34452_genfĂŚrd_125x200.indd 6
16-01-2013 17:12:25
Den hvide ravn
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 1
18-01-2013 11:30:47
Af samme forfatter: De Edsvorne Ulvehavet
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 2
18-01-2013 11:30:47
ROBERT LOW
DEN HVIDE RAVN
Oversat fra engelsk af Brian Christensen
CICERO
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 3
18-01-2013 11:30:47
Copyright © Robert Low, 2009 Originaltitel: The White Raven Published by arrangement with HarperCollins Publishers Ltd. Sats: Rosinante&Co, København Tryk: Livonia Print, Riga Omslag: Anne Kragelund Omslagsillustration: © Stephen Mulcahey/Arcangel Images Map copyright © John Gilkes 2009 ISBN: 978-87-638-2678-5 Første danske udgave Printed in Latvia 2013
Citatet fra Egils Saga side 95 er oversat af Preben Meulengracht Sørensen og gengivet i Før Kristendommen: digtning og livssyn i vikingetiden, Gyldendal 1990.
CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 4
18-01-2013 11:30:47
Til min smukke hustru, Kate, der navigerer os gennem det oprørte hav, sü jeg kan fü ro til at skrive.
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 5
18-01-2013 11:30:47
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 6
18-01-2013 11:30:47
Novgorod, vinteren 972. På en råkold dag, hvor kun en blændende hvid sprække i den grå himmel røbede, hvor solen gemte sig, tilhuggede fyrstens bødler en fyrretræsstamme, der var tynd i den ene ende, tyk i den anden lidt højere end en mand. De spidsede den tynde ende til, fedtede den ind og tog derefter fat om kvindens ankler, bandt reb om dem og spredte hendes ben. En mand lagde et sadeldækken på hendes ryg og satte sig på den for at holde hende i ro, mens en anden viklede læderremme om hendes håndled og bandt armene fast til to pæle, som også var anbragt langt fra hinanden. Hun skreg, og hendes mund var blodig. „På denne dag i fyrst Vladimirs ottende regeringsår,“ deklamerede udråberen, „er denne metjerak-kvinde blevet fundet skyldig …“ og så videre og så videre. „Danica,“ sagde Thordis lavmælt, så kun vi kunne høre det. „Hendes navn er Danica.“ På hendes slaverstammes sprog betød det ‘Morgenstjerne’, men hun ville ikke komme til at se flere morgenstjerner. Pælen blev jaget op i hende, uden at bødlerne ænsede hendes skrig, men da de hamrede og skubbede pælen op, sørgede de for, at hendes balder var anstændigt dækket til for at beskytte hende mod de lystne blikke i folkemængden. Det varede dog ikke længe, før den hvide særk, som hun var iført, blev gennemvædet af blod og klæbede æggende til hende. Spidning er ikke bare den rene grusomhed, men noget, der kræver snilde, og Vladimirs bødler var ferme til det.
7
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 7
18-01-2013 11:30:47
De skubbede langsomt og kyndigt den spidse pæl op i kvinden. Det var nærmest en Loke-spøg, at de benyttede sig af heler-kunst for ikke at ramme nogen af de livsvigtige bløde organer såsom lunger, hjerte og lever, selvom hun sprællede og skreg. Med hyppige mellemrum rettede de på pælen og stak forpustet hovederne sammen for at planlægge de næste træk på så uanstændigt fortrolig vis, at man skulle tro, at de var elskende. De holdt kun en enkelt pause i spidningen for at strø flis på den blodige sne, så de ikke gled i sjappet. Et snit med en kniv hjalp spidsen af pælen ud gennem den øverste del af kvindens ryg til højre for rygraden, hvilket beviste, at den ikke havde ramt hendes hjerte. Tilskuerne jublede, og de ærværdige, velklædte medlemmer af Novgorods vetje nikkede anerkendende, da Danica nu var gennemboret af pælen som en okse på spid. Og hun var stadig i live, som det sømmede sig. Mændene løste hendes reb og bandt så benene sammen ved foden af pælen, så hun ikke gled ned, da de rejste den og satte den ned i et hul, som de derefter stampede til med jord. Det begyndte at sne, da de til sidst afstivede pælen – og det var så dét. Man havde spiddet kvinden i overensstemmelse med loven og vetjens ret. Hun havde intet at hvile de sammenbundne fødder på, så hun blev langsomt og pinefuldt trukket ned ad pælen af sin egen kropsvægt. Der ville gå tre dage, før den jamrende, blødende kvinde var død, og imens ville sneen blive forvandlet til et blodrødt tæppe ved hendes fødder. Man måtte nærmest beundre denne dygtigt udførte afstraffelse, der afskrækkede selv de mest ryggesløse fra at forbryde sig mod loven i en by, der blev kaldt Mægtige Novgorod af indbyggerne. Ikke desto mindre var det svært for mig at påskønne denne form for straf, eftersom jeg selv var den næste i rækken – men jeg spekulerede på, om det mon ikke var muligt at tilbyde Novgorods herskere noget, som ville gøre, at jeg slap for at få jaget pælen op i mit eget røvhul. Ville en gravhøj med alverdens sølv mon være nok?
