Jakob Melander, Serafine, læseprøve by Gyldendal

CMYK + GLOSSY KACHE

100 mm

143 mm

27 mm

143 mm

100 mm

pre sse n om øjesten :

HHHHH HHHHHH dende og meget svær at lægge fra sig.“

Femi n a

HHHHH „Stilsikker debut fra Jakob Melander ... En sand fornøjelse at læse.“ B e r l ings ke

K r i st e ligt Dagblad

HHHH „Uforbeholden ros til sprog, 220 mm

med sin 14-årige storesøster på flygtningecentret Margretheholm. På sengen med det krøllede tæppe ligger søsteren død, med en saks stikkende op fra et sår i halsen. Ved siden af hende ligger en mand.

2013. Københavns overborgmester bliver fundet myrdet i

„Krimidebutant kommer fornemt fra start.“

puls og tempo.“

1999. En lille dreng åbner døren til det værelse, han deler

Jyllands - P osten

HHHH „Flot københavnerkrimi ... Der er både mystik og tempo, vildspor og vildskab i Jakob Melanders debut.“ Ekstra B la det „Jakob Melander er så åbenlyst smaskforelsket i København, at så godt som hver side diverterer med henrykte og ofte meget smukke stemningsbilleder.“ Weekendavis en

HHHHH „Det sner for dansk kriminallitteratur ... Melanders særlige ingrediens er, at rockmusikkens verden inddrages på en elegant måde. Hertil kommer et uhørt modbydeligt plot.“ Dagbladendes bur eau

Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk

sin herskabslejlighed. På gerningsstedet finder man en ung kvinde af udenlandsk oprindelse, tilsyneladende prostitueret. Hun er i choktilstand og nægter at opgive andet end sit navn – Serafine. Politiassistent Lars Winkler er på den delikate sag, som kompliceres yderligere af, at den myrdedes mor, partiformand for De Radikale og landets økonomiminister, blander sig i efterforskningen – godt hjulpet af sin PET-agent, som også er Lars’ ærkefjende. Da Lars begynder at grave i overborgmesterens fortid, er der dunkle huller. Langsomt afdækkes en historie om en ung, idealistisk mand, der kun havde ét ønske: at gøre sig fri af sin familie og leve sit eget liv.

Serafine er en krimi fra Københavns gader om mord og magtmisbrug. Det er anden bog i serien om politiassistent Lars Winkler af Danmarks nye internationale krimiforfatter, Jakob

Melander .

jakob melander serafine

HHHHHH „Fængslende, spæn-

B erl in gsk e

fe m i n a

Jakob melander Krimi

serafine Rosinante

foto: Robin Skjoldborg

Press e n s k r e v om øjesten :

Ja ko b M e la n d e r (f. 1965) debuterede i 2013 med krimien Øjesten, som gik direkte ind på bestsellerlisterne og er solgt til udgivelse i 8 lande. Serafine er anden bog i serien om Lars Winkler. Jakob Melander har en musikerkarriere bag sig som guitarist i en række danske rockbands.

SE R A F I N E

Af samme forfatter:

Øjesten · 2013

JAKOB MELANDER

S erafine krimi

Rosinante

Serafine © Jakob Melander og Rosinante/rosinante&co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN: 978-87-638-2627-3 Printed in Denmark 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

I denne bog indgår en række citater fra sangtekster og litterære værker, se forfatterens bemærkninger side 351. Forlaget har gjort en indsats for at finde og kreditere alle rettighedshavere. Skulle der alligevel være fejl eller mangler, vil forlaget være taknemmelig for at få besked, så de kan rettes til næste oplag.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Larva Side 9

