125+3 mm
200 mm
100 mm
vida
Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk
125+3 mm
CARoLinE AlBErtinE MinoR PURA
Filmen gjorde, hvad den skulle, men kun så længe den varede. Da hun trådte ud på gaden, var hun det oplagte bytte for sådan en som ham, ensom på en måde, så der ligesom stod et lys omkring hende. Det var, som om han bare havde ventet på, at hun skubbede glasdøren op, lettet over at mærke, at aftenen endnu var lun. Was it any good? havde han spurgt. Og til det svarede hun ærligt nej. Det var klart, at han havde bedt hende uddybe, og der var ikke noget underligt i, at de fulgtes ad imens. I New York falder fremmede mennesker ofte i snak på gaden. Noget i den retning havde der stået i hendes guidebog.
16 mm
RoMAN RoSINANTE
Foto: © Sofie Amalie Klougart
100 mm
CARoLinE AlBErtinE MinoR født 1988.
PU R A V I DA
1
34510_pura_vida_125x200.indd 1
24-06-2013 13:22:48
2
34510_pura_vida_125x200.indd 2
24-06-2013 13:22:48
CAROLINE ALBERTINE MINOR
Pura vida roman
Rosinante
3
34510_pura_vida_125x200.indd 3
24-06-2013 13:22:48
Pura vida © Caroline Albertine Minor og Rosinante/rosinante&co, København 2013 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dk Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2866-6 Printed in Latvia 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Til Matias
Tak til Anna for alt muligt. Iben, Thomas, Simon, Christina, Hannah, Sarah, Nynne, Martin og Louise for opmuntring, kritik og tålmodighed.
Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
4
34510_pura_vida_125x200.indd 4
24-06-2013 13:22:48
»Der er Solen. Jeg vil staa op. Mine Knæ er kolde, og mine Fødder svømmer mellem Lagnerne som Fisk.« – Katherine Mansfield, brev til J.M. Murry, 16. november 1919
5
34510_pura_vida_125x200.indd 5
24-06-2013 13:22:48
6
34510_pura_vida_125x200.indd 6
24-06-2013 13:22:48
Sm책 drager
7
34510_pura_vida_125x200.indd 7
24-06-2013 13:22:48
8
34510_pura_vida_125x200.indd 8
24-06-2013 13:22:48
1
September, oktober, november, tæller hun, december, januar, februar, marts, april. Over for hende kæmper pigen for at komme fri af kørestolen og ind under afspærringen. Hun skriger som i smerte, hver gang den gyldne kugle kommer susende mod hende, rækker armene frem foran sig og skriger. Hendes hoved og nakke bliver holdt på plads af en form for bøjle. Viktoria er gået ind i Panthéon og har sluttet sig til gruppen, der står og betragter Foucaults pendul svinge frem og tilbage. I 1851 demonstrerede han jordens rotation ved at hænge en syvogtres meter lang wire fra mausoleets centrale kuppel. Ifølge et skilt er pendulet kun en kopi (det originale kan ses på Musée des Arts et Métiers). Voltaire er begravet her, og sammen med ham Rousseau, Hugo, Zola, Braille, Jaurès, Marie Skłodowska-Curie. Hun tager en hurtig runde, før hun går tilbage, ud i solskinnet og sætter sig yderst på den brede trappe. Med panden hvilende mod knæene mærker hun varmen som en stor hånd mellem skuldrene og i håret. Rundt om hende finder folk deres madpakker frem og 9
34510_pura_vida_125x200.indd 9
24-06-2013 13:22:48
rykker sammen over bykort. Viktoria har ikke nogen planer for resten af dagen. Hun er lige kommet. Hun tænker på det fremmede nøglebundt i sin taske og på lejligheden. Bjerget af kufferter langs væggen. De skal pakkes ud og skubbes ind under sengen, flade og tomme. Undskyld, vil du hjælpe os? Kvindens kæreste står lidt væk og smiler opmuntrende. Han har bandana på og en babysele om maven, barnet vrider sig og sparker ud med benene. Det har små bitte tennissko på fødderne. Viktoria forstår ikke, hvorfor man giver et spædbarn sko på. Hun har set dem tæt på engang, de har ikke nogen rigtig sål, bare et stykke blødt læder. Kvinden viser Viktoria, hvor hun skal trykke, og hvordan hun kan indstille lukkertiden, hvis der er for meget lys. Så stiller hun sig op ved siden af sin mand, der lægger armen om skuldrene på hende. De har solbriller på, og Viktoria beder dem ikke om at tage dem af. Barnet begynder at klynke, de smiler, og hun tager et billede. Blev det godt, råber manden. Et til, siger kvinden og skæver til babyen. Viktoria løfter kameraet igen. Manden har meget muskuløse underben, en blodåre slynger sig op ad den ene læg. Deres tøj er praktisk, oversået med lommer 10