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 8
18-01-2013 11:30:47
ET
H
estreng, Östergötland, foråret 972. Dagen før vi skulle drive hestene ned fra græsgangen, regnede det. Jeg stak hovedet ud ad døren, og sådan som vinden piskede og hvæsede som slanger i havet, vidste jeg, at det ville regne i flere dage. Inde i hallen holdt Thorgunna gang i arnen og rørte rundt i en stor gryde. Hun havde et alfeansigt og en yppig barm, der ledte tankerne hen på et „fint skibs imponerende forstavn,“ som Kvasir gerne udtrykte det. Hun havde mørkt hår og kunne hæve brynene og stirre på en med sine ravnesorte øjne på en sådan måde, at de fleste af os krympede os under hendes blik. Det var kommet bag på alle, at Kvasir havde giftet sig med hende. Som Finn i fuldskab sagde til brylluppet: „Han har været for længe på havet. Hvad skal en mand som Kvasir Spyt med en kone? Når han har tilbragt en lang vinter med hende, vil han trygle om igen at komme om bord på Fjordelgen.“ Ved siden af hende hakkede Ingrid kål. Hun var lige så lyshåret og slank, som Thorgunna var mørkhåret og diger, og hendes fletninger svingede fra side til side, når hun kastede, hvad hun troede, var stjålne blikke efter Botolf. Hun var allerede med barn og var blevet lovet bort til ham i vidners påsyn. Thorgunna kom fra nabogården Gunnarsgård og var søster til Thordis, der havde giftet sig med Tor Jernhånd. Søstrene havde haft hver en halvpart i Gunnarsgård, hvilket var en usædvanlig ordning, da en god gård normalt tilfaldt den ældste – og deres kusine, Ingrid, havde boet sammen med dem.
9
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 9
18-01-2013 11:30:47
Tor havde haft et godt liv med tre kvinder under samme tag, var der nogen, der sagde, men de, der vidste bedre, påpegede, at det betød tre gange så meget besvær. Han havde også gerne villet gifte sig med Thorgunna og således få den anden halvpart af gården, men Kvasir var kommet ham i forkøbet og havde ført hende til Hestreng sammen med Ingrid, kort efter at han var kommet hertil sammen med os andre. „Hvordan ser det ud derude?“ spurgte Thorgunna mig. „Gårdspladsen er en sø,“ svarede jeg og satte mig ved arnen. „Du må hellere komme noget lækkert i gryden der – vi får brug for noget til at muntre os op.“ Hun fnøs. „Det kan jeg tænke mig. Også selvom I ikke kommer til at arbejde for det i sådan et vejr.“ Det var uretfærdigt sagt, for der var altid noget at lave, selv indenfor. I flere uger havde der været gang i vævene, hvor et par trælkvinder vævede vadmel til et stribet sejl til Fjordelgen. Alle sad og arbejdede med sytøj, kantebånd, læder eller træ – selv børnene. Alligevel satte de sig omkring store Botolf i den halvmørke hal og bad ham fortælle historier. Der var tre halvstore drenge, der var avlet af trælkvinderne og disses forrige ejere, og to spædbørn, som var avlet af mine egne Edsvorne – og endelig en gøgeunge til høvding Brand. Hallen genlød af larmen fra børnene, da mændene traskede indenfor for at spise. De stod tegnet som grå skikkelser på en grå dag og pustede regndråber af næsen og rystede deres kapper. Jeg gik over til højsædet, hvor jeg kunne være i fred, mens hallen fyldtes med snak og lugten af våd uld. Den irske trælkvinde, Aofie, forsøgte at pakke sin lille buttede dreng ind i en kofte, men han blev ved med at sparke den af sig. Til sidst lykkedes det hende, netop som Thorgunna daskede hende på skulderen og gav hende besked på at hente muslingerne i fadeburet. Hun gik og så sig nervøst tilbage, da hendes dreng – Cormac, kaldte hun ham – kravlede hen mod hjorte hundene i hjørnet. Jeg sad i mine uldklæder og rugede som en sort hund, mens jeg kiggede på de indridsede runer på fæstet af Runesværdet, som jeg støttede mod gulvet. Jeg havde lavet dem med Lille Eldgrims hjælp, efter at vi havde slæbt os væk fra Attilas gravhøj, og skønt jeg ikke
10
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 10
18-01-2013 11:30:47
var særligt kyndig i at læse runer, vidste jeg nok til, at jeg ville kunne finde tilbage til den hemmelige grav med den enorme sølvskat. Efter al den død og rædsel, som vi havde oplevet der, havde jeg lovet mig selv, at jeg aldrig ville vende tilbage, men ikke desto mindre havde jeg lavet disse tegn, som om jeg havde tænkt mig at gøre netop det. Det måtte være Odins værk. Jeg havde sprællet som en fisk på en krog for at slippe ud af denne knibe og havde været så snarrådig at holde De Edsvorne hen med rov, så de ikke tvang mig tilbage til Attilas grav. Alligevel havde jeg hele tiden vidst, at jeg var nødt til at føre Kvasir og de andre til det ugudelige sted – eller fortælle Kvasir hemmeligheden og lade ham tage alene dertil. Men det kunne jeg heller ikke gøre, for vi havde svoret en ed til hinanden, og min frygt for at bryde den var næsten lige så stor som for at stå i den uhyggelige gravhøj igen. Eden. Vi sværger at være som brødre for hinanden gennem ild og vand. Vi sværger ved Gungnir, Odins spyd, og må han forvise os til hinsides de ni verdener, hvis vi bryder denne ed til hinanden. Den bandt os til hinanden med kæder af gudsfrygt, fik os til at trodse kulde og storm, ansporede os til bedrifter, som skjalde ville synge om – og til gerninger, der var bedst tjent med at blive gemt under en sten om natten, så skændige var de. Men når vi stod ryg mod ryg og gjorde front mod fjenden, vidste vi, at den skulder, som vi hver især trykkede os op ad, tilhørte en mand, der hellere ville dø end vige fra ens side. Eden havde løftet mig fra at være en niddingsknægt til høvding med højsæde i min egen hal. Selve sædet havde dog ikke været mit eget, men var en del af rovet fra vores sidste kamp for høvding Brand og den nye konge, Erik. Jeg havde røvet det fra Ivar Vejrhat, hvis hovedbeklædning efter sigende kunne fremkalde storme, og han burde have svunget den mod os, da vi sejlede ind i hans bugt, for da vi sejlede væk derfra igen i rolig sø, var hans hal brændt ned og plyndret for alt, selv højsædet. Efter det plyndringstogt var vi sejlet her til Hestreng og havde slået os ned i denne hal, der stank af våd uld og hunde, og som genlød af larmende børn og kværulerende kvinder. Lige siden havde jeg
11
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 11
18-01-2013 11:30:47
