– Politiken
»En sjælden begavet, sjælden morsom, sjælden menneskekærlig roman ... Det er en helt utrolig fortælling. Den handler faktisk om en fakir, der sad fast i et Ikea-skab. Men som det altid er, når virkelig store forfattere træder i karakter, så er romanen meget mere end det. Det er en forrygende morsom historie.«
220 mm
HHHHHH
– Dagbladenes Bureau
18 mm
af forfatteren til Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et ikea-skab er postbud i Paris, og hendes største ambition i livet er at forbedre sin fars mayonnaiseopskrift. På en rejse til Marokko møder hun pigen Zahera, der er alvorligt syg, og Providence beslutter sig for at adoptere hende. Men den dag hun skal hente pigen, lægger en islandsk askesky al flytrafik øde. Det lader Providence sig dog ikke slå ud af, og så begynder en forunderlig rejse, der involverer en charmerende flyveleder, en kinesisk stormester og en mystisk tibetansk munkeorden med en magisk eliksir og en evne til at lære andre at flyve.
142 mm
100 mm
Romain Puértolas
»Sproget lever på forfatterens moderne form for lune, som røber vid og fransk esprit i sin skildring af det europæiske Absurdistan.« – Information
»Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab, ER en utrolig historie om en taskenspillers rejse til Frankrig efter en sømmåtte på tilbud hos den svenske varehusgigant (...) en burlesk fabel om at rejse i skabe, i Louis Vuitton-kufferter og med luftballon frem mod nye erfaringer om det at være menneske. En roman om den universelle længsel efter at skabe bedre livsbetingelser for sig selv og sine og en kritisk-satirisk fremstilling af et Europa, vi ynder at betragte som fint og civilisatorisk.«
HHHH
RomaN
Romain Puértolas er født i 1975 i Frankrig og har arbejdet som tolk, tryllekunstner, politimand, steward, DJ og cirkusartist i Østrig, hvor hans glansnummer var at skære kvinder midt over. Hans debutroman Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab blev en verdensomspændende bestsellersucces, der udkom i 38 lande og nu er ved at blive filmatiseret.
er en charmerende roman om kærlighedens kraft – og om eventyrets og fantasiens magt til at gøre tilværelsens ubærlige sorger lidt lettere at bære.
– Berlingske
Rosinante Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dk
foto: Eric Clément
»En vild og skæg fortælling.«
142 mm
Romain Puértolas
100 mm
CMYK + GLOSSY KASCHE
Rosinante
6
Den lille pige, der havde slugt en sky s책 stor som Eiffelt책rnet
Af samme forfatter Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab
ROMAIN PUÉRTOLAS
Den lille pige, der havde slugt en sky så stor som Eiffeltårnet roman
På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt
Rosinante
Den lille pige, der havde slugt en sky så stor som Eiffeltårnet er oversat fra fransk af Agnete Dorph Stjernfelt efter La petite fille qui avait avalé un nuage grand comme la tour Eiffel Copyright © Le Dilettante, 2015 Denne udgave: © Rosinante/rosinante & co, København 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslag: Arlette Bertelsen Sat med Janson Text hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3959-4 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk
4
Til Patricia, mit eneste fikspunkt i universet.
5
6
Denne historie er fuldkommen sand, for jeg har selv fundet p책 den fra ende til anden. boris vian
Et hjerte er lidt som en stor konvolut. providence dupois
7
8
FØRSTE DEL Et postbud og hendes særlige holdning til mayonnaise og til tilværelsen
9
10
Det første ord, den gamle frisør sagde, da jeg kom ind i frisørsalonen, var en kort og uafviselig ordre, der var en naziofficer værdig – eller måske en gammel frisør: »Sid ned!« Jeg adlød med en ubehagelig følelse af at sidde i saksen, endnu inden han havde fundet den frem. Så påbegyndte han sin runddans omkring mig uden at afvente nogen form for oplysninger om, hvilken frisure jeg ønskede at forlade hans salon med, eller måske snarere, hvilken frisure jeg absolut ikke ønskede at forlade hans salon med. Havde han overhovedet nogen erfaring med genstridigt afrohår? Der var nok at tage fat på. »Har De lyst til at høre en utrolig historie?« spurgte jeg for at bryde isen og skabe en hyggelig stemning mellem os. »Fyr løs, når bare De vil sidde stille med hovedet, for ellers ender jeg med at klippe ørerne af Dem.« Jeg betragtede dette »fyr løs« som et stort skridt i den rigtige retning, en invitation til dialog, arbejdsro og broderlig harmoni, samtidig med at jeg – i medfør af selvsamme broderskab – bestræbte mig på hurtigst muligt at glemme alt om den truende amputering af mine høreorganer. 11