Puppa Side 183

Imago Side 203

Oktober 1999 Tågen ligger over Prøvestenen, vanddråberne glimter i den sene aftenluft. Lugten af hakket kød, løg og tomater hænger endnu mellem bygningerne på Center Margretheholm. Beboerne er gået til ro. Der er stille, centermedarbejderen fra Røde Kors har netop gået sin sidste runde. Snart tager nattevagten over. En dør smækker i skolebygningen bag flygtningecentret. Lyse stemmer ekkoer mellem de røde mure, forsvinder i tågen. En barneskikkelse løber ned ad trappen fra skolebygningen, drejer med vejen. Pisker mod døren i gavlen i hovedbygningen. Indenfor ligger gangen øde, mørk. Lyset er slukket på samtlige værelser. Kun en enkelt, smal lysstribe under døren nærmest udgangen spreder et svagt skær ud over det snavsede linoleumsgulv. Det værelse, han deler med søsteren Afërdita. På måtten udenfor står hendes blå badetøfler ved siden af et par store snøresko. Arbën stiller sine snavsede kondisko ved siden af søsterens badetøfler, kigger op og ned ad gangen, før han trykker håndtaget ned. Åbner døren uden at støje. Reolen med deres få ejendele, bordet under vinduet. Det orange gardin blafrer i trækken fra en sprække i vinduesrammen. Gulvet klistrer under hans bare fødder, overfladen glinser i lyset fra den nøgne pære under loftet. Lyden af et menneskes rolige åndedrag. På sengen ligger to kroppe, nøgne. Et krøllet tæppe er skubbet ned i fodenden. Søsterens øjne er rettet mod loftet. Den ene arm hænger ud over sengekanten, hånden halvt åben. Røde blomster

springer ud på hendes bryst. Deres mørke, klistrede blade løber ned ad armen, over hånden. Fingeren er en bro ned til pølen, der spreder sig fra sårene på brystet ud over gulvet. En saks er begravet i halsens kød. På hendes bryst hviler et roligt ansigt. Det sitrer i kinderne, når det trækker vejret. Næsen, panden er indsmurt i blod. Arbën lader hånden falde fra dørhåndtaget, tager et skridt tilbage, ud på gangen. Det bobler i det røde i den ene mundvig. Så slår manden øjnene op, og deres øjne mødes.

Larva [Larve, (af lat. larva ‘spøgelse; maske’, som dyrebetegnelse tidligst brugt af Linné, der betragtede larven som et maskeret insekt), stadium i mange dyrs udvikling efter æggets klækning og inden den voksne tilstand. Larver er bygningsmæssigt forskellige fra de voksne og har desuden ofte en helt anden ernæringsbiologi ... ] – Den Store Danske Encyklopædi

Mandag den 23. september

1 Frederiksberg Allé ved Skt. Thomas Plads. Lars parkerede inde på fortovet ved siden af fontænen, lige uden for politiafspærringen, og steg ud. Det var aften, støvregnede. Fortovet og halvcirklen med de parkerede biler under lindetræerne var et kaos af nysgerrige, pressefolk og politi. Lyset fra gadelygterne og fotografernes blitz sitrede, kastedes frem og tilbage mellem den våde vejbelægning og undersiden af de gule lindeblade. Hele scenen lå badet i et nervøst og uvirkeligt skær. »De siger, hovedet næsten er –« En kvinde tog cigaretten ud af munden, da Lars steg ud af bilen, begyndte at småløbe over mod ham. Omkring de fyrre. Håret sat op med et tørklæde. »Hej, Lars. Vent lidt ...« Han vinkede afværgende, viste en uniformeret kollega sit politiskilt og blev vinket ind bag afspærringen. En pressefotograf var på vej op i et af træerne nærmest ejendommen. Lars gik gennem den hvælvede port og ind i opgangen til nummer 28. En konstant strøm af politifolk viste vej. Den brede egetræsdør på anden sal stod åben ind til en mindre hall. Skakternede klinker, overfrakker, hattehylde. Sko. En smal dør på højre hånd ledte ud til et gæstetoilet med gammeldags træk og slip. Alt var smagfuldt, men lettere bedaget. Gamle penge, frederiksbergaristokrati. Kirsten Winther-Sørensen, direktør i eget tøjfirma, og Mogens Winther-Sørensen, Københavns overborgmester, mangeårigt medlem af Radikale Venstre og søn af partiformand og økonomiminister Merethe Winther-Sørensen.