forsøgt at få disse barske plyndringsmænd til at falde til her, og jeg havde faktisk troet, at det var lykkedes mig – endda i en sådan grad, at jeg havde besluttet at få en runesten ristet over os, så vi kunne slå rod her. Der er kun en håndfuld runeristere i verden, der kan mejsle runer over en mands liv og levned så perfekt, at de, der følger efter, kan læse dem i tusind år. Vi krigere vil gerne have, at alle får at vide, hvor tappert vi har kæmpet, og hvor lidenskabeligt vi har elsket, og den, der kan fremtrylle et sådant ry, er sikret den bedste plads i enhver hal. Runeslangerne på De Edsvornes sten ville til sin tid blive ristet med en mejsel så fin som et fuglenæb af mesteren Klepp Spaki, der hævdede, at han havde lært det af en mand, der havde lært det af en mand, der havde lært det af Varinn. Den samme Varinn, der havde ristet en runesten over sin forsvundne søns bedrifter og gjort det så godt, at den nærliggende gård var blevet kaldt Rauk – som betød ‘sten’ – lige siden. Første gang jeg lod fingrene glide hen over de slyngede indridsninger på stenen, som Klepp lavede til os, var de helt friske, stadig ru og umalede. Jeg lærte sent at læse runer og forstod hverken Odinmagien ved deres tal eller hemmeligheden bag deres form – og jeg vidste heller ikke, hvor jeg skulle begynde, medmindre man viste mig det. Man læser lige så meget med fingrene som med øjnene. Det er meningen, at det skal være svært – selve ordet ‘rune’ betyder jo ‘hviske’, og selveste Odin havde jo måttet hænge ni nætter i Verdenstræet og stikke sig med sit spyd for at udgrunde mysteriet. Mit eget liv indgik i den historie, som Klepp ristede i De Edsvornes sten, og begivenhederne står stadig levende for mig, selv nu hvor tiden og vind og vejr har slebet stenen glat og furet mit ansigt. Jeg husker således udmærket min hest Hrafn, som jeg havde købt af en hestehandler ved navn Bardi den Fede. Hesten var kulsort, og dens navn – Ravn – klædte den bedre, end en rytter nogensinde ville, for den var ikke en ridehest, men beregnet til avl og kamp. Den skulle blive ophav til dynastier af heste og forvandle De Edsvorne fra hærgende vikinger til opdrættere af
12
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 12
18-01-2013 11:30:47
fine krigsheste på de græsgange, som høvding Brand af Östergötland havde foræret os i sveerne og gøternes land, der nu var ved at blive til Storsverige takket være Erik Sejrsæl. Hrafn. Alene dyrets navn burde have advaret mig, men jeg var alt for optaget af at leve et fredeligt liv på dette frugtbare stykke jord og gjorde alt for at undgå at føre De Edsvorne tilbage til østens riger for at finde den forbandede sølvskat. Så en hest ved navn Ravn var et godt tegn, troede jeg. Og det samme gjaldt navnet på vores gård, Hestreng, Hingstenes Eng. Den tilhørende lod bugtede sig blidt langs en smuk fjord og bestod af fed landbrugsjord med gode marker og endnu bedre græsgange. Men den lå ved Austrvegrfjord, Østværtsfjorden. Den havde ikke fået navnet på grund af sin placering, men fordi det var den søvej, som alle skibe benyttede, når de sejlede østpå ud i Østersøen for at plyndre og handle. Selvom De Edsvorne forsøgte at ignorere det, hørte de denne fjord kalde dem ud på hvalvejen hver eneste dag. De stod på strandens ral med vandet plaskende om støvlerne og håret flagrende om ansigtet, mens de så sejlene forsvinde med kurs mod det sted, som de gerne selv ville sejle til. De vidste, hvor alverdens sølv lå begravet, og ingen nordbo, der drog på togt, kunne vende det døve øre til dets høje kald. End ikke jeg. Jeg kiggede på kvinderne, der puslede om arnen, tænkte på vores runesten, der ville forankre sig dybt i jorden, og håbede, at jeg havde fået De Edsvorne vænnet til livet på landet, men inderst vidste jeg godt, at de bare ventede på, at der blev bygget en ny Fjordelg. Det indså jeg for alvor, en dag Kvasir og jeg red til den dal, hvor vores heste græssede om sommeren. Han blev ved med at se sig over skulderen ud mod havet, og fordi han kun har ét øje, var han nødt til at vride sig i sadlen på den lille hoppe, som han red på, så jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til det. Man kunne ikke se markerne eller græsningerne bag træerne eller åsen i det fjerne, som ydede marker og gårde læ for det skifergrå hav og den hylende vind. Men man kunne tydeligt smage havets salt på tungen, og da Kvasir igen vendte sig om og opdagede, at jeg så på
13
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 13
18-01-2013 11:30:47
ham, skar han en grimasse og gned sig under klappen, der dækkede hans døde øje. „Ja, jeg holder nu engang af havet,“ brummede han. „Du har en kone nu,“ påpegede jeg. „Lær at holde af landjorden.“ „Jeg tror snarere, at hun vil blive nødt til at lære at holde af havet,“ sagde han og så først vredt på mig, da jeg lo … men tog så selv del i latteren. Thorgunna var ikke en kvinde, der var nødt til at lære noget som helst, medmindre hun selv ville. Vi red videre i rugende tavshed, indtil vi nåede frem til dalen. Bakkerne ragede op til begge sider, dækket af et tætvævet grønt tæppe af nåletræer, og øverst strakte de nøgne, tågeindhyllede toppe sig mod himlen. Dalen var en grøn juvel, en perfekt sommergræsgang, der aldrig blev for tør. I den bugtende dal lå der en hytte, som man nemt ville kunne overse, hvis det ikke var for en røgfane, der steg op fra den. Her boede hestepasserne, Kalk og hans søn, hele sommeren. Da vi nærmede os hytten, kom Kalk til syne iført en kjafal, det klædningsstykke, som trælle altid gik med. Kjafalen havde en hætte, var åben i siderne, havde ingen ærmer og var fæstet mellem benene med pindelukke, og han gik aldrig i andet, hverken sommer eller vinter, men stak dog i et par slidte sko af okseskind, når sneen lå højt. Han bøjede sit kortklippede hoved til hilsen og strøg sig over sit stride gråsprængte skæg, da vi tøjrede vores heste. „Hvor er drengen?“ spurgte jeg, og han rømmede sig en smule, gjorde mine til at spytte, men kom så i tanke om, at han stod over for sin høvding. Jeg fornemmede, at han havde svært ved at tro, at sådan en knøs var hans herre, og det overraskede mig ikke. Jeg behøvede ikke at se mit spejlbillede i blankpoleret messing for at vide, hvordan jeg så ud. Et smalt ansigt med skægstubbe og blå øjne, hår med samme farve som bregner om efteråret, og som var samlet i fletninger, der gik til et par skuldre, der var alt for muskuløse til at tilhøre en ung mand på knap enogtyve år. Disse skuldre og det brede bryst fortalte om slid ved årer, og selv uden de afslørende ar på knoerne, der vidnede om kampe med skjold og sværd, kunne man se, at dette var en barsk mand.