34510_pura_vida_125x200.indd 10
24-06-2013 13:22:48
og lynlåse, og de ser helt forkerte ud på den pompøse baggrund. Måden, mausoleet tårner sig op bag dem, søjlerne og den dybblå himmel. Billedet er utrolig sørgeligt, uden at hun kan forklare hvorfor. Hun tager to mere, så begynder den lille at græde for alvor. Tusind tak, siger kvinden og tager imod kameraet, ha’ en god dag. Han er allerede på vej ind i mørket med barnet som et skjold foran sig. Hele sommeren har Viktoria stort set ikke tænkt på andet, og nu er hun her. Igen og igen var hun vendt tilbage til de fire billeder, udlejeren havde vedhæftet den første mail: stuen og køkkenet, den lille gårdhave (hvid plasticstol, tørresnor), soveværelset og et billede af ejendommens facade, taget på hvad der så ud til at være en kold forårsdag. Viktoria ville gerne have talt med Jonas, men hendes storebror befinder sig et eller andet sted i Peru, og det er længe siden, han holdt op med at tage sin telefon. Hun har tænkt på at invitere ham, de kan redde op på briksen i stuen. Han har næsten aldrig penge, men det behøver heller ikke blive særlig dyrt. De kan købe ind på markedet og spise middag derhjemme, smøre madpakker om morgenen. Men hvis han kommer, skal der være noget at vise frem. Steder, han ikke lige så godt kunne finde i en guidebog, lokale caféer og hemmelige 11
34510_pura_vida_125x200.indd 11
24-06-2013 13:22:48
haver. Og der skal være nogen at præsentere ham for. Hun vil vente til foråret. Bagsiden af mausoleet er glat og grå og ligner noget, der hører til en nyere bygning. Viktoria tager en omvej for at undgå Rue Mouffetard, den sammenpressede strøm af mennesker i den ene og den anden retning. Hun holder sig ude af de mest turistede områder. Hun er ikke en af dem, hvis ophold begrænser sig til en forlænget weekend. Det, at hun tæller sin tid i måneder, ikke uger eller dage, løfter hende op og ud af den skiftende masse, der holder nips-industriens hjul i gang med en umættelig sult efter Eiffeltårnet en miniature, reproduktioner af Lautrecplakater, Monets åkander som køleskabsmagnet. Viktoria slår ind på Avenue des Gobelins i retning af Place d’Italie. Hun læser gadeskiltene højt for sig selv, lirker ordene fri, snor og ruller dem rundt derinde. Hun har ikke sagt særlig meget, siden hun kom. To uger, og hun kan huske alle de gange, hun har formet en sætning. Alligevel mærker hun sit ordforråd vokse. Som om nogen strikker på en sweater inde i hendes mund; nye udtryk, der griber ind i hinanden og trækker andre med sig. Arbejdet med at memorere og kategorisere er mindst lige så tilfredsstillende som ømheden i læggene, efter hun har brugt endnu en dag på at gå. Det er nemt nok at vælge nogle boulevarder, hun gerne vil ned ad, en park, hun ikke har set. Når hun har fri fra skole klokken 12
34510_pura_vida_125x200.indd 12
24-06-2013 13:22:48