»Godt, altså, en dag mødte mit postbud, som er en kvinde, en aldeles charmerende kvinde for resten, op i kontroltårnet, hvor jeg arbejder, og sagde: ‘Hr. Bims,’ det hedder jeg, ‘De bliver nødt til at give mig starttilladelse. Jeg ved, at det lyder sælsomt, men sådan er det. Man skal ikke tænke alt for meget over det. Det gik op for mig allerede fra starten af. Men jeg beder Dem: Giv mig lov til at lette fra Deres lufthavn, så er De sød.’ Faktisk fandt jeg slet ikke hendes anmodning så sælsom endda. Jeg får nu og da besøg af privatpersoner, der er blevet ruineret af de omkringliggende flyveskoler, og som ønsker at fortsætte flyvningen for egen regning. Hvad der til gengæld overraskede mig, det var, at hun aldrig tidligere havde sagt noget om sin passion for flyvning. Nu var det heller ikke, fordi vi havde haft mange lejligheder til at tale sammen eller bare møde hinanden (jeg arbejder skiftevis om dagen og natten), men alligevel. Normalt indskrænkede hun sig til at bringe mig min post i sin gamle, gule Renault 4L. Hun havde aldrig besøgt mig på arbejdet. Desværre, for hun var virkelig kanon, den pige. ‘Hør her, frøken, normalt ville jeg have henvist Dem til flyplankontoret med denne type henvendelse. Problemet er, at der er fuldkommen kaos i flytrafikken i dag på grund af den elendige askesky, så vi kan desværre ikke efterkomme anmodninger om privatflyvninger. Jeg beklager.’ Hendes søde, sønderknuste mine knuste mit hjerte, så jeg lod, som om jeg tog hendes forespørgsel alvorligt: ‘Hvad flyver De? Cessna? Piper?’ Hun tøvede. Det var tydeligt, at hun var forlegen, og at mit spørgsmål gjorde hende flov. ‘Det er det, der er det 12
sælsomme ved min anmodning. Jeg flyver ikke noget fly. Jeg flyver helt selv.’ ‘Ja, jeg forstod godt, at De flyver uden instruktør.’ ‘Nej, nej, helt selv, jeg mener, uden flyvemaskine. Sådan hér.’ Hun løftede armene op over hovedet og snurrede rundt som en balletdanserinde. Hør, huskede jeg at sige, at hun var iført badetøj?« »De udelod denne lille detalje,« svarede frisøren, der nu var helt opslugt af kampen med min afro. »Jeg syntes allerede, at det må være et herligt liv at være flyveleder; men dét der tager alligevel prisen!« Den gamle havde ret. Der var ingen grund til klage som flyveleder i Orly. Men det forhindrede os nu ikke i at nedlægge arbejdet nu og da. Bare så folk ikke glemte os i ferierne. »Nå, men hun var altså iført en blomstret bikini,« fortsatte jeg. »En meget smuk kvinde. ‘Jeg vil ikke forstyrre Deres trafik, hr. Flyveleder. Jeg anmoder blot om, at De betragter mig som endnu et fly. Jeg er ikke så højtflyvende, at askeskyen påvirker mig. Hvis man skal betale lufthavnsskat, er det ikke noget problem. Hér!’ Hun rakte mig en 50-euroseddel, som hun tryllede frem fra, jeg véd ikke hvor. I hvert fald ikke fra sin store posttaske, for den havde hun ikke med. Jeg kunne ikke komme mig over det. Jeg forstod ingenting af hendes historie, men hun virkede meget målrettet. Mente hun, at hun virkelig kunne flyve? Ligesom Superman eller Mary Poppins? Et kort øjeblik tænkte jeg, at mit postbud var gået fra snøvsen.« »Skal jeg forstå det sådan, at Deres postbud en skønne dag pludselig dukker op i Deres kontroltårn, iført bade13