Lars havde forsøgt at samle de få informationer, han havde i hovedet om overborgmesteren, i bilen på vej ud til gerningsstedet. Mogens Winther-Sørensen havde været overborgmester i mere end ti år, og så vidt Lars kunne huske, havde hans tid i embedet været præget af en bleg pragmatisme. Hovedstadens samarbejde med Christiansborg forløb forretningsmæssigt og uden de store sværdslag, uanset om regeringen var borgerlig eller socialdemokratisk. Men manden selv kendte han intet til. Det var kun lige, han kunne huske, hvordan overborgmesteren så ud. Kirsten Winther-Sørensens tøjvirksomhed havde Elena talt om en gang imellem, mens de endnu var gift. Det var alt. Måske burde han have interesseret sig mere for politik? Eller sin kone? Det sidste var i hvert fald for sent. Elena havde forladt ham og var flyttet ind hos Ulrik i foråret. Lars passerede hallen, gik lige frem og ud i køkkenet, hvor politifotografen var i gang. En mand i begyndelsen af fyrrerne med begyndende grå stænk i det mørke hår lå udstrakt på køkkengulvet, stirrede med en blanding af overraskelse og smerte op i loftet. Bukserne var trukket ned om anklerne. Underkroppen vredet en halv omgang, hofterne vinkelret på gulvet. De mørke, rynkede kønsdele hang ned over et blegt lår. Hovedet var næsten skilt fra kroppen. En fane af koaguleret blod havde spredt sig ud over gulvet, sejlede mod køkkenskabene. Et enkelt, langt blodstænk skar sig op over underskabe og køkkenbord, over en åben pizzaæske med en tre-fire stykker tilbage – pepperoni, noterede Lars sig, han havde endnu ikke spist – og op i loftet. Allan Raben, Lars’ kollega gennem otte år i Afdelingen for personfarlig kriminalitet, lå på knæ langs køkkenbordet med målebåndet, svedte. Der var afsat adskillige fodspor i kanten af blodplamagen tæt på liget. Et af dem, formentlig stiletter, havde trippet godt rundt i massen, forsvandt mod venstre. Fra rummet ved siden af lød en stille jamren. »Hej, Lars.« Bint gav hånd. Det mørke ansigt var halvvejs gemt 14

bag mundbind og hårnet, men Lars syntes alligevel, han kunne se den videnskabelige assistent fra Retsmedicinsk Instituts tænder bag det hvide stof. Lars nikkede, trådte tilbage. Gav plads. Wallid Bints chef, Frelsén, stod bøjet over liget. Hårnettet stak op af heldragtens baglomme. Det blege hår strittede ud fra issen. Retsmedicineren havde fået adskillige skaldede pletter. Hvorfor havde han ikke bemærket det før? »Frelsén,« hilste han. »Hvad har vi?« Retsmedicineren rettede sig op, hev ud i fingerspidserne på sine latexhandsker. »Han kom ind ad fordøren, dirkede den op. Offeret var midt i en amourøs forretning.« Frelsén pegede på de opknappede benklæder. »Et enkelt hug med en skarp, tung genstand. Der er brugt voldsom kraft. Hovedet er næsten skilt fra kroppen, men det kan du jo se.« Frelsén blinkede. »Overboen kommer hjem med nogle venner. De har været i byen, studser over den åbne dør. Han banker på og stikker hovedet indenfor. Når akkurat at få et glimt af drabsmanden, der er på vej ud ad køkkendøren.« Frelsén pegede med tommelfingeren over skulderen mod døren, hvorfra den lave jamren kom. »Den anden aktør i forretningsforholdet sidder derinde, sammen med Sanne og Lisa.« Så bøjede han sig atter over liget. Sanne. Hun var her altså også. Han havde ikke talt med hende siden sankthans. Han havde prøvet at ringe et par gange, men telefonen var aldrig blevet taget. Og nu havde hun været væk i en måned, på ferie. Med Martin. »Er der noget, der tyder på, det kan være politisk motiveret?« Lars fumlede med cigaretterne i lommen. »Der er under to uger, til der er folketingsvalg.« Det havde ikke engang han kunnet undgå at bemærke. Frelsén fnøs. »I kommunalpolitik? Dansk kommunalpolitik?« Han rystede på hovedet, koncentrerede sig om den dræbte.

