffert i den anden, går ud af huset igen og lægger også denne gang vejen omkring Handelen og venter, til Maria og Ingrid indhenter dem. Ægtefællerne kigger på hinanden. Han nikker hen mod døren.

Hun nikker tilbage. De går ind igen og køber sukker og kaffe, to pakker firetommers søm, en spand tjære, sagogryn, kanel, en 20

tønde groft salt, bestiller tre store sække rugmel, der skal afhentes om fire dage, og går ud igen og ned til kajen med varerne, går om bord i båden og sætter sejl.

De havde en god slør hjemad.

Hans kan ikke se på sin søster. Han sætter sig på den anden side af rorpinden, så sejlet er imellem dem. Men han er ikke uden for Marias blik af den grund, hun er syvogtyve år, hun er stærk og kommer fra en anden ø, hun har gået på husholdningsskole og kunne have fået plads hvor som helst, men hun er på Barrøya sammen med ham, Hans Barrøy, der er femogtredive, som han sidder der i skjul for sin egen søster og en irriterende skam, det er to sider af samme sag, skammen og skjulestedet, men stadig udsat for Marias blik, det viger ikke, før han indrømmer, at han er en torsk, det er nok med et nik. Så retter hun blikket mod bølgerne og får det irriterende smil på læben, der gør hende endnu mere uovervindelig.

Gamle Martin står i landingen og tager imod dem med en skinger latter.

– Var det ikke det, jeg sagde!

Han vader ud, løfter kufferten på land og gelejder datteren op mod husene, mens Ingrid løber ved siden af og fortæller om bygden, indtil hendes stemme drukner i mågeskrig. Maria og Hans bliver stående i landingen og diskuterer, om de skal hente vognen eller bære varerne op.

– Der er vel ikke mere, end vi kan bære?

Hun går foran ham op. Han slipper varerne, griber fat om hendes hofter og får hende lagt ned i det høje græs, hvor ikke engang Gud kan se dem eller høre hendes halvkvalte hyl, og at hun kalder ham både det ene og det andet, mens hun igen får det smil på læberne, som hun for lidt siden styrtede i bølgerne, han har så godt som hentet det op igen. Og bagefter gider de ikke gå videre, men ligger og kigger op i himlen, mens hun fortæller om

21

dengang, hun var barn hjemme på Buøy, og en lade faldt sammen, fordi der var for meget sne på den ene side af taget. Han lytter og tænker på, hvor hun vil hen med det, som han altid gør, hvad mener Maria, og hvad vil hun? Indtil Ingrid pludselig står over dem og spørger, hvor de bliver af, Barbro vil vide, hvad de skal have at spise, sild eller sej eller den helleflynder, faren tog med krog i går.

– Jeg ordner helleflynderen, siger han, rejser sig, henter alligevel vognen og læsser varerne på, og Ingrid, og triller opad, mens Maria bliver liggende. Hun er øens filosof, den med det skæve blik, fordi hun kommer fra en anden ø og har noget at sammenligne med, det kan kaldes erfaring, endda klogskab, men det kan også give hende et spaltet sind, det kommer an på, hvor forskellige øjnene er.

22

Træer

De har tre seljepil på Barrøy, fire birketræer og fem rønnetræer, hvoraf det ene er arret, stort som en tønde om midjen og kaldes Gammelrønnen, og de hælder alle tolv i den retning, naturen har bøjet dem.

Der er også nogle mindre, pjevsede birketræer på en knold mod vest, de står ligesom og holder om hinanden og hedder Kjærlighetslunden, men stritter i alle retninger, når det blæser.

Derudover har de en stor og svær seljepil, der nærmest ligger hen ad jorden og har levet på den måde, så længe nogen kan huske, på knæ i skellet mellem Rosehagen og Barmhagen. Forfædrene har anlagt stengærdet i en bue uden om pilen i stedet for at hugge den om. Det er sandsynligvis det eneste træ på øen, der ikke vil kunne hugges om. Ikke for det, de hugger heller ikke de andre om, selv om træ både er kostbart og nødvendigt, så det sker, at tanken strejfer dem. Men ingen tænker nogensinde på at hugge seljepilen i skellet mellem de to haver om, den er på en måde allerede fældet, som den ligger der, og dermed fredet, som en grav.

I de største rønnetræer omkring husene hænger store skadereder. Øboerne forbander tit skaden, fordi den skider og stjæler, og taler om at rive rederne ned. Men heller ikke det bliver til noget. Så når de vældige kvistreder duver i kampen mod endnu en storm og overlever også denne gang, fastslår menneskene med stoisk lettelse, at heller ingenting blev raseret denne gang, det sker alligevel tit nok, at noget bliver det.

23

Hvis regnen eller sneen for en gangs skyld falder lige ned, dannes en tør cirkel i græsset under rederne i Gammelrønnen. Så klumper fårene sig sammen under den. Især lammene kan ikke lide regnen, og de besørger efter bedste evne, så der kommer en sort, pløret livets cirkel under hver rede. Alting hænger sammen med alting, på samme måde som et menneske ikke deles i to, selv om det bøjer sig forover.

Sådan er det også på de tusinde andre øer i arkipelaget.

De ti tusinde øer.

Fordi landskabet er så åbent og udsat, kunne nogen sagtens finde på at klæde kysten i noget stedsegrønt, for eksempel grantræer eller fyr, oprette idealistiske planteskoler rundt omkring i landet og begynde at udskibe store mængder af bitte små grantræer og forære dem til beboerne på både små og store øer og sige, at hvis I planter disse grantræer på jeres jord og lader dem vokse, vil generationerne efter jer kunne få både brændsel og tømmer til huse. Vinden vil holde op med at blæse jordsmonnet i havet, og både dyr og mennesker vil have ly og ro, hvor de før havde vind i håret døgnet rundt, øerne ville ikke længere ligne flydende templer på horisonten, men et misrøgtet vildnis af stargræs og skræpper. Nej, det ville ingen finde på at gøre, at ødelægge en horisont. Horisonten er nok det vigtigste, de har herude, den vibrerende synsnerve i en drøm, selv om de knap nok lægger mærke til den og heller ikke gør noget forsøg på at sætte ord på den. Det finder ingen på at gøre, før landet bliver så rigt, at den er i færd med at forsvinde.

24

Andet forsøg

Det er blevet forår igen, og himlen er høj over øerne, vindene er kolde og forvirrede og bringer også korte pust af varme. Strandskaderne er vendt tilbage og spankulerer rundt mellem strandstenene som sorthvide høns, mens de nikker med hovedet, borer de lange røde næb ned i sandet, og de pludrer og kagler og kan ikke andet. Strandskaden er en idiotisk fugl, men den kommer med foråret.

Midt inde på fjorden lægger vinden sig pludselig.

Hans Barrøy må rebe sejlet og sætte sig til at ro. Så griber Maria også årerne, sætter sig bag ham og banker ham i korsryggen med knoerne, indtil han råber, at det gør ondt, og at kællingen – sgu ikke kan ro. Barbro og Ingrid ler, mens de sidder klemt sammen i en blå og en gul kjole på et fåreskind i bagstavnen med en lille kuffert og den uvirksomme rorpind mellem sig.

– Du ror ikke lige.

– Det gør jeg da, siger Maria og lader den ene åre hvile, så båden drejer brat. Barbro ler igen, selv om hun godt ved, hvad der skal ske, det samme som sidst, de vil skille sig af med hende.

De fortøjer igen ved Handelen og går op, først Hans med kufferten, derefter Barbro og Ingrid hånd i hånd med Maria som en slags afslutning, også hun er pyntet i dag, som for at forstærke alvoren, beslutsomheden, det gik så galt sidst, og ingen af dem siger et ord.

Der gøres igen holdt ved Købmanden og købes brystsukker,

25

inden de går videre op mod præstegården, hvor de bliver modtaget af præstefruen, Karen Louise Malmberget, der så sent som for tre år siden hed Husvik og er mærkeligt ung ved siden af præsten Johannes Malmberget, der har nået at blive enkemand to gange, inden Karen Louise kom ind i hans liv og hans hus. Hun er barnløs, det er han ikke, han har fem sønner, der alle sammen er på et eller andet seminarium i en by, som om de rejste for altid, dengang de rejste, og siden glemte, hvor de kommer fra.

Karen Louise er klædt i en lys kjole og et hvidt forklæde og har både strømper og sko på fødderne, selv om hun er indendørs.

Hun hilser på Barbro – giver hånd – byder velkommen og er let på tå og sprudlende, som om hun har glædet sig, fører dem rundt i stuerne og værelserne og viser dem møbler, symaskine og strygejern og fortæller, hvor Barbro skal sove, i et lyst og venligt værelse på førstesalen med tapet på væggene og en kommode med en lille blomstervase og et natmøbel af porcelæn med et blåt stempel i bunden.

Hun forklarer, hvad Barbro skal lave.

Og det er ikke meget, det virker nærmest, som om præstefruen er på udkig efter selskab i huset, måske endda en veninde, de er næsten jævnaldrende. I det hvide køkken står hun med en kogebog på størrelse med en bibel i hånden og spørger, om Barbro kan læse?

Det svarer ingen af dem på.

Karen Louise beder om undskyldning og siger, at det var dumt af hende, og bladrer frem til kapitlet om syltetøj og begynder igen at snakke om, hvad Barbro skal lave, peger ud ad vinduet på en hær af store og små bærbuske, der står opmarcheret i seks lige kolonner ned mod et hvidt stakit i den anden ende af den forårsbrune have, solbær, ribs, stikkelsbær og hindbærrene der ved klippeknolden, som Barbro fortæller, at de også har på Barrøy, de har også ribs, og hun ved godt, hvor meget sukker der skal bruges ...

26

Så må Hans Barrøy sætte sig ned.

Han dumper ned på en stol, der står formålsløst mellem to stuer, som om den er til pynt, det slår ham i hvert fald, at der aldrig kan have siddet nogen på den. Og han kan ikke komme op igen, men læner kroppen frem, lægger ansigtet i hænderne og støtter albuerne på knæene, som om han leder efter noget på bunden af en tanke, noget, han ikke kan finde, da han pludselig får følelsen af, at de andre er standset og står og kigger på ham.

Han ser op og siger noget, han tænker på, hvor præsten mon er?

Han er oppe nordpå på øen, siger præstefruen, i et ærinde hos ...

De snakker lidt om de mennesker, Johannes Malmberget besøger, som det viser sig, at Hans kender. Da omvisningen fortsætter, og han igen er blevet alene på den formålsløse stol, finder han endelig det, han leder efter, rejser sig og løber efter dem ind i endnu en stue, griber sin søsters hånd og slæber hende med ud på gårdspladsen under vilde protester, for Barbro vil blive i det fine hus. De andre følger efter, de står på den brede stentrappe og kigger spørgende på ham, Maria råber et eller andet, hun har et forpint udtryk i ansigtet.

– Jeg vil være her, hyler Barbro.

– Du skal ikke være nogen steder, siger hendes bror, trækker hende ned mod porten og får dem ud på vejen, hvor han står og hiver efter vejret, indtil Maria og Ingrid indhenter dem. Maria med kufferten, hun spørger, hvad der er, med det samme forpinte udtryk, det er næsten en sorg.

– Ingenting, siger Hans.

De går tavse forbi Købmanden, der bliver ingen indkøb i dag, fortsætter ned til Handelen og klatrer om bord i færøbåden. Hans Barrøy registrerer, at vinden både er vendt og tiltaget, den er slået om i sydvest. Han sætter sejl og giver sig til at krydse skarpt udad.

27

Så kommer regnen også. Den bliver tættere og stridere, jo længere ud i fjordmundingen de kommer. Barbro og Ingrid gemmer sig under fåreskindet. Derfra hører han i hvert fald latter, og denne gang har han ingen planer om at skjule sig for nogens blik, hvad skulle det gøre godt for, ikke engang for Maria, der sidder med ryggen til regnen og vandet løbende ned gennem de lange brune lokker, som bliver mere og mere sorte og ligner viftende bladtang.

Og han kan ikke få øje på det smil, der plejer at redde dem.

Det regner i stride strømme til langt ud på natten, en stærk kuling har lagt sig over dem. Den drejer modvilligt mod nordvest og bliver koldere og mere spag. Det klarer op, og vandet pisker ikke længere mod vinduerne, da Maria slår øjnene op og ser, at sengen ved siden af hende er tom. Med hånden mærker hun, at den også er kold.

Hun står op og løber ind til Barbro og Ingrid og beder dem om at klæde sig på og komme med ned i køkkenet, hvor ingen har tændt op. De spørger, hvad det er, der sker. Maria har ikke noget svar. De tænder op og spiser sammen med Martin, der heller ikke siger noget, og går derefter ned i bådehuset, hvor færøbåden mangler, og giver sig til at bøde garn med begge døre åbne, så de hele tiden kan se nordpå mod Handelen, kirken og bygden, arbejder tavst, afventende og præcist, indtil de endelig får øje på det skrå sejl, der jager op og ned som et savblad i den hårde sø, det er båden, der kommer huggende tilbage, da det er blevet aften.

Hans Barrøy reber sejlet, båden rammer rullestokkene og står fast. Han vakler hen over to tofter, bøjer sig ned fremme i forstavnen, griber fat i noget, der spræller, og smider en lille gris i land, der giver sig til at løbe skrigende rundt i det hvide bælte af knuste muslingeskaller. Den kostede tolv kroner, har kun ét øre og en sort plet i panden, der ligner et kuglehul. De kan kalde den, hvad de vil. Han har også brystsukker i en brun pose, som 28

han rækker Barbro, og går så ind i bådehuset efter tellegarn og laver et tøjr til grisen, knytter en løkke i den ene ende og rækker det til Ingrid, der står og kigger på den, den er begyndt at spise græs.

– Det der gør du ikke en gang til, siger Maria, vender både ham og grisen ryggen og går op mod husene for at gøre klar til aftensmad, mens manden står tilbage med et smil, Ingrid ikke har set før. Hun lægger mærke til, at hendes mor er vred både resten af aftenen og hele næste dag. Men så sker der noget usynligt, og det mærkelige er forsvundet. Grisen får navnet Grauten.

29

Ruinerne

Husene på Barrøy står i en skæv vinkel i forhold til hinanden.

Set fra oven ligner de fire tilfældige terninger, nogen har kastet på må og få, foruden en kartoffelkælder, der bliver til en iglo om vinteren. Der er stenfliser at gå på mellem husene, tørrestativer og græsgange strålende ud i alle retninger, men i virkeligheden danner husene en plov mod vejret, så de ikke falder omkuld, om så hele havet væltede ind over øen.

Ingen kan påberåbe sig nogen fortjeneste for det sindrigt opbyggede tun, det er resultatet af en kollektiv nedarvet visdom, bygget på dyrekøbt erfaring.

Men selv ikke en historisk genistreg kan forhindre, at der om vinteren lægger sig en flodbølge af hårdt pakket sne mellem stuehuset og stalden, som de må kæmpe sig igennem med både vandspande og mælkespande, når de skal til og fra dyrene. De kalder den Bølgen og forbander den som de færreste andre fænomener, for Bølgen rejser sig gerne, når nerverne er mest tyndslidt, i januar og februar, i december, ja, også i marts, en mur af fygesne mellem dyr og mennesker, og det nytter ikke noget at skovle, selv om de alligevel gør det, for det fyger til igen med det samme. Det er mændene, der skovler, og kvinderne, der bærer vand og mælk, så der er som regel ingen anden løsning, end at kvinderne går hele turen rundt om både hus og stald, og det er en lang rejse, når de ikke kan stå oprejst i kastevindene.

Men husene har ikke altid stået, hvor de står nu, knejsende 30

midt i træklyngen og bærhaven på den højeste ryg, de har stået lavere, i en vig nogle hundrede meter længere mod øst, der kaldes Karvika. Der er nu kun to grundmure tilbage og resterne af en landingsplads, der er begravet i tang og sand. Og det er der ingen, der tænker på i det daglige, de er så godt som uvidende om, at nogen nogensinde har boet der. Men selv i et liv med fast grund under fødderne er der øjeblikke, hvor man tænker i andre baner end de vante, og så slår det en, at der må findes en forklaring på, at der ikke længere er huse i Karvika, hvor er de blevet af, de huse, og hvorfor er de der ikke længere?

Forklaringen er helt sikkert tragisk, måske frygtelig.

Gamle Martin er den med de dybeste rødder her, kilden med den højeste status, og han har jo sin egen mening om, hvorfor og hvornår den tabte civilisation forsvandt, det er hans egne aner, det drejer sig om, og han husker også nogle brudstykker fra sin barndom, nogle billeder, sætninger og fortællinger. Men han er ikke længere den mest troværdige af dem på grund af sin høje alder og den naturlige svækkelse, der ikke bare æder hukommelsen op, men også kommer med aparte indfald og pudsigheder, der gør en gammel mand latterlig i de yngres øjne, så hver generation kan huske det, den selv vil, og gå sine egne veje. De fører sikker også et sted hen, disse nye veje, i værste fald ind i de samme cirkler.

Der er så bare længe til.

Men selv om de ikke ved noget som helst om ruinerne i Karvika eller kender forklaringen på, at det, der engang var to huse, ikke findes længere, har de respekt for ruinerne. De går uden om dem, børnene leger ikke i dem, fuglene bygger ikke rede der, ikke engang edderfuglen, og menneskene finder ikke på at rive dem ned og bruge stenene til andre mure og grundmure, for eksempel dem, der løber mellem haverne. Så finder de hellere nye sten, så resterne kan stå der som et monument eller en kirkegård, skummel og tilgroet med brændenælder og gederams, og udsondre

31

følelsen af noget, der både er for koldt og for varmt. Når man ser på ruinerne fra højen ovenfor, ligner de to kinesiske tegn, skrevet af to forskellige hænder. Om vinteren ligger der sne, så tegnene bliver endnu tydeligere mod det rådne brune græs, indtil også græsset bliver hvidt.

32

Nord og syd

De har diskuteret det mange gange: Hvilket værelse skal vi sove i? Det, der vender mod nord, er hundekoldt og uudholdeligt, når nordøsten står på om vinteren, men svalt og rart om sommeren.

Og der er så godt som lydløst, for regnen kommer som regel fra sydvest og laver et gevaldigt rabalder, og det både sommer eller vinter. Når somrene er ekstra våde, og de ikke kan tørre hø hverken på marken eller i hæs, siger Hans Barrøy: – Nå, mor, nu tror jeg, vi flytter nordpå, her er jo ikke til at være.

Når iskrystallerne glimter på dynebetrækket om vinteren, siger han det modsatte, at nu flytter vi sydpå: – Her fryser vi jo ihjel.

De tager dundynerne med fra nord til syd og omvendt, lader sig drive med af vejret og årstiderne, for de har en stor seng i begge værelser, der har loft til kip, og som de derfor kalder sale, Nordsalen og Sydsalen. Ingrid sover i kammeret, der ligger mellem dem og vender mod vest og har sol også midt om natten på den årstid, de bruger de tre andre til at drømme om, og Barbro i det, der vender mod øst, hvor det gode vejr kommer fra.

Gamle Martin sover nedenunder i et kammer ved stuen. Det sker, at han lader døren stå åben, og han har sin egen ovn, som han fyrer voldsomt i, for han er forfrossen, så der er tit varmt i husets stue, også på tider af året, hvor man på disse kanter ikke bruger stuerne til noget som helst, og det betyder, at de kan spise

33

derinde en helt almindelig søndag i oktober eller marts. Så lægger Maria hvid dug på bordet.

Dugen har smalle borter med bittesmå blomster, der er røde og gule, og grønne lianer forbinder dem med hinanden. Det er hendes mor, der har broderet den, men frem for alt er den hvid.

Og Maria vil helst sove i Sydsalen, selv om der er for varmt i det gode vejr om sommeren og for meget rabalder i møgvejr, både sommer og vinter, for fra det vindue kan hun se ud over hele Barrøy og holmene mod syd og på klare dage helt hjem til Buøy, hvor hun voksede op, hendes sammenligningsgrundlag.

Sydsalen er desuden lidt større end Nordsalen, så hun kan have sin kiste stående op ad skillevæggen og også have plads til de to natborde, hendes far gav dem i bryllypsgave, det gamle skidt, som han kaldte dem; de stammede også fra hendes mor, der døde alt for ung i en epidemi, der gjorde så stort indhug i befolkningen her, at kun de stærkeste overlevede.

– Skal vi ikke snart blive bofaste som skikkelige folk i stedet for at rakke rundt som tatere? siger hun.

Og efter at grisen Grauten kom i hus – den bor i et tørveskur, der for tiden står tomt – synes Hans, at han må vise lidt initiativ, så da edderfuglehusene – æ-husene – er blevet repareret, kartoflerne sat, dagene for en kort stund bliver både længere, mildere og mere rummelige, og de egentlig skulle skære tørv, tager han bor, forhammer og dynamit med og går ud til hammeren i vigen mod nordvest, hvor tjærede rundstokke er sat lodret ned i vandet og boltet fast til fjeldet med en halv meters mellemrum, så større både kan lægge til på dage med godt vejr, for eksempel fragtbåden fra Handelen eller Hans’ bror Erlings skøjte, der hvert år ved nytårstid kommer forbi og henter både Hans og hans liner, når de skal til Lofoten. Der står også et bådeskur med det værdifulde grej til lofotfiskeriet, de kalder det Lofotenskuret, og det er lukket hele året.

34

Hvis der er noget, de virkelig mangler her på øen, er det en ordentlig kaj. Så nu står gamle Martin, der har levet kajløs her i snart firs år, på tunet og skuer nordpå og spekulerer på, om hans søn endelig vil give sig i kast med det uundgåelige; de har samlet drivtømmer i en menneskealder, det er ikke materialer, der mangler.

Men Hans Barrøy har andre planer. Han borer ti dybe huller i fjeldvæggen, lader, sætter lunten i og blæser godt tre kubikmeter sten ud. De, der er for grove, slår han i stykker med forhammeren.

Han går hjem efter hesten og kærren og beder Maria gå med, forklarer hende undervejs, at han foretrækker brudsten til grundmuren, det bliver noget pjat med de glatte strandsten, brudsten har derimod ru overflader, der bider sig fast i hinanden, og så rokker de sig ikke en millimeter. Hun siger: – Grundmur?

Ja, løsningen på problemet med søvnen og vindretningen er selvfølgelig at forlænge huset mod syd, det er som skabt til at forlænges, en tre-fire meter lang tilbygning vil tage af for både sol og regn, så de kan være i Sydsalen hele året.

Han går i gang med spade og tørvekniv og flår en god fod tørv af, finder klippegrund og kører sten hjem og er i gang med muren allerede næste dag, nu med Martin og Barbros hjælp. Barbro kan godt lide tungt arbejde, hun tager en stor sten fra vognen og bærer den fem skridt hen mod muren, spørger sin bror, hvor den skal ligge, og slipper den ikke, før han anviser den nøjagtige plads.

Men det trækker han ud, for sjov, så hun bliver rød i hovedet, begynder at råbe op og er nødt til at slippe den. Så løfter de den sammen og lægger den, hvor den skal ligge. Han spørger hende, hvordan det går?

– Joda, siger Barbro og henter en ny sten.

Martin ryster på hovedet over det pjat og spekulerer på, om kvindemennesket ikke også skal være med til at mure?

35

Hans lader, som om han ikke hører det, selv om han også er begyndt at spekulere. Men Maria har indset det åbenlyse, at hvis huset forlænges, forsvinder grunden til, at hun vil sove i Sydsalen, hendes udsigt til barndommen derinde i havgabet. Men hun kan ikke få sig selv til at sige noget, før manden har lagt syldtræ på grundmuren og skal i gang med træskelettet. Hvad med udsigten? spørger hun. Han har været i gang i næsten en uge.

Da får hun noget at se, hun ikke har set før, han sætter sig på muren og ser ud, som om han skal til at bryde sammen både som mand og som menneske. Martin går sin vej af væmmelse og siger fy for satan da. Maria kan heller ikke give sig til at trøste en mand, så også hun slår et slag ud over tunet, men Barbro kan sætte sig ved siden af sin bror og spørge, hvad han flæber over, sådan som han plejede at spørge hende, dengang de var børn.

Han vifter hende væk, tørrer sveden af panden og går uden videre i gang igen med spade og tørvekniv, flår også laget af tørv af inden for muren, smider det hele op på vognen og kører det ned i Barmhagen, hvor det sagtens kan bruges til at rette op på nogle ujævnheder.

– Hvad er det så nu? spørger Maria ved aftensmaden.

– Hvad tror du? svarer Hans.

Næste morgen er han inde i bygden og kommer tilbage med færøbåden lastet til rælingen med cementsække, som han har købt på kridt. Han går i gang med at køre sand og begynder at støbe en ny mur inden for den, der allerede er muret op, en støbt væg, støber derefter også en slags gulv på fjeldgrunden, det bliver ujævnt, men tæt. Han sømmer derefter forskallingsbrædder fast på syldtræet og støber muren endnu en fod højere, så langt cementen rækker. Da forskallingen bliver fjernet, ser det ud, som om de har fået en grå kasse af sten i forlængelse af huset, fem gange tre meter og godt en meter høj.

Det er en brønd.

36

Hans Barrøy banker nogle lange brædder sammen i vinkel og monterer dem som render under begge tagskæg, lader to nedløb skrå indad og mødes over brønden, hvor der skabes en tragt. Han finder nogle åse og går i gang med at banke et låg sammen. Det ligner et gulv og er lige så solidt, de kan både sidde og gå på det.

Det får en luge, der hængsles, så den ikke er i vejen for spandene, der skal hejses op og ned.

Gamle Martin griner overgivent.

Da vejret er godt den aften, de er færdige med også at tømre render fra staldens tag, sidder de på brøndens låg og spiser aftensmad. En våd juni måned senere er brønden fuld. Vandet er rent i modsætning til det mosepjask, som dyrene fra nu af bliver alene om. Efter næste sæson i Lofoten vil Hans også anskaffe en håndpumpe og montere den i køkkenet. Det er ikke pumpen, der er udfordringen, men kobberrøret, der skal trækkes under hele huset og sandsynligvis vil fryse om vinteren. Ideelt set skulle brønden nemlig have ligget mod nord, væg mod væg med køkkenet.

I Nordsalen sover de, når der er for varmt mod syd, eller regnen larmer. Så tager de deres dyner med hen i Sydsalen, når der er for koldt i nord. Det er et godt liv.

37

Vædderen

De bytter både avlstyr og vædder med øboere fra andre øer. Når de selv har vædder, får den ikke lov til at gå sammen med fårene og lammene. Den har sin egen holm, der kaldes Vædderholmen.

Der går den ude næsten hele året og spiser græs og tang og er kun hjemme en måneds tid omkring jul, og når den skal til fårene. Så henter Hans den, og Ingrid er med.

Ingrid er bange for vædderen, den er ond. Men hendes far indkredser den på et næs med en lang kæp, griber den i pandelokken, vælter den omkuld, binder benene sammen på den og løfter den op i båden, mens Ingrid sidder og ser på og gyser. Der er meget larm i vædderen. Den er et vilddyr. Med et langt, uregerligt skæg, salte skorper af sand og jord, der dasker omkring klovene, og et sort duvende panser, der stinker af både hav og stald. Når den kommer til Barrøy, får den et tøjr og er så udmattet og ufarlig efter overfarten, at Hans kan trække den op i stalden uden at møde mere modstand. Når den så har gjort sit, fragter de den tilbage til Vædderholmen eller en sjælden gang til en af de andre holme, hvor der for tiden ikke går får.

A lle holmene har et navn. En af dem hedder Knuten. Engang forsøgte vædderen at flygte. Den svømmede over til Knuten. Da de opdagede det, lod de den bare blive der. Tre dage senere svømmede den tilbage igen. Der fik den sig en lærestreg, sagde Hans.

Ingrid syntes, det var skræmmende. Hvis den er ensom, hvorfor svømmer den så ikke over til en holm med får? Hun tænker også, 38

at den måske er blind. Det gør den endnu mere skræmmende.

Men selv en blind vædder kan vel høre?

Når solen forsvinder i flammehavet derude, kan de se vædderen i silhuet mod den røde horisont, et lillebitte insekt på en flåde af sten i havet. Og når blæsten bærer langt, kan de også høre den skrige.

– Nu kalder han på Gud, siger Barbro.

Det er med vædderen som med andre dyr, den dør. Men så skal den graves ned. Vædderen er det eneste dyr, de ikke spiser.

39

Dun

De spiser heller ikke edderfugl, men den er jo heller ikke et tamdyr, selv om de bygger små stenhuse til den for at få fat i dunene, og de i årevis har haft en, der ruger under trappen til bislaget.

Så er katten nødt til at være inde i ugevis. Det kan den ikke lide, for den må kun være i Martins kammer, hvor der ikke er gardiner, som den kan rive i stykker. Katten hedder Bonken, det er en hankat, fordi de ikke kan have en kat, der får killinger i ét væk, som Hans er nødt til at slå ihjel, hedder det, men det er med katten som med alle andre på en ø, hvordan skal den kunne få unger, når den er alene?

Når vejret i forsommeren er så dårligt, at man ikke kan foretage sig noget uden døre, sætter Barbro og Maria sig med dunharpen og harpstikken og renser dun. Dunene er det mest dyrebare og mystiske, de har med at gøre. Man kan røre ved dem, man kan holde dem ind mod ansigtet og mærke en fjern hellig varme. Man kan presse dem sammen i hånden og med egne sanser opleve, at det bare er luft, for så at åbne hånden og se dem svulme op til en grå sky igen, som om ingenting var hændt.

Når de skal sælge dem, putter de dem i lærredssække og fæstner en seddel i en tråd, som de lukker sækken med. På den står der, hvilket år dunene er samlet, navnet på øen og »1 kilo«. Et kilo dun er umådelig stort og uhyrlig let. Så selv den høje pris, de får for dunene, er latterligt lav. Derfor beholder de mange af dunene selv. Det er Hans’ ide. De har dem i deres egne dyner ligesom fine 40

folk inde i byen, eller de lagrer dem på det tørreste loft oven over stalden, indtil priserne bliver bedre, og de kan sælge dem for det dobbelte af, hvad de får på markedet om sommeren eller af Tommesen på Handelen, fordi prisen på dun er lavest, når folk gerne vil sælge dem, og højest, når det kun er Hans, der sælger. Han er den eneste af øboerne, det er lykkedes for. Det kan skyldes, at folkene på Barrøy har en lille smule bedre råd end andre, fordi Hans har fuldt lod i Lofoten, men det kan også skyldes, at de er mere tålmodige. Øboere er nødt til at være mere tålmodige end alle andre.

Barbro kan ikke lide at rense dun, hendes hænder er for grove, så fra den sommer, Ingrid fylder fire, skal hun være med og hjælpe sin mor. Ingrid elsker dun, først vil hun bare lege med dem og roder det hele sammen på det lille bord, de sidder ved.

Men så opdager hun, at hvis man holder en bold med urensede dun i den ene hånd og en bold med rensede dun i den anden, kan man ikke leve med tanken om ikke også at rense de urensede, det er så forfærdeligt med alle de kviste, græsset og de bitte små skaller, at det ikke er muligt at leve med uden at dø.

Det er mor, der har lært hende det, ved at bede hende om at sidde stille med lukkede øjne og forsigtigt mærke på to håndfulde dun, en renset og en urenset, mens hun tæller højt og kun når til ti eller elleve, inden hun ser på sin datters smil, at hun har forstået, hvad det drejer sig om. Så siger hun, at nu har du lært noget, du aldrig vil glemme.

Fra da af renser Ingrid dun meget hurtigere end Barbro, som dermed er fri for slaveriet og kan være i stalden eller i bådehuset og bøde garn som en mand.

41

Katten

Barbro kan også binde garn, lave nye, både torskegarn, sildegarn og flyndergarn, endda også troldgarn. Det er det, hun bruger det meste af vinteren på, mens Hans er i Lofoten. Det gode ved nye garn er, at de er rene og tørre og ikke stinker, man kan sidde i køkkenet med flåd og bødenål og binde og binde med den mumlende varme fra ovnen mod ryggen, uanset hvor koldt det er udenfor.

Men Martin kan ikke lide at få køkkenet fuldt af arbejde, grej skal håndteres udendørs, på jorden eller i bådehuset.

At rense og bøde garn i frostvejr er det værste arbejde, der findes, det er det arbejde, der har ødelagt alle hænderne her på kysten, for det er det eneste, der ikke kan gøres med vanter på, så Martin ser det som et privilegium at håndtere nye, tørre garn, og det skal så ikke oven i købet gøres indendørs ved en ovn fuld af glødende tørv, det er ikke bare unødvendigt, men åndssvagt, og han har ikke brug for endnu en påmindelse om, at hans yngste datter er, som hun er.

Barbro er ligeglad med, hvad hendes far siger.

Det er alle de andre også. Det må være sket for kun få år siden, uden at nogen af dem er i stand til at pege på, hvad det nøjagtig var, der skete, men fra den ene dag til den anden holdt Martin op med at være den, der bestemte på øen, fra da af var det Hans.

Men selv om ingen andre husker det, husker Martin det: Det var dengang, de var i gang med russerstammen, som de ikke 42

kunne finde en løsning på. Han og sønnen skulle vippe den op på en rullestok med en løftestang, men da han tog fat, brasede kræfterne ned gennem hans krop, som når man driver et spyd ned gennem våd mosejord. Et hurtigt smæld i tankerækken. Han var nødt til at sætte sig ned og hive efter vejret, mens sønnen stod tilbage med hele vægten på sine egne skuldre.

Fra da af var tonen en anden.

Det mærkede de andre også.

Selv Ingrid er begyndt at tillægge sig unoder. For eksempel vil hun ikke affinde sig med et forbud udstedt af bedstefaren, men går til sin mor, som gerne giver hende lov til at gøre det, Martin vil forbyde hende. Det hænder, at Maria holder med sin svigerfar, men det sker nærmest efter forgodtbefindende, som om hun simpelthen er ligeglad med, om han er der og siger og beslutter noget som helst.

Martin har affundet sig med det. Men han er blevet vred. Da han var ung, som en mand er i mange år, var han aldrig vred, nu er han det hele tiden. Det er alle også ligeglade med. I forsommeren sover katten på hans mave inde i kammeret om natten.

Gennem den tynde væg kan de høre ham snorke og katten spinde.

Det er latterligt. Når edderfuglen under bislagets trappe endelig har udruget sine æg og ledt de små garnnøgler den lange vej ned i havet, slippes katten ud igen og sover resten af året under ovnen i køkkenet, når den ikke er ude for at fange mus og fugleunger.

Katten Bonken fik et tragisk endeligt.

Den blev taget af ørnen. Det skete under høhøsten. De hørte skrigene, kiggede op fra hæs og river og opdagede den som en udflydende blækklat under en havørns voldsomme vingefang.

Den sprællede, kradsede og hvæsede, og et øjeblik troede de, at det ville lykkes den at rive sig løs. Det gjorde det også. Men først, da den begyndte at falde, opdagede de, hvor højt oppe den var. De så den slå benene ud som en flagermus, der tyr til vingerne, og

43

dale på ret køl i det uendelige, inden den uden nogen som helst grund slog ud med poterne nogle gange, måske fordi den var træt af at falde og ville til at begynde at løbe, men i stedet drejede den en halv omgang rundt og ramte hammeren ved Lofotskuret med ryggen først.

Det var for højt, selv for en kat, sagde Hans. Og det blev et ordsprog der på øen, som han altid hentede frem, når noget oversteg selv en øbos kræfter.

Ingrid og Barbro begravede Bonken i udkanten af Rosehagen og lagde nogle muslingeskaller i hjerteform på graven. Barbro sang en salme. Ingrid græd. Og godt en uge senere kom Hans med en ny kat. Det var en hunkat, der fik navnet Karnot efter en mand, Hans havde gået i skole med, som han mente lignede en kat, og de kaldte ham da også kattemennesket, da han var lille.

Katten Karnot var brun og fin som myseost, yndefuld og kælen, og den fik lov til at ligge på spisebordet, når mandfolkene var ude. Om natten sov den i fodenden af Ingrids seng. De kaldte den en dagkat, fordi den sov lige så længe og på de samme tidspunkter som menneskene. Men også Karnot skulle være inde, da edderfuglen næste forår kom vraltende for at sætte sin rede under trappen til bislaget i stand. Edderfuglen er et helligt dyr.

44

Vinterstormen

Vinteren begynder med en storm. Den kaldes Den første Vinterstorm. Der har før været storme her, for eksempel i august og september, pludselige og nådesløse omslag i tilværelsen.

Men de er som regel kortvarige, og det er i en af dem, løvet går tabt. Der er som sagt ikke ret mange træer på øen, men der er bærbuske nok og dværgbirk og pil, som i løbet af sensommeren får gule blade, der bliver brune og røde med vekslende hastighed, så øen nogle dage i september ligner en regnbue på jorden. Og sådan ser det ud, indtil en pludselig storm falder over dem, river farverne ud på havet og forvandler Barrøy til et tjavset brunt pelsdyr, og det vil øen være indtil næste forår, når den da ikke ligner et hvidhåret lig i sjap og slud, og den voldsomme sne kommer og forsvinder og kommer igen og lægger sig i driver, som om den prøver på at efterligne havet på land. Men en storm af den slags er alligevel ikke andet end noget, de har oplevet før, de kan endda huske sidste gang, det skete, sidste år.

Den første Vinterstorm derimod, det er noget helt andet.

Den er lige kolossal hver gang og kommer med en voldsom alvor, og de har ikke oplevet mage til storm, selv om også det skete sidste år. Det er herfra, begrebet I mands minde stammer, de har nemlig glemt, hvordan den var, fordi der ikke er andet at gøre end at ride helvedet af efter bedste evne og få det slettet fra hukommelsen igen så hurtigt som muligt.

Nu har de en over sig, der med uformindsket styrke har hærget

45

i mere end et døgn med skumflagerne drivende som uldtotter hen over øen, regn så hård som hagl og en springflod, der ikke trækker sig tilbage igen. Hans har tre gange været ude for også at tøjre de ting, han ikke troede, det var muligt at tøjre. Han har set et af fårene blæse i havet, inden han fik spærret resten af dem inde i bådeskuret, fordi de ikke har slagtet endnu og ikke har plads til dem alle sammen under tag, og derinde tøjrer han dem til færøbåden, som han desuden sætter en fortøjning på, det er latterligt, hvad der falder en mand ind at gøre, når han er ramt af Den første Vinterstorm.

Han har også barduneret det ny brøndlåg, det brugte han flere timer på. Og han er nødt til at samle de nye tagrender op, der ligger spredt ud over jorden, og rulle tunge sten hen over dem, før han kan kravle hjem igen, og så er han så sjaskvåd og fremmed i ansigtet, at Ingrid ikke kan genkende ham.

Hun kan ikke lide de storme, husets knagen og trompetstødene op gennem skorstenspiben, hele universet i oprør, vinden, der flår luften ud af lungerne, når hun er med sin mor i stalden, der driver vandet ud af øjnene på hende, fejer hende ind i vægge og krumbøjede træer og tvinger hele familien til at ligge i køkken og stue, hvor de alligevel ikke får lukket et øje. Selv Martin sidder stille, når Vinterstormen hærger på hans ø, med huen på hovedet og de store hænder som tomme ubevægelige skaller på hver sit knæ. Når han da ikke holder dem om Ingrid, der går frem og tilbage mellem ham, bordet, ovnen og spisekammeret og sidder på tørvekassen og dingler med benene, indtil hun igen går hen til sin bedstefar og står og piller ved hans hænder, som om de var teddybjørne.