14
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 14
18-01-2013 11:30:47
Og jeg var også rig og berejst og havde et halssmykke med sølvmønter fra Særkland, der var gennemhullede og trukket på en lædersnor sammen med en fin Odin-amulet af sølv – tre aflange ringe flettet sammen i en uløselig valknude, som var et farligt tegn. De, der gik med det, havde det med at dø efter den enøjede guds forgodtbefindende. Jeg havde også et fint sværd, adskillige solide armringe af sølv og sidst, men ikke mindst den prægtige snoede sølvhalsring, der var tegn på min høvdingestatus, og hvis dragehoveder i enderne snerrede ad hinanden på brystet af min farvede kofte. Jeg vidste kun alt for godt, hvordan jeg så ud, og hvad det fik Kalk til at tænke, så jeg fandt det kun ret og rimeligt, at han sænkede blikket, sank og dernæst så op på mig med et ivrigt, imødekommende smil. Høvding Brands tilbagevenden med bistre ringbrynjeklædte mænd havde fået ikke så få bønder til at forlade hans jord i huj og hast, og gårdene, som de forlod, var blevet skænket til udvalgte mænd som mig selv. For folk som Kalk og hans søn gjorde forandringerne ikke den store forskel – trælle var nu engang trælle, uanset hvem der sad i højsædet på gården. Han fortalte os, at det var tid at drive hestene ned fra græsgangen, at en af dem havde en flækket hov, og at Tor Jernhånd stadig slap sine hopper løs i dalen, som han betragtede som sin egen. Vi sagde, at vi ville komme tilbage næste dag, og red tilbage til hallen med det halte hingstføl efter os i et reb. „Tror du det her er Tors dal?“ spurgte Kvasir. Jeg trak på skuldrene. „Det håber jeg ikke. Thorgunna siger, at den tilhører hende, at den er hendes del af gården. Jeg bruger den, fordi jeg er jeres høvding, og fordi I to bor under mit tag – men I kan bare bede mig om ikke at benytte den, hvis I vil. Hvorfor spørger du?“ Kvasir harkede og spyttede og rystede så på hovedet. „Man skulle bare tro, at du vidste det – dig, der ejer en hel dal, som var den et par støvler eller en langkniv.“ „Hvad? Skulle jorden rulle om på ryggen og lade sig klø på sin græsmave, når man rider på den? Sende en et smil af sten og lykønske en med, at man er dens ejermand?“
15
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 15
18-01-2013 11:30:47
Kvasir brummede gnavent, og vi red tavse videre i roligt tempo, så det halte grå hingstføl kunne følge med. Vi talte ikke mere sammen den dag, men jeg mærkede hans rugen som en kløe, jeg ikke kunne gøre noget ved. Dagen efter kom han over til mig og satte sig på hug ved højsædet, mens jeg sad og så Aofies dreng, Cormac, lægge armene om halsen på en af hjortehundene, der slikkede ham i ansigtet, så han lo. Han var så lys, at han kunne være avlet af selveste hvidhårede høvding Brand, hvilket vi da også havde en mistanke om, eftersom vi havde tilbudt ham at ligge med Aofie, da han var vores hædersgæst. Ingen vidste, hvordan det egentlig forholdt sig, mindst af alle Aofie, for som hun sagde: „Det var mørkt, og manden, der lå med mig, havde drukket mjød.“ Det indsnævrede ikke ligefrem mulighederne, måtte vi erkende, da vi forsøgte at finde ud af, hvem faderen var. „Hvad vil du gøre med Thorkel?“ spurgte Kvasir til sidst, og jeg trak på skuldrene, mest fordi jeg ikke vidste det. Thorkel var endnu et problem, som jeg håbede, bare ville forsvinde. Han var ankommet med Hoskulds handelsskib, som medbragte ruller af klæde og fine nåle og tråde, der fik alle kvinderne til at juble af glæde. Da han gik fra borde og maste sig forbi kvinderne, havde han kigget på mig med sine havgrå øjne og sendt mig et bittert smil. Sidst, jeg havde set det smil, var på en strand i den del af Bretland, som skotterne kalder kongeriget Strathclyde. Det var, dengang han var trådt til side og havde ladet mig blive optaget i De Edsvorne, så jeg ikke behøvede at kæmpe med ham om pladsen. Det var alt sammen blevet aftalt på forhånd. Jeg havde kun været femten og stadig våd bag ørerne, men Einar den Sorte, der var vores høvding dengang, var godmodigt og kløgtigt gået med til bedraget. Thorkel havde forladt De Edsvorne for at leve sammen med en kvinde i Dyflin. Nu sad han i hallen og drak øl og fortalte alle, at hans liv som bonde var slået fejl, at kvinden var død, og at han heller ikke havde haft held med at sælge læder og andre varer. Han sad i min hal, fordi han havde hørt, at historien om Attilas sølvskat var sand, den selvsamme historie, som han i sin tid havde
16
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 16
18-01-2013 11:30:47
