KAMILLA HEGA HOLST SORT ROMAN SAMLEREN
Af samme forfatter Den sovende sangerinde, børnebog 2003 Metilies underjordiske rejse, børnebog 2007 En kÌrlighedshistorie, roman 2010
K a mill a Hega Holst
SORT Roman
Samleren
SORT © Kamilla Hega Holst og Samleren / ROSINANTE&CO, København 2012 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Rasmus Holst Andersson Sat med Adobe Garamond Pro og trykt hos Narayana Press ISBN 978‑87‑638‑2315‑9 Printed in Denmark 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Tak til: Claus Handberg Christensen, Mette Mechlenborg og Johanne Løgstrup for jeres engagement i romanens tilblivelse. Rasmus Holst Andersson for dit blik og grafik. Tak til Hans Peder From, Jytte Nørtoft Jensen og Uwe Max Jensen for deltagelse. Tak til Statens Kunstfond og Statens Kunstråd for arbejdslegater.
Samleren er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
Han spreder tæerne med en klud, vasker i vante strøg mellem hver enkelt. Hun er nøgen. Han sidder mellem hendes ben. Venstre ben varmt op ad hans ryg, højre ben liggende på hans lår. Efter tæerne fortsætter han ned om fodsålen, op om vristen frem mod anklen. Anklen forsvin‑ der bag fedt. Hans hånd bevæger sig uforstyrret af knogler fra fod til læg. Læggens bløde hud erstattes af knæhasens fugtige sprække. Gulligt sekret sætter sig på kluden. Han smører et tyndt lag salve på den betændte sprække. Vasker på bagsiden af låret med flad hånd, hudens ujævnheder aftegner sig i håndfladen. Han lader den ligge et øjeblik. Kører hånden frem til forsiden af låret, læner sig ind over hende, lader kluden bore sig ind mellem mavens deller. Hånden forsvinder. Han rejser sig og skyller kluden i baljen. Løfter hendes arm og vasker armhulen. En lugt af sved og betændelse indhyller ham. Tidligere barberede han armhulen, nu er der for mange folder. Han vasker ned ad hendes arm, ind i furerne på armen og ned til hånden med de nedbidte negle. Ind mellem fingrene. Han hjælper hendes hoved 15
bagover, vasker under hagen. Ned ad halsen. Over krave‑ benet. Han løfter det ene bryst, dupper med kluden på den røde sprække under brystet. Puster forsigtigt mod det røde, inden han smører et lag salve på. Han vasker oven på brystet og det andet bryst og igen den røde sprække og salven. Han vender hende en smule om på siden, så han kan vaske hendes ryg. Fra skuldrene over ryggens deller ned til balderne. Ind mellem balderne. Han presser dem fra hinanden med fingrene, vasker omhyggeligt om‑ kring endetarmsåbningen. Han skyller kluden med den ene hånd, imens den anden hånd stadig blotter hendes åbning. Han stryger kluden ned mod skeden, sætter sig på hug og skiller skamlæberne ad. Der sidder lidt toiletpapir fast, som han fjerner med to fingre. Dupper med kluden. Han stikker sin tunge op i hende, slipper med sin hånd og lader lår og balder omslutte ham. Han knepper hende med tungen. Hendes klitoris er hård og udstående. Hans erektion gør ondt. Han trænger ind i hende stående med bukserne nede om knæhaserne.
– Jeg skider blod. – Hvordan, spørger hun og presser telefonen hårdt ind mod øret. – Hvordan? – Kan man skide blod? – Det bløder fra stomien, mumler han. Jesper hjælper Sanne op at sidde, hjælper hende i tøjet. Hun ringer og fremskynder taxaen. Den er først bestilt til klokken 17. – NU! snerrer hun af taxacentralen. Så ringer hun til hospitalet. Jesper bærer kufferterne ned til hoveddøren. – Men når du siger formentlig, afbryder hun lægen i te‑ lefonen, – bliver jeg usikker på, om din tvivl er et kluntet forsøg på hensynstagen, eller om den skyldes manglende faglig kompetence? Han rømmer sig. – Der er en lille sandsynlighed for, siger han, – at blød‑ ningen kan udvikle sig uheldigt afhængigt af kræftsvul‑ 17
stens spredningskarakter, men formentlig vil I ikke opleve voldsommere blødning, end tilfældet er nu. Hun smækker røret på. Hun har før klaget over ham. Taxaen dytter nede på gaden. Hun tjekker Jespers liste, radiatorerne skal skrues ned. Hun slukker for al varmen. Hendes højre hofte gør ondt, når hun bukker sig. Hun slukker også for lyset. Med hjælp fra skrivebordet kom‑ mer hun ned på hug, begynder at rive ledninger ud af stikkontakter. Jesper ringer nede fra gaden. – Er du klar? – ET ØJEBLIK! skriger hun ind i røret. Det summer for ørerne. Hun holder et kortvarigt hvil, inden hun i en kraftanstrengelse får hevet sig op at stå igen. Hånden hviler et øjeblik varmt på hoften. Så kører hun den langs bøgerne på reolen, hver bog mod hånd‑ fladen. Der er rækker af bøger; en række af forebyggende foranstaltninger. Tankerækker kategoriseret på hendes opslagstavle. Hun begyndte et forkert sted og må starte forfra. Bøgerne mod håndfladen. Forfra.