De voksnes ansigter er hugget i sten. De hvisker og skuler og gør forsøg på at smile, gennemskuer deres eget teater og bliver alvorlige igen, for vel har husene på Barrøy stået indtil nu, men det er ikke et bevis på andet end dagen i går, og engang stod der huse i Karvika, det gør der ikke længere.

46

Særlig slemt er det at se på sin far. Hvis Ingrid ikke havde vidst bedre, kunne hun have troet, at han var bange, og det er han aldrig. En øbo er aldrig bange, så kan han ikke bo her, men må tage sit hus og sit pikpak, flytte væk og blive som alle andre i en skov og en dal, det er en katastrofe. En øbo er mørkt til sinds, ikke stiv af skræk, men af alvor.

A lvoren viger da heller ikke, før familiens overhoved endnu en gang har været ude og kommer ind igen med blod i ansigtet og med et skævt smil siger: – Det er vel nok godt vejr.

Det varer lidt, før de forstår, at det er ment som en spøg, og da de får tørret blodet af ham og ser, at han kun har et lille snit i hagen, og han beder om kaffe og siger, at – Gammelrønnen er begyndt at hælde mod øst, forstår de, at vinden også denne gang er drejet fra det forfærdelige sydvest til vest, som er det første tegn på, at endnu en orkan forvandles til en almindelig storm, og derefter drejer den videre mod nord og synker sammen til en vissen kuling, inden den endelig stilner så meget af, at de igen kan bære vand til stalden uden at nå frem med tomme spande.

Barbro og Maria får dem nu næsten halvfulde ind til dyrene, mens Hans står grundende tilbage i køkkenet og piller ved såret på hagen, rammes af en pludselig indskydelse og siger til Ingrid, at hun skal gå med ham ud og se på havet, så hun kan lære ikke at frygte det, nu hvor det er på sit voldsomste, sit mest lærerige.

Han ved ikke, hvorfor han finder på det.

Det ved hun heller ikke. Men han giver hende overtøj på og binder et reb om livet på hende, mens Martin ryster på hovedet.

De går ud under den frådende himmel og kæmper sig mod syd, vader modstrøms i en flod af vind og vand, klatrer møjsommeligt over tre stengærder og ned i læ for at trække vejret, over endnu et, mens hendes far ler for hver forhindring, og Ingrid er nødt til at holde begge hænder for ansigtet for at kunne trække vejret,

47

og op på den lave bakke bag ved russerstammen, der udgør den sidste skanse mod brølet, der slår mod dem – rasende vægge af vand, der har tårnet sig op i den sorte nat og vælter ind mod dem og knuses mod sten, strand og klipper, så sand og skaller og is fræser ind mod dem, for det her er der ingen, der kan se på eller fatte eller huske, Herrens dommedagsbasuner. Det er bare om at glemme det igen med det samme.

– Det er ikke farligt, skriger faren ind i hendes øre.

Men hun hører det ikke. Ingen af dem hører det. Han skriger, at hun skal mærke med kroppen, at øen ikke rokker sig, selv om den dirrer, og både himmel og hav er i omkalfatring, en ø går aldrig under, selv om den ryster, den er urokkelig og evig, låst fast i selve kloden. Ja, det er nærmest en religiøs erkendelse, han vil dele med datteren i dette øjeblik, fordi han ikke har en søn og for hver dag bliver mere og mere sikker på, at han heller aldrig får en, at han må affinde sig med en datter og lære hende det grundlæggende princip, at en ø aldrig går under, aldrig.

Ingrid skal senere undre sig over denne aften, noget, jeg aldrig glemmer, vil hun sige, men da er selve stormen for længst stilnet af, og kun det urokkelige er tilbage, spørgsmålet, om en ø er mere end et sandskorn. Det udløses ikke af hendes far, men af hendes mor, der modtager dem med høje hyl, da de får kantet sig hjem, og besværer sig over, at hun ikke engang kan gå i stalden, uden at den idiot af en mand udsætter ungen for livsfare, hvis han får flere af den slags indfald – så betragter jeg mig som skilt og flytter.

Det er ikke første gang, en sætning som den udtales i det ramsaltede hus, de har nerver af stål, men det er første gang, Ingrid forstår, hvad det betyder: at en ø er noget, man kan forlade.

Hun begynder at græde, og det tager sin tid, før Maria forstår, at det ikke er stormen, men hendes egne ord, der har skræmt hende, de betyder jo ingenting, er bare lyde og snøften. Men hun 48

kan ikke få sig selv til at sige det, at selvfølgelig skal de aldrig forlade Barrøy, det er en umulig tanke, især nu, hvor Den første Vinterstorm raller sig ind i døden uden for de knagende vægge, da er man ude af balance og kan ikke vide, at hvis man først bor på en ø, kommer man ikke derfra, at en ø holder på det, den har, med de kræfter, den har.

49

Hesten

I dagene derefter går de langs stranden mod syd, Hans Barrøy med en høtyv, Martin med en bådshage og de andre med hver sin rive. De roder i tangbunkerne, som stormen har smidt op, kæmpestore brune pølser ind over marker og gærder, filtret ind i hinanden som seje, slimede reb, river dem fra hinanden og finder træstumper, linekar, øsekar og en tvetydig tedåse med en skorpion på låget, et vægur uden værk og en opsvulmet bog uden bogstaver, genstande, de holder frem og viser hinanden med forbavsede udråb, inden de bærer dem op og lægger dem i kærren, som er spændt efter den duknakkede hest, der står og tygger og til sidst lægger sig ned i græsset, fordi den ikke gider stå op længere, ligger mellem sine egne skagler som en ko.

Hesten.

Det er ikke nogen ung hest. Det var den heller ikke, da den kom. Den kom med båd, det største skib, Ingrid har set, og blev hejst på land med en strop og en kran og sat ned på hammeren ved Lofotenskuret, hvor de engang skal bygge en kaj. Den var vild og gal i blikket, vendte det hvide ud af øjnene og sparkede, vrinskede og bed. Det var bare at skære den løs og lade den rende, indtil den kom til sans og samling igen. Det skulle jo være en fredelig hest, det var den i hvert fald, da den stod stille på en eng inde ved Handelen og egentlig havde gjort sit. Det var derfor, Hans fik den så billigt. For næsten ingen penge.

Men det var sjovt at se på den nye øbo. Den løb som en gal 50

tværs over øen, vendte brat om, da den stødte på havet mod øst, og styrtede så sydpå, indtil den stødte på mere hav og endnu en gang slog kontra, løb nordpå og kastede med nakken og var livskraftig, den gamle krikke, til den igen mødte en mur af hav, og fortsatte, indtil den havde besøgt så mange krinkelkroge i sit nye hjem, at den var nødt til at indse, at den befandt sig på en ø og aldrig mere kom til at forlade den, heller ikke den.

Men det var ikke nogen rar hest.

Den stod i stalden sammen med de andre dyr, men måtte have sin egen krybbe og en skillevæg ind til køerne, for den bed og sparkede, og kun Hans kunne håndtere den, i begyndelsen med både slag og spark. Men efterhånden nåede de frem til en slags ordning, der gik ud på, at hesten stort set gjorde, som den ville, og det var godt nok, så længe den også trak hølæs, tørv og slåmaskinen, som de kun kunne bruge på de fire dårligste enge, og også kunne trække en enkel plov, som Hans havde fået med i købet, det gjorde kartoffelstykkerne både større og lettere at bearbejde, ja, så længe kunne Hans se gennem fingre med, at den lagde sig ned og sov meget og kunne finde på at kaste uberegneligt med hovedet, så hans datter ikke kunne ride på den, ikke engang når han holdt den ved bidslet. Men den havde ikke noget navn.

A lt det vilde på øen har et navn.

Kællingetand, kløver, rosenrod, storkenæb, ranunkel, plettet gøgeurt, gedeskæg, kvan, liden klokke, fingerbøl, stenbræk, lugtløs kamille og syre. Sølvmåge, alk, skarv, lomvie, søpapegøje, hejre, sneppe, regnspove, stenpikker og vipstjert. Vandrotte og søpindsvin, knivmusling, jættegryde og Nordenvindshøjen, revling, hedelyng, rabarber, brændenælde og sangsvaner, der hilser to årstider med sørgmodige trompetfanfarer ... Og alt det tamme har to navne, køer, får, katte og endda grisen, de kun havde et halvt år, men ikke hesten, og det er en dobbelt mærkværdighed,

51

da den både er et husdyr og meget anderledes end alle andre af samme slags, men det er sådan, det er med det dyr, det ligner ingenting.

Nu er kærren fuld, og Hans prikker den i ribbenene med støvlesnuden og får den på benene, slår smæld med tungen og går ved siden af den op gennem haverne til bådeskuret i nord, hvor han giver den lidt tørt hø i en lærredssæk, som han binder fast til døren, så dyret ikke river den til sig og gå sin vej.

De læsser alt det af, stormen er kommet med, sorterer det, det er mest træ, der bliver savet op og stablet, men der er også otteogtyve glaskavler, som Martin vil tage sig af, fem bøjer med og uden tønde, en med tredive favne tov på slæb, som Hans ruller op og hænger på en knage i bådehuset. Fire hele krogklemmer med liner, fem fiskekasser, der fordeles i bådeskur og Lofotenskur, tre linekar, det ene mangler bare en stav og vil blive repareret af Martin, rafter nok til en halv hjeld, en luge, som de er nødt til at være to om at løfte, seks gummistøvler, alle til venstreben, og kun en enkelt, der ikke er anvendelig, fordi nogen har skået hælen af den, eller den er blevet bidt af.

Og en karnevalsmaske.

Hans holder den op foran ansigtet og vil skræmme Ingrid, men river den af igen, fordi den stinker og må vaskes i varmt vand.

Det er en djævlemaske med røde lyn som bryn, med sort skæg, tomme øjne, tandløs mund og høje hvide kindben med røde hvirvler, der får den til at se både farlig og godmodig ud. Et dumdristigt, måbende ansigt. Den skal da også vise sig at være så fin, da de får slim, alger og rur af – med en særlig lød i farven, som krakeleret lak, en særlig dybde – at den får plads på væggen i stadsestuen, hvor den hænger i en menneskealder, indtil en fremmed gæst får øje på den og byder et stort beløb for den. Han siger, at den selvfølgelig ikke er så meget værd, som han byder, men at masken hænger her, et fremmedlegeme i et simpelt hus på 52

en øde ø, gør den særlig interessant. Det må være et tegn, mener gæsten, uden at forklare sig nærmere.

Men den snak gør øboerne skeptiske, så de sælger den ikke, de kan godt blive ved med at have den maske hængende på stuevæggen, nu ved de også, at den er fransk, det koster dem ikke noget at beholde den, de tror på Gud, ikke på tegn.

Efter stormen finder de også fem tjærede stolper, alle med borehuller og mange af boltene intakt og ingen af dem groet til.

Det får dem til at antage, at de må stamme fra én og samme kaj.

Nogen har altså mistet en hel kaj i stormen, en temmelig ny kaj.

Og det kan ikke være ret langt væk, måske er det endda nogen, de kender, på en af øerne mod syd, så Hans og Martin trækker stolperne op og lægger dem sammen med de andre, de har samlet til det, der en dag skal blive deres egen kaj, men i en bunke for sig.

De siger også til hinanden, at så kostbart tømmer må undtages fra reglen om, at alt det, stormene kommer med, tilhører dem, der finder det. Det er næsten som at finde en drivende båd med nummer og navn, og den tilhører ejeren indtil videre. Men de har mange materialer nu, så selv om de nye stolper ikke straks kan anvendes, er tanken rykket endnu nærmere, tanken om, at det ikke længere er muligt at bo her uden en kaj.

53

Is

I februar kan havet være et turkisfarvet spejl. Den snedækkede Barrøy ligner en sky på himlen. Det er frosten, der gør havet grønt, mere klart og roligt og sejt som gelé. Så kan det størkne helt og få en hinde, forvandle sig fra et medium til et andet. Øen har fået en bræmme af is, der også omslutter de nærmeste holme, og den er blevet større.

Ingrid står i sine filtstøvler på et gulv af glas midt mellem øen og Moltholmen og ser under sig tang, fisk og muslingeskaller i et landskab om sommeren. Søpindsvin, søstjerner, sorte sten i hvidt sand og fisk, der piler gennem viftende skove af brunalger, isen er et forstørrelsesglas, klar som luft, hun står og svæver og er seks år, det er ikke muligt at lade være med at gå på isen, når den først har lagt sig.

Hun har set den blive tykkere og mere sikker, hun har slået hul i den med sten, hun har stjålet en af sin fars økser og hugget i den, hun har mavet sig den ene favn efter den anden udad, og det, der ikke kan knuses, kan man gå på.

Nu kan hun gå i søvne over til Moltholmen, der også ligner en sky på himlen, og sidde der i sneen og hive efter vejret, indtil hun opdager, at der ikke er mere sikkert på land end ude på isen. Hun lister ud igen og balancerer tilbage, der er ikke en lyd i verden, ingen vind, ingen fugle, ikke engang hav.

Hun tager tilløb og glider, løber, kaster sig ned på maven og glider tilbage mod øen og er ikke mere end ti-tolv favne fra land, 54

da en stemme skærer gennem stilheden. Det er hendes mor, der har set hende fra gården og nu kommer løbende med fægtende arme og munden på vid gab hen over gærder og klippeknolde, så puddersneen står hende om benene.

Men så stopper hun ved strandkanten, som om hun møder en mur, og begynder at løbe frem og tilbage, standset af en forhindring, der ikke er der. Ingrid kan ikke lade være med at grine.

Hun tager tilløb igen og glider, og hendes mor skriger nej, nej og bliver ved med at løbe frem og tilbage bag den usynlige væg, indtil et eller andet brister i hendes blik, og hun tager det første skridt ud på isen med armene udstrakt som en linedanser, holder vejret og bider sig i læben, og raseriet forsvinder ikke, før hun kan klemme sin datter ind til sig og mærke, at de begge to er reddet.

Så stivner hun og står og kigger sig omkring, hun kan ikke tro det; de svæver.

– Kom, siger hun.

De tager nogle glidende skridt, derefter et tilløb og glider så de sidste favne ind mod land, hvor de griner og hiver efter vejret.

Men så river Ingrid sig løs og går ud igen. Maria skriger igen nej, nej, men følger efter hende. De holder hinanden i hånden og glider nordpå langs land, ind i vige og rundt om næs mellem småskær og holme, indtil de hører en stemme og ser Barbro, der er på vej med sin stol fra bådeskuret og kigger skrækslagent på dem. De går ind på land og slæber hende med ud, sætter hende på stolen og snurrer hende rundt, skubber hende forbi nordspidsen af øen og går heller ikke i land der, for også Barbro har nu fået blod på tanden, de snurrer hende videre, mens hun hyler og savler, rundt om Ydernæsset og helt ind til ruinerne i Karvika.

Der går de op i sneen og bærer stolen hjem. Barbro må ikke tage den med ud, ikke engang når hun skal i bådeskuret og bøde garn.

55

Den eneste, der ikke går på isen, er Martin. Han holder sig inden døre og tror ikke på, at der er is, selv om de fortæller ham det, der har aldrig før været is her, tidevandet gør det umuligt, uanset hvor hård frosten er, og hvor stor stilheden er. Han har heller ikke planer om at gå ud og kigge efter. Men da hans søn endnu en gang kommer levende hjem fra Lofoten, omtrent samtidig med at strandskaden ankommer, og han spørger om nyt, er det Martin, der fortæller, at der lagde sig is omkring hele øen i vinter, den lå kun nogle timer, men var så tyk, at de kunne gå på den, indtil en kuling brød den op og skyllede den på land, og der lå den i flere uger som en vold af knust glas, inden den smeltede, det var i slutningen af marts.

Sønnen spørger, om han er gået helt fra forstanden. Og gamle Martin fortryder, at han fortalte det.

56

Lofoten

To dage inde i det nye år opdager de lys i vintermørket. Det er onkel Erlings skøjte, der stiger ud af natten og ligger og stamper ved hammeren, indtil øboerne får samlet sig sammen. Det varer ikke længe. De har ventet på det øjeblik.

Hvis vejret er godt, lægger Hans en vaklende planke mellem hammeren og bådens ræling og bærer som en cirkusartist ti linekar, tre kasser flåd og tolv flydebøjer, tovværk og en stor lofotenkiste om bord, som en af lejesvendene er nødt til at hjælpe ham med, tæpper, et anker med syre og olietøj, mens onkel Erling hænger ud ad vinduet i styrehuset og kigger på vejret og snakker med faren, og Martin står oppe på klippen med hænderne i lommen, som om de sidst havde set hinanden i går, mens det i virkeligheden er otte måneder siden, i maj måned, da Hans blev sat i land samme sted efter sidste sæson. Men der er ikke sket noget siden dengang, ingen er døde, og ingen er født, og Helga, hun hilser.

Også hvis vejret er dårligt, lægger Hans planken ud, men så tager det ham uendelig meget længere tid at få grejet om bord. Så hænger onkel Erling også ud ad vinduet i styrehuset og brøler de samme sætninger, som vinden river med sig, inden de når over til hammeren, mens han manøvrerer den krængende båd med venstre hånd, så den lige akkurat holder sig klar af fjeldvæggen, hver gang Ingrid tror, at nu indtræffer der en katastrofe, og er nødt til at lukke øjnene.

57

Martin hjælper stadig ikke til.

Han står og er skipper på en ø og lader sin yngste søn knokle med grejet, mens han snakker med sin ældste søn i styrehuset om noget lige så almindeligt, som når det er vindstille.

Maria og Barbro er også til stede, de står med armene foldet over brystet og læner sig mod vinden som skæve ski, tørklæderne er klaprende vimpler. Det sker, at Maria råber en vittighed til onkel Erling, der griner skævt og svarer noget, Ingrid ikke opfatter, men som Maria griner ad, og Martin overhører. Barbro har lyst til at hjælpe sin bror med trugene, men ved godt, at de ikke vil have kvindfolk på et havgående fartøj. For en sikkerheds skyld har de heller aldrig vafler eller myseost om bord, og de fløjter heller aldrig, den, der fløjter til havs, er så godt som færdig, hvad enten han tror på Gud eller skæbnen, det spiller ingen rolle, hvad han tror på.

Ingrid fryser helt ind til marven, det gør hun altid, når hun står her og ser sin far forsvinde. Det er årets anden dag, den tristeste af alle de tre hundrede og femogtres, og den afsluttes med synet af den svingende agterlanterne, der fortaber sig i den brølende nat som en glød op af et skorstensrør.

Så slår alvoren ned i dem.

Ikke en storms alvor, men årets og øens langsomme, grundlæggende skole i ensomhed. Der er pludselig færre af dem, de går rundt og mangler øens overhoved. De bliver afdæmpede og tavse, hidsige og utålmodige. Lofoten er desuden et sted, man ikke nødvendigvis vender helskindet hjem fra, det er et lotteri med døden, hvor over to hundrede mand går ned hver vinter, noget, de ikke taler højt om, det er nok med nogle halvkvædede viser. Der findes da heller ingen kirkegårde med flere kors uden lig end dem, Vorherre holder hånden over langs denne kyst.

Og sådan går dagene, i januar.

Og i endnu tre måneder. Med frost, snetykning og fanden selv.

58

Indtil alvoren mærkeligt nok oplyses af et nyt håb. Det stiger i takt med solen på den sorte himmel. Først som et skamslået øje nederst i januar, så mere og mere blodig frem gennem februar, indtil den endelig kan tændes som det krater, den skal være på himlen; de har sendt en mand på lykke og fromme ind i et frådende mørke, nu risikerer de også at få ham levende hjem igen, måske endda med lommerne fulde af penge, det er trods alt det, der giver øen håb, dens overhoved har eget grej og fuldt lod.

De får også brev, et brev.

Det bliver afleveret af Thomas fra naboøen Stangholmen eller af en udsending fra Havstein, hvor mandfolkene er hjemme om vinteren og driver hjemmefiskeri, og det sker som regel på en dag i påsken med godt vejr.

Men det er et kort brev.

Det er heller ikke skrevet på den måde, de så tydeligt husker, at mand, bror, søn og far talte, men er holdt i et snørklet, bibelsk toneleje, som om det er ført i pennen af en, de ikke kender. Og de synes, han rykker endnu længere væk, i en grad, så de egentlig hellere ville have været skriveriet foruden. Det siger Maria ligeud, hvis det ikke havde været, fordi de nu ved, at han i det mindste foreløbig har lemmerne i behold, at fisken har været, som den har været, at de er informeret om tvungen landlov i for hårdt vejr og en trandamper, der også er skomager og har syet Hans et par nye fedtlæderstøvler, så han slipper for at fryse i de gamle, og det er da noget, ja, det er det faktisk, når først de får tænkt sig om.

Så kommer han da endelig hjem igen i egen magre person, tre år ældre og halvgal i blikket af både virketrang og døsighed, som om han ikke kan beslutte sig for, om han straks skal bygge den kaj, de jo mangler, eller simpelthen bare gå i seng for altid.

Det er mærkelige dage, dagene efter hjemkomstdagen, en fars, en mands, en brors og en søns hjemkomst. Desuden er det nu slutningen af april, og lyset har for alvor fordrevet mørket, det

59

er ikke engang aften, kun morgen, lammene er kommet, græsset spirer, og edderfuglen er vugget op på land. Den fraværende kan slå sig til ro med, at alt er, som det er og har været, for det er altid den, der har været væk, der har mest glæde af, at tiden står stille.

Der er latter i Nordsalen om morgenen, inden forældrene kommer ned i køkkenet, hvor der igen dufter af kaffe efter et ophold på fire måneder, kvinder drikker ikke kaffe alene, og Martin sparer, siger han. Hans fortæller historier fra opholdet oppe nordpå, anekdoter, der må forklares og forlænges. Han er nødt til hele tiden at påpege, hvor stor Ingrid er blevet, næsten for stor til at sidde på skødet af ham, hvor hun alligevel sidder og bliver siddende nogle år endnu. Det er æg og pløjetid og dun og de fredelige sommermåneder, hvor de arbejder døgnet rundt, og derefter kommer efteråret, hvor det faktisk bliver til en kaj, ikke, som planen var, en kaj af tjærede træstammer, men muret op af sten, og det skyldes, at alting alligevel ikke er, som det skal være, i Ingrids lykkelige barndom. Der er uro i verden, den står i brand.

60

Fremskridt

De siger, at to forhold må være opfyldt, penge og krig. Og denne vinter har ikke bare været hård, men også nærig, fangsterne har været magre. Men en dag i juni er Hans inde på Handelen og hører et fremmed sprog, det er svensk. Fem ukendte mænd står på kajen i en kreds omkring Tommesen, Handelens ejer, og en af dem taler svensk. De andre siger ingenting. Men de er også svenskere.

I salteriet hører Hans, at der er dårlige forhold i Sverige på grund af krigen, de fem derude er murere, de vil gerne arbejde for mad og husly, og nu skal de mure grundmuren til en ny stald til Tommesen og derefter fundamentet til et nyt tørfiskelager.

Hans er egentlig på Handelen for at købe salt og sildetønder, nu køber han i stedet bolte, brædder og seks tjærede stolper samt et hundrede og seks løbende meter to-en-halv-tommes planker for penge, han kun har det halve af. Han er nødt til at få det fragtet ud. Det har han heller ikke råd til, men det skider han på.

Da han igen er tilbage på øen, snakker han i enrum med Maria og går dagen efter i gang med at grave stolpehuller i strandkanten uden at tage Martin med på råd. Ikke ud for Lofotenhammeren.

Stolperne bankes ned i vigen inden for. Det er begyndelsen til et alt for stort bådehus, der skal stå på pæle, så man fra landsiden kan gå ind i det ad noget, der ligner en flad ladebro, og der skal være en stor dør i vestvæggen, et fremspring og en trappe ned til strandkanten, hvor småbådene kan lægge til ved højvande. Men

61

det er kun halvdelen af drømmen, så vidt den gamle kan se, som om hans søn ikke har nerver til at gå efter hele drømmen, eller penge nok, som sædvanlig?

Det regner hele juni. Dag og nat. Maj måned har været for tør, men nu fyldes brønden igen, også dammene og jættegryderne, som dyrene drikker af. Mosehullerne, hvor de har skåret tørv de sidste år, fyldes til op over bredderne og bliver til brune kvadratiske indsøer, som de er nødt til at passe på, at dyrene ikke falder i.

Og der bliver ikke nogen høhøst.

Men midt i juli slår en stabil østenvind til, det klarer op og tørrer ud, de mosebrune indsøer synker og får en sort sprukken skorpe.

De får halvdelen af høet i hus. Så begynder det at regne igen, vedvarende. Og resten af høet går tabt. Men i begyndelsen af september står det nye bådehus færdigt. Det fyldes ikke af grej og redskaber, de har haft liggende udendørs, der står fem køjer derinde med ny halm og tæpper, et bord ved vinduet, to stole og en bænk.

Tre dage senere kommer Handelens fragtbåd med fem svenske håndværkere. De er gået til fods fra deres eget land, gennem skove og over fjelde, det har taget dem tre uger med hver sin vadsæk på ryggen med madpakke og værktøj; i løbet af sommeren har de haft arbejdet på Handelen, nu er de her, og de er dygtige.

De sprænger det fjeld, de har brug for, ud af hammeren og murer efter det samme princip, som Hans anvendte, da han byggede brønden. Allerede efter en uge er de over vandstandslinjen og kan arbejde i tørt tøj, det er blevet et klart og fint efterår med farver, der fortsætter, og en fønvind, der stryger hen over dyr og mennesker som fugtige åndedrag. I indianersommeren redder de også lidt af det tabte hø, og i en god uges tid er hele familien ude på holmene med le, de ror høet hjem hver aften, tørrer det på skråningerne syd for gården og bærer det derefter direkte ind i laden; det er grønt, men tørt.

62

Og svenskerne er nået endnu en meter i højden.

Men de æder i ustyrlige mængder. Brød med rabarbersyltetøj, som Maria og Barbro koger og bager. Om søndagen får de også smør og kaffe. Og hver dag koger Maria fisk og serverer alt, hvad de har af gamle kartofler, tømmer jordkælderen og får for første gang, siden hun kom til øen, mulighed for at gøre den helt ren.

Hun vasker og skrubber og finder tre musehuller, som Hans tætner med cement. De lægger ny tørv på en frostskadet ydervæg, og det bliver til nye båse, før kartoflerne er klar. De graver dem op, mens svenskerne slider sig endnu en meter til vejrs. Nu er det kun et spørgsmål om, hvorvidt dækket skal være af træ eller sten.

Hans har brugt, hvad han har af materialer, til bådehuset, broen, gæsterne sover i, og desuden lidt mere. Kajens dæk må nødvendigvis også blive af sten.

Det bliver et mesterværk. Han har tårer i øjnene den dag, han kan gå på det, en jævn og bundsolid mosaik af rød granit i alle Barrøys chatteringer, et kirkegulv med fuger af hvidt sand af knuste muslingeskaller. På ydersiden otte fastboltede stolper ned i havet, tre af dem rager knap en meter op over kajkanten, så bådene har noget at fortøje ved. De kan tage imod et dampskib. Og de kan holde det her, med to spring. Men dermed er det stolte lofotenbådehus blevet så ynkeligt lille, det ligner et das, malplaceret og gråsprængt. Hans har allerede planerne klar til en fortsættelse, til næste år.

Det har været mærkeligt at have fremmede på øen. Med dem er befolkningen jo fordoblet. Og allerede den første uge er de nødt til at holde Barbro væk fra byggepladsen.

– Jeg vil hore, råber hun, og Maria holder Ingrid for ørerne.

Svigerinden – er ikke helt rigtig i hovedet.

Barbro råber flere sætninger, Ingrid ikke bør høre. Men Ingrid bryder sig ikke om at blive holdt for ørerne, og det ender med, at

63

hun forstår, hvad det drejer sig om, Barbro fortæller hende det og røber samtidig, at en af svenskerne hedder Lars Klemet. Han er ikke mere end tyve år og den eneste, der taler et sprog, hun forstår. Også Ingrid kan godt lide Lars Klemet, han er sjov og leger og snakker med hende, når han ikke arbejder, og han kan synge. Det kan Barbro også. Hun går ud til hammeren med sin stol og sidder som en påpasselig dronning og ser arbejderne mure; slanke, nøgne krop, der glinser af sved og salt og bliver mere og mere brune i den lange sensommer, sener og muskler, der spiller under huden på en mand i fuld udfoldelse. Hun bager og kommer med frisk brød og en ny spand syltetøj, for hvis der er noget, de har nok af, er det rabarber. Lars Klemet er desuden den eneste, der vasker sig i havet, så han lugter mere af hav og tang end af hest og siger oven i købet, at han aldrig har fået bedre kost, og han kniber Barbro i skinkerne, når ingen ser det, men hvor stor er øen?

Den er en lille kilometer fra nord til syd og en halv kilometer fra øst til vest, den har mange klippeknolde og små græsklædte sænkninger og dale, den er indskåret af dybe vige, lange knudrede næs og tre hvide strande. Og selvom de på en normal dag kan stå på tunet og holde øje med fårene, er de ikke så nemme at holde øje med, når de lægger sig ned i det høje græs, og det samme gælder for mennesker. Selv en ø har sine hemmeligheder.

Det tæller også med, at Maria og Hans og ikke mindst Martin efterhånden mister interessen for, hvad Barbro foretager sig, det er høhøst og tørretid.

Da svenskerne omsider rejser – de giver hånd til alle og takker, også Ingrid – får de foruden logi og al maden en skærv hver, det har kostet Hans alt, hvad han har, og mere til, men han ved, hvad han har fået, en kaj af sten, der vil holde evigt, og han kan ikke sende arbejdsstyrken væk uden at give dem mere, end de kræver.

De burde have fået det, de fortjener, men det har han ikke, så det 64

bliver til noget midt imellem, og det er begge parter tilfredse med.

De rejser i et nyt regnvejr, der sætter ind i begyndelsen af oktober og bliver, og selv om folket på øen drager et lettelsens suk over, at de igen er blevet det antal, de er vant til at være, synes de, at det er vemodigt. Det har sine sider at have en fremmed på besøg.

Når han rejser igen, står de tilbage med kun sig selv og tænker, at det måske ikke er nok. En gæst skaber et savn. Han fortæller øfolket, at de mangler noget, at de sikkert også manglede det, før han kom, og fortsat vil gøre det.

65

Kikkerten

Hans har en kikkert. Det særlige ved den er, at han bare har den, et eller andet sted, og aldrig bruger den. Han kan heller ikke huske, hvor den stammer fra. Men nu flytter de grej og udstyr fra det overlæssede bådehus til svenskerbroen. Han finder en olieret lærredsrulle og studser, da han står med den i hånden. Den har været en del af hans udstyr, så længe han kan huske. Han vikler den ud og tænker ganske enkelt, at der er kikkerten, ja ...

Det er en søkikkert, som kan forstørre fyrre gange, en sort lak- eller læderlignende tysk støbning med fire messingringe og et okular, der også er af messing, og en skrue til at indstille fokus.

Han viser den til sin far.

Martin siger det samme, ja, der er kikkerten.

På spørgsmålet om, hvor den kommer fra, kan han imidlertid ikke give et mere præcist svar, end når de taler om ruinerne i Karvika, han må have arvet den fra sin far, der var både lods og reservefyrmester, når han ikke var fisker, den ser ud, som om den hører hjemme på en sejlskude.

Hans tager den med ud i det klare efterårslys, hvor han undersøger den nærmere og spekulerer på, hvorfor han ikke legede med den som barn. Så husker han det. Han måtte ikke. Han nævner det for sin far. Martin smiler og siger, at han heller ikke fik lov til at lege med den af sin far.

Hans arrangerer den på en skiferplade, de har lagt på tre sten som et arbejdsbord uden for bådehuset, sætter sig på hug og stiller 66

skarpt. Han kan se fjeldene inde på fastlandet lige så detaljeret, som hvis han stod ved foden af dem, de er allerede dækket af den første sne, den glimter. Men landet har ikke en strandzone, hvor han ellers ved, der ligger huse. Husene er forsvundet bag ved havet; jordens krumning har fjernet dem.

Også Martin kigger ind mod fjeldene uden fod.

De smiler.

Hans retter kikkerten mod bygden, ser kirken, Handelen, præstegården og husene, et for et, mumler, at der bor Konrad, der Olav ... Han kan se, hvem der har gardiner i vinduerne, og hvem der har malet sit hus. Men så retter han sig op med følelsen af at være brudt ind et sted, han ikke har noget at gøre.

Han rækker kikkerten til sin far. Martin lægger an og misser ikke ret længe i den, før han ser den anden vej. Hans får fornemmelsen af, at de er enige om et eller andet, om, at de måske ikke har brug for den kikkert. De har en mindre kikkert med til Lofoten, den bruger de heller ikke, for alt det, de kan se igennem den, forsvinder igen, så snart de ikke kigger i den.

Men søkikkerten er tung og solid, industrielt håndværk af fornemste kvalitet og må være meget værdifuld. Hans kan i farten ikke komme i tanke om noget andet, han har, der er lige så værdifuldt, måske sekstanten eller kompasset i Erlings skude, som også er arvegods.

Noget andet?

Hvad har han egentlig af værdier?

Han tager den med hjem i huset og beder Maria gå med op i Sydsalen. Han lægger den an i vindueskarmen og beder hende om at kigge mod Buøy, mod hendes barndom. Hun sidder på knæ i sengen og kigger hjem, og det giver et sæt i hende. Han spørger, hvad hun kan se. Hun siger, at hun ikke er sikker, lukker det ene øje og koncentrerer sig. Han lægger sig på sengen og ser op på hende. Hun siger, at hun tror, hun kan se folk. Han kigger

67

på hendes mimik og kan se, at hun bliver forbavset, som om hun smager på noget og ikke kan finde ud af, om hun godt kan lide det.

– Må jeg se, siger han.

Han kan se husene og tælle dem, atten, med alle udhuse og bådeskure. En skøjte fortøjet ved en bro, den synker langsomt, indtil kun mastetoppen er synlig, og stiger lige så langsomt igen.

Det er dønningerne, der får den til at forsvinde, og dønningerne, der gør den synlig igen. Men han kan ikke se mennesker, derimod noget, han mener kan være får, måske en hest, en efterårspløjet mark ...

Maria tager kikkerten fra ham igen.

Han lægger sig ned igen med armene under hovedet og siger, at de ikke har nogen penge. Hun flytter øjet fra okularet og ser på ham. Han gentager det, og nu kigger han ikke længere på hende.

Hun siger, at det vidste hun godt, med et tonefald, som om hun ikke har haft nogen glæde af det, hun har vidst. Og ingen af dem kigger i kikkerten.

Hun spørger, hvorfor han nævner det nu. Han siger, at han ikke ved det.

– Er det alvorligt? spørger hun. Han svarer ikke. Hun spørger, hvor alvorligt det er? Han fortryder, at han nævnte det. Der sker noget i hendes øjne. Hun slår til ham med kikkerten, hen over maven. Han spørger, om hun har tænkt sig at slå ham ihjel. Hun siger ja og løfter igen kikkerten. Han holder hendes hænder fast, mærker en trang til at rive tøjet af hende og få hendes smil frem, midt på dagen, i arbejdet, i lyset. I stedet rejser han sig og hører ikke, hvad hun råber efter ham, han ved godt, hvad hun råber, og går ned og ud på tunet, hvor hans far og Ingrid står og kigger på ham.

– Hvad glor I på?

Martin ser ud, som om han er blevet grebet på fersk gerning, 68

vender sig om og går ned mod bådehuset med dinglende arme.

Hans står og kigger efter ham, spekulerer på, om han skal følge efter med kikkerten i hånden.

Ingrid spørger, hvad det er. Han siger, at det er en kikkert. Hun spørger, hvad det er.

Se her, siger han og går hen til ladebroen, lægger den fast mod en tot græs og viser hende hvordan. Hun kigger ind i okularet, og det giver et sæt i hende. Hendes latter. Den har ikke altid været en fryd. Hun kigger igen, på husene på Stangholmen, og smilet bliver siddende, indtil han siger, at det må være nok, og tager kikkerten med ned til bådehuset. Han og faren bliver stående og ser på hinanden, som om de har noget uafgjort at kæmpe med.

Det varer ikke ret længe.

Martin løfter en fiskekasse med en kvejlet line med kroge og går ned mod den nye bro. Hans ruller kikkerten ind i lærredsdugen, følger efter ham og lægger den på en af de øverste hylder, hvor den kan ligge, indtil næste gang den bliver fundet af nogen, der siger, ja, der er kikkerten. Han tænker uklart, at der må være en grund til, at et øje ikke ser længere, end det gør, at det kan være en fordel for både øjet og det, det ser på, nu har han i hvert fald glemt det, han ikke vil tænke på, penge, den mest nedslående fortøjning, de har til fastlandet.

69

Tredje forsøg

Allerede på lydene fra køkkenet kunne Ingrid høre, at noget ikke var, som det skulle være. Der manglede en lyd, lyden af Barbro.

Desuden var hendes mors stemme for høj, og den tav for brat, da Ingrid kom ned ad trappen. Udenfor var det vinter, mørkt og vindstille. Om nogle timer ville himlen blive lysere, op ad dagen ville de måske få et glimt af en rød sol i syd. Men Barbro var der ikke. Både hun og færøbåden var forsvundet, det havde ikke været nødvendigt at lede, sporene førte kun én vej, gennem nysneen ned til bådehuset, og der stod begge døre desuden på vid gab. Hun havde ikke taget sejlet, hun havde roet, og på havet så de ingenting.

De havde flere både, både en stor og en lille pram og en færøbåd mere. Men ingen af dem blev sat i vandet.

– Hvor er Barbro? spurgte Ingrid.

– Hun er rejst, sagde hendes mor.

Dagen gik, uden at der blev sagt mere. Ikke engang bedstefarens hænder var, som de plejede. Han var grå i ansigtet. Da de skulle i seng, fik Ingrid lov til at sove i sin fars seng, ligesom hun plejede før i tiden, når han var i Lofoten. Maria sagde, at de måtte give fårene mere birkeris de efterfølgende dage, det drøjede med høet efterhånden, med tanke på køerne og hesten. Hun sagde også, at frosten forhåbentlig ville give slip, så de kunne slippe dyrene ned til stranden, måske bliver det mildt og regnvejr, så de kan nappe sig lidt gammelt græs.

70

Ingrid spurgte, om hun måtte sidde i sengen og strikke.

Maria spurgte, om det ikke blev for koldt.

Ikke hvis hun havde dynen over skuldrene.

Hendes mor lå ved siden af og forklarede og viste hende, indtil hun faldt i søvn. Så lagde Ingrid strikketøjet fra sig og faldt også i søvn. Da hun vågnede, opdagede hun, at hendes mor stadig sov.

Det samme gjorde katten. Af det blege lys mod vinduesruderne forstod hun, at de havde sovet over sig. Det havde hun ikke oplevet før.