fnyst hånligt ad, og som var grunden til, at han dengang ville forlade De Edsvorne. „Vi burde kalde dig Thorkel den Heldige,“ drævede Finn, da han hørte alt dette. Thorkel lo, alt for hjerteligt og høfligt, for han var ude på at blive optaget i De Edsvorne igen, så han kunne få del i den store skat, hvis eksistens han så hovent havde affærdiget. „Lige siden han er vendt tilbage, er vores mænd begyndt at hælde en smule mere til venstre,“ sagde Kvasir eftertænksomt, mens han kastede halmstykker på arnen. Jeg forstod ikke, hvad han mente, og bad ham forklare det. „Som om de har tunge økser og sværd siddende i bæltet,“ svarede han tørt. Han rykkede lidt til side, så en af hjortehundene kunne lægge hagen på mit knæ og se bedrøvet op på mig. „Der kommer et tidspunkt, hvor en mand er nødt til at træffe en beslutning,“ fortsatte han. „Det er snart fem år siden, at vi kom sejlende op ad Gardarigets floder sammen med høvding Brand, Orm. Fem år.“ „Vi gik med til at tjene ham alle årene,“ påpegede jeg og følte – som jeg altid gjorde, når dette emne kom på bane – at jorden gyngede under mine fødder. „Jeg husker også, at du ligesom de andre nød godt af betalingen for det.“ „Såmænd,“ indrømmede Kvasir. „De to første år var gode for os, selvom det, vi tjente, hurtigt fik ben at gå på, men sådan er det jo med mænd som os – hvad der kommer let, går let. Det var dengang, da vi troede, at du havde en plan til at få os udstyret, så vi kunne vende tilbage til Græshavet og igen finde Attilas grav med sølv. Men så tog du imod dette stykke land fra høvding Brand.“ „Vi havde jo ikke vores eget skib, før vi begyndte at bygge et,“ indvendte jeg og mærkede mine kinder blusse ved løgnen. „Vi har brug for et …“ Ordet ‘hjem’ lå lige på tungen, men jeg kunne ikke sige det til disse mænd, hvis hjem var det bølgende hav. „Og for øvrigt,“ fortsatte jeg stædigt, „da der var blodig krig, var vi velkomne i hver en hal, der agtede høvding Brand, men når krigen er forbi, er alle ligeglade med sådan nogen som os. Ja, jeg tvivler på, at der langs hele kysten findes bare to haller, hvor indbyggerne vil blive glade for at se et skib med barske mænd som os komme sejlende og
17
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 17
18-01-2013 11:30:47
forstyrre deres fredelige liv. Ville du da foretrække at sove i sneen? Og æde fårelort?“ „Det tredje år med krig var hårdt og fik en til at tænke over tingene, så dengang var vi glade for at råde over vores egen hal,“ indrømmede Kvasir. I det tredje år med krig mod høvding Brands fjender var der ganske vist blevet udgydt meget blod, men jeg havde ikke troet, at en mand som Kvasir havde den slags tanker, som han vedkendte sig nu. Jeg sendte ham et skarpt blik, men han gengældte det blot – med det øje, han havde tilbage. „Sidste år blev det tydeligt for os, at du fandt på grunde til ikke at drage derhen, hvor vi alle gerne vil hen,“ sagde han. „Og mens vi brugte penge, sparede du, hvilket virkede som en mærkelig opførsel af en så ung høvding.“ „Netop fordi I brugte penge, sparede jeg,“ svarede jeg studst. „En høvding skal være gavmild, og armringe er dyre.“ „Det er sandt nok, og du er kendt for din gavmildhed,“ svarede Kvasir. „Men her i år, hvor Erik blev rigsjarl, måtte du presses til at sætte byggeriet af Fjordelgen i gang, for du tænkte mere på handel og heste.“ „Et skib som Fjordelgen koster penge,“ svarede jeg vredt. „Det kræver en god besætning, som skal have betaling og forplejning – ellerhavde du måske tænkt dig at tage på sølvjagt med de få, der er tilbage af De Edsvorne? Der er kun en halv snes tilbage i alt, og to af dem befinder sig i Hedeby, hvor den ene tager sig af den anden, som ikke er helt rask i hovedet. Det er dårligt nok til at bemande en knarr og da slet ikke nok til at drage på togt.“ Kvasir tyggede på mit vrede svar, snød næsen og trak på skuldrene. Han sendte mig et trist blik, og det gjorde mig ikke i bedre lune. „Du har forsøgt at forvandle de tilbageværende til røgtere af kvæg og heste og har givet dem en mark at pløje og en flok høns, der går rundt og skraber ved døren,“ knurrede han. „Det viser bare, hvor lidt du ved,“ vrissede jeg som et tvært barn og borede spidsen af sværdet ned i den stampede jord ved mine fødder. „Vi holder vores høns i bur – har du ikke bemærket det?“ „Nej, og jeg er også ligeglad,“ svarede han roligt. „Jeg tror heller
18
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 18
18-01-2013 11:30:48
ikke, at nogen af de andre ved ret meget om høns eller hø eller heste, men de har forstand på skibe, og det er derfor, at de hver dag fælder træer og slæber dem hen til Gizur for at bygge en ny Fjordelg. Det er derfor, de bliver her – og jeg ville ikke være så bekymret for ikke at kunne samle en besætning, Orm. Jeg er sikker på, at Thorkel er den første blandt mange, der vil komme hertil for at finde en plads ved årerne. Selv efter fem år skinner sølvskatten klart.“ „Du har en kone,“ påpegede jeg desperat nu, for han havde ret, vidste jeg. „Jeg troede, at du mente det, da du anmodede om hendes hånd. Er hun lige så nem at forlade som hønsene?“ Kvasir skar en grimasse. „Hun vil som sagt blive nødt til at lære at holde af havet.“ Jeg var forbløffet. Sad han og fortalte mig, at han ville tage hende med hele vejen til slavernes land og det vilde, øde Græshav? „Netop,“ svarede han. Jeg var fuldstændigt målløs. Hvis han var så fast besluttet på at komme af sted, havde jeg fejlet, og den fjerne lyd af skarøksernes hug nede på stranden var nærmest en hån. Den var næsten fuldført, den nye Fjordelg, den seneste i en lang række. Og når først den var færdig … „Når den er færdig,“ sagde Kvasir, som om han havde læst mine tanker, „vil du blive nødt til at træffe en beslutning, Orm. Eden gør os tålmodige – ja, det vil sige alle undtagen Finn – men det vil vi ikke blive ved med at være. Du er nødt til at beslutte dig.“ Jeg slap for at komme med et svar, for i det samme blev døren flået op, og Gizur trådte ind i hallen sammen med Onund Hnufa fulgt af Finn og Runolf Hareskår. Botolf og Ingrid havde fundet sammen og stod og talte lavmælt med hinanden. „Hvis du hugger de forreste planker meget tyndere, vil skibet lække som en si,“ sagde Gizur til skibstømreren Onund, der stod for byggeriet af Fjordelgen. Den pukkelryggede Onund kravlede ud af sin store sælskindspels, der fik ham til at ligne et havuhyre, men sagde ingenting, for han var en fåmælt islænding, især når det gjaldt om at forklare, hvordan han arbejdede med skibstømmer. Han satte sig tavs med sin pukkel tårnende sig op over det ene øre som et bjerg. De skubbede til hinanden for at finde et sted at hænge deres kap-
