01
02
03
04
05
06
07
08
09
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
00
01
02
03
04
05
06
07
33
34
35
35
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
00 01 02 03
DEN FILIPPINSKE PIRAT
04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15
DEN FILIPPINSKE PIRAT
16 17 18 19 21
THRILLER – ROSINANTE
20
NUKAAKAS KABALE
22
omslag: eyelab.dk
00
23
Nukaakas kabale SMUDS 155x230.indd 1
07/06/13 22.45 24
layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51
NUK A AK AS K A BA LE
1
3. korrektur – side 1 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
Af samme forfatter: Den afrikanske jomfru · spændingsroman (2011) Den filippinske pirat · spændingsroman (2012)
2
3. korrektur – side 2 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
Helle Vincentz
Nukaakas kabale spændingsroman
Rosinante
3
3. korrektur – side 3 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
Nukaakas kabale © Helle Vincentz og Rosinante / rosinante&co, København 2013 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: EYELAB Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga isbn 978-87-638-2767-6 Printed in Latvia 2013
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
4
3. korrektur – side 4 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
Til min mor, hvis Grønlands-eventyr jeg har lånt fra.
5
3. korrektur – side 5 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
6
3. korrektur – side 6 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
PROLOG
Kvinden krængede sig ud af sin nye, blå dynejakke og smilede ad den håndfuld snefnug, der sad fast på hætten. De lyste hvidt mod det mørke stof, men forvandlede sig til klare dråber, da hun børstede hen over dem. Så hev hun huen af, og det lange hår faldt blødt ned over skuldrene. Fingrene følte sig frem til kontakten. Sekundet efter oplyste fire aflange loftslamper det rummelige kontorlokale. Det var her, hun og kollegerne sad hver dag. Skrivebordene led under presset af de mange høje papirstabler. Breve fra store mænd, der lovede guld og grønne dollarsedler mod at få hænderne dybt ned i skødet på Moder Jord. Hun bevægede sig gennem kontoret til den velkendte tikken fra kollegaens enerverende kukur. Udenfor sneede det stadig, og fordi hendes øjne fulgte fnuggenes dalen så nøje, ænsede hun ikke den skygge, der smøg sig ind bag døren til chefens kontor for enden af lokalet. Tankerne føg mod alt det, hun nu skulle til at opleve. Et nyt liv ventede derude. Han var borte, hans trusler forbi. Hun trak vejret så dybt ind, at hun kom til at hoste. En tot hår faldt frem foran ansigtet, hun skubbede den om bag øret med en let bevægelse. En sagte nynnen voksede i brystet, og hun hørte ikke den lave knirken fra en dør, der forsigtigt blev puffet i. Fødderne fortsatte, mens ordene flød ud mellem læberne. Det var ikke én sang, det var et medley, hun bare lod komme. Dickow, Kvamm, Key. En skylle af alle de sange, som nu skulle synges. Et par meter fra chefens kontor standsede kvinden og så sig over skulderen. Opmærksom drejede hun hele vejen rundt om sig selv, 7
3. korrektur – side 7 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
granskede rummet. Der var ingen, og hun fortsatte hen til døren, hvor hun trykkede håndtaget ned, ulåst, som sædvanlig. Men netop som hun skulle til at træde ind, kom fornemmelsen igen. Hun vendte sig langsomt. Noget i rummet havde fået sangene til at forstumme. En spænding, et minde, den velkendte angst. Hun stirrede ud i kontoret. Ingenting, ud over det tikkende ur, der var ved at drive dem alle til vanvid. Den unge kvinde skævede mod vinduesrækken. Udenfor kaldte den grønlandske aften på hende. Stadig ny, eksotisk, lokkende. Hun beordrede tavst sig selv til at slappe af. Der var jo ingen. Han var så langt væk. Beslutsomt tændte hun lyset på chefkontoret. I det sekund hun tog det første skridt ind over dørtærsklen, stod han foran hende, og blikket i hans øjne bekræftede, at det skridt ville blive hendes sidste. Den grønlandske aften ville fortsætte uden hende.