Hun stod op og gik ned i det kolde køkken, lagde flis og kviste i ovnen og derefter tørv, sådan som hun havde lært af Barbro, det var Barbro, der havde magten over ovnen. Nu var det Ingrid. Hun opdagede, at tørvekassen var tom, og tog den med ud i skuret, der stod op mod nordvæggen af stalden. Det var koldt. Hun sparkede lidt sne væk, fik døren op på de hæse hængsler og fyldte kassen, mærkede, at den var for tung, og tog halvdelen af tørvene ud igen, lukkede døren og gik tilbage til huset. Hendes hænder var blevet stivfrosne. Hun holdt dem hen over ovnen, indtil de blev røde, og det begyndte at prikke i dem. Så gik hun ind til sin bedstefar i kammeret og så, at han også sov. Hun ruskede i ham. Han rejste sig som lige ud af en ond drøm.

– For fa’en da, sagde han, da han fik øje på det grålige lys bag de rimdækkede ruder. Som vi dog sover.

Så lagde han sig ned igen og sov videre.

Også næste morgen sov de voksne over sig. Som om de var blevet dovne eller hvilede ud efter en langvarig belastning. Eller som om Barbro havde været husets ur, der nu var gået i stå. Men Ingrid stod op, tændte op og hentede tørv. Den tredje dag hørte hun sin mor og bedstefar skændes inde i stalden, hvor han næsten aldrig satte sine ben. Det drejede sig om færøbåden, og de var rasende på Barbro, der havde taget den gæveste båd, når der var tre andre.

71

Men det var noget andet, der satte Ingrid på sporet, mens hun stod og lyttede: Det lod ikke til at overraske dem, at Barbro var forsvundet, selv det mest ubegribelige kan forudses og dermed accepteres. Det var da, hun indså, at Barbro var død.

Også den aften fik hun lov til at sidde i sin fars seng og strikke.

Garnet var sejt og lugtede af lanolin, det var rustrødt og gult og gjorde hendes fingre bløde og stærke, hun kunne bøje dem bagover, så det knagede, og det gjorde hun for at holde tårerne tilbage. Maria sagde, at hun skulle holde op. Så sagde hun, at hun havde læst i vejret, at frosten snart ville give slip, og Ingrid, der var så god til at strikke, hun kunne jo også godt binde garn, torskegarn?

– Lidt, sagde Ingrid, det, Barbro havde lært hende, hun havde bundet et lille kvadrat af tyk nottråd, som de nu brugte til at bære kvas i, en pose, et net, som hun også samlede æg i. Men det var ikke nødvendigt, sagde hun, mens der blev varmt inde i hver eneste krog af hende, for de havde garn nok, Barbro havde ikke lavet andet i vinter, og nu kom hun snart tilbage.

– Nej, sagde hendes mor. Hun kommer ikke tilbage.

– Jo, sagde Ingrid. Det gør hun.

72

Frost

Frosten blev stærkere, det satte ind med kuling fra nordøst, det gjorde den endnu stærkere. Ingrid og hendes mor flyttede ind i Sydsalen oven over Martins kammer. Han fyrede kraftigt i sin private ovn dernede, og de havde lugen i gulvet stående åben, så varmen steg op. Når moren sov, kunne Ingrid høre, at hendes bedstefar også sov, som om de boede i det samme værelse.

Martin kunne ikke drive hjemmefiskeri i frostvejret. De spiste saltede sej og sild og kartofler, brød og syltetøj. De løb tør for birkeris, men Martin ville ikke sanke alger og koge kreaturføde, det var for koldt, de skulle have gjort det noget før, nu var det for sent, dyrene måtte ned på stranden.

Ingrid og Maria drev dem ned. Men der voksede raslende bundter af is om benene på dem, der fik dem til at sparke og rulle sig, indtil de var dækket af en brynje af is, de blev tungere og tungere og begyndte at vakle. Ingrid så, at hendes mor blev bange. De drev dem hjem igen, var nødt til at slæbe flere af dem, og isen smeltede ikke af ulden, før de havde stået mere end et døgn i stalden. I den tid fik de det hø, køerne skulle have haft, og den tang, Maria og Ingrid var i stand til at rive løs med et anker, trække hjem på slæden og koge kreaturfoder af. Heller ikke det var Martin med til, han lå derinde og sørgede over en datter.

Fårene fik også det lidt de havde af torskelever, udkogt saltet sej og alle madrester, de var blevet rystende og svimle.

Så stod Martin alligevel op, tog så meget tøj på, han kunne få

73

plads til på kroppen, skubbede den mindste pram ud på havet og satte garn ud for den nye bro. Men garnene blev til plader af is, så snart han forsøgte at trække dem. Han var nødt til at lade dem stå nat efter nat, tømte dem, så godt det lod sig gøre, hver dag, men efter to uger var de så fulde af tang og alger, at de ikke længere fiskede, og det var bare at lade dem stå, det var Barbros nyeste garn.

Men de havde frisk fisk og fladbrød tilbage, der var lever i fisken, og de havde kartofler. Men nu var det livet om at gøre at lade være med at gå i kælderen, så frosten ikke også slap derned.

De skuffede endnu mere sne hen over den og opbevarede kartofler til en uge ad gangen i fiskekasser på gulvet i stadsestuen. De bagte kartoffelkage på ovnen i køkkenet, noget, de almindeligvis kun gjorde før jul. Der lugtede af jul i huset. Så lagde frosten sig.

Sidste vinter havde det været så koldt, at der lå is omkring øen.

I år var det meget koldere, fordi der var vind.

74

Jordemor

Ingrid var den første, der så båden. Hun stod til knæene i våd tøsne på næsset ved bådehuset og frøs ikke længere om fingrene, ikke engang når hun formede snebolde og kastede dem efter mågerne, der troede, det var mad, dykkede og sloges om dem. På hovedet havde hun kun et enkelt tørklæde; i frosten brugte hun tre og et for ansigtet. Nu tog hun det af og viftede med det og mærkede for første gang det år vind i håret. Vinteren var forbi.

Der var ikke én båd, men to, og den anden var på slæb. I den første sad fire sortklædte rorkarle og tre andre mennesker, i den sidste sad ingen, det var Barrøys færøbåd, som var forsvundet sammen med Barbro.

Ingrid genkendte den på farverne langs rælingen og løb op mod huset for at varsko sin mor. Men Maria havde set dem og var allerede på vej, og også Martin kom trissende fra den nye bro, så de stod alle tre i strandkanten, da køljernet på den første båd ramte land.

I forstavnen sad præstefruen og et andet kvindemenneske, som Maria først ikke kunne genkende. I agterrummet bag roerne sad Barbro i fremmed tøj. Nu rejste hun sig og trådte hen over årerne, lagde en hånd på præstefruens skulder, gik i land og videre op mod husene uden at sige et ord. De stod og kiggede efter hende, indtil hun forsvandt ind og lukkede døren efter sig. Ingrid løb efter hende.

Karen Louise Malmberget sagde, at Barbro ikke ville være hos

75

hende længere, hun havde forsøgt alt for at holde på hende, men det gik ikke, hun græd og ville tilbage til Barrøy, men de var ikke kommet af sted før nu på grund af vinden og frosten.

Så slog hun begge hænder for munden, da det gik op for hende, at Barbro ikke var rejst, men rømt, og at de troede, de havde mistet hende. Derefter blev også Karen Louise stående og så sig omkring, ligesom hendes ægtemand havde gjort for en evighed siden, kiggede ind mod bygden, hun selv stammede fra, og som hun aldrig havde set før, og hun sagde: – Hvor har I det fint her.

Det var så meningsløs en sætning, at Martin sagde uf og tvært svarede nej, da roerne spurgte, om de skulle hjælpe ham med at sætte båden ind. Han gik ind i bådehuset og hentede to bukke, fik dem til at trække båden op på rullerne, og så gik han også op mod huset. Men det var en fordel, for nu havde Maria genkendt den anden kvinde, hun hed Elise Havstein, de havde gået i skole sammen.

De gav hinanden hånden og smilede.

Det blev et stift gensyn. Elise Havstein var iført tøj, hun åbenbart ikke selv havde syet, og var jordemor med et hvidt tørklæde om halsen, der fik hende til at ligne en nonne, og Barbro var med barn, hun skulle føde hen på sommeren, og nu havde Karen Louise taget Elise med herud, så hun kunne gøre sig bekendt med stedet.

Maria forstod det ikke, de havde til alle tider født børn på både denne ø og alle andre øer uden jordemor. Men Karen Louise var betydningsfuld og hævdede, at Barbro havde brug for mere hjælp end andre, det havde hun erfaring for, Barbro var ikke ligesom andre. Det så Elise Havstein ud til at være enig i, hun nikkede i hvert fald på en måde, der ikke gjorde det nødvendigt for hende at sige mere.

Da præstefruen havde skitseret en slags plan for nedkomsten, 76

gav de igen hinanden hånden, damerne blev hjulpet om bord igen, og roerne roede.

Maria stod tilbage og tænkte på, hvorfor hun ikke havde budt dem på kaffe og mad, der kom aldrig nogen, uden at der blev serveret.

Hun gik rundt i strandkanten og spekulerede over, hvordan hun skulle fortælle de andre nyheden, datteren og svigerfaren.

Hun bestemte sig for at begynde med Ingrid, hun var blevet stor.

Også hendes mand skulle sættes ind i sagen, så snart han kom fra Lofoten. Men hun tøvede med at gå op til huset.

Hun tog tørklædet af og gik hen ad stranden mod den nye kaj, fortsatte mod syd og hørte bækkene, der var begyndt at transportere vinteren fra øen og ud i havet. Hun satte sig på en sten, tog fodtøjet af og stak fødderne i vandet, ventede, til de var hvide og følelsesløse, og trak dem op igen, tørrede både dem og tårerne med tørklædet, tog fodtøj på igen og gik hjem og ind i køkkenet, hvor Ingrid stod og legede med bedstefarens hænder, han sad i gyngestolen og kiggede på Barbro, som om han ventede på det endelige bevis på, at hun var i live. Barbro sagde ikke noget. Det var, som om hun ikke var kommet hjem og aldrig ville komme det.

Maria gik hen og lagde en hånd på hendes skulder og mærkede, at hun lugtede af roser, syren og brændenælde, lagde mærke til, at hendes hår var klippet og redt på samme måde som hos kvinder i en bygd eller på en større ø. Hun tænkte på, om hun skulle give hende en lussing, men hånden blev liggende i ro. Barbro tog den, holdt den og kiggede ned i en fortabt brønd, inden hun slap den, gik ind i spisekammeret og kom ud igen med brødkassen og sagde, at det, hun havde savnet mest derinde i den forbandede præstegård, var ordentlig mad.

77

Stor

Da frosten havde givet slip, og vinden kom fra sydvest med voldsom regn, flyttede mor og datter tilbage til Nordsalen. Der kunne de snakke uden at være nødt til at skæve til lugen i gulvet, som Martin lå neden under og lyttede igennem.

Ingrid fik det at vide, hun allerede vidste, Barbro havde røbet det den første dag, så de kunne have en hemmelighed sammen for bedstefaren. Men nu fortalte hendes mor, at faren havde været bange for, at Ingrid skulle være ligesom Barbro, da hun blev født, det lå i hans slægt og skete i hver anden eller tredje generation, at de fik en Barbro. Men hun, Maria, havde set, at Ingrid var, som hun var, i samme øjeblik, hun blev født, det var faren, der ikke stolede på hende, han var bange.

– For hvad?

Maria trak vejret dybt ind og sagde, at det var hende, hun kunne stole på.

Det var tunge ord, og der fulgte ingen forklaring med, kun nogle undvigende sætninger, der havde været spærret inde så dybt i hende, at det var meningen, at de skulle blive der.

Ingrid kunne ikke få sig selv til at sige noget.

De var ved vejs ende.

Men mens aftenen krøb af sted, faldt det hende ind, at det var moren, hun ikke kunne stole på, fordi hun havde sagt noget, der gjorde hende bange og stadig lod hende være det, selv om hun fik lov til at strikke, nu uden dynen over skuldrene, det var forår.

78

Maria lærte hende at strikke hæl på en strømpe, så hun kunne have en velkomstgave til sin far, når han kom hjem fra Lofoten.

Ingrid var syv år.

Men denne halve samtale vendte tilbage. Og hun kunne stadig ikke finde ud af, hvad hun kunne spørge sin mor om, som ville fjerne den. En hård bold havde sat sig fast i hende, hun havde en svævende rød prik for øjnene, der fik hendes arme til at dirre, og en boble brast i stalden, mens kun Barbro var sammen med hende, Barbro, der var vendt tilbage fra døden i nogle andre menneskers tøj og med et barn i maven, der heller ikke tilhørte nogen.

Hun sagde, at hvis Ingrid ikke holdt op med at græde, ville hun blive ligesom hende, det er, som om det regner indvendig, det nytter ikke med olietøj, man bliver bare mere og mere bange, men det kan stoppes.

Ingrid kiggede på hende.

Barbro skuffede møg ud gennem lugen i væggen og sagde, at Ingrid skulle tage sig sammen, det, hun gik og tænkte på, var bare et tegn på, at hun begyndte at blive stor. Til efteråret skulle hun begynde i skolen i Havstein sammen med andre børn fra de andre øer. Fra da af ville alting blive anderledes, der er ikke noget at være bange for, ingenting er noget at være bange for, det er der for mange øer til. Den røde prik opløste sig i en hvid damp.

Ingrid slog armene om sin faster og slap hende aldrig igen.

79

Sjettemand

Hans Barrøy havde ikke været stærk, da han kom hjem året før.

Nu var han stærkere. Frosten havde også hærget i Lofoten, men kun lagt små begrænsninger på linefiskeriet. Desuden havde han en kaj på Barrøy, onkel Erlings skøjte kunne ikke bare lægge til, men ligge fortøjet i mere end et døgn med tampe og spring. Ingrid fik lov til at komme om bord, selv om hun var kvindfolk, og blev vist rundt i styrehus, lukaf og kabys, det var et flydende hus, der sejlede under navnet Barrøyværing.

Mandskabet gik fra borde og fik serveret mad. Onkel Erling sad med sin bror og far i stadsestuen og drak brændevin og kaffe på en hvid dug og spiste lefse og lo højere, end der var blevet leet her i fire måneder, da Maria gennem den åbne køkkendør hørte sin ægtemand forhøre sig om nyt og svigerfaren svare, at de havde haft en forfærdelig frost, men stået den igennem, selv om de havde været ved at miste moderfårene, da kvindfolkene jog dem ned til stranden for at græsse tang.

Maria stod med kaffekanden i hånden.

Hun satte den fra sig, gik hen til knagen ved døren, hvor svigerfarens røde tophue hang, greb den og puttede den i ovnen.

Hun gik ind i stuen med kanden, skænkede op og fortalte, hvad hun havde gjort, ingen går med rød tophue længere, den var gammel og beskidt, og svigerfar skulle fra nu af vaske sig mindst én gang om ugen, i halvtønden, i stalden, for han var et svin. Og der var én ting til: Seks af Barbros nye garn med flåd, sænkesten 80

og tov stod stadig som en sortbrun væg tværs over sundet syd for Svenskebroen, så Erling skulle huske at se sig for, når han gik sydpå, gå uden om Moltholmen.

De stirrede på hende.

Ja, der var også noget andet: Om en god måneds tid ville hun rejse til Mo i Rana og blive der sommeren over.

– Mo i Rana?

Martin sagde en hel del ord, som Ingrid ikke burde høre, som hun sad der på skødet af sin far. Hans udvekslede blikke med sin bror. Erling nikkede. Hans satte sin datter ned og gik ud i køkkenet.

Fra stuen lød det som en almindelig samtale. Yderdøren smækkede. Ingrid rejste sig og så fra stuevinduet forældrene gå ved siden af hinanden ned over de forårsbrune enge. De talte med hinanden. Faren med armen omkring moren, hun med hovedet mod hans skulder, de gik hånd i hånd, slap hinanden, moren gik med korslagte arme, faren med hænderne i lommen, de standsede og snakkede og så sig om og gik videre og forsvandt. Ingrid havde ikke set noget mærkeligt eller noget skræmmende, hun havde heller ikke set noget, hun ikke forstod, hun havde set noget, hun aldrig ville glemme.

Fra da af begyndte Martin at vaske sig, i stalden. Han sagde, at når det gjaldt de garn, så havde frosten været så djævelsk, at der ikke havde været tale om at kunne røgte dem, og så havde han glemt dem. Nu roede han ud med prammen, skar det yderste tov over, fordi han ikke kunne få ankeret fri, og lod hesten slæbe hele molevitten i land. Der blev det liggende i en stinkende bunke sommeren igennem, indtil det holdt op med at stinke næste vinter og derefter begyndte at forvandle sig til jord, en kuglerund bunke jord mellem de glatte klippeknolde, hvor der senere skulle vokse rosenrod, syre og fingerbøl. Det så mærkeligt ud, som om

81

netop denne bunke jord havde brug for en begrundelse eller en forklaring. Efterhånden fik den i det mindste et navn, den blev kaldt Frostøyet, og det var Ingrid, der døbte den.

Det blev, som Maria havde sagt på hjemkomstdagen, bortset fra det med Mo i Rana, det blev aldrig bragt på bane igen. Det var ord, der ikke skulle være faldet. Derfor glemmes de heller ikke så hurtigt, ligesom det, Maria har fortalt Ingrid om sygdommen og faren, og det, Barbro har sagt om indvendig regn, skolen og de andre børn, der er ligesom hende, at det at blive stor ikke er noget at være bange for.

Da Barbro hen på sommeren fødte under så store strabadser, at Martin og Hans måtte være ude af huset i over et døgn, var det Maria, der tog imod. Elise Havstein kom otte dage for sent og fik kaffe og småkager i køkkenet, mens rorkarlene fik serveret fladbrød med smør og sirup ude på volden. Det var fint vejr den dag.

De fik også mælk. Og jordemor Elise blev længe. Hun kiggede til drengebarnet, der var rund og hvid som brøddej og vrælede, når han ikke spiste af Barbro, der var holdt op med at arbejde og havde sat sig i Martins gyngestol. Barbro sang og ammede. Elise Havstein havde en datter på Ingrids alder, der hed Nelly og også skulle begynde i skole til vinter, de ville sikkert blive gode venner.

Elise Havstein blev så længe, at fjeldene inde på fastlandet var blevet blå, inden de glimtende åreblade fortabte sig i synsranden mod nord. Drengen fik navnet Lars efter svenskeren Lars Klemet, der var her sammen med sine kammerater på grund af en krig og murede en kaj op, inden han forsvandt igen.

82

Stilheden

De skærer tørv. Det skal gøres mellem de andre gøremål i juni, så tørretiden bliver lang. De bruger gamle leblade, som Hans har lavet træhåndtag til. Kun Hans selv skærer tørv med spade, den har han slebet bladet på, og den er skarp som en le. Derfor er han den eneste, der står oprejst under arbejdet. Mens de andre ligger på knæ i mosen. Også Barbro. Hendes barn sover på et fåreskind i græsset ved siden af.

Tørvene ligner tykke sorte, våde bøger, de ligger en uges tid i lyngen, indtil de får skorpe, og Hans og Martin kan lægge dem i en kreds og mure et mandshøjt cirkelrundt tårn op med et utal af små sprækker ligesom skydeskår, inden de smider resten af tørven hulter til bulter op i cylinderen for så at tække den indover mod midten af tårnet og give det en halv bold som tag. Det ligner ikke noget andet tag, på kirker eller huse, men ikke en dråbe regnvand kan trænge igennem, og så strømmer vinden som tusind tørre bække gennem sprækkerne i cylinderen og bærer al fugtigheden med ud på den anden side.

En rigtigt stablet tørvestak er ikke bare smuk som et menneskeskabt blikfang i terrænet, den er et kunstværk. Mens en sjusket sammensunket stak er en tragedie, der åbenbarer sig på det værst tænkelige tidspunkt, i januar, når de kommer vadende gennem sneen med spånkurven på ryggen og opdager, at tørvene er isklumper, stenhårde af frost. Man kan gå løs på dem med forhammer og økse. Med dynamit. Og samle stumper op i miles

83

omkreds og tø dem op ved ovnen for så at opdage, at det ikke er brændsel, man har med at gøre, men sejt sort ler, der ikke kan bruges til noget som helst. Desuden må man en lang rotur ind til Handelen og købe det, man har gratis i sin egen mose, dummere er det ikke muligt at være.

Ingrid er den eneste, der ikke skærer, hun er for lille, igen, hun vender de halvtørre tørv og rejser dem på højkant som dominobrikker i sildebensmønster, så vinden kan liste ind mellem dem og tørre dem, den varme landvind, der nu har ligget over øen i mange dage, men så stilner den helt af.

De mærker det samtidig.

De standser arbejdet, løfter blikket, kigger på hinanden og lytter.

Pludselig er der heller ingen fugleskrig. Ingen raslen i stråene og ingen summende insekter. Havet er glat, de klukkende lyde mellem strandstenene forstummet, der er ikke en lyd mellem alle horisonterne, de er indendørs.

Sådan en stilhed indtræffer meget sjældent.

Det særlige ved den er, at den forekommer på en ø. Det gør den voldsommere end den stilhed, der uforvarende kan slå ned i en skov. I skoven er der tit stille. På en ø er der så lidt stilhed, at menneskene standser op, ser sig omkring og spekulerer på, hvad der sker. Den får dem til at undre sig. Den er mystisk, på grænsen til det kildrende forventningsfulde, den er en ansigtsløs fremmed med en sort kappe, der vandrer hen over øen med lydløse skridt.

Varigheden afhænger af årstiderne, stilheden kan vare længere i frostvejret om vinteren, som dengang der lå is her, mens den om sommeren altid er en lille bitte pause mellem én vind og den næste, mellem ebbe og flod eller det mirakel, der sker i et menneske, idet det går fra at ånde ind til at ånde ud.

Så skriger en måge pludselig igen, et nyt vindstød kommer ingen steder fra, og det velnærede barn vågner og brøler på få84

reskindet. De kan gribe redskaberne og arbejde videre, som om ingenting er sket. For det er netop det, der er sket, ingenting.

Man snakker om stilhed før storm, om, at stilheden kan være et varsel, et ladegreb, eller at den kan betyde noget, som man er nødt til at bladre længe i en Bibel for at forstå rækkevidden af.

Men stilheden på en ø er ingenting. Ingen snakker om den, ingen husker den eller sætter navn på den, hvor stærkt den end rammer dem. Den er det lille glimt, de får ind i døden, mens de stadig er i live.

85

To forandringer

Dette forår kom Hans Barrøy hjem fra Lofoten med nyt værktøj.

Det blev placeret i broen, hvor svenskerne havde logeret. To af køjerne blev fjernet og tømret sammen til en høvlebænk med en skruetvinge, som han også havde med hjem. Martin kom og kiggede på de nye høvle, håndbor, bor, tvinger og tre forskellige savblade og et vaterpas, der også var en lodstok.

– Det der var vel kostbart?

Hans svarede ikke.

Han havde også haft en del smalle fyrretræslister med, sirupsgyldne, de var blevet losset sammen med hans grej og udstyr. Nu holdt han nogle smalle messinghængsler op for næsen af sin far og spurgte, om han savnede sin narrehat?

Martin tog sig til den nøgne isse og ville gå derfra i vrede.

Men det var, efter at han endnu en gang havde glemt brugt grej i havet, så i stedet gik han hen og fandt båden frem, fik garnet på land og brugte resten af dagen på at rense det og hænge det til tørre på hjelden bag bådehuset, det lignede en omgang vasketøj, som hele verden skulle få øje på og beundre.

Tre dage senere vågnede de ved et forfærdeligt spektakel nede i køkkenet. Ingrid gik ned og så, at vinduet i vestvæggen var revet ud og et nyt på vej ind. Faren klodsede op og kilede, satte i vater og snedkererede, derefter nye gerigter og beklædning både udvendig og indvendig og også en sålbænk. Det var et tofagsvindue.

Et vindue, der kunne åbnes.

86

Udenfor skruede han to hasper i og lavede en kile til hver, så vinduerne ikke slog i vinden, når de stod åbne. Det skulle som så meget andet have været gjort allerede i Martins tid, for de havde ikke bagers på Barrøy, de bagte i køkkenet og var nødt til at slå døren op for at få osen ud, og osen ville ikke ud. Nu kunne de i stedet åbne vinduet. Det stod da også åbent så godt som hele sommeren, også i let regn, for ligesom alt andet nyt skulle det være i brug hele tiden. Så lukkede de det. Men det kunne stadig åbnes, for eksempel da Maria nogle måneder senere skulle råbe til sine mennesker ude i kartoffelstykket, at der var mad.

– Gå hen og vask næverne, nu.

Den anden forandring var større. Det drejede sig om den nye kaj, der manglede en anstændig bro, et hus. I august blev materialer leveret af Handelens fragtbåd og stablet under et gammelt sejl inde på land. Maria kom, talte op og regnede sig frem til, hvad det kostede, men sagde ikke noget, på den måde, hun altid undlod at sige noget.

Og Hans lod, som om han ikke hørte det.

Han og faren snedkererede i en måned, færdiggjorde spærene nede på jorden og hejste dem et for et op med taljer og begyndte på bræddebeklædningen i begyndelsen af september. De snakkede om, hvilken væg de skulle begynde med, og blev enige om langvæggen mod sydvest, hvor det meste af vejret kom fra, så de kunne stå i læ, mens de beklædte resten af huset. Martin mærkede sig, at han var med til at træffe den beslutning.

Den morgen, de skulle til at tage fat på den første gavl, blæste det op. Hans tog bestik af vejret og besluttede, at her er der ikke mere at gøre for noget menneske.

De gik hjem og så fra det nye køkkenvindue stormen flå bygningsværket i stumper og stykker som en æske tændstikker og smide det nordenud i fjorden. Uvejret lagde sig i løbet af natten.

87

Næste morgen satte de færøbåden på havet og roede rundt og samlede det op, de kunne finde. De var i land på holme og skær og snakkede også med Thomas på Stangholmen, der gennem sin kikkert havde set, hvad der foregik, og været ude for at tage vare på en del af de materialer, der kom drivende. De fandt næsten det hele.

Dagen efter gik de i gang med at lægge en ny syld det samme sted. Men denne gang boltede de mere grundigt. I begyndelsen af oktober var et nyt rammeskelet på plads. En uge senere var sydvestvæggen beklædt for anden gang. Den fik flere stivere og skråbånd, end den havde brug for. Det fik de andre vægge også. I slutningen af måneden kom den første sne. Da havde de beklædt de fire ydervægge og var ved at lægge brædder på taget, inden tørven skulle på.

Men en eftermiddag blev himlen mærkelig, og når himlen ikke bare bliver mørk, men også mærkelig, lav og vanskelig at aflæse, er det i sig selv et tegn, et tegn på det værste. De brugte den næste time på at tøjre bygningsværket med alt, hvad de kunne finde af wire og tovværk. Lige efter mørkets frembrud slog det første brag ind over øen.

Da var de kommet i hus.

Og nu slap de for at overvære hærværket. Det skete i nattens mulm og mørke. Men de kunne høre lydene. Denne storm var også mere sej, og der gik næsten to døgn, før de kunne gå i båden og lede efter materialerne. Denne gang fandt de langt mindre.

Hans nåede frem til, at de efter tre dages søgen sad tilbage med omtrent tres procent af huset, og meget af træværket var så ramponeret, at det kun kunne bruges som brænde.

Dagen efter boltede de ny syld fast, men nu på den måde, at huset blev drejet halvfems grader med kviste mod nord og syd og langvæg mod kajen mod vest. De mente, at det ville se dumt ud. Men her var det ikke dem, der bestemte. Da frosten kom i 88

begyndelsen af december, stod rammeskelettet der for tredje gang med tagspærene godt en halv meter lavere end oprindelig tænkt.

Men så var de også løbet tør for materialer. De brugte det sidste, de havde, til skråbånd, syede tremmeværket sammen til en stor, hvid julegave og gik hjem for alvor, nu måtte vinteren afgøre sagen, hvis kalorius stod der til foråret, kunne de beklæde det med brædder.

Men dagen efter var lige så fredelig.

De sad i køkkenet og så ud i det lyse morgenmørke på den nye skabning henne på hammeren, den lignede ikke længere en julegave, men en isblok, til alle sider lå havet sort og stille som lim under en stjerneløs himmel.

Hans rejste sig og gik ind i spisekammeret, hvor almanakken hang, og læste, at det var den hellige Barbros dag, den fjerde december. Han kunne ikke lade være med at smile og gik ud igen, åbnede vinduet og kiggede ud, der var næsten en ny stilhed. Stabil og total, en nynnende fred, som får en til at tro, at den kan vare ved, og efter at han havde vekslet et par ord med sin far, klædte de sig på og gik ned i bådehuset, satte færøbåden på havet, tog den største pram på slæb og roede ind til Handelen. Der lastede de det, de kunne have af materialer i prammen, købte tolv kilo søm, en dåse kaffe og tyve kilo mel, roede tilbage igen og gik samme eftermiddag i gang med at beklæde sydvestvæggen. Den stod færdig lidt efter midnat.

De sov nogle timer og tog imod fragtbåden næste morgen, den kom med flere materialer. De beklædte den næste væg i løbet af dagen og aftenen og spiste på byggepladsen den mad, Maria og Barbro bragte ud. De arbejdede også næste nat. Efter endnu et døgn var alle væggene beklædt. Det gamle køkkenvindue blev sat i nordgavlen, to store døre kunne slås op ud mod kajen, og den anden langvæg var forsynet med en smal dør, der vendte ud mod det gamle Lofotenskur. Det virkede, som om de to huse stod og

89

gabte mod hinanden. De kunne gå i gang med at sømme brædder fast på taget.

Det tog to døgn.

Maria og Barbro bar mere mad ud til byggepladsen og stod ellers nede på jorden og rakte materialer op. Som rygning lagde de to brede planker. Derefter to til. Så satte de lægter op, og så var spørgsmålet, hvilken slags tagdækning de skulle bruge. Det skulle være skifer, besluttede Hans, det havde han set på mange huse i Lofoten, også inde på fastlandet, han ville købe det i vinter og fragte det hjem på Erlings skøjte.

Martin brød sig ikke om tanken om skifer, det blafrede bare af som siderne i en bog uden bogbind og forsvandt i havet. Men hans søn ville ikke lytte. Han var i gang med at bore huller i fjeldet til to wirer, der skulle trækkes op til hver sit tagskæg, med bardunstrammere, så huset lignede riggen på en sejlskude. Det var det eneste hus på øen, der fik stag. De vidste endnu ikke, om det var et fremskridt eller et nederlag, det måtte vinteren afgøre.

Men vejret forholdt sig i ro helt ind i juledagene, også da onkel Erling lagde til, og de alle sammen stod og så Hans bære grej og udrustning om bord. Men nu hjalp Martin til med linekarrene.

Og Barbro havde barnet på armen, lille Lars, der sprællede og lo.

Ingrid lagde mærke til, at det ikke længere var trist at tage afsked med faren. Det var allerhøjest vemodigt. De vinkede, gik hjem og tog fat på ensomheden.

90

Lærdom

Ingrid er begyndt i skolen. Det er moren, der ror hende den første dag. Ud til Havstein. De ler meget undervejs. Maria har noget at fortælle fra sin egen skolegang, det virker, som om hun savner den. Ingrid spørger, om hun også har været barn. Maria ler og siger ja og ser pludselig ud som en blanding af en hemmelighed og et spørgsmål. Så siger hun, at hun ikke havde så god en far, som Ingrid har. Ingrid spørger, om hendes far var slem. Maria siger nej. Ingrid kan ikke finde på mere at spørge om og Maria ikke komme i tanke om mere at fortælle.

De ror ind i en flok søpapegøjer, og hun beder Ingrid om at tælle farverne på deres næb. Ingrid siger, at det er kedeligt, hun har gjort det før. Hun ror også lidt. For der er langt. Så sætter hun sig på den forreste tofte og mærker sin mors ryg mod sin egen. Da stiger Havstein op af havet og får en bræmme land med mange huse. Et af dem er hvidt. Det er stuehuset på hovedgården Havstein, hvor omgangsskolen holder til med en lærer og femten elever, otte af dem nye. De kommer fra hver sin ø, nogle større end andre, men de er alle sammen små.

De skal sove på hovedgårdens loft i to uger, så skal de være hjemme i to uger, mens lærer Olai Christoffer Christoffersen driver skole på en anden ø. Da han har lært de nye at række hånden op og spørge om lov til at sige noget, inden de siger noget, stiller han sit første spørgsmål. Det er, om de kan svømme?

De nye ser spørgende på hinanden, de mere erfarne kigger ned

91

i pultens plade. Ingrid rækker hånden op og siger, at hendes mor kan svømme.

– Det skal I også lære, allerede i dag, siger lærer Olai med en mærkelig dialekt, for de er øboere, og for en øbo er det lige så vigtigt at kunne svømme som at kunne sejle, ro og bede. Han kommanderer de nye ud på tunet for at stille op på to rækker.

De gør, som han siger, og marcherer ud til en bugt yderst på øen med en lige så hvid sandstrand som den, Ingrid har hjemme på Barrøy. Men stranden her danner næsten en hel cirkel, og vandet er meget grundt over det hele, der er tørt ved lavvande, så solen kan varme sandet op, der så varmer vandet op, når det bliver højvande igen. Langs den østlige bred løber en lige klippeafsats, som om en vej er hugget ud i fjeldet. Der stiller lærer Olai sig med en lang bambusstang, endnu længere end den lange hage, Ingrids far bruger til at hale løs fisk om bord med, og beordrer dem ud i vandet i deres undertøj.

Det er koldt, men alligevel varmt af havet at være. På skift holder de fast i enden af stangen, mens lærer Olai går oppe på klippen og siger et eller andet, de ikke forstår, mens han fører dem frem og tilbage i vandet som sprællende hvide fisk. De plasker med fødderne og bliver irettesat, indtil de gør det rigtigt. Så står de stille i vand til halsen og lærer armbevægelserne, indtil de til sidst skal dukke hovedet under vandet igen og igen, og de, der ikke dukker hovedet under, får et rap med bambuspinden; på den måde lærer de at holde vejret, det er en kunst for sig.

Til sidst skal de kaste sig forover og udføre de bevægelser, de har lært, med både arme og ben, for nu, hvor de kan holde vejret, spiller det ingen rolle, om de har hovedet over eller under vandet.

Lærer Olai ser på uret, på solen og på vandstandsmåleren, og de slipper først op igen, da de alle sammen har blå læber og er begyndt at klapre tænder.

– Det var en god start, siger han.

92

De marcherer tilbage til gården i vådt undertøj, går ind fra bagsiden, så ingen ser dem, og op på loftet, hvor de skal sove, drengene på nordloftet og pigerne på sydloftet, hvor de finder en række snore spændt ud tværs gennem rummene, som de skal hænge det våde undertøj på for så at tage det andet sæt på, de har fået besked om at have med hjemmefra.

Efter tre dage kan alle svømme, og der er en konkurrence. Den finder sted i øsende regnvejr og består i, at de skal svømme tværs over bugten og tilbage igen og slå kløerne i bambusstokken, der nu flyder som en gul slange i to stykker tov lige under klippen, hvor lærer Olai står og ser, at det er Nelly Elise, der vinder. Hun er jordemorens datter. Og det er urimeligt, at en pige vinder, så lærer Olai beslutter, at hun nok kunne svømme i forvejen. Nelly er desuden stammer og protesterer ikke. Hun vil heller ikke sige noget i klasseværelset, ligegyldigt hvor meget lærer Olai formaner hende, og det gør han, lige indtil han giver op. Nelly er stærk.

Det er Ingrid ikke. Hun glæder sig over at være sammen med de andre og er ikke det fjerneste bange, bare opstemt, og ler hele tiden. Men det får hun ikke lov til. Man har ikke lov til at le i et klasseværelse, af tre grunde, tæller lærer Olai op på sine lange tynde fingre: Det forstyrrer, det er smitsomt, og det ser dumt ud.

Man må heller ikke le, når man spiser.

Ingrid forstår ikke, hvad han mener. Ikke at le, når man skal, er ligesom ikke at få lov til at beholde det ene ben.

Men livet er et helvede, det lærer hun i hvert fald, så hun holder op med at le og begynder at græde i stedet for. Hver nat. Hun ligger i samme seng som Nelly, der stadig ikke siger noget, og længes hjem til Barrøy med intense flammer i brystet. Den røde prik er der igen. Hun står op og løber halvnøgen ud i regnen og rundt om huset, ned til havnen og op igen og ned til stranden, hvor de lærte at svømme. Uden at støde på et eneste menneske.

Så tilbage igen, for også Havstein er en ø, om man så kan svømme

93

og ro nok så meget. Hun går op på loftet, tager det våde tøj af og hænger det på snoren, tager tørt tøj på og går i seng igen og græder videre, indtil Nelly åbner munden og siger, at hun skal holde op.

Hun siger også: – Du ha-ha-har sådan et fint hå-hå-hår.

Hun spørger, om hun må børste og flette hendes hår. Det må hun gerne. Både den nat og de efterfølgende. Det skal til. Og da Maria kommer og henter hende ugen efter, siger hun det samme: – Sikke et fint hår, du har. Som om hun først nu får øje på hende. På vej hjem siger hun også: – Sikke alvorlig, du er.

Ingrid fortæller ikke ret meget fra sine to første uger i helvede, at hun har grædt og kastet op og mærket en brand i maven og er besvimet to gange. I stedet fortæller hun, at hun har lært at svømme, at de har døre med nøglehuller og værelser, man ikke må gå ind i, at hun har fået rede på bogstaver og tal og har set sig selv i et stort spejl, de har hængende i en stue på gården, da døren en dag ikke var låst.

Maria kigger længe på hende, som om hun leder efter noget.

Det er Nelly, der har lært Ingrid at tie, for det mærkelige med smitte er, at det gælder for både godt og ondt. Og nu har hun fjorten dage fri. Det er på den tid, hendes far og bedstefar bygger den første bro til den nye kaj. Hun får lov til at være med dag efter dag og rækker dem søm og det vaterpas, faren havde med fra Lofoten, instrumentet, der sørger for, at det, der skal være i lod, er i lod, og at det, der skal være i vater, er i vater.

94

Tro og overtro

Martin siger, at der er en grund til, at Hesteskjæret hedder Hesteskjæret, og at Okseholmen er omgivet af urent farvand. Disse dyrenavne er advarsler, tegn, der skal dække over skærenes rette navne og egentlige væsen, de er djævelens signaler, den gamle fjende. De har også et Bukkeskjær og en Vædderholm. Af samme grund. Hovdyr. Firbenede. Det at have hest om bord i en båd er for eksempel i strid med alle instinkter og forekommer kun i yderste nødstilfælde, under fragt. Tænk bare på det helvede, det er at få en tyr hertil, eller når køerne skal væk, det er aldrig bare almindelig slidsomt, der er simpelthen noget, der ikke stemmer i hele operationen, det mærker man i kroppen.

Hans søn er træt af den snak, han mener, at det er gammelmandssludder og overtro i modsætning til tro, der er funderet i Gud, der råder over skæbnen, vejret og fisken, som enhver kan konstatere. Overtro derimod, den regerer idiotiet.

Men Hans er også blevet mere dybsindig, efter at hans datter begyndte i skolen, den gamle uro er tilbage, over den tavshed, hun har lagt sig til, og den mærkelige alvor, som fylder hendes øjne.

Og mens de sidder på plankebunken i en pause i arbejdet, falder hans blik på hesten, der græsser i Rosehagen, og han spørger faren, som om tiden endelig er inde, om de egentlig har brug for det væsen, en hest?

Den står inde otte af årets måneder og sætter halvandet kofoder til livs, den trækker slåmaskinen og ploven og også et læs hø,

95

men de bærer som regel selv tørvene, så er hesten egentlig noget, de bare har vænnet sig til, som en uvane, en klods om benet.