halv et, følges hun med de andre ud på gaden, vinker og traver af sted. Frokosten køber hun i supermarkedernes afdeling for prêt-à-porter. Gazpacho og revet gulerodssalat eller grønne linser med et pocheret æg, melon, oliven og ananas i skiver, små glas med fed, hvid yoghurt. Hun sætter sig ned et sted, hvor det ikke generer nogen. Hvis hun kommer forbi en park, bliver det der. Frygten for, at en parkbetjent skal bede hende flytte sig, får hende til at spise lidt hurtigere. Hun vil ikke sidde med de fedtede beholdere spredt i græsset omkring sig. Viktoria forsøger at lade være med at tænke for meget på det, men hun er sikker på, at nogle af de andre elever ser hinanden efter skole. De har ikke været klassekammerater i mere end halvanden uge, men man fornemmer allerede en hektisk fortrolighed imellem dem. Om morgenen, inden timen begynder, spørges der til navne, hun ikke genkender. Numre og datoer bliver udvekslet på fransk med spansk, engelsk og kinesisk accent. Hun ser ham nede ved indkøbscentret, komme ud og vente for rødt. Til at begynde med forstår hun ikke, hvorfor hun genkender ham. Men så er der hunden: Spooks. Den kan hun huske nu. Ulvehunden med de isblå øjne og den sorte snude, at den lå på gulvet ved siden af hans stol. Det havde været koldere, end hun havde regnet med. Selvom himlen var overskyet og nogle steder 13
34510_pura_vida_125x200.indd 13
24-06-2013 13:22:48
helt hvid, måtte hun gnide varme ind i armene. Hun var ganske enkelt gået ind på den første bar, hun kom forbi. Den lå på hjørnet, ikke engang hundrede meter fra hendes hoveddør. Det var hendes anden nat i lejligheden, og hun kunne ikke falde i søvn. Derhjemme ville hun aldrig have været gået ud alene på den måde, bare stå op og tage sit tøj på midt om natten. Og så var han den eneste gæst og fra USA, kunne hun høre, da bartenderen kom forbi med sin klud og forstøver og spurgte ham om noget. Ærmegabene i hans undertrøje var dybe, hun kunne se den magre brystkasse og nogle lange, gyldne armhulehår. Fjernsynet viste udspring. Indimellem blev der klippet til studiet, hvor to mænd snakkede om det. Hele tiden skiftevis strøg og ruskede hans fregnede fingre i den snehvide hundepels, og Viktoria havde svært ved at få rødvinen ned. Det var lyden af hans stol, der fik hunden på benene, og så var det, han havde sagt time to go home, Spooks, og nikket til Viktoria, som om han ikke var overrasket over at se hende sidde der. Da hun igen lå i sin seng, havde hun ikke engang været væk i en time. Viktoria holder ikke øje med ham, hun ser ikke, hvor han bliver af, og ved lyskrydset står der et nyt hold og venter.
14
34510_pura_vida_125x200.indd 14
24-06-2013 13:22:48
Hun går igennem markedet på Boulevard AugusteBlanqui. Det er ved at lukke, og nogle af sælgerne har allerede pakket sammen, kun stålskeletterne står tilbage og markerer som en stregtegning standenes udstrækning, en forsikring om, at de kommer igen. To mænd i grønne overalls er gået i gang med at spule fortovet. Løgskaller og fladtrådte druer strømmer langs kantstenen i retning af kloakkerne. Der er stadig folk, der handler. Viktoria stiller sig bag en ældre mand med en skotskternet trolley. Han køber kun få af hver, peger på den udvalgte frugt eller grøntsag med en hævet finger. Ça sera ça? spørger grønthandleren og snurrer posen rundt, før han rækker den til manden, der nikker. Alors, monsieur, ça fait quatre euro soixant. Han famler med pungens lukkemekanisme, den ene posestrop glider af hans håndled, og nogle kirsebær falder ud og triller væk. Viktoria bukker sig ned, men han stopper hende med et hårdt tag om skulderen. Det er fint, siger han og går skælvende i knæ. Med enden stukket bagud rager han de undvegne bær til sig. Grønthandleren læner sig lidt frem. Går det? Manden kommer pustende på benene, han ser ikke på Viktoria. Da han har betalt, ønsker han grønthandleren en fortsat god dag og går sin vej, usikre skridt i 15
34510_pura_vida_125x200.indd 15
24-06-2013 13:22:48