8
3. korrektur – side 8 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
1
Nogle dage var Nuuk omringet af fjelde, andre dage havde tæt tåge spist dem. I dag var en af den sidste slags, og tågen måtte have været sulten, da den gik om bord i den grå bymur. Nukaaka Nielsen kiggede et øjeblik ud på den mælkehvide skydyne, før hun vendte sig bort fra vinduet. På vejen passerede hendes blik en grågrøn linje af fugt, der drev ned ad karmen. – Tag den dér af. Hun så på sønnen, der stod bag hende. – Nej, svarede han med læberne knebet trodsigt sammen. – Jo. Nukaaka satte hænderne i siden. – Isak, du skal gøre, som jeg siger. Tag den af. Nu! – Jeg vil ikke! Han lagde armene over kors. – Det er jeg udmærket klar over, men det skal du. Hun så bestemt på den lille dreng i den lysende blå og røde dragt. Hans mundvige trak nedad. – Hvorfor? mumlede han vredt ned i gulvet. – Fordi jeg siger det. Og fordi man ikke går i børnehave i Spiderman-dragt. Slet ikke, når det er under frysepunktet, var hun ved at tilføje, men hun orkede ikke at tage diskussionen igen i morgen, hvis fønvinden sendte temperaturen i vejret. – Øv. Hans ene, bare fod stampede hårdt i lejlighedens nedslidte parketgulv. – Saaling! – Den slags sprog vil jeg ikke have her, Isak, sagde Nukaaka, mens hun vendte ansigtet bort for at skjule et smil. I troen på, at hun ikke forstod ham, forsøgte sønnen ofte at snyde sig til at bande ved at ytre 9
3. korrektur – side 9 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
ederne på grønlandsk. Hun ventede, mens han modvilligt krængede yndlingspåklædningen ned over sine smalle, treårige skuldre. Hans sorte hår lignede en vildt voksende bregne. – Du må få den på, lige så snart du kommer hjem fra børnehave i dag. Hendes stemme blev blød igen. – Henter du mig tidligt? Med sine små, brune øjne så han forventningsfuldt op på hende. Hun bandede indvendig af sig selv. – Det bliver nok lidt sent, svarede hun, vel vidende, at det blev præcis fem minutter, før børnehaven lukkede. Jobbet som chef for Råstofdirektoratets licensafdeling krævede alle de arbejdstimer, hun kunne klemme ind. – Jeg vil hellere have, at du henter mig tidligt. Nu talte han til gulvet igen. – Det ved jeg godt, Nuno, men nu bliver det sådan her. Hun kørte fingrene rundt i busken af hår på hans hoved. Ved siden af dem peb det ind ad vinduet. Blok 9 var ikke blevet renoveret, siden den blev bygget engang i tresserne, hvilket man mærkede tydeligt, hver gang vinterens vinde fejede gennem byen. – Øv. Han trak sig væk under hendes berøring. Fem minutter efter hev hun ham ned igennem den graffitihærgede opgang og ud af blokken. Foran indgangen stod som så mange andre morgener to af opgangens børn og kastede med en slidt tennisbold. De ventede på, at deres forældre blev færdige med at slås. Nukaaka smilede kort til dem, før hun og Isak var af sted på cyklen med en blæst så strid imod sig, at tårerne trillede vandret hen ad hendes kinder. Da de nåede den store, nybyggede børnehave med de mange glasvinduer, lirkede hun hurtigt Isak ud af barnesædet, der snart var for lille, og trak ham indenfor. Heldigvis var det Kunuk, som tog imod. Den nye mandlige pædagogmedhjælper var hurtigt blevet Isaks yndling, og sønnen gav frivilligt slip på hendes hånd. Nukaaka mumlede noget om, at det måske blev lidt sent lige i dag, og bakkede mod udgangen, mens hun vinkede med begge hænder. – Ha’ en god dag, min skat, råbte hun, før hun stødte ryggen mod 10
3. korrektur – side 10 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
yderdøren, drejede om på hælen og småløb tilbage til cykelskuret. Hun skævede til uret, før hun kastede sig op på cyklen og ud på den snestrøede vej. To minutter til første møde. – Beklager, I måtte vente, lad os se at komme i gang. Nukaaka trak stolen ud for enden af det lange, nyindkøbte mødebord, der var placeret midt i medarbejdernes store fælleskontor. Tre af medarbejderne rejste sig med det samme fra deres skriveborde og tog plads ved bordet. De hilste alle venligt godmorgen, selv om hun syntes at ane et hånligt glimt i Kristoffers øjne. Hun så sig om i rummet. Minik sad bag sit bord og fortsatte uanfægtet med at føre lange snørebånd igennem hullerne i sine støvler, mens Ane roligt kom trissende med et spækbræt med brød i den ene hånd og en gul kaffekop i den anden. På Anes skrivebord lød en taktfast tikken fra det ubeskrivelig irriterende kukur, hvor en isbjørn en gang i timen stak hovedet ud af en iglo og brølede. – Svært at få