Gammel er den også, ældgammel.

Martin indser, at hans søn er kommet ham i møde med en form for indrømmelse, han var nemlig kritisk over for den investering, så han siger, at hesten var en klog anskaffelse, da den kom, selv om den kom i båd, hvordan skulle de ellers have fået den herud ... Og lader resten af ræsonnementet hænge i luften, så Hans selv kan drage konklusionen.

Han går ind i Lofotenskuret og henter geværet, de fører hesten ned i mosen mod vest – man viser ikke kvinder i et hus, at man dræber en hest – skyder den og graver den ned på samme sted som en vædder. Det tager resten af dagen og en stor del af den næste. Men de lader sig ikke forstyrre, de siger: Helvedes til dyr, tørrer sveden af panden og går tilbage til byggeriet og arbejder videre, de er allerede begyndt at beklæde sydvæggen og ser frem til at få den færdig, så de kan stå i læ under arbejdet med resten af huset.

Men Hans Barrøy føler stadig en uro, når han ser på sin datter eller lader blikket glide hen over øen og registrerer, at ikke alting er som før. I alle døgnets vågne timer ved han, hvor dyrene befinder sig, hvert eneste et, for her er ørne og stejle skrænter, men nu griber han sig i at rette ryggen og spejde efter den manglende hest, før han kommer i tanke om, at den er død, og arbejder videre.

Det gentager sig.

Han grunder over vanens magt og tænker på, om han fortryder drabet, da han ser himlen fyldes af bevægelser, det er den første storm, der om et øjeblik vil rasere nybyggeriet.

Det er bare at begynde forfra.

Efter at stormen har taget også det næste byggeri, begynder Hans Barrøy at læse i Bibelen. Han tager den med til Lofoten og bladrer i den, når de har vejrlig og på helligdage. Da de i april igen 96

styrer skøjten sydpå med flaget hejst for at signalere til dem, der står og venter, at alle endnu en gang kommer tilbage med livet i behold, ser han det som et lykketegn, at dér knejser sandelig skelettet til det nye hus på hammeren, lige så helt, som da han forlod det i vintermørket for fire måneder siden, bare lidt mere gråt i løden. I lastrummet står en stabel skifer, som han snart vil tække taget med.

Han drager ingen vidtløftige konklusioner af, at dette dristige nybyggeri har overlevet, men fyldes af en kolossal lettelse, og oven i købet står hans datter på kajen med en lille pjevs i hånden og peger på flaget i masten og siger noget ind i drengens øre. Faren ser hendes oprindelige smil, der næsten gør det af med ham, selv om hun ikke er en søn. I år har han også lofotengaver med, det havde han ikke sidste år, da havde han værktøj og vinduesmaterialer, i vinter har han haft andre tanker i hovedet.

Også Martin får en gave, en barberkniv med elfenbensskaft.

De andre får kjolestof og sukkergodt og Ingrid en spilledåse og en bog, der hedder Samaritanen og Æslet. Lars får ingenting.

Ingrid får også et spejl. Det er tredje gang, hun ser sig selv i et spejl. Første gang var på Havstein sidste år. Desuden fik hun lov at lege med et spejl, moren har i kisten og ellers ikke tager frem, da hun engang kom hjem fra skolen med røde prikker for øjnene og ikke ville spise.

Nu kan hun spejle sig, så meget hun vil.

Hun spejler også Lars, uden at han forstår noget af det hele.

Hun spejler katten og bedstefaren, og faren viser hende, at når hun sidder foran spejlet og skriver, bliver højre hånd til venstre og bogstaverne ulæselige, hun bliver omvendt, som om det er muligt at være en anden, samtidig med at man er sig selv.

Hun går op og gemmer spejlet i kisten, hun har på sit værelse.

A lle kvinder har en kiste, det har de haft i længere tid, end de har haft en stol. I låget på Ingrids er der indgraveret et navn, Pe-

97

trine, og et årstal. Petrine var Hans’ mormor. Men det er Maria, der sørger for, at indholdet er, som det skal være. Når det ikke er det, sker det, at hun fjerner noget.

Det har du ikke brug for, siger hun for eksempel om et tørklæde, en kop eller en dug og giver hende i stedet noget fra sin egen kiste. Også den skal Ingrid arve en gang. Så spørgsmålet er, om det er nødvendigt at flytte noget fra den ene til den anden.

Men det er det. Det drejer sig om tid og alder, om to slægter, der skal føjes sammen til én. Ingrids kiste er nogenlunde i balance, det er hun og Maria næsten enige om.

Da Hans og Maria går rundt på øen, og han genser det hele, nævner han ikke, at han har tænkt meget på hesten i vinter, men bringer på bane, at han måske er blevet lidt mere from. Han siger også, at det er godt at være hjemme igen, de har endda et særligt ord for den slags: hjemkær. Det er ikke nødvendigvis et positivt syndrom for en mand, så Maria siger, at han nok hverken er blevet frommere eller mere hjemkær, bare ældre, han har nogle grå hår i tindingen.

Han mærker en overraskende lettelse, som ikke har noget med sagen at gøre, og lægger mærke til, at der også er dukket nogle grå hår frem på Marias hoved. Men da de går op ad den sidste stigning på vej tilbage til husene, griber han sig endnu en gang i at registrere, at noget mangler, et dyr, en hest.

Han standser og spørger, hvor mange lam de fik i foråret, og hører hende tælle og udpege dem. Han går ind blandt dem og tæller selv og hører de navne, de har givet dem, og ved, at fra nu af vil ingenting være, som det var. Et år er gået, det kommer ikke tilbage, og hvis han nu spørger Maria, hvordan det egentlig er med Ingrid, vil hun ikke svare anderledes, end hun altid gør, som om han stadig ikke kan stole på sit eget blik.

98

At gå

Lars var ikke mere end syv måneder gammel, da han trak sig op at stå ved hjælp af Barbros garnmasker og stod og svajede, indtil han faldt bagover og slog hovedet ned i gulvet. Det gentog sig. En uge senere kunne han stå oprejst ved at holde sig fast i et torskegarn og se sig om i køkkenet. Lars elskede at stå op.

Ingrid pakkede sne omkring den nederste halvdel af ham, så han også kunne stå op udendørs og fægte med armene. Han havde lyst, næsten smørgult hår, men brune øjne og røde, runde kinder. Han var ikke mere end otte måneder gammel, da han kunne rejse sig op midt på køkkengulvet uden hjælp og gå og falde og rejse sig igen og både stå og gå og hente noget i spisekammeret, for selv om han ikke sagde ret meget selv, forstod han det, de sagde, og kendte forskel på kop og ske og den lille æske.

Da sneen forsvandt, kunne han gå fra huset til stalden og den bageste tørvestak. I marts kom der isslag. Det regnede, der kom mere frost og mere isslag, en kappe af is lagde sig over øen, og de var nødt til at gå med pigge. Ingrid trak drengen på slæde over de fladeste enge, hun stak fiskekroge ned gennem nogle gamle vadmelssko og fik lavet brodder til ham, det var som at lære ham at gå en gang til.

I begyndelsen af april forsvandt han først én gang og så en gang til, begge gange fandt de ham på Kvitsanda, hvor han sad og gravede med en pind. Under læmningen var de nødt til at tøjre ham på tunet. Men når Ingrid var hjemme fra skole, passede hun

99

ham, fra han stod op, til han lagde sig til at sove. Ellers var han med sin bedstefar i bådehuset og legede med flåd og snører eller sad i et linekar og spiste tørt brød. Dagen før Hans kom hjem fra Lofoten, stak Martin hans lille hånd ned i en tjærespand og fik ham til at sætte to aftryk på skurets væg, to små højrehænder, der lignede harehoveder, og som aldrig ville forsvinde.

Tjæren forsvandt heller ikke fra hans hånd, så da de første pinsedag skulle ro til messe inde i bygden, skrubbede Barbro den så hårdt, at den blev blodrød og måtte skjules i en vante. Lars gik på sine egne ben fra båden op i kirken. Bagefter aftalte de med præsten Johannes Malmberget, at drengen skulle døbes den første søndag i august, selv om de måtte indrømme, at han ikke havde nogen far.

– Vi har alle sammen en far, sagde Johannes Malmberget. Vi er naturens børn.

De ord er egentlig en løgn, der kun er ment som en trøst, for alle kommer to steder fra, og Lars var for det første søn af en fremmed og for det andet af Barbro og havde derfor en dobbelt mistanke hængende over sig. Men også nogle forventninger og håb. Efterhånden som han voksede sig større i løbet af det år, aftog både mistanken og forhåbningerne imidlertid og dukkede kun op igen, når han ødelagde noget eller udførte en dåd, og egentlig gjorde han ingen af delene.

Nu løb han fra kirkegården ned til stranden og stod og kiggede på sin bedstefar, der var gået i forvejen og havde sat sig på en tofte med ryggen til og skjult ansigtet i hænderne. Den gamle hørte drengen plaske i vandet, men rørte sig ikke.

De andre fulgte efter og fandt ham i samme indadvendte stilling. Lars var vadet ud og stod i vand til livet, og det fik dem til at indse, at der var noget galt.

Maria spurgte, hvad der var i vejen.

Martin sagde ud mellem fingrene, at det var sidste gang, han 100

var i kirke. De spurgte hvorfor? Han svarede ikke, men da de spurgte, om det var på grund af Kajas grav, nikkede han og sagde, at han ikke orkede at læse skriften på hendes sten længere, de skulle aldrig have sat det vers på, præsten havde ret, de var nødt til at få det fjernet.

Maria kaldte ham en torsk og bad ham flytte sig. Resten af familien kravlede om bord, og Lars blev rullet ind i et tæppe. På vej hjem spurgte Ingrid, hvad det var med bedstemors gravsted, uden at få svar. Hun spurgte igen. Maria spurgte, hvorfor hun plagede. Ingrid gav sig ikke. Maria sagde, at hun ikke vidste det, hun havde aldrig kendt sin svigermor, hun måtte spørge sin far.

Ingrid spurgte sin far. Han smilede og sagde, at det var et fint vers, at hendes farmor havde vidst, hvad hun gjorde. Ingrid nikkede og så fra sin mor hen på bedstefaren, der sad forrest i båden med ryggen til og kiggede ned i sine hænder.

Da de kom i land ved bådehuset, sagde han, at hvad fanden skulle de med den store kaj derhenne, med en ny bro, når de kun havde to færøbåde og to pramme.

Maria rystede på hovedet.

Hans sagde ingenting. Barbro løftede Lars op i luften og kildede ham. Martin gik op mod husene, og Ingrid opdagede, at hun havde ondt af ham. Det var en helt ny følelse. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvor den kom fra. Dagen efter var følelsen forsvundet. Men den dukkede op igen i øjeblikke, der egentlig var fyldt med noget helt andet. Så genkendte hun den som følelsen fra den tur hjem fra kirkegården, åretagene og ansigterne. Men hun vænnede sig aldrig til den og fortalte aldrig nogen om den.

101

Det, der forsvinder, og det, der opstår

Ingrid sidder i storstuen på Havstein gård med pultens låg på skødet, samlede knæ og en griffel i hånden, mens hun kigger ud ad vinduet på en lav februarsol, der snart skal forlade det ujævne glas. Hun er færdig med at skrive. Hun ved, at hvert eneste ord er rigtigt stavet. Hun mærker varmen fra ovnen, hun ved, at hendes vanter hænger sammen med de andres, at støvlerne står sammen med de andres, at ude i gangen hænger hendes overtøj sammen med de andres. Hun er en af de andre. Hun er fra én ø, og de andre er fra en anden. De er sammen. Hun ler ikke længere, når hun ikke skal, hun har flettet hår. Hun kigger på lærer Olai, indtil han mærker hendes blik og ser op.

Men han siger ikke noget. De venter. På de andre, der stadig skriver. Så spørger han med hviskende stemme hen over tre bøjede hoveder, om hun er færdig. Ingrid nikker. Også han nikker og skriver videre i protokollen, mens Ingrid lader blikket vende tilbage til vinduet, hvor solen glider ud af glasset og slipper en mørk trekant ind på det sandskurede gulv, sejlet på en båd, der driver gennem lokalet og tager dagen med sig, snart kommer Gabriel med lamperne, Gabriel er en stum fe og husets ældste, det er lørdag, og Ingrid skal hjem.

Men for første gang længes hun ikke hjem.

Hun lægger pultens låg til side, rejser sig uden at bede om lov, går hen og lægger tavlen på lærer Olais bord og ser hans forbavsede udtryk, vender sig alligevel om, henter tøjet og støvlerne, 102

tager den lille vadsæk og forlader rummet, stadig uden at bede om lov og uden at værdige ham et blik.

Hun går ud i gangen og tager overtøj på og fortsætter ud i frosten, ti minutter – har hun set på det store ur på væggen – før skoletiden er forbi, og fortsætter ned mod havnen, hvor hendes bedstefar står og snakker med to lige så gamle mænd og ler ad et eller andet. Det er første gang, hun ikke længes hjem. Det er første gang, hun ikke er bange. Hun er ni. Og hun lægger mærke til, at bedstefaren er en anden, når han er sammen med fremmede, end når han er hos sine egne. Hun tænker, at det er hun også.

Hun stiller sig foran ham med et smil. Han gengælder det. Han lægger en stor hånd om hendes kind. Så lader han den falde og snakker videre med de to mænd, som om ingenting er hændt, og Ingrid fortsætter ned til færøbåden og sætter sig til at vente på midterste tofte. Martin kommer ikke, han snakker.

Ingrid rejser sig og går hen og løsner fortøjningerne, sætter sig ved årerne, begynder at ro og er langt ude i havnen, før bedstefaren opdager hende og giver sig til at løbe frem og tilbage på kajen og råbe. Han fægter med armene og råber, at hun skal komme tilbage og hente ham. Men det gør hun ikke. Ingrid ror. Det er helt stille, det er havblik, holmene er hvide med sorte render, havet er grønt. Hun ror med lange seje tag ligesom sin mor og er nået halvvejs hjem, inden en fremmed båd med to roere indhenter hende, og bedstefaren hopper om bord i båden uden at vide, om han skal skælde ud eller le, det kan hun se på ham, den gamle mand, som hun kender bedre end noget andet menneske. Han siger, at nu må hun pinedød selv ro hele vejen hjem, personligt vil han sidde på agtertoften og ryge.

103

Stole

Da Barbro voksede op på Barrøy, havde pigerne ingen stole. De stod op ved bordet og spiste. Af kvinderne i huset var det kun moren, Kaja, der sad ned, og det begyndte hun først på, da hun havde fået sin første søn. Da Kaja døde, ville Barbro have hendes stol. Men Hans ville overlade den til Maria, som han lige havde giftet sig med. Kort efter giftede også storebror Erling sig og flyttede til en anden, rigere ø. Dermed fik både Barbro og Maria stole omtrent samtidig. Og allerede, da Ingrid var tre, lavede faren også en stol til hende, med armlæn, så de kunne lægge en fjæl over, hvor hun kunne sidde og have fødderne på sædet, indtil hun blev så stor, at de kunne fjerne den igen.

En epoke var forbi.

Der var ikke noget af dette, der blev diskuteret. Det er heller ikke til at sige, om det var Barbros krav eller en idé, Hans havde med sig fra Lofoten, der førte til, at også kvinderne kunne sidde ned. Det blev bare gennemført på samme måde, som menneskene pludselig finder en ny vej gennem vildnisset og kan lide den, går den samme vej igen og igen og efterhånden skaber en sti, som bare er et andet ord for vane.

Men Barbro huskede, hvordan det var ikke at have en stol, så hun havde den med sig overalt, da hun først fik den, i bådehuset og på broen og også i marken, sad på den og kiggede på dyrene, himlen og strandskaden i strandkanten. Et møbel udendørs. Det er at gøre himlen til loft og horisonten til vægge i et hus, der hed104

der verden. Det havde ingen gjort før. Det lykkedes dem heller aldrig at vænne sig til det.

Så måtte der snedkereres endnu en stol, til Lars. Den lavede Hans ved høvlebænken i Svenskebroen. Barbro holdt ham under opsyn. Hun kom med kaffe og mad. Han forsøgte at jage hende ud.

Hun stod bare udenfor og ventede, og der kunne hun ikke stå i regnen, så han bad hende komme ind igen for at feje høvlspåner sammen og rydde værktøjet op, efterhånden som han ikke længere havde brug for det.

Det blev den fineste stol på øen. Mage til Ingrids med armlæn, der kunne lægges et bræt hen over, men også med nogle udskæringer øverst på ryglænet, der lignede kronbladene på en blomst, ingen havde set før. Den havde også et ovalt hul i sædet, som Lars kunne skide igennem ned i en potte, den var både stol og das, indtil han blev stor nok til at bruge det samme lokum som de andre, der befandt sig væg i væg med stalden.

105

Den fremmede

Det sker, at de får besøg fra de andre øer. Så får gæsterne mad og kaffe og snakker i et væk og i munden på hinanden, for ordene hober sig op i øboer, og sommetider må de ud. Når de er tomme, tager de hjem igen og samler nye sætninger op. Men der kommer aldrig en fremmed på tilfældigt besøg.

Men hvad er nu det?

Det begynder med en grå skygge, der skiller sig ud fra de flimrende bølger mod øst og efterhånden bliver til en båd. Det er Hans, der ser den først, den har ikke noget sejl, der er kun en enkelt mand om bord, og den er stadig så langt væk, at de har god tid til at finde ud af alt om ham, før han ankommer. Han er for det første i ukendt farvand, det er der ingen tvivl om, og han er ikke nogen ørn til at ro, så er han vel fra indlandet?

Men der er noget målbevidst over hans bevægelser, som om det netop er her, han skal hen, til Barrøy, og de er jo nødt til at spørge sig selv, om han har hørt noget om dem, der har givet ham ideen til at komme, eller om han kender dem eller er en fjern slægtning.

Men de har hverken bekendte eller slægtninge i indlandet.

Så vil han måske sælge noget, det er ikke sket før, men det kan ikke udelukkes. Eller det kan være en besked, der skal afleveres?

Det plejer Thomas fra Stangholmen imidlertid at gøre, eller en af roerne fra Handelen. Og hvad skulle det i så fald dreje sig om, et dødsbudskab?

Hans opregner dem blandt hans nærmeste, som kan være 106

døde, og når frem til, at de ikke ville sende en fremmed, men der findes da andre beskeder ...?

Som for eksempel?

Så genkender de båden, det er en færøbåd, Adolf i Malvikas, fra inde under fjeldet, og Adolf låner ikke sine både ud, især ikke til folk, der ikke kan ro og ikke ved, hvor de er. Der bevæger sig med andre ord en bølge af uvished foran den ankommende, indtil de dertil opdager, at han ser skræmmende ud, som han nu står oprejst i den vaklende båd og har langt sort hår og skæg og øjne, der ikke kigger i samme retning.

Deres første indskydelse er at jage ham ud på havet igen. Men de er både høflige og nysgerrige og står uvirksomme og ser ham stige i land og hører ham tale højt og hurtigt på en dialekt, de ikke kender. De forstår, at han er rømt fra et eller andet, fra straf, siger han, og at de må forbarme sig over ham.

– Jeg kan se, at I er enkle mennesker, der ikke er vant til folk som mig, her kunne jeg tage mig selv til rette, men det vil jeg ikke, jeg vil tage imod jeres gæstfrihed ...

Det beroliger Hans, at han virker belæst. Og stemmen er tilforladelig, måske fordi det ville have været værre med kun tavshed sammen med det brutale udseende. Han nikker beroligende til resten af familien, men siger til den fremmede: – Her kan du ikke være.

Så vender det hele.

– Jeg har nu sagt, at det er her, jeg skal være. Han aber efter deres dialekt og fnyser og smider en ransel over skulderen og går fra båden uden at fortøje den og op mod husene, mens han lader dem stå tilbage som måbende tilskuere til en invasion af deres eget rige.

Martin vader ud og får fat i fortøjningen. De sætter båden på land og kigger på hinanden, drejer den en halv omgang, så den malede bredside bliver synlig fra havet, Adolfs færøbåd på tørt

107

land et sted, den ikke hører hjemme, det skal være et signal, et råb om hjælp, de ikke selv tror på.

De går opad i hælene på en straffefange, alle blikke er rettet mod Hans, så han mærker det, og da de ser den fremmede gå ind i stuehuset, som om han bor der, ved han, hvad han må gøre, han er nødt til at dræbe den mand.

Der bliver en slags samling foran døren, der egentlig bare er en tøven, inden Hans går først ind, derefter Maria og Ingrid og så Barbro med Lars på armen, selv om han er fire og spræller og vil ned.

Martin bliver udenfor og står ved det åbne vindue og ser familien stå langs væggene derinde som tiggere i deres eget køkken, mens den ubudne gæst har sat sig på Hans’ plads og betragter dem en for en, vurderer, hvilken ordre han skal give et tjenerskab.

– Hvem er du? siger han til Ingrid, uden at de forstår, om han gør grin med dem eller ej. Ingrid slipper grebet i sin mor, træder frem og siger sit navn. Den fremmede nikker, men ser ikke ud til at finde noget interessant at bede hende om, retter i stedet blikket mod Barbro og gentager spørgsmålet. Barbro svarer ikke.

– Har I ikke noget mad?

De forstår ordene, men bliver stående, som om de ikke ved, hvor ting befinder sig, døren til spisekammeret, ovnen, skorstenspiben, kaffekværnen og krukkerne med salt og sukker ... spandene på bordet ved udslagsvasken, som Hans havde med hjem fra Lofoten i foråret, de har ligesom aldrig set det før, og den ubudne gæst ser ikke bare ud, som om han bor der, men også, som om han trives på sin egen ejendom. Han gentager ordet mad, det giver et sæt i dem, og kun Ingrid kan finde ud af at spørge, hvad han vil have?

Han svarer højt, som om de er døve, at brød må de vel have, og smør, kød ... Jeg så køer derude, kalve ...

Maria åbner døren til spisekammeret. Den ukendte råber noget 108

efter hende. Hun standser og ser sig over skulderen. Og så kan Hans ikke længere blive der. Han forlader sine tre kvinder og ene nevø og går uden at ænse de ord, den nye ejer råber efter ham, men de gjalder i hans ører: – Hvor fanden tror du, du skal hen?

Han går ned i kartoffelstykket, hvor de afbrød arbejdet, da båden kom til syne, og sætter sig ned med ryggen til huset.

Ingrid kan se ham fra vinduet. Hendes bedstefar følger efter ham og sætter sig ved siden af ham. De snakker. Det er begyndt at regne. Barbro sætter sig i gyngestolen med det alt for store barn på skødet og giver sig til at stirre på den ukendte, der gengælder hendes blik, efterabende, Barbro vugger frem og tilbage og niver Lars for at få ham til at sidde stille, og den fremmede ser ud, som om han er ved at eksplodere, da Maria sætter mad på bordet. Så kan Ingrid heller ikke være der længere.

Hun kigger ned på sine hænder, sorte af jord, men kan ikke få sig selv til at gå uden at bede om lov. Og hun spørger ikke sin mor, men den fremmede, der har fået brød, kold fisk og smør, hun spørger, om hun må gå.

Han siger, at hun kan gøre, hvad hun vil.

Hun nejer og går ud og ned i kartoffelstykket og stiller sig foran sin far, der ligger på knæ mellem rækkerne og rasende smider kartofler op i en kasse, noget, han ellers aldrig gør. Hans Barrøy er ikke en mand på knæ, det er kvindfolkene, der graver kartofler op, og ham, der kører kasserne hjem. Nu ser det ud, som om han beder. Ingrid bliver stående, indtil han spørger, hvad hun glor på.

Han gentager det.

Bag ved ham ser hun sin bedstefar sidde med hænderne på knæene. Han ryster på hovedet. Faren rejser sig og løfter hånden og ser ud, som om han har tænkt sig at slå hende. Hun mærker ingen frygt. Han sænker hånden og skæver til faren, der kommer og stiller sig ved siden af ham.

109

De siger noget til hinanden. Ingrid blinker.

De går skulder ved skulder ud af Edens hage og hen til kajen, hvor de forsvinder ind i Lofotenskuret og kommer ud igen med harpungeværet, som de plejer at skyde marsvin med, bedstefaren med et forhammerskaft, går tilbage til huset og forsvinder ind.

Ingrid vil standse dem, men kan ikke få en lyd frem, løber efter dem og stiller sig uden for køkkenvinduet og kigger ind gennem det regnvåde glas uden at kunne se noget. Hun går om til bislaget, da døren går op igen, og den fremmede kommer bakkende ud, han virker pludselig mindre.

Efter ham kommer først faren med geværet mod skulderen og ranselen i hånden, han kaster den til ham. Så følger Barbro med Lars på armen, og bedstefaren, der træder et usikkert skridt ned fra trappestenen, falder forover og slår til den ukendte med forhammerskaftet, i ansigtet, så han også falder om med et højt råb.

Ingrid ser sin far støtte geværet mod skulderen og lukke det ene øje. Maria lægger en hånd på hans arm. Bedstefaren kommer på benene igen. Den ukendte har blod i ansigtet, han bander, og så er der pludselig noget med hans tøj, som de først opdager nu, at han er pænt klædt, i et kostbart sæt tøj, vest med blinkende knapper, bukser med pressefolder, en guldkæde dinglende fra en lomme, en rig mand, der bakker sydpå over engene med hele følget efter sig.

Ved båden standser de og ser på hinanden.

Han tørrer sig med en hånd over ansigtet og trækker på skuldrene. De ser ham slæbe båden ud, mens Hans stadig står og peger på ham med geværet. De ser ham kravle om bord, sætte sig til årerne og begynde at ro med de samme hjælpeløse tag, der bragte ham herud, først i retning af Malvika og fjeldene, hvor han kom fra, så nordøstpå mod Handelen. Han forsvinder i en grå regnbyge, kommer til syne igen og forsvinder for altid i endnu mere regn.

110

De er gennemblødte. De ved ingenting om ham, hvad han hedder, hvor han kom fra, eller hvor han skal hen. De ved bare, at han har været der. Ingrid kigger på sin far, der ikke ser på hende, men går arm i arm med Maria tilbage til gården med geværet under armen, Martin fægtende med forhammerskaftet, og Barbro lader endelig Lars slippe ned, så han kan løbe, som han plejer.

Næste nat vågner Ingrid ved, at der kommer både fra alle retninger, det nytter ikke noget at vende sig om, det nytter ikke noget at kigge den anden vej, lukke øjnene, glemme, løbe, for fødderne bevæger sig lige så lidt som øjenlågene.

Hun går ind til sine forældre og vækker Maria, ser på sin mor, at hun skal til at bede hende om at gå i seng igen. Men hun ombestemmer sig og står op, går med ind i kammeret og lægger sig ved siden af hende, Ingrid og Maria, og hun spørger, om manden kommer tilbage.

– Nej, siger moren.

Det sagde hun også, da Barbro forsvandt.

Og da Ingrid næste dag ser faren stå i kartoffelstykket og se sig omkring, som om han spejdede efter en båd eller en hest, og han siger, at han fortryder, at han ikke dræbte det svin, det var idiotisk at lade ham slippe væk i en båd, der ikke var hans egen, Adolfs båd, så forstår hun ikke, hvorfor de ikke gjorde det. Intet er forsvundet fra øen, intet er blevet stjålet eller ødelagt. Alligevel har den fremmede røvet noget af det vigtigste, de havde hos sig, og som de aldrig kan få tilbage. Ingrid tror, det har noget med fordelingen at gøre, hvem der forlod køkkenet, fordi de ikke kunne være der, og hvem der blev tilbage. Ingrid er et sentimentalt barn.

111

Tæer

Hans Barrøy træder på et søm, kommer til skade med en tå, og der går betændelse i den. Han halter mere og mere for hver dag og må ind på sygehuset i byen og have den amputeret. Da han kommer tilbage, går han med stok, de har ikke bare taget én tå, men to tæer, fordi han kom for sent, og nu kan han ikke rejse til Lofoten, beslutter Maria.

– Hvad skal vi så leve af?

– Du kan da ikke være på havet, når du går med stok, siger hun.

Det er onkel Erling helt enig i, da han kommer forbi med skøjten lige efter nytår. Hans må lade en af karlene tage sit grej i vinter, få halvt lod i leje for det og selv blive hjemme og drive hjemmefiskeri, med stok, ha ha.

Hans samtykker, sender halvdelen af grejet af sted og står sammen med familien på nykajen og ser Barrøyværing forsvinde uden ham for første gang i femten år.

Det sker om morgenen den tredje januar.

De, der skal i stalden, går i stalden. Mens Hans står tilbage og ser sig omkring. Det er en mærkelig situation, og der er ingenting at kigge på. Horisonten er et sted derude, landet et sted derinde.

Han kan høre havet. Men det er også det hele. Så samler han det sammen, han kan finde af materialer, og begynder at snedkerere bænke i den nye bro. Det bliver han ved med, indtil de er færdige dagen efter. To bænke. Så siger han til Barbro, at han vil lære hende at agne.

112

– Det kan jeg da godt, siger Barbro.

– Jo da, men du skal også bøde, siger Hans. Og rede line op.

Det kan Barbro ikke. Barbro kan godt lide at agne sildestrimler på krogene og lægge dem i præcise slyngninger i linekarret, men tavserne filtrer bare endnu mere sammen, jo mere hun maser med dem. Men Ingrid kan, når hun ikke er i skole. Og Maria, når hun ikke er i stalden eller laver mad.

Det blev en mærkelig vinter, en vinter uden tomrum, ensomhed og alvor. Den rareste vinter i Ingrids liv, den rene sommer. Selv vejret var, som det skulle være. Hans og Martin stod meget tidligt op hver morgen, ligesom i høsttiden, havde fire linekar i området mellem Barrøy og Havstein og også udenskærs, når vejret tillod det. De satte også nogle garn.

Stadig flere garn.

A llerede midt i januar satte de den første hjeld op. De havde ikke haft andre hjelde på Barrøy før end den, de tørrede garn på.

Nu satte de først en op, så en til. I slutningen af marts havde de tre, alle på højdedragene mod vest. Der tørrede de tolv tons fisk i løbet af de måneder, og det er ikke dårligt for to mand med to en halv kælling i agneboden, det er næsten tre tons tørfisk. Når vejret var dårligt, havde de vejrlig, og det var Maria, der bestemte, hvad der var dårligt vejr. Så godt havde de det, at de kunne blive hjemme ved den mindste kuling.

Men igen fortrød Hans, at han havde skilt sig af med hesten, for de var nødt til selv at bære fisken hen til hjelden.

Han tænkte grundigt over det. Regnskabet med en hest gik stadig ikke op, alt det foder, den lagde beslag på. Familien bar fisken i kasser, som han spændte på ryggen af dem, og Lars slæbte de sammenbundne fisk efter sig to og to i sneen. Det var et kolossalt arbejde. Men kan hjelden så for fanden ikke stå lige bag broen, hvor de renser og binder sammen? Nej, det kan den ikke, en hjeld

113

skal stå på nøgent fjeld og ikke oven over græs og mosegrund, der sender gasser, fluer og armageddon op i fisken.

Hans gik også i stalden, en mand i stalden.

Martin havde aldrig hørt så galt.

Og så begyndte Ingrid at længes hjem igen, når hun sad på skolebænken i Havstein og lærte regning, bibelhistorie og sang, selv om hun nu havde fået venner, som hun længtes efter, når hun var hjemme. Og i løbet af denne vinter blev det endnu en gang skåret klart ud for hende, at det var på Barrøy, hun hørte til, en ø, der ikke længere havde årstider, og hvor hun ikke var nødt til at være hele tiden, for at den ikke skulle forsvinde.

Men hvis vinteren var anderledes, blev næste sommer det også.

I begyndelsen af maj kom onkel Erling forbi med linegrejet, sæsonen havde været mager deroppe nordpå. Alligevel var den pris, de fik for deres egen tørfisk inde på Handelen, også mager, for her på øerne havde fiskeriet været godt, mente ejeren, Tommesen.

– I kan jo ro til Åsværet med småtterierne og se, hvad I kan få der.

Desuden var det ikke prima vare. Tommesen mente, der var for meget sekunda imellem.

Den sommer blev der altså ikke bygget nyt på Barrøy. Men i løbet af juni skrabede Hans og Martin tørven af fjeldet syd for hammeren og flyttede den ene hjeld derhen, så der var lidt kortere vej at bære, og de andre begynder at spekulere på, hvad det skal betyde, om Hans har planer om at blive hjemme en vinter til, slå sig til ro, blive som dem?

Er det overhovedet muligt?

Hans og Maria beslutter, at det er muligt, de er frie mennesker, de er stærke, og sammen.

Men nu har Hans ikke noget grej at sende med sin bror nordpå, han har brug for resten af linegrejet selv. Desuden aser de med at få fat i agn, sild, småsej, så hen gennem januar bliver det til mere 114

garn- end linefiskeri, også udenskærs. Men da er vejret pludselig så godt som umuligt. En stor del af garnbinder Barbros grej går tabt. Hun binder nyt på livet løs. Også det går tabt. I februar river stormen den ene hjeld ned, fuld af fisk. De er nødt til at gøre den ren og hænge den op igen, og Hans vågner oftere og oftere og må ned i køkkenet for at kigge på vejret, fyre, gå i ring og trænge til kaffe, kigge til bådene og hjeldene, drevet af den samme uro, som den fremmede efterlod sig, den mærkelige fortrydelse. Hvis han havde dræbt han, ville han aldrig kunne komme tilbage. Han ser heller ikke skyggen af ham nu, men han vil alligevel ikke forsvinde, og Hans spørger sig selv, om han ville have haft andre misfostre i tankerne, hvis han havde gjort, som han skulle, havde taget livet af ham.

Tanker kan kun døves af udmattende arbejde. Nu har han begge dele.

Det blev frost og vindstille, og de gjorde det godt på havet i ugerne frem til påske. Så viste det sig at blive et år uden forår, et af de år, hvor foråret først dukker op i løbet af en eftermiddag i begyndelsen af juni; indtil da er det bare is og slud og derefter en skrå, kold regn, der virker mere dræbende end forløsende på grøde, dyr og mennesker.

Det kom dertil, at Hans Barrøy begyndte at tænke på, om hans egen ø var blevet for lille, om han havde gjort en værdifuld erfaring i løbet af disse to vintre, eller om han var stødt på sin egen skæbne, for lad os se det i øjnene, opsummerede han, først én god vinter med et godt påskud for at blive hjemme, så en skral vinter af ren og skær magelighed. Oven i det hele ville det tage mindst et år at rette op på miseren, nu havde han nemlig hverken garn eller line. Alt sammen på grund af en tå. To tæer. Han var i hvert fald ikke hjemkær længere.

115

Der blev bygget en jernbane inde i landet, Nordlandsbanen. Den blev redningen for mangen en fattigrøv. Nu blev den også Hans Barrøys redning. Han var en god sjakbajs for sprængningsholdet med et skarpt blik for fjeldets hemmeligheder. Han tog af sted til anlægget, så snart høet var sat i hæs, og kom ikke tilbage før midt i december, hulkindet, retrygget og søvnløs som en sommernat, men med nyt grej, både, iler og kroge og mere boblende af lofotenfeber end nogensinde.

Han tilbragte juledagene i den nye bro med at rede grejet op, otte linekar. Så havde han en nyhed mere, fordi Martin var blevet så gammel, og Lars stadig var lille, et spil, der blev monteret inderst i bådehuset, så de havde noget til hjælp, når de skulle have bådene ind og ud, det var bare at dreje ligesom på en slibesten.

Maria og Barbro bagte og fyldte endnu en kiste med basismad til fire måneder, ordnede sengetøj, tøj ... I lommen på indersiden: briller, barberkniv, kamferdråber, blyant, sukkerknalder ... og den anden januar stod de igen og tog afsked med en far og en bror og en ægtemand og en onkel, vinkede og råbte for døve ører, mens onkel Erlings agterlanterne dinglede gennem vintermørket og lignede en begravelse. Så gik de hjem og tog fat på ensomheden og alvoren, Barbro, Maria, Ingrid og Lars, en befolkning på fire.

For Martin lå hjemme i sit kammer på denne mærkedag, han var kun en halv mand nu, ældgammel og vanfør efter de to hårdeste vintre i mands minde. I de nærmeste måneder skulle han sove til gavns, måtte hans søn blive længe i Lofoten, og måtte lykken stå ham bi.

116

Frygten

Martin var næsten holdt op med at arbejde. Tidligere havde han drevet hjemmefiskeri om vinteren, havde pilket og sat nogle garn, nu nøjedes han med en ugentlig tur med dørg. Han havde Lars med. Lars var ivrig og villig. Martin bar også tørv ind, når han gad, tændte tranlamperne, som ingen andre måtte røre, skar fisk op og fortalte Barbro, hvordan hun skulle gøre dette eller hint, uden at det hverken var nødvendigt eller til nogen nytte. Ellers legede han med lille Lars, svenskeren, som han havde gjort til sin egen.

De kravlede rundt på gulvet og sloges. Lars rejste sig, robust og med hårde næver, og hev sin bedstefar i håret. Martin syntes, han tog for hårdt fat, og var lige så hårdhændet til gengæld. Han lod, som om han var skadet og ville hævne sig, og drengen løb ud med en trillende latter. Bedstefaren efter ham rundt på øen.

Indtil han blev træt. Og han ville ikke lege, når han sov. Katten Karnot var der stadig, den var lige så gammel som Martin og var begyndt at sove på hans mave. Når han sov til middag, kom Lars ind med et stykke brænde og slog først til katten og så til sin bedstefar.

– Ak dog, ak dog, at man er bleven så gammel, sagde Martin, stod op og gik ud for at se, om der var noget, han kunne gøre.

Det var der som regel ikke. Han huggede lidt pindebrænde og viste Lars, hvordan man gjorde.

117

Ingrid vil ikke længere hugge brænde, hun bager fladbrød, lefse, brød, hun kan malke, skumme fløde, kerne, koge gomme og sylte, og hun kan spinde, strikke, ro og svømme. Ingrid kan så godt som alting. Hun kan rense dun, bøde garn, agne, flække fisk – mandfolkearbejde – binde fisk sammen – til nød kvindfolkearbejde – samle mågeæg, plukke bær, grave kartofler op, mærkeligt nok både mandfolke- og kvindefolkearbejde. Men i kartoffelmarken er det på samme måde, som når der skæres tørv, hendes far står på to ben, og kvinderne ligger på knæ. Også Martin ligger på knæ. Når han ikke ligger på ryggen.

Der er ikke den tolvårige på jorden, der kan mere end Ingrid, hun er en havets datter, der ikke ser de krængende bølger som en fare og en trussel, men som en vej og en løsning på de fleste ting.

En dag, efter at faren er rejst til anlægget, siger hun til Lars, at de skal tage færøbåden og ro nordpå til Stangholmen til Thomas og Inga for at se, om de kan få fat i noget tobak til bedstefaren, for Martin har jamret så grueligt på det seneste over, at han mangler både tobak og kaffe.

– Jeg har penge, siger hun.

Dem har hun fået af sin mor for at gælle og salte sild, som de har solgt på Handelen, og siden har hun haft dem liggende i sin egen kiste.

De får båden sat på havet, det er ingen sag med det nye spil, sætter sejl og er godt over midtvejs, før moren får øje på dem og kommer løbende. De lader, som om de ikke hører hende, det går af sted med den fine vind, og de er så tæt på Stangholmen, at de kan se både huse og fjeldknolde.