Himlen er kold. Tidlig forårssol skærer sig ind ad vinduet på apoteket. Jesper henter medicin. Et øjeblik forsvinder han i mængden af mennesker bag ruden. Muterende celler kan forsvinde i en form for selvmord, og bakterier kan, trods deres encellede struktur, vokse i kæder. Sanne har et hår midt på maven. Det er langt og mørkt på alt det hvide. En halv times gammelt sæd inde i sig. – Så kom foråret endelig. Taxachaufføren ser på hende i bakspejlet. Luften er dårlig i bilen. Sanne ruller vinduet ned. – Skal I ud at rejse? – Vi skal bare lige rundt om hjørnet. Chaufføren spørger til kufferterne med sit blik på hende i spejlet. – Vi skal bo hos min far i nogen tid, siger hun. Han nikker. – Er han syg? Hun ryster på hovedet. Jesper lugter af kold vind, da han stiger ind i bilen. – Bissensgade 48, siger hun. 19
Caféborde med kaffe og øl fylder på Vesterbrogade. Rækker af mennesker med solbriller under tæpper, bro‑ sten langs fortovskanten. Jespers hånd er kold om hendes nakke. Taxameteret tæller.
Af og til tæller hun Jespers pulsslag, når han sover. Blod‑ årerne er tydelige ved hans håndled, hun stryger sin finger hen over dem, ridser i ham med sine nedbidte negle. Han smører jævnligt hendes negle med Go Negl, pluk‑ ker hendes vildvoksende hår med en pincet. Undtagen håret på maven. Det får hun lov til at beholde. – Du snorker! Hun holder ham for næsen. Han tysser på hende med en hånd ned ad ryggen. En god håndfuld, siger han om dellerne under skulderbladet. Han sover med åben mund, spyt samler sig i mundvi‑ gen i løbet af natten, hun tørrer det væk med sin finger. Stryger hans urolige øjenlåg.
Nøglen ligger under dørmåtten. Håndtaget sidder løst ligesom skiltet med husnummeret på muren til højre for hoveddøren. Hun låser sig ind. – Peter! kalder hun. Jesper bærer kufferterne forbi hende op ad trapperne til stueetagen. Faren ligger på sofaen i stuen. Hans øjne er lukkede. Han har et tæppe foldet omkring benene. Sofaen er normalt et møbel til aviser og bøger. Til noter. Det er en aflastnings‑ plads for bordenes opmagasinering. – Peter! Hans skrivebord står ved vinduet ud mod vejen. Skri‑ vebordsstolens betræk er mørt. Han misser med øjnene; ser på hende uden genkendelse. Kræftceller genkendes ved deres uddifferentiering og muterende karakter. – Hvorfor ligger du dér? hvisker hun. Hans hud er indtørret og gul. Helt ud i øjnene. Nu ser han hende og forsøger at rejse sig med albuerne. Hun vil hjælpe ham, men hendes hofte gør ondt. 22
– Jesper, kalder hun. – Jeg tror, jeg er tørstig, siger faren. Hun nikker. – JESPER! Jesper sætter bagagen fra sig og henter vand til faren. Han hjælper ham op at sidde, rækker glasset til ham. Det smutter ud af den gule hånd, lander i skødet. – For fanden, vrisser faren. Sanne er taknemmelig for styrken i hans stemme. Jes‑ per henter et nyt glas vand og et viskestykke til at tørre op med. Hun må igen argumentere med lægen, da hun i telefonen fortæller ham om det indskrumpede menneske på sofaen. – Når han ikke kan tage vand til sig længere, går der højst et par døgn. – Hvem fanden snakker om, at han ikke kan tage vand til sig? Et par døgn! Han har bare brug for hjælp. LIDT HJÆLP!