drengen ud ad døren? Ane lagde medfølende hovedet på skrå, og Nukaaka mærkede en pludselig trang til at række ud og puffe til den gule kop, så kaffen ville skvulpe ud over den barmhjertigt interesserede kvinde. – Nej. Hun rystede heftigt på hovedet. – Der var bare lige et opkald fra ... direktøren, som jeg var nødt til at tage. Hun skævede til Kristoffer. – Men lad os se at komme i gang. Minik? Ane satte brættet fra sig på bordet og begyndte at save det friske franskbrød ud i tykke skiver. Det knasede, hver gang hun skar gennem skorpen. – Minik? Hallo, er der nogen hjemme? Nukaaka så over på den tætbyggede mand, hvis kraftige fingre roligt trykkede snørebåndet gennem det sidste hul, hvorefter han studerede resultatet. – Nu skal jeg være der, svarede han uanfægtet, stillede støvlerne under sit bord og gik over til mødebordet. Hans tykke strømper knitrede mod det grå gulvtæppe, der endnu var så nyt, at det lugtede af tæppeforretning. 11
3. korrektur – side 11 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
– Vi takker for din deltagelse, sagde Nukaaka tørt, før hun rømmede sig. – All right. Vi har meget, vi skal nå, så vi må hellere komme i gang. Kristoffer, hvor langt er du med at behandle ansøgningen fra sydkoreanerne? Og så var mødet i gang. Råstofdirektoratet forvaltede Grønlands undergrund, og licensafdelingen var i særklasse den afdeling, alverdens olie- og mineselskaber gjorde sig til for tiden. Grønland var det nye, hotte sted for investeringer i råstofudvinding, og det var licensafdelingen, der skrev de anbefalinger, ministeren for råstoffer traf sine milliardtunge beslutninger om uddeling af licenser på baggrund af. Det var dem, der – som de sagde til hinanden ved højtidelige lejligheder – vogtede porten til det forjættede land. Bygningen, de befandt sig i, var Nuuks nyopførte kontortårn, salen var den femte, og for bordenden sad Nukaaka, hvilket hun ind imellem selv havde svært ved at forstå. Med sine 38 år var hun ingen vårhare, men dog stadig yngre og mindre erfaren end flertallet af medarbejderne. Faktisk var det kun Stine og Maliina, der var yngre, men Nukaaka havde fået chancen, da den tidligere chef rejste hjem til Danmark, og hun havde sagt ja. De talte på skift. Fremlagde, hvilke ansøgninger hvem arbejdede på, og hvor langt de hver især var nået. Det meste foregik på engelsk til ære for Steve, deres amerikanske kollega, men danske sætninger dukkede altid op mellem de engelske. Nukaaka var for længst holdt op med at tænke over, om der blev talt dansk eller engelsk, hendes hjerne omstillede sig automatisk, og hun svarede bare med det sprog, folk talte til hende. Så længe det ikke var grønlandsk. Heldigvis var det ikke et stort problem her i afdelingen. De fleste af de ansatte var halvt grønlandske og halvt danske, ligesom hun selv, nogle var danskere, og kun en enkelt var »hel« grønlænder. – Og hvad med kineserne? Det var Peter, der spurgte, og alles øjne rettede sig mod Nukaaka. Hun nikkede. Som chef for afdelingen gik det meste af hendes tid med at holde møder med ledelsen, både den 12
3. korrektur – side 12 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
politiske og den administrative, og sørge for, at alle var glade, hvilket mildt sagt var en omfangsrig opgave. Men indimellem, når det drejede sig om en opgave af særlig bevågenhed, bad ministeren hende om personligt at tage sig af den. Ansøgningen fra det kinesiske mineselskab faldt i den kategori. Formelt var afgørelsen ministerens, men det var endnu aldrig sket, at han var gået imod hendes anbefaling. – De har sendt os hele ansøgningen, og Stine og jeg er ved at behandle den. Hun så over på Stine, som nikkede, så hestehalen hoppede i nakken. – Vi har fået alle oplysninger fra dem, fortsatte Nukaaka. – De ønsker stadig at erhverve retten til at udvinde de sjældne jordarter i Kvanefjeldet, og der er ingen grænser for, hvad de vil gøre for Grønland, hvis vi slår dørene op. Jeg har middag med dem i morgen, og vi skal aflevere anbefalingen til ministeren næste uge. – Var det egentlig ikke i dag, der var deadline? Ane så bekymret på hende, og Nukaaka følte igen trang til at lange ud mod den gule kaffekop. – Den er blevet rykket til næste uge, svarede hun kort, og medarbejderen undlod at stille flere spørgsmål. Efter en hurtig gennemgang af, hvad de kommende dage ville byde på, skød Nukaaka stolen tilbage og nikkede til Stine om at følge med ind på chefkontoret. – Hold da kæft, en morgen! Nukaaka dumpede tungt ned på kontorstolen, der var betrukket med sort læder. Den rullede baglæns, til den ramte radiatoren. Stine satte sig på kanten af skrivebordet. – Isak? Nukaaka nikkede og skubbede stolen lidt frem igen. – Hvordan fanden når andre mennesker det? Jeg fatter det simpelthen ikke! Hver morgen har jeg en ambition om, at nu skal vi have en hyggelig morgen, og jeg skal aflevere ham stille og roligt og møde i god tid her på kontoret. Men på en eller anden måde ender det altid med, at havregrøden brænder på, og Lynet McQueen taber et hjul, og Isak bliver sur, og så bliver jeg det også, og så slår det hele knuder. Hun 13