tøj, selvom den nærmeste badestrand befinder sig flere hundrede kilometer væk, og beder Dem om tilladelse til at lette fra Deres lufthavn – ved at baske med armene som en høne?« »Ja, det er en meget dækkende beskrivelse.« »Ja, mit kommer aldrig med andet end regninger ...« sukkede manden og tørrede kammen af i sin kittel, inden han atter begravede den i mine proptrækkerkrøller. Saksen i hans anden hånd klikkede uophørligt, ligesom hundekløer mod et parketgulv eller hamsterkløer i et hamsterhjul. Alt i hans attitude fortalte, at han ikke troede et ord af, hvad jeg fortalte. Det var svært at bebrejde ham. »Nå, hvad gjorde De så?« spurgte han, uden tvivl for at se, hvor langt min fantasi rakte sig. »Hvad ville De have gjort i mit sted?« »Aner det ikke. Jeg arbejder ikke med flytrafik. Og det er så sjældent, der kommer smukke halvnøgne kvinder ind her i salonen.« Jeg ignorerede den gamle gnavpotte. »Jeg var fuldstændig desorienteret,« fortsatte jeg. Han afbrød mig. »Jeg troede ikke, at en flyveleder kunne være desorienteret!« sagde han ironisk. »Er det ikke det, De får Deres penge for?« »Det er lidt overdrevet. Vi er trods alt ikke maskiner! Nå, men hun så på mig med sine dukkeøjne og sagde: ‘Jeg hedder Providence, Providence Dupois.’ Og så ventede hun på, at det skulle synke ind. Det virkede, som om det var hendes sidste skud i bøssen. Jeg tror, at hun 14
sagde sit navn, for at jeg skulle holde op med at betragte hende som et simpelt postbud. Jeg var så skrupforvirret, at jeg et øjeblik troede, at det var ... ja, altså, De ved nok, en pige, jeg havde været sammen med, og som jeg ikke genkendte. Jeg havde en vis succes som yngre ... Men der var ingen tvivl mulig, selv uden kasketten og den håbløst umoderne, blå vest – denne kanonflotte pige var mit postbud.« Frisørens kam og saks svævede ubevægelige i luften over mine mørke krøller. »Sig mig, sagde De Providence Dupois? DEN Providence Dupois?« udbrød han og lagde instrumenterne fra sig på glaspladen foran mig, som ramt af en dyb og pludselig træthed. Det var første gang, han udviste nogen tegn på interesse, siden vi havde indledt vores samtale, eller rettere, siden jeg havde indledt denne enetale. »Mener De hende, som alle aviserne skrev om? Hende, der fløj?« »Den selvsamme,« svarede jeg, overrasket over at han kendte hende. »Men for mig var hun bare mit postbud dengang. Sexbomben i den gule Renault 4L.« Frisøren lod sig dumpe ned i den tomme stol ved siden af mig. Han lignede én, der havde fået en rumstation i nakken. »Den dag rummer nogle smertelige minder for mig,« sagde han og stirrede åndsfraværende på de sorte og hvide fliser i frisørsalonen. »Jeg mistede min bror i en flyulykke. Præcis samme dag, som denne famøse Providence Dupois skabte røre om sin person ved denne forbløffende begivenhed. Paul var min storebror. Han skulle sydpå på ferie. 15
Bare en lille kort ferie, som han aldrig havde forestillet sig skulle blive så ... lang. Han kom aldrig på arbejde igen. Et hundrede og toogtres passagerer. Ingen overlevende. Jeg troede, at Gud tog flyet ligesom alle andre. Han må være kommet for sent til tjek-ind den dag.« Manden løftede atter hovedet. Et glimt af håb tændtes atter i hans blik. »Nå, lad os snakke om noget mere muntert. Fortæl mig så: Fløj hun virkelig? Jeg mener, så De hende selv flyve, denne Providence Dupois? Jeg læste det i pressen, men de skriver sgu så meget ... Jeg vil gerne høre sandheden og intet andet end sandheden.« »Medierne var der ikke. De fik først fat i historien bagefter og blæste det hele op med vanvittige rygter. Jeg så sågar nogen skrive, at Providence havde fløjet til Marokko i sin gule Renault, og at hun var kollideret med en sky! Det er ganske vist ikke så langt fra sandheden, men det er heller ikke helt rigtigt. Lad mig fortælle Dem sandheden om, hvad der skete den dag i Orly. Og tro mig, det er kun toppen af isbjerget. Hvordan mit postbud nåede så vidt, og hvad der videre hændte, er langt mere fascinerende, og det har sat spørgsmålstegn ved mangt og meget i min egen lille kartesianske logik. Har De lyst til at høre historien?« Frisøren slog ud med hånden mod den tomme salon. »Som De ser, har jeg frygtelig travlt,« sagde han ironisk, »men okay, jeg kan vel unde mig selv en lille pause. Det vil være en kærkommen forandring fra de evindelige historier om bryllupper og dåb, som mine kunder kom16
mer med, hver gang de skal have onduleret sig selv og hinanden!« tilføjede den gamle mand med påtaget ligegyldighed, skønt han boblede af nysgerrighed. Og så fortalte jeg ...
17