retning af slagteren, med trolleyen slingrende og hoppende efter sig. Hun kan ikke bestemme sig for, om hans kone er død, eller om han aldrig har haft en. Viktoria bruger de forkerte, uhøflige, bøjninger og ender med alt for mange og for modne tomater, som kommer til at ligge og rådne, inden hun kan nå at bruge dem. Derudover en halv netmelon og et salathoved med en mudret rod på størrelse med en lillefinger. Hun betaler med en stor seddel, hvad der irriterer den smukke grønthandler. Det havde været bedre, om hun var fortsat forbi hans stand. Hellere det end denne utilfredsstillende og kejtede handel. Først idet han lader byttepengene falde ned i hendes fremstrakte hånd og ser på hende, ændrer hans ansigtsudtryk sig, som om han rykker frem til kanten af sine øjne. Mademoiselle, vous etes très charmante. Hun tænker på at bide ham i kinden. Hvordan det ville føles at mærke en fold af hans hud, stubbene som sand mellem tænderne. De har altid været på hendes egen alder, glatte og ivrige. Da hun har spist og vasket op, prøver hun igen at ringe til sin far, men kommer i tanker om, at han er i Thailand med sin kone og hendes søn. Viktoria har allerede talt med sin mor. Hun huskede at spørge til Emma, men moren lød træt, og ingen af dem havde 16
34510_pura_vida_125x200.indd 16
24-06-2013 13:22:48
særlig meget lyst til at snakke. Viktoria bad hende hilse mange gange og sige, at hun havde det godt. En kort overgang havde Viktoria bebrejdet sin lillesøster, at faren flyttede. Hun forestillede sig, at der ikke havde været plads til flere end fire. Emma kom, så var de fem. Den nye tilstedeværelse skubbede ham ud over kanten, som på en tømmerflåde. Det virkede logisk, som noget rent mekanisk. Men sådan hang det ikke sammen, selvfølgelig ikke. Da hendes mor opdagede, at hun var gravid med sit tredje barn, var det længe siden, kærligheden havde forladt huset i Valby. En gæst, der sniger sig hjem uden at sige noget til nogen, pludselig mangler der bare en jakke og et par sko. Uden for vinduet lyser muren op i den sol, hun har lagt mærke til er dagens sidste. Viktoria betragter en orange trekant glide hen over stenene og til sidst ud af syne. Der er meget stille i lejligheden. Som om lyset har haft en lav, men konstant lyd, der mangler nu, hvor det er forsvundet. Der er kommet et hul. Hun rejser sig op og slutter sin iPod til anlægget. Fiona Apple synger mut. On the Bound kan hun ikke vænne sig til, den forskrækker hende. Viktoria trykker sig frem til nummer otte. Hun lægger sig tilbage på briksen og ser op på den strimmel af himmel, der er synlig mellem husene. Abrikosfarvet med et slør af skyer. Hun ved, at Fiona 17
34510_pura_vida_125x200.indd 17
24-06-2013 13:22:48
var kærester med Paul Thomas Anderson, da han skrev og instruerede Magnolia, at de var tæt på at blive forlovet. Der findes et videoklip af dem på nettet, hvor de fjoller rundt i et studie med mørklægningsgardiner for vinduerne. Hun hopper på stedet og bokser ud i luften, så fanger han hende og ryster hende og råber, indtil hun knækker fnisende sammen og løber ud af rummet. Det overraskede Viktoria, da hun i et interview læste, at han havde hørt Aimee Mann på repeat, mens han skrev filmen. At han blev meget lykkelig, da hun sagde ja til at medvirke på soundtracket. Det er snart oktober, men vinden er lun. Viktoria endte med at vælge de flade sandaler og en syrenfarvet, knælang uldkjole. Hun har en fornemmelse af at være klædt ud som sig selv. Bag baren står to piger, som må være søstre, måden, deres mund slappes på, når de ikke serverer eller tager imod bestilling. Den ene har ring i navlen. Fra en lille metalkrog dingler en diamantbesat halvmåne og tre tynde sølvkæder. Når hun bukker sig ned for at rydde af et bord og sætte de fyldte glas fra sig, falder månen ud i en ret vinkel fra maveskindet. Tanken om, at et ærme skulle hage sig fast og trække i den, gør Viktoria svimmel. Bartenderen kommer ud fra et baglokale, bærende på to papkasser. Han genkender hende ikke. Pigerne 18
34510_pura_vida_125x200.indd 18
24-06-2013 13:22:48