A llan støttede sig til knæene, rejste sin brede krop. Han tog sig til ryggen, kom over til Lars. »Kunne overboen give et signalement?« Lars fingererede ved cigaretpakken i lommen. A llan rullede målebåndet sammen, skar en grimasse. »Det var ikke meget, han nåede at se: mørke bukser. Hans venner blev stående ude på afsatsen. De er allesammen halvfulde, deres vidneudsagn er ikke meget værd.« Lars efterlod Allan i køkkenet og gik ind i det tilstødende rum. I en lav sofa over for Sanne og Lisa sad en spinkel, mørklødet kvinde med stort touperet hår, tung makeup. En dyblilla pailletkjole krøb højt op på låret, afslørede et par lange, glatte ben. Han satte sig ved siden af kvinden. »Lars Winkler, Københavns Politi.« Så sendte han Sanne og Lisa et hurtigt nik. »Hvad siger hun?« »Ikke meget.« Lisa kløede sig i det stride, mørke hår. »Hun hedder Serafine Haxhi og er ankommet fra Hamborg i dag.« Sanne undgik hans blik, skubbede en togbillet over bordet. De levende grå øjne. Svævet af fregner over næse og kinder. Der gik et sug gennem ham. Han lagde cigaretterne fra sig og tog billetten op. Ankomst Kbh. 16.08. Han vendte sig mod den spædlemmede kvinde. Høje kindben, mandelformede øjne. Det var næsten for meget, for perfekt. »You’re not his wife, are you?« Lars stak en Blå King’s i munden, bød Serafine, mens han tændte for sig selv. Kvinden tog en cigaret uden at se på ham. En række dårligt helede ar løb op ad indersiden af venstre underarm. Hun fulgte hans blik. Så stak hun cigaretten i munden, gemte armen langs låret. Hun lænede sig ind over lighteren, han holdt tændt mellem dem, inhalerede. Rystede på hovedet, pustede røg ud og så væk. Lars stoppede lighteren i lommen, nikkede ud mod køkkenet. »Hvad skete der?« Serafine sugede på cigaretten, mens øjnene flakkede rundt i 16

rummet. Så gav hun sig til at pille ved kjolesømmen, stirrede ud gennem vinduet, ud i natten. »Vi har heller ikke kunnet få noget ud af hende.« Lisa smed blokken på bordet med en irriteret bevægelse. »Vi aner ikke engang, hvordan de mødte hinanden. Men der er vist ingen tvivl om, at hun var i gang med at give ham et blowjob, da morderen kom ind.« Blowjob var internationalt, og Serafine reagerede med det samme »No sex.« En rystelse gik gennem den spinkle krop. Lars ventede, til hun var faldet til ro igen. »Men hvorfor har han så bukserne nede om anklerne?« »He came out from the toilet, when ...« Hun brød af, slukkede cigaretten i askebægret med korte, huggende bevægelser. Tog en ny cigaret fra Lars’ pakke og tændte den. »Your accent. You’re not German. Where do you come from?« I det samme stak Allan hovedet ind ad døren. »Så er Bint og Frelsén færdige. Skal I bruge dem herinde?« Han gjorde et kast med hovedet over skulderen. »Ellers tager de ham med nu.« Lars så på Sanne og Lisa. Ingen af dem protesterede. »Det er o.k. Vi har set rigeligt. Er fotografen tilfreds?« A llan nikkede. »Frelsén siger obduktion i morgen klokken ni. I øvrigt, der står en herude, der gerne vil tale med dig.« Kim A.’s skikkelse fyldte døråbningen. Selv Frelsén så lille ud i sammenligning. Lars undskyldte sig og gik ud i køkkenet, mens Frelsén instruerede ambulancefolkene i håndteringen af liget. »Kim. Hvad gør du her?« Lars ignorerede den udstrakte hånd. »Jeg var på vej hjem, da jeg hørte det over radioen.« Kim A. gik uden om ambulancefolkene hen til døren til køkkentrappen og ud på afsatsen. Lars fulgte efter.