19
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 19
18-01-2013 11:30:48
per, så de ikke dryppede på de andre, men samtidig var så tæt på arnen, at de ville tørre. Døren gik igen op og lukkede et koldt, vådt vindpust ind sammen med Røde Njal. Han stampede mudder af støvlerne og fik en dundertale af Thorgunna for det. „De værste sår forvoldes af en kvindes læber, som min bedstemor altid sagde,“ sagde han stille under hendes vrede blik. Ingrid gjorde sig fri af Botolf og lukkede døren. Botolf sjokkede med et smørret grin hen til arnen, hvor han straks blev omringet af børnene, som ville høre historier. Hans svage protester druknede i deres larm. „Jeg ville give efter,“ sagde Røde Njal muntert. „Små ulve kan fælde selv den største bjørn, som min bedstemor altid sagde.“ „Et kønt skue,“ lød en ru stemme tæt ved mit øre. Finn satte sig på hug ved siden af mig i den røgfyldte, halvmørke hal. „Ligesom det, man ser på en blikstille fjord på en solskinsdag, ikke, Orm? Det hele synes virkeligt, spejlet i vandet.“ Jeg så på ham og dernæst tilbage på Kvasir. De var som to højsæde støtter på hver side af mig, tænkte jeg dystert. Som ravne på mine skuldre. Jeg så med et tomt blik på sværdfæstet, mens jeg drejede det rundt mellem fingrene, og spidsen borede sig dybere ned i jorden ved mine fødder. Finn strøg hjortehunden på hovedet og blev ved med at se på det kønne skue, så jeg kun kunne se den ene halvdel af hans ansigt, der fik et rødt skær af ilden. Jeg så sølvgrå stænk glimte i hans ellers tjæresorte skæg. Der, hvor hans venstre øre burde have været, var der kun et rynket rødt ar. Han havde mistet øret i Særkland på det gudsforbandede bjerg, hvor vi havde kæmpet mod vores egne – de, der havde brudt deres ed og gjort det, der var værre. Der var kun få tilbage af dem, som jeg var stået ud fra Bjørnshavn med for seks år siden. Som jeg havde sagt til Kvasir, var det dårligt nok til at bemande et skib. „Se grundigere efter,“ sagde jeg tvært til Finn. „Hvis du løfter blikket, vil du se, at det, der ses som en spejling i vandet, er virkeligt nok.“ „Lige så virkeligt som drømme, Orm,“ sagde han og slog ud med hånden mod skaren omkring arnen. „Du er alt for ung til at slå dig
20
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 20
18-01-2013 11:30:48
ned og dele en hal op med forhæng. I øvrigt ved jeg, hvor meget du havde, og hvor meget du har brugt, og jeg tror, at din pung er skindmager nu. Den her drøm ernærer sig af sølv.“ „Muligvis. Men gården her vil gøre os rige engang, hvis I bare giver det tid. Og sølvkløen plager ikke mig,“ svarede jeg irriteret over hentydningen til min svindende formue og til den mulighed, at jeg kunne finde på at dele min hal op i private afdelinger og ikke lade den være en åben gildesal for krigere på togt. Til sidst så han på mig med et blik, der røbede, at han ikke ville finde sig i at blive fejet af. Jeg kendte udmærket det blik. Finn havde kun én måde at skaffe sig sølv på: med klingen af et sværd. Det var han ikke ene om – hvis sandheden skulle frem, var det mig, der var ude af trit med De Edsvorne. „Men havet trækker i dig. Jeg har set dig stå og kigge længselsfuldt ud over det ligesom os andre,“ sagde han, og jeg mærkede min irritation vokse. Jo tættere Fjordelgen kom på at være færdig, desto værre blev situationen, og jeg havde ikke lyst til at tænke på havet, hvilket jeg sagde til ham. „Er du bange, Bjørnedræber?“ spurgte Finn, og der var mere hån i hans stemme, end han havde tænkt sig, tror jeg. Eller måske var det bare min egen skam, for tilnavnet Bjørnedræber havde jeg fået på uretmæssig vis for noget, jeg ikke havde gjort. Det var der dog ingen, der vidste, bortset fra den hvide bjørn og en vølve ved navn Freydis, og de var begge døde. Ikke desto mindre var jeg bange. Bange for havets træk i mig, sådan som vand blev trukket ud fra kysten ved ebbe. Jeg blev grebet af længsel, når jeg hørte bølgerne brydes mod stranden. Det havde samme tiltrækningskraft på mig som en tønde øl på en fulderik. Hvis jeg først kom ud på hvalvejen igen, var jeg bange for, at jeg aldrig ville vende tilbage. Det fortalte jeg ham, og han nikkede, som om han havde vidst det hele tiden. „Det er Fjordelgen, der kalder. Der er alt for meget Gunnar Raudi i dig til, at du bare kan sidde her og skrabe i jorden sammen med hønsene,“ sagde han. Han var den ene af to – den anden var Kvasir – der vidste, at jeg ikke var Orm Ruriksson, men Orm Gunnarsson. Gunnar. Min rigtige far, der havde været død og begravet i mange år.