Men de har ikke nogen naturlig havn i Stangholmen, kun en lang strand, så de er nødt til at sejle ind mellem nogle skær, og da de runder det sidste og lader sejlet falde, står Thomas derinde og brøler, lige så rasende som Maria.

– Se at komme hjem, kan I da ikke se vejret!

118

Han peger op mod himlen, ryster på hovedet og skænder.

Der bliver ingen handel, de ror ikke engang helt ind, men Ingrid vil ikke tage tilbage med uforrettet sag, hun kan desuden ikke se noget i vejret, og det kan Lars heller ikke.

De får sat sejl igen og krydser mellem holmene ind mod Handelen og har kun havnebassinet tilbage, da den første kastevind river skøderne ud hænderne på hende og truer med at kæntre båden. Lars hyler og er ved at falde over bord. Ingrid lægger agterstavnen op mod vinden, får næsten hele sejlet halet ind og styrer på en plat læns ind mod en grøn plet i fjeldet mellem Handelen og kirken, det er ikke Ingrids kurs, det er kulingens og havets, det hidser sig mere og mere op, de tager vand ind for hver bølge, og hun råber, at Lars skal gå frem i forstavnen og hoppe i land med fortøjningen, inden de rammer fjeldet, ellers går han på næsen.

De rammer ikke fjeldet, men den grønne plet, og båden skærer sig med et vådt støn ind i en blød dyne af græs og tang og står med roret som en blafrende dør i kastevindene.

De kommer på land og prøver at trække båden højere op, men den kan ikke rokkes, og Ingrid ved, hvad der vil ske: Havet graver sig længere ind, det bliver ved med at strømme, og båden vil langsomt, men sikkert blive kværnet til pindebrænde, den dyrebare båd.

Og det orker hun ikke se på.

Hun slæber Lars med op over klipperne. Mod Handelen. De er drivvåde af regn og hav, og ingen kan se, at de græder, heller ikke da de kommer ind hos købmanden og stiller sig foran Margot, der vogter disken, trinde Margot, der genkender dem og spørger, hvad i alverden de bestiller herinde i sådan et vejr. Så mister hun helt fatningen, da det går op for hende, at de er alene.

– Vi skal have tobak til bedstefar, hyler Lars.

– Hvad for en slags tobak?

– Til bedstefar, til bedstefar ...

119

Han går helt i spåner, snottet løber. Ingrid er nødt til selv at holde op med at græde for at tørre ham. Han river sig løs og løber ud. Hun løber efter ham og fanger ham på en mark, hvor han pludselig er standset, som om hans krop er låst fast, han ryster, og tænderne klaprer.

Hun får ham med tilbage, og de sætter sig på koksbunken og har ikke noget at sige. Eller gøre. Ingrid begynder at græde igen.

De er på land, men de vil på havet. Så mærker hun, at vinden tager af, går væk fra tagskægget og mærker, at regnen også er aftaget, mod syd klarer det op, himlen er lys.

De går ind igen og køber sirup og brystsukker, betaler og går uden at høre Margots råb, løber tilbage til båden og ser den ligge og vugge samme sted, stadig hel.

De øser og slider den ud ved hjælp af årerne og begynder at ro.

Ingrid kan ikke tro det.

De ror mod dønningerne med hver sit par årer, Lars først i takt med hende, så vildere og vildere, mens han råber noget, han tæller, forstår hun, og sætter takten yderligere op, indtil hun ikke kan holde trit med ham længere. De er forbi den sidste holm. Lars bliver søsyg og kaster op og mister en åre, de ser den forsvinde i et ryk. Ingrid ror. Lars falder ned på knæ, derefter ned i fosterstilling, ligger i vandet på bundbrædderne og holder sig for ørerne.

Ingrid ror, er hed og har røde hvirvler for øjnene, armene ryster, det brænder i ryggen, hun ror og venter med hver fiber i kroppen på det endelige vindstød, tegnet på, at det ikke går, for det kan ikke gå, der er for langt, havet er for voldsomt, og vinden tager til, det skummer hvidt omkring dem, og hun ved, de er fortabt, da et stød går gennem båden, et grundstød.

Men der er ikke noget skær her.

De er stødt ind i en anden båd.

Hun vender sig og ser den største pram. Maria og Barbro ved 120

årerne og bedstefaren stående oprejst i de vældige dønninger, med stive, hvide ansigter og stemmer uden lyd, bedstefaren sætter en fod på rælingen, venter, synker, stiger, venter og hopper som en ung mand over i færøbåden og flår årerne ud af hænderne på hende, skubber hende ned i mellemrummet mellem tofterne, hvor hun ligger ved siden af Lars og kigger op på ham, ser ham drive den ene åre ind i den næste sø som en brækstang og vride båden rundt, så de får havet ind bagfra, for så at sætte sig ned og sidde foroverbøjet med årerne som to sorte vinger op i vinden.

121

Døden

Da Ingrid vågnede igen, var hun død. Hun lå på ryggen i en smal seng i et tomt rum og så lys i vinduet, sol. Jovist. Men dynen var ikke af dun, den var tung som bly, og ryggen gjorde ondt, armene sitrede, og tankerne sov.

Hun kunne vride kroppen til højre og se en hvidmalet dør. Et rum med gulv, vægge og loft, alt sammen hvidmalet, og én seng, den, hun lå i, ét vindue, det, hun kiggede på, og én dør, som hun granskede. Hun tænkte på, om den kunne åbnes, hvor den førte hen, om hun kunne åbne den, da en fjern lyde trængte ind i det hvide, det kunne godt være latter.

Hun hed Ingrid. Hun var tolv år, hendes hår var tørt og redt, men ikke flettet, og lå som en krans om hendes hoved. Hun holdt vejret. Pustede ud igen og lukkede øjnene. Åbnede dem igen. Sollys i vinduet. Ingen vind, ikke en lyd, de fjerne stemmer, latteren.

Hun skubbede det tunge sengetæppe til side og satte sig op.

Hun kunne bevæge lemmerne, hun kunne rejse sig på usikre ben og stille sig ved vinduet og kigge ned på en firkantet eng, der var græsset helt ned og lignede et grønt ark papir på en brun bordplade. Der var nogle mennesker på den. To af dem lå stille og tilbagelænet på albuerne. Det var mænd, der levede og talte med hinanden. To andre stod et stykke væk, det var kvinder, også de snakkede, men lige så lydløst, og mellem dem løb en dreng med en lang kæp og tegnede ottetaller på det grønne stykke papir. De 122

voksne vendte sig om og fulgte ham med blikket, lo ad ham og råbte noget.

Ingrids fingre var kløer.

Hun forsøgte at rette dem ud. Hun forstod godt, hvem de mennesker var, mor og Barbro og bedstefaren, den lille dreng var Lars.

Og en fremmed mand. Nu kom der også en fremmed kvinde ind i billedet. De andre vendte sig om og smilede til hende. Hun rakte dem små hvide kopper, fyldte dem fra en kande, de drak og snakkede, og Ingrid genkendte Stangholmen, den fremmede mand var Thomas, og kvinden var Inga. Ingrid havde været her før, en håndfuld gange, men de havde tit vinket til hinanden. Da hun løftede blikket, kunne hun skimte Barrøy i det fjerne.

Hun var på den forkerte side af havet.

Det onde: Hun var i stand til at rette kløerne ud og se, at knoerne var røde og skrabede. Hun kiggede ned på knæene, der stak frem under skjortens nederste kant, og på blodet, der løb i en tynd strøm ned over knæskallen og videre ned ad læggen, og endnu en strøm på indersiden af det andet ben. Hun åbnede munden for at skrige og hørte ikke en lyd. Nede på det grønne ark papir stivnede de alle sammen og kiggede op på hende, hun så sin mor åbne munden, lukke den igen og begynde at løbe, hen mod hende.

Det gode: De roede hjem sammen, Maria og Ingrid i færøbåden, Barbro og Lars med hver sin åre i prammen. Martin sad på agtertoften og lo ad dem, påpegede alt det, de ikke kunne, især ikke ro. Det var havblik med lange, seje dønninger. Det var oktober. De roede om kap. Moren havde fortalt hende om blodet.

Ingrid forstod, at hun ikke måtte ro mere til end hende. Lars og Barbro kom først. Lars jublede. Køerne brølede i stalden. Fårene lå i Edens hage og åd tørrede kartoffeltoppe. Fra taget af den nye bro lettede en ørn. Fra den ene hjeld en anden. Men blodet var

123

rent. Og da Ingrid vendte sig om, kunne hun se Thomas og Inga som små brikker på Stangholmens sydligste næs.

– Nu skal du vinke til dem, sagde mor og svingede båden ind.

Så de kan se, at vi er hjemme.

Ingrid gik op på klippeknolden og vinkede og tænkte på alt det, hun var nødt til at glemme, manden, der kom og stjal noget, de ikke vidste, at de havde. Og derovre vinkede de tilbage med et grønt tørklæde, de kaldte det signaltørklædet. De havde også et rødt, det brugte de, når de havde brug for hjælp. Bag hende sagde Maria, at hun skulle gå med ud i stalden, mens Barbro lavede mad. Og så spurgte hun: – Hvad er det der?

En brun klump på bunden af båden. Brystsukkeret. Men bøtten med sirup var stadig hel. Ingrid løftede den, vejede den med begge hænder og mærkede, hvor vigtigt det var, tyngden i den, at den var uskadt, og bar den hjemad.

124

Besøg

Nelly er på besøg. Det er påske, langfredag og tiden for den lange strand, det korte tidsrum hvert år, hvor øen er størst, og de kan gå til fods i snehvidt sand rundt om hele riget bortset fra under hammeren og nykajen, hvor der altid er så dybt, at Lars kan springe på hovedet. De andre springer ikke på hovedet, men Ingrid har svømmet rundt om hele øen en enkelt gang, ved fuldt højvande, da var den på sit mindste, det var midt på en varmere sommer end alle andre.

Nu går hun runden sammen med Nelly, der er her, fordi hendes mor besøger nogle slægtninge. Hendes far bliver der ikke sagt noget om, heller ikke hendes søskende.

Nelly stiller spørgsmål, der aldrig er blevet stillet på Barrøy: Hvorfor har I ikke nøglehuller i dørene? Hvem er far til Lars?

Hvorfor har du ingen søskende? Hvad siger din bedstefar?

Ingrid forstår godt, hvilke spørgsmål hun ikke bør bringe videre til sin mor. Men det vigtigste bliver hun ved med at gå og tygge på, tager det op til stadig overvejelse, spørgsmålet om, hvorfor hun ingen søskende har, børnene på de andre øer har jo både ni og tretten? Nelly har seks brødre, og på Stangholmen er der vokset fem piger og tre drenge op, Thomas og Ingas børn, der et efter et rejste, da de var færdige med skolen, og nu kun er hjemme for at hjælpe til med høsten om sommeren, ellers er de to alene og har været alene så længe, Ingrid kan huske.

Men de har to tørklæder at vinke med, det ene er grønt, det andet er rødt.

125

Nelly har også en hel del at udsætte på Barrøy: Der er for det første ingen andre her, som der er på hendes egen Lauøy, hvor hele fire familier holder stand. Og er her ingen hund? Der er heller ikke maling på husene. Der er heller ikke maling på Nellys huse, men et hus, der ikke tilhører hendes familie, er rødt, det er det eneste hus, de kan se fra skolen i Havstein, så Nelly har kunnet pege det ud, det er hendes nabos stald.

Nelly kan heller ikke ret godt lide kogt sej og lever. Men det er tydeligvis en overdrivelse, for hun spiser lige så meget som Lars.

Og så er der meget, hun godt kan lide, hvad enten hun siger det eller ej: sirupskager med smør, rabarbersyltetøj fra i fjor, frisk mælk, fladbrød, dundynen, hun sover under ved siden af Ingrid i Nordsalen, for de har ikke dun på Lauøy. Hun sætter også pris på at have sin egen stol, som hun sidder på under måltiderne.

Det er Hans’ stol, han er som sædvanlig i Lofoten, så hun sidder som en dronning for den øverste bordende, og dér har hun nok ikke siddet så ofte, og kigger på Martin, der sidder for den anden bordende. Og det at gå hele vejen rundt om en ø på stranden, ligesom på skyggen af en stor hat, og samle mågeæg i små net, det er heller ikke muligt på alle øer.

Desuden er Nelly god til at bestille noget, selv om Maria siger, at de skal holde fri og gøre, hvad de vil, noget, der også er en nyhed for Ingrid.

Hun har flettet håret, der dasker som et reb mellem skuldrene, når de driller Lars og får ham til at løbe efter sig hen over sanddynerne. Lars er en kraftig prop, og han er vred, men ikke ret høj. De smider æg efter ham, så blommerne løber som glødende honning ned ad det rasende ansigt. Ingrid kan godt lide at være slem. Og Lars er dum nok til at tørre sig af i den tørre lyng og ligner en stenbiderhan, da han kommer hjem. Ingrid får mere skældud end nogensinde, de dyrebare æg. Men hun får skældud sammen med Nelly. Mens Lars tager tilløb og slår hende i ansig126

tet, så Maria må stoppe klude op i hendes næsebor for at standse blodet.

Der opstår også problemer med Martin, der, når han ikke sover, går rundt og ikke er til i sin egen verden, fordi Lars kun løber efter pigerne.

Desuden er han bister i stemmen, og han går og brummer, det er derfor, Nelly spørger, hvad han siger, også det er et spørgsmål, der ikke findes svar på, selv om Ingrid forstår alt, hvad han siger, og også det, han tier om.

Men hvad med den kendsgerning, at hun ikke har nogen søskende?

I begyndelsen siger Nelly, at hun længes hjem. Men da dagen nærmer sig, begynder hun at hikste og presse luft i små stød ud gennem næseborene. Maria siger, at Barbro og Ingrid ikke behøver gå med ud i stalden, det er nok med Nelly, og så snakker hun med hende på tomandshånd. Og da de kommer ud igen, er Nelly næsten, som hun var, da hun kom, selv om hun stadig ikke vil hjem, hun vil bo på Barrøy resten af livet, det er det bedste sted, hun har været.

Martin spørger over maden, om hun da har været mange steder.

Nelly siger, at hun både har været i Havstein og på Lauøy og en gang inde på Handelen sammen med sin far, men de hører egentlig til en andet handel, i Åsværet, og der har hun aldrig været med.

Martin ler. Det gør Nelly også. Han spørger, hvad hendes bedstefar hedder, og det viser sig, at han har fisket i en flok sammen med ham mange vintre, i Træna. Derfor stiller han flere spørgsmål, som Nelly både forstår og svarer på.

Så stiller Lars også et spørgsmål om, hvor mange brødre hun har?

Hun regner hele den imponerende flok op, og Lars stiller endnu et spørgsmål, til Barbro, om, hvorfor han ikke har brødre?

127

Og der bliver stille.

Lars flytter blikket til Ingrid og fra hende til Maria, hvor han lader det blive, mens han tænker, så de kan se, at det knager, inden han åbner munden, lige da Martin rejser sig og siger, at nej, nu må han ud og se til kalven, som fik sot i går, den har dårlig mave, og Ingrid spørger, om Lars vil have et æg til i trynen.

Det ler alle ad, bortset fra Lars.

Han rejser sig og følger efter sin bedstefar.

Da de er gået i seng, hører Ingrid Nelly snøfte i søvne og mumle ord, hun ikke opfatter. Men hun mærker en inderlig taknemmelighed over at lytte til de bevidstløse jammerklager fra et menneske, der aldrig nogensinde vil forlade Barrøy, og som i sin tid flettede hendes hår, da det var livet om at gøre.

Maria og Barbro ror dem af sted.

Ingrid sidder i sit fine tøj og med øm næse ved siden af Nelly og ser sin bedstefar og Lars stå på hammeren derhjemme, en gammel mand og en lille dreng på hendes ø, der bliver stadig mindre, mens Nelly hikster og hoster og ikke engang gør noget forsøg på at skjule sine tårer, som om hun endelig kan græde af hjertens lyst og ikke vil lade chancen gå fra sig for at indhente det forsømte. Da de ankommer til Havstein, er hun bleg, men fattet.

De går op mod gården og vender sig om og vinker til Maria og Barbro, der allerede er nået ud af havnen. Barbro løfter en åre og vinker til dem. Ingrid hører hjemme både her og der. Hun er et sentimentalt barn. Og meget lykkelig.

128

Vand

Der kommer til at gå over et år, før der byder sig en anledning til at få opklaret spørgsmålet om søskende, den slags forsvinder ikke.

Det er en dræbende varm sommer, den varmeste sommer i mands minde. Himmel og hav er kogt sammen til en diset grød, der ligger over dem døgnet rundt og gør græsset kort og brunt og kartoffelplanterne slappe og får både dyr og mennesker til at svede og stønne. De går halvnøgne rundt i sværme af fluer på en tropisk ø ved polarcirklen.

Hans flytter ovnen fra Svenskebroen udenfor på klippen, for de kan ikke længere koge inden døre. De sover med vinduer og døre åbne og bader hver dag. I havet. Også gamle Martin bader, han sopper ligesom Hans og Barbro, mens Lars springer ud fra klipperne, og Maria og Ingrid svømmer over til Moltholmen, hvor de sidder i solen på klipperne og lukker øjnene uden at tænke på noget, inden de svømmer tilbage.

Barrøy er et paradis.

Men allerede i begyndelsen af juli løber den nye brønd tør. Så tørrer pytterne i tørvemoserne også ud, en efter en, derefter jættegryderne på Skogsholmen, det nærmer sig det meningløse. Og da der ikke er nogen vind, må Hans og Martin ro, når de skal med junger og spande ind til Handelen. Men der løber det også tørt. De må ind til bækken, der falder fra fjeldene ved Malvika, og hvor rart ville det ikke have været med lidt vind i sejlene, her hvor der ellers aldrig er andet.

129

De ror to ture om dagen, så værker ryggene nok til, at dagen er forbi. Menneskene drikker ikke så meget, men de drikker mere, end de plejer, og dyrene kan ikke få nok.

Så forsvinder de sidste snepletter på fjeldet også, bækken ved Malvika tørrer ud, mågerne letter ikke længere, vralter bare væk, når Lars jager dem, og ligger ellers og duver på det seje hav, der er blevet til en ørken.

Hans fører lavmælte samtaler med Maria, er de nødt til at slagte?

Maria svarer med omtrentligheder, det er en mands spørgsmål og også hans svar. Og besat af en desperat indskydelse udstyrer han dem med hakker og spader, de skal begynde at grave nede i bunden af den gamle brønd i mosen, der også er tør.

Hans og Lars står nede i et sort hul og bander og slås med fluer og klæger, mens de andre hejser den ene spand efter den anden op med rustrødt støv og fordeler det på ujævnheder på marker og enge. De er født af jorden og er knyttet til den med ubrydelige bånd, men nu sidder den ikke bare under deres negle og fodsåler, men i hudens porer og i tankerne, i ører, hår og øjne, og det sidste, den erobrer, er den inderste oval på rygstykkerne, hvor de famlende hænder ikke kan komme til i deres hysteriske jagt på klæger og bremser.

Men de kan bade i et hav, der for en gangs skyld er varmt, kroppene udsondrer brune skyer, som de svømmer ud af, hvide og nyfødte, mens de slikker salt af læberne, inden de går op igen for at give sig i kast med brønden endnu en gang. Selv en ø må have grundvand, den flyder jo ikke som et skib, men er fortøjet i jordens indre, Hans har sagt det før, og dernede er der vand, det må der være.

Der er kommet noget fortvivlet ind i tilværelsen, alvoren står skrevet i hans blik, det her er farligt, en fare så naturstridig, at den har været umulig at forudse, hvornår har der sidst været sådan en sommer?

Var det det her, der udryddede civilisationen i Karvika?

130

Tørke?

Herude?

En eftermiddag hører de Lars’ fjerne hyl nede fra gruben, og den næste spand er fuld af ler, vådt slim.

Hvis de var dækket af jord før, tager det nu fuldstændig overhånd. Lars og Hans klæder sig nøgne og arbejder dernede som en flok fyrbødere af bibelske dimensioner, det klinger af våde ekkoer fra deres forbandelser, og når de kravler op ad stigen for at holde pause, kan de andre ikke se forskel på dem, bortset fra størrelsen.

– Hvordan går det?

– Joda ...

Da de fine og rene kommer gående efter det næste bad, standser Hans pludselig på engen og siger shh og lægger en hånd bag øret, han har hørt noget, lyden af vand. Så pibler det også ud af hans øjne, og de er nødt til at kigge væk. Han begynder at løbe, de løber efter ham og lægger sig på maven i en kreds omkring skudsåret i øen og kigger ned på et sort øje, der olmt ser tilbage på dem, de kan ikke få et ord frem.

Vandet lugter af prut, mose og olie, men der er ikke noget regnbueskær i det. Hans beordrer stykker af gammelt sengelinned spændt over tønder og spande som si. De kan se bunden allerede i den første spand. Den giver de til køerne, der står rundt om dem og pruster. I den næste spand er vandet klarere, den rislende lyd er ikke blevet svagere, men tydelig som en bæk. Og næste morgen er de i sving med en hejseanordning over brøndåbningen, et fembenet telt af rafter med taljer og reb og under den et dinglende bræt, som Lars kan sidde på. De firer ham møjsommeligt ned, han øser fra overfladen den ene spand fuld efter den anden, som de hejser op og giver dyrene, der brøler og bræger, nu er fårene også stimlet sammen om dem i panik og forløsning. De kan lave kaffe af vandet. Da det bliver aften, kan de også drikke det, som det er, det er iskoldt og smager af ingenting.

131

Samme nat vandede de kartoffelstykket. Næste formiddag var det lige tørt igen, men græsset var kommet op på hug. De hejste Lars op og ned, han øsede og øsede, de vandede kartoffelstykket hele dagen igennem og også næste nat, vandet perlede af sted i de støvede furer og fordampede, men græsset rankede sig endnu mere. Sådan gik der en uge.

Så satte det ind med regn.

Og den gav dem med en følelse af at have en uge som ingen anden bag sig, syv hellige dage, fra de fandt vand under deres egne fødder, til himlen åbnede sig over dem. Rige og forvivlede dage, det endelige bevis på, at de selv råder over skæbnen. Øen havde været brun som en novemberdag fra begyndelsen af juni til slutningen af juli. Nu blev den mere grøn end nogensinde før, ikke engang Rosehagen var rød. Så fulgte skiftevis sol og regn, og de fik et magert høslæt. Også slættet på holmene var tyndt, men det er bedre at slagte før jul end midt på sommeren. Og en eftermiddag, da Ingrid lå på ryggen ved siden af sin mor i den nyhøstede Skurvhage, faldt det hende ind, at de havde overlevet, og at det afgørende spørgsmål kunne stilles, i en nyvunden frihed, om, hvorfor hun ikke havde nogen søskende?

Maria hævede sig op på albuerne og sagde, at børn ikke er noget, men har, men noget, man får, de er gaver. Ingrid spurgte, hvorfor nogen da får og andre ikke, selv om noget sagde hende, at hun burde tie stille.

– Mangler du da noget? spurgte moren spidst. Men slog straks om og spurgte, om Ingrid huskede, da Nelly var her i fjor, Nellys gråd, da hun skulle hjem igen, hun græd, fordi de ikke drillede hende på Barrøy, når hun stammede, ikke engang Lars, og det kunne Nelly takke Maria for, bare så Ingrid ikke bildte sig noget ind.

Ingrid så uforstående på hende.

– Hun har søskende, sagde Maria meget sigende. Og Ingrid 132

ville forhøre sig om, hvad det skulle betyde, som om hun ville høre det en gang til, at ensomhed er noget værd, men en skygge var gledet hen over hendes ansigt, det var Lars, der lydløst var kommet hen til dem og havde stillet sig i solen. Maria så op med sammenknebne øjne og spurgte, hvor bedstefar var.

– Han hviler sig, sagde drengen.

Han havde for store bukser på, som Barbro havde skåret benene af, holdt oppe af seler, hun havde flettet af tellegarn, og sådan gik han rundt dagen lang, barbenet, halvnøgen og vild, han havde en krop som en voksen, var syv år og skulle til at begynde i skole.

– Hvorhenne? spurgte Maria.

– Der, sagde drengen og pegede i en retning, der fik hende til at spejde mod en del af øen, hvor Martin aldrig opholdt sig, hvor ingen opholdt sig, mod Karvika og ruinerne. Men øjnene fandt ikke det, de ledte efter, så hun rejste sig og børstede strå af skørtet og spejdede videre, indtil en lille lyd slap ud af hendes mund, og hun begyndte at løbe. Ingrid og Lars kiggede forvirret efter hende.

133

Stigen

Martin havde lagt sig i skyggen for at hvile sig, en mand, der ikke kunne få sol nok, det så ud, som om han sov, sådan som han altid sov, det eneste, der manglede, var katten Karnot på hans mave.

Maria vendte sig om, standsede børnene og fik øje på sin mand, der havde sat leen fra sig og kom gående med rolige skridt. Fra huset kom også Barbro, afventende, alle kom som på et signal.

Hans satte sig på hug ved siden af sin far og lagde en hånd på hans kind. Ingen sagde noget. Han rettede ryggen, kiggede på Lars og sagde, at han skulle gå med for at hente noget i den nye bro. Ingrid hørte dem snakke, Lars ivrigt, faren, der forklarede noget, hun ikke hørte.

De kom tilbage med stigen, som de havde brugt under arbejdet med brønden, og to af de tæpper, svenskerne havde brugt. Hans lagde det ene på stigen. Han og Barbro løftede faren på plads, bredte det andet tæppe ud over ham, løftede stigen op, bar den hen til bådehuset og lagde den på de ruller, færøbåden plejede at stå på. Derefter lukkede de begge døre og også lugen mod jorden, så fuglene ikke kunne komme til ham.

Næste morgen tog de ind med to både. Barbro og Hans roede den største færøbåd. I bagstavnen sad Ingrid og Maria. Forude befandt Lars sig, fuldstændig i opløsning. På slæb havde de prammen med Martin på stigen, det var vindstille.

De lagde til ved den lille kaj ved Handelen. Hans gik op og kom tilbage med præsten Johannes Malmberget, der måtte have 134

hjælp ned ad den stejle trappe. Han gav dem hånd en efter en og sagde de beroligende ord, han havde udtalt så mange gange, uden at de var nået at blive en vane. Damperen havde lige været der med is, de kunne sætte liget i kølehuset.

– Har I tøj med?

Ja, de havde en bylt med tøj, Martins fine tøj.

Så var der det med kisten?

Jovist, de havde penge.

Hans og Barbro bar stigen med deres far op ad trappen og ind i kølehuset, hvor de satte den fra sig på to bukke mellem mandshøje savsmuldsdækkede stabler af isblokke, sidste vinter var de blevet skåret ud af en sø i indlandet og havde overlevet selv den varmeste sommer i mands minde, der var beroligende og koldt derinde, og bomstille.

De gik ud på kajen igen, hvor en håndfuld mennesker havde samlet sig i solskinnet. En af Handelens arbejdere kom hen og gav hånd til Hans og sagde noget, det ikke var meningen, Hans skulle høre. Han gav også hånd til Barbro. Der blev talt om begravelsen. Præst Malmberget bad om undskyldning for, at han ikke igen fulgte dem ned ad den stejle trappe. Hans sagde, at det ikke gjorde noget. De gav endnu en gang hånd, gik ned og satte sig i færøbåden og roede hjem igen med prammen på slæb.

Katten Karnot og Lars sørgede mest. Lars græd og knuste det, han mødte på sin vej. Hans var tavs. Barbro græd stille, når hun troede, ingen så det. Marias ansigt var stift og gråt, ligesom da hun troede, at de skulle miste dyrene i tørken. Og Ingrid kunne slå fast, at nogen sørgede mere sandt end andre. Hun gik ud på hammeren ved den nye bro i håb om, at en stor hånd ville feje hende ud i havet og holde hende nede i dybet, til hun revnede, for hun havde ikke kræfter til at hoppe, og hun var heller ikke i stand til at gå i stykker på land, selv om hun hikstede af alle

135

kræfter, indtil Maria kom og rev hende væk fra knolden og bad hende om at tage sig sammen, nu indså hun måske, hvad det var, hun havde gjort, da hun tog af sted med Lars i båden. Martin var en gammel mand, børn er børn, der er et hav til forskel.

Ingrid bøjede sig og var en slange, der snoede sig og blev til en hård og lydløs knude. Hun fik lov til at ligge ved siden af sin mor i Nordsalen, mens faren lå alene i Sydsalen, og inden hun faldt i søvn, var den gamle flamme i maven kommet igen, fra engang hun spekulerede på, om hun kunne stole på sin far eller sin mor eller på nogen overhovedet.

Den dag, begravelsen skulle finde sted, lagde onkel Erling til ved den nye bro. Med skøjten fuld af en familie, Ingrid havde hørt meget om, men kun set dele af, farens fire søstre med ægtefæller, morens tre yngre søstre med to ægtefæller, onkel Erling og hans kone, Helga, og hendes gamle far samt hele femten søskendebørn i alle aldre samlet op fra forskellige øer og holme i løbet af det sidste døgn og befordret her til Barrøy for at samle de sidste op.

De steg om bord, gav hånd og hilste lydløst til højre og venstre, så der kunne hvile en massiv ro over denne ark, der hvæsede indad mod Handelen i det evindelige solskinsvejr.

De lånte en landgang og stod en stund og overværede den forsvarlige fortøjning af skibet, inden de i samlet folk bevægede sig af sted i en usikker dans op mod Købmanden og bygden, den mest forblæste menighed i hele Herrens rædselsvælde, i sort og glimtende stadstøj, en langsom march op mod kirken, hvor alt forløb, som det skulle, med præsten Johannes Malmberget ved roret, hans smukke kone og to små sønner samt Thomas og Inga fra Stangholmen, der som sædvanlig var kommet ind ved årernes kraft, foruden en stor flok andre øboere, flere mennesker, end Ingrid nogensinde før havde været omgivet af, alle duknakket nikkende til Malmbergets velvalgte ord om Martins treogfyrre 136

vintre i åben båd på Trænhavet, det var derfor, han havde så grove næver. Med et levned som det var det da også en Guds nåde, at de havde et lig at sænke i jorden, selv om også havet er en himmel, det må vi aldrig miste af syne, især ikke herude, og at den gamle var sovet så fredeligt ind, der hvor han helst ville sove ind, Martin Konrad Hansen Barrøy, på sin egen ø, omsider hvilende her ved siden af sin kære Kaja, hans hustru gennem et lidt for kort liv, en stormende længsel er gået i opfyldelse, det er sådan, vi er nødt til at se på det, som vi står her med dirrende læber og højvande i blikket, sukkede Johannes Malmberget og tørrede sveden af issen med et rødt lommetørklæde, inden han løftede blikket mod de forrevne fjelde og gav signal til kirketjeneren om at starte nedfiringen i noget, der i Ingrids øjne faretruende lignede den brønd, de havde gravet for en god måneds tid siden, amen, det var ikke til at holde ud.

På vej ud af havnen kom Hans i tanke om noget og greb roret fra broren, vendte om og sejlede tilbage for at hente den glemte stige og de to tæpper, der lå på kajen uden for kølehuset, stigen var jo så godt som ny.

Ingrid var målløs.

Ikke fordi hun havde sagt ret meget tidligere på dagen. Og præstens ord blev yderligere forstyrret af en mærkbar forandring af stemningen om bord, stilheden fra kirkegården skulle jo vare evigt, selv vinden holdt vejret, men der lød latter henne på lastlugen, ved bagbords ræling havde en af tanterne omfavnet Maria, der holdt sig for munden for ikke at komme til at le. De mindste børn var begyndt at løbe rundt på dækket uden at blive irettesat.

Og gennem vinduet oppe i styrehuset kunne Ingrid se en brændevinsflaske balancere på kompasset, den eneste lodrette skabning i de seje dønninger ud over fem grønne glas, der gik fra hånd til hånd mellem faren og hans mænd.

137

De lagde til på Barrøy, lastlugerne blev slået op, og kasser med mad og drikke blev hejst op på land sammen med sengetøj og tøj. Og en sværm af ukendte mennesker tumlede ind over øen og genkendte hver eneste af dens krinkelkroge.

– Kan du huske Nordavindsauken?

– Der er Kvitsanda ...

K lippeknoldene, engene, vigene ... der var ikke en plet land, disse fremmede ikke vidste nøjagtig besked om og frydede sig over at gense. Ingrid var ikke længere fastboende på egen jord med indsigt i dens skatte og hemmeligheder, men en måbende gæst i andres livsværk, som det engang havde været og altid ville være, for ingen barndom kan forsvinde.

En af farens søstre faldt på knæ og gravede et tilgroet edderfuglehus frem, som Ingrid aldrig havde set, så fandt hun et til, som Ingrid heller ikke kendte til, gjorde det rent og ville have skifersten til at rette det op med, som Ingrid fik at vide, hvor hun kunne finde.

Gæsterne behøvede ikke få forevist noget som helst, de vidste, hvor dunene befandt sig, og hvor fisken stod, hvor ørnene havde rede, og de kendte alle spisekammerets gemmer og skuffer. Selv børnene, der aldrig før havde været her, havde en irriterende tilbøjelighed til at være hjemme, gik i skure og bådehuse og rumsterede, to store knægte satte prammen på havet uden at spørge om lov og tog Lars med, der skreg op og pegede og havde glemt, hvilken dag det var, den yderste dag, mens pigerne stod på land som små sorte telte og ikke ville være med, bare glo, og kendte hinanden som søskende, sandsynligvis fordi deres øer lå meget nærmere hinandens end ved Ingrids, der var den mest afsides beliggende af dem alle.

Men foran hende stod en pige på hendes egen alder og så på hende med et vemodigt blik under tunge mørke øjenbryn, hun sagde også noget, men så lød Marias latter igen, da hun og svigerinderne gik i gang med at tømme bedstefarens kammer for at skure det og slette alle spor.

138

– Er det så dig, der er Ingrid?

Ingrid nikkede, det var for tidligt at sige noget.

– Jeg er Josefine i Gåsværet.

Ingrid nikkede igen og så katten Karnot vimse rundt mellem de fremmede ben efter at være blevet forvist fra sit eget hjem, som den havde nægtet at forlade, siden Martin døde, nu var den på vej ned mod bådehuset og så ud, som om den havde planer om at give sig til at svømme.

Ved stranden havde faren og onkel Erling tændt bål. De gamle tæpper gik op i flammer. En af tanterne kom med en bylt gammelt tøj, derefter moren med bedstefarens sengetøj, gnisterne steg til vejrs i den gyldne augustdag, der kom Barbro med Martins halmmadras, hun var blevet den robuste lillesøster i en søskendeflok på syv, hun blev klemt på og forkælet og drillet, hun strålede som en sol og fik håret redt i forskellige frisurer, mens hun sad på sin stol og tronede under åben himmel. Nu sad hun der heller ikke alene, alle stolene var ude, og både stue- og spisebordet, der var kaffe, mad, kager og brændevin, de, der ikke havde stole, sad på tæpper eller i græsset og spiste og drak og indhyllede sig i stemmers summen og latter og alt andet, der hører livet til og ikke døden.

Ingrid ville ud på hammeren og fejes til havs igen. Men kusine Josefines flade blik var ikke til at undslippe. Nu mærkede hun også musklerne trække sig sammen i et ufrivilligt smil, da en af onklerne snublede og faldt til frydefuldt bifald fra de andre.

Nogle tårer sprang frem, men smilet holdt, og hun svarede på alle spørgsmål, indtil natten faldt på som støvregn over den uendelige folkemængde, der havde forvandlet Barrøy til en by, en fremmed by, det var lige til at blive nærig af, og bag ved det hele så hun hele tiden sin mor, som hun aldrig havde set hende før. Hun forstod hende ikke. Det var en lige så mærkelig følelse som det at have ondt af en bedstefar.

139

Hav og land

Det er år og dag siden, de fik en kaj på Barrøy. Hans Barrøy har ikke kun set den som en triumf og et byggeteknisk mesterværk, men også følt den som en forpligtende begyndelse på en fortsættelse. Han har også skrevet flere betydningsfulde breve og holdt møde med trafiksselskabet, mejeriet og herredsstyret om sine anliggender.

Til ingen nytte.

Men efter sin fars død må han gøre endnu et forsøg, og denne gang tager han Maria med ind. De tre, der står tilbage på stranden og ser dem forsvinde i en let støvregn, tænker, at noget afgørende er i gære.

Det drejer sig om at tilknytte Barrøy mælkeruten, der tre gange om ugen sejler mellem Handelen, Havstein og to andre øer og samler mælkespande op og i nødstilfælde også kan fungere som passagerskib for befolkningen på øerne, selv om det kun er en kondemneret fiskeskøjte, for ikke at tale om, at den forenkler besværet med at få tyr til ko eller ko til tyr. Hans har også et søkort med, som han ruller ud på rådmandens køkkenbord for at vise ham, at en omvej omkring Barrøy er kort.

Men de bliver bare mødt med mere uforpligtende velvilje og et par sætninger om, at økonomien i herredet aldrig har skrantet mere, rådmanden har desuden ingenting med sagen at gøre, påstår han.

Maria lægger mærke til, at der ikke bliver serveret kaffe, og 140

det har ikke noget med økonomien at gøre, og samtalen går i tomgang et stykke tid, inden den pludselig får en filosofisk dimension, rådmanden kommer nemlig i tanke om, at Hans Barrøy gennem alle årene har saboteret civilisationens behov for et sømærke, en lygte eller en varde, som skibene kan navigere efter på Barrøy eller en af dens tilhørende holme eller skær, ejendommen ligger trods alt midt i sejlrenden, det vil sige på ydersiden af den.

Hans spørger, hvad det har med sagen at gøre, og får at vide, at rådmanden har fået en ide, måske kan de lave en uformel handel, hans søn arbejder nemlig i fyrvæsenet, så hvad med de tre ugentlige anløb af mælkeruten mod, at de kan sætte en varde op for eksempel på Skarvholmen, hvad siger Hans Barrøy til det, at være til lidt nytte for en gangs skyld og ikke bare et skær i havet?

Han ved ikke, hvad han skal sige.

Det ødelægger hans nattesøvn.

Han vil hellere have en varde end en lygte. Men han vil helst ikke have nogen af delene, sidde ved køkkenvinduet og glo ud på en sort knokkel, der peger op i hans horisont, gerne med hvidt mavebælte og en jernvimpel på toppen. Og så er der det arbejde, der skal udføres, det vil tage flere måneder med mennesker og trafik. Og hvor mange køer kan han føde på, hvis han for eksempel opdyrker mosen på Gjesøya, der hører til Barrøy, det skulle have været gjort for generationer siden, og for det tredje: Vil han egentlig gerne have dette anløb tre gange om ugen, når alt kommer til alt?

Spørgsmålet bliver med andre ord vendt mere og mere på hovedet, efterhånden som han står i fare for at få det, som han gerne vil have det.

Det hele har med hans fars død at gøre.

Med øens fortsættelse.

141

Der er allerede gået et år, og nogle år er længere end andre, han slår knuder på kroppen og kaster med hovedet, rammer en endelig beslutning og lader Maria føre det næste brev i pennen, hun har en pænere håndskrift og en hel del andre sproglige fortrin. De sejler sammen ind med det og afleverer det, igen hos rådmanden, med en kopi til mejeriet, får mundligt tilsagn på stedet og sejler hjem igen, hold da fast, det gik hurtigt, de er næsten lidt fnisende på vej hjem, to unge, der har åbnet sig mod verden, de er blevet et fast punkt på kortet, et synligt punkt.