»Hvad gør du her?« gentog han. Kim A. lagde en hånd på hans skulder. »Jeg er i PET nu, ved du. Livvagt for ministeren. Jeg tænkte, hun gerne ville have, jeg kiggede på det. Med valget og alt dét. Det er jo hendes søn.« Lars stillede sig mellem liget og Kim A. Ambulancefolkene løftede den dræbte op på båren, en blitz lynede. En høj, halvskaldet mand med stålindfattede briller og militærbukser stod foroverbøjet i døren til hallen, lod sit kamera skyde en længere serie af. »Hvem har lukket dig ind?« Lars skubbede fotografen ud i hallen, kaldte en uniformeret kollega hen til sig. »Sørg for at få hans navn, og hvem han arbejder for. Og så følger du ham ned og kører ham ud på Amager, Sundbyvester Plads.« »Du kan sgu da ikke –« Fotografen drejede kameraet i hånden, forsøgte at tage flere billeder fra hoften. Lars stillede sig i vejen. »Du har lige kontamineret mit gerningssted. Jeg kan gøre, hvad der passer mig. Af sted.« »Så går vi!« Kollegaen holdt en arm ud, gennede fotografen ud af lejligheden. Gik efter ham ned ad trappen. Kim A. havde fulgt episoden lænet op ad væggen. Han grinede. »Ja, de er frække.« Lars rystede på hovedet. Lyden af fotografens protester ekkoede endnu i opgangen. »Som du selv sagde, du er i PET nu.« Han rakte armen ud. Forsøgte at feje sin tidligere kollega ud mod entréen. »Jeg må bede dig gå.« Kim A. nikkede mod pletten på gulvet og den hvide kridtstreg, der markerede det sted, hvor liget havde ligget. »Så I har ingen mistænkte? Hvad med den prostituerede inde ved siden af? Hun må da have set noget?« »Så går vi, Kim.« Lars hev i ham. Kim A. forsvandt ud på opgangen. Der var pludselig tomt i det store køkken. Lars vendte tilbage til Serafine. Hun havde fået ild 18

på endnu en cigaret. Lisa sad over for hende med sine noter. Han kunne høre Sanne længere inde i lejligheden. »Serafine.« Lars satte sig. »Du kommer med os. Vi skal have tyskerne til at verificere de oplysninger, du har givet os. Har Bint taget hendes fingeraftryk?« Lisa nikkede. Serafine vendte hovedet bort, stirrede ud gennem vinduet. Ud i mørket, der trykkede sig over hustagene.

2 Det var holdt op med at regne, da Lars og Sanne kom ned på Skt. Thomas Plads. Klokken var efterhånden blevet 21.30. Pressefolkene var forsvundet – kørt hjem eller taget tilbage til redaktionerne for at skrive og finpudse næste dags artikler og indslag. Der var ingen tvivl om, hvilken vinkel de ville lægge. Lisa havde kørt Serafine i varetægten. Når chokket havde lagt sig, måtte de se, hvad de kunne få ud af hende. Lars lukkede døren ind til opgangen, fulgte Sanne ud ad porten. Offerets kone, Kirsten Winther-Sørensen, havde ikke været til at træffe på sin mobil. Af papirer i lejligheden fremgik det, at familien havde et sommerhus i Hornbæk. Men også, at afdødes mor, Merethe Winter-Sørensen, boede i en villa på Amicisvej ikke langt derfra. Lige nu gjaldt det om at få afleveret det triste budskab til familien. Selvom Kim A. formentlig allerede havde været der. Og i morgen tidlig ventede obduktionen. Lars tog en dyb indånding, strakte sig. Luften var fugtig og kold, men virkede frisk efter den kvalme lugt af blod og parfume oppe i lejligheden. Sannes tjavsede hår var blevet længere siden i sommer. Han havde lyst til at røre ved det, stryge hånden igennem det. I det samme faldt lyset fra en gadelygte på hendes ansigt, og han tog et skridt tilbage. »Er der noget i vejen?« Sanne viftede med hånden. En skikkelse trådte frem fra skyggerne under lindetræerne. 20