træder til side og lader ham komme forbi, de har gjort det tusind gange før, taget det lille skridt bagud. Tre sæt hænder arbejder uden at komme i vejen for hinanden, kort efter står et sukkerrandet glas på disken foran hende, og pigen beder om seks euro. Den anden skærer limefrugter ud i både, og citrusolien støver op og blander sig med den sure lugt fra fadølsanlægget. Viktoria drikker hurtigt, stående nær døren med udsyn til fjernsynet. Hun følger ikke med, hun er glad for væggen i ryggen og glassets kolde form i sin hånd. Hun har egentlig besluttet sig for at gå, da hun får øje på hunden. Hej, Spooks, hvisker hun og genkender med det samme dens ejer. Han sidder lænet forover, opslugt af en samtale med nogen, hun kun kan se fødderne af. Korslagte ben, udtrådte lædersandaler. Den øverste fod vipper utålmodigt, ryster sandalen ud på forfoden og lader den glide på plads igen. Hun ser lidt på foden, sandalens falden frem og tilbage. Hey! Viktoria ser op, amerikaneren vinker hende til sig. Den anden har allerede rejst sig og fundet en stol, som han stiller imellem dem. Det første, hun tænker, da hun ser hans ansigt, er, at hun kunne elske ham. Det er meget overraskende. Han ligner Jesus, som man ken19
34510_pura_vida_125x200.indd 19
24-06-2013 13:22:48
der ham fra korset. Det tykke brune hår er samlet i en knold i nakken. Den udsender en svag vaniljeduft, og hun får lyst til at klemme hårbollen i hånden, se den vikle sig ud, når han fjerner elastikken, sikkert stadig fugtig inde i midten. Han siger, han hedder Rémy, og Viktoria siger, at hun hedder Viktoria. Nick forklarer, at han er ved at uddanne sig til kok. I øjeblikket står han ved fonderne på en dyr hotelrestaurant i det 6. arrondissement. Dig, siger han og slår hænderne let i bordet, ser på Viktoria, er du på ferie? Jeg har lagt mærke til dig, set dig rundt omkring. Hun kan teksten udenad, det er bare at åbne munden: otte måneder, sprogkurser på Sorbonne og så forhåbentligt et arbejde. Hun har sparet lidt op, men det er ikke nok. Det er dyrt at bo i Paris, men også fantastisk. Selvfølgelig. Hun ser det som en tænkepause. Et år til at finde ud af, hvad hun så skal. Med livet? De griner alle tre. Er du glad for kvarteret? Rémy ser på hende. Er hun det? Ja, siger hun, meget. Det er rart, at folk virkelig bor her. De lokale. Han nikker, finder en pakke tobak frem fra en taske, som sandalerne er den af læder. 20
34510_pura_vida_125x200.indd 20
24-06-2013 13:22:48
Rémy arbejder ovre på La Folie, du har ikke set ham? Nick udtaler hans navn Remmie og lægger tryk på o’et i Folie, La Fohlie. Restauranten ligger skråt over for Sputnik Bar, og Viktoria går forbi hver dag på vej til og fra skole. Og nu husker hun faktisk en ryg i en hvid T-shirt, en ung mand i gang med at folde servietter ved baren. Stakken med bløde, lysegule firkanter ved siden af ham. Er du også kok? Tjener. Overtjener, retter Nick og ryster ham ved skulderen, un putain de chef de table. Jeg læser ved siden af. I hvert fald i princippet. Han har rullet sin cigaret færdig, uden at hun har lagt mærke til det, og holder den spørgende op foran sig. Vi to bliver her, siger Nick og gnider hunden over panden, den støder hovedet op imod hans hånd. De taler om rygeloven, det er et godt emne. De har deres meninger, de skiftes til at have ordet. Lige nu går det, fordi det er varmt. Det er fint, vi kan stå herude og snakke, han slår ud med armene, men til vinter – Hun siger, at hun godt forstår, hvad han mener, selv21
34510_pura_vida_125x200.indd 21
24-06-2013 13:22:48