3. korrektur – side 13 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
udstødte et dybt suk. – Morgener er fandeme ikke for enlige forældre, skriv dig det bag øret! Stines ansigt fyldtes af det smil, der lavede små æblekinder i det ellers slanke ansigt, og som fik mænd i alle aldre, ikke mindst flere af dem i afdelingen, til at logre som lystige hundehvalpe. – Jeg har nu heller ingen planer om at blive enlig forælder, når den tid kommer, svarede hun og rykkede sig på skrivebordet, så hendes balde puffede til rammen med det eneste billede af Isak, Nukaaka nogensinde havde fået taget sig sammen til at få fremkaldt. Den sorte ramme vaklede. Nej, det har du vel ikke, og det bliver du garanteret heller ikke, tænkte Nukaaka med et stik af misundelse. Der er aldrig nogen, der vil gå fra dig. – Nå. Hun rømmede sig og rettede sig op i stolen. – Hvor langt er du nået med kinesernes ansøgning om Kvanefjeldet? Som fuldmægtig var det Stines opgave at lave et udkast til den anbefaling, Nukaaka senere skulle give til ministeren. – Jeg er næsten færdig med første udkast, svarede hun. – Godt. Kan du have det klar til mig i morgen? – Jeg kan i hvert fald prøve. En vildfaren solstråle faldt ind ad vinduet og lagde sig på Stines ene skulder. Hendes bizarre, grå striktrøje med kvaster og sølvnister lyste op. – Du er sgu en engel, sagde Nukaaka og roste som så mange gange før sig selv for, at det var lykkedes hende at overtale Stine, så dansk en pige, som de fandtes, til at forlade det københavnske caffe latte-liv for at rykke til Nuuk og blive fuldmægtig i Råstofdirektoratet, hvor kaffen i automaten smagte ens, uanset hvilken knap man trykkede på. Stine havde selvfølgelig sine egne, tungtvejende grunde til at rømme Danmark, det vidste hun godt, men at det lige skulle blive Grønland, var Nukaakas fortjeneste. Stine gled ned fra skrivebordet og kørte en hånd gennem sin lyse hestehale. – Jeg må hellere komme i gang, jeg er nødt til at gå lidt tidligt i dag. 14
3. korrektur – side 14 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk
Nukaaka nikkede fraværende, mens Stine forklarede, hvorfor hun skulle gå tidligt. Hun studerede kalenderen på skærmen, og Stine havde allerede lukket døren bag sig, da Nukaaka opdagede, at medarbejderen havde nævnt noget om en fræk aftale. Kalenderaftalerne lå som altid ryg mod ryg; ud over et internt møde med Malüna, medarbejderen der altid kunne finde noget at brokke sig over, var der møde med departementschefen i Indenrigsministeriet og forhandlinger med Save the Arctic, en lokal miljøorganisation. Især det sidste fyldte altid Nukaaka med en trang til at skrige. Større nejhatte end dem, ansatte i miljøorganisationer fik udleveret med ansættelseskontrakten, skulle man lede længe efter. Nej, vores råstoffer skal ikke udvindes. Nej, vi vil ikke samarbejde med internationale virksomheder. Nej, nej, nej. Som om fremgang bare kom af sig selv. Hun sukkede, allerede irriteret ved tanken om mødet. Første punkt på dagsordenen var heldigvis et interview med en dansk journalist, som i sin essens handlede om, at Nukaaka var sej. Den slags anerkendelse var hun ikke for fin til at tage imod. Hun bladrede distræt gennem postbunken på skrivebordet. Farvestrålende reklamebrochurer fra firmaer, der ville gøre sig til. Fakturaer, der skulle videre til økonomiafdelingen. En masse uopfordrede jobansøgninger fra folk, der ikke havde halvt så lang en uddannelse, som der krævedes for at arbejde i Råstofdirektoratet. Med endnu et opgivende suk skubbede hun bunken fra sig, da der pludselig lød et ‘ding’ fra computeren. Nukaaka vendte blikket mod skærmen, lænede sig frem og rakte ud efter musen, men idet hun ville klikke på den mail, der var tikket ind, faldt blikket på afsendernavnet. Armen frøs midt i luften.
15
3. korrektur – side 15 Nukaakas kabale (155 x 230) rosinante ordre 35557 – christensen grafisk