»Sanne, Lars?« »Ulrik?« Lars knappede jakken. Sanne sagde ikke noget, havde fundet bilnøglerne frem. »Modbydelig historie.« Vicepolitiinspektør Ulrik Sommer nikkede op mod vinduerne på anden sal. »Og så netop nu. Vi kan ikke tillade os at lave én eneste fejl her.« Lars stak hænderne i lommen. Hvornår havde de kunnet det? »Jeg har orienteret justitsministeren, som ringer til statsministeren. Men jeg insisterede på, at vi selv ville give afdødes mor besked.« »Vi er sådan set på vej.« »Godt, øh ... Jeg tænker, jeg måske skulle tage med?« En taxa strøg forbi ude på gaden, hastigheden langt over de tilladte 50 kilometer i timen. Sanne koncentrerede sig om kørslen. På bagsædet lænede Lars sig tilbage, så op i loftet på den lille Fiat 500. Lysene på instrumentbrættet fik Ulriks ansigt i passagersædet til at fremstå mere hulkindet, end det egentlig var, huden grå og sammenfalden. Vicepolitiinspektøren kørte en hånd over ansigtet. »Merethe Winther-Sørensen har været leder af Radikale Venstre i mere end tyve år, minister i flere regeringer. Mogens har været kørt i stilling til at overtage hendes plads siden forrige århundrede. For partiet er det et temmelig uheldigt tidspunkt, han har valgt at dø på.« »På grund af valget, mener du?« Ulrik nikkede. »Ingen ved, hvad det her betyder for valgkampen. Hvor går vælgerne hen? Hvad der end er sket, har Merethe Winther-Sørensen mere end én grund til at begræde sin søns død. Så vær lidt diskrete, ikke? Begge to.« Sanne drejede ned ad Amicisvej. Der var lys i vinduerne i stueetagen i nummer 17. »Vores venner fra pressen har allerede været så venlige at ringe hende op.« Ulrik steg ud. Lars og Sanne fulgte efter.

»Det kan også være Kim A.« Sanne låste bilen. »Han kom op på gerningsstedet, talte med Lars.« Ulrik så på ham, Lars nikkede mod venstre. Et stykke nede ad Amicisvej stod en skikkelse op ad en bil, holdt øje med dem. Det kunne godt være Kim A. Det var Merethe Winther-Sørensen selv, der åbnede for dem. De behøvede ikke sige noget. Øjnene var mælkede, hun blinkede konstant. Det krøllede hvide hår et slør af candyfloss om det lille hoved. »Kom ind.« Økonomiministeren gik foran dem gennem hallen og ned gennem den lange gang. Den lavendelfarvede spadseredragt passede dårligt til hendes brede lave krop. Ved et rundt bord i den tungt møblerede stue, midt i cirklen af lys fra en loftslampe, sad en lille tør mand i seler med et enormt puslespil. Han så ikke op, da de trådte ind. Stirrede på brikken i sin hånd. Han vendte og drejede den, forsøgte at få den til at passe. »Det gør mig ondt med din søn.« Ulrik standsede foran Mogens Winther-Sørensens far, der så op, missede mod lyset. »Jeg har ikke nogen søn.« Så vendte han tilbage til sine brikker. Ulrik sendte Lars og Sanne et kort blik. Så trak Merethe Winther-Sørensen en lænestol ud. »Min mand lægger altid puslespil, når han er oprevet.« Hun satte sig, overlod dem den storblomstrede sofa. Der blev stille. Et eller andet sted i huset tikkede et ur. »Var det den prostituerede, der dræbte min søn?« Ministeren henvendte sig til Ulrik. »Et vidne så gerningsmanden.« Sanne forklarede, hvordan gerningsmanden var undsluppet ad køkkentrappen. »Jeg blev vækket af en journalist fra ... vent lidt –« Merethe Winther-Sørensen fandt en lille blok i lommen, holdt læsebrillerne op for øjnene. »Ekstra Bladet. Hun sagde, det var et sexmord?« Ulrik gned sig over panden. 22