Men da mælkeruten to uger senere anløber første gang, og de alle fem står der på nykajen og tager imod trossen – det er nok med én, for skøjten skal bare have en spand mælk om bord, og det er så lidt, at skipperen, som Hans har gået i skole med, smiler nedladende ad både det nymalede nummer på mælkejungen og den kendsgerning, at var det her nu noget at lave ståhej om, på de andre øer leverer de både ti og tyve spande – så går det op for Hans Barrøy, at han har rakt djævelen en lillefinger og straks og med det samme er nødt til at opdyrke Gjesøya, der er ingen vej udenom.

Det efterår lader han jernbane være jernbane og ror med Lars, der egentlig skulle være begyndt i skolen, ud til Gjesøya og går i gang med at grøfte. Med hakke og spade. De sørger for, at der bliver hældning, og lægger sten og og risknipper i grøfterne, det kan blive til store enge herude mellem klippeknoldene.

Men det er et kolossalt arbejde, det nedbryder både sind og legeme, og allerede efter to uger begynder han at tvivle på, om det i det hele taget er muligt at gennemføre. Ikke fordi han har tænkt sig at give op allerede. Barbro er med dem nogle uger, Barbro er stærk med spaden. Efter endnu en måned hyrer de to arbejdsløse unge fra bygden. Men de skal have betaling, penge, øboerne ikke har.

Da frosten endelig kommer, retter Hans Barrøy ryggen og fø142

rer en skelsættende samtale med sig selv: Dette nye land, der her ligger foran ham, og som han kan betragte med udmattet tilfredshed, det er usigelig smukt, ingen tvivl om det, men er det egentlig hans på linje med de øvrige enge?

Det er næsten en makaber tanke, som indikerer, at han ikke bryder sig om at arbejde med jorden, at han er en havets mand, mere fisker end bonde, mere jæger end jordbunden træl. Det, der bare var tænkt som lidt overdådig tillægsjord, er i færd med at blive en eksistentiel byld.

Modsætningen mellem jord og hav har altid været der i form af en uro og en dragning: Når han er på havet, længes han hjem, og har han fingrene i jorden, griber han sig til stadighed i at kigge ud mod fisken og dybet. Men der har været en ligevægt i dette frem og tilbage, en gensidig og udholdelig afhængighed, der nu truer med at blive forrykket?

Han kan ikke trænge til bunds i virvaret, går i stedet hen til Lars og siger, at han skal give fanden i de risknipper, han kæmper med, nu nedlægger de arbejdet for i år.

De samler redskaberne sammen og ror hjem i den tavshed, der altid er mellem dem, når Lars ikke kan få sig selv til at spørge, hvad der foregår, og Hans lader, som om han ikke forstår, hvad drengen spekulerer på, nu ved han det heller ikke selv, det er en naturlig tavshed. De to unge får betaling og tager samme eftermiddag af sted med mælkeruten. Og en spand mælk.

Der er det igen: Barrøy får ost til gengæld for den mælk.

Og smør, rømme og fløde, det, de før selv producerede. Ja, de producerer det endnu af den mælk, de beholder, men er det her et fremskridt, de har brug for kontanter, til grej og både og alt det, der har med havet at gøre, ikke den samme ost, som er ostet et andet sted, af nogle andre.

Han har aldrig følt sig mere ynkelig.

143

Men det er blevet december, den tid på året, hvor beslutninger kan udsættes. Han fisker udenskærs sammen med Lars frem til jul og arbejder sig hen imod en slags retning. Efter endnu en vinter på Lofoten kommer han hjem og køber tømmer, fire olietønder og et hundrede løbende meter solide planker, så de kan tømre en flåde sammen nede sydpå på Barrøy og sætte dyrene over sundet til Gjesøya, det gøres også på mange andre øer.

Gjesøya bliver altså ikke til høslæt, men til græsning. For ungdyrene. Mens køerne stadig går derhjemme. Nu kan de producere mere mælk. Og sætte flere ungdyr ud.

Da Lars begynder i skolen, kommer han på sin første skoledag til Havstein med Maria og Barbro, ikke roende, men siddende på en af Barrøys to junger om bord på mælkeruten. Han er stadig lille af sin alder, så der er ingen, der gør et nummer ud af, at han kommer et år for sent. Kvik i pæren er han også, han kan læse.

Og hjemme på Barrøy sidder Hans og føler endnu en gang, at han har spildt et år.

A lligevel har det været et vigtigt år. Langt vigtigere end de to sidste, han har spildt. Selv om han stadig ikke har rækkevidden af det klart for sig. Han savner sin far.

144

Fyret

Samme efterår skal varden sættes op. Men det sker i Hans Barrøys fravær, for nu skal han på anlæg igen, det handler om jernbane og rede penge. Det sker også i Ingrids fravær, hun skal konfirmeres og have undervisning sammen med femten andre unge fra øerne, bo hos Karen Louise Malmberget i den tid, det tager, lære at tjene i et hus, og, bedst af det hele, være sammen med Nelly, Josefine og en anden pige, kan det blive bedre? Karen Louise er desuden med barn igen, det er præstens ottende, og ingen af dem er døde.

Det betyder, at kun Maria og Barbro er på Barrøy, da fyrvæsenet ankommer. Det er et arbejdshold på elleve mand, også de har båd og flåde, og de er klædt som en blanding af jernbanebisser og sjakbajser, en fornem slags arbejdere med sixpence, veste, blanke røjsere og uldne trøjer, der får dem til at ligne ingeniører.

De har gode manerer og er høflige, når de vil købe kød, fisk eller fladbrød, og lægger også en hel del penge. De sover om bord på en jernbeslået båd ved navn Glunten II, der ligger fortøjet ved nykajen, når den ikke i godt vejr kan ankre op lige ud for anlægspladsen.

Men der opstår en misforståelse allerede den første dag, som Maria ikke får rettet op på eller er ligeglad med. De starter nemlig ikke som aftalt arbejdet på Skarvholmen, men på sydspidsen af selve Barrøy. Det bliver heller ikke en varde, men en jernkonstruktion, fire T-bjælker bores ned på højkant, støbes fast i fjeldet og får en mandshøj lygte på toppen, et hvidt fyrtårn med

145

en rød hat, der på afstand ligner både et insekt og en svævende cirkusklovn. Det skal fyres med petroleum, der hentes op med en slange fra en tank, der boltes fast til fjeldet nedenunder, og det skal brænde fra første oktober til første marts og være slukket – men godt synligt med sine røde og hvide farver – resten af året.

Nu er det snart november.

Så der har været et pulserende lys på sydspidsen af Barrøy i mere end en måned, da anlægsarbejderen kommer hjem og farer i flint, et evigt markskrigerisk juletræ på hans egen ø!

Men han møder ikke nogen forståelse, hverken hos Maria eller Barbro. De viser ham et hundrede og toogtyve kroner, som de har fået i leje for grunden, og fortæller, at de i al fremtid også får en lille, men fast indtægt for at passe og vedligeholde lygten. De er ikke bare blevet mælkeproducenter og et fast punkt på kortet, de er blevet fyrpassere og lønmodtagere, i statens brød.

Det kan Hans Barrøy ikke klare.

Han kan ikke være i nogens brød.

Han tager med mælkeruten ind næste dag uden Maria. Og allerede da Barrøy fortaber sig i havet bag ham, begynder han at tænke over den kendsgerning, at han ikke ror eller sejler, men kommer anstigende med en ny rutebåd og i sit fine tøj, som om det er en svaghed ved den klage, han har planer om at fremføre, og denne uortodokse »handel«, de har indgået, den er måske ikke så enkel at klage over alligevel, og til hvilken instans?

Han står i styrehuset sammen med sin gamle skolekammerat Paulus, der har haft dette fredelige job i årtier, fast betalt for ikke at lave andet end at sejle i rent farvand mellem Handelen og øerne og have landlov, når han vil.

I Havstein hjælper Hans til med at få mælken om bord, hele enogtyve spande fra de fem gårde, som de sænker ned i lastrummet og placerer på ballastblokke, inden de sejler videre til Skarven, tager imod femten spande til og elleve mere fra Lutvær og 146

ankommer til Handelen et stykke ud på aftenen. Så er det for sent at opsøge rådmanden, og han går hen i roerboden, som øfolkene disponerer over, fyrer op i ovnen, laver kaffe og sover på sagen.

Heller ikke næste morgen går han op i bygden. Der ligger damperen nemlig til kaj ved Handelen, hovedøens forbindelse med fastlandet. Og der sker et eller andet i ham. Han går om bord og tager med ind til byen, opsøger skibsprovianteringen og anskaffer fire nye linekar, otte kvejle grej, tavser, kroge, hampereb og knive. Derefter køber han kaffe og en sæk sukker, en sæk ærter og tyve pund røgede pølser, en juledug, tre julehæfter for børn, to flasker brændevin, otte meter blåblomstret kjolestof og en kommode med seks skuffer samt et indrammet skilderi af en sejlskude.

Han tager damperen ud igen samme eftermiddag, overnatter i roerboden, får varerne læsset over i mælkeruten og er hjemme på Barrøy, nøjagtig et døgn efter at han tog af sted.

Der bliver han modtaget af familien, der står klar med to mælkespande.

Det er ikke kommoden, der gør størst indtryk på dem, det er julehæfterne og dugen. Men det er inden, de får betragtet møblet nærmere, det passer perfekt ind i den fine stue. Maria kan se, at der er noget, der ikke stemmer. Hun åbner skufferne, de glider som olierede hjul på smurte skinner, den har indadbuede ben med små kattepoter, udskæringer foran på alle skuffer og de fire afrundede hjørner, og på et messingskilt på bagsiden læser hun »Møbelsnedker Kofoed&Sön Nidaros«.

Hun spørger, hvad manden nu har fundet på. Han spørger, om hun ikke synes, den er fin. Hun spørger, hvor meget den koster. Han siger, at han ikke kan huske det. Hun spørger, om han ikke fik en kvittering. Han siger nej. Hun trækker skufferne ud og skubber dem ind igen og mærker en svag duft af kamfer, hibiscus og kirsebær, hun ved ikke hvad, hun mærker duften af

147

noget eksotisk og kigger på manden, der står med ryggen til med hammer og søm og hænger skilderiet med sejlskibet op ved siden af vinduet mod øst. Han sørger for, at det hænger lige, går ud i køkkenet, sætter sig i farens gyngestol, skænker en dram, tænder piben og siger, at i morgen skal de slagte. De har ikke altid haft gris på Barrøy, men i år har de haft en. I morgen skal den dø.

På den anden side af bordet sidder Ingrid og Lars og læser i julehæfterne. Også Barbro læser i et julehæfte, der er billeder i.

Maria går i gang med at lave mad. De spiser, drikker kaffe, og Barbro beder Lars om at skrive julekort til familien på Buøy og Gjesværet, som de kan sende med mælkeruten. Hun sidder og er stum af beundring for hans hånd og hans skrift.

Da børnene er gået i seng, skænker Hans tre dramme, giver Maria og Barbro en hver og skubber de et hundrede og toogtyve kroner tilbage over bordet, så de denne vinter kan slippe for at handle på kridt, mens han er i Lofoten. Maria siger, at det ikke er nødvendigt. Han siger, at jo, det er det. Hun siger, at han egentlig ikke har de penge. Han bliver vred og går op i seng. Pengene ligger stadig på bordet. Så rejser Maria sig også og går i seng.

Barbro hører stemmer fra Sydsalen. Så stilhed. Hun drikker både sit eget og Marias glas ud, lægger i ovnen og tager pengene med op i kammeret. Også Barbro har en kiste.

148

Kedsomheden

Efter konfirmationsforberedelserne inde i præstegården synes Ingrid, at der er kedeligt på Barrøy. Det hjælper ikke noget, at der står en lygte og vejleder fremmede skibe i mørket. Ikke fordi hun længes væk, hun længes efter et anderledes Barrøy, eller hun vil gerne tage øen med ud i verden og fylde den med alt det, den mangler, og det er ikke så lidt, så sprængfyldt er hun af et eller andet, at det er et slid at hente tørv og gå i stalden og kartoffelkælderen, røgte garn sammen med Barbro og rense fisk, den slags gør kvinder ikke, de står foran et spejl og synger i kor, mens de venter på et brev, der kommer, de ler sammen med deres veninder og går i flok hen ad en vej i ens tøj, mens himlen er azurblå, og havet ikke høres, ikke engang i det fjerne.

Mærkeligt nok sker der endnu mindre på Barrøy de næste vintre, nætterne er så søvnløse, at hun spekulerer på, om hun er syg, og bliver liggende, indtil moren jager hende ud af sengen, hun har ingen at elske herude, Barrøy er ikke til at kende igen med sin monotone lyd af vand og vind, som hun ikke lagde mærke til før, den driver hende til vanvid ligesom mågeskrigene, strandskaderne, edderfuglene og de idiotiske skarver, der står som forkullede munke på skæret derude og drejer kutten efter vinden. Hun vil ud at tjene, det vil hun.

Men verden vil ikke have hende.

Verden har pludselig en overflod af sådan nogle som Ingrid.

Maria søger og forhører sig, både med og uden datterens vidende,

149

men det er, som det er, og faren siger, at hun kan tage med til Lofoten som kok. Men det sætter Maria sig imod, hun har selv været kok i Lofoten, det var der, hun mødte Hans, det må være nok. Og ekstra irriterende er det, når Lars er hjemme og vil have Ingrid med på havet, og hun er blevet alt for meget kvinde. Hun tager med alligevel og holder båden i ro, mens Lars står bredbenet og røgter garn og slagter og er vild og gal i det helvede, han hører hjemme i.

Men en dag viser Maria hende endelig brevet, hvor der står, at hun har fået plads hos Oskar, søn af Handelens ejer. Hans kone hedder Zezenie, hun er fra et sted sydpå i landet, de har to børn, der skal passes, i et nybygget hus oven for Handelen.

– Du skulle jo være rejst for flere år siden.

Ingrid nikker.

– Så bliver det jo nemmere nu, siger Maria, som om det er velkendt for hende, at alle veje fører tilbage. Eller måske er det misundelse. Eller begyndelsen på et savn. Men mælkeruten er blevet et ur, den har givet dem samme tidsregning som fastlandet.

Mor Tommesen står med sine børn og venter, da Ingrid går i land ved Handelen, de hilser, og Zezenie er venlig, kølig og snakker dialekt. Ingrid bærer den lille kuffert op ad bakken, væk fra havet og de hjerteskærende lyde og ind i stilheden. Det nye hjem har vejrhane og dragehoveder på rygningen og er omgivet af høje duvende træer, der rasler med bladene i aftenbrisen, men også det er en form for stilhed.

Hun føler sig dum på samme måde, som da hun begyndte i skolen, da de går ind gennem døren, men Zezenie lægger ikke mærke til det, på en hensynsfuld måde, og viser hende hendes værelse, som om hun har skabt det med sine egne hænder. Ingrid beundrer skuffer og skabe og lægger ikke mærke, til, at fruen går tæt forbi hende, snusende, for at mærke, om hun lugter, men hun 150

opdager det, da hun også tager hendes hænder for at byde hende velkommen endnu en gang og undersøger hendes negle. Men dem har Ingrid skrubbet under opsyn af Maria, så hun bliver roligt stående, mens inspektionen foregår, og tænker, da de går ned for også at have undervisning i køkkenet, at hun har bestået eksamen, og at sådan vil det fortsætte: En kakkelovn med blå fliser fra byen Delft i Holland er trods alt ikke anderledes at fyre i end en sort ovn på Barrøy, den varmer bare ikke så godt, men i længere tid, og koks er ikke sværere end tørv, det er nemmere.

Her ser du stuerne, siger Zezenie, tre stuer, der danner en slags stigning ind mod den mest private, hvor der også står en kakkelovn, men den skal Ingrid kun fyre i én gang om dagen, klokken fem, så den er varm til klokken syv, når manden kommer hjem fra arbejde, og der er uret, hun kan orientere sig efter, et stykke arvegods med penduler, romertal og messinglodder, som hun skal trække op hver fjerde dag. Ellers har hun ikke noget at gøre herinde, og børnene må ikke lege her. Ingrid spekulerer på, hvorfor hun nogensinde har været bange, og tænker, at det måske var hende selv, der tøvede for længe ude på øen, og ikke verden, der ikke ville have hende, hun kan have taget fejl på det punkt, og det har hun ikke tænkt sig at gøre igen, for mistanken om, at det kan have været moren, der holdt hende tilbage, at det har været Marias ensomhed, den strejfer hende ikke.

151

Hjælpeløs

Efter den lykkelige konfirmationstid i præstegården blev overgangen til livet hos sønnen af Handelens ejer og hans kone ikke så svimlende. Derimod blev den indviklet. Børnene var for det første ikke ligesom præstens. Den ældste var syv og gik af en eller anden grund ikke i skole. Han hed Felix og skreg som et dyr, når han ikke fik det, som han ville, så flygtede hans mor ud af rummet og overlod det til Ingrid at berolige ham.

Den anden var en pige på tre, Suzanne. Hun lå for det meste i en vugge, der var stor nok til en mand, og sad ellers på skødet af sin mor eller Ingrid og interesserede sig tilsyneladende ikke for noget, eller hun blev kørt rundt i en lille blomsterdekoreret trævogn, også udendørs, af Ingrid, når hun blev sendt ud for at købe ind eller ned på Handelen efter fisk.

Ingrid kunne godt lide turene til Handelen som en dagligdags foreteelse, trillende med et barn, det gjorde hende fem år ældre, til et væsen med ansvar. Hun lagde vægt på, hvordan hun klædte sig og talte med folk, så snart de tiltalte hende, og smilede, så de talte videre, Ingrid var en mild og omgængelig ung pige fra øerne, mærkeligt nok.

Men der var dette slappe barn, der ikke var renligt endnu og ikke engang kunne sidde oprejst på gulvet, langt mindre tage et skridt. Ingrid mente, at hun kunne være syg. Det ville Zezenie ikke høre tale om, Suzanne var bare lidt sart. Det lød næsten ophøjet, som porcelæn.

152

Med madmor var der også et eller andet, hvis hun altså ikke bare tilhørte sin stand på en normal måde. Hun kunne sidde og sy og pludselig rejse sig med et kort udråb og løbe ud og forsvinde ned på Handelen, hvor manden Oskar havde regeret, siden hans far blev uarbejdsdygtig, og komme tilbage med et smil på læberne eller opløst i tårer, med forpjusket hår, og af og til i begge sindsstemninger på én gang. Så var hun forbavset over, at Ingrid havde givet Felix mad, det havde hun været nødt til for at dæmpe hans stemme, men især fordi uret havde slået.

Hans mor klappede ham forsigtigt på hovedet som af frygt for at brænde sig og gik op i seng på førstesalen efter først at have åbnet vinduet og luftet ud, noget, Ingrid aldrig havde hørt om, at man luftede ud i et værelse, der ikke var oset i, og viste sig ikke igen før efter mørkets frembrud, da Ingrid for længst havde givet børnene aftensmad, og manden i huset kom hjem og satte sig i den inderste stue for at ryge pibe.

Fra køkkenet kunne Ingrid høre ægteparret le og skændes og råbe til hinanden og derefter le igen i et så brat omskifteligt tempo, at hun efter en god uges tid begyndte at gå tidligt i seng, for over maden udspandt sig den samme udmattende samværsform, og hun syntes ikke, at hun var i stand til at svare noget særligt på deres spørgsmål eller følge med i, hvad de lo ad.

Sønnen af Handelens ejer var høflig og fjern, uklar og munter.

Han samlede på frimærker i en stor protokol og på kobberstik af Napoleon og danske og svenske konger, der havde regeret i Norge, som han lagde ud på det store stuebord, og som det var Ingrids opgave at samle sammen igen i den rigtige rækkefølge.

Han havde også en måde at kigge på hende på og blinke til hende, når Zezenie ikke lagde mærke til det. Og så kunne han ikke pille ben fra fisken, men lagde bare et stort stykke torsk på tallerkenen, masede gaflen ned i det og stak både fisk og skind og ben ind i

153

munden for så at pille alt det ud igen, der ikke hørte hjemme i maven, det var temmelig besværligt, når han også skulle snakke.

Desuden brugte han briller, og de duggede altid. Ingrid spurgte, om hun skulle pudse dem. Da så han på hende med et så uklart blik, at hun ikke opfattede, hvad han svarede. Hun tænkte, at han gik rundt og bar på noget, at han var fyldt med noget gebrækkeligt ligesom sin søn, som han aldrig snakkede med, det var et hus, hvor forældre og børn levede i hver sin verden.

A lt det var jo den ene lille skuffelse efter den anden i et rigt hus, hvor det burde være unødvendigt, at noget som helst ikke levede op til Ingrids forventninger.

Der var heller ikke ret meget at lave, de havde ikke engang dyr, og hver uge kom en ældre kone fra en lille gård inde i kløften bag kirken og gjorde rent med brun sæbe i alle ni værelser, med undtagelse af Ingrids, det måtte hun selv klare, og i køkkenet.

Hun kom i mørket og gik i mørket og fik ofte ikke betaling, lagde Ingrid mærke til. Zezenie stod uden så meget som at se forpint ud og sagde, at hun ikke havde penge i dag, Ingeborg kunne vel handle på kridt så længe?

Den gamle sagde aldrig noget, var tavs og krumbøjet og omgivet af en mærkelig lugt, fedt? Men hun gennede rundt med børnene, som om de var i vejen, og det var de ikke, det sørgede Ingrid for, hun sørgede for det meste, hun havde gjort huset til sit eget, også dets mærkelige vaner, hun var begyndt at forsvare det, også over for sig selv, nu begyndte hun vel også snart at se på husherrens fiskespisning, som om det var en normal foreteelse.

Men hun havde kun været der i knap tre måneder, da der kom bud fra Handelen om, at Oskar Tommesen som planlagt havde taget damperen ind til byen, men ikke var kommet tilbage.

Det kunne der godt være mange grunde til, bare ingen plausible, og resten af aftenen gik Zezenie rundt i huset og vred hænder og 154

var ude af stand til at besvare de spørgsmål, Ingrid havde forstået, at det kunne være en fordel at stille fra tid til anden for et tyende.

Da manden ikke dukkede op dagen efter og heller ikke den næste, holdt børnenes mor ganske enkelt op med at interessere sig for dem og gik rundt som et forvirret genfærd og talte møbler og inventar og noterede i en bog med stift bind, før hun begyndte at sortere og pakke i store kufferter. Der var lyd og lys omkring hende også om natten, tre dage og to nætter. Så forsvandt også hun uden et ord, var der bare ikke, da Ingrid en morgen stod op og gik ned for at tænde op og lave kaffe, der var bomstille, mørkt og så stille, som der aldrig havde været før.

Hun ventede, til uret slog, fik børnene op og gav dem mad og gik i gang med at vente. Ingenting skete. Hun gik op og bankede på ægteparrets soveværelsesdør, ikke noget svar, hun kiggede ind, en opredt dobbeltseng og ikke et menneske. Ingeborg kom for at gøre rent, forstod tydeligvis, hvad der var sket, og mumlede ja, nu gik det så den vej, det gik, den konkurs, som alle havde ventet på, det havde måske stået ikke i stjernerne, men i hvert fald mellem linjerne i avisen.

Ingrid anede ikke, hvad en konkurs var. Hun læste heller ikke avisen, der kom tre gange om ugen, og da den gamle mumlede noget om, at ægteparret Tommesen junior sikkert var rejst til Amerika, kørte alting rundt i hovedet på hende.

Ingeborg havde ikke engang taget overtøjet af, men sad i det store tomme køkken og drak kaffe for første gang, af en kop med guldkant, og hun kunne fortælle, at det var gået ned ad bakke med huset, lige siden den gamle blev syg.

Ingrid følte en forvirret lettelse over, at det så i hvert fald ikke havde noget med hende at gøre. Men det havde det jo, det var jo hende, der sad her med to børn, der ikke var hendes. Og der blev ingen gulvvask i dag, Ingeborg drak kaffen ud og sagde, at hun næppe kom tilbage.

155

– Men hvad skal jeg gøre? råbte Ingrid.

– Ja, hvad skal vi gøre? sagde den gamle og gik.

Ingrid fortrød, at hun ikke var begyndt at græde for længe siden, nu hvor ingen så det, var det jo for sent.

156

Ensom

Fra sit vindue havde Ingrid udsigt over havet og øerne. Barrøy var mørkere end de andre, måske på grund af mere græs end klipper og fjeldsider. Hun så øen hver aften, sagde godnat og så den igen om morgenen, nogle gange tydeligt, andre gange som en svævende skygge, nu var det efterår og mørkt, og der var ingenting at se.

Hun stod op, lavede mad, slukkede lamperne og legede med børnene, tændte lamperne og legede med børnene, det var Felix’ tur til at få bad, aftensmad, Suzanne i seng, derefter Felix, der ikke spurgte efter sin mor en eneste gang, men gik rundt i huset og slog på møblerne med en kæp, som Ingrid tog fra ham, og det udløste nye vræl.

Næste nat sov hun slet ikke. Men igen stod hun op klokken seks, lavede morgenmad til tre og spiste alene, ventede ved siden af to ubrugte tallerkner, til uret slog, og gik så op og vækkede børnene, gav dem mad, klædte dem på og gik ud på tur gennem bygden, det regnede, og hun burde jo gå ind et sted og spørge nogen, hvad hun skulle stille op.

Men hvem?

Hun var i præstegården, men der var helt mørkt. Hun gik hjem igen og legede, spiste og vaskede op, tændte lamperne og trak uret op, det var ingens vaskedag i dag, gudskelov.

Nu sov hun som en sten.

Men vågnede ved stilheden. Og ved, at hun græd. Hun åbnede

157

vinduet, hørte havet og faldt i søvn igen, stod op og gik ned og dækkede op til tre voksne og to børn, hun var den ene af de voksne, ventede, indtil lyset fyldte vinduerne, vækkede børnene og tvang Felix til at tage tøj på og gav ham en lussing, da han brølede. Hun gik ned med Suzanne, og Felix kom surmulende bagefter, halvvejs påklædt. Hun hjalp ham i resten af tøjet og sagde, at en syvårig, der ikke selv kan tage tøj på, er en skam.

Han løb ud i strømpefødder, hun løb efter ham, slæbte ham ind igen og tvang ham til at sidde ved bordet. Efter maden hjalp hun ham i overtøjet, klædte Suzanne på og gik med begge børn ned til kajen, hvor hun gav sig til at vente på damperen.

Damperen kom ind i et let snefog, lossede varer, tog mælk og fisk om bord og sejlede igen.

Hvad skulle de skulende blikke betyde?

Det blev til endnu en vandring rundt i bygden for det tilfælde, at nogen skulle få øje på dem. Men ingen standsede og stillede spørgsmål og syntes, det var hyggeligt at møde hende, som hun kom slæbende med to rigmandsbørn. Hun kom hjem igen, tændte lamperne, lavede mad og badede Suzanne og sad og snakkede for døve ører, indtil hun faldt i søvn, heller ikke Suzanne nævnte sin mor.

Også næste dag kom damperen.

Og sejlede igen.

Ingrid gik rundt i bygden med børnene. Uden at vække opsigt.

Margot i Boden sagde, at selvfølgelig kom deres forældre tilbage, men nævnte også, at Ingrid måske ikke skulle tage alle de varer, hun havde lagt på disken, for hvem skulle betale for dem ...?

Ingrid så tomt på hende.

Der var snak om nye ejere til Handelen, men ...

Endnu en nat uden søvn. Og næste morgen kom der hverken nye eller gamle ejere. Ingrid pakkede den lille kuffert og stod igen på kajen med to børn og så damperen lægge til og sejle igen.

158

Men mælkeruten lå der også og lastede tomme mælkespande, den ombyggede fiskeskøjte ejet af farens barndomsven Paulus.

Ingrid gik ned ad landgangen med Suzanne på armen og Felix i hånden og sagde, at hun ville med. Paulus sagde fra vinduet i styrehuset, at det kunne der ikke være tale om. Ingrid gik i land igen og hentede kufferten og den lille vogn, satte Suzanne op i den, stoppede tæpper ned omkring hende og satte sig på dækket med vognen mellem knæene. Felix satte sig ved siden af hende.

Paulus kom ned på dækket og gentog, at han ikke kunne tage dem med, i så fald måtte han have deres forældres tilladelse, desuden var vejret dårligt, det var ikke engang sikkert, at han kunne gå ind til Barrøy. Ingrid svarede ikke. Hun græd og sad urokkelig.

Felix var stum.

159

Lars

De blev modtaget af Barbro og Maria, der stod på Barrøys nykaj i kulingen med to spande mælk og stirrede himmelfaldne ned på dækket, hvor Ingrid var faldet i søvn og nu vågnede, stiv og øm. Børnene var søsyge og havde kastet op. De fik dem på land.

Paulus bandede og løftede dem op en ad gangen, også vognen, som der ikke var brug for herude. Men de kunne i det mindste bære den mellem sig som en båre med Suzanne i.

Felix blev kvik igen og gik selv. Og nu holdt han Ingrid i hånden.

Ingrid var nødt til at gentage historien både fire og fem gange, da de var kommet ind i varmen, før hun faldt i søvn på bænken i køkkenet, og hun snakkede løs og var helt fuld af en følelse, ingen kan sætte ord på, lettelsen over at være hjemme igen, afsondret på havet, med to fremmede børn, som hun ikke kunne fordrage.

To dage senere tog Maria ind for at forsøge at få klarhed over mysteriet, men kom tilbage med uforrettet sag, børnenes bedstefar var ikke i stand til at redegøre for sig, præstefruen var stadig ikke kommet tilbage, og Margot hos Købmanden ...?

Endnu en uge gik.

Med dårligt vejr og to dage uden mælkerute. Maria tog endnu en gang ind og med samme magre resultat.

I mellemtiden sov Suzanne sammen med Ingrid, mens Felix lå alene i dobbeltsengen i Nordsalen. Han var holdt op med at skrige 160

efter at have prøvet en enkelt gang og være blevet stoppet af Barbro, der tvang ham med ud i stalden og ville lære ham at malke, for det kunne hendes søn, selv om han var mand. Felix græd og malkede og sagde aldrig, at han savnede nogen. Han ville have legetøj og fik værktøj at lege med. Så holdt han op med at græde.

De gav ham tøj, som Lars var vokset ud af. Og efter tre dage var han med Ingrid på havet for at pilke, selv om han hverken kunne ro eller slagte fisk, en dreng, der var vokset op i en fiskehandel?

Men Ingrid var tålmodig og hjemme igen i sit eget farvand.

Felix hørte efter og fumlede og var også med dagen efter. Han hentede brænde og tørv, når de bad ham om det, og skummede fløde sammen med Barbro, og inde i huset kravlede Suzanne rundt på køkkengulvet og pludrede og så ud, som om hun havde planer om at rejse sig op hvert øjeblik.

Hun fik pottetræning på Lars’ stol. Maria sad og holdt hende mellem knæene, slap hende så, og hun faldt. Barbro gjorde det samme. Suzanne kravlede og faldt, og senere samme aften klatrede Felix op på Barbros skød og var ikke til at få ned igen. Hun blev siddende, til han faldt i søvn. Så bar de ham op og lagde ham i seng. Og Ingrid mærkede den kraft, som kun en fugl kan forstå, når den sidder der på et højdedrag med udfoldede vinger og kan lade vinden klare resten.

Da børnene havde været der i ti dage, kom Lars tilbage fra skolen i Havstein. Roende. Han havde fisket undervejs, fortøjede til lejderen under kranen på nykajen, kiggede op og fik øje på et fremmed ansigt.

– Hvem er du?

– Jeg er Felix, sagde Felix.

Lars klatrede op, hejste fisken op på kajen og skar den op ved rensebordet, mens Felix stod og kiggede på. Han flækkede det meste af fisken, saltede den i en kasse og skar fersk fisk af resten

161

af fangsten, lagde stykkerne i en spand og bar den hjem sammen med skoletasken. Felix fulgte efter. Da de kom ind, spurgte Lars endnu en gang, hvem drengen var. Hans mor gav ham det samme svar. Felix. Det gjorde Ingrid også, hun sad ved vinduet og strikkede. På gulvet sad en lille pige og gnavede på et hægskaft.

– Og hvem er du? sagde Lars.

– Suzanne, svarede Ingrid.

Lars satte fiskespanden på bordet ved siden af vandspandene, hvor han vidste, at hans mor ikke ville have den stående. Hun gav sig til at skælde ud. Lars grinede skævt. Hun spurgte, om det havde været en god rotur. Han sagde ja.

– Vejret er godt, sagde Barbro og gik i gang med at vaske fisken en gang til, selv om det ikke var nødvendigt, fordi Lars allerede havde gjort det. Han stod og kiggede på hende med det samme skæve grin.

– Hvad griner du ad? spurgte Barbro.

– Ad dig, sagde han og gik ud i bislaget for at tage overtøj og støvler af. Da han kom ind igen, stod Felix midt på gulvet og kiggede på ham. Lars satte sig ved bordet. Felix stillede sig foran ham.

– Nu skal du hente kartofler, sagde Barbro.

Det gav et sæt i Felix, han gik ud og kom tilbage med en spand og rakte den til Barbro. Hun kiggede ned i den og så ud, som om hun overvejede at sige noget.

– Hvad er der, mor? sagde Lars. Er der ikke kartofler nok?

– Jo da.

– Hvad er der så?

– Der er ikke noget. Hvad vrøvler du om?

– Jeg ser nu engang det, jeg ser.

– Hvad ser du så?

Lars svarede ikke. Han flyttede blikket til Ingrid og ventede, indtil hun spurgte, om han havde set Nelly inde i Havstein. Lars 162

tænkte sig om og sagde ja. Ingrid strikkede og spurgte, hvordan har hun det, Nelly? Lars trak på skuldrene, kiggede på strikketøjet og spurgte, hvad det skulle blive til. Hun holdt det op og viste ham ærmet på en trøje. Han rakte en hånd hen over bordet og mærkede på det.

– Hvem er det til?

– Til mig.

Ingrid stak armen ind i ærmet og viste ham det, knyttede hånden og spredte fingrene som kronblade, ligesom når Zezenie prøvede kjoler, der var en ribbort omkring håndleddet og et stjernemønster om overarmen, bundfarven var blå og stjernerne hvide. Maria kom ind fra stalden og opdagede Lars, satte en spand fløde fra sig og gik ind i spisekammeret efter en si, så igen på Lars og sagde: – Du må ro prammen rundt, det bliver ruskvejr.

– Når vi har spist, sagde Lars.

– Nu! sagde Maria og gik ud igen.

Lars så på Felix, der stadig stod og stirrede på ham.

– Vil du med?

– Ja, sagde Felix.

163

Præstens blik

Dagen før Lars skulle tilbage til skolen, kunne mælkeruten ikke lægge ind til Barrøy, men det kunne den to dage senere. Da var Lars der stadig, holdt tilbage af vejret.

Og Hans Barrøy steg i land på sin egen ø, hjemme fra anlægsarbejdet en god måneds tid for tidligt. Han havde en sort slange rullet om overkroppen som et bandoler, en trækasse blev hejst på land sammen med hans vadsæk. Ingen af dem forstod, hvorfor han kom nu.

Men de var glade.

Lettelsen over en mand, der kommer levende hjem, om han så kommer nok så uventet. Der er krise i landet og i verden, konkurser og stramme budgetter, folk må gå fra deres gårde, andre mister arbejdet, og det sprængningshold, han havde været sjakbajs for, var blevet sendt hjem med kun den løn, han allerede havde brugt på det her: Slangen var en olieslange, men den var ny og ren og kunne lede vand lige så godt som olie, og her er pumpe, si og rørdele.

Dem havde han i kassen, også vindejern til at skære gevind på kobberrør, så de omsider kunne få vand ind i køkkenet, det skulle have været gjort for længe siden, så nu skulle det gøres, før frosten gik i jorden.

– Men hvem er du? sagde han til Felix, der kom og tog Barbro i hånden og lignede Lars mere, end nogen af de andre havde lagt mærke til, en gentagelse af Lars, endda i hans eget tøj.

164

Ved siden af ham stod den egentlige Lars, en mand på tolv, og så op på sin mor og spurgte, om han ikke måtte blive, han ville ikke tilbage til Havstein. Hun kastede et blik om bord til Paulus, der stod på dækket med hænderne i siden, hvad bliver det til, han ville i hvert fald have sine tampe igen?

Før Barbro nåede at svare, lod Lars vadsækken dumpe ned på kajen og begyndte at løbe sydpå. De stod og kiggede efter ham.

Hans lo og sagde til Paulus: – Du må nok hellere bare sejle.

Han slap tampene. Paulus trak dem ind, rystede på hovedet og forsvandt ind i styrehuset. Så gik de hjem med kasse, vadsæk, en olieslange og to tomme mælkespande, det var virkelig et ur, denne forbindelse, de havde fået med resten af verden, et urværk, om ikke ligefrem velsmurt.

Næste morgen sendte Hans børnene rundt på øen med tørvekurvene for at samle mos. Han bankede hul i grundmuren under spisekammeret, og de næste dage lå han og Lars på ryggen inde under gulvet og satte en smal ti meter lang trækasse op under strøerne. Felix og Ingrid holdt til udenfor og stak materialer ind, efterhånden som de råbte, for brønden lå mod syd og køkkenet mod nord. Så slog de hul i brøndens mur og monterede sien godt en meter under vandspejlet, trak slangen gennem kassen, borede hul i gulvet og fik den trukket ind i køkkenet, den var kun en halv meter for lang. Så monterede de pumpen over udslagsvasken og skruede rørene sammen.

Men mosset var ikke tørt endnu. Det lå spredt ud på loftet i laden og skulle ende som isolering omkring slangen i kassen. Og det var stadig ikke frostvejr.

Spørgsmålet var, om det hastede.

Det gjorde det. Hans gik i gang med at tørre mos inde i køkkenet i otte fiskekasser, som han hængte op under loftet over ovnen.

165

Der lugtede af sommer i huset, høslæt, især oppe hos Felix og Lars, der nu sov sammen i Nordsalen, også det værelse havde en luge i gulvet.

Hans tog færøbåden ind til Handelen og forsøgte at få den gamle ejer i tale. Han lå hjemme hos et ældre ægtepar og blev passet for en betaling, de ikke længere fik, og mumlede, at en tragedie havde ramt hans søn. Han havde hørt om børnene, ja, han græd og sagde: – De har det nok bedre, hvor de er.

– Hvor? sagde Hans. På Barrøy?

Den gamle kiggede ind i væggen.

Hans havde kendt den mand hele sit liv, en fyrste og en høvding på kysten, og forbandet ham utallige gange, en mand, der levede af andres arbejde, men synet af ham liggende her som et elendigt resultat af eget liv, det gav ham ingenting.

Han gik igen og opsøgte i stedet præsten, der var tilbage efter et efterår i nabosognet.

Også Johannes Malmberget havde hørt om børnene og Ingrids trængsler, men undskyldte bygdefolkene med, at de havde det samme syn på de rige som alle andre, for livet er et helvede.

Meget tyder desuden på, at den unge Tommesen har taget sit eget liv, sagde Malmberget med dæmpet stemme. Og konen befinder sig på et asyl på Bodø, der må være måde med skadefryden, han ville nævne det i sin prædiken nu på søndag, den blev skrevet netop i denne stund, om Hans ville have en dram?

Jo tak, han tog gerne en dram.