følgelig, men tænk på, at ... på den ene side og på den anden. Det er kun begyndelsen, svarer han, og hun kommer til at grine. Begyndelsen på hvad? Enden. Nej, nej, siger han og smiler. Det er sjældent og hurtigt overstået, et glimt af det underste af tænderne i overmunden. Han taler hurtigere, og en smule anderledes, end hun er vant til. Der er flere småord, flere tch-lyde. Det kræver al hendes energi at forstå ham, og hun slår hele tiden over i engelsk. På fransk er hun tvunget til at pendle mellem nutid og datid. Fremtidsformerne er uden for hendes rækkevidde, og sætningerne falder i stive blokke. Hun må lyde som et barn i hans ører. Du er da ikke fra Paris? Bien. Fra Marseille, sydpå. Hun kan se sin papmors sæbepumpe for sig: Savon de Marseille. Men det er også alt, ikke noget landkort. Bare den dyre, ravfarvede sæbe, som den lille families hænder altid lugter af. Hvad laver du her? Studerer, arbejder. Ingenting meget af tiden. Kunne du ikke også gøre det i Marseille? Han piller lidt tobak af læben. Du spørger meget, er jeg så spændende? Hun svarer ikke. 22
34510_pura_vida_125x200.indd 22
24-06-2013 13:22:48
Undskyld, det var tarveligt. Han ser ud til at mene det, så spørger han, om hun har lyst til en øl? Har hun det? Ja. Da de kommer ind igen, står Nick og taler med den piercede af søstrene. Rémy er på vej op til baren, men skifter åbenbart mening. Vi kan også bare smutte, han ser på hende, som om hun kunne finde på at sige ham imod. Viktoria henter sin taske. Da hun kommer tilbage, står han og holder døren åben med foden. Det regner ikke. Det har ikke regnet siden den første aften. Hun tænker på, om det er normalt, i oktober? Skal jeg ikke bare følge dig hjem. Han siger det, som om det er konklusionen på noget, som om de har diskuteret længe frem og tilbage. Jeg bor lige dernede. Man kan se hoveddøren fra der, hvor de står. Han finder pakken frem igen. Den buttede, mørkeblå konvolut: Drum premium quality. Så venter jeg her, til du er inde, siger han og napper lidt tobak op. Hele vejen ned ad gaden kan hun mærke ham som en kæp i ryggen, men hun vender sig ikke om. Først når hun har trykket koden, beslutter hun, må hun kigge. 23
34510_pura_vida_125x200.indd 23
24-06-2013 13:22:48
Låsen summer, og Viktoria drejer hovedet. Han er på vej imod hende. I et langsomt trav, der får hende til at tænke på elge; det er det tung-lette ved det. Vi kan ses igen, siger han forpustet, hvis du har lyst? Det har jeg, det vil jeg gerne. Han nikker. Okay, godt. Han ser overhovedet ikke glad ud. Hun ville ønske, at de ikke var gået fra baren. Opgangen lugter af brasede kartofler. Viktoria tænder ikke lyset, og hun går ikke i seng. I lang tid sidder hun på briksen i stuen og lytter til stemmerne oppe fra hovedgaden. Hendes eget hoved er vidunderligt stille. Hun tænker på et maleri, hun har set på Louisiana. En skyfri himmel gennem bækkenbundsknoglen fra en ko eller bøffel. Da hun var yngre, havde hun en blok med tykt papir. Når de havde været på museum, fandt hun den frem, febrilsk af gåpåmod. Hun hentede æsken med farver, vandglas og køkkenrulle. Hun var ikke god til at passe på sine ting; mange af lågene havde ikke været skruet ordentligt på, eller der var ikke mere sort, ikke mere af den røde. Malingen var størknet nede i de små tuber og metallet sprak, når hun trykkede på dem, gevindene blev vredet skæve. 24
34510_pura_vida_125x200.indd 24
24-06-2013 13:22:48
Hun ved ikke, hvor lang tid der er gået, da det ringer på. Et kvarter, måske mere? Han tager fat med begge hænder om hendes ansigt, holder det fast nogle sekunder, før han trækker hende ind til sig. Noget i hende gennemstrømmes, en tør plet, et sted, hun ikke vidste, hun havde, drikker. Vaniljeduften er kraftig så tæt på, han mumler et eller andet ned i hendes nakke. Det virker ikke, som om det er til hende. Viktoria trækker vejret i det øverste af lungerne, gør bevægelserne så minimale som muligt. Det føles godt, at han holder hende så fast, trykker ribbenene sammen med sine overarme. Hun kan mærke ham hele vejen ned, hele forsiden af kroppen rører ved hans. Forsigtigt lægger hun munden ind til hans hals. Huden er tynd og hed, hun bilder sig ind at kunne mærke pulsslagene. Det var ikke min mening, siger han. Hun svarer ikke på det, og han siger heller ikke mere.
25
34510_pura_vida_125x200.indd 25
24-06-2013 13:22:48