21
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 21
18-01-2013 11:30:48
Finns blik borede sig ind i mine øjne, og så rettede han det mod fæstet på Runesværdet, som jeg langsomt drejede rundt. „Det er underligt, at du kan ridse i fæstet, når tryllerunen burde beskytte både sværdet og dig mod skader,“ bemærkede han lavmælt og spydigt, for han troede ikke på, at mit gode helbred og min tilsyneladende usårlighed skyldtes runer på et sværd, og både han og Kvasir – de eneste, som jeg havde fortalt det til – brugte også lang tid på at overbevise mig om, at det ikke var tilfældet. „Fortryllelsen sidder i klingen,“ svarede jeg, for jeg havde selv tænkt dette igennem for længe siden. Fæster og forsiringer kunne udskiftes, men det var selve klingen, der betød noget på et sværd. „Ja, måske, for den bliver aldrig rusten eller sløv,“ medgav han, men lo så affærdigende. „Nej, sandheden er, at en klinges kraft ligger i hånden på den, der fører sværdet.“ „Hvis det var sandt, ville både du og jeg være ormeføde nu,“ svarede jeg. Vi tav begge, mens vi tænkte tilbage på de døde, den ulidelige varme og kampen for at få dette sværd tilbage, efter at det var blevet stjålet. Jeg huskede Lille Eldgrim, der havde mistet forstanden og nu blev passet af Thorstein Torskebider, der haltede så meget, at han nærmest vraltede af sted. Jeg huskede, hvordan Botolf havde mistet et ben til det selvsamme sværd, hvis fæste nu hvilede i min hånd, tynget af hemmeligheden om alverdens sølv. Jeg huskede alle dem, der havde jagtet mysteriet om Attilas sølvfyldte grav, og som var faldet undervejs. Så rejste Finn sig. „Sandt nok,“ prustede han. „Vores skibsfæller har måttet lade livet for bølger, sværd og ild lige fra Nordsøens vande til Særklands sand ørken for at blive belønnet med Odins gave i form af alverdens sølv. Jeg kan høre de døde Edsvorne murre over, at de led sådan en skæbne bare for at se os sidde her og blive gamle og spekulere på, hvordan tingene kunne have været. Jeg hører bedre med kun ét øre, end du gør med to, lader det til.“ Der var den igen, eden. „Odins gave er altid en forbandelse,“ svarede jeg træt, da jeg vidste, at han havde ret. Med til ethvert festmåltid hørte den uundgåelige bragafull, hvor man udbragte skål og
22
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 22
18-01-2013 11:30:48
afgav vilde løfter – og senere, når øllen og mjøden havde gjort os vemodige, fulgte minnien, hvor hornene blev løftet til ihukommelse af de døde. De blev stadig sværere at ignorere. Denne hal havde ekstra tykke mure, der var solidt forankret i jorden. De holdt både regn og rusk ude, og når man sad i hallen, følte man sig lige så urokkelig som den runesten, jeg havde planer om at lade riste. Men alligevel ruskede en hård vind i os alle, og jeg kunne lugte tangen og saltet, der blev båret over åsen og susede om tagene. Det var Fjordelgens ånde, vi mærkede, når den fnysende hev og sled i fortøjningerne for at komme fri. Vi sad et øjeblik i røgen, der bølgede gennem hallen, og hørte vinden ruske of rive i hallen, mens Botolf, der for tiden havde mere mave end muskelkraft, strakte sit træben for at hvile stumpen og fortalte børnene historier. Han fortalte dem om jætten Geirrød og om Thors rejse til Udgård og tyveriet af Iduns æbler og Odders løsepenge. Den sidste historie havde han en bagtanke med, tænkte jeg, for den omhandlede dragen Fafner, smeden Regin og en forbandet sølvskat, den selvsamme, der blev givet til Attila, og som var begravet med ham – den, som vi havde fundet. I den efterfølgende stilhed begyndte Thorgunna og Ingrid at dele skåle ud med mad, og den smagte så godt, at alle glemte alt om Odders løsepenge. Thorgunna havde taget mig på ordet og lavet en gryderet med alskens gode sager. Der var fårekød, hare, and, ål, rejer, muslinger, byg, løg og rodfrugter i gryden, og jeg kunne også smage kål, tang, brøndkarse og bundfald af rødvin. „Ved Thors nosser, Thorgunna,“ udbrød Røde Njal begejstret, „ligesom havet er en prøvesten for en mands evner, er gryden det for en kvindes, som min bedstemor altid sagde. End ikke høvding Brand får så god mad.“ „Det gør han, men han putter kanel i sin, har jeg hørt. Og var din mund,“ svarede Thorgunna. „Kanel,“ sagde Gizur. „Se, det er et fint krydderi. Men jeg kan nu ikke forestille mig, at det kan få det her til at smage meget bedre.“ „Vi havde engang spandevis af det,“ sagde Hauk Hurtigsejler, da jeg gav ham en albue i siden for at få plads på bænken tættere ved
23
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 23
18-01-2013 11:30:48