»Vi ved ikke så meget endnu. Jeg er bange for, det godt kan blive ubehageligt i morgen og de næste par dage. Jeg foreslår, du slukker dine telefoner og lader partiet udsende en pressemeddelelse.« »Ikke tale om. Jeg kan da ikke forsvinde midt i valgkampen!« Merethe Winther-Sørensen så på ham med bestyrtelse. »Afholder I en pressekonference? Jeg ønsker at deltage.« »Det er nok ikke –« »Det vil jeg slet ikke diskutere. Jeg går ud fra, I gør alt, hvad der står I jeres magt, for at fange min søns morder.« »Det er mine kolleger Lars Winkler og Sanne Bissen her, der leder efterforskningen.« Ulrik lagde en hånd på Sannes skulder, nikkede mod Lars. »Sanne?« Sanne rettede sig op i sofaen »Hele området er ved at blive gennemsøgt, alle naboer afhøres. Liget – Mogens – bliver obduceret i morgen.« Lars så ud ad vinduet, mens Sanne fortalte. PET-livvagten, der måske, måske ikke var Kim A., stod stadig lænet op ad bilen længere nede ad Amicisvej. Merethe Winther-Sørensen lænede sig frem. »Med hensyn til den pressekonference –« Lars afbrød ministeren, vedblev med at stirre ud ad vinduet. PET-manden rørte sig ikke ud af stedet. »Har du eventuelt et telefonnummer, vi kan nå din svigerdatter på? Dit barnebarn, måske? Dem får vi også brug for at tale med.« Merethe Winther-Sørensen rynkede øjenbrynene. Så skrev hun et nummer ned på sin blok, rev arket af og rakte det over bordet til Sanne. »Det er Sarahs nummer, mit barnebarn. De er i sommerhuset i Hornbæk. Vil I ikke gøre mig den tjeneste at vente et par timer med at ringe? Det er nok bedst, det er mig, der fortæller ...« Merethe Winther-Sørensen brød af, holdt hånden for munden. »Vi må hellere –« Ulrik rejste sig. Merethe Winther-Sørensen rejste sig også.

»Undskyld mig.« Hendes ansigtsudtryk var atter fuldstændig glat. »Nu skal jeg følge jer ud.« I hallen hang to dystre portrætter af magre mænd med plagede ansigter. Ved siden af dem hang et nyere af Merethe WintherSørensen i gule og lilla farver. Alle tre var placeret i hovedhøjde på væggen lige over for gadedøren. »Det er min far, Mogens Winther-Sørensen – min søn er opkaldt efter ham.« Merethe Winther-Sørensen pegede de enkelte portrætter ud, mens hun talte. »Og det er farfar, Holger WintherSørensen. Og mig, selvfølgelig.« Lars svedte. Hallen var pludselig blevet meget trang. Ministeren fortsatte. »Far var minister i Hilmar Baunsgaards regering, farfar i både Kampmanns og Krags kabinetter. Jeg havde håbet, Mogens’ portræt også skulle hænge her en dag.« Så rettede hun på jakken. »Jeg regner med at få besked om den pressekonference i morgen tidlig?« Lars så til, mens Ulrik trykkede hendes hånd. Sanne tøvede, prøvede at fange hans blik. Ud af øjenkrogen kunne han se hende tage ministerens hånd. Lars gik uden at sige farvel. »Det var en bestemt dame.« Sanne knappede jakken, trippede ud på vejen og låste bilen op. »Merethe Winther-Sørensen har styret og væltet statsministre. Du har ikke lyst til at have hende som fjende.« Ulrik stirrede på Lars. Så satte han sig ind på passagersædet.