Han fik tre. Og de blev siddende uden at komme længere end til, at de var nødt til at se tiden an, måske havde Zezenie familie, måske meldte den sig, selv om præsten ikke havde den store tiltro til det, uden at Hans fik fat i hvorfor. Det faldt ham ind at sige: – Måske kan du tage dem?

166

– Hvem?

– Børnene.

– Øh?

– Ja, du?

Johannes Malmberget kiggede ned i skødet, lod blikket vandre langs væggene, indtil det vendte tilbage til Hans Barrøy, så sænkede han det som en form for afbigt og mumlede, at det var så som så med forsorgen i bygden, den var kun et fattigvæsen, og børnene var rige, eller havde været det, det var det, de to blikke udkæmpede et stille slag om, hvad man stiller op med de rige, når de bliver fattige, den omvendte logik, historien i revers, det er lige så meningsløst, som at vandet løber opad.

Karen Louise kom hen og stod i døren og så ud, som om hun havde planer om at byde dem noget, men forsvandt igen, og de sad et stykke tid endnu, før Hans Barrøy rejste sig, takkede for skænken og gav hånd til præsten.

Også præsten takkede.

Hans Barrøy gik ned til Købmanden og handlede som sædvanlig mere, end han havde råd til, men han havde stadig en slags navn og sejlede ud på fjorden i et lyserødt aftenlys, der varslede vejromslag, østenvind og frost. Han tænkte på mosset i kasserne i køkkenet og mumlede: – Matutinum, matutinum ...

Det er latin og betyder i morgen, i morgen, havde han set i en bønnebog på anlægget, og ordene var blevet siddende i ham som prydgenstande, der var gode at have i munden, og han var sjældent højtidelig til mode over at være hjemme igen på sin egen ø, han, som kunne alle hundekunster og kneb med at længes hjem uden at gå til grunde, nu var det endelig afgjort, også derinde hos præsten, at når alting revner, holder øen stand, det vidste han jo godt, men havde ikke mærket det så religiøst som nu, hvor det gik så skævt med verden, og han havde en tungere byrde på sine

167

skuldre end nogensinde, tænkte han og slap sejlet ud for landingen, så båden kunne glide de sidste favne ind og sætte jernet i træværket.

Men han gik ikke op i huset Han løftede varerne op, trak båden ind, satte sig på dørtrinnet, fandt piben frem og lagde mærke til, at han ikke var i stand til at rette fingrene på sin højre hånd ud, som om han stadig holdt omkring rorpinden. Der sad han og røg og kiggede nordpå i det lyserøde skær, der langsomt blev blåt. Og der fandt de ham død.

Da var han så stiv, at det så ud, som om han stadig sad op, da de lagde ham ned. De kunne ikke rette ham ud, og det kunne de ikke se på, så de lagde et dække over ham, og den af dem, der var i stand til det, satte færøbåden i vandet igen og sejlede tilbage til Handelen for at give besked, og det var Lars.

168

Porcelæn

Det var den mest meningsløse død på hele kysten. Hans Martinsen Barrøy var ikke mere end halvtreds og stærk som en bjørn.

Præst Malmberget kom ud med munden fuld af ord som hjemsøgt og lidelse og også nogle maritime gloser, han glemte aldrig, hvor han virkede, og var lige så dødsens ræd for havet, som han altid havde været. Findes der noget mere forfærdeligt end bølger, tænkte han, da han udmattet ankom i tykningen og med svømmende øjne kunne fastslå, at Maria havde lagt hænderne i skødet og var blevet stum. Det samme var datteren, Ingrid.

Og hvad var der med blikket hos denne Lars?

Barbro stod med ryggen til og skældte ud på lillepigen og slap for at se på præsten, tilværelsen var styrtet sammen, og Johannes Malmberget var nødt til selv at træffe alle afgørelser, sørge for at få fragtet liget ind og ordne begravelsen.

Da dagen kom, sørgede Adolf i Malvika og Thomas på Stangholmen for at hente familien ind i endnu en heftig kuling til den mest grundlæggende bisættelse, præsten havde forrettet, indtil han til sidst kunne trykke hænder og mumle sine ritualer. Han ville komme ud og se til dem med jævne mellemrum og også sørge for børnene. For så bare at høre Marias eneste ord i løbet af de dage, om han også havde tænkt sig at tage børnene fra dem?

Dagen efter begravelsen stod Lars op og tændte op, skar fiskekasserne, der hang over ovnen, ned, vækkede Ingrid og sagde, at

169

hun skulle lave kaffe til Maria og Barbro. Ingrid ville ikke stå op.

Lars sagde, at hun ikke havde noget valg.

Der var noget i hans blik.

Resten af dagen lå han og Felix på ryggen under gulvet og stoppede mos ind i rørkassen og sømmede den til. Så murede de hullet i grundmuren til. Lars var holdt op i skolen, det var tydeligt for enhver med øjne i hovedet. Han tog prammen og roede med noget værktøj over til Moltholmen, hvor han slog en bolt ned i klippen. Felix var med og måtte holde en klud omkring boret, så det ikke sprøjtede, når han slog med hammeren, han spurgte, hvad det skulle blive til.

Lars sagde, at han måtte vente og se.

De roede tilbage til Barrøy og gik ind i den nye bro og hentede fem garn, roede igen ud til Moltholmen med en talje og tov, gjorde taljen fast, trak tovet igennem og roede det tilbage til Barrøy, hvor de også satte en bolt i. Så trak de en længde på fem garn ud, der spærrede det halve af sundet og trak det endnu lidt længere ud, så det blev stående midt i.

Barbro havde set dem fra huset og kom ud og spurgte, hvad de var i gang med. Lars sagde, at nu kunne de fiske fra land, også i uvejr, der gik både torsk og sej gennem sundet, og flyndere, og om sommeren kunne de tage laks. Han ville også spærre sundet mellem Barrøy og Gjesøya og Barrøy og den nærmeste Skarvholm, det blev femten garn.

Barbro rystede på hovedet.

Lars sagde, at det var noget, Hans havde snakket om at gøre, når han blev så gammel, at han ikke kunne komme ud i en båd.

Barbro gik tilbage til huset og fortalte Maria, hvad de var i gang med. Maria reagerede ikke, hun og Ingrid sad med hver sit strikketøj i skødet og så ud, som om de efterlignede hinanden. Barbro gik i gang med maden. Nu kunne Suzanne stå ved siden af bordet og bide sig fast i bordkanten. Ingen lo ad hende. Hun faldt, rejste 170

sig igen, bed i bordkanten og stod oprejst. Ingrid græd og strikkede, indtil Lars kom ind og sagde, at hun skulle med over til Gjesøya, sundet var for bredt, vejret for dårligt og Felix for lille.

Felix fulgte efter og råbte, at han ikke var for lille.

De tog af sted alle tre, slog en bolt ned på nordspidsen af Gjesøya og en på hver af Skarvholmene og satte tre garn i det sidste sund. Så var det aften. De gik ind i den nye bro, skar saltfisk op, hentede kartofler i kælderen og gik tilbage til huset. Barbro sagde, at det var på tide, de kom.

– Nu kan Suzanne stå, sagde hun og vaskede kartofler, mens de andre sad og kiggede på Suzanne. Lars lod blikket glide over til Maria, der så ud, som om hun sov med åbne øjne. Han sagde, at det var første gang, de havde stole nok på Barrøy.

– Nej, det er det ikke, sagde Maria.

Det var det eneste, hun sagde den dag.

Dagen efter sagde hun ingenting.

Lars, Ingrid og Felix drog garn og fyldte tre kasser med torsk og sej, rensede fisken i broen, bandt torsken sammen, bar den hen til hjelden og hængte den op, skar fileter af sejen og tog dem med hjem, det var storsej. Barbro lavede fars af dem, stegte fiskefrikadeller og kogte kartofler og gulerødder, og Suzanne kunne gå tre skridt, før hun faldt. Sådan gik dagene. Uden at Maria sagde noget. Ingrid sov sammen med hende i Sydsalen, Felix og Lars i Nordsalen, Suzanne sammen med Barbro. Ingrids kammer stod tomt. Der boede ingen.

Da der var gået ti dage, spurgte Lars Maria, om de havde penge, de havde brug for varer. Maria svarede ikke. Ingrid hørte, hvad han sagde, og tog ham med op i Sydsalen, viste ham det, de havde i morens kiste, sagde, at der ville komme en opgørelse fra mejeriet en gang før jul, men det var ikke ret meget. Han sagde, at hun var nødt til at tage med ind og handle hos Købmanden før jul, og gentog, at han ikke ville have Felix med.

171

– Hvorfor ikke?

– Han bliver søsyg.

– Det gør du også.

Lars sagde, at han var vant til det, og at Felix slog sig meget i båden og havde sår på hænderne, der ikke helede på grund af saltet og frosten. Ingrid sagde, at hun ville kigge på det. De gik ned i køkkenet og spurgte Maria, hvad de havde brug for hos Købmanden. Hun svarede ikke. Nu var hun også begyndt at lugte.

Ingrid bestemte sig for at tvinge hende til at vaske sig og vidste samtidig, at hun ikke var i stand til det. Hun spurgte Barbro, hvad de havde brug for. Barbro nævnte en del varer, gulerødder, sukker ... Lars skrev det op på en gammel torsdag, som han rev ud af almanakken og stak i lommen. Så hørte de signalet og gik ud for at tage imod mælkeruten.

De byttede mælkespande. Men på dækket stod en kasse, som Ingrid genkendte, allerede da Paulus slog stropper om den for at hejse den i land, det var Zezenies udstyr. Hun trak Paulus til side og sagde: – Mor har det skidt.

– Hvad er der med hende?

– Jeg tror, hun er dårlig i nerverne.

Paulus satte også den anden tamp fast og hjalp dem op i huset med kisten, satte den på bordet i køkkenet og gav sig til at snakke til Maria, der stadig ikke svarede og heller ikke så ud til at registrere, at han var der. Han stod og så sig omkring. Lars og Felix kiggede på ham med blodskudte øjne, saltgrimede ansigter og langt, vådt og tjavset hår. Paulus spurgte, om de fik sovet. Lars sagde, ja, de sov lidt.

Suzanne stod svajende ved siden af ovnen og holdt Barbro i skørtet med den ene hånd og den anden i munden. Barbro med ryggen til, heller ikke hun lod til at opfatte, at han var der, mælkeskipperen, han var her jo aldrig. Så råbte hun ind i væggen, at de ikke fik sovet, men var på havet hele tiden, det var frygteligt, de ville gå til grunde.

172

Paulus sagde, at Ingrid skulle gå med ham tilbage til båden, han havde noget til hende. Hun gik med og hørte ham sige, at det var alvorligt med Maria, han ville give besked, og så ville der komme nogen og hjælpe dem.

Han gik om bord og hentede et brev, så undersøgende på hende og spurgte, om hun heller ikke fik sovet. Ingrid kiggede fra brevet op på ham. Han rystede på hovedet, løsnede fortøjningerne og sagde, at hun skulle holde knægtene fra havet, sådan som de havde det nu, Barbro har ret, sagde han.

Ingrid sagde ja.

Han gik om bord igen og bakkede ud i kulingen.

Hjemme i køkkenet havde de åbnet kisten. Den indeholdt et servicestel, der stod »Königzelt« på, »Made in Poland«, det var stablet mellem sider af den avis, Ingrid ikke læste, da hun var pige hos Tommesen.

De tog en del frem ad gangen, stablede det på spisebordet og samlede papiret sammen. Der var tolv store flade tallerkener med guldrand og blomstermønster, tolv store dybe tallerkener, tolv mindre, tolv sidetallerkener og tolv skåle. Det eneste, der ikke var tolv af, var kopper, der var kun elleve, og en af dem manglede hanken. Så var der to sovseskåle, to skåle med låg til at have kartofler i og fire store fade, to runde og to ovale, to flødekander i forskellig størrelse, en sukkerskål med låg, en kaffekande med låg og en tyk rund skål, det var umuligt at finde ud af, hvad skulle indeholde, men den var lige så fin som alt det andet. Barbro sagde, at de kunne have fiskesuppe i den, som en slags mellemstation mellem gryden og tallerkenerne. I bunden af kisten lå en grøn fløjlspose med guldsnor og fireogtyve bitte små sølvskeer, der var sorte. Barbro gjorde plads i spisekammeret. Lars og Felix bar kisten op i Nordsalen. Ingrid kogte helleflynder, som hun havde lært det af Zezenie, med nogle dråber eddike i vandet og

173

to laurbærblade. De spiste på de nye tallerkener og fik rømme til. Suzanne knuste den ene tallerken. Så gik Barbro bare ud i spisekammeret for at hente en ny og sagde, at hvis hun også knuste den, fik hun bank. Efter maden ordnede Ingrid Felix’ sår og sagde, at han var nødt til at holde dem tørre nogle dage. Felix så spørgende på Lars.

174

Asyl

De kom ikke på havet i tre dage, men fiskede med garn fra land og bandt og hængte det meste af torsken, saltede resten, malkede og fodrede dyrene og lod fårene gå ude, indtil de gav op i uvejret og klumpede sig sammen foran stalddøren, de ville ud, når de var inde, og ind igen, når de var ude.

Og der blev ingen tur til Købmanden.

Ingrid fik heller ikke vasket Maria. Men da det stilnede af, og de havde gjort sig klar til at tage ind, kom præst Malmberget med mælkeruten sammen med en læge. Han undersøgte Maria og besluttede, at de måtte tage hende med. Ingrid pakkede den lille kuffert, både hun og Barbro havde haft med, da de troede, at de skulle forlade øen.

Da de var taget af sted, sagde hun til Lars, at de var nødt til at vente med turen ind. Lars spurgte hvorfor, de manglede næsten alting. Ingrid svarede ikke. Så sagde Lars heller ikke mere.

Ingrid fjernede sengetøjet i Sydsalen og kogte det i gruekedlen, de havde stående i Svenskebroen, og hængte det til tørre i den nye bro. Hun lagde rent sengetøj på og sagde, at Barbro ikke længere behøvede at beklage sig over, at der var trangt i hendes seng, fra nu af skulle Suzanne sove hos hende. Barbro sagde, at det ikke var nødvendigt. Ingrid sagde, at det var hende, der bestemte. Barbro smilede og tav. Suzannes sengetøj blev flyttet ind i Sydsalen, og Ingrid begyndte at lære hende at gå, systematisk og nådesløst, klædte hende på og tog hende med ud. Når sneen

175

føg, gik de frem og tilbage inde i broen, bådehuset eller stuen.

Lars og Felix fiskede, både fra båd og med garn fra land. Felix’ sår helede og åbnede sig igen, de lignede hvide opsvulmede munde med små blodrøde tunger. Men han faldt ikke så meget mere og fik ingen nye sår. Ingrid og Barbro malkede, fodrede og lavede mad. Suzanne gik mere stabilt for hver dag og var også begyndt at snakke.

– Ovnen er varm.

– Ja. – Også piben.

To dage før jul lagde vinden sig så meget, at de kunne ro ind for at handle, de turde ikke sætte sejl, og Felix var dårlig hele vejen, kastede op og ville dø, men blev kvik igen, så snart han fik fast grund under fødderne. Han havde ikke set sit hjem i to måneder.

Men der stod huset, mørklagt og stort med knirkende vejrhane bag høje nøgne træer, det så ikke engang ud til, at han genkendte det. Men så sagde han: – Der er hjemme.

– Nej, sagde Ingrid.

De gik til Købmanden og fik den sæk med gulerødder, som Lars forbandede og sagde, at det var sidste gang, de brugte penge på det, de skulle selv have gulerødder på Barrøy. Og petroleum, mel og de andre ting, han havde skrevet op på den glemte torsdag i november, uden at svare på Margots spørgsmål, hun var blevet venlig igen, men Ingrid gav hende en kold skulder, og Lars omtalte hende som fedtbjerget, da de kom ud igen.

Felix lo imponeret. Nu lagde han overhovedet ikke mærke til sit barndomshjem. Men Ingrid lagde mærke til noget: Der var ikke længere noget mærkeligt ved Lars’ blik.

Heller ikke på turen ud satte de sejl, de roede, og der stod Barbro og Suzanne og ventede ved landingen, de græd begge to. De 176

spurgte, hvad der var på færde. Barbro svarede ikke, smed bare gulerodssækken på ryggen og gik op mod huset. Ingrid sagde til Suzanne, at hun ikke kom op at sidde på hendes arm mere, nej, aldrig. Hun måtte selv komme op til huset, om hun så skulle kravle.

Det gjorde hun også, de sidste halvtreds meter, men hen over de første bakker gik hun på to ben.

Dagen efter var det næsten vindstille. Himlen var blåsort og blank som vand med morild. Familien roede som altid dagen før juleaften ud til Skogsholmen for at udvælge den fineste ene som juletræ. Ingrid havde læst det brev, der fulgte med Zezenies udstyr. Det indeholdt en hemmelighed, hun ikke ville dele med de andre, for der stod med blækskrift, at Zezenie var på et sygehus i Bodø, men snart ville komme tilbage, selv om både Handelen og huset var solgt på auktion, men endnu ikke beboet af fremmede.

Det kunne Ingrid ikke forholde sig til.

På turen ud sagde hun, at når de kom hjem med juletræet, skulle Lars og Felix vaske sig i et kar i stalden, også selv om det var frostvejr. Desuden skulle de sætte farens linegrej op, til onkel Erling kom forbi, så han kunne tage det med til Lofoten, de ville få mindst et halvt lod for det, og det var flere hundrede kroner.

Ingrid vidste, hvordan linegrej skulle sættes op. Det vidste Lars også. Og Felix kunne lære det.

177

Himmerige

Men det nåede de ikke. Skøjten Barrøyværing lagde til kaj allerede anden juledag med en rasende onkel Erling ved roret, den forbandede præst, der ikke havde været i stand til at give ham besked om brorens bortgang før lillejuleaften, pr. telegram, som måtte med båd via alt for mange øer, og nu havde de ikke engang fået gjort klar til sæsonen. Hans kone, Helga, var også med sammen med deres atten år gamle søn, Arnold, foruden tre andre fiskere.

Men hvor er Maria?

Nej, nej, her styrter alting jo.

De havde en halv gris og tyve pund pølser med. Helga, Barbro og Ingrid skrubbede hele huset og tændte op i alle rum, også i gamle Martins kammer, hvor Helga installerede sig med kuffert, bibel, en broderet dug og et julealter, mens mandskabet sov om bord.

Lars ville med til Lofoten, men det kunne der ikke være tale om, de fiskede ude på bankerne, og han var kun tolv. Lars mente, at han kunne være på land, stå i boden og agne.

– Vi har nok til at agne, sagde Erling og befalede ham at blive på Barrøy og passe familien. Og desuden fortsætte i skolen. Helga ville blive, indtil Maria kom tilbage.

– For hun kommer vel?

Det vidste de ikke.

Mandskabet stod sammen med Lars, Ingrid og Felix i den nye 178

bro og redte line op hele julen, bandt tov i sænke-sten og ordnede flåd, tovværk og linekar, og det lykkedes dem at få to hele sæt linegrej med Hans’ bomærke færdig, og de ville dermed få fuldt lod i onkel Erlings rundhåndede regnskab. Den tredje januar var de klar og sejlede nordpå i endnu en kuling, mens Ingrid, Lars og Felix stod tilbage på kajen og havde deres egne planer.

Det gik nemlig ikke så smertefrit med Helga.

Helga var skuffet over, at Maria ikke var der, og lagde ikke skjul på det. Hun var også irriteret over, at ingen ville tale om forældrene, men vendte ryggen til hende, når hun prøvede at få rede på, hvad der var sket. Desuden var hun renlig og gudfrygtig og blandede sig i sin svigerindes husførelse, som om Barbro ikke vidste, hvordan man håndterede et hus. Og hun ville ikke lade Felix tage på havet, en syvårig i en åben båd om vinteren, det hører ingen steder hjemme.

Barbro sagde, at gæsten skulle være forsigtig med at fyre op inde i kammeret med det lidt, de havde af tørv. Helga havde ikke overblik over de tilsneede tørvestakke og begyndte at fryse om natten, så hun måtte have en ekstra dyne. Desuden ville hun helst ikke i stalden, da hun var fiskeskipperkone og havde egen pige hjemme. Ikke engang Suzanne ville have noget med hende at gøre, det sørgede Ingrid for, og Felix sagde ikke et ord, når hun bad ham om noget, han stillede sig i stedet ved siden af Barbro og ventede på, at hun fandt på noget andet. Så udførte han det.

Med skolegangen gik det stadig skidt. Lars blev simpelthen hjemme og gik rundt med et udtryk som en mand, for hvem den nye formand var luft. Felix tog med ham på havet, så længe han orkede det, ellers var Ingrid med ude. De hængte torsken og spiste den sej, de ikke saltede, også kulleren, den lavede Helga deller af, som de spiste på polsk porcelæn, og der var ikke gået mere end et par uger af det nye år, før hun en aften sad i gamle Martins gyngestol, mens hun kiggede på Suzanne, der løb frem og tilbage

179

på gulvet, og sagde, at nej, hun måtte vel også se at komme hjem igen, her var alt jo i den skønneste orden.

To dage senere tog hun med Paulus ind med bibel og alter og det hele. Ingrid var den eneste, der gav hende et knus. Men Barbro smilede venligt, da hun stod med Suzanne i hånden og forklarede den lille, hvordan hun skulle vinke til en båd, der forlader en ø.

– Nu skal du vifte til dem.

På sin næste tur fortøjede Paulus igen med begge tampe og trådte op på kajen, han ville veksle et par ord med Lars, om de kunne levere ham nogle kasser torsk, når han kom forbi, der var ikke mange dråber mælk for tiden, og de ville få næsten den samme kilopris, som de betalte inde på Handelen, der havde fået ny ejer, en Bang Johansen, der var begyndt at købe fisk igen.

– Hvorfor ikke den samme pris? sagde Lars.

– Fragten, sagde Paulus.

– Det er da ikke dig, der betaler den.

– Hvem ellers?

– Brændstoffet?

Paulus smilede skævt og sagde, at de måtte afregne, når den tid kom. Lars sagde, at han ville have en seddel, hver gang Paulus fik fisk, med antal kilo pr. kasse, de havde en bismer på øen, så vægten ville blive rigtig, og de ville have betaling med det samme.

Det lo Paulus grundigt ad og sagde, at den slags havde han aldrig hørt om, han ville snakke med Ingrid. Lars hentede Ingrid, der kom og sagde det samme som Lars. De blev enige med den forskel, at Paulus ikke skulle betale hver gang, men hver tredje, altså én gang om ugen, og ikke skulle belastes med renter, når vejret var så skidt, at han måtte gå forbi. Det lo de sammen ad.

Ingrid og Lars så mærkeligt på hinanden.

180

I løbet af den næste uge fik Paulus tre hundrede enoghalvfems kilo, ugen efter fire hundrede treogfyrre, og så var de helt nede i firs kilo. Det skyldtes, at Lars og Ingrid under en tur til Handelen havde fået nys om, at Paulus ikke solgte fisken fersk til Handelen, men hængte den på en hjeld, han havde sat op på klipperne neden for sin gård, fordi tørfisk er meget bedre betalt end den ferske, selv om den kun beholder en fjerdedel af sin vægt. De var også nede at inspicere Paulus’ hjeld og opdagede, at den stod lige så godt som deres egen ude på Barrøy, på ren fjeldgrund. Så den fjerde uge gav de ham ikke mere end to kasser med kun atten kilo i hver.

Han spekulerede på, om de holdt vejrlig i det gode vejr, hæ hæ.

Lars, sagde, at de havde mistet meget grej, fik et skriftligt bevis på de seksogtredve kilo samt nogle syrlige bemærkninger om, at hjelden derhenne da så stadig mere bugnende ud. Lars var ligeglad, gik hjem og meddelte, at de fra nu af ville hænge al torsken selv, også brosmen, og sælge den færdigtørret på Handelen, når køberne og vrageren kom engang i juni, det var sådan, de plejede at gøre det, Hans og Martin.

Men Paulus lod sig ikke spise af, nu ville han have fisken flækket færdig til saltning inde på Handelen til en pris, de ikke kunne afslå. Ingrid og Barbro stod i den nye bro og flækkede torsk, vejede og lagde i kasser, fejede sne hen over, når Herren forsynede dem, og Paulus betalte på stedet. Så ville han også have torskehovederne og ryggene, tørrede, sådan som de gjorde det i Lofoten. De fik nåle og begyndte at tråde hoveder og bundte rygge og hængte også dem op på hjelden, det skulle blive til guano, og de ville få betaling for dem.

Lars var begyndt at regne, han var begyndt at notere, planlægge og tænke i nye, fremmede baner og ville selv bestemme over pengene. Det gik Ingrid ikke med til. De råbte til hinanden.

Barbro besluttede, at hun skulle tage vare på pengene og give dem

181

det, der var tilovers, når det blev forår. Også Felix skulle have sin del. Lars protesterede og sagde, at han arbejdede hårdere end Felix.

– Det gør du ikke, sagde Barbro og spurgte, hvad de skulle med torskehovederne og ryggene, de hængte på hjelden.

– Det er guano, sagde Lars.

– Hvad er det?

– Det ved jeg ikke.

– Det er gødning, sagde Ingrid. Til eksport.

Barbro spurgte, hvad eksport var.

– De sælger det i udlandet, sagde Felix.

De kiggede alvorligt på ham.

– Hvor har du lært det?

– Derhjemme.

Ingrid spurgte, om der var mere, han havde at lære dem, som han havde lært derhjemme. Det kunne Felix ikke svare på. Lars kaldte Ingrid en kælling, Ingrid truede ham med flækkekniven.

Barbro sagde, at de skulle holde op.

– I er nogle djævleunger – hele flokken.

– Vi er ikke unger, sagde Felix. Vi er voksne.

Barbro lo og gik tilbage til huset. Ingrid flækkede, og Lars mente, at hun ikke skar rent nok, der hang for meget kød tilbage på ryggene. Ingrid spurgte, om hun skulle lære ham det. Lars trak på skulderen og sagde ja. Hun lærte ham at flække. Felix kiggede på og spurgte, hvor hun havde lært det.

– Af far.

Lars spurgte, hvorfor han så ikke også havde lært at gøre det ordentligt af Hans. Ingrid lod være med at sige, at faren ikke var hans far. Lars koncentrerede sig om fisken. Felix så på Ingrid og spurgte: – Er vi søskende?

Ingrid spurgte, hvad han ville vide det for.

182

Da han ikke kunne gøre rede for det, svarede hun, at hun og han hverken var mor og søn eller søskende. Men det var ikke det, Felix ville høre. Og mens Lars var ude på kajen for at hejse resten af fangsten op, hviskede hun til Felix, at han var Lars’ bror, Lars vidste det bare ikke, lad os holde det hemmeligt. Felix fik blanke øjne. Det kunne Ingrid ikke se på, så hun sagde, at her ville hun ikke spilde mere tid, og gik hjem og kom i tanke om brevet fra Zezenie, det gjorde hun alt for tit, hun kom i tanke om det flere gange om dagen, som pludselige stød i hjernen, og det kunne hun ikke blive ved med. Hun var nødt til at brænde det.

183

Søskende

Februar. Tungt vådt snefog og gulligt skum stod ind over øen. Og havet rasede i hvidt, men de havde sat garn udenskærs og måtte have fat i grejet, før vejret blev endnu værre.

– Hvad siger du, sagde Lars. Skal vi ud?

– Ja, sagde Felix.

De kom i færøbådene og roede ud forbi Skarveskjærene. Der var forholdene helt forfærdelige, og de var kun lige kommet i gang med at røgte garn, da Felix gik på hovedet i vandet. Lars fik ham halet om bord igen med fangekrogen, men da var han selv så udmattet og følelsesløs, at han ikke var i stand til at ro.

De drev ind for tværgående strøm, mens han lå og holdt fast på Felix, der ikke kunne sige noget, og ramte Barrøy i sundet mod Moltholmen. Han fik drengen i land og ville gøre to ting på én gang, både bære ham hjem og redde båden.

Han så ind i snefoget og mærkede isen. Hele vejen ind.

Og hvor langt er der?

Han fik Felix op på ryggen og begyndte at gå. Der var langt, og Felix kunne ikke selv holde sig fast. Ingrid så dem fra huset, hun kom løbende og hjalp dem det sidste stykke. De fik Felix bragt ind i køkkenet, hvor Barbro rev tøjet af ham, masserede ham og bankede løs på ham og lagde ham i bænken under en dyne og masserede videre, mens han snakkede i vildelse og klaprede tænder. Lars stod kridhvid i ansigtet ved siden af og sagde, at de var nødt til at bjærge båden. Og grejet. Ingrid sagde, at han skulle 184

holde kæft. Det sagde Barbro også, og at han også skulle tage sit tøj af, og det med det samme. Han gentog, at båden skulle reddes og gik ud igen. Ingrid tog overtøj på og løb efter ham ad sporet tilbage til sundet, hvor båden lå og huggede med et gabende hul i siden. Også roret var knækket. Men begge årepar var der ligesom de to tomme bakker. Lars rev trøjen af og stoppede den i hullet, de brugte årerne til at vippe båden ud igen og roede gennem sundet med vandet strømmende ind i midterrummet, fik den rundt om næsset ved Svenskebroen, trak den op, øsede og trak den videre op, så højt de kunne.

Lars råbte, at de måtte ud med den anden færøbåd og få fat i grejet. Ingrid spurgte, om han var gået fra forstanden. Han løb rasende frem og tilbage. Ingrid råbte, at han ikke kunne gå på havet længere, hvis han ikke var normal. Han skuttede sig og grinede skævt og spurgte, om hun troede, at Felix ville dø. Ingrid sagde nej.

Også hun fik kuldegysninger og måtte gå i seng.

Felix lå i køkkenet og vrøvlede løs. Barbro sad ved siden af ham, også om natten, det ville Suzanne også. Ingrid savnede hende og stod op og lagde sig ved ovnen i køkkenet og sagde, at hun var rask. Barbro fik hende til at gå op igen, og hun lå vågen, indtil Barbro kom bærende med den sovende Suzanne og lagde hende ved siden af hende, satte sig på sengekanten og spurgte, om hun var blevet mørkeræd. Ingrid sagde nej. Barbro spurgte, om hun havde set genfærd. Ingrid sagde ja. Barbro sagde, at det kom af feberen. Nu havde hun ikke feber mere. Det kunne hun mærke på hendes pande. Ingrid nikkede. Da Suzanne vågnede næste morgen, spurgte hun, om Ingrid ville lære hende at strikke.

– Du er for lille, sagde Ingrid.

Suzanne sagde, at det sagde mor også.

– Hvem er mor? spurgte Ingrid. Suzanne så uforstående på hende. – Jeg troede, det var mig? sagde Ingrid. Suzanne tøvede og

185

smilede. Ingrid sagde, at hun kunne se på, mens hun strikkede, så lærte hun det hurtigere, når den tid kom. Suzanne syntes, det var i orden. Og så kunne hun lære at tælle, ikke bare på fingrene, men på maskerne.

186

Brødre

Lars blev ikke syg. Da vejret lagde sig, gik han ud og opdagede, at han ikke kunne rokke den snedækkede færøbåd. Han hentede Barbro. De fik vendt den om og bugseret den op på to bukke, så han kunne undersøge hullet i skroget fra begge sider. Det var større, end han havde regnet med, og også en af spanterne var knækket. Barbro rystede på hovedet. Lars spurgte, om Felix døde?

Barbro sagde nej, og at nu kunne han så fortryde, at han ikke havde fulgt med, når Hans reparerede bådene.

– Hvad ved du om det? sagde Lars.

– Man skal være to, sagde Barbro med eftertryk og gik tilbage til huset, men vendte sig om og råbte, at hun godt kunne hjælpe ham med at stemme imod, når han klinkede båden, resten måtte han klare selv.

Lars gik ind i broen, hvor Hans havde oplagret materialer, og fandt nogle længder kvistfrit gran. Han savede et passende stykke af, trak det ødelagte bræt på siden af båden ud og brugte det som skabelon. Men der manglede to stumper, han var nødt til at rende ud og ind og tage mål mellem arbejdsopgaverne, save og høvle og rende ud og tegne og måle. Da det var færdigt, kunne han ikke bøje det på plads.

Barbro kom og sagde, at han skulle tage brættet med hjem, pakke det ind i et fugtigt stykke stof og lade det ligge i en balje under ovnen et døgns tid eller to, så blev det blødere. Lars spurgte, om hun kunne ordne det, han ville ikke være inde i køkkenet

187

og høre Felix ralle, han var ikke engang inde for at spise. Barbro sagde, at han selv måtte ordne det, hun ville finde noget gammelt stof frem til ham.

Lars sagde, at så var det også lige meget.

Nej, sagde Barbro. Han skulle også have noget at spise.

Han gik med ind, gjorde, som hun befalede, og kastede et kort blik på Felix, der lå og rystede og ikke lagde mærke til, at han var der. Han gik tilbage til Svenskebroen og ledte efter træ til en ny spant. Han fandt ikke noget. Der var to vinduer i broen, et, der vendte mod nord, og et, der vendte mod syd. Han stod og kiggede ud gennem det, der vendte mod nord, havet var sort og glat. Som bly. Som tjære.

Han gik ud, og i skjul bag klippeknolden ved bådehuset satte han den anden færøbåd ud, den var ældre end den ødelagte, havde stået inde længe og var tør og læk. Men den var nem at ro. Han roede omkring nordspidsen og sydpå gennem sundet, da han fik øje på sin mor inde på øen. Hun stod og vinkede med begge arme.

Han ville ro forbi, men hendes stemme trak ham ind mod land.

Han spurgte, hvad hun ville? Hun sagde, at han ikke kunne røgte garn alene. Han stagede ind. Barbro trådte om bord, skubbede ham til side, satte sig ved årerne og roede ud forbi Skarveskjærene og fandt det første garn. Lars røgtede, og Barbro holdt båden i ro og øsede. Der var stille. De fyldte halvandet rum med fisk, meget af det gammelt og opædt, men noget af det brugbart. Og de fik alt grejet op.

De roede med hver sin åre tilbage til den nye bro og hejste fisken på land. Lars flækkede og Barbro lagde i kasser, hentede sne og dryssede over. Da de var færdige, kom Paulus omkring næsset og lagde til kaj, fik mælkesjatten om bord og også fisken, som han sagde sig tilfreds med, selv om det ikke var meget til fangst, og den måske var lidt groft flækket. Lars sagde, at der ikke ville være 188

mere i nogle dage og skulle lige til at fortælle hvorfor, da Barbro brød ind og sagde, at de var nødt til at reparere færøbåden.

Paulus nikkede og gik om bord igen.

Den aften holdt Felix op med at ralle. Hans øjne var røde og uklare og løb i vand, men han smilede op over kanten af dynen og ville have noget at drikke og også lidt mad. Han spiste ikke ret meget og faldt hurtigt i søvn, men sov roligt. Lars spurgte endnu engang, om han ville dø.

Svaret var det samme.

Næste morgen var det ham, der stod først op, tændte op og så Felix ligge og trække vejret. Han åbnede øjnene og kiggede på ham. Lars spurgte, om han kunne snakke. Felix nikkede.

– Hvordan går det?

– Jo ...

Felix ville sætte sig op, men kom ingen vegne. Lars spurgte, hvordan det gik nu. Felix mumlede jo en gang til og blev liggende, mens Lars fortalte, at han ville ro ud til Skogsholmen og se, om han kunne finde et emne til en ny spant. Felix nikkede. Det skal helst være fyr, sagde Lars, men det går også an med ene. Felix rettede blikket mod vinduet, hvor der lå sne på sprosserne, og spurgte, hvordan vejret var. Lars sagde, at det var godt vejr. Felix blinkede. Lars gik ud og ned i bådehuset, hvor han igen satte den gamle færøbåd ud. Den var stadig læk, så han måtte lægge pauser ind og øse, men han fandt indsnittet i fjeldet indenskærs på øen og fortøjede til den bolt, Hans havde slået ned, gik op på klipperne med økse og sav og begyndte at lede. Da var det begyndt at lysne.

Han ledte, indtil det blev helt lyst.

Så blev det mørkt igen, mens en snebyge drev ind over. Den var stille og tung. Havet lignede stadig tjære. Da det lysnede igen, fandt han en gammel krumbøjet ene, brugte øksen til at frigøre

189

de groveste rødder fra den frosne skrænt og bandede over, at han ødelagde æggen, huggede rødderne over en ad gangen og savede stammen over en lille meter over roden, den var tyk som en arm, en ung mands arm.

Han gik tilbage til båden, øsede og roede hjemad. Da han rundede Moltholmen, stod Barbro og ventede. Lars spurgte, hvad hun lavede der. Hun spurgte, om han havde fisket. Han sagde nej og spurgte, hvordan det gik med Felix.

– Godt nok, sagde Barbro.

De trak båden op. Lars tog enestubben med ind i Svenskebroen og begyndte at skære den til. Den skal tørres først, sagde Barbro.

– Hvad?

Hun forklarede, at han ikke kunne bruge frisk træ til spanter, men at det var bedre med ene end med gran, hvis det først var så galt, at det var frisk. Han spurgte hvorfor. Barbro sagde, at enen trækker sig mindre sammen og også udvider sig mindre, den er fed og sej. Lars spurgte, hvad hun mente, at han skulle gøre.

Hun sagde, at han vel bare måtte prøve med enen og gik tilbage til huset, mens han slog den ødelagte halvspant løs, brugte den som skabelon og arbejdede, indtil det mørknede.

Da han kom ind for at spise, sad Felix oprejst på bænken under dynen og hostede. Han havde stadig røde øjne, men spiste nogle krummer og spurgte med uhørlig stemme, om Lars havde fået fat i noget træ. Lars sagde ja og forklarede, at han skulle klinke stykkerne i morgen. Han spurgte Barbro, om hun havde hældt vand på brættet, der lå i baljen under ovnen. Hun sagde ja. Lars gik ud og arbejdede igen, indtil han kom tilbage og gik i seng.

Da sov Felix alene i køkkenet.

Da Lars stod op næste dag, var der mørkt uden for vinduet.

Han tog tøj på og gik ned og så, at Felix stadig sov, han kunne høre på hans vejrtrækning, at han levede og ikke var død.

Han spiste og gik ud i Svenskebroen, fandt søm og to ham190

mere og øvede sig i at klinke på en ambolt. Han fandt tjære og hamp, varmede tjæren i en spand over en primus og klippede to hampelængder til. Over middag gik Barbro med ud og lå på et tæppe under båden og stemte imod, mens Lars lå oppe i båden og klinkede. Båden havde nu et lyst bræt og et lyst halvspant mellem de andre, der var sorte af tjære. De satte båden i vandet, gik om bord og lod sig drive med vinden. Nogle dråber vand piblede ind.

Barbro sagde, at det var et gævt stykke arbejde. Hvad med roret?

Lars sagde, at han ville ordne det i morgen. De roede rundt om næsset, trak båden op og satte den lige. Barbro gik hjem. Lars fandt nogle spande og fyldte havvand i båden, indtil det stod op over brudstedet, så det kunne trunde. Da han var færdig, var det blæst op. Han gik hen til den nye bro og ordnede og redte den line op, de havde reddet. Han tænkte på, om han også skulle vaske den.

Vaske linegrej midt på sæsonen?

Han lod være, hængte i stedet krogklemmerne sammen med resten af grejet op over agnebordet. Det var mørkt og sneede tæt, da han gik hjemad. I køkkenvinduet fik han øje på et ansigt. Det var Felix, der var stået op og stod og ventede på ham.