arnen. Som høvding var højsædet mit, men det var for langt fra den gode varme. „Husker du det, Orm?“ spurgte han og puffede til mig, så jeg spildte mad ud over hånden. „På den ø, hvor vi kæmpede mod sørøverne fra Særkland? Vi brugte den døde daner som rambuk mod døren til deres tilflugtssted.“ „Det var først senere,“ sagde Kvasir vrantent og tørrede øl af skægget. „Øen, hvor vi fandt kanelen, var der, hvor vi faldt over Starkads mænd, der var blevet taget til fange af de kamelpulende arabere og havde fået pikken skåret af. Mændene tog livet af sig af bar skam. Den sidste kastede sig ind i muren, til hans hovedskal flækkede.“ „Jeg er åbenbart gået glip af noget,“ sagde Thorkel i tavsheden, der fulgte. Jeg ignorerede ham, så godt jeg kunne, selvom jeg mærkede hans blik på mig, da jeg tog en skefuld mad. Røgen hvirvlede op under taget og sivede gennem sprækker ud i regnen og vinden, mens jeg lyttede til Røde Njal og Hareskår, der skændtes om, hvor andre fjender og skibsfæller var døde. De var alle borte nu og blevet til blege genfærd, der gled gennem mine drømme som mørke skikkelser på et kulsort hav. Thorgunna stillede sig bag mig, trak mit hår om i nakken og begyndte at binde det sammen. „Pas på, du ikke får hår i maden,“ sagde hun stille. „Og den slags historier er ikke for børn.“ Finn satte vredt sin skål på gulvet og rejste sig, mens hjortehundene kom over til os og gav sig til at slikke skåle og fingre og huggede smuler i sig. Cormac kravlede leende rundt mellem dem. „Måske skulle vi få ham til at jage en hjort eller to frem inden vinterens komme,“ klukkede Botolf og fejede den pludrende dreng op i armene. Aofie smilede, og Ingrids øjne skød lyn mod hende. Finn så på dem, derefter på mig og rystede så på hovedet og marcherede ud ad døren, så et regnkoldt vindstød gik gennem hallen. „Hvorfor ligner Finn en ged, der gnasker på en hveps?“ spurgte Botolf, mens Ingrid klyngede sig til hans store arm og så vredt på Aofie. „Han synes, vi lever i en drøm og er ved at blive blødsødne,“ sagde Kvasir og kørte et stykke brød rundt på skålens sider og kastede det
24
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 24
18-01-2013 11:30:48
så hen til en af hundene, som straks snappede det i sig. Han så blidt på sin kone. „Det huer ham ikke at blive formanet om at tale pænt og få håret klippet. Han synes, at vi bør være på sølvjagt.“ Botolf, der vidste, hvad han mente, gryntede eftertænksomt, mens Thorgunna, der bare troede, at det var rastløse vikingers snak, fnøs. „Så tag da på togt – selvom det ikke er nogen ordentlig syssel for hæderlige mænd, hvis I spørger mig. Men så vil I det mindste arbejde lidt for føden. Efter min mening er høvding Orm alt for overbærende over for jer drog.“ Hun samlede skålene sammen med en demonstrativ skramlen og sendte mig et af sine dræbende blikke, da hun gik. Der var ingen, der sagde noget, for det er en velkendt sag, at der kun findes to måder at diskutere med en kvinde på, og ingen af dem virker. Der fulgte en mut tavshed. „Spil noget musik i stedet, for det tilfælde at du igen bliver grebet af historien om Odder,“ sagde jeg til sidst til Botolf. Botolf sendte mig et skævt smil og hentede sin håndtromme, mens Hauk fandt sin fløjte frem. Og så trommede og fløjtede de løs, mens børnene dansede og sang, og selv trælkvinderne tog del i løjerne. De var iklædt gråbrunt vadmel og tørklæder af hør, som de havde bundet om hovederne, men en kort stund var de ikke længere nedslidte trælle – trommens og fløjtens magt er mig en kilde til stadig undren. Den slags optrin betragtes som hedenskab nu om dage takket være kristenpræsterne. Håndtrommen er forbudt, og udøbte børn stemples nu som bastarder, i modsætning til dengang Odin smilede til os, og alle børn var lige gode. Denne dag, hvor blæsten ruskede i hallen, og regnen piskede ind fra havet, var det imidlertid en så hjertevarmende scene, som nogen søfarende på et rullende, vådt dæk kunne drømme om – men samtidig var jeg sikker på, at Odin havde overtalt nornerne til at spinde en blodrød tråd i vores livs mønster. Tanken gnavede i mig som en hund i en rottes nakke, og til sidst rejste jeg mig og gik ud i aftenluften, der lugtede af regn og hav. Jeg søgte ly i stalden. Hestene var ikke vant til at være spærret inde og skrabede uroligt i jorden, så der bredte sig en varm, sød lugt af hø
25
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 25
18-01-2013 11:30:48
og strøelse. Pludselig føltes luften tæt og befolket i mørket, som om usynlige mennesker kredsede om mig. Jeg kunne fornemme dem, genfærdene af de døde Edsvorne, der spurgte sig selv, hvad de havde ofret deres liv for, og min mave snørede sig sammen. Jeg syntes, jeg hørte nogen le, og det var, som om mørket på mystisk vis lyste. Skæret kom udefra, hvor svage bølger af grønt og rødt lys dansede på himlen mod nord. Jeg havde set den slags lys før, så det skræmte mig ikke, men den mystiske ræveild gav mig altid gåsehud. Thorkel dukkede frem af mørket og stillede sig ved min side. „Troldeild,“ sagde han forundret. „Man siger, at det røde i ilden betyder, at krigerne kæmper i Valhal.“ „Jeg har hørt, at det betyder, at drager slås mod hinanden, og at det er et ilde varsel,“ svarede jeg. „Det varsler om pest og krig.“ „Det betyder bare, at vinteren kommer tidligt, og at den vil fryse bålets flammer til is,“ sagde en stemme, der skar sig gennem vores dæmpede, ærefrygtige tale. Vi vendte os om og så Finn komme imod os. Han var indhyllet i en tyk grøn kappe som værn mod kulden, og hans ånde blandede sig med vores, da han nåede hen til os. „Havet vil være koldt, når vi sejler,“ tilføjede han og lod ordene hænge i luften som lyssløret på himlen.
Low - Den hvide ravn (638-2678-5) - 336 sider - IB.indb 26
18-01-2013 11:30:48