191

Børneøen

Solen står højt på himlen, og fuglene har genfundet deres skrålende virvar, det glimter i de magre snedriver, der ligger tilbage på øen og får den til at ligne en zebra. Barbro sidder igen udenfor på sin stol og binder garn. Og Suzanne viger ikke en tomme fra Ingrids side, Ingrid, der har gjort en opdagelse i det første lys.

Tanken om, at ikke kun hendes far, men også hendes mor er væk for altid, den tanke, der ikke er til at bære, der rammer hende som hårde vindstød, den lægger sig igen, og så er forældrene der endnu, når hun tænker på noget andet, mens øjnene glider hen over øen, og den er, som den altid har været.

Hun har også gjort en anden opdagelse.

Hun faldt i søvn i solen ved Kjærlighetslunden, vågnede op og var alene.

Hun rejste sig, så sig omkring og kunne ikke få øje på Suzanne.

Hun begyndte at lede og fandt hende ikke. Hun begyndte at løbe, mod nord og mod syd som en indespærret hest. Hun begyndte at kalde. Hun mistede luften og løb og kaldte, indtil indvoldene stod op i halsen på hende, og hun ikke vidste, hvor hun selv var, og hvad hun foretog sig. Og fandt så Suzanne på øens sydende, hvor hun sad på stranden ved siden af flåden og samlede skaller, holdt en hestemusling op, hvid som sne og større end to barnehænder, den var helt rund.

Det gik op for Ingrid, at hun var blevet mor.

Det var en forfærdelig følelse.

192

Hun samlede skallerne i forklædet og fulgte Suzanne hjem, det nærmede sig staldtid. Ingrid fortalte, at dengang hun var lille, troede hun, at skaller var penge, for det er det mest perfekte, man kan finde på en ø. Hun havde samlet store bunker og fordelt dem i alle vindueskarme i huset og stalden, indtil hendes mor en dag havde sagt, at hun måtte finde et sted at grave skatten ned. Nu tog hun Suzanne med ud og forsøgte at finde den igen. Suzanne må være fyldt fire år i løbet af denne vinter, tænkte hun og kom i tanke om, at hun ikke engang vidste, hvornår det var børnenes fødselsdag. Når hun tænkte på Suzanne og fødselsdage og denne skat, de ikke kunne finde igen, tænkte hun ikke på det andet, og øen var igen, som den skulle være.

Alting forandres på en ø, når der kun er børn tilbage. Plus Barbro.

Barbro har aldrig været helt voksen. Åh, javist. Og er Ingrid et barn? Nej, hun har været voksen i ti år. Mens Lars har været det, siden han blev født. De er tre voksne og to børn. Nu har de taget imod femten nye lam og har kun været nødt til at grave et enkelt ned, det var sort, og dets mor lå og havde ingen mælk, hendes andet måtte blive flaskelam. De har også fået tre kalve, dem har Barbro taget imod. Ingrid snakker om, at de skal fortsætte med grøfterne på Gjesøy, genoptage det arbejde, Hans begyndte. Men Lars husker stilheden mellem ham og onklen, da de rejste derfra, og har desuden blikket rettet mod havet ligesom Hans, det har Felix også, så hvornår skal de begynde at bære sten tværs over øen, fra ruinerne i Karvika, og anlægge en mole syd for Svenskebroen?

Ingrid hører det ikke.

De pløjer det gamle kartoffelstykke op igen med Barbro som hest, af og til med Lars. Men der bliver ikke noget gulerodsstykke, de ved ikke, hvordan det skal gøres. De vasker grej og reparerer edderfuglehuse. Og stadig bliver det ikke til grøfter på Gjesøy, de spekulerer over, hvornår det skal gøres. Ingrid og Suzanne samler

193

æg, prøver dem i vand og lægger dem i vådt sand i små og store tønder. Ingrid giver Suzanne to nævefulde dun og lærer hende forskellen på det, der bare er fint, og det, der er et guddommeligt mirakel. Mens Lars og Felix skærer tørv, indtil de dør af udmattelse og kedsomhed, og Lars siger, at det her er det værste lortearbejde, der findes. Det er varmt og vådt, selv om de står nede i et køligt hul og ser ud, som om det er kul, de arbejder med, eller det regner, og de er våde og mudrede nede i det samme hul, hvor de hærger med Hans’ gamle skæreredskaber og smider tørvene op på græsset, men der er ikke nogen til at rejse dem på højkant, med jævne mellemrum er de nødt til at kravle op og gøre det selv.

Men så hører de Paulus’ Bolinder, lægger redskaberne fra sig, kravler op og går hen mod kajen, samtidig med at Ingrid, Barbro og Suzanne forlader huset, så de ankommer på én gang og ser, at der ved siden af de tomme mælkespande på Paulus’ dæk står to kåbe- og kjoleklædte damer. De genkender den ene, det er præstefruen Karen Louise Malmberget, som sædvanlig et sart og strålende lys i nordlandsdagen. Men de genkender ikke den anden, det er Maria Helena Barrøy, der er vendt tilbage fra sygehuset med askegråt hår og en hud, der ser ud, som om den aldrig har set sol, fordi den tilhører et lig i en grav.

Men hvis de ikke genkender hende, så genkender hun dem, også Felix og Suzanne, der ikke kan huske hende. Hun går langsomt op på kajen og lægger en hånd på deres hoveder, smiler sløvt og reagerer med det samme udvandede smil på Ingrids hikst, Ingrid, der har begravet hende for altid sammen med sin far.

Også Barbro er nødt til at vende sig væk og rode med vognen og jungerne.

Så kommer Paulus også op på kajen og spørger, om de har fået fisken tør, om han kan få lov at købe den til en pris, der er næsten den samme som den, de betaler på Handelen?

– Hvorfor ikke den samme? spørger Lars.

194

– Fragt, siger Paulus.

– Det er vel ikke dig, der betaler for olien, siger Lars.

Paulus siger, at det kan han vel have ret i.

– Men er det prima vare?

– Ja, siger Lars.

Paulus siger, at det er vragerne, der bestemmer.

Lars skæver til den ukendelige Maria og den hulkende Ingrid, den hjemkomne har en strålekrans omkring sig, som ingen vover at forstyrre, før Ingrid tager hende i hånden og fører hende hjemad med de andre på slæb. Lars hører Karen Louise Malmberget sige til Felix, at han – ser jo ud som den onde selv.

– Hvordan er du blevet så sort?

Lars hører Felix le og vender sig om mod Paulus og siger, at de selv fragter tørfisken ind og sælger den for det, de betaler på Handelen.

– Nå, har I da penge? spørger Paulus og ser ud, som om han ved noget. Lars siger, at de har fået fuldt lod for det grej, de havde med i Lofoten i vinter. Paulus spørger, om de allerede har fået pengene. Lars siger ja, Erling kom forbi for en god måneds tid siden og afregnede med dem, de har også fået grejet tilbage og skal sætte det i stand til næste vinter.

– Rede penge? siger Paulus vantro.

– Ja, siger Lars og synes, at samtalen begynder at trække i langdrag, han vil efter de andre og se, om han alligevel ikke kan genkende Maria. Men Paulus tager sixpencen af og siger, at han nok kun har sekunda inde på sin egen hjeld.

– Spyfluer? spørger Lars.

– Ja. – Der er for varmt derinde.

Paulus skridter om bord med sit mærkelige udtryk. Lars løfter tampene af og har fået noget at tænke på, han tænker, at der er noget, han ikke ved om verden og priser og ikke mindst den

195

nye ejer af Handelen. Derfor går han ikke op i huset, men hen til bådehuset og sætter båden i vandet, ror ind og ankommer til Handelen, da en fragtbåd fra Bergen lægger til, og der bliver liv og røre på kajen, hvor folk egentlig var gået hjem for dagen.

Han går op og giver sig til at daske rundt som et nysgerrigt barn og opfatter, at det er klipfisken, der skal lastes, og at den nye ejer er en meget ung mand, i tyverne. Lars har fået et glimt af ham tidligere og studser over, at han er klædt som en af arbejderne, mens Tommesen altid gik med slips og vest, at den eneste forskel på den nye ejer og hans folk er, at han snakker højere end dem og har hænderne i lommen.

Lars benytter lejligheden, da vrageren går ind mellem stablerne af klipfisk for at udpege dem, folkene skal skille ad og lægge ud på gulvet i salteriet, så han kan finde ud af, hvor mange procent af fisken, der er sekunda, en procentsats, der bliver bestemmende for hele partiet, en stikprøve. Lars har set det her før og ved, at det er et kritisk øjeblik for Handelens økonomi, den risikable opgørelse efter en hel vinter. Alligevel spørger han Handelens ejer – Bang Johansen kommer han i tanke om, at han hedder – om han køber tørfisk, og til hvilken pris.

Bang Johansen skæver ned, men opfatter ikke, hvad han siger, hans opmærksomhed er rettet mod vrageren, som har peget på en stabel, og det ser ud til at være et gunstigt valg, set med Bang Johansens øjne, et privat smil blafrer hen over hans ansigt, og han beder Lars om at gentage spørgsmålet, det gør Lars, og Bang Johansen mumler et beløb og siger samtidig, som om han læser et dogme eller en forretningsidé højt, at tiderne er vanskelige for tiden og fragten dyr etc., men den pris, han nævner, er højere end den, Lars har vovet at drømme om på baggrund af Paulus’ oplysninger. Han spørger, hvornår han kan levere. Bang Johansen får endelig øje på ham og spørger, hvad han snakker om. Lars venter, til han stiller det næste spørgsmål: 196

– Har du fisk? siger Bang Johansen.

– Ja. – Er du fra øen?

– Ja. – Ja, så må du sende din far.

Lars skal lige til at sige – jeg er min far. Men venter i stedet, til Bang Johansen endnu en gang opfatter, at han har sagt noget dumt, og spørger: – Hvor meget har du?

– Jeg ved det ikke endnu.

– Ja, ja, bare kom med det.

– Og dun? Tager De også dun?

– Har du også dun?

– Ja. – Hvor meget?

– Jeg ved det ikke endnu.

– Ja, ja, bare kom med dunene også, så kigger vi på dem.

Lars skal lige til at sige, at dunene fra Barrøy ikke er noget at kigge på, de er renere end guld, men lader også det ligge, han siger: – Og æg?

Så ler Bang Johansen højt og siger, at han også gerne tager imod æg.

– Men hvordan i helvede er du blevet så sort?

På vej hjem kommer Lars igen i tanke om det spørgsmål, Hans engang stillede ham, da de sad i Skurvhagen og kiggede på den nye bro og kajen en mat sommeraften, hvor tankerne kunne spændes ud under hele himmelloftet, om Lars havde tænkt over, hvad der manglede på Barrøy? Lars syntes, at Barrøy var, som den skulle være. En båd, sagde Hans. Med maskine. En skøjte.

En kutter. I det mindste en shark. Det ser jo idiotisk ud med en kaj af klippe uden et fast fortøjet fartøj, og også en ny bro.

197

– Det er en dårlig havn, havde Lars svaret, det må have været engang i fjor eller året før, han var lige blevet undervist i, hvorfor mælkeruten ikke kunne lægge til i uvejr.

– Men vi har sten nok til at anlægge en mole fem-seks meter ud fra næsset ved Svenskebroen, så vil både strøm og bølgeforhold ændre sig i sundet.

Lars havde tænkt meget på det, siden hans onkel døde, og på ruinerne i Karvika, hvor der var sten nok, og han sad og så den for sig, mens han roede hjemad i aftenen, da også mødet med Bang Johansen blandede sig i hans ræsonnement, manden med hænderne i lommen, der fortalte om prisen på tørfisk. Og et par ideer mere faldt ind i åretagenes fine rytme, spørgsmålet, om der måske var noget mere, der manglede på Barrøy, som det nu var hans opgave at opdage og gøre noget ved, hvis man for eksempel sammenlignede Barrøy med andre øer eller andre steder. Tanken var lige til at blive svimmel af, en hel vinters opsamlede tanker og ingenting at sammenligne med.

198

Rede penge

Mens Lars er inde på Handelen, sidder Ingrid i køkkenet og kigger på sin mor, der har fundet sin stol og skiftevis ser på sin datter og på de andre, mens hun smiler med smalle, hvide læber og alt for markerede kindben og siger ja tak til kaffe, som om hun er på besøg i et fremmed land, og til lefse, som Barbro serverer på polsk porcelæn.

Maria tager både kop og underkop, studerer dem nærmere og nikker, som om hun er blevet endnu mere gæst i sit eget hus, ellers ligger hendes hænder i skødet.

Ingrid går ud og ind, græder, når hun er ude, og smiler, når hun er inde.

Karen Louise følger efter hende og siger, at de er nødt til at snakke sammen, det gælder ikke Marias tilstand, men penge.

Det forholder sig nemlig sådan, at hendes far har belånt ejendommen Barrøy, Gårdnummer 55, Bruksnummer 1, han har også lånt tidligere, præst Malmberget har i ét tilfælde kautioneret for ham, han har altid afregnet, det er ikke det, men nu forfalder et nyt afdrag i Sparebanken den første juli, en sum på tre hundrede kroner, de har også en betydelig regning hos Købmanden for varer, de har købt i vinter, om Ingrid har gennemtænkt, hvad det vil indebære at lade banken overtage Barrøy. Det er måske ikke det værste, så kan de købe ny jord inde i bygden, Karen Louise har allerede snakket med Paulus, han er ikke nogen bonde og vil gerne sælge, rimeligt, siger hun rødmende og forpustet og afrun-

199

der den vældige plan med, at de må have haft det forfærdeligt her i vinter. Hun ser ud, som om hun taler til en patient.

Ingrid kan ikke modsige dette menneske, hun er jo nærmest en regering i sognet, så hun beder hende om at vente, går op i Sydsalen og henter tre hundrede af de kroner, de fik af onkel Erling, går ned igen og rækker dem til Karen Louise Malmberget og spørger, om hun kan ordne det for hende med banken, men når det gælder regningen hos Købmanden, kan den ikke være ret stor, for de har betalt hele vinteren.

Karen Louise får endnu mere rødme i kinderne.

Ingrid tager tilløb og siger, at hun vil have en seddel med hendes underskrift på, at hun har modtaget disse penge, og at de skal i banken og ingen andre steder hen. Karen Louise spørger, hvor hun har det store beløb fra, og mumler, at det ikke er nødvendigt med nogen seddel.

Ingrid går ind og sætter sig ved siden af sin mor og spørger, hvad det er for to ar, hun har i tindingerne. Maria smiler. Karen Louise kommer også ind, sætter sig og drikker en slurk kold kaffe og siger nej tak til Barbro, der byder hende mere, kigger så på Suzanne, der kryber op på Ingrids skød og skæver til Maria.

– Hvem er damen?

– Det er mor, siger Ingrid, flytter hende over på Marias skød, går ind til kommoden i stuen og henter papir og blæk og sætter sig til at skrive. Karen Louise læser med stram mine og siger, at hun har glemt datoen, og hvilken dato det er. Ingrid skriver datoen. Karen Louise underskriver og siger, at det her virkelig ikke er nødvendigt, og nej, nu kan høre hun Paulus’ Bolinder.

Men det er ikke mælkeruten, det er i bedste fald Lars’ lydløse åretag, han fortøjer båden, kommer op ad bakken og ind i køkkenet, ser sig omkring, som om han er brudt ind i et gravkammer, og der ligger sedlen og pengene på bordet. Han spørger, hvad det er.

200

– Gå ud og vask dig, siger Ingrid. Og tag Felix med.

– Hvad er det der?

Ingrid svarer ikke. Karen Louise stikker pengene ned i en taske af brunt skind med grønne perler. Ingrid folder papiret sammen og sidder og vifter med det, indtil Karen Louise rejser sig og siger, at Lars skal gå med hende ud.

Ingrid følger dem fra vinduet, Lars, der går ved siden af præstefruen ned mod kajen og standser, åbner munden og råber noget til hende. Karen Louise, der holder sig for ørerne og bøjer sig frem. Lars, der råber videre, indtil hun bøjer sig endnu mere, retter sig op og småløber ned mod kajen, mens Lars vender om, kommer tilbage til huset i fuldt firspring og ind i køkkenet, hvor han griber ildrageren og slår Ingrid i hovedet med den, så blodet sprøjter ud over bordet og papiret. Det svimler for hende. Hun hører hans stemme. Og ser Barbro lægge armene om ham. Han river og slider og skriger. Hun kommer op igen og mærker på såret i panden, ser blodet og bøjer sig ned efter ildrageren og slår ham i panden med den, to gange. Så råber Barbro også, trækker drengen væk og lægger armene om Ingrid, der spræller og bider. Felix ser til med store øjne. Suzanne smiler med en finger i munden. Og Maria sætter hende ned, rejser sig og går hen til vasken og griber om pumpen med begge hænder og bevæger den frem og tilbage, smager på vandet og bevæger den hurtigere og hurtigere, og Barbro slipper Ingrid, går hen og lægger også armene om hende og standser vandet.

– Vand, vand ...

Der bliver stille.

Og Lars kommer i tanke om, at han er nødt til at se til fisken, for nu kan det ikke blive varmere. Han går udenfor og ned mod hjelden med Felix i hælene. Felix spørger, om det gør ondt, såret i hans pande. Lars slikker det blod i sig, han kan få fat i med tungen, kravler op under hjelden, kigger ind i bugen på fisk efter

201

fisk og kan hverken få øje på flueæg eller anden dårligdom. Felix gentager spørgsmålet. Lars svarer ikke, han regner efter, tæller og lader blikket glide hen over øen for at forsikre sig om noget.

Han siger: – Vi går ind til mor og får noget varmt vand.

Henne ved husene ser han Ingrid og hendes mor komme ud på tunet, Maria i den lyse kjole, også Ingrid i kjole, og hun holder hende i hånden, som om hun er et barn, moren eller Ingrid, og der kommer Suzanne også, de går mod syd gennem haverne og får fuglene til at lave et leben, de stiger og falder oven over dem som flagrende hvide stykker papir, han kan også høre deres stemmer, men ikke, hvad de snakker om, og han gentager, at de skal gå ind og få varmt vand hos Barbro.

202

Den gyldne formel

De har to ærinder i bygden, det første er hos præsten. Det udfører Ingrid alene mod Lars’ vilje, han og Felix passer på båden med tørfisk og mågeæg, mens Ingrid sidder i præstegården og får et chok.

Det skyldes præstens skånsomme, men nådesløse gennemgang af Hans Barrøys dispositioner gennem årene, ikke fordi hendes far har haft meget at jonglere med her på jorden, som Malmberget ser det, Hans har ikke bare ønsket at bebo, men også at opbygge Barrøy, for enhver arving vil efterlade sig mere, end han overtager, det er en cirkel, er det, en livets kæde, en lovmæssighed. Men det indebærer, at det, Ingrid hele sit liv har troet var en urokkelig klippe i havet, har været en smuldrende flåde, som hendes far kun lige har været i stand til at holde flydende.

Hun sidder og spekulerer på, om hendes mor har været informeret om det, og spørger også. Og præsten siger, at han ikke ved det, med et blik, som hun forstår i retning af, at det må du spørge andre om, hvem det nu skulle være.

Ingrid siger for en sikkerheds skyld ikke mere.

Malmberget rejser sig og går rundt på lydløse tæpper og serverer hindbærsaft for hende og kaffe til sig selv, sætter sig igen, trækker en skuffe ud og kommer til sagen, som er den, at Ingrid får et pantebrev, nogle kvitteringer og foruden sins fars dødsattest et skøde på ejendommen. Nu er det hende, der er den retmæssige ejer af Barrøy, enearving, da der hverken er sønner eller ægtefælle

203

i tilregnelig tilstand. Det er en højtidelig overrækkelse, et strejf af noget større end dem selv, som også sætter sit præg på det stille værelse, hvor en navnløs apostel ser ned på dem fra sit skjulested på væggen.

Ingrid er rædselsslagen.

Men hun svulmer også indvendig og læser alt, hvad der står på skødet, optælling af små og store øer og skær i hendes rige, så snart hun er myndig, udmark, indmark, rettighederne til vand, tørv, bær, fangst, træ og drivgods ... gotisk skrift, stiplede linjer, blåt blæk, sort fornem håndskrift, rødt stempel ...

Præsten spørger, hvordan det går med hendes mor.

Ingrid ser op og tænker sig om.

Hun siger, at hun ikke ved det, hun sover ikke sammen med hende længere, men sammen med Suzanne og katten i Sydsalen, Maria er alene i Ingrids gamle kammer. Om dagen sidder hun i køkkenet eller på en stol ude i solen som en anden Barbro, går kun nu og da i stalden og laver mad en sjælden gang, langsomt, de er nødt til at sætte hende i gang en time før ...

Præsten nikker.

Vi har for mange køer, siger Ingrid, og for lidt jord. Og vi har brug for en hest. Hun har regnet på det, baseret på den kendsgerning, at faren var en levende maskine, der var i stand til at slå tyve mål med le, sidste år havde Lars klaret tre, Barbro to og Ingrid et. De kunne sætte en af køerne for den gamle slåmaskine, men det var et stort besvær, og de mistede mælken, de kunne bruge koen i kartoffelstykket, når de kun kørte med plovskær og fjæl, og så var der forholdet mellem græsning og indmark, det var ikke, som det skulle være ...

Præst Malmberget synes, at han opdager et regnestykke, hvor noget tæller den ene vej og noget den anden, at Ingrid er på jagt efter den gyldne formel for driften af Barrøy, forholdet mellem dyr, jord, mennesker og hav, en delikat balance, der må røgtes 204

med omhu, for at så og så mange skal kunne leve der, ikke færre, ikke flere, bare netop så mange, som de er, og han smiler.

De når frem til en slags opsummering. Han roser hendes modenhed og åbner endnu en gang skuffen – som en formanende afslutning – og skubber nogle flere papirer hen over bordet, kopier af to dåbsattester, Felix’ og Suzannes, og siger, at hun skal sørge for, at Felix begynder i skolen til efteråret, i Havstein, Johannes Malmberget har allerede taget sig den frihed at melde ham ind.

Ingrid rejser sig og siger ja, selv om hun ved, at det kommer til at holde hårdt, hvis hun er blevet mor i løbet af året, så er Lars blevet far, og det i dén grad. Og han selv har ingen planer om at vende tilbage til skolebænken.

Men hun er ikke blevet mindre af dette møde.

Hun nejer og tænker, at selv om hun ikke har vovet at tage det vanskelige spørgsmål op, og præsten heller ikke har gjort det, spørgsmålet om børnene, så er det ikke rykket nærmere af disse to kopier, som hun stikker ned i kuverten sammen med skødet og beviset på, at hendes far er død.

Lars og Felix er gået op fra Handelen og har sat sig på kokskassen uden for Købmanden, og Lars synes, at han kan se noget i Ingrids gang, da hun kommer gående oppe fra præstegården, kuverten, hun klemmer fast under armen, hun ligner en lærerinde. Han hopper ned og spørger, hvad det bliver til med båd, med maskine, om de har penge nok, kan præsten kautionere ...?

Ingrid siger, at de ikke skal have båd, de skal have hest.

– Hest?

Lars har aldrig hørt noget dummere, de har haft hest før, den arbejder i én måned og står stille og æder i elleve.

– Skal du slå hele Barrøy, siger hun, med le?

Det har Lars ikke noget at sige til. Ingrid siger, at de skal låne en hest.

– Af Adolf i Malvika, han har tre heste.

205

– Hvordan skal det gå til, skal den svømme?

Ingrid forklarer, at Paulus skal fragte hesten, ligesom han fragter køer og tyre. Lars: – Men det bliver da dyrt?

– Men vi skal kun have to køer.

– Hvorfor det?

Hun forklarer, at to køer netop giver mælk nok til, at mælkeruten fortsætter med at lægge til hos dem, den er de blevet afhængig af. Men hun nævner ikke, at den også kan bruges til transport til skolen, udelader også den del af regnestykket, der siger, at der med kun to køer bliver mindre at gøre i stalden, Barbro kan binde garn og Ingrid rede line op, plukke bær og ... alt det andet, mens Maria ..., heller ikke sin mor nævner hun.

– Og vi skal have flere får.

Fårene skal fra nu af græsse i kortere tid på Barrøy og i længere tid på både Skogsholmen, Knuten og Gjesøya, fra sneen smelter, til så længe som muligt efter at den har lagt sig.

Heller ikke det har Lars ret meget at sige til, de er nået ned til Handelen og skal i gang med deres andet ærinde.

Lars får færøbåden ind under kranen. De hejser den blytunge tønde æg op på land og derefter tørfisken. Bang Johansen hører skramlen på kajen, kommer ud og spørger, hvad de laver?

Han vil også prøve æggene i vand, så han slår tøndelåget op, fejer lidt sand til side og tager fire svartbagæg og to edderfugleæg, der alle synker, som de skal, men han har lagt dem i et skyllekar og ikke i en spand, det er næsten en meter dybt, så han er nødt til at læne sig ind over kanten, dukke halvvejs under for at hente dem igen og bliver våd på overkroppen. De ler ad ham, han smiler og spørger: – Hvor mange æg er der i tønden?

– Firs, siger Lars.

– Har I flere?

206

– En tønde til. Den kommer i morgen.

Bang Johansen nikker og giver sig i kast med tørfisken, som de har stablet på en ramme, og finder heller ikke noget at udsætte på den. Men prisen er faldet siden sidst, det skyldes markederne ...

– Fedtsyl, siger Felix.

– Hvad siger du?

Felix skal lige til at gentage det. Ingrid giver ham en ørefigen.

– Han ved ikke engang, hvad det betyder.

– Det gør jeg da, siger Felix og får en lussing til. Lars smiler ned i kajens planker, og Bang Johansen ryster på hovedet og siger fandens til unge, kigger igen på fisken og spørger, hvad det bliver til. Ingrid beder ham om at veje partiet og give dem en seddel på det og også en seddel for æggene. Han vejer i alles påsyn og får det samme antal kilo, som de med egne hænder nåede frem til ude på øen. Og de får sedlerne.

– Men så var der dunene?

Ingrid mærker sin ro og siger til Bang Johansen, at de må snakke om dunene senere.

– Hvorfor?

Måden, han spørger på, hans øjne og ansigt, hun spørger, om han virkelig vil have dun. Han siger, at selvfølgelig vil han have dun. Hun har oplevet det før med sin far, dengang fastslog Handelens ejer bare en pris, som faren sagde ja eller nej til, og så tog han af sted igen, om så med uforrettet sag. Hun spørger, hvad prisen på dun er i år. Bang Johansen svarer. Hun gentager, at hun skal tænke over det, først skal de have resten af fisken ind, det tager tre-fire dage, og også æggene. Bang Johansen nikker.

– Ja, ja, æggene.

På vej ud sidder Felix og Lars ved årerne og Ingrid på agtertoften med en brun kuvert på skødet og mærker mild sommervind i håret.

207

– Hvad griner du ad? siger Lars.

– Ingenting, siger dronningen af Barrøy, der bliver roet ud til sit rige af to undersåtter, der ikke aner, hvilke planer hun har, og heller ikke kommer til at høre om dem, før de skal sættes i værk.

Det har hun lært af sin far. Tavsheden. Overraskelsen. Skødet og kopierne i kuverten. Nej, hun har lært det af sin mor. Eller har hun det? Hun husker det ikke. Hun smiler ikke længere. Hun savner dem begge to, som hun ikke har savnet dem, siden de døde. Og Lars ser en anden vej.

208

Marias søvn

Hans Barrøy havde tre drømme: Han drømte om et motoriseret fartøj, om en større ø og et andet liv. De to første drømme luftede han tit og ofte til både fjern og nær, den sidste snakkede han aldrig om, ikke engang med sig selv.

Også Maria havde tre drømme: flere børn, en mindre ø og – et andet liv. I modsætning til sin ægtefælle tænkte hun ofte på den sidste, og den blev kun større og tungere, efterhånden som de to første blev blegere og mere og mere umulige.

Da hendes mand døde, begyndte hun at fortryde.

At fortryde en drøm er det mest nedbrydende, man kan foretage sig. Hun fortrød, at hun syntes, øen var for stor med alt dens umådelige arbejde, og at hun havde ønsket sig flere børn, for hun havde Ingrid.

Derefter sneg en trussel sig ind på hende, følelsen fra dengang en straffefange var her og stjal noget, de ikke vidste, at de havde, og satte en plet på deres liv, noget, vinden kom med, fuglene og havet, sneen, vandet i køkkenet og ørnene, der var begyndt at sætte sig på taget på den nye bro. Hun kunne høre katten gå hen over gulvet med tunge drøn, som pressede sig sammen til en hård dråbe, der svulmede op og trak sig sammen som et dyrehjerte.

Jeg hjælper dig, mor, siger Ingrid og står i døren til sit eget børneværelse og venter, mens Maria kommer op og i tøjet. De går ned i køkkenet og drikker kaffe og spiser morgenmad, som Barbro har

209

sat på bordet. Barbro har allerede været ude hos dyrene, de går ude døgnet rundt, kommer brølende op til husene, når yverne er ved at sprænges, og vækker den, der hører efter, og denne sommer er det Barbro, Barbro, der bander og står op og malker, Ingrid har andet at lave.

Hun går ovenpå igen og vækker Suzanne, ser til, mens hun klæder sig på i det tøj, hun selv engang gik i, går ned og spiser færdig og derefter ud på jorderne, hvad enten det er sol eller regn.

De går rundt på øen og ser, at græsset er blevet højt, og ved, at det bliver højere. De ror over til holmene og tæller lammene.

Maria genkender noget, men ikke det hele, hun siger jaså og kommer i tanke om noget, selv ikke Ingrid husker. Hun spørger, hvor mange børn hun har. Ingrid siger tre. Nej, siger Maria. Hun udtaler enkelte ord ligesom for at øve sig på dem, båden, fyret, hesten ... Der kommer børnene, siger hun om båden, der vender tilbage efter dagens tur med tørfisk ind til Handelen. Ingrid råber, at de vel har husket at få en seddel på det? Lars svarer ikke, klatrer bare op ad lejderen og går op mod huset med Felix i hælene for at få noget at spise.

Marias smil.

Det hører ikke hjemme her.

De sætter sig på kajen, og hun snakker om, hvordan hendes mand gik klædt, da de mødtes, hvad han sagde, hans indfald, og Ingrid glipper med øjnene, men lader hende blive ved, hesten, sandet, røgeovnen ... Suzanne kaster sten i havet og balancerer på kajkanten. Ingrid siger, at hun skal lade være. Maria påpeger, hvor fin hun er, friseret og ordnet som en dukke, og Ingrid mærker, at den lille nok kunne snavse sig lidt mere til, hvis det bliver lagt mærke til selv af Maria, at hun er begyndt at skaffe sig privilegier.

I aften skal hun være med til at malke, køerne går i Barmhagen nu, hvor de alligevel ikke kan bruge slåmaskinen, græsset bliver endnu højere, årets fredeligste dage glider over i hinanden uden 210

nætter, mens græsset gror, regnen falder, solen skinner, og mågerne skriger, indtil Paulus kommer med hesten.

Så er det springflod og midnat med alle lydene inde i en glaskolbe, de hvide nætters stemme. Ingrid ser, at Marias blik forvandles ved synet af hesten, som Paulus har tøjret på både ben, overkrop og hoved til ræling, styrehus og mast, så den står fastlåst som et stykke trælegetøj og har skidt en stor bunke på dækket.

De lægger den landgang ud, som Felix og Lars har tømret sammen, dyret føres på land og skal være på Barrøy indtil næste springflod, engang i hundedagene, har Ingrid regnet ud, så når den også at pløje et nyt kartoffelstykke op til brug næste sommer.

Paulus leverer også en sending fra Handelen. Hun vil forsikre sig om, at det er, som det skal være, men opdager igen Marias blik, at hun har lagt en hånd på hestens man som for at hilse på dyret, og øjnene ruller i hovedet på hende, hun bøjer nakken og svajer, hånden i manen, den holder hende oprejst, hun løfter hovedet og kigger på Ingrid med øjne, der ikke ruller. Og Ingrid vil løsne hendes greb og føre hende hjem, men Maria slipper selv, klapper hesten på halsen og siger: – De skød hesten.

– Hvad?

– De skød hesten og troede, vi ikke så det.

De andre fører hesten sydpå. Maria og Ingrid går op og sætter sig på brøndens låg. Maria med midnatssolen gennem håret, den gør det helt hvidt, det kan ikke engang flettes. Hun siger, at hun flere gange har snakket med Zezenie på sygehuset eller rettere forsøgt på det, og hun kommer ikke tilbage.

Ingrid nikker.

– Forstår du, hvad jeg siger?

– Ja, siger Ingrid.

211

Maria spørger, om hun har ordnet det hele med præsten, papirerne?

Ingrid nikker.

– Godt.

Ingrid spørger, om hun vil have Sydsalen tilbage. Maria svarer, at det ikke er nødvendigt. Hun fortæller, at hun ville snakke med lægerne om de drønende kattepoter, men de ville kun høre om hendes ægtefælle, og hun huskede kun én episode, at han ville sidde lige over for hende ved spisebordet for ikke at gå glip af hende et eneste sekund, det var kun et år eller to siden, han sagde det. Derefter faldt hun i søvn og vågnede ikke igen, før hun lagde hånden på en hest og mærkede musklerne ånde under den varme hud. Ingrid siger, at hun forstår det, men mærker en uro og spørger, om hendes mor tror, at faren vidste, at han skulle dø.

Maria tænker sig om og siger nej, det var en god død, han døde, da han skulle, det er bare som så meget andet godt, det er umuligt at opdage.

212

De usynlige

Hesten hed Wilhelm efter en kejser og var ikke ligesom den, de havde før. Den studsede for det første ikke over, at den var på en ø, og den sparkede ikke, men var doven og rar og lagde sig ned og sov, når de spændte den fra, hvad det end var, den trak. Suzanne og Felix kunne ride på den.

Sammen med den kom to spande linolie, pensler og en lille og en stor sæk pulver, Ingrid ville male huset.

– Stuehuset skal være hvidt.

Med grønne vinduer og vindskeder.

Når de ikke slog og satte i hæs, malede de. Også Maria. Hun malede vinduerne, langsomt og nøjagtigt. Det var det første hus på Barrøy, der fik maling. Og det forvandlede ikke kun huset, men øen, det forvandlede stenene, sandet, græsset, dyrene og træerne. Da de var færdige, kunne de ikke se på det, i hvert fald ikke tro på det, de så, det gamle grå stuehus så ud, som om det var støbt af nysne, det så ud, som om det stod et andet sted, på fastlandet, i en by, det lignede ufattelig rigdom, der kun kunne skinne her, hvor der ingen konkurrenter var, det var et chok, et fremmedlegeme, det var til at dø af grin af.

De gik ud på jorderne om aftenen, vendte sig om, kiggede hjem og tænkte, der bor vi. Det var også det første, de gjorde om morgenen: De gik ud og kiggede på huset. De fik kræfter af at se på det, håb og humør. Det var bedre at være ude end inde, og det havde det ikke været før. Det så anderledes ud fra Kjær-

213

lighetslunden, end det gjorde fra Frostøyet og Karvika, det var foranderligt og bevægeligt og synligt fra de andre øer, et tårn, en landkending i havet, et bomærke. Folk kom roende og spurgte, hvad de nu havde fundet på, spurgte, om det var dyrt, slidstærk og svært at påføre, inden de roede hjem igen med hovedet fuldt af ideer.

Huset var synligt helt inde fra Handelen. Det var synligt fra himlen, fra havet, fra fastlandets fjeld, fra regeringssalene i hovedstaden og fra Borneo, der var ikke et øje, der ikke kunne se det.

De spændte den dovne hest for slåmaskinen og slog i Rosehagen, Skurvhagen og Eden. De fandt alle de gamle huller til høstativerne og satte hæssene, som de altid havde stået, nord-syd, for at de ikke skulle blæse omkuld, grågrønne bugtede vægge på tværs af stengærderne.

I løbet af sommeren greb også meget andet ind i hinanden på en måde, de ikke vovede at håbe på. Onkel Erling kom på besøg med familien og allierede sig med Ingrid i synet på skolegang.

Lars var nødt til at ruste sig med tålmodighed et år til, inden de tog ham med til Lofoten. Tante Helga kunne ikke genkende Maria og kunne ikke skjule sin skuffelse, den alt for synlige skuffelse.

Hun genkendte heller ikke Suzanne og Felix, den lille var jo kun et blebarn, og den buttede Felix var blevet en streg i luften og så ældre ud end de otte år, han snart ville fylde i henhold til kopien af den dåbsattest, der bar hans navn, et navn, der skulle ændres fra Tommesen til Barrøy, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Da Paulus kommer for at hente hesten, har de endelig forstået det, deres forfædre altid havde vidst, at en hest kun kan være en gæst på en ø, det har med øens størrelse at gøre, som det kan være vanskeligt at affinde sig med, det har med græs, penge, mål, arbejde og himmelske regnskaber at gøre.

214

Omsider bestemmer de sig for også at slå nylandet på Gjesøya.

Det må gøres med le.

Hele familien er med. De diskuterer, om de også skal sætte hæs herude. Ingrid siger, at det skal de. Lars er imod det. Ingrid siger, at det er lettere at fragte tørt hø end vådt. Lars siger, at i så fald er de nødt til at fragte stativer begge veje foruden forhammer og løftestang. Maria er enig med Ingrid. Det er Suzanne også. Barbro holder med Lars. Det gør Felix også. Ingrid siger, at nu begynder skolen snart. Felix siger, at han glæder sig. Lars siger ikke noget.

Der er to lejre. Den ene får det som regel, som den vil. Og på en varm sensommerdag kan en grå havgus pludselig rejse sig som en væg i horisonten og langsomt krybe ind og lægge den ene ø efter den anden i et blågråt mørke, opsluge og indhylle alt og alle i en råkold dyne. Hvor de før havde frit udsyn i alle retninger, kan de nu ikke engang se deres egne får, de kan ikke se hæssene, buskene, lygten på fyret og det skinnende hus på Barrøy, kun nogle strå lige neden for deres fødder og tårer, der perler ned ad dem, selv om det ikke regner.

Havgusen kommer med et mørke midt på dagen, en solformørkelse og et synstab. De lægger redskaberne fra sig, tier stille, svøber sig i varmere tøj, sætter sig på en sten og lader tankerne lege med et indre lys på samme måde, som blinde kigger indad, fordi de ikke kan andet, og finder et minde eller et strejf af noget, ingen ved hvad er, og som de hverken kan dele med nogen eller gøre til nytte og gavn.

Når synet er væk, skærpes de andre sanser, den intense lugt af brændenælde, mose, tang og våd uld, gusen er lige så salt som havet, der fødte den, en fremmeds kolde kærtegn mod huden, og selv om edderfuglen kravler op og breder vingerne ud over jorden, og insekter og dyr er lige så tavse som menneskene, er der en mærkelig lyd i gusen, en hvislen som af havet i konkylien og lyden af en død rotte, der slæbes gennem tør sne.

215

Men der går ikke mere end en time eller to, før solen knækker det hele, først som et kogt torskeøje i disen nogle grader længere mod nord, så mere gul og mere gylden, indtil den fortynder og tilintetgør det sidste slør og slipper synet løs igen som vilde heste i alle himmelretninger. Så føles det bare, som om de har fået deres arbejdsdag halveret eller fået en helt ny dag inde i den gamle, og de kan gå i gang med leen igen.

216